Det er svært uden bundlinje …
Jeg kaster mig ud i det … Som regel – og den regel afviger jeg kun meget sjældent fra – bager jeg to kvasirugbrød/rugkernebrød ad gangen. Det betyder at jeg bruger dobbelt portion i forhold til det angivne i det indledende indlæg, hvilket kræver mere end én øl à 0,33 l. pr. dej. Så for hver gang knappes to øl op – den ene ryger i dejfadet uden omsvøb, mens kun ca. halvdelen af den anden bruges. Resten kommer i et af mine prøveglas til anmeldelse.
Jeg finder det en kende svært at vurdere øltypen, da den befinder sig langt fra, hvad jeg normalt binder an med. Ganske vist anmelder jeg nærmest revl og krat – inklusive industridiscountøl som mangt en connoisseur ikke vil røre med en ildtang. Men denne øltype er, så vidt jeg er orienteret, udviklet til madlavning, og ikke til konsum. Hvad er det meningen, at øllet så skal smage af, når det drikkes au naturel?
Vel, jeg må bruge det samme trick, som jeg har brugt hidtil – prøve mig frem.
Øllet er ganske mørkt, omend klart. Det tror pokker, når det er tilsat ammoniseret karamelfarvestof. Til Royal Unibrews forsvar skal det siges, at de langt fra er de eneste. Skummet er derimod relativt lyst, og uden at ville lægge hovedet på bloggen, har jeg på fornemmelsen, at netop dét farvestof har ringere indvirkning på skummets kulør end fx lakrids eller ordentlig brygkunst.
Sukker er brygget også tilsat, foruden majs, så det overrasker ikke, at øllet er meget sødt. Det smager af mørkt, karameliseret sukker iblandet en antydning af nødder og en lille bitte smule træ på bagkant, så humlen kan faktisk også anes et sted derinde bag alle tilsætningerne.
Markant sødme til trods bliver brygget nu aldrig væmmeligt. Sødmen giver også brygget en afbalanceret fylde, der forhindrer det lavalkoholiske bryg (1,9%) i at føles tyndt.
Madlavningsøl eller ej – jeg må på stedet erklære, at jeg vil foretrække denne øl frem for en let pilsner, hvis valget skulle stå imellem dem.
Brygget smager stort set som de julehvidtøl, jeg for længst har anmeldt på bloggen. Faktisk har jeg disse flasker mistænkt for at indeholde præcis det samme bryg, der ved juletid forhandles i flasker med mere farverige (ikke mindst røde og hvide) etiketter til omtrent samme pris. Mindre bliver mistanken ikke af, at det lille elektroniske prisskilt, som bruges i Føtex, rent faktisk betegnede den som en julehvidtøl. Den kendsgerning rubricerede jeg i situationen under ‘generel supermarkedsinkompetance’, men mistanken nager fortsat.
Men jeg har ikke nogen evidens for, at øllet skulle være det samme, så indtil videre behandler jeg det som noget andet. Så fanden tage mig … hvilket sikkert alligevel ville ske – hvis de kristne skulle vise sig at have ret.
Fra den kant behøver jeg i hvert fald ikke frygte mere end i forvejen.
