Det er jo ikke USA, jeg hader …
Vi fortsætter med amerikanerne og denne gang en autentisk én af slagsen. Ja, hvorfor mon jeg ikke boycotter dem fuldstændig, når nu jeg hader dem så meget, at jeg stiller lange, retoriske spørgsmål om dem? Jo, fordi jeg absolut intet problem har med amerikanske mikrobryggerier, deres innovation eller deres solide forretningsførelse, der fører til økonomisk optur i deres lokalområder og de gode, reelle arbejdspladser det medfører. Det kan man se mere om i filmen “Crafting a Nation” på Netflix. På dansk hedder den “Håndbrygget” – og den til pinlighed ikke bare grænsende, men manifesterende, inkompetence i fængende oversættelse hos Netflix’ danske oversætterkorps illustreres så der må bruges svære opioider for at dæmpe den deraffølgende sønderrivende smerte bag øjnene.
Har man ikke Netflix, kan man også bare se Beer Culture på YouTube. Den har mange af de samme pointer, og faktisk er der over netop YouTube med let hånd drysset en hel lille samling interessante dokumentarer om øl – fuldstændig gratis, som det jo er, når det kan findes på det website.
Nå, men tilbage til staterne, og hvad det mon så er, jeg ikke kan lide ved dem? Jo, det er de få, rige og magtfulde, der ødelægger det for alle de andre. Regeringen, de store firmaer (ikke mindst våbenlobbyen), finansinstitutionerne, CIA, et amokløbende, racistisk og bundkorrupt politikorps … og så nok mere end noget andet i hele USA, hele dets gerninger og alt dets væsen: Anheuser Busch InBev … De kan virkelig få mig til at se rødt, som intet andet derovre kan!
Og det er jo en yderligere grund til at elske de amerikanske mikrobryggere – at de giver – ikke bare de dumme, men også de store svin noget kvalificeret modspil.
Fx i form af en øltype, der vel så småt er blevet et symbol – måske endda et ikon for den amerikanske brygrevolution – en IPA.
Der er som sådan ikke nogen dikkedarer eller krumspring ved denne øl, altså ud over at der primært (hvis ikke udelukkende) er brugt én bestemt humle, nemlig Centennial. Jeg ved at Raasted Bryghus herhjemme også har haft en Centennial IPA i porteføljen, men den nåede jeg desværre aldrig at smage, da jeg på det tidspunkt faktisk ikke havde råd til den. Man kan jo håbe på en relancering, og så vil jeg have noget at sammenligne med her.
Brygget er fortrinsvis rødligt med gyldent, fedtet og kontrolleret skum, som kræver en noget uforsigtig og lemfældig skænkning for at få over glasranden. Duften lægger sig i det søde, frugtige hjørne med skarpe noter af grape og appelsin … al hæder og ære til Amager Bryghus og deres evner udi IPA-brygning i øvrigt, men det er altså en befrielse at få lov at dufte en IPA, der ikke river og flår af små, hidsige, sylespidse grannåle i næsens slimhinder.
Brygget er velgørende bredt og fyldigt bittert. Der er holdt lidt tilbage med gæren, så den ikke smager igennem, men er præsent nok til at yde fylde. Bitterheden er tungere end den karske bitterhed, Amager Bryghus rendyrker. Her smager man fyrretræ – fældet og skåret fyrretræ, der har fået lov at ligge i nogle ugers regnvejr om efteråret. Nogle ville måske kalde bitterheden sløv, Jeg vil kalde den dunkel og hemmelighedsfuld og intensisteten i smagen virker alt andet lige intakt.
Eftersmagen er lang og evigt lækker af nåletræ og den helt rigtige mængde gær i nøje afstemmelse. En klassisk, og alligevel anderledes IPA-oplevelse, end dem man får flest af herhjemme …
… hvis man da ikke lige frekventerer Føtex, hvor man kan købe denne øl for under en tyver. Det er en af det bedste < tyvere, jeg længe har givet ud.
