Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Spritterøl

Spritterøl – Hvad skal det til for og Velkommen Efterår!

August måneds tema er slut. Jeg fik smagt på de seks udvalgte spritterøl, som jeg selv syntes, virkede mest fremtrædende på det hjemlige ølmarked. Oprindeligt ville jeg have inddraget guldøl også, men har på et tidligt tidspunkt valgt at lade være. Dels fordi jeg kunne se, at tiden blev knap, dels fordi jeg faktisk ikke mente, at de lidt stærkere pilsnere hører til blandt de øl, der kom til at udgøre temaet.

Det hænger blandt andet sammen med, at jeg husker de guldøl, jeg har prøvet som udmærkede øloplevelser, mens ingen af de spritterøl, jeg har prøvet, har været meget mere end blot netop til at få ned – i flere tilfælde ikke engang det. Spritterøl er vitterlig en øltype, der kun er til for at gøre konsumenten beruset ved et så lavt væskeindtag som overhovedet muligt.

Samtlige anmeldte spritterøl er i grunden kedelige pilsnerøl, der er blevet tunet med glukosesirup – et tilsætningsstof, der intet gør for smagen. Det tilsættes alene for at blive spist af gæren, for så at blive tisset ud som alkohol. Der er dog én undtagelse, og det er Carlsbergs Elephant, der dermed også er den eneste, af spritterøllene, der ikke er en beskidt øl. Det er måske ikke tilfældigt, at netop denne øl fik højeste karaktér, hele to stjerner – hvilket stadig ikke er spor imponerende. Jeg sværger imidlertid ved min fiktive samling af bornholmske Anders And-blade, at jeg ikke særskilt har trukket karakteren ned på de øl, der har fået tilsat glukosesirup. Så må man tro det, eller lade være.

Danske pilsnere er i forvejen kedelige, og det gør dem i grunden ikke mindre kedelige at blive boostet med alkohol på den ene eller den anden måde. Det er svært for mig at se, hvordan spritterøllens kvalitet kan hæves. At bruge bedre malt, gær eller humle er synd, da den allestedsnærværende spritsmag overdøver enhver spidsfindig smagsnuance, der i øvrigt måtte (have) være(t).

Men faktisk er det jo mig, der har misforstået det hele.

Her har jeg gået og undret mig, og ledt og ledt efter et svar, mens det har ligget lige for næsen af mig hele tiden, klart til at blive fattet med et muntert “Heureka!”: Spritterøl skal overhovedet ikke smages eller nydes. De skal bare kæves så hurtigt som muligt, så man kan blive bankelam uden at skulle tage stilling til ligegyldige egenskaber såsom smag.

Imidlertid forstår jeg ikke den måde at drikke øl på … længere. Bevares, jeg har da også drukket mig fra sans og samling tidligere, men nu er det et overstået kapitel. Jeg har vendt det ryggen og aldrig set mig tilbage – før nu, måske, hvor jeg genkalder fornemmelsen af at drikke kun for rusens skyld, og jeg tænker ved mig selv “hvad havde jeg gang i?”

Nu ser jeg frem til at slippe for at drikke spritterøl i lang, lang tid – uden dog at ville sige “for altid”. Den slags siger man om harmfulde, traumatiserende hændelser eller sager, der har skadet en på helbred eller sjæl. Så galt var det aldrig med spritterøllene. I værste fald vil jeg mene, at jeg har spildt min tid, hvor jeg kunne have drukket velsmagende øl.

I mellemtiden har jeg til gengæld opdateret mit øllager med rigtig gode specialøl fra ind- og udland. Det glæder jeg mig enormt meget til at gå i gang med.

Efteråret er samtidig på vej, og det betyder den bedste mad på året. Rodfrugter en masse sammen grove grøntsager i ovnen med noget frisk fløde – økologisk, naturligvis … Jeg kan næsten ikke vente. Nogen piver over, at det bliver mørkere. Jeg glæder mig bare over, at jeg kan nyde de lange aftener med min dejlige familie uden at få nethinden ristet af aftensolen. Det er meget apropos også tiden for mørke øl. Tunge, sorte, tyktflydende, søde, duftende, bitre lagere og stouts – fulde af karamel- og chokolademalt til at booste – ikke alkoholprocenten – men smagsindtrykkene. Ligesom der ikke er nogen tid på året, hvor maden smager bedre, er det også netop øllene med de mest spændende og mangfoldige aromaer, der passer til.

Bon appetit og velkommen den mørke tid.

Wiibroe Årgangsøl 2010, Carlsberg

1-halv-stjerne

Pyha! Jeg er omsider nået til den sidste øl i august måneds tema om spritterøl. Temaet kom altså til at strække sig lidt ind i september, og det er der mange gode grunde til. For det første kom jeg lidt sent i gang med temaet. For det andet er det begrænset, hvor meget jeg som ansvarlig forælder vil kaste mig i alkoholens bølger med samt alt hvad der deraf følger. Disse årsager er dog sekundære i forhold til den væsentligste årsag, nemlig at ingen af de testede spritterøl har været nogen fornøjelse at drikke. Derfor har der manglet noget motivation for at gøre temaet færdig til tiden. Jeg skal ikke udbrede mig mere om dette i nærværende indlæg, for jeg har tænkt mig at konkludere på temaet i en særskilt artikel. Men jeg syntes dog, at jeg ville markere temaets sidste indlæg med et par bagudrettede ord. Nu til den sidste spritterøl i temaet – og forhåbentlig den sidste i rigtig, rigtig lang tid.

Carlsberg, der i 1998 nedsvælgede det i Helsingør hjemmehørende Wiibroe-bryggeri som en anden Tuborg Lime, har ikke mere end en sludder for en sladder at berette om denne øl på deres hjemmeside. Selve konceptet med en årgangsøl stiller imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt brygget ændrer sig fra år til år, eller om det forbliver det samme.

Dette fremgår ikke entydigt. Det kunne i princippet være spændende at prøve denne øl af år efter år for at se, hvordan den måtte ændre sig. Men hvis det er det samme sprøjt, de hælder på flaskerne, risikerer jeg jo atter at skulle smage på samme øl. Og det har ærligt talt været en så tvivlsom fornøjelse, at jeg ikke synes, det er risikoen værd. Så som udgangspunkt er det sidste gang, jeg anmelder Wiibroes Årgangsøl.

Den opmærksomme læser har nok allerede opdaget, at jeg ikke har brudt mig om brygget. Etiketten ser ellers fin ud. Ligesom Harboes Årgangsbryg er det hvert år en ny kunstner, der udsmykker emballagen. Hos Wiibroe er udsmykkeren i år Thomas Eje, der klarer finanskrisen som billedkunstner, hvilket jeg faktisk synes, han gør meget godt. Der skal måske heller ikke så meget til i dag, hvor han som entertainer blot er en svag afglans af hvordan han var i velmagtsdagene. Det er blot ærgerligt, at etiketten ikke gør noget for indholdets smag. Det kunne dette bryg godt have brugt.

Årgangsbrygget fra Wiibroe blev lanceret i 1989, hvor alkoholprocenten lå på 8,9. Denne steg år efter år med 0,1, så styrken så net fulgte årenes gang. Konceptet afslører imidlertid, hvordan alkoholprocenten åbenbart er meget vigtig i forhold til produktets kvaliteter. Således erkender Carlsberg da også uden den mindste skyldfølelse, at produktet er tilsat brygsirup (som blot er et pænere klingende navn for glukosesirup) netop for at hæve alkoholprocenten. I 2000 lagde man sig fast på 10,6, hvilket gør Årgangsøl fra Wiibroe til “Danmarks stærkeste specialøl” (såvidt hjemmesiden op. cit.)

Jeg tvivler stærkt på, at det er den stærkeste ’specialøl’ – og så skulle man måske også liiiige minde Danmarks største bryggeri om, at tilførsel af glukosesirup ingenlunde gør en øl til en specialøl. Det gør det kun til en beskidt øl. Stærkere er den dog end Carlsbergs Master Brew, og jeg får uvægerligt mistanke om, at man fra Carlsbergs side ville give Wiibroe et lille plaster på såret for på monopolistisk vis at have opslugt Helsingør-bryggeriet to år tidligere.

Selve øllet lugter – det dufter ikke, faktisk stinker det nærmest allerede ved åbningen – af sprit. Når spritdampene har veget, indfinder sig en bouquet, som optimisten ville kalde frisk, og som jeg vil kalde tynd. Det var temmelig uventet, at en så stærk øl kunne lugte så lidt af andet end sprit.

Smagen er harskt sprittet, og kun det. Ellers er der intet at sige om smagen, for der er nærmest ingen – ikke engang en grim én af slagsen. Så kan det godt være, at den varmer dejligt, når den passerer ned gennem spiserøret, men det er tilmed helt forkert, at en øl skulle have den virkning. Eftersmagen kan man kun ane, hvis man virkelig leder med lys og lygte mellem smagsløgene bagefter. Mest af alt er det en flad fornemmelse, der i mere end én forstand er småbitter.

Den levner ikke noget tilbage at beskrive om fylde, aroma, intensitet eller andre ølrelaterede plus-ord. Det er en kedelig, ligegyldig øl a la ølfabrikkens pilsner, tilsat broderparten af Helsingør Sygehus’ – nårh nej, Carlsberg har jo overtaget, så det må være Rigshospitalets – beholdning af disinfektionsmiddel.

Årgangsbryg 2010, Harboe

1-en-halv-stjerne

I modsætning til, hvad navnet måske antyder, ændrer Årgangsbryg fra Harboe sig ikke i årenes løb. Det er kun etiketten, der ændrer sig, “men den gode smag er den samme år efter år”, beretter bryggeriet på sin hjemmeside. Nu bliver det spændende at se, om smagen også er god. Foreløbig kan man jo glæde sig over, at Harboes bryggerier enten har en marketingafdeling, hvor folk kan stave, eller de har pudset en korrekturlæser på slipsedrengene. Begge muligheder er i hvert fald fjong, og jeg vil derfor gå let hen over, at hele årgangsbryg-konceptet er plagieret efter det Carlsberg-ejede Wiibroe-bryggeris Årgangsøl.

Imod den forventning man må have, når alkoholprocenten ligger vel over de 7 (helt præcis på 10 i dette tilfælde), er Årgangsbrygs duft ganske mild, med frugtagtige og sødlige nuancer. Det er ikke helt ulig pale Ales, og andre fine, søde øl. Belært af mine erfaringer med spritterøllenes smag fra tidligere, er den gode duft et udmærket sted at stoppe.

OK, spøg til side.

Sjældent har jeg dog været så fristet til at undlade at sætte glasset for munden, fordi jeg efterhånden har lært, at disse spritterøl bare ikke smager godt. (Jeg havde oprindeligt skrevet “særligt” før godt i foregående sætning, men tog mig i det.)

Det starter ellers overraskende godt. Smagen er både kraftfuld og fyldig og ikke spor ubehagelig. Kort efter melder sig en bismag af brændevin samt den for brændevin karakteristiske varmende fornemmelse i spiserøret. Så selvom smagen umiddelbart overrasker positivt, er spritterfornemmelsen intakt, og jeg mener fortsat ikke, at øl skal føles som spiritus, når det glider ned.

Samtidig er det faktisk svært at afgøre, om brygget egentlig smager sødt eller bittert. Bare det, at det smager af noget uden at smage grimt er selvfølgelig i sig selv et fremskridt, når det drejer sig om spritterøl. Men det er alligevel mærkeligt, at drikke en øl, der smager kraftigt, uden at man helt kan afgøre af hvad. Om eftersmagen kan man dømme med noget større sikkerhed. Den er flad og uinspirerende, som det oftest er tilfældet med jævn, dansk metervarepilsner.

Men alt andet lige, er det heller ikke nogen ubehagelig pilsner at drikke. Som brygget får lidt temperatur og man når længere ned i glasset, er det da også muligt at identificere nogle bitre toner. Det er bare ikke kønt, endsige elegant, men smagen er der da. Bitterheden er tung og prikkende. Den brænder lidt og klinger af med en letrøget aroma.

Jeg har da afgjort smagt værre (og jeg gider ikke at linke til min anmeldelse af Brutalis igen. Klik eventuelt på linket ovenfor, der er lagt i ordet “grimt”), men helt god bliver Harboes Årgangsbryg så gu’ aldrig. Til mad duer den heller ikke. Ligesom brændevin ikke virker til mad. Spritsmagen er alt for dominerende. Jeg vil slet ikke udelukke, at den kunne have været god, hvis ikke den var blevet tunet med glukosesirup. Spritsmagen overdøver og ødelægger en ellers godkendt humlearoma.

Men Såfremt den drikkes i små nip over en time til halvanden, kan den faktisk ende med at være en nydelse. Den vil afgjort kunne varme godt i de lange, kolde vinteraftener – eller -morgener, hvis man skulle være løbet tør for Gammel Dansk.

Brutalis, Harboe

1-halv-stjerne

Jeg husker at have prøvet denne øl en enkelt gang før, nemlig på Roskilde Festival 97; en regnvåd fornøjelse, hvor det ikke kun var sanserne, der druknede. Jeg husker øllet som en modbydelig smagsoplevelse, men til gengæld også en effektiv brandert. Og nu hvor jeg allerede har afsløret, at jeg på forhånd er biaset, vil jeg til mit forsvar anføre, at en Roskilde Festival, hvor hovedet ligger i sprit i en hel uge eller mere, næppe er noget godt udgangspunkt for en objektiv genkaldelse af smagsoplevelsen fra en enkelt øl.

Altså tilbage til nutiden …

Brutalis er opkaldt efter det navnkundige næsehorn, der måtte flyttes fra Givskud Zoo, fordi han var for aggressiv. Man kan kun gisne om Harboes motiver for at opkalde en øl efter et næsehorn. Elefanten var selvfølgelig taget, og så ligger næsehornet måske lige til højrebenet. Man kan også kun gisne om hvilke associationer navnet skal vække i forhold til øllet. Er det øllet, der er brutalt i smagen eller styrken? Eller er det konsumentens temperament bagefter, der hentydes til? Eller måske alle tre ting?

For at starte med det midterste først, indeholder brygget 7,7 % alkohol, og lægger sig dermed midt i feltet af spritterøl. Det er lidt stærkere end Fine Festival, men slet ikke så stærkt som Master Brew, eller de Årgangsøl, der bliver afslutningen på indeværende tema. Harboe har altså lagt sig i selen for at løfte alkoholprocenten lidt op over de(t) konkurrerende bryggeri(er)s styrke, uden det dog er markant højere. Personligt kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det er rimeligt, at lokke eventuelle kunder med et sådant navn, for på den måde at markedsføre produktet som en ekstra stærk øl – når nu det ikke engang slår de stærkeste?

Vel, stærk er den i hvert fald, hvis man kommer til at forveksle Harboes Coca-Cola-Zero-ækvivalent med nærværende bryg. Emballagerne ligner hinanden på en prik; sølvgrå baggrund med sort skrift, og i min lokale Fakta står de endda i den samme stak.
Men det skal selvfølgelig kun afstedkomme en kritik for manglende fantasi i Harboes markedsføringsafdeling. At Fakta placerer produkter med så forskellige modtagere så tæt på hinanden med forveksling som en højst sandsynlig konsekvens, skal bryggeriet selvfølgelig ikke klandres for. Måske er det endda muligt at smage forskel, selv hvis de skulle være blevet forbyttet.

Men det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ganske vist klar til at gå langt for mine læseres skyld. Det har jeg bevist ved at åbne en Brutalis igen efter så mange år. Men Harboe Cola Minus får ingen mig til at røre, lige som jeg ikke rører andre light-produkter.

En nyåbnet Brutalis lugter, som jeg husker en øl lugtede, da jeg var barn. Det er på én gang en nostalgisk og ildevarslende oplevelse, for jeg syntes ikke øl hverken smagte eller lugtede godt dengang. Den uændrede lugt kunne jo antyde, at en Brutalis smager grimt på samme måde i dag, som en hvilken som helst øl gjorde i min barnemund tilforn. Det eneste, der kan redde mig er, hvis det kun er smagssansen, der ændrer sig med tiden, og at lugtesansen ikke stemmer overens med den øltolerance, mine smagsløg trods alt har opbygget gennem årene.

Desværre er det ikke tilfældet – smagen er grim ligesom lugten er det. Det første indtryk er lidt ligesom sur sok, efterfuldt, undskyld -fulgt af en ram sprittet smag, der næsten fuldstændig overdøver de bitre indslag, der ellers ikke uelegant og desværre meget kortvarigt rammer siderne af bagtungen. Spritsmagen afløses derefter af en fornemmelse af harsk næsehornstis og en syrlighed, man ellers kun møder i fjæset på en irettesat Pia Kjærsgaard.

Kvalmt harskt som stadset er, er det meget mod forventning næsten frit for eftersmag. Dette er dog ingen ros, for det er netop eftersmagen, der undertiden redder ellers udrikkeligt øl, snarere end at minde om, hvor slemt det var. I stedet får man en modbydelig fornemmelse i munden, der giver associationer til en blanding af aske og sulfo.

Jo, det kan godt være, at smagen på sin vis er brutal. Men en nydelse er den under ingen omstændigheder. Selv med den glukoseboostede alkoholprocent ville jeg ikke kunne drikke mig fuld i den, da den simpelthen smager for grimt til, at jeg ville nå så langt.

Mit temperament blev heller ikke sammenligneligt med næsehornet Brutalis’. Det blev derimod præget af en enorm lettelse over, at jeg aldrig behøver binde an med dette udrikkelige sprøjt igen. Andre kunne måske tænkes at blive brutale over den uforskammethed det er, at sende så elendigt øl på markedet.

Men det er selvfølgelig igen blot gisninger.

Master Brew, Carlsberg

1-en-halv-stjerne

Om dette påståede mesterbryg skriver bryggeriet på sin hjemmeside: “Master Brew er en forkæled øl …” Og det er jo rigtig godt sproget af Danmarks og et af verdens største bryggerier. Det er fascinerende, at man er i stand til at eksportere i uanede mængder halvdårligt øl til hele kloden, mens man ikke engang behersker elementært skriftlig dansk. Jeg, til gengæld, droppede at søge efter flere oplysninger, da jeg ved, at det på længere sigt skader pupil, iris og nethinde at skylle øjnene i varm eddikesyre mere end en gang om dagen.

I forbifarten noterede jeg mig dog, at øllet er brygget med “dobbelt så meget af det hele”, og at det blev lanceret i forbindelse med ølvalget i 1997. Så i det mindste fik jeg da slogan og årstal på. Nu har jeg bare glemt, hvor jeg ville hen med det.

Men det var vist et eller andet med, at jeg ville kontrastere Carlsbergs formentlig overstrømske lovprisning af øllet med min oplevelse af det. Men da jeg ret hurtigt gik kold i deres lovprisning, må I nøjes med min tilsv… øh, jeg mener kritik, i stedet.

Master Brew har en alkoholprocent på 10,5, og er dermed den stærkeste øl, jeg har testet indtil videre. Bryggeri og pris (på omkring en tier for 0,33 l.) taget i betragtning er der ikke megen tvivl om, at der her er tale om en spritterøl som defineret ved tidligere lejlighed. I tråd med bryggeriets lovprisning gik jeg selv kold i den halvvejs og min hustru brugte resten i madlavningen i stedet. Min glæde for øl til trods er der ingen grund til at drikke sig halvfuld på en hverdag.

Den gør sig i modsætning til visse stærke øltyper ikke særlig godt, når den er helt kold. Man får mest smag ud af den, ved at lade den stå lidt, uden dog at få den op på stuetemperatur.

Når dette er gjort, kan man konstatere smagen af både sødt og bittert, der blander sig på tungen. Smagsindtrykkenes møde er imidlertid ikke elegant. Det er snarere som om de slås, og kampen ender uafgjort med en flad, tandløs eftersmag. På etiketten beskrives eftersmagen ellers som én med godt bid i. Mig gav den snarere associationer til et par mugne gummer, der dovent klasker sammen om en slatten stilk vissen bladselleri.

Konsistensen er sprittet i en grad, så man uvægerligt kommer til at tænke på spiritus. Der er som bekendt få ting, der er så rare, som et glas kvalitets-single malt til at give den indre varme. Jeg synes bare ikke rigtigt, det er meningen at få samme fornemmelse med øl. Man kan også tydeligt mærke, hvordan de 10,5 procent går lige i blodet. En enkelt Master Brew svarer til at drikke knap 2½ almindelig pilsner. Spørgsmålet er blot, om ‘dobbelt så meget af det hele’ giver ‘dobbelt så godt øl’. Ud fra eksemplet Master Brew er mit svar entydigt: Bestemt ikke!

Man kunne også med rette spørge “dobbelt så meget af hvad?” Hvad er udgangspunktet? En almindelig pilsner? Mængden af glucosesirup brugt til at booste alkoholindholdet er der i så fald væsentlig mere af end det dobbelte, eftersom 0 ml. (der netop er indholdet af glucosesirup i dansk pilsner) ganget med 2 giver … I gættede det – 0 ml. Jeg indrømmer gerne, at jeg hele tiden søger efter – om ikke spændende – så i hvert fald nye og stadig mere omstændige måder at beskrive beskidt øl på.

Og gør den misplacerede ingrediens noget for smagen? Jeg tror det næppe, for den sødme, der trods alt er dominerende, er ikke særlig kraftig og uden nogen særlig karakter. Den er ikke frugtagtig eller frisk eller let. Ja, ikke engang kvalm. Hvis øllet drikkes koldt, virker hele smagsindtrykket faktisk lidt tyndt.

Et mesterligt bryg er det i hvert fald ikke.

Elephant, Carlsberg

2-stjerner

Temaet om spritterøl fortsætter ufortrødent, om end ikke i samme tempo som da min blog startede. Det skyldes imidlertid ikke, at jeg p.t. skriver om øl med gashåndtag, selvom det selvfølgelig har gjort, at jeg kunne dæmpe gassen lidt. Hø hø hø. Ja, så er vi heldigvis over dagens platte ordspil. Næh, jeg er jo far til et 1½ måneder gammelt barn, og det er en lykke uden lige. Det betyder samtidig, at motivationen for at drikke øl er dæmpet en del. Det samme er tiden til at skrive om dem. Mere kompliceret er det såmænd ikke … bortset fra, selvfølgelig, at den hovedpine, jeg fik af at drikke FF’eren, og som jeg helt glemte at nævne, naturligvis heller ikke har øget motivationen for at fortsætte med spritterøllene.

Mens jeg husker det, skal jeg også ønske St. Laurence O’Toole Pipe Band tillykke med verdensmesterskabet i Glasgow i går. De har altid været mit favoritband, og det er ikke noget, jeg bare siger, fordi de vandt. Jeg er ikke den type fan, der bare holder med vinderne. Jeg holder mig til mit hold uanset hvor slemt det går dem. De er i øvrigt også lige rykket op, og spiller nu i Danmarksserien. Yay!

Fan bliver jeg til gengæld næppe nogen sinde af dagens øl.

Det første indtryk er ellers ikke så ringe endda. Den dufter faktisk rigtig godt, som en kraftig frisk pilsner. Og i betragtning af alkoholprocenten på 7,2 ved man, at den i en hvis forstand er det første, allerede inden man har smagt på den.

Den smager også kraftigt bittert, men lige som ved FF’eren ikke på nogen interessant måde overhovedet. Bitterheden breder sig diffust over det meste af tungen som en uformelig sprittet masse uden kontur eller nuancer. Ordet, der bedst beskriver aromaen, er nok ‘harsk’. Da jeg foroven allerede har skrabet bunden i nærværende anmeldelse, vil jeg undlade at sige, hvad ved en elefant dette gyldengule bryg mest minder mig om.

Det eneste positive ud over duften er måske eftersmagen, der bevarer byggets harske bitterhed i et godt stykke tid. Men netop i eftersmagen, behøver dette ikke være så ringe endda. Nåh ja, det er – i modsætning til FF’eren – ikke nogen beskidt øl. Men det er ikke nogen positiv egenskab som sådan. Det er en negativ egenskab ved beskidte øl, at de indeholder andet end vand, gær, humle og malt. Så i alle øls tilfælde er det onde altså karakteriseret ved tilstedeværelse af noget ondt. HA! Tag den, Augustin og Aquinas! Endelig var den faktisk ikke helt umulig at drikke til den lasagne, jeg satte til livs i selskab med min dejlige familie på samme tidspunkt. Så hvis et måltid mad er solidt og velsmagende nok, ødelægger en Elephant det da ikke fuldstændigt.

Hovedpine gav den mig faktisk heller ikke. Til gengæld blev jeg så træt, at jeg dårligt kunne slæbe mig i køjen ved sengetid. Så der er fortsat liden berettigelse i disse øl, ud over at man kan drikke sig i hegnet med dem.

Fine Festival, Carlsberg + månedens tema.

1-en-halv-stjerne

Jeg hørte vist første gang om denne øl, i Østjyllands Radios morgenprogram for unge lyttere, “Koks i Komakassen” tilbage i de længst svundne firsere. En del år senere fandt jeg ud af, at den rent faktisk fandtes på trods af, at den vist fik en temmelig hård medfart i programmet.

Jeg kan også huske, at en af de faste sprittere på Blågårdsgade udenfor Handelshøjskolens lokaler (hvor jeg har arbejdet – ja, så har man hørt det med) altid stod og pattede på en FF’er mens han mumlede og gryntede uforståeligheder til sig selv og tilfældige forbipasserende.

Det minder mig i øvrigt om, at jeg skal have annonceret august måneds (forsinkede) tema, som er:


SPRITTERØL!


Jep, endnu engang tager jeg en for holdet, og gør ting, som jeg aldrig ville have gjort, hvis ikke jeg havde denne ølblog. Jeg vil tage alle de fæle og stærke øl, det for det meste bliver ved overvejelserne, om man overhovedet tør prøve.

Indledningsvis skal jeg dog lige give en lejlighedsdefinition af temaets objekt, så at jeg ikke bare går ud og køber almindelige øl, fordi man også kan se sprittere drikke disse ind imellem. Jeg har taget udgangspunkt i tre egenskaber.

  1. Alkoholprocent
  2. Pris
  3. Bryggeri


Ad. 1. Det vigtigste i definitionen af spritterøl er ikke så meget spritterne. Det er i virkeligheden tragisk at nogle mennesker kommer så langt ud i tovene, at de ender på bænken med en guldøl i hånden. Det er bestemt heller ikke for at håne disse stakler – det lader jeg andre om – at de uforvarende kommer til at spille en rolle i denne måneds tema. Dertil kommer, at det ikke kun er sprittere, der drikker disse øl. Jeg kender flere, der kun drikker til fester, som foretrækker denne type øl, fordi den hurtigere gør en fuld.
Til gengæld har jeg svært ved at forestille mig, at de øltyper, jeg vil anmelde de næste par gange, overhovedet ville blive produceret, hvis ikke samfundet spyttede så mange skæbner ud, der ender som alkoholikere og siden hen går i hundene. Dette faktum hænger nøje sammen med en spritterøls første egenskab. Den synes målrettet alkoholikere med sin høje alkoholprocent (og sin formentlig ligegyldige smag – men dette må vi få at se.)

Ad. 2. Den næste vigtige egenskab er, at øllene er relativt billige. Bevares, de koster da lidt mere end almindelige danske standardpilsnere. Men der er stadig et tigerspring op til prisklassen for jævne udenlandske specialøl. Prisen synes således justeret efter, at folk på støtten stadig skal kunne købe tilstrækkeligt mange til at kunne drikke sig en kæp i øret. (Læg i øvrigt mærke til, at der bag spritterøl synes at gemme sig en kynisk markedsstrategi, hvis konsekvens er, at disse skæbner langsomt skubbes længere og længere ud på et skråplan. Nuvel, det er ikke det primære fokus for nærværende blog, og vil ikke blive kommenteret mere for nuværende.)

Ad. 3. Endelig er spritterøl typisk brygget af store bryggerier, og ikke af mikrobryggerier. Det er klart som blæk, at mikrobryggerierne må satse på kvalitet for at kunne matche de dominerende bryggeriers fokus på den laveste fællesnævner. Og spritterøl, der først og fremmest skal være billige og letantændelige, har ikke megen plads til kvalitet, når nu alkoholen og de jævne råvarer, der muliggør den lave pris, partout skal fylde så meget.

Med disse overvejelser gjort, byder jeg læserne velkommen til august måneds tema.

Og nu til vores første eksempel: Fine Festival, eller FF, som den kaldes i folkemunde.

Alkoholprocenten er på 7,5, prisen ligger på lige under en tier for 0,33 l. og brygmesteren hedder Carlsberg (oprindeligt Tuborg, men det fik den højhellige fusionskapitalisme som bekendt sat en effektiv stopper for.) Man må dermed sige, at betingelserne for at være en spritterøl er vel overholdt.

Den er brygget første gang i forbindelse med Queen Elizabeth II kroning i 1953. Det er vitterlig to modstridende verdener, der forenes i den: Sprittere og kongelige. Man fyldes med forventning om en royal (intet ordspil om et overvurderet bryggerikonglomerat intenderet) nydelse, hvilket måske ikke betyder meget, når det skrives på mit tastatur, uforbederlig republikaner som jeg er.

Smag er der i hvert fald masser af – om det så er god smag, er en ganske anden historie. Aromaen føles som en ‘tunet’ pilsnersmag, som om der er givet fuld gas på malt og humle, men også på en eller anden måde uden at det føles naturligt.

Samtidig er det som om, man kan mærke promillen stige for hvert nip. Det er ikke ren bitterhed fra humle og malt, man kan smage. Der er også en sprittet bismag, der minder en om, hvor lidt man skal drikke af denne øl, før man ikke kan ligge ned uden at holde fast i noget.

Selve bitterheden er, skønt intens, forbeholdt det midterste af tungen. Den er netop intens – og kun det. Der er ingen sofistikeret leg med smagsnuancer. Der er ikke nogen forskel på smagen, afhængigt af hvor brygget berører tungen. Det er 250 kilometer i timen med se-at-komme-op-så-du-kan-drikke-dig-fuld-attitude.

Det er en øl til fuldskab og intet andet. Samtidig er det en beskidt øl, da man i brygningen har tilsat glukosesirup. (På FF’eren kan Tuborgs marketingafdeling faktisk stave til det. Det gik som bekendt ikke så godt på Tuborg Lime Cut-mærkaten. FF’eren er om ikke andet vidne om en tid, hvor folk kunne finde ud af den slags. Vi er mange, der længes tilbage til dengang.) Formentlig er det gjort for at booste gæringsprocessen, så man kan få lavet ekstra meget alkohol. Det giver dog næppe øllet andet end den sprittede smag, og søde nuancer, som man evt. kunne have håbet på, udebliver også.

I sandhed ingen royal oplevelse.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme