Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Shopping Spree

Icelandic Arctic Pale Ale, Einstök Ölgerð (Shopping Spree 1.0 VIII)

2017-07-28 17.45.43Det har været bedre …

Tidligere har islændingene formået at imponere her på bloggen. At et lille land med et indbyggerantal på omkring Århus’ befolkning rykker så meget på kvaliteten af deres specialøl er i sig selv ekstraordinært.

Men det gælder tydeligvis ikke dem alle. Uden på nogen måde at ville kalde det en prøvelse at have været igennem Einstök Ölgerðs øl, så har det alligevel været – tjah – småkedeligt og ikke videre inspirerende.

Med denne anmeldelse er den første Shopping Spree – anledninger, hvor jeg kommer til en håndfuld penge, der gør at jeg kan shoppe amok – overstået. Når jeg tænker tilbage på, hvorfor jeg ved den anledning valgte disse islandske øl, var det først og fremmest på grund af prisen. Den var relativt lav og gjorde, at jeg kunne tage lidt flere med uden at der ikke også var til noget andet. I dette tilfælde gik pris og kvalitet hånd i hånd – og så kan man dårligt tillade sig at ærgre sig. Men jeg konstaterer alligevel en smule trodsigt og demonstrativt, at jeg ikke ligefrem var heldig.

Vel, denne øl formåede faktisk alligevel at lappe lidt.

Indledningsvis byder det lyst ravfarvede bryg på en svært definerbar duft af agurk- og asielage, spædet op med vanille. Der føles rarere end det måske lyder.

Noterne af småsyrlig lage fortsætter i smagen, hvor den giver sig til udtryk i en nydeligt masserende egetræssmag. Fylden er i betragtning af bryggets relativt lette friskhed slet ikke for svag, men faktisk lige i øjet. Bryggets syrlige karakter tager af, mens egetræet består – det er jo en hårdfør plante. Den får en mere aromatisk karakter i eftersmagen. Så småt mærker man også en lidt mere potent fuselkarakter, der sammen med en humle, der ellers kun kvædede andenstemmen, efterhånden får lidt mere at skulle have sagt.

Som sådan er brygget endnu engang hverken en eksploderende vulkan, end bersærkende viking eller en altopslugende gletscherspalte. Til gengæld kommer det igen på smagen, og formår her faktisk at få oplevelsen på plads.

Så selvom andre islændinge stadig har gjort det godt, gør Einstök Ölgerð det da endelig også godt nok her.

4-en-halv-stjerne

Icelandic Toasted Porter, Einstök Ölgerð (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-17 18.29.38Børneporter …

Og nej, undertitlen intenderer ikke at antyde, at denne øl på nogen måde er egnet til børn. Til gengæld husker jeg, at jeg som barn yndede at drikke det tyske fænomen ‘Malzbier’. En alkoholfri øl, markedsført til børn … den var nok ikke gået her i landet, og endnu mindre i Sverige.

Min pointe med at hive Malzbier frem af hukommelsens gemmer er, at denne øl i saft og kraft dårligt nok når op på siden af det, jeg som barn blev budt af alkoholfri kvasiøl. Og det endda på trods af bryggeriets vedholdende understregning af, at det skam er islandsk øl. For at understrege en pointe om noget vild natur, vild historie, og vilde underjordiske svovlkilder, trolde, elvere og whatever – samt den ikoniske wagnerviking på forsiden af etiketten selvfølgelig.

Men i vildskab når den altså ikke op på siden af hint fjernt barndomsminde, endsige de alkoholfattige øl, jeg for tiden bager brød af. Ganske vist indleder den nogenlunde lovende med ristede noter af frisk toasbrød ved skænkning – dertil en krydret snas af anis. Men en god del vand melder sig også lettere ildevarslende.

Det er også en meget letløbende stout. Selvom farven på det dybsorte bryg og det brunlige skum ellers er nogenlunde som det skal være, så skvulper det slet ikke dovent nok i skænkningsprocessen. Ved smagning mærker man snart den vigende fylde og de lidt for gavmilde mængder vand. Den godkendt præsente lakridsaroma forekommer pulveriseret og lidt ‘ved siden af’ som konsekvens af en alkoholvolumen, der med sine 6% kun er en anelse over en regulær guldøl. Den på etiketten nævnte chokolade kan også smages – navnlig hvis man har læst etiketten, så man ved den er der. Har man ikke læst den, har denne blogger sin tvivl om, hvor præsent den er. Det krydrede indslag af anis, som man mærkede i duften giver sig bedre til kende i form af kanel og allehånde.

Det skal retfærdigvis siges, at nærværende bryg samlet set nok formår at gøre sig mere interessant end de føromtalte madlavningsøl. Men i sin forjættede vildskab lader den alt for meget tilbage at ønske. Og den er slet ikke i nærheden af de gode og i øvrigt langt billigere standardstouts, man ellers kan få herhjemme.

3-en-halv-stjerne

First Contact, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-10 17.24.16Ikke bange for at støde …

Det var da noget forfærdeligt sludder, jeg sådan fik bundet jer læsere på ærmet, sidst jeg anmeldte en Rocket Brewing-øl. Fejlen er min, og den skyldtes at jeg i en vildfaren vrangforestilling havde bildt mig selv ind, at jeg ikke havde flere Rocket Brewing-øl på lager.

Men det havde jeg så alligevel. Vel, måske er det ikke så mærkeligt, at jeg bliver en smule forvirret, når jeg på samme tid jonglerer med 3-4 forskellige temaer, mens jeg har en lang række øl fra flere forskellige bryggerier og lande i vent.

Men nu har jeg kigget efter en ekstra gang – og med mindre jeg ikke bare er dum, men også blind, så er dette den sidste Rocket Brewing-øl i denne omgang.

Fra starten lægger brygget utraditionelt ud. Farmhouse Ale – eller Saison – er en stil, der oprineligt var tiltænkt det hårdtarbejdende folk på markerne. I Vallonien stak den slags ikke op for bollemælk, så der måtte øl på bordet – gerne lyst og nogenlunde letdrikkeligt og forfriskende. I dette bryg er det kun skummet, der er lyst som nypisket marengsmasse – og med holdbarhed nogenlunde som fuge-ditto. Øllet selv er tilgengæld egetræsmørkt og med matchende duft af samme gevækst i en skarp brunkålslage.

Egetræssyren træder om muligt endnu kraftigere frem i smagen, hvor den slår over i den letgenkendelige aroma af ananaskirsebær. Noterne af ananaskirsebær er ikke uvante i øl, men at de træder så kraftigt og autentisk frem, som de gør her, oplever man sjældent. Det river godt i de små nerver og muskler under øjnene, mens det stikker og brænder på tunge og i gane.

En kompromisløst syrlig saison. Det er ikke så langt ude på landet, som man skulle tro, for stilen er også kendt for sin syrlighed – omend næppe i dette omfang. Denne blogger nærer heller ikke skyggen af mistanke om, at brygget skulle være mislykket – eller bare lidt ude af balance. Det vidner fraværet af andre markante smagsnuancer om. Det er uden tvivl meningen at denne øl skulle være sur, og hvis nogen måtte føle sig frastødt af stanken i stalden, kan de jo finde sig en Carlsberg- eller Royal Unibrew-øl at hygge sig med i stedet.

Frastødt er undertegnede bestemt ikke, omend brygget måske lige ligger over grænsen for, hvor surt jeg gerne vil have det. Alligevel drages jeg af bryggets kompromisløse udtryk, dets dristighed i at vove at være så lidt mainstream. Ananaskirsebærrene, som dette bryg smager så autentisk af, er faktisk et godt eksempel på, hvordan jeg har det med begge dele; egentlig bryder jeg mig ikke synderligt om smagen, men hvis de er der, kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.

Om brygget i kraft af sin syrlighed er særligt egnet til markarbejde, vil jeg dog lade eventuelle landboere blandt mine læsere om at vurdere. Selv kunne jeg godt tænke mig at prøve den til rigtig husmandskost (m/k) – kartofler, stuvet hvidkål og hamburgerryg som vore forældre lavede det.

– Gerne med asier eller andet surt til.

4-en-halv-stjerne

Icelandic White Ale, Einstök Ölger­­ð (Shopping Spree 1.0 VI)

2017-07-07 20.45.47Let wagnerviking …

Sidste gang jeg anmeldte en øl fra min shoppingtur i Magasin var det faktisk den sidste Rocket Brewing-øl, jeg havde med derfra. Nu er turen så kommet til de tre islandske øl fra bryggeriet Einstök Ölgerð, som jeg ikke kun købte, fordi de så spændende ud, men også fordi de med deres pris på kr. 25 stykket var billige i sammenligning hvad man ellers kunne få.

Det nationale tilhørsforhold ser ud til at være vigtigt for bryggeriet, idet alle øllenes navne indledes med ‘Icelandic‘. Hvorfor etiketterne så allesammen prydes af en figur fra Wagners Operaer frem for en rigtig viking uden horn på hjelmen, melder historien ikke noget om.

Stilen er i øvrigt belgisk (så meget for Island og tyske teatervikinger) endskønt de nordatlantiske øboere gør deres for at lægge afstand til dette faktum ved at kalde denne witte for en ‘white ale’. Man er ikke i tvivl om stilen, når brygget skænkes. Farven er blegt citrongul med højt, omend meget skrøbeligt og hastigt itubrækkende og kollapsende skum.

Overraskene – til den positive side, forstås – er bryggets udeblivende evne til at emme surt og sprittet – to træk ved den belgiske wit, jeg dårligt har kunnet med (det sure vinder selvfølgelig frem, men …). Bananen, til gengæld, den er der, sammen med en sød og antydningsvis syntetisk bouquet af vanilleflødeis samt et frisk pust af lime.

Og det er helt klart bananen, der bærer smagen. Heldigvis spiller alkoholen til gengæld ikke den rolle, som i andre lignende øl kan gøre oplevelsen decideret ubehagelig. Til gengæld er brygget sprudlende friskt. Der er ikke sparet på kulsyren, og med en eftersmag af isvand med rigeligt lime, lægger brygget sig nok i den lette, men også smagfulde ende. På bagkant kilder en karsk bitter humle ved gummer og svælg.

Brygget arbejder sig behændigt uden om nogle af brygtypens traditionelle faldgruber og bruger konstruktivt andre til at genskabe stilen i en både friskere og mere aromatisk form. Det kan anbefales i sommervarmen som en hvedeøl med mere smag, en passende mængde alkohol, mindre syre og ingen generende gær.

Uvæmmelig, frisk, smagfuld og … måske lige lidt til den lette side alligevel.

3-en-halv-stjerne

Attack of the Brett Zombies, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 V)

2017-07-03 16.25.49Poetiske oxymora …

Store nyheder i vente … Dem der følger min facebookside vil allerede have fået en antydning af, hvad der kommer. I andre kan jo følge linket (og subskribere, nu I alligevel er derinde. Køn-be-om-med-sukker-på-toppen-og-et-kirsebær …)

Men her på bloggen må det lige vente lidt. Først de første ting, eller hvordan man nu ellers skal danskificere engelske mundheld. Turen er kommet til den sidste øl fra Rocket Brewing, som jeg hentede hjem fra min shop-amok tur i Magasin for efterhånden et stykke tid siden.

Bryggeriet kalder det en ‘Imperial Farmhouse Ale’. Ifølge et af mine tidligere indlæg ville jeg nok foretrække at kalde den en Saison Imperiale (tak, Google Translate). Uanset sproget forekommer betegnelsen at være en selvmodsigelse i begreber … Eller okay, måske er det efterhånden blevet nok med danismerne – der er tale om et oxymoron – og det endda på flere niveauer.

Én ting er, at jeg aldrig er stødt på stilen før. Det er så, hvad det er – selvom jeg efterhånden har prøvet lidt mere end en håndfuld øl, er der såmænd nok nogle stilarter, jeg endnu ikke kender. Nej, det er mere modsætningen mellem på den ene side det imperiale – det kejserlige barokpallads, med alskens krummelurer, gesvejsninger og dillerdaller i alskens former, farver og materialer – ikke sjældendt henholdsvis spiral- og ellipser, gyldne samt guld og marmor. På den anden side har vi det rustikke bondehus, nødtørftigt mokket op i træ med variabel adskillelse mellem beboelse og stald, og selvfølgelig udendørs das. En farmhouse ale, eller saison, er desuden kendetegnende for sin friske letløbenhed. En øl til det varme klima nede sydpå, når man som en anden pukkelrygget Gerard Depardieu skal slide sig selv ihjel på marken, mens publikum bravt keder sin røv i laser …

Det tætteste jeg kan komme på en forening af de to tilsyneladende diamentrale modsætninger må være de romerske Villae Rusticae – antikkens industrielle storlandbrug (men uden sprøjtemidler – så selvom der var slaver overalt, ville Esben Lunde Larsen have hadet, at der ikke var noget drikkevand, han kunne forgifte i produktionsprocessen) af hvilke skiftende romerske kejsere sikkert også ejede et par stykker hver.

– Og nærmere kommer vi nok ikke en forening af begreberne. Men se, hvor vi allerede funderer over stilen … okay, det er nok mest bare mig, der nyder det poetiske i den bevidste begrebsforvirring. Hvad Rocket Brewing mener med stilen til gengæld? Jeg gætter på noget med ‘lidt mere af det hele’ – herunder havre og brunt sukker, og så et spark opad i alkoholstyrke (det skal sukkeret nok sørge for). Dertil kommer bryggeriets signaturgær, brettanomyces bruxellencis – angiveligt et resultat af en uintenderet infektion, som man trods ihærdige forsøg aldrig slap af med. Til sidst slog brygmester ud med armene og erklærede, at kunne man ikke slå fjenden, kunne man vel lige så godt slutte sig til den – såvidt i hvert fald legenden.

Og brygggets titel? Vel, tjek Ratebeer. På hver af Rocket Brewings flasker er der en lille historie om øllet – gerne med et science fiction-inspireret tema. Jeg fanger ikke rigtig pointen her, så opsøg det selv, og mor dig hellere over noget jeg ikke forstår, og derfor ikke kan gengive samvittighedsfuldt eller korrekt.

Bryggets duft byder fortsat ikke på hestesaddel (en egenskab ved brettanomyces, angiveligt). Derimod bydes der på en letgæret, småsyrlig bittersnaps, krydret med fennikel, spidskommen og koriander. Hvis dette bryg ikke kostede en bondegård (how apropriate!) kunne jeg sagtens have fundet på at eksperimentere med det i noget østasiatisk mad. Måske det der specielle surkål, de spiser i Korea.

En bund af lakrids med syre af egetræ behager kæften … en held del endda. Det er en kraftig øl, som en Imperial Saison [men egentlig kunne du også indsætte en hvilken som helst vilkårlig øltype i stedet for ‘Saison’ her] bør være. Den er karakteriseret ved egetræssyren og sine krydderier, hvoraf lakrids og anis dominerer, mens … egentlig ikke så meget andet undlader at gøre noget ved en simpel og effektiv smagssammensætning der fungerer forbløffende godt som den er.

For hver eneste mundfuld overraskes man over, at brygget stadig bare smager af egetræ og lakrids, og at det er mindst lige så stor en nydelse som den sidste lille tår man drak. Overraskelsen over at brygget egentlig bare forbliver der samme, som det har været hele tiden, udgør endnu et fint lille paradox. Det er desuden og som antydet en nippeøl, der med sine 8,6% giver et effektivt buzz, selv når det nydes over den længere periode, som man bør nyde det over.

Untappd kalder den i øvrigt en Barley Wine – det ser ikke ud til at stilen ‘Imperial Farmhouse Ale’ er accepteret derinde. Min umiddelbare reaktion var tilløb til hånlatter – men nu jeg tænker over det, er smagsbilledet jo faktisk spot on, hvad man ville forvente af stilen.

Selvom det orange skum over det bronzefarvede bryg alligevel er lige lovlig højt til at jeg nogensinde ville kalde den det.

5-stjerner

Club Tropicana Rustic Pale Ale, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 III)

2017-06-17 17.20.28Og alligevel bidsk …

Jeg fik jo slet ikke nævnt, at den sidste øl, Kiuchi Brewerys Red Rice Ale, er del af et tema, der handler om de øl, jeg forleden indløste i Magasin på et gavekort. Det var den altså, og det er den her fra Rocket Brewing også.

Men da jeg nød hin japanske øl, havde jeg endnu ikke fået den – på tidspunktet tilsyneladende fine idé – at diskutere med flat-earhters. Det startede så småt, da jeg ellers havde sat mig i gården med denne øl fritter og en snasket kebab i aftensolen, og så ellers kun med min telefon ved hånden.

Og det tager ikke mange minutter før jeg ikke bare bliver træt men decideret aggressiv af at skrive på telefonens lille tastatur. Så der gik ikke længe før gård og aftensol fik lov at være henholdsvis gård og aftensol, og jeg atter indfandt mig ved min vante plads bag PC’ens tastatur … men dog først efter at nærværende bryg havde været en tur omkring mine smagsløg, og jeg nødtørftigt havde skriblet nogle noter ned.

Brygget er endnu en let omgang – men igen på den gode, forfriskende og vederkvægende måde. Bouqueten er decideret svag, mest af frisk vand tilsat en ubestemmelig maltessens. Det er heldigt, at øl ikke kun er noget, man skal dufte til, for så ville denne kunne konkurrere med det, industrigiganterne tisser ud.

Nej, heldigvis er smagen en ikke ubetydelig faktor i en samlet øloplevelse. Og dér gemmer den sig, aromaen. Frisk, let og knivskarp bitterhed med den helt rigtige diskret gærede kant. En sød aroma af grape bærer lette noter af grannåle med sig. Midt på tungen skifter brygget til en lidt tættere appelsinaroma, og der afsluttes med en effektiv tør efterbitterhed af savsmuld og gær.

En harmonisk øl, en let øl og alligevel en bidsk øl. En lille smagseksplosion, ideel i sommervarmen.

4-en-halv-stjerne

Hitachino Nest Redrice Ale, Kiuchi Brewery (Shopping Spree 1.0 II)

Ikke en Cream Ale2017-06-16 17.42.37

Jeg er blevet hjemsøgt af en af mine hyppigt tilbagevendende dæmoner. Den mørke stout fra kælderen er det heldigvis ikke denne gang, nej, det er snarere ovenfra. Som en høg hænger den over mig – eller rettere en emsig chef, der pacer mig frem med evindeligt “kom nu i gang. Kom nu i gang”.

Jeg skal ikke brokke mig, for skylden er egentlig min egen. Det er i bund og grund en ret kedelig historie, som I selvfølgelig ikke får lov at slippe for. Jeg skulle selvfølgelig sidde lørdag aften og diskutere med Flat Earthers, altså stakler med sølvpapir om kraniet, der tror at Jorden er flad og ikke kugleformet … som om det ville føre noget som helst med sig, altså ud over god underholdning og bekræftelsen af, at der findes nogle mennesker, der rent faktisk er mere ynkelige og fortabte end én selv.

Som ledsager til underholdningen røg der tre gode øl fra lageret i glasset og ned i halsen, og på forhånd manglede jeg at anmelde endnu en øl – den som jeg skal til at skrive om her, når jeg engang er færdig med at snakke udenom.

Dæmonen, der nu atter hænger over mig som en høg er altså hængepartiet. Velkommen tilbage til det, og fire øl i kø til anmeldelse.

Jeg starter med Redrice Ale fra det japanske mikrobryggeri Kiuchi Brewery. Dem har vi har fat i for lidt over et år siden, hvor jeg anmeldte deres økologiske Espresso Stout. Angiveligt er det karakteristisk for asiatisk øl, at det er brygget på ris. Det er vel traditionelt på en eller anden måde, og dette har Kiuchi så bygget videre på ved at bruge røde ris i stedet for at nøjes med hvide (eller *bvadr* – parboiled). Røde ris er rigtig lækre. Desværre koster de også kassen, og skal koges væsentlig længere end almindelige ris, men nøj, de er mums! Det oplagte spørgsmål er, om de også gør noget godt for øllet.

Man får i hvert fald nemt den mistanke, at øllet tager farve efter risene. Det er mere rødt end brunt, og kun ganske svagt skummende. Men flot i farven er det uanset, selvom Untappd’s betegnelse som Pale Ale forekomer mig en kende søgt. Brygget gør ikke meget ud af duften – letsyrlige, men modne æbler møder næsen. Rart, men ikke videre markant.

Ris siges at give smoothness. Det er derfor man nogle steder bruger løs af det, når man laver cream ale – to no avail (nej, jeg går aldrig af vejen for et plat rim). Den smoothness mærker man her, kombineret med en letbitter, cremet aroma af søde nødder, paranødder måske – eller også er det blot aromaen fra de røde ris, der faktisk smager lidt i den retning. Små krydrede noter af kardemomme støder til, sammen med en mere markant sødme af vingummi. Ifølge Preben Bøje fra DTU skabes denne sødme af dextriner, lange sukkerstrenge, som gær ikke kan nedbryde og som derfor bliver markante, når man fx i quadrupler gærer brygget flere gange.

Tanken strejfer mig, at de temmelig hårdføre røde ris har gjort dette nødvendigt på en eller anden måde, men det er selvfølgelig ren spekulation, som jeg ikke har noget belæg for. Modsat i øvrigt Flat-Eartherne der har tusinder, hvis ikke titusinder af dårligt producerede YouTube-videoer og memes til at bakke deres synspunkter op.

Overordnet er det en på den fede måde let og mangefacetteret oplevelse (øllet – ikke debatten med Flat-Eartherne, forstås), selv eftersmagen er kun let gæret og kun på en måde, der udvider øloplevelsen. Gad vide om det er sådan, de der cream ales egentlig skal smage? Vel, i så fald har japanerne knækket koden og det endda helt uden at kalde det en cream ale.

4-en-halv-stjerne

Zero Gravity Brett IPA, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 I)

2017-06-10 17.45.20Ikke meget hestesaddel …

Tid til et tema! Fordi jeg kan, og fordi det er længe siden sidst. Jeg modtog for nylig et gavekort til Magasin. Det blev brugt på øl, primært, som blev hentet i biksens Mad&Vin-shop. Jeg tænker at den slags anledninger, hvor jeg henter et større parti varer til anmeldelse på én gang, vil ryge ind under temaet ‘Shopping Spree’ og jeg har allerede lagt an til, at man kan søge under forskellige shopping sprees, når flere af den slags narrestreger engang har fundet sted …

Nuvel. Udvalget var en smule bedre, end hvad man finder i selv de fine mainstreamsupermarkeder – men så alligevel ikke meget bedre. Priserne til gengæld var meget højere, og selvom jeg havde en god slat moneter på hånden, tog jeg mig alligevel i at søge efter noget, der ikke kostede for meget. Jeg valgte samtidig med at gå efter øl, som jeg var ret sikker på, at jeg ikke lige kunne finde andre steder, og fandt således en række øl fra Rocket Brewing. Den eneste jeg har anmeldt fra deres hånd var Yuri Gagarin – et samarbejdsbryg med Kongebryg, men nu har Rocket Brewing altså debut på bloggen med en øl, de helt selv har lavet. Derudover fandt jeg en enkelt japaner og nogle islandske øl, der var relativt billige. For Rocket Brewing øllene måtte jeg slippe kr. 40 for 0,33 liter. Optrækkeri som kun overklassens kræmmerstande er uforskammede nok til at udøve det.

Rocket Brewing har hjemme i Haslev på grænsen mellem Midt- og Sydsjælland. I gamle dage akkurat uden for Movia/HT-området, men selv det er lavet om med vore dages effektivisering (læs: afvikling) af den kollektive trafik. Denne første er en ‘Brett IPA’. Brett-præfixet skyldes gæren, Brettanomyces Bruxellensis, der nok også var brugt i Yuri Gagarin da den bar undertitlen ‘Brett de Noël. Der er tale om en vildgær, for det meste afskyet og hadet af vinbønder især, mens andre – blandt andet flere belgiske trappistbryggerier, og altså bryggeriet i Haslev – aktivt bruger det i deres bryg.

Gæren skulle give aroma af hestesaddel … Jeg kom sammen med en ridepige engang, og kan også genkende nogle af lugtene fra staldene i visse øl, men ikke i denne, må jeg erkende – og endnu mindre af sadlen. Den dufter let (flueben ud for ‘overensstemmelse mellem markedsføring (Zero Gravity) og oplevelse’) og frisk – syrligt vinøst med et bitter pift af grannåle på en fortrinsvis sød baggrund af appelsin og grape.

Smagen af knastør – næsten sandet, og alligevel let i fylden. Bitterheden føles gæret med grannålene fra tidligere forvist til bagsædet. Men den spinkle fylde gør, at gæren aldrig tager for meget over, men forbliver en del af oplevelsen. Det hele omkranses af en syrlig ramme af lemon og grape – en ganske afgjort let tørstslukker, der alligevel formår at skabe en utraditionel IPA-impression, der ikke desto mindre spiller på de velkendte elementer i stilen – gær, bitterhed, aromatisk sødme og syrlighed, men bare i andre proportioner og kombinationer, end man er vandt til.

Og det fungerer.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme