Kajs Ølblog

Hold nu op med at være så god! …

Sytten minutters optagelse plus det løse … og omkring 15 minutter af dem er ikke andet end idelt flatterende floskler, langstrakte grynt af begærlig nydelse og lange tirader af usammenhængende velsignelser – alle sammen hæmmet som de var af ord der ikke slog til …

Lige meget med spoilers – det behøver fra begyndelsen ikke være nogen hemmelighed, at dette var den bedste øl, Marcus og jeg – sammen og hver for sig – nogensinde i vores liv havde prøvet.

Som allerede antydet havde jeg valgt at bruge diktafonen på min telefon igen. Jeg satte den i gang, og lod det tunge, sorte, olieagtige bryg på 18 % anmelde sig selv.

Det er et af de der bryg, der fra starten kun modvilligt lader sig beskrive. Alene brygprocessen er et mindre epos, startende i 2010 – det år min søn, der om godt en uge fylder otte, kom til verden. Således er etiketten sjældent informativ og ikke blot underholdende, idet den levende beretter om, hvordan målet med øllet var at gøre den så stærk som muligt uden at gå på kompromis med smagen.

Først gik der to år med at gære brygget. Det foregik tre gange – jeg gætter på, at en ny gær blev tilføjet, når den første gær døde i fordrukken salighed i den alkohol, den selv havde produceret. Derefter blev brygget lagret på hhv. cognac- og tequilafade i 6 år, og i år blev det ambitiøse og bombastiske bryg så endelig hældt på flasker og solgt til et ikke uanseligt beløb. To styks købte jeg mig: Én til min onkel og tante til deres Guldbryllup, og én til mig selv – som jeg vidste jeg ville dele med en eller anden, for øl af den kaliber er alt for gode til at drikke for sig selv.

Så op blev den knappet, behørigt og derfor undtagelsesvis ikke med oplukkeren, jeg har i mit pedelnøglebundt. Nej, Marcus gav mit et svellesøm i hånden, hvor der under hovedet var fræset det nydeligste lille indhak, så den tidligere jernbanefixeringshimstregims nu kunne nyde sit otium som et tungt, groft og forbløffende stilfuldt øljern.

“Hold … da … fasssssst” disse tre små ord, der tog Marcus – der ellers ikke ligefrem er nøjsom med ordflommen – et godt stykke tid at få ud over læberne, var hans spontane reaktion. Og det skal siges, at det kun var efter at kapslen var lettet. Et “Åhr!” og efter alt at dømme et hoved, der trækker sig i behørig afstand af den anmassende odeur – hvorefter bryggets historie flyder i en lind strøm fra mine læber, fortsat akkompagneret af Marcus’ tre gloser, var min ikke mindre begejstrede respons.

Brygget emmer aldeles voldsomt af mørke, tunge frugter – svesker og solbær. Henrik Papsø fra Amager Bryghus havde beskrevet dens smag som af en god portvin – men det en særligt udsøgt og tung én af slagsen viser det sig, og af fabelagtige druer. Marcus beskrev endda den hårdtslående duft som portvin brygget på sveskepålæg. Duften alene i alt den begejstringsingydende overvældighed, kunne sælges på flaske for rigtig mange penge.

“Hold da op, hold da kæft, hold da aldeles kæft og endnu højere op …” – jo, udbruddene var mange, og på dette tidspunkt havde vi endda kun lige anbragt snuden over flaskehalsen. Det var tid at hælde den op.

“Ja, den skummer jo ikke så meget …”

“Men bemærk kuløren …” – mellem bogstaverne kan man nok mærke Marcus’ begejstring – som jeg ikke overraskende delte. Tykt, kulsort, olieagtigt glinsende som glaseret tegl er brygget, mens en liden, men stadig udsøgt overflade af små perler med farve af den fineste mørke chokolade kortvarigt pryder det natsorte dyb. Vældige, fede gardiner – nej gobeliner – trækker det tjæretætte bryg ned ad glassets sider, når det vrangvilligt må adlyde tyngdeloven. Og aftensolen, som vi sad i på Marcus’ altan, kunne den helt og aldeles blokere for – selv i de små hvidvinsglas, vi nød brygget af.

Og så blev der ellers nippet … forsigtigt slubret … vejret blev trukket … og så blev der påny nippet. Det er ikke et bryg man drikker. Det er i den grad et bryg, man nyder. Og nydt blev der.

Marcus trak i land med figenpålægget (der vist oprindeligt var sveskepålæg) og beskrev i stedet hvordan den kunne erstatte en figen glaze (ja, det har jeg også måttet google efterfølgende) til en rigtig stærk ost … og prøv så at gætte, hvad Marcus omgående rendte i køkkenet for at hente. For dette prægtige bryg skal nydes til noget, og en blåskimmelost som den Marcus tilfældigvis havde, gør det for så vidt fint – men læserne anbefales at have en stående at temperere – gerne sammen med øllet.

Hvad tænkte jeg, mens Marcus rumsterede i køkkenet? Rosiner i vinlage … på bagkant fyldig bitterhed af lyse nødder. Brugen af tequilafade er usædvanlig, men som sådan passer det jo fint ind i resten af brygget. Jeg mener blot ikke, at jeg har prøvet øl, lagret på tequilafade før. Den hidsige mellemamerikanske brændevin kan faktisk mærkes – den giver brygget en finurlig lethed, stik mod alle odds. Men at forvente det uventede (med samt det paradoks det indebærer) bliver man med denne øl hurtigt forvænt med.

Det var hvad jeg kunne finde på, mens Marcus hentede ost og efterfølgende causerede videre over figen glazen. Dertil føjede han sparteltyk honning med brændte nødder i en massiv sveskekompot. Snart invendte han, at det var uansvarligt at hælde et sådant bryg på halvlitersflasker, men det skyldes som bekendt Amager Bryghus’ tappeanlæg, der indtil for nylig kun muliggjorde tapning på halvlitersemballager.

Bryggets umådelige rigdom mættede os vel inden første hvidvinsglas var tømt, og når der nu var så meget bryg i forhold til, hvad smagsløgene efter det første par nip syntes at kunne holde til, forsøgte Marcus noget vildt, uforskammet og uoverlagt: “Jeg vil nu tage en tår af det her” … “og du må godt skrive det må min gravsten, hvis det bliver mine sidste ord!” tilføjede han hurtigt …

Overvældelsen blev ligefrem ekstatisk. En rus, der startede ved svælget for så at dirre henrykt og orgiastisk gennem hele kroppen i en sanselig orgasme der gikhelt ud i tåspidserne. Og med en let ringen for ørerne som afslutning er det slet ikke ulig et velafstemt, eller måske snarere lidt for kraftigt, sug på en velrullet joint. Har – eller ønsker – man ikke (at) prøve(t) den slags – vel, tag en mundfuld af dette bryg. Det er det tætteste man kommer på, og det endda uden risiko for efterfølgende angst- eller depressionsanfald.

Brygget – i sin mangfoldighed, rigdom og umådelige velsmag – kan nippes, drikkes, slurpes, gurgles … alle tænkelige lege, mundens organer og arkitektur kan engageres i, trækker nye fine aromaer ud af brygget – og mere end det: nye fine måder brygget kan brænde, gnubbe, ae, gnide, blødgøre og massere hver en indvendig overflade på, udløses når man tager sig selv i at vælte det rundt i kæften for femte-sjette gang.

I sidste ende må man som anmelder kaste håndklædet i ringen. Bryggets aroma i dens vælde og legion udtryk er så mægtig og så langt hinsides alt hvad man kender og har haft den uanstændighed at turde håbe på at prøve, at det ikke kan beskrives i bogstaver og ord, i tale eller på skrift. Øjne og ører vil aldrig fatte hvad dette bryg virkelig kan.

Det må opleves.

“Det er … hvad er det man siger? – Som sex, rockmusik og apparently også Big Bold and Beautiful” – og dermed fik Marcus det sidste nogenlunde fornuftige ord i den lange optagelse af ham og mig, der sad i solnedgangen, der på altanen i Valby, og bare nød det og nød det og nød det.

Der vil blive fortalt historier om det bryg. Tykke bøger om det vil blive skrevet, og de vil blive opført som skuespil. Og de vil udkomme som film …

… det fortjener brygget i hvert fald.

– I sandhed et legendarisk bryg.

UPDATE!

Eftersom dette bryg har været så godt i Marcus’ øjne, at han ikke kan give bloggens topkarakter til andre øl, har han undtagelsesvis fået lov til at give denne øl topkarakter +1.

Bloggeren lover, at det ikke skal ske for ofte fremover …

Marcus: