Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: The Sequel

Paul The Packing Piano Player, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel III)

Flotte skygger …

Vi er ved tredje og foreløbig sidste kapitel i beretningen om Marcus’ og min druktur forleden. Det var ved at blive sent og vi var i fuld gang med brætspillet ‘Fog of Love’ (på dansk: pis af, kærlighed), hvor vi spillede et ungt homoseksuelt par. Men vi ville jo helst ikke forsømme aftenens egentlige ambition – at smage på nogle gode øl – for meget.

En sidste øl skulle det blive til – denne rugstout fra Amager Bryghus. Jeg havde haft den stående siden december sidste år, hvor jeg købte den som en del af en hel pakke med fadlagrede øl fra de amagerkanske humlehoveder. Og den slags øl kan tåle at stå et stykke tid. I forvejen havde de stået i månedsvis og lagret på fad, så at de fik lov at stå lidt længere endnu på flaske, kunne næppe ødelægge noget, snarere tværtimod.

Rug er en kontroversiel sort at brygge på, og angiveligt også vanskelig at få et ordentligt resultat ud af. Amager Bryghus spiller imidlertid hellere stort end sikkert efter hvad jeg kan bedømme, så min forventning var et eksempel på en rugøl, der var, som en rugøl skulle være.

Spontane uartikulerede glædesudbrud var der i hvert fald rigeligt af på min diktafonoptagelse idet brygget blev skænket. Tykt er det, næsten olieagtigt og med det fineste mørkebrune skum på toppen – så længe det varer, for det falder hurtigt.

“Ved du hvad det her er?” erklærede Marcus næsten brysk efter at have mærket bouqueten, “det er hellefisk – røget hellefisk.”
“Javel …”
“Lidt den der salte note, men også den der søde fedme, – røget hellefisk.”
“Det vil jeg give dig ret i …”
“Og on a side note – Hundested Havns røgeri har i øvrigt en fortræffelig røget hellefisk …”
“Kattested?”
“Nej, Hundested din røvhat.”
“*Fnis* Det kommer på bloggen, det ved du godt, ikke?”

Uanset småskænderierne blev forventningen om, at Amager Bryghus sagtens kunne håndtere rugsortens udfordringer indfriet til fulde og fylde. Et vidunderligt røget bryg med sødt-mørke noter af solbær og en overraskende markant bitter profil. Til gengæld forekommer brygget ikke massivt, som Big Bold and Beautiful. – Tværtimod bemærkede Marcus, at den havde lidt af den samme lethed, som Twenty-2 unfiltered havde alt for meget af.

Selv hæftede jeg mig ved, at den nogle gange brødagtige mundfornemmelse rugøl giver, ikke var til stede her. TIl gengæld kunne man godt mærke det, der i mindre vellykkede rugbryg ville have givet den underlige grynede fornemmelse, som “man får i øl, der er brygget med korn der bedre egner sig til brød eller grød” – som Marcus så fint beskrev det. Her er den grynede mæsk blendet dybt ind i brygget, så det glider i ét med de mørke noter af fed fisk og syrligtsøde bær.

Vi glemte helt at give den karakter, og hvad Marcus ville have givet må derfor stå hen i det uvisse – indtil videre i hvert fald. Vi var startet med en øl, som gjorde at vi var gået ud af hulen. Nu var vi gået ind igen, og nød atter skyggerne vel vidende at disse blot var skygger. Og resten af aftenen – inklusive de øl vi prøvede efterfølgende – stod jo i skyggen af aftenens første vidunder.

Så om jeg ville have givet den en anden karakter, hvis ikke jeg samme aften havde smagt på Big Bold & Beautiful, må stå hen i det uvisse. Men den samme karakter kan den indtil videre ikke få …

 

Twenty-2 Unfiltered Lager, Nørrebro Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel II)

Ned ad bakke …

Efter det lille sidespring til SuperBrugsen Brønshøj og Tjekkiet, skulle jeg gerne igen være nogenlunde på rette spor – i det mindste med kronologien, omend humøret stadig gør knuder ind imellem.

I mellemtiden er min far jo fyldt 80 år, hvilket er blevet fejret på behørig vis. Der var besøg langvejs fra i den anledning – Tyskland, kunne mine faste læsere nok regne ud. Men andre venner af min far og familien i almindelighed tog skam også turen over broerne helt ovre fra det Euroasiske fastland for at slutte sig til festlighederne.

Det har lettet en del, kan jeg roligt sige, at dét flueben er sat i kalenderen over arrangemener, jeg skulle nå. Jeg har følt, at hele det første halve år af 2018 har været én lang række af familie-tam-tam’er jeg skulle forholde mig til. Nu er der så endelig lidt mere ro på, så jeg stille og roligt kan samle skårene sammen og klinke dem.

Vi slap som bekendt temaet om Marcus og min prøvesmagning af lagrede Amager Bryghus-øl ved det uforlignelige Matterhorn (Marcus’ betegnelse) af et bryg, Big Bold & Beautiful. Egentlig havde jeg fire øl med den aften – men vi nåede altså kun at anmelde to, plus denne ene, som vi købte i Meny Valby før vi indfandt os i Marcus’ lejlighed. Manglen på rettidig omhu fra begges side betød, at der måtte komme en ny anmeldelse ud af det. For egentlig var planen, at vi ville lave en opdateret anmeldelse – en revisited – af den Nørrebro Bryghus-øl, vi et par uger forinden havde nydt umiddlebart før vores biograftur.

Vi kunne huske det hed ‘Twenty-2 [et eller andet]’ men enten var vi for dovne, eller ganske enkelt ikke snarrådige nok til at tjekke efter på smartphonen mens vi stod i Supermarkedet. Jeg slår selv jævnligt op, når jeg køber ind, om jeg mon allerede har prøvet den øl, [indsæt stort set vilkårligt navn på supermarked, jeg kunne have handlet i her (undtagen Aldi – jeg handler ikke i Aldi)] i denne måned har på spotvarehylderne. Så hvorfor – nu vi stod med selve internettet ved vore fingerspidser – søgte vi dog ikke lige på bryggets navn før vi tog det forkerte?

Jeg vil ikke udtale mig på Marcus vegne, men selv er jeg da godt nok ikke for knøw …

Men efter at have brugt vel over en time på at nyde og opleve os igennem Amager Bryghus’ fænomenale pragtbryg fortrak vi til stuen, hvor den ud over endnu en ølanmeldelse stod på brætspil.

Men med vidunderet i baghovedet – eller snarere i vommen – vidste vi begge, at det kun ville gå én vej. Og det var såmænd ikke for at sige noget grimt om Nørrebro Bryghus’ øl inden vi overhovedet havde åbnet den, men at have prøvet et bryg som hint (altså BB&B) er jo i sig selv rigeligt hybris til, at et ethvert anstændigt menneske takker pænt nej til hvad som helst, der er blot halvt så godt lige efter.

Unfiltered Lager er en lys pilsnerøl – men fordi Nørrebro skal være så utroligt hipt foregår alt på engelsk, også selvom det vist er årtier siden, det ikke længere var hipt … tror jeg da nok. Nu er jeg ikke selv super hip, så hvad ved jeg?

Men denne gør det nu godt for det den er. Det korngule, højtskummende bryg byder på tæt, skarp, næsten røget duft med indslag af birkebark og lys mjød.

Marcus var nogenlunde tilfreds med brygget, der ydede ham en adækvat bitterhed, der dog ikke holdt helt nok i eftersmagen. Men som en go-to-øl, hvis man skal mødes med sine venner i parken en varm sommerdag, er den fuldt ud tilstrækkelig – “strålende at drikke i åbent landskab og i godt selskab”.

Selv fandt jeg imidlertid dårligt nok bryggets aroma adækvat. Den virker spinkel i udtrykket og holder aromaerne alt for vel inden for det sikre og velkendte – korn, majs og en på overfladen skarp, men slet ikke dyb nok kant af humle.

Til min påstand om, at brygget også havde et forstyrrende element af banan, tog Marcus imidlertid prompte afstand: “Det er noget fordrukkent sludder! Tal pænt om den her øl. Den har ikke skyggen af banan over sig …”

“Jeg tror altså, der er noget isoamyl acetat i den …”

Himmelvendte øjne og en lettere sexistisk mishagsytring, jeg skal skåne læserne for, var hvad Marcus havde til overs for min indvending, som jeg ellers bedyrede, jeg længe havde øvet mig på at udtale.

“Du har øvet dig to work it into conversation – det er JO isoamyl-bolangolaj mig noget så gudsjammerligt …”

Givet de rette omstændigheder var Marcus klar til at give den 3, måske 4. Selv vil jeg ikke gå så højt, da bryggets spinkelhed og vigende aroma ikke taler til dens fordel. Og uanset hvad Marcus havde at sige af grimme ting om, at jeg havde sagt grimme ting om isoamyl acetat, så mener jeg fortsat, at brygget havde antydning af banan i sig, hvilket ikke hører sig til i øl af pilsnertypen.

Marcus:

Kaj:

Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus/Mikkeller/White Labs (Saufen mit Marcus – The Sequel I)

Hold nu op med at være så god! …

Sytten minutters optagelse plus det løse … og omkring 15 minutter af dem er ikke andet end idelt flatterende floskler, langstrakte grynt af begærlig nydelse og lange tirader af usammenhængende velsignelser – alle sammen hæmmet som de var af ord der ikke slog til …

Lige meget med spoilers – det behøver fra begyndelsen ikke være nogen hemmelighed, at dette var den bedste øl, Marcus og jeg – sammen og hver for sig – nogensinde i vores liv havde prøvet.

Som allerede antydet havde jeg valgt at bruge diktafonen på min telefon igen. Jeg satte den i gang, og lod det tunge, sorte, olieagtige bryg på 18 % anmelde sig selv.

Det er et af de der bryg, der fra starten kun modvilligt lader sig beskrive. Alene brygprocessen er et mindre epos, startende i 2010 – det år min søn, der om godt en uge fylder otte, kom til verden. Således er etiketten sjældent informativ og ikke blot underholdende, idet den levende beretter om, hvordan målet med øllet var at gøre den så stærk som muligt uden at gå på kompromis med smagen.

Først gik der to år med at gære brygget. Det foregik tre gange – jeg gætter på, at en ny gær blev tilføjet, når den første gær døde i fordrukken salighed i den alkohol, den selv havde produceret. Derefter blev brygget lagret på hhv. cognac- og tequilafade i 6 år, og i år blev det ambitiøse og bombastiske bryg så endelig hældt på flasker og solgt til et ikke uanseligt beløb. To styks købte jeg mig: Én til min onkel og tante til deres Guldbryllup, og én til mig selv – som jeg vidste jeg ville dele med en eller anden, for øl af den kaliber er alt for gode til at drikke for sig selv.

Så op blev den knappet, behørigt og derfor undtagelsesvis ikke med oplukkeren, jeg har i mit pedelnøglebundt. Nej, Marcus gav mit et svellesøm i hånden, hvor der under hovedet var fræset det nydeligste lille indhak, så den tidligere jernbanefixeringshimstregims nu kunne nyde sit otium som et tungt, groft og forbløffende stilfuldt øljern.

“Hold … da … fasssssst” disse tre små ord, der tog Marcus – der ellers ikke ligefrem er nøjsom med ordflommen – et godt stykke tid at få ud over læberne, var hans spontane reaktion. Og det skal siges, at det kun var efter at kapslen var lettet. Et “Åhr!” og efter alt at dømme et hoved, der trækker sig i behørig afstand af den anmassende odeur – hvorefter bryggets historie flyder i en lind strøm fra mine læber, fortsat akkompagneret af Marcus’ tre gloser, var min ikke mindre begejstrede respons.

Brygget emmer aldeles voldsomt af mørke, tunge frugter – svesker og solbær. Henrik Papsø fra Amager Bryghus havde beskrevet dens smag som af en god portvin – men det en særligt udsøgt og tung én af slagsen viser det sig, og af fabelagtige druer. Marcus beskrev endda den hårdtslående duft som portvin brygget på sveskepålæg. Duften alene i alt den begejstringsingydende overvældighed, kunne sælges på flaske for rigtig mange penge.

“Hold da op, hold da kæft, hold da aldeles kæft og endnu højere op …” – jo, udbruddene var mange, og på dette tidspunkt havde vi endda kun lige anbragt snuden over flaskehalsen. Det var tid at hælde den op.

“Ja, den skummer jo ikke så meget …”

“Men bemærk kuløren …” – mellem bogstaverne kan man nok mærke Marcus’ begejstring – som jeg ikke overraskende delte. Tykt, kulsort, olieagtigt glinsende som glaseret tegl er brygget, mens en liden, men stadig udsøgt overflade af små perler med farve af den fineste mørke chokolade kortvarigt pryder det natsorte dyb. Vældige, fede gardiner – nej gobeliner – trækker det tjæretætte bryg ned ad glassets sider, når det vrangvilligt må adlyde tyngdeloven. Og aftensolen, som vi sad i på Marcus’ altan, kunne den helt og aldeles blokere for – selv i de små hvidvinsglas, vi nød brygget af.

Og så blev der ellers nippet … forsigtigt slubret … vejret blev trukket … og så blev der påny nippet. Det er ikke et bryg man drikker. Det er i den grad et bryg, man nyder. Og nydt blev der.

Marcus trak i land med figenpålægget (der vist oprindeligt var sveskepålæg) og beskrev i stedet hvordan den kunne erstatte en figen glaze (ja, det har jeg også måttet google efterfølgende) til en rigtig stærk ost … og prøv så at gætte, hvad Marcus omgående rendte i køkkenet for at hente. For dette prægtige bryg skal nydes til noget, og en blåskimmelost som den Marcus tilfældigvis havde, gør det for så vidt fint – men læserne anbefales at have en stående at temperere – gerne sammen med øllet.

Hvad tænkte jeg, mens Marcus rumsterede i køkkenet? Rosiner i vinlage … på bagkant fyldig bitterhed af lyse nødder. Brugen af tequilafade er usædvanlig, men som sådan passer det jo fint ind i resten af brygget. Jeg mener blot ikke, at jeg har prøvet øl, lagret på tequilafade før. Den hidsige mellemamerikanske brændevin kan faktisk mærkes – den giver brygget en finurlig lethed, stik mod alle odds. Men at forvente det uventede (med samt det paradoks det indebærer) bliver man med denne øl hurtigt forvænt med.

Det var hvad jeg kunne finde på, mens Marcus hentede ost og efterfølgende causerede videre over figen glazen. Dertil føjede han sparteltyk honning med brændte nødder i en massiv sveskekompot. Snart invendte han, at det var uansvarligt at hælde et sådant bryg på halvlitersflasker, men det skyldes som bekendt Amager Bryghus’ tappeanlæg, der indtil for nylig kun muliggjorde tapning på halvlitersemballager.

Bryggets umådelige rigdom mættede os vel inden første hvidvinsglas var tømt, og når der nu var så meget bryg i forhold til, hvad smagsløgene efter det første par nip syntes at kunne holde til, forsøgte Marcus noget vildt, uforskammet og uoverlagt: “Jeg vil nu tage en tår af det her” … “og du må godt skrive det må min gravsten, hvis det bliver mine sidste ord!” tilføjede han hurtigt …

Overvældelsen blev ligefrem ekstatisk. En rus, der startede ved svælget for så at dirre henrykt og orgiastisk gennem hele kroppen i en sanselig orgasme der gikhelt ud i tåspidserne. Og med en let ringen for ørerne som afslutning er det slet ikke ulig et velafstemt, eller måske snarere lidt for kraftigt, sug på en velrullet joint. Har – eller ønsker – man ikke (at) prøve(t) den slags – vel, tag en mundfuld af dette bryg. Det er det tætteste man kommer på, og det endda uden risiko for efterfølgende angst- eller depressionsanfald.

Brygget – i sin mangfoldighed, rigdom og umådelige velsmag – kan nippes, drikkes, slurpes, gurgles … alle tænkelige lege, mundens organer og arkitektur kan engageres i, trækker nye fine aromaer ud af brygget – og mere end det: nye fine måder brygget kan brænde, gnubbe, ae, gnide, blødgøre og massere hver en indvendig overflade på, udløses når man tager sig selv i at vælte det rundt i kæften for femte-sjette gang.

I sidste ende må man som anmelder kaste håndklædet i ringen. Bryggets aroma i dens vælde og legion udtryk er så mægtig og så langt hinsides alt hvad man kender og har haft den uanstændighed at turde håbe på at prøve, at det ikke kan beskrives i bogstaver og ord, i tale eller på skrift. Øjne og ører vil aldrig fatte hvad dette bryg virkelig kan.

Det må opleves.

“Det er … hvad er det man siger? – Som sex, rockmusik og apparently også Big Bold and Beautiful” – og dermed fik Marcus det sidste nogenlunde fornuftige ord i den lange optagelse af ham og mig, der sad i solnedgangen, der på altanen i Valby, og bare nød det og nød det og nød det.

Der vil blive fortalt historier om det bryg. Tykke bøger om det vil blive skrevet, og de vil blive opført som skuespil. Og de vil udkomme som film …

… det fortjener brygget i hvert fald.

– I sandhed et legendarisk bryg.

Saufen mit Marcus – The Sequel, Indledning

Så er jeg her igen …

Jeg kan mærke, at jeg i øjeblikket bliver nødt til at tage lidt længere pauser mellem de enkelte indlæg. I perioder kan jeg være blive meget stresset, og bliver nødt til at droppe alt andet end det mest nødvendige; arbejde og børn – alt andet bliver lagt på hylden.

Sådan har jeg haft det de sidste par uger, og er kun langsomt ved at arbejde mig op af stoutkælderen igen.

I sidste uge var der ellers anledning til endelig at få rystet noget af stressen og depressionen af sig, da jeg mødtes med min gamle ven Marcus i hans lejlighed i Valby. Vi havde et par uger forinden indgået aftalen, da vi – som beskrevet tidligere – var i biografen for at se Deadpool.

Tre gode øl blev behørigt smagt på og anmeldt. Egentlig havde jeg taget nogle flere med, men efter de tre aftalte vi, at vi måtte gøre arbejdet færdigt en anden dag, da de tre alene satte os så meget i arbejde, at det ville være synd for øllet at fortsætte.

Der var jo også tale om lagrede specialiteter fra Amager Bryghus – og hvad der var planlagt som en revisited fra Nørrebro Bryghus, men en lille detalje, som jeg nok skal komme nærmere ind på måtte nødvendigvis resultere i en regulær anmeldelse i stedet.

Det er, hvad de næste par indlæg kommer til at gå med i denne fortsættelse på et tema fra 2016 … fordi jeg kan, og fordi jeg synes titlen fra dengang er mere end god nok til at blive brugt igen.

Vi smages snarest ved …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme