Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Saufen mit Marcus

Patrizio the Persuasive Peacemaker, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – now a Trilogy II)

Skalaen, der ikke slog til …

… og mens Ravels komplicerede, assymetriske og alligevel forunderligt letflydende klavermusik fortsat gav seancen et passende knudret melodisk bagtæppe, blev det snart tid at knappe den næste øl op.

Jeg greb efter det forhåndenværende, og måtte indkassere en venlig men aldeles bestemt røffel, da Marcus ikke brød sig videre om at få kapselmærker på sit bestik. Der er absolut ingen undskyldning for en sådan faux pas, idet et standardøljern er fast inventar i mit nøglebundt og endnu mere fordi Marcus er indehaver af en af klodens fixeste samfundshjælpere. Den blev omtalt i forbindelse med vores sidste drikkelag, men for dem, der ikke gider klikke på linket, kan jeg afsløre, at der er tale om et svellesøm i upoleret stål, hvorpå en smed har fræset det nydeligste hak til sikker kapselfjerning.

Et par bønner om forladelse senere blev det tætte bryg skænket. “Det har farve ca som din t-shirt, minus fyrre vaske” var Marcus spontane bemærkning. Og fuldt i overensstemmelse med Red Warszawas ord, så er mørke t-shirts hvad jeg vil ha’ – og som mange vil vide, hører jeg tillige dermed både Slayer og Metallica. – Men det var nu det Birmingham-baserede klassiske Grindcore-band Napalm Death’s logo, der prydede min torso. Min yndlings-t-shirt, som jeg gerne tager på, når jeg er i godt humør idet den spreder sådan nogle glade vibrationer (altså – hvem bliver ikke spontant lallelykkelig af det episke, musikalske mesterværk “You Suffer”‘s sarte, skrøbelige toner?). Gæt engang, hvor jeg mon købte den?

But I digress. Marcus bandede kristent – og dette vil jeg for evigt bruge imod ham – da jeg gjorde ham opmærksom på, at brygget faktisk ikke var sort, men derimod ganske rødt, så snart det fik lidt lys igennem sig. “Guuuuud ja!” lød det, efterfulgt af knap så belastede begejstringsgrynt som “iiih!” og “næææh …”

I duften mærkede jeg egetræ, mens Marcus gentog en af mine efterhånden bedagede men versatile beskrivelser – gamle valnødder. Det er en aroma, der er aldeles fæl, når den findes i det, den beskrives som – her altså gamle valnødder. Men findes samme aroma i en øl, kan det være rigtig godt. Marcus brugte dog ikke betegnelsen udelt positivt, men antydede at bitterheden vist ikke var helt i balance. Til gengæld var vi enige om det markante, omend ikke overraskende, alkoholelement, i betragtning af styrken på 10,5%. Alligevel var den ikke aftenens sværvægter – det var derimod Honey Devil på hele 14, men som Marcus også bemærkede, havde vi faktisk en øl i kø, der var helt nede på 8%. Så en letvægter var den trods alt heller ikke.

Uventet var det, at også dette bryg havde en let krop i forhold til, hvad den tætte bouquet forjættede. Letbrændt karamel svæver henover tungen på lille, elegant luftpude af alkoholdampe og honning, idet den jævnt og i helt passende doser fordeler bryggets udsøgte sødtristede aroma på smagsløgene.

Begejstringen over brygget måtte vi dele – men der var også rigeligt at tage af. At brygget ingenlunde duftede af mere end det var i stand til at smage, var måske det, der glædede mest. Valnødderne var heller ikke gamle længere da de først kom bag læberne … skulle jeg ellers mene, men Marcus var ikke enig.

“Du kan mærke taninen …”
“Det kan godt være, selvom jeg ikke ved hvad tanin er.”
“Okay …” begyndte Marcus efter en kunstpause af omtrent lige dele undren og mild foragt ” det er garvesyre. Men Du anmelder bryg for a living og du har aldrig hørt det udtryk før?”
“Det gør jeg jo sådan set ikke” hentydende til, at mit bloggeri – indtil videre i hvert fald – kun er en hobby, “men desuden er garvesyre jo mere sådan en vin-ting.”

Tanin eller ej – snart var vi på sporet igen, og afprøvede flere måder, brygget kunne smages på. Marcus anbefalede at holde brygget i munden, og så foretage en udånding gennem næsen. “Så kan man virkelig mærke bryggets … har vi ordet flavour på dansk?”

Her måtte jeg med tynget hjerte erklære, at vi på dansk ikke har et ækvivalent udtryk, men at man  – hvis man havde lyst – jo kunne vælge at kalde et “FLAVØR” (med ekstra tryk på ø’et, selvfølgelig). – Men som vi også meget hurtigt efter blev enige om, kunne man også lade være.

Men nyderiet skulle ikke tage overhånd. Vi måtte nu afbryde den ellers yndige, graciøse og fornøjelige dans om det mørke øl, for at tage fat på de alvorligere sager – karaktergivningen.

Mens jeg ikke var i tvivl om karakteren …

… var Marcus ikke så sikker.

“Det øl, du har serveret indtil nu, har været smukt, dejligt, dybt, mørkt øl fra det samme sublime bryggeri, som berigede verden med det bedste øl, jeg nogensinde har smagt – Big, Bold and Beautiful.” [kunstpause (dem har Marcus det med at holde, når han nævner den øl, og han er ikke alene)]. “Enhver sammenligning og enhver graduering vil uvægerligt være utilstrækkelig i forhold til det mål, der aldrig vil kunne nås. Havde jeg ikke smagt Big, Bold and Beautiful, havde jeg sat den her på en femmer, men as it is … Jeg har et realistisk billede af, hvad disse velsignet dygtige mennesker og bryggere kan under absolut optimale omstændigheder. Man kan jo ikke måle en kirurgs indgreb, mod en anden læges der foretages i et feltlazaret, selvom de foretager samme indgreb.”

Heldigvis havde jeg en løsning til min fortvivlede medsmager … “Hvis vi nu siger, at vi gav Big, Bold & Beautiful syv stjerner.

“Så er vi … du er en klog gris … i betragtning af at tre er acceptabelt. Så er vi på …” og her kan læserne så indsætte yderligere nogle minutters kaglen om min karakterskala. Historien skal have en ende før den bliver endnu længere i spyttet, så til slut lykkedes det alligevel Marcus at blive enig med sig selv om en karakter.

Honey Devil, Kongebryg (Saufen mit Marcus – now a Trilogy I)

Det endte godt …

Allerførst skal jeg takke læserne for en storslået juli måned, hvor over 5.700 klikkede sig ind på mine indlæg. Det er vist rekord – i hvert fald siden bloggen fik eget domæne, og samtidig er der 2. måned i træk, at jeg har haft over 5.000 klik. Jeg takker læserne ærbødigst, og jeg kan dårligt udtrykke adækvat hvor enormt det glæder mig, at så mange gerne vil læse de ord, jeg smider op herinde.

Jeg er imidlertid startet på arbejde igen efter tre ugers ferie. Det er gået voldsomt ud over min publiceringshyppighed, men til gengæld er der rigelig med at skrive om fra de mellemliggende dage. Onsdag i sidste uge mødtes jeg således med min gode ven Marcus på hans adresse i Valby, for at prøve flere af de fine Amageranske øl, jeg købte tilbage i december måned.

Guess what – vi nåede heller ikke denne gang igennem samlingen, så der vil nok være en seance mere senere, hvor vi nok heller ikke gør det færdigt. Sådan bliver den trilogi, mine drikkelag med Marcus allerede har udviklet sig til, til én af Douglas Adamske dimensioner.

Men den tid den sorg. Til tonerne af Ravels klavermusik tog vi fat på varerne, og vi indledte med en genganger her på bloggen – Honey Devil fra Næstvedske Kongebryg. Da jeg for snart to år siden var på besøg på bryggeriet, inviteret af brygmester selv, fik jeg nemlig to eksemplarer af brygget med: ét til snarlig anmeldelse, og ét til et år senere, så jeg til den tid også kunne skrive om, hvordan brygget med tiden udviklede sig.

Der gik så næsten to år. Men pyt med det – nu er jeg der med en revisited. Sidste år til Ølfestivalen på Lokomotivværkstedet fik jeg desuden endnu en af dem, så der var én til hver.

Begejstringen over duften var stor – nydelsesgryntene var næsten sammenlignelige med hine fra midt i juni, da vi samme sted prøvede Amager Bryghus’ uforlignelige Big, Bold and Beautiful. Omend nærværende bryg, ud over at præsentere en fin, mørk lød også lod en smule dyborange skum fremtvinge – uden at dette dog blev nævneværdigt længe.

‘Lakridstjære’ erklærede Marcus om duften og tilføjede, at jeg havde fundet den rette at anmelde denne øl med. Selv sporede jeg også et markant honningelement, som jeg var overrasket over, at Marcus ikke noterede. Ellers var vi – igen med hint mesterværk i erindring – ovre i nogle af de samme noter af figenkompot og figenpålæg, som vi fablede om i evigheder dengang.

Den orale oplevelse var imidlertid ikke helt den samme som den olfaktoriske. Jeg var forberedt på bryggets lette krop, som ikke er atypisk for Kongebrygs øl. Marcus var til gengæld skuffet. Han beskrev den som en buillonterning af øl, hvor man desværre i for høj grad smagte vandet omkring denne frem for aromabolden, der ellers var af udsøgt kvalitet.

Hvad brygget måtte mangle i krop og fylde, kunne jeg til gengæld finde i det fine, søde bagtæppe af honning og en lakridseftersmag, der ikke kun smagtes i munden, men også i svælg og bryst når bryggets alkohol nænsomt varmede hele vejen ned.

Tilsyneladende var vi nogenlunde enige om at beskrive af øllet. Da Marcus således beskrev det som besk, istemte jeg påpegende, at lakridsnoterne ikke var helt ulig en bitter a la Gammel Dansk. Marcus mente det imidlertid ikke, som jeg, positivt. Desuden mente han at kunne spore garvesyreelementer i brygget, og direkte adspurgt måtte jeg indrømme, at jeg i løbet af de to år der var gået, måske ikke havde opbevaret den helt så koldt, som jeg burde.

Men hjælpen var på vej. Marcus havde udvist rettidig omhu, og havde stillet noget god ost frem til temperering før vi tog hul på flaskerne. Og ved den første bid gik det hele op i en højere enhed. Brygget her skal nydes – ikke ulig en god vin – til noget for at folde sig ordentligt ud. Marcus forbarmede sig på stedet, og indrømmede nu brygget store kvaliteter. Stor ros havde han også til brygmester for at være så god til at komponere bryggets aromaer så præcist, og erklærede at han meget gerne prøvede flere øl fra den kant.

Marcus endte med at give den en fin karakter, som jeg tilslutter mig:

Paul The Packing Piano Player, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel III)

Flotte skygger …

Vi er ved tredje og foreløbig sidste kapitel i beretningen om Marcus’ og min druktur forleden. Det var ved at blive sent og vi var i fuld gang med brætspillet ‘Fog of Love’ (på dansk: pis af, kærlighed), hvor vi spillede et ungt homoseksuelt par. Men vi ville jo helst ikke forsømme aftenens egentlige ambition – at smage på nogle gode øl – for meget.

En sidste øl skulle det blive til – denne rugstout fra Amager Bryghus. Jeg havde haft den stående siden december sidste år, hvor jeg købte den som en del af en hel pakke med fadlagrede øl fra de amagerkanske humlehoveder. Og den slags øl kan tåle at stå et stykke tid. I forvejen havde de stået i månedsvis og lagret på fad, så at de fik lov at stå lidt længere endnu på flaske, kunne næppe ødelægge noget, snarere tværtimod.

Rug er en kontroversiel sort at brygge på, og angiveligt også vanskelig at få et ordentligt resultat ud af. Amager Bryghus spiller imidlertid hellere stort end sikkert efter hvad jeg kan bedømme, så min forventning var et eksempel på en rugøl, der var, som en rugøl skulle være.

Spontane uartikulerede glædesudbrud var der i hvert fald rigeligt af på min diktafonoptagelse idet brygget blev skænket. Tykt er det, næsten olieagtigt og med det fineste mørkebrune skum på toppen – så længe det varer, for det falder hurtigt.

“Ved du hvad det her er?” erklærede Marcus næsten brysk efter at have mærket bouqueten, “det er hellefisk – røget hellefisk.”
“Javel …”
“Lidt den der salte note, men også den der søde fedme, – røget hellefisk.”
“Det vil jeg give dig ret i …”
“Og on a side note – Hundested Havns røgeri har i øvrigt en fortræffelig røget hellefisk …”
“Kattested?”
“Nej, Hundested din røvhat.”
“*Fnis* Det kommer på bloggen, det ved du godt, ikke?”

Uanset småskænderierne blev forventningen om, at Amager Bryghus sagtens kunne håndtere rugsortens udfordringer indfriet til fulde og fylde. Et vidunderligt røget bryg med sødt-mørke noter af solbær og en overraskende markant bitter profil. Til gengæld forekommer brygget ikke massivt, som Big Bold and Beautiful. – Tværtimod bemærkede Marcus, at den havde lidt af den samme lethed, som Twenty-2 unfiltered havde alt for meget af.

Selv hæftede jeg mig ved, at den nogle gange brødagtige mundfornemmelse rugøl giver, ikke var til stede her. TIl gengæld kunne man godt mærke det, der i mindre vellykkede rugbryg ville have givet den underlige grynede fornemmelse, som “man får i øl, der er brygget med korn der bedre egner sig til brød eller grød” – som Marcus så fint beskrev det. Her er den grynede mæsk blendet dybt ind i brygget, så det glider i ét med de mørke noter af fed fisk og syrligtsøde bær.

Vi glemte helt at give den karakter, og hvad Marcus ville have givet må derfor stå hen i det uvisse – indtil videre i hvert fald. Vi var startet med en øl, som gjorde at vi var gået ud af hulen. Nu var vi gået ind igen, og nød atter skyggerne vel vidende at disse blot var skygger. Og resten af aftenen – inklusive de øl vi prøvede efterfølgende – stod jo i skyggen af aftenens første vidunder.

Så om jeg ville have givet den en anden karakter, hvis ikke jeg samme aften havde smagt på Big Bold & Beautiful, må stå hen i det uvisse. Men den samme karakter kan den indtil videre ikke få …

 

Twenty-2 Unfiltered Lager, Nørrebro Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel II)

Ned ad bakke …

Efter det lille sidespring til SuperBrugsen Brønshøj og Tjekkiet, skulle jeg gerne igen være nogenlunde på rette spor – i det mindste med kronologien, omend humøret stadig gør knuder ind imellem.

I mellemtiden er min far jo fyldt 80 år, hvilket er blevet fejret på behørig vis. Der var besøg langvejs fra i den anledning – Tyskland, kunne mine faste læsere nok regne ud. Men andre venner af min far og familien i almindelighed tog skam også turen over broerne helt ovre fra det Euroasiske fastland for at slutte sig til festlighederne.

Det har lettet en del, kan jeg roligt sige, at dét flueben er sat i kalenderen over arrangemener, jeg skulle nå. Jeg har følt, at hele det første halve år af 2018 har været én lang række af familie-tam-tam’er jeg skulle forholde mig til. Nu er der så endelig lidt mere ro på, så jeg stille og roligt kan samle skårene sammen og klinke dem.

Vi slap som bekendt temaet om Marcus og min prøvesmagning af lagrede Amager Bryghus-øl ved det uforlignelige Matterhorn (Marcus’ betegnelse) af et bryg, Big Bold & Beautiful. Egentlig havde jeg fire øl med den aften – men vi nåede altså kun at anmelde to, plus denne ene, som vi købte i Meny Valby før vi indfandt os i Marcus’ lejlighed. Manglen på rettidig omhu fra begges side betød, at der måtte komme en ny anmeldelse ud af det. For egentlig var planen, at vi ville lave en opdateret anmeldelse – en revisited – af den Nørrebro Bryghus-øl, vi et par uger forinden havde nydt umiddlebart før vores biograftur.

Vi kunne huske det hed ‘Twenty-2 [et eller andet]’ men enten var vi for dovne, eller ganske enkelt ikke snarrådige nok til at tjekke efter på smartphonen mens vi stod i Supermarkedet. Jeg slår selv jævnligt op, når jeg køber ind, om jeg mon allerede har prøvet den øl, [indsæt stort set vilkårligt navn på supermarked, jeg kunne have handlet i her (undtagen Aldi – jeg handler ikke i Aldi)] i denne måned har på spotvarehylderne. Så hvorfor – nu vi stod med selve internettet ved vore fingerspidser – søgte vi dog ikke lige på bryggets navn før vi tog det forkerte?

Jeg vil ikke udtale mig på Marcus vegne, men selv er jeg da godt nok ikke for knøw …

Men efter at have brugt vel over en time på at nyde og opleve os igennem Amager Bryghus’ fænomenale pragtbryg fortrak vi til stuen, hvor den ud over endnu en ølanmeldelse stod på brætspil.

Men med vidunderet i baghovedet – eller snarere i vommen – vidste vi begge, at det kun ville gå én vej. Og det var såmænd ikke for at sige noget grimt om Nørrebro Bryghus’ øl inden vi overhovedet havde åbnet den, men at have prøvet et bryg som hint (altså BB&B) er jo i sig selv rigeligt hybris til, at et ethvert anstændigt menneske takker pænt nej til hvad som helst, der er blot halvt så godt lige efter.

Unfiltered Lager er en lys pilsnerøl – men fordi Nørrebro skal være så utroligt hipt foregår alt på engelsk, også selvom det vist er årtier siden, det ikke længere var hipt … tror jeg da nok. Nu er jeg ikke selv super hip, så hvad ved jeg?

Men denne gør det nu godt for det den er. Det korngule, højtskummende bryg byder på tæt, skarp, næsten røget duft med indslag af birkebark og lys mjød.

Marcus var nogenlunde tilfreds med brygget, der ydede ham en adækvat bitterhed, der dog ikke holdt helt nok i eftersmagen. Men som en go-to-øl, hvis man skal mødes med sine venner i parken en varm sommerdag, er den fuldt ud tilstrækkelig – “strålende at drikke i åbent landskab og i godt selskab”.

Selv fandt jeg imidlertid dårligt nok bryggets aroma adækvat. Den virker spinkel i udtrykket og holder aromaerne alt for vel inden for det sikre og velkendte – korn, majs og en på overfladen skarp, men slet ikke dyb nok kant af humle.

Til min påstand om, at brygget også havde et forstyrrende element af banan, tog Marcus imidlertid prompte afstand: “Det er noget fordrukkent sludder! Tal pænt om den her øl. Den har ikke skyggen af banan over sig …”

“Jeg tror altså, der er noget isoamyl acetat i den …”

Himmelvendte øjne og en lettere sexistisk mishagsytring, jeg skal skåne læserne for, var hvad Marcus havde til overs for min indvending, som jeg ellers bedyrede, jeg længe havde øvet mig på at udtale.

“Du har øvet dig to work it into conversation – det er JO isoamyl-bolangolaj mig noget så gudsjammerligt …”

Givet de rette omstændigheder var Marcus klar til at give den 3, måske 4. Selv vil jeg ikke gå så højt, da bryggets spinkelhed og vigende aroma ikke taler til dens fordel. Og uanset hvad Marcus havde at sige af grimme ting om, at jeg havde sagt grimme ting om isoamyl acetat, så mener jeg fortsat, at brygget havde antydning af banan i sig, hvilket ikke hører sig til i øl af pilsnertypen.

Marcus:

Kaj:

Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus/Mikkeller/White Labs (Saufen mit Marcus – The Sequel I)

Hold nu op med at være så god! …

Sytten minutters optagelse plus det løse … og omkring 15 minutter af dem er ikke andet end idelt flatterende floskler, langstrakte grynt af begærlig nydelse og lange tirader af usammenhængende velsignelser – alle sammen hæmmet som de var af ord der ikke slog til …

Lige meget med spoilers – det behøver fra begyndelsen ikke være nogen hemmelighed, at dette var den bedste øl, Marcus og jeg – sammen og hver for sig – nogensinde i vores liv havde prøvet.

Som allerede antydet havde jeg valgt at bruge diktafonen på min telefon igen. Jeg satte den i gang, og lod det tunge, sorte, olieagtige bryg på 18 % anmelde sig selv.

Det er et af de der bryg, der fra starten kun modvilligt lader sig beskrive. Alene brygprocessen er et mindre epos, startende i 2010 – det år min søn, der om godt en uge fylder otte, kom til verden. Således er etiketten sjældent informativ og ikke blot underholdende, idet den levende beretter om, hvordan målet med øllet var at gøre den så stærk som muligt uden at gå på kompromis med smagen.

Først gik der to år med at gære brygget. Det foregik tre gange – jeg gætter på, at en ny gær blev tilføjet, når den første gær døde i fordrukken salighed i den alkohol, den selv havde produceret. Derefter blev brygget lagret på hhv. cognac- og tequilafade i 6 år, og i år blev det ambitiøse og bombastiske bryg så endelig hældt på flasker og solgt til et ikke uanseligt beløb. To styks købte jeg mig: Én til min onkel og tante til deres Guldbryllup, og én til mig selv – som jeg vidste jeg ville dele med en eller anden, for øl af den kaliber er alt for gode til at drikke for sig selv.

Så op blev den knappet, behørigt og derfor undtagelsesvis ikke med oplukkeren, jeg har i mit pedelnøglebundt. Nej, Marcus gav mit et svellesøm i hånden, hvor der under hovedet var fræset det nydeligste lille indhak, så den tidligere jernbanefixeringshimstregims nu kunne nyde sit otium som et tungt, groft og forbløffende stilfuldt øljern.

“Hold … da … fasssssst” disse tre små ord, der tog Marcus – der ellers ikke ligefrem er nøjsom med ordflommen – et godt stykke tid at få ud over læberne, var hans spontane reaktion. Og det skal siges, at det kun var efter at kapslen var lettet. Et “Åhr!” og efter alt at dømme et hoved, der trækker sig i behørig afstand af den anmassende odeur – hvorefter bryggets historie flyder i en lind strøm fra mine læber, fortsat akkompagneret af Marcus’ tre gloser, var min ikke mindre begejstrede respons.

Brygget emmer aldeles voldsomt af mørke, tunge frugter – svesker og solbær. Henrik Papsø fra Amager Bryghus havde beskrevet dens smag som af en god portvin – men det en særligt udsøgt og tung én af slagsen viser det sig, og af fabelagtige druer. Marcus beskrev endda den hårdtslående duft som portvin brygget på sveskepålæg. Duften alene i alt den begejstringsingydende overvældighed, kunne sælges på flaske for rigtig mange penge.

“Hold da op, hold da kæft, hold da aldeles kæft og endnu højere op …” – jo, udbruddene var mange, og på dette tidspunkt havde vi endda kun lige anbragt snuden over flaskehalsen. Det var tid at hælde den op.

“Ja, den skummer jo ikke så meget …”

“Men bemærk kuløren …” – mellem bogstaverne kan man nok mærke Marcus’ begejstring – som jeg ikke overraskende delte. Tykt, kulsort, olieagtigt glinsende som glaseret tegl er brygget, mens en liden, men stadig udsøgt overflade af små perler med farve af den fineste mørke chokolade kortvarigt pryder det natsorte dyb. Vældige, fede gardiner – nej gobeliner – trækker det tjæretætte bryg ned ad glassets sider, når det vrangvilligt må adlyde tyngdeloven. Og aftensolen, som vi sad i på Marcus’ altan, kunne den helt og aldeles blokere for – selv i de små hvidvinsglas, vi nød brygget af.

Og så blev der ellers nippet … forsigtigt slubret … vejret blev trukket … og så blev der påny nippet. Det er ikke et bryg man drikker. Det er i den grad et bryg, man nyder. Og nydt blev der.

Marcus trak i land med figenpålægget (der vist oprindeligt var sveskepålæg) og beskrev i stedet hvordan den kunne erstatte en figen glaze (ja, det har jeg også måttet google efterfølgende) til en rigtig stærk ost … og prøv så at gætte, hvad Marcus omgående rendte i køkkenet for at hente. For dette prægtige bryg skal nydes til noget, og en blåskimmelost som den Marcus tilfældigvis havde, gør det for så vidt fint – men læserne anbefales at have en stående at temperere – gerne sammen med øllet.

Hvad tænkte jeg, mens Marcus rumsterede i køkkenet? Rosiner i vinlage … på bagkant fyldig bitterhed af lyse nødder. Brugen af tequilafade er usædvanlig, men som sådan passer det jo fint ind i resten af brygget. Jeg mener blot ikke, at jeg har prøvet øl, lagret på tequilafade før. Den hidsige mellemamerikanske brændevin kan faktisk mærkes – den giver brygget en finurlig lethed, stik mod alle odds. Men at forvente det uventede (med samt det paradoks det indebærer) bliver man med denne øl hurtigt forvænt med.

Det var hvad jeg kunne finde på, mens Marcus hentede ost og efterfølgende causerede videre over figen glazen. Dertil føjede han sparteltyk honning med brændte nødder i en massiv sveskekompot. Snart invendte han, at det var uansvarligt at hælde et sådant bryg på halvlitersflasker, men det skyldes som bekendt Amager Bryghus’ tappeanlæg, der indtil for nylig kun muliggjorde tapning på halvlitersemballager.

Bryggets umådelige rigdom mættede os vel inden første hvidvinsglas var tømt, og når der nu var så meget bryg i forhold til, hvad smagsløgene efter det første par nip syntes at kunne holde til, forsøgte Marcus noget vildt, uforskammet og uoverlagt: “Jeg vil nu tage en tår af det her” … “og du må godt skrive det må min gravsten, hvis det bliver mine sidste ord!” tilføjede han hurtigt …

Overvældelsen blev ligefrem ekstatisk. En rus, der startede ved svælget for så at dirre henrykt og orgiastisk gennem hele kroppen i en sanselig orgasme der gikhelt ud i tåspidserne. Og med en let ringen for ørerne som afslutning er det slet ikke ulig et velafstemt, eller måske snarere lidt for kraftigt, sug på en velrullet joint. Har – eller ønsker – man ikke (at) prøve(t) den slags – vel, tag en mundfuld af dette bryg. Det er det tætteste man kommer på, og det endda uden risiko for efterfølgende angst- eller depressionsanfald.

Brygget – i sin mangfoldighed, rigdom og umådelige velsmag – kan nippes, drikkes, slurpes, gurgles … alle tænkelige lege, mundens organer og arkitektur kan engageres i, trækker nye fine aromaer ud af brygget – og mere end det: nye fine måder brygget kan brænde, gnubbe, ae, gnide, blødgøre og massere hver en indvendig overflade på, udløses når man tager sig selv i at vælte det rundt i kæften for femte-sjette gang.

I sidste ende må man som anmelder kaste håndklædet i ringen. Bryggets aroma i dens vælde og legion udtryk er så mægtig og så langt hinsides alt hvad man kender og har haft den uanstændighed at turde håbe på at prøve, at det ikke kan beskrives i bogstaver og ord, i tale eller på skrift. Øjne og ører vil aldrig fatte hvad dette bryg virkelig kan.

Det må opleves.

“Det er … hvad er det man siger? – Som sex, rockmusik og apparently også Big Bold and Beautiful” – og dermed fik Marcus det sidste nogenlunde fornuftige ord i den lange optagelse af ham og mig, der sad i solnedgangen, der på altanen i Valby, og bare nød det og nød det og nød det.

Der vil blive fortalt historier om det bryg. Tykke bøger om det vil blive skrevet, og de vil blive opført som skuespil. Og de vil udkomme som film …

… det fortjener brygget i hvert fald.

– I sandhed et legendarisk bryg.

Saufen mit Marcus – The Sequel, Indledning

Så er jeg her igen …

Jeg kan mærke, at jeg i øjeblikket bliver nødt til at tage lidt længere pauser mellem de enkelte indlæg. I perioder kan jeg være blive meget stresset, og bliver nødt til at droppe alt andet end det mest nødvendige; arbejde og børn – alt andet bliver lagt på hylden.

Sådan har jeg haft det de sidste par uger, og er kun langsomt ved at arbejde mig op af stoutkælderen igen.

I sidste uge var der ellers anledning til endelig at få rystet noget af stressen og depressionen af sig, da jeg mødtes med min gamle ven Marcus i hans lejlighed i Valby. Vi havde et par uger forinden indgået aftalen, da vi – som beskrevet tidligere – var i biografen for at se Deadpool.

Tre gode øl blev behørigt smagt på og anmeldt. Egentlig havde jeg taget nogle flere med, men efter de tre aftalte vi, at vi måtte gøre arbejdet færdigt en anden dag, da de tre alene satte os så meget i arbejde, at det ville være synd for øllet at fortsætte.

Der var jo også tale om lagrede specialiteter fra Amager Bryghus – og hvad der var planlagt som en revisited fra Nørrebro Bryghus, men en lille detalje, som jeg nok skal komme nærmere ind på måtte nødvendigvis resultere i en regulær anmeldelse i stedet.

Det er, hvad de næste par indlæg kommer til at gå med i denne fortsættelse på et tema fra 2016 … fordi jeg kan, og fordi jeg synes titlen fra dengang er mere end god nok til at blive brugt igen.

Vi smages snarest ved …

Kølster Dobbel-Up-Hop, Kølster – Malteri & Bryggeri (Saufen mit Marcus IV)

2016-04-08 21.55.25Nydelig finale …

Før jeg sådan rigtig kommer i gang med anmeldelsen af den sidste øl fra den aften, hvor jeg fik Marcus til at hjælpe mig med at få smagt på nogle bryg i delestørrelse, vil jeg gerne gå lidt i dybden med brygget. Jeg fik det til min 40 års fødselsdag – som så ufatteligt mange andre af de bryg, jeg i de forløbne måneder har anmeldt. Dette er imidlertid det næstsidste, der er til overs – så snart skal I ikke høre om de evindelige fødselsdagsbryg længere. Jeg fik det af en gammel ven, Niels, der er oversætter og forfatter, og før har optrådt her på bloggen.

Ophavsmanden bag er Esben Kølster, der også står bag udskænkningsstedet Kølsters Tolv Haner. Hans bror, Sune, er musiker og gammel punker, og én jeg kender tilbage fra gamle dage, hvor jeg selv var vild, punker og alt muligt andet. Det er sjovt hvordan vennekredsene kan krydse hinanden på den måde. Eller også vidner det blot om, hvor lille et land, vi bor i.

Flot er brygget også. Dybgult med nydeligt marengsskum, der både er holdbart, tæt og klæbrigt. Brygget dufter af søde clementiner, blandet med bitre, krasse grannåle.

– Og sådan er smagen faktisk også. Søde citrusfrugter blander sig med en frisk, flænsende bitterhed, så sprød som cornflakes. Clementinerne blander sig med en dybere bittersød aroma af granharpisk. Brygget var “den første øl, der unverschämt folder sig ud”, mente Marcus. Der er bestemt noget om snakken, for brygget starter stille og roligt – for ikke at sige småtyndt – ud, for så langsomt at vokse i munden, for rigtig at træde i karakter, med mægtig fylde og bitterhed bagest på tungen og i eftersmagen.

Det er stor brygkunst. Jeg må hellere få taget mig sammen til at tage mig sammen til at besøge Kølsters Tolv Haner – forhåbentlig i selskab med Sune, som det efterhånden er alt for længe siden, jeg sidst har drukket en øl med.

Marcus og jeg var igen nogenlunde enige om bryggets kvalitet. Mens Marcus gav den …

4-stjerner

gav jeg den en halv tand mere …

4-en-halv-stjerne

Forskellene har som bekendt været større, uden at det har skilt os ad.

Sharks Coffee Pot, Brick by Brick Beer Workshop (Saufen mit Marcus III)

2016-04-08 20.29.44

Fortsat enighed …

Fra aftenens absolutte topplacering til det bryg, der skulle vise sig at levere den mest jævne oplevelse – for nu at sige det pænt.

Brygget så ellers spændende ud. Alene bryggeriets lange og lovende navn indbød jo til spændte forventninger. Der er tale om en stout, smagt til med kaffe, og det lover jo heller ikke værst, selvom der godt nok også har været et par smuttere i den genre før.

Igen bød åbningen på et overordentligt tilfredsstillende ‘POP!’. Også dette bryg blev leveret med korkprop, omend denne kunne fjernes med håndkraft, hvor den sidste krævede et vinjern … – ja det må det vel hedde, når en ølåbner ellers hedder et øljern, ikke?

Og det myldrer jo også frem med lovende duftindtryk. Kaffe, farin, ristet malt, frisk syrlighed og svesker. Mundvandet springer næsten med samme kraft, som da proppen røg.

Dér indtræder skuffelsen.

Brygget smager slet slet ikke igennem. Bevares – de ristede noter og kaffen kan da smages, men kors, hvor mangler der dog bare nogle bønner. Og fylden – den udebliver helt.

Marcus’ guldkorn lød nogenlunde sådan her: “Den sødme, der er i den (stouten – red.) kan snildt bo i en stout – men der er ingen stout omkring den.” I det hele taget en tynd, hul, sjasket og ligegyldig omgang. Ingen grund til at prøve den, selvom den ser nok så spændende ud.

Ligesom ved sidste bryg, var vi nogenlunde enige om kvaliteten af dette. Da den trods alt havde lidt kaffesmag – og jeg kan jo godt lide kaffe – gav jeg den …

2-stjerner

Marcus var ikke helt så venlig …

1-en-halv-stjerne

Ho.st Saison Station, Hopfenstark (Saufen mit Marcus II)

2016-04-08 19.43.07Større enighed, mindre vished …

Kategoriseringen af dette bryg har været noget af en udfordring. Etiketteksten står hulter ti bulter, som var klichéerne katapulteret mod etiketten fra en bulet ske af en uvorn unge på ti meters afstand. Hvad der egentlig er bryggets navn, bryggeriets navn og beskrivelsen af brygget, forbliver usikkert, uanset hvor længe man kigger på flasken.

I det mindste er jeg da nogenlunde sikker på oprindelseslandet, selvom jeg i første omgang tippede det til at være Belgien – og måske endda det lille område i øst, hvor det tyske sprog er dominerende. Ordet ‘Belgium’ samt det tyskklingende navn fik mig på dét vildspor. Angiveligt er det eneste, valonere og flamlændere kan blive enige om, at hade befolkningen i dette område mere, end de hader hinanden. Men det er en anden historie. Nej, brygget er fra et andet flersproget land, nemlig Canada. Og med dette bryg har Canada sin debut på bloggen – og det må sige at være noget af et brag deraf.

For hvor visheden om, hvilket bryg, vi egentlig havde mellem hænderne, var vigende, var enigheden om bryggets ikke spor vigende kvalitet ikke spor vigende. Mange detaljer kan jeg desværre ikke give. Det første bryg, Marcus og jeg nød den aften, havde angiveligt gjort sin virkning, således at mine noter i højere grad end sædvanligt er i – ja – noteform. Nødtørftigt nedkradset, så det allervigtigste var bevaret for eftertiden – eller i hvert fald indtil bloggeren fik taget sig sammen til at tage sig sammen til at få skrevet sit indlæg.

Det var angiveligt et flot orange bryg, og det bekræfter billedet jo også. Klæbrigt skummende og med en syrligt bitter duft. Ja, bouqueten ville jeg gerne have kunnet beskrive lidt bedre – men dette, er alt hvad der står.

Smagen beskrev Marcus som startende “underspillet” hvorefter den “folder sig så vidunderligt ud”. En sød bund af appelsin suppleres med bitterhed af frisk nåletræ. Bitterheden melder sig især i eftersmagen efter en rund, læskende sød indledning.

Og det er lissom det, jeg kan stykke sammen af mine sparsomme, halvvejs ulæselige noter. Ikke desto mindre kan jeg afsløre, at denne øl var den bedste, vi prøvede den aften, og den har både bloggerens og gæsteanmelderens varmeste anbefalinger.

5-stjerner

Baladin Super, Birrificio Baladin (Saufen mit Marcus I)

2016-04-08 18.44.18

Det bedste er emballagen …

Jeg har fortsat overliggende øl fra min fødselsdag, men nu tynder det omsider afgørende ud. Det skyldes, at jeg fik lidt hjælp den anden aften af en gammel ven, der også med jævne mellemrum er gæsteanmelder her på bloggen, nemlig boghandleren Marcus.

Den største hurdle ved de overliggende fødselsdagsbajere var 5 af dem, jeg ynder at kalde selskabsøl. Det er øl, der leveres i så store emballager, at de er egnet til at dele, eller som jeg gerne mere gnavent udtrykker det – de er for store til, at jeg gider drikke dem selv.

Med Marcus’ hjælp fik jeg gjort kål på fire af de fem, og det har jeg tænkt mig at lave et lille tema ud af. Jeg vil kalde temaet “Saufen mit Marcus” – fordi jeg kan, og fordi Marcus ligesom jeg selv er glad for det tyske sprog.

Det var nu ikke kun tysk øl, der var på programmet den aften – dvs. i fredags. Næh, rent faktisk var der ikke én eneste tysk øl blandt de afprøvede, men uden at ville nedgøre mit andet fædrelands ølkultur unødigt, har jeg nu også i min tid som ølblogger måttet konstatere, at det bare ikke er fra den kant de store, afgørende oplevelser kommer.

Flasken er, som man kan se, ganske flot og blæst særligt til bryggeriet. Den plumpe, buttede facon indgyder forventning om noget ganske særligt, og med sin slanke top og brede bund, velsagtens noget, med noget tyngde i.

Det er nu højden, man hæfter sig mest ved til at begynde. Det ‘POP’ det giver, når korkproppen hives op (korkprop i sig selv er jo et adelsmærke for øl) er næsten øredøvende højt, og om muligt mere forjættende end flasken.

Men allerede ved bryggets farve begyndte skuffelsen at melde sig hos aftenens gæst. Hvor man nok forventer noget mørkt og tungt, viser brygget sig tværtimod at være lyst – rødligt, relativt let og ganske svagt karboneret. “Like the dying embers of my enemy’s crushed castle”, som Marcus alligevel spontant causerede, selvom det noget letbenede udtryk ikke huede ham.

Smagen peger bestemt også i en anden retning end emballagens buttede form lader antyde. Det er en fortrinsvis frugtig og småsyrlig øl med bund af abrikos og hints af hindbær, granatæble og ananaskirsebær. Fylden leveres af gæren, der ellers holder sig pænt i baggrunden, som den helst skal. Dertil kan føjes rosiner, sødme af honning og en letbitter eftersmag af hasselnødder.

Selvom typografien antyder ‘fest på middelalderslot en mørk vinteraften’ har brygget meget mere karakter af en mild – men ikke uinteressant sommerøl. I hvert fald så længe, man ikke spørger Marcus, der var anderledes skuffet. Han forestillede sig bryggets smag lagt i lag på et højt stativ, hvor nogen var rendt med stativet – undtagen toppen der bliver hængende som et spinkelt destillat.

Eller som han kort formulerede det “den mangler noget “Oompf”!

Jeg synes nu – en indrømmet misvisende emballage til trods, at brygget stadig leverer en habil oplevelse til …

4-stjerner

Marcus derimod mente, at det eneste fantastiske ved brygget var flasken, der imidlertid udstrålede noget helt andet, end indholdet.

2-stjerner

Jeg tror aldrig, at jeg har været så enig med en gæsteanmelder før. Men det er selvfølgelig ikke noget at blive uvenner over. Blod flyder trods alt tykkere end øl … eller i hvert fald end tyndt øl …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme