Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Så jeg husker koncerten

Squeeze IPA, Flying Couch Brewing (… så jeg husker koncerten II)

Wind down …

Bartenderen, der anbefalede mig Super Nova, frarådede ved samme lejlighed Flying Couch-øllen, der også kunne købes i baren. “Alt for bitter” sagde han. Frank bemærkede her – han er jo nok en af de mennesker, der kender mig bedst – at nu var den vist solgt, og ganske rigtigt. Jeg er imidlertid ikke ét sekund i tvivl om, at bartenderens advarsel ikke var noget salgstrick. Han hadede den sikkert selv, og mente han gjorde mig en tjeneste ved at overbevise mig om ikke at afprøve den.

Så bartenderen skal have ros for sin ærlighed og sin bestemte advarsel – det var det, der overbviste mig om, at dér var der sikkert en øl, der ville falde i min smag.

Jeg ventede godt nok til efter koncerten. Og hvilken koncert! Hvis man ikke var der, vil man heller ikke vide, at Loppen på mange måder forekommer aldeles uegnet til koncerter. Det ligger i et loftsrum over nogle gamle kasernebygninger – flot og funktionelt med tykke, blotlagte tagspær komplet med bærende bjælker, der frimodigt rager op gennem det tunge trægulv som regelmæssige søjler. Ikke just superegnet til at skaffe god sigtbarhed til den lave scene, der ligger midt på langsiden af den ene skrå tagvæg. Det betyder et farligt mylder foran scenen, og rigeligt pusterum ude i siderne, men vil man eventuelt se giraffen – og ikke kun høre den i det også noget auditivt udfordrede loftslokale, må man enten stå på tæer, eller se om man kan få sig en plads helt oppe foran, hvor det imidlertid tit går heftigt for sig.

Næppe overraskende er ‘heftigt for sig’ en noget tilbageholdende karakteristik, om ikke en direkte underdrivelse, af aftenens eskapader. Reelt var der tale om en intimkoncert – under en meter kom jeg til at stå foran bandets på én gang karismatiske og alligevel totalt nede på jorden forsanger Barney Greenway. Så tæt stod jeg, at han kunne høre mine råwerier så tydeligt, at han endda et par gange kommenterede på dem …

“Yes the second one was indeed longer” – var hans kommentar, da jeg havde skreget et svar, efter at de havde spillet det klassiske, episke værk “You Suffer” anden gang (ja, tænk at det kan lade sig gøre i løbet af en koncert) og han kækt havde brølt “did anyone notice the difference?”.

“No, I don’t want the fucking lid back” faldt efter at jeg med hyppige, gentagne “Refresh US!”-brøl omsider havde overtalt ham til at lade os tilskuere få del i de kildevand, han havde en hel kasse stående af på scenen, og som han stundom brugte til brusebad. Efter at have modtaget en flaske med forfriskende dråber og sendt den videre efter at have forfrisket mig selv, spurgte jeg, om ikke han ville låget tilbage – åbenbart ikke.

– Det er i hvert fald som jeg husker det. Koncerten kan faktisk nydes næsten i sin helhed her og så kan man jo selv gå ind og se, hvor god eller elendig min hukommelse er.

Ellers gik det slag i slag – ikke mindst fra trommeslager Danny Hereras side. Genren kaldes officielt grindcore, og går for at være en blanding af punk og død. Ingen protester fra min side der, men skulle det en dag vise sig, at Herera har luret gamle jazztrommeslagere tricks af, vil jeg i hvert fald ikke være spor overrasket. Ud over Barneys brølende vokal var det vidunderligt at have førsteparketsudsigt til, hvordan grydetæskeren sjældent ramte samme skind eller bækken to gange efter hinanden, men hele tiden spillede på hele trommesættet. Mitch Harris kunne jeg dårligt se – men guitaren var aldrig svær at høre. Shane Embury er fortsat verdens grimmeste bassist – og i øvrigt, ligesom resten af bandet – hamrende dygtig til sit håndværk.

Hvad kan jeg sige, ud over at det suverænt var den bedste Napalm Death-koncert, jeg nogensinde har været med til. Jeg så dem på Roskilde Festival i 1995 – dengang kendte jeg dem knap nok, og anså dem vel mest for et kuriosum. Det var først nogle år senere, med pladen “Inside The Torn Apart”, at jeg pladask faldt for dem, og jeg har aldrig set mig tilbage. Tværtimod ser jeg meget frem til næste gang, jeg får en chance for at se dem, for så vil jeg afgjort være at finde, hvor de spiller.

Orkesterets karakter skal der ikke herske nogen tvivl om:

Vel, tillbage til aftenens øl.

Jeg nød den i små nip som wind down-drink. Jeg havde jo ikke min notesblok med, men optog derimod mine stikord på min telefon. Min stemme er tydeligt mere hæs, skælvende og knækkende på denne anmeldelse end på den første.

Åbenbart dufter brygget ganske vidunderligt. Det får jeg sagt hele tre gange, før jeg endelig får uddybet, hvad den egentlig dufter af: Bergamot og roser, og det er jo ikke atypisk for en aromatisk IPA. Men åbenbart må det have været ekstra godt, for glosen ‘vidunderlig’ falder endnu et par gange i løbet af optagelsen. Desuden er jeg begejstret for bitterheden, som jeg aldrig får beskrevet i detaljer. Jeg husker den som spinkel, omend stærk som stål i sit udtryk. Et frisk og spædt grannåleudtryk yder både friskhed og subtilitet. Blomsteraromaerne har i betragtning af en erklæring om, at der er ‘noget for alle smagsløg’ også været præsente – men det er ikke noget, jeg husker tydeligt længere.

I det meste af min optagelse tirerer jeg lettere snøvlende i uforholdsmæssig grad om, hvor fantastisk en koncert det var. Jeg kunne måske godt have givet mig lidt mere info om, hvordan øllet egentlig smagte – men hey, jeg kan tilgive mig selv, for jeg havde jo haft sådan en fin aften. Og det var slet ikke værst at kunne slutte den af med en god øl at køle af på.

Jeg købte i øvrigt også en t-shirt, så jeg fremover vil huske koncerten. Kernen i Red Warszawa var desuden også med som tilskuere, så der var rigtig mange ting, der gik op i en højere enhed.

Og så lykkedes det mig at køre for langt med bussen, da jeg skulle hjem.

Er jeg ikke dygtig?

 

Super Nova, Christiania-Bryggeriet/Svaneke Bryghus (… så jeg husker koncerten I)

Opvarmning …

Fuuuuuuck maaaaan! … som min gode ven Frank så tit har sagt det så concist og elokvænt … det var vildt! Frank blev sidst nævnt her på bloggen for et halv til trekvart års tid siden, da jeg frekventerede hans indflytterfest på Fyn. I fredags, altså Langfredag – i ved den dag, hvor man skal bøje hovedet og klaske hænderne sammen, mens man i duknakket ydmyghed ihukommer og kontemplerer Jesu pine og død for vore synder – indfandt han sig sammen med undertegnede på Loppen, Christiania for at deltage i et af årets store koncertbrag. Det klassiske britiske Birmingham-baserede Grindcore-band Napalm Death spillede op til dans – dette i sig selv som hån mod højtiden, hvortil genren vel også i en eller anden grad næppe hører til kristenhedens mest vellidte.

For mit vedkommende var der også et element af revanche i det. Ikke imod religionen – den har jeg for længst haft mit stille og udramatiske opgør med efter at have været både døbt og konfirmeret – men derimod mod mig selv. Sidst jeg var til Napalm Death-koncert – for hele 16 år siden i 2002 på Stengade 30 – drak jeg mig så beruset først, at jeg måtte forlade koncerten og tage hjem efter 3 numre.

Gedved (I ved, min tilfornhyppige gæsteanmelder), som jeg delte dén oplevelse med (han missede dog ikke koncerten) har drillet mig lige siden, og op til koncerten her, skrev han ved enhver lejlighed, når jeg nævnte arrangementet på de sociale medier, at jeg skulle “købe en t-shirt så jeg huskede koncerten”. Det gjorde jeg nemlig sidst. Og det ikoniske vers fra den gamle Red Warszawa-sang “Den Sorte Garderobe” kom til at passe aldrig så nydeligt.

Sådan gik det dog ikke denne gang.

Jeg var – som man måske har kunnet deducere sig til ud fra den video, jeg lagde på min facebookside – helt oppe foran. Og som min ledsagetekst til opslaget vil afsløre holdt jeg hele koncerten. Først i skrivende stund snart tre dage senere, er mine nakkesmerter ved at aftage, men jeg er sprudlende lykkelig og kisteglad over at have følt mig som en 20-årig igen.

Helt appelsinfri var jeg nu heller ikke. Jeg var klog nok til ikke at være mere end (godt) selskabeligt overrislet ved koncertstart, og ventede til at drikke mig æskestiv bagefter. Egentlig ville jeg ikke have prøvet nogen nye øl, men bare have nydt aftenen uden at behøve anmelde. – Undertiden overrasker det mig, hvor dårligt jeg egentlig kender mig selv. Men umiddelbart før koncerten kunne jeg ikke nære mig fra at prøve denne ‘Super Nova’ (ikke upassende i betragtning af den energiudladning, der var i vente), en pilsner efter lokal Christiania-opskrift, hvis produktion pga. en efterspørgsel, der ikke kunne imødekommes af de lokale bryggere, er overtaget af Svaneke Bryghus.

Bartenderen, der anbefalede den, kunne fortælle, at der var ekstra meget humle i, så den virkede mere som en IPA i karakteren. Bartenderen var rimeligt flink og sikkert god til at løfte tunge ting, men det skulle ikke blive sidste gang den aften, at jeg syntes, han ramte helt forbi en karakteristik af øllen.

Den blev drukket ud af flasken – ingen grund til at komplicere adgangen til scenen ved at være så forfinet at man insisterer på glas. Ud af den snævre hals var der imidlertid ikke megen bouquet at spore. Den sløje forventning om en van(d)lig Svaneke-oplevelse nåede akkurat at melde sig …

… før flasken blev sat for munden. Her maste en brovten, hærdebred humle sig lige bramfrit og jovialt ud over tungen og ud i alle mundhulens små afkroge. Tung, aromatisk og først og fremmest bitter af en umiskendelig og signaturtypisk pilsnerhumle. Denne øl er simpelt hen en pilsner, med afsindigt meget ekstra pilsner oven på pilsneren, and then some. Tungeklaskende, gummesmaskende og ganeklikkende lækker, og gennemtrængende bitter af fyldig, varm pilsnerhumle som man finder det i de mest udsøgte tjekkiske og tyske pilsnerøl. – Men med så meget mere pilsner.

Uden at være sikker, vil jeg skyde på, at rygradden af denne udsøgte og ekstraordinære pilsners humlebitterhed hidrører fra hallertauerhumlen. Saazen er som regel lidt skarpere og friskere, mens bitterheden her måske bedst genfindes i en Flensburger Pilsener – og af deres hjemmeside fremgår det, at de netop bruger hallertauerhumlen. So shoot me if I’m wrong.

Men som en IPA ligefrem? Overhovedet ikke. IPA er ikke bare bitter, men også karakteriseret ved dens aromatiske bismage, og i øvrigt en skarp humleprofil, frem for den meget tunge og brede humlearoma, man mødte i dette vidunder. Den intense bitterhed havde den for så vidt til fælles med IPA, men i dens karakter lå den et helt andet sted. Bartenderen skal ikke desto mindre have stor tak for anbefalingen af dette lille mesterværk. For oplevelsen blev bestemt ikke mindre af, at den egentlig ikke lignede IPA særlig meget.

Den kan anbefales enhver ølelsker, der lægger vejen forbi Christiania. Ikke mindst fordi den så tydeligt viser, hvordan selv den mest fortærskede og generiske øltype i vores dage kan fornys og blive ekstraordinær.

Og efter den oplevelse var der koncert!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme