Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Portugisisk øl

Cheers Radler, Unicer Bebidas/Carlsberg (Portugisisk øl V)

Skål i sodavand …

Nå, jeg må til det. Jeg indrømmer, at de portugisiske øl hænger mig lidt ud af halsen, endskønt det er ved at være ret lang tid siden, jeg prøvede dem. Jeg må hellere få dem gjort færdig, så jeg kan få visket tavlen ren før månedsskiftet. Jeg skal ud og købe ind, og er spændt på, hvad der er kommet på hylderne efter en måned, hvor jeg kun har tilegnet mig en eneste alkoholfri øl.

Men aftenens epilog – en radler – skal selvfølgelig lige med. Radler er en blanding af øl – typisk pilsnerøl, og citronlimonade. Det er en oplagt blanding i subtropiske egne, og derfor et naturligt fund i Portugal. Hvordan brygget skal vurderes som øl, er altid en udfordring for mig, da blandingen af sodavand og øl altid strider mig mod et eller andet sted. Jeg ender med at fokusere på blandingens egenskaber som øl – man kunne også fokusere på bryggets egenskaber som sodavand, hvis man havde en sodavandsblog, og endelig kunne man fokusere på kombinationen af de to. Det sidste (og det næstsidste) er jeg dog tilbøjelig til ikke at gøre, da det netop ikke er en sodavandsblog, jeg driver. Når karakteren så falder lidt lavt, skal nydere af disse produkter selvfølgelig nok få at vide, om brygget i øvrigt smager godt. Men så længe det ikke smager som øl, vil det ikke score mange stjerner.

Det er et tåget radlerbryg i modsætning til Flensburgers klare (og i øvrigt elendige) Radler. Duften af citron er kraftig og gennemtrængende, og man forventer en stærk og syrlig – måske endda sur – radler, som den ikke helt vellykkede radler, jeg selv forsøgte mig med.

Men er bliver man overrasket. I stedet for et skarpt skud citron, overflydes tungen af den mildeste sødeste citronsodavand. Det skal retfærdigvis siges, at brygget ikke smager eller føles som de gamle smågiftige gule sodavand, vi fik som børn i firserne. Smagen er skarpere og det bruser mere – formentlig på grund af øllets gæring. Den ender dog med at stramme lidt i kæbemusklerne ved ørerne. Citronindslaget har altså mere kraft, end den søde smag i begyndelsen antyder.

Men det er også snart den eneste måde, man kan mærke på, at der er øl med i spillet. Gedved påstod lettere hånligt, at radleren smagte mere af øl, end nogen af de andre øl, vi prøvede den aften. Denne påstand gav han mig dog efterfølgende ret i, ikke indrømmede Cergal og Sagres Preta rimelig ære. Personligt ville jeg nok ikke selv kunne have gættet, at der faktisk var tale om et ølprodukt, hvis jeg fik den stukket skænket i hånden. Jeg ville have gættet på en sodavand.

Et irritationsmoment, og det ses ofte i radlere, er ingredienslisten. Den er lang som en Tolstoj-roman, og selvom den står på portugisisk genkender man både surhedsregulerende midler og aromastoffer – helt uden at man behøver slå E-numrene op. Det er altid træls med den slags produkter, og en god grund til at lave radler selv frem for at købe dem færdigblandet.

Vi gav også dette produkt samme karakter ud fra devisen om, at det egentlig smagte godt nok, men at ølelementet i uheldig grad ikke var fremtrædende nok.
2-stjerner

Det var så de portugisiske øl. Konklusionen er ret klar. Portugal er ikke et land, man skal besøge for øllets skyld. Selv det bedste kan man få meget bedre i supermarkederne herhjemme, endskønt det allerværste trods alt udmærker sig ved blot at være ekstremt kedeligt frem for at smage fælt. Vel, de portugisiske øl fik ikke ændret min holdning til sydeuropæisk øl i det hele taget. Ligesom italiensk øl, er det tyndt, uinspirerende og temmelig ligegyldigt.

Men så er der jo så mange andre gode grunde til at besøge Sydeuropa … Kulturen, historien, maden … Hvis siger klimaet, bliver jeg gram i hu!

Sagres Preta, Sociedade Central de Cervejas e Bebidas SA (Portugisisk øl IV)

Det var bedre!

Preta og Branca er tilnavne til Sagres-produkterne, som jeg kun kender, fordi jeg har slået øllet op på Untappd. Det er ikke noget, der særskilt fremgår af etiketterne. Da jeg ikke er bevendt med Portugisiske sprog – eller sydeuropæiske sprog i det hele taget (endskønt jeg da kan lidt skolelatin) har jeg ingen anelse om, hvad Preta – eller for den sags skyld Branca betyder. Om det har nogen fælles berøringsflade med Fernet Branca skal her også forblive ubesvaret.

Men Preta er åbenbart Sagres’ bud på en stout. Det er en ganske mørk øl, der ved gennemskinning bliver gennemsigtigt bordeaux-farvet. Så selvom mørket godt nok er der, er der stadig tale om en filtreret stout, der alt andet lige er set mørkere. Skummet er et par toner mørkere end off-white, og det falder ikke bare langsomt sammenlignet med de andre portugisiske øl – det falder såmænd bare langsomt. Duften er i det bitre hjørne med noter af rug, ristet kaffe, og et afrundende indslag af chokolade.

“Hov, den er jo god” udbryder jeg ved første mundsag.
“Njaaah …” indvender Gedved ikke særlig overbevist.
“Altså i forhold til de andre!”

Igen skal man huske at alle de i alt fem portugisiske øl blev prøvet efter hinanden samme aften. Og i den kavalkade af indtil videre tynde og (næsten) ligegyldige standardprodukter var denne øl så sandelig en lettelse og et foreløbigt højdepunkt. Her var endelig en øl, der i det mindste smagte af noget: Bitterhed af ristet rug og kaffe med chokolade i eftersmagen, men med entydigt fokus på det bitre. Gedveds begrænsede begejstring steg da også til ‘lettere’, da brygget begyndte at minde ham om ferien. Lissabons smalle gader, pizzeriaet på hjørnet, den franske altan på hotellet …

Bitter men venlig var konklusionen. Selvom brygget smagte mere brændt og bittert end sødt og sukret, er det ikke en stout, der river og flår. Den mangler også kraft og fylde for rigtigt at gøre væsen af sig. Men den smager da godt, og den er bestemt et løft i forhold til de andre portugisiske øl, der indtil videre mere havde været en prøvelse end en fornøjelse. Vi gav den begge:
4-stjerner

Sagres Branca, Sociedade Central de Cervejas e Bebidas SA (Portugisisk øl III)

Netop som man troede, det ikke kunne blive være …

Kvaliteten af Carlsbergs indspark til det portugisiske ølmarked var ikke overraskende til at overse. Men det viser sig, at Portugiserne selv også kan være med.

Endskønt Sociedade … fla fla fla’s Cergal faktisk gav baghjul til ikke bare de værste, men også de lige netop adækvate europæiske standardbryg, så får man åbenbart ikke lov til at være lige så heldig med alle portugisiske standardøl.

Sagres Branca fra samme bryggeri kendetegnes ved at dufte af ingenting overhovedet. Det er jeg ikke sikker på, jeg nogensinde før har oplevet med øl, der ikke ligefrem var alkoholfrit. Skummet bruser af som var det sodavand, og den fesentgule pilsnerfarve er set kraftigere i Corona.

Smagen … Ja, den er også i store træk fraværende. Igen dominerer vand, så alt, hvad der ellers titter frem, fremstår som vage bismage. Man mærker humlens bitterhed som en fjern prikken på tungen, men det er for meget at påstå, at den egentlig smager af noget. Kvaliteten er slet og ret skandaløs, ikke bare set i forhold til den mere vellykkede Cergal, men i forhold til øl i det hele taget.

Man skal så notere sig, at Cergal betegnes som en Holland Type, altså et udenlandsk og derfor eksotisk og eksklusivt ølprodukt af en ganske særlig og uvant kvalitet. Vi, der kender hollandsk standardøl er allerede knækket sammen i latterkramper. Ikke desto mindre skal årsagen til Cergals større drikkelighed nok findes i, at den anses for at være en slags specialøl, og dermed gør portugiserne sig meddelagtige i den vrangforestillig, at øl er specielt bare fordi det kommer fra – eller søger at imitere øl fra – udlandet.

Dette er Bad Stuff – som det der sker for en i Munchkin, hvis det ikke lykkes én at flygte fra et monster, man ikke fik besejret. Jeg nævner det lige i forbifarten, da det var det spil, vi hyggede os med i selskab med min papsøn Aslak, da øllene blev afprøvet. På alle måder en mere underholdende og smagfuld oplevelse end nærværende øl.

På den anden side smager brygget ikke decideret grimt, og kan ikke tildeles nul stjerner for det helt uantagelige. Undertegnede tildeler den:

1-halv-stjerne

Gedved ville have givet den en kvart stjerne. Jeg opererer imidlertid ikke med kvarte (eller trekvarte stjerner), så jeg har været nødt til at runde op til samme karakter, som jeg selv gav.

Super Bock, Unicer Bebidas/Carlsberg (Portugisisk øl II)

Man skulle tro, det var dansk … hov!?

Den anden øl i serien om Portugisisk øl hedder Super Bock, og det lyder jo lovende. Bock er en dejligt kraftig øltype, gerne halvmørk, stærk og giver også den indre varme.
Skuffet bliver man, når det citronguleste pilsnersprøjt dovent sjasker ned i glasset med en skumtop som selv Cults forhenværende brygmester kan tillade sig at opkaste en hånlatter mod. Et forkølet pust af korn tjatter sløvt til ansigtet – men et pust er det da ikke desto mindre, omend det også er helt slut derefter. Gedved mente ganske vist, at pustet var metallisk. Det kunne jeg ikke genkende, men sådan kan de olfaktoriske sanser jo være forskellige.
De første skuffelser følges af endnu en. Smagen. En bundklasse for sig selv. Fuldkommen glat og helt uden fylde, som en nyfanget ål, eller en vis tidligere dansk statsminister, når denne blev konfronteret med spørgsmål om en af nationens lidet glorværdige, nylige krige. Den dominerende og primære smag er af vand, mens en flad bismag af humle og korn efterhånden klemmer sig frem bagest ved gummerne. Den gamle, men velfungerende analogi til danskvand med humlesmag trænger sig på, men brygget indeholder alt for lidt kulsyre til at den rammer plet denne gang. Som meget tynd humlesaftevand kunne den måske betegnes.
Det er så fladt og kedeligt, at man hensættes til samme fornemmelse som de tynde danske humleprodukter gør. Jeg fatter min smartphone for at dele mine småbitre (men langt bitrere end brygget – der skal ikke så meget til) tanker om øllet på Untappd …
… Og der falder det hele pludselig på plads og giver mening.
– For det er Carlsberg, der står bag denne rædsel. Det gamle danske bryggeri, der i over halvandet århundrede har fyldt hjemlandet op med tyndt, gennemsnitligt standardsprøjt, og altid så smukt har ramt laveste fællesnævner, har åbenbart placeret en stråmand ved navn Unicer Bebidas i det sydvestligste hjørne af Europa. Og indbyggerne må derfor døje danske standarder for ølbrygning, mens danske turister i landet ikke slipper for hjemlandets blege bryg.
Brygget her er ingen en bock, super er den bestemt heller ikke, ej heller er den portugisisk. Den er dansk – og det på den værst tænkelige måde.
Brygget fik samme karakter af os begge for ikke at smage af noget, og derfor heller ikke decideret grimt:
1-stjerne

Cergal Holland Type Lager Beer, Sociedade Central de Cervejas e Bebidas SA (Portugisisk øl I)

En lovende begyndelse
 
Januar er vel i gang, men det samme kan ikke siges om ølbloggen. Redaktionen er som sagt tørlagt, men hjælpen har i den grad indfundet sig. Min gode ven Gedved har været på juleferie i Lissabon og medbragt en stribe af det lokale sprøjt – grydeklart til anmeldelse her på bloggen. Stor tak for hjælpen til Gedved, og for, at han ville bruge den sparsomme bagagevægt på at tage fem flasker humlebryg med for min blogs (og min) skyld.
Denne og de følgene fire indlæg vil altså bestå af anmeldelser af de fem ølprodukter han hjembragte. Vi starter med ‘Cergal’, der skulle være en ‘Holland Type Lager Beer’. Det fremgår på internationalt (altså engelsk) på etiketten, og så kan man vel kun gisne om, hvorfor det ikke skrives på Portugisisk. Måske er det bare ikke så attraktivt at bruge sit eget sprog, når det er et verdenssprog – så hellere engelsk … så lyder det sejere … eller også er det et eller andet med noget markedsføring, jeg er for dum til at forstå.
Sydeuropæisk øl … Ja, når jeg kaster et hurtigt blik over de lande, jeg har været i, ølmæssigt forstås, her på bloggen, har jeg indtil videre kun berørt Tyrkiet. Så jeg har ikke det store at bedømme ud fra. Men jeg har da prøvet et par italienske øl ved jeg – under en studietur med Romersk Religion-holdet tilbage i 2000. Jeg husker det som lyst, tyndt og uinspirerende, omend forfriskende i den subtropiske varme. Og endskønt brygget faktisk formåede at tage et par kegler, var der jo ikke engang tale om en Spare, endsige en Strike.
Vel, op skænkes øllet, og man konstaterer, at det faktisk er en enkelt eller to toner mørkere end vanligt lyst pilsnersprøjt. Duften overrasker ligefrem med en relativt kraftig kornet pilsnerduft. Skummet er mere cremet end ventet, men ellers forventeligt kridhvidt. De små bobler sprænger nedefra, hvorved skummet danner store bobler, der når de springer, laver spændende mønstre i skummet, der på trods af dets hastigt sammenskvattende karakter, alligevel formår at underholde.
Smagen er overvejende sød, og overraskende kraftig. Der er et markant indslag af honning – uden at det er blevet tilsat. Øllet er ikke rent i tysk forstand, da der er brugt umaltet korn i processen, men så er det heller ikke værre. Det er i det hele taget kornet og malten man primært smager, mens humlen spiller andenviolin. Men øllet er alligevel nydeligt i balance, endskønt det da havde været bedre om det noget fremtrædende vandelement var blevet erstattet af noget mere fylde.
Gedved var mere kritisk, men indrømmede da, at han godt kunne mærke, at han havde fået øl i munden. Fraværet af andre typisk danske indslag som syrlighed, syntetiske indtryk og disharmonisk beskhed i eftersmagen gør selvfølgelig også sit til, at brygget føles anderledes – og et par tænder bedre end hvad man er vant til herhjemme.
Gedved gav denne øl:
2-en-halv-stjerne
Jeg valgte at være en kende mere rundhåndet:
3-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme