Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Podcast-pilot

Baltic Liquorice, Svaneke Bryghus (Podcast-pilot IV)

‘Lakrids præsenteret i øl’

Selvom jeg er blevet aldrig så aktiv på andre sociale medier, skal jeg jo heller ikke glemme bloggen. Den vil fortsat være det centrale – i hvert fald i mine dansksprogede aktiviteter, mens podcastene er tænkt som små ekstra godbidder, der kastes ud ved særlige lejligheder. En podcast-version af denne anmeldelse vil imidlertid også være at finde inden alt for længe. Det at redigere en podcast viser sig at være langt mere overkommeligt end at redigere en video – men da jeg som den uforbederlige linselus jeg er, forventer at vinde flere tilhængere af godt øl ved at lave videoer, er det det, jeg har tænkt mig at prioritere.

Og før jeg glemmer det: Socialdemokratiet er sprunget ud som full blown racister siden jeg skrev sidst. Den fælt stinkende xenofobiske bæ ved navn ‘Paradigmeskiftet i Udlændingepolitikken’, der som et proktologisk mysterium blev udskidt af sylten på Martin Henriksen, for omgående at blive spist med velbehag, begærligt gennemtygget og slugt af de øvrige regeringspartier, er nu fodret videre til Frederiksen, Tesfaye og Co. ved direkte kontakt mellem sidstnævnte personagers ædespalter og førnævnte partilederes recta. Velbekomme, og vid, at jeg ikke lader mig trøste af, at det er valgår. Intet vil jo ændre sig med en opposition der har læberne fast klistret til røvhullet på dem, som de skal forestille at være modstandere af.

– Så fik jeg også tireret lidt. Det var rart, og det må jeg endelig heller ikke glemme, selvom jeg breder mig på flere platforme.

Den sidste øl, Marcus og jeg nød for snart en måned siden, var en dunkel lakridssag fra Svaneke Bryghus. Marcus indledte med at give markedsføringen en bredside – ‘laber, lækker lakrids’ – fordi alle elsker alliteration, bare ikke Marcus, mens jeg selv ikke holder mig tilbage her på bloggen … uden at jeg på stående fod kan komme på eksempler, der er værd at lægge links til.

Til gengæld var der rosende ord – fra begge sider – til bryggets lød. Aldeles natsort også ved gennemskinning (hvis det er et ord). “Den her mener det alvorligt” bemærkede Marcus, der konstaterede at den natsorte kulør ikke skiftede til rød, sådan som jeg kunne fortælle, at sådanne bryg tit gør, når man holder dem op mod lyset. Den tilsatte lakrids og lakridsrod gjorde en meget håndgribelig tilstedeværelse i bryggets duft, der gav mig mindelser om min barndoms hostesaft.

Og mindre håndgribelig var lakridsen bestemt ikke i smagen. Her fyldte den nærmest det hele, hvilket Marcus fandt rig anledning til at fundere over. Det kan læserne glæde sig til i podcast-versionen, men jeg her vil destillere de mange ord ned til hans catch-frase – om dette var “lakrids præsenteret i en øl eller øl præsenteret i lakrids.”

Meget snart lagde hans sig fast på det første, idet det øl, der gemte sig neden under den tætte, tunge og rent ud sagt anmassende lakrids, dårligt kunne fornemmes. Var det godt øl? Var det kedeligt øl? Det var i grunden irrelevant, for det var faktisk kun lakridsen der kunne smages.

Det var nok egentlig lidt for meget med al’ den lakrids, var vi rørende enige om. Marcus var imidlertid imponeret over, at bryghuset havde undgået alle de faldgruber der er, når man tilsætter øl noget markant – navnlig så markant som lakrids, og især i et sådant omfang. Selv måtte jeg konstatere, at den tørre, pudderagtige mundfornemmelse, som tilsat lakrids kan give i øl, hvis det er lemfældigt doseret, ikke var at spore i brygget.

Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med bryggets fylde. Som en stout betragtet fandt jeg den i mundfornemmelse og tæthed utilstrækkelig. Der manglede helt og aldeles den olieagtige viskositet og skvulp, som en ordentlig tæt stout har.

Den kan ellers anbefales til vaffelrør med kakaocreme – og sikkert også andre chokoladebaserede lækkerier, men nu var det lige vaffelrør, vi havde valgt den aften …

Marcus gav den …

… idet han faktisk prøvede den for anden dag i træk og fortsat var imponeret.

Selv var jeg lige knap så fornøjet ved den, og gav den …

Dermed var også dén prøvesmagningssammenkomst afsluttet. Men lur mig om den ikke bliver den sidste.

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Twisted Thistle IPA, Belhaven (Podcast-pilot II)

Because fransk …

Jeg er godt i gang med at udvide mit bloggeri til flere platforme. Hvis man endnu ikke abonnerer på min YouTube-kanal, så kan man gøre det her. Man kan også lade være, men jeg vil blive glad for enhver ny abonnent, enhver ny tilkendegivelse af påskønnelse for mine videoer, samt enhver kommentar, da det hjælper mig til at blive større på det store stygge fællesdrev, vi i daglig tale kalder Internettet.

Jeg har også fortsat en plan om at lave podcasts, og råmaterialet til én blev som allerede nævnt optaget forleden aften hjemme hos min gode ven Marcus i Valby. Det er øllene fra dengang, jeg nu anmelder, mens lyden af os afprøve dem, ikke er det, jeg i øjeblikket prioriterer højest.

Kvaliteten af lydsporet af afprøvningen af denne øl kunne også være bedre. Vores stemmer er noget fjerne, idet public domain-underlægningsmusikken er alt for langt fremme i lydbilledet, og først nu indser jeg, hvor tåbeligt det egentlig var at lægge et musikspor på, før podcasten var redigeret færdigt. Man vil kunne høre på underlægningsmusikken, når der bliver klippet – og klippes skal der. Når man optager ølsmagninger live sker det, at der falder indforståede, lidet publiceringsegnede kommentarer undertiden med potentiale for legale ubehageligheder. Man skal huske at optagelserne fandt sted under private, lettere løsslupne former, og ikke alt hvad der blev sagt behøver nå ud til en bredere kreds.

Da vi nåede til vurderingen af øllet efter talrige udflugter (alliteration og hvorvidt en sådan var bedst med konsonanter eller vokaler var bare en af dem) fik vi ikke engang knyttet nogen kommentarer til bryggets visuelle udtryk – eller mangel på samme. Det måtte vente …

I stedet tog jeg omgående fat på duften: “Søde æbler,” hvorefter jeg i en ADHD-affødt ukontrolleret associaltionsrække tilføjede “rare æbler, venlige æbler, flinke æbler … Ikke de der knotne æbler …”

Vi tog fat på smagningen, og Marcus brugte pausen i min associationsrække til at bryde ind, med upassende seriøs mine: “Meget meget maltet eftersmag på tungen, men teknisk set er det her jo en cider, bare lavet uden æbler.”

Tydeligvis var Marcus’ oplevelse af brygget en anden af min. Jeg havde det næsten som var jeg blevet tacklet af brygget, hvis aroma viste sig en aldeles anderledes, end den søde, venlige æblekompot, der havde mødt mine næsebor. At brygget udløste en substantiel bitterhed var næppe uventet i betragtning af typen, men til gengæld helt uventet i betragtning af bouqueten.

Marcus fortsatte i cider-sporet, og knyttede i den anledning et par kommentarer til det aldeles glatte og ikke-skummende for ikke ligefrem at sige anti-skummende bryg. Jeg gav ham, at duft og farve pegede fint i retning af cider, men ingenlunde aromaen. En længere udredning fra Marcus om en tur forbi Ystad på vej til Bornholm havde som pointe, at et glas cider, han havde fået på Restaurant Villa Strandvägan i byen, havde mindet om denne øl. Og åbenbart mindede det ham også om de østers i Vodka, han fik cideren til.

Jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har prøvet det samme bryg, da jeg derefter fremhævede skarphed af kommen i bitterheden. Det gav brygget en meget tør og ru attaque … “det skal staves med ‘q’ …”

“A-t-t-a-q?”

“u-e”, sufflerede jeg.

“Det oh la la’er jeg”

“Der skal sikkert også være et eller andet diakritisk tegn over ét af a’erne,” causerede jeg, “men det ved jeg ikke præcis – jeg er ikke så god til fransk. Men det skal der være, fordi det er fransk.”

“Because fransk …”

“Because fransk!”

Efter denne ekskurs, der truede med at afspore smagningen helt, gik vi direkte til konklusionen. Selv fandt jeg at brygget stak i for mange retninger på én gang. Især passede det unødigt skarpe kommenelement slet ikke til bryggets øvrige laid back udtryk.

Marcus mente ikke, at bitterheden i brygget var særlig karakteristisk for IPA-typen. Havde han fået den serveret uden at vide, hvad det var, ville han have taget den for en småskummel cider, og ikke en IPA. Som en ciderinspireret øl bedyrede han dog, at han faktisk godt kunne lide den.

Således valgte han at give den …

Jeg underbød med …

Det er vist første gang, jeg giver en øl lavere karakter end Marcus her på bloggen. Ikke at det egentlig er særlig bemærkelsesværdigt, men ikke desto mindre mere bemærkelsesværdigt end øllet, der på trods af at det senere samme aften skulle blive besejret grundigt i missmag, klart måtte stå som det mindst underholdende indslag den aften.

Tyr, Ørbæk (Podcast-pilot I)

Noget i vente …

Der er en smule krise på bloggen for tiden. Ved årsskiftet dykkede antallet af klik på bloggen drastisk, for ikke at sige katastrofalt. Jeg spekulerer på, om antallet af views mon tælles på en anden måde af WordPress her efter nytår? Jeg har ikke set nogen meldinger om det, men det er på den anden side også den slags information, der har det med at gå min næse forbi.

Jeg tror det nu egentlig ikke. Der er vel bare en masse af mine læsere, der har haft et nytårsforsæt om at gå på vandvognen i år – hvorfor de ikke vil fristes ved at læse min blog. Og så er det jo bare at vente på at nytårsforsæt bliver til nytårsfortsæt (see what I did there?). Den slags varer som regel ikke længe.

Eller også skal jeg bare koncentrere mig om at holde dampen oppe. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Jeg arbejder fortsat fuldtid med delebørn, jeg har et stort behov for at slappe af og være mig selv, når jeg endelig har lejlighed til det og endelig har jeg selv nogle nytårsforsætter, der gerne ikke skulle blive til nytårsfortsætter overhovedet.

Disse nytårsforsætter (uden ‘t’) kræver imidlertid, at jeg tager nogle initivativer og bruger noget tid på planlægning og koordinering – tre ting, som jeg ikke er særlig god til, for nu ikke ligefrem at indrømme, at jeg faktisk hader at gøre den slags lidenskabeligt. Præstationsangst er en ting, og jeg lider fælt under det. Men jeg tænker, at hvis jeg løfter lidt af sløret nu, frem for at arrangere det hele, og afsløre det hele i én vældig overraskelse, så kan I, læserne, måske hjælpe med at holde mig lidt på sporet, så mine planer rent faktisk bliver til noget.

Jeg har planer om, at udvide bloggen med en podcast og en YouTube-kanal. YouTube-kanalen forestiller jeg mig bliver på engelsk, mens podcastene i første omgang forbliver danske.

Det er de første podcast-optagelser, jeg har i kassen i hvert fald. For lidt over en uges tid siden mødtes jeg nemlig endnu engang med mit sidekick, Marcus, til en omgang ølsmagning – og, nota bene – en omgang tiltrængt sysleri med teknisk udstyr og lyd for at sikre, at katastrofen fra sidst ikke gentog sig.

Heldigvis er Marcus ikke ked af at sysle overhovedet, så da den første optagelse ikke blev særlig god, var han den, der drejede lidt på knapperne – og vupti, var lyden bedre, og til sidst så god, at den faktisk havde reel podcast-kvalitet.

Men det var først efter et par prøver. Og efter optagelserne kommer al efterbehandlingen. Så podcasten må vente endnu en smule, men anmeldelserne af øllene på skrift, skal I ikke snydes for.

Den første øl vi prøvede var denne, en brown ale fra det økologiske bryggeri Ørbæk på Fyn. Brygget har navn efter den nordiske gud Tyr, og så er det jo spændende om Wacken Brauerei i Holsten nu også kommer efter Ørbæk. De har jo som bekendt taget patent på alle nordiske gudenavne til øl, og selvom Ørbæk sikkert ikke har navngivet deres bryg i trods mod dette, skal de alligevel have en thumbs up herfra – om ikke andet fordi nordisk mytologi er ret sejt … Og mærkeligt, i øvrigt, men også ret sejt.

Brygget er ellers ret lyst – af en brown ale at være – snarere rødligtgyldent er det, og lige så lidt brunt det er, lige så karrigt er det med skummet. Marcus udtrykte snart sin utilfreds over næsen på brygget, som han bedømte ‘tynd’. Selv valgte jeg det mere diplomatiske – og indrømmet tvetydige – ‘let’. For endskønt brygget bestemt ikke opviste nogen særlig tyngde eller klæbrighed i udtrykket, sporede jeg krydrede noter af tyttebær og rosmarin, der ikke gjorde noget ringe førstehåndsindtryk.

Passende til lejligheden blev brygget indtaget til et måltid: dobbeltpaneret flæsk med rösti og fløde/skimmelostesovs. Dertil passede føden bryggets krydrede bouquet langt fra skidt.

“Alt for sødt” var Marcus’ umiddelbare dom over øllet, hvortil jeg måtte indvende, at øl jo gerne må være sødt – især belgisk inspirerede mørke ales. Han blev også mere forsonlig over for den i løbet af måltidet, som brygget fortsat klædte fint. Brygget præsenterer således en bund, der umiddelbart synes svær at sætte ord på. “Der er ikke meget spræl i den, men hvis man lige smægter med tungen en gang, kan man få hevet et par perler op på tungen, for ligesom at løfte smagen …” For denne kommentar undskyldte Marcus omgående, da det med hans egne ord nok var hans værste “Søren Frank”-moment til dato.

Jeg nikkede og gryntede bekræftende, hvorefter jeg henkastet og indifferent gjorde gældende, at jeg i grunden ikke var bekendt med, hvem denne Søren Frank egentlig var. “Vinanmelder og klaphat på Berlingeren”, berigede Marcus mig mit i forvejen ikke ubetragtelige korpus af unyttig viden. “Det er ham der har beriget verden med vendingen ‘en insisterende bismag af urin’ som noget positivt”.

Jagten på ordene, der kunne italesætte (undskyld) smagen fortsatte henover det simple, men aldeles veltilberedte måltid. Aroma af lige lovlig velsødet kaffe med sirup fra sukkerrør, var mit umiddelbare bud. Marcus hæftede sig ved en vigende fylde, som om øllet blev smagt på afstand, gennem en pude af vand. Uden dog at brygget af den grund føltes unødigt tyndt – blot afdæmpet i udtrykket. Selv syntes jeg nu ikke det var så galt, men min protest nåede aldrig at blive særligt udtalt, før Marcus foreslog betegnelsen belgiersødme for bryggets krydret-sødlige aroma.

Ganske rigtigt møder man nok også bryggets aroma i flere belgiske bryg – men nu er Belgien jo ligegodt kendt for sin massive ølmangfoldighed – så det siger i sig selv ikke det store. Til gengæld brød Marcus sig så ikke om min karakteristisk af bryggets mundfornemmelse som ‘vinøs’ – i kraft af den lave kulsyre, og bryggets lette flåd over tungen. Så vi endte vel med at være enige om at være uenige om den sag.

Enige var vi til gengæld om, at brygget ville være aldeles egnet som juleøl – så den anbefaling er her først på året givet videre. Så håber vi bare brygget bliver i butikkerne så længe.

Marcus ville såmænd ikke skamme sig over at tage dette bryg med sig hjem, men han gav den …

… da den på den anden side ikke helt havde det i smag, fylde, praleværdi og evne til at imponere, som Marcus i hans selverkendte arrogance og forfængelighed ville lægge navn til at have liggende til mere metikuløs nyderi.

Selv valgte jeg at give brygget …

… fordi den ganske vist ikke er noget festfyrværkeri, men når den ellers smager, så smager den også godt. Der er ingen grund til at være karrig med stjernerne over for Ørbæk, når de gør det ordentligt. Især i lyset af, at de gennem årene har været noget svingende i deres præstationer.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme