Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Ole Øl-Ninja

Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata (Ole Øl-Ninja 11)

Afdæmpet finale …

Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.

På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.

Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.

Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.

At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.

Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.

De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …

Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.

Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.

Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.

Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?

Premium Organic IPA, De Leckere (Ole Øl-Ninja 10)

Endnu en fra vandvognen …

På videoerne er vi ved at være godt visne, Ole og jeg. Men der er ligegodt også gået 9 øl forud for denne her. Et par af dem har imidlertid været svage i alkohol – ligesom den her. Sådan kan man jo snyde … sig selv ville nogen hævde. Men seancens alkoholfri øl var nu langt fra de værste bryg vi prøvede.

Forventningerne til den her var derefter – de var langt fra i bund. Efter at have generet Ole noget så læsterligt ved at forsøge at læse etiketteksten op på mit Duolingo-nederlandsk, blev brygget knappet op og skænket.

“Den dufter af rigtigt øl” udbryder Ole på optagelsen. Og de følgende kommentarer falder i samme fure. “Det er lige så godt som det vi ellers har prøvet”. “Det er det bedste indtil videre”.

Over den sidste kommentar måtte jeg protestere. Lervigs og Buxton Brewery’s fine IPA’er overgik denne alkoholfri øl trods alt ikke. En krydret bouquet af spidskommen lover nu alt andet lige godt, og det relativt velskummende, kornfarvede bryg leverer såmænd også oplevelsen. Vist er det let. Det har alkoholfri øl det med at være. Men det er ikke lettere, end at man flere gange har prøvet regulære øl (ikke mindst industrielle pilsnere) der var væsentlig lettere – eller lad os nu bare sige det som det er; tyndere – end dette bryg.

I smagen går de krydrede noter af spidskommen igen – som en letgenkendelig prikken fra bitterhumlen. Således løftes brygget op på et niveau hvor det med sine 0,5% ikke bare er en god, alkoholfri erstatning for en regulær pale ale – den har også den personlighed, der gør den til mere end blot det. En god øl i sig selv.

Dens lave alkoholstyrke til trods fik den ikke gjort Ole og mig ædru nok til, at vi huskede at give den karakter. Ud fra vores begejstring i videoen har jeg valgt at give den en karakter, som jeg tror Ole vil bifalde. Ikke mindst fordi den ikke indebærer halve stjerner.

Er han uenig, må han endelig brokke sig, om lejligheden skulle byde sig.

Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoursleutel Beer Engineers (Ole Øl-Ninja 9)

Rart …

Tonen blev pludselig noget dyster og alvorlig, jeg ved det godt. Småtjansen, jeg nævnte i forbifarten sidst har formået at løfte humøret en anelse. Jeg er eksamensvagt for nogle HHX’ere og HTX’ere, og det betyder at jeg skal sidde i et klasseværelse i ca. 5 timer, hvor der er helt stille og absolut ikke sker noget som helst. Det giver mig noget tiltrængt ro og fred, uden at jeg behøver forsumpe i den ukonstruktive lediggang, der alt for længe har karakteriseret min hjemlige dagligdag efter jeg blev arbejdsløs.

Nu er det spændende, hvilke sanktioner a-kasse og kommune mon vil kaste i nakken på mig, fordi jeg har gjort et eller andet forkert i forbindelse med det arbejde jeg har taget. Men det må jeg tage til den tid. Lige nu må jeg ihukomme, hvad Ole og jeg havde at sige om den her øl. Jeg husker ikke en lyd fra det, så det er godt at hele seancen blev optaget på video.

Brygget er aldeles natsort og ikke ulig den olieagtige viskositet, der karakteriserer rigtig gode stouts. Til gengæld skummer brygget ikke det fjerneste, og det gør alligevel den visuelle oplevelse til lidt af et antiklimaks. Med en så lang liste af ingredienser (ud over de fire klassiske; kaffe, laktose, hasselnødder og kakaonibs – ingredienserne i en isvaffel) forventer man mere. Til gengæld dufter brygget dejligt. Man mærker hasselnødderne og kaffen – lovende bitre noter.

Det er lidt andre noter, der møder én i smagen. Chokolade, mørk chokolade træder frem først – og det er ikke noget dårligt bytte for hasselnødder for så vidt. Jeg kan lide begge dele, og vil i øvrigt ikke udelukke, at hasselnødderne så småt sætter ind efterhånden – som en diskret, blød bitterhed. Da brygget ikke skummer, kommer det ikke som nogen overraskelse, at det næsten er helt fri for kulsyre. Det skader på ingen måde, da de bløde og søde noter derfor rigtig kan synke ned og ikke bare behage smagsløgene, men også venligt massere kanalerne omkring dem. Man kan rigtig mærke, hvordan det sorte bryg, som en tyk chokoladekaramelcreme glider ind mellem alle tungens knopper og konturer, pikant smører og kæler, til næsten erotisk vellyst og nydelse.

Ole var lidt mere kritisk. Han savnede drikkelighed og citerede salig Michael Jacksons (ham med øllene og whiskeyen, ikke musikeren) ord om, at øl skal være drikkeligt. Det skal ikke være noget, man skærer ud i små tern og tygger. Brygget var ham åbenbart en smule for tæt, og mindede mere om en dessert end en hovedret. En dessert der imidlertid blev serveret i den samme, mystiske 0,44 l. emballage, som uanset det skæve i rumfanget, var for meget for én person på én gang.

Det skulle nu ikke afholde ham fra at give brygget samme karakter som undertegnede. Han var åbenbart klar til at indrømme brygget dets objektive kvaliteter – også selvom den måske var en anelse for meget at komme igennem.

Yu Lu, Siren Craft Brew (Ole Øl-Ninja 8)

Meget ansvarligt …

Efterhånden kunne man jo godt mærke, at man havde været igennem nogle øl. Præcis hvor mange, havde vi til gengæld nok begge for længst mistet overblikket over.

Heldigvis havde Ole købt bredt ind, så vi kunne smide øl som den her ind ind imellem (ja, der skal faktisk være to »ind«’er efter hinanden i den sidste sætning) – dvs øl med ikke helt så voldsomt meget alkohol. På videooptagelsen kalder vi den alkoholsvag, selvom den faktisk indeholder mere alkohol end den (indrømmet – arbitrære) grænse, jeg selv har valgt for, hvornår jeg kategoriserer øl som alkoholfattige. Min grænse går ved 3,0%. Alt derunder anser jeg som alkoholfattigt. Alt på eller derover – not so much.

Den her holder 3,6%. Så den alene bliver man selvfølgelig ikke fuld af, og det er heller ikke sådan, at den kunne gøre voldsomt meget mere skade på de efterhånden småvisne øltestere, end der allerede var sket.

Ole hævdede, at bryggeriet – endnu en debutant på bloggen, Siren Craft Brew – har vundet flere priser, men på trods af tilsætning af appelsinskal og te (det er vist kun anden gang det er sket i bloggens historie) nåede oplevelsen langt fra nogen overdrevne højder.

Bouqueten virkede parfumeret mere end noget andet. Ud over nogle citrusnoter, der kunne stamme fra appelsinskallen, afgav det duft svarende til en is, baseret på rosenblade, jeg fik i Taiwan. En speciel, omend ikke videre kulinarisk, oplevelse. Det skulle vise sig, at jeg ikke stod alene med den oplevelse – Ole havde faktisk prøvet noget tilsvarende.

For ham bød brygget også på et gensyn – med stort set alle andre Siren Craft Brews han havde prøvet. På trods af bryggeriets mange priser, har han aldrig været videre imponeret over bryggeriet. Som udgangspunkt er bryggets tørre og rene humlearoma ellers ikke værst. Desværre mangler brygget til gengæld enhver fylde og tæthed, der kunne gøre oplevelsen fuldendt. Det forbliver hult og småkedeligt – og det hjælper ingenlunde at humlen faktisk er god. Tværtimod bliver man yderligere skuffet, idet man får en fornemmelse af, hvor godt det kunne have været.

Den lave alkoholprocent giver heller ikke mening. Tidligere i seancen prøvede vi en alkoholfri øl, Konx, der smagte af væsentlig mere. Hvorfor i det hele taget lave en øl med afdæmpet alkoholstyrke, der smager af så lidt? Hvad er målgruppen? Hvad er formålet?

Alle spørgsmålene tårnede sig op, som havde emballagen indeholdt 0,44 l. Men på det punkt gav brygget i det mindste mening med de 0,33 l. i emballagen. Vi var også enige om, at bryggets aroma var ren og sprød, så en bundkarakter skulle den trods alt ikke have fra nogen af os.

Ole gav den …

… mens jeg gav den en anelse mere, fordi den trods alt behager smagsløgene midt i alle spørgsmålene og hulheden.

Trolltunga, Buxton Brewery/Lervig (Ole Øl-Ninja 6)

Yay, sure stikkelsbær …

Hvad skal man vælge efter noget nær den perfekte IPA? Man forsøger selvfølgelig at stryge ‘noget nær’ ved at vælge en sur IPA i stedet. At gøre en IPA sur, er den eneste måde, jeg kunne forestille mig, man kunne begå total hybris, og gøre den ultimative ølstil endnu bedre.

Dette bryg er tilsat stikkelsbær. Jeg har været så privilegeret at vokse op i provinsen, i et stort hus med en stor nyttehave. Stikkelsbærbuske havde vi blandt andet – både gule og røde. Modne stikkelsbær smager imidlertid ikke af meget, men fornemmelsen at at prikke hul på det seje skind og mærke det bløde fyld vælte ud i mundhulen, er i sig selv en rar fornemmelse, som jeg husker med nostalgisk glæde.

Lige så klart husker jeg væmmelsen, hvis man tog et stikkelsbær der bare var en anelse umodent. Den syre ville man helst undgå – og jeg i en grad så jeg allerede tidligt i min barndom helt mistede interessen for stikkelsbær, og spiste masser af røde rips i stedet. Gerne i starten af juli, hvor disse nok var modne, omend også ekstra sure.

For der er jo ingen der siger, at hvad man gjorde, dengang, man var lille, behøver følge så meget som en antydning af logik.

Indpakningen var i øvrigt anledning til nogen forvirring. Brygget er en collab mellem britiske Buxton Brewery, der hermed får debut på bloggen, og norske Lervig, som ikke bare i antallet af bryg men sandelig også i kvalitet har fået en prominent plads i dette tema. Det tog lidt tid at lure – ikke mindst fordi både mine og Oles øjne er gamle og trætte af alder. De 6-7 genstande, vi efterhånden var oppe på, gjorde det selvfølgelig heller ikke nemmere, mens datomærkningen ‘Bäst före’ nærmest gjorde forvirringen total.

Men næh nej – der skulle mere til. Dåsen indeholdt 0,44 liter. Og jeg ved godt at Storbritannien stadig hænger fast i nogle ‘Imperial Measures’ (og med Brexit kan det jo gå hen og blive helt skørt igen) men umiddelbart kan jeg ikke se, hvilken af disse, der gør en volumen på 0,44 l. nødvendig.

Og så satte Ole ellers trumf på, idet han bekendtgjorde, at navnet ‘Trolltunga’ lød som titlen på en sang af bandet Finntroll, der er fra Finland, men synger på svensk. Det var garanteret fuldskaben og fuldskaben alene, der forhindrede vores hjerner i at eksplodere lige der.

Mindre kompliceret var det at hælde brygget op. Som IPA er det jo et lyst bryg, og gør ikke modstand i modsætning til sirup-blandingen fra tidligere. Bouquet’en er svær at placere. Sur er den ganske vist, men på en særlig måde, der minder mig om nogle lidt sære slikkepinde fra Tyskland, jeg fik som barn. De var lilla, og jeg brøds mig egentlig ikke om dem, men det holdt mig selvfølgelig ikke tilbage. Underligt metallisk med et stik af eddike måske?

På videooptagelsen kan man se, hvordan jeg tager en lille bitte tår, og hvordan mit ansigt omgående flækker i et saligt smil. Syren går lige i tungen, som et barberblad i blankpoleret kobber. Gummer, kinder og mandler bliver revet rundt bagest i munden, så man slet ikke kan holde masken. Imens vederkvæger det kølige, metalliske bryg så det er en ren fryd.

Og oven i købet, kan man tydeligt mærke den aromatiske IPA-humle bagom syren. En dristig komposition, der så let kunne være gået galt, men her nonchalant lykkes med højest et skuldertræk og et smilehul ad roser og pris.

Ole mente, at han meget nøje kunne genkende smagen af umodne stikkelsbær i brygget. Selv var jeg vist ikke så sikker, men ville heller ikke udelukke det. Det er alligevel ved at være længe siden, jeg sidst prøvede sure stikkelsbær, og jeg ved faktisk ikke om jeg gider prøve igen, hvis jeg en dag skulle få chancen.

Det skulle være hvis jeg stod med endnu et af disse bryg i den anden hånd. Og dette bryg nyder jeg hellere end gerne en anden gang igen.

For den unikke brygoplevelse denne øl repræsenterer – et vellykket brygeksperiment, der ikke bare er usædvanligt men også forbandet velsmagende, valgte jeg at gå hele vejen med …

Ole var som flere gange før lidt mere kritisk og ikke helt så rundhåndet, endskønt han indrømmede brygget stor unikhed og kvalitet med …

Tasty Juice, Lervig (Ole Øl-Ninja 5)

Sådan skal det være!

Vel, det skal jo ikke handle om øl alt sammen. Jeg er kendt, for ikke at sige berygtet, for at blande alt muligt irrelevant – gerne af politisk tilsnit – ind i mine ølskriverier. Og her på det sidste synes jeg godt nok, jeg fik holdt mig lige lovligt meget til emnet.

Nu skal det være slut! SAS har vist god stil ved at lave en reklame, der har fået hele ekstrabladssegmentet (i ved – den yderste højrefløj, der som bekendt starter ved midaldrende socialdemokrater) til at fare i kollektiv flint. Tænk, alle dem, der ellers hader fællesskabet så meget, at de næsten spontant ejakulerer ved tanken om at lade rædselsfirmaer som Goldman Sachs og Blackstone overtage hele Danmarks infrastruktur og boligsektor for en slik, forvandles til små hysteriske pattebørn, så snart deres illusion om Norden og Skandinavien som verdens navle belyses den mindste smule kritisk.

Frygten er åbenbart meget reel. Skulle læserne ikke have opdaget det, har jeg smidt en video op på min YouTube-kanal om, hvad jeg mener om reklamen, og den har omgående tiltrukket sig væsentlig mere opmærksomhed, end mine ølanmeldelser gør! Selv jeg, en meget lille og ubetydelig YouTuber, skal overdænges med dislikes og spydige kommentarer. Og selvom jeg er fuldkommen åben om, at det hele tiden har været mit ønske at få dislikes og negative kommentarer, fortsætter de med at vælte ind. Og de vil allesammen opfanges af YouTube-algoritmen som opmærksomhed, der vil hjælpe videoen til at blive foreslået og delt i stadig bredere kredse.

Mine læsere skal være aldrig så velkomne til at deltage i løjerne. Om I liker eller disliker er grundlæggende ligegyldigt – algoritmen registrerer det alligevel som en interaktion – og det gavner videoen og min kanal. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg vil blive marginalt gladere, hvis den får nogle upvotes. Ender den med at have flere upvotes end downvotes engang når universets varmedød for alvor sætter ind, er det vel trods alt en form for sejr.

fig. 1

Det uhyggelige ved forløbet er til gengæld med hvilken ærlighed og åbenhed de højreradikale trolls, bots og snefnug går til værks. De er især sure over, at en farvet

person i reklamen taler om sine forfædre blandt vikingerne, og de sammenligner rask væk personen med aber. Andre mener at jeg er “anti-hvid”, og at udskiftning af den hvide befolkning er noget der rent faktisk sker (fig. 1)

Bedre er det ikke på Twitter, hvor det ikke tog lang tid, før jeg på grund af mit forsvar for reklamefilmen blev beskyldt for at være jøde (fig. 2). Er det bare mig, eller tegner der sig så småt en detaljeret profil af, hvilken ideologi disse kældermennesker mon i deres stille sind identificerer sig med?

fig. 2

En anklage om, at videoen er lige lovligt skarptskåren på grænsen af det trollende, ville egentlig ikke være helt urimelig. Men at den kan få så mange aspiranter til den næste generation af udtalte nazister til at springe ud, kom alligevel bag på mig. Hvor frygtindgydende det end måtte være, er det på den anden side også sundt at få bekræftet sine fordomme om, at det vitterlig er afstumpet, dødsensfarlig racisme der ligger bag kulturkrigernes floromvundne og intellektuelt synende diskurs om, at minoriteterne får for meget plads. Det er den lærdom, jeg tager med fra den her sag.

Nu over til noget meget rarere!

Hvor den sidste øl, Ole og jeg nød var en ekstremøl, der havde så travlt med at være ekstrem, at den næsten glemte at være en øl, gik vi nu over til noget mere rent i konceptet. En IPA, der var rigtig meget IPA, og som ikke prøvede at være noget andet end en IPA. Bryggeriet var det samme, norske Lervig, der i disse dage for alvor slår sit navn fast på bloggen som en af topbryggerierne.

Det tætte, nærmest plumrede bryg byder på vild frugtsalat i bouqueten. Det vælter ind med sødt og syrligt – figner, fersken, appelsin og citrus. Illusionen er perfekt, eftersom brygget ikke indeholder et gram frugt – blot vand, gær, malt af byg og hvede samt rigeligt med humle.

Den perfekte aromatiske eksplosion af bittert og aromatisk fylder hele mundhulen. Dette er grunden til at jeg kalder IPA min favorittype. Så meget aroma, så meget bitterhed, så meget gran, så meget tørt, lyst træ, så meget frugt – appelsin og bergamot – omend brygget her har fokus på en bitterhed, der ikke var videre præsent i bouqueten.

Dette var Ole en kende skuffet over. Han havde forventet, at brygget var en fruit IPA – en IPA-type, der faktisk smager af frugt som følge af et meget nøje udvalg af humler, der til gengæld læsses i urten som sukker i Coca-Cola. Han var også skuffet over, at bitterheden – hvor intens og fyldig den ellers måtte være – alt for hurtigt pakker sydfrugterne efter det velgørende besøg hos smagsløgene.

Jeg kender ikke fruit-IPA-typen. Og som repræsentant for typen er brygget her noget nær perfekt – så den skuffelse delte jeg ingenlunde. Jeg vil til gengæld gerne indrømme Ole detaljen med, at eftersmagen varer for kort … Det er faktisk lidt frækt at beklage sig over det, når alt andet i brygget er så godt som det er. Men det er ikke desto mindre den detalje der gør, at brygget ikke fik den absolutte topkarakter af nogen af os.

Ole gav den …

… fordi han ligesom min gode ven og hyppige medsmager Marcus ikke vil give halve stjerner. Jeg er til gengæld ikke nær så puristisk.

Toasted Maple Stout, Lervig (Ole Øl-Ninja 4)

Smæk for skillingen …

Når man i forbindelse med en længere ølsmagning sådan render ind i en alkoholfri øl, så må man gerne kompensere. Fx med en rigtig tung og tjæretyk stout på 12% Tilsammen svarer det jo sådan nogenlunde til en enkelt øl. (En småstærk øl – men alligevel.) Toasted Maple Stout er navnet på uhyret, og den er tilsat ahorn (sirup, går jeg ud fra, omend dette ikke er præcist specificeret), laktose og vanille. Ølgær kan, så vidt jeg har forstået, dårligt eller slet ikke omsætte laktose, og det er derfor den foretrukne sukker at bruge, når man gerne vil gøre en øl sødere uden at gøre den stærkere. Man fristes til at sige, at der vel heller ikke er nogen grund til at overdrive, når bryggets styrke i forvejen skal angives i to cifre.

Norske Lervig står bag. Der er tale om en noget anden klasse end de øl, Gedved havde med ved nytår. Den her kan nok kun fås i Vinmonopolet, da styrken næsten er tre gange højere end de tilladte 4,5% i supermarkederne.

En mur af ahornsirup knalder ind i hovedet på en i samme øjeblik, glasset sættes for næsen. Noter af træ titter også frem og giver heldigvis brygget noget nuance, da den tætte em af sødt ahornsukker næsten allerede er for meget i opstartsfasen.

På optagelserne kan man se, hvordan Ole tager smageoplevelsen med større ophøjet stoisk ro end undertegnede, der bogstaveligt talt går bagover i mødet med det tykke, olieagtige produkt. En smule får mere end normalt får han dog spærret øjnene op. Klistret, sejt og klægt sætter brygget sig på alle mundens indvendige overflader som et klæbrigt, sødt lag af en blanding af flapjacks med for meget ahornsirup og regulære pandekager med for meget ahornsirup. Meget hurtigt bliver brygget for meget. Og som Ole forbløffende indsigtsfuldt – i betragtning af den hastigt stigende promille – siger, så er brygget et eksempel på den type ekstrembryg, der har lagt vægten på hvor meget man prøver, frem for hvad man prøver.

Nytænkning og eksperimenteren er godt, mens det langt fra altid er nogen god ide, at tæske et bestemt smagindtryk igennem, hinsides lammelse og fraktur. Brygget her går for langt, og ender vel uden for det afbalancerede og harmoniske.

Når det så er sagt, er brygget, i kraft af sin seje, tjæresorte fandenivoldskhed, en stor oplevelse, som det skal belønnes for. Det er ikke en øl, man kommer forbi hver dag – det er ikke en øl, man ville gide hver dag. Den er et sjældent los i smagsløgene, der minder én om, hvorfor mere standardiserede bryg når alt kommer til alt er lettere at have at gøre med i hverdagen.

Og således gav vi den begge …

Konx, Omnipollo (Ole Øl-Ninja 3)

Hvis man en dag gik på vandvognen …

Der var jo ligegodt mange øl, vi skulle igennem den eftermiddag og aften. Det har jeg vist allerede nævnt flere gange, og den eneste måde, der kunne blive færre, var at vi drak dem.

Nej, det er umuligt på linje med at bevæge sig hurtigere end lyset eller være en gift ungkarl, at vi fx gav øllene væk til nogle andre eller *gys* hældte dem ud!

Næste skud på stammen var imidlertid en alkoholsvag – ja, faktisk næsten alkoholfri øl på sølle 0,3%. Producenten er nomadebryggeriet Omnipollo fra Sverige. De er debutanter på bloggen, og starter dermed ud med måske det allersværeste man kan finde på som brygger.

Alkoholfri øl med smag er en relativt ny udvikling. Jeg husker stadig med gedigen væmmelse min afprøvning af Tuborg Super Light for nu over ni år siden. Indrømmet: langt fra alle alkoholfri øl er lige så fæle som hin sæbe-metalliske rædsel. Men at en øl ikke smager grimt er ikke i sig selv et hædersmærke. En øl er først god, når den smager godt. Dette gælder også for alkoholfri øl. Det handler i virkeligheden om at skabe en oplevelse af en rigtig øl – men uden alkohol. Det er svært, men netop i denne tid sker der noget på den front, der peger i den rigtige retning.

Svaneke er gode. Vestfyen er med Willemoes-serien også OK med, men ellers kan der være endog meget langt mellem smagsoplevelserne.

En gedigen næsestyver kickstarter imidlertid øloplevelsen i samme sekund det lyse, lettågede bryg inhaleres. Søde, aromatiske og bitre noter kappes om at komme til. Citrus, grannåle og hyld gør godt, og røber over for den tilstedeværende brygger og glade giver, Ole, planen for, hvordan brygget her gøres godt på trods af det lave alkoholindhold: masser af aromatisk humle med henblik på at få brygget til at tage sig ud som en pale ale.

Og det lykkes. Ikke alene har brygget mindst lige så meget velsmag som det har velduft, det har også krop. Det har fylde. Det plasker ikke planløst rundt i en alt for vandig sø, sådan som alkoholfrit øl alt for ofte gør. Hvedemalten giver desuden brygget en slet ikke tosset karakter af Belgisk wit. En stil, jeg normalt ikke kommer godt overens med, men her lykkes det bryggeriet præcis at tage de gode elementer fra stilen – den bløde mundfornemmelse og friskheden – og lade de negative elementer, såsom isoamyl acetat (der giver banansmag) og syre ligge.

Alt hvad man ønsker af en øl er at finde her – bortset fra det, man bliver fuld af. Og det er selve meningen med alkoholfrit øl. Det undrer ikke, at landet med Systembolaget gør det i alkoholfri bryg – men at det sker med en sådan success, indgyder respekt uanset hvem det lykkes for. Ole og jeg approberer med henholdsvis …

… for Oles vedkommende og …

… for mit.

Black Sun, Frau Gruber (Ole Øl-Ninja 2)

Mere Schwarzbier end Stout …

Der blev som antydet i indledningen samt den første anmeldelse i nærværende tema testet mange øl den eftermiddag og aften. Det andet eksemplar var denne tyske stout – næsten allerede der en selvmodsigelse. Min agtelse for tysk øl er kun gået i én retning siden jeg begyndte at blogge om øl, og det er ikke opad.

Jeg vil stadig gerne indrømme dem evnen til at brygge en god gammeldags pilsner bedre end de fleste. Men selv på det punkt har ølrevolutionen overhalet dem. For slet ikke at tale om de nye moderne stilarter, som åbenbart er fløjet fuldkommen hen over hovedet på det ellers ret store land mod syd. Tyskland kan ikke længere leve højt på sin purisme og konservatisme. Det, der engang gjorde dem til en glimtende ledestjerne for, hvor man ville hen som industribrygger, er det samme, som enhver hånd- kvalitets- og mikrobrygger – plus ikke så få industriforetagender – i dag panisk flygter fra. Hals over hoved, med halen mellem benene, og sidstnævnte vel placeret i bagenden af det der blev nævnt som nummer to.

Netop derfor er det altid rart, når Tyskland i det mindste prøver. Helt galt går det jo ikke altid, men rigtig mange forsøg på at gøre udlandet (set med tyske øjne) kunsten efter, ender mildt sagt forkølede og halvhjertede.

Klog af skade sætter jeg aldrig forventningerne højt, når jeg får et tysk forsøg på hånd- eller kvalitetsbryg mellem hænderne. Og bedre bliver det bestemt ikke, når brygget skummer over allerede ved åbning, selvom optagelserne af, hvordan jeg panisk løber ud efter en klud (bare vent, det hele kommer på video), selvfølgelig ikke gør seancen mindre underholdende for seerne. Ole mente i øvrigt, at skummet lige så godt kunne være en kommentar til hans kørsel. Men da det høje skum aldrig var et lige så stort problem ved nogen af de andre øl, er jeg nu mere end tilbøjelig til at frikende ham.

Han er jo trods alt en ninja. Han kunne garanteret ikke engang køre råddent, selv hvis han prøvede.

Skummet – der ellers syner af ikke så lidt, brunt og fedtet som det er (og ud over det hele) – falder faretruende hurtigt. Bouqueten byder til gengæld på nogle af de kaffenoter, jeg savnede i Heavy Water. Resten af brygget peger til gengæld i retning af en Guinness, som – vil de fleste af mine læsere vide – kun er en tæt stout, hvis man er så meget et stakkels, forsømt og elendigt menneske, at man aldrig har prøvet en Limfjordsporter, eller det der er bedre.

Skuffelsen skyller også næsten drunknende gennem munden, og trænger straks ind i alle mundens afkroge med sit alt for forfriskende vand og alt for svage noter af kold kaffe, ledsaget af syrlige noter, der umiddelbart minder én om noget, man har om fødderne, når det er koldt.

Men netop som jeg får udtrykt min skuffelse, bryder øl-ninjaen ind. I stedet for at tænke stout, skal man tænke videre i tyske baner – på den sydtyske Schwarzbier. Straks giver brygget mere mening. De sure sokker udskiftes med en letsyrlig frugtnote, der gør sit til at gøre det lette, men stadig mørke bryg mere fordøjeligt.  Drikker man det i forventning af en stout, bliver man skuffet. Men drikkes det som en Schwarzbier, ligger nydelsen pludselig på lur.

Helt oppe at ringe kommer brygget nu aldrig, omend brygget nu heller ikke er en så stor skuffelse som sidst Ole var ude for at se fænomenet Sort Sol. Om det er det brygget er opkaldt efter – eller bandet (næppe) – eller noget helt tredje vides ikke. Men stor uenighed var der ikke om bryggets middelmådighed, som Ole udtrykte med karakteren …

… mens jeg selv var en anelse mere rundhåndet med

Heavy Water, Beavertown Brewery (Ole Øl-Ninja I)

En gammel kending …

Hermed starter sagaen om den eftermiddag Ole kom på besøg i mit ringe hjem i Thisted, bevæbnet med en hel kasse fine mikrobryg, som han havde hentet mestendels i Købmandsgården i Voldby, og resten … vel, det fik jeg aldrig helt med. Men rundt omkring velsagtens og vist nok.

Ikke én af øllene havde jeg prøvet før, og ikke én af dem har jeg set stå hos nogen af de ølpushere, jeg regelmæssigt og uregelmæssigt frekventerer.

Et eller andet sted skulle vi jo starte, og da Ole havde kørt et godt stykke vej, og dette havde givet de medbragte øl noget temperatur, valgte vi at lægge ud med en mørk øl, der bedst ville kunne nydes omkring stuetemperatur. De lysere bryg kom til gengæld i køleskabet.

En Imperial Stout med hindbær, cacao og vanille fra engelske Beavertown faldt valget på. Jeg har været forbi bryggeriet en enkelt gang før for snart fire år siden, via Oles og min fælles ven Lasse. Lasse havde tre smagsprøver med til København, da jeg selv kun lige var flyttet fra Amager til Brønshøj – og en af dem var fra Beavertown, og den skulle vise sig at være den bedste.

Så det er næppe overraskende at finde dem i udvalget hos forhandlere af kvalitetsbryg. Forventningspresset røg også noget i vejret af emballagens brutalistiske stil. Og så var det alligevel søde og børnevenlige ting som hindbær, kakao og vanille, brygget var krydret med. Børnevenlig eller brutal? Der var kun én måde at finde ud af det.

Ole åbnede, jeg skænkede og vi var begge umiddelbart glade ved synet: Kulsort, uigennemskinneligt og med tæt, fedtet brunt skum … der så til gengæld ikke var helt så højt som man kunne have ønsket.

Hindbærrene kunne til gengæld mærkes i duften … som det eneste. Selvom bouqueten var tæt, savnede man de typiske stoutnoter af fx mørk chokolade eller stærk kaffe. Vage karamelnoter var det eneste, mit ellers mægtige snudeskaft opfangede.

I smagen var det også hindbærrene, der gjorde mest væsen af sig. I hvert fald i min mund, hvor jeg mærkede dem omgående. Ole mærkede dem derimod først på bagtungen, hvor jeg til gengæld endelig kunne glæde mig over nogle rare, ristede kaffenoter, som jeg havde savnet både i duften og da de første dråber ramte inden for læberne.

Sådan rigtig godt blev det nu aldrig. Brygget forekom Ole for svagt i karakteren, og jeg måtte give ham ret. Hindbærrene var også lidt for langt fremme i smagen, og gjorde brygget en kende disharmonisk. Endelig efterlod brygget en klæbrig hinde på tunge og gane, der mindede om en blanding af pap og lakrids – et sikkert kendetegn på en stout, der ikke sidder helt i skabet.

Uden at det overordnet var noget dårlig øl. Oplevelsen var i hus, men vi var samtidig rørende enige om en karakter over middel, der dog langt fra ragede ind i himlen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme