Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Mønstring på Kongebryg Kaserne

Dronningborg Høstøl, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne III)

2016-07-22 12.20.37

Noget så frisk fra tanken …

Det var, som allerede antydet, ikke den militære disciplin, der prægede dokumentationen af de mange gode smagsprøver, der blev langet over disken i fredags på Næstved Kaserne. Jeg er nu nået til den tredje, og dermed også den sidste, jeg fik smagt så grundigt på – og svinget pennen så meget om – at der kunne blive en anmeldelse ud af det. Jeg fik den ære og fornøjelse at prøve et bryg direkte og helt frisk fra tanken (altså – en af dem, der lagres øl i. Ikke én af de store tunge med larvefødder, der tilforn blev repareret i Kongebrygs nuværende udskænkningssted).

Det er lidt en tilsnigelse at lade det tælle som en egentlig anmeldelse, da der ret beset ikke er tale om et færdigt produkt. I hvert fald i den forstand, at det ikke er kommet på flaske til eftergæring endnu, og vist også stadig skulle lagre lidt.

Men pyt med det. Det er min private blog, så jeg laver selv reglerne. Det er nemlig det, man kan i det private – gøre det lige som man selv har lyst til. Som en af mine hyppige gæstebloggeres tvillingebrors venner, der vist nok er søn af en kendt dansk digter engang skulle have sagt noget i retning af: “Det private er fantastisk! Det betyder, at hvis jeg ville, så kunne jeg købe en lejlighed i stueplan ud til strøget og udstyre den med kæmpe panoramavinduer, så alle kunne kigge ind. Og dér kunne jeg så stå og gejle i en sky af fæces på en baggrund af brændende svastikaer – ogingen ville kunne gøre noget ved det!” Så hvis man lyster – ud på ejendomsmarkedet med jer, og se, om I kan finde noget betaleligt ud til strøget. Selv klarer jeg mig indtil videre med bloggen her.

Vel, efter grundig afspritning af tankens hane (der i øvrigt også fik en tur efter skænkning – selvom det også har givet nogle spændende resultater, tror jeg brygmester er blevet lidt træt af brygoverraskelser) faldt det tykke, gulbrune dynd langsomt ned i kolben, der var fundet frem til tapning. Med nogen møje kom det prægtige bryg … smag på ordet *bryg* … for dette var *bryg* i al sin opaquenes, i al sin grumsethed, selve det den huleboerlingvist havde i tankerne, da ordet blev opfundet – but I digress … Det lykkedes altså til sidst at få brygget op i et glas – og så skulle der ellers prøves.

Og her åbenbarer sig det, man som forbruger aldrig oplever. Selve øllets sjæl jager op gennem næsen, ind i kraniet og forplanter sig – ikke bare i hjernens duftcentre, men i hele kroppe. Den fulde fryd af humle, blomster, sødme, syre … the whole thing! Man er momentant i humleparadiset – hver en forpulet lille detalje i humlen, malten, gæren … vandet kan duftes og nyde.

Og smagen? Kors, smagen! Ja, tænk at det bliver dødelige forundt at smage dette. Olympen kan beholde sin ambrosia, aserne deres mjød og jadekejseren sine ferskner, for hernede på Jorden kan vi gøre det bedre, og så kan nemesis bare komme an.

Men gudsbespottelige tirader bliver læserne jo ikke klogere af. Lad mig blot fortælle, at humlen svier i kæften som frisk bøgetræsflis. Hver en lille detalje kan smages – vendes, drejes, flyttes, berøres med smagsløgene fra forskellige vinkler, stryges, klaskes, gnubbes, aes … Søde blomster melder sig i hulrummet under ganen som modspil til en humle, der på én gang er aromatisk som amerikanerne og bitter som tjekkerne. Selv gæren – der i det friske bryg er meget præsent – hjælper kun med til at gøre hele oplevelsen eventyrlig, perfekt, guddommelig …

Jeg ender blot med at udspy idel ordflom, smiger og tomme tirader, når jeg prøver at beskrive smagen i dette lille vidunder.

Jeg har, som jeg fik nævnt i det indledende indlæg om besøget på bryggeriet, en flaskeudgave af dette bryg – fra en tidligere aftapning. For første gang på Kajs Ølblog vil jeg lave en ‘revisited’ med den øl for at danne mig et indtryk af, hvordan en flaskevariant af et helt friskt bryg tager sig ud.

Hvordan jeg lige får det til at passe ind i antallet af anmeldelser vs. antal øl, jeg har prøvet, må jeg lige se på. Jeg kan jo godt lide, at de to tal følges ad … hmmm, det må jeg lige tænke over. Hvordan jeg ender med at gøre det, må jeg jo selv om.

Det er jo min private ølblog …

6-stjerner

Æble Ale V3, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne II)

2016-07-22 11.29.37Gær: “Jeg vil selv!”

Så skete det vist igen. Jeg meldte bastant ud, at mine anmeldelser nu ville blive kortere, fordi mine noter var så meget desto mere fragmentariske. Alligevel lykkedes det mig at få sidste anmeldelse til at fylde lige så meget som de mange foregående, på trods af at mine noter kun bestod af fem hurtigt og ulæseligt nedkradsede linjer.

Til den næste øl, jeg fik at smage – vi befinder os fortsat i baren i den gamle kampvognshal – fik jeg nødtørftigt nedkraset hele tre linjer. Det gjaldt bryggeriets påskebryg fra i år, der også havde udviklet sig i en ikke-planlagt retning, omend det alligevel var landet et ikke bare drikkeligt, men faktisk ganske delikat sted. Hvad der helt præcis skete – ja, det fik jeg vist fortalt, men husker det ikke. Eller også vidste bryggeren det heller ikke med sikkerhed.

I hvert fald var alkoholdannelen i brygget lige pludselig løbet løbsk. En eller anden fremmed gærstreng, måtte have fundet vej til brygget. Hvilken, fandt man aldrig ud af, men i hvert fald steg og steg alkoholprocenten – hinsides hvad de fleste almindelige gærstrenge ellers skulle kunne tåle. Oprindeligt skulle brygget vist have været på 4,6 % med brug af den oprindelige gær, og brygmester Niels Kiens fortalte levende, hvordan han måbende så alkoholprocenten kravle op over 7, så 8, så 9 …

Og så endte den på 10,2 i al sin magt og vælde – og smagte i øvrigt nydeligt. Igen er der tale om et gyldenorange, svagtskummende bryg. I mine noter står der, at brygget er “lækker[t], tør[t] og vinøs[t]” – og det skal jo nok passe, men rækker altså ikke helt til den standard, jeg gerne vil sætte for mine anmeldelser.

Brygget blev nok serveret lidt køligere end anbefalelsesværdigt, hvilket vil sige direkte ud af køleskabet. Det er ikke et bryg, der brillerer ved sine tørstslukkende egenskaber – heller ikke ved 6-7 grader i en bunker på 26-28 grader. Dertil er alkoholelementet – omend velgørende – for præsent og udfyldende. At brygget er blevet til ved et tilfælde viser sig ved en mindre ubalance mellem netop alkoholfylden og en tør eftersmag. Det lette, tørre efterhåndsindtryk får brygget til at tippe til den tunge alkoholside så det virker mere sammensat end forenet.

Men sammensat kan også være spændende. Og dette bryg er udelukkende sammensat af smukke brikker der måske bare ikke alle passer helt sammen.

Det er vel hvad der kan ske, når gæren får lov til at arbejde selv.

4-en-halv-stjerne

Flyvende Spaghetti-Monster, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne I)

2016-07-22 11.22.13Hul på hængepartiet …

Ja, der blev som sagt prøvet mangt og meget den dag på den nedlagte Næstved Kaserne, der i dag bruges til at brygge øl af udsøgt kvalitet. Tilbage ligger det knudrede redaktionsarbejde samt dechifreringen af de krusseduller, jeg nåede at få kradset ned i farten.

Mængden af materiale at arbejde med – altså noter – er mildt sagt begrænset, så min hukommelse er på overarbejde, ligesom mine evner til at opdigte udflugter, cover-ups og anden redundans i mine indlæg, så de i hvert fald ikke ved første øjekast ser ud som om, de er baseret på et ekstremt spinkelt kildemateriale.

Men helt så lange som sædvanligt bliver de næste par indlæg nok ikke … Sidst jeg skrev sådan, endte det vist med, at indlæggene blev lige så lange som sædvanligt alligevel, men med mindre jeg åbenlyst tærsker langhalm på det rene og skære ingenting (sådan som jeg gør nu) i så lang tid, at læserne får lige så lange løg eller æggeledere, så bliver de altså ikke så lange, som tendensen har været her det sidste halve års tid.

2016-07-23 21.57.45

Dørslaget – den traditionelle hovedbeklædning for medlemmer af kulten for det flyvende spaghettimonster.

Anyways – on to business. Det første bryg jeg fik lov at prøve, var en Flying Spaghetti Monster – et bryg, der endnu mangler sin etiket. jeg fik ganske vist ikke brygget direkte fra tanken, men den gyldne ære ved at få lov at prøve noget, før det rammer butikkerne, er den samme. Jeg nåede desværre aldrig at spørge, hvad tanken var bag en øl til den store verdensskabers ære var. Det er ikke hukommelsen, der i skrivende stund er hullet som de dørslag, der er kultens traditionelle hovedbeklædning – blot min rettidige omhu når de gode spørgsmål til markedsføringen skal stilles.

Stilen er angivet noget famlende som en sour ale. Syrlig var den i hvert fald efter at en defekt pumpe i anlægget havde inficeret brygget med mælkesyre. Men i stedet for at kassere brygget, lod de brave bryggere øllet gære videre, for man kunne jo lige så godt se, om det alligevel udviklede sig til noget spændende …

… og det gjorde det så.

Det svagtskummende, dyborange bryg byder på fyldig, letalkoholisk romessens kombineret med sød karamel til lækkermunden. Mælkesyren er præsent og trænger sig på i alle mundens indvendige slimhinder som en let prikken, og en antydning af egetræ ved mandlerne. Det er let og subtilt og langt fra så fandenivoldsk som den Solbær Sour, Rocket Brewing langede over disken til mig på Københavns Ølfestival i maj. Brygget blev så også serveret ved stuetemperatur, hvilket i den uisolerede kampvognshal betød omkring de 26-28 grader.

Men alene det, at nuancerne ved den temperatur stadig trådte frem, taler til bryggets fordel. At temperaturen afdæmpede syren gjorde også sit til, at jeg også kunne påskønne den del af smagsbilledet. Jeg er stadig ved at lære at sætte pris på surt øl, og det skal foregå med små, kontrollerede skridt … eller eventuelt ukontrollerede skridt. For infektionen af dette prægtige bryg var jo egentlig ikke tilsigtet.

Men små skridt, i hvert fald.

4-en-halv-stjerne

Mønstring på Kongebryg Kaserne – Indledning

2016-07-22 12.06.29Rundvisning, smagsprøver, godt selskab …

Så kunne det ellers være, at sommeren meldte sin ankomst. Og så oven i købet mens jeg har haft ferie. Imidlertid får jeg hurtigt nok, når temperaturen når over 25 grader. Jeg trives bedst ved 5-10 grader lavere temperaturer, lettere overskyet himmel og let brise. Men børnene elsker det, og jeg har da også været på en af hovedstadens bemandede vandlegepladser med dem og i øvrigt bare været ude og nyde det gode vejr.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i vid udstrækning gemmer mig for solen. De høje temperaturer derimod er der ikke rigtig nogen flugtmulighed fra. Det er grundlæggende derfor, jeg bedre kan lide vinteren end sommeren, for kulden kan man beskytte sig imod – fx ved at tage en trøje på. I varmen er der derimod en nedre grænse for, hvor meget kluns man kan smide, før det bliver akavet.

I fredags havde jeg heldigvis også anledning til at gemme mig indendørs flere forskellige steder. Først i toget til Næstved, så i Fakta på Hvedevænget, hvor jeg skaffede mig en ny notesbog, og så endelig på den for længst nedlagte Næstved Kaserne, hvis gamle våbenværksted er overtaget af mikrobryggeriet Kongebryg, der havde indbudt mig til rundvisning.

Lokalerne udgøres af kasernens oprindelige, uisolerede, armerede jernbeton, så det var først og fremmest solen og igen ikke så meget varmen, jeg kunne søge tilfugt fra. Brygmester Niels Kiens tog hjertevarmt imod, og det lagde faktisk en dæmper på den virkelige varme udendørs. De forskellige typer varmes egenkaber, herunder én types evner til at dæmpe andre er ganske spændende.

Ellers foregik introduktionen meget uformelt i bryggeriets egen bar, der er indrettet i en tidligere kampvognshal. Jeg fik lidt løst og fast om bryggeriets historie. Ideen var vokset hos Niels, og den tidligere direktør Martin, da oprøret mod firsernes færdigmads- og konserves(lav)kultur med Camilla Plum, slow food-bevægelsen og det økologiske gennembrud fik vind i sejlene tilbage i 90’erne.

I første omgang begyndte Niels og Martin at lave alt mad fra bunden, og senere fik de også den ide, at de ville lave deres eget øl. De fandt instruktionsbøger med DVD’er og hvad der ellers hørte til, og gik i gang. De første forsøg fald meget dårligt ud, og først efter megen grublen og rådslagning med andre bryggere knækkede de koden – man skulle lade være med at stikke fingeren ned i øllet, når det skal smages. Rådet er hermed videregivet til andre brygaspiranter derude.

Ud over frisk kaffe blev der selvfølgelig også budt på smagsprøver. Nogle af dem har jeg skrabet noter nok sammen til at skrive egentlige anmeldelser om. Andre af dem vil blot blive omtalt senere her i indlægget, hvis mine noter har været for sketchy. Jeg undskylder selvfølgelig ydmygt over for læserne for denne slendrian og inkonsekvens i bloggerarbejdet. Men selskabet i form af brygmester og medarbejdere (jeg mødte to) var så godt, at det var så uendeligt meget mere fristende at lytte til de mange anekdoter og røverhistorier, der flød som Stout en fredag aften på Temple Bar i Dublin.

Men efter et par smagsprøver, som vil blive behørigt afrapporteret i anmeldelser senere, stod den på rundvisning. Bryggeren havde selv sprunget soldat på kasernen, og kunne derfor berette om, hvad de forskellige lokaler tidligere var blevet brugt til. Fra kampvognshallen gik turen gennem en gang ind til våbenværkstedet, hvor magien fandt sted.

Der er to brygsektioner. Én til de overgærede bryg og én fortrinsvis til de undergærede. Den overgærede sektion er overtaget fra det hedengangne Slotsbryggeriet Føniks. Hvis man har fulgt med her på bloggen (eller i den danske mikrobryghistorie i det hele taget) vil man måske huske, at bryggeriet endte med at blive kvalt i sin egen succes. Historien fortsætter dog ufortrødent – på den anden side af Storebælt i Næstved den dag i dag.

Bryganlægget er, som billedet øverst viser, af begrænset størrelse – og egner sig på grund af den manglende temperaturregulering først og fremmest til belgisk-inspirerede bryg. Ambitionen er da også, at anlægget på et tidspunkt skal skiftes ud til noget nyere, større og mere avanceret.

Derfra gik turen ind til det tilstødende lokale, der hvor de høje, temperaturregulerede gærtanke stod. Disse gør det muligt at brygge øl ved lave temperaturer – i betragtning af sommerens gang indtil videre kan de næppe undværes – og her ventede mig en særlig oplevelse …

2016-07-22 12.20.38… jeg skulle smage bryg direkte fra tanken.

Wow! Det er virkelig lækkert. Jeg har ganske vist prøvet mælk friskt fra et malkeanlæg hos min eks-svigerinde i Vendsyssel. Men dette slår ikke bare mælken med kosnuder eller horn – nej forspringet op til smagen af friskt bryg skal som minimum måles i plovfurer!

Hvordan skal det beskrives? Skarpt, ferskt, uforfalsket … Alle detaljer i det pløjede bryg kunne bare smages så tydeligt. Humlen, gæren, malten – sammen og hver for sig … Brygget var den ‘Dronningborg Høstbryg’, som jeg også fik en flaske med af. En anmeldelse af den dugfriske smagsprøve følger, og senere vil jeg så lave min første revisited nogensinde. Jeg vil prøve brygget fra flaske – den er fra et andet (tidligere) batch – for at se hvor stor (eller lille) forskellen er på det frisktappede og det lagrede bryg.

Efterfølgende prøvede vi også en Red X fra tanken. Den var lidt sværere at placere, og mine noter er så begrænsede, at brygget ikke vil blive anmeldt i detaljer senere. Der var lidt mundfornemmelse af marmelade, og en relativt rigere maltprofil end ved høstbrygget – og mere anmeldelse ville ikke være rimeligt at yde for dén 25-øre.

Turen gik tilbage til baren, hvor der blev langet flere smagsprøver ud. De foregående smagsprøver, og ikke mindst den vedvarende hygge, gjorde mine noter stadigt mere ulæselige og fragmentariske, så hvad der blev smagt på resten af dagen, vil her kun blive gengivet i resumé. Da jeg i marts besøgte Amager Bryghus blev der hældt hele øl på klientellet – men det bestod til gengæld også af flere gæster, foruden mig bl.a. Brian Lund fra Højt Skummende. Jeg var den eneste gæst hos Kongebryg denne dag, så derfor gav det bedre mening med små smagsprøver, som der til gengæld blev langet rigeligt ud af.

Hvis jeg skulle have bundet flere af de øl, måtte jeg kravle derfra. Infirmeriet på lokationen er som bekendt lukket ligesom resten af kasernen, så ikke engang der ville jeg kunne have sovet branderten ud.

Men der blev altså budt på lidt flere godter: Først en Russian Imperial Stout med det passende navn “Kejserinde Dagmar“. Bryggeriet gør meget ud af sin storytelling, hvor øllene gerne knyttes an til bryggeriet som militæranlæg eller til den danske kongehistorie. Det er en letflydende, vinøs sag. Fjerlet i sin smoothness og dermed usædvanlig – nogle ville sikkert kalde den tynd. Denne blogger synes selv, den er pragtfuld med sin lækre romkrop, vanilleblødhed og det pikante, ledsagende indslag af kirsebær og jeg glæder mig såre til den kommer på flaske.

2016-07-22 13.03.13Det sidste bryg der blev budt på, var “Tre Mand i en Sofa”. Detaljer om brygget kan jeg ikke huske, men kan se, at jeg nødtørftigt har noteret mig lakridssmagen i min notesbog. Og denne var da også vidunderligt præsent og ren – som den engelske lakrids, jeg fik som barn, når jeg havde ondt i halsen. Det blev understreget af brygmester, at der skam ikke var tilsat lakrids af nogen art i brygget – det er brygkunst alene, der gør sig gældende.

Og den kunst skal jeg nok få dykket ned i her på bloggen. For nu gik turen til den sidste seværdighed. Skråt over den gamle eksercerplads gik det, hen til et nærliggende buskads, hvor der gemte sig en indgang til en bunker. Med nogen møje blev døren åbnet, og fra 30-40 graders varme i den skarpe sol, steg man nu ind i behagelige 11 graders dejlig halvmørke. Her var lageret, og så blev der ellers langet flere smagsprøver ud … men altså først til når jeg engang kom hjem.

De står nu øverst på mit køkkenskab, hvor jeg opbevarer bryg til senere afprøvning. Det skal nok blive godt.

En stor tak skal lyde til Kongebryg for en spændende rundvisning, lækre smagsprøver og – mest af alt – rigtig godt og hyggeligt selskab. Den danske mikrobrygverden er ikke bare præget af professionalisme, passion og perfektionisme, men også med en varm menneskelighed, smil, kreativ fjolleri og viljen til at kombinere det sjove med det seriøse, så det ikke bare bliver lige meget af begge dele, men begge dele på én gang.

Den kunst mestrer Kongebryg til fulde!

Menig Framke træder af.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme