Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Med Niels på Taphouse

White Crow Omen, Amundsen/AF Brew (Med Niels på Taphouse III)

Aldeles unik …

Beklager igen den faldende anmeldelsesfrekvens. Jeg har været småsyg på det sidste, og selvom det ikke har været i et omfang, så jeg ikke kunne tage på arbejde og den slags, så har kreativiteten og overskuddet til gengæld været reduceret rigeligt til at lysten har svigtet.

Og når lysten svigter, og man skal til at beskrive en af de største øloplevelser, man har haft siden … i sommer, hvor jeg prøvede Big Bold and Beautiful, så vil man jo egentlig gerne gøre lidt ekstra ud af det. Men man nænner det næsten ikke, når man ikke kan mobilisere kreativiteten det ekstra, der skal til.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Vi er nået til finalen på en fantastisk aften på Taphouse, sammen med min læser Niels, der havde inviteret.

Den tredje og sidste øl var et samarbejdsbryg mellem norske Amundsen Bryggeri og AF Brew fra Rusland. Hvad ‘AF’ står for, må indtil videre stå hen i det uvisse. På papiret … eller rettere pappet, som udgør Taphouse’ menukort angives den som ‘White Russian Imperial Stout. Den er brygget på koldbrygget kaffe, så forventningen er et dybmørkt bryg, tungt og tæt som den små småt påfaldende efterårsnat.

I stedet får man et ganske vist tæt, men også ret lyst bryg. Mestendels kobberfarvet er det, og omend nydeligt grumset, aldeles ikke spor mørkt. Duften er til gengæld en klasse for sig. Meget sødt er det, umiskendeligt af karamelsødet kaffe – eller kaffebitret karamel, for bouquetfordelingen er vel ca. 50/50. Fyldigt og meget dybt – aldeles i kontras til bryggets lyse lød, men det er ej nogen skam, al den stund at overraskelsen så er det større. Ud over kaffen er brygget tilsat kakao-, vanille- og tonkabønner (nej, det ved jeg heller ikke hvad er – google er din ven) … prøver man mange specialøl, undrer man sig mindre og mindre over, at så få af dem kommer fra Tyskland.

Aromaen … en gennemført fyldig, fløjlsblød og overvældende finish af den fineste britiske fudge. Nøje afstemt er den vældige sødme med kaffens bitre aroma, der gør at sødmen – dens storhed til trods – aldrig bliver kvalm eller begynder at rive i halsen, sådan som lidt for mange lidt for søde flødekarameller nemt kan få det til.

Ud over at aromaen er fantastisk afstemt, så man kan få al den sødme, hjertet kan begære uden den mindste antydning af kvalme, ja, så er hele smagsbilledet ganske og aldeles uvant, uventet og usædvanligt. Hverken Niels eller jeg havde nogensinde prøvet noget, der bare kom i nærheden af dette brygs aroma. At man ved brygkunst (og tilsætning af veludvalgte ingredienser) kan bygge så fine smagsoplevelser, redder dette bryg en topkarakter, som Niels og jeg var ganske enige om.

Niels skal have fantastisk mange tak for skænken og for en fantastisk hverdagsaften.

Et rigeligt saltholdigt aftensmåltid på min lokale grillbar Husum Chicken på Frederikssundsvej reddede mig fra tømmermænd dagen efter, der som bekendt (thi jeg var inviteret en onsdag aften) var en hverdag som alle andre.

Trøffeler, Wild Beer/2 Øl (Med Niels på Taphouse II)

Mere surt …

Hermed fortsætter beretningen om min tur på Taphouse onsdag i sidste uge, hvortil Niels, en af mine læsere, var så sød at invitere mig.

Den stod på mere surt, for det er top-trendy for tiden. Denne gang var brygget imidlertid ikke vildgæret, men derimod overgæret med Saison-gær. Nydeligt tautologisk giver dette en Saison – eller Farmhouse Ale for dem, der ikke kan fransk.

Brygget er nydeligt strågult. Det er umiddelbart hvad vi kunne huske, da vi i begejstringen over det første bryg – og dette – havde bundet vores glas uden at skænke det en tanke, at brygget jo egentlig skulle have været fotograferet før det blev nydt. Læserne må i stedet nøjes med et billede af det tomme glas, samt ovenstående lakoniske beretning om bryggets visuelle egenskaber.

Mens stilen er fransk/belgisk, er krydderierne imidlertid fra Italien, nærmere betegnet øen Elba. Og her er der tale om noget så fint som trøfler (så ved vi også hvorfor brygget hedder som det hedder) samt salvie, hvis oprindelsesland vist ikke var specifikt angivet.

Bouqueten er – ifølge mine på lokationen hastigt nedkradsede noter – vidunderlig. Grape, Lime og citron blander sig lifligt med det særlige krydrede indslag, som Niels kunne fortælle mig, hidrørte fra Lime-gæren … men mon ikke salvien og trøflerne har været med til at gøre det ekstra godt?

Brygget giver frisk, tørstslukkende syrlighed for fuld skrue. En perfekt sommerøl til en hed arbejdsdag i marken uden at være den mindste smule vandig eller smagsforladt. Tværtom smager den helt igennem med grape og korn, mens trøflerne understreger og afrunder den særlige saison-gærs krydrede aroma.

Så godt ligger sommerbrygget i munden, at det også snildt kan bruges en halvkølig efterårsaften i centrum af København.

Endnu en stor tak for skænken til Niels. Forbliv indstillet til endnu en anmeldelse af aftenens store højdepunkt.

Modus Operandi, Wild Beer (Med Niels på Taphouse I)

Slagkraftig debut …

blev der ellers stille. “Om lidt …” sang han ellers helt tilbage i 1986 på pladen “Forklædt som Voksen” – men han ventede altså over tredive år – og for min skyld måtte han gerne have ventet endnu længere, Kim Larsen.

Han var en del af min musikalske opvækst. Jeg husker stadig svagt, hvordan vi prøvede at overtale vores musiklærer i folkeskolen til at give os nogle af hans sange at synge, og hvordan vores lærer kun modvilligt gav sig. Det var ikke bare sange man kendte. Det var sange, man kendte hele teksten på. Det var sange, jeg sang med vennerne på lejrskole, og senere i salige branderter til gymnasiefester, festivaler, weekendarrangementer – om det så var med mit sækkepibeorkester eller i politisk regi, så var Kim Larsens sange fast repertoire.

Og det vil de nok blive ved med at være i lang tid fremover. Mon ikke Kim Larsens sange og tekster vil overleve os alle?

Brugen af “Om Lidt” i forbindelse med dødsfald vendte Kim Larsen sig i øvrigt selv imod, idet han fastholdt, det var en cirkussang. Men mon ikke han kan tilgive os alle fra det hinsides – rebel som han selv var?

Jeg beklager selvfølgelig den upassende højtidelige alvor over for mine læsere. Det skal ikke ske for ofte … forhåbentlig da, men det er jo ligegodt en af tidens allerstørste musikalske poeter, der nu forlader os. Ikke uden en vis skam noterer jeg desuden, at jeg vist aldrig fik sagt Benny Andersen et ordentligt farvel, nu vi er ved de musikalske poeter.

Men fra det triste til det mere muntre. I dette indlæg starter min beretning om dengang jeg mødte en af mine læsere i virkeligheden. Han hedder Niels … ja, det er der flere af mine læsere der hedder. Denne Niels er aktiv kommentator på min facebookside og havde inviteret mig på Taphouse i onsdags. Det sagde jeg selvfølelig både ja og tak til. Jeg kommer alt for lidt ud – og især kommer jeg for lidt ud til alle de rigtig gode udskænkningssteder rundt omkring. Taphouse, der ligger tæt på Københavns Rådhus, har over 60 forskellige øl på fad, der løbende udskiftes. Så der er hele tiden nyt at tage fat på, og ikke mindst græde over, at man ikke fik nået at prøve.

Tre øl blev det til. To sure og en stout. Vi lagde ud med denne vildgærede, fadlagrede sag fra engelske Wild Beer, et bryggeri der dermed får sin debut på bloggen. Klart og mørkt som blæk er brygget. Skum er der til gengæld næsten intet af, hvilket ikke er atypisk for genren.

En gennemtrængende skarp odeur af brunkål med ekstra eddike blander sig overraskende elegant og finurligt med søde, frugtige noter af solbær. Kombinationen af vildgær og solbær gik ellers knap så godt sidst, men da var brygget jo også ligegodt tilsat solbær. Det er dette bryg ikke – det træffer sig blot således, at det deler disse bærs syrlige bouquet.

Aromaen møver sig slagkraftigt og mundsammentrækkende frem med en syre der bestemt gør sit for at holde sin pH-værdi lav. Aromatisk kryddereddike udgør bunden, hvor det kan være svært at afgøre hvilket krydderi, der gemmer sig derinde – nuancerne har det med at forsvinde i meget surt øl, men nelliker kan skimtes sammen med egetræ, der nok stammer fra lagringen. Også i smagen titter solbæraromaen frem som et sødt og let formildende indslag i et ellers fuldent fandenivoldsk syrehelvede.

Selvom der er fuld knald på syren er detaljerne ikke glemt. Truly well done – og noget nær den bedste start på bloggen, Wild Beer kunne have fået.

Den skal Niels have tusind tak for. Ligesom han skal have tak for de andre øl, han bød på – samt de andre gaver han havde med, og som skyndsomt blev udleveret i halvmørket i barlokalet, mens ingen kiggede …

Alt det skal I nok komme til at høre mere om snarest …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme