Publikums favorit …
Hvis man åbner øjnene lidt ekstra, og lader indtrykkene blive behandlet en ekstra gang inde bag pandelapperne, kan selv en banal cykeltur fra Amager (hvorfra jeg fortsat ikke har noget sted at flytte til, desværre) til Gentofte være lidt af en oplevelse.
Cykler man ad Lyngbyvej og drejer af ved Bernstorffvej, føres man – uanset om man er på cykel eller i bil – under en cykelbro. Det er imidlertid ikke bare en cykelbro, men en portal ind i en anden verden.
Ladaen, der triller ved siden af én forvandles med ét til en Audi A6, i modsat retning kører en Mercedes E400, som man lige når at se forvandles til en Peugeot, idet den kører den anden vej gennem dimensionsdøren. En Fiat, der tydeligvis er kørt forkert følger hastigt trop.
Foran én strækker Bernstorffvej sig nu i al sin magt og vælde. Pyntet på begge sider med små palæer – arkitekttegnede villaer i udvalgte farver med store vinduer, karnapper og nøje udvalgt ornamentik de helt rigtige steder. Tagene er gerne i tegl (såfremt det matcher arkitekturen selvfølgelig, ellers er det foretrukne tækningsmiddel skifer) og de findes især i fine røde, mørke eller sortglaserede udgaver, hvis de da ikke er i et broget udvalg af patineret grønt, der matcher en kvist i irret kobber og vinduesrammer i samme nuancer.
Noget andet, der karakteriserer området er murene. De er en integreret del af arkitekturen, matchende i farve og murstensvalg og bygget sammen med den fra vejen synlige husfacade. Kigger man godt efter vil man opdage, at de effektivt afgrænser grunden fra den offentlige vej, men man har virkelig gjort sig umage for at sige “mit mit miiiiiiit!” og “Skrup af!” på en så diskret måde som muligt.
Og fortsætter man ellers et stykke ud ad vejen, kommer slotsparken, hvor man i den forløbne weekend kunne købe en masse ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have, på venstre hånd.
Nogle af standene faldbød faktisk også traditionelt kræmmermarkedsgods, omend af en noget andet kvalitet, end man normalt ser. De gamle spisestel forefandtes gerne i komplette sæt, de antikke vaser i grønt glas fandtes i alle tænkelige størrelser og former, og de brune patentflasker havde stadig læselig skrift indprentet på propperne, og for det meste var de tilhørende træstativer intakte. Med andre ord – skrammel var der faktisk alligevel en del af – men det var skrammel på et højere niveau, og priserne var også derefter.
Men på trods af at prisniveauet og klientellet var et ganske andet, end det, jeg normalt færdes iblandt, kom jeg hurtigt på hat med dem, der faldbød selv de dyreste ting, og den fineste mad. Jeg tror det kommer helt naturligt, når man er den, der står for udskænkning i ølteltet. Så vil alle gerne være ens ven, også selvom man ligner en trafikuheld involverende en russisk videnskabsmand fra forrige århundrede, en hjemløs og en hipster fra nullerne.
Og det bryg, flest ville have på livsstilsmessen var ‘Helles Bock’. Det er – i gættede det – en lys bock. En bock er – ligesom Münchneren – en tysk, undergæret øltype. Bocken er karakteriseret ved et højt maltindhold, som giver mere alkohol (i dette tilfælde mægtige 7,7%, der kun sjældent fik kunderne til at skifte mening), mere fylde og mere sødme.
Det kan mærkes allerede i duften, der er tung af karamel og kornfylde. Farven er matchende rødbrun, næsten uden skum og med en næsten klæbrig konsistens af sirup.
Tilbehør … eller rettere skroget deraf.
Igen er brygget udvalgt ud fra, at der er heltstegt pattegris som tilbehør. Der er derfor ikke nogen vilde, uventede overraskelser i aromaen. Til gengæld er der fløjlsblød, næsten vinøs fylde i den initiale honningsødme. Brygget balancerer – trods vægtig tyngde – elegant på tungen i sin sødme, der snart ledsages af en tiltagende bitterhed.
Det starter med små kviste, så grene og til sidst store stykker træ, der lader sig gennemsave af tungen, efterhånden som de tykkere og tykkere stykker tømmer smages mere og mere ved gummer og mandler. Her er der eftersmag for alle pengene, og den matchede i øvrigt den grillede gris perfekt.
Der er nok nogle, der fik et lidt større buzz end der var kalkuleret med, da man bare skulle have en øl til grisen. Uanset hvad fik både gris og øl – såvel Münchner som Bock – kun pæne ord med på vejen. Det samme skal lyde herfra til de mange søde mennesker, der gjorde holdt i Kongebrygs stand og var godt selskab for os, der stod i bar.
Selvom jeg normalt ikke kommer sådan nogle fine steder som der hvor jeg var i weekenden, var det stadig en stor oplevelse – og hvis man er den, der byder på øl, er folk jo altid flinke.
Seneste kommentarer