Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Lidt godt fra Niels

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei – revisited – (Lidt godt fra Niels V)

Meget er vist ikke ændret …

Tid til en revisited fra Bloggens ganske spæde barndom. Godt en måned gammel var bloggen, da jeg anmeldte denne øl første gang. Dengang havde jeg fundet den i en øko-biks på Jægergårdsgade i Aarhus (der dengang endnu hed Århus) – denne gang har jeg fået den i anmeldergave fra Niels. Som bekendt havde han en samling med hjem fra en ferierejse til behørig anmeldelse på bloggen. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gav den et forsøg mere i stedet for bare at henvise til den gamle anmeldelse. Hvem ved – måske har den også ændret afgørende karakter siden sidst – så hvorfor ikke?

Som selvstændig anmeldelse kommer dette indlæg dog ikke til at tælle. Gengangerne har deres egen kategori.

Genanmeldelsen er en anledning til at dvæle lidt ved, hvordan min skrivestil mon har ændret sig, og hvilke detaljer, jeg lægger vægt på i dag i sammenligning med tidligere. Det vil jeg måske gøre bagefter. Lige nu vil jeg bare anmelde den efter de notater jeg har taget – som var det første gang jeg prøvede den, og så må sammenligningerne vente til senere.

Det mørke – omend ikke så mørkt, man måske ville forvente af en rugopblandet hvedeøl – bryg dufter syrligt sødt og tungt af banan, mens det høje, flotte skum langsomt afbruser. Aromaen er til gengæld bitter, og langt fra så præget af de estere duften behørigt advarede imod – og som jeg på det oprindelige indlægs affattelsestidspunkt i hvert fald ikke kendte navnene på. Isoamyl Acetat er siden blevet et dagligdagsudtryk i mit ølordforråd.

Man smager humle – lidt skarpere end den basale man kender fra pilsnere, så man tidligt glæder sig over en hvedeølsoplevelse med mere kras end kælen aroma. Tørt træ har erstattet hylden, mens bananen kun i tåleligt omfang gør sig bemærket. Gæren, som har spoleret mangt en hvedeøl i tidens løb glimrer velvalgt ved sit fravær.

Rugen mærkes vel nok i træindtrykket, og i det lette stik af kommen ved gummerne. Bananen giver en sød antydning, der faktisk gerne måtte have været mere fremtrædende, om det ikke lige var banan, sødmen havde karakter af. Sødmen er heller ikke det eneste, der måtte være mere fremtrædende – det måtte humlen og rugen egentlig også. Bedst ville det nok have været, at vandet holdt sig lidt mere i baggrunden, for de velvalgte smagsnuancer får aldrig lov til at udfylde sig i alt den kvælende væde.

Der var oplagte grunde til, at jeg gav den her øl 2½ stjerner dengang (ja, lige netop det, tillod jeg mig at aflure). Det er en karakter, det giver god mening at fastholde i dag. Konklusionen er den samme, og hvad der ellers måtte afvige fra originalen kan med sindsro formodes at være detaljer.

NightingAle, Fuglsang (Lidt godt fra Niels IV)

2017-11-07 18.26.58Disse minder …

Man hensættes jo næsten til den svundne tid på Amager, hvor jeg boede tæt op ad fælleden. Foråret bebudedes af de lystigt kvidrende pippere fra H.C. Andersens berømte eventyr … eller, det gjorde det faktisk ikke. Foråret var som regel godt i gang, når man for første gang på året hørte nattergalens triller fra krattet over den gamle losseplads.

Få fugle synger så smukt som nattergalen. Til gengæld ser den ganske uanselig ud på de billeder, man kan finde af den. De har det med at gemme sig, de små kræ, så selvom jeg alle årene, hvor jeg boede på den grønne ø syd for Københavns volde hørte dem fløjte, så tror jeg aldrig nogensinde, jeg er kommet til at se én.

Med nogle undtagelser forekommer det mig næsten, at skønheden i en fugls sang er omvendt proportional med dens visuelle fysiske skønhed. Tukaner, kakaduer, araer og alle de andre farvestrålende fjerkræ fra fremmede himmelstrøg lyder jo næsten allesammen som svære strubesygdomme. Og vel kan det være, at nogle papegøjer kan efterligne menneskers tale – men er det i virkeligheden kønt?

Jeg ville være meget mere imponeret over et menneske, der troværdigt kunne efterligne nattergalens sang.

Og lad mig da bare fortsætte udflugten lidt endnu, for nattergalens navn er jo faktisk en kende misvisende. Den kan høres i løbet af alle døgnets 24 timer, så et langt mere passende, omend måske en anelse mindre mundret, navn ville have været en ‘døgngal’. Men for nu at være fair – da det ofte er den eneste fugl man i forårsmånederne kan høre efter mørkets frembrud, er navnet måske ikke så uforståeligt endda.

Men den kan altså høres alle døgnets timer, omend sværere i de lyse, fordi alle de andre pippere også sådan skal føjte omkring og støje. Amager Fælled er som nævnt et godt sted at opleve den. Ja, der er nærmest garanti for at høre den der fra midten af maj til slutningen af juni. Men også i de mange grønne områder på Vestegnen og videre ud på Sjælland støder man på den overalt. På Fyn og øerne skulle den ifølge Dansk Ornitologisk Forenings optegnelser være lige så udbredt, men så snart man rammer Jyllland, stopper det overraskende brat ved istidsgrænsen. Den kan således findes – en smule mere spredt – over det meste af de østjyske moræneaflejringer, men ved den midtjyske højderyg og videre vestover er det slut.

Det vidunderlige lille dyr med den fornøjelige sang har altså lagt navn til dette bryg fra bryggeriet med det aldrig så passende navn Fuglsang. Det ligger i Haderslev, hvor nattergalen angiveligt også skulle være til at finde. NightingAle (ordspil ikke kommenteret – jeg annammer ildevarslende minder om en begejstret Ralph Wiggum, der kækt hviner “I choo-choo chose you, and there’s a train” – hver gang jeg overvejer det) er en engelsk all-malt ale. Jeg mindes ikke at være stødt på betegnelsen før, men intuitionen siger mig, at det må betyde, at alle kulhydrater i øllet kommer fra malten, og ikke fra tilsat raffineret sukker eller sirup. Det samme så vi i Carlsbergs tyrkiske aflægger i sidste indlæg. Mest af alt virker det som en art markedsføringstrick, der skal lokke purister til at købe produktet. Og uden den mindste skam eller skyldfølelse tør jeg gerne erklære, at jeg har prøvet rigtig mange fremragende øl, der var tilsat sukker og/eller sirup. Det ødelægger ikke nødvendigvis oplevelsen. Og rent er brygget her i øvrigt heller ikke – det er tilsat ascorbinsyre.

Brygget dufter ikke af meget – lidt syre af græs og maltet korn kan man mærke i det hurtigt afbrusende, mørke bryg. Så er der til gengæld lidt mere spræl og kvidder i smagen – omend det ikke er lyst og kækt som nattergalens triller. Det smager mørkere, farligere – som en hornugles tuden, men i det mindste holder vi os til de nataktive fugle.

Der er godt med malt og et ikke uanseligt kvantum humle, der giver en overraksende skarpt bitter kant i en ellers fornemt flødeafrundet maltbund. Humlen giver småbesk smag af kål som kontrast til maltens bløde tæppe af cremede indtryk. Imellem de to pibler vandet frem til almindelig forfriskelse, men heldigvis ikke så det kommer til deciderede oversvømmelser.

Man kunne måske nok have ønsket sig, at vandet begrænsede sig til en frisk lille bæk og ikke den lige lidt for brede å, den har udviklet sig til her. Ikke desto mindre giver den vel gode livsbetingelser for såvel nattergale som hornugler, så vandmængden er vel i sidste ende – om ikke passende, så i hvert fald ikke så overvældende, at det ikke kan tilgives.

Og selvom åen fylder mest, og bruser derudad, hører man nu stadig både nattergal og hornugle til fryd og fornøjelse.

3-en-halv-stjerne

Tuborg Amber, Carlsberg (Lidt godt fra Niels III)

2017-11-05 18.52.57Branding gør intet …

Her er endnu en øl af typen “hvis ikke der var så mange søde mennesker, der læste min blog, ville jeg aldrig være stødt på denne øl”. Niels er igen den glade giver, som det vil fremgå af indlæggets titel.

Der er åbenbart tale om en særlig Tuborg-øl, der forhandles i Tyrkiet, hvor Niels som bekendt var på ferie. Uden at jeg har undersøgt det i detaljer, har jeg ikke fundet nogen indikationer på, at brygget skulle være et hjemligt produkt – classic fx – på ny emballage. Så jeg vover pelsen og anmelder den som en selvstændig øl.

Højt skum. Flotte farver – det kan man ikke tage fra dem. Brygget matcher dåsen meget godt, selvom skummet lige er et par toner mørkere end emballagens lyse tekst. Og det er bedst sådan. Oven i købet formår brygget også at indgyde gunstige forventninger i bouqueten, der nok er en smule vandig og syrlig, men alligevel byder på en rar bund af malt. Ifølge etiketten skulle brygget også være et 100% maltbryg – hvad det så end skal betyde. Der er jo trods alt også lidt humle, lidt gær og – kan jeg allerede afsløre – en forbandet masse vand i brygget. Det kan da umuligt være malt det hele?

Men okay, så dum er jeg heller ikke. Jeg måtte på det bestemteste protestere over for en kollega i går, da denne satte lighedstegn mellem det at være blogger og det at være dum. Der blev da også trukket i land, når det gjaldt bloggere, der rent faktisk skrev om noget, frem for bloggere, der bare – ja, blogger.

Desuden er den gennemsnitlige intelligens i den danske bloggosfære jo også steget dramatisk efter at Kim Møller har lukket sin blog, Urinalposten. Men dømmer man ud fra den slags eksempler, er det ikke uforståeligt at folk får en skæv opfattelse af os, der smider ord op på nettet fra tid til anden.

Hvad angår de 100% malt – nej, jeg har ikke glemt dem – så er meningen vel, at der ikke er tilsat kulhydrater på anden vis end ved malt, som fx i form af umaltet korn, råfrugt eller raffineret sukker.

Fra den godkendte duft går det ellers også lige så stejlt ned ad bakke som Sultan Erdogans menneskelighed. Nok bruser brygget rart i munden, og en blød, omend ganske umarkeret maltfornemmelse afslører, at der ikke er tale om mineralvand. 2017-11-05 18.51.52Ud over kulsyre og en malt der er meget vagere, end hvad duften forjættede, byder brygget kun på vand, vand og atter vand …

Der er tale om en flad bælleøl, der sin ellers flotte mørke farve til trods byder på absolut intet mere, end hvad enhver anden ligegyldig, industriel standardpilsner – om  denne så måtte være produceret i Danmark, USA eller Uganda – har at byde på. Ej heller hjælper det at forsyne emballagen med en lille guldfolieetiket for at få den til at se prægtigere ud. Den slags forlorne gashåndtag har de fleste gennemskuet som noget, der kun er der for syns skyld og ikke for smags.

Og så er der endda ikke engang tale om en pilsner, men derimod en mørk lagerøl. Det gør kun det hele værre. Tyrkernes egen pilsner smager af meget mere. Carlsbergs lokale rebranding-eksperiment flopper derimod om muligt mere end deres seneste fikse markedsføringspåfund – den ligeledes totalt ligegyldige 1883.

Fuld forventeligt af Carlsberg, naturligvis. Niels skal alligevel have tak. Vi ved jo alle, hvor rart det er ind imellem endnu engang at få bekræftet sine fordomme.

1-stjerne

Bomonti Red Ale, Anadolu Efes (Lidt godt fra Niels II)

2017-10-23 18.46.22 irske er irerne sgu heller ikke …

Oktober skulle blive den måned, hvor jeg indtil videre har anmeldt færrest øl – kun tolv. Til gengæld har jeg haft flest klik på bloggen – 4.111 af slagsen, 34 mere end i juni, der indtil nu har haft rekorden. Det kunne være, jeg skulle anmelde noget mindre, hvis jeg ville have flere hits …?

Eller måske ikke. Mon ikke det har større betydning hvilke øl, jeg anmelder og hvor læseværdige mine indlæg er? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gjorde mig lidt ekstra umage med månedens sidste indlæg – Carlsbergs rædsel af en reklameøl – og den gav bestemt et nøk med i løbet af månedens sidste dage.

Men det var ikke den alene, der gjorde det. Nogle måneder ser bare ud til at være mere klik-genererende end andre. September er typisk lav, og så går det ellers bare den anden vej, og topper omkring jul. Folk vil gerne læse øl om vinteren og om sommeren – men først på efteråret? Nej, føj!

Vel, ikke mere spekulation om det. Det gør os ikke klogere. I stedet vil jeg tage fat på endnu en øl, som Niels havde med til mig fra sin ferierejse. Denne øl er en øl fra Tyrkiets store bryggerie Anadolu Efes. Folk der kender mig vil sikkert undre sig over, at jeg anmelder øl fra en diktaturstat. Min ekstremt dårlige undskyldning er, at den blodindsmurte, enevældige Sultan Erdogan sikkert er helt vildt meget imod alkohol – så det er vel en måde at spytte ham i hans grimme fascistoide fjæs, at købe og drikke øl, som er produceret i det land, han ellers gerne vil have renset for den slags.

Nu er det godt nok ikke mig, der har købt øllet. Det har Niels, og det skal han have tak for.

Jeg har før anmeldt bryggeriets ganske fine pilsner. Det er ikke tit, at en industriel pilsner er værd at spilde tid på, med mindre planen bare er, at blive besoffen – men Efes Pilsner kan faktisk noget. Så forventningerne er i top, når bryggeriet forsøger sig med noget mere avanceret, i dette tilfælde en red ale efter irsk forbillede.

Nu er det jo egentlig ikke fordi, jeg sådan er særligt imponeret over irsk brygkunst. Snarere tværtimod faktisk. Jeg synes, deres øl er tyndt og overvejende ligegyldigt, mens øllet på den anden side af det irske hav er langt mere mangfoldigt, farverigt og kraftfuldt i sit udtryk. Det er sådan noget, jeg aldrig ville sige højt på en pub i Dublin, da det nemt ville kunne koste mig livet – men det er ikke desto mindre min oplevelse.

Men en red ale, altså – flueben. Den er god nok, når brygget skænkes. Kobberrødt og klart er det – egentlig flot, som det også skummer gyldent, men derefter dør festen desværre meget hurtigt.

Duften er meget svag. For svag til at man rigtig kan sætte andre ord end netop ’svag’ på. Det samme gælder smagen, der er underligt konturløs i sin blege, metalliske klang mod smagsløgene.

Det er nu ikke fordi brygget smager grimt. Det skal jo lissom smage af noget, før det overhovedet kan smage grimt. Den metalliske  mundfornemmelse er nu heller ikke urar – blot svær at få hold på. Lidt syrlighed af græs er det tætteste man kan komme på en konkretisering af den meget fjerne aroma. Vandet er meget fremtrædende og gemmer ihærdigt alle bryggets potentielle indtryk væk. Imidlertid må man indrømme vandets berøring mod tunge og gummer, dets flåd henover smagsløgene og dets skvulpen mod mandlerne, før det finder sit mål i halsåbningen, som en lille oplevelse i sig selv. I det mindste er vandet da ikke lige så kedeligt, som det man kan finde i mange andre øl. Det kæler velourblødt mod alle mundens indre organer, alt andet lige.

Men det ville have været bedre, om kærtegnene var kommet fra malten, humlen – vel, eller af gæren. Som tidligere nævnt er jeg ikke imponeret over irsk øl, men det tyrkiske bryggeri har trods alt ikke helt forsået konceptet. Nok skal irsk øl helst være tyndt, men trods alt ikke noget der ligner smagsfrit.

2-stjerner

Schloss Edel, Darguner Brauerei/Harboe (Lidt godt fra Niels I)

2017-10-05 19.01.49Som vi kender det …

Tidligere på året sørgede en læser fra Lille Skensved ved navn Niels for overdragelse af den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet. Niels sørgede også for nogle andre smagsprøver ved samme lejlighed og det skulle så ikke blive sidste gang.

Under en længere rejse til blandt andet Tyrkiet og Tyskland forleden tog han lidt godt med hjem til anmeldelse. Det blev overdraget under lyssky omstændigheder i en ikke nærmere angivet indkørsel i postnummer Brønshøj i sensommeren, hvor de blev efterladt i en pose kun jeg (og den anonyme mellemmand m/k, der boede på adressen) kendte til.

Jeg har nu taget fat på den første af øllene i posen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at øllene ikke blev udvalgt for deres kvaliteter, men snarere ud fra forventningen om underholdningsværdien af de anmeldelser, der kommer ud af dem.

Den første er en discountrædsel så lys, at middelstore supernovaer må kaste håndklædet i ringen. Producenten må man ty til internettet for at blive klogere på, for om dette er etiketten ikke videre meddelsom. Af den fremgår kun den tyske supermarkedskæde, der forhandler den. En hurtig søgning afslører imidlertid danske bagmænd, nemlig Harboe, der ikke bliver mindre Harboe af at gemme sig bag deres tyske brandnavn ‘Darguner’.

Jeg fik aldrig snuset til øllet, før smagningen påbegyndtes. I betragtning af bryggets skrøbelige smagsprofil er der nu ikke grund til at tro, at jeg er gået glip af noget særlig stort. Brygget er ellers sprudlende frisk – kulsyre er der ikke for lidt af, mens en overraskende pilsnerhumle faktisk også formår at yde noget smag til oplevelsen.

Og det er jo sådan set meget godt så længe det varer. Humlen er skarp, bitter og smager godt igennem noget tid. Derefter – jeg ved ikke præcis hvorfor, men i takt med at det sprudlende bryg bruser af, giver smagen også efter, en mere hul og metallisk-syrlig smag tager over og brygget smager snart lige så meget af Harboe som man kunne forvente.

Det skal dog siges til bryggets forsvar, at det langt overgår de forventninger, man ellers kunne have til en så lys Harboe-øl i plasticflaske. Egentlig afsmag skånes man også for, så hvis man vil, kan man jo glæde sig vedde små røde dværgstjerner af håb på det store, mørke bagtæppe af tomhed.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme