Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Kvicklys Ølfestivalg

En tradition står for fald …

Til minde om …

Jeg har modtaget en nedslående besked fra Kvickly om, at det ellers traditionsrige Ølfestivalg ikke bliver til noget i år.

Det var ellers ærgerligt …

Det har jo været en årligt tilbagevendende tradition her på bloggen, at jeg anmeldte alle øl fra arrangementet. Siden det første Ølfestivalg i 2012 har jeg kommenteret på udvalget, og fra 2014 til og med sidste år, har jeg taget alle øllene under kærlig behandling i mine anmeldelser.

Men nu er det altså slut. Jeg kunne ellers rigtig godt lide arrangementet, og det var ikke kun fordi det betød gratis øl til undertegnede. Arrangementet var et vindue ind til, hvad der faktisk rørte sig på ølfronten i landets supermarkeder. Ganske vist mødte ølkonkurrencen en del kritik fra bloggermiljøet for at have et for lavt niveau, og i øvrigt kun repræsentere store aktører i Danmark frem for egentlige mikrobryggerier. Og kritikken er bestemt ikke ved siden af, hvis man havde forventet en form for mikrobrygfestival, når fx industriaktøren Vestfyen flere gange var repræsenteret.

Og ganske afgjort afspejlede arrangementet heller ikke, hvad der rørte sig allerforrest i ølfeltet på globalt plan. Men ølavantgarden har heller aldrig været denne blogs fremmeste fokus. Det har til gengæld det almindeligt tilgængelige udvalg, der blandt andet er at finde i supermarkederne. Derfor var arrangementet altid kærkomment, idet det ramte lige netop den målgruppe, jeg gerne vil skrive til og for.

Jeg har ikke fået at vide, hvorfor arrangementet er aflyst, men man har da lov at gisne lidt ud fra de mere generelle observationer man har gjort sig gennem årene. Antallet af deltagere har været støt faldende. Jeg er ikke bekendt med, hvor mange, der deltog de første to år, men antallet var i hvert fald for nedadgående de tre år, jeg anmeldte, startende med 12 deltagere i 2014, så 10 og endelig 7 i 2016. Mon ikke det simpelt hen var svigtende interesse fra producenternes side? Måske var salgsfeedback’et bare ikke stort nok til, at man ville diske op med en ny øl til arrangementet hvert år? – Det er, ud fra det begrænsede materiale – mit ydmyge bud på en forklaring.

Jeg har i anledning af arrangementets aflysning taget en tur ned ad memory lane, for at mindes nogle højde- og lavpunkter fra arrangementet igennem årene.

Mine tre vindere …

Det vigtigste først – de tre øl, der gjorde mest indtryk på mig, og lidt om hvorfor. Ingen af øllene opnåede nævneværdige placeringer ved selve valget, men det viser jo bare, hvor håbløse forbrugerne er, og åbenbart forbliver:

2014-05-13-17.59.532014: American Pale Ale, Fur Bryghus – En amerikansk pale ale lige efter bogen, og netop det var dens force. En sikker, næsten uprætentiøs øl efter alle forskrifterne, der netop i sin stilsikkerhed omfattede og omfavnede lige præcis alt det typiske – og velsmagende – ved den amerikanske pale ale, hverken mere eller mindre.

Uden at jeg er sikker, tror jeg faktisk brygget er blevet relanceret som Cascade Pale Ale – den kan findes i bl.a. Fakta for tiden.

2015-06-26 20.54.392015: Det samme kan Ærø Tangøl, Rise Bryggeri, som jeg stemte på året efter. Her har bryggeriet dog fastholdt det oprindelige navn. Jeg kan kun på det varmeste anbefale den – igen en amerikansk pale ale, men her med noget mere spark i. Mere blomsteraroma, mere frugt og mere rå nålebitterhed giver næsten karakter af IPA – men brygget giver samme nydelse om man kalder den det ene eller det andet. Det eneste spørgsmål der står tilbage er, hvad den tilsatte tang egentlig gør for brygget. Undertegnede ville aldrig have gættet, at det var i, hvis jeg ikke vidste det.

2016-05-23 17.47.382016: Og nogle træk fra de to foregående år gik også igen i Hoppy Belgian, Raasted Bryghus – uden at de dog udgjorde hele begrundelsen. Typen var denne gang en belgisk ale, der bød på et syrligt-sødt kludetæppe af både rare og bidske citrusfrugter, tilsat krasse, friske amerikanske humler (der var de igen, yankierne). Kombinationsbrygget lykkedes rigtig godt, idet der opstod noget unikt nyt i blandingen, og ikke bare begge dele (amerikansk og belgisk ale) i en arbitrær kombination.

At forbrugerne i øvrigt valgte helt forkert denne gang, kan man læse mere om i næste afsnit, hvor jeg tager de færdige valgresultater op til behandling.

Arrangementets tre vindere …

2014-05-17-13.35.012014: Den alkoholreducerede Svagpisser, Pladderballe Bryghus blev vinderen dette år. Selvom jeg selv kun gav den den 3. højeste karakter på 4 stjerner – fuldt fortjent i betragtning af, at en alkoholsvag øl kunne smage så meget igennem af friske grannåle og faktisk føles fyldig samtidig – brugte Pladderballe Bryghus alligevel min anmeldelse, da de selv fejrede sejren på deres facebook-side. Og det skulle ikke blive sidste gang noget i den retning skete.

2015-06-21 14.13.292015Skumhest, Pladderballe Bryghus var lidt mindre sikker i sit udtryk, men fik alligevel min næsthøjeste karakter det år. Ud over oplysningen om, at det i virkeligheden var øl, kunden i Hansemand Luchters enakter “Nede i Døgneren”, spurgte efter, bød brygget på skarp bitter og måske en lidt for gæret impression af lys belgisk ale, tilsat – af alle ting – ramsløg. Et hidsigt og ikke helt lettilgængeligt indslag, hvis sejr måske ikke overraskede i betragtning af producenten, men bestemt i betragtning af karakteren.

2016-05-24 18.32.012016: Efter Jan Monrads tragiske bortgang var det slut med Pladderballe Bryghus-øl ved arrangementet. Og måske var dette den enkeltstående begivenhed med størst betydning for faldet i arrangementets popularitet. For det var jo Pladderballe Bryghus, der var rendt med sejren de to foregående år. Uden det bryggeri i konkurrencen var alle døre pludseligt åbne for nye vindere, og resultatet var lige præcis så katastrofalt som man kunne frygte. Min absolutte bundskraber det år – Chokolade & Chili Stout, Ørbæk – løb af med sejren. Her kombineres tynd kaffe og tynd chokolade med bismag af chili, der lissom bare er der, uden at gøre hverken fra eller til ved det i forvejen usikre udtryk.

Den største skuffelse i de år, jeg fulgte systematisk med i arrangementet  – at dette bryg skulle gå hen og vinde i 2016 – blev altså også det sidste indtryk, arrangementet gjorde på mig.

Vindernes vindere …

Og hvilken øl syntes jeg så samlet set var bedst? Om den titel konkurrerer Tangøl fra Rise og Hoppy Belgian fra Raasted. Hårdt presset vil jeg nok sige Tangøl, men skulle jeg komme til at prøve dem begge igen, er det langt fra utænkeligt, at jeg ville ændre mening.

At lade det komme an på en prøve er jeg klar til – men det bliver desværre svært. Hvor Tangøl faktisk kan fås i Fakta – og den har mine varmeste anbefalinger – så ser det ud til, at Raasted ikke længere producerer Hoppy Belgian.

Det kunne de godt. De har i mig om ikke en fast køber, så i hvert fald én, der til enhver tid vil anbefale den.

Den bedste af konkurrencens officielle vindere er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Skumhest er, i kraft af sin vilde voldsomhed, uden tvivl den sikre vinder i den kategori.

Lavpunkter …

Ja, det er ikke for ingenting, at jeg i bloggens spæde barndom en kort overgang omdøbte den “Kajs Ølbrok”. Jeg bestræber mig ikke kun på at prøve bredt – snart sagt alt, jeg kan få fingre i af øl – men også at anmelde hudløst ærligt. Ærligheden er det min ambition at gøre særligt mærkbar i mine negative anmeldelser, og den side af mit bloggeri om Kvicklys Ølfestival skal læserne, Kvickly eller bryggerierne selvfølgelig ikke snydes for.

2014-05-14-17.49.392014: Ivory Blonde, Nørrebro Bryghus nednåede (det modsatte af at opnå) den laveste karakter ved arrangementet – ikke bare det år, men i alle mine systematiske anmeldelser af arrangementet overhovedet. Den er et forsøg på at lave en kvindeøl … og allerede der er filmen jo knækket. Jeg kender kvinder og mænd, der foretrækker jævne standardpilsnere, jeg kender kvinder og mænd, der foretrækker humlede IPA’er og endelig kender jeg kvinder og mænd, der foretrækker tjæretykke stouts.

Jeg har aldrig mødt en kvinde eller en mand, der gad drikke de tynde, udvandede og gerne sure øl, som bryggerierne med alt for jævne mellemrum udspyr med den undskyldning, at de skulle være markedsført til kvinder. Som nu denne rædsel, der først og fremmest var (var – fordi den ikke produceres længere, og gudsketakoglov for det!) tynd, sur af eddike og anonymt sød som en vandig opløsning af hvidt, raffineret sukker. Det bedste, der kunne siges om den er, at den – på trods af at der var tale om en kvindeøl, ikke gjorde mig gravid.

2015-06-23 18.35.372015: “Når denne er det svageste bryg står det ikke så slemt til” skrev jeg om Oat Malt Stout, Krenkerup i min korte gennemgang af ørets øl, før jeg gav mit bud på en vinder. Og det var klart også året med det stærkeste felt, hvor ingen bryg scorede under 3½ stjerner. Med andre ord var alle øl over middel i karakter.

Et par negative ord skal brygget dog alligvel have med – altså det er jo trods alt lavpunkterne, der er under kærlig behandling og ikke bare de mindre højdepunkter … Lidt for meget vand, og så venlig i sin karakter, at den ikke rigtig formåede at brænde igennem med sit budskab. Det er typisk for stilen, der netop er kendt for sit tilbagelænede udtryk og silkebløde mundfølelsesprofil. Personligt synes jeg at brygget falder ned mellem to stole, og ikke rigtig ved, om det vil være kraft- og karakterfuldt, eller mainstreamligegyldigt med det øgede salgspotentiale den slags undertiden giver. Det er nok også derfor, at netop dette bryg har fundet vej til min liste over de mest middelmådige øl, jeg har prøvet.

2016-05-22 16.09.062016: Den svageste øl i feltet fra sidste år har jeg allerede haft under kærlig behandling – det var Chokolade & Chili Stout fra Ørbæk, der som bekndt vandt. For nu at dette ikke skal blive en ren gentagelse af, hvad  jeg allerede har skrevet, vil jeg i stedet kigge på en anden øl, der fik samme karakter som Chokolade & Chili Stout det år, som den dermed delte sidstepladsen med. Den tvivlsomme ære tilfaldt Økuller, Svaneke Bryghus – en cream ale, som er en stil, jeg har været ude efter i et stykke tid … men ikke så meget længere, da det faktisk ser ud til, at den er, om ikke opgivet så i hvert fald langt fra så hidsigt markedsført, som den har været.

Og når man prøver dette bryg, forstår man hvorfor. Svagtsmagende af tynd kaffe og lidt gær tilsat en syrlig mundfylde med karakter af halvvejs smagsløs drikkeyoghurt giver omtrent samme fornøjelse som at læse et Anders And-blad for 10. gang eller drikke et glas lunkent vand uden at være tørstig. En flad, ligegyldig fornemmelse, hvor det mest bitre så langt fra findes i øllet, men derimod i følelsen af, at man netop har spildt noget tid, som aldrig kommer tilbage.

Det er langt fra fornemmelsen jeg sidder tilbage med efter at have anmeldt øllene fra Kvicklys Ølfestivalg gennem 3 år. Det har været en fornøjelse, som Kvickly skal have endnu en stor tak for – ikke bare arrangementet som sådan, men også for at donere øllene til mig. I tre år var det en mulighed for forbrugerne at blive klogere på, hvad specialøl er. netop i det perspektiv gjorde det ikke så meget, at øllene ikke var  specielle endda. Som sådan var arrangementet henvendt til de jævne forbrugere, og jo flere af dem, man på længere sigt kan få med på at elske de virkelige specialøl jo bedre …

Kvicklys Ølfestivalg var et fint sted at starte. – Jeg håber, der inden længe kommer nye startpunkter til i dets sted.

Hva’ sker der!? (Kvicklys Ølfestivalg 2016 Epilog)

2016-05-24 18.32.01Forbrugerne har vi godt nok ikke været heldige med …

Resultatet af Kvicklys Ølfestivalg 2016 er offentliggjort. Jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu engang at sige Kvickly tak for et godt og ikke mindst vigtigt arrangement.

Med arrangementet sætter Kvickly fokus på mikrobryg, kvalitetsbryg og specialbryg. Dvs. alt det øl, som små, passionerede bryggere pusler og nusler med, og for hvem masseproduktion, profitoptimering og øget salg ikke er det væsentligste, men derimod kvalitet og særegenhed. At Kvickly er et stort og bredt supermarked gør, at kendskabet til kvalitetsbryg når ud til en meget bredere kreds af forbrugere, end hvis specialøllene kun kunne fås i specialbutikkerne. Det er med arrangementer som dette, at Kvickly er med til at sikre, at smagfulde specialøl fortsat kan være et bedre alternativ til det tynde, industrielle metervaresprøjt fra de store masseproduktionsanstalter mange år fremover.

Kvickly lægger navn og hyldemeter til festivalen, der – som den kække (og måske lidt kiksede) stavefejl indikerer – også er en konkurrence, hvor forbrugerne i sidste ende ved afstemning bestemmer, hvilken øl, der i fremtiden skal være at finde i Kvicklys faste sortiment.

Og netop forbrugerne har vi godt nok ikke været heldige med …

Deltagerne har valgt Ørbæks Chokolade & Chili Stout som vinder. Jeg havde den på en delt sidsteplads (sammen med Svanekes uplacérbare cream ale) som den nednåede (det omvendte af at opnå) i kraft af sin med kopipapir sammenlignelige tyndhed og den helt fejlslagne tilsmagning med chokolade og chili, hvor den næsten ikke smagte af det første, alt for meget af det sidste og nærmest slet ikke af øl.

Men altså fair nok – folket og forbrugerne har talt. Og et modstræbende tillykke skal da også lyde herfra til Ørbæk for en i mine øjne aldeles ufortjent sejr – som Italiens ved Fodbold-VM i 2006.

En sejr er det dog ikke desto mindre, og den sædvanlige ærgelse efter alt for mange valg og afstemninger over, at folk bare ikke kan finde ud af at stemme rigtigt, har jeg jo efterhånden vænnet mig til.

I stedet er det jo en fin øvelse i at være enig med de mange forbrugere i at være uenig. Jeg vil vælge at rumme uenigheden, og glæde mig over mangfoldigheden af smagspræferencer og forskellige holdninger til, hvad det gode øl egentlig er. For det er jo i sidste ende et individuelt holdningsspørgsmål, og så er det jo i orden at være uen…

Åh glem det!

HVORFOR … HVORFOR VANDT RAASTED IKKE!?

Og jeg stemmer på … (Kvicklys Ølfestival 2016 – afslutning)

Det er nok ikke så svært at regne ud …

Hoppy Belgian, Raasted Bryghus

2016-05-23 17.47.38

 

For at kunne gætte det, skal man jo bare kunne tælle til fem. Det er nemlig det antal stjerner, jeg valgte at give dette bryg, som det eneste, og som den højeste karakter, der blev givet overhovedet.

Brygget er lanceret som en belgisk ale med et pift af noget amerikansk humle. De to ting i kombination formår på forunderlig vis at fusionere, transcendere og derefter manifestere en helt unik øloplevelse, hvor sødt, syrligt og bittert kombineres i det nydeligste puslespil, som man som smage kan beskue fra en luftballon, der bæres oppe af bryggets liflige fylde og forårsblomsteressens.

Det ville være direkte uforskammet at forklejne dens kvaliteter ved at sige, at det er den mindst ringe øl. Misvisende ville det også være, at sige at det var den bedste af deltagerne, for den er i sig selv en ganske fremragende øl, som det skulle undre mig såre, hvis den ikke gik hen og vandt. For denne gang er det ikke bare et hestehoved, der skiller nr. 1 og nr. 2 – nej, denne vinder suverænt med flere længder.

Til at begynde med luftede jeg min bekymring over det lave antal deltagere ved årets Ølfestivalg. Senere – da jeg anmeldte mit bud på en vinder – udtrykte jeg desuden bekymring over kvaliteten, da de første øl lagde sig i det magelige spændingsfelt mellem ‘middelmådig‘ og ‘ligegyldig‘. Heldigvis blev det i samme nu rigtig godt … og så fik man ellers en rutsjetur som var man i tivoli for første gang, men heldigvis endte man da på et nogenlunde-til-hæderligt niveau igen til sidst.

Men der er al god grund til at stramme sig lidt an igen. Som nogle læsere vil bemærke har jeg i år valgt at undlade at skrive et lille resumé om hver øl. Jeg synes ikke niveauet har været til det (ja, så hård og streng kan jeg være), og vil hellere bruge energien på at fremhæve det, der virkelig var godt – nemlig min vinder.

Jeg vil dog også anføre, at hvis Indslevs White IPA går hen og vinder, så er det ikke mange salte tårer jeg vil græde. Den formåede også at glæde med sin sprøde bitterhed, der gjorde den til en af de bedste hvedeøl, jeg længe har prøvet, samtidig med, at den slog det fynske bryggeris navn fast som hvedeøllenes mestre herhjemme.

Tak til Kvickly for et fint arrangement. Husk, at uanset hvilken øl, du synes er bedst, kan du afgive din stemme på oelfestivalg.dk denne uge ud.

White IPA, Indslev (Kvicklys Ølfestivalg 2016 VII)

2016-05-26 17.41.36Det har da potentiale …

Så er jeg nået til det sidste bryg fra Kvicklys Ølfestivalg 2016. Det har mest af alt været en noget begivenhedsløs slentretur ned ad alfarvej, dog med en enkelt 1. klasses seværdighed på vejen. Som jeg nævnte i min indledning, håber jeg på flere deltagere næste år – og jeg håber desuden på et generelt højere niveau, da arrangementet ud over den ene virkelig gode øl, har vaklet mellem sløjt og ligegyldigt.

Lidt mere kan dog reddes endnu af Indslev, der har brygget denne ‘White IPA’. Indslev gør det især i hvedeøl, og dermed kan man jo ikke ligefrem anklage dem for, at gøre det nemt for dem selv. Ikke desto mindre har de fundet sig en niche, idet rigtig mange mennesker her i landet stadig synes, at hvedeøl er mægtig interessant. Selv finder jeg generelt typen kedelig, og hyppigere direkte fæl, end de fleste andre typer.

Her har de imidlertid valgt at kombinere hvedeøl med noget, jeg til gengæld synes, er noget af det bedste i verden – amerikansk humle. Ja, hvis man skal pege på en tendens i forbindelse med årets ølfestivalg, så kunne den amerikanske humle fremhæves, som noget, der skal prøves i alt. Og for min skyld gerne. Jeg har endnu aldrig oplevet, at amerikansk humle forværrede det øl, det blev puttet i.

Umiddelbart ligner brygget mest af alt en Weizenbier med sin lyse, gule lød og det høje, fedtede skum – men det skyldes måske blot, at jeg vælger at hælde det op i et Weissbierglas. Den amerikanske humle undgår til gengæld ikke at gøre opmærksom på sig selv i duften, hvor skarpe grannåle i forening med milde forårsblomster uventet dominerer over den mere traditionelle hvedeimpression af banan og franskbrødsdej.

Og selvom hvedeøllets alt for letflydende luftighed er alt for genkendelig, så sender de amerikanske aromahumler det helt rigtige karske pift af gran, fyr og hyldeblomst over tunge og under gane – en lille aromasprængning i hvedeøllets spinkle skrøbelighed.

Det giver faktisk hvedeøllet en ny dimension. Hvedens friskhed og tørstslukning er intakt og på forunderligt, forfinet og ikke mindst simpel vis, giver den nye verdens humle lige præcis det aromatiske pift, der altid har manglet i øltypen. At tænke sig, det krævede bare en anden humle at gøre genren interessant.

Og eftersmagen er ikke længere gæret – også her hænger de skarpe, tørre granaromaer fast som kroge med små modager i tunge, gane og gummer, så det er den reneste fryd. Næsten som en Batch 1000 i en let udgave.

Den kombination har potentiale – og jeg håber, Indslev vil arbejde videre med den. Gerne ved at de gør den lidt vildere og lidt skrappere.

4-stjerner

Hvis du synes, dette bryg skal gå af med sejren, så skynd dig ind og stem på den på oelfestivalg.dk.

Kellerbier, Fur Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 VI)

2016-05-25 16.36.00OK Old School …

… Så blev det godt, men så blev det atter knap så godt … Takket være Raasted Bryghus og deres Hoppy Belgian har kvaliteten ved Kvicklys Ølfestivalg været svingende. Der var alvorlig fare for, at kvaliteten bare ville være lav, og så er svingende bestemt at foretrække.

Jeg har det ydmyge ønske, at opløbsstrækningen, som vi nu har bevæget os ud på, vil hæve det generelle niveau en smule. For selvom Raasteds bryg faktisk er det hele værd, så skader det jo ikke, at der også er andre interessante øl med på programmet.

Fur har ved Kvicklys ølfestivalg (pl.) holdt sig til det simple. For en simpel men effektiv amerikansk pale ale fik de min stemme for to år siden, mens den mørke hvede fra sidste år ikke helt nåede samme højder. I år vælger de igen simpelt og nogenlunde sikkert med en tyskinspireret Kellerbier.

En kellerbier er sådan set bare det, vi i Danmark kalder en Classic – en undergæret øl, hvor der i stedet for lys pilsnermalt er brugt mørkere wienermalt. Det er ikke fordi dét i sig selv gør brygget specielt mørkt – i stedet for pilsnerens højgule lød er dette bryg mere dybgult-til-orange, med matchende letgyldent, cremet skum. Jeg glæder mig ved gensynet – eller rettere genduften – af en gammel ven, fuselalkoholen, der altid minder mig om min fars hjemmebryg i mit barndomshjem nord for Aarhus. Den ledsagende humle ligger i det søde hjørne med fylde af vanille.

Smagen er ganske ligefrem og old school ligesom stilen er det. En traditionel pilsnerhumle blander sig med en lidt tættere og sødere maltprofil, end man oftest møder i industrielle bryg. Mundfølelsen er måske i det lidt for glatte og letløbende hjørne, men da fylden er intakt, undgår brygget at falde ud til den kedelige side.

Eftersmagen er måske ikke helt i skabet med sin lidt for metalliske klang, men den skønshedsfejl er langt fra slem nok til at ødelægge et indtryk af et bryg, der yder rigelig vederkvægelse, og akkurat smag nok til, at man samtidig er underholdt. Der er ingen dikkedarer – Fur spiller igen sikkert, og solidt, men vil man vinde, må man også satse.

Og det har de valgt ikke at gøre – it’s their loss.

3-en-halv-stjerne

Men hvis du mener, at en traditionel kellerbier er sagen, kan du jo stemme på den på oelfestivalg.dk.

Chokolade & Chili Stout, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2016 V)

2016-05-24 18.32.01For meget chili, for lidt øl …

Ørbæk leverer med sin Chokolade & Chili Stout suverænt det mørkeste bryg ved Kvicklys Ølfestivalg i år. Visuelt en mere end værdig repræsentant for genren med konsistens som råolie, mørke som beg og tæthed som tjære. Dertil kommer det høje, brune skum – cremet og kun meget langsomt faldende som det er, og i øvrigt heller ikke ulig olie, da det nok så lystigt glider ned i brygget når det langsomt opløses, i stedet for at klæbe til glasset.

Så kan det vel næsten heller ikke blive bedre, hva’?

Fuldstændig rigtigt. Efter den veldrejede visuelle indledning går det faktisk kun én vej, og det er ned ad bakke. Allerede i duften spores det vand, som farve og viskositet ellers mere end antydede, var fordrevet og erstattet af tyktflydende, urene olier. Bevares, kaffearomaen er der da, selvom mængden af bønner klart er for lille, mens den lette snert af lakrids kun giver fjerne mindelser om den tjære, som brygget visuelt havde forjættet.

Chokolade og/eller chili er der på dette tidspunkt ikke meget at spore af. Jeg går lidt og håber, at Ørbæks øl udgør de sidste krampetrækninger for en alt for omsiggribende tendens til at putte chili i alt, uden at det nødvendigvis gør det, chilien kommer i, bedre. Dette gælder især for øl, der kun meget sjældent har gavn af krydderiet, og til gengæld alt for ofte lider skade af det.

Det kan også være, at tendensen lever i bedste velgående, og at jeg blot har overset dens sejrsgang, mens jeg nød de mange specialbryg, jeg fik til min fødselsdag, af bryggeriforeningen m.fl. siden sidste efterår. Ingen af dem var med chili, og hvor meget jeg ellers elsker det krydderi, har jeg ikke savnet det i øllet.

Alle tendenser til olie, beg og tjære lukkes og slukkes i det moment brygget kommer inden for mundhulens rammer. Øjeblikkeligt bemærker man, at øllet føles meget mere vandigt, end det visuelt lader antyde. Det er ganske ufyldigt, og smager af halvtynd kaffe, blandet op med en anelse mindre tynd kakao. Snart træder chilien til, først idet den nogenlunde efter planen understreger chokoladen, men siden idet den træder frem som et selvstændigt smagselement …

Og det er her, chilien gør alt det imod øllet, der så tydeligt viser, at´chili ikke har noget at beskaffe i det medie. Brygget ender med kun at smage af chili. Det brænder nok så lystigt på tungen, så det ville have været en fryd, hvis det ellers var det, man havde lyst til. Det er det imidlertid ikke. Man havde lyst til øl – humle, malt, bitterhed, syrlighed, sødme – i dette tilfælde især det sidste, for det var det, man blev lovet af bryggets navn. I stedet brænder brygget som en mundfuld chili sin carne – en ikke særligt velkrydret chili sin carne endda.

Men så blev man da i det mindste mindet om endnu engang, hvorfor der ikke skal chili i øl.

2-stjerner

Synes du til gengæld, at chili i øl er mægtigt, ville dette bryg næppe være en dårlig ide at stemme på på oelfestivalg.dk

Hoppy Belgian, Raasted (Kvicklys Ølfestivalg 2016 IV)

2016-05-23 17.47.38På smagsløgssightseeing …

Man kan ikke sige, at der ved dette års Ølfestivalg indtil videre har været langt mellem snapsene. For der har ikke rigtig været nogen snapse endnu. Jeg er så småt ved at blive bekymret – ikke blot for antallet af deltagere ved arrangementet, men også det generelle niveau, der indtil videre ser ud til at have fået et ordentligt nøk nedad. Sidste år var den laveste karakter, der blev givet 3½ stjerner. I år har de tre første bryg allesammen lagt sig under denne karakter. At bevare optimismen synes mere og mere en udfordring.

Men – som både Pink Floyd og Queen har lært os: The Show Must Go On …

Raasteds bud på en ølfestivalgøl er et kombinationsprodukt, hvor man har taget udgangspunkt i en lys belgisk ale, og blandet noget amerikansk humle i. Amerikansk humle lyder jo entydigt godt (for mig ville det næppe gøre nogen forskel om man erstattede ordet “godt” i det danske sprog med “amerikansk humle”) mens den belgiske ale er noget af en trickster, der kan være alt fra aldeles pragt– til aldeles rædselsfuldt.

Visuelt leverer brygget i hvert fald varen. Sjældent har jeg set et bryg, der i den grad ligner overfladen på en citrusfrugt – i dette tilfælde en pomelo. Helt tæt og højgult er brygget, og så gør det ikke spor, at skummet ikke gør noget videre væsen af sig. Bouqueten er umiddelbart rar, men alligevel lettere ildevarslende. Lime og clementin blander sig kækt med bananen, hvor sidstnævnte ikke altid er noget godt tegn, og idet Weissbiergæren indfinder sig, får duften en ildevarslende snert.

Snart skal det dog vise sig, at der ikke er noget at være bange for. Det blandede duftindtryk forvarsler til gengæld en meget interessant, speciel og mangefacetteret oplevelse, som jeg faktisk aldrig har oplevet i nogen øl før.

Det starter syrligt og krast med en smag af limonade med for lidt sukker, blandet op med grannåle og fyrretræsharpiks. Så sætter sødme af velmodne appelsiner ind med bitterhed af samme, mens grannålene fra før lystigt kradser i gane, spiserør og kadaver, når brygget er gledet ned. Det er trods alt ikke mange øl, man ligefrem kan smage med mavesækken, men denne er én af dem.

Brygget byder på en sand mangfoldighed af gode smagsindtryk. Der er sødt, syrligt, surt og bittert. Det hele er bundet sammen af en adækvat gærfylde, som man kun mærker og ikke smager, på trods af bryggets mere end markante restgærtæthed. De forskelligartede smagsindtryk distraherer ikke. De forstyrrer heller ikke hinanden, endskønt de stundom blander sig aldrig så nydeligt. Aromaerne er delikat arrangeret ind i og oven på hinanden som et avanceret 3D-puslespil, der udgør en veltegnet arkitektonisk skulptur – ganske kompleks, men ikke forvirrende og aldrig rodet.

Kunne der have været mere knald på smagen? Så afgjort – men det flotte, komplekse smagssammenspil, den veltilrettelagte sightseeing rundt i alle smagsløgenes afkroge, som dette bryg byder på, ville alt for let blive overdøvet, hvis brygget smagte for kraftigt.

Min foreløbige favorit er fundet, og min tiltro til arrangementets kvalitetsniveau er på én gang blevet reetableret.
5-stjerner

Hvis du mener, jeg må have slået hovedet, når jeg synes, at denne øl er fremragende, kan du jo altid stemme på en anden øl på oelfestivalg.dk

Økuller, Svaneke Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 III)

2016-05-22 16.09.06Flad Fløde …

Fortsat fra sidste indlæg i den forstand, at jeg endnu sidder på tagterrassen i min boligblok sammen med min gode ven Gedved, hvor vi afprøver et par af øllene fra Kvicklys Ølfestivalg.

Efter den lettere inadækvate oplevelse med Braunsteins (ikke så) amerikanske ale, tog vi fat på Svanekes ‘Økuller’. Typen er en Cream Ale, og noget kunne tyde på, at det er en øltype i vækst. Jeg prøvede en Worthington’s fra hane i London, og Amager Bryghus har deres Marry me in Rio i sortimentet. Jeg begynder at ane en tendens. Måske er den en af de smarte nye typer, der tager over, hvor IPA’en og de tunge stouts slipper?

Men jeg håber det godt nok ikke. En diskussion på fjæsen forleden med Martin Pedersen, manden bag Stovt.dk, lod vide, at han i hvert fald ikke var videre begejstret for typen. Faktisk mente han, at det var noget man burde sprøjte imod. Jeg syntes godt nok, at den slags var lige lovligt Esben Lunde Larsen-agtigt, hvortil Martin hastigt retoucherede, at ‘ham burde man også sprøjte imod’.

Jeg er, som læserne måske har lagt mærke til, ikke helt utilbøjelig til ikke at være fuldkommen uenig med min medblogger deri.

Ligesom de andre cream ales, jeg har prøvet, dufter dette bryg af meget lidt og tæt på intet. Lidt gær er alt, min og min medsmagers næse kunne opsnappe. Der var også lidt uenighed mellem os og bryggeriet om, hvilken farve brygget havde. Det angives som kobberfarvet på etiketten, men så er der i bedste fald tale om mat kobber til tage, og ikke den ret flotte farve af blankpoleret kobber, som Braunsteins amerikanske Ale faktisk kunne bryste sig af.

Brygget smager kun af lidt mere end det dufter. En lun omend vag bitterhed af kaffe ledsager en mere ubestemmelig syre af gær, der stikker lidt ved mandlerne. Som ved de andre cream ales, holder brygget til gengæld en godkendt, flødet fylde, der gør brygget rart at have i munden.

Og der kan man så lade det skvulpe lidt rundt på tunge, i gane og omkring gummerne, og aldrig rigtig få nogen distinkt smag ud af det. Med tiden føles det mere som drikkeyoughurt naturel, og kun en diskret eftersmag af egetræ, minder én om, at der er tale om øl.

Gedved og jeg var rørende enige om, at brygget var rart at drikke, men slet ikke smagte af noget interessant. Jeg må selv erkende, efter at have prøvet tre af typen, at jeg ikke rigtig forstår øltypen. Denne individuelle cream ale virker væsentlig kedeligere end de to andre jeg har prøvet, men jeg føler mig ikke rustet til at vurdere, om denne er bedre eller ringere end de andre som cream ale betragtet simpelt hen fordi jeg ikke rigtig kan knække koden.

Jeg må indtil videre bare konstatere, at den ikke begejstrer mig – eller for den sags skyld Gedved, som jeg skylder en tak for godt selskab den eftermiddag.

2-stjerner

Hvis du til gengæld synes, at denne øl er fantastisk, kan du stemme på den på oelfestival.dk

American Ale, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestival 2016 II)

2016-05-22 15.35.32For lidt af det gode …

Som de faste læsere vil vide, er der ikke nødvendigvis 100% synkronitet mellem det tidspunkt en anmeldelse falder på bloggen, og det tidspunkt, det anmeldte bryg rent faktisk har rullet hen over anmelderens smagsorganer.

Undertiden endda langt fra.

Dette bryg blev fx. nydt i søndags på tagterrassen i den boligblok, hvor jeg bor. Anledningen var bittersød – jeg havde besøg af en af mine bedste venner i hele verden, der også er flittig gæsteanmelder på bloggen, nemlig den navnkundige Gedved. Han havde kort tid forinden løbet Copenhagen Marathon for anden gang. Men desværre var det ikke gået helt så godt, som det gjorde sidste år. Et styrt betød desværre afslutning i utide for min gamle ven, der efter at være kommet tilbage til målområdet på Islands Brygge, lige så godt kunne kigge forbi til et par forfriskninger, nu han var i nærheden.

32 km nåede han … Det er jo mere end jeg nogensinde ville kunne nå selv, så jeg bøjer mig betingelsesløst i støvet endnu engang.

Angiveligt skulle øl være et godt middel til restitution efter store sportspræstationer, så man kunne lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden, og byde på et par af de fine bryg, jeg havde til anmeldelse i anledning af Kvicklys ølfestival.

Valget faldt på noget, jeg havde en forventning om, ville være forfriskende. Og på det punkt skulle brygget da også leve op til forventningerne. Bryghuset Braunstein er desværre ikke leveringsdygtige i særlig meget trivia om deres American Ale, så hvad det specifikt amerikanske består i, forbliver uklart.

Hvilket i en vis grad passer til brygget, der umiddelbart lader til at være ufiltreret, uden dog at være det mest ufiltrerede bryg, jeg har prøvet – langt fra endda. Ellers fremstår brygget som blankpoleret – omend støvet – kobber med et lidt (for) diskret diadem af hvidt skum. At snuse til brygget afslører ikke meget om dets egenskaber. En antydning af vådt metal er alt, så man kan lige så godt gå direkte til smagning efter skænkning.

Det er en afdæmpet ale med både bittert og sødt. Jeg har måttet vente forgæves på det amerikanske – den kække bitterhed af de aromatiske humler, eller de bløde, runde kærtegn fra den nye verdens malte. Det er lige før (og så alligevel ikke helt) at denne ale minder mere om de amerikanske pilsnere end de generelt rigtig lækre amerikanske pale ales og IPA’er.

Ikke desto mindre er  der da noget sød, honninglignende maltkrop i brygget. Og bitterheden er da også fremtrædende nok til, at denne må indrømmes en plads i højsædet. Men et højsæde er det kun, fordi de andre smagsudtryk er så meget desto mere afdæmpede. Friskskåret løvtræ masserer og klister blidt til gummer, gane og mandler, og gør brygget til en indrømmet velegnet læske- og restitueringsbajer.

Således er den smule saft og kraft, der trods alt er i brygget da også OK og måske endda lidt til, men man kunne bare godt ønske, at der var nok af saften og kraften.

3-stjerner

Der kan fortsat stemmes på oelfestivalg.dk

India Pale Ale, Rækker Mølle Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 I)

2016-05-20 22.14.31Moderat-til-kedelig …

Rækker Mølle Bryghus‘ og Esben Lunde Larsens fælles placering i Vestjylland skal selvfølgelig hverken ligge Vestjylland eller Rækker Mølle Bryghus til last. Mens Esben Lunde Larsen er med til at give området et endnu mere blakket ry som en formørket skinhellig enklave befolket af bonderøve med hang til sprøjtegift og svinegylle, er det netop virksomheder som Rækker Mølle Bryghus, der trækker i modsat retning. Stundom har bryggeriet virkelig leveret varen, og ellers holdt sig nogenlunde over middel med nogle traditionelle og velkendte brygtyper, hvis rammer til gengæld blev fyldt godt ud, og nogle gange endda om ikke sprængt, så i hvert fald flækket.

Nu har bryggeriet i anledning af Kvickly Ølfestival barslet med noget lidt mere kontroversielt og vildt, end de plejer, nemlig en IPA. Ja, det er i virkeligheden ikke særlig kontroversielt længere i betragtning af, hvilken sejrsgang netop den brygtype har haft i forbindelse med specialøllenes gennembrud. Og det er der ingen, der skal klandres for. Her er der virkelig en brygtype, der tør smage af noget. Her er humlens – selve ølkrydderiets smag – i højsædet. Her er øl, der smager mere af øl. Her er det vilde bryg, der i modsætning til den generiske pilsner faktisk tør være en øl, og ikke bare en variant over postevand, tilsat industri, laveste fællesnævner og mainstreamkvalitet. What’s not to like.

Kontroversiel? Nej – ikke længere. Dertil er sejrsgangen allerede alt for langstrakt. Måske er det derfor, at Rækker Mølle Bryghus netop nu vover sig ud i det skarpthumlede øls usikre vande. Med Cascade og Citra-humle placerer de sig i en amerikansk tradition, mens markedsføringen i ikonografi og navn entydigt peger i retning af det britiske imperium. For min skyld må de gerne, men i min verden forbliver sammenblandingen af amerikansk og britisk et utryk for stilforvirring og en ikke helt sikker koordinering af brygtype og markedsføring.

Det vigtigste forbliver da heldigvis også indholdet. Brygget er flot orange, klart og tydeligt filtreret og med en moderat-til-kedelig skumdannelse. Glæde kan man sig dog over, at brygget faktisk udløser bouquet allerede ved åbning. Liflige ristede fyrrenåle blander sig med søde forårsblomster – syrén, kirsebær og hyld.

Jeg kan mærke, at jeg på det sidste har vænnet mig til, at IPA er noget, der svitser smagsløgene og river ganen i laser – som absolut minimum. Dette bryg virker i betragtning af, at det skulle være en IPA noget (for ikke at sige meget) afdæmpet. Humlen er da fremtrædende, bevares. Den kilder og kradser da adækvat de rigtige steder, og bryggets maltprofil er tæt nok til, at brygget ingenlunde føles egentlig tyndt.

Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, om brygget havde smagt mig anderledes, hvis jeg havde prøvet det før de mange gode IPA’er der er blevet mig til del på det sidste.

Jeg tror det ikke. Brygget er bestemt i det lette hjørne, selv i sammenligning med andre mainstreambryggeriers IPA’er. Vi er ikke nede omkring Carlsbergs komplet ligegyldige Brewmaster’s Collection IPA, men vi er på samme vej, og jeg kan ikke undgå at være en smule ængstelig.

Og de trods alt gode takter, brygget formår at slå an, folder sig heldigvis også mere ud efterhånden. Eftersmagen er mere end godkendt med aroma af røget fyrretræ og -nåle, der lægger sig som et kærligt bamseknus over gummer og gane.

Brygget lever alt i alt lidt for godt op til fordommen om den sindige jyde, der helst undgår for store armbevægelser, og det er aldrig godt i en øltype, der helst skal være lidt voldsom for at være god.

Jeg håber, at det bliver bedre.

3-stjerner

Stem på din favorit på www.oelfestivalg.dk

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme