Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Indflytningsøl

Kors Øøll, Ørbæk (Indflytningsøl IV)


Velkommen til …

Jeg er nået til den sidste indflytningsøl – den sidste at de øl, der røg med i flyttekasserne fra min fader, og blev transporteret med til vores nye hjem på Amager.

Og hvad ville ikke være mere passende end at jeg delte den med netop min fader, der forleden aften kom på middagsvisit – med tog, så han også kunne nyde en lille én til maden. Ét er, at øllet forhandles i så store mængder, 0,75 l, at jeg ikke gider drikke det hele selv, men det er også det mindste jeg kan gøre for min kære fader, der gav os tag over hovedet i fem lange måneder efter den bratte afslutning på vores irske eventyr.

Den ubehjælpelige stavning har historiske årsager. Øllet er brygget efter en opskrift på klosterøl fra 1400-tallet, og angiveligt er det den oprindelige stavemåde, der gengives på etiketten. Det skulle desuden være en øl, der blev brygget i anledning af korstogene i de år, og dermed Danmarks eneste unikke bidrag til disse. Når det nu skal være, så er det måske ikke den værste plet på landets historiske straffeattest, at man selv var ølhenter, mens de andre nationer sørgede for at slagte blindt løs i en blodrus.

Øllet flyder forøvrigt noget tyndere end blod. Farven kunne måske minde en lille smule om det – og så alligevel ikke. Det er mørkt rødbrunt, med relativt tæt, omend hurtigt vigende skum. Det er tydeligt ufiltreret, med små klatter af restgær, der samler sig i bunden af glasset. Duften er i det syrlige, og lidt vandede hjørne.

Smagen kommer heldigvis efter det. Det er en fortrinsvis sød øl med elementer af banan, franskbrød, karamel, malt og farin. Humlen leverer en varm bitterhed af kaffe, og en syrligt-skarp kant runder det hele ganske nydeligt af, så sødmen ikke bliver kvalm og bitterheden ikke harsk.

Det er en særdeles velkomponeret og afbalanceret øl med lige dele karakter og smag. Et veldrejet og vægtigt stykke bryghåndværk, som Ørbæk har gjort rigtig godt. Ørbæk-øllenes kvalitet er svingende, og sjældent rigtig godt (eller dårligt) men her ramte de bedre end de oftest gør.

Nu er vi endelig kommet godt på plads i vores nye hjem på Amager. Skål og velkommen til.
4-en-halv-stjerne

Raasted Forår, Raasted Bryghus (Indflytningsøl III)

Et held at jeg prøvede …

Jeg fandt denne øl i Fakta, Hvalsø, pakket ned i en lukket kasse nederst i et tårn af kasser, der indeholdt diverse påskebryg. Bare fordi, jeg kiggede grundigt efter, fandt jeg den. Ingen af flaskerne stod rent faktisk fremme (som det var tilfældet med de andre påske- og forårsbryg i opstillingen) så det var vel nærmest rent held.

Uprætentiøs ser den ud, og retrospekt tager jeg mig selv i, fra starten af ikke at have spor høje forventninger til den. Læse-læse-læse på bagetiketten … Den sædvanlige smøre om at det er den bedste øl i verden osv osv – glæde kunne man sig dog over, at der kun er brugt gær, humle og malt i brygningen … hmm, så mangler der vand – det kan vist ikke passe, men vel – der er i hvert fald ikke tilsat noget, som øl ikke bør tilsættes, så vidt så godt. Måske er den brygget på det vand marketingafdelingen hældte ud af ørerne, da de skrev resten af etiketteksten, for det var i sandhed en tynd omgang.
Vel, med i flyttelæsset kom den, og her til aften blev den knappet op. Allerede farven formåede at overraske i en grad, så den uanselige etiket næsten kom til at fremstå misvisende. Farven matcher så vidt jeg kan se præcis de gamle abrikos-sodavand fra Harboe. Man kender nok følelsen, når man mærker en lugt, der minder én om noget fra barndommen, eller et andet vigtigt tidspunkt i éns liv. Da jeg så dette bryg blive skænket oplevede jeg den visuelle ækvivalent, og det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg har oplevet før.
Min kære viv hævdede dog mere eller mindre hårdnakket, at farven ikke er den samme. Heldigvis har vi rigeligt med hjerterum til at være uenige om den slags. Harboe abrikossodavand indeholdt til gengæld ikke grums i form af restgær. Det er der rigeligt af i denne øl, og det glæder som oftest gør.
Skummet ligner til gengæld ikke sodavand særlig meget. Det er tæt som marengsmasse til at begynde med, forvandles så til store bobler, og sjasker så næsten lige så hurtigt sammen, som det har rejst sig – såeh, jo, skummets holdbarhed er faktisk også sammenligneligt med sodavandsskum – indrømmet. Farven er dog højgylden, det ses sjældnere i sodavand. Duften er absolut ikke sodavandsagtig (eller abrikosagtig for den sags skyld). Det er nok en let og ikke særligt gennemtrængende duft – til gengæld er den skarpt humlet og føles som en lille spids humlegren, der jages op i næsens slimhinder.
Smagen er – igen på baggrund af flaskens uprætentiøse ydre overraskende bidsk. Den smager af humle – rigtig meget af humle, og så stort set ikke af andet, men altså rigtig meget af det. Det er en tør, gæret bitterhed, som man kender det fra IPA’er, ja, det er faktisk mest farven, der er forkert i forhold til IPA-indtrykket.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg gav for den, men næsten uanset hvad, er den alle pengene værd. Lad endelig være med at gå uden om den, fordi den ser kedelig og uinspirerende ud. Bitterheden giver alle tiders fyldige, sprudlende og først og fremmest tæskebitre øloplevelse, leveret i en handy indpakning, hvor det, der er indeni, er meget vigtigere end det, der er udenpå.
Og hvor meget mere passende var det ikke at nyde den netop i dag, hvor vejret endelig blev rigtigt forårsagtigt, med vind på en halv pelikan, regn i stænger og temperatur omkring to grader? – Ja, sådan havde vi det her på Amager. I Jylland er det vist stadig vinter.
Well done, Raasted. Jer skal jeg sgu prøve nogle flere øl fra!

4-en-halv-stjerne

India Dark Ale, Herslev Bryghus (Indflytningsøl II)

Så god som en Herslev

Billedet er taget af min viv. Øllet er placeret under vores
spejl, på en klaverbænk vi købte på et Loppemarked i
Hvalsø i vinter.
 
Jeg har glædet mig til denne øl af flere grunde. For det første er det en Herslev, og Herslevs øl går man sjældent galt i byen med. For det andet er det en øltype, jeg ikke har kendt i forvejen, selvom jeg dog på egen hånd har udtænkt, at den måtte én eller anden da lave på ét eller andet tidspunkt. Jeg havde endda selv overvejet, om jeg selv skulle prøve at lave en India Dark Ale en dag, hvis jeg skulle få taget mig sammen til at tage mig sammen til at brygge øl selv en dag.
Der er jo ikke langt fra at have en lys øl, der er godt humlet til at lave en øl, der er mørk og godt humlet. Det handler vel egentlig bare om at bruge mørk, ristet malt frem for lys malt, og det lader netop til at være det, Herslev Bryghus har gjort ifølge deres bagetiket, (der i mellemtiden også prydes af en anden skrifttype end comic sans – det var tiltrængt!)
Voldsomt mørk er den nu ikke. Den er ikke stout-mørk – men det er jo så heller ikke nogen stout, på den anden side. Den bruser kraftigt, og et højt, lysebrunt og både fedtet og klæbrigt skum rejser sig marengsmasseagtigt over brygget. Ja, det ligner faktisk cola en hel del – men det må dark ale altså også gerne. Duften er først og fremmest præget af bitter humle med et let karamelelement.
Bitterheden går igen i smagen. Den er tæt og rig på fylde, som brygget får fra malten. Malten leverer også en til bitterheden velafstemt karamelsødme. Bitterheden selv er præget af humle som man kender den fra India Pale Ale, der vel nok kan siges, at være bryggets forbillede. Bitterheden fortsætter i eftersmagen, hvor malt og humle blander sig i en elegant dans, hvor bitterhed og karamelkrokant forenes.
Gærelementet, der ofte er markant i IPA, er dog ganske fraværende i denne øl – og heldigvis, fristes man måske til at sige, for gærelementet kan i en IPA være så fremtrædende, at det faktisk ødelægger oplevelsen. Sådan behøver det selvfølgelig ikke at være, men uanset hvad, præges nærværende India Dark Ale af en varm kaffebitterhed, der hvor man i en IPA finder gærbitterheden. Det er en ganske vellykket variant over India [indsæt variabel] ale-temaet, der samtidig er blidere og venligere end den lyse fætter, men stadig har samme kraftfulde udtryk, der stadig nok skal jage nydere af standarddiscountsupermarkedsprøjt på porten.
For kendere er India Dark Ale en øl med varm og venlig karakter. Den er en passende erstatning for et glas velskænket cognac på en baggrund af chesterfieldmøbler, jagttrofæer og tobaksfarvede vægge med masser af træværk og gamle malerier. En stilfuld og vægtig øl – og måske også en kende konservativ. For selvom der ikke er en finger at sætte på kvaliteten og nydelsen, så er smagsindtrykkene langt hen ad vejen set før. Smagen er aldeles pragtfuld, og kombination af kras humle, kaffe og velafstemt karamelsødme bærer glimt af originalitet – men så heller ikke mere end glimt, for de enkelte smagsindtryk er velkendte, og den store overraskelse udebliver.
Men det er vist også det eneste ringe, man kan sige om dette lille mesterværk. Herslev har bestemt gjort det igen, og skabt en aldeles fremragende variation over IPA’en. At det første forsøg, jeg har set, på at lave netop en India Dark Ale kommer fra Herslev Bryghus, kommer slet ikke som nogen overraskelse for mig. Det viser, at deres evne til at tænke nyt og ud af boksen er intakt, og resultaterne blændende.

5-stjerner

Woody Creek, Flying Dog Brewery (Indflytningsøl I)

Velkommen tilbage på Amager!

Der sker så sandelig noget. Her på bloggen skriver jeg som bekendt også vidt og bredt om min lille familie, og hvad der sker i vores nogle gange lidt for spændende liv. De læsere, der følger med vil vide, at vi for godt et halvt års tid siden flyttede til Irland, fly[g/t]tede hurtigt tilbage til Danmark igen, og flyttede ind hos min far i Hvalsø. Der boede vi så på mit gamle teenageværelse, fire personer i fem stive måneder … og nu er det endelig overstået!

Vi er alle fire, Linda, Thorolf, lille Thyra og jeg flyttet ind i en ny lejlighed på Amager, det sted i verden, hvor jeg føler mig allermest hjemme, efter at have tilbragt min studietid på Grønjordskollegiet få hundrede meter fra der hvor vi nu bor. Indflytning er altid et helvede, men omsider er der ved at komme lidt skik på det hele igen. De gamle møbler er ved at blive samlet, emballagen fra de nye er kørt på genbrugsstationen – TV og internet virker!

Der er også allerede blevet drukket nogle øl i den nye lejlighed. På dagen hvor vi flyttede skulle det naturligvis fejres, at vi nu var færdige med det værste slæb. Jeg og min hjælpende hånd delte et par Øko-Thy, en Sam Adams Latitude 48 IPA og en Boston Lager – samt nogle Grøn Tuborg (undskyld), som fulgte med det pizza-tilbud, der stillede sulten efter de mange strabadser.

Først for et par aftener siden, efter at have samlet en stigereol, så jeg mit snit til endelig at få smagt på den første for mig ukendte øl i det nye hjem, en Woody Creek fra det amerikanske bryggeri Flying Dog. En Wit-bier – en hvedeøl efter belgisk forbillede af den type, jeg sædvanligvis er ganske skeptisk over for.

Man kan med god ret spørge sig, hvorfor jeg lægger ud med en øltype, jeg i bund og grund ikke bryder mig om. Vel – den er købt i Netto Hvalsø engang i efteråret, og har stået i min fars fadebur næsten al den tid, vi har boet der. Så det var bare på tide. Den er flyttet ind i det nye amagerkanske hjem sammen med tre andre øl, som jeg i de næste indlæg vil behandle under temaet ‘Indflytningsøl’. Ud over denne, gælder det Raasted Påskebryg, Herslev Bryghus’ India Dark Ale, samt Ørbæks Kors Øøll (sic).

Så velkommen til hippiehyblen på Amager, og den første af fire Indflytningsøl.

Woody Creek er højgul i løden og har et ganske skrøbeligt, omend lifligt og fedtet, kridhvidt skum. At der er tale om ufiltreret øl er tydeligt på det gule øls uigennemsigtighed og grumsethed. Duften er sød, frisk og præget af et markant gærelement – for så vidt ikke noget nyt under solen, når det gælder witbier.

Også i smagen er gærelementet fremtrædende, men ikke på den ubehagelige måde, jeg alt for tit har oplevet. Derimod giver det brygget en vis skarphed, der fint matcher en markant sødme af appelsiner og en hvas syrlighed af lime. En let sprittethed giver fylde, og i eftersmagen finder man den eftertragtede bitre humle med mere præg af blid nøddefylde end skarp træbitterhed, som gærede bryg ofte får, når bitterheden skal træde frem over gærelementet.

Brygget er iøvrigt tilsat koriander og appelsinskal (ja, brygtraditionen er belgisk-amerikansk og ikke spor tysk), men det er ikke noget, der præger brygget – allerhøjst afstemmer det en smule i retning af det søde, så gæren ikke overtager helt.

Smagsbilledet er komplekst og sammensat, men også lidt vandet. Selvom sødmen er markant, har brygget ikke rigtigt den fornødne styrke i smagen, og kvalificerer sig i sidste ende bedst som en bælleøl. En interessant, smagfuld og anderledes bælleøl, men en bælleøl ikke desto mindre.
3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme