Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Guldbryllupsgaven

Lagerthas Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven III)

Ikke lige det, man forbinder …

Med dette bryg har Skands bevæget sig ind i den semi-mytiske legendeverden, som vi møder den i Saxos Danmarkskrønike. Lagerthas var således gift med Regnar Lodbrog, der så vidt jeg er orienteret er væsentlig mindre historisk belagt end Robin Hood, Jens Langkniv og Claus Störtebeker. Formentlig er vi nede på niveau med Jesus fra Nazareth og Moses – begge semi-mytiske og i den overleverede form helt sikkert opdigtede.

Historierne i sig selv er selvfølgelig ikke uinteressante. I sin tid troede (no pun intended) jeg jo, at min videreformidling af dem var det, der skulle give mig smør på brødet … Så heldig var jeg desværre ikke. Indflydelsen, fortællingerne har haft, er til gengæld til at tage og føle på. I betragtning af, hvor mange krige og lidelser, historierne om Moses og Jesus har afstedkommet, er det faktisk ironisk, at den civilisation der havde Regnar Lodbrog som en af deres superhelte i dag anses som den mest barbariske af de to.

Lagertha var ligesom sin husbond en græsselig kriger – og i betragtning af bryggeriets feministiske profil, er det ikke overraskende, at det er hende, der her hyldes med en øl.

Ifølge etiketten er der tale om en havrestout, hvilket direkte modsiges af deklarationen, der angiver bygmalt, humle, porse, gær og vand – men altså ingen havre. Ups! Duft er der ikke meget af, men på den måde minder den selvfølgelig om de havrestouts, der angiveligt skulle være ganske vanskelige at brygge og som efter min erfaring aldrig smager af særlig meget.

Jeg forstår ikke havrestouts al den stund, at man åbenbart investerer mange anstrenglser og ressourcer i en øl, der – når den lykkes – i bedste fald er halvkedelig.

I aromaen er brygget ganske mildt uden at være direkte vandigt. Man bydes venlig aroma af kaffe sødet med vanillesukker og marcipan. Lader man brygge skvulpe lidt mere rundt, vokser sødmen til en antydning af fersken, der formår at spille fint op til kaffebitterheden. Det hele er nydeligt omfavnet af et skvæt fløde til at gøre det hele lidt mere rundt og lækkerhedsagtigt …

… og aldeles ufarligt samt aldeles ukrigerisk og umægtigt.

Det kunne man ellers godt have forventet det af en øl, tilegnet en stor kriger. Dette er mere en øl for tjekkede caffe-latte slubrende storbyfemininer end vikingetidens skjoldmøer. Subsidiært er den for femininernes ledsagende storbyhipstere og ingenlunde en drik for tapre, blodtørstige, berserkergående skjoldmøer – eller disses ledsagere.

Juellingepigens Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven II)

Bare fordi det er spændende …

Sidst jeg anmeldte et bryg fra Skands serie af historiske øl (og som jeg købte som gave til min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden) kiggede vi på, hvad Danmarks første Dronning, Margrete d. I. drak sig besoffen i.

Skands er rejst længere tilbage i tiden og har taget springet over Storebælt til Stevns-egnen, (idet Margrete d. 1. formentlig regerede fra Nyborg) hvor man i forbindelse med anlægning af en roebane til Vesterborg på Lolland, stødte på Juellingekvindefundet. Det må her være på sin plads at bemærke, at undertegnede heller aldrig nogensinde havde hørt om hverken Vesterborg eller Juellinge, endsige Juellingekvinden (i modsætning til Lolland og Stevns – samt kvinder – alle ting som ved affattelsestidspunktet trods alt var redaktionen bekendt). Undertegnede skal heller ikke gøre sig klog på, hvordan ‘Juellinge’ præcis skal udtales. Ekspertise på feltet efterlyses og modtages med kyshånd – den slags venstresnoet og samfundsundergravende praksis er jeg bestemt ikke for stolt til at bede om.

Brygget her er ikke for folk med hang til blanke, polerede industriprodukter, der skyr bundfald i deres øl. Det beskrives bedst som en tynd, passionsfrugtfarvet brunkålslage, komplet med grums og store flager, der hvirvler rundt i flasken ved agitation. Efter skænkning dufter brygget til gengæld kun flygtigt, vandigt, let syrligt måske i retning af æbler. Brygget er krydret med porse og tranebær – samt humle, der ifølge jernalderforlægget, fundet i Juellingekvindernes (der var flere) grave, ellers ikke var en af krydderierne. Skands er åbenbart ikke klar til at gå full Thisted Bryghus.

Smag er der til gengæld ikke meget af. Man fristes til en påstand om, at kvindebevægelsen på de 1.000-1.500 år, der gik mellem Juellingekvinderne og Johnny Margrete d. første i det mindste var nået så langt, at sidstnævnte havde bedre øl at drikke. Brygget er sødligt-surt a’la en udvandet afart af det, man får til sine nudler på kinesiske restauranter. Surkålslagen er nok ikke helt ved siden af i smagen heller – og så lige et par teskefulde vanillesukker …

… og alt for meget vand. Hvis Skands var gået efter et surt bryg, vil jeg slet ikke afvise, at det ville være oplevelsen værd. Men i denne lette og alt for tynde form, fremstår det konturløst og ligegyldigt. Men selvom konceptet ellers er spændende, behøver brygget jo ikke være det.

At oplevelsen ikke var stor, blev til gengæld opvejet af vejret den aften. Jeg og min søn var netop hjemvendt fra Guldbrylluppet Tyskland, og spiste udenfor for første gang i år.

Så det var om ikke andet hyggeligt.

Margrete I’s Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven I)

Gensyn- og gensmagens glæde …

I weekenden var jeg til guldbryllup for min kære onkel og tante, der bor i Nordtyskland. Jeg har jo ikke bare tyske aner, for begge mine forældre er/var født og opvokset i Tyskland, og det var faktisk kun dem, der i deres unge år søgte udenlands. Resten af familien blev boende syd for grænsen.

Det var skønt at se familien igen. Mine to kusiner i den gren af familien er jo flyttet længere sydpå, så det er sjældent jeg får dem at se – og deres børn havde jeg nær aldrig set før. Jo – min ældste kusines søn havde jeg set da han var to år. I mellemtiden var han blevet femten. – Så der var meget, der lige skulle følges op på.

Fra min far, min søster og mig fik guldbryllupsparret en samling danske specialiteter, og næppe overraskende blev jeg sat til at finde nogle gode øl til dem.

Det blev til nogle sikre Greatest Hits fra Amager BryghusMortician, Todd The Axe Man, Linda The Axe Grinder og Lust. Fra Skagen Bryghus blev det en Drachmann. Og endelig blev det til en række øl fra Bryggeriet Skands, der har fortsat samarbejdet med Nationalmuseet om at brygge forskellige historiske øl. Der var lidt historie, poesi og så bare rigtig meget af det, jeg bare vidste var godt – nemlig øl.

Men ikke alle øl er nævnt ved navn, som den kvikke læser vil bemærke. Ud over de unavngivne Skands-øl, var der også endnu en Amager Bryghus-øl, der sammen med Skandsøllene vil blive anmeldt over det næste stykke tid under temanavnet “Guldbrylluppet”. Amager Bryghus-brygget regner jeg med at tage til sidst.

Vel, I har jo nok gættet, at de øl, jeg ikke selv havde prøvet, blev købt i to eksemplarer – en til mig selv, og en til guldbryllupsparret. Den første der blev åbnet var en af Skands’ museumsøl – disse var i øvrigt også udstillet til smagning på Esrum Kloster forleden. Men jeg holdt mig til det ukendte og det som jeg på forhånd vidste var godt, da jeg ærligt må indrømme, at min imponerethed over Skands bryg altid har været behersket.

På Dronning Margrete I’s tid rettede man sig ifølge etiketteksten i vid udstrækning efter tysk lovgivning, når det gjaldt ølbrygning. Øllet er derfor udelukkende krydret med humle, og ikke andre spændende sager, som det er tilfældet med de andre bryg i serien. Reinheitsgebot, som der antydningsvis refereres til blev imidlertid først indført i Bayern i 1516, mens Margrete I tog billetten over hundrede år tidligere, i 1412. Men hvad ved jeg? Mon ikke Reinheitsgebot var en art konsekvens der blev draget af en allerede udbredt praksis for, hvad det var god skik at putte i øllet?

I hvert fald kan humlen mærkes ganske kraftigt i brygget … omend ikke i duften. Her møder man primært søde æbler, hvede og vanille, og man forventer en enten sød eller tynd omgang – for den milde æbleduft forbinder jeg den dag i dag automatisk med halvsløje, vandede øl, der aldeles forgæves forsøger at fremstå som interessante.

Men som allerede antydet er det slet ikke tilfældet. Humlen bryder godt igennem til smagsløgene, der får den fulde glæde af det rene bryg. Især ved mandlerne er bitterheden god med karakter af valnødder, der har ligget for længe til at smage godt. Øl, der smager på den måde, smager til gengæld godt – go figure. Bitterheden næsten gløder på tungen med en friskhed, der minder om kommen, så det ikke bare bliver humle, tæsket ned i tunge og mandler. Nej, bitterheden har skam kontur, form og en nøje udtænkt plan om, hvor den vil hen og hvad den vil.

Undervejs – det må være, da kommenelementet blev præsent sent i smagningen – gik det op for mig, at det er næsten præcis sådan, jeg husker at mine forældres hjemmebryg på Matriklen i Hjortshøj smagte. Da jeg var lille syntes jeg jo, det var sjovt at smage på mine forældres øl, selvom jeg egentlig ikke kunne lide det.

Og dette var smagen! Måske ikke så overraskende endda. Det der blev brygget i mit barndomshjem var jo ligesom denne en ale, formentlig udelukkende krydret med humle. Dengang i firserne var ølrevolutionen i bedste fald i sin vorden, så det der med at krydre øllet med alternativer var meget fy-fy.

Ikke desto mindre er det altid spændende, når dufte, smage, syn eller lyd udløser dybt hengemte minder fra sindets afkroge. I hvert fald når minderne – som dette – er gode og hyggelige.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme