Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Grænsehandel

Fendt Dieselroß Öl, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel IV)

Falsk varebetegnelse …

Uaaak! Der er rod i kronologien … Ikke alene glemte jeg fuldstændig at nævne, at sidste øl også var en af de øl, jeg havde købt i den Flensburgske grænsehandel. Men endnu før jeg havde prøvet den øl, havde jeg prøvet endnu en øl fra samme tur. Denne øl.

I anmeldelsesrækkefølgen var den imidlertid gået under radaren, fordi jeg havde indtalt anmeldelsen på min telefon i stedet for at bruge pen og papir, som jeg plejer. Sådan går det, når man spontant beslutter sig for at spise ude, og man glemmer at få notesblokken med. Føj dertil, at man ikke gider spolere hyggen ved at måtte rende hele vejen op på 2. sal endnu engang, bare for at hente anmelderapparaturet. Så hellere bare bruge det, man har.

Det skal selvfølgelig ikke undskylde min inkompetance og amnesi, men en forklaring skylder jeg da læserne som absolut minimum (og jeg nægter at lytte til, endsige acceptere påstande om, at I som læsere garanteret aldrig ville have opdaget mit sløseri hvis ikke jeg detaljeret havde berettet om det her … jeg NÆGTER!)

Et bayersk bryggeri står bag denne og én anden øl, der bød sig til blandt specialbryggene. Det er selvfølgelig nærmest generisk indbydende at have en irgrøn retro-traktor på etiketten – men derudover er der ikke noget videre specielt over dem. Denne er en udbredt øltype i Tyskland – en Märzen. Navnet kommer af måneden marts, hvor øllet typisk blev brygget som noget af det sidste, før forbuddet mod at brygge øl over sommeren trådte i kraft på de kanter. Til gengæld lagrede det over de varme måneder hvor risikoen for inficering af nyt øl var for stor, og blev så drukket til oktoberfesten.

‘Öl’ betyder i øvrigt ikke ‘øl’ på tysk, men derimod ‘olie’. Navnet skal – gætter jeg på – vel vække associationer til traktorolie på en eller anden måde. I så fald ville jeg have brygget en stout tror jeg, men lad os nu få at se, hvordan det tyske bryggeri udlægger fornemmelsen af traktordiesel mellem gummerne.

Det er i hvert fald ikke dieselodeur, der møder næsen ved dennes proximering til det kobberrøde, hvidtskummende bryg. I det hele taget dufter brygget ikke af særlig meget, i en i øvrigt friskt kærtegnende sommerbrise fuld af forårsblomster og havegrill. Ved smagning forbliver brygget diskret, og vælger at forblive subtilt frem for frembrusende. En rar, rund maltprofil erstatter en for tyske lyse øl ellers fremtrædende humleprofil.

Det er for så vidt rart nok og nogenlunde markant, men det forbliver også aldeles ufarligt. Samtidig er resten af brygget underligt dovent, nærmest uengageret og med en kant af noget næsten syntetisk vandigt. Man kan ikke tage fra øllet, at det aldeles brugbart som tørstslukker på en varm, dejlig aften, hvor man kan spise ude – og så har den en rar sød kant samtidig …

… men som oplevelse betragtet er den desværre som tyske standardøl er flest. Og sådan at stille den mellem de øvrige specialøl, gnubber sig op ad falsk varebetegnelse.

Big Wave, Kona Brewing Co. (Grænsehandel III)

Flugt fra lava mod konfirmationen …

Netop som helvede (aka vulkanen Kilauea) bryder løs på Hawaii er jeg nået til at anmelde denne øl fra samme lokation. Tilfældighed? Helt sikkert – og desuden et resultat af min fortsat verserende bloggerdovenskab, for det er vel over en uge siden, den blev drukket.

Denne skyldes fortsat mange andre jern, jeg har i ilden. Ikke mindst online, hvor jeg er begyndt at spille (lidt for meget) Minecraft igen. Ellers er der fortsat familie-tam-tam’er der skal passes, og alt for meget arbejde … Jeg skal om ca. 20 minutter til konfirmation for min ældste niece, så jeg kan kun lige akkurat nå det.

Ikke meget anderledes end de tidligere Kona-øl, jeg har anmeldt, er denne gyldne pale ale tilpasset det geologiske stillehavs-hot-spots modbydelige varme og fugtige klima. Drikkelighed og friskhed går i en vis grad forud for aroma. I duften mærker man således en hel del vand, men også en ren bouquet af honning. På trods af vandmængderne føles den tiloversblevne bouquet ikke egentlig svag eller syntetisk.

Brygget er sprudlende friskt i kæften, hvilket giver en skarp og lækkert stikkende mundfornemmelse. Den søde malt får brygget til at glide let ned – det er nok at foretrække, når man er ved at blive stegt af både sol og lava på én gang. En nogenlunde præsent humle får lige netop afleveret nok friskskåret bøgearoma, let sødet med syrénnektar, til at man ikke keder sig under flugten fra egnens tyndflydende lava.

Hvis fødderne formår at bære, kan man måske også akkurat nå at svømme langt nok ud til at man ikke bliver kogt i stedet for stegt … Bare man nu ikke bliver ramt af en bølge på vejen.

Northsea IPA, Jopen (Grænsehandel II)

Lige en hurtig én …

Beklager den utilstedelige hiatus i den ellers stride strøm af anmeldelser. Der har været en del andre ting end øl i mit liv på det sidste – ja, jeg har jo faktisk også en familie og et arbejde der skal passes. Det er ikke altid har jeg tid – eller overskud – til at blogge, selvom det så’n overordnet set, er en af de ting, jeg morer mig allermest med.

Der er bare i øjeblikket flere på hinanden følgende familie-tam-tam’er og et arbejde, der nogle gange bare dræner én så meget, at man simpelthen ikke orker (orker hvad – ja … som helst) når man endelig har fyraften.

Men jeg skal heller ikke lade bloggeriet ligge så længe, at jeg også bliver stresset over det. Og her er den så – en ny anmeldelse. Den er fra tysklandsturen i forbindelse med min onkel og tantes guldbryllup (der var én af familie-tam-tam’erne) i starten af april, og er således købt i en grænsehandelsbutikken Scandinavian Park i Flensborg. Øllene fra den tur er jo bare ét af mange temaer, jeg jonglerer med for tiden. Når man som jeg er velsignet med indtil flere diagnoser, der i virkeligheden hæmmer éns evne til at holde flere bolde i luften samtidigt (i modsætning til, hvad jeg formentlig har skrevet i samtlige jobanmeldelser i tidens løb – og dén historie skal jeg nok undlade at trætte læserne yderligere med) forklarer dette også til dels, hvorfor der er gået så lang tid siden jeg sidst fik slæbt mig til tasterne.

Det er en IPA fra Nederlandene, hvis duft jeg aldrig nåede at få afprøvet, før glasset blev sat for munden. Til gengæld er det orangegyldne brygs aroma præcis som det skal være:

En knastør, skarp bitterhed af fyrrenåle flænser smagsløgene op, så den rå smag af friskafhøvlet grantræssavsmuld rigtig kan trænge ned i tungen. Savssmuldet er krydret med kommen og rigelige mængder bergamot, der giver den krasbørstige bitterhed modvægt med lindrende olier og balsamerende sødme.

En lille pakke fuldendt IPA – præcis som man ønsker den skal være. Uden overraskelser, især ikke til den negative side, og uden at man savner dem, der ellers kunne have været der til den positive side.

Jo – man kan åbenbart også finde rigtig gode øl i grænsehandlen.

God 1. maj til jer allesammen i morgen. Jeg skal først og fremmest fejre min datter, der også har fødselsdag den dag.

Mooser Liesl, Arcobräu Moos (Grænsehandel I)

Overstået!

Her på det sidste er det lykkedes mig ikke at have alt for store anmeldelseshængepartier, altså rækker af øl, jeg allerede har prøvet, men endnu ikke har fået anmeldt. Til gengæld jonglerer jeg vist i øjeblikket med 3-4 forskellige temaer, som jeg må kæmpe lidt for at holde adskilt.

I mine unge dage kunne jeg være slem til at påbegynde projekter, som jeg aldrig fik gjort færdig – det skulle være typisk for folk med ADHD-diagnoser. Efterhånden er jeg blevet bedre til at begrænse antallet af projekter, jeg går i gang med – til gengæld har jeg meget svært ved at gøre dem halvt. Således også min ølblog – og hvis jeg har besluttet mig for, at jeg vil påbegynde et nyt tema, fordi jeg finder blot den mindste anledning til det, så må får det være således.

Jeg indleder derfor med dette indlæg en række anmeldelser af de øl, jeg købte i Scandinavian Park, Flensborg, på vej hjem fra Guldbrylluppet i Nordtyskland forleden. Det kommer til at ske under temaet “Grænsehandel”. Fordelen ved temaet er, at det slet ikke behøver være begrænset til denne ene omgang, men fremover altid vil kunne hives frem, når jeg har været i Tyskland for at handle.

Jeg har flere gange langet ud efter tysk øl og tyskernes ølkonservatisme her på bloggen. De har deres Reinheitsgebot, der som et tveægget sværd på den ene side har sikret en høj pilsnerkvalitet og på den anden side har været en brutal, tæsketung stopklods for hittepåsomhed i det store land mod syd. Sidst jeg var i Tyskland var udvalget af specialøl i den grænsebutik vi var i praktisk taget ikke-eksisterende, og i stedet for at fokusere på kvalitet, valgte jeg i stedet at finde noget bizart, så jeg i det mindste havde et eller andet at skrive om.

Måske frekventerede vi blot det forkerte center dengang, for i Scandinavian Park var der da trods alt en smule at komme efter. Jeg hapsede de bryg, jeg ikke havde prøvet før – uden i øvrigt at spare synderligt mange penge i forhold til, hvad lignende produkter ville have kostet herhjemme. Mest fordi jeg tænkte, at muligheden for at støde på disse bryg senere, næppe ville vise sig.

At betragte bryggene som specialøl eller craft-beer er for flere af bryggenes vedkommende lidt af en tilsnigelse. Ikke mindst hvad angår nærværende øl, der ret beset heller ikke blev fundet på specialølshylden, men derimod i slagtilbudskassen med snarligt udløbne varer. Der er tale om den særligt lyse pilsner, som de hærdebrede tyske smede vederkvæger sig i på de varme sommerdage under stålværkernes og bilfabrikkernes airconditionløse bliktage – Helles Pils. Bedst husker jeg Flensburger Brauereis bud, som man om ikke andet må indrømme effektive tørstslukkende egenskaber.

Og ‘hell’ – altså lys (ikke helvede – det er engelsk) er brygget i dåden (tysk: in der Tat, svarende til engelsk: indeed – jeg lobbyer hvor jeg kan for at gøre ‘i dåden’ til et gængs dansk udtryk). Korngult, krystalklart og kun med begrænset, skrøbeligt kridhvidt skum på toppen. Duften kender man fra alle de andre standardiserede, generiske og i grunden ligegyldige standardpilsnere, så dér er der heller ikke nogen nyheder.

Og sådan er det også i smagen. Det glider lige ned i halsen uden den mindste antydning af bump eller andre forhindringer. Heller ikke positive indtryk såsom aroma, mundfornemmelse, fylde eller anden berøring komplicerer den fuldendte oplevelse af en industriøl, der kun er brygget for massekonsumption og pengeindskovlingens skyld. En generisk, let tysk pilsner, der ikke bare ligner de andre til forveksling, men formentlig aldrig ville forårsage så meget som ét enkelt løftet øjenbryn, om dette bryg blev hældt på flaskerne fra en anden standardindustrigigant.

Jeg købte den, fordi jeg ikke havde prøvet den før. Nu har jeg prøvet den, og glæder mig over, at det nu er gjort. Jeg kan komme videre uden nogensinde behøve se mig – endsige vende – tilbage.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme