Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Fra klosteret

Lindemans Casis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Geuze Mariage Parfait 2013, Boon (Fra klosteret I)

Tør Geuze …

Under temanavnet ‘Fra klosteret’ tager jeg nu fat på de øl, jeg tidligere på året tog med hjem fra Esrum Klosters ølfestival. Yes! Endnu et tema – og hvorfor ikke?

Jeg havde det jo som blommen i et æg på ølfestivalen på Esrum Kloster. Klosterets indervægge var jo ligegodt hvidkalkede, så dette var tilfældet i mere end én forstand – men ellers tullede jeg jo egentlig bare rundt og nød at være omgivet af det, jeg holder allermest af i hele verden.

Belgisk øl er som jeg har fået nævnt engang det øl i verden, jeg synes er allermest interessant. Ikke mindst det sure øl, har jeg på det sidste fået smag for – herunder Guezen, som der flød i stride smagsprøvestrømme indtil chefen sagde stop! Ikke flere smagsprøver af netop denne øl. De sidste få eksemplarer ville være til udsalget – ikke til udskænkning.

Vel – jeg måtte jo smide pengene på bordet og købe et eksemplar, og så glæde mig over, at jeg kunne nyde en hel en af slagsen, og ikke bare en af de i øvrigt gavmilde smagsprøver, klosterpersonalet langede ud.

Jeg føler mig fortsat som – om ikke et barn, så i hvert fald en grønskolling, hvad typen angår. Men flot gyldent, diskret knækket over i det orange er brygget. Lystigt brusende med ikke kækt hvidt skum, der falder hurtigt. Det er ikke for intet, at typen kaldes øllets svar på champagne. Duften er tilsvarende forventligt frisk og syrlig – en tør champagne i dette tilfælde.

Det er bestemt en geuze hvor friskhed og syrlighed står i et noget andet forhold, end Oude Geuze fra samme bryggeri, og som jeg fik en smagsprøve af på klosteret. Denne er mere bidst og skarp med et kraftigere element af citron og grapefrugt – samt en smule eddike, der også gør den noget mere svært tilgængeligt end dens mere harmoniske broder.

Der er få – hvis overhovedet nogen søde elementer. Det, der først og fremmest spiller op mod bryggets spidse syrlighed er friskheden – eller om man vil, vandet i brygget. Det forhindrer brygget i at kamme over og blive et decideret surt bryg. Ikke at der er noget galt i det, men et helt surt bryg er ikke desto mindre knap så madegnet, som dette mod det sure hældende kompromis.

Er man nybegynder udi typen, er det næppe denne, man skal lægge ud med. Den rundere og mildere Oude Gueze eller Mort Subites akkurat mere afdæmpede Gueuze ville i det tilfælde være bedre valg.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme