Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Fødselsdagsølsmagning

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus – fra flaske (Fødselsdagsølsmagning 2016 – Afslutning)

2016-11-05-22-48-50Det var bedre …

Der er lysere tider i udsigt her på bloggen. I går aftes fik jeg omsider lagt sidste hånd på min webtegneseriejulekalender med Spelt-segmentet. Det skulle vel senest være sket d. 23. men da stort set alt andet i mit liv blev sat på pause for at få projektet færdigt, har det været en stor lettelse omsider at få det fra hånden.

Nu mangler bare efterslæbet på bloggen … som heldigvis ikke er så stort igen. Min kære storebror var behjælpelig ved at give mig en julekalender fra Thisted Bryghus i fødselsdagsgave. Indtil videre har der kun været bryg, jeg har prøvet før bag lågerne, så når lysten til et humlebryg meldte sig, var jeg heldigvis velforsynet uden at jeg behøvede gøre min liste af ventende bryg længere.

Og skulle det vise sig, at der dukker øl op i dén julekalender, som jeg ikke har prøvet før, så skal de nok blive behørigt anmeldt. Hvilke øl, der gemmer sig bag lågerne, kan man følge på bloggens facebook-side. Nu videre til dagens anmeldelse – den sidste fra min fødselsdagsølsmagning tilbage fra 5. november.

Marcus ville som bekendt ikke give den skænkede Rough Snuff karakter, på grund af mistanken om, at netop skænkningen havde berøvet brygget noget af dets kant og smag. En af de indtil videre hemmeligholdte detaljer om min fødselsdagsølsmagning er imidlertid, at jeg oprindeligt troede, at jeg kun ville få besøg af Marcus den aften. Gedved stødte først til senere – efter at jeg havde købt to eksemplarer af hver øl, jeg havde tænkt mig at smage.

Så var der én til hver, tænkte jeg, uden at skænke det en tanke, at hvis Marcus og jeg alene skulle drikke en hel af hver øl, så – ja, lad os bare sige, at vi nok ikke var nået igennem dem alle sammen, i så fald. Men selv med Gedveds mellemkomst, var der nok i 0,33-liters-øllene til, at en enkelt af dem kunne levere adækvate smagsprøver til alle parter.

Til gengæld betød min lidt for rettidige indkøbsomhu, at vi nu kunne tage højde for Marcus bange anelser og prøve brygget direkte fra flasken. Ja – vi var tre mand høj, der alle pattede på samme flaskeåbning, og ud over at dele mundbakterier, der udmærkede sig ved at vi alle tre ikke blev det allermindste syge efterfølgende, blev brygoplevelsens dimensioner faktisk uddybet væsentligt.

Der var mere af det hele. Både lakridssmag og kaffebitterhed trådte mere frem på en meget tydeligere og fyldigere chokoladebund. En poetisk uddybning af dette må læserne desværre have til gode, da mine notater til denne smagning nr. 2 er såre sparsomme. Men det kan altså bestemt anbefales at drikke dette bryg direkte af flasken i stedet for at skænke det.

Den eneste anke nogen af os kunne anføre var, at brygget – hverken skænket eller flasket (perf. part. af verbet ‘at flaske’) var særlig rough. Selv lakridskanten er, trods en antydning af salmiak, fortrinsvis rar og lindrende på eventuelle halssmerter. Ingen af smagsnuancerne yder nogen brutalitet i udtrykket, men kun varme og knugende venlighed.

Vi havde ellers fundet på så mange fine overskrifter til gensmagningen – herunder the re-snuffening eller re-roughening … Men begge dele ville have foregøglet en langt mere fandenivoldsk oplevelse, end der egentlig blev lagt op til.

Karakteren var vi igen rørende enige om, og glade var vi for, at aftenen sådan blev sluttet af med bravour.

5-stjerner

Tak til Marcus og Gedved for, at de ville være med til at lægge gane og tålmodighed til mit hidtil længst prokrastinerede tema.

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VII)

2016-11-05-22-48-50

Måske hellere i glas?

Ja, ølbloggeriet er godt nok kørt en smule fast. Undskyldningen er min tegneseriejulekalender, der næsten har taget alt min fritid. Helt færdig er den ikke endnu, men jeg kan mærke, at jeg ikke længere magter at have nærværende hængeparti liggende længere, så nu må og skal det gøres færdigt. Om det så ikke bliver helt så udførligt som jeg plejer.

Siden sidst er verden blevet et lidt lysere sted – undtagelsesvis. Dakota Access Pipelinens rute bliver øjensynligt lagt om, den italienske premierminiester får ikke uindskrænket magt over hele universet (og heller ikke over Italien) og Østrig har valgt ikke at vælge en nynazist til præsident.

De indledende øvelser er hermed overstået, og jeg fortsætter til anmeldelsen. Rough Snuff 2 er Midtfyns Bryghus forsøg på at genbrygge en øl, der blev forbudt, fordi der blev brugt tobak i produktionen. Det må’s man ikke – muligvis endda af gode grunde. Jeg forestiller mig ikke at tobak er sundt at indtage i nogen former. Rough Snuff 2 skulle være det tætteste, bryggeriet kunne komme på det oprindelige resultat uden brug af tobak.

Brygget udløser aroma straks ved åbning med en fortrinsvis sød duft af rosiner og krop af rødvin. Smagen er mild, blød og rar, men formåede åbenbart stadig at bide i de blister, jeg havde ved gummerne aftenen før min fødselsdag – ja, vi er som bekendt stadig i gang med ølsmagningen på hin fødselsdagsaften.

Marcus noterede sig både god sødme og bitterhed, men ikke meget ‘rough’ …

Og det er så her mine noter slipper op efter en kort passus om, at Marcus foreslog, at man måske skulle have drukket brygget af flasken. Jeg kan huske, hvordan jeg fortalte vidt og bredt om de meget fine amerikanske IPA’er, Martin Guldhammer havde med fra USA, og hvordan jeg fik dem udleveret af Paul Hertz.

Det inspirerede os til et lille eksperiment, der vil blive gennemgået i næste indlæg.

Brygget, der altså blev nydt i glas fik af …
Gedved

3-stjerner

Kaj

4-en-halv-stjerne

… mens Marcus helt afstod fra at anmelde brygget, når det var skænket i glas. Han mente slet ikke at brygget fik lov til at folde sig adækvat ud i det medie.

Chili Tripel, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VI)

2016-11-05-21-59-27Bedre på flaske …

Allerførst en berigtigelse. Jeg har tidligere rost men hyppige medanmelder Gedveds meritter som marathonløber. Men jeg er vist kommet til at give det indtryk, at Gedved kun har løbet Copenhagen Marathon to gange – sidste år og i år, men det er forkert. Helt forkert. Gedved har løbet Copenhagen Marathon tre gange. Første gang var i 1992 – endnu tre år før jeg mødte Gedved for første gang. Dengang løb han i tiden 4:31:44 mod 4:08:51 i 2015. Alderen er åbenbart ikke kommet i vejen på de 23 år, der gik imellem. Gedveds personlige rekord er i øvrigt 3:50:46, sat i Altbierens hjemby, der så vidt jeg kan Wikipedia’e mig frem til, er Düsseldorf.

Så skulle det vist være sat på plads.

Jeg indrømmer blankt, at der er blevet længere mellem anmeldelserne. Årsagen er den enkle, at jeg har været meget optaget af mit store julekalenderprojekt på min anden blog, Spelt-segmentet. Det kommer næppe som den store overraskelse, at 2. del så dagens lys i dag. Nåede man ikke starten, kan den ses her. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at julekalenderen i skrivende stund ikke er gjort færdig endnu – og jeg vil helst være helt færdig med den, før jeg sådan for alvor går i gang med øllene igen. Weekenden åbner for en mulighed for at få gjort netop det – men hvis jeg kender mig selv ret, skal jeg nok blive forsinket alligevel …

Men mit fødselsdagsarrangement skal i hvert fald ikke hænge i Limbo længere. Det næste punkt på programmet aftenen før min fødselsdag, der efterhånden føles som meget lang tid siden, var Midfyns Bryghus‘ Chili Tripel, som jeg havde prøvet fra fad på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august. Der hersker en udbredt fordom om, at øl altid er bedst fra fad. Det er imidlertid ikke altid tilfældet (Spoiler! Netop den pointe vil kunne udledes af dette indlæg) og derfor var jeg heller ikke lunken ved tanken om en triviel gentagelse af oplevelsen fra ølfestivalen, der altså bestemt ikke var helt oppe at ringe.

Tværtom skulle det højorange bryg snart vise sig at blive aftenens overraskelse. Da brygget valgte ikke at dufte af særlig meget blev der hurtigt skredet til smagning. At brygget fra start valgte at yde en fyldig sødme af honning og mørk sirup kom bag på os alle. En blød, rund maltkrop der var noget så rar at lade balancere på tungen, for så at lade den vælte rundt i hele mundhulen til mere end bare almindelig velbehagelighed.

Som Marcus bemærkede, er navnet næsten overkill. Brygget skulle ikke være navngivet ‘Chili Tripel’ da man derved får den opfattelse, at det smager meget af chili. Men i stedet for at svitse mundhulens slimhinder af, demonstrerer brygget aldrig så fint hvad det er, chili kan ud over at brænde.

“Chilien er en bagstopper, der både understreger Tripel-sødmen, men også forhindrer den i at blive kvalm. Den er en perfekt gennemført øl og ikke en gimmick-øl, hvor man bare har tilføjet chili fordi man kan. Brygget er en Tripel med chili og ikke en chili-øl.”

Marcus tilføjede – lidet overraskende – at den var den bedste chili-øl, han nogensinde havde prøvet.

Gedved var ikke mindre begejstret. Ud over at mene, at han kunne ane aroma af jordbær, bemærkede han, at brygget også varmer godt ned gennem halsen. Dér smager man faktisk chilien, men igen ikke så meget som en skarpt brændende smag, men derimod netop som en rar varme, der endda fortsætter et stykke tid nede i centrum af kadaveret. Men aldrig i en grad så det bliver bare antydningsvis ubehaveligt.

Om dette lille mesterværk, der muligvis har vundet på dels at blive tappet på flaske, dels at få lov at stå et par måneder, var vi rørende enige om karakteren. Det blev til tre gange …

5-stjerner

Thyra, Frejdahl (Fødselsdagsølsmagning V)

2016-11-05-21-39-07Til dig, lille skat …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg købte den her øl, fordi den har samme navn som min lille fireårige datter.

Derudover er det en selskabsøl – dvs. en øl, der er for stor til, at jeg gider drikke den alene, og derfor var den jo oplagt at nyde til det lille ølsmagningsarragnement, jeg spontant havde raflet sammen til da jeg fejrede fødselsdag.

Jeg havde jo tænkt, at udviklingen i ølsmagningen skulle gå fra det lyse og lette, til det dunkle og tunge. Mange af øllene viste sig at være restlageret fra sommeren, så i det lyse blev der startet – og fortsat noget længere end det egentlig var planen. Lidt mørkt blev det da – men kun lidt tungere. Og fra den i øvrigt nydelige – men ganske lette brown ale, bevægede vi os nu … tilbage til det helt lyse og lette, hvor vi var startet, og hvor vi sådan set også stadig var, før den korte omvej ind på en knap så oplyst sti.

Thyra er nemlig en Farmhouse Ale – eller en Saison, som jeg ville foretrække at kalde den … Farmhouse Ale er mig bekendt en amerikansk betegnelse, og i disse dage må jeg erkende, at de associationer tanker om især grisefarvet amerikansk landbefolkning og i særdeleshed deres stemmevaner vækker i mig, får den franske – eller snarere vallonske – betegnelse til at fremstå en kende mere attraktiv.

En Saison er ganske lys, og det er ikke en regel denne saison bryder. Brygget er nærmest citrongult, frisk brusende som sodavand, og omtrent med lige så meget skum, nemlig tæt på intet. For at gøre øllet rigtig sommerligt er det tilsat hyldeblomst.

Gedved erklærede snart, at denne var “den ikke-alkopoppede version af Belgian Redhead.” Nu stod han jo egentlig også ret alene med det synspunkt, at den tredje øl, vi havde prøvet, var en alkopop. Men at den ikke var alkopoppet var vi alle enige i ikke desto mindre. Marcus kaldte den “en vellykket hoegaarden – uden banan og med mere lir.” Det minder mig om, at jeg selv synes Hoegaarden er så kedelig, at jeg endnu ikke har gidet anmelde den. Jeg er faktisk gået uden om den i alle de 6½ år, jeg har blogget.

Jeg husker ellers ikke Hoegaarden som smagende specielt meget af banan. Sidst jeg prøvede den må have været på H-18 bar – Grønjordskollegiets værtshus, som både jeg, Marcus og Gedved frekventerede ofte i vores tid på det amagerkanske studenterhjem. Men at der er meget mere spræl i denne øl hersker der ikke meget tvivl om. Friskheden er intakt, letgæret og småsyrlig og med en blød, sød og sommerlig aroma af den tilsatte hyldeblomst velanbragt oveni og omkring det meget typiske og vederkvægende citrussyrlige Saison-islæt. Jeg måtte erklære, at jeg egentlig var lidt ked af, at brygget skulle smage så eksplicit af hyldeblomst frem for at smage mere af – ja – øl.

Medsmagerne delte ikke min purisme, men det betød ikke, at begge gav den en bedre vurdering end jeg.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

5-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Foxy Brown, Ugly Duck Brewing (Fødselsdagsølsmagning 2016 IV)

2016-11-05-21-24-18

I det mindste lidt dunklere …

På den hjemlige front, har mit kæledyr – en lille kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – omsider spist for første gang. Der skulle levende mus til, viste det sig. Jeg har før haft slanger, kornsnoge nærmere betegnet, og de er nærmest altædende.

Men kongepythoner – not so much. Og hvorfor fortsætter jeg mon fødselsdagsølsmagningen med at udbrede mig om mine kæledyr? Aner det ikke – faktisk har jeg i skrivende stund ingen undskyldning, endsige glidende overgang til anmeldelsen i baghånden.

Men hvorom alting var, bevægede vi os så småt over i det dunklere, trægere og sødere – eller det var i hvert fald planen. Det næste indslag var således en Brown ale, aftenens andet indspark fra Ugly Duck Brewing. Dunkelt var det i hvert fald – nydeligt brungrumset, som en kop vegansk (altså uden mælk) kakao med bundfald. Sødmen kunne der også sættes flueben ved. Vanille blandede sig kækt med mørk chokolade.

Og chokoladen gik i den grad igen i smagen. Det er i grunden længe siden, at jeg har smagt en brown ale, hvor chokoladen sådan trænger igennem. Den søde, lette og alligevel gennemtrængende aroma gav mig faktisk et flash back tilbage til mine tidligste dage som blogger, dengang jeg kunne blive så begejstret for Bryghuset Braunsteins Brown Ale, at jeg gav den 6 stjerner. Det ville jeg bestemt ikke give den i dag, ikke mindst fordi jeg sværger at jeg ikke bare selv er blevet mere kritisk, men også at hint bryg er blevet ringere.

Men begejstringen mærkede jeg en flig af igen. Og den blev for så vidt delt af medsmagerne. Marcus glædede sig især over, at den ikke blev hverken for sød eller for tung (nå, der røg trægheden. Den må vi se, om vi kan finde på et senere tidspunkt): “Man kan godt drikke flere af den – en hel kande måske.” Det var vist også på dette tidspunkt, at Marcus erklærede sin – i ølverdenen vist ikke særlig kontroversielle – kærlighed til Limfjordsporter. Og med mindre man er Nordjyde, så kan hin fyldige, men bestemt også noget træge porter også blive for meget efter nummer 3.

“Chokolademousse var også det, jeg kom til at tænke på” erklærede Gedved, uden dog ellers at være videre imponeret. Nogle mennesker er ikke så meget til sødt øl. Vel – så er der mere sødt øl til os andre, i dette tilfælde Marcus og jeg selv.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-stjerner

Belgian Redhead, Raasted (Fødselsdagsølsmagning 2016 III)

2016-11-05-21-04-23Alkopop?

Alle disse indlæg er jo skrevet i en lysere tid, hvor Donald Trump endnu ikke var præsident, og hvor Leonard Cohen derfor heller ikke var død af chokket over, at det kunne ske. Det føles allerede som lang tid siden, som en længst svunden tid, hvor græsset stadig var grønt, hvor solen altid skinnede, jordbærrene smagte af mere og kaffen bare var den smule fyldigere, der gør hele forskellen.

Eller sagt på en anden måde – We are seriously fucked, og vi har ikke engang Leonard Cohen til at bearbejde traumet for os. Heldigvis har vi da øllene, som vi kan fulde os i, så vi i stedet kan græde og gemme os, for ikke så lang tid senere at opkaste en hånlig fuldemandslatter og et fordrukkent “hvad sagde jeg!?”, når bomberne falder.

Men tilbage til ølsmagningen. Vi fortsatte i det belgiske hjørne – eller i hvert fald belgisk inspirerede – med Belgian Redhead fra Randrusianske Raasted Bryghus. Jeg har endnu ikke helt luret, hvornår Raasted bruger sit gamle, oprindelige design, fra fx Hoppy Belgian fra foråret, og det nyere urbane hipsterdesign. Der er et eller andet nummersystem, der spøger i baggrunden, har jeg bemærket.

Men urbant hipsteragtigt er det i hvert fald, og netop dette blev omdrejningspunktet for en del af snakken om denne øl. Det objektive, der ikke rigtig kunne diskuteres, var bryggets kulør, der mindede om en mellemting mellem en vilkårlig disneyprinsessekjole og Barbies badekåbe. Duft af æble og passionsfrugt var vi nogenlunde enige om. Måske abrikos – men det skyldtes vist den kække farve. Gedved foreslog sangria, og Marcus bifaldt, mens jeg måtte stille mig uvidende, da jeg ikke kommer sådan nogen steder, hvor den slags serveres.

Brygget er tilsat portvin, hvilket kan mærkes i aromaen. Den matcher smagen af sangria, som d’herrer Gedved og Marcus også mente karakteriserede aromaen. Den ligeledes tilsatte hyldeblomst yder sødme oven i en fortrinsvis tør, vinøs syrlighed, som man kender den fra de ikke allerbilligste flaskehvidvine eller rosé.

Ligesom ved de to første øl, blev vi hensat til ikke bare lysere tider, før det amerikanske præsidentvalg, men også varmere tider – til forår og forsommer, hvilket måske bedre end noget forklarer, hvorfor bryggene var røget på slagtilbud – det er bare ikke sæson for lyse, friske og søde bryg længere.

“Dette er velkomstdrikken!” erklærede Marcus undervejs. Og ganske rigtigt matchede bryggets smag egentlig fint velkomstbowlerne, som man finder til forårets konfirmations- og senere studenterfester. En blanding af noget sødt, noget vinøst, en smule spirituøst og så hældt op i et hvidt plasticbæger med en øse. “Den er en god aperitif, men når man er igennem den, så gider man heller ikke mere.”

“Alkpops?” Foreslog Gedved, med hentydning til de allestedsnærværende blandinger af sodavand og vodka, der skal lokke mindreårige til alkoholisme. Personligt ville jeg ikke skrive under på den, men Marcus mente ikke, at det var helt ved siden af.

“Måske ikke til de helt unge. Det er den for syrlig til. Men den ville være et hit for hipsterne på Bopa Plads”. Og så kunne Marcus ellers fortælle op og ned ad vægge og stolper om Østerbro-hipsterne, der havde fået børn, og frekventerede en plads i København Ø, jeg ikke kendte til. Her drak de smarte espressoshots, som jeg heller ikke kendte til, og som jeg nu har glemt navnet på, mens de hipsterede den for hårdt med deres børn, hollandske ladcykler og generelle hipsterethed.

Spredningen på karaktergivningen for denne øl, var ikke stor.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

3-en-halv-stjerne

Golden Eye, Ugly Duck/Indslev (Fødselsdagsølsmagning 2016 II)

2016-11-05-20-56-30Killer Combo …

Det går hurtigt ned ad bakke med at opretholde detaljerigdommen og nidkærheden i dokumentationen, efterhånden som en ølsmagning skrider frem.

Men at det gik så hurtigt fra, at der under første øl stod en mindre roman i mit notehæfte, til at den næste øl kun var dokumenteret med nogle få, hastigt nedkradsede linjer – det var sgu alligevel imponerende!

Jeg har bladret lidt frem i mit notehæfte, og konstateret, at noterne til nærværende øl udgjorde aftenens dokumentariske lavpunkt. Åbenbart tvang jeg efterfølgende mig selv til at tage mig sammen.

Brygget her kalder Ugly Duck Brewing, der som bekendt er det tidligere hvedeølsbryggeri (i dag er det et bryggeri – der både laver hvedeøl og andre øl end hvedeøl. Oprindeligt slog det sig op på udelukkende at brygge hvedeøl) Indslevs eksperimentalafdeling en Belgisk Pale Ale. Og det skal nok passe, mens jeg i min allerede lidt for kække og skråsikre småsnaldrethed på stedet begyndte at storsmigre brygget som Gueuze. Dumme mig – for en Gueuze er som bekendt vildgæret, mens det næppe er tilfældet med nærværende bryg.

Ikke desto mindre fik jeg formidlet kendskabet til en vidunderlig og alt for lidt kendt belgisk øltype videre til mine venner – og de vil måske fortælle det videre, og så vil det glade budskab brede sig som ringe i vandet ud i hele verdens afkroge … The hell it will. Gad vide, om de overhovedet husker mit fordrukne sludder længere?

Anyways … Vi blev alle hurtigt betaget af det meget lyse og småtskummende brygs overraskende og velgørende syrlighed (der ikke fik mig til at tro mindre på vildfarelsen om, at vi havde fat i en gueuze) – og sødme … åbenbart.

Jeg ved ikke, om mine to medsmageres smagsløg bare er sat helt anderledes sammen end mine egne, men de sad der, de to, og roste bryggets sødme op og ned ad vægge og stolper, mens de anså syrligheden for at være et vel matchende, men også sekundært krydderi på sødmen. Eller måske var det rækkefølgen, brygget blev skænket i – gæsterne først og mig selv til sidst?

Jeg oplevede brygget helt anderledes – som væsentlig mere syrligt, end mine venner gav udtryk for, men på ingen måde en mindre nydelse. Måske fik jeg restgæren, og det var måske også det, der gav den skarpe træsmag, som de andre heller ikke syntes, de kunne genkende.

Marcus lod endnu engang associationerne tage fat: “Jeg ved hvad den her er. Det er en Alfa Romeo. Det er en fantastisk bil de første 6 måneder – derefter er den bare en bil. Sådan er den her øl også. den gør fantastisk godt, når den lige kommer ind i munden, og så klinger den af. Men den begyndelse er også det hele værd!

Én ting var vi enige om. At smage de to øl efter hinanden var velvalgt. Den indledende fløjlsbløde hvedeøl i kombination med denne skarpere pale ale udgjorde intet mindre end en ‘Killer Combo’. At prøve disse to øl efter hinanden – eller måske endda samtidig – er hermed givet videre som forslag – så længe lager haves hos Fakta.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Braunstein Økologisk Hvede, Bryghuset Braunstein (Fødselsdagsølmagning 2016 I)

2016-11-05-20-37-14Den rigtige smag af banan …

Gedved gav mad, Marcus gav snacks, og jeg gav som bekendt øl. Derfor var det også mig, der bestemte rækkefølgen på øllene. Jeg valgte at starte med det lette, for at vi så kunne bevæge os frem til det tungere, mørkere og sejere.

Det var derfor oplagt at begynde med Bryghuset Braunsteins ‘Økologisk Hvede’. En øl, jeg ikke selv havde høje forventninger til. Dette gjaldt også mine medsmagere, og af enslydende årsager. Ingen af os gider egentlig hvedeøl længere. Vi havde vores hvedeølsperioder tilbage i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, hvor tysk hvedeøl var det eneste alternativ til det jævne danske pilsnersprøjt, der dengang stadig var altoverskyggende og -dominerende.

Personligt finder jeg desuden kvaliteten hos bryggeriet svingende. Tidligere på året prøvede jeg i selskab med Gedved, bryggeriets “American Ale“, der uden at være ækel, alligevel var ganske intetsigende. Til gengæld har bryggeriet formået at give Coops gamle discountmærke ‘Pokal‘ et løft ved at genopfinde det som økologisk kvalitetsmærke.

Gedved og jeg bemærkede straks den kraftige bouquet af banan, der sin styrke til trods formåede at forblive rar, sød og aromatisk, frem for spritskinger, som den gerne er det i lyse belgiske, eller belgiskinspirerede Tripels. Marcus derimod fik associationer til stenstrande med en strandmole, og den særlige duft, han forbandt dermed. Han bemærkede i øvrigt flere gange under seancen, at mens jeg forsøgte at beskrive øllets smage ved at sammenligne med noget konkret – her altså banan eksalterede han selv gerne i at beskrive det med de associationer, øllet tilvejebragte for ham. Det skulle blive til flere spændende eksempler i løbet af aftenen … jeg håber, jeg har noteret flere af dem ned, for ellers er jeg langt fra sikker på, at jeg kan huske flere.

Bananindslaget går i dén grad igen i smagen, lige så tydeligt som i duften og heldigvis fortsat lige så forfriskende uvæmmeligt som dér. Bananen er ikke for sød, ikke for syrlig og navnlig ikke for sprittet og alligevel er der lige nok af alle tre dele til, at oplevelsen er intakt. Man frygter undervejs, at én af de tre – sødmen, syrligheden eller alkoholen tipper og bliver for dominerende. Men det sker ikke – til gengæld forbliver spændingen intakt. En vellykket, frisk og venlig sommerøl.

Gedved var ikke synderligt imponeret over det lyse, for hvedeøl ikke specielt højtskummende bryg. “Den er trinnet over Tuborg Julebryg, som jeg end ikke drikker, hvis jeg får den tilbudt gratis. Men denne ville jeg tage imod.” hvorefter han tilføjede, at den som hvedeøl egentlig var god og indeholdt relativt meget smag – men som øl var den ikke videre spektakulær.

Marcus var inde på samme generelle kritik af hvedeøl, og illustrerede det med en lille anekdote om Harboes Grapesodavand: “Hvis det var den sidste der stod der, ved siden af grapesodavanden – den sodavand, man ikke gad, men som man alligevel tog, når der ikke var andre tilbage – og så viste den sig alligevel at være forfriskende på sin helt egen måde. Men hvis den stod ved siden af grapesodavanden, så ville jeg nok tage øllen.”

Jeg måtte erklære mig ganske uenig med de to medsmagere. Dette er – om ikke en af de bedste, så i hvert fald rigtig gode hvedeøl, jeg har prøvet. Og det er ikke bare en god én – som hvedeøl betragtet. Jeg synes også den er god, bare som øl.

Karakteren var vi derfor ikke enig om. Men som jeg har sagt så ofte før, så er øl en dejlig ting at være uenig om. For så er der mere til hver af de øl, man hver især kan lide – for man kan jo bare give de andre dem, man ikke selv kan fordrage.

Gedved:

2-stjerner

Marcus:

2-en-halv-stjerne

 

Kaj:

4-stjerner

Fødselsdagsølsmagning 2016

2016-11-05-17-16-25

Jeg er bagud …

Den 6. november var det min fødselsdag. Jeg blev 41, og den blev i år fejret under lidt mere afdæmpede forhold end sidste år, hvor det gik for sig med såvel pomp som pragt, en masse gæster og en djævelens masse øl i gave. Det var først langt langt inde i indeværende år, at jeg fik prøvet den sidste af de øl, jeg fik i gave den aften.

Men jeg havde jo også en rund fødselsdag som undskyldning. Det havde jeg ikke i år – til gengæld havde jeg sygdom i familien (der for nuværende ser ud til at være overstået) og en ny lejlighed med noget mindre plads, samt en mere presset kalender (der blandt andet indebærer færdiggørelsen af en ny julekalender fra mit tegneserieprojekt – Spelt-segmentet).

Jeg valgte derfor at holde det småt, simpelt og intimt, med et par gode venner og en række gode øl. Fakta i Husum skulle i den anledning vise sig at være min ven. For netop som jeg indfandt mig dér, for at proviantere til aftenens selskab, havde de nedsat et i øvrigt nydeligt udvalg af specialøl, som jeg indtil da havde fundet for dyrt til at gå ombord i. På stedet besluttede jeg mig for, at arrangere en lille ølsmagning – og de næste anmeldelser vil være af de øl, der blev hentet hjem og smagt den aften af mig og mine venner. Det vil ske under navnet “Fødselsdagsølsmagning 2016”.

Det er jo efterhånden en uge siden, at det fandt sted. Jeg håber, min trofaste notesbog også vil være min ven, og genopfriske ikke bare mine, men også mine venners – Marcus’ og Gedveds kommentarer og guldkorn, for vi var jo lige gode om det.

Smagningen omfattede omtrent de øl, man kan se ovenfor på illustrationen – med små modifikationer. Her følger en indholdsfortegnelse:

  1. BB Hvede, Bryghuset Braunstein
  2. Golden Eye, Ugly Duck Brewing
  3. Belgian Redhead, Raasted
  4. Foxy Brown, Ugly Duck Brewing
  5. Thyra, Frejdahl
  6. Chili Tripel, Midtfyns Bryghus
  7. Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus
  8. Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus – gensmagning fra flaske i stedet for glas.

Damn! Otte anmeldelser jeg skal igennem … Jeg har vitterlig aldrig været så meget bagud før – tror jeg i hvert fald …

Og før jeg glemmer mere om øllene, fordi der går for lang tid med at skrive bogstaver frem for anmeldelser, må jeg hellere kommer i gang …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme