Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Fire fra Stone i Fakta

Go to IPA, Stone Brewing (Fire fra Stone i Fakta IV)

2017-07-08 16.44.30Mod intentionen …

Så er jeg nået til vejs ende i ét af flere sideløbende temaer her på bloggen. Den fjerde og sidste Stone-øl, der forleden var til at få fat på i Fakta, er nu afprøvet til anmeldelse.

De har været gode, Stone-øllene. Men som min læser og lejlighedsvise ølpusher Paul sagde, dengang han overrakte mig den bedste øl, jeg nogensinde i mit liv har smagt, “vi har noget på Amager, der ligner”. For de har da været gode – men i absolut ekstraordinær verdensklasse har de ikke været.

At de til gengæld har hævet niveauet i Faktas øludvalg er indiskutabelt. Og jeg håber, det er en forsmag på, hvordan det bliver fremover.

Denne sidste af de fire bryg er den mildeste – en session-IPA. En stor portion humle er smidt i brygget i den sidste brygfase, hvorved man har villet lave et ‘hop-burst’, der ordentligt skulle fremhæve humlens frugtige armoaer.

Brygget ligner i hvert fald en frugt på farven – nemlig citron. Det er lysttåget med en nydelig omend noget fragil skumkrone. Duften er vitterlig også frugtig af søde æbler – ja, faktisk af æblemos, der halvvejs gemmer en traditionelt aggressiv humle af nåle i baggrunden.

Smagen er ligefrem og IPA’et. I virkeligheden er der ikke voldsomt meget session over den. Snarere virker den som en middle-of-the-road IPA – men en middle-of-the-road IPA er vel, hvad man må opfatte som en session på et velrenommeret amerikansk/tysk kvalitetsbryggeri.

I bitterheden skærer bøgetræ sig ned i gummerne, mens fyrrenåle ridser i gane og tunge. Bitterprofilen er dermed en tand tungere og mørkere, end hvad man fx kan finde på Amager. Hvor intentionen med humle-puffet – at fremhæve de frugtige noter – lykkedes meget godt i duften, synes den fraværende i smagen. Aromaprofilen er ret snæver og med vægten lagt på det bitre, næsten smågærede.

Men igen – at den ikke indfrier intentionerne om at være en session-IPA gør den stadig til en mere end godkendt IPA – af den rå krasbørstige slags, ganske vist.

Det skal denne blogger ikke klage over.

4-en-halv-stjerne

IPA, Stone (Fire fra Stone i Fakta IV)

2017-06-26 21.17.27Rekonvalescent …

Jeg plejer eller gerne at være vaks til at skrive, så snart måneden skifter. Imidlertid har jeg de sidste dage været overraskende hårdt ramt af et influenzaanfald. Jeg bryster mig ellers af sjældent at blive syg, og når jeg endelig bliver det, varer det som regel ikke længe.

Denne gang varede det heller ikke længe. Der er kun nogle rester tilbage, og kun en enkelt dag var jeg så hårdt ramt, at jeg måtte tage en sygedag.

Men hvilken sygedag.

Ja, jeg ved det godt. Manflu og alt det der, men jeg vil nu alligevel tillade mig at lyde bare en smule som Saybias forsanger (i.e. en klynkestakkel) når jeg tænker tilbage på, hvordan begge mine hofter var gået af led, min knoglemarv i lårene erstattet af svovlsyre og mit muskelvæv samme sted forvandlet til det indre af et forbrændingskammer på en overtunet Ford Mustang med ekstra store cylindre.

Men nu er jeg så småt kommet ovenpå igen, og vil benytte mit genvundne mentale frirum til at anmelde en øl, det vist efterhånden er over en uge siden, jeg fik prøvet.

Vi er fortsat i gang med Faktas udvalg af Stone Brewing-bryg. Denne er deres oprindelige IPA, og ifølge emballageteksten den øl, der skabte bryggeriet et ry i specialølverdenen. Det er en – undskyld jeg bander, men selvom brygget ret beset er produceret i Tyskland, er det alligevel en amerikansk øl – straightforward IPA, som man kender dem fra Det Forjættede Land. Duften er helt rigtig – skarp, frisk, og både bitter og fyldig som fyrretræssavsmuld skudt lige ud af industrihøvlen. Og som om det ikke var nok, har brygget den formastelighed at føles blødt som fløde mod næsens inderside. Igen fristes jeg næsten til at droppe øldrikning, for bare at sniffe det i stedet for – med denne slags bryg er det næsten alt rigeligt. Men det går jo ikke. For der er jo stadig jer læsere, der måske stadig gerne også ville smage på det – og måske endda (bilder jeg mig ind) gerne vil vide, hvordan jeg synes, det smager.

Og det mest kritiske, man kan sige om aromaen er vel, at den ikke er videre overraskende. Også her blander bittert og friskt sig lige som det skal. Ud over barsk bitterhed og træ og fyrig skarphed af grannåle giver brygget et pust af fusel med en antydning af cognac – uden for meget alkohol. Måske er brygget alligevel i den lidt tungere og varmere ende, end hvad man ellers møder på den anden side af dammen. Men skarpheden vender tilbage i eftersmagen, hvor den ledsages af en smule gær. Imens giver en snert af egetræ lidt til gummer og kinder at arbejde med.

Vel – en klassisk amerikansk IPA, og så alligevel sin egen.4-en-halv-stjerne

Cali-Belgique IPA, Stone Brewing (Fire fra Stone i Fakta II)

2017-06-25 16.24.57Ordentligt arbejde …

Efter min anmeldelse af Tap 6 Mein Aventinus bemærkede en af mine faste læsere, Niels, på facebooksiden, at det er meget vigtigt at skelne mellem Tap 6, som han delte min begejstring for, og Tap 7, der til gengæld ikke er værd at skrive lange blogindlæg om … i hvert fald ikke, hvis man ikke er til sinds at skrive længere passager med talrige skældsord. Og det er jo ikke ligefrem noget, jeg skammer mig over at gøre. Så skulle jeg komme til at anmelde Tap 7 en dag, så kunne noget tyde på, at det indlæg ville blive ret langt alligevel.

Ligefor er en anmeldelse af Tap 7 nu ikke. Jeg spottede den ellers i Føtex forleden dag, men valgte at lade være med at tage den med. Og det var endda før Niels postede sin potentielt fristende kommentar. Tilbage står kun spørgsmålet, om det mon var intuition eller tilfælde. Jeg sætter pengene på … noget helt tredje, nemlig min egen smålig- og nærighed. Stol aldrig på folk, der opsætter dikotomier. Der er så tit en tredje, fjerde eller måske endda femte mulighed.

Men som jeg bemærkede over for Niels efterfølgende, så fandt jeg faktisk Tap 6 i Fakta – og at den nydelige Tap 6 findes i Fakta og den knap så nydelige Tap 7 findes i Føtex, illustrerer sådan set ganske fint niveauet i udvalget de to steder for tiden. I Føtex er det business as usual, mens Fakta fortsat gør det rigtig godt. I dag har jeg hentet tre belgiere og tre fra Midtfyn i Brønshøj-filialen, og det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Først er der lige nogle andre øl fra Fakta, der skal gøres færdige. Ifølge det amerikansk-tyske bryggeri, skulle denne være den enæggede belgiske tvilling til Stones egen oprindelige californiske IPA. Nu er jeg ikke ekspert i molekylærbiologi – end ikke mikrobiologi, som ølbrygning jo må anses som en aldeles nyttig gren af, men … mig bekendt kender DNA ikke til nationaliteter. Og selvom nogle genetiske træk med tiden kan blive typiske i afgrænsede geografiske områder, taler vi her om et af Europas – om ikke yngste, så i hvert fald et af de lande, der kun har nået pubertetsårene. Til sammenligning er Danmark den gamle, senile granonkel, der sidder i sin kørestol i hjørnet, og tror han ved alt, mens han udspyr racistiske eder mod alt, han ikke forstår, hvilket vil sige det meste – men det er en anden historie

Ja, og hvis vi nu leger, at DNA kendte til nationaliteter, så ville tvillingen jo lissom ikke være enægget længere, når nu arvemassen pludselig var sort-gul-rød, i stedet for blå-hvid-rød. Men pointen med deres elendige metafor er altså, at recepten er den samme, der bruges i Californien, bortset fra belgisk gær, der skulle give et indslag af banan. Gode gamle isoamyl acetat igen. Den er jeg efterhånden ved at blive foruroligende gode venner med.

Duften er der dog ikke meget bananfluesvirrende frugtskål over. En forholdsvis generisk humle blander sig med småagressiv fuselduft i en grad der kun yder karakter og ikke fjendskab.

I smagen minder den om Ørbæks American Style IPA – som jeg fandt rigtig god, og ikke særlig amerikansk. Men denne skal jo også forestille at være belgisk, så her passer pengene. Mørk, tung og næsten ildevarslende humle kontrasteres med en velmaltet, blød mundfornemmelse – som når man sidder superbehageligt i sin bedste lænestol og ser en rigtig uhyggelig film. En tung, mørkere og klart mere europæisk IPA end de friske nålestikkende humlebomber, man kender fra staterne. Ikke at sidstnævnte ville være at foretrække eller det omvendte. Both is good, hvis det gøres ordentligt. Og det er tilfældet her.

Bryggets tvist af banan passer forbløffende godt ind, idet den lægger sig som en skarp kant i fuselaromaen. Om det nu også giver det flotte messingfarvede bryg en særlig belgisk karakter er jeg knap så sikker på – ligesom jeg ikke er sikker på, at jeg ville have lagt mærke til det, hvis det ikke ligefrem stod på emballagen.

Men mit snigende venskab med isoamyl acetat stikker dog endnu ikke dybere, end at jeg foretrækker det således. Helst i baggrunden, og gerne hemmeligt indtil videre.

Men I læsere må gerne vide det, hvis I lover ikke at røbe det.

5-stjerner

Ruination Double IPA, Stone (Fire fra Stone i Fakta I)

2017-06-17 18.02.10Styrkende …

Der er nogle forskellige tråde, jeg skal holde styr på og ikke få filtret for voldsomt ind i hinanden. I fortællingen befinder vi os stadig samme lørdag aften, hvor jeg besluttede mig for at debattere med Flat Earthers på trods af de mange farer det indebærer – herunder nervøse trækninger, aggression og grådlabilitet.

Til gengæld forlader vi for en stund de øl, jeg for nylig hentede hjem på et gavekort til Magasin. Denne øl er derimod hentet i noget mindre mondæne, men lejlighedsvis næsten lige så velekviperede Fakta på Frederikssundsvej i Husum.

For tiden har Fakta-butikkerne nemlig en række øl fra det Amerikanske Bryggeri Stone Brewing på hylderne. Prisen ligger mellem 15 og 20 kr, hvilket ikke er dyrere end ordentligt specialøl ellers koster. Bryggene er en serie IPA’er, produceret på bryggeriets relativt nystartede afdeling i Berlin … Så nu aner jeg ikke om jeg skal kategorisere dem som amerikanske øl eller tyske øl. Tak for … vel – de øl har det bare med at være gode, når de sætter mig i den slags vanskeligheder.

Fakta har i hvert fald høstet en del ros for udvalget blandt bloggere og andre, og øllene vil fremdeles blive anmeldt under temaet “Fire fra Stone i Fakta”. Så må vi se om jeg kan holde temaerne ude af hinanden i det lange løb.

Vi er nået til et tidspunkt lørdag aften, hvor jeg havde fortrukket fra gården og vendt tilbage til min lejlighed, da den første øl var sluppet op, og jeg savnede mit PC-tastatur. At skrive på telefon kan få det værste op i mig. Ikke mindst når man diskuterer med flat earthers (fra nu af kaldet feer i mangel på bedre, og fordi det er lidt nuttet) eller andre faktaresistente for den sags skyld.

Suffice to say – det blev meget hurtigt anstrengende at bede feerne dokumentere deres tåbelige påstande igen og igen, og forklare dem at stråmænd i form af memes og dårligt producerede videoer ikke var dokumentation for noget som helst. Og for at klare anstrengelserne – og det fortsat meget varme vejr, valgte jeg at åbne denne øl.

Duften indgød ikke umiddelbart det store mod. Men nu er det også sjældent bouqueten, der har den funktion. Det har derimod alkoholstyrken, der i dette tilfælde er på generøse 7%. Så at der var lige lovligt mange og lidt for store vandhuller i duftens spinkle appelsinsødme, tog jeg med sindsro.

Thi bryggeriet havde gemt al aromaen, hvor den hører til – i smagen. Brygoplevelsen er tæt som en regnskov – bare uden regn. For regn ville betyde vand, og vand er der heldigvis ikke for meget af i smagen. Nødtvungent må jeg nok indrømme, at størstedelen af brygget består af vand – men det er jo ikke noget jeg gerne indrømmer. – Men så er jeg da i det mindste ikke lige så stivnakket som feerne.

Brygget smager af pulveriseret savsmuld – bittert, tæt, gæret, tørt og støvet. Den dominerende aroma er af grannåle og fyrretræ samt akkurat så meget gær, at brygget bliver bidsk og aggressivt, men ikke klægt eller surt. Bagom alt det aggressive, krasse, hvasse, er der stadig en sød og blid bund af appelsin, som man mødte den i duften – men væsentlig tættere og venligere – som det perfekte kontrapunkt til de øvrige indtryks fandenivoldske fortissimo.

Det kunne nok være, at jeg blev stridbar og insisterende i kommunikationen, som glasset efterhånden blev tømt. Jeg fik ganske vist ikke andet ud af det end øvelse i ikke at være den der greb til stråmænd og ad hominem-argumenter. Og det er jo trods alt noget. Går man ind i den slags diskussioner med håb om at banke noget fornuft i feerne, bliver man slemt skuffet.

Selv er jeg der kun for den personlige udvikling samt – først og fremmest – for underholdningen.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme