Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Deuteronomium

Deuteronomium II – 2011

De glemte øls år …

Jeg skal ikke glemme mit jubilæumsprojekt – tilbageblikket, eller deuteronomiummet som det hedder i den gode bog (der som bekendt er ret elendig), på de efterhånden ikke helt få år, jeg har blogget. Jeg frygtede lidt at hvert år skulle blive “mit ølår” version 2. Ved gennemskimning af indlæggene og revision af, hvad jeg har skrevet gennem tiden, har jeg til gengæld snart konstateret, at der ikke er den store fare for det.

Én ting er, at jeg helt bevidst trækker nogle andre linjer op, end i årsrapporterne. Noget andet er den erfaring 8 års bloggeri trods alt har givet mig. Det mig et nyt perspektiv på de gamle indlæg.

De glemte øl

Det der mere end noget andet sprang i øjnene ved gennemgang af ølåret 2011 var de mange øl, der i dag er glemt og borte. De glemte øl var for størstedelens vedkommende elementer i fælt opstyltede marketingstunts, vakkelvorne tårne af kulørte byggeklodser, der nærmest skreg efter at den første og bedste tumling måtte vælte dem til lige dele rabalder og moro. (Småbørnsassociationen kommer måske af, at min søn det år lærte at krybe, kravle og gå – men det er alt sammen en anden historie.)

På forhånd huskede jeg Cults rædsel af en industriøl ved navn Kay-Sar. Hvor mange husker overhovedet den endnu? Og et endnu bedre spørgsmål: Hvor mange opdagede overhovedet, at den var der dengang? Den optog ganske vist noget plads i supermarkederne, da Cult åbenbart havde betalt ekstra for køleskabe, kun for deres über-fancy flasker med komplet ligegyldigt, tyndt industriøl. Den fik ellers ikke for lidt med markedsføringen; Cults direktør, Brian Sørensen annoncerede hovmodigt i Jyllands Posten, at man ville gøre Carlsberg rangen stridig. Vel … Fat chance var vist holdningen hos alle os, der læste sludderet, og se hvor fik vi ret.

Efter trekvart år var brygget ude af handlen igen – godt og vel. En forudsigelse, jeg fik ret i. Ganske vist var bestyrtelsen over forudsigelsen omtrent lige så stor som over, at solen igen stod op i morges.

Og solen skal nok fortsætte med at stå op igen en rum tid endnu. Spørgsmålet er, hvor længe vi vil være der til at bevidne det. I betragtning af hvor stejlt ned ad bakke, det går for klimaet for tiden, og hvor lidt vi som mennesker er villige til at gøre noget ved det, ser det i hvert fald ikke for lyst ud. I slutningen af 2010 kom det for alvor til at se mørkt ud, da klimatopmødet i Cancun endte uden resultat. Harboe lancerede ellers Clim8 – en CO2-neutral øl i anledningen, som jeg fik prøvet i januar måned. Jeg gætter på at målet var at profilere sig selv snarere end rent faktisk at hjælpe.

Hverken til megen hjælp for klimaet eller for Harboes profil har den nok været, for ikke længe efter klimasammenbruddet kunne den fås til ikke særlig mange penge i Fakta – og i dag er den vel helt fortrængt – fuldstændig ligesom klimakatastrofen.

Endelig kopierede Royal Unibrew en af Carlsbergs (se forneden) fikse ideer fra det år – de trak vokalerne ud af ordet ‘pilsner‘ i forventning om, at deres i forvejen fortyndede vandprodukt på en eller anden måde ville tage sig bedre ud derefter – guess what … it didn’t.

Et brand der også er gået heden siden er Änglamarks øl. Selve brandet Änglamark består som en serie af økologiske discountprodukter i COOP’s butikker, og i starten var der også nogle øl på programmet, der blev produceret i Sverige. Anledningen til min anmeldelse var fantastisk – vi levede en weekend som ægte bonderøve på en nedlagt landejendom nær Randers, men det var bestemt ikke for dén øl, at turen blev husket.

Selve ideen om et fast billigt brand af økologiske standardøl er ellers på mange niveauer tiltalende.

Carlsberg holdt sig ellers heller ikke tilbage i 2011. De besluttede sig for en form for relancering af brandet, hvor de smed en forbandet masse nye produkter på markedet på én gang … for allesammen næsten lige så hurtigt at gå i glemmebogen. Få år tidligere – i 2004 – havde bryggeriet forsøgt sig med en ny flaske – et forsøg, der floppede totalt. Det har Carlsbergs smarte fornyelsesprojekter det med at gøre. Det skøreste af det hele var, at de endnu engang ville lancere en ny flaske som del af deres relancering. Det var set før, det var floppet før … hvad er det nu man siger om dem, der hele tiden gør det samme, og forventer nye resultater hver gang?

Lavest scorede Copen*hagen (jeg har aldrig magtet at rette fejlen i overskriften på det oprindelige indlæg, da jeg ikke finder øllet det værd. Og nu hvor jeg eksplicit har bemærket det, tror jeg faktisk aldrig jeg vil ændre det, som en form for demonstrativ trods) – en tisgul rædsel solgt i en sodavandflaske. Det bedste man kunne sige om den, at den i det mindste ikke smagte som den urinprøve, den lignede. Den smagte af stort set ingenting, og ingenting smager i det mindste ikke særlig grimt. Den største lidelse ved brygget var ikke konsumptionen eller anmeldelsen, men at jeg efter at have fået fjernet min blindtarm måtte opleve, at en reklame for den blev vist på den stue på Aarhus Kommunehospital, hvor jeg var indlagt. Den sleske baryton og det stereotype glansbillede fuldendte billedet af et marketingstunt, der var kørt fuldstændig af sporet.

Copenhagen husker jeg. Carlsberg Export havde jeg i til gengæld svedt fuldstændig ud. Men det er der ud fra min anmeldelse, vist ikke så meget at sige til. Er der mon nogen af læserne, der kan huske den dag i dag?

De to pilsnere, der udmærkede sig ved at være kedeligere end Carlsbergs standardprodukt, den generiske Premium (som vi vender tilbage til) blev fulgt op af et ølvalg med tre kandidater. To gange før havde Carlsberg afholdt et ølvalg – det første fandt sted engang i slutningen af 90’erne, hvor Carls Special (også anmeldt i 2011) vandt. Her viste vinderen sig undtagelsesvis langtidsholdbar, for Carlsberg Dark, der vandt i 2002 (tror jeg det var) var godt nok ikke på markedet længe, før den ikke kunne fås længere.

Ved valget i 2011 deltog Plzner, der mest smagte af vand – at smide en vokal ud og erstatte ‘s’et med det mere hipsterpopsmarte ‘z’ var åbenbart ikke nok til at få øllet til at smage ordentligt. Gylden løb af med sejren, hvilket var denne blogger en kæmpe gåde. En rodet sag af sød humle, overmodne æbler og deraf følgende gærvinøs syre var ingen større fryd. Bock gjorde som den eneste øl et ordentligt indtryk på undertegnede, men hvad nytter det, når pøbelen aldrig stemmer som den burde?

 

Endelig var der to nye Jacobsen Bryg. De blev begge lanceret om ‘kvindeøl’ – hvilket jeg finder aldeles sexistisk … Ikke så meget af den mest oplagte grund, at det bare er dybt åndssvagt at gøre ting som øl (eller sodavand, biler, tøj, planter, dyr og alt muligt andet) kønnet, i stedet for bare at lade folk købe det, de gerne vil have og i øvrigt lade være dem i fred. Det er slemt nok i sig selv – men i tilfældet af Velvet Ale og Rose Wit føjedes spot til skade idet disse to øl var så rent ud sagt elendige

Hvor man efter nogen søgen nu alligevel kunne finde nogle kvaliteter ved Velvet Ale (den blev trods alt også på markedet i nogle år efter) var Rose Wit helt og aldeles kvalitetsfri på alle parametre. Sur, doven og så i øvrigt i en grim lyserød nuance, der ikke gjorde noget for bedre det uheldigt sexistiske koncept. “Barbie-øl” eller “Prinsesseøl” var bare to af de kønnede udtryk, der for gennem mit hoved, men som jeg i en ambition om at bevare en vis lødighed på bloggen – trods alt – undlod at bruge dengang. Den slags ambitioner har jeg siden for længst kastet overbord.

At et udvalg af det kedelige sprøjt få måneder senere blev udbudt i en gaveæske tydede med al tydelig tydelighed på, at Carlsberg brændte nallerne på deres marketingsstunt. Hvad havde de mon selv troet? Eller rettere – hvad havde deres marketingafdeling dog troet? Tit er jeg på nakken af forbrugerne, for deres alt for brede accept af lad industriel standard. Det var rart på den måde at opdage, at  let lod de trods alt ikke Carlsberg tage røven på dem.

Her til sidst vil jeg igen stille spørgsmålet – og vid det ikke er retorisk. Jeg erfarer gerne svar på det i kommentarer under indlægget her, eller på fjæsen: Er der overhovedet nogen, der kan huske disse øl, og måske endda berette om deres oplevelser af dem?

En hemmelighed …

Anmeldelsen af de to kønnede rædsler var vist også den sidste anmeldelse jeg skrev, hvor jeg i ét indlæg anmeldte flere øl. Det gav et helvedes mas med at holde styr på, hvor mange øl, jeg egentlig havde anmeldt.

Fra et tidligt tidspunkt havde jeg selvfølgelig luret, at jeg kunne hæfte en kategori på anmeldelserne – den kategori bruger jeg stadig på anmeldelserne den dag i dag, og kategorien hedder … hold nu godt fast! Anmeldelser – såmænd!

Det er nu ikke det, der er hemmeligheden, men derimod, at jeg efterhånden blev grundigt træt af at huske hvor mange øl, jeg skulle lægge til antallet af indlæg i kategorien ‘anmeldelser’ for at se det egentlige antal anmeldte øl. En dag blev jeg træt af det, og fandt på en noget uskøn, omend effektiv måde, at få løst problemet på – jeg snød.

Indlæg, hvor jeg ikke anmelder nye øl, men derimod kommenterer mere bredt – som fx i det indlæg du læser lige nu – kategoriserer jeg som ‘redaktionelle indlæg’. Af dem tog jeg et passende antal, og hæftede kategorien ‘anmeldelser’ på, således at antallet af indlæg under kategorien ‘anmeldelser’ kom til at matche antallet af afprøvede øl. Indlæg som fx denne kategorijustering fik altså klistret mærkaten ‘anmeldelse’ på sig – helt uden at der var tale om en anmeldelse … til gengæld slap jeg for nogen sinde igen at skulle huske på, hvor mange, der skulle lægges til under ‘anmeldelser’.

– Nogle gange må man sno sig.

Det tynde øl …

Fra et lille redaktionelt sidespring til et tema, der optog en del plads på bloggen det år, nemlig temaet “Det tynde øl fra Fakta“, der til dags dato vist nok stadig er temaet med flest indlæg på bloggen. I et forsøg på at tage alt det tynde øl i én omgang, så jeg ikke behøvede at spilde min tid på det sidenhen, gik jeg shop-amok i alt det tynde standardsprøjt, jeg kunne finde i min lokale Fakta ( – Herredsvang, Århus Vest, hvor Yahyah Hassan også kommer fra).

Og så blev der ellers anmeldt fra en ende af: Carlsberg Premium, der tidligere hed Hof – men det var der vel ikke marketing nok i – overraskede med hele to stjerner værd. Carls Special var en af de få lyspunkter sammen med Pilsner Urquell, som vist kun lige var blevet standardudbud der. Dansk-serien var noget af en prøvelse at komme igennem – så slemt var det vist, at jeg en måneds tid eller to endda omdøbte bloggen fra Kajs Ølblog til Kajs Ølbrok. Først da temaet var slut, fik bloggen sit oprindelige navn tilbage.

Overraskende nok måtte jeg konstatere, at Corona faktisk ikke var helt så slem som jeg troede, mens Newcastle Brown Ale slet ikke var nogen spændende øl overhovedet. Sådan blev jeg klogere og fik nedbrudt nogle fordomme – både til min fortrydelse og i mit favør.

Mange af bryggene appellerede til Den laveste Fællesnævner – et velkendt begreb, der i mine øjne tit misforstås. I almindelig tale dækker begrebet over noget, der ved plat letforståelighed appellerer til så mange mennesker som muligt. Det forholder sig imidlertid en smule anderledes. Den laveste fællesnævner dækker ikke over at favne så bredt som muligt, men derimod om at skræmme så få som overhovedet muligt væk. Når bryggiganterne sælger hektoliter i millionvis af tyndt industrielt standardsprøjt, skyldes det ikke, at rigtig mange mennesker kan lide tyndt industrielt standardsprøjt. Det skyldes, at kun meget få mennesker bliver skræmt væk af tyndt … you get the idea. Put noget mere humle i urten, og straks pylrer den kvalitetssky ignorantpøbel op om at “øllet er for bittert”. Mere malt, og det er for mørkt eller for sødt.

Det var også i anledning af Fakta-temaet, at jeg for første gang anmeldte alkoholfri øl. De skrabede bunden fra undersiden, og har siden udgjort en kategori, jeg helst undgår at beskæftige mig med. Man må dog indrømme dem den brugbarhed, at de egner sig fortrinligt som genstande for elokvænte tirader og fornærmelser. Jo værre en øl er, desto grimmere kan jeg skrive om den bagefter – så jeg går altid af med sejren. Hvis øllet ikke er underholdende, er affattelsen af anmeldelsen det til gengæld omvendt proportionalt.

Shitstorm …

Mine til tider utilhyllede meningstilkendegivelser afstedkom i sensommeren 2011 den første – og hidtil eneste – gang, jeg selv blev genstand for mishagsytringer og idle ukvemsord. Anledningen lå ellers et helt år tilbage. En tilfældig læser havde åbenbart skimmet bloggen, og min betegnelse for billige industrielle pilsnere med høj alkoholprocent – spritterøl – var faldet ham så ganske for brystet.

Det blev til en omgang småhidsig ping-pong i kommentarfeltet under indlægget, hvor antagonisten erklærede, at han så gu’ ville have sig frabedt at blive betegnet ‘spritter’ bare fordi han godt kunne lide øllene – af hvilke han drak to om dagen. Aldrig mere, aldrig mindre.

Det var første gang – og i grunden også indtil videre eneste gang, jeg ligefrem er blevet konfronteret negativt med mine anmeldelser. Lidt overraskende kom det fra en læser og ikke fra et af bryggerierne – de skulle ellers have haft rigeligt at beklage sig over på det tidspunkt. Jeg vover den påstand, at jeg formåede at bryde serven og sætte læseren på plads. Jeg havde kaldt (og kalder fortsat) øllene for spritterøl, fordi de i mine øjne mere en noget andet er målrettet fattige alkoholikere. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man er alkoholiker, hvis man synes de øl smager godt.

Faktisk vil fornøjelse ved de øl have den fordel, at man ikke behøver frygte at denne blogger vil købe nogen af de øl, man har udset til sig selv.

Jeg valgte dog alligevel at stikke en finger i jorden for at sikre mig at mine udgydelser ikke var for meget. Reaktionerne jeg fik kunne mest af alt sammefattes til, at jeg bare fortsat skulle give den gas, og at det bedste der kunne gøres ved reaktioner som den jeg havde oplevet, var at anbefale at man undlog at læse bloggen.

Vel – nok er jeg igennem mit liv kommet til at gøre ting, jeg har fortrudt og som har gjort mig uvenner med folk – intet af det omfatter noget, jeg har skrevet her på bloggen. Heller ikke sidenhen, for ud over dette har jeg ikke oplevet flere af disse udfald mod min bloggervirksomhed.

Spøjse oplevelser …

Når man blogger om øl med den indstilling, at man godt kunne tænke sig at prøve alt, støder man undertiden på fænomener, man på trods af alle tænkelige advarselslamper, ikke kan lade være med at tage med hjem alligevel.

Det gælder fra dette år især nogle fund, jeg gjorde i den lokale kiosk. Der kunne man en overgang få øl fra så eksotiske steder som Rusland og Ukraine. De kostede ikke engang særlig meget, men det manglede på den anden side også bare, for apropos en af dette efterhånden lange indlægs tidligere afsnit, bestod underholdningen i højere grad i at anmelde end at afprøve brygget.

Det mindst spøjse ved den russiske rædsel, jeg opstøvede i kiosken, var indholdet. Det var tyndt, uprangende og smagsfrit, omend tørstslukkende. Til gengæld blev det leveret i en flaske med en højst aparte form, ulig alt hvad jeg siden har set. At den var fra Rusland var i sig selv overraskende – hvem ved noget om russisk øl, hvis ikke man ligefrem har frekventeret føderationen på enten ferie eller job? Og mest sært var det, at jeg fandt den i min lokale kiosk blandt Carlsberg og Royal Unibrew All-Stars – helt uden for enhver forventelig kontekst.

I de følgende uger fandt jeg desuden de to ukrainske øl i knap så spøjse flasker, men kun i ringe grad mindre malplacerede.

Virkeligheden gik også en smule i stykker det år, da øllen “Duff” fra Simpsons tegneserieunivers pludselig fandt vej til rigtige supermarkedshylder herhjemme. Til gengæld var brygget lige så kedeligt og intetsigende som tegneserien vil vide, den er. Øllet er i dag forsvundet fra hylderne, mens Simpsons-serien består. Jeg har imidlertid ikke set den i mange år efterhånden, og mon ikke den med sine eksceptionelt mange sæsoner er ved at være lige så udvandet som Duff-brygget?

Og jeg var til krimimesse i Horsens sammen med familien, hvor jeg ud over at se Leif Davidsen i virkeligheden også fik prøvet Krimiøl … Den var også ret kedelig.

Det samme var Pabst Blue Ribbon, som en ven fra min studietid havde taget med fra USA. I dag er den fast inventar på Irmas hylder og anses for en hipsterklassiker, mens den dengang var næsten ukendt herhjemme. Jeg var altså vildt hipsteragtigt på forkant, da jeg prøvede den dengang i 2011 … ja, jeg skammer mig faktisk en smule.

Færøerne havde deres debut på bloggen med en ganske ildesmagende rædsel. Den blev nødtørftigt skyllet ned mens valgresultaterne fra årets folketingsvalg rullede over skærmen. Så kedelig var den, at resultaten af det valg fik mere omtale i indlægget – sammen med et par bøger min ekshustru og en af vores fælles venner havde udgivet kort forinden.

Det gode øl …

Meget mod min natur, har jeg gemt de gode oplevelser til til sidst. Det er der jeg ellers gerne fyrer en ordentlig sviner af, som en ordentlig afslutning på en anmeldelse – eller en årsrapport for den sags skyld. Grunden – hvis der er nogen – ligger vel dels i, at der var nogle gode, langtrækkende oplevelser det år – og at jeg måske også her til sidst gerne vil levere et par pointer, som læserne forhåbentlig vil huske.

Den største oplevelse af dem alle, var en lille mørk sag, som jeg helt tilfældigt fandt i et næsten glemt hjørne af Skjold Burne på Store Torv i Århus’ ellers ganske prangende udvalg af specialøl. 666 Black Damnation hed den, næppe læsbart på hvad der lignede en nødtørftigt og gnidret udprintning af en dårligt opsat grafik fra tegneprogrammet Paint.

Men sikke et indhold! En kompakt, fuldstændig lysopslugende lille satan, der mange (i forhold til bloggens levetid i hvert fald) år fremover skulle huskes som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og da en anden, bedre øl endelig vippede den af pinden, skulle der stadig gå noget tid før et lokalt mikrobryggeri på Amager med hjælp fra irske whiskydestillerer med megen møje og besvær var i stand til også at skabe en bedre porter end dén.

Bryggeriet bag, de Molen, har jeg set produkter fra flere gange siden, men jeg har åbenbart aldrig købt nogen. Frygter jeg mon skuffelsen oven på dette uudslettelige indtryk, eller jeg bare doven? Retorisk blæser svaret i vinden.

En anden – måske ikke helt så stor oplevelse, men bestemt én, der også har sat sig varige spor i min bloggervirksomhed: Jeg opdagede Punk IPA, og dermed opdagede jeg også det skotske bryggeri Brew Dog. Det var kærlighed ved første blik, da jeg prøvede IPA’en i februar måned, og det fortsatte, da jeg prøvede mig igennem bryggeriets andre fine øl i de følgende måneder.

I dag er brandet blevet verdensomspændende, og selvom de er blevet store, holder de – trods ondsindede og til tider endda fabrikerede rygter om det modsatte – fast i kvaliteten frem for at henfalde til slatten industri. Deres bryg kan fortsat købes i discounthandlen herhjemme til rimelige priser. Det siger både noget om, hvordan discountstandarden herhjemme har fået sig et voldsomt løft, og om hvordan befolkningen i det hele taget har taget kvalitetsprodukterne til sig. Brew Dogs allestedsnærværelse i danske supermarkeder – discount som finere steder – er måske mere end noget andet symbolet på dette.

Det er ikke ved hjælp af aggressiv markedsføring, som Cults, da de forgæves forsøgte at pushe deres vandige Kay-Sar med sædvanligvis lumre reklamer. Ej heller Carlsbergs ud-af-luften rebranding og en efterfølgende sky af nye produkter, der allesammen er lige så gamle som de generiske standardinstallationer i kataloget og blot hældt på nye emballager slog heller ikke til.

Hvis man vil være noget stort i ølverdenen, må man brygge noget stort. Og hvad markedsføring angår … vel – jeg husker som det var i går da jeg for første gang besøgte Amager Bryghus i 2016. Head of Communication – eller hvad de nu ellers kalder det der – Henrik Papsø fortalte hvordan bryggeriet hverken annoncerer eller reklamerer offentligt. I stedet står øllet alene – og således står det så fint.

For når folk smager på de fine dråber, er de ikke i tvivl om, at her er noget stort. Den slags skal smages, annammes, opleves … det skal ikke bare fortælles i overgearede reklamestunts, der tværtom mere end antyder, at her er vist noget øl, der overhovedet ikke kan sælge, med mindre det bliver hjulpet på vej af flimmerglimmer, hult rungende barytonvoice-over og lummer sexisme.

Det gode øl, derimod, finder selv sine nydere.

Forbliv indstillet til flere indlæg inden længe.

Deuteronomium I – 2010

Les Miserables – og alt det andet …

Hermed fortsætter mit tilbageblik, som jeg i anledning a 1000-anmeldelsesjubilæet lovede læserne. Dette indlæg handler om de første 7 måneder jeg bloggede – fra juni måned og året ud, 2010.

Jeg har ved gennembladring … eller gennemkigning – hvad end man nu gør, når man skimmer sig igennem en masse blogindlæg – hæftet mig ved, at jeg allerede fra et tidligt tidspunkt fokuserede på øl, der var tilgængelige i almindelig handel. Lige fra begyndelsen kiggede jeg altid supermarkedernes hylder igennem for bryg, jeg ikke havde prøvet endnu. Men dem jeg – især i starten – fik med hjem, var sjældent specielt … vel, specielle, men derimod gerne gammelkendte, generiske klassiskere. Jeg ville anmelde det hele, så jeg kunne lige så godt tage det kedelige til at begynde med. Jeg vidste udmærket, at det ikke ville være kedeligere at skrive – eller læse – om.

Desuden havde jeg dengang som nu ikke særlig mange penge. Det har faktisk alle dage været en væsentlig faktor i afgørelsen om, hvad der kom hjem til anmeldelse, og hvad der ikke gjorde.

Af nævneværdige standardøl var der Øko-thy, som en af de allerførste, jeg overhovedet anmmeldte. Desuden kom Grøn Tuborg og den lokale Ceres Top hurtigt under kærlig behandling. A-Z Ale nr. 16, som jeg nogle år forinden var faldet pladask for til sækkepibesommerskolen Scandinavian School of Piping and Drumming, hvor den blev skænket på fad, konstaterede jeg til gengæld til min store skuffelse, var faldet overordentlig meget i kvalitet. Det skyldtes nok at Vestfyen havde overtaget produktionen, efter at efterspørgslen var blevet så stor, at Refsvindinge ikke længere kunne følge med.

Det bedste Bryggeriet Vestfyen nogensinde har skabt – og dette siger jeg i egenskab af ølblogger – er Jolly Time og Jolly Cola, mens deres licensproduktion af A-Z Ale nr. 16 ikke tjener dem til ære. Ikke mindst i betragtning af, at A-Z Ale nr. 16 er den eneste øl fra Refsvindinge, jeg nogensinde har været imponeret over – men det var altså før jeg begyndte at blogge.

Tuborg Rød røg gennem vridemaskinen, og så startede jeg mit første tema i august måned det år – spritterølÅret efter udløste temaet en mindre shitstorm, men det når vi til i næste indlæg i serien af tilbageblik. Tre kriterier fastlagde jeg for, hvad jeg indtil den dag i dag betegner som spritterøl: Det er billigt, det har alkoholprocent over 6, og det er brygget af et industribryggeri.

Værst af dem var Brutalis – sjældent har jeg været så beskidt i kæften, som da anmeldelsen af den faldt:

“Det første indtryk er lidt ligesom sur sok, efterfuldt, undskyld -fulgt af en ram sprittet smag, der næsten fuldstændig overdøver de bitre indslag, der ellers ikke uelegant og desværre meget kortvarigt rammer siderne af bagtungen. Spritsmagen afløses derefter af en fornemmelse af harsk næsehornstis og en syrlighed, man ellers kun møder i fjæset på en irettesat Pia Kjærsgaard.”

Jeg tror, jeg vil gøre det til en vane i disse indlæg, at smide mindst ét citat fra mine anmeldelser ind af denne kaliber.

Thisted Bryghus fyldte en del på bloggen dengang. I starten var jeg biased positivt for dem, idet de stod bag nogle af de første økologiske øl herhjemme. Også dengang gik jeg meget op i den slags, omend jeg med årene er gået tilbage til at være mere en gnaven punker end en glad hippie. Stor var min skuffelse derfor over, at bryggeriet samme år under en ny brygmester, der skulle løfte arven efter den legendariske Peter Clemmensen, straks skulle begynde at tilsætte sulfit i øllene. En praksis, der skulle fortsætte fremover, og få min agtelse for bryggeriet til at falde. Et åbent brev, jeg sendte til dem, førte aldrig til noget.

Hvad er der ellers at sige? Fakta begyndte pludselig at vise gode takter med en samling udenlandske øl, de lettere misvisende kaldte specialøl – men det kan jeg den dag i dag godt tilgive dem. Det var vel første gang – eller i hvert fald første gang, jeg lagde mærke til, at Fakta tænkte lidt ud af boksen, og dermed langt fra sidste gang, at det supermarked havde gode øl på hylderne.

Bryggeri Skovlyst lærte jeg at kende – og at finde jævnt kedelig. Heller ikke det har ændret sig stort, men bryggeriet vil blive behørigt omtalt i et senere indlæg i tilbageblikket. Mikkeller scorede som første bryggeri topkarakter på bloggen, men det var Bryghuset Braunsteins Næsgaarden Brown Ale, der løb med prisen som den største øloplevelse. Også den havde jeg prøvet før jeg begyndte at blogge – kort før til samme års danske mesterskaber i Sækkepibe, som jeg jo stadig spillede dengang. Den var en af de øl, der endelig fik mig til at tage mig sammen til at tage mig sammen til at blogge om øl.

Julen blev behørigt markeret med en masse juleøl. Det kom jeg til gengæld ikke til at holde fast i. Som tiden gik, konstaterede jeg, at juleøllene generelt ikke var værd at samle på, så jeg har siden valgt at koncentrere mig mere om, hvad der generelt bare er godt frem for hvad der måtte være tilknyttet en bestemt højtid på den ene eller den anden måde.

Det værste har jeg gemt til til sidst. Der er ikke noget som en gedigen sviner at afslutte et langt indlæg med, så her får I de tre mest rædselsvækkende øl, jeg prøvede det år. Når jeg kigger tilbage på dem, tænker jeg, om andre end jeg (og eventuelt folk, der kommer for skade at bladre tilbage til disse gamle indlæg) overhovedet kan huske rædslerne længere – for heldigvis er de fleste af dem da taget af programmet igen.

Det gælder for begge de to øl, jeg som de første uddelte min absolutte bundkarakter på nul stjerner til. Det startede med at gå galt med Tuborg Lime Cut – en komplet smagsløs og underligt syntetisk vanderstatning, der hverken smagte af Tuborg (- vi ved fra den evigt vise Onkel Reje, at det smager næsten som sæbevand) eller af Lime, eller af Cut – hvad end det så i øvrigt er. Hvor længe var det, det var på markedet? Et halvt år, tror jeg – og kun én gang husker jeg at have set en ung knøs stå med en Tuborg Lime Cut i hånden ved et busstoppested. Og lur mig om ikke også den snart blev mokket op, ramme oven på ramme oven på ramme til dumpingpriser – ligesom man i netop disse dage kan opleve med et andet Carlsberg-flop, 1883 – overalt i landets supermarkeder, da den viste sig usælgelig.

Der er trods alt grænser for, hvor meget selv den jævneste forbruger vil lade sig tage ved næsen af industrien.

Noget anderledes – med forbrugerne i.e. – var det med TV-serien Klovn. Dén åd folk råt, selvom den efter min ydmyge mening var omtrent lige så morsom som – nej ikke en klat maling i færd med at tørre, men derimod maling, der allerede var tør og forblev netop dette under hele udsendelsen. Hvor mange vidste egentlig, at Apollo-bryggeriet i samarbejde med det Harboe-ejede Ølfabrikken havde lavet en tema-øl over serien? To, faktisk?

Begge er i dag gået i glemmebogen – og godt det samme, for ingen af dem var det rum, de optog i universet værd. Ligesom serien Klovn, i øvrigt, der desværre stadig huskes i skumle mørke afkroge af endda til tider ganske dannede menneskers hukommelser.

Når jeg sådan læser anmeldelsen af den første Klovn-øl igen, synes jeg, hvis jeg skal sige det selv, at jeg dér ramte ambitionen om læseoplevelsen ret godt. Det er af en eller anden grund nemmere at finde ordene, når man skal levere en dårlig anmeldelse end en god:

“Man spørger sig også, om Ølfabrikken har forsøgt at lave netop den øl, som folk skulle købe, hvis man rent faktisk skulle give kvajebajer, og på den måde udvælge sig et marked på baggrund af helt nye præmisser. Jeg ved med mig selv, at jeg ville blive rasende, hvis nogen gav mig denne øl som kvajebajer, og jeg ville omgående kalde henteren et kvaj, og kræve at vedkommende gav kvajebajer – men IKKE UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER en ‘Klovn’.”

En sidste dårlig anmeldelse, jeg ved gennemløb af anmeldelserne husker, er anmeldelsen af Tuborgs juleøl – den berømte og berygtede, for ikke at sige infame kiosk- og supermarkedsbasker, der fremturer hver eneste jul med sin enerverende allestedsnærværelse.

Det bedste – dengang som nu – der er at sige om den, er at man kan fyre et fikst palindrom af, hvis man er så masochistisk, at man skulle få lyst til én en dag man står i et værtshus, eller eventuelt en kiosk. “Slip en snepils” kan man udbryde, og glæde sig over, at den bøn staves ens forfra og bagfra.

Øllet er rent ud sagt elendigt. Harskt og ude af balance, og knap nok værd at drikke sig julefrokostfuld i. Dertil ville stort set enhver anden guldøl være mere egnet, da kun meget få af disse smager lige så fælt. Den lumre og objektiverende markedsføring gør det ikke bedre. Tværtimod, men det understreger selvfølgelig den pointe, at Tuborg med snebajeren ville have et usælgeligt produkt, hvis ikke det var for alt det andet bling og flimmer (også kaldet markedsføring) der er blevet hældt ovenpå.

Det var så tilbageblikket på bloggens allerførste tid. Forbliv indstillet – stay tuned – skulle man ikke have luret, hvad jeg mener, når jeg skriver dette, er det blot en af mine mange platte ordspil, og undersættelser, som mine indlæg også dengang har været fuld af.

Vi ses snart til flere anmeldelser og andre indlæg.

Deuteronomium (Indledning)

Grauballemanden. (Hapset fra: https://i1.wp.com/mennesketsoprindelse.dk/wp-content/uploads/2015/08/grauballemanden1.jpg Hvis ophavsretsindehaverne har et problem dermed, må de jo brokke sig.)

Urtiden …

I lyset af det nydelige runde tal, jeg er nået til i antal anmeldelser, tænker jeg, det må være tid til et lille tilbageblik, et deuteronomium som det jo hedder på latin. Det vil man vide, hvis man som jeg har beskæftiget sig med religion på et fagligt niveau. Det er nemlig også det latinske navn på den femte bog i Bibelen, også kendt som Femte Sumpbog … Det har altid undret mig, at de første fem bøger hed sådan – jeg går ud fra, at det må skyldes, at de beskriver noget, der er sket for meget længe siden. Lige så længe siden som da fx Grauballe- og Tollundmanden blev lagt i deres sumpe, og at navnet måtte komme deraf.

Altså … ‘mose’ er vel nogenlunde synonymt med ‘sump’ – er det ikke?

Et tilbageblik var altså, hvad fantasien rakte til. Men det er måske ikke så tosset frem for at tage et andet arbitrært emne op, der i lyset af det runde tal pludselig kommer til at fremstå langt mere betydningsfuldt end det egentlig er. Så er et tilbageblik på bloggen – så bloggen selv kommer til at være i centrum – vel at foretrække.

Gennem 8 år har jeg blogget. Og ikke kun om øl. Bloggen handler også om mit liv, hvad jeg selv oplever, samt en smule om de ting – mestendels ting der går mig på – der i øvrigt sker ude i verden. Jeg skriver ikke dagbog, men har til gengæld flere gange glædet mig over at have fundet passager i gamle indlæg, der har mindet mig om ting og begivenheder, jeg egentlig havde glemt.

Så ud over de mange øl, er det også mig selv, jeg har krænget ud i de efterhånden rigtig mange indlæg.

Den spæde start …

Bloggen startede på en gratis blogspot-adresse, for selvom jeg allerede dengang havde ambitioner om, at bloggen skulle blive stor, så troede jeg nok ikke helt på, at den faktisk ville blive det. Lige fra starten var mit mål med bloggen imidlertid ganske klart – i centrum skulle den gode læseoplevelse stå, og jeg tænkte – halvt i spøg, men altså også halvt i alvor – at det faktisk kunne være lige meget hvad jeg skrev om, bare jeg skrev underholdende. Der skulle bare være et eller andet emne, der bandt det hele sammen – og det blev så øl. – For det var noget jeg kunne lide, og det var noget, jeg vidste rigtig mange andre mennesker kunne lide, så hvis jeg kunne vinde læsere ved at levere en god læseoplevelse – hvor mange flere ville jeg mon så ikke kunne vinde ved samtidig at skrive om øl?

Og den indstilling har jeg faktisk ikke rokket det mindste ved siden. Jeg stræber stadig efter at levere noget, der er sjovt, spændende og medrivende at læse. Jeg slås faktisk selv med et enormt koncentrationsproblem, når jeg skal læse, og en tanke jeg derfor tit gør mig, når jeg skriver, er at forestille mig om den tekst, jeg skriver, også ville magte at fastholde min flygtige opmærksomhed. Hvis jeg fornemmer, at teksten kan det, ved jeg, at jeg er på rette vej.

Børn og Flytninger …

Det er ikke småting, der er sket på de tusind anmeldelser (og otte år). Jeg startede med at blogge kort før jeg blev far i 2010. Min ældste søn har fødselsdag 1 juli – og han kom til verden under en måned efter, at jeg havde skrevet bloggens første indlæg. Den anden fulgte 1 maj to år senere, og begge fødsler blev behørigt omtalt.

Dengang boede jeg sammen med min daværende hustru, digteren Linda Nørgaard, i Aarhus Vest, i samme bebyggelse som var ophav til Yahya Hassan og X-faktor-fænomenet 8210.

Både jeg og hustruen var finanskriseramte, altså arbejdsløse, og måtte med kontanthjælpen truende i horisonten til sidst gøre noget drastisk. Vi flyttede hele den fire personer høje familie til Irland, hvor vi nåede at bo i ca. 2 måneder, før vi rykkede tilbage igen – men denne gang med København for øje, og det job i kikkerten, som jeg stadig bestrider.

Vi måtte dog først bo et halvt års tid hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, da København heller ikke dengang – i efteråret 2012 – var en by, man sådan lige kunne flytte til.

Det lykkedes dog at få en meget fin (og dyr) lejlighed på mit elskede Amager, hvor vi for better or worse endte med at bo indtil 2016. Da holdt ægteskabet heller ikke til mere, og vi flyttede hver til sit. Linda til Nørrebro, og jeg selv til Husum, hvor jeg indtil videre stadig residerer.

Og børnene – ja, de trives heldigvis.

Men det er øllene, det trods alt først og fremmest skal handle om. Da jeg allerede nu kan se, at dette indlæg ville blive alt for langt, hvis jeg skulle gå alle 8 års oplevelser igennem, har jeg valgt at dele det op.

Fremadrettet vil jeg med jævne mellemrum berette om mine mange øloplevelser – ét indlæg for hvert år. Så får I læsere, for hvem jeg så gerne skriver, en føljeton i stedet for en roman.

Først og fremmest for læseoplevelsens skyld, selvfølgelig.

2016-05-21 14.28.50

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme