Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Deuteronomium

Deuteronomium III – 2012

Kaosåret …

Skulle man ikke vide det, eller skulle man have glemt, at jeg har nævnt det tidligere i serien af tilbageblik på de forløbne år som ølblogger, så betyder ordet ‘deuteronoium’ netop dette – et tilbageblik. Desuden er det betegnelsen i Vulgata, den latinske oversættelse af Bogen (eller Bibelen, som den hedder på danskificeret oldgræsk), for Femte Sumpbog.

Indledningsvis får man at vide, at bogen netop er et tilbageblik på de 40 års vandring gennem de skønsmæssigt 450 km ørken (i sig selv en bedrift at have så elendig en stedsans). Bogen er næppe overraskende kortere end de foregående tre bøger, der beskriver de samme begivenheder i undertiden nidkære detaljer. Og dette i sig selv er en uoverkommelig indikator på, at Femte Sumpbog oprindeligt overhovedet ikke har været noget tilbageblik på de foregående bøger, men derimod en langt ældre tekst, der meget vel kan have fungeret som kildegrundlag for disse.

Endnu en grund til om ikke ligefrem at betvivle Bibelens autencitet som Guds ufejlbarlige, åbenbarede ord, så i det mindste at tageden med et gran – eller måske endda en knivspids – salt.

Til gengæld kan læserne være sikre på, at kildegrundlaget som dette deuteronomium er baseret på, rent faktisk er ældre end deuteronomiummet selv. Og oven i købet går kildeteksterne rent faktisk forud for tilbageblikket i den selvsamme tekst. I dette tilfælde det efterhånden betragtelige bagkatalog i Kajs Ølblog – i dette tilfælde indlæggene fra året 2012.

Der skete meget

Det var i sandhed et begivenhedsrigt, for ikke at sige kaotisk år. Ved gennemskimning af årets indlæg bed jeg således mere mærke i, hvad jeg og min familie oplevede, end de øl, jeg afprøvede. Ved årets start boede vi (altså jeg og familien) fortsat tre (undertiden fire, når bonussøn var der) personer høj i en treværelses lejlighed i Herredsvang i Århus Vest. I løbet af året blev vi fire (fem) da min yngste datter Thyra gjorde os selskab på tooghalvfjerdsårsdagen for min forlængst afdøde mors tilverdenkomst – også kendt som 1. maj.

Jeg var, ligesom min daværende hustru, finanskriseramt – altså arbejdsløs, og henover sommeren begyndte kontanthjælpen at lure truende i horisonten.

Dagpengeperioden var blevet halveret kort tid forinden, og det blev anledningen til at vi alle fire i efteråret rykkede teltpælene op, og under stor ståhej flyttede til Irland.

Der blev vi ikke længe. Vi øjnede snart chancen til at vende tilbage til Danmark, og efter to måneder flyttede vi ind hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, hvor vi boede resten af det år. Kort efter hjemkomsten fandt jeg arbejde, eller rettere – min eks fandt mig et arbejde, som jeg stadig har.

Fra start til slut

Men der var selvfølgelig også markante øloplevelser det år. Januar var fyldt med juleøl, som jeg ikke havde nået at afprøve året forinden. Det skulle ikke blive sidste gang – og heller ikke sidste gang, at der ikke var nogen systematik at spore i, hvilke juleøl, der havde fået lov at stå højtiden over.

Til gengæld vakte et glæde, men også et stik i hjertet, da jeg ved min gennemgang opdagede, at det var i januar 2012, at de første øl fra Pladderballe Bryghus kom på markedet. Jeg købte dem rub og stub, selvom de faktisk var relativt dyre – og jeg var som bekendt på dagpenge, men dirrende af forventning lagde jeg dem i kurven med forventning om en eksorbitant skuffelse, når det skulle vise sig, at konceptet var 100 % marketing og 0 % kvalitet.

Forventningerne skulle vise sig ikke at blive indfriet. Tre af fire øl, bryggeriet sendte ud i starten af 2012 var aldeles fremragende, ud over at de ved at tage fat i Monrad & Rislunds fjollede univers, havde en meget bred folkelig appel. Jeg er ikke i tvivl om, at Coops samarbejde med Slotsbryggeriet Føniks om den ølhistorie, var en af de vigtigste årsager til, at betegnelser som ‘specialbryg’, ‘håndbryg’, ‘kvalitetsbryg’ og ‘mikrobryg’ blev hvermandseje herhjemme.

Serien blev også i høj grad medvirkende til, at min blog kom ud over kanten og blev kendt blandt andre end bare mine nære venner og familie. Salig Jan Monrad hamselv valgte allerede fra starten at linke til mine anmeldelser på hans facebook-side, og det fortsatte han med, frem til hans alt for tidlige død i november 2015. Også på Pladderballe Bryghus’ hjemmeside var det mine bloganmeldelser, der blev linket til. Selv når disse ikke engang var entydigt positive.

Men højt at flyve, dybt at falde – så passende sådanne forslidte klichéer ind imellem kan være … Slotsbryggeriet Føniks kunne overhovedet ikke følge med den pludselige enorme efterspørgsel. Især ikke da deres IPA (som var den eneste af de første Pladderballe-øl, der ikke var lige i øjet) blev inficeret, så flaskerne eksploderede af sig selv.

I 2016 – længe efter at Slotsbryggeriet Føniks var gået heden, og Svaneke havde overtaget fantombryggeriet Pladderballe – fik jeg lov at tage det lille bryganlæg i øjesyn. Det var nemlig opkøbt af Kongebryg – men det gode samarbejde, jeg siden har haft med dem, er der stadig længe til at vi når frem til. At et bryggeri med så lille kapacitet ikke vil være i stand til at levere superpopulært specialøl til en af landets største supermarkedskæder uden den mindste fejlmargin, behøver man ikke være brygmester for at kunne lure.

Ud på sommeren måtte Slotsbryggeriet Føniks kaste håndklædet i ringen og erklære sig konkurs – kvalt i egen succes. Jan Monrad og jeg udvekslede stadig lejlighedsvis ølrelaterede – og andre – venskabeligheder, men øllet niveau fik altså et afgørende nøk nedad, da Svaneke overtog produktionen.

Lidt fra Skotland

Året forinden havde jeg lagt sækkepibespillet på hylden, og der ligger det i øvrigt fortsat. Min kærlighed til Skotland var (og er) dog fortsat intakt, og derfor glædede det mig, at flere skotske mikrobryggerier meldte sig efter at Brew Dog også året forinden havde brækket muren ned.

Belhaven er et således et skotsk bryggeri, som jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette år. Og når jeg en sjælden gang imellem ser mere fra dem, ryger det omgående i indkøbskurven. Uden at det har været svært at få armene ned efter at have prøvet deres bryg, ganske vist. Et eller andet er bare intuitivt appellerende ved dem.

Modsat Innis & Gunn’s’ (ja, der skal være apostrof både før og efter s’et) fadlagrede øl. Bryggeriet solgte sig selv ved netop dette koncept, at alt deres øl var lagret – gerne på whiskyfade, men også sherryfade var i brug.

Resultatet var imidlertid ikke videre interessant, og den insufficiente oplevelse cementerede min opfattelse om, at det vigtigste er øllet og øllets kvalitet, mens de fikse ideer og koncepter, man eventuelt brygger på baggrund af, er sekundære. Og puster man koncepterne op til at være det centrale, lider øllet skade. I Innis & Gunn’s’ tilfælde er det fx passende at anføre, at man skam sagtens kan lagre sit øl, uden at man nødvendigvis skal gøre det med det alt sammen. Amager Bryghus havde fx held med en lagret stout, kan jeg huske – helt uden at fadlagring er noget de gør det i hver gang.

Fakta

Jeg forsikrer aldrig så indtrængende læserne om, at jeg skam ikke på nogen måde er sponsoreret af supermarkedskæden Fakta, endsige COOP-koncernen, der står bag. Som fattiglus er det, ligesom det var dengang, mit foretrukne sted at handle. Varerne er billige i en sjælden set kombination med efter min vurdering at være af lødig kvalitet.

Og så sker det altså også bare, at netop Fakta-kæden med jævne mellemrum har rigtig spændende øl på hylderne. Både spotvarehylderne, hvor udvalget undertiden kan være helt usædvanligt godt, mens kæden også fører et fast udvalg af ‘Usual Suspects’. Disse mikrobryggerier var ikke helt så fast inventar dengang, men 2012 kunne se ud til at være året, hvor de lagde sig til rette som dette.

Fynske Indslev – og deres eksperimentelle aflægger Ugly Duck Brewing – rendyrkede et koncept om kun at brygge hvedeøl. Det har de ikke helt kunnet overholde, hvilket denne blogger i hvert fald ikke skal holde imod dem. Til gengæld viser dette, hvordan hvedeøl det år stadig i en eller anden grad blev anset for fancy, når et mikrobryggeri kunne gøre dette til deres koncept.

Ligeledes fra Fyn dukkede bryggeriet Ørbæk op i Fakta efter i de foregående år bedst havde været at finde i økologiske grønthandlere og hippiebutikker. De lader til gengæld at have holdt fast i deres koncept om altid at brygge økologisk øl. Det gav dem et stort plads i mit hjerte dengang – måske lidt for stort i betragtning af, at man undertiden kunne have de hæderlige principper under mistanke for at medføre øllets vigende kvalitet. Ironisk nok har jeg nu om dage slækket lidt på de økologiske principper, kun for at opdage, at Ørbæk holder fast i dem og endelig kan finde ud af at lave øl af ordentlig kvalitet.
De havde i øvrigt også vanskeligheder med betegnelserne. Deres IPA betegnede de konsekvent ‘Indian Pale Ale’. – Bare lige for at jokke i det: IndiaN Pale Ale, indtil især bloggermiljøet havde gjort så meget grin ad det på de sociale medier, at de endelig fik det lavet om. Én blogger – desværre husker jeg ikke hvem – var vaks til at tage et billede af et parti Ørbæk IPA i et supermarked – tydeligvis af to forskellige batches stillet på samme hylde. Således var der både ældre eksemplarer med det infame ‘n’ i navnet, mens det var fraværende i andre.
Jeg holdt mig i skindet, for jeg havde ved min første IPA-anmeldelse selv begået samme fejl. En fejl, der i øvrigt stadig kan læses i indlægget, da jeg som blogger – og ikke egentlig ekspert – gerne står ved min skrigende inkompetence.

Samtidig sendte discountsupermarkedet også i flere omgange rigtige belgiske klosterøl på hylderne. Her var der tale om en kvalitet, der ellers kun kunne erhverves i fine vinforretninger og specialølsbutikker. Men nu kunne de altså fås billigt fra Faktas hylder med spotvarer.
Dengang var jeg begejstret – for intet ville som dette kunne få specialøllene ud til den jævne befolkning (det skulle da lige være mikroølskoncepter såsom Pladderballe Bryghus). I dag kan man med rimelighed fremføre den kritik, at Fakta (og andre supermarkeder) med sine slagtilbud ødelægger de små specialbutikkers livsgrundlag. Analogt, i øvrigt, med bryggiganter, der med masseproducerede kvalitetsprodukter tramper de mindre aktører under fode ved at lokke disses kundegrundlag tilbage med produkter, giganterne kan producere billigere.

Udenlandske standardøl, til gengæld – dem kan Fakta plastre deres hylder til med uden antydning af brok herfra. Disse begyndte nemlig også at dukke op det år. Belgiske og hollandske industrigiganter dukkede så småt op med produkter som ‘Oranjeboom‘ og ‘Primus Haacht‘. Det var pilsnerøl, industrielle, uanselige, tynde – som sådan nogle jo er. Fuldkommen uden særlige meritter, men bare til stede for at foregøgle et større udvalg. De findes stadig på hylderne for specialbryg, hvorved Fakta stadig i praksis plejer den fejlopfattelse, at udenlandsk øl er specielt og eksotisk alene fordi det er udenlandsk. De i dette afsnit nævnte brands hører imidlertid til i stakkene med Hof og Tuborg – ikke på hylderne sammen med Willemoes- Ærø- og Svaneke-serierne, der alle i hvert fald tilbyder en større diversitet i udtrykket.

Påskeøl

Og det år fik jeg åbenbart realiseret en af mine ambitioner – konsekvent at anmelde sæson-øl, i dette tilfælde påskeøl. Vinderen af temaet blev Herslevs rigtig gode – men også dyre (for det er Herslevs øl gerne) påskeøl, der sammen med flere andre prøver slog bryggeriets navn fast som yndling på bloggen. Jeg hæftede mig til gengæld ved den generelt sparsomme variation i produkterne, og uden at jeg i skrivende stund husker mit sindelag tydeligt, da temaet var færdiggjort særlig godt, hæfter jeg mig ved, at den slags sæsonbestemte temaer ikke er noget jeg siden har gjort det synderligt meget i – og slet ikke på årsbasis. Det eneste der kommer tæt på var årene, hvor jeg fik sponsoreret alle øl fra Kvicklys Ølfestival til anmeldelse. Det event startede Kvickly i øvrigt det år – men det var først et par år senere, at jeg fik lavet sponsoraftalen.
Et andet resultat af påskeølstemaet var, at jeg blev så træt af Thisted Bryghus, at jeg det følgende års tid nærmest boykottede dem fra bloggen. Bryggeriet var ellers ganske produktivt under brygmester Henrik Sørensen, der både lancerede nye produkter og arrangerede gamle klassikere i nye serier. Desværre fulgte kvaliteten efter min smag ikke med, og så var der jo den evige tilsætning af sulfit, der bare overhovedet ikke klædte bryggeriet, der som de første herhjemme havde brygget en økologisk øl.

Mennesker

Så småt begyndte jeg også at pleje kontakter med andre ølinteresserede. Man kommer jo nok ikke udenom, når man i længere tid beskæftiger sig med et givent emne, at stifte bekendtskab med nye mennesker, der deler ens interesse. Det er egentlig imponerende, at det ikke tog fart tidligere, men det demonstrerer vel så nydeligt min noget introverte karakter. Jeg arbejder bare bedst i enrum – mig selv, alene med min PC, noget musik og varm kaffe. Ja, varm kaffe, også i sommervarmen, og jeg drikker næsten aldrig øl mens jeg skriver – go figure.

Jeg fik således min første donation nogensinde tilsendt. Den kom fra en gammel studiekammerat, der mente at jeg skulle lære Wiibroes stout at kende – ikke mindst fordi han gerne ville vide, hvad jeg mon mente om den. Den var aldeles fremragende, og i mine øjne er den sammen med Gl. Carlsberg Porter den bedste industrielle stout herhjemme. Ja, jeg er så kættersk, at jeg henviser Limfjordsporteren til en tredjeplads.

Jeg mødte også en anden ølblogger, Jacob Schytz, der i mellemtiden har lagt anmelderiet på hylden. I lang tid var han medanmelder hos “The Master of Hoppets”, Peter Godtberg Jensen, som jeg til gengæld endnu har til gode at møde i virkeligheden. Jacobs hjemmebryg blev også behørigt anmeldt, efter at det var udleveret ved det års Skandinaviske Mesterskab i sækkepibespil, der blev afholdt i Lindholm Høje ved Aalborg. Det var mit andet år bare som tilskuer.

Endelig introducerede min gode ven og senere så hyppige gæsteanmelder Marcus mig for Beer Here’s øl under en ferietur til København. Åbenbart har jeg ikke siden prøvet øl fra den kant – men bagmanden Christian Skovdal Andersen har hele tiden nye jern i ilden, så mon ikke han bare har fundet sig et nyt koncept at bruge sin kreativitet på?

Det løse …

Hvad skete der ellers? I Føtex fandt jeg de første Sierra Nevada øl og var solgt fra første dråbe. Skands stiftede jeg også bekendtskab med, og var begejstret. Den begejstring er til gengæld blevet dæmpet lidt siden, men som det første bryggeri herhjemme med en kvindelig brygmester (Birthe Skands, hvis ikke man skulle vide det), vil det vestegnske bryggeri fortsat have rigeligt mojo at give af. Var det også det år, at torvehallerne blev bygget? Jeg tror det, for der købte jeg i hvert fald nogle meget dyre (det har ting i Torvehallerne det med at være) og fancy tjekkiske øl … der viste sig at være ret ligegyldige i udtrykket. Det var vel der jeg endeligt kunne slå fast, at øllets ophav eller historie aldrig kan stå alene. Indholdet af flasken tæller mere end alt hvad der måtte være plastret udenpå.

Irland

Den to måneder lange afstikker til Irland undgår jeg ikke at give sit eget afsnit. Men hvad der ikke lige handlede om øl er vel allerede berørt indledningsvist.

Læser man min blog regelmæssigt, vil man vide, at jeg ikke er imponeret over irsk øl. Det lunkne forhold var næppe overraskende resultat af de stikprøver jeg tog under vores ophold. Først var der Guinness. I mine øjne en hyggelig bællebajer, der bare tilfældigvis er meget mørk. Men dens letdrikkelighed og vigende fylde alene får den til at falde langt langt under de hjemlige stouts, der blev omtalt foroven i kvalitet. Guinness fremmeste fordel er, at den kan jeg drikke mange af, hvis laget er festligt nok. Limfjordsporter til gengæld kan jeg sjældent klemme mere end to ned af uanset hvor festligt det er.

Hvad så med craft-beer-scenen derovre? Vel, den eksisterer da. Farvestrålende etiketter, spændende historier, små brygenheder … alt det var på plads. Til gengæld kneb det med indholdet. Uden at det var væmmeligt eller udrikkeligt var det heller aldrig specielt godt. Måske var det godt, men så heller ikke mere. Jeg blev hurtigt træt af det, ikke mindst fordi jeg også i Irland var et fattigt menneske, der i længden ikke gad bruge ustyrlige mængder af mine surt opsparede Euro på øl, der i grunden ikke smagte af noget særligt.

Én undtagelse skulle der dog vise sig at være. Galway Hooker Pale Ale var faktisk rigtig god. Punktummet for mit afdækning af det irske specialølsmarked – for det var den sidste irske specialøl, jeg prøvede derovre – var i det mindste aldeles nydeligt.

Jul hos far

Og så flyttede vi jo hjem til min far, da vi ikke kunne holde Irland ud længere. Han boede dengang i Hvalsø – nu er han jo flyttet på plejehjem – og det blev til et lille halvt år hos ham. Det var heller ikke altid lige nemt, men vi havde i det mindste tag over hovedet, og jeg havde endelig fundet arbejde.

Ølmæssigt stod på de juleøl, jeg nu tilfældigvis fandt, og gad anmelde. Men ellers havde Fakta – igen-igen – et godt tilbud, som jeg siden hen skulle komme til at referere til jævnligt. Fire store Tongerlo-øl fra et belgisk bryggeri ved byen Tongeren, et sted jeg kender godt fra min tid som sækkepibemusiker. To af dem blev drukket, én af dem blev ofret (jeg var dengang som nu fest-hedning – og senere fandt jeg i øvrigt et nyt eksemplar og fik den behørigt anmeldt) og én blev kun nippet til – så røg den i vasken.

Tongerlo Prior, hed den – eller hedder den. For af for mig uforståelige årsager har den fundet vej som fast inventar i Fakta. Jeg har fundet ud af, at den som Tripel Blonde rent faktisk skal smage af forgamlet banan, kogesprit og dårlig marcipan. Dermed findes der altså en øltype, som jeg formentlig aldrig vil kunne lære at nyde – og det var denne øl af den type, jeg prøvede som den første.

Den aften i december 2012, hjemme hos min far i Hvalsø …

Det forekommer efterhånden at være længe siden nu.

Der er også meget mere, der skal fortælles. Flere flytninger, flere omvæltninger og ikke mindst mange flere øl …

… Forbliv indstillet for tilbageblikket på 2013 – snart på Kajs Ølblog.

Deuteronomium II – 2011

De glemte øls år …

Jeg skal ikke glemme mit jubilæumsprojekt – tilbageblikket, eller deuteronomiummet som det hedder i den gode bog (der som bekendt er ret elendig), på de efterhånden ikke helt få år, jeg har blogget. Jeg frygtede lidt at hvert år skulle blive “mit ølår” version 2. Ved gennemskimning af indlæggene og revision af, hvad jeg har skrevet gennem tiden, har jeg til gengæld snart konstateret, at der ikke er den store fare for det.

Én ting er, at jeg helt bevidst trækker nogle andre linjer op, end i årsrapporterne. Noget andet er den erfaring 8 års bloggeri trods alt har givet mig. Det mig et nyt perspektiv på de gamle indlæg.

De glemte øl

Det der mere end noget andet sprang i øjnene ved gennemgang af ølåret 2011 var de mange øl, der i dag er glemt og borte. De glemte øl var for størstedelens vedkommende elementer i fælt opstyltede marketingstunts, vakkelvorne tårne af kulørte byggeklodser, der nærmest skreg efter at den første og bedste tumling måtte vælte dem til lige dele rabalder og moro. (Småbørnsassociationen kommer måske af, at min søn det år lærte at krybe, kravle og gå – men det er alt sammen en anden historie.)

På forhånd huskede jeg Cults rædsel af en industriøl ved navn Kay-Sar. Hvor mange husker overhovedet den endnu? Og et endnu bedre spørgsmål: Hvor mange opdagede overhovedet, at den var der dengang? Den optog ganske vist noget plads i supermarkederne, da Cult åbenbart havde betalt ekstra for køleskabe, kun for deres über-fancy flasker med komplet ligegyldigt, tyndt industriøl. Den fik ellers ikke for lidt med markedsføringen; Cults direktør, Brian Sørensen annoncerede hovmodigt i Jyllands Posten, at man ville gøre Carlsberg rangen stridig. Vel … Fat chance var vist holdningen hos alle os, der læste sludderet, og se hvor fik vi ret.

Efter trekvart år var brygget ude af handlen igen – godt og vel. En forudsigelse, jeg fik ret i. Ganske vist var bestyrtelsen over forudsigelsen omtrent lige så stor som over, at solen igen stod op i morges.

Og solen skal nok fortsætte med at stå op igen en rum tid endnu. Spørgsmålet er, hvor længe vi vil være der til at bevidne det. I betragtning af hvor stejlt ned ad bakke, det går for klimaet for tiden, og hvor lidt vi som mennesker er villige til at gøre noget ved det, ser det i hvert fald ikke for lyst ud. I slutningen af 2010 kom det for alvor til at se mørkt ud, da klimatopmødet i Cancun endte uden resultat. Harboe lancerede ellers Clim8 – en CO2-neutral øl i anledningen, som jeg fik prøvet i januar måned. Jeg gætter på at målet var at profilere sig selv snarere end rent faktisk at hjælpe.

Hverken til megen hjælp for klimaet eller for Harboes profil har den nok været, for ikke længe efter klimasammenbruddet kunne den fås til ikke særlig mange penge i Fakta – og i dag er den vel helt fortrængt – fuldstændig ligesom klimakatastrofen.

Endelig kopierede Royal Unibrew en af Carlsbergs (se forneden) fikse ideer fra det år – de trak vokalerne ud af ordet ‘pilsner‘ i forventning om, at deres i forvejen fortyndede vandprodukt på en eller anden måde ville tage sig bedre ud derefter – guess what … it didn’t.

Et brand der også er gået heden siden er Änglamarks øl. Selve brandet Änglamark består som en serie af økologiske discountprodukter i COOP’s butikker, og i starten var der også nogle øl på programmet, der blev produceret i Sverige. Anledningen til min anmeldelse var fantastisk – vi levede en weekend som ægte bonderøve på en nedlagt landejendom nær Randers, men det var bestemt ikke for dén øl, at turen blev husket.

Selve ideen om et fast billigt brand af økologiske standardøl er ellers på mange niveauer tiltalende.

Carlsberg holdt sig ellers heller ikke tilbage i 2011. De besluttede sig for en form for relancering af brandet, hvor de smed en forbandet masse nye produkter på markedet på én gang … for allesammen næsten lige så hurtigt at gå i glemmebogen. Få år tidligere – i 2004 – havde bryggeriet forsøgt sig med en ny flaske – et forsøg, der floppede totalt. Det har Carlsbergs smarte fornyelsesprojekter det med at gøre. Det skøreste af det hele var, at de endnu engang ville lancere en ny flaske som del af deres relancering. Det var set før, det var floppet før … hvad er det nu man siger om dem, der hele tiden gør det samme, og forventer nye resultater hver gang?

Lavest scorede Copen*hagen (jeg har aldrig magtet at rette fejlen i overskriften på det oprindelige indlæg, da jeg ikke finder øllet det værd. Og nu hvor jeg eksplicit har bemærket det, tror jeg faktisk aldrig jeg vil ændre det, som en form for demonstrativ trods) – en tisgul rædsel solgt i en sodavandflaske. Det bedste man kunne sige om den, at den i det mindste ikke smagte som den urinprøve, den lignede. Den smagte af stort set ingenting, og ingenting smager i det mindste ikke særlig grimt. Den største lidelse ved brygget var ikke konsumptionen eller anmeldelsen, men at jeg efter at have fået fjernet min blindtarm måtte opleve, at en reklame for den blev vist på den stue på Aarhus Kommunehospital, hvor jeg var indlagt. Den sleske baryton og det stereotype glansbillede fuldendte billedet af et marketingstunt, der var kørt fuldstændig af sporet.

Copenhagen husker jeg. Carlsberg Export havde jeg i til gengæld svedt fuldstændig ud. Men det er der ud fra min anmeldelse, vist ikke så meget at sige til. Er der mon nogen af læserne, der kan huske den dag i dag?

De to pilsnere, der udmærkede sig ved at være kedeligere end Carlsbergs standardprodukt, den generiske Premium (som vi vender tilbage til) blev fulgt op af et ølvalg med tre kandidater. To gange før havde Carlsberg afholdt et ølvalg – det første fandt sted engang i slutningen af 90’erne, hvor Carls Special (også anmeldt i 2011) vandt. Her viste vinderen sig undtagelsesvis langtidsholdbar, for Carlsberg Dark, der vandt i 2002 (tror jeg det var) var godt nok ikke på markedet længe, før den ikke kunne fås længere.

Ved valget i 2011 deltog Plzner, der mest smagte af vand – at smide en vokal ud og erstatte ‘s’et med det mere hipsterpopsmarte ‘z’ var åbenbart ikke nok til at få øllet til at smage ordentligt. Gylden løb af med sejren, hvilket var denne blogger en kæmpe gåde. En rodet sag af sød humle, overmodne æbler og deraf følgende gærvinøs syre var ingen større fryd. Bock gjorde som den eneste øl et ordentligt indtryk på undertegnede, men hvad nytter det, når pøbelen aldrig stemmer som den burde?

 

Endelig var der to nye Jacobsen Bryg. De blev begge lanceret om ‘kvindeøl’ – hvilket jeg finder aldeles sexistisk … Ikke så meget af den mest oplagte grund, at det bare er dybt åndssvagt at gøre ting som øl (eller sodavand, biler, tøj, planter, dyr og alt muligt andet) kønnet, i stedet for bare at lade folk købe det, de gerne vil have og i øvrigt lade være dem i fred. Det er slemt nok i sig selv – men i tilfældet af Velvet Ale og Rose Wit føjedes spot til skade idet disse to øl var så rent ud sagt elendige

Hvor man efter nogen søgen nu alligevel kunne finde nogle kvaliteter ved Velvet Ale (den blev trods alt også på markedet i nogle år efter) var Rose Wit helt og aldeles kvalitetsfri på alle parametre. Sur, doven og så i øvrigt i en grim lyserød nuance, der ikke gjorde noget for bedre det uheldigt sexistiske koncept. “Barbie-øl” eller “Prinsesseøl” var bare to af de kønnede udtryk, der for gennem mit hoved, men som jeg i en ambition om at bevare en vis lødighed på bloggen – trods alt – undlod at bruge dengang. Den slags ambitioner har jeg siden for længst kastet overbord.

At et udvalg af det kedelige sprøjt få måneder senere blev udbudt i en gaveæske tydede med al tydelig tydelighed på, at Carlsberg brændte nallerne på deres marketingsstunt. Hvad havde de mon selv troet? Eller rettere – hvad havde deres marketingafdeling dog troet? Tit er jeg på nakken af forbrugerne, for deres alt for brede accept af lad industriel standard. Det var rart på den måde at opdage, at  let lod de trods alt ikke Carlsberg tage røven på dem.

Her til sidst vil jeg igen stille spørgsmålet – og vid det ikke er retorisk. Jeg erfarer gerne svar på det i kommentarer under indlægget her, eller på fjæsen: Er der overhovedet nogen, der kan huske disse øl, og måske endda berette om deres oplevelser af dem?

En hemmelighed …

Anmeldelsen af de to kønnede rædsler var vist også den sidste anmeldelse jeg skrev, hvor jeg i ét indlæg anmeldte flere øl. Det gav et helvedes mas med at holde styr på, hvor mange øl, jeg egentlig havde anmeldt.

Fra et tidligt tidspunkt havde jeg selvfølgelig luret, at jeg kunne hæfte en kategori på anmeldelserne – den kategori bruger jeg stadig på anmeldelserne den dag i dag, og kategorien hedder … hold nu godt fast! Anmeldelser – såmænd!

Det er nu ikke det, der er hemmeligheden, men derimod, at jeg efterhånden blev grundigt træt af at huske hvor mange øl, jeg skulle lægge til antallet af indlæg i kategorien ‘anmeldelser’ for at se det egentlige antal anmeldte øl. En dag blev jeg træt af det, og fandt på en noget uskøn, omend effektiv måde, at få løst problemet på – jeg snød.

Indlæg, hvor jeg ikke anmelder nye øl, men derimod kommenterer mere bredt – som fx i det indlæg du læser lige nu – kategoriserer jeg som ‘redaktionelle indlæg’. Af dem tog jeg et passende antal, og hæftede kategorien ‘anmeldelser’ på, således at antallet af indlæg under kategorien ‘anmeldelser’ kom til at matche antallet af afprøvede øl. Indlæg som fx denne kategorijustering fik altså klistret mærkaten ‘anmeldelse’ på sig – helt uden at der var tale om en anmeldelse … til gengæld slap jeg for nogen sinde igen at skulle huske på, hvor mange, der skulle lægges til under ‘anmeldelser’.

– Nogle gange må man sno sig.

Det tynde øl …

Fra et lille redaktionelt sidespring til et tema, der optog en del plads på bloggen det år, nemlig temaet “Det tynde øl fra Fakta“, der til dags dato vist nok stadig er temaet med flest indlæg på bloggen. I et forsøg på at tage alt det tynde øl i én omgang, så jeg ikke behøvede at spilde min tid på det sidenhen, gik jeg shop-amok i alt det tynde standardsprøjt, jeg kunne finde i min lokale Fakta ( – Herredsvang, Århus Vest, hvor Yahyah Hassan også kommer fra).

Og så blev der ellers anmeldt fra en ende af: Carlsberg Premium, der tidligere hed Hof – men det var der vel ikke marketing nok i – overraskede med hele to stjerner værd. Carls Special var en af de få lyspunkter sammen med Pilsner Urquell, som vist kun lige var blevet standardudbud der. Dansk-serien var noget af en prøvelse at komme igennem – så slemt var det vist, at jeg en måneds tid eller to endda omdøbte bloggen fra Kajs Ølblog til Kajs Ølbrok. Først da temaet var slut, fik bloggen sit oprindelige navn tilbage.

Overraskende nok måtte jeg konstatere, at Corona faktisk ikke var helt så slem som jeg troede, mens Newcastle Brown Ale slet ikke var nogen spændende øl overhovedet. Sådan blev jeg klogere og fik nedbrudt nogle fordomme – både til min fortrydelse og i mit favør.

Mange af bryggene appellerede til Den laveste Fællesnævner – et velkendt begreb, der i mine øjne tit misforstås. I almindelig tale dækker begrebet over noget, der ved plat letforståelighed appellerer til så mange mennesker som muligt. Det forholder sig imidlertid en smule anderledes. Den laveste fællesnævner dækker ikke over at favne så bredt som muligt, men derimod om at skræmme så få som overhovedet muligt væk. Når bryggiganterne sælger hektoliter i millionvis af tyndt industrielt standardsprøjt, skyldes det ikke, at rigtig mange mennesker kan lide tyndt industrielt standardsprøjt. Det skyldes, at kun meget få mennesker bliver skræmt væk af tyndt … you get the idea. Put noget mere humle i urten, og straks pylrer den kvalitetssky ignorantpøbel op om at “øllet er for bittert”. Mere malt, og det er for mørkt eller for sødt.

Det var også i anledning af Fakta-temaet, at jeg for første gang anmeldte alkoholfri øl. De skrabede bunden fra undersiden, og har siden udgjort en kategori, jeg helst undgår at beskæftige mig med. Man må dog indrømme dem den brugbarhed, at de egner sig fortrinligt som genstande for elokvænte tirader og fornærmelser. Jo værre en øl er, desto grimmere kan jeg skrive om den bagefter – så jeg går altid af med sejren. Hvis øllet ikke er underholdende, er affattelsen af anmeldelsen det til gengæld omvendt proportionalt.

Shitstorm …

Mine til tider utilhyllede meningstilkendegivelser afstedkom i sensommeren 2011 den første – og hidtil eneste – gang, jeg selv blev genstand for mishagsytringer og idle ukvemsord. Anledningen lå ellers et helt år tilbage. En tilfældig læser havde åbenbart skimmet bloggen, og min betegnelse for billige industrielle pilsnere med høj alkoholprocent – spritterøl – var faldet ham så ganske for brystet.

Det blev til en omgang småhidsig ping-pong i kommentarfeltet under indlægget, hvor antagonisten erklærede, at han så gu’ ville have sig frabedt at blive betegnet ‘spritter’ bare fordi han godt kunne lide øllene – af hvilke han drak to om dagen. Aldrig mere, aldrig mindre.

Det var første gang – og i grunden også indtil videre eneste gang, jeg ligefrem er blevet konfronteret negativt med mine anmeldelser. Lidt overraskende kom det fra en læser og ikke fra et af bryggerierne – de skulle ellers have haft rigeligt at beklage sig over på det tidspunkt. Jeg vover den påstand, at jeg formåede at bryde serven og sætte læseren på plads. Jeg havde kaldt (og kalder fortsat) øllene for spritterøl, fordi de i mine øjne mere en noget andet er målrettet fattige alkoholikere. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man er alkoholiker, hvis man synes de øl smager godt.

Faktisk vil fornøjelse ved de øl have den fordel, at man ikke behøver frygte at denne blogger vil købe nogen af de øl, man har udset til sig selv.

Jeg valgte dog alligevel at stikke en finger i jorden for at sikre mig at mine udgydelser ikke var for meget. Reaktionerne jeg fik kunne mest af alt sammefattes til, at jeg bare fortsat skulle give den gas, og at det bedste der kunne gøres ved reaktioner som den jeg havde oplevet, var at anbefale at man undlog at læse bloggen.

Vel – nok er jeg igennem mit liv kommet til at gøre ting, jeg har fortrudt og som har gjort mig uvenner med folk – intet af det omfatter noget, jeg har skrevet her på bloggen. Heller ikke sidenhen, for ud over dette har jeg ikke oplevet flere af disse udfald mod min bloggervirksomhed.

Spøjse oplevelser …

Når man blogger om øl med den indstilling, at man godt kunne tænke sig at prøve alt, støder man undertiden på fænomener, man på trods af alle tænkelige advarselslamper, ikke kan lade være med at tage med hjem alligevel.

Det gælder fra dette år især nogle fund, jeg gjorde i den lokale kiosk. Der kunne man en overgang få øl fra så eksotiske steder som Rusland og Ukraine. De kostede ikke engang særlig meget, men det manglede på den anden side også bare, for apropos en af dette efterhånden lange indlægs tidligere afsnit, bestod underholdningen i højere grad i at anmelde end at afprøve brygget.

Det mindst spøjse ved den russiske rædsel, jeg opstøvede i kiosken, var indholdet. Det var tyndt, uprangende og smagsfrit, omend tørstslukkende. Til gengæld blev det leveret i en flaske med en højst aparte form, ulig alt hvad jeg siden har set. At den var fra Rusland var i sig selv overraskende – hvem ved noget om russisk øl, hvis ikke man ligefrem har frekventeret føderationen på enten ferie eller job? Og mest sært var det, at jeg fandt den i min lokale kiosk blandt Carlsberg og Royal Unibrew All-Stars – helt uden for enhver forventelig kontekst.

I de følgende uger fandt jeg desuden de to ukrainske øl i knap så spøjse flasker, men kun i ringe grad mindre malplacerede.

Virkeligheden gik også en smule i stykker det år, da øllen “Duff” fra Simpsons tegneserieunivers pludselig fandt vej til rigtige supermarkedshylder herhjemme. Til gengæld var brygget lige så kedeligt og intetsigende som tegneserien vil vide, den er. Øllet er i dag forsvundet fra hylderne, mens Simpsons-serien består. Jeg har imidlertid ikke set den i mange år efterhånden, og mon ikke den med sine eksceptionelt mange sæsoner er ved at være lige så udvandet som Duff-brygget?

Og jeg var til krimimesse i Horsens sammen med familien, hvor jeg ud over at se Leif Davidsen i virkeligheden også fik prøvet Krimiøl … Den var også ret kedelig.

Det samme var Pabst Blue Ribbon, som en ven fra min studietid havde taget med fra USA. I dag er den fast inventar på Irmas hylder og anses for en hipsterklassiker, mens den dengang var næsten ukendt herhjemme. Jeg var altså vildt hipsteragtigt på forkant, da jeg prøvede den dengang i 2011 … ja, jeg skammer mig faktisk en smule.

Færøerne havde deres debut på bloggen med en ganske ildesmagende rædsel. Den blev nødtørftigt skyllet ned mens valgresultaterne fra årets folketingsvalg rullede over skærmen. Så kedelig var den, at resultaten af det valg fik mere omtale i indlægget – sammen med et par bøger min ekshustru og en af vores fælles venner havde udgivet kort forinden.

Det gode øl …

Meget mod min natur, har jeg gemt de gode oplevelser til til sidst. Det er der jeg ellers gerne fyrer en ordentlig sviner af, som en ordentlig afslutning på en anmeldelse – eller en årsrapport for den sags skyld. Grunden – hvis der er nogen – ligger vel dels i, at der var nogle gode, langtrækkende oplevelser det år – og at jeg måske også her til sidst gerne vil levere et par pointer, som læserne forhåbentlig vil huske.

Den største oplevelse af dem alle, var en lille mørk sag, som jeg helt tilfældigt fandt i et næsten glemt hjørne af Skjold Burne på Store Torv i Århus’ ellers ganske prangende udvalg af specialøl. 666 Black Damnation hed den, næppe læsbart på hvad der lignede en nødtørftigt og gnidret udprintning af en dårligt opsat grafik fra tegneprogrammet Paint.

Men sikke et indhold! En kompakt, fuldstændig lysopslugende lille satan, der mange (i forhold til bloggens levetid i hvert fald) år fremover skulle huskes som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og da en anden, bedre øl endelig vippede den af pinden, skulle der stadig gå noget tid før et lokalt mikrobryggeri på Amager med hjælp fra irske whiskydestillerer med megen møje og besvær var i stand til også at skabe en bedre porter end dén.

Bryggeriet bag, de Molen, har jeg set produkter fra flere gange siden, men jeg har åbenbart aldrig købt nogen. Frygter jeg mon skuffelsen oven på dette uudslettelige indtryk, eller jeg bare doven? Retorisk blæser svaret i vinden.

En anden – måske ikke helt så stor oplevelse, men bestemt én, der også har sat sig varige spor i min bloggervirksomhed: Jeg opdagede Punk IPA, og dermed opdagede jeg også det skotske bryggeri Brew Dog. Det var kærlighed ved første blik, da jeg prøvede IPA’en i februar måned, og det fortsatte, da jeg prøvede mig igennem bryggeriets andre fine øl i de følgende måneder.

I dag er brandet blevet verdensomspændende, og selvom de er blevet store, holder de – trods ondsindede og til tider endda fabrikerede rygter om det modsatte – fast i kvaliteten frem for at henfalde til slatten industri. Deres bryg kan fortsat købes i discounthandlen herhjemme til rimelige priser. Det siger både noget om, hvordan discountstandarden herhjemme har fået sig et voldsomt løft, og om hvordan befolkningen i det hele taget har taget kvalitetsprodukterne til sig. Brew Dogs allestedsnærværelse i danske supermarkeder – discount som finere steder – er måske mere end noget andet symbolet på dette.

Det er ikke ved hjælp af aggressiv markedsføring, som Cults, da de forgæves forsøgte at pushe deres vandige Kay-Sar med sædvanligvis lumre reklamer. Ej heller Carlsbergs ud-af-luften rebranding og en efterfølgende sky af nye produkter, der allesammen er lige så gamle som de generiske standardinstallationer i kataloget og blot hældt på nye emballager slog heller ikke til.

Hvis man vil være noget stort i ølverdenen, må man brygge noget stort. Og hvad markedsføring angår … vel – jeg husker som det var i går da jeg for første gang besøgte Amager Bryghus i 2016. Head of Communication – eller hvad de nu ellers kalder det der – Henrik Papsø fortalte hvordan bryggeriet hverken annoncerer eller reklamerer offentligt. I stedet står øllet alene – og således står det så fint.

For når folk smager på de fine dråber, er de ikke i tvivl om, at her er noget stort. Den slags skal smages, annammes, opleves … det skal ikke bare fortælles i overgearede reklamestunts, der tværtom mere end antyder, at her er vist noget øl, der overhovedet ikke kan sælge, med mindre det bliver hjulpet på vej af flimmerglimmer, hult rungende barytonvoice-over og lummer sexisme.

Det gode øl, derimod, finder selv sine nydere.

Forbliv indstillet til flere indlæg inden længe.

Deuteronomium I – 2010

Les Miserables – og alt det andet …

Hermed fortsætter mit tilbageblik, som jeg i anledning a 1000-anmeldelsesjubilæet lovede læserne. Dette indlæg handler om de første 7 måneder jeg bloggede – fra juni måned og året ud, 2010.

Jeg har ved gennembladring … eller gennemkigning – hvad end man nu gør, når man skimmer sig igennem en masse blogindlæg – hæftet mig ved, at jeg allerede fra et tidligt tidspunkt fokuserede på øl, der var tilgængelige i almindelig handel. Lige fra begyndelsen kiggede jeg altid supermarkedernes hylder igennem for bryg, jeg ikke havde prøvet endnu. Men dem jeg – især i starten – fik med hjem, var sjældent specielt … vel, specielle, men derimod gerne gammelkendte, generiske klassiskere. Jeg ville anmelde det hele, så jeg kunne lige så godt tage det kedelige til at begynde med. Jeg vidste udmærket, at det ikke ville være kedeligere at skrive – eller læse – om.

Desuden havde jeg dengang som nu ikke særlig mange penge. Det har faktisk alle dage været en væsentlig faktor i afgørelsen om, hvad der kom hjem til anmeldelse, og hvad der ikke gjorde.

Af nævneværdige standardøl var der Øko-thy, som en af de allerførste, jeg overhovedet anmmeldte. Desuden kom Grøn Tuborg og den lokale Ceres Top hurtigt under kærlig behandling. A-Z Ale nr. 16, som jeg nogle år forinden var faldet pladask for til sækkepibesommerskolen Scandinavian School of Piping and Drumming, hvor den blev skænket på fad, konstaterede jeg til gengæld til min store skuffelse, var faldet overordentlig meget i kvalitet. Det skyldtes nok at Vestfyen havde overtaget produktionen, efter at efterspørgslen var blevet så stor, at Refsvindinge ikke længere kunne følge med.

Det bedste Bryggeriet Vestfyen nogensinde har skabt – og dette siger jeg i egenskab af ølblogger – er Jolly Time og Jolly Cola, mens deres licensproduktion af A-Z Ale nr. 16 ikke tjener dem til ære. Ikke mindst i betragtning af, at A-Z Ale nr. 16 er den eneste øl fra Refsvindinge, jeg nogensinde har været imponeret over – men det var altså før jeg begyndte at blogge.

Tuborg Rød røg gennem vridemaskinen, og så startede jeg mit første tema i august måned det år – spritterølÅret efter udløste temaet en mindre shitstorm, men det når vi til i næste indlæg i serien af tilbageblik. Tre kriterier fastlagde jeg for, hvad jeg indtil den dag i dag betegner som spritterøl: Det er billigt, det har alkoholprocent over 6, og det er brygget af et industribryggeri.

Værst af dem var Brutalis – sjældent har jeg været så beskidt i kæften, som da anmeldelsen af den faldt:

“Det første indtryk er lidt ligesom sur sok, efterfuldt, undskyld -fulgt af en ram sprittet smag, der næsten fuldstændig overdøver de bitre indslag, der ellers ikke uelegant og desværre meget kortvarigt rammer siderne af bagtungen. Spritsmagen afløses derefter af en fornemmelse af harsk næsehornstis og en syrlighed, man ellers kun møder i fjæset på en irettesat Pia Kjærsgaard.”

Jeg tror, jeg vil gøre det til en vane i disse indlæg, at smide mindst ét citat fra mine anmeldelser ind af denne kaliber.

Thisted Bryghus fyldte en del på bloggen dengang. I starten var jeg biased positivt for dem, idet de stod bag nogle af de første økologiske øl herhjemme. Også dengang gik jeg meget op i den slags, omend jeg med årene er gået tilbage til at være mere en gnaven punker end en glad hippie. Stor var min skuffelse derfor over, at bryggeriet samme år under en ny brygmester, der skulle løfte arven efter den legendariske Peter Clemmensen, straks skulle begynde at tilsætte sulfit i øllene. En praksis, der skulle fortsætte fremover, og få min agtelse for bryggeriet til at falde. Et åbent brev, jeg sendte til dem, førte aldrig til noget.

Hvad er der ellers at sige? Fakta begyndte pludselig at vise gode takter med en samling udenlandske øl, de lettere misvisende kaldte specialøl – men det kan jeg den dag i dag godt tilgive dem. Det var vel første gang – eller i hvert fald første gang, jeg lagde mærke til, at Fakta tænkte lidt ud af boksen, og dermed langt fra sidste gang, at det supermarked havde gode øl på hylderne.

Bryggeri Skovlyst lærte jeg at kende – og at finde jævnt kedelig. Heller ikke det har ændret sig stort, men bryggeriet vil blive behørigt omtalt i et senere indlæg i tilbageblikket. Mikkeller scorede som første bryggeri topkarakter på bloggen, men det var Bryghuset Braunsteins Næsgaarden Brown Ale, der løb med prisen som den største øloplevelse. Også den havde jeg prøvet før jeg begyndte at blogge – kort før til samme års danske mesterskaber i Sækkepibe, som jeg jo stadig spillede dengang. Den var en af de øl, der endelig fik mig til at tage mig sammen til at tage mig sammen til at blogge om øl.

Julen blev behørigt markeret med en masse juleøl. Det kom jeg til gengæld ikke til at holde fast i. Som tiden gik, konstaterede jeg, at juleøllene generelt ikke var værd at samle på, så jeg har siden valgt at koncentrere mig mere om, hvad der generelt bare er godt frem for hvad der måtte være tilknyttet en bestemt højtid på den ene eller den anden måde.

Det værste har jeg gemt til til sidst. Der er ikke noget som en gedigen sviner at afslutte et langt indlæg med, så her får I de tre mest rædselsvækkende øl, jeg prøvede det år. Når jeg kigger tilbage på dem, tænker jeg, om andre end jeg (og eventuelt folk, der kommer for skade at bladre tilbage til disse gamle indlæg) overhovedet kan huske rædslerne længere – for heldigvis er de fleste af dem da taget af programmet igen.

Det gælder for begge de to øl, jeg som de første uddelte min absolutte bundkarakter på nul stjerner til. Det startede med at gå galt med Tuborg Lime Cut – en komplet smagsløs og underligt syntetisk vanderstatning, der hverken smagte af Tuborg (- vi ved fra den evigt vise Onkel Reje, at det smager næsten som sæbevand) eller af Lime, eller af Cut – hvad end det så i øvrigt er. Hvor længe var det, det var på markedet? Et halvt år, tror jeg – og kun én gang husker jeg at have set en ung knøs stå med en Tuborg Lime Cut i hånden ved et busstoppested. Og lur mig om ikke også den snart blev mokket op, ramme oven på ramme oven på ramme til dumpingpriser – ligesom man i netop disse dage kan opleve med et andet Carlsberg-flop, 1883 – overalt i landets supermarkeder, da den viste sig usælgelig.

Der er trods alt grænser for, hvor meget selv den jævneste forbruger vil lade sig tage ved næsen af industrien.

Noget anderledes – med forbrugerne i.e. – var det med TV-serien Klovn. Dén åd folk råt, selvom den efter min ydmyge mening var omtrent lige så morsom som – nej ikke en klat maling i færd med at tørre, men derimod maling, der allerede var tør og forblev netop dette under hele udsendelsen. Hvor mange vidste egentlig, at Apollo-bryggeriet i samarbejde med det Harboe-ejede Ølfabrikken havde lavet en tema-øl over serien? To, faktisk?

Begge er i dag gået i glemmebogen – og godt det samme, for ingen af dem var det rum, de optog i universet værd. Ligesom serien Klovn, i øvrigt, der desværre stadig huskes i skumle mørke afkroge af endda til tider ganske dannede menneskers hukommelser.

Når jeg sådan læser anmeldelsen af den første Klovn-øl igen, synes jeg, hvis jeg skal sige det selv, at jeg dér ramte ambitionen om læseoplevelsen ret godt. Det er af en eller anden grund nemmere at finde ordene, når man skal levere en dårlig anmeldelse end en god:

“Man spørger sig også, om Ølfabrikken har forsøgt at lave netop den øl, som folk skulle købe, hvis man rent faktisk skulle give kvajebajer, og på den måde udvælge sig et marked på baggrund af helt nye præmisser. Jeg ved med mig selv, at jeg ville blive rasende, hvis nogen gav mig denne øl som kvajebajer, og jeg ville omgående kalde henteren et kvaj, og kræve at vedkommende gav kvajebajer – men IKKE UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER en ‘Klovn’.”

En sidste dårlig anmeldelse, jeg ved gennemløb af anmeldelserne husker, er anmeldelsen af Tuborgs juleøl – den berømte og berygtede, for ikke at sige infame kiosk- og supermarkedsbasker, der fremturer hver eneste jul med sin enerverende allestedsnærværelse.

Det bedste – dengang som nu – der er at sige om den, er at man kan fyre et fikst palindrom af, hvis man er så masochistisk, at man skulle få lyst til én en dag man står i et værtshus, eller eventuelt en kiosk. “Slip en snepils” kan man udbryde, og glæde sig over, at den bøn staves ens forfra og bagfra.

Øllet er rent ud sagt elendigt. Harskt og ude af balance, og knap nok værd at drikke sig julefrokostfuld i. Dertil ville stort set enhver anden guldøl være mere egnet, da kun meget få af disse smager lige så fælt. Den lumre og objektiverende markedsføring gør det ikke bedre. Tværtimod, men det understreger selvfølgelig den pointe, at Tuborg med snebajeren ville have et usælgeligt produkt, hvis ikke det var for alt det andet bling og flimmer (også kaldet markedsføring) der er blevet hældt ovenpå.

Det var så tilbageblikket på bloggens allerførste tid. Forbliv indstillet – stay tuned – skulle man ikke have luret, hvad jeg mener, når jeg skriver dette, er det blot en af mine mange platte ordspil, og undersættelser, som mine indlæg også dengang har været fuld af.

Vi ses snart til flere anmeldelser og andre indlæg.

Deuteronomium (Indledning)

Grauballemanden. (Hapset fra: https://i1.wp.com/mennesketsoprindelse.dk/wp-content/uploads/2015/08/grauballemanden1.jpg Hvis ophavsretsindehaverne har et problem dermed, må de jo brokke sig.)

Urtiden …

I lyset af det nydelige runde tal, jeg er nået til i antal anmeldelser, tænker jeg, det må være tid til et lille tilbageblik, et deuteronomium som det jo hedder på latin. Det vil man vide, hvis man som jeg har beskæftiget sig med religion på et fagligt niveau. Det er nemlig også det latinske navn på den femte bog i Bibelen, også kendt som Femte Sumpbog … Det har altid undret mig, at de første fem bøger hed sådan – jeg går ud fra, at det må skyldes, at de beskriver noget, der er sket for meget længe siden. Lige så længe siden som da fx Grauballe- og Tollundmanden blev lagt i deres sumpe, og at navnet måtte komme deraf.

Altså … ‘mose’ er vel nogenlunde synonymt med ‘sump’ – er det ikke?

Et tilbageblik var altså, hvad fantasien rakte til. Men det er måske ikke så tosset frem for at tage et andet arbitrært emne op, der i lyset af det runde tal pludselig kommer til at fremstå langt mere betydningsfuldt end det egentlig er. Så er et tilbageblik på bloggen – så bloggen selv kommer til at være i centrum – vel at foretrække.

Gennem 8 år har jeg blogget. Og ikke kun om øl. Bloggen handler også om mit liv, hvad jeg selv oplever, samt en smule om de ting – mestendels ting der går mig på – der i øvrigt sker ude i verden. Jeg skriver ikke dagbog, men har til gengæld flere gange glædet mig over at have fundet passager i gamle indlæg, der har mindet mig om ting og begivenheder, jeg egentlig havde glemt.

Så ud over de mange øl, er det også mig selv, jeg har krænget ud i de efterhånden rigtig mange indlæg.

Den spæde start …

Bloggen startede på en gratis blogspot-adresse, for selvom jeg allerede dengang havde ambitioner om, at bloggen skulle blive stor, så troede jeg nok ikke helt på, at den faktisk ville blive det. Lige fra starten var mit mål med bloggen imidlertid ganske klart – i centrum skulle den gode læseoplevelse stå, og jeg tænkte – halvt i spøg, men altså også halvt i alvor – at det faktisk kunne være lige meget hvad jeg skrev om, bare jeg skrev underholdende. Der skulle bare være et eller andet emne, der bandt det hele sammen – og det blev så øl. – For det var noget jeg kunne lide, og det var noget, jeg vidste rigtig mange andre mennesker kunne lide, så hvis jeg kunne vinde læsere ved at levere en god læseoplevelse – hvor mange flere ville jeg mon så ikke kunne vinde ved samtidig at skrive om øl?

Og den indstilling har jeg faktisk ikke rokket det mindste ved siden. Jeg stræber stadig efter at levere noget, der er sjovt, spændende og medrivende at læse. Jeg slås faktisk selv med et enormt koncentrationsproblem, når jeg skal læse, og en tanke jeg derfor tit gør mig, når jeg skriver, er at forestille mig om den tekst, jeg skriver, også ville magte at fastholde min flygtige opmærksomhed. Hvis jeg fornemmer, at teksten kan det, ved jeg, at jeg er på rette vej.

Børn og Flytninger …

Det er ikke småting, der er sket på de tusind anmeldelser (og otte år). Jeg startede med at blogge kort før jeg blev far i 2010. Min ældste søn har fødselsdag 1 juli – og han kom til verden under en måned efter, at jeg havde skrevet bloggens første indlæg. Den anden fulgte 1 maj to år senere, og begge fødsler blev behørigt omtalt.

Dengang boede jeg sammen med min daværende hustru, digteren Linda Nørgaard, i Aarhus Vest, i samme bebyggelse som var ophav til Yahya Hassan og X-faktor-fænomenet 8210.

Både jeg og hustruen var finanskriseramte, altså arbejdsløse, og måtte med kontanthjælpen truende i horisonten til sidst gøre noget drastisk. Vi flyttede hele den fire personer høje familie til Irland, hvor vi nåede at bo i ca. 2 måneder, før vi rykkede tilbage igen – men denne gang med København for øje, og det job i kikkerten, som jeg stadig bestrider.

Vi måtte dog først bo et halvt års tid hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, da København heller ikke dengang – i efteråret 2012 – var en by, man sådan lige kunne flytte til.

Det lykkedes dog at få en meget fin (og dyr) lejlighed på mit elskede Amager, hvor vi for better or worse endte med at bo indtil 2016. Da holdt ægteskabet heller ikke til mere, og vi flyttede hver til sit. Linda til Nørrebro, og jeg selv til Husum, hvor jeg indtil videre stadig residerer.

Og børnene – ja, de trives heldigvis.

Men det er øllene, det trods alt først og fremmest skal handle om. Da jeg allerede nu kan se, at dette indlæg ville blive alt for langt, hvis jeg skulle gå alle 8 års oplevelser igennem, har jeg valgt at dele det op.

Fremadrettet vil jeg med jævne mellemrum berette om mine mange øloplevelser – ét indlæg for hvert år. Så får I læsere, for hvem jeg så gerne skriver, en føljeton i stedet for en roman.

Først og fremmest for læseoplevelsens skyld, selvfølgelig.

2016-05-21 14.28.50

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme