Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Det’ bare Løkken

Det’ bare Løkken – Afslutning

“Øllene fejler jo ikke noget!
… eller … det ved jeg jo ret beset ikke, før jeg har prøvet dem.”

Med de ord indledte jeg tilbage i starten af November måned temaet ‘Det’ bare Løkken’, der altså nu har strukket sig vel over tre måneder. Men som jeg godt nok meddelte (læs: advarede) bryggeriet om, før de sendte pakken, ville jeg anmelde øllene i mit eget tempo, og i øvrigt lige så hudløst ærligt som jeg altid gør. Det er vældig rart, at bryggerierne sender mig smagsprøver af deres bryg – men som blogger, anmelder og [ydrk!] influencer er det mit lod uanset hvor søde producenterne er at anmelde hudløst ærligt. Jeg er forbrugernes blogger og ikke reklamesøjle for producenterne.

Off to a good start …
Ét vil jeg unde Løkken Bryghus fra starten af: Deres markedsføring er dybt sympatisk og noget, jeg kan stå helt inde for. Både bryggene under eget navn og under det alternative brand Bryggeriet Vestkysten har fundet inspiration i Vendsyssels kultur, historie, geografi og sprog. Forankringen i det nordjyske, er tydeligt noget, bryggerne i badebyen er stolte af, og at ville dele lyksalighederne ved Udkantsdanmark er noget, man som indbygger i Thy meget nemt kan påskønne.
Det startede i øvrigt også rigtig godt med pilsneren Jøwt. Den lovede ikke for meget med sit navn, og bryggeriet fortjener al hæder og ære for at have skabt en pilsner, der netop er mere end bare en pilsner, man kan hælde i sig på en varm sommerdag. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og skiller sig afgørende ud fra det brede, tyndtflydende udvalg af industriprodukter.

Trend …
Drageglasset kom da også frem til den næste øl, Rajfog, hvis navn varslede storm og uvejr. Det blev desværre kun til lidt støvregn og i bedste fald en jævn vind fra vest. Det skulle heller ikke være sidste gang, Løkken Bryghus’ bryg lovede mere end de kunne holde, og viste sig små- til jævnt kedelige – faktisk var det starten på en trend.
Med andre småkedelige indslag som Elsebeth Gyldenstjerne og Løkkendarisk, skrev Løkken Bryghus sig grundigt ind i en tendens, som jeg noterede greb om sig sidste år: mikrobryggerierne brygger i stigende grad ikke længere til et kvalitetsbevidst forbrugersegment, men forsøger at ramme bredt ved at lave nogle produkter, der ikke skræmmer smagsløg, der kun er det letgenkendelige og -tilgængelige bevendt væk. Højdepunkterne – såsom Kavt og Løkken Badehus formåede næppe at skille sig markant ud, men var kun små, bløde bakker på en mestendels flad strækning, med roemarker så langt øjet rakte til alle sider.

Hvorfor …?
Og så alligevel ikke helt. For der var selvfølgelig dalene. Og de var temmelig dybe.
Nedturene startede med Julefryd. År 2020’s første juleøl på bloggen var en gedigen skuffelse, der næppe var julet i sit udtryk. Rubjerg Fyr smagte mest af vand – et imponerende tæt mørke til trods – men mest af alt måtte jeg undre mig over de tre øl, Løkken Bryghus lancerede under det separate brand Bryggeriet Vestkysten.
Brilleabe, Bandit og Skagen Bunker scorede henholdsvis to, én og halvanden stjerne ud af de seks, der er bloggens topkarakter. Ideen med at lancere bestemte – typisk kvalitetsbevidste – bryg på et separat mærke er velkendt. Indslev har fx Ugly Duck Brewing, der er bryggeriets eksperimentelle gren. Løkken Bryghus lader imidlertid til at have vendt konceptet på hovedet; deres separate brand har de åbenbart reserveret til de bryg, de har gjort særligt umage med ikke at få til at smage af noget. Forstå det hvem som kan – jeg kan i hvert fald ikke, og hvor jeg langt fra er afvisende over for at prøve Løkken Bryghus’ øl i fremtiden, vil jeg nok lade Bryggeriet Vestkystens øl stå – de er ikke anstrengelsen, det er at skænke og løfte glasset, værd.

Saving grace …
Det er måske hårde ord, men hey … det er mig. Og noget godt er der da også at sige. Nok var jeg uklog nok til at afslutte temaet med Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten og derved runde temaet af med et antiklimaks. Men den næstsidste øl, Narrevorn viste sig jo at være en mere end hæderlig stout, som Løkken Bryghus fortjener al hæder og ære for.
Noget godt kom der også ud af Bryggeriet Vestkysten. Kort efter at have taget fat på temaet, røg mig favoritdrikkeglas på gulvet. Men med i pakken med øl fra Løkken Bryghus fulgte også to glas; et for hvert brand, og glasset fra Bryggeriet Vestkysten blev straks adopteret som mit nye yndlingsglas.

In conclusion …
Fejlede øllene så noget eller ej? Teknisk set ikke – der var ikke gået infektion i nogen af dem, eller andre slige grimme ting. Til gengæld fejlede indtil flere af dem altså, når det gjaldt underholdningsværdien. En jævn søndagstur med bløde bump, dybe, mørke dale og et par substantielle bakketoppe med en udsigt, der vitterlig var værd at tage med – det er det ultrakorte resumé af et tema, der under alle omstændigheder blev for langt til at kvaliteten kunne bære.
Løkken Bryghus skal nu have tak alligevel. Jeg tager gerne imod deres brygeksperimenter igen, hvis de skulle have lyst til at sende mig mere – og læserne skal endnu engang have anbefalingen af bryggeriets pilsner og stout med.

Og resten … ja – man går altså ikke glip af det store, hvis man ikke lige kommer forbi.

Skagen Bunker, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken XII)

Men skummet er da flot …

Ydrk! Jeg føler mig beskidt … jeg kom for nylig uforvarende til at klikke mig ind på Stram Kurs’ officielle blog, “Frihedens Stemme” (klik på eget ansvar; jeg deler kun min kilde af pligt, ikke af lyst). Af alle mennesker svarede det bogstaveligt talt over hele hovedet ikke stuerene Rasmus Paludan-vedhæng Uwe Max Jensen på et af mine Twitter-opslag angående sølvpapirshattemagernes hovedorganisation, også kendt som Men in Black (MiB).
Ironien var tyk som Mads Palsvigs pande idet MiB som bekendt er frådende modstandere af maskepåbuddet samtidig med at de en masse maskerer sig til deres demonstrationer – ifølge BT med bl.a. klovnemasker. Uendeligt passende, syntes jeg, hvorfor jeg glad og fro delte artiklen. Den gode stemning i mit Twitter-feed skulle imidlertid ikke vare ved, da Stram Kurs’ hof-fæcesentusiast Uwe Max altså uanmeldt og – skulle jeg måske lige tilføje – uprovokeret meldte sig.
Selvfølgelig skal jeg nok give et udførligt referat af, hvad han skrev og hvad der siden hændte, så læserne selv er fri for at besudle deres browserhistorik og generelle velbefindende ved selv at følge links. Ligesom jeg hjertens gerne anmelder industriens tyndeste sprøjt, så læserne ikke selv behøver binde an med det, løfter jeg også ind imellem gerne en flig af forhænget ind til internettets mørkeste afkroge. Så behøver læserne heller ikke dette selv – selv tak, det var så lidt … eller ret meget. Men hvad gør man ikke for sine læsere?

Jeg har aldrig før været inde og kigge på Frihedens Stemme eller den tilsvarende video-kanal. Der er grænser for, hvad mine nerver kan holde til – især når det er umuligt at u-se det, man er kommet til at bevidne derinde. Så hellere lykkelig i uvidenheden. Nu er skaden imidlertid sket, og her følger så min beretning – dels som bearbejdning af traumet, dels fordi der faktisk er en interessant historie at fortælle.
Uwe Max brokkede sig i sit korte tweet-svar over, at der ikke var ytringsfrihed i MiB, og det blev uddybet i den linkede artikel på Frihedens Stemme. Eller uddybet og uddybet … det er så som så med den kaotiske ordsalat, der efter alt at dømme også havde været gennem en voldsom food fight før den endte på Stram Kurs’ blog.
Det jeg har kunnet reorganisere bogstaver og ord til, således at det giver nogenlunde mening for de ikke-indviede (hvoriblandt jeg ikke uden en vis stolthed (omend det er en meget lav barre) tæller mig selv) er, at Uwe Max skulle have spurgt på MiB’s facebookside, hvorvidt Stram Kurs var velkommen i MiB’s demonstrationer. Svaret fra MiB blev gengivet i et screenshot: FUCK HØJREFLØJEN FUCK VENSTREFLØJEN – VI ER FOLKET, efterfulgt af to emojier; et dannebrog og et sort flag. Efter dette – indrømmet ikke helt fyldestgørende eller entydige svar – blev Max Jensen angiveligt blokeret fra gruppen.

I resten af artiklen på Frihedens Stemme fyger det med udokumenterede beskyldninger og usammenhængende påstande om, at MiB er tæt associeret med både rockerklubben Satudarah og Værebros Hårde Kerne, via gruppens baggrund i fanmiljøet omkring Brøndby IF.
På denne noget skrøbelige baggrund udråber Uwe Max MiB til at være en “islamofil frontorganisation, der forsøger at ride med på danskernes skepsis overfor de omfattende coronarestriktioner.” Derefter deles endnu en facebookkommentar i et screenshot, denne gang fra MiB’s talsmand Ali Sufi fra 6. juni 2019 – altså godt og vel et halvt år, før der var noget, der hed COVID-19 og endnu længere før MiB was even a thing.
Af den usammenhængende kommentar fremgår det, at Ali Sufi kalder både Nye Borgerlige og Stram Kurs neo-nazister (and who could blame him, really?). I kommentaren ser Uwe Max formentlig en begrundelse for, hvorfor MiB ikke ønsker følgeskab af Stram Kurs. Der findes næppe nogen, der bliver mere fornærmet over at blive kaldt nazister, end dem der er det af gavn, men ikke tør være det af navn.
Efterfølgende skulle de forsmåede Stram Kursere have arrangeret deres egen sølvpapirshatsdemo, der gik i hælene på MiB-demoen. Men hvilke eskapader den har måttet afstedkomme har jeg ikke magtet at efterforske.

Ud over at det er underholdende at se tosser gå i flæsket på tosser, viser sagen også, at der åbenbart er en nedre grænse for, hvem sølvpapirshattene i MiB gider associeres med. Og hvis det står til mig, skal Stram Kurs fremdeles huskes for … vel, en hel masse grimme ting, men også, at de var så skøre, at selv MiB ikke gad lege med dem.
Den største nogenlunde organiserede forsamling af konspirationstosser i Danmark synes, at Stram Kurs alligevel er lidt for langt ude … det er, hvad jeg tager med mig fra den dag, jeg uforvarende kom til at klikke mig ind på Stram Kurs’ fæle blog … Hold kæft hvor er den i grunden også grim. De kan ikke engang finde ud af at lave et favicon, så man i stedet har WordPress’ logo på fanebladet i browseren. Ikke den bedste reklame WordPress kunne ønske sig skulle jeg mene, selv som flittig bruger af WordPress-platformen.

Med den oplevelse nogenlunde ude af systemet skrider jeg videre til dagens øl, der om ikke andet er lidt i samme tema, eftersom den også er ganske mørk: Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten under Løkken Bryghus. Den sidste øl i det efterhånden meget lange tema om den pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig i efteråret.
Brygget er opkaldt efter de bunkere, der blev opført af Stram Kurs’ ideologiske forbilleder langs den jyske vestkyst i krigsårene. Det fremgår, at nogle af bunkerne også blev brugt efter krigen, og at netop den bunker, som er afbilledet på etiketten, kunne have været den, hvorfra meddelelsen om russisk transport af missiler til Cuba blev rapporteret tilbage i 60’erne.
Ellers er der tale om en brown ale – og det lever brygget fint op til rent visuelt. Brygget er sort som en overskyet nat ved vestkysten med højt, tæt, fedtet skum, i matchende mælkechokoladefarve.
Nyd det i fulde drag så længe det varer, for herfra går det kun ned ad bakke.

Afmagten og skuffelsen sætter således ind med fuld drøn så snart brygget sættes for næsen. En meget fjern aroma af tynd kaffe er alt, brygget i sin ellers fejlfri visuelle skønhed kan byde på. Og oplevelsen er stort den samme i smagen. En fjern, svag og ubestemmelig fornemmelse af billig og alt for tynd pulverkaffe kan akkurat registreres i et bryg, der mere end noget andet smager rigtig godt igennem af egnens klare og friske postevand. Brygget er desuden ikke stærkt nok til, at alkoholen kan kompensere for skuffelsen. 6% er bare ikke nok, og ville næppe heller være det, om brygget blev leveret i en større emballage.

Det er mildt sagt ikke noget godt sidste indtryk, bryggene fra Løkken Bryghus har gjort på mig. Men det kommer jeg mere udførligt ind på i næste blogindlæg, hvor jeg gør status over temaet.

Så forbliv indstillet.

Narrevorn, Løkken Bryghus (Det’ bare Løkken XI)

Et sort glimt af håb …

Pauserne mellem mine indlæg er igen blevet længere end jeg egentlig intenderede. Jeg skal ikke plage læserne unødigt med mine humør-issues, men blot fremføre det som en simpel kendsgerning, at det igen-igen-igen er det der spøger og sætter grænser for min aktivitet på de sociale medier.
At jeg var så edgy på dagen for indsættelse af Joe Biden i præsidentembedet, at jeg fik lukket min Twitter-konto permanent, gjorde heller ikke sagen bedre. Over 1700 følgere i vasken – bare sådan, fordi Twitters algoritme, eller nogle emsige højrefløjsere synes, man skal holde kæft.
Vel, op på hesten igen – den evige jagt på følgere for følgernes skyld blev faktisk også lidt triviel i længden. Jeg prøver at lære af det frem for at blive endnu mere bitter.
Ikke mindst når bitterheden er en egenskab, bryggeriet bag dagens øl for en gangs skyld har nogenlunde styr på.

Vi er nået til den næstsidste øl i den omfattende serie af øl, jeg i efteråret fik sendt af Løkken Bryghus. Det har været en på flere måder jævn oplevelse, mest af alt fordi hovedparten af bryggene lagde sig i et mageligt for ikke at sige konturløst og umarkeret midterfelt. Akkurat bestået, men ej en fornøjelse at bevidne som eksaminator eller censor.
Forventningerne til denne stout er derfor ikke just høje, ligesom alkoholprocenten. 6,9 er måske ikke lige så langt nede, som mit humør for tiden, men om man ligefrem bliver skæmtsom, eller narrevorn som det hedder på vendelbosk, af én alene, har jeg min tvivl om.

Brygget lægger ud med en for så vidt godkendt, men dog noget svag duft af kaffe og mørkt træ. Ikke desto mindre er det mere lovende end det meste fra bryggeriets hånd, så det naive håb lever fortsat.
Og det indfries skam også! Brygget ejer ikke bare fylde nok, men fylde i overflod – og aroma! Lækker, bitter, fyldig, næsten brændende lakridsaroma, og så endda helt uden at lakridsaromaen føles støvet eller på anden vis disharmonisk.
Det skyldes nok, at der ikke er tilsat lakrids. Whisky ja, men ikke lakrids. Det er måske tricket? Hvor ofte har jeg ikke pylret over, at stouts tilsat lakrids fik en underligt støvet og disharmonisk mundfornemmelse af det (med Limfjordsporter som den nok mest markante undtagelse)? Her er lakrids go leor, men som resultat af brygkunst, og tilsættelse af noget ganske andet.
Og whiskyen smager i øvrigt heller ikke for meget igennem. Innis & Gunn har gjort det til deres brand at lagre øl i whisky- og andre brændevinsfade, hvilket på denne bloggers tunge alene har givet deres bryg afsmag.

I sidste ende er det nok et spørgsmål om smag og behag, men ét står i hvert fald tilbage mørkt, tungt og dunkelt som kun en ordentlig stout kan være det: Dette er en aldeles nydelig repræsentant for stout-genren, og yder omsider Løkken Bryghus noget hæder, de nok har længtes efter.
Og det kan ikke undgå at nage efter en pragtfuld øl som den her, at man nu ved, at Løkken Bryghus sagtens kan brygge øl af en udsøgt kvalitet. For hvorfor gør de det så ikke bare hver gang?

Bandit, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken X)

Vand over åen …

Oh dear, jeg er en klovn. Det er vist ikke sket på bloggen før, at jeg to gange i træk har glemt at tage et billede af den øl, jeg drak. Selv ikke dengang jeg drak øl med Ole for snart et år siden. Der glemte jeg faktisk ikke én eneste, hvor usandsynligt det ellers måtte forekomme.
Og denne gang er der ingen videooptagelser eller anden dokumentation til stede, der kan genoplive min oplevelse, ud over mine hastigt nedkradsede noter – og de beretter precious little om bryggets ydre. Det skal ikke være nogen hemmelighed allerede nu, at selv hvis brygget havde strålet som en stjernesol til engles sang og harpeklimpren, havde det ikke reddet meget for denne, Bryggeriet Vestkystens bud på en pilsner.
Og som de i øvrigt selv siger deroppe i Løkken: Det er det indeni, der tæller. Ellers beskrives brygget som lys gylden i farve (jeg protesterer ud fra min rudimentære hukommelse ikke) tilsat amerikansk bitterhumle. Den skulle desuden “fungere godt til et frokostbord eller bare som garagebajer.” Havde jeg taget mig tid til at læse, hvad bryggeriet selv skriver om deres eget produkt, ville chokket over den veritable maltknytnæve og den tungeflænsende humlefræsers demonstrative udebliven nok have været en kende mindre.

Og dog … Der er ikke mange kapitler tilbage i den efterhånden lange saga om den smagepakke fra Løkken Bryghus, jeg modtog tilbage i … november, var det vist? Indtil videre har de store oplevelser været højst sparsomme, og begrænser sig faktisk til bryggeriets pilsner – Jøwt – der fortsat har min anbefaling, mens man ikke går glip af det store, hvis man lader resten stå.
Det gælder også her … mine noter er sparsomme fordi ordene hurtigt slipper op, når man skal skrive af noget, der dufter og smager af det rene ingenting.
Vandet, brygget er lavet af, er vitterligt det, man kan rose mest. Det har vædende og læskende egenskaber på tunge, gummer og gane, og man slipper i det store og hele fra at gå tørstig fra et glas med denne øl.
Hvori består ølelementet så? Vel … en antydning af afsmag af noget syrligt-metallisk kan akkurat spores, og med yderste nød identificeres som noget, der kunne være en sørgelig rest, en skygge af, hvad der engang var humle. Næppe nogen god humle, i øvrigt.

Spørgsmålet, der nødvendigvis må rejse sig, når dette aldeles intetsigende bryg er skyllet i maven og ud i glemslen er “hvorfor?” Alt i alt smager det bedre og friskere, hvis man simpelt hen bare åbner for vandhanen. Og hvis man vil være fuld – vel, så er der indtil flere industrielle alternativer, der smager af lige så lidt, men formentlig er langt billigere.

Man må undres.

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Rubjerg Fyr, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VIII

Løkken Branddam …

Lige en allersidste Løkken Bryghus-øl før jeg for alvor går i gang med julebryg.
Den her steam beer er opkaldt efter et af Nordjyllands mest kendte vartegn uden for Skagen, Rubjerg Fyr i klitlandskabet ved Rubjerg Knude.
Man kan sige, at problemet med Rubjerg Fyr har været det omvendte af problemet med Den Tilsandede Kirke længere mod nordøst. På grund af Vesterhavets slid på kysten, der i det område er særligt slemt fordi kysten mere end noget andet består af sand. Klitlandskabet omkring fyret kaldes Rubjerg Knude og er et yndet turistmål, netop fordi sliddet på kysten er så tydeligt der.
Så galt stod det til med nedbrydningen af kysten op til fyret, at man i oktober 2019 valgte at placere fyret fysisk på en blokvogn, og transportere det 60 meter længere ind i landet. Manøvren blev tv-transmitteret direkte som endnu en ingeniørkunstens sejr over moder natur. For en gang skyld foregik det ikke på en måde, der skabte nye og endnu værre miljøkatastrofer – tænk at det kunne lade sig gøre.

Umiddelbart minder brygget til gengæld ikke meget om det allestedsnærværende kridhvide sand, det hvidkalkede fyr, eller den mægtige blå himmel … det skulle da lige være hvis brygget er tænkt som en ‘Rubjerg Fyr by Night’ hvor det eneste synlige er den tætte, kulsorte nat, hvor det hvide skum repræsenterer sandet, som man ved er der, men ikke kan se. Sandets usynlighed i nattemørket er repræsenteret ved skummets sparsomhed.
Brygget går ellers til den i bouqueten: Duften er tung af malt og mørkt sukker – både kandis og puddersukker. Dertil kommer en velvalgt bitter snert af kaffe. Det er ikke mindst lovende for et bryg, der kun er en smule stærkere end vanlig pilsnerstyrke; 4,8%. Er det mon Vesterhavet der på en eller anden måde har leveret inspirationen til bryggets tilsyneladende tæthed?
Måske. Desværre er hovedtemaet i aromaen det, Vesterhavet og øl i almindelighed har mest til fælles af. Hvor ked af det, jeg ellers er for at indrømme det, så består både havet og det øl, jeg sætter så stor pris på, mest af alt af vand.
Og det er lige præcis det, man får mest af i den her øl. Ud over en mat ubestemmelig antydning af … måske lidt malt, måske lidt humle – hvor markant konturløsheden er, understreges af, hvor meget jeg er i tvivl – og langt det mest dominerende element er det store Vestehav … på en stille dag. Det er ikke Vesterhavet, når det rusker og river (Vestkysten i stykker). Det er undtagelsesvist vindstille – en afvigelse fra normalen, der fuldstændig ødelægger noget af det mest fundamentale i konceptet.

Den var der mere lokal branddam end Vesterhav over..

Løkken Badehus, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VII

Se om det løkkes …

Turen til Løkken går i dag ad stranden ved Vesterhavet. Løkken er et landskendt ferie- og badested, og det har det været siden ruder konge var knægt … eller næsten i hvert fald.
Jeg husker, hvordan det for nogle år tilbage var berygtet som venue for unge menneskers ugelange massive dødsdruk – en dansk pendent til Loret del Mar, Sunny Beach og hvad alle de der steder nu ellers hedder. Jeg skal ikke spille hellig – jeg har også været ung engang. Jeg gik ordentlig til den hvert år når der var festival – og gerne senere på sommeren også, når jeg var på diverse politiske sommerlejre.
Dagens bryg er da heller ikke en hyldest til Løkken som ungdommeligt Tour-de-Kneipe-sted, men derimod helt konkret til de på stranden forefindende badehuse, hvor strandgæsterne uforstyrret af nysgerrige og – lets face it – sleske blikke, kan klæde om før tåen dyppes i brændingen. Tidligere blev de kørt ned til stranden fra byens badehotel – nu om dage er de angiveligt fast inventar. Jeg tror aldrig selv, jeg har været i byen, så det er ikke noget, jeg har oplevet ved selvsyn. Nu er jeg mildt sagt heller ikke nogen strandløve selv.

Og før jeg i øvrigt kommer til at lyde som en anden boomer, selvom jeg i virkeligheden hører til den yngre halvdel af Generation X, må jeg hellere skride videre til denne, den syvende i rækken af Løkken Bryghus-øl. Bryggeriet har sendt den samling af øl, jeg anmelder, til flere bloggere for at få noget omtale, som jeg med glæde giver dem i bytte for øllene. Men det skal foregå i mit tempo og på mine præmisser, og jeg må nok snart til at holde en pause i rækken, hvis jeg også skal nå at anmelde et seriøst udvalg af årets juleøl. Bare så læserne er forberedt på, at temaet her nok først afsluttes engang i det nye år.

Her er der tale om en wit – den belgiske udgave af hvedeøl. Temaet er velvalgt til Løkkens hvide sandstrande og sommervejr, hvor netop denne type øl med sin friske og – let’s face it once again – vandede karakter nok skal vederkvæge i heden. Selv er jeg ikke nogen stor fan af typen, men må dog indrømme, at den lejlighedsvis har ramt plet.
Typens traditionelt citrongule lød og tågede ydre karakteriseres dette eksemplar imidlertid ingenlunde af. Kun det fedtede, klæbrige skum peger umiddelbart væk fra en pilsner af wienertypen – men en wit er det ikke desto mindre, hvilket hvedemalten vidner om. Dertil kommer appelsinskal, så brygget potentielt også kan bruges på nærværende årstid, skulle man komme til at glemme den i ølskabet.
Det er nu mest udseendet, der falder uden for karakter. Den sprudlende friskhed er i hvert fald meget nærværende og mere end sufficient læskende i enhver dehydrerende cocktail af sol og saltvand. Man skal vente lidt på aromaen, men det er snart sagt mere en lettelse end en skuffelse i betragtning af hvor tit den belgiske wit går … wait for it … for vidt [drumroll] i gær- og banansmag.
Men her er der intet forstyrrende element af gær. Brygget er kun antydningsvis banansødt og vel inden for grænserne, ikke bare af det acceptable, men ligeså det ønskværdige. Dertil melder der sig efterhånden et for typen usædvanligt bittert indslag af hasselnødder – en stærk aromakontur i en brygtype, der alt for ofte ender udefinerbart surt-sødt og kun som en begrænset fornøjelse.

Her er friskheden intakt – sammen med den reelle, nærværende smag, man alt for ofte savner.

Det er løkkedes meget godt.

Julefryd, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VI

Ingen jul i år …

Når jeg får gaver fra producenter og distributører gør jeg altid meget ud af, at fortælle dem, at mine anmeldelser er hudløst ærlige. Jeg er anmelder og ikke reklamesøjle.
Det har endnu ikke skræmt nogen væk. Tværtimod har min anmeldervirksomhed, uanset hvor venligt eller uvenligt stemt jeg har været over for gavegiverne, kun afstedkommet større interesse for fremtidige forsendelser.
Jeg håber at Løkken Bryghus er med på at styrke den trend, og ikke bliver kede af det – eller måske ligefrem sure – når jeg nu ser mig nødsaget til at skærpe tonen en anelse.

Julefryd er bryggeriets bud på en juleøl. Slet og ret betegnes den ‘Jule Ale’ på bagetiketten, hvor også brygingredienserne fremgår. Det står med så små typer, at mine læsebriller er en absolut nødvendighed – ikke med hundrede procents sikkerhed pga. listens mangfoldighed, men mistanken lurer. Ud over de fire klassiske ingredienser, der ville gøre brygget acceptabelt på tyske tunger, indeholder det krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Hvilke krydderier udspecificeres ikke … måske fordi flasker er forbandet svære at klemme ind under mikrofilmlæsere? De er også ved at være håbløst forældede, nu om dage.
Resultatet er om ikke andet visuelt tilfredsstillende. Et næsten sort bryg med tæt, fedtet kakaoflødeskum. Duften til gengæld er udefinerbart småsyrlig på en måde der gør alt for at skjule ellers velgørende elementer af malt og æbler. Aromaen er ligeledes usikker i udtrykket. Det mest markante er en tonsillær bitterhed af mørkt træ, der imidlertid kvæles af alt for meget vand og i øvrigt ikke forekommer – krydderier og andre tilsætninger til trods – særlig julet.
Mest af alt peger den i retning af en bedre komponeret og mere harmonisk udgave af Tuborg/Carlsbergs knapt drikkelige og notorisk u-julede snebajer. Som øl isoleret betragtet, altså hvis man fratrækker julen, er brygget ikke som sådan ubehageligt – blot skuffende i betragtning af et forjættende ydre.

Hvis Løkken Bryghus vil slå sig op som kvalitetsbryggeri, bliver de nødt til at gøre det bedre end det her.

Løkkendarisk, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken V

Mangel på spræl …

Vi fortsætter i underkategorien af Løkken Bryghus-øl, der hylder lokalhistorien og omegnen. Her gælder det Vesterhavet, som jeg ikke selv bor ved – jeg må nøjes med Limfjorden her i Thisted – men alligevel jævnligt ser i mit for tiden alt for sparsomme arbejdsliv.
Brygget er således tilsat sukkertang og porse. Det er ikke første gang man ser nogen af delene. Rise Bryggeri bryggede ‘Ærø Tangøl‘ i sin tid – den vandt de min stemme i det nu hedengange Kvickly Ølfestivalg med tilbage i 2015. Jeg holder imidlertid stadig på, at tangen ikke kunne smages, og at det var det gavmilde indhold af amerikanske humler, der gjorde det. Porse er i ølverdenen om noget forbundet med lokale Thisted Bryghus og deres Porse Guld. Uden at ville gå så langt som ligefrem at kalde den en af mine favoritter – stærke pilsnerøl af export-typen er bare generelt ikke rigtig mig – vil jeg nok alligevel bedømme som den mest smagfulde i sin klasse.

Løkken Bryghus klassificerer imidlertid brygget som en pale ale, og det kan undre en kende, da brygget ikke ligefrem tager sig lyst ud. Der er høj score på de visuelle parametre – ingen tvivl om det. Prangende i efterårets flotteste rødbrune kulør og gyldent, fedtet skum kan forventningerne ikke få andet end et skub opad.
Bouqueten er anderledes afdæmpet. Let nøddebitter og ikke rigtig andet. For så vidt godt, den smule der er, men hvor ville man bare ønske, der var mere.
Men nej. Også i smagen kniber det med karakter, styrke, energi, spræl. Brygget spankulerer nonchalant og let-på-tå hen over (især over) smagsløgene. Kun sparsomt tjattes der til dem med en umakreret, og kun sparsomt engageret bitterhed af fugtigt træ og paranødder. Porsen gør sin entre, og formår at redde brygget et minimum af karakter med sin sødt-syrlige aroma på bagkant.

Men det er ikke nok til at trække brygget højere op, end en akkurat adækvat oplevelse. Det har Løkken Bryghus gjort væsentlig bedre. Lad os håbe, det ikke bliver værre.

Elsebeth Gyldenstjerne, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken IV

Det vil ikke rigtig

Når det eneste, der kan få én til at grine er Cirkus Trump, ledet af overklovn Rudy Giuliani og klovnedronning Sydney Powell, er tiden måske inde til at lede mere seriøst efter noget adspredelse.
Jeg må erkende at det kan være svært, når snart det eneste man må som arbejdsløs er at sidde på sin flade og skrive ansøgninger til stillinger, man alligevel aldrig får, og som man i øvrigt heller ikke har kompetencer til. Alt imens kræver den døende minkavls- og -mishandlingserhverv millioner og atter millioner i kompensation for fortjenester, der efter alt at dømme ikke ville komme ind alligevel.
Ligesom størstedelen af det øvrige landbrug er minkavl en underskudsforretning, der alene holder sig oven vande via offentlige tilskud fra staten og EU … og så vover landbrugets sykofanter i det dybt kriminelle og bundkorrupte parti Venstre oven i købet løbende at beskylde landets ledige for at være nogle dovenlarser … Med den tidligere formand in mente skriger ironien til himlen.
Jeg håber meget snart at Inger Støjberg overtager formandsposten i partiet, så det hurtigt forvandles til den rygende askehob, vi alle som små børn juleaftensdag ser frem til, at de ender som.

Inden da kan jeg fortsat adsprede mig med et par øl fra Løkken Bryghus. Såfremt de nydes med måde, er de nok alligevel sundere for sindet end endnu engang at se Rudy Giuliani smelte som en anden heks fra Wizard of Oz.
Det ser ud til, at bryggeriet har flere serier på programmet. En af serierne er vi godt i gang med, hvor bryggeriet har opkaldt øl efter særlige udtryk på vendelbomål, med udførlige forklaringer på etiketten. Med denne øl tager vi hul på en anden serie, hvor øllene er opkaldt efter lokale seværdigheder eller historiske personer. Om Elsebeth Gyldenstjerne, der fødtes omkring år 1500, fortælles det, at hun fik et ægteskab med en gal bonde ophævet, og at hun levede sammen med Stygge Krumpen på Voergaard Slot ved Dronninglund. Såvidt det lokale.

Der er tale om en steam beer – en type, der aldrig rigtig har vakt den store begejstring hos denne blogger. Usædvanligt er til gengæld typens lød, der normalt er gylden til kobberfarvet. Dette er næsten kulsort, og skummer off white så det er en fryd.
En sød, maltet bouquet holder skuffelsen på afstand lidt endnu, og bag læberne bliver det da heldigvis heller ikke stort værre. Et nogenlunde fyldigt bryg med en godkendt tæt maltprofil giver en adækvat bitter oplevelse af mørkt træ og kaffe, indkapslet i en skal af melasse. Sødmen kommer først, og efterhånden som brygget bevæger sig over tungen, udløses de bitre aromaer … lettere modvilligt. Man kan nemt komme til at sluge brygget for hurtigt til, at man når at mærke dets finere nuancer.
Nogen mægtig oplevelse bliver det aldrig. Aromaen skal næsten presses ud af brygget, og bag et noget tilbageholdende udtryk lurer kedsomheden stadig.

Det er som om, det der steam beer bare ikke sådan rigtig vil imponere særlig meget …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme