Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Bryggeri Skovlyst-Gate

Bryggeri Skovlyst-Gate – Sidste nyt!

Så har Politiken breaket (er det ikke det, det hedder nu om dage) nyheden om Bryggeri Skovlysts vildledende markedsføring. Og de kan finde ud af det uden unødvendig kildebeskyttelse. Tak til Politiken for det, og der skal lyde et stort “ja det manglede da bare” til EPN, der først fik nosset sig sammen til at akkreditere de billeder, jeg havde sendt til dem, da jeg truede med en faktura. Kilden til historien, altså undertegnede, har de fortsat ikke gidet angive, men det gider jeg ikke gøre mere ved. Både fordi, jeg formentlig ikke får noget ud af det – de ændrer eller berigtiger ikke, med mindre sagen trods alt er mere alvorlig, og fordi jeg egentlig hellere stoisk vil konkludere, at det nok bare ikke bliver EPN, jeg tipper om den slags historier i fremtiden. Tilmed vil jeg give konklusionen videre som en opfordring til, at andre heller ikke vælger EPN som det første organ, man tipper, hvis man støder på anløben markedsføring. Men det er selvfølgelig i sidste ende læsernes egen sag.

For mit vedkommende anser jeg nu sagen for afsluttet. Jeg fik lavet et ordentligt rabalder, da jeg stak en pen i hjulet på Bryggeri Skovlysts lidt for velsmurte marketingmaskine. Om ikke andet har det nu foranlediget bryggeriet til at præcisere, at deres Amager Juleøl/Jul i Helsingør (m.fl.) ikke er forskellige lokale øl, men at kun etiketterne er forskellige. Min vurdering af opslaget er, at bryggeriet virkelig er blevet fanget på det forkerte ben og prøver at glatte ud. Det gør de med en halv indrømmelse, som om de virkelig mener, at de ikke vildleder, når de fremstiller øllet som en lokal specialitet, det ikke er. Hvorvidt deres spilfægterier og anløbne markedsføring er ulovlig er ikke op til mig at vurdere. Som nævnt tidligere har Aktive Forbrugere taget sagen op, og de kan gå videre med den slags meget meget bedre, end jeg nogensinde kommer til at kunne. Jeg følger selvfølgelig sagen, men indtil en eventuel afgørelse regner jeg ikke med, at den vil blive omtalt særskilt på bloggen her mere.

Stor tak til Kenneth Nivø for fremskaffelse af dokumentation i forbindelse med sagen her. Det er også hans billede af opslaget, jeg har lagt ind. Takket være ham, var det ikke nødvendigt at køre frem og tilbage mellem Helsingør for at indsamle billeder osv. Hans arbejde i sagen her har været lige så vigtig som mit eget, og jeg føler, at medierne i alt for høj grad har forbigået hans medvirken.

Kajs Ølblogs største triumf indtil videre er en realitet. Vel mødt til flere anmeldelser snarest.

Bryggeri Skovlyst-Gate – Update

Jeg har modtaget en venlig mail fra Bryggeri Skovlysts salgschef, hvori det uden omsvøb bekræftes, at der er præcis det samme bryg i Amager Juleøl og Jul i Helsingør. Sagen er dermed klar: Bryggeri Skovlyst videregiver helt bevidst urigtige oplysninger i deres markedsføring.

Når de skriver, at “Denne herlige juleøl er brygget i begrænset oplag og sælges kun i Kvickly varehusene på Amager” og de samtidig sælger identisk bryg under et andet navn i Helsingør, så passer det, der står på etiketten, simpelt hen ikke. Der er i mine øjne en helt bevidst videregivelse af urigtige oplysninger i markedsføringsøjemed, der skal gøre brygget mere attraktivt, idet det skal fremstå mere unikt, end det egentlig er.

Jeg er i samarbejde med foreningen Aktive Forbrugere gået ind i sagen, samtidig med at jeg har underrettet pressen. Jeg tager den lige så stille herfra, og så må vi se, hvad det fører med sig. Prøvesmagningen er selvfølgelig aflyst. Der er ingen grund til at prøve efter, om identisk bryg smager ens, og at det netop er identiske bryg har vi nu som bekendt fra hestens mund.

Jeg vil ikke for nuværende anbefale eller opfordre til sanktioner mod brygget eller bryggeriet i form af boykot eller andet i den retning. Det er bruddet på rimelig markedsføring trods alt ikke grelt nok til. Men at bryggeriet helt bevidst vildleder skal selvfølgelig frem. I denne sag mener jeg, at blot det, at det kommer for en dag, at bryggeriet vildleder, bærer straf nok i sig selv.

Hvis læserne er uenige kan de selvfølgelig lade være med at købe Skovlysts bryg. Det gør jeg for så vidt for det meste også selv, men det er mere, fordi jeg ikke synes det er sådan … med salig Kim Schumachers ord “WHAW, rigtig fantastisk”.

Holder Skovlyst os for nar?

Fig. 1: Identiske etikettekster på øllet fra hhv. Amager
og Helsingør. Fotocollage med billeder taget af
undertegnede (tv.) og Kenneth Nivø (th.)

Da jeg i forrige indlæg skrev “tilbage står spørgsmålet, om Skovlyst mon også har lavet en Nørrebro-juleøl, en Sydhavns-juleøl, eller en Tingbjerg-juleøl. Det står indtil videre hen i det uvisse” var det ment som en morsomhed. Det er det ikke mere, endda langt fra. Meget tyder på, at det faktisk er til at tude over.

Rent faktuelt viser det sig, at Skovlyst faktisk har lanceret en anden juleøl i Helsingør, under navnet “Jul i Helsingør”. Hvis man gransker etiketterne (fig. 1) vil man bemærke, at teksterne er identiske – på nær, at der på den ene står “på Amager” og på den anden “i Helsingør”. Spørgsmålet er så, om Helsingør-brygget overhovedet er et andet bryg, end det, der er hældt på Amager Juleøl-flaskerne.

Hvis Jul i Helsingør rent faktisk er en anden øl end Amager Juleøl, er alt selvfølgelig godt. Hvis det derimod skulle vise sig, at præcis det samme bryg hældes både på Jul i Helsingør og Amager Juleøl, så er vi i mine øjne på kanten af vildledende markedsføring.

Når der på etiketten ordret står: “Denne herlige jueløl er brygget i begrænset oplag og sælges kun i Kvickly varehusene på/i [stednavn]” må man med rette forvente, at det øl, der sælges i Helsingør er væsensforskelligt fra det, der sælges på Amager. Men hvis brygget er det samme, sælges det jo både på Amager og i Helsingør, og så holder Bryggeri Skovlysts marketingafdeling forbrugerne i både Helsingør og på Amager for nar.

Jeg har kontaktet Bryggeri Skovlyst på facebook, hvor jeg direkte har spurgt dem, om det er det samme produkt, de hælder på både Jul i Helsingør og Amager Juleøl. Skulle de mod forventning svare, og bekræfte, at det er det de gør, er sagen jo klar – svaret er nar. Hvis de nægter, eller som jeg forventer, undlader at svare, vil jeg iværksætte en blindsmagning, hvor Amager Juleøl, Jul i Helsingør og en tredje øl vil blive blindsmagt af mig, og i hvert fald én anden. Så får vi syn for sagn om, hvorvidt brygget er det samme, og Bryggeri Skovlyst vil ikke kunne gemme sig bag benægtelser eller tavshed.

Til slut en sidste bøn til læserne: Der må være flere Kvickly-supermarkeder rundt omkring i landet, der langer disse øl over disken. Hvis I derude opdager, at der står andre Skovlyst Juleøl, der prætenderer at være brygget specielt til egnen, så send et tip – gerne med billeddokumentation, på bloggens facebook-væg: https://www.facebook.com/KajsOlblog. På denne måde får vi dokumenteret den anløbne markedsførings omfang.

Amager Juleøl, Skovlyst

Bedre end J-dag

Det undrede mig en smule, at et bryggeri, der har hjemme i hareskoven (og produktion i Østeuropa), har lavet en juleøl dedikeret til Amager. Men det er altså det, de har, og det særligt amagerkanske ved den er, at den kun forhandles på Amager. Det er ikke nærmere begrundet i det materiale, jeg har gidet søge i (hvilket vil sige flaskeetiketten), og tilbage står spørgsmålet, om Skovlyst mon også har lavet en Nørrebro-juleøl, en Sydhavns-juleøl, eller en Tingbjerg-juleøl. Det står indtil videre hen i det uvisse.

Med denne øl skydes årets julesæson også i gang. For de fleste blev den skudt i gang i går, hvor årets snebajer blev frigivet. Jeg excellerer ikke meget i tyndt, ligegyldigt og for øvrigt harskt julesprøjt, så der var flere grunde til, at jeg ikke var ude at fejre det, end den oplagte, at jeg har familie og børn. Jeg sigter generelt højere, når jeg vælger at beruse mig – eller for den sags skyld bare vil have noget godt at drikke til maden.
Til økologisk oksesteg med grøntsager er brygget i hvert fald ganske velegnet, og Julen kan også spores. Farven er holdt i en traditionelt nissehuerød nuance med matchende gul-orange skum. Duften er krydret af nelliker, og ellers sød af sukkerglasur. Bagværk og flæskesteg – jo, julen banker så sandelig på.
I smagen blander det søde og det bitre sig venligt med hinanden. Bitterheden prikker let ved mandlerne, og slår over i en eftersmag af fennikel og engelsk lakrids – finurligt og mildt, indrømmet lidt for mildt. Som man ellers vælter brygget rundt i munden for at presse lidt ekstra smag ud af det, mærker man humle, igen sukkerglasur og et bittersyrligt element af billig – men ikke udrikkelig – rom med et stænk af anis. Den relativt fyldige sødme og et krydret indslag af kanel runder en slet ikke ringe juleforestilling af.
Forestillingen er dog præget af nogen usikkerhed på, hvad brygget vil smage af. De mange smagsindtryk forvirrer lidt, og bryggeren synes at have glemt, at selv om julen både er sød og krydret, er det ikke alle julens krydderier, der passer lige godt til dens sødme. Desuden smager brygget ikke ordentligt igennem. Selvom brygget besidder adækvat fylde, mangler det ordentlig kraft i sine aromaer.
Alligevel er jeg sikker på og glad for, at jeg fik skudt julesæsonen i gang med langt bedre bryg end de festende på J-dagen. Selvom nærværende bryg langt fra er det bedste julebryg, jeg har prøvet, er det klasser højere end det markedsindustrialiserede julekoncept som Tuborg hvert år disker op med. Skål og glædelig forjul.
3-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme