Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Besøg på Amager Bryghus

Lucky Buddha, Cheerday Brewery

2016-03-31 18.34.32‘Light’, snarere end ‘Enlightened’ …

Ikke ulig – langt fra endda – situationen på Amager Bryghus, da jeg valgte ‘Marry Me in Rio‘, blev denne øl også valgt udelukkende på dens ydre fremtrædelse. Jeg fandt den i Fish & Beer på Amagerbrogade da jeg forleden indløste et gavekort, jeg fik til min 40 års fødselsdag. Den så sjov ud – så den skulle med, og en added bonus var det desuden, at brygget var fra Kina, så jeg også kunne få dét land med på min rejse gennem ølverdenen.

Flasken har form som en statue af den indiske prins Siddhārtha Gautama, måske bedre kendt som Buddha Gautama … Endskønt jeg har en baggrund på det nu hedengangne Institut for Religionshistorie på Københavns Universitet, har jeg aldrig interesseret mig voldsomt for fjernøstlig religion (spørg mig gerne om især senantikken og det gamle Norden) så meget mere vil jeg ikke gå ind på den sag, ud over hvad de fleste godt ved. Via fornægtelse af sig selv og denne verdens gods skal man i sidste ende opnå total opklaring og frigørelse fra karma-samsara, den evige række af genfødsler. Den efterstræbte tilstand af oplysning (diskret markeret på flasken som en undertitel på øllet; “Enlightened Beer”), som indtræder ved den totale frigørelse af sindet fra materien og lykkelig forening med den totale intethed, kaldes Nirvana. Dem har jeg aldrig været helt så stor fan af, som fx. Pearl Jam og Melvins, der er fra samme geografiske område og ca. samme tid. Men det er et spørgsmål om smag og behag, der ikke skal skille os ad.

At anbringe religiøse personer på en ølflaske i det hele taget, synes jeg til gengæld er friskt. Der skal nok være nogle, der er rasende over det, herunder sikkert flere sekulære, der synes, det er respektløst over for religionen at bruge den som løftestang for salg af alkohol. Uden at ville gå ind i en længere diskussion om markedskræfternes ufølsomhed vil jeg blot markere, at jeg ikke er en af dem. Som vi engang lærte af South Park ender vi med ikke at kunne sige eller gøre noget som helst, hvis vi hele tiden skal tage hensyn til alle.

Til gengæld kan man roligt sige om brygget, at det i hvert fald ikke bare har fløjlshandskerne, men snarere et par store, fluffede, varme, bløde grydelapper på i omgangen med konsumenten. Brygget er en pilsner, piftet op med ris – endnu en parallel til Marry Me in Rio – men altså undergæret, og holdt i det meget lyse, uengagerede og næsten dovent karbonerede, der er kendetegnende for det allermest konservative pilsnerbryg.

De allermest kræsne og kvalitetsforskrækkede ville måske rynke på næsen ved åbning, da brygget faktisk formår at frigive lidt spontan aroma af frisk græs og lime i en diskret romessens. Men bare rolig, voldsommere bliver det ikke – eller, i betragtning af, hvem læserne af min blog nok er – desværre …

Smagen sætter ind nærmest med det rene ingenting. Den tilsatte ris giver brygget en fløjlsblød berøring mod tungen og en antydning af noget sødt. Dette stiller op som en umiddelbar modvægt til den friskhed, det syrlige græs-og-lime-indslag i duften indbød til. Sødme og syrlig friskhed ender med at kvæle hinanden. Begge dele kunne ellers have været rart. Resultatet minder måske nok om Nirvana for så vidt, at det ikke rigtig smager af noget.

Enlightened? Man skal vist være hardcore buddhist, hvis man seriøst kan finde oplysende nydelse i dette bryg. Her på min blog, har jeg fundet et udtryk, der langt mere dækkende på flere niveauer:

Light.

1-stjerne

TODD, Amager Bryghus (Smagsprøve fra Amager Bryghus IV)

2016-03-23 12.46.39 Wow …

Jeg er nu nået til den sidste øl, jeg prøvede, da jeg i sidste uge var på besøg på Amager Bryghus. En mistanke er begyndt at nage, nemlig at Amager Bryghus ikke bare har inviteret mig for at være venlige, men – nej, nu ikke misforstå mig. Jeg tror bestemt, jeg blev inviteret, fordi folkene på Amager Bryghus helt generelt er venlige, rare og flinke mennesker, men … var det nu virkelig kun derfor Amager Bryghus inviterede mig?

Jeg fandt jo blandt andet ud af, at Amager Bryghus ikke rigtig reklamerer nogen steder, men lader øllene sælge sig selv på deres kvalitet, og så i øvrigt lade rygtet om dem spredes fra mund til mund. I den forbindelse må al’ omtale jo være vigtig. Og en blog som min, der står mejslet i – om ikke sten, så i hvert fald i etter og nuller på det store fællesdrev, der aldrig glemmer – er det ikke et medie der nærmest er som skabt til at skabe opmærksomhed om Amager Bryghus i en bredere kreds?

Altså – se nu fx hvor mange gange, jeg bare i dette indlæg har skrevet ‘Amager Bryghus’. Hvad skyldes det nu? Er jeg blevet hypnotiseret? Er der indprentet subliminale budskaber på bryggeriets etiketter, der byder mig at gentage Amager Bryghus’ navn ad nauseam? Er jeg uforvarende blevet et instrument for en skjult dagsorden, der har til formål, at udbrede kendskabet til Amager Bryghus for en bredere masse af andre ligeledes uvidende borgere?

Og – allervigtigst – når nu det var mig, de inviterede. Vil det så sige, at de virkelig synes, at min blog … min sølle blog … er et værdigt medie til at varetage udbredelsen af Amager Bryghus’ gode rygte?

Åhr … det var nu alligevel pænt af dem, at de virkelig syntes det. Men at de gerne ville have mig til det, sagde de altså helt ærligt ikke noget om overhovedet. Hey, de kunne have hældt hundredevis af øl i mig, og jeg kunne have skrevet nul og ingenting om dem uden at bryde nogen på forhånd indgået aftale … Hvordan – hvordan kunne de vide, at jeg ville skrive om øllene bagefter?

Tror de måske jeg skriver en lang artikel hver eneste gang jeg prøver en ny øl eller hvad? Ahr, come on … det er jo for langt ude – det er der vel ikke nogen ved deres fulde fem, der kunne tro, at jeg ville gøre.

Vel?

Nå – måske har Amager Bryghus haft nogle skumle bagtanker om, at jeg skulle skrive om bryggeriet og deres øl – måske endda noget godt – og så i øvrigt nævne bryggeriets navn en helvedes masse gange i processen. Vi får det nok aldrig at vide med fuldkommen sikkerhed, men kan man sin videnskabsteori vil man jo også vide, at sådan er det jo i bund og grund med stort set al viden.

2016-03-23 12.49.52Det er skam heller ikke sådan, at jeg på nogen måde vil skamme mig over at skamrose Amager Bryghus’ bryg i almindelighed, og dette i særdeleshed. Brygget er tilegnet den mest ‘Rock ‘n’ Roll’ person inden for specialølverdenen. Jeg aner ikke hvem manden er, men han hedder Todd Haug, og er fra bryggeriet Surly Brewing. Der er en længere beskrivelse af hans meritter på bryggets bagside, som jeg ikke vil gå i detaljer med (ikke mindst fordi man selv kan læse teksten på billedet her) men blot fremhæve, at han spiller guitar i et speed metal-band og i et stoner-band. Det er rigeligt for mig til, at brygget allerede før åbning tegner overordentligt godt. Dødningehovedet på forsiden alene ville endda også have rakt.

Brygget er en IPA, og sjældent har et bryg fortjent mere, at hele akronymet skrives med stort. Visuelt er det ellers ganske lyst og uprætentiøst. Ikke engang skummet gør noget særligt væsen af sig.

Bouqueten snapper til gengæld arrigt. Man river snudeskaftet til sig for ikke at få et rap. Der er både tænder og kløer der flænser og flår, med nålespids, rageknivskarp humle. Dertil kommer en antydning af røgede noter – det gør straks indtrykket lidt venligere, og resultatet bliver ikke ulig perfekt ristet flæskesvær. Den var sgu ny!

Og smagen? Skarp, skarpere, skarpest. Sprød, sprødere, sprødest. Rå, råere råest … Ja – det kan kun udtrykkes adækvat, hvis det kompareres ukorrekt. Og mod alle odds, skal vi ikke glemme; frisk, friskere, friskest. For nydes brygget afkølet, leverer det udover tungeflænsende bitterhed også den reneste, tungesmældende vederkvægelse. Et lille sødt pift af roser, runder det hele så nydeligt af.

Amager Bryghus skal have tak for skænken. I den grad. Og hvis de virkelig har haft skumle bagtanker med at få noget omtale mod at byde mig på rundvisning og en dram, ja, så kan jeg bare konstatere, at det vist lykkedes med bravour.

Og jeg gør det hellere end gerne en anden engang også.

6-stjerner

Marry me in Rio, Amager Bryghus (Smagsprøve fra Amager Bryghus III)

2016-03-23 12.18.46I hvert fald flot …

Amager Bryghus’ reklamebudget er angiveligt ret lille, for ikke at sige ikke-eksisterende. Der annonceres ikke for bryggene nogen steder – i stedet udbredes kendskabet ved mund-til-mund-metoden, og det er ganske apropos motivet på etiketten, som der til gengæld også gøres meget ud af. Fuldstændig markedsføringsfrit er bryggeriet trods alt ikke, sådan som Brauerei Braunschweig, som jeg stiftede bekendskab med tilbage i december 2014, ellers påstår at være.

Det var også ene og alene etiketten, jeg valgte ud fra. Når der er frit valg, er der rum for at vælge af fjollede grunde, og nogle gange viser valget sig endda at være godt. Ud over at farverne er flotte, forestiller billedet på forsideetiketten et forelsket par i færd med at kysse (mund til mund, som sagt). Det i sig selv er jo fint. Bruger man lidt mere tid på at kigge, opdager man, at det sørme er to af samme køn, der kysser … og af forskellig hudfarve! Okay – progressiviteten slår måske ikke ud i ren og skær avant garde – for rigtig frækt ville det jo først have været, hvis det var to mænd, der kyssede. Det er helt utroligt i en tid, hvor vi bryster os af at være åh så frigjorte, hvor perplekse folk kan blive af at se to mænd der kysser. Helt så langt turde Amager Bryghus alligevel ikke at gå … endnu – det kan være det kommer, og dette er stadigvæk indtil flere skridt i den rigtige retning.

Ellers er ‘Marry me in Rio’ en Cream Ale. Der er godt nok ikke brugt fløde i brygget, men derimod ris. Hvis jeg har forstået ret, er dette bestemmende for denne øltype – så blev jeg så klog. I øvrigt er det ikke første gang, jeg prøver typen. Jeg fik også sådan én, da jeg var på pub i London.

Det er et lyst bryg uden den store skumdannelse. Duften er lækkert krydret med lige dele grannåle og søde jordbær. Voldsomheden med hvilken brygget dufter er dog noget afdæmpet. Det er ikke et bryg, der udløser sin bouquet, straks det bliver åbnet.

Brygget leverer en skarp initial bitterhed nydeligt afrundet med en luftig jordbæressens i mundhulen. Fylden er dét i brygget med mest karakter og styrke, og jeg husker i hvert fald i skrivende stund, hvordan brygget, jeg prøvede i London, føltes på nogenlunde samme måde.

Her er smagen dog væsentlig mere nærværende, og som man nyder mere af brygget træder en markant, skarp bitterhed mere og mere frem. De søde noter tager til gengæld af, mens fylden består – til gengæld undgår brygget ikke at blive en kende klæg med tiden.

Denne øltype bliver nok aldrig min favorit. Men mundfornemmelsen er om ikke andet interessant, så oplevelsen stadig er nærværende, om det så er med lidt vigende velsmag.

4-stjerner

MurpHill, Amager Bryghus (Smagsprøve fra Amager Bryghus II)

2016-03-23 11.40.47

Bag brygget: Mesteren Mike Murphy himself.

Vintage with a vengeance …

Næste bryg på bordet var noget ganske særligt. Det var ikke første gang Mike Murphy havde brygget på Amager Bryghus. Det havde han også i 2008, hvor resultatet også var en stout – omend ikke en sød én med kokos, men derimod en af de seje, voldsomme og bitre af slagsen, som andre amerikanere også mestrer til UG med kryds og bolle.

Resultatet blev denne ‘Murphill’. Jep – menuen stod nu på en souvenir fra bryggerens sidste besøg 8 år tidligere. Der var flere af bryggerne der blev meget forbløffede, da de hørte, at det gamle, lagrede bryg rent faktisk skulle åbnes og ikke bare stå til pynt i al evighed.

Men de havde hørt rigtigt. Snart var brygget åbnet og flasken gik rundt. Skænkningsteknikkerne varierede fra at holde flasken horisontalt, og så ellers bare vente længe nok, over at blive holdt i en ca. 45 graders vinkel med mundingen pegende ned ad, mens nyderen dunkede på bunden, til at blive hugget med bunden i vejret hårdt ned mod glasset i forsøget på at få det natsorte, tjæretykke bryg ud i glasset …

… eller næsten i hvert fald. Men viskositeten og bryggets tæthed var bestemt ikke af en karakter, man ser hver dag. Helt rent er brygget til gengæld heller ikke – det er brygget med melasse og sirup, og det får man mistanke ikke kun har haft betydning for smag, men også brygget fysiske tyngde.

Duften af tjære – ja, tjære, det er ikke bare en konnotation – vidner om et bryg med rigeligt af bittert og røget, men også sødt og alkoholisk. Smagen er en aromatisk knytnæve af malt, bevæbnet med et knojern af røg, blodet smages som sød lakrids, svedsker og cognac, når den opflænsede tunge mærker efter, hvor mange af tænderne der røg med i slaget.

Efter nogen hovedrysten, hvor man får dirret den værste groggyhed af sig, træder alderen ind. Den viser sig som en noget malplaceret harskhed ved gane og svælg, så boksekampen desværre ender urent og noget langtrukken. Alderen til trods er der dog ingenlunde tale om et ringvrag, men bedagetheden mærkes – og ilten er indtrådt og har allerede ødelagt noget.

Men ikke så meget at bryggets oprindelige storhed ikke stadig kan mærkes i al sin vælde. Desuden er det bare spændende at prøve øl af den alder. Dels fordi det bare ikke er tit, man får muligheden, og dels – i hvert fald i dette tilfælde – fordi lejligheden bare var så ganske særlig. Som en cirkel, bryggeriet gav mig lov til at deltage i at slutte.

Jeg bukker og takker for æren.

5-stjerner

No Rice & Curry, Amager Bryghus (Smagsprøve fra Amager Bryghus I)

2016-03-23 10.59.18En snyder …

Jeg må hellere til det – anmelde de spændende øl, jeg prøvede på Amager Bryghus, da jeg var på besøg for en uge siden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine noter ikke blev helt så udførlige som de plejer – der var pludselig så meget forskelligt, der skulle smages – så der er en overhængende risiko for, at anmeldelserne måske bliver en kende mere kompakte end læserne er vant til.

Og måske ikke – jeg er trods alt, hvis jeg skal sige det selv, og hvis jeg sige det selv (hvilket jeg må, for det har jeg lige givet mig selv lov til, og jeg skal det også, for hvem skulle eller skulle sige det andre end mig, når det er min blog) god til at fylde en tekst ud med ligegyldigt, omstændeligt og redundant sludder, så mon ikke det alligevel ender med at lykkes mig at producere en anmeldelsestekst af mere end gennemsnitlig længde … hvis man kigger på anmeldelser på andre ølblogs og aviser og den slags, i.e. Kortere end gennemsnittet af mine egne anmeldelser, vil de nok fortsat være, forudsat at jeg ikke fortsætter med at træde vand på den måde, som jeg gør i skrivende stund.

Selvom bryggeriet angiveligt ikke bruger mange midler på markedsføring, er der jo stadig etiketten at gøre godt med, og de får ikke for lidt hos Amager Bryghus. Nærværende etiket er ganske vist holdt simpelt – en bunke karry på hvid baggrund med matchende skrift – tricket er til gengæld konnotationerne, der myldrer frem.

For min hjerne fjerner allerede fra starten ordet “no”, og den næste linje, hvor der egentlig står “India Pale Lager” læser jeg uvilkårligt som “India Pale Ale”.

Brygget hældes op. Flot citron-til-pomelogult er det med en nydelig klæbrig top af frisk tøsne. Duften er ualmindeligt frisk af skalpelskarp humle – lige som man gerne vil have den, når menuen står på et voldeligt chili/karryangreb fra velkrydret indisk mulje.

Og smagen! Jamen hvor er det dog vidunderligt med sådan en ligefrem, knivskarp og flænsende nåletræsbitterhed. Ganske ren, ganske uforfalsket og usandsynligt lækker. Fylden viger ganske vist lidt midt på tungen, men yder så til gengæld en tørstslukkende friskhed som ville vække liv i selve Saharas tørreste sand.

Og det var på dette tidspunkt, at en af bryggerne kunne fortælle mig, at det jo faktisk var en pilsner jeg nød. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn, understreget, fed, kursiv i punkt 500 Courier – mindst. For jeg var overbevist om, at der måtte være tale om en IPA. Men nej – nu gik det op for mig, at det var en India Pale Lager og ikke en Ale …

Bedraget ved markedsføring! Men denne gang var det en ren fornøjelse at blive taget ved den næse, hvori humlen fra det fine bryg fortsat prikkede så lystigt.

Ud over et forførende illusorisk tryllenummer byder bryggeriet også på den bedste pilsner, jeg nogensinde har smagt. Det er excellent på niveauer, jeg dårligt havde forstillet mig – at markedsføring og kvalitet sådan kan gå hånd i hånd? Nu har jeg aldrig!

5-en-halv-stjerne

Besøg på Amager Bryghus

Foto: Brian Lund, Højt Skummende. http://xn--hjtskum-q1a.blogspot.dk/

Foto: Brian Lund, Højt Skummende.
http://xn--hjtskum-q1a.blogspot.dk/

Indtryk og oplevelser fra bryggeriet.

Jeg har ikke ligget på den lade side her i Påskeferien. Faktisk har jeg undtagelsesvis holdt ferie (noget af tiden) i stedet for at gribe enhver chance for at score ekstratimer på mit arbejde. Det kom der også en god ølrelateret oplevelse ud af – en meget god én endda. Så god var den faktisk, at jeg i sidste anmeldelse også omtalte den, endskønt den i indlægget omtalte øl ikke havde noget med oplevelsen af beskaffe, eftersom øllet blev prøvet tidligere.

Jeg tænker selvfølgelig på Askeonsdags besøg på Amager Bryghus.

Jeg blev inviteret af brygmesteren, Henrik Papsø selv, i anledning af et besøg af gæstebrygger Mike Murphy fra Lervig i Norge. Mike Murphy selv har været omkring mange forskellige bryggerier – herunder hedengangne Brøckhouse herhjemme. Han er vist lidt af en legende i Skandinavien. Det er altid spændende at møde legenderne i levende live – især når de som Mike Murphy  – viser sig at være helt nede på jorden, flinke, rare, venlige og i bund og grund ligesom andre flinke, rare og venlige mennesker man kender, der ikke er legendariske bryggere – eller for den sags skyld legendariske et eller andet andet.

Venligheden og snakkesaligheden selv var han – et overflødighedshorn af tip, ideer og anekdoter, der også meget gerne lyttede til input fra de hungrende masser, der var kommet for at øse af mesterens visdom. Ud over mig selv bestod de hungrende masser af Brian Lund, der har ølbloggen “Højt Skummende“.

Snart fik vi lov at kigge ned i mæskekarret, hvor alle sukkerstofferne blev trukket ud af malten på det bryg, der netop var sat over. Herefter stod den på rundvisning ved brygmester Papsø hamselv. Rundvisningen handlede meget om bryggeriets begrænsede plads  – og det gjaldt ikke bare grundplanet, men også de udfordringer, den vertikale dimension byder dem. Bryggeriet ligger i en kælder med lavt til loftet, hvilket giver nogle udfordringer i forhold til brygtankenes størrelse og især højde. Oprindeligt var lokalet indrettet først som bibellager med bibelpresse, siden flyttede Scientology ind, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var enstemmighed om, at den nuværende brug af lokalet var bedre end de tidligere.

Bryggeriet emmer af begejstring og engagement på en måde, man alt for sjældent oplever i en tidsalder, hvor al’ forretning synes kun at handle om uhæmmet vækst og profit. Det er lysten til at lave nye og spændende øl, der driver værket. Og de begrænsede faciliteter udnyttes ikke bare til det yderste – snarere vendes begrænsningen til en fordel, som en tilskyndelse til at gøre det så godt som overhovedet muligt hver gang. Med den begrænsede kapacitet kan det ikke tillades, at der laves noget juks!

Og det  bliver der så sandelig heller ikke, skulle næste etape af besøget vise sig. Det var en præsentation af bryggeriets øjeblikkelige udvalg – og man måtte gerne smage.

Her følger en liste over, hvad der blev afprøvet. Anmeldelser følger selvfølgelig senere.

No Rice & Curry, en India Pale Lager

Murphill, en otte år gammel stout, brygget af gæsten selv.

Marry me in Rio, en Cream Ale med en flot etiket.

TODD, en India Pale Ale – også med en flot etiket.

Det var i øvrigt en Coconut Stout, der tidligere var blevet sat over til mæskning. Nu var det blevet tid at tømme mæskekarret for maltrester. Der var flere hundrede kilo, der skulle hives ud af tanken med en skraber. Mike Murphy tog fat, og da størsteparten af det brune granulat var hevet ud, fik jeg selv mod på at prøve lidt (se billede). Altså – når nu bryggeriet var så søde til at lade mig smage og vise rundt og fortælle anekdoter, var det mindste jeg kunne gøre vel at hjælpe lidt til …

Da forstod jeg pludselig, hvorfor bryggere har en slående lighed i deres fysiske fremtoning med udsmidere. Der er ikke noget at sige til, at man bliver bred over skuldrene af den slags arbejde. Den væsentligste forskel i den fysiske fremtoning mellem bryggere og udsmidere er subtil, men ikke desto mindre altafgørende. Den ligger i, hvilken vej mundvigene vender. Hos udsmidere peger disse typisk lodret ned i jorden, mens de hos bryggere peger i den stik modsatte retning. Forskellen er ikke stor, men gør alligevel hele forskellen, når man kigger bagom det rent fysiske. Forskellen er altafgørende for, at jeg ikke kan fordrage den ene men elsker den anden slags mennesker … men jeg ville aldrig prøve at lægge arm med nogen af dem.

Endelig blev kokosmassen tilsat, og derefter fulgte frokosten. Endnu engang med et bredt udvalg af øl fra bryggeriet til rådighed, så vi ved selvsmag (ja, det må det vel hedde, når der ikke bare er tale om syn – vi nøjedes jo lissom ikke med at kigge på øllet, vel) kunne slå fast, at brygmesterens lovprisning af øllene langt fra var idel selvsmiger, men snarere ydmyg og forsigtig ros.

Efter dette drog jeg atter hjemad. En stor oplevelse, mange indtryk og flere gode ølerfaringer rigere.

Og øllene – dem skal I nok komme til at høre mere om i de kommende indlæg.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme