Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: AB2017-Kollektionen … + det løse

Mandarina Man, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen IV)

2017-07-12 17.50.52Mere variation …

Jeg tror, det var efter at have prøvet “The Lady of Cofitachequi” sidste år, at jeg nåede til den konklusion, at selvom Amager Bryghus vitterlig er landets ukronede humlekonger, så endte de mange gode bryg i 2016-kollektionen alligevel med at ligne hinanden lidt for meget.

Til at begynde med, frygtede jeg at noget lignende gjorde sig gældende for årets Amager Bryghus-øl, men den frygt gøres heldigvis afgørende til skamme med denne øl. Efter Minor Axident udgør den endnu en afvigelse fra den vanlige friske og karske grannålebitterhed, der er bryggeriets signatursmag.

Endnu et samarbejdsbryg er der tale om, og igen er kollaboratørerne amerikanere – nu fra bryggeriet Wicked Weed, North Carolina. Røverhistorien på etiketten omhandler en (måske, måske ikke opdigtet) lokal helt. Der er tale om en ‘Tropical IPA’ – uden at det egentlig forklares nærmere, men ligesom brygget ved opknapning dufter af grapefrugt, og efter skænkning ligner en pomelo – så forekommer betegnelsen nu slet ikke kontraintuitiv. – Og endnu mindre så, hvis man tager sig tid til at læse ingredienslisten, der byder på mango- og mandarinpuré. Mystery solved!

Brygget skummer ikke meget, en hvad det ikke har i skum har det i bouquet. En frugttung duft af ret så sure appelsiner melder sig. Nogle ville måske også kalde det grape, men den søde og fyldige bund peger mod mere orangefarvede frugter – så appelsiner it is.

I smagen mærker man den velkendte (og -gørende) aroma af grannåle. Denne gang er den blandet op med savsmuld af fyr, samt strejf af fennikel og anis, så udtrykket bliver mere krydret end den skarpe bitterhed, man er vant til.

Den største variation i forhold til sidste års samling findes dog i aromaen bagom bitterheden. Her er der – næppe overraskende – flere frugtnoter. Igen er appelsin præsent – både med sin velkendte bitterhed og sødme. Desuden mærker man små, kortvarige pust af tropisk frugtkompot. Mango, papaya og flere citrusfrugter.

Det er her, man kommer til at ærgre sig en smule over, at humlen – skønt en smule anderledes end den plejer – kommer til at fylde for meget i forhold til de ellers spændende aromaer, som brygget kun akkurat lader trænge igennem. I denne IPA måtte man for denne bloggers skyld hjertens gerne have lagt langt mere vægt på frugt og sødme, end den hvashed, som man udmærket ved, at Amager Bryghus behersker i forvejen.

Til gengæld er citrusfrugterne da i det mindste nogenlunde præsente, og giver også brygget en syrlig kant, der bringer Amager Bryghus’ bitre humlehoveder med på syrlighedsbølgen. Næppe intenderet, måske, men ikke desto mindre godt.

Efter denne bloggers ydmyge mening i hvert fald …

4-en-halv-stjerne

Minor Axident, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen III)

2017-07-09 15.18.18Ikke bare som de andre …

Jeg kan stundom blive en lille smule i tvivl om, hvilke af de mange fine Amager Bryghus-øl der hører til den nye samling, og hvilke der er fra sidste år. De er jo meget produktive, dernede i Kastrup.

Holdbarhedsdatoen skal man imidlertid passe på med at lægge for meget vægt på. Kigger man fx på Sigtebroads holdbarhed og sammenligner den med Brown Boobies Falling, der er fra sidste år, falder bedst før-datoen henholdsvis i 2018 og 2019. Brown Boobies Falling påregnes altså en holdbarhed på tre år, mens Sigtebroads – en af dem, jeg med sikkerhed ved er en af de nye – kun er ét år.

Det skyldes selvfølgelig de forskellige typer. IPA skal helst nydes frisk, mens Stout og porter gerne må ligge – nogle gange endda i årevis.

Heldigvis er der noget andet, og langt mere sikkert at gå efter, når man skal finde ud af, om en øl er fra indeværende årgang – batchnummeret. Jeg bemærker omgående, at ovenstående porter har nr. 1487, mens Sigtebroad og denne øl har hhv. nr. 1655 og 1652.

Så er der ikke så meget at være i tvivl om længere. Juhu, hurra, og så fik jeg også denne gang brugt plads på at væve om nogle sager, der ikke har noget med den egentlige anmeldelse at gøre.

Igen er der tale om et samarbejdsbryg, og igen er kammersjukken en amerikaner – Against The Grain – hvis brygmester ifølge etiketteksten vist synes, at navnet på nærværende øl er åndssvagt. Det kan være, Amager Bryghus skulle ændre navnet til Cliff Richard (- hvis du fanger referencen, så lad mig det vide i kommentarerne.) Against The Grain er i øvrigt også navnet en rigtig fed plade med det californiske punkband Bad Religion.

Forventningspresset er næppe stort, for Amager Bryghus er mestre i IPA. Spørgsmålet er ikke, om den er god, men hvor god den er, og om den ligner de andre fra bryggeriet så meget, at det måske kunne være ligemeget. Men lige fra starten hælder brygget lidt til nogle sider, som man ikke møder helt så tit på Tårnby-egnen.

Duften er mere frugtig og syrlig med klare noter af grapefrugt. Grannålene er forvist til de bageste rækker, hvor de stadig gør sig bemærket, men mere som en ren stikken på næsens indersider frem for en egentlig duft fra det kun svagt slørede pomelogule og lavtskummende bryg. Også visuelt adskiller brygget sig altså en kende.

En lidt klægere aroma har brygget også – det er ikke helt så let og liftligt, som det plejer at være, men derimod tungere med et utraditionelt indslag af salmiaklakrids. Det matcher til gengæld eftersmag af fennikel og spidskommen fint.

Men det gør ikke spor, at brygget er lidt til en side. Tværtimod er variationen en kærkommen (apropos eftersmagen) afveksling fra det ene læs efter det andet af friske grannåle, som man altid får fra bryggeriet, og som man aldrig bliver træt af, men stundom alligevel godt kunne ønske noget variation fra.

Man skulle desuden tro, at brygget med sit dystre etiketmotiv af en kriger i rustning og en meget stor økse sammen med en tungere og mørkere bitterprofil, også ville være ondere end de øvrige IPA’er. Amager Bryghus evner jo faktisk som få andre at lave ondt øl – endskønt det ikke er noget, de viser særlig ofte.

Men nej. Den mørkere og tungere profil gør brygget også en smule rundere og mere venligt, end de øvrige, bidske IPA’er. Igen – ikke at det egentlig gøre noget.

Dette er en aldeles fremragende og nydelsesværdig IPA uanset hvad.

5-stjerner

Going Old School, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen II)

2017-07-06 19.33.16Buzz …

Jeg opererer lejlighedsvis med begrebet “The healthy buzz”. Lejlighedsvis. Ikke altid. På dansk er alkohol trods alt en opløsning, og ikke en løsning – sådan som det er tilfældet på engelsk.

Men lejlighedsvis … fx som når jeg skal diskutere med flat-earthers … så er der ind imellem ting, der gøres bedst med en lille fjer på. At betjene maskiner, køre bil eller flyve flyvemaskiner er ikke nogen af dem, skal jeg hurtigt indskyde. At lære at springe på hovedet fra fem meter til gengæld …

Det lyder måske hamrende uforsvarligt, men det er ikke desto mindre min historie fra en årrække siden, dengang jeg stadig boede i studiebolig på Amager. Jeg var nede ved det dengang stadig ret nye havnebad på Islands Brygge sammen med min gode ven Frank. Efter at have afprøvet faciliteterne – herunder springtårnet, hvorfra jeg tog turen på fødderne flere gange – satte vi os i græsset og fik et par medbragte kolde.

Retrospekt elsker jeg her at inddrage et udbredt Kierkegaard-citat, som jeg er for doven til at google autenciteten af. Jeg tror egentlig ikke, jeg tænkte det dengang, men det har siden givet fantastisk mening; “at turde er at miste fodfæstet et øjeblik. Ikke at turde er at miste sig selv”. Det var i øvrigt rasende kedelige bajere (grøn tuborg), men de gjorde altså, at jeg fik lyst til at prøve … og turde tage hovedspringet.

Jeg fik et ordentligt klask over panden første gang, fordi jeg glemte at knytte hænderne over hovedet før nedslaget. Det huskede jeg så anden gang – og siden da har det aldrig gjort ondt … i modsætning til, da jeg tidligere sprang på fødderne og enten slog trædepuderne eller klokkeværket.

Øl kan være katalysatoren der gør, at man kan miste fodfæstet lige akkurat i det omfang man nogle gange bliver nødt til. Andre gange går det helt galt fordi man får for meget, og en dag, hvor jeg har fået for meget før jeg sætter mig til tastaturet, kan det være, jeg fortæller en af de historier, hvor det skete for mig.

Men det tror jeg ikke kommer til at ske.

Historien om hovedspringet, der jo også i en eller anden grad indebærer noget badevand, syntes jeg var en fix måde at komme ind på temaet for etiketten på dagens øl – en surfer i fuldt vigør. Det californiske bryggeri Bagby har være med til at lave denne Dry-hopped West Coast Style IPA, og om røverhistorien på samme etiket kan jeg afsløre, at der er tale om en meget grundig gennemgang af, hvad sådan én indebærer …

… som om man ikke bare kunne knappe flasken op og se efter. Brygget er flot kobberfarvet med en frisk, klar duft af appelsin og rødgran. Megen variation er der ikke i Amager Bryghus’ IPA’er, for hvorfor skulle man dog lave om på noget, der virker perfekt som det er?

I sammenligning med den fandenivoldske Sigtebroad er der dog anderledes kontrollerede toner over surfer-duden. Appelsinen smager lidt mere igennem, mens den bitre rystepudser enten kører en tak langsommere eller med et højere korntal på sandpapiret. Eller også er den samlede aromamængde bare forøget i frugtsødmens favør.

Ekstra aroma er der i hvert fald i det syrligt beske pust af egetræ, der sammen med lidt mere fennikel i bitterheden giver en fortsat meget tæt, men også mere nuanceret aromasammensætning, med klarere og bedre definerede konturer. Karamelsødme på bagkant tyder også på en fyldigere maltprofil, som også er med til at give brygget en smule mere balance.

I mine øjne en marginalt bedre øl end Sigtebroad – men man skal have luppen frem for at kunne se forskellene tydeligt. Og foretrækker man kraft frem for lidt mere kontrol og mangfoldighed, ja så vil man nok synes anderledes.

Brygget gav mig i øvrigt et healthy buzz – ligesom dengang med femmetertårnet.

Men hvad det blev brugt til? Også det gemmer jeg – indtil videre i hvert fald.

5-en-halv-stjerne

Sigtebroad, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen I)

2017-07-04 18.32.02Konge (adj.) …

Da jeg delte billedet af alle de nye (og lidt ældre) Amager Bryghus-øl på min facebook-side, bemærkede en af mine læsere, Paul, ølpusher ved flere prominente lejligheder og ligeledes fan af det Amagerkanske bryggeri, at jeg endelig måtte få den Sigtebroad på køl så hurtigt som muligt. Som sagt så gjort, og indtil for nylig stod den så sammen med de andre IPA’er fra bryggeriets 2017-kollektion, og de vil blive anmeldt som de første (næsten). For IPA’er skal helst nydes friske.

Denne dufter i hvert fald friskt af fersken ved opknapning … man ved bare, det bliver godt, når øllets aroma breder sig i værelset næsten før kapslen overhovedet er lettet. – Og idet brygget skænkes, SÅ træder humlen ellers frem! At Amager Bryghus er Danmarks ukronede humlekonger skal man både mangle smags- og lugtesans for ikke at ville erkende.

Aromaen melder sig som en kraftig karsk humleblanding af nyudrullet sandpapir, frisk fyrretræssavssmuld og spæde fennikelfrø. Smagsprofilen er på én gang klassisk, kompromiløs og lige så tæt som det højorange bryg er uigennemskinneligt. En luftigt, sødligt pust af appelsin trækker brygget passende i retning af det mere aromatiske, så det ikke er nåle og savsmuld det hele.

Den friske og fyldige IPA, hvor der ikke mangler noget er for længst blevet Amager Bryghus signatursmag. Ingen overraskelse dér – man ved hvad man får, man glæder sig hver gang og at oplevelsen gentages, vækker kun gensynets glæde.

Ikke ulig når man lytter til den nyeste skive med Iron Maiden eller Slayer – og indtil for to år siden Motörhead. Man ved på forhånd hvad man får, og at det skal gå meget galt, hvis det skal gå galt.

Lidt utraditionelt bliver det måske alligevel idet brygget udover fire slags malt og tre slags humle indeholder hvedemel, appelsinskal og honning. Med mindre de har en grund til det, plejer Amager-sjakket ellers at holde sig nogenlunde til reinheitsgebot. Motivationen for dette lille kække lovbrud er angiveligt de amerikanske medbryggeres fascination af dansk sigtebrød. Ud over at dette gav anledning til et kækt ordspil i titlen – kønsspecifikt, og det brøds jeg mig ellers ikke om, men affinder mig alligevel med lugten i bageriet, der skal trods alt mere til – gav det også inspiration til den udvidede ingrediensliste, idet brygget indeholder omtrent samme ingredienser som det lyse, bløde brød.

Og så går etiketten ellers bersærk i de sædvanligvis underholdende røverhistorier, som jeg vil gemme til læseren, når denne selv får fingre i dette fine bryg.

Jeg skal jo ikke afsløre det hele her.

5-en-halv-stjerne

Brown Boobies Falling, Amager Bryghus (Det løse I)

2017-07-03 18.48.14En cirkel sluttes …

Nej, vi springer ikke med det samme ind i Amager Bryghus’ store lovende 2017-kollektion. Vi starter stille og roligt ud med en af de løse, for lissom at starte lidt langsomt – som en prolog, ligesom ved det nys startede Tour de France. – Uden yderligere sammenligning i øvrigt, thi flaskerne fra Amager Bryghus indeholder kun naturlige ingredienser … i den udstrækning danske ingredienser kan være naturlige med Esben Lunde Larsen som minister på tredje år i træk, og i hvert fald langt færre syntetiske stimulanser end dem som cykelrytterne tyller i sig både peroralt og intravenøst på og mellem de lange etaper. Det er i øvrigt også derfor, jeg ikke gider cykelsport længere.

Egentlig er der ikke så meget prolog over brygget – især ikke i betragtning af, at det er fra sidste år, og at der er tale om en natsort porter på 7,5%. Det mest spændende for mig rent personligt er dog, at jeg faktisk har været med til at brygge dette bryg … en lillebitte smule i hvert fald. Jeg var der, da det blev sat over, og jeg var med til at trække den kogte urt ud af mæskekarret.

Om det kan man læse her, hvor man også kan se billeder af bryggeren Mike Murphy fra Lervig-bryggeriet, der samarbejdede med Amager Bryghus om brygget. Det bliver ikke sidste gang, kan jeg afsløre, at samarbejdsbryg vil blive behandlet i løbet af temaet.

Men skønt er det at få lov til at smage på et bryg, man selv har været med til at lave … sådan da. Brygget skummer ikke voldsomt – måske fordi det kræver lidt tålmodighed at få krænget det seje bryg ud af emballagen. Til gengæld er skummet nydeligt orangefarvet, og har dermed i kulør og kvalitet, hvad det måske ikke har i kvantitet.

Umiddelbart kan bryggets duft være lidt svær at pinpointe. Lidt lakrids, friskkogte nye kartofler, vanille og en smule alkohol. Så går det nemmere med smagen. En kop kaffe med nydeligt velafstemt bønnemængde og med kokossen præsent, men aldeles velafstemt. Den kan smages som en gennemtrængende sødme – ikke ulig den man får, hvis man spiser en ‘Bounty’ uden at indtage kokos og chokolade hver for sig.

Diskret og smagfuld engelsk lakrids – engelsk fordi den ikke er sød, diskret, fordi den ikke kæfter op over for de andre ved kaffeseselskabet – melder sin ankomst tillige med en tungere sødme af rørsukker. Efterhånden blander snakken om de små borde, og klirren af de fine kaffestel sig lige netop på den måde, så ikke ét ord kan forstås af hvad der siges, idet kvantespringet til den ultimative hygge tages.

Og sådan fortsætter det, så længe der er bryg i glasset. Og med mindre man er en douchebag, en hyggedræber og en partykiller vil der være bryg i glasset i ganske lang tid. For brygget holder sin forskelligartethed tiden ud, an ansporer nyderen til at – ja, nyde frem for bare at hælde det i sig.

En rigtig hyggeøl. For mangfoldighed er hyggeligt.

Og skulle man allievel komme til at kede sig, er der som altid spændende historier på flaskerne. Ligesom med øllet, giver Amager Bryghus aldrig køb på underholdningen. Men dén må læserne selv opsøge ved at købe sig en flaske …

5-en-halv-stjerne

Amager Bryghus 2017-Kollektionen … plus det løse – Indledning.

Lålålå

Det er sgu nok også en kende bedre …

I sidste indlæg lovede jeg jo, at der var noget stort i vente – og hvis jeg skal have lov at sige det selv, skal man være enten mere kynisk end undertegnede (og det kræver en del) eller man skal være et snotforkælet curlingbarn, som årets Roskilde Fesival-klientel må fremstå som misrøgtede fattiggårdsunger i sammenligning med, hvis man er skuffet.

Nok har jeg snart boet i Brønshøj i trekvart år. Men den smule amagerkaner, der trods alt fik lov at manifestere sig de sammenlagt cirka 16 år, jeg boede derude, fornægter sig ikke. På min fridag i mandags satte jeg mig således ind i min fars bil – som jeg fortsat låner – og kørte den ikke specielt lange vej rundt om København, for en tyve minutters tid senere at indfinde mig på den industrimatrikel på Egensevej i Kastrup, hvor Amager Bryghus har hjemme … lidt endnu. De flytter snart til Kirstinehøj. Og selvom man skulle tro, at alt, der hedder noget med “høj” umuligt kan ligge på Amager, så ligger det nu på Amager alligevel. Stednavne følger ikke altid formel logik, eller for den sags skyld almindelig sund fornuft.

For et par dage i forvejen – samme dag som min søn havde fødseldag, og derfor kunne jeg ikke være med til det – havde Amager Bryghus ved et velbesøgt, festligt og folkeligt arrangement udsendt sin 2017-kollektion. Men nu hvor jeg ikke kunne være med – jeg skulle fejre min søn, og i øvrigt stadig pylre over eftervirkningerne efter gårsdagens influenza – så måtte det lige vente et par dage endnu.

Men Henrik Papsø, bryggeriets markedsføringsansvarlige, var jo så usandsynlig flink (det er han altid) at stillle en kasse med kollektionen til side, som jeg så kunne hente lidt senere. Ingen skal kalde mig havesyg, men jeg havde trods alt lige fået løn, så jeg reddede mig også lige et par hængepartier fra sidste års portefølje. Og i den meget lange, og sikkert også brudte række af anmeldelser, der nu vil komme til at følge, skal jeg nok huske at skelne – Indeværende årgang vil gå under betegnelsen ‘kollektionen’, mens de andre vil gå under navnet ‘det løse’.

Ja, tænk engang, at jeg sådan skulle interessere mig for kollektioner … Få ting er så dekadente som den mode, om hvilken Oscar Wilde skulle have sagt, at den er så utålelig, at man bliver nødt til at ændre den hvert halve år. Oscar Wilde tog fejl – nu om dage er den så hæslig, at den må skifte cirka hvert kvartal … forårskollektion, sommerkol… jeg stopper her, for jeg mærker kvalmen komme snigende.

Men så dekadente er Amager Bryghus jo heller ikke. De skifter en gang om året, sådan cirka. Det skal være velkomment – ikke mindst når det er så fint, folkeligt og festligt uden at være eksklusivt på den ufede måde, som man kan se der er, på disse billeder.

Og som jeg sådan klynker og whiner og ser dårligdomme overalt i stedet for at kaste endnu et blik på de mange smukke og indbydende bryg, der er kommet mig i hænde, tænker jeg, at denne lille samling jo udgør en aldrig så nydelig erstatning for det ellers tilbagevendende tema, der måtte aflyses tidligere på året.

Jeg vil faktisk vove den påstand, at denne lille Amagerkanske kollektion endda er en kende (og måske endda mere så) bedre end Kvicklys Ølfestival 2017 nogensinde kunne have været …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme