Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: AB2017-Kollektionen … + det løse

The Mortician, Amager Bryghus/Barrier Brewing Co. (AB2017-Kollektionen XII)

Lidt modvægt …

Vi må jo til det: Glædelig jul allesammen …

Vid at det også snart er overstået – I, der ligesom jeg, så småt er ved at få nok af juleriet. For nu at skabe lidt modvægt, har jeg i dagens anledning valgt en øl, der er mørk, ildevarslende, uhyggelig … alt det, man ikke forbinder julen med. Selv tak, det var så lidt.

Lidt jul er der dog alligevel ved denne her. Der fråses. Frås er jo nok nøgleordet nu om dage for, hvordan man fejrer julen, og her får den ikke for lidt. Ud over 13 forskellige typer malt og fire humlesorter, indeholder den også hvidt og brunt sukker samt kaffe. Det bliver dog kun til én type gær, og – måske overraskende – én type vand. Der er jo trods alt ingen grund til at overdrive.

Det er i øvrigt den sidste – omsider – af den lange række øl, jeg fik købt hos Amager Bryghus tilbage i foråret. Så nåede jeg det altså før nytår. Til gengæld har jeg forsynet mig med nye i mellemtiden, så jeg slipper ikke Amager-bryggeriet så let.

I sammenligning med den sidste stout, jeg prøvede fra bryggeriet – den ikoniske Hr. Frederiksen – forstår man kun marginalt bedre valget af flaske som emballage. Men her går det såmænd nok endda. Slår man lidt på bunden af flasken, og bruger et par ketchup-tricks, får man såmænd til sidst resten af brygget ud i glasset også.

Sort som pesten er brygget med matchende smeltet karamelskum, der til gengæld holder sig respektfuldt over glassets kanter. Bryggets farve matcher om ikke andet årstiden, samt det julen oprindeligt blev fejret for – kulminationen – og dermed afslutningen på den mørke tid. Jeg giver i mangel på selverkendelse julenissen skylden for, at jeg glemte at tage et billede af selve brygget.

Det er et af den slags bryg, man ikke behøver snuse til bevidst. At trække vejret helt almindeligt i det lokale den bliver skænket, er rigeligt til, at man kan nyde de både søde og røgede noter af kaffe og marcipan. – Jo jo, der er reelle julede elementer i den også, omend utilsigtede og garneret med så mange andre elementer, der gør brygget aldeles uegnet til julemad.

Eller andet mad for den sags skyld. Bryg som dette kunne måske ledsages af en god whisky eller cognac, men nydes nok bedst alene – over lang tid.

I hver lille slurk kan man nyde den aldeles velafbalancerede aroma af letrøget løvtræ, stærk kaffe og meget mørk chokolade. Det er slet ikke ulig 99% kakao-udgaven fra Lindt – men ikke helt, da der alligevel er akkurat den søde kant, der forhindrer brygget i at blive tørt eller klæbrigt.

Således formår brygget på én gang at være indbydende, men også lidt uhyggeligt. Men ondskaben er hjertelig, som en velskrevet gysernovelle, eller som den aldrende onkel, der fortæller spøgelseshistorier allehelgensaften.

Alkoholen er præsent som en let cognacessens, der binder det hele sammen. Og her skal man passe på. For ondskaben bliver hjerteløs dagen efter når tømmermændene rammer. 10,5 % alkohol og dermed mægtige 3,5 genstande i én flaske kan mærkes dagen efter – også selvom man nyder den langsomt i løbet af hele aftenen.

Men altså – endnu engang glædelig jul til jer allesammen. Jeg takker også for den julegave, I læsere – formentlig ganske ubevidst – har givet mig. Der er gået juleslendrian i bloggen her i december måned. Jeg har i december anmeldt mindre end de foregående mange måneder – og alligevel ser denne måned ud til at slå alle læserrekorder, siden bloggen fik sit eget domæne.

Om jeg fatter hvorfor – måske skulle jeg bare skrive lidt mindre?

Nej, det tror jeg alligevel er en dårlig ide. Jeg hygger mig sådan med det, og mon ikke de ekstra læsere her i julemåneden skyldes et efterhånden betragteligt bagkatalog af juleølsanmeldelser?

Men kan I nu have en rigtig god juleaften allesammen. Hvis jeg kender mig selv ret, går der såmænd nok ikke mange dage, før jeg skriver igen …

Hr. Frederiksen, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen XI)

Et lille stykke historie …

Jeg er jo altid gerne lidt ude med riven efter de lange beretninger på Amager Bryghus’ etiketter. Men når det kommer til stykket glæder jeg mig faktisk over deres gerne overdrevne markedsføring og storytelling fordi den i sin svulstige overdrevethed tager gas på markedsføring i al almindelighed. Jeg under også gerne læserne denne oplevelse, idet jeg prøver at undgå at kommentere de konkrete historier alt for meget.

I dette tilfælde vil jeg dog fortælle lidt mere end jeg plejer. Hr. Frederiksen er om muligt bryggeriets andet flagskib. Det mørke flagskib, fristes man til at sige, mens Batch 1000 velsagtens er bryggeriets lyse bud. Hr. Frederiksen røg – så vidt jeg husker fra Henrik Papsøs fortælling, da jeg var nede for at hente øllene for snart trekvart år siden – som den første øl nogensinde fra Amager Bryghus på Ratebeers top 50. Den blev senere vippet af pinden som den højest placerede øl fra Amager Bryghus af Green, Green Banshee – men det er en anden historie.

Jeg vil referere en smule mere, fordi historien virker overraskende troværdig og lidet overdrevet. Ved læsning erfarer man, at brygget er opkaldt efter en Peter Frederiksen, der ved indlytning på bryghusets gamle adresse … den har jeg allerede glemt, men at Peter Frederiksen var behjælpelig med at banke armerede betonvægge ned, utrætteligt og pligtopfyldende. Den gamle adresse i Tårnby havde en forhistorie som Bibellager og lokaler for Scientology, så den gode Peter Frederiksen arbejdede ikke bare for bryggeriet, men for at gøre stedet i det hele taget til et mere nyttigt ét af slagsen – ganske åbenbart.

Bryggeriet beskriver selv den natsorte stout med det tætte, beigebrune skum som et måltid i sig selv. Og bedømt på bryggets modvilje mod overhovedet at lade sig hælde ned i glasset vidner derom. Amager Bryghus kan – så vidt jeg er orienteret – fortsat kun tappe på halvlitersemballager i glas. Brygget her kunne man næste lige så godt fylde på tube.

I modsætning til den frygtindgydende skrigeånd fra sidste år, er brygget her anderledes venligt. En fortinsvis mild duft af vanillesødet kaffe giver et langt mere aromatisk end brutalt indtryk …

… og aroatisk er nøgleordet. Brygget hviler tung, men venligt på tungen. Som en kugledyne over et ADHD-barn … tror jeg, selvom jeg personligt aldrig har prøvet en af de der kugledyner (jeg er nok bare ikke så hårdt ramt). Et kraftigt bryg er det, men ikke brutalt. Der er forskel. Denne er en mild kæmpe, der er fuldt bevidst om sin styrke – og den er lige så stor som dens varme, bankende hjerte.

Kaffe og lakrids blander sig så nydeligt. Vanillen yder aroma oven i det rent bitre og det rent søde, mens alkoholen – de mægtige 10,5 binder det hele sammen. Alle aromaerne er så nøje og præcist afstemt, at det er en ren fryd. Ikke et gram for meget kaffe, eller lakrids, eller vanille, eller – mind you – alkohol. Uagtet brygget høje fartøjsuegnethed virker brygget ingenlunde sprittet – dårligt nok alkoholisk. Der er bare lige præcis den mængde, der skal til. Punktum.

Sikke en hyldest. Peter Frederiksen har al grund til at være meget stolt!

Dario The Dark Don, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen X)

Russian Brutal …

Gad vide om jeg når det før nytår – at gøre Amager Bryghus meget fine brygsamling færdig? Jeg tror det ikke, men der har jeg til gengæld været så snarrådig, at jeg har gemt de bryg, der kan tåle, ja – måske endda ligefrem bliver bedre af, at stå lidt.

Som nu fx en imperial stout som denne. Den lange og underholdende historie på etiketten antyder, at der er tale om en russisk én af slagsen. Og betegnelsen længere nede på etiketten, slår det endda fast. Imidlertid antyder smagen noget andet, for det er ikke de lette og søde noter, der præger dette mørke monster.

Ikke engang ved skænkningen. Tykt, sejt og tilsvarende modvilligt skvulper brygget ned i glasset på en maner, der må sætte skænkerens armkræfter og tålmodighed på prøve. Selv skummet er mørkttonet, og udviser omtrent samme holdbarhed som epoxyfugemasse.

Og nej, der er ikke tale om det søde stads, den russiske zar slubrede i sig. Hvis der er noget russisk ved dette, så er det de forarmede, sultne bønders bitterhed man smager. Tæt tæt natsort aroma af stærk kaffe leder tanken i retning af italiensk espresso og barske mafiosi – omend kaffen egentlig virker for bitter og koncentreret til den karakteristik. Kaffegrums måske – ja, kaffegrums hvis det smagte godt, så ville det smage og omtrent føles sådan her.

De 11 % alkohol er samtidig forbløffende velintegreret i brygget, der slet ikke virker unødigt sprittet – vel knap nok sprittet i det hele taget. At den vilde, mørke bitterhed ikke får brygget til at virke tørt eller grumset er vel alkoholen skyld, men der er stadig kun akkurat så meget af den, at man dårligt mærker den i sig selv. Sådan kan alkohol vel også bruges som en art naturlig smagsstabilisator..

Vel – Rusland har som bekendt også en mafia. Endda en om muligt langt mere brutal én af slagsen end den italienske. Så måske er betegnelsen ‘Russian Imperial Stout’ slet ikke så langt ved siden af endda, blot man erstatter ‘цaрь’ med ‘братва’ i konceptbeskrivelsen.

Marianna The Moody Milf, Amager Bryghus (AB 2017-Kollektionen IX)

Ingen jul i år!

Et godt stykke inde i december, kan jeg lige så godt sige det som det er – det bliver ikke jul på bloggen!

Eller – det bliver det jo selvfølgelig. Men der bliver ikke megen skriveri om juleøl, for sådan nogle har jeg ikke fået købt i år.

Det skyldes, at jeg gennem alle årene er blevet jævnt til slemt skuffet over udbuddet. Jeg synes simpelt hen ikke, at juleøllene udmærker sig tilstrækkeligt til, at man som blogger behøver gøre noget særligt ud af dem. Desuden går rigtig mange af dem igen fra år til år, så rigtig mange fra årets udbud, kan man allerede læse om her på bloggen.

Flere gange har jeg til gengæld bemærket og også anbefalet øl, der slet ikke er tænkt som juleøl, men som ville egne sig udmærket til julemaden. Således har jeg gemt min sidste Petrus Aged Red til årets julemiddag. Den vil klæde den fedtsøde sovs og den sveskespændte and aldeles fremragende – og skulle der være noget til overs ved risengrøden ved jeg jo allerede, at den også vil klæde den perfekt.

Til selve juleaftensdag køber jeg gerne en nippeøl. Det kunne have været den her, men det bliver det så ikke, for jeg vil helst prøve en ny én til den anledning. Sådan er jeg så også så traditionsbunden.

Men den ville have været god, den modne dame fra Amager Bryghus, opkaldt efter hustruen til en mafiaboss, der bryggede denne øl i forbudstiden til hendes ære (som altid må I selv købe øllet for at få alle detaljer med). Alene det, at styrken er tocifret – 10 % – og flasken på den sædvanlige halve liter, gør brygget bedst egnet som en langtrukken nydeøl. Skønt der er tale om en Barley Wine, der fint kan serveres i et højt, flot rødvinsglas,, bruser brygget nok så lystigt ved skænkning med rigeligt skum til følge.

Det falder ganske vist hurtigt og klistrer ikke. Til gengæld kan man nu nyde de kraftige, fede noter af rom, tørrede figner og karamel. Aromaen er ikke overraskende tung og monsterfyldig af alkohol, velkrydret med det bedste fra julesteg og -bag – nelliker, muskat, koriander og kanel.

Og der er vitterlig til flere timer. Hver eneste lille brændende slurk er næsten som et lille glas bittersnaps i sig selv – men man kan drikke meget mere af det her, før man bliver julefrokoststiv. Ikke dermed sagt, at man bare kan bælle løs. Det er for det første synd for det vidunderlige øl. For det andet er brygget rigeligt stærkt til at man stadig bliver straffet dagen efter …

Darkest of Suns, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen VIII)

2017-10-13 18.01.36Outsideren …

Jeg har fortsat en smule tilbage fra Amager Bryghus‘ forårs/sommerkollektion. Snart lancerer de deres julebryg, og at jeg ikke er nået igennem dem alle siger mere om deres produktivitet end om min dovenskab – trods alt. For jeg har jo også haft andre øl at anmelde. Hele tiden og så igen.

Den her er en mørk Saison. Den lette, fransk-belgiske øl, tiltænkt som en forfriskelse til knoklende landarbejdere.

Mørk er den i hvert fald. Sort som natten, og med en tung duft af tjære. Det med det mørke er lykkedes meget godt. Det med det lette, ikke så godt. Bloggeren her glæder sig over mere over det mislykkede end det vellykkede. Men begge dele er godt.

Smagen er for så vidt også mørk. Den er domineret af lakrids, fortrinsvis sød, samt tør og støvet. Spidskommen og fennikelimpressioner uddyber lakridsimpressionen med lidt nuancer, så det ikke bare bliver lakrids det hele. Mon ikke et er de tilsatte enebær og peberkorn, der brænder igennem?

Det er dog lakridsen, der dominerer – og krydrede aromaer og indslag til trods forbliver lakridsen til den tørre, pulveriserede side.

Og selvom Amager Bryghus godtnok taler godt for deres sag på etiketten, om at de har skærpet saison’ens profil yderligere i forhold til forbilledet, bryggeriet Stilwater Artisanal, Baltimore’s Saison, så rammer de altså undtagelsesvis ikke helt plet med den her.

Men man kan jo ikke vinde hver gang. Heller ikke hvis man er Amager Bryghus. En taber er øllet jo fortsat ingenlunde. Det smager nydeligt, men hvis man forventer et kraftfuldt, velafbalanceret og nuanceret kunstværk som ellers, risikerer man skuffelsen.

4-stjerner

Cody The Crooked Cop, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen VII)

2017-09-20 19.37.12Se det er mikrobryg …

Vel, slut med stouts for en tid i hvert fald. Men sammenligningen mellem mikrobryg og industribryg fortsætter jeg ufortrødent med. Den dag hvor verden kun har ét bryggeri – formentlig ved navn Anheuser-Busch InBev – vil jeg i hvert fald ikke huskes som en af dem, der hilste den udvikling velkommen.

Som del af deres 2017 kollektion har Amager Bryghus brygget en Old Ale. Røverhistorien er i top, og kvalificerer sig i udsøgt grad som en sådan, også selvom det er en politibetjent, det handler om. Men det kan I læsere selv orientere jer om, når I prøver den.

Når man sådan har gået og spyttet i et par halv- og kvart-… eller måske snarere ottendedels- og måske endda sekstendedelshjertede stouts fra de hjemlige industrigiganter, er nærmest hvad som helst fra et velrenommeret mikrobryggeri en nydelse, der med de industrielle prøvelser i baghovedet bliver så meget desto større.

Det er ellers ikke sådan, at det hele bare serveres på et sølvfad … Øl skal som bekendt slet ikke drikkes i et fad – det må selvfølgelig gerne skænkes fra fad, men det er jo reelt ikke et fad, men en tøndeækvivalent. Desuden ville jeg nok betakke mig ved at få det serveret i noget, der er lavet af sølv. Metalsmagen ville nok ødelægge oplevelsen grundigt, og jeg tvivler desuden på, at det ville være særlig sundt.

Så det er vel meget godt – det med det udeblivende sølvfad, der betyder at bryggets duft før, under og efter skænkning er temmelig svag med kun fjerne noter af chokolade med en mild berøring af lakrids. Aromaen er gemt i smagen, der hvor den hører til. Og selvom det selvfølgelig er fint med en bouquet, der forbereder nyderen på en stor oplevelse, så er den samlede oplevelse ikke stort ringere, hvis aromaen viser sig stærkere end bouqueten. Og langt værre er det, når et bryg dufter som tusind forårsblomster i flor, for så at smage som rå gær og harske hasselnødder. Den oplevelse kommer man slet ikke sjældent nok ud for.

Men det var aromaen vi kom fra. Fuldfed, rund og lige tilpas vammelsød af lidt for lys chokolade og lidt for sukret lakids, til at jeg ville bryde mig om det, hvis der var tale om henholdsvis chokolade og lakrids.

Det er der ikke. Der er tale om øl, og så er det en helt anden sag.

Hver eneste lille mundfuld fylder hele gabet med chokoladesødme, krydret af mild lakridsrod, stemt af med rigeligt mørkt maltsukker, så alle mundens sider – om de vender op, ned, mod nord, syd, øst eller vest, klistres ind i den runde, lækre, krydrede maltsovs, der ellers ikke lige er det, Amager Bryghus er mest kendt for.

Men det viser bare i mere end adækvat og sufficient udstrækning, at Amager Bryghus kan andet og mere end bare lave IPA’er – vel, og stouts – i absolut verdensklasse.

Deres Old Ales peger sandelig også i den helt rigtige retning.

Og øl af den kaliber vil jeg vove at påstå, vi aldrig ser fra Royal Unibrew, Carlsberg eller nogen anden industrigigant. Især ikke fra Anheuser-Busch InBev.

5-en-halv-stjerne

Bordello Bandits, Amager Bryghus/Ei8ht Ball Brewing (AB2017-Kollektionen VI)

S2017-08-20 18.21.06magfuld og subtil …

Amager Bryghus er kendt for at lave humlede øl, især IPA. Men ikke alt, de laver er IPA. De gør det også i humlede pilsnere, med mere end udmærkede resultater. Sidste år var jeg så heldig at få lov at prøve en af deres andre humlede, karakterfulde pilsnerøl – den slagkraftige No Rice and Curry India Pale Lager, som jeg på stedet forvekslede med en IPA.

Også i den seneste kollektion finder man en velhumlet pilsner – nemlig denne Bordello Bandits, der er brygget i samarbejde med amerikanske Ei8ht Ball Brewing. Amager Bryghus holder traditionen med røverhistorierne i hævd med en aktuel stikpille til USA’s præsident – men det må læserne selv læse sig til. Ved samme lejlighed vil man få en forklaring på bryggets pudsige navn. – Jeg skal jo ikke afsløre alt.

Brygget dufter friskt og skarpt ved åbning. Duften af grannåle har ‘IPA fra Amager Bryghus’ smurt med store fede typer ud over hele fladen, men en spinkel fylde og kun antydningsvise noter af malt og korn peger i en anden retning. Spinkelheden går igen i aromaen – men det er den samme spinkelhed, som jeg allerede så mange gange har sammenlignet med titanium. Let, tyndt og umådeligt stærkt.

For selvom brygget er spinkelt i sit udtryk, smager det rigtig godt igennem. En meget snæver og præcis karsk grannålebitterhed er skruet op på 11, mens den for bryggeriets IPA’ers vældige fylde er skruet ned. Ikke at det egentlig gør noget. Den alternative distribution af ud- og indtryk fra brygget tåler sammenligning med en Equalizer på et kvalitetsstereoanlæg. Flere forskellige kombinationer af de forskellige pinde til lydindstilling kan lyde godt – omend de er meget forskellige

På samme måde er det her. Fylden og vælden er skruet ned mens skarpheden er intakt. Brygget afslører desuden sig selv som pilsner i de mere maltede og kornede bismage, mens det blomstrede og krydrede fra IPA’en reelt er fraværende i det nydeligt uigennemsigtige, højgule bryg.

En smagfuld og subtil variant i Amager Bryghus’ sortiment. Vist nok min fodboldkammersjuk Allans absolutte favorit i årets kollektion. Og selvom jeg måske ville pege på en anden som den bedste, er jeg bestemt enig i, at man skal have kastet ret mange penge efter den her, hvis den ikke er det hele værd.

5-stjerner

Psychedelic Popcorn Grizette, Amager Bryghus (Det løse III)

2017-08-15 20.22.37Subtilt skøn …

Så har jeg fundet tid til at samle en tråd fra tidligere op, nemlig det skønne parti øl fra Amager Bryghus, som er blevet mig til del. Det føles som lang tid siden, jeg sidst prøvede en af dem. Men det skete faktisk i indeværende måned, så det er nok bare min nuværende publiceringshyppighed, der får tiden til at føles lang.

Antallet af indlæg på bloggen har i indeværende år aldrig været under 10 om måneden. Så jeg får noget fra hånden. Nu er jeg oven i købet i den situation, at jeg har et lille hængeparti – ud over denne øl har jeg endnu fire anmeldelser at fyre af, så jeg har småtravlt. Det er den omvendte situation af, hvad jeg ellers har oplevet de sidste par anmeldelser eller 7-8 stykker. Der har jeg faktisk været foran. Jeg udgiver helst ikke mere end en gang om dagen, men havde altså skrevet så mange anmeldelser på en gang, at de faktisk lå i kø i kladderækken og bare ventede på at blive udgivet.

Det kan lyde som et luksusproblem, og er det også al den stund, at jeg, mens køen blev afviklet, konstaterede at det nærmest var mere stressende at have anmeldelser i kø til udgivelse end at have afprøvede øl i kø til anmeldelse. Go figure.

Men tilbage til øllet. Igen er der tale om en sjældent afdæmpet sag fra de amagerkanske humlehoveder. Det gælder ikke bare øllet, men også røverhistorien på etiketten.

Sjældent har teksten været så informativ. Brygget er tilegnet et lille bryggeri i Philadelphia ved navn Forest & Main, der ikke er særlig kendte, og som laver afdæmpede, subtile øl. Uanset hvor afdæmpede og subtile de end måtte være, endte en af deres øl alligevel i toppen af RateBeer – og denne øl er Amager Bryghus’ version af samme øl – detaljerne må læserne læse sig til, når I selv køber én.

At duften ikke afslører nogen nævneværdig bitterhed peger vitterlig i retning af en for Amager Bryghus utraditionel øl. Bouqueten er syrlig, spinkel og sød, karakteriseret ved lime, græs og en smule hyld. Det lyse, klare bryg er i sig selv en oplevelse i sin næsten zen’ske ro, mens det dvaske skum mageligt flader ud over btygget og kun meget modvilligt falder. Mens man venter, kan man modellere flotte figurer i det, om man skulle få lyst.

Det er vitterlig ikke for kraften, styrken og voldsomheden, man skal vælge dette bryg. Til gengæld kan man fortabe sig i bryggets fine, pikante nuancer, antydningsvise prikken og blide gnubben af mundens indersider. En smagfuld bund af mild ginger ale med citron bærer brygget frem til almindeligt velbehag. Der er både blomstrede, frugtagtige og krydrede noter af roser, banan og ingefær – men alt sammen aldrig så subtilt, så intet bliver dominerende, man bare skønt i sin mangefacetterede farverigdom.

Lidt ligesom Pride-paraden, faktisk – om end festen er en kende mere afdæmpet.

Bitterhed snydes man heller ikke for. Den er også afdæmpet, mild, subtil og mangefacetteret. Tørt hø og græs blander sig med velafmålte dele bitterhed, syre og sødme som en finale på et fyndigt og eftertænksomt mesterværk, der på trods af udeblivende festfyrværkeri og fanfarer, forbliver en stor oplevelse.

En øl for dem der tror, at kun vildt øl er godt. Efter denne vil de vide bedre.

5-stjerner

Linda the Axe Grinder, Amager Bryghus (Det løse II)

2017-07-19 20.22.09Det er så yndigt at følges ad …

Jeg er nået igennem IPA’erne fra årets Amager Bryghus-kollektion. De skulle prøves først, for IPA smager simpelt hen bedst frisk.

Derfor ærgrede det mig en lille smule, at jeg blandt ‘det løse’ – bryg fra sidste år, jeg ikke nåede at prøve da det var frisk – fandt denne IPA.

Men med kom den alligevel. Den rygtedes at være god, og bryggeriet formår med deres etiketter og røverhistorier at slå en markedsføringstone an, der fænger hos mig. Tænk at jeg skulle indrømme, at noget markedsføring faktisk virker på undertegnede. Det er nu ikke noget, jeg kun nødigt gør, for når den slags faktisk fanger min interesse, så har jeg intet problem med at rose et ‘job well done’. Heller ikke når det kommer fra en markedsføringsafdeling.

Historien på etiketten er ellers i dette tilfælde en kende afdæmpet på røversiden til fordel for reel information. Jeg skal ikke beklage mig – begge dele er fint og hvis jeg skal vælge, er den reelle information at foretrække. Der er tale om et – vel … ægteskabsbryg? Den er nemlig tænkt som en opfølgning til Todd, The Axe Man, som denne blogger også har været heldig at stifte bekendtskab med, og det endda på selve brygmatriklen i Kastrup. Todd var brygget til ære for tidligere Surly Brewing-brygmester Todd Haug, der ud over at lave øl også spiller geddar eller – for de arme uindviede, der ikke er bekendt med Red Warszawa-jargon – spade, der i den forbindelse bedst oversættes til Engelsk med ‘axe’.

Og denne øl er brygget til ære for hans hustru, Linda. Som bryggeriet skriver, siges det, at der bag enhver stor mand står en kvinde. Helt i Amager Bryghus’ ånd dementeres denne påstand, idet det understreges, at Linda Haug skam er helt med fremme, når der brygges, og at hun i øvrigt også var det, da dette bryg blev sat over i Kastrup. For Next to every axe man, there’s an axe grinding wife …

Og jeg kan godt lukke øjnene for heteronormativiteten i udsagnet, når jeg samtidig ved, at Amager Bryghus også slår små slag imod den slags – se evt. ovenstående link om bryggeriets ånd.

Linda the Axe Grinder er en ‘Oaked Imperial Red IPA’ – og det er jo mange ting på én gang. At den er ‘oaked’ antyder at den er lagret på træ, og det gør mig mindre bekymret for at prøve en IPA, der er brygget for over et år siden.

Det rødbrune og højt gyldentskummende bryg dufter vidunderligt krydret ved skænkning. Kanel, vanille og allehånde melder sig. Grannålenes friske, karske og stikkende karakter er til gengæld temmelig uventet aldeles fraværende. Her er endelig en IPA med en afgørende anden karakter, end den Amager Bryghus ellers er så kendt for. Men der er rigeligt med bitterhed og karakter i bryggets krydrede bouquet, foruden aromatisk sødme af chokolade og hyld.

Og i smagen er der også rigeligt af det hele. Sikke en fylde, og sikke en aroma – tæt, mørk cognacchokolade mixet med flydende engelsk lakrids, og så ellers bare 1000 tons af begge dele i hver lillebitte mundfuld. Dette er et brygmesterværk i absolut verdensklasse – mærker man ikke bare idet man første gang sætter glasset for munden, men hver gang man tager en slurk – der altid bliver lille. Én ting er, at man ikke nænner andet end små tåre, på grund af bryggets udsøgte og fandenivoldske karakter – en anden er, at man simpelt hen ikke kan, af frygt for at svede smagsløg, ganehule og gummer af. Selv jeg, der ellers synes, jeg har prøvet lidt af hvert efterhånden, er ved at tabe pusten.

Eftersmagen byder på engelsk lakrids sødet med fennikel, så bryggets langtrukne afslutning (det kan sandelig smages længe efter at det har forladt kæften gennem afløbet i svælget) også bliver en lille smule mildere, end den brutale midte, der afløste en ellers sød – men lige kraftfuld – begyndelse af hyldeblomst og chokolade.

Brygget har stået et års tid, og små stikkende antydninger af oxidering melder sig. Men sammen med al kraften og voldsomheden er den lille smule slet ikke nok til at ødelægge noget. Tværtom giver det et ekstra puf til det brutale kaos af kraftfulde, aromatiske smagsindtryk.

Heteronormativ – måske, men også en feministisk øl med både nosser og æggestokke det giver smagsorganerne læsterlige, velfortjente tæsk …

6-stjerner

Piping up for Peace, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen V)

2017-07-16 18.19.11Gad vidst om det er sandt …

Amager Bryghus har også andet end IPA på programmet – men denne er, som man kan se ikke en af de andre. Den er også en IPA, for jeg prøver alle IPA’erne først, mens de stadig er friske og smager af mest. Før jeg glemmer det skal jeg også have nævnt bryggeriet, som den er produceret i samarbejde med – Pipeworks Brewing Co fra Chicago.

Denne er en mere afdæmpet Session-IPA, og for at det ikke var usædvanligt nok i sig selv for en IPA fra Amager Bryghus, så er den lange anekdote på etiketten oven i købet også troværdig, og virker kun mildt overdrevet. Den handler om en lokal krigshelt fra Chicago, der efter Vietnam-krigen blev fredsaktivist. Angiveligt udøvede han aktivismen som musiker bag et transportabelt orgel, som han spillede med røven bar … vel, næsten troværdig, så.

Øllet afgiver en ganske særegen bouquet ved skænkning. En syrligt-sød og aldeles liflig dunst af en mellemting mellem druesukkertabletter og citronmelisse behager lugtesansen, men det kræver noget tid og indsnusning bare tilnærmelsesvist at indkredse odeuren. Ikke at det gør noget, for nydelsen er den samme, om man kan sætte ord på eller ej.

Det højt- og fastskummende citrongule bryg blev skænket i mit nyeste drikkebæger, som indtil nu har tilhørt min far, der i forbindelse med en nært forestående flytning er ved at rydde ud i sine gemmer. Motivet på den påklistrede metalplaque forestiller krudttårnet fra fæstningen i Burghausen, en tysk by ved den tysk-østrigske grænse, hvor jeg har noget fjern familie. Fæstningen er vistnok Tysklands længste borganlæg, ellers er det i hvert fald et af de længste. Jeg kan anbefale enhver at slå vejen forbi byen, hvis man er på de kanter. Ud over borgen, byder byen også på et smukt bycentrum, der er mindst lige så hyggeligt som det er gammelt, hvilket helt præcis vil sige ‘ret så’ … Det er længe siden, jeg sidst var der, så jeg kan faktisk kun dårligt huske det.

Som man vil kunne ane, er der også låg på bægeret. To solve the quaffing issue som salig Terry Pratchett (mayherestinpeace) måske ville have skrevet. For de uindviede, der ikke er bekendt med Discworld-serien, kan jeg oplyse, at låget er der for at forhindre at alt for meget af øllet går til spilde under vilde drikkelag, der indebærer lige dele begejstret skålen og mindst lige så begejstret slåsseri.

Grannålebitterheden – ja den er så sikker i Amager Bryghus’ IPA’er som Currywurst på en sydtysk motorvejsrasteplads. Her forefindes den i et lettere – nogle (herunder jeg selv) vil måske sige tyndere – medie end hvad man ellers får fra bryggeriet. Men det er vel, hvad man kan forvente af en Session IPA – selvom det egentlig ikke er smagens voldsomhed, det kommer an på, men alene alkoholstyrken, der her er på beskedne 4,5%. På bagkant oplever man et pust af de citronnoter, man mærkede i duften, men snart overtrumfes disse igen af humlen, der på trods af sin spinkelhed stadig sætter sig effektivt igennem.

Det kan man måske ærgre sig lidt over, for hvorfor skal Amager Bryghus’ IPA’er altid smage af grannåle? Men snart glædes man alligevel, for den afdæmpede udgave af grannålebitterheden, viser sig at være dejligt klar og markeret og ikke sløret af gær eller blot den fandenivoldskhed, der ellers karakteriserer bryggeriets IPA’er. Man kan rigtig gå på opdagelse i granskoven – udforske de mange nuancer, nyde lyset, skyggerne, lysningerne, solen mellem de nålebeklædte grene. Det har en særlig værdi, som man ikke oplever, når træerne er fældet, savet i stykker og flænset til spåner og savsmuld.

Så når kraften viger, giver det plads til detaljerne. Jeg skal ikke brokke mig.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme