Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

3 Øl fra Chimay

Chimay Bleu, Chimay (3 øl fra Chimay III) – og lidt nyheder.

Vi er nået til den tredje, sidste og stærkeste Chimay-øl, nemlig Chimay Bleu, der omkring logoet bærer tallene ‘2012’. Det er ikke nærmere beskrevet, hvad tallene betyder, men det kunne selvfølgelig være nærliggende, at tro, at der hentydes til produktionsåret, og at det dermed antydes, at ikke to Chimay Bleu-årgange er ens.

Om ikke andet må man konstatere, at bryggets farve ikke i særlig høj grad svarer til etikettens … Og det er nok også meget godt. Hvem husker ikke Nytårs-Eldorado-sketchen med det blå øl tilbage fra starten af firserne? Det er måske nok de færreste, men jeg husker det af en eller anden grund, på trods af at jeg dengang end ikke var i nærheden af at kunne lide øl endnu.

Det er derimod en ganske mørk øl – mestendels brun med en snert af rødt under et højt, gyldent og luftigt – omend holdbart – skum, der i modsætning til sine brødres ikke klistrer særligt godt. Duften lover godt, den har en fyldig karamel- og maltsød duft.

Sødmen går igen i smagen, hvor den snart dominerer med indslag af både karamel og chokolade, samt en ledsagende bitterhed af kaffe. Den gærede bismag er man til gengæld helt fri for, og det er, når alt kommer til alt, nok også bedst.

Der er også rigeligt med fylde i brygget, så gæren er ikke nødvendig. De 9 % alkohol er mere end rigeligt, og giver i øvrigt en snert af cognac i den fine, kaffebitre eftersmag. Endnu engang er alt velkomponeret, velsmagende og først og fremmest velafstemt, og i denne øl med ekstra indslag af søde toner. Et lille mesterværk, der klart giver de to andre – iøvrigt også udmærkede Chimay-øl – baghjul. Chimay-øllene kan klart anbefales, men det er egentlig kun den blå, der i mine øjne lever op til folks uforbeholdne ros af disse øl.
5-en-halv-stjerne

Af andre nyheder på ølfronten, har jeg opsnappet, at bryggeriet, der i det meste af bloggens levetid, har været den evige prygelknabe, Thisted Bryghus, nu skal have ny brygmester. Det fremgår af en artikel på Nordjyske.dk, at Henrik Sørensen fratræder stillingen som brygmester hos Thisted Bryghus for at blive planlægningschef hos Ørbæk, der ligger tættere på hans bopæl i Odense – og jeg gad sgu heller ikke at pendle så langt!

Henrik Sørensen er også hjernen bag en lang række af Thisted Bryghus’ nye produkter. Jeg nævner i flæng de forskellige Stenøl, Brown Ale og Exclusive, alle sammen indeholder tilsat sulfit, og hvad jeg mener om det, kan læserne jo selv genopfriske ved at læse linksene, frem for at jeg skal tirere over det igen.

Det er mit spinkle, ydmyge håb, at en fremtidig brygmester vil skodde den tilsatte sulfit helt, og pudse Thisted Bryghus’ økologiske profil af, der – indrømmet – ikke har været egentlig negligeret, men dog underspillet i alt for lang tid.

Til gengæld kan man frygte, at Henrik Sørensens hang til sulfit slår igennem hos Ørbæk. Jeg har dog min tvivl, eftersom det fynske bryggeri har en meget stærk økologisk profil, der næppe vil tillade det.

Så hvis det lykkes Thisted Bryghus at finde en brygmester med sans for økologi, og Henrik Sørensen viser sig at være bedre i planlægningen end jeg synes, han har været ved bryggekarrene i Thisted, så er meget vundet begge steder.

Chimay Blanche, Chimay (3 øl fra Chimay II)

– Med undertitlen ‘Tripel’ – så det er velnok en tredobbeltgæret øl. Det er den eneste af Chimay-øllene, der på den måde har en nærmere angivelse af typen – og så alligevel ikke. For så vidt jeg har forstået kunne en porter, brown ale eller en IPA også være gæret tre gange, og stadig være af samme type. Der henvises i undertitlen altså mere til brygmetoden end øllets type.

Så jeg synes fortsat ikke, man bliver mindre klog af, at jeg benævner dem ved deres farve, frem for at gætte i blinde på, hvilken type øl, der måtte være tale om.

Farven på nærværende øl passer i øvrigt fint til etiketten, lige som det var tilfældet ved Chimay Rouge. Det er en mørkegul og vidunderligt tåget øl. Lige som de andre Chimay-øl er den ufiltreret, men det er ikke store klumper restgær, der tumler rundt i brygget, som det fx var tilfældet ved de fine Pladderballe-øl. Gæren kan alligevel ses, og duftes i brygget, hvis bouquet minder om en frisk franskbrødsdej tilsat stænk af citrus og hyldeblomst. Skummet er kridhvidt, højt og klæber i de samme små flager som sin røde bror.

Ligheder med Chimay Rouge finder man også i smagen, der igen er præget af den gærede, omend velgørende fyldighed. Brygget er dog sødere med klare noter af blomster, især hyldeblomst. Det er i det hele taget en lettere udgave, hvilket den ved farven igen antyder. Den er på flere måder en mere lettilgængelig, lys udgave af Rouge. Igen er det heller ikke nogen vild oplevelse, selvom det igen vitterlig er velkomponeret og velafstemt.

Kun alkoholprocenten er vildere – den er på 8% – en hel procent højere. Jeg har den desuden mistænkt for at kunne mærkes dagen efter. Jeg sidder i skrivende stund med en antydning af hovedpine, men det kunne også skyldes den ufatteligt ringe musik, der spilles i pauserne mellem diskussionerne i Mads og Monopolet, som min viv og jeg fast følger lørdag formiddag.
4-stjerner

Chimay Rouge, Chimay (3 øl fra Chimay I)

Så skulle afgiftningen heller ikke vare længere!
For Fakta har som nævnt oppet sig overordentlig meget i deres udvalg af ikke-standardøl. Derfor har jeg valgt at lave et mini-tema om et af deres nye fine påfund, nemlig at stille tre øl fra det kendte trappist-bryggeri Chimay på hylderne.
At en øl er en trappistøl har som udgangspunkt ikke noget med øllets beskaffenhed at gøre. Det betyder blot, at øllet er brygget på – eller i umiddelbar nærhed af et cistercienserkloster, og at overskuddet fra salget går til en eller anden form for socialt velgørenhedsarbejde. Så håber jeg bare, at det sociale velgørenhedsarbejde i dette tilfælde ikke betyder financiering af antiabort-, antipræventions- eller antifamilieplanlægningsprogrammer, sådan som den katolske kirke ellers godt kunne opfatte det.
Det er ikke sådan, at Chimay-øllene ellers er meget svære at få fat i. De fleste velassorterede supermarkeder har dem, men af to grunde har jeg ikke gidet dem endnu. For det første fordi de var for dyre, og for det andet (og ikke uden forbindelse til den høje pris) forhandles de i hine supermarkeder fortsat kun i 0,75 liters flasker. Jeg gider som regel ikke sidde alene med en så stor flaske øl, endsige når brygget holder 7, 8 eller 9% alkohol, for så meget dranker er jeg trods alt heller ikke. Åbenbart er det opfattelsen hos de velassorterede supermarkeder, at det er øl, der er skabt til at dele, og så er det jo bare synd for os i hustande, hvor kun én person drikker øl.
Men Fakta havde dem altså – til en rimelig penge, og i en rimelig mængde – 0,33 l. altså, hvad der svarer til en almindelig dansk standardøl på flaske. Man fristes til at sige, at det er lige til øllet.
De tre øl indeholder som nævnt henholdsvis 7, 8 og 9% og jeg har valgt at tage den alkoholsvageste først, og ende med den stærkeste. På den måde ender jeg også med den blå til sidst, som synes at være den mest populære, og i hvert fald er den mørkeste. Det fremgår til gengæld kun i ringe grad hvilken type øl, de tre farver repræsenterer, eller om de overhovedet har en undertitel, og nærværende øl lader kun til at hedde ‘Chimay’. Jeg har derfor valgt at kalde dem ved deres farve, og i anledning af det belgiske – eller måske snarere vallonske – tema, vil jeg skrive farven på fransk – fordi jeg kan (bruge Google Translate).  Hvis der imidlertid skulle være læsere derude, der kan belyse de forskellige Chimay-øl yderligere, tager jeg naturligvis gerne imod forklaringer i kommentarerne.
Jeg gætter på, at Chimay Rouge på grund af sit totale fravær af undertitel må være bryggeriets første – eller den der har været på markedet i længst tid. Ved ophældning i et passende glas (den slags er der instruktioner om på bagetiketten, hvoraf det også fremgår, at man så sandelig ikke må lægge flasken ned, og at øllet skal drikkes ved 8-10 grader C) viser sig et højt, luftigt gyldentorange skum over et klart, rødt bryg. (Hvis den Chimay Bleu matcher farven på etiketten i samme grad, ved jeg ikke om jeg vil turde drikke den). Skummet klisterer i små flager til glasset, efterhånden som det tømmes. Duften er fyldigt sød og letsyrlig med en snert af noget bitter humle. Det minder mig om, at det efterhånden er lang tid siden, at jeg har kunnet mærke noget bittert i duften på de sidste mange mørke øl.
Smagen er fyldigt sød med et tydeligt præsent gærelement. Det overraskende er, at gærelementet kan være så præsent uden at skæmme det mindste. Det afstemmer sødmen med en let bitterhed, der får det hele til at virke meget belgisk. Sødmen er en interessant blanding af æbler, der hvor brygget ligger på tungen, med en pikant bismag af mango, der hvor brygget andetsteds fordamper og kondenserer i mundhulen. Det er ikke bare en øl, der smages, men en, der sanses på mange flere måder end bare det. Eftersmagen er bitter, fortsat af gær, men også af en passende mængde af den bitre, pilsneragtige humle, der kunne mærkes i duften.
Alt i alten rar, behagelig og lige tilpas hidsig smagsoplevelse, lækker velkomponeret, cremet i sin konsistens, velkomponeret og ganske originalt – uden dog ligefrem at være ekstraordinært.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme