Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: temaer

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

Juleøl, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved II)

Her går det lidt bedre …

Den her juleøl kan man opleve blive liveanmeldt i min nytårsstream på YouTube ca. 24 minutter inde. Man kan simpelt hen se Gedveds og min reaktion første gang vi prøvede kræfter med brygget, gengivet  i levende billeder!

Er det ikke spændende!?

… Nå … måske ikke …

Vel – den her bagjuleøl slog omgående bedre takter an end den noget tamme IPA, Gedveds og min nytårssmagning startede med. I det hele taget er mørkt øl bare mere spændende – især når det bliver skænket ved en passende temperatur, hvilket under alle omstændigheder vil sige en højere temperatur end en lys øl med samme alkoholprocent.

Den her nød vi vel ved omkring 15 grader. Og for en øl på 4,5% (den øvre grænse for, hvor stærkt øl i almindelig handel på være i Norge) er det på trods af dunkelheden faretruende højt. Det samme kan siges om det off white skum, i hvilket man kunne have udskåret smukke skulpturer af overfladespændingen – hvis altså det ikke også faldt næsten så hurtigt som det var steget.

“I’m an idiot” erklærer jeg frimodigt selverkendende, da jeg får smagt på bryggets skum inden jeg når at snuse til det. Jeg skal derfor ikke gøre mig klog på duften her, men Gedved opfangede i det mindste lidt krydrede noter af nelliker. Smagen fejler til gengæld ikke noget. På trods af de norske alkoholrestriktioner er fylden intakt, og der er rigeligt aroma at nyde.

En bund af bitterhumle med noter af kaffe og mørkt træ giver måske ikke verdens mest julede udtryk – men velsmagende er det i hvert fald. Brygget kan både nydes i små mundfulde, mens dets åbenbare lethed – igen i kraft af den lave alkoholstyrke – og kan tages i større drag. At hamre brygget ned på én eller to gange, vil til gengæld være synd. Det smager det alligevel af for meget til.

Gedved og jeg fik os desuden en sludder om, hvilke store bryggerier Norge ellers har. Gedved nævnte Rinkenes, som jeg godt kender, men hvis aldrig har prøvet nogen øl fra. Rygtet vil vide, at jeg ikke er gået glip af noget. Derudover kunne han nævne Nøgne Ø, som bloggen indtil videre har været omkring en enkelt gang. I betragtning af karakteren fra den gang, er det alt for få gange.

Vi må se, om lejligheden byder sig til at nå omkring Nøgne Ø senere på året – det er jo ungt endnu. Ellers er der jo også taget hul på et helt årti – så der burde være tid nok at tage af. Hvis altså Jorden ikke går under i ildebrand, oversvømmelse og verdenskrig inden da … Risikoen for dette forøges åbenbart dag for dag, så det gælder om at have gode øl i baghånden så man i det mindste kan gå glad herfra.

Gedved var ikke så imponeret over brygget som jeg var. Han fandt den tynd, og på omtrent samme niveau som IPA’en, så han ville kun strække sig til at give den …

… mens jeg gav den …

NUA IPA, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved 2020 I)

Upwards and onwards

Jeg havde jo sådan set taget hul på ølsmagningerne længe før årsberetningen for 2019 blev leveret forleden dag. Allerede nytårsdag var den gal, og det vil de læsere, der følger min YouTube-kanal vide (og hvis I følger min YouTube-kanal, og ikke ved det, så følger I den ikke tæt nok, fyhadada!). Klokken 13:00 gik jeg nemlig live (som det hedder på nutidensungdomsk) sammen med min gode ven gennem snart 25 år, Gedved, der besøgte mig over nytår.

Det blev til prøvesmagning af tre øl over ca. fem kvarter. Og naturligvis rækker det ikke bare med anmeldelserne fra live-streamen. De skal selvfølgelig også behørigt anmeldes her. Og det vil de blive under temaet ‘Nytårsøl med Gedved 2020’.

Det var Gedved der gav de to af øllene. I alt havde han fire med i værtsgave, fra den by hvor han for et halvt års tid flyttede til – nemlig Mandal i det sydligste Norge. Der arbejder han som pædagogisk leder i en børnehave … at tænke sig hvor meget punkerdruk jeg har været på med den mand i vores yngre dage. Og så kunne han alligevel drive det til en lederstilling i Norge – landet der flyder med afsindigt mange oliepenge.

Det burde jeg lære noget af. Men … come on, I kender mig efterhånden.

Bryggeriet som øllene kommer fra hedder NUA Brygghus og er det sydligst liggende bryggeri i Norge Man kan deraf udlede, at der ikke findes nogen bryggerier på Bouvetøya eller i den norsk-administrerede del af Antarktis.

Vi lagde ud med bryggeriets IPA. Det skal siges, at alle bryggene var købt i almindelig handel, og i Norge er der en begrænsning på, hvor stærk alkohol man kan købe i supermarkederne. Grænsen ligger på 4,5 – alle fire øl ligger på lige netop den styrke – men det er alligevel én hel procent højere end den tilsvarende grænse i Sverige. Moralen er alligevel en kende friere i Norge end Sverige lader det til, mens der i sammenligning hersker sædeomstyrtende, autoritetsaffuttende anarki her i Danmark. Godt det er her, man bor.

Brygget antager en nydeligt orangebrun kulør og er mere end adækvat grumset. Bouqueten er allerede tydelig fra åbning, og byder på friske citrusnoter og aromatisk humle. Skummet er højt og cremet, og dermed er ølåret allerede startet forrygende, olfaktorisk og visuelt.

Desværre er der ikke det store festfyrværkeri over smagen. Alkoholgrænsen gør sit til at begrænse, hvor vældigt brygget bliver i smagen. På bagtunge og gummer træder bitterheden da nogenlunde frem. Men den er noget rå og uforfinet i det, mere skurrende end venligt masserende. Anden aroma er der ikke at hente, og at brygget ligger en smule under almindelig pilsnerstyrke, får desuden fylden til at udeblive. I resten af mundhulen føles brygget hult og vandigt. Ikke ulig kedeligt komponerede session IPA’s.

På en varm sommerdag ville den nok gøre godt. Gedved kunne desuden fortælle, at denne IPA sælges som standardøl på Mandals lokale spillested, Kulturfabrikken. Som koncertøl vil den også fungere ganske udmærket. Men som egentlig smage- og nydeøl er den tæt på at dumpe. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponerede, og vi endte i enighed om karakteren.

Årets Juleøl – vindere og tabere

Lad os opsummere …

Jeg er nået til vejs ende med dette års udvalg af juleøl. Listen er selvfølgelig ingenlunde udtømmende for, hvad der er blevet lanceret landet over, da mit udvalg naturligvis var præget af, at jeg har været begrænset til  supermarkederne i Thisted, hvor jeg bor. Jeg går meget op i især at anmelde øl, der er nemme for alle at få fat i – ikke mindst når det gælder udvalget op til højtiderne, så der har ikke været mange fancy juleøl fra bittesmå bryggerier med, omend de da er repræsenteret.

Gennemgangen her vil mest have karakter af en opsummering af juleøllene, end en rangliste. Enhver der måtte ønske det, kan blot kigge på karaktererne for de enkelte øl, og se hvilke jeg bedst kunne lide og det modsatte. Langt hellere vil jeg kigge på, i hvilken retning årets juleøl peger, og derudfra gisne om udviklingen i nær fremtid … fx næste år. En kommentar til årets absolutte topscorer – og det modsatte – vil læserne dog ikke blive snydt for.

Svanekes nye veje …
Temaet Juleøl 2019 startede allerede 1. november – så jeg har været i gang i knap to måneder, alligevel. Det startede med et par øl fra Svaneke Bryghus, som jeg købte i Fakta. Endnu engang skylder jeg COOP’s discountsupermarked ros for at have øl på hylderne, der langt fra er super-lettilgængelige. Begge er af skarpe, bitre typer – den ene en decideret IPA – og ingen af dem særligt julede i karakteren. Mange ville endda kalde dem uegnede til den fede julemad, og jeg ville ikke være helt utilbøjelig til at give dem ret.

En kort korrespondance med nogle af bryggerne afslørede, at bryggets karismatiske brygmester, Jan Paul, faktisk ikke bryder sig synderligt om søde juleøl, så derfor valgte han altså at lave noget andet, som han kunne lide. For min skyld gerne – men bryggene ender, på trods af at de ligger i den høje ende af kvalitetsskalaen – som outsidere hvad typerne angår.

Hyggeligt mørke …
Meget mere traditionelle var de mørke juleøl. Til gengæld var karakteren af disse overraskende bred, omend langt fra altid lige sikker i udtrykket. Midtfyns Bryghus‘ Juloween udgjorde et ikke nærmere definérbart misk-mask, der ikke rigtig vidste om det ville være sødt-surt eller bittert. Man skal nok være forsigtig med for meget cross-over, ikke mindst i juletiden, hvor tingene gerne må forblive som de har været gennem alle årene.

Mere sikre- men til gengæld også jævnt kedelige – var de mørke ales fra De 5 Gaarde og Einstök Ölgerð. Rigtig godt blev det først da Midtfyns Bryghus tog revanche med sin Jule Stout, og fik overraskende følgeskab af Refsvindinges AZ Ale No. 24, som bliver en af de øl, jeg vil nyde ved bordet juleaften. Ørbæk gjorde det også hæderligt med deres Juleøl 2019. Fælles var et fokus der ikke bare var på det søde og fyldige – en bitter og undertiden røget kant var også fremtrædende, uden at det gjorde bryggene uegnede til julemaden overhovedet – tværtimod.

Bundproppen blandt de mørke øl blev Bateman’s Rosey Nosey, der trods sit lovende og meget traditionelle – for ikke at sige kitschede – ydre, viste sig at være noget tyndt pjask med lige så meget aroma som karakter, nemlig stort set ingen.

Merry Yule …
SuperBrugsen havde et udvalg af britiske juleøl på programmet. Udover Bateman’s mislykkede Rosey Nosey var der to Bad Elf-bryg fra Ridgeway, samt en Christmas Ale fra St. Peter’s Brewery i en fancy flaske, der nok skal give uro i pantautomaterne landet over. Sidstnævnte lagde tidligt i forløbet op til at blive årets vinder, men måtte alligevel se sig slået senere hen. Det lykkedes mig at redde et eksemplar af den fede, fyldige, vinøse, søde og letsyrlige øl til årets julemiddag. Det er netop til maden, at St. Peter’s Christmas Ale egner sig bedst af alle temaets bryg – inklusive vinderen, der bedre egner sig til lækkerierne bagefter.

Traditionen tro …
Mange hader dem, men de er en fast bestanddel af julen herhjemme, og personligt har jeg gennem årene lært at nyde og holde af dem – julehvidtøllene. Årets topscorer blev Ørbæks ‘Hvidt Øl‘, hvis navn ikke kunne være længere fra sandheden. Brygget er mørkt som selve julenatten, med skum der endda matcher. Hvor denne øltypes skum tit står i blændende hvid kontrast til mørket, er Ørbæks høje skum knækket i en klædelig brun nuance, som de andre julehvidtøl i feltet kun kan drømme om.

Ikke dermed sagt, at Ørbæk ikke fik modstand. Hancocks Jule hvidtøl No. 1 gjorde det mere end hæderligt, og vil også gøre det glimrende til ris a la mande – eller hvad desserten ellers måtte bestå af ude i de små hjem. Thisted Bryghus måtte her se sig slået, idet deres Dana‘s meget rene karakter gjorde brygget noget glat og konturløst.

Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg har givet julehvidtøllene 3½ og 4 stjerner. Det viser blot, at selv en udskældt type som julehvidtøllen har sin berettigelse – når ellers der bare ligger en smule vilje til kvalitet bag.

Det lyse
Og så var der de juleøl, jeg nok aldrig lærer at forstå. De der bryg, som man i virkeligheden også kan få hele resten af året, men som ved juletid lanceres som juleøl, selvom der reelt ikke er noget som helst julet ved dem – pilsnerne. Gennem alle årene har der været en tendens til, at de lyse, undergærede pilsnerbryg på magisk vis forvandles til juleøl, hvis ellers de bare tunes med en satans masse alkohol. Blæse være med, om de skarpe fuselsataner overhovedet egner sig til sild, and, flæskesteg, svesker, ris a la mande, risengrød, dadler, figner eller karamelfyldte chokolader. Der skal bare gas på fuldskaben, så det kun kan gå for langsomt med at gå i gulvet!

På andre tidspunkter af året findes lignende bryg under navne som Master Brew, Elephant og Bjørnebryg. Ved juletid under navne som Tuborg Julebryg, Albani Julebryg, Jule Ren m.fl. I embeds medfør følte jeg mig forpligtet til at tage tre med: Rødhætte er en mildere udgave af førnævnte Albani Julebryg. Hvorfor eventyrfiguren Rødhætte nu skal forbindes med jul er mig lidt af en gåde, men i det mindste smager brygget ikke nær så giftigt som storebror Blålys. Desværre er dette tilfældet, fordi Rødhætte samtidig smager af meget lidt.

Bundskraber blev den til gengæld ikke. Det blev Hancock til del – men det gemmer jeg. Hancock var imidlertid også det bryggeri, der leverede den mindst ringe julepilsneroplevelse med Merry Christmas – Happy New Year – en titel der må siges at være passende for årstiden, men til gengæld taber point på mundrethedsscoren. Smag var der heller ikke meget af – kun glimtvis smager brygget igennem … af pilsner. Og bevares – man kunne vælge langt mindre egnede øl på julebordet end en pilsner, men nøj … hvor kan man også bare vælge noget, der er meget mere egnet.

Så hvor er vi på vej hen …
Julen er højtiden, der aldrig må ændre sig. Vi skal gøre det samme hvert år … eller skal vi? Vi ved juletraditionerne ændrer sig, og det gælder også inden for øl. De tunge, søde og tætte juleøl er vel egentlig en nyskabelse i betragtning af, at julepilsnerne som jeg kalder dem i mange år var de juleøl, der var. Og så gik folk ellers ud fra, at det egentlig bare var det, man drak op til jul.

Med større fokus på kvalitet inden for fødevarer, har især de mørke og søde øl vundet frem de sidste år, og er nu en fast bestanddel af kvalitetsudvalget af juleøl. Det er de sammen med nyskabelser som jule-IPA’er og andre mere syrlige brygeksperimenter, der sådan set bare repræsenterer den generelle tendens inden for ølbrygning i øjeblikket. De nye koncepter skal da også afprøves på højtiderne, fordi – årsager velsagtens.

Om de så holder, har jeg min tvivl om. Hvor de søde juleøl har bidt sig fast – omend de så småt lader til at blive mere bitre og røgede (til min udelte glæde), så vil vi uden om disse fortsat observere fluktuerende brygeksperimenter som dem Svaneke og Midtfyns Bryghus har stået for. Hvilke af dem, der bider sig fast i fremtiden er for tidligt at gisne om.

Jule-IPA’en har ifølge min ringe mening stadig sit gennembrud som fast juleøl foran sig.

Topskraber og bundscorer …
Det bedste og det værste har jeg gemt til sidst, efter at jeg behændigt har undgået at nævne dem i løbet af denne lille gennemgang.

Noget andet jeg har undgået at nævne, var de hyppige tirader om den danske udgave af krigen mod julen, som den udspillede sig i løbet af november og december måned. Den ikke-sag har jeg valgt at lægge på hylden her – ud over den smule, jeg for en god ordens skyld nævner her, da det trods alt prægede mine anmeldelser i løbet af temaet.

Vel – To Øl‘s aldeles vidunderlige, tætte, tunge – men også overdrevet venlige superstout, Jule Mælk, er juletemaets sikre vinder. Igen skal det understreges, at denne øl ikke skal drikkes til maden, hvor den simpelt hen vil dominere og kvæle aroma af både rødkål, kartofler, and, flæsk – samt alt det andet gode, man måtte have på bordet. Den er et måltid i sig selv, men egner sig som sådan glimrende til de mange godter, man gerne propper sig med, når middagen er overstået og man hygger sig bagefter. Fyldte chokolader, Eiskonfekt, tørrede dadler og figener vil den gøre sig godt til, tillige med flydende karamel og andet fedt og usundt. Well done, To Øl – og Props til SuperBrugsen Thisted for at have haft (den er desværre udsolgt) en verdensklassespecialøl på hylderne.

Temaets absolutte taber skal til min store skuffelse findes i Hancocks portefølje. Jule Bryg på 10,5% er en skrækindjagende rædsel af en tunet alkoholbombe – designet til at gøre konsumenten fuld på rekordtid. Taberen i det projekt er næppe overraskende smagen, der med en blanding af industriel alkohol og vissen kommen ikke bare knalder et alkohollammet hoved i gulvet, men gør det så hårdt, at hele kroppen går igennem det, hvorpå det tager samme tur gennem kældergulvet, fundamentet og videre dybt ned mod jordens indre. Så lavt scorer den.

Noget nær udrikkeligt og en af de fæleste øloplevelser, jeg i mit liv som blogger har måttet stå model til. Det der smerter mig mest er, at jeg må skrive sådan om et lille, uafhængigt bryggeri, der har min dybeste respekt for, at de holder fast i uafhængigheden – og faktisk har gjort det endnu før ølrevolutionen overhovedet var noget, man havde hørt om herhjemme.

Heldigvis er der meget andet godt øl, man kan købe fra Hancock i stedet for denne her. Jeg har modtaget en del hug på bloggens facebookside for den krasse, men også hudløst ærlige anmeldelse af den. Men jeg forstår ikke øl, der smager af kogesprit. Jeg forstår heller ikke, hvad øl, der kun smager af kogesprit har med jul at gøre.

Det kan godt være, det bare er mig, der er tåbelig og uvidende … Det vil jeg kontemplere, mens jeg nyder endnu en Christmas Ale fra St. Peter’s Brewery – måske med en Jule Mælk fra To Øl bagefter, hvis jeg skulle være så heldig at støde på den.

Så må kritikerne gerne beholde Jule Bryg fra Hancock helt for dem selv.

Og dermed vil undertegnede – Kaj fra Kajs Ølblog – ønske alle læserne en rigtig glædelig jul.

Jule Bryg, Hancock

Grinchen gør sin entré …

Fy-for-Pyffer! Yyyydddrk! ‘Vi gemmer det bedste til sidst’ siger man. Men hey, jeg har aldrig været god til det der med at overholde traditioner. Nogle traditioner bryder jeg endda gerne demonstrativt.

Hvorfor … HVORFOR binder jeg an med den slags? Hvorfor udsætter jeg mig selv for rædsler som disse – og så endda i JULETIDEN?

Fordi de er  der. Derfor. Det har jeg sagt talrige gange før, men sidst jeg skrev det, er vist ved at være længe siden. Ind imellem må jeg også minde mig selv om, hvorfor, når skrækeksemplarer som disse krydser mit spor. Sammen med bjergbestigerens motivation for at bestige bjerget, har jeg desuden en form for ridderlig ambition om at være offentlighedens mundskænk. Hvad er værd at drikke, og hvad kan forbrugerne roligt lade stå, og stadig leve et godt liv? Det er spørgsmål, jeg løbende forsøger at besvare efter bedste evne.

Så når jeg i min lokale Fakta, netop som juletemaet lakker mod enden, opdager at Hancock har endnu en juleøl på programmet – så kommer den med hjem. Og så bliver den afprøvet. Jeg havde godt luret, at der nok var tale om en af de alt for mange tunede julepilsnere. En pilsner der er pumpet med sukker – eller her stivelse – for at banke alkoholprocenten i vejret, for så at sælges som en juleøl, fordi … årsager velsagtens? Hvorfor julen absolut skal forbindes med at være dinglende beruset, har jeg aldrig helt forstået. Endnu mindre forstår jeg, hvorfor styrken skal bankes helt op på afsindige 10,5% – der er tæt på niveauet for Wiibroes udrikkelige Årgangsøl.

“Jamen, der er da også nogen rigtig stærke øl, der smager godt” indvender kværulanten, med tungen pakket ned mellem underlæbe og fortænder, som legendariske Peter Kær i halfemserbørneprogrammet TV-Pil. Og bevares – det er da sandt. Men bare ikke pilsnere! Stouts, portere, barley wines og afsindige brygeksperimenter kan sagtens bære det. Men pilsnere bliver nærmest pr. automatik fæle, når de når op over syv procent.

Og således også nærværende øl. En ufin dunst af alkohol leverer en regulær næsestyver´ved skænkning. Og så mange hjerneceller bliver omgående dræbt, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Men det ligner almindelig, tilforladelig korngul pilsner med ekstra lidt skum. Men lad jer ikke narre …

Smag af brændevin – af typen, man bliver blind af. Eller i hvert fald noget der ligner det, de to svenskere, jeg og mine venner en årrække hang ud med på Roskilde Festival, havde med i en stor, hvid dunk. Indholdet blandede de op med jordbærgrød, og en af mine venner spiste/drak så meget af det, at han gik evigt kold, og overpissede sit telt. Sikke tider, det var. Men sådan at blive mindet om det – og så af en juleøl – det passer svært dårligt sammen.

Ikke snaps, nej brændevin er ordet. Aroma af kommen (uden at krydderiet som sådan er tilsat) – men se om det nytter. Hvor Rød Aalborg leverer et skarpt, råt skud krydret juleglæde, leverer øllet her en metallisk knytnæve af industriel sprit blandet med forgamlede, slatne krydderier.

Efter at have konstateret dette, tog jeg endnu to, måske tre ansigtsforvridende nip, og hældte resten ud i vasken. Om ikke udrikkeligt, så i hvert fald fuldkommen uegnet som juleøl.

Hancock leverer ellers fine humleprodukter. Deres pilsner fx – Høker Bajeren er mig en større nydelse end lokale Thisted Bryghusikoniske økologiske pilsner. Jeg er en kæmpe tilhænger af små bryghuse og lokale, uafhængige bryggerier som skibonittiske Hancock. Og derfor skuffer det mig også ekstra meget, når de sådan falder mig i ryggen.

Den her vil det kun klæde Hancock at tage permanent af programmet. Tænk at det alligevel skulle tage fem år, før en øl igen scorede bloggens absolutte bundkarakter. Og så skulle det endda lige ske med en øl fra Hancock?

Av!

Glædelig jul, trods alt.

Dana Julehvidtøl, Thisted Bryghus

Midt på vejen …

Tænk engang … eller rettere: Det manglede da egentlig også bare … Thisted Bryghus, det lokale bryggeri heroppe, har skam også en julehvidtøl på programmet. Hvad der gemmer sig bag navnet ‘Dana’ må læserne selv google sig til. I denne afsindigt travle juletid, har jeg ikke selv haft tid til det.

Min sparsomme fritid er blandt brugt på at fare frem og tilbage mellem Thisted og Holstebro i juleindkøbsøjemed. Det er den større by, der er nemmest at komme til med offentlig transport, og det er en rejse, der tager en hel eftermiddag, selv når selve opholdet i Holstebro er ganske kort. Julegavekøb og ombytning og alt det, er et cirkus, jeg bestemt ikke savner resten af året.

Når man så endelig, alt for sent på aftenen – ikke mindst i betragtning af, hvor tidligt man skal op og arbejde i fiskeindustrien igen – når hjem, kan man jo prøve at forsøde tilværelsen med den lokale julehvidtøl.

Visuelt er den på linje med de andre sorte, off-white-skummende bryg. Til gengæld er det svært at mærke noget som helst, når man snuser til den. Noget vag, fjern sødme og så ellers det vand, den bl.a. er brygget af, er alt.

Så er der mere at komme efter i smagen. Fyldig nok er den, og rigeligt sød. Sødmen kan man lige vende et par gange på tungen, hvorved man vil konstatere, at brygget mere smager af raffineret hvidt sukker, end af ‘noget, der er sødt’. Såsom svesker eller lakrids – eller måske bare noget særligt sukker – rørsukker, farin, muscovado eller melasse fx.

Nogle vil måske kalde udtrykket ‘rent’. Jeg finder det mere glat og for at være helt ærlig småkedeligt. Julehvidtøllene kan måske ikke forventes at give de store smagsoplevelser i det hele taget, men når nu der i det mindste er noget sødme at arbejde med, så hvorfor i det mindste ikke gøre den en smule mere spændende end bare sød?

Dana Julehvidtøl er således mere end noget andet en ‘middle of the road’-julehvidtøl. Og når man sådan spankulerer rundt midt på vejen, bliver man nemt kørt over. Og det er, hvad Thisted Bryghus’ julehvidtøl bliver af de andre julehvidtøl i ølbloggens lille konkurrence om årets bedste juleøl. Dårligt smager den sådan set ikke – den er blot alt for poleret og konturløs i sit udtryk til at den nogensinde kan undslippe den lade middelmådighed.

Hvidt Øl, Ørbæk

Baghjul til flere af de specielle …

Det lakker så småt mod enden med juleølsanmeldelserne. Tilbage er et par traditionelle julehvidtøl og en enkelt mere fra Hancock – og det er så det for denne gang.

Der kommer selvfølgelig også et afsluttende indlæg om, hvad jeg synes, har været bedst i år. Men det kommer nok til at ligge meget tæt op ad juleaftensdag, så man får nok travlt hvis man insisterer på at vente med at købe øl ind til julemiddagen, til det indlæg foreligger. Jeg anbefaler, at man læser anmeldelserne i stedet – man kan jo snildt lade sig vejlede af karaktererne, hvis man ikke gider pløje igennem hele indlægget hver gang.

På denne juleøl er der en mere – hvadskalmankaldedet … – traditionel julenisse med det pigmentundskud, der er karakteristisk for vort lands indvånere. Frisk og glad ser han ud, – ikke bøvet og småfuld, som Midtfyns julemand, der samtidig besad en væsentlig sundere kulør. Hvorfor ikke en lige så glad og frisk mørk, julemand, Midtfyns Bryghus? Makes you think …

Til Midtfyns forsvar skal det siges, at deres Jule Stout ligegodt var noget stærkere end nærværende hvidtøl. Brygget her holder 1,8% og forhandles i 0,75 l. emballager. Alligevel får man ikke engang samme mængde alkohol indenbords, hvis man bunder det hele, som hvis man bunder en jævn dansk pilsner. Man kan altså roligt gå til den, hvilket slet ikke er skidt, da det søde, mørke stads nærmest emmer af julehygge – og den vil man da gerne have lidt ekstra af … vil man ikke?

Her er der i hvert fald rigeligt. Øllet dufter sødt og lidt krydret. Måske i retning af solbær, uden at jeg er helt sikker. Det er allerede mere end hvad man kan sige om flere andre af sæsonens hvidtøl. På grund af det lave indhold af alkohol dufter de ikke af meget – men her er der undtagelsesvis lidt at komme efter.

Og endnu mere er der i smagen. Hvor hvidtøllene sjældent byder på andet end en sød og rar oplevelse, er der her væsentlig mere kontur over oplevelsen. Sukker – men ikke bare sukker, nej – tyk melasse og muscovado, ledsaget af en bittersød aroma af svesker – masser af svesker. Samtidig er brygget dejligt tæt og overraskende fyldigt. Lidt for let, glider de ned, hvidtøllene – men den her tager man sig faktisk i at nippe til.

Jeg tror, vi har en vinder blandt hvidtøllene. Og at brygget her samtidig slår flere af de konventionelle – og særlige – juleøl, demonstrerer ikke blot, at hvidtøllene kan være med på lige fod – men også, at et par af specialbryggerierne måske skulle tage sig en smule sammen.

Højt (brunt) skum i hvidtøl.

Jule Mælk, To øl

Sikker vinder …

I dag er det præcis et år siden, jeg anmeldte To Øls Jule Mælk, Cognac Edition i anledning af sidste års andet (det første kan man læse om her) store koncertbrag i Pumpehuset.

Marcus, det gale menneske, havde efter rigtig mange gode øl tænkt sig, at vi skulle have endnu flere, og havde derfor slæbt mig, og vores nye fælles venner fra Tyskland, med på Taphouse. Marcus mente ikke det var tid til wind down, så han købt noget nær det stærkeste og tætteste han kunne finde – denne øl i en særlig cognac-version.

Nu er det så blevet tid at prøve den au naturel og på flaske. Det kan jeg allerede nu afsløre, at den ikke er blevet ringere af. Den er heller ikke blevet ringere af at være afprøvet både med nulstillede smagsløg og væsentligt mere opmærksomme øvrige sanser. Det midlertidige høretab efter Jo Quail og Myrkur var den mindste udfordring hin aften i 2018. Tiltagende hæshed og smagsløg der for længst var afsvedet af rigeligt surt og bittert, levnede ikke den store opmærksomhed på de små detaljer, da jeg i en fyrre hestes brandert skulle kæmpe mig gennem den fede tjæresuppe.

Lad mig først takke SuperBrugsen i Thisted for at have denne perle på hylderne. De kan være sikker på mig som aftager af alt i denne kaliber, de måtte have at byde på i fremtiden. Mere af det ville være stærkt påskønnet, idet ekstraordinære specialøl er en mangelvare her på egnen.

Brygget har sit navn efter den tilsatte laktose. Jeg husker ikke længere præcis hvor jeg fik det at vide, men angiveligt skulle ølgær ikke kunne nedbryde laktose, hvorfor man kan anvende den til at gøre øl sødere, uden at gøre det stærkere. Med sine 15% alkohol behøver brygget vel egentlig heller ikke være stærkere, så i det perspektiv er laktosen forståelig.

Et flot, højt, brunt skum stiger lystigt – omend ikke unødigt hurtigt – over den kulsorte tjære. Man overvejer et øjeblik, om ikke brygget snarere skulle have været leveret i en metalbakke, så man kunne bruge det til at smøre rugbrødsmadder med. Eller måske snarere franskbrødsmadder, som de brankede sukkeraromaer, der åbenbarer sig i den tætte bouquet, ville klæde meget bedre. Det samme gælder den tørre røg, den stærke kaffe og den tykke sveskegrød.

En ren sødmebombe er, hvad der møder smagsorganerne. Farinsukker, figner, svesker, den fineste kaffe med blåbærsirup og rigeligt fløde – et overflødighedshorn af aroma. Et festfyrværkeri af smag. Mørkt, tykt, intenst – og alligevel sødt som selve juletiden, filtreret og destilleret til en kompakt masse, så koncentreret at den fremstår ganske sort, og næsten knaser mellem tænderne i sin vældige sødme.

Hold da op et bryg! Jeg må, hvis jeg får lejligheden, aflægge et besøg hos cognac-udgaven igen. For bare uden cognacen, er brygget en ener, og jeg forestiller mig ikke, at cognac skulle gøre oplevelsen mindre på nogen måde. Jeg behøver næppe nævne, at brygget i dåden er en long drink. En intens nippe-og-nyde oplevelse, der holder sig hele juleaften – efter middag og ris a la mande. Nyder man den til maden, smager man ikke andet.

Behøver jeg sige, at jeg ikke forventer bedre juleøl denne sæson?

Jule Stout, Midtfyns Bryghus

Samlet i én …

Efter det lille afbræk fortsætter anmeldelsen af årets juleøl hermed ufortrødent og uden at se sig tilbage … eller jo – jeg ser mig faktisk ret ofte tilbage: på de mange gode øl, jeg har prøvet tilforn, hver gang jeg prøver nye. For det voksende bagkatalog er selvfølgelig noget nær den bedste perspektivering, jeg kan ønske mig.

Man kan således kigge tilbage på Midtfyns Bryghus‘ tidligere lidelser her på bloggen ved blot at klikke på linket. Man vil opdage, at bryggeriet generelt klarer sig ganske fint – og det manglede egentlig også bare, da bryggene ikke ligefrem er billige. Nogle gange vil jeg endda hævde, at øllenes pris lader en anelse tilbage at ønske i bryggets kvalitet …

… men ikke denne gang. Billigt var dette bryg ganske vist ikke – men til øl af en sådan kvalitet er et vist prisleje rimeligt. Det man vel mest kan hidse sig op over ved brygget, er skilderiet på etiketten: Det forestiller en mørklødet julemand iført sort julemandstøj, slubrende en mørk øl, hvorfra skummet har sat sig som en fed bræmme på overskægget.

Er det racistisk? Jeg har opgivet at følge med i debatten om, hvad der kvalificerer sig som racistisk og hvad der ikke gør. Jeg vil dog sige så meget, at figurens slørede, lettere bøvede udtryk sikkert kunne misforstås som værende udtryk for et generelt karaktertræk hos sorte mennesker. Men på den anden side kunne det også udtrykke et generelt karaktertræk hos mennesker, der har fået en enkelt af denne ølkaliber for meget. Så kommer man nemt til at se sådan ud.

Jeg prøver at steel-man’e når jeg er i tvivl. Det er det omvendte af at bygge stråmænd – at kritisere en modstander for at mene og/eller udtrykke ting, de i virkeligheden ikke mener. At steel-man’e betyder, at man stiller modstanderens meninger og ytringer i det mest positive lys man kan. Det er ikke bare for at være generøs. Det er tværtom en øvelse, der langt mere effektivt kan afsløre en modstanders meninger som fuldkommen uforsvarlige, når de efter den nødvendige steel-man-proces fortsat fremstår problematiske.

Det mener jeg ikke er tilfældet her.

Men er man uenig, er jeg selvfølgelig med på en lytter. Man kan som altid kommentere direkte under blogindlægget her – eller på facebooksiden og Twitter. Der må man i øvrigt også hellere end gerne følge mig.

Med let brunligt, højt skum over et supertæt, natsort bryg lægger brygget visuelt rigtig flot ud. Duften lader sig til gengæld lede længe efter. Lidt vag sødme måske, og under alle omstændigheder væsentlig mindre end man ville forvente af en så mørk øl, der holder 7,6%.

Men alt hvad brygget mangler i bouquet, får man i smagen. Et fyldigt brag af en øl, med alt hvad en sødt-bitter stout skal have: Kaffe, træ og en smule røg på et sødt bagtæppe af farinsukker. Brygget er tilsat stjerneanis og fennikelfrø for at give det ekstra meget juleessens. Krydderierne kan dog ikke smages separat – de glider i ét med det vældige, mørke, varme og smagfulde bagtæppe, der forener alle bryggets fine kvaliteter i én, fuldfed juleoplevelse af de helt store.

Her er et bryg der kan nydes over ganske lang tid. At det får temperatur fremmer kun oplevelsen. Men på julebordet hører den næppe til – som long drink sammen med lækkerierne senere på aftenen vil den gøre sig bedre.

Det bliver svært at vurdere den i forhold til St. Peter’s Christmas ale. Jeg kan selvfølgelig håbe på, at noget der slår begge dele dukker op senere.

AZ Ale No. 24, Refsvindinge/Vestfyen

Hvem skulle have troet det?

Jeg nåede lige at få sved på panden i går, da hjemmesiden endnu engang gik ned. Fejlmeddelelsen – en generisk serverfejl 500 – var den samme som sidst, da en opdatering af en af sidens widgets fik det hele til at kollapse. Hvad der forårsagede nedbruddet denne gang har jeg imidlertid ikke den fjerneste anelse om. Gendannelsen gik til gengæld let og elegant. Øvelsen fra sidste gang var intakt, ligesom siden snart var det igen. Et kæmpe hul i visningsstatistikken kunne der til gengæld kun i begrænset omfang rettes op på, da jeg først opdagede fejlen sent på eftermiddagen.

Men så må jeg vel give den lidt mere gas her i slutspurten op til juleaften. Det skal heller ikke glemmes, at der trods alt er større problemer derude i verden. Herhjemme ligger temperaturen midt i december måned fx oppe omkring de ti grader, og der falder så meget nedbør, at min vaskekælder er oversvømmet. I Australien går det endnu værre for sig. Der futter en enorm hedebølge hele østkystens skove af og farver himlen giftigt orange. Verden splittes lige så stille og roligt ad for vores øjne, mens alt for mange lalleglade idioter render rundt og påstår, at der skam ikke er noget galt, og at det bare er ganske naturligt.

Måtte hine tølpere altid gå barfodet, og deres vej være jævnt strøet med legoklodser og tegnestifter.

Sorgen over verdens dumhed kan man jo altid prøve at kvæle i noget juleøl. Den her havde jeg ikke købt i forventning om noget stort, idet forgængerne – No. 16 og No. 4 – kun repræsenterer industriel afglans af de perler, Bryggeriet Refsvindinge har udtænkt, og som Vestfyen i dag masseproducerer på licens. Det første aromaindtryk, det mørke, lavtskummende bryg gør ved skænkning, er forventeligt tamt. Tynd kaffe og en smule røg peger i samme retning som forgængerne.

Men hov! Det var alt for tidligt at aflyse festen! Vestfyen – der endnu engang har stået for det praktiske – har ordentligt taget sig sammen.

Det starter med brændt sukker med et let skud rom. Derefter vælter en fuldfed, sød, tyk sovs af smeltede svesker ind i hver en afkrog af gane og gummer. Et tungt, slubrebryg, der mere end til fulde vil alt det, en juleøl skal ville, for at fortjene en plads ved julebordet.

Og så er den endda ikke engang voldsomt dyr. Var det 15 kroner, rundt regnet, jeg gav i Fakta?

Fair nok – den ryger ikke helt op på niveau med St. Peter’s Christmas Ale – men den er mere end egnet til den fede julemad, ikke mindst hvis man vil undgå den foreløbige topscorers syrlige indslag af egetræ i eftersmagen, der her er erstattet af venlig røgethed.

Gid Vestfyen ville tage sig sådan sammen hver gang.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme