Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: temaer

Far Out, Afslutning

Akkurat tilstrækkeligt …

Det er blevet tid at lave en lille afrunding af temaet ‘Far Out’ – en gennemgang af Skanderborg Bryghus’ gavepakke ‘Far til fire øl’, som Lidl for nogle måneder siden faldbød til en halvtredser. Pakkens overordnede koncept tordnede jeg over i det indledende indlæg og leverede siden hyppige stikpiller og uddybninger, side om side med ølanmeldelserne, der – indrømmet – lod noget mindre tilbage at ønske end ideen bag pakken.

Det var Skanderborg Bryghus’ debut her på bloggen, og konceptuelt kom mit forhold til bryggeriet altså temmelig skidt i gang. Jeg magter ikke kønsstereotypisering – ikke mindst når det gælder øl. Jeg har i årenes løb flere gange langet ud efter bryggeriernes såkaldte ‘kvinde-øl‘ for at være tynde og aromasvage, subsidiært stereotype, idet de udstiller kvinder som nogle pylrede barbie-prinsesser, der ikke kan tåle drikkevarer med kant og udfordring til smagsløgene. Meget bedre er det ikke, når mænd skal være objekter for den samme stereotypisering (endskønt vi med vores priviligerede position har bedre muligheder for at reagere imod det). Øl fremstilles gerne som noget meget ‘mandigt’ at drikke, tillige med andre lige så arbitrære og fjollede attributter. Jeg nævner i flæng fra nærværende tilfælde; store bøffer og ferie sydpå. To ekstremt sjældne foreteelser i mit liv i hvert fald, endskønt jeg både er far og mand.

Men fire øl blev det altså til:
Økologisk Pilsner
Økologisk Steam
Økologisk Münchener
Økologisk Brown Ale
Props for så vidt til bryggeriet for ikke at have forurenet grundvandet unødigt under produktionen af råvarerne til disse øl. Men det rejser til gengæld spørgsmålet om, hvor ‘mandige’ øllene egentlig er, når nu de er økologiske. Burde hensynet til naturen og egen sundhed i macho-idiotiens forskruede logik egentlig ikke være noget pylre-pjat, som kvinder kan lide? Mens vi mænd udviser styrke og dødsforagt ved at bælle ren glyphosat, samtidig med at vi demonstrativt spreder en ekstra giftig blanding af kunstgødning og DDT i Nationalpark Thy bare for at pisse det liberalt-progressive woke-segment af? Men hva’ faen tillader jeg, der vælger at have et kritisk blik for den slags, mig at vide om sådan noget?

Det var til gengæld også lidt af en lettelse, at øllene ikke viste sig at være lige så langt fra koncepterne, som selve pakken. Bortset fra pakkens første deltager på bloggen – pilsneren – var bryggene egentlig en jævn fornøjelse, undertiden endda lidt til. Helt nemt havde bryggeriet ikke gjort det for sig selv. Man laver som nyt mikrobryggeri en pakke med fire øl, og vælger to typer, der ikke er særligt kendte herhjemme (Münchener og Steam), en type, der for længst er kendt til hudløshed (Pilsner) samt en type, der engang var ny og spændende, men nu har tabt nyhedens interesse (Brown Ale).

Uden at ville opkaste mig som markedsføringsekspert eller på anden vis autoritet på ølområdet, ville jeg nok som minimum have kastet en IPA ind i blandingen. Laves den ordentligt er den en sikker vinder, og altid en fornøjelse at få bag læberne. Samtidig ville jeg have udeladt pilsneren. Ikke kun i bagklogskabens uendligt klare lys, fordi jeg nu ved at den var pakkens suverænt svageste deltager, men også fordi det bare er forbandet svært at brygge en pilsner, der afgørende gør op med typens stereotype karakter … ja meget apropos snakken om stereotyper i øvrigt.

Ros fortjener bryggeriet til gengæld for at have pustet lidt liv tilbage i Brown Ale-typen. Alt for ofte er vore dages brown ales småsure og sjaskede af alt for meget vand. Og selvom Skanderborg Bryghus Brown Ale ikke ligefrem var Toms Kæmpeskildpadder i ølformat (det er noget i den retning, jeg forestiller mig den perfekte brown ale) så var der tilstrækkeligt med både sødme og krydrethed til at levere en fin oplevelse til smagssanserne. Den leverer endnu et spinkelt håb for, at Brown Ale kan komme igen som en øltype, der er værd at tage med hjem, frem for at springe over, fordi man ikke gider den forventede skuffelse.

Steam gjorde det også godt – ikke mindst når den fik lidt tid og blev smagt ordentligt på. Jeg havde stiftet bekendtskab med pakken tidligere under en live-stream, der foregik hos min gode ven Marcus. Der var der ikke megen tid til at annamme dråberne ordentligt, hvilket ikke skal tale til samlingens ulempe. For ordentligt øl kræver koncentration og tid. Endelig måtte Müncheneren lide pladsen i pakkens ubestemmelige midterfeldt – ikke decideret dårlig, men heller ikke sådan rigtig god. Ikke desto mindre var den stadig betegnende for en pakke, der på intet tidspunkt formåede at løfte smagsoplevelserne signifikant op over en jævn standard for de mange mainstream-specialøl, der efterhånden produceres.

Der er stadig masser af gode specialøl derude. Ånden fra ølrevolutionen lever fortsat – og jeg tror ikke den er i fare for at svækkes alvorligt eller dø foreløbig. Men sideløbende er der også en voksende tendens til, at rigtig mange specialøl af navn – ikke af gavn – sendes på markedet for at indfange en flig af de sande kvalitetsbryggeriers glorværdighed.

Bryggerier som Skanderborg Bryghus bliver aldrig til Amager Bryghus, Beard Brew, Ølluminati eller Hornbeer – med mindre de begynder at satse på øl der kan mere end kun lige akkurat behage smagsløgene tilstrækkeligt.

Jeg skylder Marcus endnu en tak for, at han donerede dette anmeldereksemplar til mig efter også at have doneret det eksemplar, vi i fællesskab bællede under live-streamen.

Vel mødt snarest til flere ølanmeldelser.

Økologisk Brown Ale, Skanderborg Bryghus, Far Out IV

Sidste stik …

Det kan godt være, at jeg – for at sige det mildt – ikke er meget for Skanderborg Bryghus’ pakkekoncept. ‘Far-øl’ – har man hørt noget så langt ude?

Jeg indrømmer til gengæld også gerne, at der findes aktuelle sager, der er meget længere ude end det. Udviklingen i USA ikke mindst, hvor snart sagt alle lokale politikorps springer ud som højreradikale dødspatruljer, der bare leder efter den mindste undskyldning for at tage livet af – eller som minimum invalidere – mennesker med bare et minimum af melaninoverskud, subsidiært mennesker af politisk observans, der divergerer det allermindste fra hovedkuls underkastelse samt dertilhørende numse- og støvleslikning på Donald Trump og hans bundkorrupte, kriminelle kumpaner.

Det overlagte mordforsøg på Jacob Blake, der blev skudt syv gange i ryggen i Kenosha, Wisconsin er det seneste eksempel, der er nået ud over USA’s grænser. Et rædselsfuldt eksempel på politiets politiske bias er, hvordan Kenoshas politikorps ikke bare rykkede ud med ekstremt overdreven vold mod de demonstranter, der fandt det mislykkede racistiske lystmord på Blake problematisk. Dertil kommer den højreradikale, lystmorderiske stjernepsykopat af en Trump-tilhænger, Kyle Rittenhouse, der rejste fra nabostaten Illinois, bevæbnet med en automatriffel (som han i en alder af 17 år slet ikke måtte eje) for at pløkke demonstranter ned. To blev det til; Anthony M. Huber og Joseph Rosenbaum, og helt forudsigeligt var Kenoshas højreradikale politikorps meget tilbageholdende med overhovedet at anholde Kyle Rittenhouse for dobbeltmordet.

Han bliver nok frikendt, Jacob Blake, lam fra hoften og ned som han er nu, vil nok få livsvarigt fængsel for at forsøge at bruge sin ryg til at stjæle politiets ammunition, og politibetjentenes højreradikalt motiverede mordforsøg vil nok blive kvitteret med den højeste civile og militære føderale udmærkelse …

… og så slemt er Skanderborg Bryghus’ Far-øl-koncept jo altså langt fra. Meget langt fra. Lysår fra. Parsec fra. GIGA-Parsec fra … Hvis alt øl i hele verden i fremtiden blev leveret i Far-pakker, svarende til Skanderborg Bryghus’, og man ved køb skulle underskrive en erklæring om, at man elskede konceptet så højt, at man ville udbrede det Jehovas Vidner-style med stemning af dørklokker og uddeling af pamfletter, ville jeg tilslutte mig hele pakken. Såfremt man til gengæld kunne få straffet de morderiske, højreradikale dødspatruljer, som den føderale amerikanske stat så misvisende kalder ‘politi’ for de forbrydelser mod menneskeheden, de har begået i løbet af de sidste tre århundreder.

Jeg er nået til den sidste øl i serien, men har planlagt at runde temaet afmed en konklusion – både om pakken, men også om øllene. Så helt slipper I endnu ikke for variationer over temaet. Men jeg vil dog gemme resten af krudtet til næste gang, og tage fat på øllet nu.

En brown ale – en klassiker fra ølrevolutionens barndom, der nu er blevet så mainstream, at de fleste man får fat i, virker flade og fantasiløse. Skanderborg Bryghus har ikke gjort det nemt for dem selv, pakken har bestået af to næsten ukendte typer (Münchener og Steam) samt to meget kendte (Pilsner og Brown Ale). Så udfordringen har dels været at hælde nytænkning ind i noget, alle kender til hudløshed i forvejen, samt introducere noget helt ukendt.

Mens pilsneren var en mindre katastrofe, klarer de den nu meget godt her. Ristet kaffe, karamel og antydning af krydderier behager sanserne mere end adækvat, oveni en visuel oplevelse, der med tjæresort bryg og letbrunt, højt skum bekvemt scorer vel over middel i karakter.

Bag læberne gør brygget det også godt. De samme søde, ristede – letbrankede faktisk – og krydrede noter gør sig også her gældende. Kaffe blandet op med den præcis rigtige mængde mørk karamel glider elegant sammen med nelliker og muskat.

Ingen malurt i dette bæger. Til gengæld er der, som det har været den altovervejende tendens i dette tema, en lille smule for meget vand i mixet. Man kunne have ønsket sig mere fylde og tæthed, så ville brygget her virkelig kunne nå langt, når kompositionen af aromaer er så velvalgt og velafstemt.

Så der er lige det – vandet. Det er der alligevel lidt for meget af …

Økologisk Münchener, Skanderborg Bryghus, Far Out III

Og nu en mørk …

Jeg tabte nærmest næse og mund da det gik op for mig, hvor langt ude Skanderborg Bryghus’ ølpakkekoncept var. Øllet har til gengæld allerede overgået mine forventninger, idet jeg ved første afprøvning af øllene under en livestream, fik indtryk af dem som inderligt ligegyldige. Men oplevelsen med den sidste, ‘Steam‘, viste sig at være mere end en jævn fornøjelse. Så gennemsnittet er, næsten uanset hvor fæle resten af bryggene må være, formentlig allerede sikret et niveau over det forventede. Det siger nok mest om, hvor dybt i brønden i kulkælderen mine forventninger var gravet endnu længere ned, men det får være for nu.

Den næste i rækken af ‘Far’-øl fra Skanderborg Bryghus er en Münchener; en undergæret lagerøl i sydtysk stil. På overfladen – og rent visuelt – ser det jo pænt nok ud. Ikke mindst når man ser hvor mørkt brygget faktisk er, praktisk taget natsort med nydeligt tæt, højt og mørkttonet skum. Duften er heller ikke værst; krydret og letbranket med noter af farinsukker og kaffegrums, men desværre heller ikke fri for vandighed og syre.

Aromaen er behageligt sød med noter af farinsukker og kaffe. En iskaffe krydret med kardemomme og vanille er ikke helt ved siden af – så det er jo egentlig meget godt.

Men så alligevel er det som om det ikke er helt nok. Eller måske føles det lidt som om, brygget er lavet slavisk efter en opskrift, frem for at være pyslet og nyslet omkring, smagt til og være tilsat de nødvendige kvantum kærlighed. Oplevelsen ender i hvert fald med – trods gode indslag – at virke lidt tam og våd, og ikke rigtig engageret nok.

Nogle vil beskylde mig for at lede efter håret i suppen, over for hvilket jeg vil lade min afdæmpede, omend bestemte protest lyde: Det er selve suppen, der ikke er helt i skabet, omend den ganske afgjort er fri for både fluer og hår.

Økologisk Steam, Skanderborg Bryghus, Far Out II

Se det var jo noget ganske andet …

Konceptet bag Skanderborg Bryghus’ far-pakke er og bliver langt ude. Den første øl formåede ingenlunde at løfte indtrykket af det samlede koncept. En papirtynd pilsner, hvis mage og overmand tit er set blandt noget af det billigste og mest industrielle bællesprøjt, man kan opdrive.

Men vi skal jo igennem dem. Nu har jeg jo ligefrem startet et tema om dem, så dælme nej om projektet på halvvejen skal strande modløst ved udsigten til mere industrisprøjt klædt ud som kvalitetsdråber.

Skænkningen var i hvert fald ikke nogen større oplevelse – altså ud over, at brygget er ret flot gyldenorange, og matcher flaskens etiket ret godt. Duggen som det afkølede bryg skaber på glasset får det til at fremstå som matteret kobber, men det er alt sammen stadig ikke helt nok til at kompensere for skuffelsen over et skum, der næsten tager svømmetag i luften med hovedet nedad for at komme til at falde hurtigere. Kun en spinkel rand bliver hængende ved glassets kant.

Der er lidt mere spræl i duften denne gang, omend brygget ikke kan se sig fri for forgængerens letsyrlige og noget vandige impression. Men snart melder der sig søde noter af mørkt sukker, garneret med lidt godt fra urtehaven. Koriander og laurbærblade tilføjer pikant og slet ikke uinteressant krydderi, omend det stadig synes gemt bag lidt for meget vand.

Mundfornemmelsen er igen rar, fløjlsblød og tilpas fyldig med en vægtig maltbund. Men det eneste forsonende træk ved gaveæskens blogdebutant skal ikke stå alene i denne øl. Snart melder sig markante noter af paranødder, sødme af lys karamel og bitterhed af kål. Helt frisk og knasende sprød, rå kål.

Fra live-streamen, hvor jeg tidligere prøvede øllen, husker jeg den egentlig som ret kedelig. Men ganske som jeg bemærkede over for Marcus, før han opgivende erklærede, at han ville forære mig en ny pakke, når live-streamen var ovre, ville det være alt for svært og bøvlet for mig, at få et ordentligt indtryk af øllene, hvis jeg skulle styre online-løjerne samtidig.

At brygget er low key og uden store armbevægelser er en kendsgerning. Man skal smage lidt efter før man opdager de små, men udsøgte guldkorn. Så lad være med at have for meget om ørerne, når i smager den …

… så venter der en oplevelse.


Økologisk Pilsner, Skanderborg Bryghus, Far Out I

Sidste århundrede …

Ophidselsen der affødte sidste indlæg, indledningen til nærværende tema, nåede højder der er sammenlignelig med Pia Kjærsgaards, når folk som Pelle Dragsted fortæller sandheden om Dansk Folkepartis medlemmer. Se, jeg kan sammenligne mig selv med Pia Kjærsgaard, hvis det skal komme derud (og det skal det). Tænk engang – så inkluderende og empatisk kan jeg være. Hvem er det mon nu, der er snævertsynet og fordømmende over for folk med modsatrettede holdninger, hva’ hva’ HVAAAR!?

Ophidselsen afstedkom imidlertid også, at indlægget ikke blev helt så vel gennemarbejdet, som jeg ønskede. Undervejs remsede jeg op, hvad der ifølge Skanderborg Bryghus’ gaveboks karakteriserer en far – eller mand om man vil (suk – man slipper bare aldrig, gør man?) samt hvordan det overhovedet ikke passer på mig. Som det sidste nævnte jeg ‘mode fra sidste år’ men glemte i raseriet at smide en kommentar om, hvordan det ramme helt ved siden af en beskrivelse af mig som mand og/eller far.

I samme indlæg fik jeg i øvrigt også sagt, at jeg ikke i løbet af temaet ville tage hvert af punkterne i opremsningen af far-egenskaber op i anmeldelserne til dekonstruktion. Det vil jeg så heller ikke kunne leve op til, da jeg synes jeg skylder læserne at fortælle, hvordan min tøjstil netop ikke lever op til ‘mode fra sidste år’.

Jeg går i en gammel slidt MC-jakke, designet i 50’erne, der sidst var på mode i 90’erne. Jeg går i hyttesko fordi jeg er for doven til at binde snørrebånd. Min sommerjakke er en cowboy-skjorte, der var på mode i firserne, og jeg går med (gisp!) HAT! … En italiensk, bredskygget fedora i sort. Om torsoen vikler jeg helst Heavy Metal-t-shirts, der vel begyndte at komme frem i 70’erne, og blev hotte i 80’erne og 90’erne. Mine benpjalter er billige modeller fra Føtex og lignende altmuligpushere. Gerne afrevet og afklippet fordi jeg er for nærig til rent faktisk at købe shorts.

Ikke sidste års mode med andre ord. Hvad det egentlig er … ja … et postmoderne kludetæppe fra et udvalg af årtier, der ikke hører dette århundrede til – og altså helt sikkert ikke sidste år, men meget længere tilbage.

Så skulle den være sat på plads.

Hvad angår øllet i Skanderborg Bryghus gaveæske … vel, jeg afsluttede indledningen med ordene “Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.” Og det er så den historie, jeg tager fat på nu.

Den første øl, jeg prøvede fra æsken var bryggeriets økologiske pilsner. Den blev nydt udendørs i min boligforenings beskedne, omend hyggelige baggård midt i Thisted. En helt anden historie i den anledning kunne være den om, hvordan min klunsede havestol brasede sammen under mig, da jeg glad og fro smed mig i den lige som jeg havde åbnet nærværende bryg. Intet andet gik i stykker, hverken flaske eller glas – eller for den sags skyld undertegnede.

Således startede smagningen af øllen med rigeligt drama. Og det skulle der vise sig at være rigtig rigtig lidt af efterfølgende.

Håbet om at øllet i modsætning til gaveæskens budskab kunne være interessant og sindsoprivende blev i hvert fald ikke opfyldt med denne øl. Duften var efter skænkning meget svag og bød kun på en var syrlig note i en ellers meget våd og vandet oplevelse.

På tungen føles brygget noget glat og konturløst, men en præsent maltbund gør nu alligevel brygget behageligt at annamme. Humlen skal man til gengæld lede længe efter. Rigtig længe faktisk. Man må vælte brygget rundt i hele gabet, plaske det mod alle tungevendte flader, for at presse blot den mindste smule aroma ud af det. Resultatet er højest en vag, småsød efterklang af den ene til to humleklaser, der indgik i produktionen af hele batchet. Og man er langt fra sikker på, at smagsoplevelsen ikke bare var noget, man bildte sig ind, fordi der trods alt står ‘pilsner’ på etiketten.

Indtil videre er øllet med al tydelighed ikke udmærket.

Far Out, Indledning

S’jøst, kom åååhn!

Tilbage i juni måned lavede jeg en serie live streams på min YouTube-kanal, hvor jeg sammen med mine online-venner pillede den ‘landflygtige’ prædikant Torben Søndergaards såkaldte dokumentar “7 Days Adventure with God” fra hinanden. Afsnit tre blev optaget i min gode ven Marcus’ hjem i Valby, da jeg var i staden i anledning af Ateistisk Selskabs generalforsamling.

Marcus havde som altid sørget for øl. Øl som jeg ikke havde prøvet før. Og det var egentlig ikke så smart, synes jeg. For jeg kan jo ikke drikke øl, jeg aldrig har prøvet før uden at anmelde dem. Og tanken om, at jeg skulle anmelde de nye øl, mens vi så og kommenterede Torben Søndergaard-‘dokumentar’ gjorde mig en kende stresset.

“Jeg køber en ny samling til dig!” erklærede Marcus et antal dybe, opgivende suk og knarvorne støn efter at jeg havde klaget min nød. Og som sagt så gjort. Efter vellykket og afsluttet Live-stream gik turen til den lokale Lidl, hvor samlingen af nye øl fra Skanderborg Bryghus kunne anskaffes.

Pakken kom med hjem til Thy, blev anbragt i mit skab, og fik lov til at ligge der indtil i går aftes …

… hvor jeg kom for skade at læse, hvad der egentlig stod på pakken …

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville lave et tema ud af den lille samling øl fra Skanderborg Bryghus. Men da jeg læste gaveæskens påskrift, kunne jeg ikke andet end. Den fulde tekst kan læses, hvis man klikker på billederne her i opslaget. Jeg vil nøjes med at citere nogle udvalgte perler.[far]
[…]
Elsker: Kolde øl, dovne/slumre foran TV’et, søndagsavisen, ferier sydpå, […], at grille store bøffer, sove længe på fridage, nørde rundt i skuret og fixe ting, sparke dæk, stram lycra i stærke farver, gammmel (sic) rockmusik tilbage fra LP’ens dage, mode fra sidste år […]

Med andre ord – et clusterfuck af stereotyper om, hvad mænd, specifikt fædre kan lide. Den med den gammmle rockmusik kan jeg sådan set godt gå med til. Hvad de slipseklædte marketingpingviner, der står bag konceptet imidlertid ikke har tænkt på er, at LP’ens dage er nu! LP’en har overlevet CD’en, og er kendernes fysiske musikmedie of choice …

Det kan virke underligt arbitrært, eller random som det vist hedder i dag, at jeg lige netop slår ned på det i den alenlange opremsning af fordomme og stereotyper om, hvad vi mænd og fædre kan lide. Men det var som om strømmen af dumhed kun tillod mig at tage fat på det, der alt andet lige lå mig nærmest.

Lige for at tage de andre slavisk – kolde øl … okay, indrømmet D’U-UUUH!!! Flimmer ser jeg til gengæld næsten aldrig. Aviser – hvad er det? Ferie er såmænd fedt nok, men SYDPÅ?! Som om der ikke allerede er ALT for varmt som det er lige nu? Store bøffer – nah, dårligt for klimaet, så det er jeg faktisk lidt stolt af, at jeg har begrænset mit indtag af fra ‘meget sjældent’ til ‘næsten aldrig’. Nørde rundt? Tjoh, måske – men sgutte i noget skur. Jeg ejer ikke nogen bil som jeg kan sparke dæk på, og jeg ved faktisk ikke engang, hvad lycra er …

Det er nu ikke fordi jeg i løbet af temaet vil gå nærmere ind på hvor meget jeg ikke går op i disse ting, selvom det kunne ligne mig. Snarere mangler jeg en anledning til at tirere om, hvor rædderligt konceptet er flere gange end bare første gang jeg anmelder en øl fra pakken. Nu kan jeg brokke mig over det hele fem gange, dette indlæg inklusive.

Under temanavnet ‘Far Out’ vil jeg anmelde pakkens fire øl, og bruge enhver lejlighed undervejs til at tirere over, hvor tåbeligt jeg synes konceptet med en Far-pakke er. Ikke mindst en, der er stereotyp.

Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.

Deuteronomium V – 2014

De hedengangne …

Det ser ud til, at det efterhånden årgamle tema, Deuteronomium, får kunstigt åndedræt hver gang jeg når til et markant rundt antal anmeldelser her på bloggen. Men – i mangel på bedre ideer til, hvordan jeg kunne markere det dobbeltrunde antal anmeldelser på bloggen – 1200 – samt et ønske om rent faktisk at gøre temaet færdigt, here we go.

Nye læsere kan begynde her, men meget kort resumeret betyder ‘Deuteronomium’ tilbageblik – og det er hvad temaet her er. I bagklogskabens uendeligt klare lys kigger jeg tilbage på min bloggervirksomhed, år for år, og samler op på punkter og tendenser, der først bliver ordentligt klare, når der er gået noget tid.

Vi er nået til 2014. Det var ikke et år, jeg huskede for noget grænseoverskridende markant i mit liv, og erindringerne krystalliserede sig først, da jeg skimmede årets mange indlæg igennem. Der skete alligevel nogle vigtige ting det år – både på bloggen, for mig personligt og ude i ølverdenen. I flæng kan jeg indledningsvis nævne, at bloggen flyttede domæne d. 13 juli, jeg sprang officielt ud som ateist over for læserne, og Carlsberg lancerede de år et par nye serier, der i modsætning til lignende forsøg de foregående år, viste sig langtidsholdbare.

Det kommer vi alt sammen nærmere ind på i løbet af de følgende linjer. Lige her vil jeg blot byde velkommen til året 2014.

Flyvende start …

Året startede med et brag. Om aftenen nytårsdag åbnede jeg køleskabet, og ud væltede Ørbæks Organic Ginger Brew, vinderen af Kvicklys Ølfestivalg 2013. Den ramte gulvet så uheldigt at kapslen gik løs og efter at have sat flueben ud for optørring og et særligt eksklusivt udvalg af udsøgt beskidte bandeord åbnede jeg flasken helt og skænkede op – også selvom jeg egentlig ikke havde tænkt mig at drikke øl den aften.

Og sådan var årets anmeldelser i gang med en øl, jeg længe skulle tro ville være årets værste (men slået blev den – se nedenfor). Ellers var jeg næsten tørlagt – mit økonomiske råderum i de år var praktisk talt ikke-eksisterende, med et lavtlønnet job, og en lejlighed på Amager, der allerede dengang var alt for dyr.

Portugisisk øl …

Hjælpen kom i form af min hjerteven og hyppige medsmager Gedved. Han troppede op en aften i januar medbringende et mindre arsenal af humlebryg, som han havde taget med hjem fra ferie i Portugal. Således buldrede det sydvesteuropæiske land ind på bloggen med fem øl på én gang – desværre er det ikke blevet til flere siden.

Jo mere jeg ellers lærer om Portugal, jo mere får jeg det med det land som jeg i forvejen har det med Finland. Jeg bliver fordomsfuld. Jeg går på forhånd ud fra, at hvis noget kommer fra Portugal, må det være godt. Ja, fordomme kan også være positive, men de er ikke desto mindre stadig fordomme, og dermed også uoplyste. Men se hvordan Portugal har klaret sig igennem sidste finanskrise uden at indføre austeritypolitik til underklassens forkrøbling og overklassens forplatinering (… ja, for at beskrive i hvilken grad den ene procent allerrigeste i verden er blevet endnu rigere af austeritypolitikken slår ‘forgyldning’ slet ikke til), se hvordan portugisernes progressive narkopolitik reducerer narkodødsfald effektivt og se hvordan deres håndtering af Coronavirussen har givet dem et af de laveste antal registrerede smittede i Europa (i skrivende stund, 13/03 kl. 15:41: 41 smittede (kilde)).

Bryggene mindede til gengæld en del om Corona – ikke virussen, men øllen, selvfølgelig. Det var omtrent hvad man kunne forvente, når nu Carlsberg viste sig at have opkøbt de fleste af bryggerierne, der stod bag bryggene. Helt portugisiske var øllene altså ikke. Det var den ‘Sol‘ heller ikke, som jeg lidt senere på året anmeldte i embeds medfør. Til gengæld mindede den en hel del om Coronabrygget, der imidlertid var anmeldt flere år forinden, endnu før jeg var flyttet til Irland og Amager.

Hedengangne bryggerier

Som jeg eller skimmer årets mange anmeldelser – jeg holdt både 400 og 500 anmeldelsesjubilæum det år – hæfter jeg mig ved, hvor mange af producenterne, der siden er gået heden. Bryggerisamarbejdet ‘De Jyske Bryghuse‘ var overordentligt produktive det år – endda med hæderlige bryg, men åbenbart ikke hæderlige nok til at være overlevelsesdygtige. Det samme kunne siges om Raasted, Stronzo og Rækker Mølle Bryghus. Jeg håber sådan, at sidstnævntes fald ikke skyldtes, at jeg i hver eneste anmeldelse kom til at nævne daværende Uddannelses- og Forskningsminister Esben Lunde Larsen, der var fra samme egn. Jeg havde faktisk et rigtig godt samarbejde med bryggeriet. De sendte mig indtil flere anmeldereksemplarer af nye øl – og i øvrigt et par flotte ølglas, som jeg stadig bruger.

Brew Cat findes heller ikke længere. Det var et brandnavn, det østfynske bryggeri Ørbæk fandt på for en række af deres øl, der notorisk scorede elendige karakterer på bloggen. Jeg stod ikke alene med min mellemfornøjethed. Hjemmebryggeren Ole Wolf, der i øvrigt kan opleves i en videoserie på min kanal netop nu, erklærede, at Brew Cat var noget, som Brew Dog burde jage op i et træ.

Ørbæk lever i øvrigt videre i dag i bedste velgående, og de fortjener ikke bare tak for mange gode øl gennem årene, men også for at de lod mislykkede projekter som Brew Cat dø en stille død.

Debut’er og andre nyheder …

Ole Wolf indledte jeg i øvrigt et samarbejde med det år. Han valgte at gøre alvor af et hjemmebrygprojekt kaldet Gravøl, som han berettede vidt og bredt om på facebook. Jeg plagede som et uopdragent barn, og fik snart tilsendt de første smagsprøver. Et par år senere fik brygget ‘Solsiden’ topkarakteren på seks stjerner – en karakter jeg ikke er rundhåndet med. Ole brygger fortsat, men lagrer nu øllene på fad i stedet for flasker, da det både er mindre tids- og ressourcekrævende. Jeg glæder mig til, at jeg igen får lejlighed til at prøve hans bryg.

Meget kort var der også debut for indisk øl i form af den forfriskende (læs: tynde) KingfisherHancock Bryggerierne havde ganske vist ikke deres debut, men et udvalg af dem stod fast i køleskabet hos min nye ølpusher på Islands Brygge – Toft Vin – sammen med et udvalg af Refsvindingebryg. Mit evigt nærige og psykisk nedslidende arbejde fra dengang havde valgt at anerkende mine evner for salg, og havde givet mig et gavekort i bonus. Indløsningen førte mig til den aldeles velassorterede butik, der også gav mig mange fine oplevelser – herunder Mort Subite Kriek, Gunners Ale (som min søn valgte til mig) samt nu hedengangne Stronzo og Djævlebrygs ‘Gudeløs‘.

I sidstnævnte anledning skrev jeg for første gang i detaljer om mit ikke-religiøse ståsted. Et eller andet skulle jeg jo skrive om, da jeg nåede halvvejs til de tusind anmeldelser. Min ikke-religiøse observans har ikke ændret sig nævneværdigt siden. Hvis overhovedet er den blevet styrket. Men jeg prøver fortsat ikke at være aggressiv, formynderisk, nedladende eller forkyndende, når jeg bliver udfordret på synspunktet. Ud over at ingen skal kunne skyde mig i skoene, at jeg er lige så  missionerende som dem jeg kritiserer, så mener jeg heller ikke, at noget der ligner mission er befordrende for udbredelse af mit synspunkt.

Nyt domæne

Året 2014’s største nyhed på bloggen er og bliver imidlertid, at jeg fik bloggen flyttet fra en gratis blogspot-adresse til en rigtig hjemmeside med eget domæne – oelblog.dk, som du nok sidder og læser på lige nu. Der blev sagt behørigt farvel til det gamle blogspot-site med slutteksterne fra Muppet Show, og goddag til den nye blog med Aaron Coplands ‘Fanfare for the common man’.

Giganternes triumf

2014 blev året, hvor Carlsberg lancerede to brands, der skulle gå deres sejrsgang i årene derefter. Grimbergen-brandet blev vistnok oprindeligt lanceret som del af den franske Kronenbourg-afdeling, men forhandles den dag i dag fast både på udskænkningssteder og i supermarkeder med i hvert fald 4 forskellige produkter i porteføljen. Personligt er jeg ikke videre begejstret eller imponeret – og var det heller ikke dengang. Men så længe øllene holder den industrielle Carlsberg-kvalitet udgør de ikke den store fare for de reelle producenter af kvalitetsbryg herhjemme, og så er alt jo langt fra så slemt som det kunne være.

Nordic-brandet, derimod … To alkoholfri metallisk-syntetiske afskyeligheder, der blev turbomarkedsført ad alle tænkelige kanaler, så produktet bedst kunne leve op til tommelfingerreglen om at jo mere knald der er på reklamerne, desto mindre substans er der i brygget. Jeg gav brandet en levetid på ét år, da Carlsberg i desperation langede smagsprøver ud i Sundby Idrætspark til en Fremad Amager-hjemmekamp. Ja, du læste rigtigt. Alkoholfri øl til en Fremad Amager-hjemmekamp! Så  man være desperat … og i øvrigt elendig til sit markedsføringshåndværk.

Den forudsigelse må jeg her, knap seks år senere æde i mig igen. Jeg havde ikke forventet at danskernes smag var så elendig, at Nordic-produkterne fik lov at blive. Især når der findes langt bedre alternativer fra samme år. Mine profetiske evner lader til at være blevet bedre med alderen. Hvor vredt skrev jeg ikke “det skal blive løgn” da Donald Trump annoncerede sit besøg i Danmark sidste sommer? Og se hvordan det gik.

Det er ikke nyskabelserne, jeg husker Royal Unibrew bedst for det år. Bedst husker jeg dem for deres ‘Bering Bryg Havskum‘, der jo ligegodt blev lanceret for vel over 30 år siden. Ikke nogen nyhed altså, men stadig til den dag i dag det fæleste bryg, jeg nogensinde har anmeldt – og formentlig nogensinde prøvet. Bvadr!

Sodavand og øl

Noget jeg bemærkede med en sådan alvor, at jeg skrev et separat indlæg om det, var en stigende efterspørgsel på (eller i hvert markedsføring af) øl iblandet sodavand. Radler, shandy og andre sodavandsblandinger vandt frem, mens lidt for smarte og ungdommelige ølprodukter, der havde det til fælles, at de ikke smagte af noget, forsvandt med forøget hast. Tuborg Lime Cut, Cults ultra-flop Kay-Sar og Tuborg Grøn Ultra var for længst taget af markedet, mens Royal Unibrews Grapefrugt-shandy fx stadig er at finde på hylderne. Brygget trækker desuden fortsat mange hits på min blog den dag i dag.

Giganten Guinness gjorde sig desuden positivt bemærket ved årets St. Patricks Day, da de trak støtten til paraden i New York. Paraden havde valgt at udelukke LGBT-blokken, der ellers havde været en fast del af eventet årene forinden, med en latterlige undskyldning, at der ikke var noget specielt irsk over dem. Heineken sluttede desuden trop – og selvom man med rette kan betvivle de egentlige motiver for brandsenes wokeness (jeg hader det ord), så mener jeg at effekten overordnet er positiv.

Jul med jul på

Åbenbart havde jeg lidt luft i budgettet, så til min fødselsdag gav jeg mig selv samtlige juleøl, som Irma havde stående på specialvarehylderne. De blev anmeldt i løbet af november måned, med finale i starten af december. På det tidspunkt kunne en fødseldagsgave fra min søster overtage – en øljulekalender fra Aldi. Den gav mig rigeligt at se til resten af året – samt et godt stykke ind i januar, så jeg på trods af fortsat svigtende indtægter heller ikke kom til at mangle noget at anmelde i januar 2015. Men det kommer vi til.

Et personligt og trist minde om Irma-temaet angår Stjernebryg fra Herslev Bryghus. Den blev nydt i godt selskab med nogle gode venner, vi havde mødt i Irland to år tidligere. I foråret 2019 – for et år siden – gik den ene af dem, Jon Hanna, pludseligt og uventet bort. Indlægget her er tilegnet ham og hans minde. Ud over at han var en stor aktivist for et LGBT-miljø i Irland, der er under konstant beskydning fra den alt for magtfulde katolske kirke der, var han et af de rareste og venligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hans dybe stemme og hans markante nordirske accent, gjorde hvert et fornuftigt ord, der kom ud af ham, til en nydelse. Æret være hans minde fortsat.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at indlægget her sådan skal afsluttes i en alvorlig tone. Men tiderne kalder på alvor og klarsyn. Selv slås jeg fortsat med eftervirkningerne fra et kraftigt angreb af depression i sidste uge. Til gengæld starter jeg i nyt arbejde i morgen tidlig – så der er også noget at glæde sig over, heroppe i det nordvestjyske.

Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata (Ole Øl-Ninja 11)

Afdæmpet finale …

Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.

På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.

Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.

Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.

At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.

Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.

De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …

Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.

Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.

Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.

Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?

Premium Organic IPA, De Leckere (Ole Øl-Ninja 10)

Endnu en fra vandvognen …

På videoerne er vi ved at være godt visne, Ole og jeg. Men der er ligegodt også gået 9 øl forud for denne her. Et par af dem har imidlertid været svage i alkohol – ligesom den her. Sådan kan man jo snyde … sig selv ville nogen hævde. Men seancens alkoholfri øl var nu langt fra de værste bryg vi prøvede.

Forventningerne til den her var derefter – de var langt fra i bund. Efter at have generet Ole noget så læsterligt ved at forsøge at læse etiketteksten op på mit Duolingo-nederlandsk, blev brygget knappet op og skænket.

“Den dufter af rigtigt øl” udbryder Ole på optagelsen. Og de følgende kommentarer falder i samme fure. “Det er lige så godt som det vi ellers har prøvet”. “Det er det bedste indtil videre”.

Over den sidste kommentar måtte jeg protestere. Lervigs og Buxton Brewery’s fine IPA’er overgik denne alkoholfri øl trods alt ikke. En krydret bouquet af spidskommen lover nu alt andet lige godt, og det relativt velskummende, kornfarvede bryg leverer såmænd også oplevelsen. Vist er det let. Det har alkoholfri øl det med at være. Men det er ikke lettere, end at man flere gange har prøvet regulære øl (ikke mindst industrielle pilsnere) der var væsentlig lettere – eller lad os nu bare sige det som det er; tyndere – end dette bryg.

I smagen går de krydrede noter af spidskommen igen – som en letgenkendelig prikken fra bitterhumlen. Således løftes brygget op på et niveau hvor det med sine 0,5% ikke bare er en god, alkoholfri erstatning for en regulær pale ale – den har også den personlighed, der gør den til mere end blot det. En god øl i sig selv.

Dens lave alkoholstyrke til trods fik den ikke gjort Ole og mig ædru nok til, at vi huskede at give den karakter. Ud fra vores begejstring i videoen har jeg valgt at give den en karakter, som jeg tror Ole vil bifalde. Ikke mindst fordi den ikke indebærer halve stjerner.

Er han uenig, må han endelig brokke sig, om lejligheden skulle byde sig.

Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoursleutel Beer Engineers (Ole Øl-Ninja 9)

Rart …

Tonen blev pludselig noget dyster og alvorlig, jeg ved det godt. Småtjansen, jeg nævnte i forbifarten sidst har formået at løfte humøret en anelse. Jeg er eksamensvagt for nogle HHX’ere og HTX’ere, og det betyder at jeg skal sidde i et klasseværelse i ca. 5 timer, hvor der er helt stille og absolut ikke sker noget som helst. Det giver mig noget tiltrængt ro og fred, uden at jeg behøver forsumpe i den ukonstruktive lediggang, der alt for længe har karakteriseret min hjemlige dagligdag efter jeg blev arbejdsløs.

Nu er det spændende, hvilke sanktioner a-kasse og kommune mon vil kaste i nakken på mig, fordi jeg har gjort et eller andet forkert i forbindelse med det arbejde jeg har taget. Men det må jeg tage til den tid. Lige nu må jeg ihukomme, hvad Ole og jeg havde at sige om den her øl. Jeg husker ikke en lyd fra det, så det er godt at hele seancen blev optaget på video.

Brygget er aldeles natsort og ikke ulig den olieagtige viskositet, der karakteriserer rigtig gode stouts. Til gengæld skummer brygget ikke det fjerneste, og det gør alligevel den visuelle oplevelse til lidt af et antiklimaks. Med en  lang liste af ingredienser (ud over de fire klassiske; kaffe, laktose, hasselnødder og kakaonibs – ingredienserne i en isvaffel) forventer man mere. Til gengæld dufter brygget dejligt. Man mærker hasselnødderne og kaffen – lovende bitre noter.

Det er lidt andre noter, der møder én i smagen. Chokolade, mørk chokolade træder frem først – og det er ikke noget dårligt bytte for hasselnødder for så vidt. Jeg kan lide begge dele, og vil i øvrigt ikke udelukke, at hasselnødderne så småt sætter ind efterhånden – som en diskret, blød bitterhed. Da brygget ikke skummer, kommer det ikke som nogen overraskelse, at det næsten er helt fri for kulsyre. Det skader på ingen måde, da de bløde og søde noter derfor rigtig kan synke ned og ikke bare behage smagsløgene, men også venligt massere kanalerne omkring dem. Man kan rigtig mærke, hvordan det sorte bryg, som en tyk chokoladekaramelcreme glider ind mellem alle tungens knopper og konturer, pikant smører og kæler, til næsten erotisk vellyst og nydelse.

Ole var lidt mere kritisk. Han savnede drikkelighed og citerede salig Michael Jacksons (ham med øllene og whiskeyen, ikke musikeren) ord om, at øl skal være drikkeligt. Det skal ikke være noget, man skærer ud i små tern og tygger. Brygget var ham åbenbart en smule for tæt, og mindede mere om en dessert end en hovedret. En dessert der imidlertid blev serveret i den samme, mystiske 0,44 l. emballage, som uanset det skæve i rumfanget, var for meget for én person på én gang.

Det skulle nu ikke afholde ham fra at give brygget samme karakter som undertegnede. Han var åbenbart klar til at indrømme brygget dets objektive kvaliteter – også selvom den måske var en anelse for meget at komme igennem.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme