Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: temaer

Oluf Kviter, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave IV)

Øl: Oluf Kviter
Bryggeri: Klosterbryggeriet
Type: Brown Ale
ABV: 7,0%
Land: Danmark
Købt: Modtaget som donation

Hængepartier …

Jeg kunne godt huske, at denne øl indgik i en serie, jeg på et tidspunkt fik af min gode ven og medsmager Marcus. Hvad jeg til gengæld havde glemt var, at gaven stammer helt tilbage fra julen. I det første indlæg fra 20. december udbreder jeg mig frimodigt om, hvordan øllene vil blive anmeldt i lyset af den stundende højtid og jeg vil ligeså vurdere, hvor juleegnede øllene er. At sige, at jeg ikke fik levet helt op til de ambitioner er årets underdrivelse. Til gengæld kan man i de næste indlæg i fuldfede drag nyde min indignation og forargelse over stormen på den amerikanske kongres, og optakten til den – skulle det vise sig – udramatiske indsættelse af Joe Biden som præsident. Historisk vingesus er der rigeligt af – (bag)julestemning, not so much.

Temaet her er imidlertid ikke det eneste hængeparti, der har bygget sig op på det sidste. Yderligere tre øl, jeg allerede har prøvet, står i kø til at blive anmeldt på bloggen. Jeg ved ikke hvorfor det så tit ender sådan, for jeg hader de her hængepartier. Ikke mindst fordi der nogle gange går så lang tid fra konsumption til anmeldelse, at det eneste jeg reelt har at støtte mig til, er mine noter. Og de kan også være højst sparsomme.

Den her kan jeg ud fra fem notelinjer fx konstatere, at jeg glemte at dufte til, før jeg begyndte at smage på det natmørke, højt- og gyldentskummende bryg (og for den visuelle beskrivelse, har jeg ikke blot taget billedet til hjælp, men udelukkende brugt det og ikke andet). Så duften må læserne have til gode.
Direkte til smagning altså – Kaffe og karamel – god aromatisk kaffe, og så vidt jeg husker flydende karamel, som man finder det i fyldte chokolader a la Toms Skildpadder. Men knap så fyldigt. Brygget flyder let henover tungen, smager godt igennem, men som det er med brown ales kniber det med lysten til at holde brygget de ekstra par sekunder i gabet, før det skylles ned. En smule tynd – eller bare lettilgængelig. Det er et spørgsmål om dagsformen samt almindelig smag og behag.

Til julebordet (jeg må hellere runde temaet af ved at gribe tilbage til en lille smule af det, jeg i forne tider indledte med) ville den dog næppe være ideel. Den bitre kaffe ville ikke klæde fed mad ideelt, og den noget bastante karamelsødme egentlig heller ikke.
Nyd den i stedet, som bryggeriet selv anbefaler til “krydrede middagsretter og fyldige desserter”. Her er der nok mere tale om en efterårsøl end en juleøl – og kun i meget ringe grad en sommerøl.

Nej, det er heller ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem Oluf Kviter er eller var.

Det’ bare Løkken – Afslutning

“Øllene fejler jo ikke noget!
… eller … det ved jeg jo ret beset ikke, før jeg har prøvet dem.”

Med de ord indledte jeg tilbage i starten af November måned temaet ‘Det’ bare Løkken’, der altså nu har strukket sig vel over tre måneder. Men som jeg godt nok meddelte (læs: advarede) bryggeriet om, før de sendte pakken, ville jeg anmelde øllene i mit eget tempo, og i øvrigt lige så hudløst ærligt som jeg altid gør. Det er vældig rart, at bryggerierne sender mig smagsprøver af deres bryg – men som blogger, anmelder og [ydrk!] influencer er det mit lod uanset hvor søde producenterne er at anmelde hudløst ærligt. Jeg er forbrugernes blogger og ikke reklamesøjle for producenterne.

Off to a good start …
Ét vil jeg unde Løkken Bryghus fra starten af: Deres markedsføring er dybt sympatisk og noget, jeg kan stå helt inde for. Både bryggene under eget navn og under det alternative brand Bryggeriet Vestkysten har fundet inspiration i Vendsyssels kultur, historie, geografi og sprog. Forankringen i det nordjyske, er tydeligt noget, bryggerne i badebyen er stolte af, og at ville dele lyksalighederne ved Udkantsdanmark er noget, man som indbygger i Thy meget nemt kan påskønne.
Det startede i øvrigt også rigtig godt med pilsneren Jøwt. Den lovede ikke for meget med sit navn, og bryggeriet fortjener al hæder og ære for at have skabt en pilsner, der netop er mere end bare en pilsner, man kan hælde i sig på en varm sommerdag. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og skiller sig afgørende ud fra det brede, tyndtflydende udvalg af industriprodukter.

Trend …
Drageglasset kom da også frem til den næste øl, Rajfog, hvis navn varslede storm og uvejr. Det blev desværre kun til lidt støvregn og i bedste fald en jævn vind fra vest. Det skulle heller ikke være sidste gang, Løkken Bryghus’ bryg lovede mere end de kunne holde, og viste sig små- til jævnt kedelige – faktisk var det starten på en trend.
Med andre småkedelige indslag som Elsebeth Gyldenstjerne og Løkkendarisk, skrev Løkken Bryghus sig grundigt ind i en tendens, som jeg noterede greb om sig sidste år: mikrobryggerierne brygger i stigende grad ikke længere til et kvalitetsbevidst forbrugersegment, men forsøger at ramme bredt ved at lave nogle produkter, der ikke skræmmer smagsløg, der kun er det letgenkendelige og -tilgængelige bevendt væk. Højdepunkterne – såsom Kavt og Løkken Badehus formåede næppe at skille sig markant ud, men var kun små, bløde bakker på en mestendels flad strækning, med roemarker så langt øjet rakte til alle sider.

Hvorfor …?
Og så alligevel ikke helt. For der var selvfølgelig dalene. Og de var temmelig dybe.
Nedturene startede med Julefryd. År 2020’s første juleøl på bloggen var en gedigen skuffelse, der næppe var julet i sit udtryk. Rubjerg Fyr smagte mest af vand – et imponerende tæt mørke til trods – men mest af alt måtte jeg undre mig over de tre øl, Løkken Bryghus lancerede under det separate brand Bryggeriet Vestkysten.
Brilleabe, Bandit og Skagen Bunker scorede henholdsvis to, én og halvanden stjerne ud af de seks, der er bloggens topkarakter. Ideen med at lancere bestemte – typisk kvalitetsbevidste – bryg på et separat mærke er velkendt. Indslev har fx Ugly Duck Brewing, der er bryggeriets eksperimentelle gren. Løkken Bryghus lader imidlertid til at have vendt konceptet på hovedet; deres separate brand har de åbenbart reserveret til de bryg, de har gjort særligt umage med ikke at få til at smage af noget. Forstå det hvem som kan – jeg kan i hvert fald ikke, og hvor jeg langt fra er afvisende over for at prøve Løkken Bryghus’ øl i fremtiden, vil jeg nok lade Bryggeriet Vestkystens øl stå – de er ikke anstrengelsen, det er at skænke og løfte glasset, værd.

Saving grace …
Det er måske hårde ord, men hey … det er mig. Og noget godt er der da også at sige. Nok var jeg uklog nok til at afslutte temaet med Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten og derved runde temaet af med et antiklimaks. Men den næstsidste øl, Narrevorn viste sig jo at være en mere end hæderlig stout, som Løkken Bryghus fortjener al hæder og ære for.
Noget godt kom der også ud af Bryggeriet Vestkysten. Kort efter at have taget fat på temaet, røg mig favoritdrikkeglas på gulvet. Men med i pakken med øl fra Løkken Bryghus fulgte også to glas; et for hvert brand, og glasset fra Bryggeriet Vestkysten blev straks adopteret som mit nye yndlingsglas.

In conclusion …
Fejlede øllene så noget eller ej? Teknisk set ikke – der var ikke gået infektion i nogen af dem, eller andre slige grimme ting. Til gengæld fejlede indtil flere af dem altså, når det gjaldt underholdningsværdien. En jævn søndagstur med bløde bump, dybe, mørke dale og et par substantielle bakketoppe med en udsigt, der vitterlig var værd at tage med – det er det ultrakorte resumé af et tema, der under alle omstændigheder blev for langt til at kvaliteten kunne bære.
Løkken Bryghus skal nu have tak alligevel. Jeg tager gerne imod deres brygeksperimenter igen, hvis de skulle have lyst til at sende mig mere – og læserne skal endnu engang have anbefalingen af bryggeriets pilsner og stout med.

Og resten … ja – man går altså ikke glip af det store, hvis man ikke lige kommer forbi.

Skagen Bunker, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken XII)

Men skummet er da flot …

Ydrk! Jeg føler mig beskidt … jeg kom for nylig uforvarende til at klikke mig ind på Stram Kurs’ officielle blog, “Frihedens Stemme” (klik på eget ansvar; jeg deler kun min kilde af pligt, ikke af lyst). Af alle mennesker svarede det bogstaveligt talt over hele hovedet ikke stuerene Rasmus Paludan-vedhæng Uwe Max Jensen på et af mine Twitter-opslag angående sølvpapirshattemagernes hovedorganisation, også kendt som Men in Black (MiB).
Ironien var tyk som Mads Palsvigs pande idet MiB som bekendt er frådende modstandere af maskepåbuddet samtidig med at de en masse maskerer sig til deres demonstrationer – ifølge BT med bl.a. klovnemasker. Uendeligt passende, syntes jeg, hvorfor jeg glad og fro delte artiklen. Den gode stemning i mit Twitter-feed skulle imidlertid ikke vare ved, da Stram Kurs’ hof-fæcesentusiast Uwe Max altså uanmeldt og – skulle jeg måske lige tilføje – uprovokeret meldte sig.
Selvfølgelig skal jeg nok give et udførligt referat af, hvad han skrev og hvad der siden hændte, så læserne selv er fri for at besudle deres browserhistorik og generelle velbefindende ved selv at følge links. Ligesom jeg hjertens gerne anmelder industriens tyndeste sprøjt, så læserne ikke selv behøver binde an med det, løfter jeg også ind imellem gerne en flig af forhænget ind til internettets mørkeste afkroge. Så behøver læserne heller ikke dette selv – selv tak, det var så lidt … eller ret meget. Men hvad gør man ikke for sine læsere?

Jeg har aldrig før været inde og kigge på Frihedens Stemme eller den tilsvarende video-kanal. Der er grænser for, hvad mine nerver kan holde til – især når det er umuligt at u-se det, man er kommet til at bevidne derinde. Så hellere lykkelig i uvidenheden. Nu er skaden imidlertid sket, og her følger så min beretning – dels som bearbejdning af traumet, dels fordi der faktisk er en interessant historie at fortælle.
Uwe Max brokkede sig i sit korte tweet-svar over, at der ikke var ytringsfrihed i MiB, og det blev uddybet i den linkede artikel på Frihedens Stemme. Eller uddybet og uddybet … det er så som så med den kaotiske ordsalat, der efter alt at dømme også havde været gennem en voldsom food fight før den endte på Stram Kurs’ blog.
Det jeg har kunnet reorganisere bogstaver og ord til, således at det giver nogenlunde mening for de ikke-indviede (hvoriblandt jeg ikke uden en vis stolthed (omend det er en meget lav barre) tæller mig selv) er, at Uwe Max skulle have spurgt på MiB’s facebookside, hvorvidt Stram Kurs var velkommen i MiB’s demonstrationer. Svaret fra MiB blev gengivet i et screenshot: FUCK HØJREFLØJEN FUCK VENSTREFLØJEN – VI ER FOLKET, efterfulgt af to emojier; et dannebrog og et sort flag. Efter dette – indrømmet ikke helt fyldestgørende eller entydige svar – blev Max Jensen angiveligt blokeret fra gruppen.

I resten af artiklen på Frihedens Stemme fyger det med udokumenterede beskyldninger og usammenhængende påstande om, at MiB er tæt associeret med både rockerklubben Satudarah og Værebros Hårde Kerne, via gruppens baggrund i fanmiljøet omkring Brøndby IF.
På denne noget skrøbelige baggrund udråber Uwe Max MiB til at være en “islamofil frontorganisation, der forsøger at ride med på danskernes skepsis overfor de omfattende coronarestriktioner.” Derefter deles endnu en facebookkommentar i et screenshot, denne gang fra MiB’s talsmand Ali Sufi fra 6. juni 2019 – altså godt og vel et halvt år, før der var noget, der hed COVID-19 og endnu længere før MiB was even a thing.
Af den usammenhængende kommentar fremgår det, at Ali Sufi kalder både Nye Borgerlige og Stram Kurs neo-nazister (and who could blame him, really?). I kommentaren ser Uwe Max formentlig en begrundelse for, hvorfor MiB ikke ønsker følgeskab af Stram Kurs. Der findes næppe nogen, der bliver mere fornærmet over at blive kaldt nazister, end dem der er det af gavn, men ikke tør være det af navn.
Efterfølgende skulle de forsmåede Stram Kursere have arrangeret deres egen sølvpapirshatsdemo, der gik i hælene på MiB-demoen. Men hvilke eskapader den har måttet afstedkomme har jeg ikke magtet at efterforske.

Ud over at det er underholdende at se tosser gå i flæsket på tosser, viser sagen også, at der åbenbart er en nedre grænse for, hvem sølvpapirshattene i MiB gider associeres med. Og hvis det står til mig, skal Stram Kurs fremdeles huskes for … vel, en hel masse grimme ting, men også, at de var så skøre, at selv MiB ikke gad lege med dem.
Den største nogenlunde organiserede forsamling af konspirationstosser i Danmark synes, at Stram Kurs alligevel er lidt for langt ude … det er, hvad jeg tager med mig fra den dag, jeg uforvarende kom til at klikke mig ind på Stram Kurs’ fæle blog … Hold kæft hvor er den i grunden også grim. De kan ikke engang finde ud af at lave et favicon, så man i stedet har WordPress’ logo på fanebladet i browseren. Ikke den bedste reklame WordPress kunne ønske sig skulle jeg mene, selv som flittig bruger af WordPress-platformen.

Med den oplevelse nogenlunde ude af systemet skrider jeg videre til dagens øl, der om ikke andet er lidt i samme tema, eftersom den også er ganske mørk: Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten under Løkken Bryghus. Den sidste øl i det efterhånden meget lange tema om den pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig i efteråret.
Brygget er opkaldt efter de bunkere, der blev opført af Stram Kurs’ ideologiske forbilleder langs den jyske vestkyst i krigsårene. Det fremgår, at nogle af bunkerne også blev brugt efter krigen, og at netop den bunker, som er afbilledet på etiketten, kunne have været den, hvorfra meddelelsen om russisk transport af missiler til Cuba blev rapporteret tilbage i 60’erne.
Ellers er der tale om en brown ale – og det lever brygget fint op til rent visuelt. Brygget er sort som en overskyet nat ved vestkysten med højt, tæt, fedtet skum, i matchende mælkechokoladefarve.
Nyd det i fulde drag så længe det varer, for herfra går det kun ned ad bakke.

Afmagten og skuffelsen sætter således ind med fuld drøn så snart brygget sættes for næsen. En meget fjern aroma af tynd kaffe er alt, brygget i sin ellers fejlfri visuelle skønhed kan byde på. Og oplevelsen er stort den samme i smagen. En fjern, svag og ubestemmelig fornemmelse af billig og alt for tynd pulverkaffe kan akkurat registreres i et bryg, der mere end noget andet smager rigtig godt igennem af egnens klare og friske postevand. Brygget er desuden ikke stærkt nok til, at alkoholen kan kompensere for skuffelsen. 6% er bare ikke nok, og ville næppe heller være det, om brygget blev leveret i en større emballage.

Det er mildt sagt ikke noget godt sidste indtryk, bryggene fra Løkken Bryghus har gjort på mig. Men det kommer jeg mere udførligt ind på i næste blogindlæg, hvor jeg gør status over temaet.

Så forbliv indstillet.

Narrevorn, Løkken Bryghus (Det’ bare Løkken XI)

Et sort glimt af håb …

Pauserne mellem mine indlæg er igen blevet længere end jeg egentlig intenderede. Jeg skal ikke plage læserne unødigt med mine humør-issues, men blot fremføre det som en simpel kendsgerning, at det igen-igen-igen er det der spøger og sætter grænser for min aktivitet på de sociale medier.
At jeg var så edgy på dagen for indsættelse af Joe Biden i præsidentembedet, at jeg fik lukket min Twitter-konto permanent, gjorde heller ikke sagen bedre. Over 1700 følgere i vasken – bare sådan, fordi Twitters algoritme, eller nogle emsige højrefløjsere synes, man skal holde kæft.
Vel, op på hesten igen – den evige jagt på følgere for følgernes skyld blev faktisk også lidt triviel i længden. Jeg prøver at lære af det frem for at blive endnu mere bitter.
Ikke mindst når bitterheden er en egenskab, bryggeriet bag dagens øl for en gangs skyld har nogenlunde styr på.

Vi er nået til den næstsidste øl i den omfattende serie af øl, jeg i efteråret fik sendt af Løkken Bryghus. Det har været en på flere måder jævn oplevelse, mest af alt fordi hovedparten af bryggene lagde sig i et mageligt for ikke at sige konturløst og umarkeret midterfelt. Akkurat bestået, men ej en fornøjelse at bevidne som eksaminator eller censor.
Forventningerne til denne stout er derfor ikke just høje, ligesom alkoholprocenten. 6,9 er måske ikke lige så langt nede, som mit humør for tiden, men om man ligefrem bliver skæmtsom, eller narrevorn som det hedder på vendelbosk, af én alene, har jeg min tvivl om.

Brygget lægger ud med en for så vidt godkendt, men dog noget svag duft af kaffe og mørkt træ. Ikke desto mindre er det mere lovende end det meste fra bryggeriets hånd, så det naive håb lever fortsat.
Og det indfries skam også! Brygget ejer ikke bare fylde nok, men fylde i overflod – og aroma! Lækker, bitter, fyldig, næsten brændende lakridsaroma, og så endda helt uden at lakridsaromaen føles støvet eller på anden vis disharmonisk.
Det skyldes nok, at der ikke er tilsat lakrids. Whisky ja, men ikke lakrids. Det er måske tricket? Hvor ofte har jeg ikke pylret over, at stouts tilsat lakrids fik en underligt støvet og disharmonisk mundfornemmelse af det (med Limfjordsporter som den nok mest markante undtagelse)? Her er lakrids go leor, men som resultat af brygkunst, og tilsættelse af noget ganske andet.
Og whiskyen smager i øvrigt heller ikke for meget igennem. Innis & Gunn har gjort det til deres brand at lagre øl i whisky- og andre brændevinsfade, hvilket på denne bloggers tunge alene har givet deres bryg afsmag.

I sidste ende er det nok et spørgsmål om smag og behag, men ét står i hvert fald tilbage mørkt, tungt og dunkelt som kun en ordentlig stout kan være det: Dette er en aldeles nydelig repræsentant for stout-genren, og yder omsider Løkken Bryghus noget hæder, de nok har længtes efter.
Og det kan ikke undgå at nage efter en pragtfuld øl som den her, at man nu ved, at Løkken Bryghus sagtens kan brygge øl af en udsøgt kvalitet. For hvorfor gør de det så ikke bare hver gang?

Bandit, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken X)

Vand over åen …

Oh dear, jeg er en klovn. Det er vist ikke sket på bloggen før, at jeg to gange i træk har glemt at tage et billede af den øl, jeg drak. Selv ikke dengang jeg drak øl med Ole for snart et år siden. Der glemte jeg faktisk ikke én eneste, hvor usandsynligt det ellers måtte forekomme.
Og denne gang er der ingen videooptagelser eller anden dokumentation til stede, der kan genoplive min oplevelse, ud over mine hastigt nedkradsede noter – og de beretter precious little om bryggets ydre. Det skal ikke være nogen hemmelighed allerede nu, at selv hvis brygget havde strålet som en stjernesol til engles sang og harpeklimpren, havde det ikke reddet meget for denne, Bryggeriet Vestkystens bud på en pilsner.
Og som de i øvrigt selv siger deroppe i Løkken: Det er det indeni, der tæller. Ellers beskrives brygget som lys gylden i farve (jeg protesterer ud fra min rudimentære hukommelse ikke) tilsat amerikansk bitterhumle. Den skulle desuden “fungere godt til et frokostbord eller bare som garagebajer.” Havde jeg taget mig tid til at læse, hvad bryggeriet selv skriver om deres eget produkt, ville chokket over den veritable maltknytnæve og den tungeflænsende humlefræsers demonstrative udebliven nok have været en kende mindre.

Og dog … Der er ikke mange kapitler tilbage i den efterhånden lange saga om den smagepakke fra Løkken Bryghus, jeg modtog tilbage i … november, var det vist? Indtil videre har de store oplevelser været højst sparsomme, og begrænser sig faktisk til bryggeriets pilsner – Jøwt – der fortsat har min anbefaling, mens man ikke går glip af det store, hvis man lader resten stå.
Det gælder også her … mine noter er sparsomme fordi ordene hurtigt slipper op, når man skal skrive af noget, der dufter og smager af det rene ingenting.
Vandet, brygget er lavet af, er vitterligt det, man kan rose mest. Det har vædende og læskende egenskaber på tunge, gummer og gane, og man slipper i det store og hele fra at gå tørstig fra et glas med denne øl.
Hvori består ølelementet så? Vel … en antydning af afsmag af noget syrligt-metallisk kan akkurat spores, og med yderste nød identificeres som noget, der kunne være en sørgelig rest, en skygge af, hvad der engang var humle. Næppe nogen god humle, i øvrigt.

Spørgsmålet, der nødvendigvis må rejse sig, når dette aldeles intetsigende bryg er skyllet i maven og ud i glemslen er “hvorfor?” Alt i alt smager det bedre og friskere, hvis man simpelt hen bare åbner for vandhanen. Og hvis man vil være fuld – vel, så er der indtil flere industrielle alternativer, der smager af lige så lidt, men formentlig er langt billigere.

Man må undres.

Kloster Hvede, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave III)

Flyverskjul og popcorn

I USA er folk gået i flyverskjul i forventning om, hvad der kommer til at ske i overmorgen, når Joe Biden skal indsættes som præsident. Nationalgarden er udstationeret på gangene i kongressen – helt bogstaveligt hvor de overnatter uden madrasser eller tæpper – og ude i de enkelte stater har man været i allerhøjeste alarmberedskab, da Trumps broget-grumsede svar på Sturmabteilung (I ved, boogaloo-boys, Proud Boys, Oath Keepers, QAnon osv osv) erklærede, at de ville marchere mod staternes respektive hovedsæder i går.
Nyhedsbureauerne har ikke meldt om uroligheder, heldigvis, for med den slags fyrværkeri foretrækker de fleste nok en fuser. Forhåbentlig bliver det til endnu en fuser på onsdag, selvom risikoen for uro anses for at ligge et sted oppe i stratosfæren. FBI har meldt ud om risiko for, at insidere i kongressen planlægger angreb, ikke ulig hvad der var tilfældet 6. januar, hvor både politifolk og kongresmedlemmer ifølge hastigt ophobende evidens handlede i forening med stormløberne.
Angiveligt er hver eneste udstationerede soldat i kongressen blevet sikkerhedsvurderet tre gange – det må være over 60.000 sikkerhedstjek i alt, da over 20.000 nationalgardister er blevet udstationeret. Og mit lille aspergerhovede kan ikke lade være med at overveje, om dem der laver sikkerhedsvurderingerne mon også bliver sikkerhedsvurderet. Hvis blot én forræder løsner et skud kan katastrofen blive total, og det kræver ikke engang en forræder at overse en sådan. Det kræver blot, at en af dem der sikkerhedsvurderer tropperne, sover i timen.

Herhjemme tager de fleste sagerne med foruroligende sindsro. Alt for mange ser det som en form for bizar underholdning, der inviterer til hånlatter og popcornspisning. Der er imidlertid alle grunde til at være bekymret for, hvor slemt det faktisk står til med verdens mest betydningsfulde supermagt, samt de oplagte historiske paralleller man kan drage fra europæisk fortid.
Kast blot Godwin efter mig, hvis I vil, men dette var Trumpbevægelsens ølkælderkup. Og hvis omverdenen fortsætter sin letkøbte og konsekvensfrie fascination af bevægelsen, og ikke tager den alvorligt inklusive dens nødvendige bekæmpelse, så gruer jeg meget for det næste amerikanske præsidentvalg. Mit gæt er at Trump er enten død eller alt for mentalt svækket til den tid – men der skal nok være fundet en efterfølger, der er gal nok. Ted Cruz, Josh Hawley, Matt Gaetz, Marjorie Taylor Greene og Lauren Boebert står allerede klar i kulissen, mens man samtidig ikke skal undervurdere resten af Trump-familiens ønsker om at gøre Marmelade Mussolini kunsten efter.

Endelig siger man, at det der sker i USA kommer til Europa ca 10 år senere. Med Nye Borgerlige, Stram Kurs/Hard Line, Dansk Folkeparti samt veteraner som Inger Støjberg er der for længst et betydeligt segment i dansk politik, der deler Trumpbevægelsens politik, efter min mening tillige med dennes autoritære og antidemokratiske element.
Herhjemme er de blot kloge nok til ikke at flashe sidstnævnte alt for ofte eller alt for tydeligt. En sjælden flashing af disse dispositioner stod Støjberg for, da hun frejdigt erklærede sit ønske om at ‘dræne sumpen’ under Bæredygtigt Landbrugs traktortræf i efteråret.

Jeg husker ikke længere, om vi diskuterede alle disse emner under samme livestream, som jeg refererede til i sidste indlæg, men det kan man jo selv klikke sig ind for at undersøge. Det blev i hvert fald en så lang livestream, at jeg åbnede to nye øl undervejs. Men da jeg havde kværnet den fine IPA fra sidst, var jeg åbenbart blevet for pløret til at huske at fotografere denne hvedeøl, før den blev åbnet.
På optagelsen ser den nydeligt messingfarvet ud, blankpoleret overraskende nok, for brygget er – som enhver hvedeøl selvfølgelig bør være – ufiltreret. Dette manifesterer sig åbenbart ikke synderligt i det visuelle.
Duften er til gengæld lovende, omend sikkert ildevarslende for mange. Stald, eller rettere; ensilage breder sig i lokalet ved skænkning – og det er ironisk nok et sikkert tegn på kvalitet, også selvom lugten af stald er ubehagelig for de fleste – mig selv inklusive.
Staldlugt peger gerne i retning af bitter aroma, som man bliver snydt for her. Men det gør ikke spor, da der i indbudt til en sød, kælen oplevelse i stedet. Et fast, fyldigt, næsten svulstigt sødt element af marcipan glider næsten friktionsløst ind over tungen. Her yder kontakt med alle indvendige flader lystigt behag af lette, men velplacerede stød af agurkesyrlighed, der udløser saft fra efterårets modne æbler.
Man kan ikke nære sig for at vælte hele udladningen rundt i gane, gummer svælg en ekstra gang, før man lader det hele glide ned. En fuldendt aromatisk udløsning, der langt overgår forventningerne til enhver hvedeøl, plus forventningerne til de fleste øl i det hele taget.

Og jeg der ellers sjældent synes at hvedeøl er noget at råbe hurra for. Men det kan altså lade sig gøre at brygge nogle ordentlige nogle af slagsen. Det har Klosterbryggeriet hermed lært os.

Kloster Humle, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave II)

Interessante tider …

Sheez … her vender man ryggen til bloggeriet et kort øjeblik, fordi – jeg har også ret til lidt ferie fra mine hobbyer ind imellem … og så nærmest eksploderer verden i en sky af fæces på en baggrund af brændende swastika – eller i hvert fald ækvivalenter dertil.
Lad mig se. Det startede jo egentlig rigtig godt med, at demokraterne Raphael Warnock og Jon Ossoff begge blev valgt til det amerikanske senat, hvilket betød at republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler blev vippet ud, så der nu er demokratisk flertal i begge kamre. Det var i tirsdags.
Onsdag skulle kongressen så – ceremonielt mere end noget andet – tælle valgmandskollegiets stemmer, hvilket ville udgøre den formelle føderale certificering af demokraten Joe Bidens valg som præsident.

Og så var det ellers at lorten ramte ventilatoren. På opfordring fra Agent Orange aka Agolf Twitler aka Cheeto in Chief stormede dennes sammenrend af nazistiske og fascistiske tilhængere kongressen i et sidste forsøg på at gennemføre et kup for at vende valgresultatet. Det nok mest gennemtestede og gennemtjekkede valgresultat i menneskehedens historie i øvrigt. Fem mennesker er indtil videre døde, herunder en af de meget meget få politibetjente, der valgte at passe deres arbejde, frem for at lade de antidemokratiske naziterrorister bryde ind, smadre ting og få taget selfies med flertallet af de sædvanligvis rådne æbler, der udgør DC’s Metropolitan Police.


Det er sikkert forskelligt, hvad der gør mest indtryk, når historie sådan bliver skrevet for øjnene af én. Det jeg nok bed mest mærke i, var et Tweet med relativt få reaktioner fra Shaun King, hvori en anonym DC politiassistent beretter om, hvordan dennes kolleger var med i optøjerne og frit og frejdigt flashede deres skilte imens.
Hvor noget kunne tyde på, at fortiden – og for den sags skyld også nutiden – endelig vil indhente Trump, og at han enten vil blive afsat eller sendt for en rigsret endnu engang (evt. begge dele), så er jeg langt mere i tvivl om, hvorvidt den endnu engang meddelagtige ordensmagt vil blive stillet til ansvar. Uden DC’s Metropolitan Police’s aktive medvirken, ville stormen på kongressen aldrig kunne lykkes. Det er helt tydeligt, at hvis demonstranterne er hvide fascister og nazister, så støtter amerikansk politi dem aktivt. Det så vi under BLM-protesterne, hvor nazistiske og voldelige moddemonstranter blev taget på med fløjlshansker – selv når de begik flerdobbelte mord, som fx i tilfældet Kyle Rittenhouse.
Er demonstranterne derimod fra Black Lives Matter, rykker Nationalgarden ud i fuldt udstyr. Her er der sikkert en del af mine læsere, der vil indvende “jamen BLM er meget mere voldelige end Trumps nazister”. En rapport fra ACLED når imidlertid til en anden konklusion – og det siger jeg ikke for at få hine læsere til at ændre opfattelse, idet jeg ved, at de (formentlig meget få) læsere er tabt. Jeg anfører det for at sikre, at tredjepart – dem der ser begge sider af sagen – får et mere nuanceret indblik.
De førstnævnte tosser, der har bildt sig selv ind, at dem der stormede kongressen enten var langt mindre voldelige end BLM-demonstranterne, eller at de i virkeligheden var Antifa i forklædning, er ærligt talt ikke værd at spilde ens tid på.
Marmelade Mussolinis Twitterkonto, og en lang række andre af hans konti på sociale medier, er nu lukket. Og det er så der, vi er nået til i en fire år lang føljeton, der heldigvis ikke får sig en sæson til. Men slut er den ikke endnu, og i modsætning til en serie, man faktisk gider følge med i, gruer jeg for, hvilke afsindige hændelser man må være vidne til som det næste.
Der skal nok være rigeligt at skrive om i begyndelsen af næste anmeldelse også. Selv nu, hvor jeg har tre øl i kø, og der snildt kan gå under 24 timer mellem indlæggene.

Men nu skulle jeg vel være sådan nogenlunde med i det mindste. Dagens øl må jeg hellere se at komme i gang med, før den oplevelse går tabt i virkelighedens mange distraktioner.

Historien bag dagens øl er skrevet på halsetiketten med så lille skrift, at jeg måtte have min søn til at læse det op for mig … som de unge dog kan.
Humlen stammer åbenbart tilbage fra klosterets aktive dage, der begynder i 1100-tallet. Planter der kan knyttes til samme sted gennem århundreder kaldes åbenbart ‘relikte planter’ – så blev vi så kloge.
Men bliver humlen nu også god af den grund? Lige så god fx som brygget ser ud med sin dyborange lød, og sit flotte, fyldige, standhaftige og ikke mindst høje, cremede skum? Den kan i hvert fald duftes! Fyldig, fortrinsvis sød faktisk, men også sprødt bitter og med en nydelig kant af vanille, der giver indtrykket dybde.
Og jo – de mange århundreder på klostergrunden ved Ry har næppe skadet. Frisk som vinterkulden, klar som kildevand, sprød som nyristede majsflager og med en bittersød aroma af nyhøvlet lyst træ og fersken. En lille, uprætentiøs og forbløffende smagfuld aromafuldtræffer! Kompleks uden at være unødigt kompliceret. Læskende og vederkvægende uden at være ordinær. En øl, der er god til det meste og sagtens kan stå alene.

Tak for den, Marcus – og Øm Kloster!

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Rubjerg Fyr, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VIII

Løkken Branddam …

Lige en allersidste Løkken Bryghus-øl før jeg for alvor går i gang med julebryg.
Den her steam beer er opkaldt efter et af Nordjyllands mest kendte vartegn uden for Skagen, Rubjerg Fyr i klitlandskabet ved Rubjerg Knude.
Man kan sige, at problemet med Rubjerg Fyr har været det omvendte af problemet med Den Tilsandede Kirke længere mod nordøst. På grund af Vesterhavets slid på kysten, der i det område er særligt slemt fordi kysten mere end noget andet består af sand. Klitlandskabet omkring fyret kaldes Rubjerg Knude og er et yndet turistmål, netop fordi sliddet på kysten er så tydeligt der.
Så galt stod det til med nedbrydningen af kysten op til fyret, at man i oktober 2019 valgte at placere fyret fysisk på en blokvogn, og transportere det 60 meter længere ind i landet. Manøvren blev tv-transmitteret direkte som endnu en ingeniørkunstens sejr over moder natur. For en gang skyld foregik det ikke på en måde, der skabte nye og endnu værre miljøkatastrofer – tænk at det kunne lade sig gøre.

Umiddelbart minder brygget til gengæld ikke meget om det allestedsnærværende kridhvide sand, det hvidkalkede fyr, eller den mægtige blå himmel … det skulle da lige være hvis brygget er tænkt som en ‘Rubjerg Fyr by Night’ hvor det eneste synlige er den tætte, kulsorte nat, hvor det hvide skum repræsenterer sandet, som man ved er der, men ikke kan se. Sandets usynlighed i nattemørket er repræsenteret ved skummets sparsomhed.
Brygget går ellers til den i bouqueten: Duften er tung af malt og mørkt sukker – både kandis og puddersukker. Dertil kommer en velvalgt bitter snert af kaffe. Det er ikke mindst lovende for et bryg, der kun er en smule stærkere end vanlig pilsnerstyrke; 4,8%. Er det mon Vesterhavet der på en eller anden måde har leveret inspirationen til bryggets tilsyneladende tæthed?
Måske. Desværre er hovedtemaet i aromaen det, Vesterhavet og øl i almindelighed har mest til fælles af. Hvor ked af det, jeg ellers er for at indrømme det, så består både havet og det øl, jeg sætter så stor pris på, mest af alt af vand.
Og det er lige præcis det, man får mest af i den her øl. Ud over en mat ubestemmelig antydning af … måske lidt malt, måske lidt humle – hvor markant konturløsheden er, understreges af, hvor meget jeg er i tvivl – og langt det mest dominerende element er det store Vestehav … på en stille dag. Det er ikke Vesterhavet, når det rusker og river (Vestkysten i stykker). Det er undtagelsesvist vindstille – en afvigelse fra normalen, der fuldstændig ødelægger noget af det mest fundamentale i konceptet.

Den var der mere lokal branddam end Vesterhav over..

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme