Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: sport

Mikkeller Running Club, Mikkeller/De Proef Brouwerij

2017-09-01 17.26.22Næppe én jeg ville løbe efter …

Jeg har aldrig været nogen stor sportsmand. Jeg drev det et stykke med sækkepiberiet, men sport har virkelig aldrig været mig. Jeg holder mig i nogenlunde form ved at køre med mine to børn på min long-john – det gør jeg næsten dagligt, og det er sådan set det.

Og det, jeg nok allersidst ville begynde på af sport, ville være løb. Jeg hader at løbe. Sveden springer alt for hurtigt, hele kroppen gør ondt, mit syn bliver dårligere når hele verden hele tiden hopper op og ned, for hvert skridt, stødene i benene og kroppen, lydene af fødderne der slæber sig af sted på underlaget … nej tak.

Så jeg ville formentlig aldrig nogensinde have fået fat i denne øl, hvis ikke jeg havde en god kollega på mit arbejde ved navn Henning, der går så meget op i løb (og øl), at han er medlem af Mikkellers løbeklub. Og det ville jo ligne det feterede, hipsterede pionerbryggeri Mikkeller dårligt – for ikke at sige aldeles rædselsfuldt – hvis der ikke var en øl, dedikeret til løbeklubben. Og for et par uger siden havde Henning altså en af disse med til mig, så jeg havde lidt at anmelde.

Jeg har tabt tråden lidt med hensyn til Mikkeller. I dette tilfælde ser det ud til, at de optræder som brand eller fantombryggeri, da selve øllet er brygget i Belgien af De Proef Brouwerij. Jeg ved ikke om de længere har brygfaciliteter selv overhovedet, eller om et hele er blevet til dyre barer med dårlig betjening og vilkårlig brandflashing. Men det skal jo ikke have betydning for min anmeldelse, at brandindehaveren med årene og berømmelsen har udviklet sig til lidt af en brusebadspose.

Der er tale om en lys, citrongul øl, med fint, luftigt og alligevel holdbart skum. Brygget dufter kækt af citrussukker. En sød, frisk og liflig oplevelse ser ud til at være i vente.

Og tørstslukningen er i hvert fald på plads, kan man hurtigt konstatere. Det er bestemt anbefalelsesværdigt lige at vende brygget i munden, så gane, gummer og mandler også får det, der tilkommer dem. Så træder smagene så småt frem – let bitterhed af lyst løvtræ ledsager den rigelige kulsyres pikante prikken. Limesyrlighed sørger for yderligere stik uden for tungen, mens en præsent gærethed giver fylde.

Brygget giver god mening som løbeøl – en smagfuld og frisk tørstslukker på den lette side med de lette-til-vage smagsindtryk i finurlig og næsten perfekt balance. Det er vist noget med, at man ikke skal spise og drikke alt for meget og alt for hurtigt efter lange løbeture – og med sine lette men alligevel præsente smagsnuancer giver dette bryg vel god anledning til at få vædet hele ganen, frem for bare at blive hamret i spiserøret.

Jeg foretrækker nu mine øl med lidt mere knald på. Som Amager Bryghus ellers understregede for et par anmeldelser siden, behøver øl ikke være fandenivoldske for at være spændende, såfremt aromaerne ellers er på plads. Her forekommer aromaerne mig – vidunderlig balance til trods – alligevel at være lidt til den svage side.

Men Hennings skal alligevel hare stor tak for en øl, jeg nok ellers aldrig ville have fået lejlighed til at prøve.

3-en-halv-stjerne

Petrus Aged Pale, Brouwerij de Brabandere

2017-07-31 19.16.57Surt …

Det er dagen derpå. Det kan godt være, det var lidt surt, at vi ikke blev Europamestre, men sølv er vel heller ikke så tosset. “At være Fremad Amager-fan lærer én at tage den slags med stoisk ro” som der blev skrevet på facebook kort efter at EM-finalenederlaget til Nederlandene på 4-2 var en realitet.

Citatet er fra min egen facebook-profil, så selv hvis jeg havde spurgt om lov til at bruge det, ville jeg sikkert også have fået det. Sølv er jo heller ikke så tosset endda, men lidt surt er det nu alligevel.

Og apropos surt – hvor skal man mon gå hen, hvis man vil prøve de nye, hotte øltrends, der peaker lige nu? Det sure øl, som alle går og taler om, og alle skal være de første til at prøve? Vinhandleren? Boxbeers? En af de andre dyre hipsterbutikker, der har specialiseret sig i specialøl?

Nixengebixen!

Fakta – der skal man gå hen.

Fakta af alle steder har lige i øjeblikket Brouwerij de Brabandere’s Petrus-serie på deres spotvarehylde til kr. 25,- stykket. For nogle lyder det lidt pebret, men i sammenligning med, hvad øl af den kvalitet ellers ville koste et pænere sted, så er det det rene kup. Med andre ord: Glem resten af indlægget – skynd dig i Fakta og køb alle tre, før de er revet væk. I modsætning til øllene, render blogindlægget her ingen steder foreløbig.

Der er som sagt tre at vælge imellem. Denne lyse, en brun og en rød. De tre Petrus-øl er alle sure – nej, ikke bare syrlige men sure. Denne første er 100% foeder. Første stavelse udtales som man ville udtale det engelske ord for mad – food. Ordet er flamsk og på flamsk og hollandsk udtales -oe- som ‘u’ (jeg skal dog ikke kunne sige, hvorvidt den tyske digter og videnskabsmand Guthe bliver anset for at være en stor put på de kanter). En hurtig og nem definition af stilarten har faktisk ikke været sådan lige til at google, men ordet skulle betyde tønde, og passer også fint med, at brygget lagres på sådanne i et stykke tid. Desuden er brygget pr. definition surt, og åbenbart også bevidst oxideret i en eller anden grad.

Meget fixt og kompliceret. Næppe noget, man som hjemmebrygger bør kaste sig over som det første.

Denne foeder er højgul i løden og med flot, fast, hvidt skum, der er lige tilpas prangende til ikke at være kedeligt – og ydmygt nok til ikke at gøre brygget svært at skænke.

Duften – vel, duft og smag er der virkelig ikke den store forskel på, så lad os gå lige til de ikke-visuelle sanseindtryk under ét.

Der er tale om en kraftig og potent surkålslage. Og her taler vi ikke om den med sukker modificerede og mildnede brunkålslage, man bruger heroppe nordpå. Nej, der er tale om lage fra Sauerkraut som den laves i det dybeste Sydtyskland – ja, sågar måske endda i Schwiez, Østrig og Nordtyrol.

Ved indsnusning gør nervereflekser det de skal, når den slags kommer i kontakt med næsens indersider. Ikke bare rynkes næsen. Øjnene kniber sig helt uden hjælp sammen, ligesom munden og en række små hals- og kæbemuskler, man end ikke var sikker på, man overhovedet vidste, eksisterede.

At tage brygget i munden skaber de samme refleksreaktioner, føj dertil en fornemmelse på tunge og gummer af tusinder af bittesmå skarpe nåle, der ridser lange flænger i spændende mønstre på alle mundens himmelvendte overflader. I gane og svælg føles brygget ikke ulig en voldsom halsbrand – men uden den dårlige smag i munden og kvalmen …

… hvad er det mon, der gør det? Jeg kan ikke fordrage cappucino, blom- rosen- og især ikke surkål. Og halsbrand er noget af det mest ubehagelige, man ikke lige kommer til at kaste op af … men når en øl smager af samme, eller skaber samme følelse, er oplevelsen intet mindre end vidunderlig. Om jeg fatter det?

Det eneste, der kan få mine arme ned ved dette bryg, er brygget selv. Tager man en tår af det med armene oppe (find selv på en måde at gøre det på) krænger hele kroppen sig omgående sammen i en Joe Cocker-positur, der ikke tillader albuerne over skulderhøjde.

Vidunderligt. Fantastisk. En øjeåbner af de helt store – når man er færdig med at knibe dem sammen, forstås. Jeg har før prøvet surt øl. Jeg har også prøvet øl, der var blevet surt. Det sidste er aldrig godt. Det første har jeg aldrig prøvet i denne intentsitet før, men har alligevel haft fat i sure øl, der forekom mig for sure.

Hvordan dette bryg, hvis pH-værdi er lavere end niveauet i kommentarerne under Martin Henriksens facebookopslag, kan være en sådan nydelse for mig forstår jeg hverken helt eller halvt. Men at den er det, er en kendsgerning på linje med Inger Støjbergs had til alt fremmed og Esben Lunde Larsens ditto til alt smukt ved naturen.

Nyd den som den er, eller til en god burger med ekstra mange, ekstra sure syltede agurker – eller måske bare en ordentlig omgang sydtysk Sauerkraut med Bockwurst, fordi det bare ville matche perfekt.

Personligt ville jeg dog holde mig til pølsen.

Og her på falderebet: Tillykke til landsholdet. De fortjener samme karakter som denne øl:

6-stjerner

Fremad Amager spillede også i går og fik også tæv – 1-2 – af HB Køge. Selvom stemningen på stadion som altid fortjente samme karakter som denne øl og landsholdet, fortjener de ikke helt samme karakter for spillet:

2-stjerner

Kampen mellem to insignifikante østsjællandske hold, der også blev spillet i går aftes, vil jeg end ikke værdige navns nævnelse.

Jubilæumsøl Europamester, Raasted

2017-06-06 18.07.38Disse minder …

Jeg har klippet lidt i den fulde titel på dagens øl. Skal man tro etiketten, er det fulde navn “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92”. Ikke videre mundret efter min ydmyge mening. Men det hele skal jo med. Det er jo jubilæum for noget, der er næsten (men også kun næsten) lige så vigtigt som anmeldelse nr. 900 på Kajs Ølblog, nemlig Danmarks sejr ved Europamesterskabet i Fodbold i 1992 … hvis altså nogen skulle være i tvivl efter at have tygget sig igennem titlen.

Nederst står desuden alle de andre kampe, Danmark spillede ved det, der måske kan kaldes den største sportsbegivenhed nogensinde herhjemme. Vi taler i hvert fald stadig meget om det, her 25 år efter. Men hvorfor ikke? Englænderne taler angiveligt stadig om 1966, hvor de vandt VM. Tyskerne – ja, det er jo rutine for dem, at vinde den slags turneringer, og at de i øvrigt var forsvarende verdensmestre, da vi slog dem i EM-finalen – som vi oprindeligt slet ikke havde kvalificeret os til – gør selvfølgelig ikke historien ringere.

Og lad mig da bruge anledningen til selv at mindes min oplevelse af mesterskabet dengang (så har jeg også en undskyldning for at udskyde anmeldelsen af øllen – og på den måde holde publikum i skak i åndeløs spænding). Det er jo nok en af de oplevelser, der brænder sig fast resten af livet. Ligesom da man hørte om mordet på Kennedy (som jeg så af gode grunde ikke husker), Challengerkatastrofen, eksplosionen på Tjernobyl, 11. september, Lemmys død samt Anders Foghs magtovertagelse efter Nyrup (uden videre sammenligning i øvrigt), så husker alle, hvad de lavede hin junidag i 1992, da Danmark vandt.

Selv var jeg på Roskilde Festival for første gang i mit liv. Jeg boede i lejr med nogle fra årgangen på Rødovre Gymnasium, hvor jeg var startet i efteråret, da jeg med mine forældre flyttede til Sjælland efter at være vokset op i satellitbyen Hjortshøj nord for Århus (det blev stavet med svensk ‘å’ dengang). Nogle af de venskaber jeg knyttede – ikke bare i gymnasieårene, men ved denne konkrete begivenhed, har faktisk vist sig at holde op til nu. Men det har udviklinen af internettet og sociale medier nu nok også en del af skylden for – men det er en anden historie.

Festivalen blev jo sat på pause, da Danmark mod forventning var kommet i finalen efter at have slået Nederlandene i straffesparkkonkurrence (efter at Nederlandene havde slået Henrik Andersen i den grimmeste tackling siden Allan Simonsen ved EM i 1984. Også det er en anden historie). Og at finalepladsen var så overraskende, at festivalen på rekordtid måtte anskaffe en forbandet masse TV-apparater (det var før projektorer og storskærme blev hvermandseje) så gæsterne kunne følge med i finaleopgøret er sådan set også en anden historie, men ikke desto mindre et faktum, der også har brændt sig fast i min hukommelse.

Aftenen oprandt. Som opvarmning spillede det nu næsten glemte band Extreme, der ikke desto mindre stadig leverede en af de bedste koncerter, jeg har oplevet på festivalen. Damn! En dygtig guitarist de har (ja, de findes åbenbart endnu).

Jeg husker ikke hvorfor. Måske gad jeg bare ikke hypen og de alt for mange mennesker omkring de små tv-skærme, men jeg så faktisk ikke første halvleg. Jeg blev nede i lejren, hvor vi, der havde det på den måde drak et par bajere og bare chillede. Et kæmpe brøl flængede på et tidspunkt stilheden, da Tyskland scorede – svenskerne omkring os jublede, slog flik-flak og grinede skinger synkront, fingerpegende og vrængende idet de triumferende erklærede noget i retning af “HA HA – TYSKLAND HAR SCORET DANMARK HAR TAAAAAAAABT …” – på svensk, naturligvis, men jeg kender ikke svensk retstavning, så jeg har leveret en nogenlunde ordret oversættelse. Tyskerne derimod sagde ingenting …

… måske fordi tyskerne bare generelt er mere anstændige end svenskerne – og skandinavere i det hele taget. Eller også var det fordi det allerede på dette tidspunkt var gået op for tyskerne, at der var off side, og målet blev underkendt. Reddet på stregen …

Jeg kan dårligt huske det videre forløb. Danmark scorer, euforien stiger, og på et eller andet tidspunkt i 2. halvleg bliver min nysgerrighed for stor. Så jeg forlader teltpladsen og går ned på festpladsen hvor det lykkes mig at finde en tv-skærm, hvor der ikke er tætpakket foran. Der står jeg måske 10 minutter, og så sker det – Faxe forøger til 2-0. Et brøl af en anden verden lyder for tredje gang, og kort efter tager alle de tyske gæster – og dem der tilfældigvis står ved siden af en af de tyske gæster – hinanden om skuldrene, og begynder at rokke fra side til side, mens de synger …

“Always look at the bright side of life” …

Og jubelen fra de øvrige festivalgæster vil jo ingen ende tage. Måske med undtagelse af svenskerne, der har været underligt tavse siden tyskernes første mål blev underkendt.

Kampen fløjtes af, og støvskyerne hvirvler rundt overalt hvor danskerne jubler, mens tyskerne fortsat synger Always look at the bright side of life. Men stemningen var fantastisk. Jeg gik tilbage til lejren og røg en splif, mens dem, der ikke havde troet på, at vi ville vinde, blev grundigt forhånet og grint ad.

En lejr med tyske punkere, som boede ved siden af os pakkede sammen samme aften og tog hjem. De fik aldrig set Nirvana, der spillede senere på aftenen – et af bandets meget få koncerter i Danmark. Kurt indledte koncerten med at sige noget i retning af “congratulations with that … sports-thingy …” og så spillede de ellers nogle numre fra Nevermind, og gik igen – men at det i det hele taget var noget af et antiklimaks, ikke kun på grund af triumfen tidligere, men simpelt hen fordi det bare var en dårlig koncert, er også en helt anden historie.

En helt anden historie er det også, at Megadeth dagen efter ønskede Danmark tillykke med nej’et ved afstemningen om Maastricht-traktaten en lille måneds tid tidligere, før de spillede “Anarchy in the UK” som ekstranummer. Europamesterskabet nævnte de derimod ikke med et ord – så vidt jeg husker i hvert fald.

Til gengæld hører det med til historien, at der i støvet på alle biler med tyske nummerplader dagen efter var skrevet 2-0. Det var en meget varm festival, hvor der så vidt jeg husker ikke faldt en dråbe regn. – Så der var rigeligt støv at skrive i.

Sådan oplevede jeg den dag, Danmark blev Europamester i Fodbold. Noget har da alligevel sat sig fast, kan jeg konstatere. Og jeg vil bestemt glemme de begivenheder senere end oplevelsen af denne øl.

Jeg tænker, man fra Raasteds side gerne har villet matche de rød-hvide farver i bryggets kulør. Det lykkes, som man vil kunne se på billedet, kun halvt, idet skummet måske nok har den rigtige farve, men slet ikke forefindes i samme mængde som der er hvidt på Dannebrog. Jeg skal dog være den sidste til at brokke mig derover – hvad det hvide kors har at beskaffe i det danske flag, har jeg altid undret mig over – but that’s me, not you.

Duften er jævnt til lidt-over-jævnt pilsnerhumlet med en syrlig kant, der endnu ikke kan vurderes som en ulempe eller en fordel for brygget, hvis bouquet i det hele taget er for svag til rigtig at varsle mere end nogle grødede konturer.

Det samme kan man sige om smagen. Humlen kan såmænd smages, og den ledsages af en syrlig kant, der i første omgang ikke rigtig gør fra eller til. Bagetikettens lange beskrivelse ender til gengæld helt sandfærdigt med at fremhæve bryggets egnethed til at drikke flere af i træk.

Det på trods af, at humlen efterhånden smager lidt mere igennem – det er noget råt, ufint og ikke videre elegant. Til gengæld er det også mere karakterfuldt end gennemindustrialiserede pilsnere. Syrligheden har endda karakter af egetræ, der – om den var noget kraftigere i styrken, ikke ville være uegnet i en belgisk mørk ale, eller en barley wine.

Jeg er ellers blevet advaret fra flere kanter om denne øls karakter af vederstyggelighed hinsides Det Stockholmske Blodbad, billederne i Dr. Sandra Lees journalsamling og Jim Lyngvilds garderobe. Jeg må erkende, at det – ligesom Nirvana-koncerten på Roskilde ’92 er lidt et antiklimaks at konstatere, at  slem er den altså heller ikke.

Men sådan en fest med bulder og brag som der blev efter Danmarks EM-sejr matcher dette bryg over hele hovedet ikke. Den er i sammenligning et sølle, spytfugtigt truthorn fundet i et hjørne under oprydning efter enkebal med Susi og Leo i Rødekro forsamlingshus sidst i november.

Så langt fra en folkefest eller en festival.

2-stjerner

RETTELSE: Det var så Faxe, der scorede først, og Kim Vilfort, der øgede til 2-0. Der kan man se, hvor hullet ens hukommelse bliver på 25 år.

Gunners Ale, Midtfyns Bryghus

2014-09-19 19.28.29Thorolfs valg

Da jeg var i Toft Vin på Islands Brygge for at finde øl til nedtællingen til øl nr. 500 havde jeg muligheden for bare at tage det mest interessante ned for at prøve det. Samtidig havde jeg min ældste dreng, Thorolf med, så hvorfor ikke lade ham vælge én af dem. Som sagt så gjort, og denne øl blev det.

Jeg ville nok aldrig have fundet på at vælge den selv.

Det er en øl, der er brygget som en hyldest til fodboldklubben Arsenal. Og det kræver virkelig sin mand (m/k) at finde noget, jeg er mere indifferent overfor end fodboldklubben Arsenal. Altså … havde det nu været en fodboldklub, jeg hadede – FCK, Tårnby, eller måske endda Glasgow Rangers (men ikke Lazio! Der sætter jeg grænsen!), så ville alene udsigten til, at øllet måske ville være ringe, være motivation nok, til at jeg ville prøve det.

Og det er ikke fordi jeg tidligere er gået på kompromis med min personlige integritet, når jeg har fulgt mit rationale om at alt bryg skal afprøves. Jeg mindes Mikkel Sarboe, kandidat for et parti, jeg ikke ligefrem … lad os bare sige støtter allermest.

Men her er dilemmaet jo et ganske andet. For jeg aner reelt intet om Arsenal, og har ingen holdning til dem. I den engelske række holder jeg med Aston Villa, fordi forsangeren fra et af mine yndlingbands, Barney Greenway fra Napalm Death, holder med dem (døden skal jo have en årsag). Det gør jeg selvom den notesblok, jeg noterer mine anmeldelseskladder på, bærer Liverpools logo. Det er nu i mangel på bedre. Jeg købte blokken i Brugsen Hvalsø (i øvrigt ved samme lejlighed, jeg købte denne 6-stjernede perle) hvor man kun kunne få notesblokke med påtrykte logoer fra fodboldhold. Man kunne vælge mellem blandt andre Real Madrid (over mit skændede, rådne, ormeædte …), Bayern München (hasst wohl ‘nen Hammer geschluckt!), Barcelona (og så måske alligevel lidt for meget Freddie Mercury) – nogle andre, jeg ikke kan huske, og så Liverpool. Okay – den kunne jeg da gå med til.2014-09-19 19.14.37

Men Arsenal … De hører vist nok til i London, men jeg er ikke engang sikker …

Nå, ret skal være ret, og nu hvor øllet er prøvet skylder jeg sgu min førstefødte en tak, for det var oprigtigt en fornøjelse. Ud over smagen – som vi kommer til – skal andre sympatiske egenskaber, såsom at navnet også er skrevet med blindskrift selvfølgelig fremhæves, samt at der brugt … *ah* cascade-humle i brygget.

Det måske mest imponerende er skummet. Eller det er i hvert fald det mest ustyrlige, og uden tvivl det vildeste, jeg hidtil har set. Der er ingen grund til at spilde tiden med at skænke øllet. Det skænker såmænd sig selv i form af et skum, der bare bliver ved og ved, og stadig presser sig op af flasken, når den er kvart fuld. Og når det bliver skænket rejser det sig tilsvarende ustyrligt som en anden paddehattesky over en brintbombe.

Skænkningsprocessen trækker meget ud. Så snart man holder op med at skænke fra flasken titter skummet op over halsen og truer med at glide ned over flasken. Man skal lynhurtigt skænke mere, så brygget ikke går til spilde på bordet. Men samtidig falder skummet i glasset alt for langsomt, og hælder man bare lidt for meget op, har man den samme ballade i glasset. Nøj!

Selve brygget skulle ifølge etiketten nogenlunde matche holdets spilledragter, der altså åbenbart er brunligt grumset orange. Den slags farver er selvfølgelig også populære på spilledragter nu om dage.

Men nu til smagen. Det er det, det handler om. Her er der en stor oplevelse i vente. Jeg vil bestemt anbefale brygget, selv til dem, der har en grund til at hade Arsenal. Der er brugt Centennial og som afsløret, Cascade-humle, og så er det halve af arbejdet jo allerede gjort. Der er også brugt alle mulige malte, men det forstår jeg mig mindre på. Vel, det er faktisk godt, og byder på en rigtig lækkert skarp humleoplevelse.

Fennikel og engelsk lakrids yder en brændende oplevelse, om trænger helt ned i mavesækken. Det er en øl, der ikke bare smages i mund, gane og svælg, men altså langt ned i de indre organer, hvor man blot skal følge flammerne for at spore dens vej. I kæften river det godt i gummer og gane, og lægger sig efterfølgende som et klægt lag af nåletræsharpiks i hele mundhulen.

Det er humleoplevelse, når det er allermest uforfalsket og rent. Hvert et lille nip leverer hele varen, og det er som britisk fodbold, når det er bedst.

Og det vil jo så også sige, at der er nogle ting, der er bedre. Tysk landsholdsfodbold for eksempel – det er bedre. For midt i humlehimlen er der også lidt skyer. Brygget mangler faktisk noget fylde. Det føles faktisk en anelse tyndt midt i alt det stærke, det rivende og det brændende.

Men en skuffelse udarter det aldrig til. Blot en følelse af, at det stadig kunne blive bedre, omend det der er, stadig er alt rigeligt.

5-stjerner

Desperate Carslberg

Køerne var ikke lange i Sundby Idrætspark foran
Carlsbergs stand, hvor de uddelte smagsprøver fra den
efterhånden bedagede Nordic-serie.

Jeg giver dem max ét år …

I dag var jeg til Fremad Amagers sidste kamp i sæsonen, en hjemmekamp mod Nykøbing Falster, som Fremad vandt 4-3. Og andet godt var der stort set ikke at sige om kampen.

Interessant for mig som ølskribent var det til gengæld, at Carlsberg havde mokket en bod op, hvorfra de gav gratis ‘smags’prøver på deres relativt nye alkoholsvage Nordicprodukter. Når jeg ser en producent dele gratis eksemplarer af deres produkter ud – lige meget hvad det er, om det kan indtages peroralt eller ej – så kommer jeg til at tænke på en af Coca-Colas kampagner for vel et årtis tid siden eller så. Jeg har fortalt historien på bloggen her før, men da jeg ikke kan huske hvornår, kan jeg lige så godt fortælle historien igen.

Jeg var med en kammerat ude ved det nye havnebad på Islands Brygge, og på et tidspunkt kom en vogn læsset med letpåklædte unge og overdimensionerede højtalere, der spillede overgearet metervarepop og et stort Coca-Cola-logo påtrykt siden trillende. Fra vognen blev de dengang nye Coca-Cola light med citron langet ud. Jeg tog én tår, og det var den eneste gang, jeg smagte den. Mundsmagen blev omgående spyttet ud, og resten af dåsens indhold fulgte trop ned i græsset.

Det er ikke et af mine stolteste øjeblikke. Det, der var i dåsen, var garanteret miljøskadeligt i et eller andet omfang, og burde være bortskaffet på mere forsvarlig vis via kommunens tekniske forvaltning eller lignende, frem for at ende i byens i forvejen truede grundvand. Det smagte lidt, som jeg forestiller mig stærke rengøringsmidler tilsat organiske opløsningsmidler smager – og tilsat citron. Der går mange historier om, at opgangene i DDR lugtede på en ganske bestemt måde, fordi der kun var ét rengøringsmiddel på markedet, der netop var tilsat citron, og om Colaen her smagte sådan, skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kørte gennem DDR på vej til Tjekkoslovakiet på bagsædet af mine forældres Opel Rekord Stationcar dengang i ’82. Vi var ikke inde i nogen opgange, men så til gengæld mange kilometer motorvej af beton. Men jeg forestiller mig, at lugten må have mindet en del om smagen på Coca-Cola light citrus-produktet.

Coca-Cola-produktet blev ikke på markedet særlig længe, og min teori er, at reklamefremstødet blev sat i værk, fordi Coca-Cola allerede fra start havde svært ved at afsætte deres sæbeprodukt, der til sidst måtte lide en stille død.

Min teori er nu den, at når producenter begynder at lange gratis eksemplarer af deres produkter ud i markedsføringsøjemed, så er den ved at være gal. Afsætningskrisen for Carlsberg og deres alkoholfattige sjask er med stor sandsynlighed en realitet. Og i betragtning af, at Nordic-sprøjtet efterhånden har været på markedet i et halvt år eller deromkring, og at man så sent tager den slags desperate markedsføringsmetoder i brug, kunne man blive fristet til at tro, at krisen er akut. Tilfældigvis ved jeg fra min bloggerkollega Jesper, at Carlsberg lavede samme fremstød under VM i halvmarathon, så akutheden har vel været under opsejling længe.

Og så må jeg sluttelig erklære mig i total vildrede over Carlsbergs valg af venue for deres reklamefremstød. (Næsten) alkoholfri øl? Til en fodboldkamp? Og så endda i Sundby Idrætspark? Hjemmebane for Fremad Amager?

Hvad tror de selv?

Det er omtrent et lige så logisk venue som den nye Moske er for et reklamefremstød fra Danske Svineproducenter. I forvejen står det klart, at Nordic-serien aldrig vil overleve på sin kvalitet alene. Det kræver noget kvalitet, for at det skal kunne lade sig gøre. Bryggenes overlevelse er derfor 100% afhængig af, at Carlsberg kan markedsføre folk til at tro, at Nordic-sprøjtet er værd at spilde sine surt optjente lønkroner på.

Og når marketingafdelingen viser sig  inkompetent i valg af målgruppe, så giver jeg produktet en maxlevetid endnu på ét år.

Sundby Stout, Amager Bryghus

Endelig …
Og det var på et hængende hår! Fremad Amager er i 2. division øst igen næste sæson, takket være en ‘panik-før-lukketid-stemning’, der greb holdet i sidste øjeblik, lige netop tids nok til at skrabe de sidste nødvendige point sammen til to play off-kampe mod Kjellerup, der begge blev vundet.Absolut sidst blandt dem, der blev i divisionen, blev mit favorithold fra Sundby. Men dernede – bogstaveligt talt i bunden af 2. division – er det ikke vigtigt, hvor man bliver placeret, men blot at man fortsat er med! Stort tillykke til Fremad Amager herfra med den hårdt og succesfuldt forfægtede status quo. Som jeg vist fik nævnt holder Fremad Amager til i Sundby – og til øens hold er anmeldelsen af denne øl – Sundby Stout hjerteligt tilegnet.

Der er tale om en natmørk stout, der alligevel er lys nok til, at man ved aftensol kan skimte røde nuancer gennem brygget.  Skummet er (lidt for) lyst brunt i forhold til det ellers dunkle indtryk. Duften trænger til gengæld vel igennem med aroma af vanille, kaffe og brændt karamel med et hint af chokolade.
Aromaen trænger med det samme op i næsen, hvor det bruser lystigt, og svier en anelse. I munden er smagen præget af fortrinsvis bitre stouttoner. Prologen præges dog af  mørk chokolade, vanille og karamel. Men når eftersmagen begynder at gøre sit arbejde mærkes bryggets bitterhed for alvor. Kraftigt ristet kaffe bryder frem, ledsaget af brændte malt- og karameltoner. Chokoladefølelsen bevares, men mere som et indslag af fylde end af sødme.Eftersmagen bliver ved længe, og overdøver snart den søde indledning og næsebrus. Det er for den solide, og kraftige eftersmag, at man vil huske brygget, og næppe for de indledende søde toner, der hurtigt viger.

Det er en karakterfuld stout, der dyrker det traditionelle snarere end det eksperimentelle. Den er bedst blandt stouts som stouts er flest, og velkendtheden i udtrykket bliver, dens kraft til trods, også den svaghed. Der er intet nyt ved en Sundby Stout – det er bare godt, om ikke ekstraordinært.Så lykkedes det alligevel Amager bryghus at brygge noget ordentligt. Og samtidig klarede Fremad Amager skærene. – Endelig! udbryder jeg i spontan jubel over begge dele, og nynner lystigt:

♪♫ Vi er på vej, vi er på vej, vi er på vej i Champions League …
Om Firs-Halfems år vinder vi pokalen!
Vi er på vej i Champions League ♫♪

Fortsat god sommer!
4-stjerner

Jacobsen Forårsbryg, Carlsberg + Påskeøl finale

Så oprandt dagen endelig. Og lille jeg delte den store dag med min familie, hvoraf ingen andre drikker øl. Så jeg måtte nyde 0,75 l. Jacobsen Forårsbryg HELT alene, mens den store begivenhed, jeg har fablet om så længe, rullede ind over vores antikverede billedrørs-tv.

Der var selvfølgelig tale om årets udgave af cykelløbet Paris-Roubaix, aka. Helvede i Nord, aka. En Forårsdag i Helvede – kært barn har mange navne. Og ja, jeg synes, det er meget mere interessant – og vigtigt for selve verdens kosmologi, også selvom det sker hvert år – end det de kristne fejrer påsken for. Når feltet vælter ind på Arenberg er det, med eller uden styrt, en større oplevelse for mig, end at opleve slutningen af sidste kamp ved fodbold-EM, Champions Leage, Super-Bowl og Fodbold-VM … tilsammen. Endskønt flere af disse begivenheder kun finder sted hvert 4. år, så slår det ikke øjeblikket, hvor Paris-Roubaix-feltet rammer den forbandede Pavee i Arenberg-skoven.

Herfra et stort tillykke til vinderen Tom Boonen, samt selvfølgelig til det unge, danske håb Mads Würtz Schmidt, der vandt juniorernes Paris-Roubaix. Det kunne være smukt en dag at få en dansk vinder af løbet, og denne unge mand er nok det bedste bud.

Øllet, der blev nydt til, havde valgt sig selv ved at være den eneste øl fra Carlsbergs ‘Husbryggeriet Jacobsen’-serie, jeg indtil videre har set i Fakta. I det hele taget er det begyndt at se meget MEGET bedre ud med udvalget af ordentlige øl i Fakta, end da jeg startede bloggen her. Jeg håber, at jeg med mine evige tirader om deres ringe udvalg, har været med til at inspirere dem til at rette op på sagerne, for det kan jeg konstatere, at de har gjort. Billigt var det egentlig også – 30 kr. for 0,75 l. er ikke dyrere end andre specialøl – det er kun mængden, der egentlig er for stor til, at jeg ellers gider.

Men til et langt cykelløb går det lige an, (endskønt jeg da hellere havde delt den – men gæsterne udeblev denne gang) og jeg skuede med beundring det mørke, dyborange bryg, der steg op ad glassets inderside, med det fede, gyldne og klæbrige skum på toppen. Jeg havde egentlig ventet et lysere bryg, da forårsbryg netop kendetegnes ved at være lysere end det overvejende Salvator-inspirerede traditionelle bock-påskeøl. Bouquet’en, der iøvrigt kunne mærkes samme øjeblik kapslen løftede sig, pegede til gengæld mere i retning af en forårsbryg. Den var mest præget af sød, aromatisk humle.

Smagen er hyldeblomstagtigt sød, men har samtidig en bocks tyngde. Sødmen ledsages af en sprød, tør humlesmag med en nøddeagtig fylde og en ganske velafstemt, prikkende syrlighed af clementiner, der runder smagen af med en sprudlende friskhed. På den måde træder det forårsagtige vel igennem, og det er i sig selv et lille kunstværk, at en øl med en sådan tyngde samtidig kan være forårsagtigt frisk.

4-en-halv-stjerne

Hvad angår de øvrige påskeøl, har jeg i år været ganske tilfreds. Dette skyldes nok, at jeg især er gået efter kvalitetsprodukterne og mikrobryggene frem for de store selskabers bud. Vinderen er suverænt Herslev Bryghus’ Økologiske Påskebryg, og taberen er Thisted Bryghus’ Påske Stenøl. Endskønt Harboes Dansk Påskebryg scorede en lavere karakter, er Thisted Bryghus’ noget tvivlsomme resultat (og brygmetode med tilsætning af stoffer, der ikke hører til i øl) mindre forventeligt, end en uinspirerende discountpåskeøl fra Harboe.

Jeg håber at læserne har haft en god påske, og nydt de mange påskeølsanmeldelser her på bloggen. Selv er jeg glad for at have nået dem allesammen, før højtiden oprandt. Det er vist første gang det lykkedes.

Willemoes Påskebryg, Vestfyen

– Willemoes Påskeøl FTW!

Jeg har det lille problem for tiden, at jeg er brændt inde med et mindre parti øl fra Flensburger-bryggeriet, med den ikke længste holdbarhed. Jeg forsøgte at blive en del af dem kvit forleden, ved at invitere venner og bekendte til at se Ronde van Vlaanderen på vores gammeldags billedrørs-TV. Min viv havde endda bagt bastogne-kiks, (til cykelløbet, selvom Bastogne selvfølgelig kun indgår i én – helt anden – forårsklassiker). Men lige lidt hjalp det – én gæst kom, hvilket vi selvfølgelig var glade for, men vi havde ganske afgjort håbet på flere. Cykelløb på lilleskærm tiltrækker åbenbart ikke mange – om jeg fatter hvordan det kan være …

Og efter det lille intermezzo med et par mere eller mindre gode Nordtyske Flensburger-øl, er jeg atter klar med en påskebryg. Påskebryg er åbenbart i høj grad en dansk tradition. En hurtig søgning på henholdsvis “Easter brew” og “Osternbräu/Osterbräu” afslører ikke mange ølrelaterede hits – bortset, selvfølgelig, fra Carlsbergs engelsksprogede sider. Dette minder os endnu engang om, at påskebryg ikke er nogen egentlig stilart i sig selv. Det er en variation over stærk pilsnerøl, og åbenbart kun noget man går op i på vores kombination af længde- og breddegrader.

Indtil videre ser de interessante variationer af påskebryg ud til at kombinere sødt og bittert på mere eller mindre vellykket måde. – Faktisk er alle, der har kombineret sødt og bittert, sluppet relativt heldigt fra det. Der er den anden variant af påskeøl, der kombinerer vand med harskhed, der mislykkes. Når man sådan uddyber, hvilke smagsindtryk de mislykkede variationer kombinerer, forstår man faktisk også hvorfor, de mislykkes.

Heldigvis var dagens øl ikke en af de bitre varianter. Allerede duften, der ledsagede en flot gyldenorange farve, med letgyldent skum, pegede i retning af en sød øl. Man kunne måske godt have ønsket sig en lidt kraftigere bouquet, men erfaringerne viser efterhånden, at man ikke skal lægge for meget i hverken udseende eller duft. Føromtalte skum holder i øvrigt længe, og klæber til glasset, så det er en fryd at beskue.

Den svage duft er alt andet lige ikke misvisende. Øllet er virkelig dejligt sødt. Det har en kraftig sødme af karamel med en let kaffebitterhed i baggrunden, der ganske nydeligt runder smagen af. I grunden er det ikke særlig kompliceret eller særlig originalt – til gengæld er det overordentligt velafstemt. Det er som om bitterhed og sødme smelter sammen til ét på midten af tungen, efter en sød indledning og inden en bitter afslutning. Det er en konsistent og sammenhængende smagsoplevelse, der har samme struktur som en god roman – en begyndelse, en midte og en slutning. På dette punkt er den endda bedre end sin overgærede broder, Willemoes Påske Ale, hvis smagsindtryk ikke kunne løbe fra at være en kende forvirrende. Nærværende Påskebryg er desuden uden stavefejl, glucosesirup, muscovadosukker, ascorbinsyre, ammoniseret karamel og hvad havde vi. Der er dog tilsat E290 kulsyre, hvilket diskvalificerer den som ren øl, men dog alligevel ikke kan påstås at være i overkanten.

Jeg konstaterer, at Willemoes mestrer det at lave påskeøl. På to forskellige måder har de fundet frem til – om ikke perfekte – så i hvert fald nydeligt velafstemte blandinger af sødt og bittert. Det bliver svært at slå det gode indtryk Vestfyen har gjort med deres påskebryg, og Willemoes er ganske sikkert en specialølserie, der vil blive set mere til her på bloggen.
5-stjerner

Royal Export, Royal Unibrew (Det tynde øl fra Fakta XVIII)

– Også god, men heller ikke helt nok.

Slutspurten i nytårstemaet er sat ind med den næstsidste anmeldelse, før den sidste gerne skulle ramme bloggen her i forbindelse med Superbowl på søndag. Der er en ganske særlig øl, der skal anmeldes den dag, og det glæder jeg mig meget til. Om det så er øllet eller anmeldelsen, jeg egentlig glæder mig til, det kan læserne kun gisne om indtil da.

‘Royal’ er Royal Unibrews standardmærke, og det har det efterhånden været i mange år. ‘Royal’-brandet er imidlertid endnu ældre. Det blev lanceret af århusianske Ceres tilbage i 1985, og samme år kåret til årets øl. Export er jo det navn, der i hvert fald tidligere blev brugt syd for grænsen for de stærke pilsnere, der herhjemme kaldes guldøl. Måske valgtes det alternative navn for at distancere sig fra de konkurrerende produkter, der allerede dengang havde karakter af – om ikke spritterøl – så i hvert fald brune, skumle værtshuse, der ikke i samme grad appellerede til den dengang fremvoksende generation af yuppier.

Brandet har holdt, selv efter at Ceres er blevet offer for fusionskapitalismens altædende glubskhed, og det i en grad, så brandet altså har endt med at lægge navn til hele megabryggeriets serie af normaløl. Den har også f0rtsat ry for at være den smarte guldøl, især efter at Kasper Ejstrup fra Kashmir har haft opgaven at give dåsen et nyt design. Meget kan man sige om den slags initiativer, men jeg må åbent erkende, at jeg synes, at det var et af dem, der faldt mere heldigt ud.

Om jeg synes, brygningen af selve øllet faldt heldigt ud, dengang for snart 26 år siden – ja, det vil gå op for læseren om lidt.

Royal Export er en kende mørkere i løden end andre guldøl, næsten orange, men med det sædvanlige, kedelige, hvide skum. Duften er sød med et hint af appelsin og blid humle. Det er vel nok den sødest duftende guldøl, jeg indtil videre har prøvet.

Som så mange andre sødt duftende øl, smager øllet ikke særlig sødt. Aromaen domineres af en fyldig, blød bitterhed, der desværre skifter karakter undervejs. Den bløde fyldighed bliver mere og mere besk, som brygget nærmer sig svælget, og ender næsten – men heldigvis også kun næsten – med at blive harsk. Harskheden tager dog af efterhånden som øllet glider ned, og afløses af en pikant sødme, der redder meget.

I forhold til Guld Tuborg smager den ganske afgjort af mere, og udviklingen i smagen, som den bevæger sig gennem mundhulen, er afgjort mere spændende og karakterfuld. Til gengæld smager den en smule grimmere – rent ud sagt. Det er et andet arrangement af smagsnuancer, det er et andet kompromis af ingredienser, ikke som hos Carlsberg i form af vand, bygmalt og humle, men endvidere i form af glukosesirup og majs. Ja, selv med ekstra ingredienser, der diskvalificerer Royal Export som rent øl, lykkes det ikke at lave noget, der er rigtig godt.

2-en-halv-stjerne

Mit ølår 2010 højde- og lavpunkter

Det er nytårsmorgen, tømmermændene dunker (hos nogen, ikke hos mig, øv bøv bussemand) og jeg bruger et par øjeblikke til at kontemplere højdepunkterne i det år, der netop er begyndt. Det første kommer jo allerede på DR1 klokken 13:40 med nytårsskihop. Senere på året følger Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège, Tour de France … og så er mit mæthedspunkt for sport nok også nået.

Øllene vil til gengæld nok sive ind lige så stille på samme måde, som de har gjort det sidste halve år, og jeg glæder mig til at underholde, og til tider kede mine læsere med ekstensive beretninger derom. Lige nu er det mig mere presserende at kigge lidt tilbage på det øl-år der gik, og opregne nogle højde- og ikke mindst lavpunkter på min rejse gennem de danske supermarkeders tilbud på øl af divergerende kvalitet.
Jeg vil starte med det gode først. Positive anmeldelser er mere trivielle og kedelige at skrive, og jeg regner derfor også med, at de er kedeligere at læse, end de dårlige anmeldelser.
Det er jo ikke et helt års øl, der er blevet berettet om i min ølblog. Som bekendt startede den i starten af juni måned, så den har faktisk kun lige over et halvt år på bagen. Det er dog bestemt ikke uvigtigt, at jeg længe før havde gået og rodet med tanken om at starte en ølblog. Jeg vil starte med at fortælle om de øl, der endelig fik mig til at få fingeren ud, og som jeg altså smagte på kort før, jeg oprettede bloggen.

Denne øl prøvede jeg en lille mundsmag af til årets danske mesterskaber i sækkepibe på kristi flyvefartsdag. En mundmag var nok – så var jeg solgt. Den nærmest eksploderede som et festfyrværkeri af aromatisk sødme. Det var som et stalinorgel, der sendte den ene sprængning af smagsraketter efter den anden ud i mundhulens rum, og det ville ingen ende tage. Det bedste af det hele var, at da jeg prøvede den igen et halvt års tid senere var det ikke anderledes. Den var præcis så god som jeg havde husket, og den står fortsat som den største enkeltoplevelse i år. Denne øl lærte mig, at øl ikke bare smager af noget. Det kan også spille en endda overordentlig stor rolle hvordan en øl smager. Hver tår af denne øl smager bogstaveligt talt flere gange, når den sender den ene smagskaskade efter den anden ud i mundhulen. Oplevelser som Næsgaarden Økologisk Brown Ale bør man efter min mening spare på. Både fordi jeg tror, at en øl som den nemt kan gå hen og blive kvalm, hvis man drikker mere end én ad gangen; fordi det faktisk er synd for det gode øl, at blive brugt til andet, end virkelig at blive nydt og ikke til at drikke sig besoffen i; og endelig fordi den simpelt hen er for dyr.

Der er trods alt en grund til, at der findes standardøl. Øl, der bare er gode at drikke for deres læskende, tørstslukkende egenskaber uden for mange dikkedarer. Faren ved disse øl er selvfølgelig, at de nemt bliver tynde og ligegyldige. Det er en svær balancegang at finde det rigtige forhold mellem smag og læskende egenskaber. Hvis der er for meget af det første, går det nemt ud over det andet og vice versa. I Flensburger Kellerbier har jeg fundet noget nær den perfekte balance mellem en ganske sofistikeret smagssammensætning og letdrikkelighed. Det er en læskende øl, der samtidig har et velafstemt indhold af søde, bitre og endda syrlige aromaer, så man både får slukket sin tørst og trænet smagsløgene. Dette har gjort denne øl til husets øl – indtil videre i hvert fald. Husk at drikke den ved 8-12 grader – ellers smager den ikke af meget. Efter også at have prøvet denne øl med stor begejstring før ølbloggen gik i luften, var min oplevelse anden gang en noget anden. Netop fordi jeg drak den for kold. Skuffelsen var meget tæt på, men efter at have ladet den stå lidt, endte oplevelsen med at være næsten den samme.
Jeg ved, den kan erhverves i Ren Kost i Jægergårdsgade i Aarhus formedelst ca. 12 kroner. Det er ikke for meget, når man ikke drikker mere, end jeg gør, og i forhold til, hvad man ellers giver for udenlandsk øl af den kvalitet, er det faktisk billigt.
Begge de to første øl er i øvrigt økologiske, hvilket kun er et ekstra plus. Min begejstring for disse øl er først og fremmest baseret på deres gode smag – men det er da kun endnu bedre, at de kan nydes med god samvittighed.

Den måske største overraskelse – ikke mindst i betragtning af KpK-værdien (Kvalitet pr. Krone. Desværre er det ikke muligt at udregne denne værdi eksakt på samme måde som PpK-værdien (Procent pr. Krone). PpK-værdien er vellidt blandt punkere og gymnasieelever til at vise, hvordan man bliver mest fuld for så få penge som muligt. KpK-værdien angiver på samme måde, hvor meget kvalitet man får for pengene, men i modsætning til alkoholprocent findes der ikke en objektiv målestok for kvalitet. Det må være op til den enkelte ølkender at opdigte et indekstal for kvalitet) – var denne øl. Jeg erhvervede et mindre parti i Kvickly formedelst 6 kr. pr. styk. Uden de store forventninger åbnede jeg én – og var selv solgt. Øl af den kvalitet betaler man rask væk 20 kr./0,33 l for, men åbenbart ikke i Kvickly. Benyt jer af det, så længe I kan. Når Kvickly opdager, hvor god den er, holder tilbuddet garanteret op.

Jeg synes, jeg skylder læserne en lille opfølgning på de i december testede juleøl. Blandt disse var KB Julebryg, aka. nisseøl en klar vinder. Kun denne leverede den nødvendige sødme og fyldighed, der egner sig til julemad. Praktisk taget alle andre juleøl var for pilsneragtige og bitre til at egne sig til flæskesteg, and, brune kartofler, rødkål og alt det andet gode, der hører julen til. Til gengæld har der været nogle øl, der ikke officielt er juleøl, der kunne være ganske egnede. Jeg husker føromtalte Brown Ale fra Bryghuset Braunstein, samt 1795 Dark fra det der tjekkiske bryggeri med det svære navn.

Såvidt højdepunkterne. Det har ikke kun været en fryd at være ølblogger. Ind imellem har det føltes som en prøvelse, når en blanding af pligtfølelse og naiv nysgerrighed efter at undersøge, hvor skidt noget øl er, har drevet mig til at hælde obskure bryg i mig, der egentlig kun burde høre keltiske heksekedler i middelalderen til.

I det hele taget var spritterøllene ikke nogen fornøjelse at binde an med. Men af alle de mere eller mindre brandfarlige hovedpineakkumulatorer, der var at finde i supermarkedernes udvalg af skatteklasse 3-øl, stod Brutalis fra Harboe Bryggeriet virkelig ud som den absolutte bundskraber. Læserne kan selv finde anmeldelsen igen, så jeg skal ikke gentage mine tirader om, hvor grimt den smager. Blot vil jeg gentage, at jeg simpelt hen ikke forstår, hvordan et bryggeri kan være det bekendt – ikke kun over for kunderne, men så sandelig også over for sig selv – at lave så ringe øl.

Flerstrenget markedsføring, hvor fx en film eller tv-serie bliver til en industri af legetøj, musik, køkkenredskaber og selvfølgelig slik (ofte forklædt som levnedsmidler) har med Klovn-øl haft sit indtog i Danmark. Men hvor man tit kan diskutere, hvorvidt produkterne er gode nok, eller underlødige i forhold til det, de reklamerer for, må man med Klovn-øl sige, at man har fået et produkt, der nærmest 1:1 passer til det, den er brygget over. Klovn er som bekendt en aldeles antisjov, uinteressant og kvalitetsfri TV-serie. Præcis det samme må man sige om brygget – fuldkommen uden kvalitet af nogen art, totalt uinteressant og ikke noget, der vækker grin – måske bortset fra skinger, hånlig klovnelatter.

Denne lidt stærke pilsner viser ingen særlige meritter udi smag eller aroma. Det kan derfor undre, hvorfor den år efter år er så populær, men det skyldes formentlig en meget sikker og genkendelig markedsføring fra bryggeriets side. Denne markedsføring har imidlertid kammet fuldstændig over, og er blevet langt mere lummer en folkelig. Det er ikke bare ærgerligt – det er forkasteligt og denne øl er fra min side – som den eneste indtil videre – boycottet indtil markedsføringen laves om.



Men årets største skuffelse … Ølåret 2010’s absolutte lavpunkt … Lavdespringeren under alle lavdespringeren var nu alligevel Tuborg Lime Cut. Det er simpelt hen den ringeste øl, jeg nogen sinde har prøvet. Det kan godt være, at Brutalis smager grimmere, men den smager da i det mindste af noget. Det gør Tuborg Lime Cut ikke – faktisk er den et meget godt bud på, hvordan vand kunne smage, hvis det blev fortyndet. Tuborg Lime Cut falder på, at den er så ganske aldeles ligegyldig. Den er spild af kostbar rum i universet, den er unødigt slid på de øjne, der kommer til at kaste et blik på den, den er en hån mod vand, og alt der er stærkere end vand, den er kort sagt øllets svar på Jane Aamund, hvidt toastbrød, Mariah Carey, Celine Dion, Medina, og Burhang.

Michael Endes ‘Ingenting’ fra Den Uendelige Historie var engang den mest uhyggelige og effektive beskrivelse af, hvad ingenting er. I 2010 blev han overhalet indenom af Carlsberg.

Et godt ølår 2011 starter med, at katastrofen Tuborg Lime Cut ikke gentages. Godt nyt ølår, allesammen!
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme