Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: sækkepibe

Næsgaarden Økologisk Brown Ale, Bryghuset Braunstein

Rent øl i mere end én forstand

Det er med nogle øl sådan, at man ikke aner, hvor man skal starte, fordi øllet er så forrykt ringe. Ind imellem sker det omvendte. En øl er så god, at man ikke ved, hvor man skal starte. Dagens øl er en sådan, og jeg har lyst til at gå amok i en dekadent udgydelse af overdrevne lovprisninger og skummel smiger, til mine fingerspidser bløder.

Heldigvis for læserne har jeg en kombination af morgenkæk sønnike, der hader, når farmand sidder ved computeren og en regulær skriveblokering, så hyldesten ender nok med at blive begrænset i omfang, men forhåbentlig ikke i kvalitet.
For kvalitetsøl af denne kaliber fortjener bryghuset et par kommentarer, føj dertil en forklaring på, hvorfor øllet øjensynligt stammer fra Næsgaarden og fra Bryghuset Braunstein på Køge Havn på en og samme tid. Næsgaarden er et pensionat på Bornholm, der drives af samme firma som bryggeriet, og som har lagt navn til bryggeriets serie af økologiske produkter. Selve bryggeriet, der også omfatter et destilleri, er hentet fra Baltimore, og navnet kommer fra brygmestrene, Claus og Michaels bayersk-østrigske aner. Af hjemmesiden fremgår det, at de “brygger øl for sjov og forretning”. Det er altså også lysten der driver værket, og ikke kun snævre kapitalinteresser, og det kan i hvert fald mærkes på dagens øl.
Jeg smagte Næsgaarden Økologisk Brown Ale første gang i foråret, helt præcis Kristi Flyvefartsdag, hvor der traditionen tro også var DM i sækkepibe. Til et koncertarrangement, Holbæk Pipe Band skulle afholde senere på året, blev denne øl – og så vidt jeg kunne forstå kun denne øl – solgt i baren, og udvalgte deltagere ved DM fik en smagsprøve. Jeg tog én tår og var solgt, og tænkte ved mig selv, at det måtte være på tide, at få startet den ølblog, jeg så længe havde villet skrive. Det er ikke mindst på grund af denne slags små mesterværker, at jeg bruger tid på bloggen her.
Når den skænkes ligner den ellers ikke noget mesterværk. Den ligner dårligt nok øl. Farven er mat mørkebrun, og skummet er utroligt svagt, mindende om sodavandsbrus. Jeg har næppe før set så svagt, skrøbeligt skum på øl. De små bobler på glassets sider, får det næsten til fuldstændig at ligne halvdoven Coca-Cola. Det er kun den grumsede mathed og deraf bryggets uigennemskinnelighed, der afslører, at der er tale om uflitreret øl, og ikke sodavand.
Udseendet er omtrent det eneste ved øllet, jeg kan finde noget negativt at sige om. Herefter går det kun godt. Duften er intens og sød, og lover godt. Rigtig godt bliver det dog først, når brygget for første gang rammer tungen. Den intense sødme bølger snart frem, og lige som man tror, øllet er smagt, intensiveres sødmen og eksploderer i et festfyrværkeri, der bare breder sig og breder sig, for påny at eksplodere i sødt og bittert, når man tror, man har fået det hele med.
Det er en æstetisk smagsoplevelse, man ikke har hver dag. Det skal så også modstræbende indrømmes, at man ikke oplever den fandenivoldske tæppebombning af smagsløgene i hver eneste mundfuld. Det betyder på den anden side heller ikke, at øllet holder op med at smage godt. Den fortsætter med en chokoladeblød sødme forrest, og en bitter kombination af kaffe og humlearoma bagtil. Det siger sig selv, at dette pragtstykke sagtens kan stå alene. Ellers er det særdeles velegnet til chokoladedesserter og andre søde retter.
Og så skal man jo ikke glemme, at det oven i købet er en økologisk øl. Som sådan er den en sand triumf for økologien i sig selv, og så slutter det ikke engang der. Den er nemlig brygget af lige præcis fire ting: Bygmalt, humle, gær og vand – intet andet. En ren øl, om nogen, og dermed valid til det kræsne tyske feinschmeckermarked.
Bryggeriet Braunstein viser, at man kan gå hele vejen uden fix-faxerier af nogen art. Der er ingen tilsætningsstoffer, som ascorbinsyre eller sulfit. Ingen ekstra ingredienser til justering af smag eller farve, som lakrids eller karamel, og endelig er der ingen rester af sprøjtegifte, kunstgødning eller noget andet, der er uforeneligt med den økologiske tanke. Det er dermed slået fast en gang for alle, at økologi ikke byder nogen begrænsninger i kvaliteten af de produkter, man kan få ud af det. Mon ikke det faktisk er en genvej til god kvalitet, hvis man ellers også gider gøre resten af arbejdet ordentligt?
6-stjerner
 

Elephant, Carlsberg

2-stjerner

Temaet om spritterøl fortsætter ufortrødent, om end ikke i samme tempo som da min blog startede. Det skyldes imidlertid ikke, at jeg p.t. skriver om øl med gashåndtag, selvom det selvfølgelig har gjort, at jeg kunne dæmpe gassen lidt. Hø hø hø. Ja, så er vi heldigvis over dagens platte ordspil. Næh, jeg er jo far til et 1½ måneder gammelt barn, og det er en lykke uden lige. Det betyder samtidig, at motivationen for at drikke øl er dæmpet en del. Det samme er tiden til at skrive om dem. Mere kompliceret er det såmænd ikke … bortset fra, selvfølgelig, at den hovedpine, jeg fik af at drikke FF’eren, og som jeg helt glemte at nævne, naturligvis heller ikke har øget motivationen for at fortsætte med spritterøllene.

Mens jeg husker det, skal jeg også ønske St. Laurence O’Toole Pipe Band tillykke med verdensmesterskabet i Glasgow i går. De har altid været mit favoritband, og det er ikke noget, jeg bare siger, fordi de vandt. Jeg er ikke den type fan, der bare holder med vinderne. Jeg holder mig til mit hold uanset hvor slemt det går dem. De er i øvrigt også lige rykket op, og spiller nu i Danmarksserien. Yay!

Fan bliver jeg til gengæld næppe nogen sinde af dagens øl.

Det første indtryk er ellers ikke så ringe endda. Den dufter faktisk rigtig godt, som en kraftig frisk pilsner. Og i betragtning af alkoholprocenten på 7,2 ved man, at den i en hvis forstand er det første, allerede inden man har smagt på den.

Den smager også kraftigt bittert, men lige som ved FF’eren ikke på nogen interessant måde overhovedet. Bitterheden breder sig diffust over det meste af tungen som en uformelig sprittet masse uden kontur eller nuancer. Ordet, der bedst beskriver aromaen, er nok ‘harsk’. Da jeg foroven allerede har skrabet bunden i nærværende anmeldelse, vil jeg undlade at sige, hvad ved en elefant dette gyldengule bryg mest minder mig om.

Det eneste positive ud over duften er måske eftersmagen, der bevarer byggets harske bitterhed i et godt stykke tid. Men netop i eftersmagen, behøver dette ikke være så ringe endda. Nåh ja, det er – i modsætning til FF’eren – ikke nogen beskidt øl. Men det er ikke nogen positiv egenskab som sådan. Det er en negativ egenskab ved beskidte øl, at de indeholder andet end vand, gær, humle og malt. Så i alle øls tilfælde er det onde altså karakteriseret ved tilstedeværelse af noget ondt. HA! Tag den, Augustin og Aquinas! Endelig var den faktisk ikke helt umulig at drikke til den lasagne, jeg satte til livs i selskab med min dejlige familie på samme tidspunkt. Så hvis et måltid mad er solidt og velsmagende nok, ødelægger en Elephant det da ikke fuldstændigt.

Hovedpine gav den mig faktisk heller ikke. Til gengæld blev jeg så træt, at jeg dårligt kunne slæbe mig i køjen ved sengetid. Så der er fortsat liden berettigelse i disse øl, ud over at man kan drikke sig i hegnet med dem.

A-Z Ale No. 16, Bryggeriet Refsvindinge

3-stjerner

Dagens øl må siges at være en af sværvægterne blandt danske specialøl. Specialøl skal her – ligesom andre steder i bloggen – ikke forstås som den teknisk-faglige betegnelse for øl, der brygges på andet end malt, humle, vand og gær, men blot forstås som øl, der adskiller sig mærkbart fra den store uformelige masse af ligegyldige, tynde og mere eller mindre smagsfrie pilsnerøl.

Den blev brygget for første gang i 1995, kåret som den bedste danske øl i 1997 og som den 3. bedste i verden i 2000. Ikke alene er det en af de tidligste forsøg i Danmark på ENDELIG at komme ud af starthullerne, og brygge noget øl, der er lidt mere interessant end de altdominerende mainstreamøl. Man må også sige, at det har været en ganske stor succes, både – som man kan se på konkurrenceresultaterne – kvalitetsmæssigt og kommercielt, eftersom A-Z Ale No. 16 nu kan fås i de allerfleste supermarkeder. Discountkæden Fakta f.eks. holder sig ikke for fin til at have den med i det faste sortiment.

Denne øl var også med til at udvide mine snævre opfattelser af, hvad ordentligt øl var. Jeg husker tydeligt den sommer i 2005, hvor jeg for første gang var med på Scandinavian School of Piping & Drumming, og hvor der var A-Z Ale No. 16 fra Bryggeriet Refsvindinge … på fad! Ikke overraskende tømtes alle fustagerne i god tid før festen den sidste aften, men det siger nok lige så meget om sækkepibefolkets hang til de våde varer, som det siger om Refsvindinge-bryggets kvaliteter.

Det er med alle disse dejlige minder in mente, at jeg atter har sat læberne til glasset. Dog ikke uden at granske etiketten først, og her er det, at jeg støder på nogle småting, der ikke kan undgå at nage.

Det er nemlig ikke en øl, der kun indeholder vand, malt, humle og gær. Varedeklarationen prydes tillige dermed af helt præcis tre E-numre, nemlig E290, E300 og E150c, her nævnt i den orden jeg har tænkt mig at kommentere dem, i fald en læser eller to skulle have mig mistænkt for ikke at kunne tælle.

E290 har vi haft fat i tidligere. Selvom det er med i gruppen af konserveringsmidler, der indeholder nogle af de mest kontroversielle E-numre, såsom E250 (køb økologisk!) er E290 et af de mest, hvis ikke DET mest uskadelige E-nummer. Det er kulsyre, der bruges til at få vand til at bruse, og det er ikke farligere end ens egen udåndingsluft.

E300 er ascorbinsyre, måske bedre kendt som C-vitamin. Der er ikke dokumenteret nogen gavnlige virkninger ved det, når det er tilsat madvarer, og derfor må det ikke benævnes C-vitamin på varedeklarationer. Omvendt er der heller ikke noget, der tyder på, at det er skadeligt. Af samme grund er det populært som surhedsregulerende middel eller antioxidant, hvilket det da også bruges til her.
Jeg må jo så – ikke overraskende måske – tilstå, at jeg ærligt talt ikke forstår, hvorfor den slags overhovedet skal tilsættes øl. Jeg er, som læserne nok har bemærket, meget krakilsk med at påtale enhver afvigelse fra malt, vand, humle og gær i øl. Jeg erkender dog samtidig, at visse øl – kriek for eksempel, som jeg hælder i mig som slik – naturligvis også må indeholde andet. Samtidig indeholdt øl i gamle dage faktisk også C-vitamin. Det blev brugt som stabilisator og holdt bryggeriarbejderne skørbugen fra døren (ja, jeg bruger ren dativ hvis jeg kan. Det burde flere i det hele taget gøre!) Så hvis man endelig vil, kan man hævde, at det er old-school. Jeg vil derfor lade nåde gå for ret denne gang, og ikke kalde A-Z Ale No. 16 en beskidt øl – endnu.

Nu er vi så kommet til ingrediens E150c. Det bedste har jeg selvfølgelig gemt til sidst – eller rettere … det værste. E150a-d er fire forskellige typer karamelfarvestof. Fra første færd, er det selvfølgelig forrykt overhovedet at bruge farvestoffer i næsten hvad som helst. Det smager ikke anderledes, så hvorfor overhovedet putte overflødige – og ofte giftige – stoffer i mad for at få det til at se anderledes ud? Endnu mere tåbeligt er det, at putte den slags i øl. Der findes et hav af malttyper netop til at justere farve med, så hvorfor har man ikke bare gjort det i stedet? Har disse malttyper givet en forkert smag? I så fald er løsningen simpel – stil jer tilfreds med farven som den er. Ingen kan bilde mig ind, at den skulle se for uappetitlig ud til at kunne drikkes uden farvestof.
A-Z Ale No. 16 er og bliver altså en beskidt øl.
Man kunne indvende, at karamel trods alt blot er en type sukker og som sådan ikke giftigt. Problemet er, at netop E150c fremhæves som et farvestof, der kan påvirke immunsystemet, hvis man har B6-vitaminmangel, eller mangel på hvide blodlegemer.

Den eneste formildende omstændighed synes at være, at E150c åbenbart bruges i mange øl af porter-typen. Men burde et progressivt bryggeri som Refsvindinge ikke hellere gå foran, og udskifte – eller endnu bedre; helt droppe – farvestoffet? Indtil det er sket, må min holdning være, at det simpelt hen ikke er godt nok. Det kan gøres bedre. Skam jer, Bryggeriet Refsvindinge!

Men hvordan smager det så, øllet med det kontroversielle farvestof?

Det har en udmærket smag med en fin humleagtig bitterhed. Lidt for fin måske, for faktisk føles den også en smule tam. Den har samtidig en let lakridsrodsagtig sødme, en ganske let, næsten vægtløs sødme faktisk. Bitterheden er samtidig ikke stærk nok til at kompensere nok for den manglende sødme, og en vandig fornemmelse møver sig ind mellem smagsindtrykkene.

Jeg må spørge mig selv, om jeg blot husker smagen dårligt, eller om jeg er blevet bedre vant, eller at jeg er vant til den på fad, og ikke på flaske? I hvert fald anmelder jeg gerne denne øl igen (jeg mangler hverken B6-vitamin eller hvide blodlegemer, så jeg tør godt) når jeg kan få den tappet fra fad. Indtil da må jeg holde mig til, hvad jeg har prøvet nu. Men under alle omstændigheder ville det måske have klædt den, at den ikke var blevet filtreret. Ville den så ikke have smagt lidt mere igennem af de karakterfulde aromaer, den trods alt har?

Heldigvis tager den da også lidt revanche, efter at have passeret drøblen. Eftersmagen er rigtig solid, bittersød, uden at den er kvalm eller giver fornemmelse af tør hals.

Alt i alt er det dog med lidt af en skuffelse, at jeg er vendt tilbage til dette produkt. Dette gælder både øllets smagskvaliteter, men så sandelig også min nyvundne bevidsthed om hvad jeg putter – og navnlig ikke putter – i hovedet.

Det var anmeldelse nr. 16 – uden i øvrigt at der lå nogen form for planlægning bag.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme