Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: sækkepibe

Mikkeller Running Club, Mikkeller/De Proef Brouwerij

2017-09-01 17.26.22Næppe én jeg ville løbe efter …

Jeg har aldrig været nogen stor sportsmand. Jeg drev det et stykke med sækkepiberiet, men sport har virkelig aldrig været mig. Jeg holder mig i nogenlunde form ved at køre med mine to børn på min long-john – det gør jeg næsten dagligt, og det er sådan set det.

Og det, jeg nok allersidst ville begynde på af sport, ville være løb. Jeg hader at løbe. Sveden springer alt for hurtigt, hele kroppen gør ondt, mit syn bliver dårligere når hele verden hele tiden hopper op og ned, for hvert skridt, stødene i benene og kroppen, lydene af fødderne der slæber sig af sted på underlaget … nej tak.

Så jeg ville formentlig aldrig nogensinde have fået fat i denne øl, hvis ikke jeg havde en god kollega på mit arbejde ved navn Henning, der går så meget op i løb (og øl), at han er medlem af Mikkellers løbeklub. Og det ville jo ligne det feterede, hipsterede pionerbryggeri Mikkeller dårligt – for ikke at sige aldeles rædselsfuldt – hvis der ikke var en øl, dedikeret til løbeklubben. Og for et par uger siden havde Henning altså en af disse med til mig, så jeg havde lidt at anmelde.

Jeg har tabt tråden lidt med hensyn til Mikkeller. I dette tilfælde ser det ud til, at de optræder som brand eller fantombryggeri, da selve øllet er brygget i Belgien af De Proef Brouwerij. Jeg ved ikke om de længere har brygfaciliteter selv overhovedet, eller om et hele er blevet til dyre barer med dårlig betjening og vilkårlig brandflashing. Men det skal jo ikke have betydning for min anmeldelse, at brandindehaveren med årene og berømmelsen har udviklet sig til lidt af en brusebadspose.

Der er tale om en lys, citrongul øl, med fint, luftigt og alligevel holdbart skum. Brygget dufter kækt af citrussukker. En sød, frisk og liflig oplevelse ser ud til at være i vente.

Og tørstslukningen er i hvert fald på plads, kan man hurtigt konstatere. Det er bestemt anbefalelsesværdigt lige at vende brygget i munden, så gane, gummer og mandler også får det, der tilkommer dem. Så træder smagene så småt frem – let bitterhed af lyst løvtræ ledsager den rigelige kulsyres pikante prikken. Limesyrlighed sørger for yderligere stik uden for tungen, mens en præsent gærethed giver fylde.

Brygget giver god mening som løbeøl – en smagfuld og frisk tørstslukker på den lette side med de lette-til-vage smagsindtryk i finurlig og næsten perfekt balance. Det er vist noget med, at man ikke skal spise og drikke alt for meget og alt for hurtigt efter lange løbeture – og med sine lette men alligevel præsente smagsnuancer giver dette bryg vel god anledning til at få vædet hele ganen, frem for bare at blive hamret i spiserøret.

Jeg foretrækker nu mine øl med lidt mere knald på. Som Amager Bryghus ellers understregede for et par anmeldelser siden, behøver øl ikke være fandenivoldske for at være spændende, såfremt aromaerne ellers er på plads. Her forekommer aromaerne mig – vidunderlig balance til trods – alligevel at være lidt til den svage side.

Men Hennings skal alligevel hare stor tak for en øl, jeg nok ellers aldrig ville have fået lejlighed til at prøve.

3-en-halv-stjerne

Lava, Ölvisholt Brugghús

2014-08-22 18.41.47

Lava, milde lava …

Det regner lige for øjeblikket. Ikke med flydende sten og aske, men blot i skrå uafbrudte stænger af vand med direkte forbindelse til de mørke skyer ovenfor. Det er vel  et forvarsel til det stundende skift i årstid, og det passer mig fint, at det indfinder sig lidt tidligt. Jeg kan snart ikke længere huske, hvornår efteråret ikke var forsinket, så den ulidelige midsommerhede kom til at vare til langt ind i september måned.

På denne øls hjemstavnsø, Island, regner det undtagelsesvis heller ikke med lava eller aske. Der har ellers været noget under opsejling længe, og jeg ville egentlig gemme denne øl til at fejre udbruddet og ikke mindst den deraf følgende askesky, som så endnu engang kunne lamme den europæiske flytrafik, hvilket man så igen kunne slå sig nok så meget på lårene af grin over.

Men så heldige har vi som bekendt ikke været endnu. Og jeg risikerer efterhånden at blive afholdsmand – eller minimum kvartals… -ølentusiast (-dranker ville det ikke være rimeligt at betegne mig som, i betragtning af, hvor få øl, jeg faktisk drikker (hvilket ikke er mange flere end dem, der anmeldes her på bloggen)) og her til aften mistede jeg så, om jeg så må sige, tålmodigheden, og valgte i trods mod naturens kræfters lunefulde afventen og passivitet at knappe den op alligevel.

Det er heldigvis ikke stank af svovl og salmiak, der møder én ved åbning. Åbningen i sig selv er i øvrigt heller ikke at sammenligne med bortsprængningen af Mt. St. Helens – ja, det er knapt at sammenligne med et strombolisk host. (Min tidligere Pipe Major er også en af landets fremmeste vulkanologer, så jeg behersker lidt geolog-lingo). Men adækvat bouquet af røg, og måske en smule branket kul er der da trods alt. Ellers ligner det mere en traditionel Imperial Stout – lige dele chokolade og kaffe i en velafstemt mokka-choko-latte fra en forstadskøbenhavnsk hipstercafe.

Løden følger temaet, og det er måske det eneste punkt, hvor brygget ikke helt når de højeste forventninger. Det er faktisk lige en anelse for gennemsigtigt og flydende til sådan at føles og se rigtigt stoutagtigt ud. Ligesom kaffen på føromtalte hipstercaféer har det med at være dyr, og lige akkurat nok hipsteragtigt tynd,

Skummet kompenserer med en flødet finish i flødechokoladebrunt – og så alligevel er det som om det bare falder lidt  for hurtigt.

Alle visuelle halvhjertetheder gøres da heldigvis til skamme i smagen. Her imødekommes man af en fantastisk velafstemt komposition af røg, karamel, engelsk lakrids, farinsukker, kaffe og mørk chokolade.

I begejstring over den tæskelækre smagssymfoni smasker man begærligt gummerne sammen, for at presse al velsmag ud af de små bitte slurke, man uvilkårligt kommer til at nippe af brygget. For der skal så lidt til, for at få den fulde oplevelse. Og man vælter brygget rundt, så også gummerand, svælg og gane får lov at mærke brygget prikke, rive og kradse.

Blidt.

For det bliver aldrig for meget. Nogen vil synes, det er ærgerligt, og at bryggets velsmag til trods, er det ikke helt nok. Med bryggets navn in mente mangler det måske også en smule udi fandenivoldskhed. Men dets uforlignelige velafstemthed gør det i mine øjne lige så fuldendt, som mere bidske og voldsomme oplevelser i samme klasse.

Og hvis det virkelig skal forestille et vulkanudbrud, er det helt klart et venligt ét af slagsen, og næppe ét af dem, der giver problemer for flytrafikken andre steder end lige omkring det. Til gengæld er det et langvarigt udbrud, små eksplosioner af velsmag, der kan nydes over ganske lang tid – meget apropos førnævnt Stromboli.

Det er jo på den anden side ikke just Islandsk, men forbogstavet på landet, der rives i stykker under den er i det mindste det samme.

6-stjerner

Aros Tørhumlet Pilsner, De Jyske Bryghuse

2014-08-07 17.44.12

En genres begrænsninger …

Noget af det mest spændende ved at spille sækkepibe er instrumentets begrænsning. Man kan kun spille i tonarter der passer til dronernes allestedsnærværende A, og så er der ellers ni toner til rådighed med et begrænset udvalg af halvtoner, hvis man ellers snyder. Hvor meget og hvor fantastisk musik man kan få ud af et instrument med den begrænsning er fascinerende.

På samme måde synes jeg, det er med pilsnergenren. Det lyse undergærede øl, som bryggerierne notorisk undgår at videreudvikle. I stedet holdes det i de strammeste tøjler, lyst, fladt og kedeligt. Gud forbyde at pilsnergenren tilføres kvaliteter som spænding, engagement og – uha! – smag … Det kunne jo være, at smagen ikke faldt i flertallets smag, og så ville [indsæt de første par takter af Beethovens 5. symfoni, eller evt. temaet til Hitchcock-filmen “Psycho” her] SALGET jo falde!

Aaaaargh! Verdens undergang! Nuklear zombie-holocaust-apokalypse med nuklear zombie-holocaust-apopkalypse på! SALGET VILLE FALDE!

Og mens jeg lige prøver at falde ned igen efter en halv liter øl med en alkoholprocent på 7,5 forsøger jeg også lige at komme i tanker om, hvad pointen egentlig var …

Nårh jo. Det er faktisk rart, når nogle bryggerier en gang imellem skeler mindre til salgspotentialet, og i stedet skeler til kvaliteten. De to følger ufatteligt sjældent hinanden. De Jyske Bryghuse har med deres Aros Tørhumlet Pilsner valgt det sidste – og de har valgt rigtigt.

Brygget er sådan set bare en pilsner. Men hvilken pilsner! Allerede ved skænkning udløses bryggets slagkraftige aroma. Og det er i øvrigt ikke fordi brygget ellers ser kedeligt ud. Rødorange bryg under gyldent, tæt og fedtet skum. Bouqueten er tæt som en vinterdyne og byder på odeur af klassisk pilsner med sød fylde af vanille samt indslag af forårsfrisk græs og tyngde af sirup.

Lige så komplekst som brygget dufter, smager det også. Fylden overrasker især. Man tror næsten ikke, at der er vand i brygget. Smagen er ikke bare lækker, men også massiv af mørk sirup i begyndelsen, afløst af sød honning i midten og fede, bitre valnødder i slutningen ved mandlerne.

Sagde jeg slutningen? Det var jo helt forkert. For brygget fortsætter med at smage længe endnu. Valnødderne hænger ved, og masserer mandler og gane med lækkerhedsagtig bitterhed som kun dumsmarte nuller-madskribenter kan udtrykke det.

Rigtig godt arbejde! En virkelig værdig videreudvikling af en øltype, vis kvalitet bryggerierne i deres jagt på den laveste fællesnævner i uforskammet grad ellers har ladet hånt om.

5-stjerner

Brew Cat Golden Ale, Ørbæk

2014-08-04 20.09.44

Lidt på godt …

Jeg troede egentlig, de var udgået. Men jeg fandt denne i en af Danmarks største Netto-butikker på Kongelundsvej på Amager. Der hvor jeg også fandt den østrigske Radler-rædsel midt i juli. Brew Cat – Ørbæks serie af billige specialøl til Netto-butikkerne – og måske til andre af Dansk Supermarkeds butikker, men i så fald har jeg ikke lagt mærke til dem, har præsteret en respektabel IPA, og en uforskammet ligegyldig Dark Ale. Nu gik den ikke længere – når jeg sådan fandt den her til omkring ti kroner i Netto, var der ikke andet for, end at gøre serien færdig. Så behøver jeg heller ikke spilde min eller læsernes kostbare tid med Brew Cat-bryggene længere end allerhøjst nødvendigt.

Min gode ven Ole, der blandt andet står for denne perle af en tegneserie om, hvad det vil sige at være ølentusiast har meget rammende udtalt noget i retning af, at ‘Brew Cat er noget, BrewDog burde jage op i et træ’ – og deri har han inderligt ret.

Men nok om Ørbæks discountbrand. Uanset hvad, skal det bedømmes så frit for vores fordomme som muligt, så here goes …

Navnet passer i hvert fald. Det er et i grunden flot messingfarvet bryg, med et tæt hvidt skum. Holberg ville kalde dem krusseduller, men som gammel March-band-musiker (sækkepibe som bekendt) ved jeg selvfølgelig, at det rigtige ord er ‘kalvekrøs’. Man kunne også kalde dem kniplinger, eller blonder, som min bloggerkollega Brian Lund, ynder at kalde dem – de flotte mønstre, skummet efterlader på glassets inderside, som i dette tilfælde er ganske exquisite!

Duftoplevelsen er til gengæld at sammenligne med et par letbrugte billige tangaunderhylere … eller – måske ikke. Men nu vi var inde på blonder, var sammenligningen bare lidt for fristende. Men nogen stort olfaktorisk gravering efterlader brygget ikke næsevæggene. En vag syrlig essens kombineret med vag humle er, hvad det kan blive til. Det er ikke ubehageligt, men til gengæld manifest kedeligt.

Brygget vinder til gengæld lidt i smagen. Det yder en en letkrydret smag, hvor især den tilsatte kamille trænger igennem (nej, rent er øllet ikke). Lader man brygget hvile lidt i gabet, kondenserer der sig efterhånden en adækvat bitterhed af para- og cashewnødder. Efterhånden mærkes også lidt humle, der ikke bare smages, men faktisk også river lidt i brystet.

De gode takter modsvares desværre af en disharmonisk klæghed af gær. Brygget føles også for glat og blankt. Det glider alt for let ned, og foretrækker klart at være lidt ekstra kedeligt frem for at imponere unødigt. Det er discountspecialbryg som man kunne forvente det. På ondt, men trods alt også lidt på godt.

2-en-halv-stjerne

Singha, Pathumthani Brewery

Nydelse forbudt!

Jeg prøvede for første gang nogensinde Singha, da jeg og mit gamle sækkepibeorkester Heather Pipes & Drums mellemlandede i Bangkok på vej til Taiwan tilbage i 2002. Vi var af uvisse årsager blevet shanghaiet (selvom det ligger i Fastlandskina) til en koncertturné der, og om det kan man læse mere her. Dette var den første asiatiske øl, jeg prøvede på turen, og jeg vil ikke afvise, at det var den første asiatiske øl, jeg prøvede nogensinde.

Dengang var det jo spændende bare at prøve, og da jeg endnu ikke var nogen øl-connoisseur husker jeg den tryghed det gav, at asiatisk øl stort set smagte ligesom det velkendte danske pilsnerøl. Det viste sig at være tilfældet for stort set alt det øl vi prøvede på turen – der var øl fra flere lande i nabolaget, på stående fod kan jeg huske det store udvalg af især japanske øl, der også smagte som tyskinspireret standardpilsner allesammen. Dengang hæftede jeg mig vist også ved noget sødt, og det bliver jo spændende at se, om det er noget, jeg stadig vil kunne finde (behag i) så mange år senere.

Farven er der ingen overraskelser ved. Det er en ganske lys, gul pilsner, hvor det kridhvide skum dog gør et lidt mere cremet væsen af sig, end man kunne have forventet. Bouqueten er til gengæld uinspirerende vandet og tynd, selvom man ved opknapning rammes af et skud sødme, der endda formår at gøre væsen af sig ude i det fri, på tagterrassen uden for vores lejlighed.

Der er tale om et aldeles lettilgængeligt bryg. Det glider lige ned i halsen, næsten uden at man bemærker det. Hvis man – kontraintuitivt som det er – beholder brygget i munden længe nok, er det faktisk muligt at tvinge lidt diffus sødme frem. Den hidrører fra humlen, som man konkluderer, der er brugt meget lidt af, og kun søde typer, så brygget ikke unødigt skræmmer turisterne væk. Den formår endda at mønstre lidt eftersmag, og her bliver den diffuse humle endda en smule bitter.

Brygget formår dermed at yde en form for fjernt behag, men egentlig nydelse er der ingen af. Det tillader bryggets tyndbenethed ikke. Den danskvand, en Apollinaris fra Harboe, jeg skyllede efter med for at rense smagsløgene før næste øl, var reelt en større æstetisk oplevelse. Det er måske godt, at man kan få Singha herhjemme, og dermed ikke behøver rejse det halve af Jorden rundt for at få fat i den. Den er ikke turen værd. Ærgerligt er det så bare, at den skal optage unødig plads på danske supermarkedshylder i stedet.

1-stjerne

Ivory Blonde, Nørrebro Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2014 IX)

Antifeministisk feminin …

Hveden dominerer – eller er i hvert fald meget præsent ved året Ølfestivalg. Hvedeøl er ikke længere mit krus øl. Det var det tilbage i 90’erne, da det stadig var nyt, (så) eksotisk (noget, der kommer fra Tyskland nu kunne være), og spændende, fordi det smagte og føltes anderledes end det pilsnerøl, man var vant til. Spændingen er gået af det, og i forhold til de andre fine øltyper, der er vundet frem, har hvedeøllet klart indtaget positionen som det tynde af slagsen, hvor der kan være endda temmelig langt mellem snapsene.

De hidtidige øl fra Ølfestivalget har dog holdt et relativt højt niveau. Den næste i rækken er fra Nørrebro Bryghus, som jeg kun har besøgt én gang før i bloggens levetid. Dengang var oplevelsen noget afdæmpet, men der synes at eksistere en linje fra hin øl til denne. Inden for de sidste par år har en ny trend vist sig med Carlsberg og netop Nørrebro Bryghus i front. Senest har Carlsberg markeret sig med de alkoholfattige Nordic-bryg og denne øl er Nørrebro Bryghus’ sidste skud på stammen i det gang på gang kuldsejlede forsøg på at brygge kvindeøl.

Tanken bag er, at kvinder af en eller anden grund ikke kan lide bitre ting, og vil have alt lyst og lettilgængeligt. I samme diskursive italesættelse af den uudtalte værdidom om kvinders hælden til det smagsfattige og kedelige står der på nærværende brygs bagetiket, at “Den er lys som elfenben med sødlige og let feminine accenter.” Desuden er den “en fornøjelig tørstslukker, en inciterende aperitif og en perfekt makker til lyse fiske- retter, (sic) lette salater og til lange varme dage.” *Suk* altså.

Kilde: http://www.moneyandshit.com/
wp-content/uploads/2011/05/
usa_vs_russia.jpg

Hvad jeg i øvrigt mener om præsuppositionen om, at kvinder helst vil have øl, der ikke smager af noget, kunne jeg skrive en hel blog om. Den bygger på en forskruet og firkantet fordom med oprindelse i tider, hvor kvinder blev opfattet som nogle skrøbelige, forfinede dukkemennesker, og mænd som nogle satans karle. I dag ved vi, at det forholder sig mere nuanceret (det viser blandt andet billeddokumentation fra Rusland). Men i deres markedsføring hænger Nørrebro Bryghus (og Carlsberg) altså håbløst fast i forestillingen om det feminine som noget sart, fint og skrøbeligt.

Men jeg giver mig altså i kast med en sart, fin og skrøbeligt feminin kvindeøl. Bare jeg nu ikke bliver gravid.

At den skulle være lys som elfenben er vås. Jeg har set gamle sækkepiber, der er pyntet med elfenben – fra dengang den slags stadig var lovligt og det er væsentlig lysere end dette brygs grumsede, brunorange lød. Hvis storvildtjægeren bag elfenbenstrofæet er storryger, så kunne det måske ligne. Skummet ligner bedre, men det kniber, når man sammenligner dets holdbarhed med elfenben … eller med sodavandsskum såmænd også. Et minimum af cremethed kan det dog akkurat formå at vise.

Duften er syrlig af græs og citrus med et stikkende element af grape og – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have gættet det, om jeg ikke havde læst det i deklarationen – saft af gærede hvidvinsdruer. Ja, det er ideen om kvindeøllet, der igen spøger. Dunsten af billig og sur hvidvin minder mig desuden i forskrækkelig grad om den hovedpine sådan billig hvidvin reddede mig ved adskillige på hinanden følgende Roskilde Festival’er, når jeg skulle sikre mig en billig brandert.

Det første man smager er dog sødt – anonymt sødt, som vand med opløst hvidt, raffineret sukker. Den afløses da også snart af en skarp, sur smag af endnu mere billig hvidvin. Dertil – og delvis integreret deri – kommer gær, en antydning af den stikkende bitterhed fra grape, samt et indslag af fortyndet eddike. Det er ikke særlig rart …

Det er faktisk småslemt, og man slås med ambivalens, idet brygget samtidig smager af så lidt, og er ganske og aldeles ufyldigt. På den ene side ønsker man, at nogle af indtrykkene brændte mere igennem – at grapen ville få mandlerne til at trække sig sammen, eller at eddiken ville give spændinger i hals og underansigt. Så ville der i det mindste være lidt oplevelse i brygget. På den anden side er man lettet over, at brygget alligevel ikke smager af mere – for i grunden smager det jo bare ikke godt.

Det gærede indslag af billig, sur hvidvin blandet med den udefinérbare sødme giver faktisk associationer til sensommerens gærede blommer (ja, årstiden kan Nørrebro Bryghus heller ikke ramme) som hvepsene æder sig fulde i, hvorefter deres hidsige aggressivitet byder efteråret velkomment. Men når det er dén smag de små krasbørstige kræ får i kæften, kan man jo næppe bebrejde dem det. Jeg forstår dem i hvert fald meget bedre nu.

Man kan glæde sig over, at flasken i det mindste indeholder lidt mindre end de andre flasker i eventet – 0,4 l, i stedet for 0,5 l. Tanken bag er sikkert også, at kvinder ikke kan tåle at drikke så meget, sarte og skrøbelige som de jo er. Den mindre mængde afholdt mig alligevel ikke fra af hælde et anseligt kvantum af det resterende bryg i vasken.

Det skal være meget galt med de resterende bryg for at denne ikke skal blive eventets absolutte bundskraber.

1-stjerne

McEwan’s Export, Wells and Young

Én mere på skotsk …

Jeg har frekventeret Skotland en hel del, som led i min store interesse for sækkepibespil. Jeg forsøger faktisk at komme i gang igen – men der er jo hele tiden så meget; arbejde, børn, og selvfølgelig alle de spændende øl, der skal prøves og anmeldes.

Sagde jeg skotsk øl? Vel, denne øl blev først brygget i Skotland på Fountain Brewery, Fountainbridge, Edinburgh. I dag ejes brandet af Wells & Young’s Brewing Co i Bedford mellem Northampton og Cambridge – laaaaaangt fra Edinburgh. Men fair nok – Ellerten er vel også i en eller anden grad dansk, endskønt den i dag produceres i Tyskland.

Hvad jeg ville frem til var, at jeg har haft nærværende øl mellem næverne og mellem gummerne før, på en af de mange ture til Skotland, da jeg var aktiv piper i The Heather Pipes & Drums of Copenhagen. Jeg husker, hvordan vi strejfede rundt fra konkurrence til konkurrence med Strathclyde University på Rotten Row (jep, det hedder vejen, hvor det ligger) i Glasgow som base. Vi kom så langt som Perth og Cowal, og konsulterer man et kort, vil man nok bemærke, at der godt kunne være et par timers transport hver vej. Som de frække og uforskammede mennesker vi var (og er) drak vi i strid med britisk lov godt med øl på vej fra konkurrencerne. Det gjorde vi uanset resultatet. Hvis vi vandt, fejrede vi sejren, og hvis vi tabte, druknede vi sorgen, så fuldskab og tømmermænd dagen efter vandt vi hver gang.

Og denne øl blev drukket tit. Jeg ved ikke om dette er det skotske standardsprøjt, folk hælder i gabet knap 1000 km i fugleflugt stik vest fra Århus’ bymidte på samme måde, som danskerne hælder Hof og Grøn Tuborg sig. Men jeg husker den fra Sainsburry på Sauchiehall Street, og diverse kiosker i Strathclyde, hvor dens røde farve pryder hylderne, ikke langt fra det mystisk nok allestedsfraværende Celtic-parafernalia. Man er jo i det ærkekatolske hjørne af byen, hvor man med jævne mellemrum ser et par fans spankulere rundt i de friske grøn-hvide farver, men udstyret har de ikke fra de lokale butikker.

Det forhandles primært i dåser, så jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har set selve brygget – før nu altså. Det er en relativt mørk ale, ovre i det brune, men stadig med nogle pilsnerfarvede nuancer, så øllet også antager en gylden lød. Skummet er off-white, næsten gråt i det og ganske klæbrigt. Duften er syrlig af sensommerens æbler med en markant, omend lidt svag, humlenote.

I betragtning af øllet almindelighed overraskes man af fyldigheden. Brygget fylder munden godt ud med en venlig og rund maltsødme, ledsaget af en velafstemt humlebitterhed. Det passer nydeligt sammen, og udgør en velkendt forening af malt og humle, klart på den sødere og fyldigere side af, hvad man er vant til på vore længdegrader.

Bitterheden tager herefter fat, og lægger sig i eftersmagen som en stikkende bitterhed af småharske valnødder bagest i ganen. Det er ikke længere så venligt og rundt, og heldigvis for det, for det giver brygget noget ekstra karakter og spænding på falderebet. Brygget kan, en i forhold til skandinavisk smagssammensætning alternativ vægt på maltsødme og fyldighed taget i betragtning, ikke løbe fra at være et standardbryg med rigelige mængder vandsmag, der alligevel får øllet til mere end noget andet at smage af – én mere.

Så det er ikke sært, at vi fik drukket så mange af dem på vej hjem fra konkurrencerne og koncerterne dengang i starten af nullerne. Jeg håber på at komme til Skotland igen snart – og denne gang skal familien med. Irland, derimod, er jeg stadigvæk mæt af et stykke tid endnu – det var iøvrigt i disse dage for ét år siden, at vi drog af sted derover.

2-en-halv-stjerne

Flensburger Pilsener, Flensburger Brauerei

– SÅ god er den heller ikke

Jeg var til et af årets store sækkepibe-arrangementer her i weekenden, nærmere betegnet The Copenhagen Winter Competition, der dette år blev holdt i Vangede. Frem for at sove dårligt på et koldt skolegulv, lånte vi min fars hus i Hvalsø, og m far har altid gode øl på lager primært fra sit favoritbryggeri, det nordtyske familiebryggeri Flensburger Brauerei. Iblandt dem var denne øl, som min far ved tidligere lejlighed har betroet mig, han er begyndt at finde for bitter. Det er til gengæld næppe tilfældet for Ekstra Bladets anmelder, der d. 12 januar i år gav den topkarakteren 6 stjerner.

Så et eller andet sted mellem “fuldstændig sindssygt god” og “for bitter” ligger dagens øl, er der noget, der tyder på. Det er (næppe til den store overraskelse) ikke første gang, jeg prøver en Flensburger Pilsener. Jeg husker den da også som mere bitter end pilsnerstandarden herhjemme – men er al’ kvalitetsøl ikke i virkeligheden det? (Bortset fra sødt øl, selvfølgelig.) På den anden side husker jeg den bestemt ikke som så exceptionel, som Ekstra Bladets anmelder antyder, den er.

Udseendet er der i hvert fald ikke noget exceptionelt ved, omend det er ganske godkendt – gyldent med fyldigt, klæbrigt skum. Den har en skarp, ren og ukompliceret duft af humle og korn.

Det er vitterligt også en dejligt bitter pilsner, der ikke er bange for at gå linen ud. Jeg synes dog bestemt ikke, at den er for bitter, selv om jeg da godt kan mærke, at den slår hårdere til de bagerste smagsløg, end hvad man er vant til fra pilsnerne herhjemme. Men det skal endnu engang understreges, at dette er mere reglen end undtagelsen med statsløst – undskyld dekonstruktionen i anledning af ministerfyringen – uden-landsk øl. Bitterheden ender nemlig ikke med at blive kradsbørstig eller harsk, men forbliver sin styrke til trods blid.

Øllets humlede bitterhed er meget ren – der er hverken metallisk eller syrlig bismag, faktisk er der ingen bismag overhovedet – der er kun den rene, hårde, nordtyske pilsnerbitterhed, når den er bedst. Den kan tilmed nydes længe efter at der er drukket ud i eftersmagen.

Og når det så er sagt, er der stadig hist og her nogle ting, der kunne have været bedre. Selvom renere ølsmag vil være svær at finde, byder en Flensburger Pilsener ikke på nogen som helst overraskelser overhovedet. Det er en pilsner med knald på, men den er hverken sofistikeret eller usædvanlig, og ender dermed med at mangle noget suverænitet i forhold til andre gode pilsnere.

Så 6 stjerner får den ikke hos mig. Jeg er selvfølgelig glad for, at øllet kan vække begejstring hos anmelderne herhjemme, men at Ekstra Bladets anmelder er så kompromisløst begejstret kunne pege i retning af, at han ikke alt for ofte får smagt rigtig godt øl, og derfor forveksler dette med øl, der trods åbenlyse kvaliteter alt andet lige ikke er mere end bare godt.
4-stjerner

Dansk Julebryg, Harboe (Det tynde øl fra Fakta III)

– Æbleeddike og harske valnødder

Det er på ingen måde en tilsnigelse, når denne øl indgår i temaet Det tynde øl fra Fakta, der kører her efter nytår. Ølkonceptet ‘Dansk [indsæt øltype her]’ er nemlig navnet på Faktas faste discountøl, og de blev indtil 2008 leveret af Carlsberg, hvorefter Harboe-bryggeriet tog over. Nu er spørgsmålet, om der er det samme i en ‘Dansk Pilsner’ fra Fakta som i en Harboe ‘Ren Pilsner’ fra andre supermarkeder. Således var det nemlig tidligere med Dansk pilsner fra Carlsberg og deres Hof (nu: Premium). Det er ikke lige til at se, eller hitte ud af, men en fremtidig smagning af netop Ren Pilsner fra Harboe vil kunne kaste lidt lys over det.

Nærværende øl er købt som et slagtilbud engang i november, og siden da har den samlet støv i mit køleskab. Det virkede mere presserende at smage andre øl, der umiddelbart tog sig mere indbydende ud.

Men tyndt øl eller ej … Det er altid rart at komme hjem, træt efter en øveaften, og spise en god økologisk rugbrødsmad med økologisk leverpostej og saussage, og drikke en øl til – og den skal endog være meget tynd, smage meget ilde eller være meget u-økologisk for at kunne ødelægge den fornøjelse.

Det var netop dette scenarie, der udspillede sig i går aftes, da denne u-økologiske (men ikke meget u-økologiske) øl skulle prøves. Umiddelbart tager den sig ganske flot ud, med sin dyborange farve, og det letgyldne skum, der ikke engang viger så hurtigt, som man kunne have frygtet. Duften er maltsød og ikke uden en vis kraft.

Bryggets første smagsudtryk er også sødligt frugtagtigt, men det er ikke smagen af søde æbler. En stikkende syrlighed får den mere til at minde om æbleeddike. Dette konstaterer man dog først i tredje ombæring, da anden ombæring nærmest er en eksplosion af ikke spor velbehagelig harskhed. Den syrlige bismag synes at ødelægge al kvalitet i den bitterhed, der måtte have været, og harskheden ender som en lidet fyldig småbitter efterklang. – Men selvom det er jul, er det ikke bjældeklang, der er tale om. Det lyder snarere som en ringeklokke på en rusten damecykel med højt styr, der har været udsat for hele vinterens udvalg i saltmættet snesjap. Harskheden minder hverken om kaffe, nelliker eller andre rare, bitre krydderier. Jeg forestiller mig, at det var sådan, 2. verdenskrigs sikoriebaserede kaffeerstatning smagte. Men det ved jeg ikke, og skal derfor ikke gøre mig klog på det. Til gengæld kan jeg konstatere en vis lighed i smagen med dårlige valnødder – og den grimme overraskelse af en harsk valnød blandt alle de gode, hører jo alt andet lige også julen til.

Ifølge brandets slogan, skulle denne (og de andre ‘Dansk’-øl) være brygget og maltet med ‘største omhu’. Hvis dette skulle være et eksempel på største omhu, må det virkelig stå skidt til med grundigheden på Skælskør-egnen. Ud over, at brygget smager decideret ringe, kan jeg ikke se, hvordan det skulle være ‘største omhu’ at proppe obskure ingredienser som glukosesirup, sukker og antioxidant i øllet. Men det er jo set fra Harboes side før, at de bruger den slags rosende udtryk om øl, de ellers fylder alt muligt i.
Er dette det tynde øl fra Fakta? Egentlig ikke, for man kan trods alt ikke anklage en Dansk Julebryg for at være tynd. Til gengæld gør det ikke oplevelsen bedre, at den i stedet er harsk.

1-stjerne

Carlsberg Premium, Carlsberg (Det tynde øl fra Fakta II)

Deres øl

… aka. Vores Øl, Hof, Probably The Best Beer in the World, m.fl. Kært barn har mange navne, og i Danmark er denne øl måske det, de fleste forbinder allernærmest med selve begrebet øl, øllets væsen, øllets idé … Det er denne øl, en dansker tænker på, når han/hun/den/det hører ordet “øl”. Denne og Grøn Tuborg er de generiske danske øl, som alle kender og alle, der ellers drikker øl, kan drikke. Til gengæld er det ikke øl, folk har de store holdninger til – ud over måske, at de principielt foretrækker den ene frem for den anden. Det er også svært for de fleste at beskrive, hvordan de smager. De er så indbegrebet af øl, at de fleste egentlig har glemt hvad de smager af, og det er denne opgave, jeg nu vil begive mig ud på så fordomsfrit som muligt at løse.
Jeg husker den som den første øl, jeg sådan rigtig godt kunne lide. Det siger både noget om, hvordan jeg oprindeligt opfattede øl – som noget, der kunne gøre mig fuld, og som noget alle andre også drak, – og noget om, hvorledes mine smagsløg og min kritiske sans på flere måder har udviklet sig. Dengang kaldtes denne øl i øvrigt “Hof”, men i takt med Carlsberg-brandets internationalisering er dette mundrette kælenavn blevet smidt væk til fordel for det mere sterile og hult klingende “Premium”. Det er forbløffende, at der er så mange øl ude i verden, der netop hedder ‘Premium’, og fælles for dem, jeg har smagt, er, at ingen som helst af dem fortjener en præmie for noget som helst. De er alle halvtynde, kedelige og standardiserede pilsnere, uden nogen som helst særlige kvaliteter overhovedet.
Hårdt presset kan jeg da også se nogle små spredte fordele ved smagsensretningen, der åbenbart er en del af internationaliseringen af Carlsberg. Det var da rart, da jeg tilbage i 2002 var på turné i Taiwan med mit gamle sækkepibeorkester, kunne bælle ½ l. hjemland på en bar i ‘Little Europe’ i Taichung. Jeg konstaterede dog i samme ombæring, at en Carlsberg Premium ikke adskiller sig nævneværdigt fra det øvrige asiatiske øl, som jeg i øvrigt husker som endnu mere ensrettet og standardiseret pilsnersprøjt, end hvad tilfældet er herhjemme nu om dage. Man kan jo gætte kvalificeret på, om ikke netop den generiske Carlsberg Premium egnede sig fint til det internationale marked, netop f0rdi den har den (mangel på) karakter, som den har.
Nu ved jeg godt, at jeg ville forsøge at gøre min anmeldelse af Carlsberg Premium så fordomsfri som muligt. Jeg vil forsvare ovenstående tirade med, at jeg endnu ikke har taget fat på anmeldelsen, samt at jeg tror, det er nemmere at frigøre sig fra gamle holdninger og fordomme, når man først har fået dem ud på skrift.
I grunden har en Carlsberg Premium faktisk en flot farve, lyst gul med kridhvidt skum. Skummet retirerer dog meget hurtigt, hvilket sjældent er et godt tegn. Duften er mest præget af bitter humle.
Smagen er præget af en pilsnerbitterhed præget af mild humle og bitter bygmalt. Samtidig konstaterer jeg, at den slet ikke er uden en vis overraskende fyldighed. Bitterheden er jævn – og selv for mine smagsløg generisk øl-agtig i sit udtryk – men hvad den ikke har i egentlig bitterhed har den til gengæld i fylde. Der er dermed en ganske fin balance mellem smag og fylde, der gør den ganske behagelig at drikke. Den mangler også den frygtede ( og – indrømmet – forventede) vandighed. Den absolut godkendte maltbitterhed holder desuden et godt stykke tid i eftersmagen uden at blive harsk, og dermed formår øllet at behage smagsløgene mere end adækvat både mens brygget er i munden og i overraskende lang tid efter.
Det er godt nok ikke en Warsteiner, der formår at imponere mere, især med bitterheden. Carlsberg Premium har dog stadig de samme tørstslukkende egenskaber og en fylde, der svarer ret godt til en Warsteiner. Til gengæld er en Carlsberg Premium væsentlig bedre end sin papbror Grøn Tuborg. Her er det især fylden, og den manglende vandighed, Carlsberg Premium vinder på.
Det er nøjagtig som jeg husker det. Indtil jeg begyndte at sætte pris på godt øl var min favorit Hof (som jeg fortsat kalder den) over Tuborg, netop fordi jeg syntes – og altså fortsat synes – den er mere fyldig og mindre tynd i smagen.
Alt dette sagt er Carlsberg fortsat en generisk standardøl, der ikke formår at overraske, eller i øvrigt være noget særligt på nogen områder. Smagen er stadig justeret efter, hvad der måtte genere færrest, og selv om den ikke er det mindst markante eksempel på den laveste fællesnævner, så er den et eksempel på det ikke desto mindre. Min favorit bliver det aldrig, jeg stemmer ikke i koret, der dikteret af markedsføringen kalder den ‘Vores Øl’. For mit vedkommende må hvem, der måtte ønske det, gerne beholde den for sig selv, så den i stedet kunne være ‘deres øl’.
2-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme