Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: revisited

Blend: Heatherwood Green Gecko IPA-kit + Praga Premium Pils

Lidt mere liv (jeg sagde “lidt”) …

Den næsten bombastisk og fandenivolsk generiske og almindelige – for ikke at sige skingert ligegyldige Praga Premium Pils fra sidst, blev ikke drukket ud i én omgang.

Min gode ven og ølkontakt Niels fra Lille Skensved – ham med de ugandiske øl, husker I nok – havde forleden arrangeret endnu en nydelig leverance til min bloggervirksomhed. Hovedparten af den bestod nu af gengangere, idet han havde reddet et restparti af Petrus-øl fra sin lokale fakta, som supermarkedet var ved at skille sig af med. Dertil kom en svensk pilsnerøl på dåse … … – jeg kunne aldrig finde på at beskylde Niels, det rare menneske, for decideret at trolle. Men jeg har altså lidt på fornemmelsen, at han finder nogle rædsler at give til anmeldelse, så han kan godte sig over mine tirader efterfølgende.

Med andre ord – jeg har meget ringe forventninger til det svenske øl, og er allerede begyndt at notere mig nogle skældsord, jeg kunne bruge i anmeldelsen.

Men ud over belgiske gensyn og svensk industri, var der noget ganske særligt i den lille pose, som jeg iklædt sort tøj og hætte måtte hente den aften i en afsides indkørsel i Brønshøj … det sorte tøj skyldtes at regnen stod ned i stænger, og jeg var på cykel. Med alt det vand følte jeg mig næsten som et af Carlsbergs bryg. Ja, en vandet vits – så passende til lejligheden, at man næsten drukner.

I en uanselig plasticflaske, havde Niels også lusket resultatet af hans eget lille brygeksperiment med – med dertilhørende instruktionsmanual i bunden af posen. Det skulle imidlertid vise sig, at eksperimentet ikke var faldet ud helt som ønsket. Ethvert spor af kulsyre var fordampet, og ved smagning kunne jeg konstatere, at selvom brygget ikke virkede direkte fejlgæret eller inficeret, så havde oxideringen sat ind i et omfang, så brygget ikke længere var nogen fornøjelse at drikke.

Niels havde faktisk varslet mig på forhånd, at brygresultatet langt fra var optimalt, men anbefalede mig dog at blande det op half ‘n’ half med en industriel pilsner frem for bare at hælde det ud. Og sådan én stod jeg jo faktisk lige og havde i form af den i sidste og starten af nærværende indlæg omtalte generiske tjekkiske pilsner.

Om Niels’ brygeksperiment alene, er der det gode at sige, at den egentlig ganske aromatiske, men også noget syntetiske duft, med ét greb meget langt tilbage i mit helt unge liv. Da jeg fyldte fire eller fem fik jeg noget modellervoks i gave, samt en pressemaskine til det, så man kunne kreere lange snore af det i forskellige spændene former. – En stjerneform fx. Mange år efter jeg for længst havde glemt alt om maskinen fandt jeg den på loftet i mit barndomshjem i Hjortshøj nord for Århus, og alt dette kom tilbage, da jeg duftede til Niels’ bryg. For præcis ligesom dette modellervoks, duftede det. Ret syntetisk i grunden, men ikke uden en vis spidsfindig aroma af billigt firserviskelæder. Alt brus var til gengæld for længst gået af brygget, og selv om en smule af humlens bitterhed stadig var mærkbar, føltes selve brygget alt for metallisk og hårdt mod smagsløgene, helt og aldeles afbruset som det var.

Sammenblandet med den næsten skrigende intetsigende tjekkiske pilsner formåede hjemmebrygget imidlertid at gøre lidt gavn. Alene det, at der nu var noget kulsyre i brygget gjorde, at nogle aromatiske blomsternoter – syren og lyng – begyndte at træde frem. I det hele taget leverede det afbrusede brygeksperiment den aroma, som den tjekkiske pilsner så kritisk manglede.

Det var nu stadig ikke helt nok til, at øloplevelsen blev sådan rigtig god. Mixet føltes fortsat noget syntetisk, og der var heller ikke helt nok kulsyre til overs i pilnseren til at brygget livede ordentligt op. Det forblev noget dovent i mundfornemmelsen samt for tungt og glat til at være nogen stor nydelse.

Men hey – man skal starte et sted, og jeg tør slet ikke tænke på den katastrofe det ville være, hvis jeg selv gav mig i kast med den slags eksperimenter.

Hold i øvrigt øje med bloggen i den kommende tid. Jeg har for nylig spenderet endnu en aften med mit sidekick Marcus – og der er mere end bare skriftlige indlæg med dertilhørende stilbilleder i vente.

Og må Kent Nikolajsen hvile i fred. Netop i skrivende stund har jeg erfaret at han er gået bort – endnu et ansigt fra min ungdom, der endda ikke var meget ældre end jeg selv.

Murphill, Amager Bryghus (Saufen und saufen und saufen … III)

Styr på dét hængeparti …

Endelig lykkedes det Amager Bryghus at få titlen som Årets Bryghus, en pris uddelt hvert år af Danske Ølentusiaster. De sidste tre år i træk løb Thisted Bryghus af med sejren, hvilket denne blogger godt tør kalde ufortjent, idet netop årets vinder, Amager Bryghus, har gjort det så meget bedre de sidste par år.

Det var dét flueben. Videre til det næste: Jeg har forbandet travlt her på bloggen, efter en utraditionelt aktiv weekend for mit vedkommende. Som fraskilt eneboer med to børn på halvtid, er det sjældent, at jeg kommer ud i det hele taget, men i lørdags fik den ellers max gas. Sammen med min efterhånden faste medsmager Marcus var jeg i Pumpehuset i København for at bevidne en musikalsk storm i form af to unge kompositoriske genier – opvarmning ved den britiske celloist Jo Quail og main course ved danske Myrkur. Lur mig om ikke det bliver til en koncert mere en anden gang – men det får være for nu. Grunden til, at jeg nævner det er, at jeg ved den lejlighed også fik prøvet et par nye øl, hvilket det ville ligne mig mægtig dårligt at forbigå i tavshed.

Men før jeg kan gå i gang med det, skal jeg jo også have sat flueben ved et sidste hængeparti fra dengang jeg sidst nød gode bryg med min ven Marcus. Det foregik som bekendt i mit ringe hjem i Husum, hvor vi nu var nået til aftenens tredje indslag. For mit vedkommende en revisited, idet jeg prøvede denne øl da jeg var på besøg på Amager Bryghus tilbage i 2016. Opskriften skulle imidlertid være opdateret, og eksemplaret her er også relativt frisk – i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor vi nød den otte år gammel. Det skete i selskab med den oprindelige medbrygger Mike Murphy, som havde været med otte år tidligere for at brygge den. Man kunne godt smage alderen, der alt i alt ikke gjorde noget videre godt for brygget. Sidste år blev den genudgivet i en samling af lagrede bryg, som jeg i årets løb har drukket i selskab med Marcus (og en enkelt gang hans bror). Med dette bryg blev der sat et passende punktum for samlingen.

Brygget kan bedst beskrives som et stykke bælgmørke i flydende form – eller næsten da. Brygget vægrer sig tilpas mod at ende i glasset. Og når det endelig lykkes at få det genstridige bryg til at forlade flasken, skummer det flot og voldsomt op, som om det bare helst vil blive i sin beholder.

Undtagelsesvis kan nogle af Marcus’ smigrende fraser høres på optagelsen – “koncentreret figenkompot, gummeklingrende, intensiv, jeg ved ikke om jeg er klar til det her …” Vidnesbyrdet om oplevelsens storhed står strålende klart allerede når bouqueten indsnuses. Figenindtrykket giver en syrlig kant i et brag af røg, kaffe og chokolade, så det er en aldeles overvældende, benspjættende, og mundvandsfremkaldende fryd.

Aromaen sakker ingenlunde bagund. En bund af mørkt træ, ledsaget af intens sødme af finsk chokolade … Ikke uberettiget afbrød Marcus mig her med den lidet urimelige indvending, at chokolade vist ikke lige var noget finnerne var specielt kendte for. I min vanlige stil holdt jeg fast i fejltagelsen indtil jeg gav mig og indrømmede, at jeg selvfølgelig mente lakrids. Chokoladen er der alligevel fortsat plads til. Da min ekshustru havde haft børnene med på ferie i Finland tidligere på året, havde de nogle lakridsfyldte chokolader med – og deres aroma var langt fra ulig dette vidunder af bittert i baggrunden, og sødt i forgrunden.

Det var tid til at give karakterer, og det faldt som sædvanlig Marcus svært. Han havde stadig Big, Bold & Beautiful fra samme bryggeri i baghovedet og vi formentlig have lang tid fremover. Jeg har for Marcus’ skyld derfor valgt at gøre noget, jeg aldrig har gjort før: Jeg vil sprænge karakterskalaen med tilbagevirkende kraft.

Marcus her fået lov at give Big, Bold & Beautiful 7 stjerner. For så kan han igen give topkarakteren 6 stjerner til de bryg, han synes, fortjener det – fx dette. Læserne vi kunne finde det opdaterede indlæg om Big Bold & Beautiful allerede nu. Jeg understreger, at jeg ikke selv har sprængt karakterskalaen på max 6 stjerner, og jeg intenderer heller ikke at gøre det nogensinde. Men når min medsmager nu så nødigt vil placere andre øl i samme klasse som hint ekstraordinære bryg, der vitterlig er uden for kategori, så må det blive sådan.

Dermed kunne Marcus give denne øl …

Jeg valgte selv at være en kende mere beskeden …

Honey Devil, Kongebryg (Saufen mit Marcus – now a Trilogy I)

Det endte godt …

Allerførst skal jeg takke læserne for en storslået juli måned, hvor over 5.700 klikkede sig ind på mine indlæg. Det er vist rekord – i hvert fald siden bloggen fik eget domæne, og samtidig er der 2. måned i træk, at jeg har haft over 5.000 klik. Jeg takker læserne ærbødigst, og jeg kan dårligt udtrykke adækvat hvor enormt det glæder mig, at så mange gerne vil læse de ord, jeg smider op herinde.

Jeg er imidlertid startet på arbejde igen efter tre ugers ferie. Det er gået voldsomt ud over min publiceringshyppighed, men til gengæld er der rigelig med at skrive om fra de mellemliggende dage. Onsdag i sidste uge mødtes jeg således med min gode ven Marcus på hans adresse i Valby, for at prøve flere af de fine Amageranske øl, jeg købte tilbage i december måned.

Guess what – vi nåede heller ikke denne gang igennem samlingen, så der vil nok være en seance mere senere, hvor vi nok heller ikke gør det færdigt. Sådan bliver den trilogi, mine drikkelag med Marcus allerede har udviklet sig til, til én af Douglas Adamske dimensioner.

Men den tid den sorg. Til tonerne af Ravels klavermusik tog vi fat på varerne, og vi indledte med en genganger her på bloggen – Honey Devil fra Næstvedske Kongebryg. Da jeg for snart to år siden var på besøg på bryggeriet, inviteret af brygmester selv, fik jeg nemlig to eksemplarer af brygget med: ét til snarlig anmeldelse, og ét til et år senere, så jeg til den tid også kunne skrive om, hvordan brygget med tiden udviklede sig.

Der gik så næsten to år. Men pyt med det – nu er jeg der med en revisited. Sidste år til Ølfestivalen på Lokomotivværkstedet fik jeg desuden endnu en af dem, så der var én til hver.

Begejstringen over duften var stor – nydelsesgryntene var næsten sammenlignelige med hine fra midt i juni, da vi samme sted prøvede Amager Bryghus’ uforlignelige Big, Bold and Beautiful. Omend nærværende bryg, ud over at præsentere en fin, mørk lød også lod en smule dyborange skum fremtvinge – uden at dette dog blev nævneværdigt længe.

‘Lakridstjære’ erklærede Marcus om duften og tilføjede, at jeg havde fundet den rette at anmelde denne øl med. Selv sporede jeg også et markant honningelement, som jeg var overrasket over, at Marcus ikke noterede. Ellers var vi – igen med hint mesterværk i erindring – ovre i nogle af de samme noter af figenkompot og figenpålæg, som vi fablede om i evigheder dengang.

Den orale oplevelse var imidlertid ikke helt den samme som den olfaktoriske. Jeg var forberedt på bryggets lette krop, som ikke er atypisk for Kongebrygs øl. Marcus var til gengæld skuffet. Han beskrev den som en buillonterning af øl, hvor man desværre i for høj grad smagte vandet omkring denne frem for aromabolden, der ellers var af udsøgt kvalitet.

Hvad brygget måtte mangle i krop og fylde, kunne jeg til gengæld finde i det fine, søde bagtæppe af honning og en lakridseftersmag, der ikke kun smagtes i munden, men også i svælg og bryst når bryggets alkohol nænsomt varmede hele vejen ned.

Tilsyneladende var vi nogenlunde enige om at beskrive af øllet. Da Marcus således beskrev det som besk, istemte jeg påpegende, at lakridsnoterne ikke var helt ulig en bitter a la Gammel Dansk. Marcus mente det imidlertid ikke, som jeg, positivt. Desuden mente han at kunne spore garvesyreelementer i brygget, og direkte adspurgt måtte jeg indrømme, at jeg i løbet af de to år der var gået, måske ikke havde opbevaret den helt så koldt, som jeg burde.

Men hjælpen var på vej. Marcus havde udvist rettidig omhu, og havde stillet noget god ost frem til temperering før vi tog hul på flaskerne. Og ved den første bid gik det hele op i en højere enhed. Brygget her skal nydes – ikke ulig en god vin – til noget for at folde sig ordentligt ud. Marcus forbarmede sig på stedet, og indrømmede nu brygget store kvaliteter. Stor ros havde han også til brygmester for at være så god til at komponere bryggets aromaer så præcist, og erklærede at han meget gerne prøvede flere øl fra den kant.

Marcus endte med at give den en fin karakter, som jeg tilslutter mig:

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei – revisited – (Lidt godt fra Niels V)

Meget er vist ikke ændret …

Tid til en revisited fra Bloggens ganske spæde barndom. Godt en måned gammel var bloggen, da jeg anmeldte denne øl første gang. Dengang havde jeg fundet den i en øko-biks på Jægergårdsgade i Aarhus (der dengang endnu hed Århus) – denne gang har jeg fået den i anmeldergave fra Niels. Som bekendt havde han en samling med hjem fra en ferierejse til behørig anmeldelse på bloggen. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gav den et forsøg mere i stedet for bare at henvise til den gamle anmeldelse. Hvem ved – måske har den også ændret afgørende karakter siden sidst – så hvorfor ikke?

Som selvstændig anmeldelse kommer dette indlæg dog ikke til at tælle. Gengangerne har deres egen kategori.

Genanmeldelsen er en anledning til at dvæle lidt ved, hvordan min skrivestil mon har ændret sig, og hvilke detaljer, jeg lægger vægt på i dag i sammenligning med tidligere. Det vil jeg måske gøre bagefter. Lige nu vil jeg bare anmelde den efter de notater jeg har taget – som var det første gang jeg prøvede den, og så må sammenligningerne vente til senere.

Det mørke – omend ikke så mørkt, man måske ville forvente af en rugopblandet hvedeøl – bryg dufter syrligt sødt og tungt af banan, mens det høje, flotte skum langsomt afbruser. Aromaen er til gengæld bitter, og langt fra så præget af de estere duften behørigt advarede imod – og som jeg på det oprindelige indlægs affattelsestidspunkt i hvert fald ikke kendte navnene på. Isoamyl Acetat er siden blevet et dagligdagsudtryk i mit ølordforråd.

Man smager humle – lidt skarpere end den basale man kender fra pilsnere, så man tidligt glæder sig over en hvedeølsoplevelse med mere kras end kælen aroma. Tørt træ har erstattet hylden, mens bananen kun i tåleligt omfang gør sig bemærket. Gæren, som har spoleret mangt en hvedeøl i tidens løb glimrer velvalgt ved sit fravær.

Rugen mærkes vel nok i træindtrykket, og i det lette stik af kommen ved gummerne. Bananen giver en sød antydning, der faktisk gerne måtte have været mere fremtrædende, om det ikke lige var banan, sødmen havde karakter af. Sødmen er heller ikke det eneste, der måtte være mere fremtrædende – det måtte humlen og rugen egentlig også. Bedst ville det nok have været, at vandet holdt sig lidt mere i baggrunden, for de velvalgte smagsnuancer får aldrig lov til at udfylde sig i alt den kvælende væde.

Der var oplagte grunde til, at jeg gav den her øl 2½ stjerner dengang (ja, lige netop det, tillod jeg mig at aflure). Det er en karakter, det giver god mening at fastholde i dag. Konklusionen er den samme, og hvad der ellers måtte afvige fra originalen kan med sindsro formodes at være detaljer.

Brød med Porter (Brød med øl 3+4.1)

2017-08-01 08.12.24Det fungerer …

Jeg har bagt endnu to brød. Denne gang økonomiserede jeg en smule, idet jeg opdagede at én af de øl, jeg ville brygge med kostede væsentlig mere end to af de hvidtøl, jeg lagde ud med.

Øllene er anmeldt for længst – derfor gik der ingen anmeldelse af øllene forud for brødanmeldelsen her. Men navnene skal I selvfølgelig have – Til det ene brød er der brugt Wiibroe Porter (tv.)- anmeldt så tidligt som 28/04-2012. Endnu før turen til Irland, i modsætning til Gl. Carlsberg Porter (th.), som blev anmeldt to år senere d. 12/06-2014.

Det er nu ikke så meget fordi brødene blev bagt samtidig, at jeg har æltet anmeldelserne sammen til ét indlæg. Det skyldes derimod, at forskellene på de to brød kunne være en smule svære at få øje på.

Ikke mindst visuelt. Porteren giver rugbrødet en nydelig mørk farve, der meget nemt kommer til at snyde én til at tro, at der er tale om rigtigt rugbrød, og ikke snyderugbrød med rugkerner og hvedemel.

2017-07-31 16.32.59Endnu engang er brygget dejligt saftigt og med en god krumme. I Wiibroe-brødet smager malten godt igennem som en antydning af karamel. I Gl. Carlsberg-brødet træder øllets tættere bitterhed til gengæld bedre igennem, og giver en mere bitter, røget aroma.

Hvad man bedst kan lide, er smag og behag, og jeg er ikke engang selv sikker på, hvad jeg foretrækker. At øllene denne gang gør noget for brødet – ud over det rent visuelle, er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Desværre er disse øl relativt dyre, og jeg ved ikke helt om de er investeringen værd hver gang der skal bages.

Men skal der gøres lidt ekstra ud af rugbrødsbagningen, kan det meget vel være en af disse to, der ryger i dejen.

Brød med Kongens Bryghus Hvidtøl (Brød med øl 2.1)

2017-07-22 17.12.15Fejlkilde på fejlkilde …

Ligesom ølbrygning indebærer brødbagning rigtig mange variabler. Én ting er det præcise forhold mellem ingredienserne, som i virkeligheden er det mindste af det. Der er derudover gærens kvalitet, hævetiden, bagetemperaturen og -tiden … Det er derfor næsten umuligt at gøre det præcis på samme måde to gange.

Man kan selvfølgelig prøve. Og man bør også prøve i et eksperiment som dette at ramme fremgangsmåden fra sidste gang så præcis som muligt.

Det lykkedes over hele hovedet ikke for mig.

En ting er, at jeg glemte solsikke- og sesamfrøene, der kom med i brødet første gang. Men derudover skulle min lille datter, som jeg havde den dag mens min eks var på ferie med sønnen, sluge en 1-Euro-mønt. (Ja, jeg sagde jo, at Euroen var en dårlig idé allerede dengang i 2000. Og se, hvad den nu afstedkom.)

Brødet var netop sat til hævning, da det skete, men der var jo ikke noget andet at gøre, end det den flinke sygeplejerske på 1813-linjen sagde, at køre min datter til akutafdelingen på Herlev Hospital. Her kunne det flinke – og undtagelsesvis ikke overbelastede personale sende os hjem igen efter sammenlagt et par timer med overfladiske undersøgelser og samtaler. De ville blot sikre sig, at mønten ikke havde sat sig fast i luftvejene, og da dette ikke var tilfældet, skulle min datter – som en anden Emil fra Lønneberg (med videre sammenligning i øvrigt, endskønt hendes sure far ikke sender hende i noget ‘snickerbo’, når hun laver gale streger) – blot vente på, at mønten kom ud igen i den anden ende af sig selv.

Vel hjemme igen fra skadestuen blev brødet sat i ovnen – for better or worse – efter at det rundt regnet havde hævet i form i tre timer i stedet for de tre kvarter, jeg normalt lader det stå …

… for så at blive det om muligt bedste rugkernebrød, jeg nogensinde har bagt efter den opskrift.

Ligesom det igen ikke skadede at bruge hvidtøl – heller ikke Carlsbergs Hvidtøl – så skadede det tydeligvis heller ikke at lade dejen hæve langt over den projekterede tid.

Man mærker måske nok de manglende solsikke- og sesamkerner i og med, at brødet føles en kende blødere og mindre fast, end da jeg bagte med Royal Unibrews øl. Til gengæld er brødet saftigere og – har jeg konstateret efterfølgende – mindre tilbøjeligt til at blive tørt, selv når det har været frosset. Sammenhængskraften er i øvrigt den samme – om ikke bedre end ved brug af Royal Unibrews. Så enten indeholder brygget alligevel protein på trods af det manglende skum, eller også tillægger jeg øllets proteiner alt for stor betydning i brødet.

En ting er jeg dog mere sikker på end før jeg påbegyndte mit eksperiment. Øllet – om det er det ene eller andet – ser vitterlig ud til at gøre noget godt for brødet. Det bliver bedre i konsistensen. Især bliver det saftigere og det har ingen tendens til at smuldre eller klæbe ved udskæring.

Så at bruge øl vil jeg ufortrødent fortsætte med. Men at lade min datter sluge en mønt i processen bliver, på trods af det tilsyneladende gavnlige resultat, ikke en del af opskriften.

Brød med Ceres Hvidtøl (Brød med øl 1.1)

2017-07-13 20.49.15-1Ja, hvad vurderer jeg egentlig efter?

Jeg har såmænd prøvet at bage med øl før. Også dette rugbrød. Men det var først for nylig, at det faldt mig ind, at det jo også var noget, jeg kunne skrive om på bloggen. Indtil videre har jeg brugt øl, jeg lige havde og sjældent var særligt interessante. Skulle jeg dog vælge at bruge dem igen, vil de selvfølgelig blive behørigt anmeldt for deres bageegnethed.

En note til temaets indeksering: Anmeldelsen af øllet alene tager pladsen før punktummet i overskriften (her: 1.0) mens den efterfølgende anmeldelse af brødet vil blive angivet bag punktummet (som i nærværende indlæg: 1.1). Det giver mulighed for at anmelde flere brød – forskellige slags, eller hvis jeg skulle få lyst til det, samme slags – hvor det samme øl er brugt.

Her følger i øvrigt en beskrivelse af fremgangsmåden ved bagning af dette brød. Først får rugkernerne et opkog i en passende mængde vand. De skal koges indtil kernerne kan tygges uden større besvær. De kogte kerner smides op i dejfadet, hvorefter øl og sukker tilsættes. Øllet køler de nys kogte kerner af, og mængden der skal til plejer at passe med, at øllet får den ideelle lidt-mere-end-håndvarme temperatur for gæren, der tilsættes som det næste.

Herefter tilføjes rug- og hvedemel samt kerner. Til sidst salt, og det hele røres sammen og stilles til hævning i en halv time til tre kvarter. Derefter hældes brødet på forme, hvor det får lov at stå endnu en halv times tid – typisk mens ovnen varmer op til 220 grader. Brødet ridses og sættes midt i ovnen, hvor det bages i 30-40 minutter.

Der er rigtig mange variabler i brødbagning, så at påstå at øllet er det ene der gør, at det lykkes, vil være noget af en tilsnigelse. Ikke desto mindre er det ikke urimeligt at dømme, at øllet har givet dette brød en finere mørk farve, end det normalt får. Krummen er god. Konsistensen fast, og der er ingen tendens til, at brødet smuldrer når det skives. Det er ellers den største udfordring ved dette rugbrød.

Øl indeholder proteiner, lærte jeg på DTU. Mit gæt er, at proteinerne i øllet holder brødet bedre sammen – ligesom hvis man smider et æg i dejen, når man bager boller.

Smagen er lige som den skal være, og måske endda lidt bedre. Lidt i den søde ende, fyldigt og vel matchende både røget kødpålæg og lyse oste. Den har jeg været heldig at opnå omtrent lige så godt uden øl, men smagen har ved andre lejligheder også været kedeligere.

Én ting er sikkert: Royal Unibrews Maltøl ødelægger i hvert fald ikke noget i bagningsprocessen. Og det er da altid en start. Mest spændende bliver det nok at vurdere, om det gør en forskel at bruge øl frem for vand i det hele taget. På et tidspunkt må jeg vel lave en kontrol, hvor jeg bare bruger vand.

Det må komme senere …

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus – fra flaske (Fødselsdagsølsmagning 2016 – Afslutning)

2016-11-05-22-48-50Det var bedre …

Der er lysere tider i udsigt her på bloggen. I går aftes fik jeg omsider lagt sidste hånd på min webtegneseriejulekalender med Spelt-segmentet. Det skulle vel senest være sket d. 23. men da stort set alt andet i mit liv blev sat på pause for at få projektet færdigt, har det været en stor lettelse omsider at få det fra hånden.

Nu mangler bare efterslæbet på bloggen … som heldigvis ikke er så stort igen. Min kære storebror var behjælpelig ved at give mig en julekalender fra Thisted Bryghus i fødselsdagsgave. Indtil videre har der kun været bryg, jeg har prøvet før bag lågerne, så når lysten til et humlebryg meldte sig, var jeg heldigvis velforsynet uden at jeg behøvede gøre min liste af ventende bryg længere.

Og skulle det vise sig, at der dukker øl op i dén julekalender, som jeg ikke har prøvet før, så skal de nok blive behørigt anmeldt. Hvilke øl, der gemmer sig bag lågerne, kan man følge på bloggens facebook-side. Nu videre til dagens anmeldelse – den sidste fra min fødselsdagsølsmagning tilbage fra 5. november.

Marcus ville som bekendt ikke give den skænkede Rough Snuff karakter, på grund af mistanken om, at netop skænkningen havde berøvet brygget noget af dets kant og smag. En af de indtil videre hemmeligholdte detaljer om min fødselsdagsølsmagning er imidlertid, at jeg oprindeligt troede, at jeg kun ville få besøg af Marcus den aften. Gedved stødte først til senere – efter at jeg havde købt to eksemplarer af hver øl, jeg havde tænkt mig at smage.

Så var der én til hver, tænkte jeg, uden at skænke det en tanke, at hvis Marcus og jeg alene skulle drikke en hel af hver øl, så – ja, lad os bare sige, at vi nok ikke var nået igennem dem alle sammen, i så fald. Men selv med Gedveds mellemkomst, var der nok i 0,33-liters-øllene til, at en enkelt af dem kunne levere adækvate smagsprøver til alle parter.

Til gengæld betød min lidt for rettidige indkøbsomhu, at vi nu kunne tage højde for Marcus bange anelser og prøve brygget direkte fra flasken. Ja – vi var tre mand høj, der alle pattede på samme flaskeåbning, og ud over at dele mundbakterier, der udmærkede sig ved at vi alle tre ikke blev det allermindste syge efterfølgende, blev brygoplevelsens dimensioner faktisk uddybet væsentligt.

Der var mere af det hele. Både lakridssmag og kaffebitterhed trådte mere frem på en meget tydeligere og fyldigere chokoladebund. En poetisk uddybning af dette må læserne desværre have til gode, da mine notater til denne smagning nr. 2 er såre sparsomme. Men det kan altså bestemt anbefales at drikke dette bryg direkte af flasken i stedet for at skænke det.

Den eneste anke nogen af os kunne anføre var, at brygget – hverken skænket eller flasket (perf. part. af verbet ‘at flaske’) var særlig rough. Selv lakridskanten er, trods en antydning af salmiak, fortrinsvis rar og lindrende på eventuelle halssmerter. Ingen af smagsnuancerne yder nogen brutalitet i udtrykket, men kun varme og knugende venlighed.

Vi havde ellers fundet på så mange fine overskrifter til gensmagningen – herunder the re-snuffening eller re-roughening … Men begge dele ville have foregøglet en langt mere fandenivoldsk oplevelse, end der egentlig blev lagt op til.

Karakteren var vi igen rørende enige om, og glade var vi for, at aftenen sådan blev sluttet af med bravour.

5-stjerner

Tak til Marcus og Gedved for, at de ville være med til at lægge gane og tålmodighed til mit hidtil længst prokrastinerede tema.

Julebryg, Rækker Mølle Bryghus

2016-10-19-19-07-09Pre-release, revisited med mere …

Nu er det jul igen – næsten da. Supermarkedernes hylder bugner i hvert fald allerede af brunkager og pebernødder, chokoladejulemænd og adventskalendre samt alt hvad hjertet ellers kan begære og hjernen forestille sig af industrielt udstandset discountchokolade i endeløse baner så Slangt øjet rækker.

Og apropos ‘rækker’, ja så har Rækker Mølle Bryghus i anledning af dagligvarehandelens proaktive omgang med den stundende højtids begyndelse sendt mig en vareprøve af deres endnu ikke officielt udgivne (eller som det hedder på nudansk – releasede) Julebryg. Det er ikke første gang – og så er det alligevel første gang, for jeg skriver faktisk om dette bryg for anden gang, og det er samtidig første gang, jeg skriver om et bryg for anden gang på bloggen …

Forvirret? For at mindske forvirringen, har jeg indført en ny kategori i min i forvejen både kaotiske og forvirrende samling af kategorier, netop til når jeg anmelder øl, der faktisk er anmeldt i forvejen. Kategorien hedder ‘revisited’ og denne vil altså være den første ‘revisited’ nogensinde på bloggen.

Helt den samme øl, er der nemlig ikke tale om. Dette har Rækker Mølle Bryghus gjort meget ud af at understrege for mig. Recepten er den samme, men med ændrede hvile- og mæsketider, samt mæsketemperatur. Jeg må desuden blankt erkende, at selvom det er under et år siden, jeg prøvede den tidligere version af brygget er den som slettet af min erindring, og jeg har kun anmeldelsesteksten at knytte mig til.

Er brygget blevet rødere? Det var også rødt sidst, men jeg må erkende, at jeg blev mere begejstret og imponeret denne gang. Farven passer i øvrigt så nydeligt til juletemaet. Det gyldne skum har til gengæld travlt med at forsvinde, så den del af julen i hvert fald ikke varer helt til påske. Duften gør det godt – hvis ikke væsentlig bedre end sidst. Denne gang rammer den fortrinsvis søde og fyldige maltduft en stegt and med svesker og brunede kartofler bedre end den sidste versions noget syrlige og gærede udtryk.

Og fra en godkendt indledning bevæger man sig videre til en vellykket krop og aroma. Smagen er sød, fortrinsvis med maltpræg, der giver noter af mørk sirup, en snert af honning og brunkagekrydderi. Jo, julen er sandelig så småt igang.

Man kan kritisere brygget for ikke at smage ordentligt igennem, men på den anden side behøver øl jo heller ikke være sådan noget, man skal nippe til, for at kunne nyde det. Dette bryg smager godt, når det drikkes i store mundfulde – i store slurke, hvor lidt af krusets indhold (det skal helst drikkes af krus, ikke af glas) gerne skal ramme ved siden af læberne og løbe ned ad kinderne. Det skal med andre ord kæves.

Der er meget øl, der bedst egner sig til at blive kævet. Det skyldes typisk, at det enten smager direkte grimt, eller kun af ganske lidt, så det eneste tiloversblevne formål er at blive besoffen så hurtigt som muligt. Ingen af delene er tilfældet her. Det er bare et bryg, der smager bedst, når man har meget af det i munden på én gang.

Så træder malten nemlig rigtig frem med sin runde, bittersøde, letkrydrede aroma, så det er en fryd. Brygget er egnet til julemaden, hvor den ikke vil blive for dominerende. Søger man imidlertid noget øl, der giver maden seriøst modspil, skal man nok vælge et lidt kraftigere bryg. Til julefrokosten, derimod, vil denne øl være nærmest ideel; kæves som den helst skal, men med ordentlig smag …

Syrlighed og gær fra 2015-versionen er nærmest væk – og er der alligevel en rest tilbage af det, skæmmer det i hvert fald ikke. I eftersmagen byder brygget desuden på en dejligt gennemtrængende og autentisk bitterhed, som en sidste påmindelse om, at noget bryg ved første mundsmag kan virke uengageret, men bliver interessant og godt, hvis bare man gider lede efter kvaliteten.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme