Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: redaktionelle indlæg

Farvel & Goddag …

Courtesy of Haandpluk, Klitmøller …

Det er ikke alle, der lider under Corona-pandemien. Jeff Bezos, verdens rigeste menneske, er ifølge en artikel i Business Insider blevet ca. 48 milliarder dollars rigere, mens arbejdsløsheden er eksploderet og folk er døde som fluer. At det politiske establishment herhjemme – og i resten af verden – fortsat blindt og ureflekteret mener, at det politiske system der frembringer tilfælde som Bezos er det bedste politiske system, det er muligt at have, viser blot hvilken værdi menneskeliv har for magthavere. Omtrent lige så meget som sandhed har værdi for andre magtliderlige psykopater som Donald J. Trump og Inger Støjberg.

Det er bestemt heller ikke alle virksomheder, der skaber profit ved hjælp af arbejdskraft, der har haft gavn af pandemien. Ikke mindst små virksomheder lider og må gå under i hobetal. En af dem er ikke Haandpluk i Klitmøller, en lille kaffebar i den hippe kystby i Thy, hvortil folk valfarter fra hele Europa for at surfe.

At jeg ikke har været forbi endnu i mine nu vel over 12 måneder som fastboende i Thy, burde jeg skamme mig bravt over. Stedet har nemlig også et meget fint udvalg af special- og håndbryg fra både ind- og udland. Men anledningen til at besøge Klitmøller dukkede først op ved skoleårets begyndelse, hvor jeg blev ansat på den lokale friskole som tysklærer. Nu har jeg endelig været forbi gesjæften, og købt lidt godter med hjem til anmeldelse under kyndig vejledning af stedets ejer, Lars. Han brygger i øvrigt selv, men havde ikke noget af sin egen produktion stående i emballage. Selv havde jeg ikke tid til at smage på varerne mens jeg var på stedet, så det må vente til en anden god gang.

I stedet fik jeg fire flasker med hjem fra bryggeriet Broaden & Build Brewing Company fra København. Jeg vælger meget bevidst præpositionen ‘fra’, da ‘i’ ville antyde, at bryggeriet fortsat findes og producerer et sted i hovedstaden. Det er desværre ikke tilfældet.

Broaden & Build er bukket under for pandemien. En af de sidste ting bryggeriets ledelse gjorde, før nøglen blev drejet om, var at tappe nogle bryg, der stod til lagring. Et farvel-batch, om man så må sige – på fire øl. Og det er netop de fire øl, Lars anbefalede mig mens de stadig kunne fås. Nogle vil måske kalde det et billigt salgstrick sådan at slå på, at brygget meget snart ikke kan fås længere – men ikke mig. Jeg er oprigtig glad og beæret over servicen, og at jeg nu har fået chancen for at prøve fire øl, der er gået ud af produktion. Så nåede jeg det lige akkurat.

Jeg har aldrig før prøvet noget fra nu hedengangne Broaden & Build. Så det er ikke bare farvel, men også goddag. Allerede før vi mødtes var det faktisk slut … eller noget. Det paradoksale og noget vemodige forsøger jeg at fange i temaet ‘Farvel & Goddag’, hvori jeg vil anmelde de fire bryg. Måske, måske ikke i den rækkefølge, de ses på billedet ovenfor:

  1. Red Sonia, Barrel-Aged Cherry Saison, 7,8
  2. Red Tide, Barrel-Aged Mixed Fermentation Cherry Pit Sour, 5,4% (Collab med Equilibrium Brewery).
  3. Optical Prism, Barrel-Aged Mixed Fermentation Koji Sour 2020, 6,2%
  4. Barrel Aged Brownie Loop, Oak-aged Imperial Brownie Stout, 11%

Jeg har på fornemmelsen, at det bliver rigtig godt … og derfor også lidt ekstra vemodigt. Uanset hvad ses vi meget snart til de første anmeldelser af disse – forhåbentlig – fine farvel-bryg.

Far Out, Afslutning

Akkurat tilstrækkeligt …

Det er blevet tid at lave en lille afrunding af temaet ‘Far Out’ – en gennemgang af Skanderborg Bryghus’ gavepakke ‘Far til fire øl’, som Lidl for nogle måneder siden faldbød til en halvtredser. Pakkens overordnede koncept tordnede jeg over i det indledende indlæg og leverede siden hyppige stikpiller og uddybninger, side om side med ølanmeldelserne, der – indrømmet – lod noget mindre tilbage at ønske end ideen bag pakken.

Det var Skanderborg Bryghus’ debut her på bloggen, og konceptuelt kom mit forhold til bryggeriet altså temmelig skidt i gang. Jeg magter ikke kønsstereotypisering – ikke mindst når det gælder øl. Jeg har i årenes løb flere gange langet ud efter bryggeriernes såkaldte ‘kvinde-øl‘ for at være tynde og aromasvage, subsidiært stereotype, idet de udstiller kvinder som nogle pylrede barbie-prinsesser, der ikke kan tåle drikkevarer med kant og udfordring til smagsløgene. Meget bedre er det ikke, når mænd skal være objekter for den samme stereotypisering (endskønt vi med vores priviligerede position har bedre muligheder for at reagere imod det). Øl fremstilles gerne som noget meget ‘mandigt’ at drikke, tillige med andre lige så arbitrære og fjollede attributter. Jeg nævner i flæng fra nærværende tilfælde; store bøffer og ferie sydpå. To ekstremt sjældne foreteelser i mit liv i hvert fald, endskønt jeg både er far og mand.

Men fire øl blev det altså til:
Økologisk Pilsner
Økologisk Steam
Økologisk Münchener
Økologisk Brown Ale
Props for så vidt til bryggeriet for ikke at have forurenet grundvandet unødigt under produktionen af råvarerne til disse øl. Men det rejser til gengæld spørgsmålet om, hvor ‘mandige’ øllene egentlig er, når nu de er økologiske. Burde hensynet til naturen og egen sundhed i macho-idiotiens forskruede logik egentlig ikke være noget pylre-pjat, som kvinder kan lide? Mens vi mænd udviser styrke og dødsforagt ved at bælle ren glyphosat, samtidig med at vi demonstrativt spreder en ekstra giftig blanding af kunstgødning og DDT i Nationalpark Thy bare for at pisse det liberalt-progressive woke-segment af? Men hva’ faen tillader jeg, der vælger at have et kritisk blik for den slags, mig at vide om sådan noget?

Det var til gengæld også lidt af en lettelse, at øllene ikke viste sig at være lige så langt fra koncepterne, som selve pakken. Bortset fra pakkens første deltager på bloggen – pilsneren – var bryggene egentlig en jævn fornøjelse, undertiden endda lidt til. Helt nemt havde bryggeriet ikke gjort det for sig selv. Man laver som nyt mikrobryggeri en pakke med fire øl, og vælger to typer, der ikke er særligt kendte herhjemme (Münchener og Steam), en type, der for længst er kendt til hudløshed (Pilsner) samt en type, der engang var ny og spændende, men nu har tabt nyhedens interesse (Brown Ale).

Uden at ville opkaste mig som markedsføringsekspert eller på anden vis autoritet på ølområdet, ville jeg nok som minimum have kastet en IPA ind i blandingen. Laves den ordentligt er den en sikker vinder, og altid en fornøjelse at få bag læberne. Samtidig ville jeg have udeladt pilsneren. Ikke kun i bagklogskabens uendligt klare lys, fordi jeg nu ved at den var pakkens suverænt svageste deltager, men også fordi det bare er forbandet svært at brygge en pilsner, der afgørende gør op med typens stereotype karakter … ja meget apropos snakken om stereotyper i øvrigt.

Ros fortjener bryggeriet til gengæld for at have pustet lidt liv tilbage i Brown Ale-typen. Alt for ofte er vore dages brown ales småsure og sjaskede af alt for meget vand. Og selvom Skanderborg Bryghus Brown Ale ikke ligefrem var Toms Kæmpeskildpadder i ølformat (det er noget i den retning, jeg forestiller mig den perfekte brown ale) så var der tilstrækkeligt med både sødme og krydrethed til at levere en fin oplevelse til smagssanserne. Den leverer endnu et spinkelt håb for, at Brown Ale kan komme igen som en øltype, der er værd at tage med hjem, frem for at springe over, fordi man ikke gider den forventede skuffelse.

Steam gjorde det også godt – ikke mindst når den fik lidt tid og blev smagt ordentligt på. Jeg havde stiftet bekendtskab med pakken tidligere under en live-stream, der foregik hos min gode ven Marcus. Der var der ikke megen tid til at annamme dråberne ordentligt, hvilket ikke skal tale til samlingens ulempe. For ordentligt øl kræver koncentration og tid. Endelig måtte Müncheneren lide pladsen i pakkens ubestemmelige midterfeldt – ikke decideret dårlig, men heller ikke sådan rigtig god. Ikke desto mindre var den stadig betegnende for en pakke, der på intet tidspunkt formåede at løfte smagsoplevelserne signifikant op over en jævn standard for de mange mainstream-specialøl, der efterhånden produceres.

Der er stadig masser af gode specialøl derude. Ånden fra ølrevolutionen lever fortsat – og jeg tror ikke den er i fare for at svækkes alvorligt eller dø foreløbig. Men sideløbende er der også en voksende tendens til, at rigtig mange specialøl af navn – ikke af gavn – sendes på markedet for at indfange en flig af de sande kvalitetsbryggeriers glorværdighed.

Bryggerier som Skanderborg Bryghus bliver aldrig til Amager Bryghus, Beard Brew, Ølluminati eller Hornbeer – med mindre de begynder at satse på øl der kan mere end kun lige akkurat behage smagsløgene tilstrækkeligt.

Jeg skylder Marcus endnu en tak for, at han donerede dette anmeldereksemplar til mig efter også at have doneret det eksemplar, vi i fællesskab bællede under live-streamen.

Vel mødt snarest til flere ølanmeldelser.

Far Out, Indledning

S’jøst, kom åååhn!

Tilbage i juni måned lavede jeg en serie live streams på min YouTube-kanal, hvor jeg sammen med mine online-venner pillede den ‘landflygtige’ prædikant Torben Søndergaards såkaldte dokumentar “7 Days Adventure with God” fra hinanden. Afsnit tre blev optaget i min gode ven Marcus’ hjem i Valby, da jeg var i staden i anledning af Ateistisk Selskabs generalforsamling.

Marcus havde som altid sørget for øl. Øl som jeg ikke havde prøvet før. Og det var egentlig ikke så smart, synes jeg. For jeg kan jo ikke drikke øl, jeg aldrig har prøvet før uden at anmelde dem. Og tanken om, at jeg skulle anmelde de nye øl, mens vi så og kommenterede Torben Søndergaard-‘dokumentar’ gjorde mig en kende stresset.

“Jeg køber en ny samling til dig!” erklærede Marcus et antal dybe, opgivende suk og knarvorne støn efter at jeg havde klaget min nød. Og som sagt så gjort. Efter vellykket og afsluttet Live-stream gik turen til den lokale Lidl, hvor samlingen af nye øl fra Skanderborg Bryghus kunne anskaffes.

Pakken kom med hjem til Thy, blev anbragt i mit skab, og fik lov til at ligge der indtil i går aftes …

… hvor jeg kom for skade at læse, hvad der egentlig stod på pakken …

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville lave et tema ud af den lille samling øl fra Skanderborg Bryghus. Men da jeg læste gaveæskens påskrift, kunne jeg ikke andet end. Den fulde tekst kan læses, hvis man klikker på billederne her i opslaget. Jeg vil nøjes med at citere nogle udvalgte perler.[far]
[…]
Elsker: Kolde øl, dovne/slumre foran TV’et, søndagsavisen, ferier sydpå, […], at grille store bøffer, sove længe på fridage, nørde rundt i skuret og fixe ting, sparke dæk, stram lycra i stærke farver, gammmel (sic) rockmusik tilbage fra LP’ens dage, mode fra sidste år […]

Med andre ord – et clusterfuck af stereotyper om, hvad mænd, specifikt fædre kan lide. Den med den gammmle rockmusik kan jeg sådan set godt gå med til. Hvad de slipseklædte marketingpingviner, der står bag konceptet imidlertid ikke har tænkt på er, at LP’ens dage er nu! LP’en har overlevet CD’en, og er kendernes fysiske musikmedie of choice …

Det kan virke underligt arbitrært, eller random som det vist hedder i dag, at jeg lige netop slår ned på det i den alenlange opremsning af fordomme og stereotyper om, hvad vi mænd og fædre kan lide. Men det var som om strømmen af dumhed kun tillod mig at tage fat på det, der alt andet lige lå mig nærmest.

Lige for at tage de andre slavisk – kolde øl … okay, indrømmet D’U-UUUH!!! Flimmer ser jeg til gengæld næsten aldrig. Aviser – hvad er det? Ferie er såmænd fedt nok, men SYDPÅ?! Som om der ikke allerede er ALT for varmt som det er lige nu? Store bøffer – nah, dårligt for klimaet, så det er jeg faktisk lidt stolt af, at jeg har begrænset mit indtag af fra ‘meget sjældent’ til ‘næsten aldrig’. Nørde rundt? Tjoh, måske – men sgutte i noget skur. Jeg ejer ikke nogen bil som jeg kan sparke dæk på, og jeg ved faktisk ikke engang, hvad lycra er …

Det er nu ikke fordi jeg i løbet af temaet vil gå nærmere ind på hvor meget jeg ikke går op i disse ting, selvom det kunne ligne mig. Snarere mangler jeg en anledning til at tirere om, hvor rædderligt konceptet er flere gange end bare første gang jeg anmelder en øl fra pakken. Nu kan jeg brokke mig over det hele fem gange, dette indlæg inklusive.

Under temanavnet ‘Far Out’ vil jeg anmelde pakkens fire øl, og bruge enhver lejlighed undervejs til at tirere over, hvor tåbeligt jeg synes konceptet med en Far-pakke er. Ikke mindst en, der er stereotyp.

Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.

Ussel Mammon!

Yes, I went there!

Ved ofringer til Mammons ære har guldets konger aldrig haft,
Et andet mål end det at tære på proletarens arbejdskraft … ♫

Sådan lyder de berømte strofer fra den danske oversættelse af Internationale. Jeg citerer fra den for at tage eventuel kritik i opløbet, idet jeg venligt men bestemt understreger, at det ikke er det, jeg er ude i.

Jeg ejer ikke produktionsmidler, eller mere mundret – kapital – ud over det, jeg kan frembringe med min egen krop. Når jeg skriver blog, så køber, drikker og afrapporterer jeg helt selv. Når jeg laver videoer, skriver jeg selv manuskriptet og river mig selv i håret over, hvor elendigt manuskriptet er. Jeg optager selv, jeg optager selv igen efter selv at have taget mig til hovedet i afmagt, når jeg laver fejl og jeg får helt selv raserianfald over, at jeg har glemt at teste lyden, før jeg optager – ikke mindst når jeg opdager, at det af en eller anden grund lyder rædderligt. Jeg redigerer selv, mister helt uden hjælp meget hurtigt lysten til at redigere, og det at finde hele redigeringsprocessen og anden efterbehandling uoverskuelig står jeg også hundrede procent for selv …

Intet af det har jeg folk til. I alle mine gøremål, der har noget med mine aktiviteter at gøre, er jeg ganske alene (hey, ikke engang ikke at spille golf eller ikke samle på frimærker, har jeg folk til). Dermed er der ingen andres end min helt egen arbejdskraft at tære på. Så når jeg nu har besluttet mig for at oprette en Patreon-konto, er det ikke et udslag af forøget griskhed. Det er ikke for at profitmaximere, eller presse endnu mere fortjeneste ud af et sjak nedslidte, gennemstressede lønslaver. Med andre ord: Jeg er ingenlunde en kapitalist, da jeg ikke ejer produktionsmidler af hvilke jeg scorer profit ved at lade andre arbejde for mig.

Ej heller er jeg en småborger, der faldbyder varer af egen produktion, omend uden brug af andres arbejdskraft i processen. For frugten af mit arbejde er frit tilgængeligt, og ganske gratis, og vil også være det i fremtiden.

Snarere er jeg en pjalteproletar. Frem for at skabe mig et levned ved lønarbejde, lader jeg som gøgleren, artisten og taskenspilleren hatten gå rundt efter underholdningen, til forsødelse af det hårde liv som ølentusiast og -formidler, samt sekulær aktivist og lejlighedsvis agitator.

Som bekendt havde jeg 10-års jubilæum som blogger tidligere på året, og jeg har længe gået og tænkt, at jeg måtte få blog- og videoprojektet til at kaste en lille smule af sig – når nu det tager så meget af min tid.

Så hvis man kan lide det, jeg laver, her på bloggen, eller på min YouTube-kanal, har man altså nu mulighed for at støtte mit arbejde økonomisk. Hvis antallet af sponsorer – Patrons, som det hedder – bliver betragteligt, vil det betyde, at jeg kan frigøre mere tid til at blogge og lave videoer, fremfor at lønslave den i kundeservice, fiskeindustri, eller hvor det nu lige måtte være, jeg arbejder.

Det behøver ikke være dyrt. Man kan støtte mig med sølle 1 (én) Euro om måneden. Så kommer ens navn til at stå i slutteksterne på alle mine videoer.

For 2 Euro får man desuden tilbud om deltagelse i mine livestreams.

For 10 Euro bliver der desuden linket til to sociale medier efter eget valg i hver videobeskrivelse

Og for 25 Euro vil man – ud over alle andre fordele – blive nævnt som patron ved navns nævnelse i slutningen af hver af mine videoer.

Jeg lover, at mange af pengene vil gå til druk. Altså finansiering af lidt flere øl til anmeldelse på bloggen og video. At kunne tage fri fra arbejde, fordi jeg ikke behøver så mange skejser derfra, og i stedet kunne arbejde på blog og videokanal, er en drøm, der ligger ude i horisonten et sted.

Kun I læsere kan bestemme, hvor hurtigt jeg når derhen.

På forhånd mange tak …

Deuteronomium V – 2014

De hedengangne …

Det ser ud til, at det efterhånden årgamle tema, Deuteronomium, får kunstigt åndedræt hver gang jeg når til et markant rundt antal anmeldelser her på bloggen. Men – i mangel på bedre ideer til, hvordan jeg kunne markere det dobbeltrunde antal anmeldelser på bloggen – 1200 – samt et ønske om rent faktisk at gøre temaet færdigt, here we go.

Nye læsere kan begynde her, men meget kort resumeret betyder ‘Deuteronomium’ tilbageblik – og det er hvad temaet her er. I bagklogskabens uendeligt klare lys kigger jeg tilbage på min bloggervirksomhed, år for år, og samler op på punkter og tendenser, der først bliver ordentligt klare, når der er gået noget tid.

Vi er nået til 2014. Det var ikke et år, jeg huskede for noget grænseoverskridende markant i mit liv, og erindringerne krystalliserede sig først, da jeg skimmede årets mange indlæg igennem. Der skete alligevel nogle vigtige ting det år – både på bloggen, for mig personligt og ude i ølverdenen. I flæng kan jeg indledningsvis nævne, at bloggen flyttede domæne d. 13 juli, jeg sprang officielt ud som ateist over for læserne, og Carlsberg lancerede de år et par nye serier, der i modsætning til lignende forsøg de foregående år, viste sig langtidsholdbare.

Det kommer vi alt sammen nærmere ind på i løbet af de følgende linjer. Lige her vil jeg blot byde velkommen til året 2014.

Flyvende start …

Året startede med et brag. Om aftenen nytårsdag åbnede jeg køleskabet, og ud væltede Ørbæks Organic Ginger Brew, vinderen af Kvicklys Ølfestivalg 2013. Den ramte gulvet så uheldigt at kapslen gik løs og efter at have sat flueben ud for optørring og et særligt eksklusivt udvalg af udsøgt beskidte bandeord åbnede jeg flasken helt og skænkede op – også selvom jeg egentlig ikke havde tænkt mig at drikke øl den aften.

Og sådan var årets anmeldelser i gang med en øl, jeg længe skulle tro ville være årets værste (men slået blev den – se nedenfor). Ellers var jeg næsten tørlagt – mit økonomiske råderum i de år var praktisk talt ikke-eksisterende, med et lavtlønnet job, og en lejlighed på Amager, der allerede dengang var alt for dyr.

Portugisisk øl …

Hjælpen kom i form af min hjerteven og hyppige medsmager Gedved. Han troppede op en aften i januar medbringende et mindre arsenal af humlebryg, som han havde taget med hjem fra ferie i Portugal. Således buldrede det sydvesteuropæiske land ind på bloggen med fem øl på én gang – desværre er det ikke blevet til flere siden.

Jo mere jeg ellers lærer om Portugal, jo mere får jeg det med det land som jeg i forvejen har det med Finland. Jeg bliver fordomsfuld. Jeg går på forhånd ud fra, at hvis noget kommer fra Portugal, må det være godt. Ja, fordomme kan også være positive, men de er ikke desto mindre stadig fordomme, og dermed også uoplyste. Men se hvordan Portugal har klaret sig igennem sidste finanskrise uden at indføre austeritypolitik til underklassens forkrøbling og overklassens forplatinering (… ja, for at beskrive i hvilken grad den ene procent allerrigeste i verden er blevet endnu rigere af austeritypolitikken slår ‘forgyldning’ slet ikke til), se hvordan portugisernes progressive narkopolitik reducerer narkodødsfald effektivt og se hvordan deres håndtering af Coronavirussen har givet dem et af de laveste antal registrerede smittede i Europa (i skrivende stund, 13/03 kl. 15:41: 41 smittede (kilde)).

Bryggene mindede til gengæld en del om Corona – ikke virussen, men øllen, selvfølgelig. Det var omtrent hvad man kunne forvente, når nu Carlsberg viste sig at have opkøbt de fleste af bryggerierne, der stod bag bryggene. Helt portugisiske var øllene altså ikke. Det var den ‘Sol‘ heller ikke, som jeg lidt senere på året anmeldte i embeds medfør. Til gengæld mindede den en hel del om Coronabrygget, der imidlertid var anmeldt flere år forinden, endnu før jeg var flyttet til Irland og Amager.

Hedengangne bryggerier

Som jeg eller skimmer årets mange anmeldelser – jeg holdt både 400 og 500 anmeldelsesjubilæum det år – hæfter jeg mig ved, hvor mange af producenterne, der siden er gået heden. Bryggerisamarbejdet ‘De Jyske Bryghuse‘ var overordentligt produktive det år – endda med hæderlige bryg, men åbenbart ikke hæderlige nok til at være overlevelsesdygtige. Det samme kunne siges om Raasted, Stronzo og Rækker Mølle Bryghus. Jeg håber sådan, at sidstnævntes fald ikke skyldtes, at jeg i hver eneste anmeldelse kom til at nævne daværende Uddannelses- og Forskningsminister Esben Lunde Larsen, der var fra samme egn. Jeg havde faktisk et rigtig godt samarbejde med bryggeriet. De sendte mig indtil flere anmeldereksemplarer af nye øl – og i øvrigt et par flotte ølglas, som jeg stadig bruger.

Brew Cat findes heller ikke længere. Det var et brandnavn, det østfynske bryggeri Ørbæk fandt på for en række af deres øl, der notorisk scorede elendige karakterer på bloggen. Jeg stod ikke alene med min mellemfornøjethed. Hjemmebryggeren Ole Wolf, der i øvrigt kan opleves i en videoserie på min kanal netop nu, erklærede, at Brew Cat var noget, som Brew Dog burde jage op i et træ.

Ørbæk lever i øvrigt videre i dag i bedste velgående, og de fortjener ikke bare tak for mange gode øl gennem årene, men også for at de lod mislykkede projekter som Brew Cat dø en stille død.

Debut’er og andre nyheder …

Ole Wolf indledte jeg i øvrigt et samarbejde med det år. Han valgte at gøre alvor af et hjemmebrygprojekt kaldet Gravøl, som han berettede vidt og bredt om på facebook. Jeg plagede som et uopdragent barn, og fik snart tilsendt de første smagsprøver. Et par år senere fik brygget ‘Solsiden’ topkarakteren på seks stjerner – en karakter jeg ikke er rundhåndet med. Ole brygger fortsat, men lagrer nu øllene på fad i stedet for flasker, da det både er mindre tids- og ressourcekrævende. Jeg glæder mig til, at jeg igen får lejlighed til at prøve hans bryg.

Meget kort var der også debut for indisk øl i form af den forfriskende (læs: tynde) KingfisherHancock Bryggerierne havde ganske vist ikke deres debut, men et udvalg af dem stod fast i køleskabet hos min nye ølpusher på Islands Brygge – Toft Vin – sammen med et udvalg af Refsvindingebryg. Mit evigt nærige og psykisk nedslidende arbejde fra dengang havde valgt at anerkende mine evner for salg, og havde givet mig et gavekort i bonus. Indløsningen førte mig til den aldeles velassorterede butik, der også gav mig mange fine oplevelser – herunder Mort Subite Kriek, Gunners Ale (som min søn valgte til mig) samt nu hedengangne Stronzo og Djævlebrygs ‘Gudeløs‘.

I sidstnævnte anledning skrev jeg for første gang i detaljer om mit ikke-religiøse ståsted. Et eller andet skulle jeg jo skrive om, da jeg nåede halvvejs til de tusind anmeldelser. Min ikke-religiøse observans har ikke ændret sig nævneværdigt siden. Hvis overhovedet er den blevet styrket. Men jeg prøver fortsat ikke at være aggressiv, formynderisk, nedladende eller forkyndende, når jeg bliver udfordret på synspunktet. Ud over at ingen skal kunne skyde mig i skoene, at jeg er lige så  missionerende som dem jeg kritiserer, så mener jeg heller ikke, at noget der ligner mission er befordrende for udbredelse af mit synspunkt.

Nyt domæne

Året 2014’s største nyhed på bloggen er og bliver imidlertid, at jeg fik bloggen flyttet fra en gratis blogspot-adresse til en rigtig hjemmeside med eget domæne – oelblog.dk, som du nok sidder og læser på lige nu. Der blev sagt behørigt farvel til det gamle blogspot-site med slutteksterne fra Muppet Show, og goddag til den nye blog med Aaron Coplands ‘Fanfare for the common man’.

Giganternes triumf

2014 blev året, hvor Carlsberg lancerede to brands, der skulle gå deres sejrsgang i årene derefter. Grimbergen-brandet blev vistnok oprindeligt lanceret som del af den franske Kronenbourg-afdeling, men forhandles den dag i dag fast både på udskænkningssteder og i supermarkeder med i hvert fald 4 forskellige produkter i porteføljen. Personligt er jeg ikke videre begejstret eller imponeret – og var det heller ikke dengang. Men så længe øllene holder den industrielle Carlsberg-kvalitet udgør de ikke den store fare for de reelle producenter af kvalitetsbryg herhjemme, og så er alt jo langt fra så slemt som det kunne være.

Nordic-brandet, derimod … To alkoholfri metallisk-syntetiske afskyeligheder, der blev turbomarkedsført ad alle tænkelige kanaler, så produktet bedst kunne leve op til tommelfingerreglen om at jo mere knald der er på reklamerne, desto mindre substans er der i brygget. Jeg gav brandet en levetid på ét år, da Carlsberg i desperation langede smagsprøver ud i Sundby Idrætspark til en Fremad Amager-hjemmekamp. Ja, du læste rigtigt. Alkoholfri øl til en Fremad Amager-hjemmekamp! Så  man være desperat … og i øvrigt elendig til sit markedsføringshåndværk.

Den forudsigelse må jeg her, knap seks år senere æde i mig igen. Jeg havde ikke forventet at danskernes smag var så elendig, at Nordic-produkterne fik lov at blive. Især når der findes langt bedre alternativer fra samme år. Mine profetiske evner lader til at være blevet bedre med alderen. Hvor vredt skrev jeg ikke “det skal blive løgn” da Donald Trump annoncerede sit besøg i Danmark sidste sommer? Og se hvordan det gik.

Det er ikke nyskabelserne, jeg husker Royal Unibrew bedst for det år. Bedst husker jeg dem for deres ‘Bering Bryg Havskum‘, der jo ligegodt blev lanceret for vel over 30 år siden. Ikke nogen nyhed altså, men stadig til den dag i dag det fæleste bryg, jeg nogensinde har anmeldt – og formentlig nogensinde prøvet. Bvadr!

Sodavand og øl

Noget jeg bemærkede med en sådan alvor, at jeg skrev et separat indlæg om det, var en stigende efterspørgsel på (eller i hvert markedsføring af) øl iblandet sodavand. Radler, shandy og andre sodavandsblandinger vandt frem, mens lidt for smarte og ungdommelige ølprodukter, der havde det til fælles, at de ikke smagte af noget, forsvandt med forøget hast. Tuborg Lime Cut, Cults ultra-flop Kay-Sar og Tuborg Grøn Ultra var for længst taget af markedet, mens Royal Unibrews Grapefrugt-shandy fx stadig er at finde på hylderne. Brygget trækker desuden fortsat mange hits på min blog den dag i dag.

Giganten Guinness gjorde sig desuden positivt bemærket ved årets St. Patricks Day, da de trak støtten til paraden i New York. Paraden havde valgt at udelukke LGBT-blokken, der ellers havde været en fast del af eventet årene forinden, med en latterlige undskyldning, at der ikke var noget specielt irsk over dem. Heineken sluttede desuden trop – og selvom man med rette kan betvivle de egentlige motiver for brandsenes wokeness (jeg hader det ord), så mener jeg at effekten overordnet er positiv.

Jul med jul på

Åbenbart havde jeg lidt luft i budgettet, så til min fødselsdag gav jeg mig selv samtlige juleøl, som Irma havde stående på specialvarehylderne. De blev anmeldt i løbet af november måned, med finale i starten af december. På det tidspunkt kunne en fødseldagsgave fra min søster overtage – en øljulekalender fra Aldi. Den gav mig rigeligt at se til resten af året – samt et godt stykke ind i januar, så jeg på trods af fortsat svigtende indtægter heller ikke kom til at mangle noget at anmelde i januar 2015. Men det kommer vi til.

Et personligt og trist minde om Irma-temaet angår Stjernebryg fra Herslev Bryghus. Den blev nydt i godt selskab med nogle gode venner, vi havde mødt i Irland to år tidligere. I foråret 2019 – for et år siden – gik den ene af dem, Jon Hanna, pludseligt og uventet bort. Indlægget her er tilegnet ham og hans minde. Ud over at han var en stor aktivist for et LGBT-miljø i Irland, der er under konstant beskydning fra den alt for magtfulde katolske kirke der, var han et af de rareste og venligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hans dybe stemme og hans markante nordirske accent, gjorde hvert et fornuftigt ord, der kom ud af ham, til en nydelse. Æret være hans minde fortsat.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at indlægget her sådan skal afsluttes i en alvorlig tone. Men tiderne kalder på alvor og klarsyn. Selv slås jeg fortsat med eftervirkningerne fra et kraftigt angreb af depression i sidste uge. Til gengæld starter jeg i nyt arbejde i morgen tidlig – så der er også noget at glæde sig over, heroppe i det nordvestjyske.

Ole Øl-Ninja, Indledning

Så må jeg vist hellere starte et tema …

Dangit … Så blev man ellers lige lagt ned. Jeg burde have set det komme, for jeg vidste jo godt, at min gæst var mester i nin-jutsu. Eller … det var sgu egentlig nok derfor jeg ikke opdagede det, før det var for sent – nu jeg lige tænker nærmere over det.

Jeg ville ellers have forventet at blive nedlagt med et samurai-sværd, eller med nogle judo-greb. Men nej, det var nogen langt langt farligere våben, der blev taget i brug.

Det var øl.

Gode øl, endda.

Ole, som min ven hedder, bor ikke langt fra Voldby, hvor købmandsgården er endda overordentligt velforsynet med kvalitetsøl. Et større udvalg blev pakket og så drog han ellers nordvest på for at aflægge mig et besøg. Jeg har kendt Ole i årevis via nettet, men aldrig mødt ham i virkeligheden. Det er en måde at mødes på, der er særlig for vores tid – at møde folk i virkeligheden, man kun kender fra internettet.

Og mens jeg stadig ikke er helt på højkant efter de ret mange snu ninja-trick, der blev udøvet på mig mandag aften, tænker jeg, at jeg alligevel hellere må se at få noget struktur på de mange oplevelser. De næste mange anmeldelser vil derfor være de mange øl, som Ole havde med til mig, og som vi prøvede i fællesskab. Afprøvningerne blev desuden optaget på video, så der er også rigeligt materiale til YouTube-kanalen, skal jeg ellers lige love for.

En begyndelse er, at liste de mange øl op, og så ellers tage dem fra en ende af. Hermed følger øllene i den rækkefølge de blev brugt til at få mig onduleret på ægte ninja-manér:

  1. Beavertown Heavy Water, Beavertown Brewery, UK (Imperial stout med hindbær, kakao og vanille, 9,5% ABV).
  2. Black Sun, Frau Gruber, DE (Stout, 6,3% ABV)
  3. Konx, Omnipollo, SE (Non-alcoholic mini pale ale, 0,3% ABV)
  4. Toasted Maple Stout, Lervig, NO (Imperial stout m. ahorn, laktose og vanille, 12% ABV)
  5. Tasty Juice, Lervig, NO (Dobbelt tørhumlet IPA, 6% ABV)
  6. Trolltunga, Buxton Brewery, UK (Sour IPA med stikkelsbær, 6,3% ABV)
  7. Mojo IPA, Stone Barrel, IE (IPA med havre, 6% ABV)
  8. Yulu Loose Leaf Pale Ale, Siren Craft Brew, UK (Pale Ale med te og citronskal 3,6%)
  9. Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoersleutel Beer Engineers, NL (Mocha Hazelnut Cream Horn Stout med kaffe, laktose, hasselnødder og kakaostykker, 9%)
  10. Premium Organic IPA, Brouwerij De Leckere, NL (Alkoholfri IPA med emmermalt, <0,5% ABV)
  11. Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata, EUK/ES (Imperial Stout med vanille, 9,5% ABV)

Så har jeg vist også fået kam til mit lange hår – og en anledning til at lade mig afgifte. Om det bliver helt indtil temaet her er afsluttet, at den står på mineral- og sodavand, kaffe og mælk, samt andre drikke, man ikke bliver fuld af ved jeg nu ikke. Men at der kommer en mindre pause i eskapaderne er ganske vist.

Vi ses snarest til den første anmeldelse. Både på skrift og på video.

Mit Ølår 2019

Lidt mindre af alt det andet …

Det er igen blevet tid at gøre status, at se tilbage, at genkalde sig det forgange år i erindringens lys, at ihukomme året der gi… ja okay. Måske skulle jeg stille floskelkanonen tilbage i skuret, før jeg bliver helt uudholdelig.

Den har ellers været brugt flittigt i løbet af det forgangne år. Det er umiddelbart det, jeg lagde mærke til, da jeg møjsommeligt gennemtrævlede hele det sidste års skriverier. Måske ikke ord for ord, indlæg for indlæg, men det meste blev da lige fordøjet en ekstra gang, så irriterende slåfejl og den slags også lige kunne onduleres. Jeg ved ikke om mit sprog afgørende har ændret sig i løbet af det sidste år – men hvis jeg selv skal sige det, er jeg blevet bedre til at bruge det. Ikke mindst når komplekse aromaer, bouqueter og visuelle udtryk skal fastnagles i ord. Det blev således et år med mere udførlige anmeldelser, og lidt færre og kortere tirader end året før – så vidt jeg kan vurdere i hvert fald.

Ingen har brokket sig over nogen af delene. Så bloggens integritet har åbenbart kunnet holde til, at jeg har vægtet anmeldelser og alt det andet, folk ofte hævder, gør min blog læseværdig, lidt anderledes.

Frie associationer og metaforer …
Den fik ikke for lidt. Blandt andet fik jeg bemærket, at selv ‘pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent‘ at der ‘ikke går 11 deciliter på literen i Amager Bryghus’ øl, at en til fodboldeuropamesterskabet hastigt brygget vandig pilsner ikke smager så meget af ‘græs som af halvgæret, slatten insilage‘ samt at både jeg selv og min hyppige medsmager Marcus efter eget udsagn er et par kalenderklovne (Marcus’ udtryk – men så fabelagtigt at jeg måtte have det med – også her i årsberetningen).

Nye aromaer tittede frem. Såsom smagen af viskelæder fra firserne. Så var der søde æbler, ej at forveksle med flinke, rare og venlige æbler. Smag af Dextro-Energi druesukkertabletter tror jeg heller ikke vi har haft før.

Der var desuden associationer, der ‘peger mod Aalborg og de for længst bortsolgte spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Aalborg var et populært produkt i kataloget – uden at dette var ment som en ros, og endelig havde jeg smagsoplevelser, der ikke bare var der for at kæle for smagsløgene, men også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Hvis jeg skal have lov at rose mig selv, og det giver jeg mig – som redaktør af min egen blog – allernådigst mig selv lov til, så gør det mig altså lidt glad, at jeg kan jonglere med ord på den måde. Og det håber jeg på, der bliver rig lejlighed til i det nye år også.

Men de var der da også …
… altså tiraderne. Her kan man fx læse, hvad jeg mente om Socialdemokratiets tilslutning til det racistiske paradigmeskifte. I samme kategori falder næppe overraskende denne tirade om Inger Støjbergs lystløgneri i samråd og denne (alt for dystre og alvorlige) om Christchurch-massakren, og en af mine irske venners alt for tidlige bortgang. Meget bedre blev det ikke i denne om forestående store omvæltninger i mit liv. Underholdende blev det til gengæld (hvis jeg skal sige det selv) i denne tirade om, hvorfor der ikke var noget større at frygte ved at nazisten Rasmus Paludans parti var blevet opstillet til Folketingsvalget. Og jeg fik ikke engang helt uret i, at opsplittelsen af den yderste højrefløj ved valget ville munde ud i en svækkelse af den generelt. Læs om, hvordan den stak sit grimme hoved frem igen her.

Apropos dumme svin; her kan man læse, hvad jeg mener om religiøse af slagsen, ligesom her og her. Arbejdsløshed og ikke mindst den følelse det giver mig, kan man læse om her (nej, juble uhæmmet får det mig ikke til). Min nye hjemby Thisted, og nærliggende Skives forhold til hinanden beskrives uddybende her. Indledende øvelser til indførelse af markering af Thanksgiving i Danmark raser jeg over i dette indlæg, mens krigen mod jul – som ikke var – kommenteres i hvert fald to gange udførligt. Kun et par gange formåede jeg rent faktisk at tirere om øllet. Det skete her, og så i hvert fald én gang mere, som jeg vil gemme til senere i indægget.

Året på bloggen …
Med denne gennemgang af tirader, associationer, metaforer og hvad har vi, kom jeg sådan set også indledningsvis omkring de ret store ting, der skete for mig i 2019. Ikke kun på bloggen, men også i det virkelige, reelle liv, jeg rent faktisk har uden for internettet (ja tro det eller lad være).

Jeg fik udvidet mine platforme sådan som jeg havde sat mig for. Året forinden var jeg så småt begyndt at eksperimentere med podcast-formen, men det blev først i 2019, at det lykkedes mig at lægge noget materiale op i det format. Det forblev imidlertid mest på kuriosum-stadiet, mens jeg satsede mere på min nystartede, engelsksprogede YouTube-kanal. Med i skrivende stund 165 abonnenter blev det ikke nogen eksplosiv succes. Til gengæld nyder jeg at lave videoerne, og ligesom bloggen handler videoerne langt fra kun om øl. Den danske sektleder Torben Søndergaard er blevet fast inventar på kanalen, hvor jeg ikke bare peger og griner ad ham, men også bruger videomediet til at skabe opmærksomhed om og aktivt bekæmpe hans skadelige aktiviteter.

Jeg er blevet kontaktet af flere mennesker, der har været i kløerne på Torbens sekt og har lidt skade af det. At jeg kan hjælpe de mennesker ved som minimum at skabe opmærksomhed om de problemer som Torben Søndergaards kirke, The Last Reformation, skaber, er utroligt givende for mig, ikke mindst fordi jeg kan se, det hjælper nogle af de mennesker som Torben har haft kløerne i.

I år vil jeg fortsætte med at opbygge min følgerskare på YouTube. Desuden vi jeg gøre et mere behjertet forsøg på at få de forskellige platforme til at genere lidt penge. Ikke at jeg lider nød, men de mange timer, jeg bruger på min hobby, måtte gerne give lidt mere igen på den monetære front. Hvis jeg kan opbygge en form for indtægt via Patreon og reklamer, vil jeg om ikke andet kunne tage fri fra mit arbejde lidt oftere for at forfølge den hobby jeg elsker.

Året for mig selv …
For mig personligt blev det for at sige det mildt et meget turbulent år, med en kæmpe omvæltning ca. midtvejs. Her tænker jeg selvfølgelig på flytningen fra København til den afkrog af landet, der ligger fjernest, nemlig Thy. I lige linje er der længere til Thy end til Bornholm fra København.

Planerne havde faktisk været et års tid undervejs og blev vel luftet af min ekskone første gang i forsommeren 2018. Den endelige beslutning traf hun og hendes mand tidligt i 2019, og selvom jeg egentlig godt kunne lide ideen, nagede angst og frygt for fremtiden alligevel.

Men når alt kom til alt var der ikke meget, der holdt mig fast i København. Der var selvfølgelig familien – men det skulle også være det eneste. Mit arbejde hadede jeg. Ledelsen var blevet totalt umulig, og opgaverne ligeså, så min ikke længere medicinerbare ADHD udartede sig til regulær angst og temmelig svær depression. En månedlang sygemelding ledte op til flytningen, der heldigvis lå i planlagt ferie, hvorefter min tid på en arbejdsplads, der altså endte med at gøre mig svært syg, var definitivt forbi.

I Thisted åbnede både verden og sind sig for mig. Jeg fik det næsten øjeblikkeligt bedre da jeg kom i berøring med Thys friske luft og rene vand. De bølgende marker, de bugtende vidder, skovene, krattet, klitterne, fjorden, havet … just WOW! Min største frygt endte også med at blive gjort til skamme. Efter en række ustabile småjobs og fjorten dage som arbejdsløs fik jeg endelig det arbejde, jeg har bestridt siden slutningen af september, og som der umiddelbart er udsigt til, at jeg kan beholde et godt stykke tid endnu.

Et besøg på Amager Bryghus’ nystartede ølbar ved Nørreport tæller også som en af de markante ølbegivenheder. Ud over gensyn med en masse gode venner, jeg efterhånden har fået mig i ølverdenen, kom jeg også på hat med en af de forkæmpere for kvalitetsfødevarer jeg beundrer allermest herhjemme – Mik Schack.

Mit år aktiviteter …
Året var også præget af, at jeg trods bekymringer om fremtiden og sygdom alligevel kom af sted til rekordmange ølfestivaler. Nok var Ølfestivalen i Esrum rykket to måneder frem i forhold til året før. Til gengæld var jeg af sted i ualmindeligt godt selskab (og det skulle ikke blive sidste gang, at min faste medsmager Marcus var med) og ringere blev det jo ikke, at mit sidekick fik mig overtalt til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, hvor min besvarelse blev udtrukket som vinder i en lodtrækning om en fribillet til den store Ølfestival i Lokomotivværkstedet. Også her slog Marcus følge, og mens det lykkedes os at komme fra Esrum nogenlunde med sanserne i behold, lykkedes det vist knap så godt i København SV.

Forresten var der også Copenhagen Beer Festival, hvor Marcus’ og min fælles ven Jane også var med. Det var et nyt initiativ, som mest havde aktører fra Københavnsområdet og Sjælland med, men som også talte spændende udenlandske deltagere. La Debauche var et kompromisløst fransk bryggeri, der også var at finde i Lokomotivværkstedet. Jeg skammer mig næsten over, at jeg ikke har haft nogen af deres øl forbi til regulær anmeldelse endnu – det må absolut ske her i det nye år.

Endelig var der øllets dag, der blev fejret med pomp og pragt i den lille købstad, jeg nu kalder mit hjem, Thisted. Ud over at prøve et væld af lokalt øl, der overbeviste mig om, at Udkantsdanmark bestemt ikke halter efter hovedstaden hvad kvalitetsbryg angår. Desuden bød arrangementet på en af de allerstørste ølrelaterede oplevelser i mit liv – hvis ikke den største. At give Martin Bo Pedersen og Carsten Berthelsen fælles krammer på Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet i 2018 var stort, at drikke en slatten standardpilsner i selskab med mit YouTube-forbillede Aron Ra i 2016 var også ret stort – men at skåle med Peter Klemmensen i en øl brygget til hans ære af mit favoritbryggeri, Amager Bryghus – det må vist være det største, der er overgået mig indtil videre (se billede øverst i indlægget).

Og så var der øllet …
… det skal vi jo heller ikke glemme. Jeg har efterhånden været vidt omkring, uden at jeg dog gør mig illusioner om, at jeg tilnærmelsesvis har været hele paletten rundt endnu. Til gengæld har jeg været så langt omkring efterhånden, at der bliver længere mellem de afgørende nye oplevelser.

New Belgium leverede dog både en unik oplevelse med deres Citradelic Tangerine IPA, selvom det ikke er første gang citrusfrugter er blandet op med øl. Til gengæld tror jeg, at de to øl jeg fik prøvet fra bryggeriet (de kunne fås i Irma i foråret) er de første, jeg prøver fra et medarbejderejet bryggeri. Ud over, at bryggeriets overskud går til medarbejderne, og ikke en lille snæver ledelse, der scorer overskuddet på bekostning af dem, der laver det reelle arbejde, så genererer bryggeriet også selv en del af den energi de bruger, de renser deres eget vand, og de forsøger i det hele taget at have en så grøn profil som overhovedet muligt. For dette skal de huskes som en af de store positive oplevelser på bloggen i år.

Jeg fik også afprøvet en del flere øl fra Afrika – primært fra Republikken Sydafrika. Her lader kvaliteten intet tilbage at ønske i forhold til resten af verden, når perler som Mass Hoppiness og Godfather Rye IPA gør deres entre.

Frugtøllene kendte jeg også godt i forvejen. Dem lærte jeg for alvor at kende sidste år på ølfestivalen i Esrum. I år lærte jeg specifikt at holde af frugtøl med æble. Damn, hvor er det lækkert! Det eneste negative ved dem, jeg kan komme i tanker om er, at jeg indtil videre kun har fundet dem i Lindemans pakker på 0,25 l. De måtte for min skyld gerne forhandles i størrelser af 0,75 l. flasker. Alkoholprocenten er nede på 3,5 – så det er ikke engang fordi man ville blive unødigt voldsomt besoffen af de mængder.

Årets oplevelser …
Faktisk tror jeg, at æbleøllen fra Lindemans har været årets største nye oplevelse. Sammen med Chapeau Framboise rykkede den frugtøllene op hinsides hvad jeg troede var muligt. Hvad jeg tidligere så som et kuriosum i bedste fald, og i værste fald et billigt trick til at få lidt for unge mennesker til at drikke alkohol, har vist sit værd som selvstændig stil.

Stjernerne, skæbnen eller de vilkårlige fluktuationer i tid-rum-kontinuummet ville, at både årets største og årets værste oplevelse skulle falde i årets sidste måned, med få dages mellemrum.

Jule Mælk fra To øl endte som den største. Den fik skarp konkurrence fra Amager BryghusBlack Donald, men endte med at besejre denne på point. Nok bød Black Donald på rigelig røg og en fandenivoldsk næsestyver af djævelske dimensioner. Men To Øl formåede at levere en lige så stor oplevelse – i en rar, venlig, blød og umådelig smagfuld form. At man ikke behøver et voldsomt udtryk, men bare kan give den gas med ekstra meget kærlighed i stedet, er en nyttig lære, To Øl her har bibragt os.

Og den værste oplevelse? Den stod Hancock for – overraskende på den ufedeste måde muligt. Med Jule Bryg (og det var om dén, jeg udførligt tirerede som den anden af to, hvis læserne skulle være i tvivl) føler jeg mig snigløbet af et af de bryggerier, jeg ellers holder allermest af. En uafhængig modstander af den anonyme, generiske og altopslugende industri og standard. Et forbillede for nye bryggerier og beviset på, at det kan betale sig at være anderledes.

Men her har de godt nok forrådt alt det gode de står for.

Jule Bryg smager som brugt kogesprit fra en punkers trangiasæt efter tolv muddervåde festivaler. Hvorfor i alverden noget bryggeri får den afsindige ide at brygge en industriel pilsner med en alkoholprocent på 10,5 er mig ubegribeligt. At kalde den noget som helst med jul i samme omgang – uforskammet! Jule Bryg står for alt det, der er galt med dansk julebrygkultur – eller i hvert fald var, før også julebryg blev omfattet af ølrevolutionen og fik et nøk opad i kvalitet.

Inden da var julebryg noget, man bare skulle blive fuld af – hurtigt. Og det bliver man skam også af Hancocks udrikkelige, tunede, speedede pilsner på coke. Det er lige til en julefrokost, hvor man intet husker af alt det, man gør på de afsindigt pinlige billeder, de andre gæster har taget af én. Inklusive da man ikke nåede ud på toilettet, da øllet skulle op igen.

Og med de ord, skål for året 2019! Endnu et prægtigt ølår er overstået. Mit beskedne ønske for 2020 er langt fra så meget, at Jule Mælk-oplevelsen gentages. Langt hellere ser jeg, at rædsler som Hancocks Jule Bryg bliver permanent udfaset, så man ikke igen risikerer at spilde ens dyrebare spareskillinger på noget, der ikke kun er nærmest udrikkeligt, men også småfarligt at indtage.

Årets Juleøl – vindere og tabere

Lad os opsummere …

Jeg er nået til vejs ende med dette års udvalg af juleøl. Listen er selvfølgelig ingenlunde udtømmende for, hvad der er blevet lanceret landet over, da mit udvalg naturligvis var præget af, at jeg har været begrænset til  supermarkederne i Thisted, hvor jeg bor. Jeg går meget op i især at anmelde øl, der er nemme for alle at få fat i – ikke mindst når det gælder udvalget op til højtiderne, så der har ikke været mange fancy juleøl fra bittesmå bryggerier med, omend de da er repræsenteret.

Gennemgangen her vil mest have karakter af en opsummering af juleøllene, end en rangliste. Enhver der måtte ønske det, kan blot kigge på karaktererne for de enkelte øl, og se hvilke jeg bedst kunne lide og det modsatte. Langt hellere vil jeg kigge på, i hvilken retning årets juleøl peger, og derudfra gisne om udviklingen i nær fremtid … fx næste år. En kommentar til årets absolutte topscorer – og det modsatte – vil læserne dog ikke blive snydt for.

Svanekes nye veje …
Temaet Juleøl 2019 startede allerede 1. november – så jeg har været i gang i knap to måneder, alligevel. Det startede med et par øl fra Svaneke Bryghus, som jeg købte i Fakta. Endnu engang skylder jeg COOP’s discountsupermarked ros for at have øl på hylderne, der langt fra er super-lettilgængelige. Begge er af skarpe, bitre typer – den ene en decideret IPA – og ingen af dem særligt julede i karakteren. Mange ville endda kalde dem uegnede til den fede julemad, og jeg ville ikke være helt utilbøjelig til at give dem ret.

En kort korrespondance med nogle af bryggerne afslørede, at bryggets karismatiske brygmester, Jan Paul, faktisk ikke bryder sig synderligt om søde juleøl, så derfor valgte han altså at lave noget andet, som han kunne lide. For min skyld gerne – men bryggene ender, på trods af at de ligger i den høje ende af kvalitetsskalaen – som outsidere hvad typerne angår.

Hyggeligt mørke …
Meget mere traditionelle var de mørke juleøl. Til gengæld var karakteren af disse overraskende bred, omend langt fra altid lige sikker i udtrykket. Midtfyns Bryghus‘ Juloween udgjorde et ikke nærmere definérbart misk-mask, der ikke rigtig vidste om det ville være sødt-surt eller bittert. Man skal nok være forsigtig med for meget cross-over, ikke mindst i juletiden, hvor tingene gerne må forblive som de har været gennem alle årene.

Mere sikre- men til gengæld også jævnt kedelige – var de mørke ales fra De 5 Gaarde og Einstök Ölgerð. Rigtig godt blev det først da Midtfyns Bryghus tog revanche med sin Jule Stout, og fik overraskende følgeskab af Refsvindinges AZ Ale No. 24, som bliver en af de øl, jeg vil nyde ved bordet juleaften. Ørbæk gjorde det også hæderligt med deres Juleøl 2019. Fælles var et fokus der ikke bare var på det søde og fyldige – en bitter og undertiden røget kant var også fremtrædende, uden at det gjorde bryggene uegnede til julemaden overhovedet – tværtimod.

Bundproppen blandt de mørke øl blev Bateman’s Rosey Nosey, der trods sit lovende og meget traditionelle – for ikke at sige kitschede – ydre, viste sig at være noget tyndt pjask med lige så meget aroma som karakter, nemlig stort set ingen.

Merry Yule …
SuperBrugsen havde et udvalg af britiske juleøl på programmet. Udover Bateman’s mislykkede Rosey Nosey var der to Bad Elf-bryg fra Ridgeway, samt en Christmas Ale fra St. Peter’s Brewery i en fancy flaske, der nok skal give uro i pantautomaterne landet over. Sidstnævnte lagde tidligt i forløbet op til at blive årets vinder, men måtte alligevel se sig slået senere hen. Det lykkedes mig at redde et eksemplar af den fede, fyldige, vinøse, søde og letsyrlige øl til årets julemiddag. Det er netop til maden, at St. Peter’s Christmas Ale egner sig bedst af alle temaets bryg – inklusive vinderen, der bedre egner sig til lækkerierne bagefter.

Traditionen tro …
Mange hader dem, men de er en fast bestanddel af julen herhjemme, og personligt har jeg gennem årene lært at nyde og holde af dem – julehvidtøllene. Årets topscorer blev Ørbæks ‘Hvidt Øl‘, hvis navn ikke kunne være længere fra sandheden. Brygget er mørkt som selve julenatten, med skum der endda matcher. Hvor denne øltypes skum tit står i blændende hvid kontrast til mørket, er Ørbæks høje skum knækket i en klædelig brun nuance, som de andre julehvidtøl i feltet kun kan drømme om.

Ikke dermed sagt, at Ørbæk ikke fik modstand. Hancocks Jule hvidtøl No. 1 gjorde det mere end hæderligt, og vil også gøre det glimrende til ris a la mande – eller hvad desserten ellers måtte bestå af ude i de små hjem. Thisted Bryghus måtte her se sig slået, idet deres Dana‘s meget rene karakter gjorde brygget noget glat og konturløst.

Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg har givet julehvidtøllene 3½ og 4 stjerner. Det viser blot, at selv en udskældt type som julehvidtøllen har sin berettigelse – når ellers der bare ligger en smule vilje til kvalitet bag.

Det lyse
Og så var der de juleøl, jeg nok aldrig lærer at forstå. De der bryg, som man i virkeligheden også kan få hele resten af året, men som ved juletid lanceres som juleøl, selvom der reelt ikke er noget som helst julet ved dem – pilsnerne. Gennem alle årene har der været en tendens til, at de lyse, undergærede pilsnerbryg på magisk vis forvandles til juleøl, hvis ellers de bare tunes med en satans masse alkohol. Blæse være med, om de skarpe fuselsataner overhovedet egner sig til sild, and, flæskesteg, svesker, ris a la mande, risengrød, dadler, figner eller karamelfyldte chokolader. Der skal bare gas på fuldskaben, så det kun kan gå for langsomt med at gå i gulvet!

På andre tidspunkter af året findes lignende bryg under navne som Master Brew, Elephant og Bjørnebryg. Ved juletid under navne som Tuborg Julebryg, Albani Julebryg, Jule Ren m.fl. I embeds medfør følte jeg mig forpligtet til at tage tre med: Rødhætte er en mildere udgave af førnævnte Albani Julebryg. Hvorfor eventyrfiguren Rødhætte nu skal forbindes med jul er mig lidt af en gåde, men i det mindste smager brygget ikke nær så giftigt som storebror Blålys. Desværre er dette tilfældet, fordi Rødhætte samtidig smager af meget lidt.

Bundskraber blev den til gengæld ikke. Det blev Hancock til del – men det gemmer jeg. Hancock var imidlertid også det bryggeri, der leverede den mindst ringe julepilsneroplevelse med Merry Christmas – Happy New Year – en titel der må siges at være passende for årstiden, men til gengæld taber point på mundrethedsscoren. Smag var der heller ikke meget af – kun glimtvis smager brygget igennem … af pilsner. Og bevares – man kunne vælge langt mindre egnede øl på julebordet end en pilsner, men nøj … hvor kan man også bare vælge noget, der er meget mere egnet.

Så hvor er vi på vej hen …
Julen er højtiden, der aldrig må ændre sig. Vi skal gøre det samme hvert år … eller skal vi? Vi ved juletraditionerne ændrer sig, og det gælder også inden for øl. De tunge, søde og tætte juleøl er vel egentlig en nyskabelse i betragtning af, at julepilsnerne som jeg kalder dem i mange år var de juleøl, der var. Og så gik folk ellers ud fra, at det egentlig bare var det, man drak op til jul.

Med større fokus på kvalitet inden for fødevarer, har især de mørke og søde øl vundet frem de sidste år, og er nu en fast bestanddel af kvalitetsudvalget af juleøl. Det er de sammen med nyskabelser som jule-IPA’er og andre mere syrlige brygeksperimenter, der sådan set bare repræsenterer den generelle tendens inden for ølbrygning i øjeblikket. De nye koncepter skal da også afprøves på højtiderne, fordi – årsager velsagtens.

Om de så holder, har jeg min tvivl om. Hvor de søde juleøl har bidt sig fast – omend de så småt lader til at blive mere bitre og røgede (til min udelte glæde), så vil vi uden om disse fortsat observere fluktuerende brygeksperimenter som dem Svaneke og Midtfyns Bryghus har stået for. Hvilke af dem, der bider sig fast i fremtiden er for tidligt at gisne om.

Jule-IPA’en har ifølge min ringe mening stadig sit gennembrud som fast juleøl foran sig.

Topskraber og bundscorer …
Det bedste og det værste har jeg gemt til sidst, efter at jeg behændigt har undgået at nævne dem i løbet af denne lille gennemgang.

Noget andet jeg har undgået at nævne, var de hyppige tirader om den danske udgave af krigen mod julen, som den udspillede sig i løbet af november og december måned. Den ikke-sag har jeg valgt at lægge på hylden her – ud over den smule, jeg for en god ordens skyld nævner her, da det trods alt prægede mine anmeldelser i løbet af temaet.

Vel – To Øl‘s aldeles vidunderlige, tætte, tunge – men også overdrevet venlige superstout, Jule Mælk, er juletemaets sikre vinder. Igen skal det understreges, at denne øl ikke skal drikkes til maden, hvor den simpelt hen vil dominere og kvæle aroma af både rødkål, kartofler, and, flæsk – samt alt det andet gode, man måtte have på bordet. Den er et måltid i sig selv, men egner sig som sådan glimrende til de mange godter, man gerne propper sig med, når middagen er overstået og man hygger sig bagefter. Fyldte chokolader, Eiskonfekt, tørrede dadler og figener vil den gøre sig godt til, tillige med flydende karamel og andet fedt og usundt. Well done, To Øl – og Props til SuperBrugsen Thisted for at have haft (den er desværre udsolgt) en verdensklassespecialøl på hylderne.

Temaets absolutte taber skal til min store skuffelse findes i Hancocks portefølje. Jule Bryg på 10,5% er en skrækindjagende rædsel af en tunet alkoholbombe – designet til at gøre konsumenten fuld på rekordtid. Taberen i det projekt er næppe overraskende smagen, der med en blanding af industriel alkohol og vissen kommen ikke bare knalder et alkohollammet hoved i gulvet, men gør det så hårdt, at hele kroppen går igennem det, hvorpå det tager samme tur gennem kældergulvet, fundamentet og videre dybt ned mod jordens indre. Så lavt scorer den.

Noget nær udrikkeligt og en af de fæleste øloplevelser, jeg i mit liv som blogger har måttet stå model til. Det der smerter mig mest er, at jeg må skrive sådan om et lille, uafhængigt bryggeri, der har min dybeste respekt for, at de holder fast i uafhængigheden – og faktisk har gjort det endnu før ølrevolutionen overhovedet var noget, man havde hørt om herhjemme.

Heldigvis er der meget andet godt øl, man kan købe fra Hancock i stedet for denne her. Jeg har modtaget en del hug på bloggens facebookside for den krasse, men også hudløst ærlige anmeldelse af den. Men jeg forstår ikke øl, der smager af kogesprit. Jeg forstår heller ikke, hvad øl, der kun smager af kogesprit har med jul at gøre.

Det kan godt være, det bare er mig, der er tåbelig og uvidende … Det vil jeg kontemplere, mens jeg nyder endnu en Christmas Ale fra St. Peter’s Brewery – måske med en Jule Mælk fra To Øl bagefter, hvis jeg skulle være så heldig at støde på den.

Så må kritikerne gerne beholde Jule Bryg fra Hancock helt for dem selv.

Og dermed vil undertegnede – Kaj fra Kajs Ølblog – ønske alle læserne en rigtig glædelig jul.

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … II

Nye indtryk, nye fejlskud …

Hermed følger anden del af min beretning om turen til Esrum d. 4 maj, hvor jeg i selskab med min trofaste medsmager Marcus frekventerede ølfestivalen i de gamle klosterbygninger … eller næsten i hvert fald. Hvordan arrangementet var skubbet godt og vel 100 meter væk, kan man læse i første del.

Undervejs i festivalprocessen måtte udstyret jo svigte. Min telefon er ikke længere ny, og det kan især mærkes på, at batteriet meget hurtigt går dødt. Heldigvis var medsmager Marcus fortsat bevæbnet, og jeg havde selv været snarrådig nok til at tage en notesblok med for netop det tilfældes skyld.

Vi nød et foredrag om munkeøl i et langt fra overfyldt, men til gengæld ligeledes småkoldt telt. Der blev budt på anekdoter såvel som en kortfattet historisk oversigt over munkevæsenets historie, og hvordan ølbrygning blev en vigtig del af det. Herefter var blev der budt op til fællessang – The Wild Rover – som undertegnede og medsmager endda kunne brumme med på.

Og med de sidste flæskesvær i vommen, var det tid til en revisited. Jeg ville – fordi omgivelserne dårlig kunne passe bedre, i hvert fald ikke på vores længde- og breddegrader, samt fordi selskabet indbød til det – genafprøve en af mine højdespringere fra sidste års Ølfestival – den uforlignelige Mariage Parfait. Således kunne Marcus også få lov at smage en rigtig Geuze, der ikke var fortyndet med et eller andet frugtkoncentrat – hvor vederkvægende og smagfuldt det ellers måtte forekomme.

Mariage Parfait
“Der er i virkeligheden ikke så meget duft i den her, der er den der …”
“Det er fordi du er vant til at drikke geuze,” afbrød Marcus mig lettere triggered (er det ikke det, det hedder på nutidensungdomsk?) “Os grødbønder ude fra Valby, vi kan da godt nok mærke en hel del i det her. Men mit vokabolarium,” fortsatte han, “rækker ikke til andet end at sige, at duften viser alle kendetegnene af en gueze i en, må man sige, ganske velafstemt surhed. Og,” tilføjede han efter en veltilrettelagt kunstpause, “det kommer fra en ikke-geuze fan.”

“Dette er,” fortsatte Marcus, “i virkeligheden et meget fint vessel … det er som at køre ned af strandvejen på chassis’et af en bil, før der kommer karrosseri på. Den er den perfekte bund til at bygge noget oven på. Den er grundmalingen, som så får en anden maling udenpå inden man flytter ind.”
Jeg lod Marcus fortsætte associationsrækken, mens jeg hengav mig til det midlertidige paradis, det klare, sure øl satte mig i oven på en blonde, der ingenlunde faldt i min smag. “Æbleøllen, vi prøvede først er det færdige produkt. Dette er et stykke undervejs i produktet, hvor purister så har sagt, ‘nåhr ja, nu har vi dette fine noble bryg af’ – lad os nu være ærlige, dette er øllets studenterbrød – det er hvad der faldt ned i en spand fordi vi lod vinduet stå åbent under et utæt gulv som vi traskede rundt ovenpå, ikke? Og det kommer der nogen glimrende ud af, som man kan arbejde videre med. Men det her er jo et ufærdigt produkt …”

En resolut pause i ordstrømmen lod mig vide, at Marcus afventede et svar. Jeg huskede, hvordan jeg året før havde fået en uddybende forklaring af geuze-væsenet, og forsøgte nu at gengive denne, så godt jeg kunne. Det skulle senere vise sig, at jeg var aldeles gal på den, og læser man videre, vil man blive klogere på, hvordan.
Til Marcus bratte afbræk i ordflommen, svarede jeg tøvende: “Det er ikke helt ved siden af hvad belgierne angiveligt selv mener, fordi de drikker det gerne opblandet. Det er os mærkelige mennesker fra andre lande, der mener at dette produkt i sin rene form er værd at drikke. Det mener jeg at have hørt nogen fortælle …”
Den anekdotiske evidens skreg til himlen som Abels blod, da jeg i det samme satte trumf på: “Denne nogen står i en stand i bygningen bag os, og han er fra Belgien. Hvad siger du til, at vi spørger ham?”
Den var Marcus med på, så ind i det hvide bindingsværkshus gik det for at få syn for sagn.

Interview med Robert fra Belgien.

Robert – af statur ikke just fremtrædende, men dette i skarp kontrast til hans prægtige lange skæg, der sammen med hans runde briller måtte minde så usigeligt meget om salig Thorkild Demuth  – kunne imidlertid fortælle, at jeg havde fået galt fat i, hvordan belgierne omgås det sure, men umådeligt forfriskende geuze-væsen.
“Jo,” svarede han, “selvfølgelig drikker belgierne også geuze rent.”
“Så det havde jeg fået helt galt fat i? Det er ikke noget man altid blander op?”
“Man har jo de her frugtøl,” berettede Robert engageret, “hvor man har tilføjet frugt i gæringsprocessen, så sukkeret i frugten kan stå lidt imod det syrlige i geuzen.”
Dermed var vi tilbage ved de frugtøl, jeg prøvede så mange af sidste år, og som Marcus også havde fået smag for i begyndelsen af arrangementet. Jeg måtte åbenbart gå lidt hårdere til værks for at få svar på spørgsmålet.
“Jeg står her med en Mariage Parfait, og jeg drikker den rent. Det var min opfattelse, at det ikke rigtig var noget, man gjorde i Belgien. Det var kun noget man gjorde uden for Belgien, fordi folk uden for Belgien ikke ved, hvordan man rigtig skal gøre det?”
“Nej,” afkræftede den prægtigtskæggede ekspert “en geuze er altid en blanding af forskellige øl. Og den du står med der skulle – og derfor hedder den Mariage Parfait – fremstå som den perfekte blanding af forskellige lambic-øl. Forskellige årgange blandes så man rammer en bestemt smag.”
“Og belgierne kan altså godt drikke den rent, sådan som jeg gør det?”
“Ja, selvfølgelig kan de det”
“Vel, det havde jeg så fået galt fat i, men mange tak skal du have,” tilstod jeg taknemmeligt.

Jeg foretrækker at blive irettesat, når jeg tager fejl. Og jeg er ikke bange for at indrømme når det sker – nu har jeg fx brugt et helt afsnit i dette indlæg på at udstille
min uvidenhed sammen med  beretningen om, hvordan jeg, ved at få rettet min fejltagelse, blev klogere.

Undersøgelsen

“Kaj, in the name of science,” er det sidste, man kan høre på min optagelse af interviewet med Robert. Marcus havde fundet en stand, hvor en bachelorstuderende havde brygget fem forskellige øl, til afprøvning og vurdering via et spørgeskema.

Der var fire eller fem forskellige, der alle skulle vurderes ud fra en række parametre – duft, mundfylde, aroma, farve  osv, alle typiske for øl. Næppe overraskende faldt IPA’en fint i min smag, mens jeg vurderede en let frokostøl som den mindst interessante … Jeg måtte faktisk hælde resten af smagsprøven ud efter et par nip.

Når man deltog i undersøgelsen, ville man også deltage i lodtrækningen om to billetter til DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet 23-25 maj, og hvor mit held i den slags lodtrækninger med tiden har fået mig til at tro at den slags påstande er fup, der bare skal narre én til at besvare, så skulle der vise sig at være noget om snakken her.

For den ene af de to udloddede billetter gik til undertegnede. Så nu dukker jeg helt sikkert på i lokomotivværkstedet den 24. maj. Ses vi?

Spencer Trappist Ale

Før vi glemte det i begejstringen over alt de spændende og nye indtryk, måtte vi hellere se at få prøvet den sidste øl fra Spencer – det amerikanske trappistbryggeri, hvis IPA og Imperial Stout, vi prøvede i første del. Tilbage var munkenes egen ale, der normalt ikke blev distribueret kommercielt. Det er den slags, man er på ølfestival for – for at prøve det øl, der ikke kan fås i daglig handel.

Mens Marcus frekventerede en bod for at skaffe os noget frokost, smugsmagte jeg på brygget. En kraftig duft af honning er det første, man får at mærke ved det gyldne bryg. Det leverer en knytnæve af alkohol med en syrlig kant. På bagkant kommer en uventet bitter note, der ikke blander sig alt for skønt med de øvrige noter af sprit, eddike og honningen fra duften, der i form af en let sødme også viser sig i aromaen.

Brygget er mange ting på én gang, og ved derfor ikke rigtig hvad det vil. Gær i eftersmag gør ikke det overordnede indtryk bedre. Munkene gemmer bestemt ikke det bedste øl til dem selv, og som jeg bedst husker Marcus kommentar til øllet – han nåede aldrig at komme med på optagelsen – så kunne munkene snildt få lov til selv at beholde det.

Marcus’ karaktergivning fik jeg aldrig med. Selv lagde jeg mig på …

Det løse

Det var så her, teknikken svigtede. Men telefon gik helt og aldeles ud efter dette sidste billede blev taget, så resten af dokumentationen måtte foregå analogt. Hastigt nedskriblede noter med mine ikke helt ædruelige hænder i unaturligt koldt majvejr har ydet vage skygger af erindring om, hvad der videre skete.

Vi bevægede os i hvert fald videre til mikrobrygudstillerne. Denne del af festivalen, var imildertid håbløst overrendt, og dermed ikke videre indbydende for folk med AD/HD- og aspergerdiagnoser. Hurtigt ind og redde sig en smagsprøve, for straks at flygte ud igen uden at spilde blev strategien, og så kunne man ellers smage, mens fingrene var ved at fryse af, uden underlag for notesblokken, og uden en tredje hånd til at holde kuglepennen.

Et 4-korns klosterbryg fra Det Våde Får blev det til. En mørk sag, som Marcus også mente duftede af Lottrup, hvorfor han mistænkte bryggeriet for at bruge samme type malt som Royal Unibrew. Selv kunne jeg måske nok forstå, Marcus indtryk af duften, men det var mere smagen af røg, der gjorde indtryk på mig.

Brygget blev imidlertid serveret for koldt fra det anker der stod i bryggeriets stand. Med det in mente til hvis man skulle få lejlighed til at prøve brygget under andre – mere optimale omstændigheder, gav Marcus brygget …


… mens jeg selv var en knækket tand mere generøs:

Fra bryggeriet Small Batch fik vi prøvet en Havtorn Pale ale. Min koncentrationsevne rakte imidlertid ikke mere til karaktergivning – ja, knap nok til usystematisk notetagning. Yderst nødtørftige skriblerier om en krydret sødlig duft, og frisk, skarp bitter smag. Især i eftersmagen gav bitterheden sig til kende, mens Marcus selv mente tydeligt at kunne smage havtornen, som han syntes klædte brygget fint.

Selv mener jeg bestemt at have smagt havtorn-produkter, hvor krydderiet smagte mere umiskendeligt igennem, men det forhindrede jo ingenlunde brygget i at smage rart alligevel.

Nogle næsten helt ulæselige kradserier indikerer den sidste – og bestemt en af de bedste – oplevelser på ølfestivalen, nemlig Hoppe Beers Belgisk Zwartbier. En ren aromabombe af røg, tung malt og dyb kaffebitterhed – en oplevelse, som det endda lykkedes Marcus at få foreviget, så jeg havde et motiv at lægge i toppen af indlægget her. Kendetegnende for brygget var den meget lange ingrediensliste, som man kan læse på billedet her ved siden af, hvis man altså har tid til at tygge sig gennem romanen. Men smagte – det gjorde det! Og jeg tror vi valgte at give den topkarakter for virkelig at turde gå planken ud.

Det var nu ikke fordi promillerne var ved at tage over, at notetagningen led sådan overlast. Vi var skam begge i fin stand til at bruge benene til at gå med – næsten helt uden at stavre. Vi var begge mætte af indtryk, og besluttede os for at vende næsen hjemad.

Beslutningen viste sig imidlertid ikke at være videre veltimet, idet bussen først ville komme forbi 45 minutter senere. Marcus mente, vi skulle slå tiden ihjel ved at gå et par stoppesteder …

… men oppe i Nordsjælland er der meget langt mellem stoppestederne. Og det blev et par ømme fødder, der en lille times tid senere kunne få lidt ro i bussen et enkelt stoppested fra Esrum Kloster. Men hey – med sol på himlen og godtøl i vommen, var de 4-5 kilometer vi kom ud at gå egentlig heller ikke den ringeste måde at afslutte turen på.

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … I

‘Geuzeboi’

Allerede tilbage i Marts var jeg så småt begyndt at undre mig. Jeg hørte ikke fra de gæve arrangører af sidste års ølfestival i Esrum i Nordsjælland, der fandt sted netop i begyndelsen af marts måned, mens det stadig var hundekoldt, og der faktisk lå sne.

Jeg havde egentlig slået det hen. Jeg orkede – fordi mit hoved desværre ikke altid tillader mig det store initiativ og overskud – ikke at finde en årsag til stilheden, og gik derfor ud fra, at arrangementet enten var aflyst, eller at de ikke var interesseret i yderligere opmærksomhed fra min kant. Who can blame them, når det er mig, der skriver om dem?

Men så skete der noget alligevel. I starten af april tikkede en mail ind, hvor jeg blev spurgt, om ikke jeg havde lyst til at være med igen – og det havde jeg selvfølgelig! Og denne gang fik jeg endda mulighed for at tage en god ven med. Det var ikke svært at vælge, hvem det skulle være. Min hyppige og trofaste smageassistent Marcus var nærmest selvskreven til opgaven, og han takkede da også forventligt ja.

Arrangementet viste sig at være flyttet til starten af maj, da Klosterets gamle hovedbygning skulle renoveres. En del af arrangementet måtte derfor flyttes udendørs, og selvom temperaturen ikke var synderligt meget højere her i starten af maj – det sneede tidligt om morgenen – end den var medio marts sidste år, var der god ræson i at udskyde arrangementet et par måneder i forventning om lidt varmere vejr.

Jeg fik dermed også lejlighed til at se resten af klosteret. Ud over den flotte gamle rødstensbygning fra senmiddelalderen, omfatter det også et mølle- og gårdanlæg bag hovedbygningen, hvor hele festivalen dette år var henvist til. Nok måtte man derfor undvære de smukke hvidkalkede og hvælvede lofter – og i hele taget den autentiske middelalderstemningen, den gamle bygning bød på. Til gengæld kunne jeg denne gang gå fra arrangementet uden hovedpine, idet lokalernes arkitektur nu tillod døråbninger, som man kunne gå igennem uden at behøve knæle i processen, med smertefuld straksstraf og buler i kraniet som konsekvens af, at man skulle glemme det en gang eller to.

Her følger en kronologisk gennemgang af de øl, som Marcus og jeg fik prøvet, og som behørigt blev gennemdiskuteret før karaktergivningen. Bemærk at karaktergivningen her ikke tæller med i mine egentlige anmeldelser på bloggen – smagsprøvernes lidenhed ved ølfestivaler inviterer kun til overfladiske og hastige anmeldelser, der ikke gør øllet tilstrækkelig ære, omend de kan fungere som udmærket inspiration til senere anmeldelser.’

Lindemans Apple

Efter sidste års ølfestival havde jeg kun godt at sige om Lindemans serie af frugtøl. I mellemtiden var en ny kommet på programmet, som jeg omgående måtte prøve. I samme ombæring kunne Marcus introduceres til typen, der for ham var tæt på ukendt.

I duften genkendte jeg noter af punkertidens æble-aperitif, hvortil Marcus omgående indvendte, at brygget ikke havde den kunstige sirupagtige odeur, der kendetegnede enhver uanstændig æbletif. I grunden havde den heller ikke aperitifens tunge, ildevarslende alkoholdunst. Marcus foreslog, vi kom mere ind på, hvad brygget havde frem for, hvad det ikke havde, og jeg var ikke fuldkommen afvisende.

Man mærker bryggets skarpe, syrlige bund. Dertil er der rigeligt æblesødme fra æblesaften. Marcus erklærede overrasket: “Denne er faktisk den første geuze jeg decideret nyder. Og så vil purister sikkert sige “den er tilsat æblesaft” . Den er lavet i en spand under et utæt gulv. Der er ikke noget, der er tilsat her!”

“Nemlig nej” kunne jeg jo kun bifalde. “Den er som æblemost med et skud alkohol. Sådan ville jeg beskrive den,” over for hvilket Marcus selvfølgelig skulle være på tværs.
“Snarere ville jeg forestille mig, at man tog en skarp, tør cider, og hældte noget æblemost i.”
“Det kunne man også” medgav jeg lettere vrangvilligt, da jeg fandt æbleelementet mere fremtrædende som det egentlige hovedelement i brygget frem for den gærede bund.

Uanset hvad var vi nu enige om, at vi var kommet rigtig godt fra start. Marcus afsluttede brygget iført sin drikkehandske, for selvom det usædvanligt kolde vejr gav brygget en optimal temperatur i det åbne telt hvorfra den blev serveret, var vejret knap så optimalt for nøgne primathænder.

Om bedømmelsen var vi ganske enige:

Spencer IPA

Vi blev ved klosterbryggene, selvom vi nu bevægede os uden for Belgien og over vandpytten til USA. Bryggeriet Spencer er således et amerikansk kloster, hvor der også brygges øl – til kommercielt såvel som til eget brug. Marcus og jeg fik lejlighed til at prøve begge dele, og vi lagde ud med deres kommercielle IPA, som jeg ikke nåede at prøve sidste år, hvor bryggeriet ellers også var repræsenteret.

Marcus mente, brygget lugtede af Lottrup, hvilket ikke var ment som en ros. Jeg genkendte noter fra Royal Unibrews Lottrup Stone Street IPA, der nu alligevel formåede at score over middel på bloggen. Men ligefrem imponeret var jeg nu heller ikke. Til gengæld bød aromaen på rigeligt med rå bitterhed, der dog fortsat ej formåede at stille Marcus tilfreds.

“Bitterheden dukker op af ingenting uden at affødes af noget. Den kommer for sent til festen, og kommer ikke ud af nogen harmoni af noget som helst.” Han brokkede sig videre over, at bitterheden var meget dyb, som noget han snarere havde forventet i en Brown Ale end i en IPA.
Jeg gav mig så vidt, at smagen tydeligt kom af bitterhumle og ikke aromahumle, og at brygget derfor skrev sig mere ind i en britisk IPA-tradition.
“Jeg kan nu godt lide bryggets dybe bitterhed,” gengældte jeg, “der er aroma af noget egetræ, og jeg kan godt lide egetræ.”
“Ja, du er jo næsten en eghjort,” vrissede Marcus, med henvisning til en af vores mange samtaler i løbet af den lange tur til Esrum, hvor jeg blandt andet berettede om, hvordan jeg havde fundet både eg og hjort i Dyrehaven sidste år, mens det havde knebet noget med kombinationen af de to. Til mine begejstrede nik og verbale bifald, tilføjede han nu med sviende sarkasme “Martin er en uranhjort, Kaj er en eghjort.”

Marcus blev med tiden lidt mere forsonlig over for brygget, som han fortsat mente smagte uventet i forhold til den IPA-ramme, bryggeriet havde sat den i. Men i grunden endte han med at kunne nyde den, omtrent lige så godt som bloggeren kunne fra starten af.

Marcus endte således på

Mens jeg selv var en anelse mere generøs:

… eller også er det blot fordi Marcus nægter at give halve stjerner.

Spencer Imperial Stout

Marcus var næsten ikke til at styre på fem tønder af det Slaraffenland, han så ud til at befinde sig i. Aldrig var Spencers IPA skyllet ned, før han ville videre til deres imperial stout, og endnu før jeg havde trykket på optageknappen, var han i gang med at anmelde.

“Så, nu er vi i gang her,” kan man høre mig lettere febrilsk udbryde i starten af optagelsen, “så du siger lakridsstøv og lidt kandis?”
“Lakridsstøv og kandis,” bekræftede Marcus.
“Og det lyder jo fint, men den har umiddelbart ikke så meget næse. Det kan være på grund af temperaturen, men jeg frygter, at det er en letflydende én af slagsen …”
“Ja,” brød Marcus ind, “det kan være på grund af temperaturen, at den ikke dufter forfærdeligt meget af lakridsstøv og kandis, men vi må bare håbe på, at det ikke udvikler sig til Bjørn & Okay.”
Hvorfor har man ikke en trommeslager med lilletromme og bækken klar, når man har brug for det?

Det næste man kan høre er mit begejstrede udbrud. Åbenbart kunne brygget noget i munden som det ikke kunne i næsen.
“Den slår fra sig, den er bitter og skarp.”
“Ja jeg står bare og smiler som en tosse,” svarede Marcus. “Men ja, temperaturen gør, at den sniger sig ind på én så man i næsen ikke mærker de mange fine ting, den kan.”

Selv nød jeg den tætte bund af kaffe – en wienermelange, hvor kaffen spillede hovedrollen, og chokoladen var meget mørk. Marcus glædede sig ved den pikante fylde, der efterhånden lagde sig langs gummer i både over- og undermund, selvom den aldrig helt nåede mandlerne.

Temperaturen holdt den imidlertid fortsat fra de høje karakterer. Vi var enige om at give den …


… hvilket i den grad er udtryk for en festival-foreløbig karakter, da brygget fortjener at blive smagt ved en højere temperatur ved senere lejlighed.

Kapittel Blonde

Nu var det tid at udtørre smagsløgene. Ja, havde det været en madfestival, ville vi have fået os en forfriskning, men når nu man nærmest ikke fik andet, måtte vi jo lige få lidt, der gjorde det modsatte. Efter hver at have fortæret en halv pose flæskesvær gik turen inden for, hvor en flink festivalofficial gav os et lille foredrag om forskellen på tripel, duppel og blonde – traditionelt i hvert fald.

Den første gennemgæring af en urt bliver til tripel, derefter hældes ny vand til gæring på, som bliver til duppel, og til sidst brygger man så den mest tilforladelige af de tre – den hvor mindst restsukker kan blive til alkohol – blonden. Vi valgte at prøve den sidste, hvilket jeg ikke helt forstår, fordi belgiske blondes slet ikke er mit store nummer. Det må være noget med, at det at være selvvalgt ølblogger ikke skal være rent skæg og ballade hele tiden. Man må ofre sig for sagen, må man. Gøre noget, man hader ind imellem. Ikke mindst fordi det styrker karakteren.

Mine alarmlamper begyndte i hvert fald at lyse allerede i duften. Syre, banan, æble og alkohol blandede sig mestendels ufint. Marcus mente, den duftede som en let geuze, og jeg er i skrivende stund, hvor jeg lytter til optagelsen, imponeret over min selvbeherskelse i situationen. For gu’ gjorde den da ej! Og hvor kunne Marcus dog tilvejebringe slige ufortjente sammenligninger? Jeg tror jeg valgte ikke at indvende noget, da jeg på det tidspunkt ikke var oplagt til en længere diskussion, endsige decideret slåskamp (som Marcus med garanti ville vinde, nota bene).

“Den er mig altså lidt for sur,” begyndte jeg, “der er noget æble, og så noget lidt for sur vin …”
“Undskyld,” afbrød Marcus prompte, “Kaj ‘Geuzeboi’ Framke brokker sig over, at øllet er for surt?”
Jeg argumenterede selvfølgeligt ivrigt for min sag, idet jeg meget nødigt vil have den slags berettigede indvendinger siddende på mig (omend jeg gerne lader mig tiltale ‘Geuzeboi’). Hvad jeg ikke brød mig om var den kvalme, ledsagende æblesødme og en metallisk-syntetisk klang i aromaen, der klæber sig til alle mundens indvendige flader. Alt sammen overhovedet ikke atypisk for genren.

Karaktergivningen faldt os noget svær. Marcus valgte helt at afstå: “Enten skal vi give den et skud i blinde, eller anderkende – hvilket er en ekstremt sjælden ting for voksne hvide mænd – vi anerkender at det her har vi ikke kvalifikationerne til at udtale os om, så derfor undlader vi at give den karakterer.” Derpå lagde han trumfen: “Det svarer til, at vi skulle gå ind og anmelde 50 Shades of Grey – det er bare ikke os, der er målgruppen!”

Hvor enig jeg ellers var med Marcus, valgte jeg alligevel at give brygget …

… ud fra den tanke, at for folk, der godt kan lide belgiske blondes, er denne øl formentlig udmærket, og en øl, man skal købe sig, hvis man får chancen. Marcus understregede, at karakteren aldeles stod for undertegnedes regning og ikke hans, hvilket der forhåbentlig skulle være gjort adækvat opmærksom på hermed.

Vel – for ikke at gøre indlægget her unødigt langt, og for at der ikke skal gå for lang tid mellem indlæggende på bloggen, vil min reportage fra årets ølfestival i Esrum blive knækket over i to, og bruddet til ske omtrent lige her.

Forbliv indstillet på mere Marcus og Kaj på slap line nordvest for Helsingør inden alt for længe. Tak til dem, der fik læst det allerede meget lange indlæg her helt til ende, og som antydet læses vi snart ved igen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme