Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: redaktionelle indlæg

Deuteronomium IV – 2013

Opsamling …

I anledning af 1100-anmeldelsesjubilæet har jeg valgt omsider at tage en tråd op, som jeg tabte for alt for længe siden, nemlig tilbageblikket på min blog.

Uden at det skal være et argument for yderligere at udskyde gennemgangen af mine år som blogger, kan man jo trods alt indvende, at historiske gennemgange af – vel – hvad som helst, ikke bliver mindre historiske af, at man prokrastinerer en smule. Tværtimod.

Så på den måde er der vist ikke sket nogen skade. Og materialet, som tilbageblikket sker på baggrund af, render jo ingen steder, så længe jeg betaler mine – i øvrigt ikke problematisk høje – regninger til DK-Hostmaster og mit webhotel.

Ligesom det foregående år, var 2013 noget turbulent, omend ikke helt så kaotisk som det foregående. Året før var min familie og jeg søgt udenlands, da kontanthjælpen begyndte at ligge lige lovlig tydelig foran horisonten for mig. Det blev en succes såvidt, at jeg, efter at vi havde fået mere end nok af Irland efter to måneder, nærmest omgående fandt arbejde da vi vendte hjem. Nu skulle der så gå ca. et halvt år, hvor vi boede hos min far på Midsjælland, i provinsbyen Hvalsø.

Der skulle imidlertid spares op, så vi fik råd til vores eget sted at bo i København, hvor boligpriserne også dengang (det er trods alt kun 6 år siden) også kun gik én vej i raketfart, nemlig op. En pendletur på over 100 km. sammenlagt om dagen, tog også hårdt på mentalt overskud, samtidig med at arbejdet – dengang som nu – skulle vise sig at være temmelig hårdt.

Sløv start …

Så der blev ikke anmeldt voldsomt meget de første par måneder. Jeg fandt nogle amerikanske øl i den lokale fakta – så var der nok til januar måned og starten af februar. I den sidste – og typisk koldeste (det passede i den grad det år) – vintermåned fandt jeg desuden en af de øl, der i årene derefter skulle gå hen og blive en af mine foretrukne billige stouts. Oyster Stout fra Marston’s skulle nogle år senere vise sig at være rigtig god at bage rugbrød med.½

Jeg skulle helt frem til marts måned, før der kom fart på bloggeriet igen. Jeg genfandt en øl, der var blevet ofret i efteråret (den slags sker, når man er gift med en hedning), mens Ørbæk gjorde det i en sjældent god øl, for hvilket der omgående blev kompenseret med to rent ud sagt elendige bryg, der oven i købet næsten uforskammet plankede et ikke helt ukendt skotsk mikrobryggeris navnekoncept. Mest interessant var dog fremkomsten af en ny serie øl fra Bryggeriet Vestfyen under navnet Støckel.

Serien er opkaldt efter en dansk opdagelsesrejsende i Afrika, Johan Støckel, der fortsat ikke er kendt nok til at han har sin egen Wikipedia-artikel. Bryggeriets egen hjemmeside var længe det eneste jeg kunne finde, der henviste til ham, men denne i grunden ret interessante billedserie skulle også være fra hans hånd.

Og mens Johan Støckel-skikkelsen faktisk virker ret interessant, er det ikke, hvad man kan sige om øllene. De lå karaktermæssigt mellem praktisk taget udrikkeligt og jævnt kedeligt. Ud over at jeg ikke spåede serien nogen stor fremtid, leverede jeg også en bredside til Bryggeriet Vestfyen for ikke at gøre sig ordentlig umage med noget, de lancerede som en serie af specialøl. Ingen af delene kom til at holde. Jolly Time og Jolly Cola er fortsat det bedste, der er kommet ud af Bryggeriet Vestfyen, mens serien på mystisk vis har overlevet til den dag i dag. Støckel-øllene fås fortsat i Fakta, og det er mig en gåde, hvem der dog mon går og køber og – formoder jeg – drikker dem.

Amagerhyblen

I april måned flyttede den lille familie så til Amager til en flot, stor og afsindigt dyr lejlighed i Ørestad Nord. Det skulle blive vores hjem de næste 3 år, og desværre også anledning til, at jeg økonomisk hang med røven i vandskorpen i lige så lang tid. Alt andet var til gengæld fantastisk. Omgivelserne var skønne med Amager Fælled lige ved siden af og to små børn, der havde noget nær ideelle legemuligheder. En af Danmarks største ølkendere, Peter Myrup Olesen, – manden bag Beerticker – skulle desuden vise sig at bo samme sted. Det blev til et par hyggelige møder gennem årene.

På bloggen startede jeg et tema om de øl, jeg havde købt mens jeg boede hos Farmand i Hvalsø, og endnu ikke havde nået at afprøve før flytningen – et eller andet skulle indflytningstemaet jo handle om. Når jeg sådan kigger tilbage på dem, kan jeg konstatere, at Flying Dog-bryggeriet synes gledet ud i glemslen, Raasted er gået heden flere gange, og genopstået under nye navne, Herslev Bryghus er still going strong mens ‘Kors Øøll‘ kun kortvarigt skulle blive øllen med det underligste navn, jeg nogensinde havde prøvet. Sidst i september måned ramte den her bloggen, og den bliver nok svær at slå.

Guld, virale opslag og skæve starter …

I Maj måned fandt jeg guld. Et Lovecraftsk monster fra dybderne ved navn Narwhal glædede ikke kun mine smagsløg, men leverede også et mere end almindeligt healthy buzz, der gjorde mig modig og aktiv på diverse sociale medier samme aften. Heldigvis uden større konsekvenser, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ved den lejlighed blev inspireret til aktivt at skabe mig en let selskabelig overrisling, hvis der er en online diskussion, jeg har brug for lidt ekstra mod til at involvere mig i. Nogle år senere skulle det komme mig til gavn, da jeg fik den afsindige idé at forsøge at diskutere seriøst med flat-earthere.

Samme måned fik jeg afprøvet et nyt Tuborg-Produkt, der var noget mere afdæmpet i sit behag. Tuborg Ultra Grøn hed den vist rigtigt, og ikke ‘Grøn Ultra’ som der står i overskriften. Men det finder jeg fortsat ikke vigtigt nok til at rette. jeg husker, at jeg lod min jævnt lukne – for ikke at sige mildt uforskammede – anmeldelse af produktet dele på Tuborgs Facebookside, hvilket genererede en farlig masse klik på bloggen. Det var min første lille virale succes, og en bekræftelse af min mistanke om, at det bestemt ikke genererede færre klik på min blog, når jeg var negativt indstillet over for noget – tværtom.

Jeg spåede desuden produktet (læg mærke til, hvordan jeg behændigt undgår at kalde det en ‘øl’) en fremtid på de danske ølvarehylder, men brygget er imidlertid forlængst forsvundet – ikke bare fra hylderne, men også ud i glemslen. Kun blogindlæg, og måske nogle arkiverede netsider, vidner om, at produktet engang eksisterede i Carlsbergs sortiment.

– At mine evner som spåkone m/k næppe lander mig en hyre på Hogwarts inden længe, er der flere eksempler på i min bloggervirksomhed. I dette indlæg alene har der været to.

Thisted Bryghus havde jeg et par år forinden taget afsked med – ikke for evigt, men for en stund, fordi deres øl alt for tit skuffede mig. Jeg tog dem til mig igen, og har siden anmeldt deres øl med jævne mellemrum. I skrivende stund har jeg som bekendt en hel stribe af dem stående i venteposition fra sidste års julekalender.

Juni måned vil jeg huske som det første møde med et bryggeri, der senere skulle komme til at fylde rigtig meget på bloggen af alle de rigtige grunde. her tænker jeg på Amager Bryghus, der imidlertid startede i den noget beskedne ende af mit karakterspektrum. Vel, ethvert nyt kendskab skal starte et sted, og i tilbageblikkets lys kan jeg med fornøjelse konstatere, at first impressions don’t necessarily last.

Omtrent samtidig skulle jeg opleve det nok værste eksempel på markedsføring på bloggen indtil videre. Nemlig.com havde den stående som et særtilbud, og min hustru (nu ex) var så sød at bestille den til mig, så jeg havde noget at anmelde. Bloggens indtil videre eneste schweiziske øl var en ‘Vollmondbier‘, brygget ved fuldmåne for at udnytte fuldmånens særlige kraft …

I skrivende stund småfniser jeg, mens mine arme i form af små smertetrækninger vægrer sig ved rent faktisk at ramme de rigtige taster på keyboardet. Så tåbeligt forekommer det mig, at vi skal ud i fladjordsopspind og kreationisme, for at finde noget, der er tåbeligere.

Sodavandsøl

Ligesom vinteren var meget kold og lang, var sommeren tilsvarende lang og alt for varm. Flere gange fandt jeg mig selv slukke tørsten i sodavandsøl – radler, som tyskerne kalder det, eller shandy som briterne kalder det. Jeg anmelder i princippet alt hvad der er på markedet – ikke sjældent ud fra den tankegang, at jeg gerne prøver det allerfæleste, jeg kan finde, så andre ikke behøver prøve.

Så meget desto mere når det gælder sodavandsøllene, som jeg altså eksperimenterede en del med over sommeren. Bryggeri Skovlyst havde et par stykker, som jeg drak med mere end bare jævn fornøjelse, ja jeg vil faktisk gå så langt som at hævde, at sodavandsøllene nok har været det mest markante, og noget af det mest velsmagende, jeg har prøvet fra den kant.

Desuden lavede jeg mine egne radlerforsøg, og havde gode ven Gedved på besøg, så han kunne agere forsøgskanin. Det blev aldrig rigtig godt – men tørsten blev da slukket, mens jeg kunne konstatere, at radler og shandy først og fremmest er til for varmt og tørt vejr, mens deres evne til at behage smagsløgene i raffinement og sofistikerethed er at sammenligne med industrielle pilsnere.

Apropos industrielle pilsnere, tog Royal Unibrew over fra Harboe, da en ny producent af Coops ‘Dansk’ pilsner skulle findes. To år tidligere havde jeg anmeldt Harboes version i temaet “Det tynde øl fra Fakta” og fundet den aldeles tynd og elendig. Men i stedet for at se det som en lejlighed til endnu en anmeldelse, havde jeg for første gang fundet en nedre grænse for, hvad jeg ville ydmyge mig til. Ikke om jeg skulle slæbe mig igennem et sådant tyndt bryg endnu engang. Og jeg har fortsat ikke anmeldt – jeg har faktisk ikke engang drukket én og undladt at anmelde – den, siden Harboe producerede den, og jeg drak den, som jeg i anmeldelsesøjemed havde købt.

USA, USA, USA! – Samt gensyn med gamle venner …

Amerikanerne var markant fremme i mine anmeldelser. Først havde Fakta nogle Hawaiianske øl på hylderne, og disse var dårligt nok afprøvet og anmeldt, før det næste læs pludselig dukkede op blandt spotvarerne. Mangfoldigheden og kvaliteten i det udvalg vidnede ikke blot om, at USA’s mikrobrygscene er lysår fra den europæiske opfattelse af amerikanske øl som ‘fucking close to water’.

Det kan godt være, at jeg på rigtig mange områder – ikke mindst deres udenrigspolitik – mildt sagt er kritisk over for amerikanerne. Men deres ølkultur, og måden de har båret ølrevolutionen frem på, er bestemt en solstrålehistorie, de fortjener ros for. Det var også ved denne lejlighed, at jeg for alvor fik øjnene op for Faktas evner udi godt øludvalg. hvad der startede i det små og spændende i 2010 var nu blevet stort og forbløffende godt.

I løbet af sommeren var jeg også så heldig at møde nogle gamle venner – og i begge tilfælde havde de øl til mig. Min gamle kollegiefælle Henriette havde belgiske øl, mens min ven fra min tid som politisk aktiv på den velmenende venstrefløj, Lars havde en ganske særlig øl fra Endelave til mig, da vi i forbindelse med en tur til Tyskland slog forbi hans hjem i Korsør. Det er min tilbagevendende oplevelse, at venner – nye som gamle – gerne har øl parat til mig, når jeg kommer – eller de kommer på besøg.

– Det er rigtig rart.

Hot og Not …

Resten af året gik fortrinsvis med en række pligtafprøvninger. Carlsbergs Semper Ardens-serie røg gennem vridemaskinen, og de måtte desuden lide den tort at løbe tør for deres traditionelle – og inderligt uinteressante – snebajer. Jeg var splittet mellem skadefryd og dyb skuffelse over, at så mange forbrugere virkelig gad købe dette … fual an tsionnaigh.

Refsvindinge sendte en ny øl med en fin etiket og et forjættende navn på gaden. ‘Røde Mor’ havde nok som formål at lokke velmenende politisk korrekte personager til. For mit vedkommende er det kun blevet til den ene, idet indholdet lå meget tættere på generisk industri, end på noget som helst, der er værd at samle på. Refsvindinge er fortsat et bryggeri, der lever stort på sin one hit wonderA-Z Ale no. 16, der i øvrigt kun er interessant i fadudgaven. Den industrielle variant som Vestfyen står for er ligner den ikke engang. Jeg savner fortsat en virkelig god øl fra Refsvindinge.

Hornbeer – et bryggeri for hvilket min agtelse i dag er ganske høj, fik til gengæld ikke den heldigste debut på bloggen. Et par særbryg i anledning af sommeren høstede henholdsvis og den absolutte bundkarakter på 0 stjerner, for et komplet udrikkeligt, citronsurt bryg.

Hvad der var gået galt for Hornbeer fandt jeg aldrig ud af. Hvis det virkelig var meningen, at sommerbrygget med hyldeblomst skulle smage sådan, og Hornbeer blot var på forkant med den nyeste sure trend inden for specialøl, var det stadig aldeles mislykket, da sure øl uden fejl, faktisk er en nydelse at drikke.

Et lille lyspunkt var derimod overraskende nok Royal Unibrews Stout. Nok var den ikke uforventeligt af industriel standard – men det var en ganske høj industriel standard, der var tale om. Også den skulle vise sig at være god til rugbrødsbagning ud over at vare en slet ikke ueffen billig hverdagsstout, hvis man skulle have lyst til noget, der var lige knap så tungt som en Limfjordsporter.

Bryggeri Skovlyst-gate

Men det største, der skete for bloggen det år, var da den kunne afsløre urent trav i Bryggeri Skovlysts markedsføring af et af deres julebryg.

Det startede med en anmeldelse som alle andre. Skovlyst skrev på bagetiketten, at brygget var produceret særligt til distribution på Amager, og det havde derfor fået navnet “Amager Juleøl”. Skælmsk stillede jeg det retoriske spørgsmål, om de mon også havde brygget en “Tingbjerg Juleøl” eller en “Nørrebro Juleøl” – uvidende om, at det slet ikke var så fjernt fra virkeligheden som man skulle tro.

En af mine venner ved navn Kenneth kunne imidlertid fortælle mig, at en næsten identisk øl stod på hylderne i Helsingør, under navnet “Jul i Helsingør”. Ledsageteksten på bagetiketterne var identiske på nær lokaliteten, øllene var tilknyttet. Mistanken var vakt, og den ikke ukendte Ole Madsen kunne fortælle mig, at såfremt stregkoderne var de samme, var øllet også det samme. Det var tilfældet, og at der var tale om samme bryg i forskellige flasker blev slået fast med absolut sikkerhed, da bryggeriets salgschef bekræftede, at det faktisk forholdt sig sådan.

Jeg briefede diverse medier, og oplevede i den forbindelse hvordan Jyllands Postens medier skruppelløst gengav historien som om det var deres egen. Politiken derimod var langt mere loyale, og inkluderede et lille interview med mig, samvittighedsfuldt gengivet som det var foregået over telefonen et par dage forinden.

Kort efter blev der overalt hvor brygget blev forhandlet hængt opslag op, hvoraf det fremgik, at øllet slet ikke var så unikt igen, idet det kun var etiketterne, der adskilte sig fra varehus til varehus.

Uden at himmel og jord ligefrem blev sat i bevægelse lykkedes det mig altså at lave lidt larm, og irettesætte en middelstor dansk virksomhed.

Det er ikke så ringe endda.

Det var højdepunkterne fra året 2013. Jeg forstår nu bedre, hvorfor min lille historiske gennemgang af bloggen blev sat sådan på pause. Det bliver hurtigt langt, og en smule anstrengende at komme igennem. Forhåbentlig er det underholdende at læse, og jeg har i hvert fald tænkt mig at følge målsætningen fra jubilæumsanmeldelsen til dørs.

Vel mødt til flere anmeldelser og andet sjov og ballade snarest.

Blogupdate: Nye menuer …

Jeg må vist hellere også få skrevet et lille indlæg om det her, så de læsere, der ikke er på facebook, også opdager det.

Jeg behøver næppe endnu engang at fortælle, at jeg for tiden fedter med både podcasts og YouTube-videoer. Men jeg kan vel dårligt undgå at nævne det mindst denne ene gang mere, hvis jeg skal kunne sige, hvad det er, jeg næppe behøver fortælle mere.

Så hermed er det altså fortalt endnu engang. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har stor glæde og fornøjelse ved at have udviddet scopet (er det ikke det det hedder på nutidensungdomsk?) for min bloggervirksomhed med disse andre medier.

For at læserne nemt kan følge med i disse medier fra bloggen, har jeg tilføjet to nye drop-downmenuer øverst i bloggen. Den ene til den allerede udgivne og fremtidige podcasts. Den anden er til mine YouTube-videoer, som indtil videre tæller tre.

Jeg tager hjertens gerne imod enhver form for kritik – omend der er en chance for at jeg vil ignorere den ukonstruktive af slagsen. Hvad kan forbedre mine podcasts? Hvad kan forbedre mine videoer (udover et nyt og bedre kamera – det er jeg udmærket klar over). Og hvad kunne eventuelt gøre adgangen til dem endnu nemmere end at linke til dem på bloggen på den måde, jeg gør i øjeblikket?

Jeg håber I gider tjekke det ud. Rekationer modtages her eller på facebooksiden – https://www.facebook.com/KajsOlblog/

Første video på YouTube

Fremskridt …

Undertiden kan jeg overraske mig selv.

Det er imod min egen forventning faktisk lykkedes mig at opfylde en af mine ambitioner – nemlig at begynde at anmelde øl på video.

Hermed præsenterer jeg stolt det første forsøg – min ‘pilot’ om man vil. Der er tale om en øl, jeg for længst har anmeldt på bloggen, og indtil videre vil det være sådan, at de øl, jeg laver videoanmeldelser af, vil være nogle, der allerede er anmeldt på bloggen:

 

 

Der er meget der kan blive bedre – ikke mindst skal jeg lære at fungere bedre bag et kamera og kameraet i sig selv burde nok også opdateres inden alt for længe. Men det er en begyndelse – om som begyndelse synes jeg godt selv, jeg kan sige, at det kunne have været meget værre.

Videoen foregår på engelsk, fordi jeg gerne vil prøve at nå ud internationalt. Så må vi se, hvad det fører med sig.

Følg mig på YouTube her – Det kunne være fedt, hvis I … jeg advarer på forhånd om langt flere anglicismer, end jeg bryder mig om, men det er desværre sådan YouTube-jargonen er – liker og subscriber samt smider en kommentar og aktiverer klokken, så I får at vide, når der sker noget på min kanal.

Vi ses her på bloggen og på YouTube i fremtiden.

Mit ølår 2018

Serier, begivenheder og tirader …

Kalenderen er skiftet endnu en gang et enkelt trin i den største kategori – året. Dermed er det blevet tid til, at Kajs Ølblog endnu engang gør status over et år, der er gået – på bloggen og i virkeligheden.

Selv vil jeg næppe huske året som et af de bedste. Personligt var meget af året præget af stress og depression, og de højdepunkter, der helt sikkert var, havde mere karakter af små oaser i en vældig ørkenvandring gennem et år, jeg aldrig syntes sådan rigtig fik begyndt, før det pludselig var ovre igen. Som om 2018 kun var ét langt tilløb til 2019, efter at 2017 var endt.

Omkring november, kort efter en fødselsdag som jeg havde tilbragt småsyg, stresset og med en punkteret cykel på vej hjem med børn på laddet, vågnede jeg omsider og var pludselig igen klar til at tage fat på livet. Jeg har siden holdt hårdt fast i den gode rytme, der blev indledt der, og jeg håber sådan, at det bliver ved.

På ølfronten var der til gengæld mange store oplevelser, og det er selvfølgelig dem, det skal handle om. Bloggen er imidlertid også personlig, så det vil også komme til at handle om mig selv – også i fremtiden. Find jer i det – eller giv jer hen i mine tirader, for det er også det, de er der for. Alt sammen for læseoplevelsens skyld.

Så mange læsere …

Et hurtigt kig på statistikken afslører, at jeg i 2018 ikke fik anmeldt helt så meget som i 2017. Til gengæld har antallet af læsere fået endnu et nøk opad: Kun i januar og februar har der været under 4000 klik på bloggen. Og i juni, juli og december måned havde bloggen over 5000 klik.

I 2017 nåede jeg kun op over 5000 klik i december måned, selvom jeg skrev væsentlig flere indlæg det år. Om det bare er læserskaren der er vokset, eller kvaliteten af det, jeg har skrevet, der har lokket flere til, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har imidlertid ikke holdt mig tilbage i det forgangne år med at skrive om andre ting end øl. Og det lader bestemt ikke til at have afskrækket folk – tværtimod har jeg flere gange fået at vide, at det netop er alt det uden om selve ølanmeldelserne, der gør bloggen læseværdig.

2018 skulle også blive året, hvor jeg rundede anmeldelse nr. 1000. I betragtning af, at jeg har været i gang i otte et halvt år tænker jeg, at bagkataloget snarere udstråler en amateuristisk magelighed end professionel alkoholisme. Jeg har aldrig drukket særlig meget ud over, hvad der ryger op på bloggen. Men når det sker, har jeg tænkt mig, at i det nye år vil jeg blive bedre til at smide mine anmeldelser op på Untappd. Anmeldelserne derfra vil også blive delt på min nye engelsksprogede twitterprofil.

I forbindelse med jubilæet tog jeg også fat på at skrive bloggens historie i et tilbageblik – eller et Deuteronomium, som jeg valgte at kalde det dertilhørende tema. Tre år nåede jeg at gøre rede for, før jeg løb sur i det. Jeg regner med snarest at tage den tråd op igen, og få tilbageblikket færdiggjort i løbet af foråret.

Serier …

I det hele taget stod 2018 i temaernes tegn, og jeg kunne have valgt at organisere endnu flere smagninger i temaer, hvis jeg havde gidet.

Således havde min søster i år 2017 foræret mig en nydelig lille samling specialøl, som gjorde rigtig godt et stykke ind i 2018. Ebeltoft Gårdbryggeris IPA ‘Raw Power‘ udgjorde perlen i den samling, sammen med ‘Skunk Jam‘, der imidlertid blev anmeldt som den sidste øl året før.

Årets bryggeri Amager Bryghus fyldte fortsat meget på bloggen. Men det tror pokker, nu hvor jeg ikke bare er på fornavn, men også på krammer med flere af bryghusets fast stab. Jeg fik afsluttet deres Sinner Series, som jeg påbegyndte for år tilbage. Desuden fik jeg i selskab med min efterhånden faste medsmager Marcus smagt mig igennem den meget fine samling lagrede øl, bryggeriet udgav i december måned sidste år. Det blev også til et par besøg på selve bryggeriet, da der skulle skaffes forsyninger til bloggens almindelige drift. Det var dog ikke alt, der kom temaer ud af. – Nogle gange er selv en god øl fra Amager Bryghus bare en god øl fra Amager Bryghus.

En række øl blev taget med fra Esrum Kloster, hvortil jeg i min egenskab af blogger oven i købet aktivt blev inviteret. Begivenheden fandt sted i marts, og temaet blev først afsluttet i december kort før jul. Heldigvis er over- og vildgæret belgisk øl ikke det, der tager mest skade af at stå et stykke tid.

I april måned var jeg til min onkel og tantes guldbryllup i Nordtyskland. Det gav anledning til et par anmeldelser af de øl, jeg gav dem i gave, tillige med en samling øl, jeg fandt i grænsehandlen. Bortset fra et par enkelte perler, var disse samlinger mere præget af middelmådighed end af noget andet.

Det samme kan roligt siges både om Royal Unibrews forskellige Albani-serier, der er ude i disse år. Selvom min begejstring for seriens Mosaic IPA er vokset, så den i øjeblikket er min foretrukne her-og-nu-industriøl, til når jeg gerne vil have noget, jeg ikke behøver anmelde, faldt den sidste i serien jeg fik prøvet mere end ualmindeligt hårdt til jorden. Meget bedre gik det ikke for Anarkist-serien, Alene det at et industribryggeri af den kaliber kalder en af sine serier sådan, er ikke engang ufrivilligt morsomt.

Så var der anderledes knald på Taphouse’ udvalg. Det var en af mine læsere ved navn Niels (ja, jeg har flere læsere – og ølpushere – med det navn), der havde inviteret mig ud. Det er altid spændende at møde mennesker i virkeligheden, som man kun kender online – og det trækker bestemt ikke i modsat retning, at de byder på noget af det bedste øl, man får prøvet i løbet af året – for ikke at sige livet. Det skulle heller ikke blive den eneste gang, jeg frekventerede Taphouse – men det vender jeg tilbage til.

Lidt ølaktivist kunne jeg også få lov at være, da jeg engageret kastede mig ind i kampen på Munkebo Brewery’s side, da det tyske bryggeri Wacken Brauerei truede med at slæbe dem i retten for at bruge nordiske gudenavne på deres bryg. De nordiske guder er imidlertid for alle, der har lyst til at bruge dem (undtagen nazier. Fuck nazier!). I skrivende stund er den nidstang, jeg i den forbindelse rejste, fortsat oppe, for der mangler mig bekendt stadig en tilbagetrækning fra Wacken Brauereis side for alle retskrav på de de nordiske gudenavne. Og indtil en sådan foreligger, bliver nidstangen stående.

Begivenheder …

I løbet af året indfandt jeg mig stundom ved begivenheder, der var ølrelaterede, mens andre ikke sådan rigtigt var det. Men det skulle jo ikke afholde mig fra at få dem til at handle om øl alligevel.

Ølfestivalen på Esrum Kloster i marts var imidlertid et rigtigt ølarrangement. Næsten umuligt at nå til og fra med offentlig transport uden overnatning undervejs, men bestemt turen værd, når man endelig nåede frem. Hvis ikke de mange flotte og fine over- og vildgærede klosterbryg kunne give én hovedpine, så klarede de lavloftede lokaler og endnu lavere døråbninger den sag. Jeg husker hvordan min fine sorte hat var fuld af hvidt puds, efter arrangementet – men i det mindste ydede pulden da et minimum af beskyttelse for mit kranium. Jeg nåede kun halvdelen af arrangementet, idet jeg blev så optaget af det fortrinsvis belgiske klosterudvalg, at jeg aldrig fik inspiceret den del af festivalen, der havde mikrobryggernes udvalg. Den mest spændende oplevelse ved den lejlighed var at prøve en Vestvleeteren-øl til 150 kr. / 0,33 l. Selve oplevelsen var egentlig ikke stor, men det var til gengæld æren ved at få lov til at smage på de dyre dråber.

Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival på Lokomotivværkstedet var – næppe overraskende – også et rigtigt ølarrangement. Det jeg bedst husker er Svaneke Bryghus’ brygmester Jan Pauls røverhistorier om hans tur til Moldova, og de deraf afledte spændende bryg, han kunne byde på. Kort før festivalen havde jeg smidt en god anmeldelse af deres Don’t Worry Pale Ale – den bedste øl under 1% alkohol, jeg nogensinde har prøvet – men jeg tror bestemt ikke, det var som tak, at han var så snakkesalig. Det skyldtes blot vores fælles interesse, og hans glæde ved at dele ud af det, han syntes var det bedste i verden at beskæftige sig med, nemlig øl. Jeg har ikke svært ved at forstå ham.
Deltagelse i en facebook-livestream, krammer fra Amager Bryghus-brygmester Jacob Storm, og selvforevigelse i selskab med Carsten Bertelsen og Martin Bo Pedersen (se billedet øverst) – Brygmester fra Nanobryggeriet Redekassen.

Årets to store koncertoplevelser, var til gengæld egentlig ikke ølrelaterede arrangementer i sig selv. Men når nu koncertstederne havde sådan et fint øludvalg, så ville man da være et skarn, om man ikke afprøvede varerne alligevel. Således var jeg langfredag (hvor man jo i ydmyghed skal kontemplere Jesu Kristi pine og død for vore synder) til Napalm Death-koncert på Loppen sammen med min gamle ven Frank. Det blev til to rigtig gode øloplevelser, ud over den største koncertoplevelse for mit vedkommende i vel mere end et årti. Sammen med Marcus var succes’en tæt på en gentagelse da jeg i december måned indfandt mig i Pumpehuset til Myrkur-koncert. Ved den lejlighed var det imidlertid lyden, der totalt fængslede mig, så det blev ikke til så megen smadren rundt, som i marts. Øllet var til gengæld endnu engang exquisite – med en lokal københavnsk Gose i sortimentet har Pumpehuset også som udskænkningssted vundet min udelte respekt. Endnu et besøg på Taphouse cementerede aftenen som en af årets absolut største.

Det var også begivenheder i sig selv de gange, Marcus og jeg indfandt oshinandens bopæle for at prøve øl. Det var ved de lejligheder, at Amager Bryghus’ lagrede serie blev afprøvet med bravour, og det var i beretningerne derom, jeg opdagede, at det faktisk fungerede ret fint at udskrive dialogen fra optagelserne i kun sparsomt redigeret form. I forbindelse med, at jeg i løbet af året måtte udskifte min pc, var det min plan at kickstarte en udvidelse af bloggeriet til også at omfatte podcasts. Det fik en brat ende, idet optagelserne på min computer viste sig at være komplet ubrugelige. De indbyggede mikrofoner på min pc var mildt sagt ikke bygget til at opfange tale fra andre, end dem der sad umiddelbart foran skærmen. Forvent imidlertid revanche snarest i det nye år – thi der skal mere end en dårlig mikrofon til at tage modet fra en Kaj Framke.

Tirader …

En af de ting, der kendetegner min blog er, at den er meget personlig. Den handler ikke kun om øl. Den handler også om mig selv, og den handler om de tanker jeg gør mig om ting, der sker ude i verden. Af flere læsere har jeg fået at vide, at det er det, der gør min blog læseværdig, så jeg har absolut ingen planer om at lave om på det i det nye år, eller årene fremover.

Jeg ved ikke, om jeg gjorde mere ud af tiraderne i år end tidligere. Men ved gennemgangen af bloggens indlæg har jeg genkaldt ret mange. Ulige fordelt er de, som om jeg i løbet af året – kulminerende i september måned – måtte give mere og mere luft for mine frustrationer på bloggen.

Skulle man have lyst til at vide, hvad jeg i løbet af året fik skrevet om divergerende sager såsom omskæring, tyrefægtning, påskeritualet, partiet Venstres tidligere formand, industribryggerier, der går mikrobryggerierne i bedene, Wacken Brauerei, mere Wacken Brauerei, Karen Jespersen – eller … undskyld, jeg forveksler hele tiden hende og Pernille Rosenkrantz-Theil, racistiske antidemokratiske Trump-supporterende politiovergreb, Martin Luther (den tirade har min personlige anbefaling … ikke mindst fordi den tog ret lang tid at forfatte), de rige, der sidder på flæsket, Lagkagehuset og deres tungekysseri med de racistiske fascister i DF, Indslevs konkurs og et af Københavns racistiske værtshuse, nazisvin i Svendborg, DFs aldrig så passende valg af stil på deres plakater, ancaps, Dansk Retur System (sic), hvor mange aneurismer, apoplektiske anfald og hjerteinfarkter, jeg har oplevet (jeg kan hjælpe lidt og fortælle at antallet er rundt), alt muligt så’n i det hele taget, den kreationistiske forgifter af ungdommens hjerner, Mads Jakob Jakobsen, hvordan jeg måtte æde nogle af mine ord i mig, Matador, KZ-lejren på Lindholm, mere om KZ-lejren på Lindholm, Fredensborg Kommune som den ultimative Grinch, finansloven og flere nazister på Fyn, kan man bare trykke på det dertilhørende link, og man vil blive ført direkte til indlægget. Fagre nye verden!

De store personligheder, som vi måtte tage afsked med, det forgangne år fik også nogle ord med på vejen. Christoffer Barnekow, Synnøve Søe, Jens Okking og Mort Walker tog nogle afgange med ret korte mellemrum, og blev mindet ved anmeldelsen af et passende dystert bryg. Legendariske Stephen Hawkings voicebox virker formentlig endnu, mens dens tidligere ejer blev mindet ved anmeldelsen af en anden legende, der imidlertid strålede langt mindre end ham. Der blev alt for stille mens jeg var ved at rapportere fra mit første besøg på Taphouse og Kim Larsen drog af sted for at lære englene, dæmonerne eller begge dele et par tricks udi tekstskrivning. Morten Grunwald og Stan Lee stak også af omtrent samtidig og blev æret netop som Bosnien-Hercegovina fik sin debut som ølnation på bloggen. Endelig lagde en af de tegnere, hvis streg vel nærmest er ridset på indersiden af de fleste +40-åriges nethinder, Werner Wejp-Olsen endeligt blyanten og blev behørigt mindet derefter.

Hottest og nottest …

Så er jeg vel også kommet rundt om det meste af, hvad der skete på min blog i det forgangne år. Tilbage er kun det punkt på dagsordenen, der altid er med ved mine årsgennemgange. Ellers bestræber jeg mig nemlig gerne på ikke bare at levere den samme smøre hver gang, men fokusere på noget forskelligt. Denne gang var det – hvis man ikke skulle have opdaget det – begivenheder og tirader, der var i højsædet.

Jeg starter med de tre ringeste øl, jeg har prøvet i løbet af året. Andre gange har jeg taget de gode først, for at gemme underholdningen (læs: vitriolen) til til sidst. Denne gang var årets bedste oplevelse imidlertid af en sådan kaliber, at den kun kan komme til sidst. Som dette allerede alt for lange blogindlægs kulmination og storslåede endepunkt.

Not …

03. La Barbaude Maltador, Brasserie Artisinale Nimoise: hvad dette sjaskede og inderligt insignifikante pseudostout havde at beskaffe i en samling udvalgte specialøl, nydeligt arrangeret i en fin gavekasse, er en gåde på linje med tidens oprindelse og hvad der egentlig gør, at massetiltrækning finder sted. Et fixt ordspil om noget, jeg i forvejen er passioneret modstander af, redder heller ikke dette farvede vandprodukt fra at være alt andet  end det titel og etiket foregøgler. Ingen vildskab – kun vand.

 

2. Anarkist Ginger Pale, Royal Unibrew/Albani: Jeg er ikke nogen vehement modstander af alternative krydderier i øl. Sålænge det smager eller på anden vis giver øllet en ny dimension. Måske får den tilsatte ingefær i Royal Unibrews obskure postevandsbrus brygget til at føles endnu mere som aqua communis tilsat kulsyre. For smagen af ingefær er i bedste fald vigende, ligesom alle andre af bryggets aromaer, på nær den af det reneste dihydrogenmonoxid.

1. Økologisk US Lager, Royal Unibrew/Albani :Royal Unibrew får æren af at være med hele to gange blandt årets ringeste øl. Mens jeg egentlig slet ikke synes, at serien hvori dette bryg forefindes er noget at fnyse ad – især ikke i betragtning af størrelsen af firmaet bag – så falder dette bryg helt ved siden af. Stort set intet smager det af, andet end vand – undtagen da lige, når man bøvser. Så smager det endelig af lidt, men det tjener intet bryg (eller andet) til ære, at det smager bedre på opturen end på nedturen. Mon ikke vi alle kan blive enige såvidt?

Hot …

3. Envy, Amager Bryghus: Jeg skulle ikke mange dage ind i året, før jeg stødte på noget exceptionelt. At humlehovederne på Amager Bryghus forstår sig på IPA og bitterhumle er ingen større hemmelighed – og i dette mesterværk kan man opleve dem fremelske og rendyrke netop det bitre. I hvilket andet bryg end i en hyldest til dødssynden misundelsen ville en sådan forfinelse af netop det bitre være mere passende?
Jeg kan ej komme på et …

2. White Crow Omen, Amundsen/AF Brew: Et aldeles unikt bryg. Og ikke bare unikt, men også aldeles vidunderligt. Her er et bryg, der smager som ingen andre. Den fineste, fedeste flydende fudge i al sin magt og vælde fylder mundhulen med et så intenst bombardement af afsindig velsmag, at man må kæmpe for at gøre ens nip af glasset små nok, til at man ikke blive væltet omkuld. Aldrig før eller siden har jeg oplevet en smagsprofil som denne, og kun et aldeles svineheld, grænsende til hybris, tillod, at jeg skulle opleve noget større end dette …

1. Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus: Ja, hvad ellers? Det blev jo ustandseligt, som jeg igen og igen refererede til dette prægtige Matterhorn af et bryg, resten af året, efter at jeg og Marcus en varm sommeraften havde voldnydt de dyrebare dråber på hans altan. Så helt afsindigt og sindssygt fantastisk er den, at vi stadig ved vores smagninger ender med at ævle løs om den – som om den var målestok for alle gode øl derude. Snak om at være unik – dette bryg er mere end det. Det er uden for nummer og uden for kategori. Et bryg, hvis mur af mangfoldig, overvældende medsmag, gør én aldeles og ganske mundlam. For kun med det i kæften, kan man forstå, hvilket vidunder, man sidder med.
Jeg forventer aldrig nogensinde, at komme til at prøve et bryg, der er lige så godt som dette. I afmagten ved at forsøge at beskrive det igen, kan jeg anføre, at jeg modvilligt, omend indseende nødvendigheden deraf, valgte at bryde min karakterskala, for at Marcus kunne give andre  bryg end dette topkarakter. Han fik lov at give det en ekstra stjerne ud over de seks, som man ikke kunne gøre andet end give den.

– Og dermed nok snak. Velkommen til 2019. Hvis det bliver lige så godt som 2018 – ølmæssigt, i.e. (mine tirader skulle nok vise, hvad jeg ellers mente om det forgangne år, og det er ikke pænt) så vil jeg for alvor begynde at frygte nemesis.

Nidstangen …

Som Egil lærte os det …

Som man kunne læse i Ekstra Bladet i går er det fynske bryggeri Munkebo Brewery (tidligere Munkebo Mikrobryg) blevet genstand for en større hetz, som det tyske bryggeri Wacken Brauerei har igangsat.

Hvis navnet Wacken klinger bekendt skyldes det, at det er samme by, hvor der hvert år er en stor Metal-festival. I den længere tirade – for ikke at sige sviner – der følger er det vigtigt at understrege, at alle de grimme ord, jeg kommer til at skrive ingenlunde er møntet på byen eller festivalen, men alene på bryggeriet.

Wacken Brauerei er ifølge deres egen hjemmeside et to år gammelt bryggeri. De profilerer sig stærkt som et lille kvalitetsbryggeri efter ølrevolutionsforbillede i et land, hvor craft-beer-trenden ellers – for at sige det mildt – har ladet vente på sig. Blandt andet skriver de om sig selv: “Wir brauen Biere mit Geschmack. Biere mit Geschichte. Biere, die von den großen Taten der Wikinger und ihrer Götter erzählen, die einst auch hier zu Hause waren.” Eller på dansk – med mine tilføjelser i parantes: “Vi brygger øl med smag (det var da altid noget, men næppe videre originalt). Øl med historie (indtil videre to års historie … et epos er der vist ikke ligefrem tale om). Øl, der fortæller om de store bedrifter af vikinger og guder, der engang også havde hjemme her (men det er i hvert fald mere end to år siden …).”

Det evindelige hult klingende marketingsprog til side, så kunne det jo egentlig være meget godt. Bryggeriet opkalder sine øl efter figurer og gestalter fra den nordiske mytologi, og som forhenværende festhedning (dvs. asatro såfremt lejligheden bød sig til hælde godt med mjød i vommen) skal jeg bestemt ikke klage. Der er saft såvel som kraft i den nordiske mytologi, og faktisk er det påfaldende, hvordan den ellers fremstormende og altinficerende højrefløj kun i meget begrænset omfang har forsøgt at tage patent på asatroen i dens forsøg på at kyse alt fremmed bort.

Munkebo Brewery bruger også den nordiske mytologi i deres ølnavne. Og det har Munkebo Brewery gjort i vel over to år.

Den nordiske mytologi er vores allesammens. Hvis en fjern stamme af indfødte nordamerikanere med hang til gærede humlebryg skulle få lyst til at opkalde deres øl efter de nordiske guder – vel, så skulle jeg være den sidste til at klage. Det samme gælder, om man skulle få lyst til at opkalde næsten hvad som helst andet efter dem også. Landminer og andet lignende djævelskab selvfølgelig undtaget. Pointen er, at ingen skal kunne tage patent på den nordiske mytologi, da den netop er mytologi – en del af den kollektive menneskelige kulturelle bevidsthed og iøvrigt uden en kendt, navngiven ophavsrethaver.

Men det mener Wacken Brauerei tydeligvis ikke.

De har forsøgt at tage patent på en lang række gudenavne, som de eksklusivt vil bruge til deres øl. Det i sig selv er omtrent lige så blæst og hul i hovedet som at ville tage patent på Allah, Muhammed, Krishna, Shiva, Buddha, Jesus eller Jomfru Maria. Men oven i købet prøver de holstenske bryggere også at håndhæve patentet ved at true alle, der også bruger de nordiske mytologiske navne i deres ølproduktion, med retssager og krav om at øllene trækkes tilbage. Uanfægtet, selvfølgelig, af at flere af øllene og bryggerierne har eksisteret i mange flere år end Wacken Brauerei.

Helt generelt er den form for afstumpet forretningsførelse en skændsel, men den er – i hvert fald i denne bloggers øjne – tillige dermed forræderi, en skandale og med vikingernes ord en sand niddingdåd. Både herhjemme og i udlandet er der en vidstrakt tradition for, at de små kvalitetsbryggerier, der som tusindfryd på en forårsdag er myldret frem i løbet af de sidste 15-20 år, samarbejder og støtter hinanden i at producere kvalitetsøl som et reelt alternativ til gigantbryggeriernes industrielle standardsprøjt.

Wacken Brauereis retsforfølgelse af andre mikrobryggerier er en kniv i ryggen på det samarbejde – en niddingdåd i dåden.

Når Wacken Brauerei skal bruge den slags beskidte tricks – vel … så kan jeg skam også. Lad mig endelig blive i den nordisk-mytologiske kontekst, idet jeg hermed udfører et lille virtuelt ritual, frit efter Egil Skallagrimmssons saga:

Her sætter jeg Nidstang op
Og vender forbandelsen imod Wacken Brauerei
Jeg vender forbandelsen imod alle landvætter tillige
som beskytter den plet jord som Wacken Brauerei ligger på
så at de skal fare husvilde omkring og ikke kende deres sted
før de har inficeret Wacken Brauerei med brettanomyces
og gjort deres humle slatten

At jeg ikke har brugt et hestehoved og en træpæl, men derimod et paprør og et øljern med et ansigt, skyldes at jeg for det første ikke ejer et hestehoved. For det andet ville det medføre sådan et farligt griseri i min lejlighed, hvis jeg rent faktisk havde et.

Det er også bare Satans, at jeg egentlig ikke rigtig tror på den slags

… og derfor slipper Wacken Brauerei heller ikke så let. Inden for de næste par dage venter jeg et parti fra Munkebo Brewery – nogle af dem, som Wacken Brauerei kræver trukket tilbage. De vil blive anmeldt efter alle mine egne kunsters regler – dels for virtuelt at kunne tvære min anmeldelser provokatorisk ud i ansigtet på Wacken Brauereis bestyrelse, skulle jeg en dag støde på dem, men også fordi jeg indtil videre slet ikke har fået anmeldt bryg nok fra Munkebo.

Hvilken bedre anledning kunne der være til at få rettet op på det?

Og Wacken Brauerei har jeg kun idel hån, spot og fornærmelser at dele med – indtil de trækker deres forrykte trusler tilbage.

Saufen mit Marcus – The Sequel, Indledning

Så er jeg her igen …

Jeg kan mærke, at jeg i øjeblikket bliver nødt til at tage lidt længere pauser mellem de enkelte indlæg. I perioder kan jeg være blive meget stresset, og bliver nødt til at droppe alt andet end det mest nødvendige; arbejde og børn – alt andet bliver lagt på hylden.

Sådan har jeg haft det de sidste par uger, og er kun langsomt ved at arbejde mig op af stoutkælderen igen.

I sidste uge var der ellers anledning til endelig at få rystet noget af stressen og depressionen af sig, da jeg mødtes med min gamle ven Marcus i hans lejlighed i Valby. Vi havde et par uger forinden indgået aftalen, da vi – som beskrevet tidligere – var i biografen for at se Deadpool.

Tre gode øl blev behørigt smagt på og anmeldt. Egentlig havde jeg taget nogle flere med, men efter de tre aftalte vi, at vi måtte gøre arbejdet færdigt en anden dag, da de tre alene satte os så meget i arbejde, at det ville være synd for øllet at fortsætte.

Der var jo også tale om lagrede specialiteter fra Amager Bryghus – og hvad der var planlagt som en revisited fra Nørrebro Bryghus, men en lille detalje, som jeg nok skal komme nærmere ind på måtte nødvendigvis resultere i en regulær anmeldelse i stedet.

Det er, hvad de næste par indlæg kommer til at gå med i denne fortsættelse på et tema fra 2016 … fordi jeg kan, og fordi jeg synes titlen fra dengang er mere end god nok til at blive brugt igen.

Vi smages snarest ved …

Ølfestival på Lokomotivværkstedet 2018

Fra venstre: Carsten Berthelsen, Martin Bo Petersen samt undertegnede …

Syrligt – ikke surt.

Jeg må jo til det. Mine hastigt nedkradsede noter løber ganske vist ingen vegne, men hukommelsen om, hvad noterne rent faktisk dækker over er en ganske anden snak.

Jeg var – selvfølgelig, kunne man fristes til at sige – også til stede ved Danske Ølentusiasters årlige ølfestival i det gamle lokomotivværksted på Otto Busses vej. I sig selv en spadseretur værd, også uden festival. Det gamle baneanlæg er en af Københavns små skjulte grønne perler, der gør vores hovedstad unik.

Jeg indfandt mig henunder aften om fredagen efter arbejde. Der var gigantisk kø udenfor, så jeg kunne glæde mig over min snarrådighed, der havde ansporet mig til at købe billet i forsalg.

Jeg betalte min polet for garderoben, og gik på opdagelse. Som altid søgende til at starte med, ventede jeg på at begivenhederne tog fart af sig selv. Introvert som jeg er har jeg aldrig haft det alt for godt med mange indtryk samtidig, og jeg husker ikke længere præcis hvordan det startede …

Lemondrop Saison, Brewers inc Beer Bar.
… men de første hastigt nedkradsede noter i min blok afslører, at den første øl, der blev prøvet var Lemondrop Saison fra Northern Brewer. Det var jo i dåden saison-vejr den aften, og det lette, lyse og frugtigt syrlige bryg løb aldrig så let ned i løgnhalsen, hvor den svalte, slukkede, vederkvægede, afkølede og læskede på én og samme gang.

Det blev nu ikke skænket fra bryggeriets egen stand, men derimod fra Brewers Inc Beer Bars stand. Baren holder hver måned en konkurrence for lokale bryggere om, hvem der kan brygge den bedste øl. Vinderen får sit bryg til salg i baren, hvorved de nye bryggere får deres bryg ud over kanten til forbrugerne. – Et prisværdigt projekt, der fortjener al’ den støtte, den kan få.

Og når man sådan tænker tilbage på arrangementet, husker man også efterhånden mere og mere. Jeg mødte indtil flere gamle venner ved arrangementet – helt uden at vi havde aftalt det. Denne øl blev mig anbefalet af Louise, en gammel ven fra dengang jeg spillede i Pipe Band. Ud over at sige hej samt udveksle knus og ølanbefalinger, måtte jeg også sige hende stor tak. Det var hende, der i starten af året gjorde mig opmærksom på, at Napalm Death spillede på Loppen sidst i marts.

Bryg 500, Det Lille Bryggeri
Det varede ikke længe, før jeg stødte på flere kendte ansigter. Min tidligere svogers gamle venner rendte jeg uforvarende ind i, og han anbefalede mig omgående … “det her mørke, vildt stærke øl derovrefra”. Han (jeg er virkelig ikke god til at huske navne) pegede i retning af Det Lille Bryggeris stand. Jeg kvitterede med stor tak og begav mig derover.

Jeg beskrev brygget efter bedste evne, og ekspedienterne fandt denne frem. Øltype ukendt, men styrken, farven, kraften – og den overraskende letdrikkelighed peger i retning af en barley wine. Aroma af svesker, nødder og egetræ i vidunderlig forening og med en lethed der gør, at man risikerer at tyre det letdrikkelige men også hidsigt alkoholiske drik alt for hurtigt ned giver fuld underholdning til smagsløgene.

Tlaloc Hoppe Beer

Det var vist allerede ved indgangen, at jeg stødte på Brian – min medroadie da jeg for et par år siden stod i bar for Kongebryg. Et fikst skæbnetvist er, at han arbejder som pedel på Toksværd skole ved Næstved, hvor jeg og mit sækkepibeorkester over en årrække holdt øveweekend, og hvor netop Brian åbnede for os fredag aften.

Kongebryg selv var ikke med. Brian stod i stedet i bar for bryggeriet Hoppe Beer, som jeg (heller) ikke havde hørt om før. Der valgte jeg endnu en let lys sag efter belgisk forbillede – det afslørede den markante bananduft, der på grund af sin integrerethed med den ledsagende duft af sne, ikke virkede faretruende. Letdrikkeligt, tilpas syrligt og med den helt rigtige mængde banan. Uforvarende kom jeg til at kalde brygget surt – hvilket jeg som bekendt sagtens kan se som en fordel, men en anden ekspedient protesterede idet han understregede, at det skam var syrligt og ikke surt.

Vel, således er smag og ikke mindst behag ved de forskellige aromaer jo så forskellig.

Aarhus Fortæller, Aarhus Bryghus

Jeg fortsatte lystigt med de belgiske typer. Men brygmester ved Aarhus Bryghus mente nu ikke, at jeg skulle prøve Sølvpilen igen, når nu jeg allerede kendte den. Jeg havde som bekendt prøvet den tilbage i 2016 på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum.

I stedet skænkede han denne i omtrent samme stil, omend denne var til langt mere umiddlebart behag end den hvide banansatan. Skarp i alkoholprofilen er den nu fortsat, tillige med noter af mere behersket banan, ledsaget af en sylrig og tungere bund af egetræ.

Brygget var vinder af en årlig brygkonkurrence med tilhørende smagning, der afholdes i Den Gamle By. Vinderøllen produceres efterfølgende på Aarhus Bryghus’ anlæg. Det tegner godt for fremtiden for specialøl, når et så relativt svært tilgængeligt bryg som dette, vinder en brygkonkurrence.

Ud over Stepperne, Svaneke Bryghus

Egentlig kan jeg jo godt lide at slentre rundt fra stand til stand, og prøve en enkelt øl hvert sted. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, da jeg kom forbi Svaneke Bryghus’ stand, for Brygmester selv var i snakkehumør.

Det gik faktisk ud over stepperne i mere end én forstand, så min pen omgående måtte give op. I stedet gjorde jeg brug af optagefunktionen på min telefon for første – men ikke sidste gang ved arrangementet. Og lur mig, om ikke det også i fremtiden bliver et af mine værktøjer, når jeg skal suge til mig af viden, når jeg deltager i den slags festivitas.

Ikke bare denne, men i alt tre øl inspireret af en tur til Moldova, som brygmester havde været på. Sergej Litvo fra Kishinau havde besøgt brygmester (hvis navn jeg vist aldrig fik med), og havde fyldt sin bil op med lindeblomster. Disse tilsatte de en 3,3% øl i en whirlpool, og lod den efterfølgende gære med champagnegær. Efter 3-4 måneder tilsattes så en 7 år gammel vildgærstamme, som den nu har ligget med i to år.

Den dufter ikke af meget. Den holder trods alt kun 3,3 %, så den er trafiksikker at drikke en lille smule af. Bark og honning fra lindeblomsterne udgør bunden i den lille, lyse og effektivt gennemsmagende øl, der kun er lidt stærkere end hvad jeg ville kalde alkoholfattigt.

Vinpressen, Svaneke Bryghus

Da Brygmester besøgte sin ven, Sergej Litvo, i Moldova i Oktober, tog de 1000 kg traminerdruer med sig fra en vingård, som de i Kishinau pressede til 500 liter most. De 500 liter most blev blandet med 500 liter nybrygget urt, kogt op og humlet med magnum-humle. Det blev kølet ned og gæret med champagnegær, hvorefter det blev tørhumlet med Hallertauer Blau humle.

Det giver en overraskende frisk og letløbende smag, der er ualmindelig farlig i betragtning af bryggets styrke på 9 procent. Hemmeligheden ligger i champagnegæren, der giver en frisk syrlighed, der sammen med Hallertauerhumlen giver rigtig flotte frugtige overtoner (bloggeren bemærkede fersken og clementin).

Brygmester kunne desuden fortælle, at han mens han stod i bar skrev frem og tilbage med bemeldte Sergej, der var pavestolt over, at folk her i Danmark var glade for hans øl.

Jeg skal ikke udtale mig på vegne af danskerne generelt, men jeg var i hvert fald selv ganske begejstret.

Roadside ale, Svaneke Bryghus

Denne øl blev brygget på ting, brygmester vand i vejsiden, da han kørte hjem til Bornholm fra Moldova i en 40 år gammel Moskvich, han fik forærende af Sergej. Sergej forærede ham den, fordi han gerne ville have brygmester til at besøge ham igen. Så må man bare håbe, at bilen holder.

Sammen med vennerne fra Georgien blev det, der blev fundet i vejsiden taget med – græskar, solsikker, majs, kvæde, blade fra en hellig busk – alt muligt. Og det blev der så brygget en øl af, da de kom hjem – blot til tant og fjas. Såvidt blev brygmesters fantastiske historier om hans tur til Moldova og mødet med Sergej afsluttet. Det var i sig selv oplevelsen værd, og selv oven på dette var det faktisk lykkedes mig at notere lidt angåene bryggets karakter.

Igen er der tale om et letflydende og frisk bryg. Det kan man kun vanskeligt få for meget af under den svære tørke i de dage. Ellers var det nogenlunde jævnt bitter med en sødlig maltbund. De mange ingredienser kunne godt smages – græskar især, og selvom det hele var bundet ganske godt sammen, kunne man alligevel godt mærke, at der her mere var tale om et eskperimentelt ‘for sjov’-bryg end et der skal tages helt seriøst. De mange forskellige smagsindtryk fra mangfoldigheden af ingredienser kan ikke undgå at forvirre en anelse.

Taybeh IPA, Taybeh

Og så videre til en stand, jeg altid sørger for at besøge på ølfestivalen. Taybeh er et palæstinensisk bryggeri, der ligger på den besatte Vestbred. Det behøver ikke være nogen hemmelighed, hvor mine sympatier i den konflikt ligger. Her skal det blot siges, at jeg finder betegnelsen af Israel som en ‘jødisk stat’ inderligt problematisk, grænsende til det racistiske, al den stund at jeg ved, der er rigtig mange jøder, der ingenlunde fortjener at blive forbundet med staten Israels undertrykkelse og fordrivelse af palæstinenserne i området.

Jeg havde mødet bryggeriets kontaktperson i Danmark tilfældigt for et par uger siden, og vi havde aftalt at mødes, så jeg kunne smage bryggeriets nye IPA. Det er et bryg, der virkelig skal smages, ikke mindst fordi duften virkelig ikke gør noget væsen af sig.

Til gengæld kan man nyde bryggets krystalklare, rene, sprøde og fine smag af spæde, røgede grannåle. Brygget har været to år undervejs, og de to års passion kan virkelig mærkes i brygget.

Det var også ved Taybehs stand, at Anders, en af mine læsere, som jeg ikke kendte, hilste på. Det viste sig, at det i sin tid var Anders, der havde foreslået DTU-avisen at bruge mig som anmelder af deres øl sidste år i april. Det er altid fedt at møde sine læsere – ikke mindst når samme læsere står bag nogle af bloggens store succes’er i årenes løb.

Viborg Vintage, Viborg Bryghus

Og så strejfede jeg vist lidt mere omkring … Jeg stødte på Louise flere gange i løbet af arrangementet. Hun var sammen med to venner – Bo og Stampe. De lavede en livestream fra arrangementet, der blandt andet indeholder en langhåret pralrøv med fuldskæg, og narcissistiske tendenser i en grad, at han har sin egen blog, i hvilken han frimodigt omtaler, at han medvirker i andre menneskers livestreams. Ja, har man hørt mage …

Anyways – jeg rendte altså ind i Louise igen, der på det bestemteste advarede mod det tunge, olieagtige bryg, hun bød mig i hendes smageglas. Jeg tog en bid. Væltede massen lidt rundt på tungen, og gav mig så til at tygge – hele tiden i frygt for at arbejdsfyldningen ved min ufærdige rodbehandling skulle løsne sig i processen.

Hvis Louises plan vitterlig var at overtale mig til ikke at prøve brygget … nej, vi har spillet sammen så mange år, så selvfølgelig var den bestemte og kategoriske advarsel ikke andet end en slet skjult og hjertelig anbefaling, så af sted mod Viborg Bryghus’ stand gik det.

Brygmester (det er utroligt, som jeg aldrig får spurgt ind til deres navne) listede en længere optegnelse af inkluderede malttyper op. Desuden er brygget tripelmæsket – det vil sige at man efter kogning af urten trækker denne tilbage i mæskekarret, tilsætter ny malt og giver den en kogning mere. Hvor denne proces normalt tager nogle timer, tog denne øl hele dagen at brygge – fra syv om morgenen til tyve minutter over elleve om aftenen. Den er diskret humlet og hævet med bourbon-gær og portvinsgær. Desuden er den tilsat lakrids og rørsukker.

Adspurgt til konceptet bag brygget, svarede brygmester, at den var et forsøg på at udfordre sig selv, og se hvor langt han kunne gå med et bryg. Flaskerne fik desuden tilført lak, og blev sat i trækasser, og det vil være en årligt tilbagevendende begivenhed at lave disse ‘fuldstændig åndssvage’ (brygmesters egne ord) øl. Aldrig den samme opskrift, ligesom bryggeriet i forvejen laver en månedens øl med ny opskrift hver gang, men næppe så ekstrem som denne.

Næste års øl er allerede delvist planlagt. Et par belgiske bryggere skal være med til at udvikle den. Jeg glæder mig.

Selve brygget vil jeg beskrive som en sej, olieagtig substans, der vel i sidste ende kan betegnes som en Russian Imperial Stout, what with den lave bitterhed, og brede maltprofil. Hver dråbe af brygget er et lille kompakt kvantum paradis af lakrids, lakrids og lakrids. Sød lakrids, stærk lakrids, medium lakrids, finsk lakrids … men nok, når det kommer til stykket, mest af alt af … lakrids. Et billede af brygget må læserne desværre have til gode. I farten fik jeg kun en udtalelse fra brygmester og nogle hastigt nedkradsede noter – ingen billeder. Men lad os bare sige, at brygget nok kommer ret tæt på, hvordan man forestiller sig et sort hul ser ud indefra.

I sandhed well done. bryggeriet Viborg Bryghus vender jeg tilbage til sidst i indlægget.

Mangalore Sour, Dry & Bitter

Efter forgæves at have forsøgt at slikke mine tænder rene et stykke tid, faldt mit blik på ryggen af en stor Cannibal Corpse T-shirt. Jeg tænkte, at den bod, man fandt sådan en T-shirt i, måtte have godt øl.

Og ikke bare det – også gode mennesker. Indehaveren af T-shirten viste sig at være Jacob Storm, brygmester hos Amager Bryghus, så dér var der omsider en brygmester jeg kunne huske navnet på. Han bød på spontan krammer, hvilket næsten (men også kun næsten) var lige så skønt som de bedste øl, jeg prøvede den aften. Han stod desuden sammen med Peter Myrup Olesen, manden bag Beerticker (og min tidligere nabo – næsten i hvert fald) så selskabet kunne vanskeligt have været bedre.

Det samme gjaldt øllet. Specifikationerne fik jeg ikke helt styr på, før der blev smagt. Til gengæld huskede jeg billedet. At brygget var tilsat mango fik jeg i det mindste med, og selv hvis ikke, havde jeg næppe været i tvivl efter at have annammet duften. Frugten udgør til gengæld kun et sekundært bagtæppe til endnu en forfriskende syrlig oplevelse. Limearoma træder i forgrunden og gør sammen med bryggets lethed hele oplevelsen til et udsøgt vederkvægende pusterum i sommerheden.

Sommerbryg, Bryghus no. 5/Holbæk Bryghus

Bryghus no. 5 er et restaurantbryggeri tilknyttet Holbæk Bryghus. Der brygges de øl, som serveres i restauranten, mens bryggeriets konsumøl faldbydes i diverse supermarkeder rundt omkring i landet. Til dagligt kan et bryg som dette altså ikke sådan lige fås i almindelig handel, og det er jo netop en af de bedste begrundelser for at tage på ølfestivaler: Så har man chancen for at prøve det, som man ellers nok aldrig ville være stødt på.

Der var åbenbart en vis uenighed om bryggets aroma. Jeg syntes den var sød, hvilket bartender benægtede. Banansmagen er der dog, mens denne ikke forvarsles i en ellers syrligtfrisk duft. Syren og bananen matcher dog hinanden fint i endnu en sommeregnet tørstslukker.

A-Z Ale no. 16 på fad, Refsvindinge

Nu var det tid til en genganger. Denne øl var en af de allerførste jeg prøvede som blogger, og skuffelsen var svær al den stund at den fra en emballage overhovedet ikke levede op til mine erindringer om den. Jeg havde i sin tid prøvet den fra fad, og nu var der endelig en chance for at prøve netop dét en gang til. Mit spinkle, naive håb var, at hvis bare jeg prøvede den på fad, ville oplevelsen fra dengang på Scandinavian School of Piping & Drumming, hvor jeg lærte at elske den så højt, gentage sig.

Og det gjorde den! Fantastisk! Min mistanke om, at Bryggeriet Vestfyens licensbryg af denne øl var inderligt fejlbehæftet holdt stik! Tilbage var de søde, kraftige frugtnoter af blommer og kirsebær. Den fyldige finish af svesker og druer. Og den bagvedliggende bitterhed af egetræsharpiks. Bitrere, måske, end jeg egentlig huskede den – måske har den alligevel ændret sig en anelse gennem årene – men kvaliteten er bestemt ikke gået ned!

Jeg anmelder ikke øl decideret, når jeg rapporterer fra events som denne. Men her er en helt oplagt kandidat til en revisited-anmeldelse, en dag når jeg kan få en hel på fad.

Tid til leg …

Der sker jo en masse forskelligt på sådan en festival, og det er jo ikke bare sådan, at man går rundt til alle standene for at prøve øl. På en scene bagest i det store værkstedslokale havde tre fysikere således indfundet sig til en lille … er det ‘event’ man kalder det på nutidensungdomsk?

De havde i hvert fald bevæbnet sig med en god tæt stout fra Det Lille Bryggeri, fløde, sødmælk, hakket chokolade, vanillesukker, æg, et overdimensioneret industrielt piskeris og … flydende kvælstof. Hele baduljen blev kastet op i et kar – på nær det flydende kvælstof … vel, og på nær også piskeriset – det var at betragte som et stykke værktøj og ikke en af ingredienserne. Piskeriset blev til gengæld sat i gang, og mens det gjorde, hvad sådan et piskeris nu engang gør, hældte en anden af fysikerne forsigtigt det flydende kvælstof ned i blandingen.

Ingredienserne forvandledes således på få sekunder til det fineste flødeis – med stout – man kunne ønske sig, og så var der ellers bare gratis uddeling på stedet.

Det smagte skønt, dejligt luftigt, dejligt frisk, og med den helt rigtige kombination af mokka og og løvtræ, som kun en stout ville kunne give is.

– Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke fik taget nogen billeder af selve processen. Men i betragtning af, hvordan ølfestivalerne alt for ofte indebærer mig halsende rundt, ivrigt skriblende og fotograferende – sjældent sekunder ad gangen i ro. At se de kyndige hænder forvandle stout til det fineste flødeis, var mit Zen-øjeblik, hvor jeg for en stund kunne lade noter, billeder og dokumentation være noter, billeder og dokumentation – og bare nyde det.

Knuckle Dragger Imperial IPA, Anarchy Brewing Co.

Videre gik det, og så småt begyndte udmattelsen også at indfinde sig. Jeg fandt en bar, der virkede umiddelbart tiltalende. Jeg anser mig selv for en gammel anarkist, selvom begrebet i disse år desværre bliver stadigt mere udvandet – men det sparer jeg jer yderligere kværuleringer om for nuværende.

Jeg gik efter en IPA, da det fortsat er min yndlingstype. Og bare fordi opmærksomheden om typen er for nedadgående, render dens objektive kvaliteter – friskhed, karskhed, bitterhed, bidskhed – ingen vegne.

Her er en virkelig intens én, hvor man mærker det uhøvlede nåletræ nydeløst rive i tungen og overalt efterlade skarpe, sviende splinter af dødsbitter træ- og nålearoma fra helvede. Bryggets fylde mærkes i hele kæften, og ikke kun der hvor det bestialske bryg fent faktisk befinder sig. Hvor kæftenikke lige spiddes af de skarpe, flossede træ- og nålesplinter, svider kommenaromaen resten af mundhulen af.

And it went increasingly wrong from here …

Det var mens jeg nød Anarchy Brewings fandenivoldske mesterværk, at jeg blev antastet af Martin Bo Pedersen, den kringlede hjerne bag Nanobryggeriet Redekassen. Han havde lidt smagsprøver, han ville præsentere mig for. And to make matters worse, indfandt Carsten Berthelsen (ingen videre præsentation burde være nødvendig) sig også.

– Så fik jeg også mødt ham … sådan rigtig i virkeligheden. Og hvis man ikke tror på mig, man man bare spole tilbage til toppen af indlægget, hvor han, Martin og jeg kan opleves i (u)skøn forening.

SUSÅ, Åmarks Bryg

Præcis hvad Martins aktier var i dette bryg, fik jeg ikke med – han delte sin stand med nogle andre bryggere, heriblandt Åmarks Bryg, som jeg desværre heller ikke nåede at få meget at vide om. Min koncentrationsevne er omvendt proportional med min promille.

Brygget er på afdæmpede 3,1 %, har en god maltbund med rigeligt humlekrydderi. Friskheden gør endnu engang godt i det aggressive sommervejr.

Præstekrage, Redekassen

Til gengæld havde Martin et af sine bryg parat, og denne gang fik jeg – takket være min diktafon – ordentlig besked om brygget. Der er tale om en Barley Wine, delvist brygget på økologiske drivhusdruer, som Martin havde ladet ligge i vodka i 18 måneder. Derefter bryggede han selve øllet på sukkeret fra druerne – og ikke andet sukker end det.

Noter om tung malt og godt med fylde samt på diktafonen en erklæring om, at det er en af de bedste Barley Wines, jeg har smagt, vidner om at den må have gjort indtryk på mig. En detaljeret beskrivelse af hvorfor den gjorde indtryk, må læserne have til gode. Martin har til gengæld planer om noget stort også næste år, Da vil han bruge druer, der har ligget i 38 måneder i stedet.

Whisky Stout, Elverhøj Surtølsbryggeri

Det vildeste fra Martin og Co.’s stand var en whisky stout, som brygmester stolt berettede, var lagret på Stauning Whisky-fade. Stauning Whisky er – så vidt jeg ved – det første destilleri i Danmark, der har brygget sin egen single malt whisky. En duft af tæt tjærerøg skaber forventninger om et bryg, der er så tungt, at det burde have sin egen måne kredsende om det. I stedet mødes man af fjerlet, dunet spirituøsitet og intens, fyldig kaffearoma af de bedste bønner i verden.

Dermed var der sat et nydeligt punktum for en begivenheds- og indtryksrig aften. Jeg tog afsked med Martin, Carsten og brygmesteren fra Elverhøj. Men før jeg forlod matriklen, stak jeg lige forbi Hoppebryg, hvor Brian havde en hilsen fra Kongebryg stående til mig. I Viborg Bryghus stand var der også stillet et par smagsprøver til side, og disse vil blive behørigt anmeldt ved senere lejlighed, så forbliv som altid indstillet.

Opsummering

Et forsøg på at opsummere de mange indtryk fra Ølfestivalen, måske endda som et fingerpeg om de generelle tendenser i øludviklingen i øjeblikket, er vel på sin plads her til allersidst.

Udlandet virkede underligt fraværende. Men jeg har ingen grund til at tro, at den fæle nationalisme, der holder vores land i et kvælende jerngreb også har bredt sig til markedet for kvalitetsøl. At små projekter som Redekassen, Elverhøj Surtølsbryggerie og andre små aktører til gengæld er rigere repræsenteret peger vel blot på en anderledes – og i mine øjne særdeles prisværdig prioritering af de små projekter frem for de store fra DØE’s side.

Efter at IPA’erne har været helt fremme i feltet de sidste mange år, er de mere syrlige og friske øltyper helt tydeligt på vej frem. Frem for at lægge vægten på humle, får esterne – gærenes affaldsstoffer langt mere spillerum i dag, mens de tidligere nærmest blev anset for rent gift for det gode øl.

Nu bruges de aktivt for at fremme syrlighed, friskhed og bananaroma – og ikke nødvendigvis for at kæle for smagsløgene eller for at gøre bryggene lettere tilgængelige. Næh, deres rolle er for så vidt den samme, som de mange humletyper var det tidligere – at agere legeredskaber, som bryggerne kan tumle og udfolde sig kreativt i. Og med de knudrede, spændende og ikke mindst usædvanlige aromaer som esterne giver, er der åbnet for helt nye vidder, der i de kommende år forhåbentlig bliver grundigt udforsket – til alle os ølelskeres fornøjelse og lyst.

Tak for i år. Tak til Danske Ølentusiaster for endnu et rigtigt fint arrangement. Vi ses til næste år.

Deuteronomium III – 2012

Kaosåret …

Skulle man ikke vide det, eller skulle man have glemt, at jeg har nævnt det tidligere i serien af tilbageblik på de forløbne år som ølblogger, så betyder ordet ‘deuteronoium’ netop dette – et tilbageblik. Desuden er det betegnelsen i Vulgata, den latinske oversættelse af Bogen (eller Bibelen, som den hedder på danskificeret oldgræsk), for Femte Sumpbog.

Indledningsvis får man at vide, at bogen netop er et tilbageblik på de 40 års vandring gennem de skønsmæssigt 450 km ørken (i sig selv en bedrift at have så elendig en stedsans). Bogen er næppe overraskende kortere end de foregående tre bøger, der beskriver de samme begivenheder i undertiden nidkære detaljer. Og dette i sig selv er en uoverkommelig indikator på, at Femte Sumpbog oprindeligt overhovedet ikke har været noget tilbageblik på de foregående bøger, men derimod en langt ældre tekst, der meget vel kan have fungeret som kildegrundlag for disse.

Endnu en grund til om ikke ligefrem at betvivle Bibelens autencitet som Guds ufejlbarlige, åbenbarede ord, så i det mindste at tageden med et gran – eller måske endda en knivspids – salt.

Til gengæld kan læserne være sikre på, at kildegrundlaget som dette deuteronomium er baseret på, rent faktisk er ældre end deuteronomiummet selv. Og oven i købet går kildeteksterne rent faktisk forud for tilbageblikket i den selvsamme tekst. I dette tilfælde det efterhånden betragtelige bagkatalog i Kajs Ølblog – i dette tilfælde indlæggene fra året 2012.

Der skete meget

Det var i sandhed et begivenhedsrigt, for ikke at sige kaotisk år. Ved gennemskimning af årets indlæg bed jeg således mere mærke i, hvad jeg og min familie oplevede, end de øl, jeg afprøvede. Ved årets start boede vi (altså jeg og familien) fortsat tre (undertiden fire, når bonussøn var der) personer høj i en treværelses lejlighed i Herredsvang i Århus Vest. I løbet af året blev vi fire (fem) da min yngste datter Thyra gjorde os selskab på tooghalvfjerdsårsdagen for min forlængst afdøde mors tilverdenkomst – også kendt som 1. maj.

Jeg var, ligesom min daværende hustru, finanskriseramt – altså arbejdsløs, og henover sommeren begyndte kontanthjælpen at lure truende i horisonten.

Dagpengeperioden var blevet halveret kort tid forinden, og det blev anledningen til at vi alle fire i efteråret rykkede teltpælene op, og under stor ståhej flyttede til Irland.

Der blev vi ikke længe. Vi øjnede snart chancen til at vende tilbage til Danmark, og efter to måneder flyttede vi ind hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, hvor vi boede resten af det år. Kort efter hjemkomsten fandt jeg arbejde, eller rettere – min eks fandt mig et arbejde, som jeg stadig har.

Fra start til slut

Men der var selvfølgelig også markante øloplevelser det år. Januar var fyldt med juleøl, som jeg ikke havde nået at afprøve året forinden. Det skulle ikke blive sidste gang – og heller ikke sidste gang, at der ikke var nogen systematik at spore i, hvilke juleøl, der havde fået lov at stå højtiden over.

Til gengæld vakte et glæde, men også et stik i hjertet, da jeg ved min gennemgang opdagede, at det var i januar 2012, at de første øl fra Pladderballe Bryghus kom på markedet. Jeg købte dem rub og stub, selvom de faktisk var relativt dyre – og jeg var som bekendt på dagpenge, men dirrende af forventning lagde jeg dem i kurven med forventning om en eksorbitant skuffelse, når det skulle vise sig, at konceptet var 100 % marketing og 0 % kvalitet.

Forventningerne skulle vise sig ikke at blive indfriet. Tre af fire øl, bryggeriet sendte ud i starten af 2012 var aldeles fremragende, ud over at de ved at tage fat i Monrad & Rislunds fjollede univers, havde en meget bred folkelig appel. Jeg er ikke i tvivl om, at Coops samarbejde med Slotsbryggeriet Føniks om den ølhistorie, var en af de vigtigste årsager til, at betegnelser som ‘specialbryg’, ‘håndbryg’, ‘kvalitetsbryg’ og ‘mikrobryg’ blev hvermandseje herhjemme.

Serien blev også i høj grad medvirkende til, at min blog kom ud over kanten og blev kendt blandt andre end bare mine nære venner og familie. Salig Jan Monrad hamselv valgte allerede fra starten at linke til mine anmeldelser på hans facebook-side, og det fortsatte han med, frem til hans alt for tidlige død i november 2015. Også på Pladderballe Bryghus’ hjemmeside var det mine bloganmeldelser, der blev linket til. Selv når disse ikke engang var entydigt positive.

Men højt at flyve, dybt at falde – så passende sådanne forslidte klichéer ind imellem kan være … Slotsbryggeriet Føniks kunne overhovedet ikke følge med den pludselige enorme efterspørgsel. Især ikke da deres IPA (som var den eneste af de første Pladderballe-øl, der ikke var lige i øjet) blev inficeret, så flaskerne eksploderede af sig selv.

I 2016 – længe efter at Slotsbryggeriet Føniks var gået heden, og Svaneke havde overtaget fantombryggeriet Pladderballe – fik jeg lov at tage det lille bryganlæg i øjesyn. Det var nemlig opkøbt af Kongebryg – men det gode samarbejde, jeg siden har haft med dem, er der stadig længe til at vi når frem til. At et bryggeri med så lille kapacitet ikke vil være i stand til at levere superpopulært specialøl til en af landets største supermarkedskæder uden den mindste fejlmargin, behøver man ikke være brygmester for at kunne lure.

Ud på sommeren måtte Slotsbryggeriet Føniks kaste håndklædet i ringen og erklære sig konkurs – kvalt i egen succes. Jan Monrad og jeg udvekslede stadig lejlighedsvis ølrelaterede – og andre – venskabeligheder, men øllet niveau fik altså et afgørende nøk nedad, da Svaneke overtog produktionen.

Lidt fra Skotland

Året forinden havde jeg lagt sækkepibespillet på hylden, og der ligger det i øvrigt fortsat. Min kærlighed til Skotland var (og er) dog fortsat intakt, og derfor glædede det mig, at flere skotske mikrobryggerier meldte sig efter at Brew Dog også året forinden havde brækket muren ned.

Belhaven er et således et skotsk bryggeri, som jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette år. Og når jeg en sjælden gang imellem ser mere fra dem, ryger det omgående i indkøbskurven. Uden at det har været svært at få armene ned efter at have prøvet deres bryg, ganske vist. Et eller andet er bare intuitivt appellerende ved dem.

Modsat Innis & Gunn’s’ (ja, der skal være apostrof både før og efter s’et) fadlagrede øl. Bryggeriet solgte sig selv ved netop dette koncept, at alt deres øl var lagret – gerne på whiskyfade, men også sherryfade var i brug.

Resultatet var imidlertid ikke videre interessant, og den insufficiente oplevelse cementerede min opfattelse om, at det vigtigste er øllet og øllets kvalitet, mens de fikse ideer og koncepter, man eventuelt brygger på baggrund af, er sekundære. Og puster man koncepterne op til at være det centrale, lider øllet skade. I Innis & Gunn’s’ tilfælde er det fx passende at anføre, at man skam sagtens kan lagre sit øl, uden at man nødvendigvis skal gøre det med det alt sammen. Amager Bryghus havde fx held med en lagret stout, kan jeg huske – helt uden at fadlagring er noget de gør det i hver gang.

Fakta

Jeg forsikrer aldrig så indtrængende læserne om, at jeg skam ikke på nogen måde er sponsoreret af supermarkedskæden Fakta, endsige COOP-koncernen, der står bag. Som fattiglus er det, ligesom det var dengang, mit foretrukne sted at handle. Varerne er billige i en sjælden set kombination med efter min vurdering at være af lødig kvalitet.

Og så sker det altså også bare, at netop Fakta-kæden med jævne mellemrum har rigtig spændende øl på hylderne. Både spotvarehylderne, hvor udvalget undertiden kan være helt usædvanligt godt, mens kæden også fører et fast udvalg af ‘Usual Suspects’. Disse mikrobryggerier var ikke helt så fast inventar dengang, men 2012 kunne se ud til at være året, hvor de lagde sig til rette som dette.

Fynske Indslev – og deres eksperimentelle aflægger Ugly Duck Brewing – rendyrkede et koncept om kun at brygge hvedeøl. Det har de ikke helt kunnet overholde, hvilket denne blogger i hvert fald ikke skal holde imod dem. Til gengæld viser dette, hvordan hvedeøl det år stadig i en eller anden grad blev anset for fancy, når et mikrobryggeri kunne gøre dette til deres koncept.

Ligeledes fra Fyn dukkede bryggeriet Ørbæk op i Fakta efter i de foregående år bedst havde været at finde i økologiske grønthandlere og hippiebutikker. De lader til gengæld at have holdt fast i deres koncept om altid at brygge økologisk øl. Det gav dem et stort plads i mit hjerte dengang – måske lidt for stort i betragtning af, at man undertiden kunne have de hæderlige principper under mistanke for at medføre øllets vigende kvalitet. Ironisk nok har jeg nu om dage slækket lidt på de økologiske principper, kun for at opdage, at Ørbæk holder fast i dem og endelig kan finde ud af at lave øl af ordentlig kvalitet.
De havde i øvrigt også vanskeligheder med betegnelserne. Deres IPA betegnede de konsekvent ‘Indian Pale Ale’. – Bare lige for at jokke i det: IndiaN Pale Ale, indtil især bloggermiljøet havde gjort så meget grin ad det på de sociale medier, at de endelig fik det lavet om. Én blogger – desværre husker jeg ikke hvem – var vaks til at tage et billede af et parti Ørbæk IPA i et supermarked – tydeligvis af to forskellige batches stillet på samme hylde. Således var der både ældre eksemplarer med det infame ‘n’ i navnet, mens det var fraværende i andre.
Jeg holdt mig i skindet, for jeg havde ved min første IPA-anmeldelse selv begået samme fejl. En fejl, der i øvrigt stadig kan læses i indlægget, da jeg som blogger – og ikke egentlig ekspert – gerne står ved min skrigende inkompetence.

Samtidig sendte discountsupermarkedet også i flere omgange rigtige belgiske klosterøl på hylderne. Her var der tale om en kvalitet, der ellers kun kunne erhverves i fine vinforretninger og specialølsbutikker. Men nu kunne de altså fås billigt fra Faktas hylder med spotvarer.
Dengang var jeg begejstret – for intet ville som dette kunne få specialøllene ud til den jævne befolkning (det skulle da lige være mikroølskoncepter såsom Pladderballe Bryghus). I dag kan man med rimelighed fremføre den kritik, at Fakta (og andre supermarkeder) med sine slagtilbud ødelægger de små specialbutikkers livsgrundlag. Analogt, i øvrigt, med bryggiganter, der med masseproducerede kvalitetsprodukter tramper de mindre aktører under fode ved at lokke disses kundegrundlag tilbage med produkter, giganterne kan producere billigere.

Udenlandske standardøl, til gengæld – dem kan Fakta plastre deres hylder til med uden antydning af brok herfra. Disse begyndte nemlig også at dukke op det år. Belgiske og hollandske industrigiganter dukkede så småt op med produkter som ‘Oranjeboom‘ og ‘Primus Haacht‘. Det var pilsnerøl, industrielle, uanselige, tynde – som sådan nogle jo er. Fuldkommen uden særlige meritter, men bare til stede for at foregøgle et større udvalg. De findes stadig på hylderne for specialbryg, hvorved Fakta stadig i praksis plejer den fejlopfattelse, at udenlandsk øl er specielt og eksotisk alene fordi det er udenlandsk. De i dette afsnit nævnte brands hører imidlertid til i stakkene med Hof og Tuborg – ikke på hylderne sammen med Willemoes- Ærø- og Svaneke-serierne, der alle i hvert fald tilbyder en større diversitet i udtrykket.

Påskeøl

Og det år fik jeg åbenbart realiseret en af mine ambitioner – konsekvent at anmelde sæson-øl, i dette tilfælde påskeøl. Vinderen af temaet blev Herslevs rigtig gode – men også dyre (for det er Herslevs øl gerne) påskeøl, der sammen med flere andre prøver slog bryggeriets navn fast som yndling på bloggen. Jeg hæftede mig til gengæld ved den generelt sparsomme variation i produkterne, og uden at jeg i skrivende stund husker mit sindelag tydeligt, da temaet var færdiggjort særlig godt, hæfter jeg mig ved, at den slags sæsonbestemte temaer ikke er noget jeg siden har gjort det synderligt meget i – og slet ikke på årsbasis. Det eneste der kommer tæt på var årene, hvor jeg fik sponsoreret alle øl fra Kvicklys Ølfestival til anmeldelse. Det event startede Kvickly i øvrigt det år – men det var først et par år senere, at jeg fik lavet sponsoraftalen.
Et andet resultat af påskeølstemaet var, at jeg blev så træt af Thisted Bryghus, at jeg det følgende års tid nærmest boykottede dem fra bloggen. Bryggeriet var ellers ganske produktivt under brygmester Henrik Sørensen, der både lancerede nye produkter og arrangerede gamle klassikere i nye serier. Desværre fulgte kvaliteten efter min smag ikke med, og så var der jo den evige tilsætning af sulfit, der bare overhovedet ikke klædte bryggeriet, der som de første herhjemme havde brygget en økologisk øl.

Mennesker

Så småt begyndte jeg også at pleje kontakter med andre ølinteresserede. Man kommer jo nok ikke udenom, når man i længere tid beskæftiger sig med et givent emne, at stifte bekendtskab med nye mennesker, der deler ens interesse. Det er egentlig imponerende, at det ikke tog fart tidligere, men det demonstrerer vel så nydeligt min noget introverte karakter. Jeg arbejder bare bedst i enrum – mig selv, alene med min PC, noget musik og varm kaffe. Ja, varm kaffe, også i sommervarmen, og jeg drikker næsten aldrig øl mens jeg skriver – go figure.

Jeg fik således min første donation nogensinde tilsendt. Den kom fra en gammel studiekammerat, der mente at jeg skulle lære Wiibroes stout at kende – ikke mindst fordi han gerne ville vide, hvad jeg mon mente om den. Den var aldeles fremragende, og i mine øjne er den sammen med Gl. Carlsberg Porter den bedste industrielle stout herhjemme. Ja, jeg er så kættersk, at jeg henviser Limfjordsporteren til en tredjeplads.

Jeg mødte også en anden ølblogger, Jacob Schytz, der i mellemtiden har lagt anmelderiet på hylden. I lang tid var han medanmelder hos “The Master of Hoppets”, Peter Godtberg Jensen, som jeg til gengæld endnu har til gode at møde i virkeligheden. Jacobs hjemmebryg blev også behørigt anmeldt, efter at det var udleveret ved det års Skandinaviske Mesterskab i sækkepibespil, der blev afholdt i Lindholm Høje ved Aalborg. Det var mit andet år bare som tilskuer.

Endelig introducerede min gode ven og senere så hyppige gæsteanmelder Marcus mig for Beer Here’s øl under en ferietur til København. Åbenbart har jeg ikke siden prøvet øl fra den kant – men bagmanden Christian Skovdal Andersen har hele tiden nye jern i ilden, så mon ikke han bare har fundet sig et nyt koncept at bruge sin kreativitet på?

Det løse …

Hvad skete der ellers? I Føtex fandt jeg de første Sierra Nevada øl og var solgt fra første dråbe. Skands stiftede jeg også bekendtskab med, og var begejstret. Den begejstring er til gengæld blevet dæmpet lidt siden, men som det første bryggeri herhjemme med en kvindelig brygmester (Birthe Skands, hvis ikke man skulle vide det), vil det vestegnske bryggeri fortsat have rigeligt mojo at give af. Var det også det år, at torvehallerne blev bygget? Jeg tror det, for der købte jeg i hvert fald nogle meget dyre (det har ting i Torvehallerne det med at være) og fancy tjekkiske øl … der viste sig at være ret ligegyldige i udtrykket. Det var vel der jeg endeligt kunne slå fast, at øllets ophav eller historie aldrig kan stå alene. Indholdet af flasken tæller mere end alt hvad der måtte være plastret udenpå.

Irland

Den to måneder lange afstikker til Irland undgår jeg ikke at give sit eget afsnit. Men hvad der ikke lige handlede om øl er vel allerede berørt indledningsvist.

Læser man min blog regelmæssigt, vil man vide, at jeg ikke er imponeret over irsk øl. Det lunkne forhold var næppe overraskende resultat af de stikprøver jeg tog under vores ophold. Først var der Guinness. I mine øjne en hyggelig bællebajer, der bare tilfældigvis er meget mørk. Men dens letdrikkelighed og vigende fylde alene får den til at falde langt langt under de hjemlige stouts, der blev omtalt foroven i kvalitet. Guinness fremmeste fordel er, at den kan jeg drikke mange af, hvis laget er festligt nok. Limfjordsporter til gengæld kan jeg sjældent klemme mere end to ned af uanset hvor festligt det er.

Hvad så med craft-beer-scenen derovre? Vel, den eksisterer da. Farvestrålende etiketter, spændende historier, små brygenheder … alt det var på plads. Til gengæld kneb det med indholdet. Uden at det var væmmeligt eller udrikkeligt var det heller aldrig specielt godt. Måske var det godt, men så heller ikke mere. Jeg blev hurtigt træt af det, ikke mindst fordi jeg også i Irland var et fattigt menneske, der i længden ikke gad bruge ustyrlige mængder af mine surt opsparede Euro på øl, der i grunden ikke smagte af noget særligt.

Én undtagelse skulle der dog vise sig at være. Galway Hooker Pale Ale var faktisk rigtig god. Punktummet for mit afdækning af det irske specialølsmarked – for det var den sidste irske specialøl, jeg prøvede derovre – var i det mindste aldeles nydeligt.

Jul hos far

Og så flyttede vi jo hjem til min far, da vi ikke kunne holde Irland ud længere. Han boede dengang i Hvalsø – nu er han jo flyttet på plejehjem – og det blev til et lille halvt år hos ham. Det var heller ikke altid lige nemt, men vi havde i det mindste tag over hovedet, og jeg havde endelig fundet arbejde.

Ølmæssigt stod på de juleøl, jeg nu tilfældigvis fandt, og gad anmelde. Men ellers havde Fakta – igen-igen – et godt tilbud, som jeg siden hen skulle komme til at referere til jævnligt. Fire store Tongerlo-øl fra et belgisk bryggeri ved byen Tongeren, et sted jeg kender godt fra min tid som sækkepibemusiker. To af dem blev drukket, én af dem blev ofret (jeg var dengang som nu fest-hedning – og senere fandt jeg i øvrigt et nyt eksemplar og fik den behørigt anmeldt) og én blev kun nippet til – så røg den i vasken.

Tongerlo Prior, hed den – eller hedder den. For af for mig uforståelige årsager har den fundet vej som fast inventar i Fakta. Jeg har fundet ud af, at den som Tripel Blonde rent faktisk skal smage af forgamlet banan, kogesprit og dårlig marcipan. Dermed findes der altså en øltype, som jeg formentlig aldrig vil kunne lære at nyde – og det var denne øl af den type, jeg prøvede som den første.

Den aften i december 2012, hjemme hos min far i Hvalsø …

Det forekommer efterhånden at være længe siden nu.

Der er også meget mere, der skal fortælles. Flere flytninger, flere omvæltninger og ikke mindst mange flere øl …

… Forbliv indstillet for tilbageblikket på 2013 – snart på Kajs Ølblog.

Deuteronomium II – 2011

De glemte øls år …

Jeg skal ikke glemme mit jubilæumsprojekt – tilbageblikket, eller deuteronomiummet som det hedder i den gode bog (der som bekendt er ret elendig), på de efterhånden ikke helt få år, jeg har blogget. Jeg frygtede lidt at hvert år skulle blive “mit ølår” version 2. Ved gennemskimning af indlæggene og revision af, hvad jeg har skrevet gennem tiden, har jeg til gengæld snart konstateret, at der ikke er den store fare for det.

Én ting er, at jeg helt bevidst trækker nogle andre linjer op, end i årsrapporterne. Noget andet er den erfaring 8 års bloggeri trods alt har givet mig. Det mig et nyt perspektiv på de gamle indlæg.

De glemte øl

Det der mere end noget andet sprang i øjnene ved gennemgang af ølåret 2011 var de mange øl, der i dag er glemt og borte. De glemte øl var for størstedelens vedkommende elementer i fælt opstyltede marketingstunts, vakkelvorne tårne af kulørte byggeklodser, der nærmest skreg efter at den første og bedste tumling måtte vælte dem til lige dele rabalder og moro. (Småbørnsassociationen kommer måske af, at min søn det år lærte at krybe, kravle og gå – men det er alt sammen en anden historie.)

På forhånd huskede jeg Cults rædsel af en industriøl ved navn Kay-Sar. Hvor mange husker overhovedet den endnu? Og et endnu bedre spørgsmål: Hvor mange opdagede overhovedet, at den var der dengang? Den optog ganske vist noget plads i supermarkederne, da Cult åbenbart havde betalt ekstra for køleskabe, kun for deres über-fancy flasker med komplet ligegyldigt, tyndt industriøl. Den fik ellers ikke for lidt med markedsføringen; Cults direktør, Brian Sørensen annoncerede hovmodigt i Jyllands Posten, at man ville gøre Carlsberg rangen stridig. Vel … Fat chance var vist holdningen hos alle os, der læste sludderet, og se hvor fik vi ret.

Efter trekvart år var brygget ude af handlen igen – godt og vel. En forudsigelse, jeg fik ret i. Ganske vist var bestyrtelsen over forudsigelsen omtrent lige så stor som over, at solen igen stod op i morges.

Og solen skal nok fortsætte med at stå op igen en rum tid endnu. Spørgsmålet er, hvor længe vi vil være der til at bevidne det. I betragtning af hvor stejlt ned ad bakke, det går for klimaet for tiden, og hvor lidt vi som mennesker er villige til at gøre noget ved det, ser det i hvert fald ikke for lyst ud. I slutningen af 2010 kom det for alvor til at se mørkt ud, da klimatopmødet i Cancun endte uden resultat. Harboe lancerede ellers Clim8 – en CO2-neutral øl i anledningen, som jeg fik prøvet i januar måned. Jeg gætter på at målet var at profilere sig selv snarere end rent faktisk at hjælpe.

Hverken til megen hjælp for klimaet eller for Harboes profil har den nok været, for ikke længe efter klimasammenbruddet kunne den fås til ikke særlig mange penge i Fakta – og i dag er den vel helt fortrængt – fuldstændig ligesom klimakatastrofen.

Endelig kopierede Royal Unibrew en af Carlsbergs (se forneden) fikse ideer fra det år – de trak vokalerne ud af ordet ‘pilsner‘ i forventning om, at deres i forvejen fortyndede vandprodukt på en eller anden måde ville tage sig bedre ud derefter – guess what … it didn’t.

Et brand der også er gået heden siden er Änglamarks øl. Selve brandet Änglamark består som en serie af økologiske discountprodukter i COOP’s butikker, og i starten var der også nogle øl på programmet, der blev produceret i Sverige. Anledningen til min anmeldelse var fantastisk – vi levede en weekend som ægte bonderøve på en nedlagt landejendom nær Randers, men det var bestemt ikke for dén øl, at turen blev husket.

Selve ideen om et fast billigt brand af økologiske standardøl er ellers på mange niveauer tiltalende.

Carlsberg holdt sig ellers heller ikke tilbage i 2011. De besluttede sig for en form for relancering af brandet, hvor de smed en forbandet masse nye produkter på markedet på én gang … for allesammen næsten lige så hurtigt at gå i glemmebogen. Få år tidligere – i 2004 – havde bryggeriet forsøgt sig med en ny flaske – et forsøg, der floppede totalt. Det har Carlsbergs smarte fornyelsesprojekter det med at gøre. Det skøreste af det hele var, at de endnu engang ville lancere en ny flaske som del af deres relancering. Det var set før, det var floppet før … hvad er det nu man siger om dem, der hele tiden gør det samme, og forventer nye resultater hver gang?

Lavest scorede Copen*hagen (jeg har aldrig magtet at rette fejlen i overskriften på det oprindelige indlæg, da jeg ikke finder øllet det værd. Og nu hvor jeg eksplicit har bemærket det, tror jeg faktisk aldrig jeg vil ændre det, som en form for demonstrativ trods) – en tisgul rædsel solgt i en sodavandflaske. Det bedste man kunne sige om den, at den i det mindste ikke smagte som den urinprøve, den lignede. Den smagte af stort set ingenting, og ingenting smager i det mindste ikke særlig grimt. Den største lidelse ved brygget var ikke konsumptionen eller anmeldelsen, men at jeg efter at have fået fjernet min blindtarm måtte opleve, at en reklame for den blev vist på den stue på Aarhus Kommunehospital, hvor jeg var indlagt. Den sleske baryton og det stereotype glansbillede fuldendte billedet af et marketingstunt, der var kørt fuldstændig af sporet.

Copenhagen husker jeg. Carlsberg Export havde jeg i til gengæld svedt fuldstændig ud. Men det er der ud fra min anmeldelse, vist ikke så meget at sige til. Er der mon nogen af læserne, der kan huske den dag i dag?

De to pilsnere, der udmærkede sig ved at være kedeligere end Carlsbergs standardprodukt, den generiske Premium (som vi vender tilbage til) blev fulgt op af et ølvalg med tre kandidater. To gange før havde Carlsberg afholdt et ølvalg – det første fandt sted engang i slutningen af 90’erne, hvor Carls Special (også anmeldt i 2011) vandt. Her viste vinderen sig undtagelsesvis langtidsholdbar, for Carlsberg Dark, der vandt i 2002 (tror jeg det var) var godt nok ikke på markedet længe, før den ikke kunne fås længere.

Ved valget i 2011 deltog Plzner, der mest smagte af vand – at smide en vokal ud og erstatte ‘s’et med det mere hipsterpopsmarte ‘z’ var åbenbart ikke nok til at få øllet til at smage ordentligt. Gylden løb af med sejren, hvilket var denne blogger en kæmpe gåde. En rodet sag af sød humle, overmodne æbler og deraf følgende gærvinøs syre var ingen større fryd. Bock gjorde som den eneste øl et ordentligt indtryk på undertegnede, men hvad nytter det, når pøbelen aldrig stemmer som den burde?

 

Endelig var der to nye Jacobsen Bryg. De blev begge lanceret om ‘kvindeøl’ – hvilket jeg finder aldeles sexistisk … Ikke så meget af den mest oplagte grund, at det bare er dybt åndssvagt at gøre ting som øl (eller sodavand, biler, tøj, planter, dyr og alt muligt andet) kønnet, i stedet for bare at lade folk købe det, de gerne vil have og i øvrigt lade være dem i fred. Det er slemt nok i sig selv – men i tilfældet af Velvet Ale og Rose Wit føjedes spot til skade idet disse to øl var så rent ud sagt elendige

Hvor man efter nogen søgen nu alligevel kunne finde nogle kvaliteter ved Velvet Ale (den blev trods alt også på markedet i nogle år efter) var Rose Wit helt og aldeles kvalitetsfri på alle parametre. Sur, doven og så i øvrigt i en grim lyserød nuance, der ikke gjorde noget for bedre det uheldigt sexistiske koncept. “Barbie-øl” eller “Prinsesseøl” var bare to af de kønnede udtryk, der for gennem mit hoved, men som jeg i en ambition om at bevare en vis lødighed på bloggen – trods alt – undlod at bruge dengang. Den slags ambitioner har jeg siden for længst kastet overbord.

At et udvalg af det kedelige sprøjt få måneder senere blev udbudt i en gaveæske tydede med al tydelig tydelighed på, at Carlsberg brændte nallerne på deres marketingsstunt. Hvad havde de mon selv troet? Eller rettere – hvad havde deres marketingafdeling dog troet? Tit er jeg på nakken af forbrugerne, for deres alt for brede accept af lad industriel standard. Det var rart på den måde at opdage, at  let lod de trods alt ikke Carlsberg tage røven på dem.

Her til sidst vil jeg igen stille spørgsmålet – og vid det ikke er retorisk. Jeg erfarer gerne svar på det i kommentarer under indlægget her, eller på fjæsen: Er der overhovedet nogen, der kan huske disse øl, og måske endda berette om deres oplevelser af dem?

En hemmelighed …

Anmeldelsen af de to kønnede rædsler var vist også den sidste anmeldelse jeg skrev, hvor jeg i ét indlæg anmeldte flere øl. Det gav et helvedes mas med at holde styr på, hvor mange øl, jeg egentlig havde anmeldt.

Fra et tidligt tidspunkt havde jeg selvfølgelig luret, at jeg kunne hæfte en kategori på anmeldelserne – den kategori bruger jeg stadig på anmeldelserne den dag i dag, og kategorien hedder … hold nu godt fast! Anmeldelser – såmænd!

Det er nu ikke det, der er hemmeligheden, men derimod, at jeg efterhånden blev grundigt træt af at huske hvor mange øl, jeg skulle lægge til antallet af indlæg i kategorien ‘anmeldelser’ for at se det egentlige antal anmeldte øl. En dag blev jeg træt af det, og fandt på en noget uskøn, omend effektiv måde, at få løst problemet på – jeg snød.

Indlæg, hvor jeg ikke anmelder nye øl, men derimod kommenterer mere bredt – som fx i det indlæg du læser lige nu – kategoriserer jeg som ‘redaktionelle indlæg’. Af dem tog jeg et passende antal, og hæftede kategorien ‘anmeldelser’ på, således at antallet af indlæg under kategorien ‘anmeldelser’ kom til at matche antallet af afprøvede øl. Indlæg som fx denne kategorijustering fik altså klistret mærkaten ‘anmeldelse’ på sig – helt uden at der var tale om en anmeldelse … til gengæld slap jeg for nogen sinde igen at skulle huske på, hvor mange, der skulle lægges til under ‘anmeldelser’.

– Nogle gange må man sno sig.

Det tynde øl …

Fra et lille redaktionelt sidespring til et tema, der optog en del plads på bloggen det år, nemlig temaet “Det tynde øl fra Fakta“, der til dags dato vist nok stadig er temaet med flest indlæg på bloggen. I et forsøg på at tage alt det tynde øl i én omgang, så jeg ikke behøvede at spilde min tid på det sidenhen, gik jeg shop-amok i alt det tynde standardsprøjt, jeg kunne finde i min lokale Fakta ( – Herredsvang, Århus Vest, hvor Yahyah Hassan også kommer fra).

Og så blev der ellers anmeldt fra en ende af: Carlsberg Premium, der tidligere hed Hof – men det var der vel ikke marketing nok i – overraskede med hele to stjerner værd. Carls Special var en af de få lyspunkter sammen med Pilsner Urquell, som vist kun lige var blevet standardudbud der. Dansk-serien var noget af en prøvelse at komme igennem – så slemt var det vist, at jeg en måneds tid eller to endda omdøbte bloggen fra Kajs Ølblog til Kajs Ølbrok. Først da temaet var slut, fik bloggen sit oprindelige navn tilbage.

Overraskende nok måtte jeg konstatere, at Corona faktisk ikke var helt så slem som jeg troede, mens Newcastle Brown Ale slet ikke var nogen spændende øl overhovedet. Sådan blev jeg klogere og fik nedbrudt nogle fordomme – både til min fortrydelse og i mit favør.

Mange af bryggene appellerede til Den laveste Fællesnævner – et velkendt begreb, der i mine øjne tit misforstås. I almindelig tale dækker begrebet over noget, der ved plat letforståelighed appellerer til så mange mennesker som muligt. Det forholder sig imidlertid en smule anderledes. Den laveste fællesnævner dækker ikke over at favne så bredt som muligt, men derimod om at skræmme så få som overhovedet muligt væk. Når bryggiganterne sælger hektoliter i millionvis af tyndt industrielt standardsprøjt, skyldes det ikke, at rigtig mange mennesker kan lide tyndt industrielt standardsprøjt. Det skyldes, at kun meget få mennesker bliver skræmt væk af tyndt … you get the idea. Put noget mere humle i urten, og straks pylrer den kvalitetssky ignorantpøbel op om at “øllet er for bittert”. Mere malt, og det er for mørkt eller for sødt.

Det var også i anledning af Fakta-temaet, at jeg for første gang anmeldte alkoholfri øl. De skrabede bunden fra undersiden, og har siden udgjort en kategori, jeg helst undgår at beskæftige mig med. Man må dog indrømme dem den brugbarhed, at de egner sig fortrinligt som genstande for elokvænte tirader og fornærmelser. Jo værre en øl er, desto grimmere kan jeg skrive om den bagefter – så jeg går altid af med sejren. Hvis øllet ikke er underholdende, er affattelsen af anmeldelsen det til gengæld omvendt proportionalt.

Shitstorm …

Mine til tider utilhyllede meningstilkendegivelser afstedkom i sensommeren 2011 den første – og hidtil eneste – gang, jeg selv blev genstand for mishagsytringer og idle ukvemsord. Anledningen lå ellers et helt år tilbage. En tilfældig læser havde åbenbart skimmet bloggen, og min betegnelse for billige industrielle pilsnere med høj alkoholprocent – spritterøl – var faldet ham så ganske for brystet.

Det blev til en omgang småhidsig ping-pong i kommentarfeltet under indlægget, hvor antagonisten erklærede, at han så gu’ ville have sig frabedt at blive betegnet ‘spritter’ bare fordi han godt kunne lide øllene – af hvilke han drak to om dagen. Aldrig mere, aldrig mindre.

Det var første gang – og i grunden også indtil videre eneste gang, jeg ligefrem er blevet konfronteret negativt med mine anmeldelser. Lidt overraskende kom det fra en læser og ikke fra et af bryggerierne – de skulle ellers have haft rigeligt at beklage sig over på det tidspunkt. Jeg vover den påstand, at jeg formåede at bryde serven og sætte læseren på plads. Jeg havde kaldt (og kalder fortsat) øllene for spritterøl, fordi de i mine øjne mere en noget andet er målrettet fattige alkoholikere. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man er alkoholiker, hvis man synes de øl smager godt.

Faktisk vil fornøjelse ved de øl have den fordel, at man ikke behøver frygte at denne blogger vil købe nogen af de øl, man har udset til sig selv.

Jeg valgte dog alligevel at stikke en finger i jorden for at sikre mig at mine udgydelser ikke var for meget. Reaktionerne jeg fik kunne mest af alt sammefattes til, at jeg bare fortsat skulle give den gas, og at det bedste der kunne gøres ved reaktioner som den jeg havde oplevet, var at anbefale at man undlog at læse bloggen.

Vel – nok er jeg igennem mit liv kommet til at gøre ting, jeg har fortrudt og som har gjort mig uvenner med folk – intet af det omfatter noget, jeg har skrevet her på bloggen. Heller ikke sidenhen, for ud over dette har jeg ikke oplevet flere af disse udfald mod min bloggervirksomhed.

Spøjse oplevelser …

Når man blogger om øl med den indstilling, at man godt kunne tænke sig at prøve alt, støder man undertiden på fænomener, man på trods af alle tænkelige advarselslamper, ikke kan lade være med at tage med hjem alligevel.

Det gælder fra dette år især nogle fund, jeg gjorde i den lokale kiosk. Der kunne man en overgang få øl fra så eksotiske steder som Rusland og Ukraine. De kostede ikke engang særlig meget, men det manglede på den anden side også bare, for apropos en af dette efterhånden lange indlægs tidligere afsnit, bestod underholdningen i højere grad i at anmelde end at afprøve brygget.

Det mindst spøjse ved den russiske rædsel, jeg opstøvede i kiosken, var indholdet. Det var tyndt, uprangende og smagsfrit, omend tørstslukkende. Til gengæld blev det leveret i en flaske med en højst aparte form, ulig alt hvad jeg siden har set. At den var fra Rusland var i sig selv overraskende – hvem ved noget om russisk øl, hvis ikke man ligefrem har frekventeret føderationen på enten ferie eller job? Og mest sært var det, at jeg fandt den i min lokale kiosk blandt Carlsberg og Royal Unibrew All-Stars – helt uden for enhver forventelig kontekst.

I de følgende uger fandt jeg desuden de to ukrainske øl i knap så spøjse flasker, men kun i ringe grad mindre malplacerede.

Virkeligheden gik også en smule i stykker det år, da øllen “Duff” fra Simpsons tegneserieunivers pludselig fandt vej til rigtige supermarkedshylder herhjemme. Til gengæld var brygget lige så kedeligt og intetsigende som tegneserien vil vide, den er. Øllet er i dag forsvundet fra hylderne, mens Simpsons-serien består. Jeg har imidlertid ikke set den i mange år efterhånden, og mon ikke den med sine eksceptionelt mange sæsoner er ved at være lige så udvandet som Duff-brygget?

Og jeg var til krimimesse i Horsens sammen med familien, hvor jeg ud over at se Leif Davidsen i virkeligheden også fik prøvet Krimiøl … Den var også ret kedelig.

Det samme var Pabst Blue Ribbon, som en ven fra min studietid havde taget med fra USA. I dag er den fast inventar på Irmas hylder og anses for en hipsterklassiker, mens den dengang var næsten ukendt herhjemme. Jeg var altså vildt hipsteragtigt på forkant, da jeg prøvede den dengang i 2011 … ja, jeg skammer mig faktisk en smule.

Færøerne havde deres debut på bloggen med en ganske ildesmagende rædsel. Den blev nødtørftigt skyllet ned mens valgresultaterne fra årets folketingsvalg rullede over skærmen. Så kedelig var den, at resultaten af det valg fik mere omtale i indlægget – sammen med et par bøger min ekshustru og en af vores fælles venner havde udgivet kort forinden.

Det gode øl …

Meget mod min natur, har jeg gemt de gode oplevelser til til sidst. Det er der jeg ellers gerne fyrer en ordentlig sviner af, som en ordentlig afslutning på en anmeldelse – eller en årsrapport for den sags skyld. Grunden – hvis der er nogen – ligger vel dels i, at der var nogle gode, langtrækkende oplevelser det år – og at jeg måske også her til sidst gerne vil levere et par pointer, som læserne forhåbentlig vil huske.

Den største oplevelse af dem alle, var en lille mørk sag, som jeg helt tilfældigt fandt i et næsten glemt hjørne af Skjold Burne på Store Torv i Århus’ ellers ganske prangende udvalg af specialøl. 666 Black Damnation hed den, næppe læsbart på hvad der lignede en nødtørftigt og gnidret udprintning af en dårligt opsat grafik fra tegneprogrammet Paint.

Men sikke et indhold! En kompakt, fuldstændig lysopslugende lille satan, der mange (i forhold til bloggens levetid i hvert fald) år fremover skulle huskes som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og da en anden, bedre øl endelig vippede den af pinden, skulle der stadig gå noget tid før et lokalt mikrobryggeri på Amager med hjælp fra irske whiskydestillerer med megen møje og besvær var i stand til også at skabe en bedre porter end dén.

Bryggeriet bag, de Molen, har jeg set produkter fra flere gange siden, men jeg har åbenbart aldrig købt nogen. Frygter jeg mon skuffelsen oven på dette uudslettelige indtryk, eller jeg bare doven? Retorisk blæser svaret i vinden.

En anden – måske ikke helt så stor oplevelse, men bestemt én, der også har sat sig varige spor i min bloggervirksomhed: Jeg opdagede Punk IPA, og dermed opdagede jeg også det skotske bryggeri Brew Dog. Det var kærlighed ved første blik, da jeg prøvede IPA’en i februar måned, og det fortsatte, da jeg prøvede mig igennem bryggeriets andre fine øl i de følgende måneder.

I dag er brandet blevet verdensomspændende, og selvom de er blevet store, holder de – trods ondsindede og til tider endda fabrikerede rygter om det modsatte – fast i kvaliteten frem for at henfalde til slatten industri. Deres bryg kan fortsat købes i discounthandlen herhjemme til rimelige priser. Det siger både noget om, hvordan discountstandarden herhjemme har fået sig et voldsomt løft, og om hvordan befolkningen i det hele taget har taget kvalitetsprodukterne til sig. Brew Dogs allestedsnærværelse i danske supermarkeder – discount som finere steder – er måske mere end noget andet symbolet på dette.

Det er ikke ved hjælp af aggressiv markedsføring, som Cults, da de forgæves forsøgte at pushe deres vandige Kay-Sar med sædvanligvis lumre reklamer. Ej heller Carlsbergs ud-af-luften rebranding og en efterfølgende sky af nye produkter, der allesammen er lige så gamle som de generiske standardinstallationer i kataloget og blot hældt på nye emballager slog heller ikke til.

Hvis man vil være noget stort i ølverdenen, må man brygge noget stort. Og hvad markedsføring angår … vel – jeg husker som det var i går da jeg for første gang besøgte Amager Bryghus i 2016. Head of Communication – eller hvad de nu ellers kalder det der – Henrik Papsø fortalte hvordan bryggeriet hverken annoncerer eller reklamerer offentligt. I stedet står øllet alene – og således står det så fint.

For når folk smager på de fine dråber, er de ikke i tvivl om, at her er noget stort. Den slags skal smages, annammes, opleves … det skal ikke bare fortælles i overgearede reklamestunts, der tværtom mere end antyder, at her er vist noget øl, der overhovedet ikke kan sælge, med mindre det bliver hjulpet på vej af flimmerglimmer, hult rungende barytonvoice-over og lummer sexisme.

Det gode øl, derimod, finder selv sine nydere.

Forbliv indstillet til flere indlæg inden længe.

Deuteronomium I – 2010

Les Miserables – og alt det andet …

Hermed fortsætter mit tilbageblik, som jeg i anledning a 1000-anmeldelsesjubilæet lovede læserne. Dette indlæg handler om de første 7 måneder jeg bloggede – fra juni måned og året ud, 2010.

Jeg har ved gennembladring … eller gennemkigning – hvad end man nu gør, når man skimmer sig igennem en masse blogindlæg – hæftet mig ved, at jeg allerede fra et tidligt tidspunkt fokuserede på øl, der var tilgængelige i almindelig handel. Lige fra begyndelsen kiggede jeg altid supermarkedernes hylder igennem for bryg, jeg ikke havde prøvet endnu. Men dem jeg – især i starten – fik med hjem, var sjældent specielt … vel, specielle, men derimod gerne gammelkendte, generiske klassiskere. Jeg ville anmelde det hele, så jeg kunne lige så godt tage det kedelige til at begynde med. Jeg vidste udmærket, at det ikke ville være kedeligere at skrive – eller læse – om.

Desuden havde jeg dengang som nu ikke særlig mange penge. Det har faktisk alle dage været en væsentlig faktor i afgørelsen om, hvad der kom hjem til anmeldelse, og hvad der ikke gjorde.

Af nævneværdige standardøl var der Øko-thy, som en af de allerførste, jeg overhovedet anmmeldte. Desuden kom Grøn Tuborg og den lokale Ceres Top hurtigt under kærlig behandling. A-Z Ale nr. 16, som jeg nogle år forinden var faldet pladask for til sækkepibesommerskolen Scandinavian School of Piping and Drumming, hvor den blev skænket på fad, konstaterede jeg til gengæld til min store skuffelse, var faldet overordentlig meget i kvalitet. Det skyldtes nok at Vestfyen havde overtaget produktionen, efter at efterspørgslen var blevet så stor, at Refsvindinge ikke længere kunne følge med.

Det bedste Bryggeriet Vestfyen nogensinde har skabt – og dette siger jeg i egenskab af ølblogger – er Jolly Time og Jolly Cola, mens deres licensproduktion af A-Z Ale nr. 16 ikke tjener dem til ære. Ikke mindst i betragtning af, at A-Z Ale nr. 16 er den eneste øl fra Refsvindinge, jeg nogensinde har været imponeret over – men det var altså før jeg begyndte at blogge.

Tuborg Rød røg gennem vridemaskinen, og så startede jeg mit første tema i august måned det år – spritterølÅret efter udløste temaet en mindre shitstorm, men det når vi til i næste indlæg i serien af tilbageblik. Tre kriterier fastlagde jeg for, hvad jeg indtil den dag i dag betegner som spritterøl: Det er billigt, det har alkoholprocent over 6, og det er brygget af et industribryggeri.

Værst af dem var Brutalis – sjældent har jeg været så beskidt i kæften, som da anmeldelsen af den faldt:

“Det første indtryk er lidt ligesom sur sok, efterfuldt, undskyld -fulgt af en ram sprittet smag, der næsten fuldstændig overdøver de bitre indslag, der ellers ikke uelegant og desværre meget kortvarigt rammer siderne af bagtungen. Spritsmagen afløses derefter af en fornemmelse af harsk næsehornstis og en syrlighed, man ellers kun møder i fjæset på en irettesat Pia Kjærsgaard.”

Jeg tror, jeg vil gøre det til en vane i disse indlæg, at smide mindst ét citat fra mine anmeldelser ind af denne kaliber.

Thisted Bryghus fyldte en del på bloggen dengang. I starten var jeg biased positivt for dem, idet de stod bag nogle af de første økologiske øl herhjemme. Også dengang gik jeg meget op i den slags, omend jeg med årene er gået tilbage til at være mere en gnaven punker end en glad hippie. Stor var min skuffelse derfor over, at bryggeriet samme år under en ny brygmester, der skulle løfte arven efter den legendariske Peter Clemmensen, straks skulle begynde at tilsætte sulfit i øllene. En praksis, der skulle fortsætte fremover, og få min agtelse for bryggeriet til at falde. Et åbent brev, jeg sendte til dem, førte aldrig til noget.

Hvad er der ellers at sige? Fakta begyndte pludselig at vise gode takter med en samling udenlandske øl, de lettere misvisende kaldte specialøl – men det kan jeg den dag i dag godt tilgive dem. Det var vel første gang – eller i hvert fald første gang, jeg lagde mærke til, at Fakta tænkte lidt ud af boksen, og dermed langt fra sidste gang, at det supermarked havde gode øl på hylderne.

Bryggeri Skovlyst lærte jeg at kende – og at finde jævnt kedelig. Heller ikke det har ændret sig stort, men bryggeriet vil blive behørigt omtalt i et senere indlæg i tilbageblikket. Mikkeller scorede som første bryggeri topkarakter på bloggen, men det var Bryghuset Braunsteins Næsgaarden Brown Ale, der løb med prisen som den største øloplevelse. Også den havde jeg prøvet før jeg begyndte at blogge – kort før til samme års danske mesterskaber i Sækkepibe, som jeg jo stadig spillede dengang. Den var en af de øl, der endelig fik mig til at tage mig sammen til at tage mig sammen til at blogge om øl.

Julen blev behørigt markeret med en masse juleøl. Det kom jeg til gengæld ikke til at holde fast i. Som tiden gik, konstaterede jeg, at juleøllene generelt ikke var værd at samle på, så jeg har siden valgt at koncentrere mig mere om, hvad der generelt bare er godt frem for hvad der måtte være tilknyttet en bestemt højtid på den ene eller den anden måde.

Det værste har jeg gemt til til sidst. Der er ikke noget som en gedigen sviner at afslutte et langt indlæg med, så her får I de tre mest rædselsvækkende øl, jeg prøvede det år. Når jeg kigger tilbage på dem, tænker jeg, om andre end jeg (og eventuelt folk, der kommer for skade at bladre tilbage til disse gamle indlæg) overhovedet kan huske rædslerne længere – for heldigvis er de fleste af dem da taget af programmet igen.

Det gælder for begge de to øl, jeg som de første uddelte min absolutte bundkarakter på nul stjerner til. Det startede med at gå galt med Tuborg Lime Cut – en komplet smagsløs og underligt syntetisk vanderstatning, der hverken smagte af Tuborg (- vi ved fra den evigt vise Onkel Reje, at det smager næsten som sæbevand) eller af Lime, eller af Cut – hvad end det så i øvrigt er. Hvor længe var det, det var på markedet? Et halvt år, tror jeg – og kun én gang husker jeg at have set en ung knøs stå med en Tuborg Lime Cut i hånden ved et busstoppested. Og lur mig om ikke også den snart blev mokket op, ramme oven på ramme oven på ramme til dumpingpriser – ligesom man i netop disse dage kan opleve med et andet Carlsberg-flop, 1883 – overalt i landets supermarkeder, da den viste sig usælgelig.

Der er trods alt grænser for, hvor meget selv den jævneste forbruger vil lade sig tage ved næsen af industrien.

Noget anderledes – med forbrugerne i.e. – var det med TV-serien Klovn. Dén åd folk råt, selvom den efter min ydmyge mening var omtrent lige så morsom som – nej ikke en klat maling i færd med at tørre, men derimod maling, der allerede var tør og forblev netop dette under hele udsendelsen. Hvor mange vidste egentlig, at Apollo-bryggeriet i samarbejde med det Harboe-ejede Ølfabrikken havde lavet en tema-øl over serien? To, faktisk?

Begge er i dag gået i glemmebogen – og godt det samme, for ingen af dem var det rum, de optog i universet værd. Ligesom serien Klovn, i øvrigt, der desværre stadig huskes i skumle mørke afkroge af endda til tider ganske dannede menneskers hukommelser.

Når jeg sådan læser anmeldelsen af den første Klovn-øl igen, synes jeg, hvis jeg skal sige det selv, at jeg dér ramte ambitionen om læseoplevelsen ret godt. Det er af en eller anden grund nemmere at finde ordene, når man skal levere en dårlig anmeldelse end en god:

“Man spørger sig også, om Ølfabrikken har forsøgt at lave netop den øl, som folk skulle købe, hvis man rent faktisk skulle give kvajebajer, og på den måde udvælge sig et marked på baggrund af helt nye præmisser. Jeg ved med mig selv, at jeg ville blive rasende, hvis nogen gav mig denne øl som kvajebajer, og jeg ville omgående kalde henteren et kvaj, og kræve at vedkommende gav kvajebajer – men IKKE UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER en ‘Klovn’.”

En sidste dårlig anmeldelse, jeg ved gennemløb af anmeldelserne husker, er anmeldelsen af Tuborgs juleøl – den berømte og berygtede, for ikke at sige infame kiosk- og supermarkedsbasker, der fremturer hver eneste jul med sin enerverende allestedsnærværelse.

Det bedste – dengang som nu – der er at sige om den, er at man kan fyre et fikst palindrom af, hvis man er så masochistisk, at man skulle få lyst til én en dag man står i et værtshus, eller eventuelt en kiosk. “Slip en snepils” kan man udbryde, og glæde sig over, at den bøn staves ens forfra og bagfra.

Øllet er rent ud sagt elendigt. Harskt og ude af balance, og knap nok værd at drikke sig julefrokostfuld i. Dertil ville stort set enhver anden guldøl være mere egnet, da kun meget få af disse smager lige så fælt. Den lumre og objektiverende markedsføring gør det ikke bedre. Tværtimod, men det understreger selvfølgelig den pointe, at Tuborg med snebajeren ville have et usælgeligt produkt, hvis ikke det var for alt det andet bling og flimmer (også kaldet markedsføring) der er blevet hældt ovenpå.

Det var så tilbageblikket på bloggens allerførste tid. Forbliv indstillet – stay tuned – skulle man ikke have luret, hvad jeg mener, når jeg skriver dette, er det blot en af mine mange platte ordspil, og undersættelser, som mine indlæg også dengang har været fuld af.

Vi ses snart til flere anmeldelser og andre indlæg.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme