Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: redaktionelle indlæg

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … II

Nye indtryk, nye fejlskud …

Hermed følger anden del af min beretning om turen til Esrum d. 4 maj, hvor jeg i selskab med min trofaste medsmager Marcus frekventerede ølfestivalen i de gamle klosterbygninger … eller næsten i hvert fald. Hvordan arrangementet var skubbet godt og vel 100 meter væk, kan man læse i første del.

Undervejs i festivalprocessen måtte udstyret jo svigte. Min telefon er ikke længere ny, og det kan især mærkes på, at batteriet meget hurtigt går dødt. Heldigvis var medsmager Marcus fortsat bevæbnet, og jeg havde selv været snarrådig nok til at tage en notesblok med for netop det tilfældes skyld.

Vi nød et foredrag om munkeøl i et langt fra overfyldt, men til gengæld ligeledes småkoldt telt. Der blev budt på anekdoter såvel som en kortfattet historisk oversigt over munkevæsenets historie, og hvordan ølbrygning blev en vigtig del af det. Herefter var blev der budt op til fællessang – The Wild Rover – som undertegnede og medsmager endda kunne brumme med på.

Og med de sidste flæskesvær i vommen, var det tid til en revisited. Jeg ville – fordi omgivelserne dårlig kunne passe bedre, i hvert fald ikke på vores længde- og breddegrader, samt fordi selskabet indbød til det – genafprøve en af mine højdespringere fra sidste års Ølfestival – den uforlignelige Mariage Parfait. Således kunne Marcus også få lov at smage en rigtig Geuze, der ikke var fortyndet med et eller andet frugtkoncentrat – hvor vederkvægende og smagfuldt det ellers måtte forekomme.

Mariage Parfait
“Der er i virkeligheden ikke så meget duft i den her, der er den der …”
“Det er fordi du er vant til at drikke geuze,” afbrød Marcus mig lettere triggered (er det ikke det, det hedder på nutidensungdomsk?) “Os grødbønder ude fra Valby, vi kan da godt nok mærke en hel del i det her. Men mit vokabolarium,” fortsatte han, “rækker ikke til andet end at sige, at duften viser alle kendetegnene af en gueze i en, må man sige, ganske velafstemt surhed. Og,” tilføjede han efter en veltilrettelagt kunstpause, “det kommer fra en ikke-geuze fan.”

“Dette er,” fortsatte Marcus, “i virkeligheden et meget fint vessel … det er som at køre ned af strandvejen på chassis’et af en bil, før der kommer karrosseri på. Den er den perfekte bund til at bygge noget oven på. Den er grundmalingen, som så får en anden maling udenpå inden man flytter ind.”
Jeg lod Marcus fortsætte associationsrækken, mens jeg hengav mig til det midlertidige paradis, det klare, sure øl satte mig i oven på en blonde, der ingenlunde faldt i min smag. “Æbleøllen, vi prøvede først er det færdige produkt. Dette er et stykke undervejs i produktet, hvor purister så har sagt, ‘nåhr ja, nu har vi dette fine noble bryg af’ – lad os nu være ærlige, dette er øllets studenterbrød – det er hvad der faldt ned i en spand fordi vi lod vinduet stå åbent under et utæt gulv som vi traskede rundt ovenpå, ikke? Og det kommer der nogen glimrende ud af, som man kan arbejde videre med. Men det her er jo et ufærdigt produkt …”

En resolut pause i ordstrømmen lod mig vide, at Marcus afventede et svar. Jeg huskede, hvordan jeg året før havde fået en uddybende forklaring af geuze-væsenet, og forsøgte nu at gengive denne, så godt jeg kunne. Det skulle senere vise sig, at jeg var aldeles gal på den, og læser man videre, vil man blive klogere på, hvordan.
Til Marcus bratte afbræk i ordflommen, svarede jeg tøvende: “Det er ikke helt ved siden af hvad belgierne angiveligt selv mener, fordi de drikker det gerne opblandet. Det er os mærkelige mennesker fra andre lande, der mener at dette produkt i sin rene form er værd at drikke. Det mener jeg at have hørt nogen fortælle …”
Den anekdotiske evidens skreg til himlen som Abels blod, da jeg i det samme satte trumf på: “Denne nogen står i en stand i bygningen bag os, og han er fra Belgien. Hvad siger du til, at vi spørger ham?”
Den var Marcus med på, så ind i det hvide bindingsværkshus gik det for at få syn for sagn.

Interview med Robert fra Belgien.

Robert – af statur ikke just fremtrædende, men dette i skarp kontrast til hans prægtige lange skæg, der sammen med hans runde briller måtte minde så usigeligt meget om salig Thorkild Demuth  – kunne imidlertid fortælle, at jeg havde fået galt fat i, hvordan belgierne omgås det sure, men umådeligt forfriskende geuze-væsen.
“Jo,” svarede han, “selvfølgelig drikker belgierne også geuze rent.”
“Så det havde jeg fået helt galt fat i? Det er ikke noget man altid blander op?”
“Man har jo de her frugtøl,” berettede Robert engageret, “hvor man har tilføjet frugt i gæringsprocessen, så sukkeret i frugten kan stå lidt imod det syrlige i geuzen.”
Dermed var vi tilbage ved de frugtøl, jeg prøvede så mange af sidste år, og som Marcus også havde fået smag for i begyndelsen af arrangementet. Jeg måtte åbenbart gå lidt hårdere til værks for at få svar på spørgsmålet.
“Jeg står her med en Mariage Parfait, og jeg drikker den rent. Det var min opfattelse, at det ikke rigtig var noget, man gjorde i Belgien. Det var kun noget man gjorde uden for Belgien, fordi folk uden for Belgien ikke ved, hvordan man rigtig skal gøre det?”
“Nej,” afkræftede den prægtigtskæggede ekspert “en geuze er altid en blanding af forskellige øl. Og den du står med der skulle – og derfor hedder den Mariage Parfait – fremstå som den perfekte blanding af forskellige lambic-øl. Forskellige årgange blandes så man rammer en bestemt smag.”
“Og belgierne kan altså godt drikke den rent, sådan som jeg gør det?”
“Ja, selvfølgelig kan de det”
“Vel, det havde jeg så fået galt fat i, men mange tak skal du have,” tilstod jeg taknemmeligt.

Jeg foretrækker at blive irettesat, når jeg tager fejl. Og jeg er ikke bange for at indrømme når det sker – nu har jeg fx brugt et helt afsnit i dette indlæg på at udstille
min uvidenhed sammen med  beretningen om, hvordan jeg, ved at få rettet min fejltagelse, blev klogere.

Undersøgelsen

“Kaj, in the name of science,” er det sidste, man kan høre på min optagelse af interviewet med Robert. Marcus havde fundet en stand, hvor en bachelorstuderende havde brygget fem forskellige øl, til afprøvning og vurdering via et spørgeskema.

Der var fire eller fem forskellige, der alle skulle vurderes ud fra en række parametre – duft, mundfylde, aroma, farve  osv, alle typiske for øl. Næppe overraskende faldt IPA’en fint i min smag, mens jeg vurderede en let frokostøl som den mindst interessante … Jeg måtte faktisk hælde resten af smagsprøven ud efter et par nip.

Når man deltog i undersøgelsen, ville man også deltage i lodtrækningen om to billetter til DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet 23-25 maj, og hvor mit held i den slags lodtrækninger med tiden har fået mig til at tro at den slags påstande er fup, der bare skal narre én til at besvare, så skulle der vise sig at være noget om snakken her.

For den ene af de to udloddede billetter gik til undertegnede. Så nu dukker jeg helt sikkert på i lokomotivværkstedet den 24. maj. Ses vi?

Spencer Trappist Ale

Før vi glemte det i begejstringen over alt de spændende og nye indtryk, måtte vi hellere se at få prøvet den sidste øl fra Spencer – det amerikanske trappistbryggeri, hvis IPA og Imperial Stout, vi prøvede i første del. Tilbage var munkenes egen ale, der normalt ikke blev distribueret kommercielt. Det er den slags, man er på ølfestival for – for at prøve det øl, der ikke kan fås i daglig handel.

Mens Marcus frekventerede en bod for at skaffe os noget frokost, smugsmagte jeg på brygget. En kraftig duft af honning er det første, man får at mærke ved det gyldne bryg. Det leverer en knytnæve af alkohol med en syrlig kant. På bagkant kommer en uventet bitter note, der ikke blander sig alt for skønt med de øvrige noter af sprit, eddike og honningen fra duften, der i form af en let sødme også viser sig i aromaen.

Brygget er mange ting på én gang, og ved derfor ikke rigtig hvad det vil. Gær i eftersmag gør ikke det overordnede indtryk bedre. Munkene gemmer bestemt ikke det bedste øl til dem selv, og som jeg bedst husker Marcus kommentar til øllet – han nåede aldrig at komme med på optagelsen – så kunne munkene snildt få lov til selv at beholde det.

Marcus’ karaktergivning fik jeg aldrig med. Selv lagde jeg mig på …

Det løse

Det var så her, teknikken svigtede. Men telefon gik helt og aldeles ud efter dette sidste billede blev taget, så resten af dokumentationen måtte foregå analogt. Hastigt nedskriblede noter med mine ikke helt ædruelige hænder i unaturligt koldt majvejr har ydet vage skygger af erindring om, hvad der videre skete.

Vi bevægede os i hvert fald videre til mikrobrygudstillerne. Denne del af festivalen, var imildertid håbløst overrendt, og dermed ikke videre indbydende for folk med AD/HD- og aspergerdiagnoser. Hurtigt ind og redde sig en smagsprøve, for straks at flygte ud igen uden at spilde blev strategien, og så kunne man ellers smage, mens fingrene var ved at fryse af, uden underlag for notesblokken, og uden en tredje hånd til at holde kuglepennen.

Et 4-korns klosterbryg fra Det Våde Får blev det til. En mørk sag, som Marcus også mente duftede af Lottrup, hvorfor han mistænkte bryggeriet for at bruge samme type malt som Royal Unibrew. Selv kunne jeg måske nok forstå, Marcus indtryk af duften, men det var mere smagen af røg, der gjorde indtryk på mig.

Brygget blev imidlertid serveret for koldt fra det anker der stod i bryggeriets stand. Med det in mente til hvis man skulle få lejlighed til at prøve brygget under andre – mere optimale omstændigheder, gav Marcus brygget …


… mens jeg selv var en knækket tand mere generøs:

Fra bryggeriet Small Batch fik vi prøvet en Havtorn Pale ale. Min koncentrationsevne rakte imidlertid ikke mere til karaktergivning – ja, knap nok til usystematisk notetagning. Yderst nødtørftige skriblerier om en krydret sødlig duft, og frisk, skarp bitter smag. Især i eftersmagen gav bitterheden sig til kende, mens Marcus selv mente tydeligt at kunne smage havtornen, som han syntes klædte brygget fint.

Selv mener jeg bestemt at have smagt havtorn-produkter, hvor krydderiet smagte mere umiskendeligt igennem, men det forhindrede jo ingenlunde brygget i at smage rart alligevel.

Nogle næsten helt ulæselige kradserier indikerer den sidste – og bestemt en af de bedste – oplevelser på ølfestivalen, nemlig Hoppe Beers Belgisk Zwartbier. En ren aromabombe af røg, tung malt og dyb kaffebitterhed – en oplevelse, som det endda lykkedes Marcus at få foreviget, så jeg havde et motiv at lægge i toppen af indlægget her. Kendetegnende for brygget var den meget lange ingrediensliste, som man kan læse på billedet her ved siden af, hvis man altså har tid til at tygge sig gennem romanen. Men smagte – det gjorde det! Og jeg tror vi valgte at give den topkarakter for virkelig at turde gå planken ud.

Det var nu ikke fordi promillerne var ved at tage over, at notetagningen led sådan overlast. Vi var skam begge i fin stand til at bruge benene til at gå med – næsten helt uden at stavre. Vi var begge mætte af indtryk, og besluttede os for at vende næsen hjemad.

Beslutningen viste sig imidlertid ikke at være videre veltimet, idet bussen først ville komme forbi 45 minutter senere. Marcus mente, vi skulle slå tiden ihjel ved at gå et par stoppesteder …

… men oppe i Nordsjælland er der meget langt mellem stoppestederne. Og det blev et par ømme fødder, der en lille times tid senere kunne få lidt ro i bussen et enkelt stoppested fra Esrum Kloster. Men hey – med sol på himlen og godtøl i vommen, var de 4-5 kilometer vi kom ud at gå egentlig heller ikke den ringeste måde at afslutte turen på.

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … I

‘Geuzeboi’

Allerede tilbage i Marts var jeg så småt begyndt at undre mig. Jeg hørte ikke fra de gæve arrangører af sidste års ølfestival i Esrum i Nordsjælland, der fandt sted netop i begyndelsen af marts måned, mens det stadig var hundekoldt, og der faktisk lå sne.

Jeg havde egentlig slået det hen. Jeg orkede – fordi mit hoved desværre ikke altid tillader mig det store initiativ og overskud – ikke at finde en årsag til stilheden, og gik derfor ud fra, at arrangementet enten var aflyst, eller at de ikke var interesseret i yderligere opmærksomhed fra min kant. Who can blame them, når det er mig, der skriver om dem?

Men så skete der noget alligevel. I starten af april tikkede en mail ind, hvor jeg blev spurgt, om ikke jeg havde lyst til at være med igen – og det havde jeg selvfølgelig! Og denne gang fik jeg endda mulighed for at tage en god ven med. Det var ikke svært at vælge, hvem det skulle være. Min hyppige og trofaste smageassistent Marcus var nærmest selvskreven til opgaven, og han takkede da også forventligt ja.

Arrangementet viste sig at være flyttet til starten af maj, da Klosterets gamle hovedbygning skulle renoveres. En del af arrangementet måtte derfor flyttes udendørs, og selvom temperaturen ikke var synderligt meget højere her i starten af maj – det sneede tidligt om morgenen – end den var medio marts sidste år, var der god ræson i at udskyde arrangementet et par måneder i forventning om lidt varmere vejr.

Jeg fik dermed også lejlighed til at se resten af klosteret. Ud over den flotte gamle rødstensbygning fra senmiddelalderen, omfatter det også et mølle- og gårdanlæg bag hovedbygningen, hvor hele festivalen dette år var henvist til. Nok måtte man derfor undvære de smukke hvidkalkede og hvælvede lofter – og i hele taget den autentiske middelalderstemningen, den gamle bygning bød på. Til gengæld kunne jeg denne gang gå fra arrangementet uden hovedpine, idet lokalernes arkitektur nu tillod døråbninger, som man kunne gå igennem uden at behøve knæle i processen, med smertefuld straksstraf og buler i kraniet som konsekvens af, at man skulle glemme det en gang eller to.

Her følger en kronologisk gennemgang af de øl, som Marcus og jeg fik prøvet, og som behørigt blev gennemdiskuteret før karaktergivningen. Bemærk at karaktergivningen her ikke tæller med i mine egentlige anmeldelser på bloggen – smagsprøvernes lidenhed ved ølfestivaler inviterer kun til overfladiske og hastige anmeldelser, der ikke gør øllet tilstrækkelig ære, omend de kan fungere som udmærket inspiration til senere anmeldelser.’

Lindemans Apple

Efter sidste års ølfestival havde jeg kun godt at sige om Lindemans serie af frugtøl. I mellemtiden var en ny kommet på programmet, som jeg omgående måtte prøve. I samme ombæring kunne Marcus introduceres til typen, der for ham var tæt på ukendt.

I duften genkendte jeg noter af punkertidens æble-aperitif, hvortil Marcus omgående indvendte, at brygget ikke havde den kunstige sirupagtige odeur, der kendetegnede enhver uanstændig æbletif. I grunden havde den heller ikke aperitifens tunge, ildevarslende alkoholdunst. Marcus foreslog, vi kom mere ind på, hvad brygget havde frem for, hvad det ikke havde, og jeg var ikke fuldkommen afvisende.

Man mærker bryggets skarpe, syrlige bund. Dertil er der rigeligt æblesødme fra æblesaften. Marcus erklærede overrasket: “Denne er faktisk den første geuze jeg decideret nyder. Og så vil purister sikkert sige “den er tilsat æblesaft” . Den er lavet i en spand under et utæt gulv. Der er ikke noget, der er tilsat her!”

“Nemlig nej” kunne jeg jo kun bifalde. “Den er som æblemost med et skud alkohol. Sådan ville jeg beskrive den,” over for hvilket Marcus selvfølgelig skulle være på tværs.
“Snarere ville jeg forestille mig, at man tog en skarp, tør cider, og hældte noget æblemost i.”
“Det kunne man også” medgav jeg lettere vrangvilligt, da jeg fandt æbleelementet mere fremtrædende som det egentlige hovedelement i brygget frem for den gærede bund.

Uanset hvad var vi nu enige om, at vi var kommet rigtig godt fra start. Marcus afsluttede brygget iført sin drikkehandske, for selvom det usædvanligt kolde vejr gav brygget en optimal temperatur i det åbne telt hvorfra den blev serveret, var vejret knap så optimalt for nøgne primathænder.

Om bedømmelsen var vi ganske enige:

Spencer IPA

Vi blev ved klosterbryggene, selvom vi nu bevægede os uden for Belgien og over vandpytten til USA. Bryggeriet Spencer er således et amerikansk kloster, hvor der også brygges øl – til kommercielt såvel som til eget brug. Marcus og jeg fik lejlighed til at prøve begge dele, og vi lagde ud med deres kommercielle IPA, som jeg ikke nåede at prøve sidste år, hvor bryggeriet ellers også var repræsenteret.

Marcus mente, brygget lugtede af Lottrup, hvilket ikke var ment som en ros. Jeg genkendte noter fra Royal Unibrews Lottrup Stone Street IPA, der nu alligevel formåede at score over middel på bloggen. Men ligefrem imponeret var jeg nu heller ikke. Til gengæld bød aromaen på rigeligt med rå bitterhed, der dog fortsat ej formåede at stille Marcus tilfreds.

“Bitterheden dukker op af ingenting uden at affødes af noget. Den kommer for sent til festen, og kommer ikke ud af nogen harmoni af noget som helst.” Han brokkede sig videre over, at bitterheden var meget dyb, som noget han snarere havde forventet i en Brown Ale end i en IPA.
Jeg gav mig så vidt, at smagen tydeligt kom af bitterhumle og ikke aromahumle, og at brygget derfor skrev sig mere ind i en britisk IPA-tradition.
“Jeg kan nu godt lide bryggets dybe bitterhed,” gengældte jeg, “der er aroma af noget egetræ, og jeg kan godt lide egetræ.”
“Ja, du er jo næsten en eghjort,” vrissede Marcus, med henvisning til en af vores mange samtaler i løbet af den lange tur til Esrum, hvor jeg blandt andet berettede om, hvordan jeg havde fundet både eg og hjort i Dyrehaven sidste år, mens det havde knebet noget med kombinationen af de to. Til mine begejstrede nik og verbale bifald, tilføjede han nu med sviende sarkasme “Martin er en uranhjort, Kaj er en eghjort.”

Marcus blev med tiden lidt mere forsonlig over for brygget, som han fortsat mente smagte uventet i forhold til den IPA-ramme, bryggeriet havde sat den i. Men i grunden endte han med at kunne nyde den, omtrent lige så godt som bloggeren kunne fra starten af.

Marcus endte således på

Mens jeg selv var en anelse mere generøs:

… eller også er det blot fordi Marcus nægter at give halve stjerner.

Spencer Imperial Stout

Marcus var næsten ikke til at styre på fem tønder af det Slaraffenland, han så ud til at befinde sig i. Aldrig var Spencers IPA skyllet ned, før han ville videre til deres imperial stout, og endnu før jeg havde trykket på optageknappen, var han i gang med at anmelde.

“Så, nu er vi i gang her,” kan man høre mig lettere febrilsk udbryde i starten af optagelsen, “så du siger lakridsstøv og lidt kandis?”
“Lakridsstøv og kandis,” bekræftede Marcus.
“Og det lyder jo fint, men den har umiddelbart ikke så meget næse. Det kan være på grund af temperaturen, men jeg frygter, at det er en letflydende én af slagsen …”
“Ja,” brød Marcus ind, “det kan være på grund af temperaturen, at den ikke dufter forfærdeligt meget af lakridsstøv og kandis, men vi må bare håbe på, at det ikke udvikler sig til Bjørn & Okay.”
Hvorfor har man ikke en trommeslager med lilletromme og bækken klar, når man har brug for det?

Det næste man kan høre er mit begejstrede udbrud. Åbenbart kunne brygget noget i munden som det ikke kunne i næsen.
“Den slår fra sig, den er bitter og skarp.”
“Ja jeg står bare og smiler som en tosse,” svarede Marcus. “Men ja, temperaturen gør, at den sniger sig ind på én så man i næsen ikke mærker de mange fine ting, den kan.”

Selv nød jeg den tætte bund af kaffe – en wienermelange, hvor kaffen spillede hovedrollen, og chokoladen var meget mørk. Marcus glædede sig ved den pikante fylde, der efterhånden lagde sig langs gummer i både over- og undermund, selvom den aldrig helt nåede mandlerne.

Temperaturen holdt den imidlertid fortsat fra de høje karakterer. Vi var enige om at give den …


… hvilket i den grad er udtryk for en festival-foreløbig karakter, da brygget fortjener at blive smagt ved en højere temperatur ved senere lejlighed.

Kapittel Blonde

Nu var det tid at udtørre smagsløgene. Ja, havde det været en madfestival, ville vi have fået os en forfriskning, men når nu man nærmest ikke fik andet, måtte vi jo lige få lidt, der gjorde det modsatte. Efter hver at have fortæret en halv pose flæskesvær gik turen inden for, hvor en flink festivalofficial gav os et lille foredrag om forskellen på tripel, duppel og blonde – traditionelt i hvert fald.

Den første gennemgæring af en urt bliver til tripel, derefter hældes ny vand til gæring på, som bliver til duppel, og til sidst brygger man så den mest tilforladelige af de tre – den hvor mindst restsukker kan blive til alkohol – blonden. Vi valgte at prøve den sidste, hvilket jeg ikke helt forstår, fordi belgiske blondes slet ikke er mit store nummer. Det må være noget med, at det at være selvvalgt ølblogger ikke skal være rent skæg og ballade hele tiden. Man må ofre sig for sagen, må man. Gøre noget, man hader ind imellem. Ikke mindst fordi det styrker karakteren.

Mine alarmlamper begyndte i hvert fald at lyse allerede i duften. Syre, banan, æble og alkohol blandede sig mestendels ufint. Marcus mente, den duftede som en let geuze, og jeg er i skrivende stund, hvor jeg lytter til optagelsen, imponeret over min selvbeherskelse i situationen. For gu’ gjorde den da ej! Og hvor kunne Marcus dog tilvejebringe slige ufortjente sammenligninger? Jeg tror jeg valgte ikke at indvende noget, da jeg på det tidspunkt ikke var oplagt til en længere diskussion, endsige decideret slåskamp (som Marcus med garanti ville vinde, nota bene).

“Den er mig altså lidt for sur,” begyndte jeg, “der er noget æble, og så noget lidt for sur vin …”
“Undskyld,” afbrød Marcus prompte, “Kaj ‘Geuzeboi’ Framke brokker sig over, at øllet er for surt?”
Jeg argumenterede selvfølgeligt ivrigt for min sag, idet jeg meget nødigt vil have den slags berettigede indvendinger siddende på mig (omend jeg gerne lader mig tiltale ‘Geuzeboi’). Hvad jeg ikke brød mig om var den kvalme, ledsagende æblesødme og en metallisk-syntetisk klang i aromaen, der klæber sig til alle mundens indvendige flader. Alt sammen overhovedet ikke atypisk for genren.

Karaktergivningen faldt os noget svær. Marcus valgte helt at afstå: “Enten skal vi give den et skud i blinde, eller anderkende – hvilket er en ekstremt sjælden ting for voksne hvide mænd – vi anerkender at det her har vi ikke kvalifikationerne til at udtale os om, så derfor undlader vi at give den karakterer.” Derpå lagde han trumfen: “Det svarer til, at vi skulle gå ind og anmelde 50 Shades of Grey – det er bare ikke os, der er målgruppen!”

Hvor enig jeg ellers var med Marcus, valgte jeg alligevel at give brygget …

… ud fra den tanke, at for folk, der godt kan lide belgiske blondes, er denne øl formentlig udmærket, og en øl, man skal købe sig, hvis man får chancen. Marcus understregede, at karakteren aldeles stod for undertegnedes regning og ikke hans, hvilket der forhåbentlig skulle være gjort adækvat opmærksom på hermed.

Vel – for ikke at gøre indlægget her unødigt langt, og for at der ikke skal gå for lang tid mellem indlæggende på bloggen, vil min reportage fra årets ølfestival i Esrum blive knækket over i to, og bruddet til ske omtrent lige her.

Forbliv indstillet på mere Marcus og Kaj på slap line nordvest for Helsingør inden alt for længe. Tak til dem, der fik læst det allerede meget lange indlæg her helt til ende, og som antydet læses vi snart ved igen.

Copenhagen Beer Festival 2019 – med Jane og Marcus …

Stramt program …

I lørdags havde jeg en mere end almindeligt travl dag. Ikke alene skulle jeg møde tidligt på det arbejde, jeg allerede har plaget jer læsere alt for meget med, hvor lidt jeg holder af. Fyraftenen kunne jeg til gengæld nyde i selskab med rigtig gode venner – Jane og Marcus – samt en anselig mængde endog rigtig gode smagsprøver. Marcus kræver næppe nogen yderligere introduktion, idet han flere gange har taget del i min øloplevelser her på bloggen, og desuden optrådte i min første podcast. Jane er en fælles ven af Marcus og mig, fra dengang vi alle slog vores folder på Grønjordskollegiet på Amager.

Vi havde aftalt at frekventere Copenhagen Beer Festival, der blev afholdt i Copenhagen Skaterpark – et nedlagt industrikompleks lige ved siden af Vestre Fængsel, som jeg ud fra navnet må gå ud fra til hverdag bliver brugt til skateboardbaner og den slags spas. Den dag var der i stedet mokket en række boder op – efter hvad jeg havde forstået fortrinsvis for nogle lokale Københavnske Bryggerier, men et par udenlandske foretagender havde også fundet vej til København. Selv havde jeg det nødvendige udstyr med til at dokumentere løjerne – min telefon, der både indeholder en mikrofon og et kamera – det er alt, jeg behøver på stedet.

Her følger en kronologisk gennemgang af aftenens oplevelser – dels efter hukommelsen, dels efter optagelserne fra det højloftede, nøgenvæggede industrilokale, hvis rungende akustik gjorde sit for at gøre dokumentationen besværlig.

Chassis, Hoppe Beer
Hoppe Beer er et mikrobryggeri, der hører til i Solrød. De brygger ifølge deres hjemmeside efter den belgiske øltradition, og inden for de rammer falder en Saison med solbær jo ganske fint. Navnet er et ordspil på det franske ord for solbær – Cassis, en rask lille trommehvirvel efterfulgt af et kækt bækkenslag ledsagede en smagsprøve, der omgående fyldte hele kæften med skarpsødt solbærsyltetøj, svøbt i sur lambic så autentisk, at man som Københavner ville have gættet på et ophav et godt stykke længere mod sydvest, end tilfældet var. Arrangementet, som vist fandt sted for andet år i træk, kom dermed godt fra start for mit vedkommende.

Der skulle heller ikke gå lang tid, før jeg stødte på nogen jeg kendte, nemlig ølsprællemanden Martin Bo Petersen fra Bryghuset Redekassen. Han anbefalede på stedet øl fra Frederiksberg Bryghus, og da jeg ikke i forvejen havde lagt nogen plan for, hvad jeg skulle nå at prøve, kunne jeg jo lige så godt tage mig af disse med det samme.

Hvede, Frederiksberg Bryghus
Brygget fra den lille enklave i København, der ikke er København, serveres på Frederiksberg Rådhusplads, hvilket i den senere tid med tørt og solrigt vejr dårligt kunne passe bedre. Hvedebrygget dufter næsten overvældende frugtigt af æbler og appelsiner. I munden føles brygget, den tætte bouquet til trods, ganske let, men ingenlunde tyndt. Blomster og krydderier vælter frem i munden. Hyld, syren og rose ledsages af gurkemeje og mild koriander på en baggrund af en frisk bitterhed af birketræ. En hvedeøl som de færreste – ikke bare frisk, men forbløffende smagfuld. I sandhed well done!

Rådhusøl, Frederiksberg Bryghus
Rådshusøl er en lys ale, ligeledes med krydrede og frugtige noter i duften. I smagen er brygget mere målrettet end hvedebrygget uden at det af den grund bliver kedeligt. I stedet for at danse sødt og spraglet til glade rytmer, marcherer det taktfast til en melodi af rå, frisk bitterhumle, skarp i karakteren og alligevel blød ved gummerne med noter af friskknækkede birkekviste.

Vores lille selskab søgte nu videre og brugte lidt tid ved Africa Beers bod, hvor Marcus købte sig fattig i minder fra dengang han og hans bror havde opholdt sig på kontinentet i længere tid. En smagsprøve blev det også til, men det er noget, læserne må vente med til sidst i indlægget.

Pils or not, Widawa Browar
Da Marcus’ nostalgi ellers var blevet mættet, gik turen til den modsatte side af lokalet til en stand fra et polsk bryggeri, ved navn Browar Widawa. Med Pils or Not fik jeg virkelig en af de oplevelser, man tager på ølfestival for – noget helt ekstraordinært fantastisk, som man ikke bare sådan lige finder i almindelig handel.

Duft af enebær og rosmarin bliver til aroma af bøgesavsmuld med let ginessens. En massiv humlebombe, som Marcus og jeg fik lov at have helt for os selv. Meget humlede øl lod ikke til at falde i Janes smag.

Double Dippy Doo, Dry & Bitter
Tilbage til de hjemlige omgivelser igen. Dry & Bitter fra Gørløse havde også en stand på festivalen. Jeg har prøvet en enkelt af deres øl for to år siden, en fejlgæret IPA, der imidlertid viste sig at være ikke helt så fejlgæret som rygtet ville vide. Jeg fik mig en snak om netop den øl med bryggeriets engelsktalende ekspedient. Han kunne godt huske brygget, og bekræftede at det i sin tid måtte trækkes tilbage – men at det skulle eksplodere ved åbning, sådan som rygtet ville vide, kunne han ikke genkende. Det skete som bekendt heller ikke, da jeg optog åbning og skænkning af brygget på video.

Nu var det til gengæld tid at prøve noget mere fra den kant. Et aggressivt drøn af superaromatisk humle rammer som pulver smagsorganerne, hvor det smelter og ruller i lange, tykke gobeliner hen over tungen. Herefter lægger det sig mageligt overalt på mundens vandrette flader, hvor det blødgør og masserer samtlige slimhinder og smagsløg til ufatteligt velbefindende af blomster- urte- og lys træaroma – så man næsten brænder sig på det. Et helt ekstraordinært godt bryg.

Jokeren, Musicon
Det var min fornemmelse, at ølfestivalen skulle være særlig lokalkøbenhavnsk. De udenlandske stande dementerede straks det eksklusive i udsagnet, og oven i købet dansede de øvrige præsente bryggerier nærmest omkring København, uden nogensinde rent faktisk at ramme hovedstaden. Solrød, Frederiksberg, Gørløse og nu Roskilde, hvor Musicon holder til. Marcus foreslog et rask lille væddemål om, hvorvidt navnet skulle udtales med en k- eller s- lyd før o’et. Han holdt på ‘s’, mens jeg i henhold til gode-gamle-gulerødder-huskereglen følte mig ganske sikker på, at c’et skulle udtales som ‘k’.

Jeg fik ret, og Marcus måtte betale omgangen, da det var ham, der dels havde foreslået væddemålet, dels ikke havde hæftet sig ved, at der ikke var en cedilla hægtet fast nederst på c’et. Sådan som der fx er tilfældet i det franske navn François. Det kunne vel lære ham …

Selvom udvalget var stort, valgte jeg at spille sikkert, idet jeg valgte deres New England IPA, ‘Jokeren’. Et krus appelsinjuice – eller noget der lignede – blev hældt op, og den intense, aromatiske humle gjorde omgående godt. Lidt lettere var den end humleeksplosionen fra Dry & Bitter – men undertiden er det nu også at foretrække, at man kan mærke nogle nuancer, frem for næsten at få kvalt oplevelsen i velsmag. En anelse mere fokuseret på en skarp og gennemtrængende bitterhed af friskfræset fyrretræ var dette lille vidunder, mens Dry & Bitters humlemost lagde mere vægt på aromaerne omkring bitterheden. Man kan ikke få alt på én gang, så det er egentlig ret godt klaret, at man sådan kan komme hele vejen rundt i IPA-verdenen på kun To Øl. De så i øvrigt ud til at mangle ved arrangementet, hvilket egentlig er ærgerligt – men så kunne jeg jo fokusere på bryggerier, jeg endnu ikke kendte.

Danse Macabre, La Debauche
Marcus mente, at vi efter Musicon måtte aflægge nabostanden et besøg. Navnet var La Debauche – et fransk mikrobrygprojekt, der om ikke andet havde mægtig spændende etiketter at byde på. Jeg valgte ‘Danse Macabre’ der deler navn med en af mine yndlingskompositioner af Camille Saint-Saëns, og jeg blev ikke skuffet. Her var en øloplevelse, der var aldeles unik, og noget jeg aldrig havde prøvet før. En mørk IPA tilsat mandelmælk, og det er slet ikke så tosset som det lyder. Fyldig lækker, som en kop wienermelange, tilsat fløde og med den helt rigtige større vægt på kaffen end chokoladen.

Så kan det godt være, det er lidt snyd, det der med mandelmælken. Men jeg har for længst lagt mine aversioner mod tilsætninger i øl fra mig – især når de skaber vellykkede resultater udi velsmag som denne.

Cherryleader, La Debauche
Franskmændene (for der stod altså kun mænd i den stand – så mænd var det altså) var umådeligt flinke og ivrige efter at demonstrere deres kunnen, så det blev til endnu flere øl fra den stand.

Cherryleader var således en kriek, jeg simpelt hen måtte smage – altså etiketten bød bl.a. på et afhugget hoved – og jeg blev ikke skuffet. Kirsebærrene smager igennem som sovsen på ris a la mande, nydeligt omkranset af en sur skal af vildgæret bryg. Det er en form, der bare fungerer – så intet revolutionerende her. Bare et godt bryg som man kender det, og uden at brygget bliver for kvalmt sødt. Den helt rigtige modvægt af syre – faktisk med en lille smule ekstra syre end nødvendigt – forhindrer effektivt udvikling af enhver kvalmhed.

Gulder, Nigerian Breweries PLC/Heineken
Som jeg akkurat nåede at nævne, var der også en stand fra firmaet African Beer på festivalen. Virksomheden importerer afrikanske ølmærker til Danmark – primært til herboende afrikanere, men enhver interesseret europæer må selvfølgelig også gerne være med.

Jeg tog selv fire styk med til senere anmeldelse på bloggen, for Afrika skal i hvert fald ikke være det ringest repræsenterede kontinent på mit websted. Desuden besluttede vi os for – eller også var det i virkeligheden Marcus, der fik den tåbelige ide – at købe en stor nigeriansk øl, og dele den som et punktum for en hyggelig og oplevelsesrig aften.

Som sagt så gjort. Jeg vil dog skåne læserne for mine og mine medsmageres fordrukne tirader. Ikke fordi jeg finder dem uegnet til offentliggørelse – der skal jo alligevel noget til, før jeg finder den slags uegnet – men fordi jeg regner med at udgive vores smagsseance som podcast.

Om øllet er der ikke meget at sige. Det var et meget generisk, halvtyndt og småsurt industriprodukt, lige som man kunne forvente. Helt umuligt er brygget dog ikke – det har en maltbund, der gør brygget genkendeligt i forhold til alle de mange andre generiske standardbryg. Til gengæld gør bryggets syrlighed ikke videre godt.

Men det lykkedes os nu alligevel at presse lidt nydelse ud af brygget, mens boderne begyndte at lukke, og afspærringerne omkring gårdområdet hvor vi sad, blev fjernet.

Tak til Arrangørerne for en fin festival, der blandt andet skal roses for sin overskuelighed. DØE’s årlige arrangement i Lokomotivværkstedet er nok den vigtigste ølbegivenhed af sin slags i løbet af året – men at den er uoverskueligt stor og voldsomt overrendt kommer man desværre ikke udenom. Her er der mere luft og plads på Copenhagen Beer Festival – og det er grund nok alene til at arrangementet får mine varmeste anbefalinger.

Smagskrusene skal også have rosende ord med på vejen. Det er små emaljerede metalkopper, der ikke knuses i tusind små sønderflænsende stykker, skulle man komme for skade at tabe dem.

Og da jeg nåede hjem – ja, da viste det sig, at en interviewaftale jeg havde lavet med en Canadisk YouTuber skulle foregå samme aften – og ikke den følgende aften som jeg ellers gik og troede. Så et timelangt interview i den første hangout, jeg nogensinde havde været i, blev det også til. Og så var der et afterparty efterfølgende – ja, det blev sent før jeg kom i seng – og dagen efter var der endnu en arbejdsdag.

But it was worth it all …

Deuteronomium IV – 2013

Opsamling …

I anledning af 1100-anmeldelsesjubilæet har jeg valgt omsider at tage en tråd op, som jeg tabte for alt for længe siden, nemlig tilbageblikket på min blog.

Uden at det skal være et argument for yderligere at udskyde gennemgangen af mine år som blogger, kan man jo trods alt indvende, at historiske gennemgange af – vel – hvad som helst, ikke bliver mindre historiske af, at man prokrastinerer en smule. Tværtimod.

Så på den måde er der vist ikke sket nogen skade. Og materialet, som tilbageblikket sker på baggrund af, render jo ingen steder, så længe jeg betaler mine – i øvrigt ikke problematisk høje – regninger til DK-Hostmaster og mit webhotel.

Ligesom det foregående år, var 2013 noget turbulent, omend ikke helt så kaotisk som det foregående. Året før var min familie og jeg søgt udenlands, da kontanthjælpen begyndte at ligge lige lovlig tydelig foran horisonten for mig. Det blev en succes såvidt, at jeg, efter at vi havde fået mere end nok af Irland efter to måneder, nærmest omgående fandt arbejde da vi vendte hjem. Nu skulle der så gå ca. et halvt år, hvor vi boede hos min far på Midsjælland, i provinsbyen Hvalsø.

Der skulle imidlertid spares op, så vi fik råd til vores eget sted at bo i København, hvor boligpriserne også dengang (det er trods alt kun 6 år siden) også kun gik én vej i raketfart, nemlig op. En pendletur på over 100 km. sammenlagt om dagen, tog også hårdt på mentalt overskud, samtidig med at arbejdet – dengang som nu – skulle vise sig at være temmelig hårdt.

Sløv start …

Så der blev ikke anmeldt voldsomt meget de første par måneder. Jeg fandt nogle amerikanske øl i den lokale fakta – så var der nok til januar måned og starten af februar. I den sidste – og typisk koldeste (det passede i den grad det år) – vintermåned fandt jeg desuden en af de øl, der i årene derefter skulle gå hen og blive en af mine foretrukne billige stouts. Oyster Stout fra Marston’s skulle nogle år senere vise sig at være rigtig god at bage rugbrød med.½

Jeg skulle helt frem til marts måned, før der kom fart på bloggeriet igen. Jeg genfandt en øl, der var blevet ofret i efteråret (den slags sker, når man er gift med en hedning), mens Ørbæk gjorde det i en sjældent god øl, for hvilket der omgående blev kompenseret med to rent ud sagt elendige bryg, der oven i købet næsten uforskammet plankede et ikke helt ukendt skotsk mikrobryggeris navnekoncept. Mest interessant var dog fremkomsten af en ny serie øl fra Bryggeriet Vestfyen under navnet Støckel.

Serien er opkaldt efter en dansk opdagelsesrejsende i Afrika, Johan Støckel, der fortsat ikke er kendt nok til at han har sin egen Wikipedia-artikel. Bryggeriets egen hjemmeside var længe det eneste jeg kunne finde, der henviste til ham, men denne i grunden ret interessante billedserie skulle også være fra hans hånd.

Og mens Johan Støckel-skikkelsen faktisk virker ret interessant, er det ikke, hvad man kan sige om øllene. De lå karaktermæssigt mellem praktisk taget udrikkeligt og jævnt kedeligt. Ud over at jeg ikke spåede serien nogen stor fremtid, leverede jeg også en bredside til Bryggeriet Vestfyen for ikke at gøre sig ordentlig umage med noget, de lancerede som en serie af specialøl. Ingen af delene kom til at holde. Jolly Time og Jolly Cola er fortsat det bedste, der er kommet ud af Bryggeriet Vestfyen, mens serien på mystisk vis har overlevet til den dag i dag. Støckel-øllene fås fortsat i Fakta, og det er mig en gåde, hvem der dog mon går og køber og – formoder jeg – drikker dem.

Amagerhyblen

I april måned flyttede den lille familie så til Amager til en flot, stor og afsindigt dyr lejlighed i Ørestad Nord. Det skulle blive vores hjem de næste 3 år, og desværre også anledning til, at jeg økonomisk hang med røven i vandskorpen i lige så lang tid. Alt andet var til gengæld fantastisk. Omgivelserne var skønne med Amager Fælled lige ved siden af og to små børn, der havde noget nær ideelle legemuligheder. En af Danmarks største ølkendere, Peter Myrup Olesen, – manden bag Beerticker – skulle desuden vise sig at bo samme sted. Det blev til et par hyggelige møder gennem årene.

På bloggen startede jeg et tema om de øl, jeg havde købt mens jeg boede hos Farmand i Hvalsø, og endnu ikke havde nået at afprøve før flytningen – et eller andet skulle indflytningstemaet jo handle om. Når jeg sådan kigger tilbage på dem, kan jeg konstatere, at Flying Dog-bryggeriet synes gledet ud i glemslen, Raasted er gået heden flere gange, og genopstået under nye navne, Herslev Bryghus er still going strong mens ‘Kors Øøll‘ kun kortvarigt skulle blive øllen med det underligste navn, jeg nogensinde havde prøvet. Sidst i september måned ramte den her bloggen, og den bliver nok svær at slå.

Guld, virale opslag og skæve starter …

I Maj måned fandt jeg guld. Et Lovecraftsk monster fra dybderne ved navn Narwhal glædede ikke kun mine smagsløg, men leverede også et mere end almindeligt healthy buzz, der gjorde mig modig og aktiv på diverse sociale medier samme aften. Heldigvis uden større konsekvenser, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ved den lejlighed blev inspireret til aktivt at skabe mig en let selskabelig overrisling, hvis der er en online diskussion, jeg har brug for lidt ekstra mod til at involvere mig i. Nogle år senere skulle det komme mig til gavn, da jeg fik den afsindige idé at forsøge at diskutere seriøst med flat-earthere.

Samme måned fik jeg afprøvet et nyt Tuborg-Produkt, der var noget mere afdæmpet i sit behag. Tuborg Ultra Grøn hed den vist rigtigt, og ikke ‘Grøn Ultra’ som der står i overskriften. Men det finder jeg fortsat ikke vigtigt nok til at rette. jeg husker, at jeg lod min jævnt lukne – for ikke at sige mildt uforskammede – anmeldelse af produktet dele på Tuborgs Facebookside, hvilket genererede en farlig masse klik på bloggen. Det var min første lille virale succes, og en bekræftelse af min mistanke om, at det bestemt ikke genererede færre klik på min blog, når jeg var negativt indstillet over for noget – tværtom.

Jeg spåede desuden produktet (læg mærke til, hvordan jeg behændigt undgår at kalde det en ‘øl’) en fremtid på de danske ølvarehylder, men brygget er imidlertid forlængst forsvundet – ikke bare fra hylderne, men også ud i glemslen. Kun blogindlæg, og måske nogle arkiverede netsider, vidner om, at produktet engang eksisterede i Carlsbergs sortiment.

– At mine evner som spåkone m/k næppe lander mig en hyre på Hogwarts inden længe, er der flere eksempler på i min bloggervirksomhed. I dette indlæg alene har der været to.

Thisted Bryghus havde jeg et par år forinden taget afsked med – ikke for evigt, men for en stund, fordi deres øl alt for tit skuffede mig. Jeg tog dem til mig igen, og har siden anmeldt deres øl med jævne mellemrum. I skrivende stund har jeg som bekendt en hel stribe af dem stående i venteposition fra sidste års julekalender.

Juni måned vil jeg huske som det første møde med et bryggeri, der senere skulle komme til at fylde rigtig meget på bloggen af alle de rigtige grunde. her tænker jeg på Amager Bryghus, der imidlertid startede i den noget beskedne ende af mit karakterspektrum. Vel, ethvert nyt kendskab skal starte et sted, og i tilbageblikkets lys kan jeg med fornøjelse konstatere, at first impressions don’t necessarily last.

Omtrent samtidig skulle jeg opleve det nok værste eksempel på markedsføring på bloggen indtil videre. Nemlig.com havde den stående som et særtilbud, og min hustru (nu ex) var så sød at bestille den til mig, så jeg havde noget at anmelde. Bloggens indtil videre eneste schweiziske øl var en ‘Vollmondbier‘, brygget ved fuldmåne for at udnytte fuldmånens særlige kraft …

I skrivende stund småfniser jeg, mens mine arme i form af små smertetrækninger vægrer sig ved rent faktisk at ramme de rigtige taster på keyboardet. Så tåbeligt forekommer det mig, at vi skal ud i fladjordsopspind og kreationisme, for at finde noget, der er tåbeligere.

Sodavandsøl

Ligesom vinteren var meget kold og lang, var sommeren tilsvarende lang og alt for varm. Flere gange fandt jeg mig selv slukke tørsten i sodavandsøl – radler, som tyskerne kalder det, eller shandy som briterne kalder det. Jeg anmelder i princippet alt hvad der er på markedet – ikke sjældent ud fra den tankegang, at jeg gerne prøver det allerfæleste, jeg kan finde, så andre ikke behøver prøve.

Så meget desto mere når det gælder sodavandsøllene, som jeg altså eksperimenterede en del med over sommeren. Bryggeri Skovlyst havde et par stykker, som jeg drak med mere end bare jævn fornøjelse, ja jeg vil faktisk gå så langt som at hævde, at sodavandsøllene nok har været det mest markante, og noget af det mest velsmagende, jeg har prøvet fra den kant.

Desuden lavede jeg mine egne radlerforsøg, og havde gode ven Gedved på besøg, så han kunne agere forsøgskanin. Det blev aldrig rigtig godt – men tørsten blev da slukket, mens jeg kunne konstatere, at radler og shandy først og fremmest er til for varmt og tørt vejr, mens deres evne til at behage smagsløgene i raffinement og sofistikerethed er at sammenligne med industrielle pilsnere.

Apropos industrielle pilsnere, tog Royal Unibrew over fra Harboe, da en ny producent af Coops ‘Dansk’ pilsner skulle findes. To år tidligere havde jeg anmeldt Harboes version i temaet “Det tynde øl fra Fakta” og fundet den aldeles tynd og elendig. Men i stedet for at se det som en lejlighed til endnu en anmeldelse, havde jeg for første gang fundet en nedre grænse for, hvad jeg ville ydmyge mig til. Ikke om jeg skulle slæbe mig igennem et sådant tyndt bryg endnu engang. Og jeg har fortsat ikke anmeldt – jeg har faktisk ikke engang drukket én og undladt at anmelde – den, siden Harboe producerede den, og jeg drak den, som jeg i anmeldelsesøjemed havde købt.

USA, USA, USA! – Samt gensyn med gamle venner …

Amerikanerne var markant fremme i mine anmeldelser. Først havde Fakta nogle Hawaiianske øl på hylderne, og disse var dårligt nok afprøvet og anmeldt, før det næste læs pludselig dukkede op blandt spotvarerne. Mangfoldigheden og kvaliteten i det udvalg vidnede ikke blot om, at USA’s mikrobrygscene er lysår fra den europæiske opfattelse af amerikanske øl som ‘fucking close to water’.

Det kan godt være, at jeg på rigtig mange områder – ikke mindst deres udenrigspolitik – mildt sagt er kritisk over for amerikanerne. Men deres ølkultur, og måden de har båret ølrevolutionen frem på, er bestemt en solstrålehistorie, de fortjener ros for. Det var også ved denne lejlighed, at jeg for alvor fik øjnene op for Faktas evner udi godt øludvalg. hvad der startede i det små og spændende i 2010 var nu blevet stort og forbløffende godt.

I løbet af sommeren var jeg også så heldig at møde nogle gamle venner – og i begge tilfælde havde de øl til mig. Min gamle kollegiefælle Henriette havde belgiske øl, mens min ven fra min tid som politisk aktiv på den velmenende venstrefløj, Lars havde en ganske særlig øl fra Endelave til mig, da vi i forbindelse med en tur til Tyskland slog forbi hans hjem i Korsør. Det er min tilbagevendende oplevelse, at venner – nye som gamle – gerne har øl parat til mig, når jeg kommer – eller de kommer på besøg.

– Det er rigtig rart.

Hot og Not …

Resten af året gik fortrinsvis med en række pligtafprøvninger. Carlsbergs Semper Ardens-serie røg gennem vridemaskinen, og de måtte desuden lide den tort at løbe tør for deres traditionelle – og inderligt uinteressante – snebajer. Jeg var splittet mellem skadefryd og dyb skuffelse over, at så mange forbrugere virkelig gad købe dette … fual an tsionnaigh.

Refsvindinge sendte en ny øl med en fin etiket og et forjættende navn på gaden. ‘Røde Mor’ havde nok som formål at lokke velmenende politisk korrekte personager til. For mit vedkommende er det kun blevet til den ene, idet indholdet lå meget tættere på generisk industri, end på noget som helst, der er værd at samle på. Refsvindinge er fortsat et bryggeri, der lever stort på sin one hit wonderA-Z Ale no. 16, der i øvrigt kun er interessant i fadudgaven. Den industrielle variant som Vestfyen står for er ligner den ikke engang. Jeg savner fortsat en virkelig god øl fra Refsvindinge.

Hornbeer – et bryggeri for hvilket min agtelse i dag er ganske høj, fik til gengæld ikke den heldigste debut på bloggen. Et par særbryg i anledning af sommeren høstede henholdsvis og den absolutte bundkarakter på 0 stjerner, for et komplet udrikkeligt, citronsurt bryg.

Hvad der var gået galt for Hornbeer fandt jeg aldrig ud af. Hvis det virkelig var meningen, at sommerbrygget med hyldeblomst skulle smage sådan, og Hornbeer blot var på forkant med den nyeste sure trend inden for specialøl, var det stadig aldeles mislykket, da sure øl uden fejl, faktisk er en nydelse at drikke.

Et lille lyspunkt var derimod overraskende nok Royal Unibrews Stout. Nok var den ikke uforventeligt af industriel standard – men det var en ganske høj industriel standard, der var tale om. Også den skulle vise sig at være god til rugbrødsbagning ud over at vare en slet ikke ueffen billig hverdagsstout, hvis man skulle have lyst til noget, der var lige knap så tungt som en Limfjordsporter.

Bryggeri Skovlyst-gate

Men det største, der skete for bloggen det år, var da den kunne afsløre urent trav i Bryggeri Skovlysts markedsføring af et af deres julebryg.

Det startede med en anmeldelse som alle andre. Skovlyst skrev på bagetiketten, at brygget var produceret særligt til distribution på Amager, og det havde derfor fået navnet “Amager Juleøl”. Skælmsk stillede jeg det retoriske spørgsmål, om de mon også havde brygget en “Tingbjerg Juleøl” eller en “Nørrebro Juleøl” – uvidende om, at det slet ikke var så fjernt fra virkeligheden som man skulle tro.

En af mine venner ved navn Kenneth kunne imidlertid fortælle mig, at en næsten identisk øl stod på hylderne i Helsingør, under navnet “Jul i Helsingør”. Ledsageteksten på bagetiketterne var identiske på nær lokaliteten, øllene var tilknyttet. Mistanken var vakt, og den ikke ukendte Ole Madsen kunne fortælle mig, at såfremt stregkoderne var de samme, var øllet også det samme. Det var tilfældet, og at der var tale om samme bryg i forskellige flasker blev slået fast med absolut sikkerhed, da bryggeriets salgschef bekræftede, at det faktisk forholdt sig sådan.

Jeg briefede diverse medier, og oplevede i den forbindelse hvordan Jyllands Postens medier skruppelløst gengav historien som om det var deres egen. Politiken derimod var langt mere loyale, og inkluderede et lille interview med mig, samvittighedsfuldt gengivet som det var foregået over telefonen et par dage forinden.

Kort efter blev der overalt hvor brygget blev forhandlet hængt opslag op, hvoraf det fremgik, at øllet slet ikke var så unikt igen, idet det kun var etiketterne, der adskilte sig fra varehus til varehus.

Uden at himmel og jord ligefrem blev sat i bevægelse lykkedes det mig altså at lave lidt larm, og irettesætte en middelstor dansk virksomhed.

Det er ikke så ringe endda.

Det var højdepunkterne fra året 2013. Jeg forstår nu bedre, hvorfor min lille historiske gennemgang af bloggen blev sat sådan på pause. Det bliver hurtigt langt, og en smule anstrengende at komme igennem. Forhåbentlig er det underholdende at læse, og jeg har i hvert fald tænkt mig at følge målsætningen fra jubilæumsanmeldelsen til dørs.

Vel mødt til flere anmeldelser og andet sjov og ballade snarest.

Blogupdate: Nye menuer …

Jeg må vist hellere også få skrevet et lille indlæg om det her, så de læsere, der ikke er på facebook, også opdager det.

Jeg behøver næppe endnu engang at fortælle, at jeg for tiden fedter med både podcasts og YouTube-videoer. Men jeg kan vel dårligt undgå at nævne det mindst denne ene gang mere, hvis jeg skal kunne sige, hvad det er, jeg næppe behøver fortælle mere.

Så hermed er det altså fortalt endnu engang. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har stor glæde og fornøjelse ved at have udviddet scopet (er det ikke det det hedder på nutidensungdomsk?) for min bloggervirksomhed med disse andre medier.

For at læserne nemt kan følge med i disse medier fra bloggen, har jeg tilføjet to nye drop-downmenuer øverst i bloggen. Den ene til den allerede udgivne og fremtidige podcasts. Den anden er til mine YouTube-videoer, som indtil videre tæller tre.

Jeg tager hjertens gerne imod enhver form for kritik – omend der er en chance for at jeg vil ignorere den ukonstruktive af slagsen. Hvad kan forbedre mine podcasts? Hvad kan forbedre mine videoer (udover et nyt og bedre kamera – det er jeg udmærket klar over). Og hvad kunne eventuelt gøre adgangen til dem endnu nemmere end at linke til dem på bloggen på den måde, jeg gør i øjeblikket?

Jeg håber I gider tjekke det ud. Rekationer modtages her eller på facebooksiden – https://www.facebook.com/KajsOlblog/

Første video på YouTube

Fremskridt …

Undertiden kan jeg overraske mig selv.

Det er imod min egen forventning faktisk lykkedes mig at opfylde en af mine ambitioner – nemlig at begynde at anmelde øl på video.

Hermed præsenterer jeg stolt det første forsøg – min ‘pilot’ om man vil. Der er tale om en øl, jeg for længst har anmeldt på bloggen, og indtil videre vil det være sådan, at de øl, jeg laver videoanmeldelser af, vil være nogle, der allerede er anmeldt på bloggen:

 

 

Der er meget der kan blive bedre – ikke mindst skal jeg lære at fungere bedre bag et kamera og kameraet i sig selv burde nok også opdateres inden alt for længe. Men det er en begyndelse – om som begyndelse synes jeg godt selv, jeg kan sige, at det kunne have været meget værre.

Videoen foregår på engelsk, fordi jeg gerne vil prøve at nå ud internationalt. Så må vi se, hvad det fører med sig.

Følg mig på YouTube her – Det kunne være fedt, hvis I … jeg advarer på forhånd om langt flere anglicismer, end jeg bryder mig om, men det er desværre sådan YouTube-jargonen er – liker og subscriber samt smider en kommentar og aktiverer klokken, så I får at vide, når der sker noget på min kanal.

Vi ses her på bloggen og på YouTube i fremtiden.

Mit ølår 2018

Serier, begivenheder og tirader …

Kalenderen er skiftet endnu en gang et enkelt trin i den største kategori – året. Dermed er det blevet tid til, at Kajs Ølblog endnu engang gør status over et år, der er gået – på bloggen og i virkeligheden.

Selv vil jeg næppe huske året som et af de bedste. Personligt var meget af året præget af stress og depression, og de højdepunkter, der helt sikkert var, havde mere karakter af små oaser i en vældig ørkenvandring gennem et år, jeg aldrig syntes sådan rigtig fik begyndt, før det pludselig var ovre igen. Som om 2018 kun var ét langt tilløb til 2019, efter at 2017 var endt.

Omkring november, kort efter en fødselsdag som jeg havde tilbragt småsyg, stresset og med en punkteret cykel på vej hjem med børn på laddet, vågnede jeg omsider og var pludselig igen klar til at tage fat på livet. Jeg har siden holdt hårdt fast i den gode rytme, der blev indledt der, og jeg håber sådan, at det bliver ved.

På ølfronten var der til gengæld mange store oplevelser, og det er selvfølgelig dem, det skal handle om. Bloggen er imidlertid også personlig, så det vil også komme til at handle om mig selv – også i fremtiden. Find jer i det – eller giv jer hen i mine tirader, for det er også det, de er der for. Alt sammen for læseoplevelsens skyld.

Så mange læsere …

Et hurtigt kig på statistikken afslører, at jeg i 2018 ikke fik anmeldt helt så meget som i 2017. Til gengæld har antallet af læsere fået endnu et nøk opad: Kun i januar og februar har der været under 4000 klik på bloggen. Og i juni, juli og december måned havde bloggen over 5000 klik.

I 2017 nåede jeg kun op over 5000 klik i december måned, selvom jeg skrev væsentlig flere indlæg det år. Om det bare er læserskaren der er vokset, eller kvaliteten af det, jeg har skrevet, der har lokket flere til, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har imidlertid ikke holdt mig tilbage i det forgangne år med at skrive om andre ting end øl. Og det lader bestemt ikke til at have afskrækket folk – tværtimod har jeg flere gange fået at vide, at det netop er alt det uden om selve ølanmeldelserne, der gør bloggen læseværdig.

2018 skulle også blive året, hvor jeg rundede anmeldelse nr. 1000. I betragtning af, at jeg har været i gang i otte et halvt år tænker jeg, at bagkataloget snarere udstråler en amateuristisk magelighed end professionel alkoholisme. Jeg har aldrig drukket særlig meget ud over, hvad der ryger op på bloggen. Men når det sker, har jeg tænkt mig, at i det nye år vil jeg blive bedre til at smide mine anmeldelser op på Untappd. Anmeldelserne derfra vil også blive delt på min nye engelsksprogede twitterprofil.

I forbindelse med jubilæet tog jeg også fat på at skrive bloggens historie i et tilbageblik – eller et Deuteronomium, som jeg valgte at kalde det dertilhørende tema. Tre år nåede jeg at gøre rede for, før jeg løb sur i det. Jeg regner med snarest at tage den tråd op igen, og få tilbageblikket færdiggjort i løbet af foråret.

Serier …

I det hele taget stod 2018 i temaernes tegn, og jeg kunne have valgt at organisere endnu flere smagninger i temaer, hvis jeg havde gidet.

Således havde min søster i år 2017 foræret mig en nydelig lille samling specialøl, som gjorde rigtig godt et stykke ind i 2018. Ebeltoft Gårdbryggeris IPA ‘Raw Power‘ udgjorde perlen i den samling, sammen med ‘Skunk Jam‘, der imidlertid blev anmeldt som den sidste øl året før.

Årets bryggeri Amager Bryghus fyldte fortsat meget på bloggen. Men det tror pokker, nu hvor jeg ikke bare er på fornavn, men også på krammer med flere af bryghusets fast stab. Jeg fik afsluttet deres Sinner Series, som jeg påbegyndte for år tilbage. Desuden fik jeg i selskab med min efterhånden faste medsmager Marcus smagt mig igennem den meget fine samling lagrede øl, bryggeriet udgav i december måned sidste år. Det blev også til et par besøg på selve bryggeriet, da der skulle skaffes forsyninger til bloggens almindelige drift. Det var dog ikke alt, der kom temaer ud af. – Nogle gange er selv en god øl fra Amager Bryghus bare en god øl fra Amager Bryghus.

En række øl blev taget med fra Esrum Kloster, hvortil jeg i min egenskab af blogger oven i købet aktivt blev inviteret. Begivenheden fandt sted i marts, og temaet blev først afsluttet i december kort før jul. Heldigvis er over- og vildgæret belgisk øl ikke det, der tager mest skade af at stå et stykke tid.

I april måned var jeg til min onkel og tantes guldbryllup i Nordtyskland. Det gav anledning til et par anmeldelser af de øl, jeg gav dem i gave, tillige med en samling øl, jeg fandt i grænsehandlen. Bortset fra et par enkelte perler, var disse samlinger mere præget af middelmådighed end af noget andet.

Det samme kan roligt siges både om Royal Unibrews forskellige Albani-serier, der er ude i disse år. Selvom min begejstring for seriens Mosaic IPA er vokset, så den i øjeblikket er min foretrukne her-og-nu-industriøl, til når jeg gerne vil have noget, jeg ikke behøver anmelde, faldt den sidste i serien jeg fik prøvet mere end ualmindeligt hårdt til jorden. Meget bedre gik det ikke for Anarkist-serien, Alene det at et industribryggeri af den kaliber kalder en af sine serier sådan, er ikke engang ufrivilligt morsomt.

Så var der anderledes knald på Taphouse’ udvalg. Det var en af mine læsere ved navn Niels (ja, jeg har flere læsere – og ølpushere – med det navn), der havde inviteret mig ud. Det er altid spændende at møde mennesker i virkeligheden, som man kun kender online – og det trækker bestemt ikke i modsat retning, at de byder på noget af det bedste øl, man får prøvet i løbet af året – for ikke at sige livet. Det skulle heller ikke blive den eneste gang, jeg frekventerede Taphouse – men det vender jeg tilbage til.

Lidt ølaktivist kunne jeg også få lov at være, da jeg engageret kastede mig ind i kampen på Munkebo Brewery’s side, da det tyske bryggeri Wacken Brauerei truede med at slæbe dem i retten for at bruge nordiske gudenavne på deres bryg. De nordiske guder er imidlertid for alle, der har lyst til at bruge dem (undtagen nazier. Fuck nazier!). I skrivende stund er den nidstang, jeg i den forbindelse rejste, fortsat oppe, for der mangler mig bekendt stadig en tilbagetrækning fra Wacken Brauereis side for alle retskrav på de de nordiske gudenavne. Og indtil en sådan foreligger, bliver nidstangen stående.

Begivenheder …

I løbet af året indfandt jeg mig stundom ved begivenheder, der var ølrelaterede, mens andre ikke sådan rigtigt var det. Men det skulle jo ikke afholde mig fra at få dem til at handle om øl alligevel.

Ølfestivalen på Esrum Kloster i marts var imidlertid et rigtigt ølarrangement. Næsten umuligt at nå til og fra med offentlig transport uden overnatning undervejs, men bestemt turen værd, når man endelig nåede frem. Hvis ikke de mange flotte og fine over- og vildgærede klosterbryg kunne give én hovedpine, så klarede de lavloftede lokaler og endnu lavere døråbninger den sag. Jeg husker hvordan min fine sorte hat var fuld af hvidt puds, efter arrangementet – men i det mindste ydede pulden da et minimum af beskyttelse for mit kranium. Jeg nåede kun halvdelen af arrangementet, idet jeg blev så optaget af det fortrinsvis belgiske klosterudvalg, at jeg aldrig fik inspiceret den del af festivalen, der havde mikrobryggernes udvalg. Den mest spændende oplevelse ved den lejlighed var at prøve en Vestvleeteren-øl til 150 kr. / 0,33 l. Selve oplevelsen var egentlig ikke stor, men det var til gengæld æren ved at få lov til at smage på de dyre dråber.

Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival på Lokomotivværkstedet var – næppe overraskende – også et rigtigt ølarrangement. Det jeg bedst husker er Svaneke Bryghus’ brygmester Jan Pauls røverhistorier om hans tur til Moldova, og de deraf afledte spændende bryg, han kunne byde på. Kort før festivalen havde jeg smidt en god anmeldelse af deres Don’t Worry Pale Ale – den bedste øl under 1% alkohol, jeg nogensinde har prøvet – men jeg tror bestemt ikke, det var som tak, at han var så snakkesalig. Det skyldtes blot vores fælles interesse, og hans glæde ved at dele ud af det, han syntes var det bedste i verden at beskæftige sig med, nemlig øl. Jeg har ikke svært ved at forstå ham.
Deltagelse i en facebook-livestream, krammer fra Amager Bryghus-brygmester Jacob Storm, og selvforevigelse i selskab med Carsten Bertelsen og Martin Bo Pedersen (se billedet øverst) – Brygmester fra Nanobryggeriet Redekassen.

Årets to store koncertoplevelser, var til gengæld egentlig ikke ølrelaterede arrangementer i sig selv. Men når nu koncertstederne havde sådan et fint øludvalg, så ville man da være et skarn, om man ikke afprøvede varerne alligevel. Således var jeg langfredag (hvor man jo i ydmyghed skal kontemplere Jesu Kristi pine og død for vore synder) til Napalm Death-koncert på Loppen sammen med min gamle ven Frank. Det blev til to rigtig gode øloplevelser, ud over den største koncertoplevelse for mit vedkommende i vel mere end et årti. Sammen med Marcus var succes’en tæt på en gentagelse da jeg i december måned indfandt mig i Pumpehuset til Myrkur-koncert. Ved den lejlighed var det imidlertid lyden, der totalt fængslede mig, så det blev ikke til så megen smadren rundt, som i marts. Øllet var til gengæld endnu engang exquisite – med en lokal københavnsk Gose i sortimentet har Pumpehuset også som udskænkningssted vundet min udelte respekt. Endnu et besøg på Taphouse cementerede aftenen som en af årets absolut største.

Det var også begivenheder i sig selv de gange, Marcus og jeg indfandt oshinandens bopæle for at prøve øl. Det var ved de lejligheder, at Amager Bryghus’ lagrede serie blev afprøvet med bravour, og det var i beretningerne derom, jeg opdagede, at det faktisk fungerede ret fint at udskrive dialogen fra optagelserne i kun sparsomt redigeret form. I forbindelse med, at jeg i løbet af året måtte udskifte min pc, var det min plan at kickstarte en udvidelse af bloggeriet til også at omfatte podcasts. Det fik en brat ende, idet optagelserne på min computer viste sig at være komplet ubrugelige. De indbyggede mikrofoner på min pc var mildt sagt ikke bygget til at opfange tale fra andre, end dem der sad umiddelbart foran skærmen. Forvent imidlertid revanche snarest i det nye år – thi der skal mere end en dårlig mikrofon til at tage modet fra en Kaj Framke.

Tirader …

En af de ting, der kendetegner min blog er, at den er meget personlig. Den handler ikke kun om øl. Den handler også om mig selv, og den handler om de tanker jeg gør mig om ting, der sker ude i verden. Af flere læsere har jeg fået at vide, at det er det, der gør min blog læseværdig, så jeg har absolut ingen planer om at lave om på det i det nye år, eller årene fremover.

Jeg ved ikke, om jeg gjorde mere ud af tiraderne i år end tidligere. Men ved gennemgangen af bloggens indlæg har jeg genkaldt ret mange. Ulige fordelt er de, som om jeg i løbet af året – kulminerende i september måned – måtte give mere og mere luft for mine frustrationer på bloggen.

Skulle man have lyst til at vide, hvad jeg i løbet af året fik skrevet om divergerende sager såsom omskæring, tyrefægtning, påskeritualet, partiet Venstres tidligere formand, industribryggerier, der går mikrobryggerierne i bedene, Wacken Brauerei, mere Wacken Brauerei, Karen Jespersen – eller … undskyld, jeg forveksler hele tiden hende og Pernille Rosenkrantz-Theil, racistiske antidemokratiske Trump-supporterende politiovergreb, Martin Luther (den tirade har min personlige anbefaling … ikke mindst fordi den tog ret lang tid at forfatte), de rige, der sidder på flæsket, Lagkagehuset og deres tungekysseri med de racistiske fascister i DF, Indslevs konkurs og et af Københavns racistiske værtshuse, nazisvin i Svendborg, DFs aldrig så passende valg af stil på deres plakater, ancaps, Dansk Retur System (sic), hvor mange aneurismer, apoplektiske anfald og hjerteinfarkter, jeg har oplevet (jeg kan hjælpe lidt og fortælle at antallet er rundt), alt muligt så’n i det hele taget, den kreationistiske forgifter af ungdommens hjerner, Mads Jakob Jakobsen, hvordan jeg måtte æde nogle af mine ord i mig, Matador, KZ-lejren på Lindholm, mere om KZ-lejren på Lindholm, Fredensborg Kommune som den ultimative Grinch, finansloven og flere nazister på Fyn, kan man bare trykke på det dertilhørende link, og man vil blive ført direkte til indlægget. Fagre nye verden!

De store personligheder, som vi måtte tage afsked med, det forgangne år fik også nogle ord med på vejen. Christoffer Barnekow, Synnøve Søe, Jens Okking og Mort Walker tog nogle afgange med ret korte mellemrum, og blev mindet ved anmeldelsen af et passende dystert bryg. Legendariske Stephen Hawkings voicebox virker formentlig endnu, mens dens tidligere ejer blev mindet ved anmeldelsen af en anden legende, der imidlertid strålede langt mindre end ham. Der blev alt for stille mens jeg var ved at rapportere fra mit første besøg på Taphouse og Kim Larsen drog af sted for at lære englene, dæmonerne eller begge dele et par tricks udi tekstskrivning. Morten Grunwald og Stan Lee stak også af omtrent samtidig og blev æret netop som Bosnien-Hercegovina fik sin debut som ølnation på bloggen. Endelig lagde en af de tegnere, hvis streg vel nærmest er ridset på indersiden af de fleste +40-åriges nethinder, Werner Wejp-Olsen endeligt blyanten og blev behørigt mindet derefter.

Hottest og nottest …

Så er jeg vel også kommet rundt om det meste af, hvad der skete på min blog i det forgangne år. Tilbage er kun det punkt på dagsordenen, der altid er med ved mine årsgennemgange. Ellers bestræber jeg mig nemlig gerne på ikke bare at levere den samme smøre hver gang, men fokusere på noget forskelligt. Denne gang var det – hvis man ikke skulle have opdaget det – begivenheder og tirader, der var i højsædet.

Jeg starter med de tre ringeste øl, jeg har prøvet i løbet af året. Andre gange har jeg taget de gode først, for at gemme underholdningen (læs: vitriolen) til til sidst. Denne gang var årets bedste oplevelse imidlertid af en sådan kaliber, at den kun kan komme til sidst. Som dette allerede alt for lange blogindlægs kulmination og storslåede endepunkt.

Not …

03. La Barbaude Maltador, Brasserie Artisinale Nimoise: hvad dette sjaskede og inderligt insignifikante pseudostout havde at beskaffe i en samling udvalgte specialøl, nydeligt arrangeret i en fin gavekasse, er en gåde på linje med tidens oprindelse og hvad der egentlig gør, at massetiltrækning finder sted. Et fixt ordspil om noget, jeg i forvejen er passioneret modstander af, redder heller ikke dette farvede vandprodukt fra at være alt andet  end det titel og etiket foregøgler. Ingen vildskab – kun vand.

 

2. Anarkist Ginger Pale, Royal Unibrew/Albani: Jeg er ikke nogen vehement modstander af alternative krydderier i øl. Sålænge det smager eller på anden vis giver øllet en ny dimension. Måske får den tilsatte ingefær i Royal Unibrews obskure postevandsbrus brygget til at føles endnu mere som aqua communis tilsat kulsyre. For smagen af ingefær er i bedste fald vigende, ligesom alle andre af bryggets aromaer, på nær den af det reneste dihydrogenmonoxid.

1. Økologisk US Lager, Royal Unibrew/Albani :Royal Unibrew får æren af at være med hele to gange blandt årets ringeste øl. Mens jeg egentlig slet ikke synes, at serien hvori dette bryg forefindes er noget at fnyse ad – især ikke i betragtning af størrelsen af firmaet bag – så falder dette bryg helt ved siden af. Stort set intet smager det af, andet end vand – undtagen da lige, når man bøvser. Så smager det endelig af lidt, men det tjener intet bryg (eller andet) til ære, at det smager bedre på opturen end på nedturen. Mon ikke vi alle kan blive enige såvidt?

Hot …

3. Envy, Amager Bryghus: Jeg skulle ikke mange dage ind i året, før jeg stødte på noget exceptionelt. At humlehovederne på Amager Bryghus forstår sig på IPA og bitterhumle er ingen større hemmelighed – og i dette mesterværk kan man opleve dem fremelske og rendyrke netop det bitre. I hvilket andet bryg end i en hyldest til dødssynden misundelsen ville en sådan forfinelse af netop det bitre være mere passende?
Jeg kan ej komme på et …

2. White Crow Omen, Amundsen/AF Brew: Et aldeles unikt bryg. Og ikke bare unikt, men også aldeles vidunderligt. Her er et bryg, der smager som ingen andre. Den fineste, fedeste flydende fudge i al sin magt og vælde fylder mundhulen med et så intenst bombardement af afsindig velsmag, at man må kæmpe for at gøre ens nip af glasset små nok, til at man ikke blive væltet omkuld. Aldrig før eller siden har jeg oplevet en smagsprofil som denne, og kun et aldeles svineheld, grænsende til hybris, tillod, at jeg skulle opleve noget større end dette …

1. Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus: Ja, hvad ellers? Det blev jo ustandseligt, som jeg igen og igen refererede til dette prægtige Matterhorn af et bryg, resten af året, efter at jeg og Marcus en varm sommeraften havde voldnydt de dyrebare dråber på hans altan. Så helt afsindigt og sindssygt fantastisk er den, at vi stadig ved vores smagninger ender med at ævle løs om den – som om den var målestok for alle gode øl derude. Snak om at være unik – dette bryg er mere end det. Det er uden for nummer og uden for kategori. Et bryg, hvis mur af mangfoldig, overvældende medsmag, gør én aldeles og ganske mundlam. For kun med det i kæften, kan man forstå, hvilket vidunder, man sidder med.
Jeg forventer aldrig nogensinde, at komme til at prøve et bryg, der er lige så godt som dette. I afmagten ved at forsøge at beskrive det igen, kan jeg anføre, at jeg modvilligt, omend indseende nødvendigheden deraf, valgte at bryde min karakterskala, for at Marcus kunne give andre  bryg end dette topkarakter. Han fik lov at give det en ekstra stjerne ud over de seks, som man ikke kunne gøre andet end give den.

– Og dermed nok snak. Velkommen til 2019. Hvis det bliver lige så godt som 2018 – ølmæssigt, i.e. (mine tirader skulle nok vise, hvad jeg ellers mente om det forgangne år, og det er ikke pænt) så vil jeg for alvor begynde at frygte nemesis.

Nidstangen …

Som Egil lærte os det …

Som man kunne læse i Ekstra Bladet i går er det fynske bryggeri Munkebo Brewery (tidligere Munkebo Mikrobryg) blevet genstand for en større hetz, som det tyske bryggeri Wacken Brauerei har igangsat.

Hvis navnet Wacken klinger bekendt skyldes det, at det er samme by, hvor der hvert år er en stor Metal-festival. I den længere tirade – for ikke at sige sviner – der følger er det vigtigt at understrege, at alle de grimme ord, jeg kommer til at skrive ingenlunde er møntet på byen eller festivalen, men alene på bryggeriet.

Wacken Brauerei er ifølge deres egen hjemmeside et to år gammelt bryggeri. De profilerer sig stærkt som et lille kvalitetsbryggeri efter ølrevolutionsforbillede i et land, hvor craft-beer-trenden ellers – for at sige det mildt – har ladet vente på sig. Blandt andet skriver de om sig selv: “Wir brauen Biere mit Geschmack. Biere mit Geschichte. Biere, die von den großen Taten der Wikinger und ihrer Götter erzählen, die einst auch hier zu Hause waren.” Eller på dansk – med mine tilføjelser i parantes: “Vi brygger øl med smag (det var da altid noget, men næppe videre originalt). Øl med historie (indtil videre to års historie … et epos er der vist ikke ligefrem tale om). Øl, der fortæller om de store bedrifter af vikinger og guder, der engang også havde hjemme her (men det er i hvert fald mere end to år siden …).”

Det evindelige hult klingende marketingsprog til side, så kunne det jo egentlig være meget godt. Bryggeriet opkalder sine øl efter figurer og gestalter fra den nordiske mytologi, og som forhenværende festhedning (dvs. asatro såfremt lejligheden bød sig til hælde godt med mjød i vommen) skal jeg bestemt ikke klage. Der er saft såvel som kraft i den nordiske mytologi, og faktisk er det påfaldende, hvordan den ellers fremstormende og altinficerende højrefløj kun i meget begrænset omfang har forsøgt at tage patent på asatroen i dens forsøg på at kyse alt fremmed bort.

Munkebo Brewery bruger også den nordiske mytologi i deres ølnavne. Og det har Munkebo Brewery gjort i vel over to år.

Den nordiske mytologi er vores allesammens. Hvis en fjern stamme af indfødte nordamerikanere med hang til gærede humlebryg skulle få lyst til at opkalde deres øl efter de nordiske guder – vel, så skulle jeg være den sidste til at klage. Det samme gælder, om man skulle få lyst til at opkalde næsten hvad som helst andet efter dem også. Landminer og andet lignende djævelskab selvfølgelig undtaget. Pointen er, at ingen skal kunne tage patent på den nordiske mytologi, da den netop er mytologi – en del af den kollektive menneskelige kulturelle bevidsthed og iøvrigt uden en kendt, navngiven ophavsrethaver.

Men det mener Wacken Brauerei tydeligvis ikke.

De har forsøgt at tage patent på en lang række gudenavne, som de eksklusivt vil bruge til deres øl. Det i sig selv er omtrent lige så blæst og hul i hovedet som at ville tage patent på Allah, Muhammed, Krishna, Shiva, Buddha, Jesus eller Jomfru Maria. Men oven i købet prøver de holstenske bryggere også at håndhæve patentet ved at true alle, der også bruger de nordiske mytologiske navne i deres ølproduktion, med retssager og krav om at øllene trækkes tilbage. Uanfægtet, selvfølgelig, af at flere af øllene og bryggerierne har eksisteret i mange flere år end Wacken Brauerei.

Helt generelt er den form for afstumpet forretningsførelse en skændsel, men den er – i hvert fald i denne bloggers øjne – tillige dermed forræderi, en skandale og med vikingernes ord en sand niddingdåd. Både herhjemme og i udlandet er der en vidstrakt tradition for, at de små kvalitetsbryggerier, der som tusindfryd på en forårsdag er myldret frem i løbet af de sidste 15-20 år, samarbejder og støtter hinanden i at producere kvalitetsøl som et reelt alternativ til gigantbryggeriernes industrielle standardsprøjt.

Wacken Brauereis retsforfølgelse af andre mikrobryggerier er en kniv i ryggen på det samarbejde – en niddingdåd i dåden.

Når Wacken Brauerei skal bruge den slags beskidte tricks – vel … så kan jeg skam også. Lad mig endelig blive i den nordisk-mytologiske kontekst, idet jeg hermed udfører et lille virtuelt ritual, frit efter Egil Skallagrimmssons saga:

Her sætter jeg Nidstang op
Og vender forbandelsen imod Wacken Brauerei
Jeg vender forbandelsen imod alle landvætter tillige
som beskytter den plet jord som Wacken Brauerei ligger på
så at de skal fare husvilde omkring og ikke kende deres sted
før de har inficeret Wacken Brauerei med brettanomyces
og gjort deres humle slatten

At jeg ikke har brugt et hestehoved og en træpæl, men derimod et paprør og et øljern med et ansigt, skyldes at jeg for det første ikke ejer et hestehoved. For det andet ville det medføre sådan et farligt griseri i min lejlighed, hvis jeg rent faktisk havde et.

Det er også bare Satans, at jeg egentlig ikke rigtig tror på den slags

… og derfor slipper Wacken Brauerei heller ikke så let. Inden for de næste par dage venter jeg et parti fra Munkebo Brewery – nogle af dem, som Wacken Brauerei kræver trukket tilbage. De vil blive anmeldt efter alle mine egne kunsters regler – dels for virtuelt at kunne tvære min anmeldelser provokatorisk ud i ansigtet på Wacken Brauereis bestyrelse, skulle jeg en dag støde på dem, men også fordi jeg indtil videre slet ikke har fået anmeldt bryg nok fra Munkebo.

Hvilken bedre anledning kunne der være til at få rettet op på det?

Og Wacken Brauerei har jeg kun idel hån, spot og fornærmelser at dele med – indtil de trækker deres forrykte trusler tilbage.

Saufen mit Marcus – The Sequel, Indledning

Så er jeg her igen …

Jeg kan mærke, at jeg i øjeblikket bliver nødt til at tage lidt længere pauser mellem de enkelte indlæg. I perioder kan jeg være blive meget stresset, og bliver nødt til at droppe alt andet end det mest nødvendige; arbejde og børn – alt andet bliver lagt på hylden.

Sådan har jeg haft det de sidste par uger, og er kun langsomt ved at arbejde mig op af stoutkælderen igen.

I sidste uge var der ellers anledning til endelig at få rystet noget af stressen og depressionen af sig, da jeg mødtes med min gamle ven Marcus i hans lejlighed i Valby. Vi havde et par uger forinden indgået aftalen, da vi – som beskrevet tidligere – var i biografen for at se Deadpool.

Tre gode øl blev behørigt smagt på og anmeldt. Egentlig havde jeg taget nogle flere med, men efter de tre aftalte vi, at vi måtte gøre arbejdet færdigt en anden dag, da de tre alene satte os så meget i arbejde, at det ville være synd for øllet at fortsætte.

Der var jo også tale om lagrede specialiteter fra Amager Bryghus – og hvad der var planlagt som en revisited fra Nørrebro Bryghus, men en lille detalje, som jeg nok skal komme nærmere ind på måtte nødvendigvis resultere i en regulær anmeldelse i stedet.

Det er, hvad de næste par indlæg kommer til at gå med i denne fortsættelse på et tema fra 2016 … fordi jeg kan, og fordi jeg synes titlen fra dengang er mere end god nok til at blive brugt igen.

Vi smages snarest ved …

Ølfestival på Lokomotivværkstedet 2018

Fra venstre: Carsten Berthelsen, Martin Bo Petersen samt undertegnede …

Syrligt – ikke surt.

Jeg må jo til det. Mine hastigt nedkradsede noter løber ganske vist ingen vegne, men hukommelsen om, hvad noterne rent faktisk dækker over er en ganske anden snak.

Jeg var – selvfølgelig, kunne man fristes til at sige – også til stede ved Danske Ølentusiasters årlige ølfestival i det gamle lokomotivværksted på Otto Busses vej. I sig selv en spadseretur værd, også uden festival. Det gamle baneanlæg er en af Københavns små skjulte grønne perler, der gør vores hovedstad unik.

Jeg indfandt mig henunder aften om fredagen efter arbejde. Der var gigantisk kø udenfor, så jeg kunne glæde mig over min snarrådighed, der havde ansporet mig til at købe billet i forsalg.

Jeg betalte min polet for garderoben, og gik på opdagelse. Som altid søgende til at starte med, ventede jeg på at begivenhederne tog fart af sig selv. Introvert som jeg er har jeg aldrig haft det alt for godt med mange indtryk samtidig, og jeg husker ikke længere præcis hvordan det startede …

Lemondrop Saison, Brewers inc Beer Bar.
… men de første hastigt nedkradsede noter i min blok afslører, at den første øl, der blev prøvet var Lemondrop Saison fra Northern Brewer. Det var jo i dåden saison-vejr den aften, og det lette, lyse og frugtigt syrlige bryg løb aldrig så let ned i løgnhalsen, hvor den svalte, slukkede, vederkvægede, afkølede og læskede på én og samme gang.

Det blev nu ikke skænket fra bryggeriets egen stand, men derimod fra Brewers Inc Beer Bars stand. Baren holder hver måned en konkurrence for lokale bryggere om, hvem der kan brygge den bedste øl. Vinderen får sit bryg til salg i baren, hvorved de nye bryggere får deres bryg ud over kanten til forbrugerne. – Et prisværdigt projekt, der fortjener al’ den støtte, den kan få.

Og når man sådan tænker tilbage på arrangementet, husker man også efterhånden mere og mere. Jeg mødte indtil flere gamle venner ved arrangementet – helt uden at vi havde aftalt det. Denne øl blev mig anbefalet af Louise, en gammel ven fra dengang jeg spillede i Pipe Band. Ud over at sige hej samt udveksle knus og ølanbefalinger, måtte jeg også sige hende stor tak. Det var hende, der i starten af året gjorde mig opmærksom på, at Napalm Death spillede på Loppen sidst i marts.

Bryg 500, Det Lille Bryggeri
Det varede ikke længe, før jeg stødte på flere kendte ansigter. Min tidligere svogers gamle venner rendte jeg uforvarende ind i, og han anbefalede mig omgående … “det her mørke, vildt stærke øl derovrefra”. Han (jeg er virkelig ikke god til at huske navne) pegede i retning af Det Lille Bryggeris stand. Jeg kvitterede med stor tak og begav mig derover.

Jeg beskrev brygget efter bedste evne, og ekspedienterne fandt denne frem. Øltype ukendt, men styrken, farven, kraften – og den overraskende letdrikkelighed peger i retning af en barley wine. Aroma af svesker, nødder og egetræ i vidunderlig forening og med en lethed der gør, at man risikerer at tyre det letdrikkelige men også hidsigt alkoholiske drik alt for hurtigt ned giver fuld underholdning til smagsløgene.

Tlaloc Hoppe Beer

Det var vist allerede ved indgangen, at jeg stødte på Brian – min medroadie da jeg for et par år siden stod i bar for Kongebryg. Et fikst skæbnetvist er, at han arbejder som pedel på Toksværd skole ved Næstved, hvor jeg og mit sækkepibeorkester over en årrække holdt øveweekend, og hvor netop Brian åbnede for os fredag aften.

Kongebryg selv var ikke med. Brian stod i stedet i bar for bryggeriet Hoppe Beer, som jeg (heller) ikke havde hørt om før. Der valgte jeg endnu en let lys sag efter belgisk forbillede – det afslørede den markante bananduft, der på grund af sin integrerethed med den ledsagende duft af sne, ikke virkede faretruende. Letdrikkeligt, tilpas syrligt og med den helt rigtige mængde banan. Uforvarende kom jeg til at kalde brygget surt – hvilket jeg som bekendt sagtens kan se som en fordel, men en anden ekspedient protesterede idet han understregede, at det skam var syrligt og ikke surt.

Vel, således er smag og ikke mindst behag ved de forskellige aromaer jo så forskellig.

Aarhus Fortæller, Aarhus Bryghus

Jeg fortsatte lystigt med de belgiske typer. Men brygmester ved Aarhus Bryghus mente nu ikke, at jeg skulle prøve Sølvpilen igen, når nu jeg allerede kendte den. Jeg havde som bekendt prøvet den tilbage i 2016 på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum.

I stedet skænkede han denne i omtrent samme stil, omend denne var til langt mere umiddlebart behag end den hvide banansatan. Skarp i alkoholprofilen er den nu fortsat, tillige med noter af mere behersket banan, ledsaget af en sylrig og tungere bund af egetræ.

Brygget var vinder af en årlig brygkonkurrence med tilhørende smagning, der afholdes i Den Gamle By. Vinderøllen produceres efterfølgende på Aarhus Bryghus’ anlæg. Det tegner godt for fremtiden for specialøl, når et så relativt svært tilgængeligt bryg som dette, vinder en brygkonkurrence.

Ud over Stepperne, Svaneke Bryghus

Egentlig kan jeg jo godt lide at slentre rundt fra stand til stand, og prøve en enkelt øl hvert sted. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, da jeg kom forbi Svaneke Bryghus’ stand, for Brygmester selv var i snakkehumør.

Det gik faktisk ud over stepperne i mere end én forstand, så min pen omgående måtte give op. I stedet gjorde jeg brug af optagefunktionen på min telefon for første – men ikke sidste gang ved arrangementet. Og lur mig, om ikke det også i fremtiden bliver et af mine værktøjer, når jeg skal suge til mig af viden, når jeg deltager i den slags festivitas.

Ikke bare denne, men i alt tre øl inspireret af en tur til Moldova, som brygmester havde været på. Sergej Litvo fra Kishinau havde besøgt brygmester (hvis navn jeg vist aldrig fik med), og havde fyldt sin bil op med lindeblomster. Disse tilsatte de en 3,3% øl i en whirlpool, og lod den efterfølgende gære med champagnegær. Efter 3-4 måneder tilsattes så en 7 år gammel vildgærstamme, som den nu har ligget med i to år.

Den dufter ikke af meget. Den holder trods alt kun 3,3 %, så den er trafiksikker at drikke en lille smule af. Bark og honning fra lindeblomsterne udgør bunden i den lille, lyse og effektivt gennemsmagende øl, der kun er lidt stærkere end hvad jeg ville kalde alkoholfattigt.

Vinpressen, Svaneke Bryghus

Da Brygmester besøgte sin ven, Sergej Litvo, i Moldova i Oktober, tog de 1000 kg traminerdruer med sig fra en vingård, som de i Kishinau pressede til 500 liter most. De 500 liter most blev blandet med 500 liter nybrygget urt, kogt op og humlet med magnum-humle. Det blev kølet ned og gæret med champagnegær, hvorefter det blev tørhumlet med Hallertauer Blau humle.

Det giver en overraskende frisk og letløbende smag, der er ualmindelig farlig i betragtning af bryggets styrke på 9 procent. Hemmeligheden ligger i champagnegæren, der giver en frisk syrlighed, der sammen med Hallertauerhumlen giver rigtig flotte frugtige overtoner (bloggeren bemærkede fersken og clementin).

Brygmester kunne desuden fortælle, at han mens han stod i bar skrev frem og tilbage med bemeldte Sergej, der var pavestolt over, at folk her i Danmark var glade for hans øl.

Jeg skal ikke udtale mig på vegne af danskerne generelt, men jeg var i hvert fald selv ganske begejstret.

Roadside ale, Svaneke Bryghus

Denne øl blev brygget på ting, brygmester vand i vejsiden, da han kørte hjem til Bornholm fra Moldova i en 40 år gammel Moskvich, han fik forærende af Sergej. Sergej forærede ham den, fordi han gerne ville have brygmester til at besøge ham igen. Så må man bare håbe, at bilen holder.

Sammen med vennerne fra Georgien blev det, der blev fundet i vejsiden taget med – græskar, solsikker, majs, kvæde, blade fra en hellig busk – alt muligt. Og det blev der så brygget en øl af, da de kom hjem – blot til tant og fjas. Såvidt blev brygmesters fantastiske historier om hans tur til Moldova og mødet med Sergej afsluttet. Det var i sig selv oplevelsen værd, og selv oven på dette var det faktisk lykkedes mig at notere lidt angåene bryggets karakter.

Igen er der tale om et letflydende og frisk bryg. Det kan man kun vanskeligt få for meget af under den svære tørke i de dage. Ellers var det nogenlunde jævnt bitter med en sødlig maltbund. De mange ingredienser kunne godt smages – græskar især, og selvom det hele var bundet ganske godt sammen, kunne man alligevel godt mærke, at der her mere var tale om et eskperimentelt ‘for sjov’-bryg end et der skal tages helt seriøst. De mange forskellige smagsindtryk fra mangfoldigheden af ingredienser kan ikke undgå at forvirre en anelse.

Taybeh IPA, Taybeh

Og så videre til en stand, jeg altid sørger for at besøge på ølfestivalen. Taybeh er et palæstinensisk bryggeri, der ligger på den besatte Vestbred. Det behøver ikke være nogen hemmelighed, hvor mine sympatier i den konflikt ligger. Her skal det blot siges, at jeg finder betegnelsen af Israel som en ‘jødisk stat’ inderligt problematisk, grænsende til det racistiske, al den stund at jeg ved, der er rigtig mange jøder, der ingenlunde fortjener at blive forbundet med staten Israels undertrykkelse og fordrivelse af palæstinenserne i området.

Jeg havde mødet bryggeriets kontaktperson i Danmark tilfældigt for et par uger siden, og vi havde aftalt at mødes, så jeg kunne smage bryggeriets nye IPA. Det er et bryg, der virkelig skal smages, ikke mindst fordi duften virkelig ikke gør noget væsen af sig.

Til gengæld kan man nyde bryggets krystalklare, rene, sprøde og fine smag af spæde, røgede grannåle. Brygget har været to år undervejs, og de to års passion kan virkelig mærkes i brygget.

Det var også ved Taybehs stand, at Anders, en af mine læsere, som jeg ikke kendte, hilste på. Det viste sig, at det i sin tid var Anders, der havde foreslået DTU-avisen at bruge mig som anmelder af deres øl sidste år i april. Det er altid fedt at møde sine læsere – ikke mindst når samme læsere står bag nogle af bloggens store succes’er i årenes løb.

Viborg Vintage, Viborg Bryghus

Og så strejfede jeg vist lidt mere omkring … Jeg stødte på Louise flere gange i løbet af arrangementet. Hun var sammen med to venner – Bo og Stampe. De lavede en livestream fra arrangementet, der blandt andet indeholder en langhåret pralrøv med fuldskæg, og narcissistiske tendenser i en grad, at han har sin egen blog, i hvilken han frimodigt omtaler, at han medvirker i andre menneskers livestreams. Ja, har man hørt mage …

Anyways – jeg rendte altså ind i Louise igen, der på det bestemteste advarede mod det tunge, olieagtige bryg, hun bød mig i hendes smageglas. Jeg tog en bid. Væltede massen lidt rundt på tungen, og gav mig så til at tygge – hele tiden i frygt for at arbejdsfyldningen ved min ufærdige rodbehandling skulle løsne sig i processen.

Hvis Louises plan vitterlig var at overtale mig til ikke at prøve brygget … nej, vi har spillet sammen så mange år, så selvfølgelig var den bestemte og kategoriske advarsel ikke andet end en slet skjult og hjertelig anbefaling, så af sted mod Viborg Bryghus’ stand gik det.

Brygmester (det er utroligt, som jeg aldrig får spurgt ind til deres navne) listede en længere optegnelse af inkluderede malttyper op. Desuden er brygget tripelmæsket – det vil sige at man efter kogning af urten trækker denne tilbage i mæskekarret, tilsætter ny malt og giver den en kogning mere. Hvor denne proces normalt tager nogle timer, tog denne øl hele dagen at brygge – fra syv om morgenen til tyve minutter over elleve om aftenen. Den er diskret humlet og hævet med bourbon-gær og portvinsgær. Desuden er den tilsat lakrids og rørsukker.

Adspurgt til konceptet bag brygget, svarede brygmester, at den var et forsøg på at udfordre sig selv, og se hvor langt han kunne gå med et bryg. Flaskerne fik desuden tilført lak, og blev sat i trækasser, og det vil være en årligt tilbagevendende begivenhed at lave disse ‘fuldstændig åndssvage’ (brygmesters egne ord) øl. Aldrig den samme opskrift, ligesom bryggeriet i forvejen laver en månedens øl med ny opskrift hver gang, men næppe så ekstrem som denne.

Næste års øl er allerede delvist planlagt. Et par belgiske bryggere skal være med til at udvikle den. Jeg glæder mig.

Selve brygget vil jeg beskrive som en sej, olieagtig substans, der vel i sidste ende kan betegnes som en Russian Imperial Stout, what with den lave bitterhed, og brede maltprofil. Hver dråbe af brygget er et lille kompakt kvantum paradis af lakrids, lakrids og lakrids. Sød lakrids, stærk lakrids, medium lakrids, finsk lakrids … men nok, når det kommer til stykket, mest af alt af … lakrids. Et billede af brygget må læserne desværre have til gode. I farten fik jeg kun en udtalelse fra brygmester og nogle hastigt nedkradsede noter – ingen billeder. Men lad os bare sige, at brygget nok kommer ret tæt på, hvordan man forestiller sig et sort hul ser ud indefra.

I sandhed well done. bryggeriet Viborg Bryghus vender jeg tilbage til sidst i indlægget.

Mangalore Sour, Dry & Bitter

Efter forgæves at have forsøgt at slikke mine tænder rene et stykke tid, faldt mit blik på ryggen af en stor Cannibal Corpse T-shirt. Jeg tænkte, at den bod, man fandt sådan en T-shirt i, måtte have godt øl.

Og ikke bare det – også gode mennesker. Indehaveren af T-shirten viste sig at være Jacob Storm, brygmester hos Amager Bryghus, så dér var der omsider en brygmester jeg kunne huske navnet på. Han bød på spontan krammer, hvilket næsten (men også kun næsten) var lige så skønt som de bedste øl, jeg prøvede den aften. Han stod desuden sammen med Peter Myrup Olesen, manden bag Beerticker (og min tidligere nabo – næsten i hvert fald) så selskabet kunne vanskeligt have været bedre.

Det samme gjaldt øllet. Specifikationerne fik jeg ikke helt styr på, før der blev smagt. Til gengæld huskede jeg billedet. At brygget var tilsat mango fik jeg i det mindste med, og selv hvis ikke, havde jeg næppe været i tvivl efter at have annammet duften. Frugten udgør til gengæld kun et sekundært bagtæppe til endnu en forfriskende syrlig oplevelse. Limearoma træder i forgrunden og gør sammen med bryggets lethed hele oplevelsen til et udsøgt vederkvægende pusterum i sommerheden.

Sommerbryg, Bryghus no. 5/Holbæk Bryghus

Bryghus no. 5 er et restaurantbryggeri tilknyttet Holbæk Bryghus. Der brygges de øl, som serveres i restauranten, mens bryggeriets konsumøl faldbydes i diverse supermarkeder rundt omkring i landet. Til dagligt kan et bryg som dette altså ikke sådan lige fås i almindelig handel, og det er jo netop en af de bedste begrundelser for at tage på ølfestivaler: Så har man chancen for at prøve det, som man ellers nok aldrig ville være stødt på.

Der var åbenbart en vis uenighed om bryggets aroma. Jeg syntes den var sød, hvilket bartender benægtede. Banansmagen er der dog, mens denne ikke forvarsles i en ellers syrligtfrisk duft. Syren og bananen matcher dog hinanden fint i endnu en sommeregnet tørstslukker.

A-Z Ale no. 16 på fad, Refsvindinge

Nu var det tid til en genganger. Denne øl var en af de allerførste jeg prøvede som blogger, og skuffelsen var svær al den stund at den fra en emballage overhovedet ikke levede op til mine erindringer om den. Jeg havde i sin tid prøvet den fra fad, og nu var der endelig en chance for at prøve netop dét en gang til. Mit spinkle, naive håb var, at hvis bare jeg prøvede den på fad, ville oplevelsen fra dengang på Scandinavian School of Piping & Drumming, hvor jeg lærte at elske den så højt, gentage sig.

Og det gjorde den! Fantastisk! Min mistanke om, at Bryggeriet Vestfyens licensbryg af denne øl var inderligt fejlbehæftet holdt stik! Tilbage var de søde, kraftige frugtnoter af blommer og kirsebær. Den fyldige finish af svesker og druer. Og den bagvedliggende bitterhed af egetræsharpiks. Bitrere, måske, end jeg egentlig huskede den – måske har den alligevel ændret sig en anelse gennem årene – men kvaliteten er bestemt ikke gået ned!

Jeg anmelder ikke øl decideret, når jeg rapporterer fra events som denne. Men her er en helt oplagt kandidat til en revisited-anmeldelse, en dag når jeg kan få en hel på fad.

Tid til leg …

Der sker jo en masse forskelligt på sådan en festival, og det er jo ikke bare sådan, at man går rundt til alle standene for at prøve øl. På en scene bagest i det store værkstedslokale havde tre fysikere således indfundet sig til en lille … er det ‘event’ man kalder det på nutidensungdomsk?

De havde i hvert fald bevæbnet sig med en god tæt stout fra Det Lille Bryggeri, fløde, sødmælk, hakket chokolade, vanillesukker, æg, et overdimensioneret industrielt piskeris og … flydende kvælstof. Hele baduljen blev kastet op i et kar – på nær det flydende kvælstof … vel, og på nær også piskeriset – det var at betragte som et stykke værktøj og ikke en af ingredienserne. Piskeriset blev til gengæld sat i gang, og mens det gjorde, hvad sådan et piskeris nu engang gør, hældte en anden af fysikerne forsigtigt det flydende kvælstof ned i blandingen.

Ingredienserne forvandledes således på få sekunder til det fineste flødeis – med stout – man kunne ønske sig, og så var der ellers bare gratis uddeling på stedet.

Det smagte skønt, dejligt luftigt, dejligt frisk, og med den helt rigtige kombination af mokka og og løvtræ, som kun en stout ville kunne give is.

– Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke fik taget nogen billeder af selve processen. Men i betragtning af, hvordan ølfestivalerne alt for ofte indebærer mig halsende rundt, ivrigt skriblende og fotograferende – sjældent sekunder ad gangen i ro. At se de kyndige hænder forvandle stout til det fineste flødeis, var mit Zen-øjeblik, hvor jeg for en stund kunne lade noter, billeder og dokumentation være noter, billeder og dokumentation – og bare nyde det.

Knuckle Dragger Imperial IPA, Anarchy Brewing Co.

Videre gik det, og så småt begyndte udmattelsen også at indfinde sig. Jeg fandt en bar, der virkede umiddelbart tiltalende. Jeg anser mig selv for en gammel anarkist, selvom begrebet i disse år desværre bliver stadigt mere udvandet – men det sparer jeg jer yderligere kværuleringer om for nuværende.

Jeg gik efter en IPA, da det fortsat er min yndlingstype. Og bare fordi opmærksomheden om typen er for nedadgående, render dens objektive kvaliteter – friskhed, karskhed, bitterhed, bidskhed – ingen vegne.

Her er en virkelig intens én, hvor man mærker det uhøvlede nåletræ nydeløst rive i tungen og overalt efterlade skarpe, sviende splinter af dødsbitter træ- og nålearoma fra helvede. Bryggets fylde mærkes i hele kæften, og ikke kun der hvor det bestialske bryg fent faktisk befinder sig. Hvor kæftenikke lige spiddes af de skarpe, flossede træ- og nålesplinter, svider kommenaromaen resten af mundhulen af.

And it went increasingly wrong from here …

Det var mens jeg nød Anarchy Brewings fandenivoldske mesterværk, at jeg blev antastet af Martin Bo Pedersen, den kringlede hjerne bag Nanobryggeriet Redekassen. Han havde lidt smagsprøver, han ville præsentere mig for. And to make matters worse, indfandt Carsten Berthelsen (ingen videre præsentation burde være nødvendig) sig også.

– Så fik jeg også mødt ham … sådan rigtig i virkeligheden. Og hvis man ikke tror på mig, man man bare spole tilbage til toppen af indlægget, hvor han, Martin og jeg kan opleves i (u)skøn forening.

SUSÅ, Åmarks Bryg

Præcis hvad Martins aktier var i dette bryg, fik jeg ikke med – han delte sin stand med nogle andre bryggere, heriblandt Åmarks Bryg, som jeg desværre heller ikke nåede at få meget at vide om. Min koncentrationsevne er omvendt proportional med min promille.

Brygget er på afdæmpede 3,1 %, har en god maltbund med rigeligt humlekrydderi. Friskheden gør endnu engang godt i det aggressive sommervejr.

Præstekrage, Redekassen

Til gengæld havde Martin et af sine bryg parat, og denne gang fik jeg – takket være min diktafon – ordentlig besked om brygget. Der er tale om en Barley Wine, delvist brygget på økologiske drivhusdruer, som Martin havde ladet ligge i vodka i 18 måneder. Derefter bryggede han selve øllet på sukkeret fra druerne – og ikke andet sukker end det.

Noter om tung malt og godt med fylde samt på diktafonen en erklæring om, at det er en af de bedste Barley Wines, jeg har smagt, vidner om at den må have gjort indtryk på mig. En detaljeret beskrivelse af hvorfor den gjorde indtryk, må læserne have til gode. Martin har til gengæld planer om noget stort også næste år, Da vil han bruge druer, der har ligget i 38 måneder i stedet.

Whisky Stout, Elverhøj Surtølsbryggeri

Det vildeste fra Martin og Co.’s stand var en whisky stout, som brygmester stolt berettede, var lagret på Stauning Whisky-fade. Stauning Whisky er – så vidt jeg ved – det første destilleri i Danmark, der har brygget sin egen single malt whisky. En duft af tæt tjærerøg skaber forventninger om et bryg, der er så tungt, at det burde have sin egen måne kredsende om det. I stedet mødes man af fjerlet, dunet spirituøsitet og intens, fyldig kaffearoma af de bedste bønner i verden.

Dermed var der sat et nydeligt punktum for en begivenheds- og indtryksrig aften. Jeg tog afsked med Martin, Carsten og brygmesteren fra Elverhøj. Men før jeg forlod matriklen, stak jeg lige forbi Hoppebryg, hvor Brian havde en hilsen fra Kongebryg stående til mig. I Viborg Bryghus stand var der også stillet et par smagsprøver til side, og disse vil blive behørigt anmeldt ved senere lejlighed, så forbliv som altid indstillet.

Opsummering

Et forsøg på at opsummere de mange indtryk fra Ølfestivalen, måske endda som et fingerpeg om de generelle tendenser i øludviklingen i øjeblikket, er vel på sin plads her til allersidst.

Udlandet virkede underligt fraværende. Men jeg har ingen grund til at tro, at den fæle nationalisme, der holder vores land i et kvælende jerngreb også har bredt sig til markedet for kvalitetsøl. At små projekter som Redekassen, Elverhøj Surtølsbryggerie og andre små aktører til gengæld er rigere repræsenteret peger vel blot på en anderledes – og i mine øjne særdeles prisværdig prioritering af de små projekter frem for de store fra DØE’s side.

Efter at IPA’erne har været helt fremme i feltet de sidste mange år, er de mere syrlige og friske øltyper helt tydeligt på vej frem. Frem for at lægge vægten på humle, får esterne – gærenes affaldsstoffer langt mere spillerum i dag, mens de tidligere nærmest blev anset for rent gift for det gode øl.

Nu bruges de aktivt for at fremme syrlighed, friskhed og bananaroma – og ikke nødvendigvis for at kæle for smagsløgene eller for at gøre bryggene lettere tilgængelige. Næh, deres rolle er for så vidt den samme, som de mange humletyper var det tidligere – at agere legeredskaber, som bryggerne kan tumle og udfolde sig kreativt i. Og med de knudrede, spændende og ikke mindst usædvanlige aromaer som esterne giver, er der åbnet for helt nye vidder, der i de kommende år forhåbentlig bliver grundigt udforsket – til alle os ølelskeres fornøjelse og lyst.

Tak for i år. Tak til Danske Ølentusiaster for endnu et rigtigt fint arrangement. Vi ses til næste år.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme