Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: redaktionelle indlæg

Slut med Thisted Bryghus …

… i et års tid i hvert fald …

Twitterbrugeren Henrik! med tagget @JegErLigeHer delte her til morgen et par screenshots, der dokumenterede, at Thisted Bryghus i forbindelse med kommunalvalget, har valgt at printe en særlig etiket til partiet Nye Borgerlige til brug i partiets lokale valgkamp i Thisted. Etiketten forestiller partiformanden Pernille Vermund, der blandt andet er kendt for at kalde tilfældige forbipasserende medborgere “perker”, og for indædt at forsvare det bagefter.

Hvorfor vælger det folkekære bryggeri, der sendte Danmarks første økologiske øl på markedet, dog at begå så fælt et selvmål at agere reklamesøjle for et af landets mest racistiske og højreradikale partier? Svaret på det spørgsmål står Thisted Bryghus selv for. Og hvor meget jeg ellers sidder og ryster af raseri over, at et af mine (nu tidligere) favoritbryggerier kunne begå sådan en fadæse, må jeg alligevel indrømme en flig af respekt over klarheden i spyttet, når det kommer til at stå ved firmaets egne horrible dispositioner. Det fulde svar kan læses i tweetet her, men for dem, der ikke orker at klikke sig ind eller læse fra screenshottet, vil jeg referere i relevante uddrag.

Bryggeriet skriver blandt andet: “Vi kan bekræfte at vi har brygget denne private label øl. Det har vi gjort på lige fod med vores øvrige private label kunder. Det er en del af konceptet hos Thisted Bryghus, at vi producerer private label-tapninger, for de der måtte have ønsket. Det er alt fra små private virksomheder til foreninger, politiske pariter m.m der tidligere har benyttet dette. […] Derfor har vi tidligere tappet øl for bl.a. Rasmus Prehn og ishockey holdet Aalborg Pirates. Vi skelner ikke og laver mange af disse typer bestillinger årligt. […] Det er klar (sic) at hun (Pernille Vermund – red.) trækker mere opmærksomhed end en mindre virksomhed der får lavet deres egen øl til en (sic) 50 års jubilæum, men alle har lov at nyde øl fra Thisted Bryghus”.

Svaret er udtryk for en af de mest skadelige konsekvenser ved det neoliberale, senkapitalistiske samfunds markedsgørelse af alting. En blind lassaiz-faire/anything goes-ideologi, hvor enhver, der har penge nok, kan få sit budskab ud, ligegyldigt hvor skadeligt og direkte sindssygt det budskab måtte være.
Er der vitterlig ingen grænse for, hvem Thisted Bryghus ville lade etiketter trykke for, hvis bare de betalte prisen? Stram Kurs? Hizb-ut Tahrir (på en sodavand)? Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse? Generation Identitær? Ved Islamisk Stat eller Al Qaeda ville Thisted Bryghus nok kunne forsvare en afvisning med, at der var tale om illegale terrororganisationer. Ved de førstnævnte organisationer, derimod, rejser spørgsmålet sig uvægerligt, om de kan nægte organisationerne en service, som de beredvilligt stiller til rådighed for andre. Eller på almindeligt dansk: må en virksomhed i en sådan situation diskriminere ved at nægte bestemte organisationer og virksomheder private label-produktet?

Måske, måske ikke. Jeg er ikke ekspert i juraen omkring det. Almindelig sund fornuft dikterer, at et firma burde kunne opstille kriterier for, hvad man som virksomhed ville – og navnlig ikke ville lægge navn til på sine private label-etiketter. At sociale medier som Twitter og Facebook fx ikke tillader bestemt indhold – såsom porno og racisme, og netop kan moderere i henhold til kriterier, de selv har opstillet, falder vist kun ind under diskriminations-kategorien, hvis man virkelig er ude på en fløj.
Almindelig sund fornuft viser sig imidlertid meget ofte hverken at være særlig sund, særlig fornuftig, eller for den skyld særlig almindelig, når man kigger nærmere på den. Og kriterierne for moderation vil ud fra synsvinklen altid kunne forekomme arbitrære – og dermed diskriminerende.
Det er måske ikke så simpelt, når det kommer til stykket – men så er der en anden udvej. En udvej er helt at lade være med at sælge produktet til politiske partier og organisationer. Så undgår man som virksomhed også at blive associeret både med den ene eller den anden fløj. Til gengæld gør man sig så skyldig i den skade, den tavse tilskuer gør: Ved aldrig at tage stilling gavner man aldrig den undertrykte, men dem, der i forvejen har magten.

Jeg har selv i sin tid anmeldt politiker-øl. Mikkel Sarbo stillede ved kommunalvalget i 2013 op for Radikale Venstre i København. Han udgav i den anledning en egen øl som Mikkeller producerede, og som jeg anmeldte. Kald det bare dobbeltmoralsk, når jeg ovenfor foreslår helt at afstå fra at tilbyde private label-produktion til politikere, når jeg selv lejlighedsvis anmelder politiker-øl. Men det er heller ikke sikkert, at jeg mener, at en total afståelse er en bedste løsning.
Det burde være muligt for private virksomheder, der laver reklame som del af deres produkt, både at sige til og sige fra over for bestemte organisationer. Det burde være muligt som virksomhed at formulere en række kriterier efter hvilke man kan – og navnlig ikke kan – yde en reklameservice over for andre virksomheder og organisationer. Det burde fx være muligt at sige fra over for politiske organisationer, hvis skrevne formål og ikke mindst hvis fremstående medlemmers udtalelser og ageren strider imod ovennævnte kriterier.

For at tage et banalt og relevant eksempel: Hvis formanden for en politisk organisation udtaler sig eksplicit racistisk, sådan som Pernille Vermund gjorde i den video, der linkes til foroven (og her), bør det være fuldt lovligt for en virksomhed at nægte private label – eller anden reklameservice – såfremt racisme er nævnt under de kriterier, som virksomheden vil nægte service ud fra.
Kritikere vil sikkert også indvende, at det så pludselig vil stå virksomheder frit for via kriterierne at diskriminere mod homoseksuelle, kvinder, transpersoner, muslimer osv. Det siger selvfølgelig sig selv, at virksomhedernes kriterier ikke må overtræde gældende lovgivning – herunder §266b.

Og før jeg fortaber mig i yderligere spekulationer og detaljer står én ting i hvert fald aldeles klart: Thisted Bryghus boykottes med omgående virkning her på bloggen. Jeg nægter at smage øl fra et bryggeri, der beredvilligt spreder propaganda for et højreekstremt, racistisk parti. Og jeg giver ikke fem flade øre for deres blødkogte søforklaringer og rationaliseringer.
Der er også noget, der hedder principper. Thisted Bryghus stod i mange år både for et væsentligt løft i kvaliteten på udbuddet af øl i supermarkederne, og for et ønske om at økologi skulle slå mere igennem i ølproduktionen. Det klinger alt sammen umådeligt hult, nu hvor bryggeriet har valgt at producere valgmateriale for et af folketingets suverænt mest racistiske partier.

…

… og ja, jeg ved godt, at Thisted Bryghus har leveret en halvt gennembagt undskyldning på deres facebook-side. Angiveligt vælger de den nemme løsning, og blokerer for at politikere i det hele taget i fremtiden kan få printet etiketter hos dem.
Med fare for at gentage mig selv, ville jeg bare ønske, at Thisted Bryghus ville vende tilbage til de tider, hvor de havde nogle gode ideer og principper der gik igen, ikke bare i produktet, men også i emballagen.

Hvad skal der til for at jeg vil tage dem til nåde igen? Det er svært at svare på. Det er da en begyndelse, at de nu har en politik der gør, at de ikke igen kommer til at producere propagandamateriale for racistiske partier. Det skal også siges, at undskyldningen på facebook faldt mens jeg var i færd med at skrive indlægget her, så tillad mig at trække en anelse i land:

Det næste år er Thisted Bryghus bokottet fra bloggen her, med mindre de gør et eller andet eksceptionelt godt. Fx at de donerer en masse penge til Oxfam/Ibis eller Mødrehjælpen. Men indtil da, må læserne ty til andre blogs og medier for at finde anmeldelser af Thisted Bryghus’ produktion.

Det’ bare Løkken – Afslutning

“Øllene fejler jo ikke noget!
… eller … det ved jeg jo ret beset ikke, før jeg har prøvet dem.”

Med de ord indledte jeg tilbage i starten af November måned temaet ‘Det’ bare Løkken’, der altså nu har strukket sig vel over tre måneder. Men som jeg godt nok meddelte (læs: advarede) bryggeriet om, før de sendte pakken, ville jeg anmelde øllene i mit eget tempo, og i øvrigt lige så hudløst ærligt som jeg altid gør. Det er vældig rart, at bryggerierne sender mig smagsprøver af deres bryg – men som blogger, anmelder og [ydrk!] influencer er det mit lod uanset hvor søde producenterne er at anmelde hudløst ærligt. Jeg er forbrugernes blogger og ikke reklamesøjle for producenterne.

Off to a good start …
Ét vil jeg unde Løkken Bryghus fra starten af: Deres markedsføring er dybt sympatisk og noget, jeg kan stå helt inde for. Både bryggene under eget navn og under det alternative brand Bryggeriet Vestkysten har fundet inspiration i Vendsyssels kultur, historie, geografi og sprog. Forankringen i det nordjyske, er tydeligt noget, bryggerne i badebyen er stolte af, og at ville dele lyksalighederne ved Udkantsdanmark er noget, man som indbygger i Thy meget nemt kan påskønne.
Det startede i øvrigt også rigtig godt med pilsneren Jøwt. Den lovede ikke for meget med sit navn, og bryggeriet fortjener al hæder og ære for at have skabt en pilsner, der netop er mere end bare en pilsner, man kan hælde i sig på en varm sommerdag. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og skiller sig afgørende ud fra det brede, tyndtflydende udvalg af industriprodukter.

Trend …
Drageglasset kom da også frem til den næste øl, Rajfog, hvis navn varslede storm og uvejr. Det blev desværre kun til lidt støvregn og i bedste fald en jævn vind fra vest. Det skulle heller ikke være sidste gang, Løkken Bryghus’ bryg lovede mere end de kunne holde, og viste sig små- til jævnt kedelige – faktisk var det starten på en trend.
Med andre småkedelige indslag som Elsebeth Gyldenstjerne og Løkkendarisk, skrev Løkken Bryghus sig grundigt ind i en tendens, som jeg noterede greb om sig sidste år: mikrobryggerierne brygger i stigende grad ikke længere til et kvalitetsbevidst forbrugersegment, men forsøger at ramme bredt ved at lave nogle produkter, der ikke skræmmer smagsløg, der kun er det letgenkendelige og -tilgængelige bevendt væk. Højdepunkterne – såsom Kavt og Løkken Badehus formåede næppe at skille sig markant ud, men var kun små, bløde bakker på en mestendels flad strækning, med roemarker så langt øjet rakte til alle sider.

Hvorfor …?
Og så alligevel ikke helt. For der var selvfølgelig dalene. Og de var temmelig dybe.
Nedturene startede med Julefryd. År 2020’s første juleøl på bloggen var en gedigen skuffelse, der næppe var julet i sit udtryk. Rubjerg Fyr smagte mest af vand – et imponerende tæt mørke til trods – men mest af alt måtte jeg undre mig over de tre øl, Løkken Bryghus lancerede under det separate brand Bryggeriet Vestkysten.
Brilleabe, Bandit og Skagen Bunker scorede henholdsvis to, én og halvanden stjerne ud af de seks, der er bloggens topkarakter. Ideen med at lancere bestemte – typisk kvalitetsbevidste – bryg på et separat mærke er velkendt. Indslev har fx Ugly Duck Brewing, der er bryggeriets eksperimentelle gren. Løkken Bryghus lader imidlertid til at have vendt konceptet på hovedet; deres separate brand har de åbenbart reserveret til de bryg, de har gjort særligt umage med ikke at få til at smage af noget. Forstå det hvem som kan – jeg kan i hvert fald ikke, og hvor jeg langt fra er afvisende over for at prøve Løkken Bryghus’ øl i fremtiden, vil jeg nok lade Bryggeriet Vestkystens øl stå – de er ikke anstrengelsen, det er at skænke og løfte glasset, værd.

Saving grace …
Det er måske hårde ord, men hey … det er mig. Og noget godt er der da også at sige. Nok var jeg uklog nok til at afslutte temaet med Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten og derved runde temaet af med et antiklimaks. Men den næstsidste øl, Narrevorn viste sig jo at være en mere end hæderlig stout, som Løkken Bryghus fortjener al hæder og ære for.
Noget godt kom der også ud af Bryggeriet Vestkysten. Kort efter at have taget fat på temaet, røg mig favoritdrikkeglas på gulvet. Men med i pakken med øl fra Løkken Bryghus fulgte også to glas; et for hvert brand, og glasset fra Bryggeriet Vestkysten blev straks adopteret som mit nye yndlingsglas.

In conclusion …
Fejlede øllene så noget eller ej? Teknisk set ikke – der var ikke gået infektion i nogen af dem, eller andre slige grimme ting. Til gengæld fejlede indtil flere af dem altså, når det gjaldt underholdningsværdien. En jævn søndagstur med bløde bump, dybe, mørke dale og et par substantielle bakketoppe med en udsigt, der vitterlig var værd at tage med – det er det ultrakorte resumé af et tema, der under alle omstændigheder blev for langt til at kvaliteten kunne bære.
Løkken Bryghus skal nu have tak alligevel. Jeg tager gerne imod deres brygeksperimenter igen, hvis de skulle have lyst til at sende mig mere – og læserne skal endnu engang have anbefalingen af bryggeriets pilsner og stout med.

Og resten … ja – man går altså ikke glip af det store, hvis man ikke lige kommer forbi.

Mit ølår 2020

Lys forude!

Godt nytår allesammen! Lad os håbe det bliver bedre end det forgange – og denne gang er det mere end bare en floskel. 2020 var for størstedelens vedkommende uden overdrivelse et anno horibilis på grund af dét, som hænger os alle langt ud af halsen, men som stadig udgør en væsentlig fare for os alle sammen: den verdensomspændende Corona-epidemi.
Den langt fra ukendte Twitterbruger Line Stenholt spurgte i et Tweet sidst på året hvad der havde været det bedste, der skete i det år, der havde været en sådan prøvelse for de fleste. Dertil kunne jeg svare, at bloggen havde sat læserrekord.
Ikke bare på årsbasis med 56.050 læsere men også med suverænt flest læsere på en enkelt måned – over 7200 i december. Jeg ville til enhver tid have byttet læsertallet for en udeblivende pandemi, for jeg er udmærket klar over, at interessen skyldtes, at rigtig mange mennesker var fanget hjemme på privaten i ugevis i et forsøg på at bryde smittekæderne. Jeg er selvfølgelig glad for at kunne levere en del af underholdningen for de mange i frivillig og ufrivillig karantæne, men jeg ved også godt, at fortjenesten ikke er min egen.
Alligevel skal der selvfølgelig lyde et kæmpe tak til alle dem, der gad læse med i 2020. I er grunden til, at jeg bliver ved med at skrive, og nu har gidet skrive i over 10 år!

Donationer

For bloggen havde også rundt jubilæum i år, og det blev fejret på behørig vis hjemme i privaten med øl fra en af de ikke få donationer, der i løbet af året blev mig til del.

I omtrent de samme timer som COVID-19 fik sit navn (det skete nemlig d. 31. december) indfandt min gamle ven og hyppige medsmager Gedved sig på min adresse, medbringende en håndfuld norske øl fra det lokale bryggeri, NUA Brygghus. Bryggene var fra almindelig handel og måtte ikke overstige 4,5% i styrke. Øllenes vigende karakter demonstrerede med al ønskelig tydelighed fordelene ved en mindre restriktiv alkohollovgivning end den norske. Gedved skal selvfølgelig have tak for donationen alligevel. Hvis en øl ikke er nogen større nydelse, er det så meget desto mere end nydelse at levere en sviner mod dem i stedet for.

Anderledes Schwung var der over bryggene, da en anden god ven kom forbi. Én jeg kun kendte fra internettet. Det er en helt ny måde at mødes på i vor tid – face to face, når man ellers kun kender hinanden fra sociale medier og andre online-fora. Men nu kender jeg ham altså sådan rigtigt, den gode Ole Wolf, og ikke lang tid før landet for alvor blev lukket ned, indfandt han sig altså på min adresse, medbringende en imponerende samling bryg.
11 bryg på en aften leverede rigeligt arbejde til mange uger efter – såvel på bloggen som på YouTube-kanalen – og i øvrigt nogle af de bedste øloplevelser, jeg har haft i år. Klarest i erindring står Trolltunga – en sur IPA, og dermed en kombination af de to absolut bedste øltyper mine smagsløg har kunnet opdrive.
Det var imidlertid ikke kun humle- og alkoholbomber, Ole havde med. Han havde også et udvalg af alkoholfri øl med, der muliggjorde den lange smagsseance uden at nogen af os faldt om. De formåede at imponere vel over forventning. Faktisk var det undertiden en udfordring at smage væsentlig forskel på de lette øl, og dem med mere almindelig alkoholstyrke. Det var en af de ting, jeg lærte i det forgangne år; at de alkoholfri øl i dén grad er på vej frem, og at der er virkelig gode sager imellem.

Beard Brew leverede en pakke smagsprøver lige i tide til bloggens jubilæum. Ikke bare leverede de to færdigbryggede aromabomber – de sendte også hvad jeg gætter på var et ikke helt færdigt brygeksperiment, de gerne ville have en reaktion på.
Hvis min formodning ellers holder stik er jeg gået fra at være en complete nobody på internettet til at være én bryggerierne i en eller anden grad regner med. En influencer – og ja, jeg hader selv det ord, men there ain’t two ways around it og jeg foretrækker at omfavne begrebet, hvis det er passende at bruge om mig, uanset hvad jeg ellers måtte mene om det.

En anden af mine hyppige medsmagere og kontributører af anmeldelsesmateriale holdt sig heller tilbage i 2020. Marcus leverede midt på året Skanderborg Bryghus’ ‘Far til Fire øl‘-pakke med fire bryg til mig. Det gjorde han faktisk to gange – den første under en livestream, hvor jeg ikke kunne koncentrere mig om både dét og ølanmeldelse, hvorefter han fluks skaffede mig endnu én til anmeldelse i ro og mag derhjemme.
Pakken behagede jævnt, og væsentlig mere end det ekstremt klichéagtige og kønsstereotype pakkekoncept – men det er også en meget lav barre. Niveauet var nemlig væsentlig under hvad man bør forvente af et mikrobryggeri. Hvor industrigiganter som Royal Unibrew og Carlsberg ikke sjældent forsøger at tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne ved at introducere egne specialøl, ser mikrobryggere ud til at prøve det modsatte: at introducere egne mere eller mindre ligegyldige bryg forklædt som kvalitetsprodukter. En strategi, der er dømt til at mislykkes, for hvem vil betale dobbelt så meget for et mikrobryg, når det ikke smager af stort mere end industriens standard?

Men det må de jo om. Og Skanderborg Bryghus skulle snart vise sig ikke at være alene om mikrobryg, der dårligt kunne skelnes fra industriel standard. Løkken Bryghus leverede sent på året en større samling bryg der udviste lignende træk. De ramte plet med deres pilsner, Jøwt, mens resten af pakken højst formåede at imponere i begrænset omfang. Jeg er ikke færdig med anmeldelse af den levering endnu, så jeg kan nå at blive overrasket. Forventningerne er ikke høje.
Interessant er det til gengæld at jeg modtog pakken som endnu et reklamefremstød, hvor jeg i egenskab af influencer skulle berette om bryggene, når nu aviser og dagblade har sparet den slags omtale væk.

Kissmeyer sendte ikke nogen øl, men deres udvalg i supermarkederne pegede i samme retning af vigende niveau af kvalitet hos flere af kvalitetsproducenterne.

Kort før jul var Marcus behjælpelig med endnu en pakke øl, jeg lige akkurat har taget hul på. Den – og en pakke fra en anonym giver vil komme til at fylde det meste af min anmeldervirksomhed i starten af det nye år. Begge dele er startet rigtig godt, og alt tyder på, at det fortsætter sådan. Med 2021 skal det nok blive en lille smule bedre altsammen.

Årets tirader

For mit eget vedkommende har året 2020 været noget af en rutsjetur. Det var præget af en usikker arbejdssituation, hvor jeg som tilkaldevikar blev kastet rundt på 4-5 forskellige arbejdspladser. Flere gange med fastansættelse i udsigt, der imidlertid aldrig blev til noget, på grund af … i ved nok hvad.
Jeg landede mig på den måde symptomer på både angst og depression og deraf følgende stærk vigende lyst og energi til at anmelde. Selv syntes jeg, jeg kun fik klaret det akkurat mest nødvendige, men ved gennemlæsning af indlæggene fandt jeg alligevel en række heftige tirader undervejs.

Jeg roste blandt andet Lervigs Toasted Maple Stout for at levere ‘et sjældent los i smagsløgene. Her kunne bloggen både fejre indlæg nr. 1200 og den første tirade om den amerikanske præsidentvalgkamp. Lidet anede jeg på det tidspunkt hvilket storslået klovnecirkus det senere ville udvikle sig til. Ruth Bader Ginsburg’s død skabte bekymring for, om Trump ville lade afløseren Amy Comey Barret sikre ham præsidentembedet efter et valgnederlag. Politiet gik heller ikke fri i år, omend mine tirader vendt mod dansk politi var væsentlig mindre hidsige end de mange vendt mod amerikansk politi i forbindelse med den mere end retfærdige harme der blev vendt mod dem i kølvandet på korpsets mange racistiske mord på den sorte befolkning.
Apropos racisme opdagede jeg også i løbet af året hvor åbenlyst og godvilligt den flashes, næsten som en form for omvendt virtue signalling. Anledningen var en video jeg havde lavet om SAS’ reklame, hvori luftfartsselskabet såede tvivl om det skandinaviske ophav for ting, man ellers forbinder med de skandinaviske lande. Det lover ikke godt for fremtiden, men i det mindste viser racisterne i vore dage ærligt deres (sortbrune) farver, så man ikke længere kan være i tvivl om deres maligne intentioner.
Det var også højrefløjen, der krævede kirkerne åbent både til påske og jul – som om der ikke var en dødelig pandemi på spil, mens krigen mod jul til gengæld udeblev.

Andre aktiviteter …

Det skal mest handle om, hvad jeg lavede på bloggen. Men på sigt skulle blogprojektet og min videokanal gerne mere og mere blive to sider af samme sag. Aktiviteterne på videokanalen har på grund af mit skiftende psykiske velbefindende været noget svingende, men jeg formåede at få en af mine absolutte yndlingsyoutubere, Aron Ra med på en livestream, og det vil nok stå som kanalens højdepunkt i hvert fald et stykke tid frem.
En Patreon-konto var et andet initiativ, jeg startede for at få mine netaktiviteter til at kaste en lille smule af sig. Indtil videre har to meldt sig som støtter, og bliver dermed nævnt i slutningen af mine videoer. Imidlertid trækker projektet ingen penge i øjeblikket, da jeg er på dagpenge. Se det eventuelt som en lejlighed til at melde sig som støtte, med mulighed for at fortryde inden jeg finder beskæftigelse, og genaktiverer kontoen.

2020 blev også året, hvor i et mørkt øjeblik kom til at kyle mit yndlingsglas på gulvet. Drageglasset, som jeg bruger til øl, jeg har høje forventninger til, lever dog stadig i bedste velgående. Og med pakken fra Løkken bryghus, jeg brokkede mig over tidligere, fulgte også to glas, hvoraf det ene for længst er blevet et nyt favoritglas.
Så i det mindste fandt nogle af årets katastrofer en hurtig løsning.

Årets øloplevelser …

Vigtigst af alt her på bloggen er selvfølgelig øllet. De største oplevelser var uden sammenligning Ole Wolfs gavmilde donation fra tidligt på året, og mit bekendtskab med det hedengangne bryggeri Broaden & Build under temaet ‘Farvel og Goddag‘ i efteråret. Det er blandt de øl, at årets største øloplevelser skal findes.

Trolltunga, som Ole havde med, var et finurligt forsøg på at kombinere de to stilarter, jeg elsker allerhøjest: IPA og Sour Ale. Det kunne næsten ikke andet end gå godt, og ganske rigtigt: umodne stikkelsbær blander sig umanerligt elegant med bryggets sprøde, bitre aroma til fryd for alle, der ikke kan få det surt og bittert nok. – For så kan man bare kombinere det!
Et spørgsmål der imidlertid må nage er, om et bryg som dette ikke altid vil være et 50/50-bryg frem for et 100%-bryg. Et supersurt bryg vil altid ske på bekostning af andre aromaer og det samme gælder et superbittert bryg. Så er det i virkeligheden ikke blot et bryg, der er halvt surt og halvt bittert?

Optical Prism er til gengæld et 100%-bryg. Det er surt hele vejen igennem – og kun surt. Et ocean af eddike, der ville få mundhulen til at føles større, fordi brygget udhuler hele kæften med sin ætsende syre – hvis ikke det var fordi samme syre få mundtøjet – ja, hele hovedet faktisk – til at implodere i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv, så man efterfølgende må mærke efter, om øjne, læber og næse nu også sidder, der hvor de plejer.
Men netop som man tror, det ikke kan være vildere, tropper …

Red Tide op. Ligeledes en ultrasur helvedespøl, hvorfra intet slipper op, men øjeblikkeligt opløses, optages og assimileres til én giftig eddikesubstans. Ud over at ansigtet her krænges sammen i en singularitet snarere end en hønserøv ved indtagelse, brænder det også i brystet, og man får den samme stakåndethed, man måske kender fra at have drukket for meget citronsaft. Desuden overdrev jeg ikke, da jeg skrev om, hvor meget dette bryg river i snudeskaftet ved indsnusning. Ved kontakt med næsens slimhinder gør brygget fysisk ondt, og man lærer snart at vare sig for, at gøre det for meget.

Red Tide vinder titlen som årets største øloplevelse i et usædvanligt stærk felt. Det har vitterlig været et godt år – ølmæssigt i hvert fald – på Kajs Ølblog.

Ingen Kajs Ølblog uden også at udnævne nogle tabere, og samtidig gnide godt med salt i såret:

Bel Air Sour formåede ikke så meget at fornærme smagsløgene, så meget som den ikke formåede at berøre dem overhovedet. Lette oplevelser, der stryger med håret er selvfølgelig ikke uforventelige, når vi har med The Brooklyn Brewery at gøre. Men det her tager alligevel prisen!
Mage til skuffelse … surt øl er på vej frem, lige så stille, og det er selvfølgelig bedst at fare med lempe og forsigtighed til de mange, utrænede og uforberedte munde. Men det kan også blive for forsigtigt. Et dryp vineddike i en vandtank på størrelse med Silkeborgsøerne – eller måske ikke helt, for så små er Silkeborgsøerne selvfølgelig heller ikke.
Brygget er en hån mod enhver, der nyder sure øl, og egner sig heller ikke som vadesten for dem, der vil lære typen at kende. Tag i stedet en mild Geuze, som fx Mort Subites eller Mariage Parfait – eller evt en belgisk frugtøl. De smager i det mindste af noget.

Indie fra Brewdog bød på et mindre mysterium. En af de lyseste pilsnere, jeg nogensinde har prøvet, fra et bryggeri, der ellers anses som en af pionererne fra den internationale ølrevolution. Men man skal selvfølgelig ikke skue hunden på hårene, så ned røg brygget da – meget hurtigt. Ikke ulig et frisk glas danskvand, for det var nok, hvad det mest mindede om – punktum. Nej, det var ikke det, det mindede mest om ud over øl. Danskvand var, hvad det mindede mest om.
Med en alkoholstyrke på 4,2 landede brygget ellers omkring almindelig pilsnerstyrke, så hvorfor fandt smagsekvilibristerne fra Skotland det nødvendigt at frarøve brygget enhver skygge af aroma?
Vel, 2020 bød som bekendt på flere interessant alkoholfri oplevelser, og som det nytænkende og progressive bryggeri Brewdog er, har de vel hurtigt fået den idé at vende dét koncept på hovedet; for at brygge en alkoholdig øl, der smager som en almindeligt kendt alkoholfri øl – af ingenting.
På en måde er ideen god. Resultatet forbliver til gengæld elendigt.

Med Tuborg Nul har den komplet udrikkelige Tuborg Super Light fundet sin arvtager. Opvaskemiddel og zink udgør aromagrundstammen i det gamle næsten alkoholfri produkt, og det eneste gode, der kan siges om det nye produkt er, at det kun står næsten lige så slemt til, men ikke helt.
Metal og sæbe møder man ganske vist også i Tuborg Nul, men Carlsberg lader til at have gjort en indsats for at skjule det lidt bedre. Der synes at være mere vand i blandingen, så de fæle smage ikke træder frem i samme grad som tilforn.
Men fravær af dårlig smag er ikke ensbetydende med god smag. Far from it. Carlsbergs absolutte flop fremstår så meget desto værre ved tanken om de gode alkoholfri øloplevelser, jeg havde i løbet af året. 2020 var året, hvor de alkoholfri øl omsider fik lov at gøre reelt væsen af sig. Samme år sendte Carlsberg deres suverænt kedeligste alkoholfri øl på markedet nogensinde … som afløser for deres fæleste.
Jeg vælger at afstå fra en bedømmelse af, om der var tale om en forværring eller en forbedring. I begge tilfælde vil forandringen være så mikroskopisk, at det kunne være det samme.

Tak til alle, der gav øl, tak til bryggerierne for at levere stof til bloggen, og tak først og fremmest til læserne for endnu et år med gode, mindre gode, samt slet og ret elendige øloplevelser. Uanset kvaliteten af øllet, vil jeg fortsat bestræbe mig på at levere de bedste og mest læseværdige ølanmeldelser i kongeriget.

Det’ bare Løkken – Indledning

Løkken eller ej?

Nej, jeg holder mig bestemt ikke for god til at bruge platte ordspil, når jeg skal finde på nye temaer. Det burde ikke komme som den store overraskelse for faste læsere, og eventuelle nye læsere kan hermed være advaret.

Det er ellers ikke småting, jeg skal samle op på. Sean Connery – den originale og i mine øjne for evigt og altid bedste James Bond – er død. Han var vidst lidt af en nar i det virkelige liv, ikke mindst hvad angik hans syn på kvinder. Og det passede jo sådan set fint med hans Bond-roller, der ikke ligefrem kan anklages for at være videre kønspolitisk progressive. Jeg vil imidlertid bedst huske Connery for hans rolle i Outland, der stadig den dag i dag er min yndlings-science fiction film over dem alle.

Efter at en bande gale religiøse fundamentalister har myrdet en fransk lærer står barneagtige provokatører nu nærmest i kø for indirekte at forårsage endnu et terrorangreb. Herhjemme gælder det Pernille Vermund og Nye Borgerlige, der vil udgive Charlie Hebdo’s tegninger, der afstedkom terrormordet i Frankrig i annonceform. Aktionen spinnes som et slag for ytringsfriheden – en ret der i sin tid blev givet til de undertrykte, så disse havde en mulighed for at kritisere magten. Nu skal den åbenbart bruges som undskyldning for at tilsvine og marginalisere en etnisk-religiøs gruppe yderligere. Charlie Hebdo har kort før redaktionens afslutning sagt nej – og det har Pernille Vermund og Nye Borgerlige rigtig godt af.
Det skulle ikke undre mig, at Vermund & Co.’s egentlige mål var at fremprovokere et angreb som det i Frankrig. Så ville partiet have den bedste begrundelse for at iværksætte deres liderlige drøm om etnisk udrensning af Danmark. Ofrene for terrorangrebet ville Nye Borgerlige-slænget naturligvis være lige så bedøvende ligeglade med som de mange tusind uskyldige, der ville blive udvist af Danmark som led i udrensningsprocessen. For det fascistiske parti Nye Borgerlige har mennesker – inklusive deres egne vælgere – kun værdi, når de kan bruges til at opnå politiske mål. Og hvis de må dø i processen, tjah så … [forestil dig Pernille Vermund trække på skuldrene og slå ud med hænderne her].

Et konkret eksempel på dette kan ses i USA, hvor fascisten Donald Trump lader til at være bedøvende ligeglad med de mange vælgere, der møder op til hans valgmøder. Én ting er den omsiggribende globale pandemi, hvorunder kun psykopater ville samle så mange mennesker i en sådan tæthed som han gør. En anden er Trumps totale ligegyldighed over for sit publikum, når valgmøderne er overstået. Flere gange er deltagerne efterfølgende blevet efterladt frysende i vejkanten, fordi de busser, der skulle fragte deltagerne tilbage til deres biler, ikke har kunnet nå frem.
Trump kunne selvfølgelig ikke være mere bedøvende ligeglad. For ham handler det kun om at vinde valget – og om nødvendigt stjæle det. Om han vil få højesteret til at erklære ham som vinder, eller han vil uddirigere sine dødspatruljer – I ved, Proud Boys, Boogaloo Boys etc. – eller eventuelt begge dele må tiden vise.
I mellemtiden kan jeg vel glæde mig over, at jeg i det mindste har fundet en del af årsagen til, at jeg i disse dage atter er røget godt og grundigt ned i kulkælderen. Det er ikke kun, at der ikke er udsigt til arbejde, og at jeg nok ender med at skulle melde mig arbejdsløs igen. Det er i den grad også fordi valget i morgen er den største gyser siden Tyskland 1932 med potentiale for endnu større globale katastrofer end dengang …

Puha … nå, men det var de her nye øl, vi kom fra. Eller, det gjorde vi jo egentlig ikke. For jeg fik vist kun antydet i starten af dette indlæg, at det ville komme til at handle om andre ting, end de sindssyge katastrofer, der truer os.
Sagen er den, at Løkken Bryghus har været vildt søde. De har sendt mig en hel stribe øller at anmelde, hvilket vil komme til at fylde rigtig meget her på bloggen det næste lange stykke tid. Bryggeriet har i deres mail til mig fortalt, at dagblade og andre medieaktører lader til helt at have mistet interessen for at skrive om øl, hvorfor bryggerierne må ty til nye metoder for at få det glade budskab om deres produkter ud til forbrugerne.
Derfor har de sendt en samling øl ud til en lang række … [idrk] influencere (hvoriblandt jeg skammer mig en anelse over at måtte tælle mig selv. Men det er jo ikke desto mindre barske realiteter, som jeg ikke rigtig kan kæmpe imod …) for at de på den måde kan få sig noget tiltrængt omtale.
Og gerne for min skyld, for øllene fejler jo ikke noget! … eller … det ved jeg jo ret beset ikke, før jeg har prøvet dem. Så det må jeg hellere se at komme i gang med.
Med andre ord; velkommen til bloggens nye tema:

‘Det’ bare Løkken’!

Farvel & Goddag – afslutning.

Hvil i fred …

Det er sådan fire rigtig spændende øl skal nydes: over en måneds tid hvor man har tid og ro til at tage dem én ad gangen, og hver gang dvæle en smule ved deres kvaliteter, og endda nyde et par andre humleindslag før den næste åbnes og afprøves. Jeg kan allerede nu afsløre, at bloggens næste tema vil blive anderledes hektisk. Der er løbet en donation ind, der kræver noget mere umiddelbar opmærksomhed – men det kommer vi til inden længe.

Lars fra Haandpluk i Klitmøller fortjener endnu et shout out for anbefalingen, mens jeg ikke kan sende meget andet end tanker til Broaden & Build. De måtte som bekendt gå konkurs for at vi forbrugere til gengæld kunne blive beriget med de fire fadlagrede øl, som blev sendt på markedet i anledning af lukningen og som er blevet anmeldt under temaet Farvel & Goddag. Havde jeg været religiøs kunne jeg også have sendt et par bønner af sted, men lur mig om ikke det havde hjulpet præcis lige så meget mine tanker – og de er (som læserne af min blog vil vide) ikke mange sure sild værd i forvejen.

Temaet kom ganske vist lidt lunkent fra start. Bryggeriets saison med kirsebær, Red Sonia, scorede kun middelmådige tre stjerner. Kommentarer fra andre ølkendere i facebook-gruppen ‘Danske ØL Folk‘ (der trods et unødvendigt mellemrum i navnet har mine varmeste anbefalinger som sparringssted for ølanbefalinger og -erfaringer) sænkede mine forventninger til de resterende bryg betragteligt. Og jeg besluttede mig for, at den næste øl ikke ville blive videoanmeldt, sådan som Red Sonia blev det.

Det skulle jeg komme til at fortryde bittert – eller måske snarere surt – da jeg kort efter åbnede Optical Prism – en Sour, fremstillet ved brug af koji-mikroflora, der angiveligt bruges til at fremme umami.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om det der umami. Det lyder lidt woo-agtigt i mine hyperskeptiske ører, ikke mindst på grund af det etnisk-popsmarte der pr. en udefinerbar automatik i mine ører manifesterer sig i østasiatiske låneord. Men angiveligt betyder det ‘velsmag’ og det er vel de færreste, der kan have noget imod den slags. (Mormoner kan vist – de vil helst kun have mad, der ikke smager af noget, for at deres høje tanker om Gud ikke bliver forstyrret. Men det er vist også ekstremer som disse, man skal ty til for at finde den form for modstand.)

Men velsmag var der – ikke bare så rigeligt, men til overflod! Straks jeg havde taget min første tår greb jeg min telefon, og optog mig selv på video tage den næste. Den måde mit ansigt krængede sig sammen på – som en anden Kaj-dukke om Keld Nørgaards knyttede næve – skulle mine læsere ikke snydes for!
Et par mundfulde af den mest intense nydelse kan ses på Twitter.
Velfortjente seks ud af seks stjerner var min bedømmelse, og den eneste bitterhed ved oplevelsen var som nævnt fortrydelsen, samt at vi med Broaden & Builds utimelige bortgang ikke vil blive denne kæmpe surhedsoplevelse til del igen.
Til gengæld lærte jeg, om ikke på den hårde måde, så i hvert fald på den sure måde, at øl uden humle kan være i absolut topklasse. Og skulle jeg ikke have lært det denne gang …

… så lærte jeg det i hvert fald den næste. Det var tid til endnu en sur øl, nemlig Red Tide, der var brygget på forskellige typer gær og andre mikroorganismer med spændende navne, mælkesyre, kirsebærsten og – igen – ingen humle. Denne gang udviste jeg også rettidig omhu, og optog min prøvesmagning på video til offentliggørelse på min YouTube-kanal sammen med en tirade om den tids hotteste emne; var Donald Trump virkelig syg eller ej. Wow, det føles allerede som lang tid siden det var på programmet.

Oven i endnu en surhedsoplevelse i absolut verdensklasse, der også kastede maksimumkarakteren på seks stjerner af sig bød dette bryg på en regulær næsestyver. Jeg har i min tid som ølblogger afprøvet mange øl med kraftig duft. Men aldrig én, der rev så meget i næsens slimhinder, at hovedets refleksbetingede rekyl næsten forårsagede piskesmæld.

Skuffelsen var ikke stor, da bryggets imperial stout med kakao- og browniestykker, Barrel-Aged Brownie Loop viste sig at være langt mere venlig og tilbagelænet end de to foregående aggressive og kompromisløse sours. Fem en halv stjerne kunne det blive til for en gennemført smagfuld bittersød stout med aroma af blendet chokoladekage tilsat stærk kaffe.

Den intense, og alligevel forbløffende letglidende aromaoplevelse blev nydt i noget nær det bedste selskab, jeg kunne have ønsket mig for mørke øl af den kaliber: Den legendariske YouTuber Aron Ra gæstede min YouTube-kanal for at fortælle om sin passion for øl.
Og således nåede alle Broaden & Builds øl at blive videoanmeldt – sådan da.

Broaden & Build gjorde det godt. De vil især blive savnet for deres sours, der har været intet mindre end en legendarisk fornøjelse at stifte bekendtskab med. Jeg håber inderligt at ekspertisen ikke dør med bryggeriet, da det virkelig har været en oplevelse af de helt store.

Så hvis nogle af bryggerne fra Broaden & Build læser med derude: Hold ikke op. Start noget nyt. Danmark har brug for jeres epokegørende evner udi surt øl. Det er ren verdensklasse, og hvor ville det være synd såvel som skam, hvis det alt sammen blev tabt på gulvet.

Og jeres stouts – de er i øvrigt også rigtig gode!

Ølvalg 2020

Husk også selv at stemme …

Et tip om sure belgiere fra twitterbrugeren @blommeregner (der i øvrigt er en fest at følge) sendte mig for et par dage siden en tur på indkøb i Føtex Thisted. Jeg kom hjem med mere end jeg lige havde planlagt.

Ud over de forjættede belgiske øl, der vist teknisk set ikke var sure alligevel – men hey, en anbefaling er en anbefaling – var er også nye øl fra To Øl, en øl fra Thisted Bryghus, jeg ikke havde prøvet før, samt tre øl, der indgår i et ølvalg, foranstaltet af Danske Ølentusiaster i samarbejde med Skanderborg Bryghus.
Samtidig var der tilbud på specialøl – 5 for 100. Havde tilbuddet ikke været der, tror jeg ikke, jeg havde slået til (og suppleret med det løse, jeg havde prøvet i forvejen.) Så tingene faldt så nydeligt på plads, og jeg fik oven i købet anledning til at starte et nyt tema.

Det endda før jeg har gjort temaet om hedengangne Broaden & Build færdig. Den sidste øl i den serie er imidlertid en meget tung og tæt Imperial Stout, som jeg gerne vil gemme lidt til en særlig lejlighed. En sådan lejlighed kunne være min anmeldelse nummer 1250. Men det kommer ikke til at ske – den første øl i Ølvalg 2020 er allerede prøvesmagt, og den bliver anmeldt som den næste øl, der også er nummer 1250.
Det kommer måske som en overraskelse for nogle, at jeg ikke sidder med en øl i den ene hånd, mens jeg straks anmelder den på bloggen med den anden. Men det er faktisk meget meget sjældent jeg gør det. Tværtimod sker det med jævne mellemrum, at der er kø i anmeldelserne – at jeg får afprøvet flere nye øl, uden at jeg når at anmelde én før jeg prøvesmager den næste.

Jeg vil altså i løbet af de næste indlæg anmelde de tre øl fra Danske Ølentusiasters og Skanderborg Bryghus’ Ølvalg. Der er tale om tre IPA’er – typen, der er temaet for valget. Måske (jeg siger måske) er det også forklaringen på, at IPA’en glimrede ved sit fravær i Skanderborg Bryghus’ ‘Far til Fire’-gaveæske, som jeg anmeldte tidligere på året? Skanderborg havde tre IPA’er på bedding, som de imidlertid ikke ville udgive, fordi der var noget større i vente?

De tre øl er:

  • Den Lange Sørejse, Engelsk Klassisk IPA, 5,0%
  • Den Nye Humlejuice, US New England IPA, 5,2%
  • De Bitre Humler, US West Coast IPA, 5,4%

Man kan læse om dem på Ølvalg 2020’s hjemmeside, man kan også vente på mine anmeldelser, eller man kan kombinere det på den måde, der bedst passer én. Jeg vil selvfølgelig selv deltage i valget, og forinden – når alle bryg er afprøvet – afsløre hvilken jeg har tænkt mig at stemme på.
Det vil jeg i øvrigt gøre uanset kvaliteten af brygget. Jeg hilser alle initiativer velkomne, der gør forbrugerne mere bevidst om, hvilke andre øl, end industriens tynde standardudvalg, der findes derude. Om bryggene så er lige så tynde som storindustriens, yder de stadig noget kærkommen konkurrence til nogle alt for få fortsat alt for dominerende masseproducenter.

Vi ses snarest til anmeldelse af første eksemplar. Valget finder sted indtil 4. december – så der er lidt tid at løbe på.

Farvel & Goddag …

Courtesy of Haandpluk, Klitmøller …

Det er ikke alle, der lider under Corona-pandemien. Jeff Bezos, verdens rigeste menneske, er ifølge en artikel i Business Insider blevet ca. 48 milliarder dollars rigere, mens arbejdsløsheden er eksploderet og folk er døde som fluer. At det politiske establishment herhjemme – og i resten af verden – fortsat blindt og ureflekteret mener, at det politiske system der frembringer tilfælde som Bezos er det bedste politiske system, det er muligt at have, viser blot hvilken værdi menneskeliv har for magthavere. Omtrent lige så meget som sandhed har værdi for andre magtliderlige psykopater som Donald J. Trump og Inger Støjberg.

Det er bestemt heller ikke alle virksomheder, der skaber profit ved hjælp af arbejdskraft, der har haft gavn af pandemien. Ikke mindst små virksomheder lider og må gå under i hobetal. En af dem er ikke Haandpluk i Klitmøller, en lille kaffebar i den hippe kystby i Thy, hvortil folk valfarter fra hele Europa for at surfe.

At jeg ikke har været forbi endnu i mine nu vel over 12 måneder som fastboende i Thy, burde jeg skamme mig bravt over. Stedet har nemlig også et meget fint udvalg af special- og håndbryg fra både ind- og udland. Men anledningen til at besøge Klitmøller dukkede først op ved skoleårets begyndelse, hvor jeg blev ansat på den lokale friskole som tysklærer. Nu har jeg endelig været forbi gesjæften, og købt lidt godter med hjem til anmeldelse under kyndig vejledning af stedets ejer, Lars. Han brygger i øvrigt selv, men havde ikke noget af sin egen produktion stående i emballage. Selv havde jeg ikke tid til at smage på varerne mens jeg var på stedet, så det må vente til en anden god gang.

I stedet fik jeg fire flasker med hjem fra bryggeriet Broaden & Build Brewing Company fra København. Jeg vælger meget bevidst præpositionen ‘fra’, da ‘i’ ville antyde, at bryggeriet fortsat findes og producerer et sted i hovedstaden. Det er desværre ikke tilfældet.

Broaden & Build er bukket under for pandemien. En af de sidste ting bryggeriets ledelse gjorde, før nøglen blev drejet om, var at tappe nogle bryg, der stod til lagring. Et farvel-batch, om man så må sige – på fire øl. Og det er netop de fire øl, Lars anbefalede mig mens de stadig kunne fås. Nogle vil måske kalde det et billigt salgstrick sådan at slå på, at brygget meget snart ikke kan fås længere – men ikke mig. Jeg er oprigtig glad og beæret over servicen, og at jeg nu har fået chancen for at prøve fire øl, der er gået ud af produktion. Så nåede jeg det lige akkurat.

Jeg har aldrig før prøvet noget fra nu hedengangne Broaden & Build. Så det er ikke bare farvel, men også goddag. Allerede før vi mødtes var det faktisk slut … eller noget. Det paradoksale og noget vemodige forsøger jeg at fange i temaet ‘Farvel & Goddag’, hvori jeg vil anmelde de fire bryg. Måske, måske ikke i den rækkefølge, de ses på billedet ovenfor:

  1. Red Sonia, Barrel-Aged Cherry Saison, 7,8
  2. Red Tide, Barrel-Aged Mixed Fermentation Cherry Pit Sour, 5,4% (Collab med Equilibrium Brewery).
  3. Optical Prism, Barrel-Aged Mixed Fermentation Koji Sour 2020, 6,2%
  4. Barrel Aged Brownie Loop, Oak-aged Imperial Brownie Stout, 11%

Jeg har på fornemmelsen, at det bliver rigtig godt … og derfor også lidt ekstra vemodigt. Uanset hvad ses vi meget snart til de første anmeldelser af disse – forhåbentlig – fine farvel-bryg.

Far Out, Afslutning

Akkurat tilstrækkeligt …

Det er blevet tid at lave en lille afrunding af temaet ‘Far Out’ – en gennemgang af Skanderborg Bryghus’ gavepakke ‘Far til fire øl’, som Lidl for nogle måneder siden faldbød til en halvtredser. Pakkens overordnede koncept tordnede jeg over i det indledende indlæg og leverede siden hyppige stikpiller og uddybninger, side om side med ølanmeldelserne, der – indrømmet – lod noget mindre tilbage at ønske end ideen bag pakken.

Det var Skanderborg Bryghus’ debut her på bloggen, og konceptuelt kom mit forhold til bryggeriet altså temmelig skidt i gang. Jeg magter ikke kønsstereotypisering – ikke mindst når det gælder øl. Jeg har i årenes løb flere gange langet ud efter bryggeriernes såkaldte ‘kvinde-øl‘ for at være tynde og aromasvage, subsidiært stereotype, idet de udstiller kvinder som nogle pylrede barbie-prinsesser, der ikke kan tåle drikkevarer med kant og udfordring til smagsløgene. Meget bedre er det ikke, når mænd skal være objekter for den samme stereotypisering (endskønt vi med vores priviligerede position har bedre muligheder for at reagere imod det). Øl fremstilles gerne som noget meget ‘mandigt’ at drikke, tillige med andre lige så arbitrære og fjollede attributter. Jeg nævner i flæng fra nærværende tilfælde; store bøffer og ferie sydpå. To ekstremt sjældne foreteelser i mit liv i hvert fald, endskønt jeg både er far og mand.

Men fire øl blev det altså til:
Økologisk Pilsner
Økologisk Steam
Økologisk Münchener
Økologisk Brown Ale
Props for så vidt til bryggeriet for ikke at have forurenet grundvandet unødigt under produktionen af råvarerne til disse øl. Men det rejser til gengæld spørgsmålet om, hvor ‘mandige’ øllene egentlig er, når nu de er økologiske. Burde hensynet til naturen og egen sundhed i macho-idiotiens forskruede logik egentlig ikke være noget pylre-pjat, som kvinder kan lide? Mens vi mænd udviser styrke og dødsforagt ved at bælle ren glyphosat, samtidig med at vi demonstrativt spreder en ekstra giftig blanding af kunstgødning og DDT i Nationalpark Thy bare for at pisse det liberalt-progressive woke-segment af? Men hva’ faen tillader jeg, der vælger at have et kritisk blik for den slags, mig at vide om sådan noget?

Det var til gengæld også lidt af en lettelse, at øllene ikke viste sig at være lige så langt fra koncepterne, som selve pakken. Bortset fra pakkens første deltager på bloggen – pilsneren – var bryggene egentlig en jævn fornøjelse, undertiden endda lidt til. Helt nemt havde bryggeriet ikke gjort det for sig selv. Man laver som nyt mikrobryggeri en pakke med fire øl, og vælger to typer, der ikke er særligt kendte herhjemme (Münchener og Steam), en type, der for længst er kendt til hudløshed (Pilsner) samt en type, der engang var ny og spændende, men nu har tabt nyhedens interesse (Brown Ale).

Uden at ville opkaste mig som markedsføringsekspert eller på anden vis autoritet på ølområdet, ville jeg nok som minimum have kastet en IPA ind i blandingen. Laves den ordentligt er den en sikker vinder, og altid en fornøjelse at få bag læberne. Samtidig ville jeg have udeladt pilsneren. Ikke kun i bagklogskabens uendligt klare lys, fordi jeg nu ved at den var pakkens suverænt svageste deltager, men også fordi det bare er forbandet svært at brygge en pilsner, der afgørende gør op med typens stereotype karakter … ja meget apropos snakken om stereotyper i øvrigt.

Ros fortjener bryggeriet til gengæld for at have pustet lidt liv tilbage i Brown Ale-typen. Alt for ofte er vore dages brown ales småsure og sjaskede af alt for meget vand. Og selvom Skanderborg Bryghus Brown Ale ikke ligefrem var Toms Kæmpeskildpadder i ølformat (det er noget i den retning, jeg forestiller mig den perfekte brown ale) så var der tilstrækkeligt med både sødme og krydrethed til at levere en fin oplevelse til smagssanserne. Den leverer endnu et spinkelt håb for, at Brown Ale kan komme igen som en øltype, der er værd at tage med hjem, frem for at springe over, fordi man ikke gider den forventede skuffelse.

Steam gjorde det også godt – ikke mindst når den fik lidt tid og blev smagt ordentligt på. Jeg havde stiftet bekendtskab med pakken tidligere under en live-stream, der foregik hos min gode ven Marcus. Der var der ikke megen tid til at annamme dråberne ordentligt, hvilket ikke skal tale til samlingens ulempe. For ordentligt øl kræver koncentration og tid. Endelig måtte Müncheneren lide pladsen i pakkens ubestemmelige midterfeldt – ikke decideret dårlig, men heller ikke sådan rigtig god. Ikke desto mindre var den stadig betegnende for en pakke, der på intet tidspunkt formåede at løfte smagsoplevelserne signifikant op over en jævn standard for de mange mainstream-specialøl, der efterhånden produceres.

Der er stadig masser af gode specialøl derude. Ånden fra ølrevolutionen lever fortsat – og jeg tror ikke den er i fare for at svækkes alvorligt eller dø foreløbig. Men sideløbende er der også en voksende tendens til, at rigtig mange specialøl af navn – ikke af gavn – sendes på markedet for at indfange en flig af de sande kvalitetsbryggeriers glorværdighed.

Bryggerier som Skanderborg Bryghus bliver aldrig til Amager Bryghus, Beard Brew, Ølluminati eller Hornbeer – med mindre de begynder at satse på øl der kan mere end kun lige akkurat behage smagsløgene tilstrækkeligt.

Jeg skylder Marcus endnu en tak for, at han donerede dette anmeldereksemplar til mig efter også at have doneret det eksemplar, vi i fællesskab bællede under live-streamen.

Vel mødt snarest til flere ølanmeldelser.

Far Out, Indledning

S’jøst, kom åååhn!

Tilbage i juni måned lavede jeg en serie live streams på min YouTube-kanal, hvor jeg sammen med mine online-venner pillede den ‘landflygtige’ prædikant Torben Søndergaards såkaldte dokumentar “7 Days Adventure with God” fra hinanden. Afsnit tre blev optaget i min gode ven Marcus’ hjem i Valby, da jeg var i staden i anledning af Ateistisk Selskabs generalforsamling.

Marcus havde som altid sørget for øl. Øl som jeg ikke havde prøvet før. Og det var egentlig ikke så smart, synes jeg. For jeg kan jo ikke drikke øl, jeg aldrig har prøvet før uden at anmelde dem. Og tanken om, at jeg skulle anmelde de nye øl, mens vi så og kommenterede Torben Søndergaard-‘dokumentar’ gjorde mig en kende stresset.

“Jeg køber en ny samling til dig!” erklærede Marcus et antal dybe, opgivende suk og knarvorne støn efter at jeg havde klaget min nød. Og som sagt så gjort. Efter vellykket og afsluttet Live-stream gik turen til den lokale Lidl, hvor samlingen af nye øl fra Skanderborg Bryghus kunne anskaffes.

Pakken kom med hjem til Thy, blev anbragt i mit skab, og fik lov til at ligge der indtil i går aftes …

… hvor jeg kom for skade at læse, hvad der egentlig stod på pakken …

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville lave et tema ud af den lille samling øl fra Skanderborg Bryghus. Men da jeg læste gaveæskens påskrift, kunne jeg ikke andet end. Den fulde tekst kan læses, hvis man klikker på billederne her i opslaget. Jeg vil nøjes med at citere nogle udvalgte perler.[far]
[…]
Elsker: Kolde øl, dovne/slumre foran TV’et, søndagsavisen, ferier sydpå, […], at grille store bøffer, sove længe på fridage, nørde rundt i skuret og fixe ting, sparke dæk, stram lycra i stærke farver, gammmel (sic) rockmusik tilbage fra LP’ens dage, mode fra sidste år […]

Med andre ord – et clusterfuck af stereotyper om, hvad mænd, specifikt fædre kan lide. Den med den gammmle rockmusik kan jeg sådan set godt gå med til. Hvad de slipseklædte marketingpingviner, der står bag konceptet imidlertid ikke har tænkt på er, at LP’ens dage er nu! LP’en har overlevet CD’en, og er kendernes fysiske musikmedie of choice …

Det kan virke underligt arbitrært, eller random som det vist hedder i dag, at jeg lige netop slår ned på det i den alenlange opremsning af fordomme og stereotyper om, hvad vi mænd og fædre kan lide. Men det var som om strømmen af dumhed kun tillod mig at tage fat på det, der alt andet lige lå mig nærmest.

Lige for at tage de andre slavisk – kolde øl … okay, indrømmet D’U-UUUH!!! Flimmer ser jeg til gengæld næsten aldrig. Aviser – hvad er det? Ferie er såmænd fedt nok, men SYDPÅ?! Som om der ikke allerede er ALT for varmt som det er lige nu? Store bøffer – nah, dårligt for klimaet, så det er jeg faktisk lidt stolt af, at jeg har begrænset mit indtag af fra ‘meget sjældent’ til ‘næsten aldrig’. Nørde rundt? Tjoh, måske – men sgutte i noget skur. Jeg ejer ikke nogen bil som jeg kan sparke dæk på, og jeg ved faktisk ikke engang, hvad lycra er …

Det er nu ikke fordi jeg i løbet af temaet vil gå nærmere ind på hvor meget jeg ikke går op i disse ting, selvom det kunne ligne mig. Snarere mangler jeg en anledning til at tirere om, hvor rædderligt konceptet er flere gange end bare første gang jeg anmelder en øl fra pakken. Nu kan jeg brokke mig over det hele fem gange, dette indlæg inklusive.

Under temanavnet ‘Far Out’ vil jeg anmelde pakkens fire øl, og bruge enhver lejlighed undervejs til at tirere over, hvor tåbeligt jeg synes konceptet med en Far-pakke er. Ikke mindst en, der er så stereotyp.

Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.

Ussel Mammon!

Yes, I went there!

♪ Ved ofringer til Mammons ære har guldets konger aldrig haft,
Et andet mål end det at tære på proletarens arbejdskraft … ♫

Sådan lyder de berømte strofer fra den danske oversættelse af Internationale. Jeg citerer fra den for at tage eventuel kritik i opløbet, idet jeg venligt men bestemt understreger, at det ikke er det, jeg er ude i.

Jeg ejer ikke produktionsmidler, eller mere mundret – kapital – ud over det, jeg kan frembringe med min egen krop. Når jeg skriver blog, så køber, drikker og afrapporterer jeg helt selv. Når jeg laver videoer, skriver jeg selv manuskriptet og river mig selv i håret over, hvor elendigt manuskriptet er. Jeg optager selv, jeg optager selv igen efter selv at have taget mig til hovedet i afmagt, når jeg laver fejl og jeg får helt selv raserianfald over, at jeg har glemt at teste lyden, før jeg optager – ikke mindst når jeg opdager, at det af en eller anden grund lyder rædderligt. Jeg redigerer selv, mister helt uden hjælp meget hurtigt lysten til at redigere, og det at finde hele redigeringsprocessen og anden efterbehandling uoverskuelig står jeg også hundrede procent for selv …

Intet af det har jeg folk til. I alle mine gøremål, der har noget med mine aktiviteter at gøre, er jeg ganske alene (hey, ikke engang ikke at spille golf eller ikke samle på frimærker, har jeg folk til). Dermed er der ingen andres end min helt egen arbejdskraft at tære på. Så når jeg nu har besluttet mig for at oprette en Patreon-konto, er det ikke et udslag af forøget griskhed. Det er ikke for at profitmaximere, eller presse endnu mere fortjeneste ud af et sjak nedslidte, gennemstressede lønslaver. Med andre ord: Jeg er ingenlunde en kapitalist, da jeg ikke ejer produktionsmidler af hvilke jeg scorer profit ved at lade andre arbejde for mig.

Ej heller er jeg en småborger, der faldbyder varer af egen produktion, omend uden brug af andres arbejdskraft i processen. For frugten af mit arbejde er frit tilgængeligt, og ganske gratis, og vil også være det i fremtiden.

Snarere er jeg en pjalteproletar. Frem for at skabe mig et levned ved lønarbejde, lader jeg som gøgleren, artisten og taskenspilleren hatten gå rundt efter underholdningen, til forsødelse af det hårde liv som ølentusiast og -formidler, samt sekulær aktivist og lejlighedsvis agitator.

Som bekendt havde jeg 10-års jubilæum som blogger tidligere på året, og jeg har længe gået og tænkt, at jeg måtte få blog- og videoprojektet til at kaste en lille smule af sig – når nu det tager så meget af min tid.

Så hvis man kan lide det, jeg laver, her på bloggen, eller på min YouTube-kanal, har man altså nu mulighed for at støtte mit arbejde økonomisk. Hvis antallet af sponsorer – Patrons, som det hedder – bliver betragteligt, vil det betyde, at jeg kan frigøre mere tid til at blogge og lave videoer, fremfor at lønslave den i kundeservice, fiskeindustri, eller hvor det nu lige måtte være, jeg arbejder.

Det behøver ikke være dyrt. Man kan støtte mig med sølle 1 (én) Euro om måneden. Så kommer ens navn til at stå i slutteksterne på alle mine videoer.

For 2 Euro får man desuden tilbud om deltagelse i mine livestreams.

For 10 Euro bliver der desuden linket til to sociale medier efter eget valg i hver videobeskrivelse

Og for 25 Euro vil man – ud over alle andre fordele – blive nævnt som patron ved navns nævnelse i slutningen af hver af mine videoer.

Jeg lover, at mange af pengene vil gå til druk. Altså finansiering af lidt flere øl til anmeldelse på bloggen og video. At kunne tage fri fra arbejde, fordi jeg ikke behøver så mange skejser derfra, og i stedet kunne arbejde på blog og videokanal, er en drøm, der ligger ude i horisonten et sted.

Kun I læsere kan bestemme, hvor hurtigt jeg når derhen.

På forhånd mange tak …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme