Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: ortografi

Økologisk India Pale Ale, Herslev Bryghus

Nå, endelig et bryggeri, der kan finde ud af det … og det er jo i grunden noget sludder, for det kan de fleste jo – stave ‘India Pale Ale’ rigtigt. Jeg ligger p.t. inde med IPA’er fra Rise og Sierra Nevada og begge bryggerier staver det rigtigt, lige som Braunstein, BrewDog og Pladderballe Bryghus også kan finde ud af det. Så det er altså indtil videre kun Ørbæk, der åbenbart snubler hver gang.

Herslev Bryghus er lige som Ørbæk et bryggeri med en stærk økologisk profil, men med et mere fandivoldsk og kompromisløst islæt, der også kan mærkes på pris og markedsføring. Mens Ørbæk, med de flotte, farvestrålende etiketter for længst har holdt sit triumferende indtog på de snuskede discountsupermarkeders spotvarehylder, kan Herslev Bryghus’ håndbryggede (hvad det så end betyder – jeg troede egentlig gær, ikke hænder, stod for den del af produktionen) øl med de væsentligt mere minimalistisk designede etiketter påskrevet med Comic Sans her i Århus kun fås i Irma, hvis det ellers er supermarkederne man kigger i. Og prisen er også derefter – 30 bobs for en halv liter, hvor Ørbæks øl, hvis kvalitet nota bene langt overstiger marketingafdelingens evner udi det ortografiske, ligger stabilt omkring de 15-16 kr. for samme mængde. Såvidt prisen på Herslev Bryghus’ øl. Spørgsmålet er, om kvaliteten kan stå mål med den.

Bryggets ydre kan der i hvert fald ikke sættes en finger på. Enskønt det off-white skum til at begynde bruser og knitrer som i en anden sodavand, falder det snart til ro, og lægger sig som en cremet flødetop over det fuldstændig appelsinorange bryg. Kunne man skære små fordybninger og furer i øllets overflade (og den orange soliditet får næsten én til at tro, at det er muligt) ville det på en prik ligne en appelsin, så kraftig er løden, og så uigennemsigtigt er det af den rigelige restgær. Duften er især blomsteragtigt sød ud over skarp og rivende af en let citrusnote, der komplimenterer en lækker bouquet af roser og vanille tilsat skumfiduser uden skumfidusers syntetiske dunster.

Smagen er en tør humleeksplosion. Bitter som ind i h… men ikke det mindste harsk eller besk – blot meget meget bitter. Det går hurtigt op for nyderen, at det ikke er en øl til tørst, for det tillader den knastøre og kraftige bitterhed overhovedet ikke. Det er en øl til kenderen, der går efter kompromisløs humlebitterhed i alle dets afskygninger – bitter i smagen, bitter i bismagen og bitter i eftersmagen – punktum. Her skal man dog ikke glemme, at bitterheden jo faktisk ledsages af en udsøgt, cremet fylde og finish. Desuden er der tale om forskellige former for bitterhed – først river den som sandpapir mod tungen i smag, i bismag er den hård som stål (uden at smage af det), mens eftersmagens bitterhed nærmest er velourblød og iøvrigt langvarig.

Gæren er et kapitel for sig. Den giver ikke brygget afsmag, hvilket er imponerende bare mængden taget i betragtning. I løbet af den lange nydetid – for det er bestemt en nydeøl og ikke en drikkeøl – lægger restgæren sig som en fin mudderpøl i bunden af glasset. Frisk som jeg var, blev glasset behørigt agiteret … og agiteret og agiteret, så rystet med risiko for at det skulle skvulpe over – men det er mit ølglas heldigvis for højt til – så blev glasset agiteret endnu mere, og endelig lykkedes det at få det sidste restgær blandet op i brygget, og så blev det ellers hældt i halsen.

Og nej, der var ikke skyggen af harsk eller klæg gærsmag. Bundsjatten var sød, med de noter af roser og skumfiduser (fortsat uden syntetisk smag eller lugt) som indledningsvis havde vist sig i duften. En Grand Finale, der ville have sat prikken over I’et i IPA, hvis ellers jeg ikke altid forkortede det med store bogstaver.

Well Done! Med korrekt stavning og det hele – sandelig alle 30 bobs værd. Skål!

5-en-halv-stjerne

Sær skrivning, sær pris samt – etikettering

Det er takken … her går man og gør venligt (langt venligere end vanligt) men bestemt et af de førende specialølsbryggerier i Danmark opmærksom på, at der er en stavefejl på deres etiketter. En stavefejl, som ganske vist er udbredt, og ikke forstyrrer meningen særlig meget, men ikke desto mindre er en stavefejl, og derfor gør betegnelsen for den type øl, der er tale om forkert. Og hvad gør de så? Jo, de laver naturligvis samme øl nye etiketter, hvorpå de ikke bare én gang (som på den oprindelige etiket) ej heller to eller tre – nej hele samfulde FIRE gange laver samme stavefejl. Så’n bare for at se, om de kan få undertegnede til at krumme så meget tæer, at de brækker – eller i det mindste går af led.

Én … To …
– Tre og hele fire gange “IndiaN Pale Ale”.

Skulle læserne fortsat være i tvivl drejer det sig om Ørbæks IPA, India Pale Ale, som bryggeriet åbenbart, formentlig for at drille undertegnede, har valgt at kalde “IndiaN Pale Ale”. Måske vil bryggeriet kontrafaktisk påstå (for den virkelige grund er jo, at de forsøger at tirre mig) at det på denne måde brander øllet på ny og spændende vis med en såkaldt særskrivning. Jeg vil derimod hævde, at der ikke er tale om en særskrivning, men en sær skrivning.

Billederne i dette indlæg er i øvrigt taget under en indkøbstur i Føtex, Nordcenter Stor, men hvem der har tegnet billedet af fyrtårnet og farverne omkring det på Thisted Bryghus’ nye etiket på 0,5 l. Limfjords-porter står indtil videre hen i det uvisse. Jeg kunne meget bedre lide det gamle design. Det emmede mere af den rå fandenivoldskhed, der præger brygget – som en gammel søulks favoritbryg på yndlingshavnens sømandshjem. Nu ligner den noget, der er målrettet en fortovscafe ved et springvand i Hovedstaden.

Og ja, jeg ved godt, at jeg egentlig lovede ikke at kommentere Thisted Bryghus inden den nye brygmester var tiltrådt og havde tryllet ved karrene. Men det løfte gjaldt egentlige anmeldelser og ikke noget som helst andet.

Jeg skal for en god ordens skyld lige minde om, at Føtex ikke kan klandres for bryggeriernes uforståelige dispositioner. Til gengæld kræver disse to prisopslag en kommentar.

Der er tale om to øl, der hvad etiketten angår ser ud til at være fuldstændig ens. Der er tale om to gange Harboe Premium Pilsner – den ene på dåse, den anden på flaske, førstnævnte 1,26 kr. dyrere end sidstnævnte, selvom der er lige meget bryg i dem.

Ved nærmere granskning af etiketterne viser det sig dog, at der er en forskel, der måske kan kaste lys over gåden. I Harboe Premium Pilsner på dåse er der nemlig 4,6% alkohol mod kun 4,4% alkohol i Harboe Premium Pilsner på flaske. Det kræver lige lidt kalkulation at redde trådene ud.

Alkoholindholdet i dåsen: 4,6% af 0,33 l = 0,046 x 0,33 = 0,01518 l, eller 1,518 centiliter ren alkohol.
Alkoholindholdet i flasken: 4,4% af 0,33 l = 0,044 x 0,33 = 0,01452 l, eller 1,452 centiliter ren alkohol.

Differencen i mængde alkohol i de to beholdere er: 1,518 cl. – 1,452 cl. = 0,066 cl, eller lige over ½ milliliter ren alkohol til forskel. Det skulle altså være denne mængde alkohol, der giver prisforskellen, hvilket giver en milliliterpris på. kr. 1,26 / 0,66 ml. = kr. 1,91 kr/ml.

Men der er noget, der ikke stemmer: For hvis det skulle være prisen for 1 ml. alkohol burde prisen for dåseøllen være 1,91 x 15,18 = kr. 28,99 og for flaskeøllen 1,91 x 14,52 = kr. 27,73 – og det er bare alkohollen. Humle, malt, vand og gær er der endnu ikke betalt for.

Ved nærmere granskning af indholdet melder der sig da også en anden mulig årsag. Det viser sig, at Harboes dåseøl er tilført råfrugt i form af byg. Begge er tilført kulsyre, så ingen af dem er rene øl. Flaskepilsneren fremstår dog som den reneste af de to – lettere ironisk, da jeg stadig anser renhed for en kvalitet, men det højere materialeforbrug måtte jo sende prisen i vejret.

Tænk, så var alle mine mellemregninger overflødige – men jeg håber det trods alt var underholdende alligevel.

Willemoes Påskebryg, Vestfyen

– Willemoes Påskeøl FTW!

Jeg har det lille problem for tiden, at jeg er brændt inde med et mindre parti øl fra Flensburger-bryggeriet, med den ikke længste holdbarhed. Jeg forsøgte at blive en del af dem kvit forleden, ved at invitere venner og bekendte til at se Ronde van Vlaanderen på vores gammeldags billedrørs-TV. Min viv havde endda bagt bastogne-kiks, (til cykelløbet, selvom Bastogne selvfølgelig kun indgår i én – helt anden – forårsklassiker). Men lige lidt hjalp det – én gæst kom, hvilket vi selvfølgelig var glade for, men vi havde ganske afgjort håbet på flere. Cykelløb på lilleskærm tiltrækker åbenbart ikke mange – om jeg fatter hvordan det kan være …

Og efter det lille intermezzo med et par mere eller mindre gode Nordtyske Flensburger-øl, er jeg atter klar med en påskebryg. Påskebryg er åbenbart i høj grad en dansk tradition. En hurtig søgning på henholdsvis “Easter brew” og “Osternbräu/Osterbräu” afslører ikke mange ølrelaterede hits – bortset, selvfølgelig, fra Carlsbergs engelsksprogede sider. Dette minder os endnu engang om, at påskebryg ikke er nogen egentlig stilart i sig selv. Det er en variation over stærk pilsnerøl, og åbenbart kun noget man går op i på vores kombination af længde- og breddegrader.

Indtil videre ser de interessante variationer af påskebryg ud til at kombinere sødt og bittert på mere eller mindre vellykket måde. – Faktisk er alle, der har kombineret sødt og bittert, sluppet relativt heldigt fra det. Der er den anden variant af påskeøl, der kombinerer vand med harskhed, der mislykkes. Når man sådan uddyber, hvilke smagsindtryk de mislykkede variationer kombinerer, forstår man faktisk også hvorfor, de mislykkes.

Heldigvis var dagens øl ikke en af de bitre varianter. Allerede duften, der ledsagede en flot gyldenorange farve, med letgyldent skum, pegede i retning af en sød øl. Man kunne måske godt have ønsket sig en lidt kraftigere bouquet, men erfaringerne viser efterhånden, at man ikke skal lægge for meget i hverken udseende eller duft. Føromtalte skum holder i øvrigt længe, og klæber til glasset, så det er en fryd at beskue.

Den svage duft er alt andet lige ikke misvisende. Øllet er virkelig dejligt sødt. Det har en kraftig sødme af karamel med en let kaffebitterhed i baggrunden, der ganske nydeligt runder smagen af. I grunden er det ikke særlig kompliceret eller særlig originalt – til gengæld er det overordentligt velafstemt. Det er som om bitterhed og sødme smelter sammen til ét på midten af tungen, efter en sød indledning og inden en bitter afslutning. Det er en konsistent og sammenhængende smagsoplevelse, der har samme struktur som en god roman – en begyndelse, en midte og en slutning. På dette punkt er den endda bedre end sin overgærede broder, Willemoes Påske Ale, hvis smagsindtryk ikke kunne løbe fra at være en kende forvirrende. Nærværende Påskebryg er desuden uden stavefejl, glucosesirup, muscovadosukker, ascorbinsyre, ammoniseret karamel og hvad havde vi. Der er dog tilsat E290 kulsyre, hvilket diskvalificerer den som ren øl, men dog alligevel ikke kan påstås at være i overkanten.

Jeg konstaterer, at Willemoes mestrer det at lave påskeøl. På to forskellige måder har de fundet frem til – om ikke perfekte – så i hvert fald nydeligt velafstemte blandinger af sødt og bittert. Det bliver svært at slå det gode indtryk Vestfyen har gjort med deres påskebryg, og Willemoes er ganske sikkert en specialølserie, der vil blive set mere til her på bloggen.
5-stjerner

Willemoes Påske Ale, Bryggeriet Vestfyen

– Velkomponeret Påskeøl
Det hænder, at jeg glemmer nogle af mine pointer i et indlæg, og så er der jo ikke andet at gøre, end at gemme dem til mit næste. Det skete også sidst, da jeg så småt tog fat på årets påskeøl. Jeg glemte fx helt at gøre en pointe ud af, at der åbenbart ikke findes fastelavnsøl. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad forretningerne overhovedet skal sælge mellem jul og fastelavn, for efter fastelavn står den som bekendt på påskebryg til den helt store guldmedalje – men ikke én dag før. Ville en fastelavnsøl ikke kunne udfylde det hul i kontinuiteten, der er mellem jul og fastelavn? Det er hermed en idé der er givet videre, og hvis nogen bruger forslaget kræver jeg kontant udbetaling af royalties.
I mellemtiden – ja, det er faktisk ved at være et godt stykke tid siden – har mit foretrukne ølglas også måttet lade livet, uden at jeg har fået fortalt om det endnu. Der er tale om Urquell-glasset, der om ikke andet kan mindes ved de mange gange, det figurerer på billeder her på bloggen. Hvad værre er, er at vores stegeso også er afgået ved døden, og vi prøver desperat at finde en ny til ikke alt for mange penge.
Til gengæld glæder det mig at kunne meddele de få ølinteresserede, der endnu ikke har opdaget det, at Beerticker er genopstået fra de døde – og hvad kunne være mere passende her op til den stundende højtid, midt i påsketemaet? Ja, måske kræver det, at man går lidt mere op i den slags, end jeg gør. Beerticker er jeg i hvert fald glad for at se igen, men at det skulle ske her op til påskeøllenes lancering, lægger jeg ikke det store i.
Til gengæld vil jeg oprigtigt lovprise dagens øl, Willemoes Påske Ale, fra Bryggeriet Vestfyen. Willemoes er Vestfyens specialølserie, og ingen af dem, er blevet testet her på bloggen endnu, så det er på høje tid. Der er i øvrigt to typer påskebryg fra Willemoes, denne ale og en undergæret en af slagsen – man fristes til at sige regulær. Sidstnævnte vil også finde vej til nærværende blogs sider.
Denne ales lød er ganske mørk, hvilket ikke er mærkeligt, når man ved, at den er tilsat E150c, ammoniseret karamel, et tilsætningsstof, der kan give svækket immunforsvar, hvis man mangler B5-vitamin. Så vær forsigtig, hvis man døjer med den slags. Og hvorfor ikke bare bruge et andet karamelfarvestof, der ikke giver de problemer? – Eller hvorfor ikke helt lade være med at komme farve i? Ja jeg spørger bare, for jeg kan ikke lade være, og jeg kan ikke lade være med at blive irriteret over det. Lettere irriteret bliver jeg selvfølgelig også af øllets navn. En overgæret påskeøl må hedde en påskeale – og kan man ikke lide hiaten, kan man for min skyld gerne kalde det en påske-ale – men s’gu ikke en “påske ale”. Udover dette, ville jeg aldrig stave ‘påske’ med svensk å, når skrifttypen er Old English. Men det skæmmer trods alt ikke så meget, som den unødvendige – og iøvrigt ukorrekte – orddeling.
Skummet er letgyldnet og tyndt i det. Man skal også hælde temmelig voldsomt for at få øllet til at skumme i det hele taget. Det er usædvanligt for overgæret øl. Den dufter af – praktisk taget ingenting. Når jeg oplever den slags, at øl ikke kan smages eller duftes, lader jeg gerne min viv dufte eller smage, og hun hævdede, at den duftede sødt. Så hvis ens lugtesans er fintfølende nok, så dufter den nok sødt – men det er om jeg så må sige andenhåndsoplysninger.
Men så er det jo til gengæld heldigt, at den smager af noget! Den har en meget kompakt smag af både sødt og bittert, og giver varmen i brystet på vej ned gennem spiserøret. Dette skyldes formentlig alkoholprocenten på 8. Sødmen er fyldigt ferskenagtig med et snit af kirsebær. Bitterheden er kraftig og er mere ovre i kaffe end nødder.
Eftersmagen er en klasse for sig. Den lette sprittethed giver sammen med tilsat muscovadosukker et overraskende pift ved mandlerne lige idet brygget synkes. Det tog mig lidt tid, før jeg gennemskuede hvad det smagte af, men så gik det op for mig: Irish Coffee! Forinden havde de irriteret mig, at en ellers god øl kun kunne laves ved at hælde tilsætningsstoffer i – foruden de allerede nævnte også Glucosesirup og kuldioxid. Men jeg må erkende, at sprittethed, sødme og bitterhed virkelig går op i en højere enhed i eftersmagen, og vidner om godt og velkomponeret bryghåndværk.
Den kompakte smag gør det til en øl, man ikke har lyst til at drikke hurtigt, og det er i mine øjne også et plus. Det lønner sig virkelig at nyde denne øl, og få smagt den grundigt. Men sørg i øvrigt for, at der ikke er pligter i umiddelbar sammenhæng med nydelsen af denne øl, der kræver ens udelte opmærksomhed. Den høje alkoholprocent vil uanset hvad sætte præg på ens koncentrationsevne og finmotorik et godt stykke tid efter indtagelsen.

5-stjerner

Jule Ren, Thisted Bryghus

Spritter-øl til øko-jul

Det var flæskestegen, vi kom fra.
Den var også go’,
stegt i stegeso
Endnu engang var sovsen så tyk, at den skulle tygges, der var hvide kartofler og en rest rødkål. Dertil nød jeg Thisted Bryghus’ bud på en julebryg, Jule Ren, en 7,9 % skatteklasse 3-økologisk blanding af overgreb på danske retstavningsregler, og et forbløffende dårligt ordspil på ordet ‘ren’. Ha ha ha, der er en ren (og ikke en beskidt hjort) på etiketten. Det er bare ærgerligt, at uanset om morfemet ‘ren’ opfattes adjektivisk eller substantivisk, skal det skrives i ét ord sammen med ‘Jule,’ hvilket fugeelementet -e- i sig selv er en mere end overbevisende indikator på.
Det hedder heller ikke jule træ, jule mand, jule frokost, jule brandert eller jule spritkørsel, vel?
Meget apropos det sidste, er den meget høje alkoholprocent i dagens øl rigeligt til at gøre det kriminelt at køre på juleudflugt eller nytårsudflugt efter at have hældt en af disse i sækken. Og den er også den suverænt stærkeste af samtlige juleøl, jeg har prøvet på denne blog.
Til gengæld er det også den juleøl, der i sin fremtræden og smag er mindst julet. Juleøl tilsættes ofte forskellige krydderier og andet, der får smagen til at matche den søde julemad. Dette lykkes både i bedre og ringere grad, men netop Jule Ren er karakteriseret ved, at den næsten er fuldkommen ulig de øvrige juleøl i både udseende, ingredienser og smagsbillede.
Den ligner faktisk bare en almindelig pilsner, når den skænkes. Den dufter ganske vist kraftigere, end danske pilsnere normalt gør, ja endnu engang aktiveres mine minder om det øl, mine forældre bryggede på badeværelset i min barndom. Ganske vist er det endnu engang kun nostalgi og ikke ubehag, det vækker, men øllet mangler altså fuldstændig den mørke farve, som de øvrige juleøl har haft.
Et kig på indholdet afslører da også et totalt fravær af andet, end malt, humle, vand og gær – økologisk naturligvis. Det er alt sammen meget godt, men der findes faktisk en mangfoldighed af arter af ovenstående ingredienser til at justere både smag og farve. Men åbenbart har man kun brugt almindelig pilsnermalt og -humle.
Det må også undre, at man har valgt at kalde en øl, der også smager så meget af stærk pilsner, for en juleøl. En Jule Ren har nemlig en ganske solid og gennemtrængende pilsnerbitterhed, der ender med blidt at kilde de allerbagerste smagsløg ved mandlerne. Lidt harskt bliver det dog over ganen, hvilket nok skyldes den høje alkoholprocent. Det tipper balancen i smagen til den måske lige lidt for harske side. Men om man synes, det er ubehageligt, er et spørgsmål om personlige præferencer.
Der er dog intet julet ved den stærke bitterhed. Faktisk kan jeg ikke se noget julet ved Jule Ren overhovedet. Hvis man til gengæld droppede hele jule-konceptet, og i stedet valgte at markedsføre den som en stærk skatteklasse 3-øl, a’la Tuborgs Fine Festival eller Carlsbergs Elephant, – ja altså en spritterøl i min terminologi – så ville man for første gang have en skatteklasse 3-øl af pilsnertypen, der rent faktisk smagte godt. For dens ulighed med juleøl til trods, er det faktisk en god, stærk øl. Jeg er egentlig overrasket over, at man kan gøre, hvad der må betegnes som en almindelig pilsner endnu bedre, blot ved at gøre den ekstra stærk.
Jeg har vaklet lidt mellem 2½ og 3 stjerner. Efter ønske fra min viv vælger jeg 3 stjerner. Den har ikke megen værdi som en juleøl, men som øl i sig selv – og navnlig som spritterøl – opviser den nogle kvaliteter, som jeg ikke har set hos den type øl før, og det fortjener den kredit for. Samtidig er en Jule Ren fra Thy, hvilket ifølge min viv i sig selv er en kvalitet.
Det var alt for i år. Godt nytår allesammen, vi ses i 2011.
3-stjerner

Rebel Cerny, Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

God kaffebitterhed
 
Rebel Cerny (med en accent aigu over c’et, som mit tastatur ikke tillader mig at lave) er Rebel Original Premiums mørke broder. Jeg havde det nok på fornemmelsen, da der var to forskellige øl i Faktas famøse tilbud på specialøl med navnet ‘Rebel’. Den ene flaskes etiket havde et lidt mørkere mønster, og bar tilføjelsen “Cerny”. For dem, der ikke kender til slaviske sprog ligger det nok mindre for, at kunne gætte øltypen, end når der står “Original Premium” som det var tilfældet på den lyse udgave, der allerede er blevet anmeldt tidligere. Når øl hedder noget med ‘original’ eller ‘premium’ kan man med en vis sikkerhed regne med, at det ikke er nogen af delene, men derimod en standardøl af pilsnertypen. På dette punkt overraskede Rebel Original ikke.
 
Vel, tilbage til “Cerny”, der ifølge Google Translate betyder “sort” på dansk. Det var nu ikke sådan, jeg fandt ud af det. Jeg anede en etymologisk lighed med det russiske ordчëрныйfra undervisningen i gymnasiet, og formodede, det betød det samme på tjekkisk som på russisk, bad derefter Google Translate oversætte “sort” til tjekkisk og – bingo – frem tonede ordet “Cerna” – som garanteret er det samme ord, bare i en anden grammatisk form. Jeg skal ikke gøre mig mere klog på de grammatiske og filologiske implikationer bag formen, da jeg ikke er kyndig udi tjekkisk. Hørt har jeg dog, at det er langt mere komplekst grammatisk end russisk, hvilket ikke skræmmer mig efter at have stiftet bekendskab med både oldgræsk og sanskrit. Derfor skal jeg dog alligevel ikke gøre mig klog på et sprog, jeg ikke behersker.
 
Ikke desto mindre må man sige, at undertitlen ‘sort’ passer meget godt til dagens øl. Den er bogstaveligt talt mørk som natten, og jeg tror ikke før, jeg har set en bajersk øl, der var så mørk. Skummet lader til gengæld en smule tilbage at ønske. I forhold til det mørke bryg, synes skummet både lidt skrøbeligt og ikke helt mørkt nok. Lidt ligesom skummet, er duften også en smule tam. Den er mestendels sød, men mangler styrke og fylde.
 
Så går det noget bedre med smagen. Hvis man har undret sig over ølanmelderes sammenligninger af øls smag med kaffe og chokolade fx, skal man prøve at drikke en Rebel Cerny. Jeg har aldrig smagt en øl, hvis smag mere fortjener at blive sammenlignet med kaffe. Den smager simpelt hen af kold kaffe, hvilket er fint for nogle og mindre fint for andre. I dette tilfælde burde jeg være andre, for jeg bryder mig ikke om kold kaffe (og iskaffe har jeg ingensinde forstået). Men af en eller anden grund er det i orden, når der er tale om bajersk øl. Her er kaffebitterheden overraskende i sin autenticitet samtidig med, at den bare smager af så overordentligt meget mere, end sin lyse broder.
 
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Nok har øllet en velsmagende og aromatisk bitterhed, men det savner andre smagsindtryk, samtidig med at bitterheden aldrig når ud til visdomstænderne og svælget. I det samlede billede kommer Rebel Cerny dermed til at synes en kende usofistikeret, og ikke helt så karakterfuld, som den kunne være, hvis bare der havde været lidt mere intensitet i smagen, eller den havde haft andre smagsindtryk.
 
Alt andet lige er det dog en ganske velsmagende øl, der passer godt til efterårets rodfrugter og vinterens mørke kød.
 
Så nyd den og nyd det mørke kød, før d. 1. juli 2011, hvor regeringens tåbelige fedtskat træder i kraft. Fedtskatten, der vil gøre det billigere at give jeres poder lyst toastbrød med syltetøj med i madpakken, fremfor rugbrød med magert kødpålæg. Fedtskatten, der er formuleret uden faglig bistand fra fødevarestyrelsen, og derfor overhovedet ikke er lavet ud fra sundhedsmæssige hensyn, men alene ud fra ønsket om at lukke et hul i statskassen. Fedtskatten, der vil gøre en pose chips 50 øre dyrere, mens ½l flaske olivenolie, inklusive gavnlige antioxidanter og vitaminer vil blive knap to kroner dyrere.
 
Det er muligvis det dummeste regeringen indtil videre har gjort på fødevareområdet. Jeg siger muligvis, fordi jeg ikke længere kan hitte rede i alle de tåbelige initiativer de er kommet med på alle de områder, hvor de har noget at skulle have sagt. Jeg håber i den grad på et valg og en ny regering så snart som muligt, så denne galimatias prompte kan annulleres.
 
Men set i bakspejlet lader det til, at jo mere idioti, der ligger bag en politisk beslutning, desto mere popularitet vil den vinde i befolkningen. Jeg gør mig derfor ingen illusioner om, at vi får en ny regering, endsige da, at denne politik ville blive ændret hvis vi rent faktisk fik en ny regering. Den danske befolkning ønsker stærke ledere, der med Orwells ord til evig tid tramper befolkningen i ansigtet med en støvle. Det er læren af de sidste ni år i dansk politik. Tillykke med det, Fogh og Løkke, denne sindelagsændring i den danske befolkning er i sandhed jeres fortjeneste.

3-en-halv-stjerne

Bishops Finger, Shepherd Neame

4-en-halv-stjerne

Jeg fortsætter ufortrødent med Faktas spotvaretilbud på udenlandske øl, som de, måske i håb om at danske forbrugere ikke ved bedre, har valgt at sælge som specialøl.

Den næste i rækken er Bishops Finger, en i danske supermarkeder ret udbredt udenlandsk øl, der oftest sælges på flaske. I Fakta kunne den fås på dåse, så det var, hvad jeg købte. Selvom den kan se flot ud på flaske, må jeg indrømme, at jeg har følt mig lidt skræmt væk af etikettens skrigende farver og det faktum, at flasken er klar. Man lægger ikke i samme mærke til de skrigende farver på dåsen, og den klare flaske er erstattet af en noget mere neutral sort overflade.
Til gengæld har jeg gennem flasken kunnet beundre øllets fine farve, men det er i mine øjne ikke en ubetinget fordel. For det første føler jeg en let afsky ved klare ølflasker. Klare flasker hører sodavand, eller særdeles dårlig øl til, og fordi Bishops Finger har en særlig farve, kommer den mere til at ligne hindbærbrus end øl. For det andet er det en del af oplevelsen, når man drikker øl, at man først får at se, hvordan øllet ser ud, når det skænkes. Denne oplevelse ødelægger de klare flasker også.
Så når man leder længe nok, må man erkende, at genindførelsen af øl på dåser måske ikke er så slem, at det ikke er godt for noget, selvom jeg dog godt ville kunne leve med en klar Bishops Finger-flaske, hvis det skulle være prisen for, at dåserne røg ud igen.
På dette tidspunkt vil den opmærksomme læser måske også triumferende gnide sig i hænderne, gnægge i skægget og hvæse gennem et sardonisk smils sammenbidte tænder: “HA! Den døgenigt har glemt genitivapostroffen i “Bishop”!” Undertegnede vil imidlertid forsvare sig med, at han ikke kan glemme noget, der aldrig har eksisteret. Dermed ikke sagt, at bloggeren ikke har undret sig over, hvorfor den mangler. Det er imidlertid et af de dunkle punkter, der står tilbage, når man på bryggeriets hjemmeside søger at orientere sig om brygget. Det er ellers ikke småting, der fortælles om det kentiske øl, (og da der nu er et link, der viser derhen, ser jeg ingen grund til at referere det) men lige netop den manglende genitivapostrof mangler vi en forklaring på. Måske er den så simpel, som at marketingafdelingen syntes, det så bøvet ud med apostroffen. Det ville også passe til marketingafdelingers forhold til ortografi generelt.
Øllet blev nydt til nybagte pirogger og nyheden om DR-generaldirektørens afgang. Sådanne begivenheder skal selvfølgelig fejres, som det sig hør og bør, og Bishops Finger holdt sig ikke tilbage.
Da jeg hældte øllet op i mit høje slanke Pilsner Urquell-glas på stilk, som jeg bruger til at smage øl i, udbrød jeg spontant: “Sikke en farve!” Farven er mørkt rødlig, med et flot, tæt, gyldent skum. Det er nok den flotteste ale jeg indtil videre har haft fat i.
Duften er sød, næsten skarp, – samt frisk. Sødme er der til gengæld ikke meget af i smagen, der lige fra starten lægger sig i det bitre hjørne – eller rettere – de bitre hjørner, nærmere betegnet i siderne bagerst på tungen tættest på svælget, hvor bitterheden blidt masserer smagsløgene. Samtidig breder bitterheden sig som en essens mellem tunge og gane. En sand nydelse af intens, næsten stoutagtig bitterhed og fylde.
Eftersmagen er overraskende en kende sød. Så den starter sødt og slutter sødt, men vejen imellem er bitter … Ja, jeg tænker om man kunne lave en allegorisk tolkning til livet, eller sådan noget, men det synes jeg egentlig ikke. Det er i sig selv bare en gedigen britisk ale, fuld af smag, fylde, friskhed og karakter, der oven i købet formår at slukke tørsten. Det er bestemt en hæderlig debut for engelske øl i min ølblog.
Lad os bare sige, at det er OK, at Fakta sælger Bishops Finger som specialøl.

Rebel Originál Premium, Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

1-en-halv-stjerne

Navnet på bryggeriet bag dagens øl er lidt af en tilsnigelse fra min side. Mit tastatur tillader mig ikke, at lave de rigtige diakritiske tegn, såsom en nedadpegende circumflex over ‘C’ eller bolle over ‘U’. Det er heller ikke første gang, jeg har haft dette problem – man får det hurtigt, når man anmelder tjekkisk øl – men jeg har indtil nu valgt at forbigå det i tavshed. Da jeg så småt var kommet i bekneb med udenomssnak og anekdoter, tænkte jeg, at tiden var kommet, til at tage det spændende emne “Diakritiske Tegn i Slaviske Skriftsprog” op til kærlig behandling.

Spøg til side. Selvom jeg faktisk finder emnet overordentligt interessant, ved jeg også, hvad der skræmmer potentielle og eksisterende læsere væk. Jeg vil i stedet blot nøjes med at sige, at jeg har valgt ikke at installere tjekkiske tastaturinstillinger på min computer, da jeg forsøger at holde nogenlunde orden i mine drivere. Læserne og navnlig bryggeriet må derfor tilgive mig for ikke at besidde tilstrækkelige softwareredskaber til at kunne gengive bryggeriets navn ortografisk korrekt.
Navnet på øllet er til gengæld gengivet 100% korrekt, og betyder også netop det, man tror: En Rebel! Dette må nødvendigvis stille visse krav til øllets karakter. Man må forvente, ikke bare noget specielt, alternativt og anderledes, men så sandelig også noget, barskt, fandenivoldsk og revolutionerende!

Den er i hvert fald købt som spotvare i Fakta, hvor den for tiden markedsføres som specialøl (se billeder), så at den skulle være noget specielt er ikke hentet ud af den blå luft. Men som nogle måske vil huske fra mine allerførste indlæg, skal der ikke meget til, før en øl kaldes for specialøl i et dansk discountsupermarked. Det er faktisk nærliggende at tro, at øllene markedsføres som specialøl af den simple grund, at de kommer fra udlandet. Dette anses for at være så specielt i Danmark, at Fakta mener, man kan sælge den som specialøl og uden videre fordoble prisen i forhold til, hvad en almindelig halv liters øl koster.
Umiddelbart ligner Rebel Originál da også en ganske almindelig pilsner, når den skænkes. Farven er jævnt gulorange med hvidt, skrøbeligt skum. Den dufter en kende sødere end hvad man er vant til og har ikke danske pilsneres friskhed. Dette behøver dog ikke være nogen ulempe, da denne friskhed ofte er et tegn på, at pilsneren er endog særdeles tyndbenet.

Aromaen er let bitter med en ikke helt usubtil sødme og en fylde kraftig nok til, at man undgår at øllet føles decideret vandigt. Humlearoma og fylde synes dermed vel afstemt, i og med at der er cirka lige lidt af begge dele. Efterhånden som man kommer ned i bunden af øllet bliver de bagerste smagsløg da blidt prikket til af en vis humleagtig bitterhed. Men igen er det alt for blidt. Eftersmag er der heller ikke meget af, den er nærmest ikke-eksisterende. At øllet ikke er direkte vandigt, er forøvrigt ikke nogen kvalitet, for det er i det hele taget ikke en kvalitet, at en øl mangler negative træk. Det ændrer heller ikke ved det faktum, at en Rebel Originál hverken er speciel eller rebelsk, endsige da revolutionerende. Den er faktisk regulært tynd.
 
Et fy skal lyde til Fakta for at bilde deres kunder ind, at der er tale om en specialøl. Der er tale om en standardøl, og endda en halvkedelig en af slagsen. Og den slags skal man give 13,- kr. for … I guder! Der skal ikke lyde en direkte kritik af det tjekkiske bryggeri for at lave kedeligt øl. De gør såmænd ikke andet, end hvad de fleste danske bryggerier gør. Men at sælge den slags som specialøl læner sig op ad falsk varebetegnelse, og dette bliver ikke det sidste læserne hører om Faktas egne lemfældige stilartsdefinitioner.

Black Ale, Thisted Bryghus

5-stjerner

Black Ale fra Thisted Bryghus skulle angiveligt være ‘den gamle brygmesters sidste overgærede øl’. Der tales formentlig om Peter Klemmensen, der forlod Thisted Bryghus i juni 2009. Gransker man hjemmesiden synes der imidlertid at være rod i kronologien.

Thi om den overgærede porter, R
onkedor, står der “Historien er, at når den gamle brygmester (efter egen mening) havde fremstillet ”verdens bedste” overgærede Porter, kunne han lade sig pensionere med den øl. Og det er nu sket!” Denne passus mere end antyder at hin overgærede porter var den sidste overgærede øl.

Men på bagsiden af Black Ale fremgår det, at “Den gamle brygmester har brugt en ældre metode med opvarmede lavasten til sin sidste overgærede øl”. – Man må formode, at der her menes den øl man står med i hånden, og ikke Ronkedor (som oven i købet er udsolgt, hvilket skulle være en slem skam).

I hvert fald er både Black Ale og Ronkedor overgærede. Men Ronkedor skulle være den sidste øl, og Black Ale den sidste overgærede øl, og dermed er den narrative konflikt en kendsgerning. For hvilken af de to øl, er egentlig den sidste?

Jeg håber da, at Thisted Bryghus kan forklare tingenes egentlige sammenhæng, for jeg forstår det i hvert fald ikke. Jeg har besluttet mig for at skrive et lille elektronisk brev til dem om problemet, som jeg håber de vil svare på. Korrespondancen vil selvfølgelig være at finde på nærværende blog.

Om det nu er Peter Klemmensens sidste øl eller ej, så slår den i hvert fald den nye brygmesters første bryg med flere længder. Først og fremmest er der ikke tilsat sulfit i. Det taler ikke til den nye brygmesters fordel, at det på den måde antydes, at den tilsatte sulfit er en praksis, der er kommet med vagtskiftet i værkførerkontoret.

Farven er smukt sort med et brunt skum som man næsten kender det fra Limfjords-Porter. Blot er det ikke helt så tæt, idet det bruser lidt mere. Det skyldes garanteret den tilsatte kulsyre. Duften er ikke specielt kraftig, men alligevel meget interessant. Den er både blomsteragtigt sød, kombineret med tungere indtryk som lakrids og chokolade. Måske virker den en kende parfumeret, men det er ikke noget, der skæmmer den samlet set vellykkede prolog.

Smagen er slet ikke så ringe endda!

Black Ale har en kraftig, fyldig, gennemtrængende sødme, med flere spændende nuancer af især karamel, lakrids samt en aniskarakter, der næsten får den til at brænde på tungen. Ingen af disse aromaer skyldes tilsætning, forstås. Der er ingen tilsat lakrids, karamel eller “naturlige aromaer” til dette prægtige bryg. Den slags kunne den gamle brygmester (med lidt hjælp fra Vulcan, naturligvis) sandelig klare selv. Det er ren brygteknik, når den er allerbedst. Som der står på bagsiden af flasken: “Metoden giver […] en ganske særlig aromatisk karakteristika (sic) til øllet.” Man kan jo næsten tilgive Thisted Bryghus den ubehjælpelige stavning, når man har valgt at forfine brygteknikkerne i en sådan grad frem for at lære græsk og/eller latin ordentligt.

Den initiale sødme afløses af en godt gennembrændt, bitter maltsmag. Først melder den sig som en aroma, der blidt fylder mundhulen ud, og pludselig i et voldsorgie begynder at tæske løs på tungens bagerste smagsløg.

Der er dermed godt med både sødt og bittert, og fylde og aroma er mere end godkendt – det er faktisk tæt på topklasse. Med den aggressive bitterhed og de mange spændende søde nuancer er det både en heavy metal-øl, og en øl for fans af den knudrede jazz … eller begge dele.

Der er dog også en smule spritsmag, hvilket måske ikke er helt uventet med en alkoholprocent på 8,2. Nogle vil mene, at spritsmagen komplimenterer øllets øvrige udtryk godt, men jeg synes faktisk, den er lidt for påtrængende. Eftersmagen er på godt og ondt besk. Den minder én om, hvilken stor, bitter oplevelse øllet var at smage på, men det er nok en smag, der føles bedst mens øllet drikkes og ikke bagefter.

Det er alt i alt prægtigt håndværk, men alligevel lige akkurat for ubalanceret til at være med i den absolutte top. Men det er under alle omstændigheder fantastisk, hvilke resultater man kan med lidt malt, humle og gær (og antioxidant, men den kan man næppe smage). En rigtig efterårs- og vinterøl, og måske endda juleøl, hvis de gængse juleøl bliver én for søde.

BirkeBryg, Bryggeri Skovlyst

2-en-halv-stjerne

BirkeBryg er Bryggeri Skovlysts bud på en pilsner. Ud over malt og humle er den tilsat birkesirup, hvilket man vel med en vis rimelighed kan antage, er grunden til, at den har fået det navn, den nu engang har. I den forbindelse skal jeg forsøge at komme igennem dagens sproglektion hurtigt: “BirkeBryg” er et egennavn, og Bryggeri Skovlyst er derfor mere end hjerteligt velkommen til at stave det så tosset som det har lyst. Denne gang er det lykkedes bryggeriet (se hvor nemt det er ikke at skrive “lykkedes med”) ikke at dele ordet. Til gengæld optræder der et stort bogstav midt i navnet. Det synes jeg ser popsmart til bøvet ud, både fordi jeg nu kan bruge de to attributter til at linke til andre popsmarte og bøvede ting, men nok mest fordi jeg, når det kommer til sprog, nok er både gammel og konservativ.

Pilsneren har en lidt sødere, mere intens og fyldig smag, end hvad man kender fra van(d)lig dansk pilsner. Det er slet ikke utænkeligt, at den sødere smag kommer fra birkesiruppen, der i modsætning til glukosesirup smager af andet end sukker, og dermed kunne være stand til at hæve øllets karakter frem for kun dets alkoholprocent. Imidlertid skal der nu heller ikke meget til for at overgå almindelige danske pilsnere, og trods en generelt større smag imponerer BirkeBryg ikke ligefrem.

Ud over det søde, er smagen frisk og let syrlig uden at det går ud over helhedsindtrykket. Den prikker let – eller rettere pikant – pikant betyder let og karakterfuldt på samme tid – på bagtungen. Bitterheden giver sig diskret til kende sent i forløbet, og der er mere af den, end man skulle tro i første omgang. Der er både smag af bitre hasselnødder og søde mandler i brygget.

Således byder øllet på en masse forskellige smagsnuancer og spændende detaljer, der i og for sig spiller fint sammen. Desværre forbliver den i sidste ende for let i smagen og kommer til at virke lidt tynd. Det er selvfølgelig alt sammen meget godt med de alternative ingredienser, men det ville have været rart, om de kunne gøre en forskel.

– Men den skal da have, at den giver baghjul til det meste andet tynde pilsnersprøjt der produceres herhjemme. Men som sagt skal der heller ikke så meget til.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme