Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: ortografi

Arctic Sunstone, Amager Bryghus/Three Floyds Brewing

2017-03-11 18.13.36Solidt …

I sidste uge havde min søn en legeaftale med en kammerat fra dengang han gik i børnehave. Og mens de legede hjemme hos kammeraten, tog jeg og min datter Thyra på tur – hun skulle jo også have én på opleveren, nu storebror skulle af sted.

Det blev en lille udflugt ud til Naturcenter Amager på Kalvebod Fælled. Efter at have tumlet lidt på naturlegepladsen, gik turen til det nærliggende ‘Traktørstedet’, hvor vi fik os en kop varm kakao med flødeskum og et stykke kage … Og lur mig om ikke øllene, man kunne købe der, var fra Amager Bryghus.

60 kroner, måtte jeg slippe for denne, hvilket på den ene side nok er en slags penge – men jeg konstaterede lidt senere på dagen, da turen gik forbi Rødovre Centrum (mit kæledyr, kongepythonen Vladimir Bekhterev skulle have mad) kunne jeg i Meny (ja, det var ikke dér, jeg købte mad til min slange – det gjorde jeg i Bonnie Dyrecenter, men det er også en hel anden historie) konstatere, at det var nogenlunde de samme penge, som de to for tilsvarende bryg fra Amager Bryghus.

Vel, om det er Meny (og ligesom jeg ikke magter den danske retstavning af pyton (hvorfor jeg konsekvent staver det ‘python’) så magter jeg godt nok heller ikke den lidt for smarte måde at stave det navn på) der er fedtede, eller Traktørstedet – der jo netop er akkurat det; et traktørsted, som man netop kunne forvente tog overpris for drikkevarerne – der er om ikke gavmilde, så i hvert fald rimelige i deres prissætning, det må blæse i vinden over Kalvebod Fælled.

Rent amagerkansk er brygget nu heller ikke. Det Indiana-baserede bryggeri Three Floyds Brewings stjerner Chris Boggess og Barnaby Struve har også været inde over, så der denne gang faktisk er noget om det, når brygget kategoriseres som en American Pale Ale. Inspirationen er ganske vist skandinavisk; den sagomspundne arktiske solsten, som vikingerne angiveligt brugte som navigationsinstrument, når der var overskyet.

Og sådan er historiefortællingen igen fremtrædende – men det er øllet så sandelig også. Det højorange bryg med det tætte, gyldne skum emmer aromatisk af fyrrenåle og citrus. Flot tåget er det, og især en fryd at beskue, hvis man kommer til at hælde lidt for meget af restgæren i. Så kan man se grumset danne flotte figurer og mønstre derinde bag glasvæggen, endda uden at give afsmag.

Rå og alligevel fyldig og varm i bitterheden er brygget. Gæren napper lidt ved mandlerne, men kammer aldrig over og bliver klæg eller sur. Klassisk karsk bitterhed af amerikanske humler – citra, simcoe, centennial og tomahawk, ledsages af samme humlers søde, krydrede og frugtige udtryk; skarphed af grape, sødme af bergamot garneret med allehånde og koriander på en tæt baggrund af spæde fyrrenåle.

Smagsbilledet er komplekst og kraftfuldt, men brygget alligevel fjerlet på tungen og til liflig vederkvægelse at lade glide frisk over gumme og tunge. En let aroma, der bare buldrer derudaf. Øllet spiller på det klassiske og velkendte, men ender alligevel langt over typens middelniveau, og med en ganske unik karakter.

Sædvanligvis solidt bryghåndværk af amagerkanerne. Mindst lige så solidt som solstenene selv. Det bliver man (næsten) aldrig træt af.

5-stjerner

Julebryg, Skands (Irmas Julebryg V)

2014-11-21 18.37.19OK Schwarzbier …

Julebryg fra det Vestegnske bryggeri Skands er en af de få juleøl, der overholder reinheitsgebot. Ingen krydderier, sukkerarter, eller for den sags skyld ekstra kulsyre er tilsat.

Som altid reklamerer bryggeriet med, at det er “Håndbrygget Kvalitets Øl”. Hvad “Håndbrygget” egentlig dækker over, står hen i det uvisse, men min hypotese er, at det er et markedsføringstrick, der skal få brygget til at fremstå mindre industriagtigt, end bryggeriet selv er bange for. Betegnelsen “Kvalitets Øl” hersker der derimod ingen tvivl – det er en forkert og fuldkommen utilstedelig orddeling, som bryggeriets marketingafdeling burde afkræves 100 ganges afskrift af ordet “kvalitetsøl” for. Konsonanterne skrevet med blåt, og vokalerne med rødt. Så kan de måske lære det (yeah right!)

Men videre fra etiketten til det rene øl. Det er flot mørkebrunt, næsten sort, og lur mig om ikke det teknisk set er en kraftigt maltet undergæret øl, det man ellers ville kalde en Schwarzbier, eller en lager-øl. Skummet er off-white og nogenlunde holdbart, og ganske klæbrigt. Visuelt er oplevelsen bestemt godkendt. Duften er oven i købet ikke helt ujulet med et indslag af vanille i en ellers temmelig dominerende og tung maltsødme, der lover godt for smagsløgene.

Og de bliver ikke skuffede, smagsløgene. I hvert fald ikke i første omgang. Malten vælter frem i munden med bittersød fylde og et ledsagende element af vanille. Ja, det stemmer ganske fint overens med duftindtrykkene. Desuden glæder man sig over en tydeligere bitterhed af kaffe og et indslag af farinsukker.

Men så snørrer munden sig lidt sammen, for brygget mister hurtigt sin fylde, bliver vandet og man mærker et tørt gærelement, der klægt klistrer sig til tunge og gane.

Man mærker skuffelsen banke på, men brygget reddes alligevel på stregen af eftersmagen, der  giver et element af sød lakrids. Brygget begynder dermed godt, og det ender godt, men fortællingens midte er ikke noget at råbe hurra for. Især ikke når den klæge gærbitterhed efterhånden slår over i smagen af harske valnødder – selv om det da også på sin helt egen måde minder om jul.

Men det er alligevel ikke så slemt, at det ødelægger et overordnet rart og gennemført udtryk. Brygkunsten understreges ikke mindst af, at der ikke er snydt, men kun brugt gær, vand humle og malt. Som Schwarzbier fungerer den godt, men som juleøl er udtrykket mindre overbevisende.

4-stjerner

Fionia Abbey Ale, Ørbæk

Fødselsdagsøl2014-11-06 17.43.55

I går aftes var det min fødselsdag, og der er dermed kun ét år til, at jeg runder 4. skarpe hjørne. Det blev behørigt fejret i familiens skød med god mad og selvfølgelig en ordentlig øl … eller i hvert fald en, jeg håbede på ville være ordentlig.

Selskabet må have været godt, for noterne til øllet er, ligesom min notesbog, pist væk, så jeg har måttet grave dybt efter de sørgelige rester af øloplevelsen i min hukommelse. Og så har jeg selvfølgelig også billedet at støtte mig til.

Når man har gnedet en tilpas mængde salt i øjnene for at komme sig over de mange stavefejl i beskrivelsen på etiketten fremgår det, at Ørbæk endnu engang går den belgiske klosterøltradition i bedene. Det gik ikke så godt sidst, men overgæret øl efter belgisk forbillede – mørkt endda – virkede alligevel forjættende, og desuden var det den eneste øl, jeg lige havde, der var en selskabsøl.

Og mørk er den i hvert fald, mest af alt rødlig. Men på trods af påstanden på etiketten om at være ufiltreret virker brygget ret gennemsigtigt. Skummet kunne man også ønske sig lidt mere underholdende, men den gyldne lød er da pæn, konsistensen tæt, men showet for kort. Brygget dufter sødt og fyldigt med en bitter kant, mere nøddeagtig end humleagtig.

Smagen er i hvert fald ganske fyldig, men det søde får modspil af brygget bitre nødder. Modspil er ordet, for det er ikke medspil, der er tale om. Smagsindtrykkene snubler over hinanden. Rørsukkeret og sveskerne bliver aldrig ordentlig tydelige, og bryggets bitre indslag går fra valnøddebittert til hasselnøddeharsk efterhånden som det nærmer sig svælget.

Når det så er sagt, så kan man alligevel undervejs glæde sig over, at smagsindtrykkene i hvert fald er der og leverer oplevelsen – om det så måske ikke er den mest harmoniske af slagsen. For adskilt fra hinanden er det egentlig ikke bare i orden men også velsmagende.

Uden at man hører englene synge – men måske klosterkoret på en nogenlunde dag.

4-stjerner

Sorteper, Gravøl (Hjemmebryg v/ Ole Wolf)

2014-09-24 18.06.49Siden jeg plager …

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har mødt bryggeren bag dette hjemmebryg i egen høje person. Men da vi deler mange synspunkter om mangt og meget, er vi blevet venner på det allestedsnærværende facebook-medie – man hyler som bekendt med de ulve man er i blandt (hø hø). Ad denne vej erfarede jeg, at Ole Wolf ikke bare er hjemmebrygger, men også en af de hjemmebryggere, der virkelig tager brygningen alvorligt. Processer, indkøb og tilvirkning af brygudstyr, lagring og etiketdesign er bare nogle af de spændende ting, man kan følge med i, når bryggeniet arbejder.

Og jeg var derfor ikke sen til at udtrykke mit ønske om at prøve nogle af de forjættede dråber. Og endelig ankom der da også en pakke med et par prøver og en lille seddel med en lille påskrift omfattende ordene “siden du plager”. Jeg følte mig som et barn juleaften.

Brygget er skabt som en hyldest til lokalpolitikeren og tidligere MF’er Per Clausen, hvis kontrafej pryder etikettens baggrund. Bemærk i øvrigt at Ole (der selv har designet motivet) godt kan finde ud af at stave Sorteper rigtigt, uden mellemrum, i modsætning til Rækker Mølle med deres ligegyldigt sjaskede deltager ‘Sorte Per‘ ved Kvicklys Ølfestivalg i år.

Det er en stout, og skal man tro Oles statusopdateringer om den – en dejligt tyk og sej en af slagsen. Og man får da også sin sag for, når brygget skal skænkes. Det skvulper langsomt og dovent ned i glasset. Så langsomt går det, at man fristes til at hjælpe det på vej med en honningspindel, eller måske en dejskraber. Men det lover selvfølgelig kun vel for bryggets kvalitet.

Og når brygget er skænket må man vente lidt. For skummet skal lige lægge sig. Og det bliver man hurtigt træt af at vente på, for skummets fald skyder en fart som en vinbjergsnegl med fibersprængning i kravlemusklen. De tykke gardiner, som skummet trækker på glasset, fortjener dog ikke sammenligning med vinbjergsneglens tynde slim. Nej, dette er meget bedre. Bouqueten lover ligesom det visuelle udtryk godt; det er primært sødt med noter af blue jeans-lakrids, en snert røg, rørsukker og masser af mørk malt.

Og alt det er der også rigeligt af i smagen. Mest fremtrædende er den søde lakrids, der elegant valser hen over tungen, tæt omslynget skiftevis af flydende karamelcreme og ristet kaffe.

Der er ikke dømt tæsk til smagsløgene. Brygget er intenst og fyldigt som Strauss’ musik som man møder den i “2001, A Space Odyssey” – storladen og kraftfuld, men altså en vals. Ikke en tango eller en quickstep, og overhovedet ikke et danseklimax i en milliardrupeeproduktion fra Bollywood.

Så søger man tæsk til smagsløgene, bitterhed og rivende salmiak, er det ikke hos Ole, man skal hente sit hjemmebryg.

I stedet får man en varm, kraftfuld og alligevel kælen stoutoplevelse, der som den fremstår nu slår endog rigtig mange – ikke bare storproducenters stouts – men også lokale mikrobryg, der ellers skulle kunne give enhver hjemmebrygger mere end kam til sit hår. Her er det omvendt.

I sandhed well done! Jeg håber, jeg får lov at prøve nogle flere. Ellers må jeg vel bare plage noget mere.

5-en-halv-stjerne

Goa Goa, De Jyske Bryghuse

Øv, ingen tæsk …
 
Maj måned var begivenhedsrig her på bloggen. Det skyldtes naturligvis Kvicklys Ølfestivalg, hvor Kvickly som bekendt var så søde at kaste hele serien af øl i nakken på mig, så de kunne anmeldes på bloggen. Og det sender jeg dem selvfølgelig gerne endnu en tak for – ikke mindst fordi det faktisk blev måneden med næstflest hits nogensinde. Uopnålige fem hits mere og måneden ville have tangeret den hidtidige rekord fra november 2013, hvor den famøse Bryggeri Skovlyst-gate rullede. Åbenbart genererer afsløringer af lusket markedsføring flere hits, end store supermarkeders ølevents. Det kan man jo godt tænke lidt over …
Mit bud på en vinder var som bekendt Fur Bryghus’ amerikansk-inspirerede pale ale. Dagens øl er også amerikansk inspireret – det fremgår af bagetiketten, at der er brugt seks forskellige amerikanske humlesorter (gad vidst om ikke Cascade er iblandt dem), men der er tilføjet et ‘I’ før Pale Ale, og det skal få en kommentar med på vejen lidt senere. Sidst jeg anmeldte en IPA, faldt det åbenbart en læser for brystet. Det kan man se på min facebook-side. Redhooks Long Hammer IPA går åbenbart for at være noget værre noget i ølkenderkredse. Det skal dog ikke holde mig fra at sige min ærlige mening om øllet. Jeg kunne rigtig godt lide den, og jeg vil opfordre læsere, der er blevet fortørnet over min begejstring til at mildne deres forstemmelse ved tanken om, at de da på ingen måde er forpligtet til at kunne lide det samme øl som jeg, blot fordi de læser bloggen. Desuden betyder forskellene i synspunkter jo blot, at der er mere Long Hammer IPA til mig, og mere af alt andet øl i hele verden til dem.
Såvidt reaktionerne på sidste IPA-anmeldelse. IPA står, som de fleste vil vide for “India Pale Ale”. De Jyske Bryghuse laver den klassiske fejl, og kalder den “Indian (sic) Pal Ale” i stedet. Jeg skal ikke pege unødigt mange fingre ad dem, idet jeg selv har været skyldig i fejlen for nogle år siden, og samme fejl begik Ørbæk også sidenhen. Ingen – selv ikke de bedste (dermed mener jeg i al beskedenhed naturligvis mig selv) – er fuldkomne, men påpeges skal det da, så læserne vil vide, hvad det rigtig hedder.
Allerede ved skænkning mærker man både klassiske IPA-træk og klassiske amerikanske træk. Bouqueten præges af skarp humle med en velkendt IPA-duft af hyldeblomst og roser, samt Cascade-humlens karakteristiske duft af bergamotolie (slikmundene vil kende aromaen fra alteabolsjer). Skummet er ikke voldsomt højt, men til gengæld ganske formbart, og holder en fin gylden lød over det appelsinorange, filtrerede bryg (og jeg glemte i farten at fotografere brygget – beklager mange gange …)
Den indledende smag er gennemtrængende, men overraskende sød i betragtning af, at det er en IPA. Det er knap så overraskende i betragtning af den meget søde bouquet. Det er dog langt fra altid, at bouquet og aroma følges ad, så lidt overraskende er det alligevel. Alteabolsjerne er i front med andre ledsagende søde noter som rejsekammerater. Der er de kraftige af overmodne clementiner og de svagere af hyldeblomst. Begge giver brygget både nuancer og fylde. Dertil kommer et bittersyrligt element af ananaskirsebær. Det er indtil videre fire forskellige smage, der ikke hele tiden blander sig lige godt – især elementet af bløde, overmodne clementiner truer med at få brygget til at tippe.
Og først senere kommer humlebomben – endelig. En ganske intens aroma af grannåle fylder mund, svælg og gane, men det sker først efter at brygget har passeret drøbelen. Brygget har dermed afgjort IPA’ens kraft og vælde, men er utraditionel i sin sødme, og sin vigende – eller i hvert fald forsinkede bitterhed.
Jeg forventer tæsk til smagsløgene, når jeg får en IPA. Jeg forventer Sigmund Freud i hans sene forfatterskab. Jeg forventer Mogens Camre i diskussion med Fatih Alev. Jeg forventer Bertel Haarder under et forsinket interview, hvor han i familiens skød skulle have haft risengrød. Altså ordentlig og voldsom bitterhed.
Her er lidt for meget sødme til, at jeg er tilfreds med den her øl som IPA. Der mangler nogle tæsk …
Men bare som øl, må jeg jo erkende, at det både er nuanceret, karakterfuldt, interessant … og så smager det jo endnu engang bare rigtig godt.

5-stjerner

Sorte Per, Rækker Mølle (Kvicklys Ølfestivalg 2014 I)

Samme takter …

Rækker Mølle Bryghus har gerne en længere smøre på deres etiketter om, hvorfra brygget har sit navn. Men ikke denne gang. Sølvgrå bogstaver på en natsort baggrund beretter om, hvad brygget er sat sammen af – mørke og sammensætning – men også mangel på samme – lader til at være gennemgående temaer.

Hvis vi tager manglen på sammensætning først – man mistænker brygget for at have valgt den mørke baggrundsfarve på etiketten, fordi man så ikke kan se de røde streger, jeg som stavepedant ellers med største fornøjelse ville have ladet dannet fine, spindelvævsagtige mønstre ud over hele etiketten. Stavningen og sproget er ubehjælpeligt, ligesom bryggets navn “Sorte Per” (ikke katten/kortspillet Sorteper) byder mig på det afgørende spørgsmål, om de virkelig bare ikke kan sproge rigtigt, eller om ord delingen er tilsigtet som en art finurlighed.

Og så sammensætningen – det er nemlig en øl, der ikke blot er brygget, men i høj grad også sammensat, idet den er “brygget med tillæg af lakridsrod og citrusskaler (sic).” Så meget for renhed. Vel, det er trods alt smagen, det gælder (som slutfirsernes Kraft-reklamer for Thousand Islands Dressing lærte os), og brygget er den da også – af “mørkt (sic) karamelmalt i kombination med speciel (sic) ristede (sic) byg” samt “klassiske tyske og engelske aroma humlesorter (hik – jeg mener sic)”. Og det lyder jo på trods af alle de gange man må indskyde et sic, jo ikke uinteressant. Desuden gør bryggeriet meget ud af dets omhyggelighed “således at humlen ikke overstyrer maltaroma indtrykket (si .. jeg orker det snart ikke). Balancen er afgørende! Derfor “Dryhopped”.” Så for balancens skyld er brygget tørhumlet. Det kunne jeg godt have skrevet på dansk, Q. E. D.

Men som før antydet. Det er ikke det, der står på etiketten, der er vigtigst, men det, der er inde i flasken. Og det er i hvert fald ganske mørkt, uigennemskinneligt, omend filtreret, jævnt brusende med højt, cafe latte-brunt skum. Konsistensen minder til gengæld mindre om hipsteragtig Østerbro-kaffe. Det kollapser raskt, og med støj svarende til myrekrig på et gammelt analog-TV. Duften er slet ikke ilde. Søde toner af sirup blander sig med brankede noter af frisk kaffe. Man glæder sig til både sødt, bittert og branket.

I smagen er brygget mest branket. Det brankede er faktisk altdominerende. Ja – for nu at sige det som det er, er brygget faktisk kun branket. Selv kaffearomaen er af (for) hårdt ristet kaffe, og giver heller ikke nogen nævneværdig bitterhed. Sødmen er helt væk. Den tilsatte lakrids mærkes i branketheden, og der er den egentlig ganske velintegreret, og føles ikke i for høj grad tilsat – det er blot synd, at den er med til at understrege et element, der i forvejen dominerer alt for meget.

Viskositeten er også alt for sjasket og tynd end hvad der sømmer sig for en ordentlig stout. Selvom branketheden i sig selv ikke er ubehagelig, så mangler brygget fuldstændig fylde og/eller bitterhed og/eller sødme (i hvilken som helst kombination af de tre og gerne det hele på én gang) til at bakke branketheden op med. Lidt ligesom øl, der kun smager af røg, eller kun af kaffe, (begge fra sidste års Ølfestivalg – princippet går åbenbart igen) smager denne øl kun branket, og det siger sig selv, at det ikke er nok til en fuldendt øloplevelse.

Lakridsen giver desuden en tør mundfornemmelse, der giver brygget det sidste puf, så det tipper og falder om. Ak tørhumlen var åbenbart ikke nok til at brygget kunne holde balancen. Langt fra, endda. Bedre bliver det ikke af, at lakridsen bliver mere og mere dominerende, og mindre og mindre integreret, end det trods alt var i starten. Det er således en øl, for folk, der kan lide lakrids og grillet mad – men for folk, der kan lide øl, er den … tjah …

Til sidst trådte en anden ingrediens frem – appelsinskallerne gjorde den sidste tredjedel af den halve liter sur, og da var det, at resten røg i vasken.

I dette tilfælde behersker Rækker Mølle i mere end forstand ikke helt sammensætningens kunst.

2-stjerner

I syv sind …

På Politiken online kan man i dag læse, at Carlsberg er blevet tørlagt – hvad juleøl angår i hvert fald. Til dem, der ikke har abonnement på Politiken Online, og derfor ikke kan læse artiklen, kan jeg kort referere, at alle Carlsbergs sæsonøl fra den traditionelle snebajer til specialølsprodukterne fra Semper Ardens og Jacobsen er ganske og aldeles udsolgt. Carlsbergs produktion har ikke slået til.

Men hvad skal jeg nu mene om den sag. Jeg kunne selvfølgelig, som det galsindede menneske jeg er, starte med at krybe sammen i latterkramper for så bagefter at iføre mig klovnekostume, og tage bussen til Valby, hvor jeg ude foran bryggeriet kunne hoppe op og ned, mens jeg grinede hånligt og pegede fingre ad dem. Læserne vil vide, at jeg ikke er nogen stor fan af vort lands store, dominerende bryggerikonglomerater. Skadefryd er selvfølgelig ikke nogen god egenskab, men … lad os bare sige, at min skeptiske inklination mod store fusionsbryggerier og deres underlødige standardprodukter vejer tungere end mit ønske om at være et dydigt, rent og fuldkomment menneske.

Men! Og som John Cleese sagde i rollen som Mr. Hilter: “This is a big but!” Dette er et stort men! Det tegner jo samtidig et billede af en befolkning, der som forbrugere er håbløst forgiftet af falsk bevidsthed. En forbrugerskare, der nærmest nyder at søbe i Carlsbergs ordinære, ligegyldige standardsprøjt. Et dominerende konsumentsegment, der hylder middelmådighed og almindelighed, og fnyser ad kvalitet og særegenhed.

Så hvor meget jeg end kan gnide mig skadefro i hænderne over, at Carlsberg er tørlagt, og at deres dominans over dansk ølproduktion er midlertidigt knækket her i juletiden, så illustrerer dette jo samtidig Carlsbergs umådelige popularitet. Og det skærer jo lidt i julehjertet. Men det tænder selvfølgelig også et nok så lille kalenderlys af håb for, at folk finder erstatning hos andre leverandører, og med lidt held kunne det jo være … Oh f***! Who am I kidding … med MEGET stort svineheld kunne det jo være leverandører som Hornbeer, Indslev, Fur – ja, måske endda Skagen, folk ville ty til i stedet for Carlsberg. Håbet er lysegrønt som en normannsgran.

Men hvad end jeg ender med at mene om Carlsbergs tørlæggelse, og befolkningens patteri på deres laveste-fællesnævner-bryg, er én ting sikker: Hvad angår Politikens evner udi ortografien, er jeg mindre end ikke spor imponeret:

Politiken online 19/12-2013, http://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/tjekmad/ECE2163281/alt-udsolgt-carlsberg-har-brygget-for-lidt-juleoel-i-aar/

Ale No1, De Jyske Bryghuse/Vejle Bryghus

Røget dækgummi

Det ser ellers godt ud – altså bortset fra den anløbne ortografi, “Brygget af en stor mængde Münchner malt hvor sødmen og melanoidinen smager igennem, der er også brugt en lille smule røg-malt foruden 3 andre speciale (sic) malte for at give den delikate smag”, den noget ubehjælpsomme blanding af abstrakte og konkrete aromabetegnelser “Delikat ale med noter af sødme og røg” samt den måske lidt for engagerede tegnsætning, “De Jyske Bryghuse er et samarbejde mellem et par bryghuse fra den jyske østkyst – sammen brygger vi bedre øl!” – se desuden den noget fraværende skelnen (og deraf følgende totale fravær af punktummer) mellem helsætninger og ledsætninger i det første af ovenstående eksempler. 

Ja, altså ellers ser det godt ud. Melanoidinmalt (som jeg i mellemtiden har fået at vide, mere end nogen anden malttype får øllet til at smage af karamel) münchnermalt (mere karamel) og røg (WIN!). Det kan jo næsten ikke gå galt.

Eller er den ubehjælpsomme ortografi endnu engang et varsel, og et dårligt et af slagsen? Det starter ellers meget godt, med et flot rødbrunt bryg under et cremet, næsten flødechokoladefarvet, cremet skum. Røgelementet kan desuden mærkes i duften – måske med en snert af kaffe, men det kan også hidrøre fra røgessensen, der i sig selv gør en god indledning endnu bedre. Karamellen må man indtil videre kigge i ølguiden efter.

Og røgen er også præsent i smagen. Røg er altid godt. Ikke bare i øl, men også i fisk, kød, chili … navngiv du det! Jeg kan roligt love, at røgsmag er ethvert bryggeris genvej til en bedre anmeldelse på min blog. Hvis bare der er røg i smagen, så har man reddet stumperne. Så er chancerne for nul eller en halv stjerne tæt på nul, og hvis man som de største bryggerier herhjemme ikke stræber højere end det, så er hemmeligheden bag en anmeldelse, der ikke bedømmer øllet som udrikkeligt, hermed afsløret.

Og øllet her er bestemt bedre, end det ville have været, hvis det ikke havde haft en vis smag af røg. Uden røg, ville det kun have været aldeles tyndt, aldeles uden fylde og aldeles kedeligt. Man kan mærke det hele bag røgsmagen, ikke mindst, fordi det faktisk er det eneste der er. Der er ingen fylde, ingen sødme, ingen bitterhed ud over de bitre noter, som røgsmagen giver. Brygget smager dejligt af røg, smagen er endda gennemtrængende og kraftig, men det fylder ikke mundhulen ud, og i samme øjeblik brygget har passeret svælget er der kun den fugtige fornemmelse, som man kender efter et glas lunkent postevand, tilbage. Nydelsen findes kun så længe brygget ligger på tungen, så man kan da holde det der, hvis man vil have lidt mere ud af det. Lidt ligesom man kan tygge ekstra længe på en rugbrødsmad med leverpostej, hvis man vil nyde sådan én lidt mere.

Men hen imod slutningen, hvor brygget har fået stuetemperatur, og den sidste rest kulsyre er fordampet, melder der sig faktisk en note. Den melder sig først som en bouquetantydning, og jeg var ikke et sekund i tvivl. Pludselig begyndte den at lugte som de cykelslanger og dæk, jeg kasserede først på sommeren. Fuldkommen møre og gennemtærede var de, og udsendte en ganske særlig odeur, som jeg genfandt i bundsjattens lugt og smag.

Således endte brygget altså med at smage af andet og mere end vand og røg. Det kunne have været rart, hvis dette havde rettet bare en smule op på bryggets kedelige indtryk. I stedet gjorde det det modsatte.

Indtil videre er brygget en sikker taber i Kvicklys ølfestivalg. Med mit held skal den nok gå hen og vinde.

Nårh ja – karamel smagte den forøvrigt overhovedet ikke af.

2-stjerner

Szlatmok, Pladderballe Bryghus/Svaneke Bryghus

Deja-vu

Og så nåede jeg til aftenens øl, og fik dermed rettet op på hængepartiet – at have to anmeldelser ude at svæve samtidig. En følelse præget af lige dele utilstrækkelighed, uro og utilpashed, omtrent som nærværende øls hovedperson må have følt det, da hun blev foldet sammen og proppet ned i sadeltasken på den anden knallertbryders, Pia Vildbjergs, knallert.

Skulle man ikke være velbevandret nok, i Monrad & Rislunds bizarre univers, kan selve hændelsen opleves i radiotransmissionen fra Væmmelse Nørmark Lilleskole, hvor der blev afholdt knallertbrydning for kvinder. Det sker på pladen “Hundestjerner Hasteindlagt”, der indbragte komikerparret en guldplade. Et fyldigere referat kan findes på komikerduoens hjemmeside, hvor der imidlertid kan konstateres en konflikt i stavningen af hovedpersonens efternavn. Der staves det med ‘Z’ – mens det på øllets etiket, som det fremgår, staves med ‘SZ’. Så meget for markedsføringspingernes evner udi konsekvens med hensyn til almindelig ortografi.

Brygget er i øvrigt en del af Kvicklys Ølfestivalg, en tradition, der blev startet sidste år, og som jeg aldrig rigtig fik fod på. Blandt andet fordi der kom en kortvarig emigration til Irland i vejen. Gennemgangen bliver næppe heller denne gang fyldestgørende, men lidt er der da kommet med til ølkælderen (på toppen af vores køkkenskab), og som mangeårig følger af Monrad & Rislunds underholdende univers, – og af fantombryggeriet Pladderballe Bryghus’ sjældent helt uantagelige bryg – er denne øl en selvfølgelighed i arsenalet.

Pladderballe Bryghus’ øl startede ud med et uhørt højt niveau, der desværre skulle gå hen og blive det egentlige bryggeris, Slotsbryggeriet Fønix’, tragiske endeligt. Svaneke har stået for brygningen siden, og resultaterne har siden i alt for høj grad peget i retning af Svanekes andre bryg. Det er sjældent helt godt nok til at være – ja – godt nok.

Her er der tale om en hvedeøl, og allerede der er oddsene ikke for gode. Hvedeøl er ofte for tynde, og hvis de endelig smager af noget, smager de alt for ofte af gær. Sjældent får man fat i de gode, der smager af hyldeblomst og græs på en dugfrisk forårseng, og selv disse mangler fylden og kraften til at blive kaldt sådan rigtig gode.

En Szlatmok hører til blandt dem, der smager af noget. Den smager også noget af gær, men heldigvis ikke så meget, at det ødelægger det overordnede indtryk. Gæren kan ellers tydeligt ses. Flasken, der havde stået lodret i køleskabet, måtte agiteres temmelig længe, før det klæbrige mudder i bunden af flasken havde løsnet sig. Overraskende nok betød dette ikke alverden for kulsyrefrigørelsen ved åbningen, så brygget  blev faktisk i flasken. Farven er grapegul, og duften også syrlig i samme retning. Brygget er ganske uigennemskinneligt på grund af restgæren, med relativt cremet, hvidt skum, så der på den visuelle side ikke er meget at pege fingre ad. Ved siden af grapefrugtens stikkende syrlighed finder man også en bouquet af frisk franskbrød. Lettere ildevarslende i betragtning af et par andre øl, der duftede i samme retning.

Ved siden af gæren, er det frisksyrlige aromaer, der præger brygget. Der er et markant element af lime og igen af grape. Dertil kommer en skarpt bitter bi- og eftersmag af en blanding af pilsnerhumle og det bitre element fra grapefrugter. Det er en for så vidt forfriskende oplevelse, omend den megen gær gør den en anelse træg at komme igennem. Brygget er ikke helt i balance, og den relativt store fokus på friskhed og syrlighed gør også, at brygget ender med at føles en kende tyndt. Brygget er det indtil videre svageste fra Pladderballe Bryghus, og det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at det sker efter, at Svaneke Bryghus har taget over.

Fik jeg sagt, at dagens bryg også var nr. 350, jeg har anmeldt? Næh, det gjorde jeg vist ikke, men det er det. Og endnu engang er en af jubilæumsanmeldelserne ikke ligefrem noget at råbe hurra for – men det har da været værre, så lad det være godt nok for denne gang.
3-stjerner

Høker Bajer, Hancock

Hvis alle standardøl var sådan …

Jeg har været til hjemmebane-sæsonpremiere for mit yndlingshold Fremad Amager. Vi tabte 1-2 efter at have været bagud 0-2. Fremad kæmper bedst under pres, og
0-2 er en farlig føring – især for den som er bagud, og presset rakte altså ikke til at vende kampen. Men jeg elsker mit hold, og kunne aldrig drømme om ikke at støtte det – det gælder også når de taber.

Vel, før kampen mødtes jeg med et par venner – blandt andre Gedved, som man vil kunne huske fra Radlereksperimentet for nogle uger siden, og fik et par øl før kampen. Det skete ved kolonihaveforeningen HF-Sundbyvesters købmand, Biksen, der har et overraskende stort og alternativt udvalg, i betragtning af, at det trods alt blot er en kiosk.

Blandt andet havde de det skibonittiske (ja, det må det jo hedde, når folk fra Skive hedder skibonitter) bryggeri Hancocks pilsner, en Høker Bajer. Og de må jo have lov at kalde deres øl, hvad de vil, men det vil vedblive med at irritere mig, at der er mellemrum mellem de to ord i titlen. Til gengæld er det jo en kende pinligt, at jeg ikke har anmeldt øl fra dette hæderkronede bryggeri endnu. Jeg tror, jeg første gang prøvede deres øl i fredagsbaren på det daværende Institut for Religionshistorie, KUA – der i disse dage nedrives. Instituttet flyttede i mellemtiden til Artillerivej, og ændrede navn til ToRS – Tværkulturelle og Regionale Studier, i daglig tale “Institut for Resten”. Nu ligger det velsagtens på det nye KUA, men for mit vedkommende er det et overstået kapitel.

Høker Bajer er lidt stærkere end de 4,6%, der er normalt for pilsnerne herhjemme. Den holder 5,0%, er til dels brygget på stivelse og tilsat ascorbinsyre. Jeg har hørt et rygte om, at ascorbinsyren ikke bare skulle være tilsat for at hindre yderligere gæring, men også for at holde øllet autentisk. I gamle dage tilsatte man ascorbinsyren fast, angiveligt for at hindre at ølkuske og bryggeriarbejdere udviklede skørbug, og det skulle efter sigende være i den tradition, Hancock fortsat tilsætter ascorbinsyren. I det hele taget gør de meget ud af, at de brygger efter de gamle metoder, og derfor kun bruger den klassisk Saaz-humle fra tjekkiet, som de også på stedet udråber til at være den fineste.

Det er alt sammen meget godt, men brygget må på grund af tilsat stivelse og ascorbinsyre undvære den efterstræbelsesværdige etiket som ‘ren øl’. Farven fejler ikke noget. Et par toner mørkere end vanlig dansk pilsner er den, til gengæld med den danske pilsners typisk kridhvide skum. Enhver yderligere sammenligning med dansk pilsnerskum tåler Høker Bajeren dog ikke. Det er både højere, mere holdbart og langt mere klæbrigt, end hvad man er vant til. Bouqueten er til gengæld svær overhovedet at få øje på. En syrligt-vandig snert af græs efter et regnskyl, med en anelse korn ind over.

Smagen er til gengæld en klasse for sig, når det gælder pilsnere. Den består af velkendt pilsnerhumlebitterhed, vel afrundet af valnødder med en let og matchende syrlighed af ananaskirsebær. Bitterheden vokser efter at brygget er nedsvælget, og trækker man lidt luft ind, kilder brygget mandlerne med et kraftigt, besk indtryk, der ingenlunde truer med at slå over i det harske. Hvis det er Saazer-humlen, der giver det fine indtryk – ja, så er det skam fint, men det fineste, ligefrem?

Alt i alt en karakterfuld pilsner med lidt ekstra af det hele, alkohol, tilsætningsstoffer og – skal man ikke glemme – smag. Et lille minus er dog fortsat det uforsvarlige mellemrum mellem ‘Høker’ og ‘Bajer’ – men når øllet er så godt, er det lige før jeg faktisk kan tilgive Hancock den anløbne ortografi.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme