Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Wit

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort

Nå, derfor

Der er nogle øl i mit skab, der har fået lov at stå lidt længere end det egentlig var intenderet. Men det har jo også været et ret så begivenhedsrigt år, må man sige. Det er vel ved at være et år siden, at jeg så småt begyndte at hade mit gamle arbejde i København så meget, at det gav sig udslag i stresssygemeldinger en gang om ugen cirkus. Årsagen var en kombination af umulige opgaver og en om muligt endnu mere umulig ledelse – det kan godt være, det gav mig smør på brødet, tag over hovedet og en vis grad af kontinuitet og sikkerhed i hverdagen, jeg godt kan savne i dag. Men nøj hvor jeg bare overhovedet ikke savner arbejdet.

Jeg foretrækker at arbejde, og irriteres generelt over, at jeg skal være afhængig af min arbejdsløshedskasse. Arbejde er der ikke meget af for tiden, men lige i øjeblikket er der da fiskeindustrien, hård, beskidt og ikke ligefrem en parfumefabrik – men jeg foretrækker den langt over det helvede, jeg for snart et år siden flyttede fra. Også selvom om arbejdsmængden – og dermed trygheden i det – er stærkt varierende.

Men mon ikke jeg klarer mig? Når jeg imidlertid sådan bliver kastet rundt konstant fra omvæltning til omvæltning, falder motivationen til gengæld for at anmelde med helt den frekvens jeg måtte ønske. Og så kommer de til at ligge en stund, øllene.

Den her er fra sidste års Ølfestival i Thisted. Jeg tror, jeg fik den stukket i hånden til anmeldelse af bryggeriet selv – eller også købte jeg den rent faktisk. Det kan jeg ikke længere huske, men jeg håber, jeg købte den, for ellers har anmeldelsen godt nok været alt for længe undervejs. Det Bilbao-baserede bryggeri Basquery står bag i samarbejde med danske Hjort Beer, og det betyder at jeg endnu engang med slet skjult nid kan notere brygget som hidrørende fra Baskerlandet, frem for at skrive Spanien på, da jeg ikke anerkender den Kastilianske imperialisme på Den Iberiske Halvø.

Brygget blev nydt forleden aften, da jeg forvildede mig ind i en af mine gode venners livestream på YouTube. Det trak ud – i mere end 4 stive timer holdt vi den gode Neil med selskab, og der blev nydt mangt en sval bajer undervejs. Jeg løb tør for standardøl netop som Islam kom på bordet som debatemne … Jeg måtte finde en øl mere, da jeg ellers ikke var sikker på, at nerverne kunne holde til det. Jeg frygter altid at mennesker jeg elsker og respekterer viser deres værste sider, når det emne skal diskuteres.

Det skete heldigvis ikke. Jeg tænker ikke mindre godt om nogen, der deltog i debatten. I stedet kunne jeg glæde mig over endelig at have prøvet en øl, der havde stået alt for længe – uden at have taget skade af det dog. Jeg havde imidlertid antaget at brygget var en stout – dømt efter produktets dunkle tema. Det kunne næsten ikke ligge længere væk, da der er tale om en witbier, tilsat korianderfrø, umaltet hvede og buddhas hånd, en citrusfrugt uden saft, åbenbart.

Ganske lyst er brygget, noget skummende men ikke overdrevent. Citrussen brænder godt igennem, saft eller ej. Sød, lystig, inciterende … noget af det lifligste, jeg længe har indsnuset fra et maltprodukt.

Aromaen er til gengæld skarp og syrlig. Der er ikke meget af de søde citrusnoter i smagen. Til gengæld er der den helt rigtige forfriskende syrlighed, der sammen med et passende indhold af kulsyre gør brygget til en sprudlende oplevelse af fornøjelig vederkvægelse. Lidt gær i eftersmagen giver måske en smule ubalance, men det er allerhøjest en skønhedsfejl, der ligger vel inden for rammerne af, hvad man også kunne kalde karakter.

Mikey Famine, en af livestreamdeltagerne, kunne i øvrigt fortælle, at man ikke får tømmermænd af witbier. Jeg frygtede dem ellers, da jeg kvart over to om natten slæbte mig i seng, for tre IPA’er – som Mikey i samme ombæring forbandede som nogle rene hovedpinegeneratorer – var gået forud for den rigtig fine witbier-oplevelse. (Fine witbier-oplevelser går der i øvrigt ikke tretten af på dusinet, hvis man spørger mig.) Da jeg vågnede ved ottetiden var jeg forbløffende frisk – ja, jeg har haft meget tungere hoved og øm krop efter aftener, hvor jeg ikke drak alkohol overhovedet, så noget var der altså om snakken.

Jeg har så ofte forbandet witbier ad Belgien, hvor stilen kommer fra, til. Nu er jeg tilbøjelig til at trække i land – for hvis de virkelig ikke bare undlader at fremkalde, men ligefrem dæmper de tømmermænd, man burde have haft, så har de da så sandelig deres berettigelse!

Det må afprøves!

Citra Wittbier, Albani/Royal Unibrew

Fear not …

Glædelig spis-menneskekød-og-drik-menneskeblod-dag allesammmen. I morgen synges sangen “Jesus er død i dag og det er han jo og det er i dag …” hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg så ikke, men er på den anden side heller ikke helt indifferent nok til at undlade at påpege det absurde i alt denne ståhej.

Og så må man jo heller ikke spise gæret brød, fordi så kommer gud eller ødelæggeren – afhængigt af hvilken af de to udvandringsmyter i 2. sumpbog kapitel 12 man læser – efter én, og river ens børn i stumper og stykker. Sjovt nok er det aldrig sket i min familie – hverken da jeg selv var barn, eller efter at jeg selv har fået børn. Det må være fordi Jesus (i ved, ham oppe fra kommunen) ophævede sumploven … eller også er det hele bare noget, nogen har fundet på – ligesom Anders And. Stor tak for lån til Monrad og Rislund for udvalgte dele af den tirade.

Indtil videre har diæten stået på pandekager, og øllet her blev drukket for adskillige dage siden, så jeg er faktisk uforvarende kommet til at overholde de bud indtil videre. Vel, jeg har ikke smurt blod på dørstolperne, så jeg er alligevel ikke home free. Jeg tror nu også, jeg vil prioritere hensynet til mine naboer, min fortsatte residereren i boligforeningens lejligheder samt ikke mindst mit eget helbred højere end hensynet til nogle højere magter, jeg ikke bare i det store og hele, men også i det lille og opdelte ikke tror på.

Og så tror jeg i øvrigt også, jeg vil spise noget rugbrød senere.

Øllen er en witbier … behøver jeg længere fortælle, at det er en af de typer, jeg som udgangspunkt ikke bryder mig vældig meget om? Den er fra Royal Unibrew, og del af en specialølsserie, der forefindes på køl ved siden af pilsnerne og guldøllene i mainstreamsupermarkederne. Man kunne tro, det var for at gøre specialøllene lettere tilgængeligt og udbredt, men mistanken om, at giganten Royal Unibrew også gerne vil tilbagevinde markedsandele fra mikroaktørerne er nagende præsent.

Det skal dog siges, at i typens oprindelsesland Belgien anses wit nu nok for det tynde og relativt uinteressante hverdagsbælleøl. Det skal selvfølgelig ikke holde Royal Unibrew fra at sælge det som specialøl til dumpingpriser.

Brygget er forventligt lyst. Til gengæld er det kun smådiset frem for næsten plumret som rigtige witte gerne skal være det. Men det er vel, hvad man kan forvente af industriprodukter – de skal helst være letfordøjelige, da så få som muligt skal skræmmes væk fra dem. Duften er skarp af de 8,5% alkohol og banan. Dertil kommer fyld af hvedemel samt et overraskende friskt pust af grannåle. Citrahumlen har industrigiganten åbenbart ikke druknet helt. Forkærligheden for at spæde op med mere obskure ingredienser mangler heller ikke – brygget er iblandet koriander og appelsinskal. Go figure.

Brygget er syrligt friskt med samme – vel egentlig ganske bekvemme – berøring af sprød citrahumle. Dertil kommer en mindre komfortabel, for ikke at sige småkvalm, banansødme. Mundfornemmelsen er underligt ufuldendt, som om det fortrinsvis vandige, omend ikke ildesmagende bryg indeholder noget ubestemmeligt grums.

Intet af det er atypisk for witten. Tværtimod formår Royal Unibrew i deres industriprodukt faktisk at få alle genrens kendetegn og nuancer med, omend fortsat ikke på en måde, der helt falder i denne bloggers smag. Hvis dette er det ypperste den industrielle specialølsstandard kan præstere, har mikrobryggerierne måske alligevel ikke det helt store at frygte.

I morgen aften – på den ih og åh så lange fredag – er jeg i øvrigt at finde på Loppen, Christiania til Napalm Death-koncert. Man må gerne sige hej, hvis man spotter mig – også selv om vi aldrig har talt sammen før.

Hoegaarden, Brouwerij van Hoegaarden

Standard …

Julen er slut og hverdagen har meldt sig … MEGA meldt sig, må de vel hedde, hvis jeg vil oversætte det engelske udtryk ‘with a vengeance’ til korrekt dansk. Jeg arbejder i en kundeservicefunktion, og min ferie er af tisse-i-bukserne-typen. Mens man er væk hober arbejdsopgaverne sig uløst op, og det hele vælter ud som en pakke færdiglavet risengrød i pølseform, hvis man åbner den med et for langt snit.

Så den har stået på max stress hele ugen. Men heldigvis har jeg da weekenden fri og rystet det værste af mig med headbanging til Napalm Deaths greatest hits i selskab med mine børn – og en øl.

En simpel og gammelkendt standardklassiker – en af dem, jeg bare ikke har fået prøvet endnu, selvom jeg hastigt nærmer mig de tusind anmeldte øl. Sagde jeg standard? Vel, der er vel fortsat mange herhjemme, der ser denne øl som noget meget fremmedartet og eksotisk. Hvor er det ærgerligt, at folk ikke ved bedre. Selv kan jeg (også) huske den fra min kollegietid, hvor den blev solgt i kollegiebaren.

Den drak jeg mange af i de år. Om jeg egentlig synes den var god, tror jeg faktisk ikke. Allerede dengang forekom den mig en anelse tynd – det var omtrent på samme tid, jeg opdagede, at tysk weißbier vel egentlig heller ikke var helt så fantastisk alligevel … Alene det, at den herhjemme distribueres i deleemballager på 0,75 l. af Carlsberg giver et kraftigt fingerpeg om dets markedsegnethed – og dermed dets vigende kvalitet. Som en  tommelfingerregel – for nu at blive ved fingeranalogierne – er de to faktorer omvendt proportionale.

Stilen er i dag en af de få, jeg er permanent skeptisk over for. Selvom jeg mener at Belgien er det mest spændende ølland i hele verden så bliver jeg bare aldrig gode venner med deres hvedeøl. Ikke at jeg er nogen særlig stor fan af hvedeøl generelt, men det gælder denne type i endnu højere grad. Surt og tyndt husker jeg det som. Og hvis det endelig smager af noget, er det kvalmt sødt af overmoden banan.

Netop bananen er i højsædet, i det ellers nydeligt grumsede, citronbleggule bryg. Faktisk husker jeg slet ikke bouqueten som så markant. Samtidig har brygget, som jeg ellers havde så lave forventninger til, oven i købet den frækhed ikke at forekomme væmmeligt, selvom der er  meget bananessens i duften.

Så stemmer smagen noget bedre overens med forventningerne. Lime og citron sammen med et stænk eddike giver et come back til typens konventionelle udtryk. Bananen er samtidig på retræte, men under flugten gør den kortvarigt holdt på bagtungen, og spyr en sidste småkvalm sky af isoamyl acetat mod ganen til kortvarigt ubehag, men aldrig så voldsomt at det slår ud i egentlig væmmelse.

Den kun antydningsvise påmindelse om, hvor fæl stilen kan være, men altså langt fra er lige her gør brygget væsentligt mindre uinteressant, end dets udbredelse og popularitet måtte antyde. Syren yder desuden friskhed, og gør i øvrigt at brygget ikke føles unødigt tyndt – nu har jeg aldrig!

Over nogen nævneværdig industristandard er brygget dog ikke. Det læsker uden at være for tyndt. Det smager uden at blive væmmeligt. Hvis Carlsberg Premium var en wit – ja, så ville den nok være omtrent sådan her.

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg

2017-09-28 20.46.03Bestået …

Jeg har djævelsk meget om ørerne for tiden. Jeg arbejder, bijobber og vil gerne have solgt min bil. Min fars flytning kræver også meget, så der bare ikke er tid til at blogge lige så meget som jeg ellers gerne ville. Men nu har jeg endelig fundet et hul, så jeg kan få Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg lidt fra hånden.

Forleden aften var min gode ven Gedved igen på besøg. Han havde glemt nogle ting her da han forleden overnattede. Han havde øl med, som jeg allerede havde prøvet, så i stedet stillede jeg en af de øl i delestørrelse, jeg havde stående frem.

Jeg betragter den lidt som et hængeparti. En øl, der længe har stået i standardudvalget i supermarkederne, som jeg tænkte, jeg hellere måtte se at få anmeldt, da jeg i sin tid så den. Nu var der så også endelig en anledning.

Carlsberg står i sidste ende bag. Typen er dog ingenlunde dansk, men belgisk. En hvedeøl – en wit, som det ville hedde i Belgien. Men i Europas måske mest fremmedsprogsfjendtlige land, Frankrig, har de selvfølgelig egne navne for den slags – en Blanche.

Generelt bryder jeg mig ikke om stilen, men prøves skulle den. Et flot, citrongult bryg med højt knitrende skum – såvidt så godt. Duft af lime og banan – meget banan. Rigeligt til at varsle ilde.

Men helt så meget af banan smager den dog ikke. Det syrlige og gærede står stærkere end det vammelsøde, og det endda i en grad, så det faktisk formår at behage jævnt. Syre af lime, friskhed og afdæmpet sødme af græs, en tand for meget gær, som den præsente alkohol heldigvis formår at afdæmpe behørigt. En krydret antydning af kommen på bagkant yder desuden brygget en for genren tiltrængt skarphed. Gedved nævnte kardemomme, uden at værten dog selv oplevede den.

Overordnet en autentisk frisk øl, der, som det nu er almindeligt med hvedeøl – om de hedder Hefeweizen eller Wit, lægge mere vægt på bryggets tørstslukkende egenskaber end dets aromatæthed.

Gedved fandt den således tynd og vandet.

2-stjerner

Jeg synes akkurat den klarer cuttet, men så heller ikkke mere

3-stjerner

Icelandic White Ale, Einstök Ölger­­ð (Shopping Spree 1.0 VI)

2017-07-07 20.45.47Let wagnerviking …

Sidste gang jeg anmeldte en øl fra min shoppingtur i Magasin var det faktisk den sidste Rocket Brewing-øl, jeg havde med derfra. Nu er turen så kommet til de tre islandske øl fra bryggeriet Einstök Ölgerð, som jeg ikke kun købte, fordi de så spændende ud, men også fordi de med deres pris på kr. 25 stykket var billige i sammenligning hvad man ellers kunne få.

Det nationale tilhørsforhold ser ud til at være vigtigt for bryggeriet, idet alle øllenes navne indledes med ‘Icelandic‘. Hvorfor etiketterne så allesammen prydes af en figur fra Wagners Operaer frem for en rigtig viking uden horn på hjelmen, melder historien ikke noget om.

Stilen er i øvrigt belgisk (så meget for Island og tyske teatervikinger) endskønt de nordatlantiske øboere gør deres for at lægge afstand til dette faktum ved at kalde denne witte for en ‘white ale’. Man er ikke i tvivl om stilen, når brygget skænkes. Farven er blegt citrongul med højt, omend meget skrøbeligt og hastigt itubrækkende og kollapsende skum.

Overraskene – til den positive side, forstås – er bryggets udeblivende evne til at emme surt og sprittet – to træk ved den belgiske wit, jeg dårligt har kunnet med (det sure vinder selvfølgelig frem, men …). Bananen, til gengæld, den er der, sammen med en sød og antydningsvis syntetisk bouquet af vanilleflødeis samt et frisk pust af lime.

Og det er helt klart bananen, der bærer smagen. Heldigvis spiller alkoholen til gengæld ikke den rolle, som i andre lignende øl kan gøre oplevelsen decideret ubehagelig. Til gengæld er brygget sprudlende friskt. Der er ikke sparet på kulsyren, og med en eftersmag af isvand med rigeligt lime, lægger brygget sig nok i den lette, men også smagfulde ende. På bagkant kilder en karsk bitter humle ved gummer og svælg.

Brygget arbejder sig behændigt uden om nogle af brygtypens traditionelle faldgruber og bruger konstruktivt andre til at genskabe stilen i en både friskere og mere aromatisk form. Det kan anbefales i sommervarmen som en hvedeøl med mere smag, en passende mængde alkohol, mindre syre og ingen generende gær.

Uvæmmelig, frisk, smagfuld og … måske lige lidt til den lette side alligevel.

3-en-halv-stjerne

Hoppy Belgian, Raasted (Kvicklys Ølfestivalg 2016 IV)

2016-05-23 17.47.38På smagsløgssightseeing …

Man kan ikke sige, at der ved dette års Ølfestivalg indtil videre har været langt mellem snapsene. For der har ikke rigtig været nogen snapse endnu. Jeg er så småt ved at blive bekymret – ikke blot for antallet af deltagere ved arrangementet, men også det generelle niveau, der indtil videre ser ud til at have fået et ordentligt nøk nedad. Sidste år var den laveste karakter, der blev givet 3½ stjerner. I år har de tre første bryg allesammen lagt sig under denne karakter. At bevare optimismen synes mere og mere en udfordring.

Men – som både Pink Floyd og Queen har lært os: The Show Must Go On …

Raasteds bud på en ølfestivalgøl er et kombinationsprodukt, hvor man har taget udgangspunkt i en lys belgisk ale, og blandet noget amerikansk humle i. Amerikansk humle lyder jo entydigt godt (for mig ville det næppe gøre nogen forskel om man erstattede ordet “godt” i det danske sprog med “amerikansk humle”) mens den belgiske ale er noget af en trickster, der kan være alt fra aldeles pragt– til aldeles rædselsfuldt.

Visuelt leverer brygget i hvert fald varen. Sjældent har jeg set et bryg, der i den grad ligner overfladen på en citrusfrugt – i dette tilfælde en pomelo. Helt tæt og højgult er brygget, og så gør det ikke spor, at skummet ikke gør noget videre væsen af sig. Bouqueten er umiddelbart rar, men alligevel lettere ildevarslende. Lime og clementin blander sig kækt med bananen, hvor sidstnævnte ikke altid er noget godt tegn, og idet Weissbiergæren indfinder sig, får duften en ildevarslende snert.

Snart skal det dog vise sig, at der ikke er noget at være bange for. Det blandede duftindtryk forvarsler til gengæld en meget interessant, speciel og mangefacetteret oplevelse, som jeg faktisk aldrig har oplevet i nogen øl før.

Det starter syrligt og krast med en smag af limonade med for lidt sukker, blandet op med grannåle og fyrretræsharpiks. Så sætter sødme af velmodne appelsiner ind med bitterhed af samme, mens grannålene fra før lystigt kradser i gane, spiserør og kadaver, når brygget er gledet ned. Det er trods alt ikke mange øl, man ligefrem kan smage med mavesækken, men denne er én af dem.

Brygget byder på en sand mangfoldighed af gode smagsindtryk. Der er sødt, syrligt, surt og bittert. Det hele er bundet sammen af en adækvat gærfylde, som man kun mærker og ikke smager, på trods af bryggets mere end markante restgærtæthed. De forskelligartede smagsindtryk distraherer ikke. De forstyrrer heller ikke hinanden, endskønt de stundom blander sig aldrig så nydeligt. Aromaerne er delikat arrangeret ind i og oven på hinanden som et avanceret 3D-puslespil, der udgør en veltegnet arkitektonisk skulptur – ganske kompleks, men ikke forvirrende og aldrig rodet.

Kunne der have været mere knald på smagen? Så afgjort – men det flotte, komplekse smagssammenspil, den veltilrettelagte sightseeing rundt i alle smagsløgenes afkroge, som dette bryg byder på, ville alt for let blive overdøvet, hvis brygget smagte for kraftigt.

Min foreløbige favorit er fundet, og min tiltro til arrangementets kvalitetsniveau er på én gang blevet reetableret.
5-stjerner

Hvis du mener, jeg må have slået hovedet, når jeg synes, at denne øl er fremragende, kan du jo altid stemme på en anden øl på oelfestivalg.dk

Witte Lambic, Mort Subite

2015-11-25 18.05.18Tynd, og det er vist bedst sådan …

Brygget her byder på en interessant kombination. Den er – som de fleste bryg fra Mort Subite åbenbart er – en lambic, og samtidig er den en wit, den (hos mig i hvert fald) mest berygtede af øltyper. Mort Subite plejer gerne at borge for kvalitet, så dette kunne vise sig at være noget så sjældent som en nydelig wit. Det er trods alt set før, men min skepsis er alligevel intakt.

Brygget byder på en spids, småsprittet næsestyver, når kapslen letter, hvorefter det udløser en dunst af hvedemel i lokalet. Stikker man næsen ned til brygget, venter der en overraskelse.

For brygget dufter virkelig af meget. Frugten er i front med en masse banan – bananens sødme, bananens fylde … man undgår akkurat at duften bliver kvalm på grund af de ledsagende, udglattende noter af hyldeblomst. Brygget selv matcher nogenlunde bananindslaget i løden – gult og med det kridhvide og klistrede skum til at repræsentere frugtkødet.

Det er imidlertid ganske andre frugter, der møder én i smagen. Disse frugter er nu også gule, men har en ganske anden aroma. Det søde banantema er afløst af et surt citrontema.

Man slipper heldigvis for ufrivillige trækninger i ansigtet, for brygget smager ikke rigtigt igennem. Citronen vedbliver med at være antydningsvis, samtidig med at man oplever lidt af den samme – og ikke ubehagelige – glatte fylde, der også var til stede i Original Gueuze.

Kerneelementerne i wit-typen – citronsurheden og den harske gær er behageligt underspillede. Og afkølet giver citronen og det glatte lambicudtryk faktisk brygget legitimitet i sin friskhed. Godt bliver det aldrig, men det er stadig et godt stykke fra at ramme bunden.

2-stjerner

Witchy Woman Wit, Kissmeyer

2015-11-08 21.05.23Når det nu absolut skal være en wit …

Den sidste dansk-libanesiske Kissmeyerøl er en wit … Hvis jeg overhovedet skulle fremhæve nogen øltype, som jeg notorisk ikke kan komme overens med (lidt på samme måde, som jeg har det med Eurodance-“musik”) så er det den belgiske hvedeøl, også kendt som ‘wit’.

Jeg synes, det er tyndt, surt og gæret. Så er det sagt. Men med den erfaring er der på den anden side også gode muligheder for at blive positivt overrasket. Øl er øl, og skal derfor anmeldes på min blog. Jeg tager gerne én for holdet ved at drikke en øltype i ny og næ, som jeg ikke kan lide, for anmeldelsen er uanset hvad hyggelig at skrive. Og få ting er så givende for et grundlæggende stygt individ som jeg, som at sende en spydig sviner af sted mod et bryggeri, der ikke gider gøre arbejdet ordentligt.

Den positive overraskelse lader vente på sig. Selvom brygget egentlig er ganske flot – lettåget og citrongult, skummer det overhovedet ikke som en hvedeøl bør. At brygget er dovent gør ikke det i forvejen dårlige udgangspunkt for denne wit bedre. Bouqueten hjælper ikke – tværtom. Den udskiller en direkte stikkende sur odeur af citron, grape og andre sure citrusfrugter. Et indslag af banan tilføjer et syntetisk islæt i stedet for at formilde surheden. Det ser ikke godt ud.

Temmelig beklemt sætter jeg glasset for munden, for det er jo trods alt smagen, det gælder. Er brygget syrligt? Ja bestemt, men heldigvis ikke kun det.

Brygget yder også en forfriskende hård, bitter bund af frisk løvtræ og blandende sig dermed syrlighed af grape, og lige præcis den rigtige mængde gær til at den stikkende fornemmelse i munden ikke overskrider grænsen for det anmassende, endsige modbydelige. I eftersmagen er det først og fremmest bitterheden, der mærkes. Helt skjult er bitterheden i duften, så overraskelsen er markant, når det træder så meget frem i brygget.

Overordnet er det bryggets friskhed, der er nøglen. Denne holder syre og gær i kort snor, så de ikke kammer over og ødelægger noget. Til gengæld gør man klogt i at nyde brygget afkølet, for hvem ved ikke, hvilken ballade syre og gær måtte afstedkomme i et tempereret bryg?

Med et velafkølet bryg får man faktisk en wit, der er til at nyde. Så har man set det med!

4-stjerner

Kirsebær Wit, Midtfyns Bryghus (Kvicklys Grill-tema 2015 III)

2015-05-15 19.24.10Drikkelig wit …

Den må siges at være den øl, jeg frygtede mest af Kvicklys fire ny Grill-øl, uberettiget, skulle det vise sig. Men jeg har det lidt på samme måde med frugt i øl, som teentusiaster har med frugt i te. Det er ikke lige min kop kaffe, selvom jeg ville have det endnu værre med frugt i kaffen. Den foretrækker jeg kulsort og uden dikkedarer af nogen art.

Ud over frugten – eller bærrene, om man vil. Den slags distinktioner er vist temmelig arbitrære og sjældent fagligt funderede – er wit heller ikke lige min kop kakao. Den belgiske hvedeøl, er ligesom anden hvedeøl gerne noget tyndbenet, og jeg synes oftere, den har været sur at drikke, snarere end nogen egentlig nydelse. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg bliver en kende bekymret på vegne af velsmagen, når frugt og wit kombineres.

Det skal dog også indskydes, at belgierne også er sluppet heldigt fra at blande netop kirsebær i øl. De øl var dog af den vildgærede slags, og dertil kommer, at folkene der står bag denne øl ikke er belgiere, men pæredanske bryggere fra det midtfynske. Men måske er en dansk wit til at holde ud?

Visuelt halter brygget dog voldsomt efter sit belgiske forbillede. Der er næsten ikke noget skum overhovedet at se. Man skal faktisk hælde ret voldsom for overhovedet at få det til at dække hele øllets overflade i et ellers smalt weissbierglas. At brygget er ufiltreret viser sig desuden ikke udpræget. Det er kun lettåget, og ellers højgult, næsten orange i sit ydre. I duften er der til gengæld ingen kirsebær at spore. Derimod er der en blød honningsødme, et syrligt men forfriskende strejf af græs, appelsin og lime, et friskt sommerligt pust af hyldeblomst – i det hele taget forjætter denne hvedeøl alt det, man altid ønsker sig, men stort set aldrig får af en hvedeøl, fordi de alligevel ender med at smage for tyndt, for surt eller for gæret – og evt. alle tre ting på én gang.

Sødmen går heldigvis igen i smagen. Men man kunne godt have ønsket sig lidt mere tyngde, og gæren formår igen at dryppe malurt – eller i hvert fald sig selv – i bægret. I den første mundfuld mærker man en frisk sødme af æbler, og en rundere én af honning. Men nær ved midten af munden slår smagen fuldstændig om og bliver surt gæret. Kirsebærrene udebliver fortsat. De er faktisk så upræsente, at man ingen chancer levnes for at vurdere, om de er med til at gøre sødmen bedre, eller surheden værre. De er der kun af navn, og ikke af gavn.

Humlen er der til gengæld af gavn. Når skuffelsen efter den afbrudte sødme og gærets overtag har lagt sig efter at brygget er skyllet i halsen, bygger eftersmagen sig langsomt op. Og her mærker man virkelig humlen, som en blød og alligevel kraftfuld essens, der siger op fra svælg, og breder sig over gane, gummer og mandler. Humlen får dermed en rolle i en hvedeøl, som den alt for sjældent har. Som bebuder af lækker og korporlig bitterhed.

To spørgsmål står tilbage. Hvad blev der af kirsebærrene, og hvad er det grill-agtige ved denne øl? Ganske vist blev den langt fra en bundskraber, da den da bestemt yder en vis oplevelse. Men i betragtnings af dens blandede – for ikke at sige forvirrede udtryk, er det lige før, jeg ville mene at Willemoes’ vanderstatning er mere grill-egnet end denne.

Svarene på spørgsmålene blæser i den kolde og fugtige forårsvind, som nok må blæse en stund endnu, før vejrliget egner sig til grillkul, grillpølser og grilløl. Og til den tid er det nok ikke denne, jeg vil vælge at dæmpe smagen af påbrændt kød med.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme