Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: wienerøl

Kellerbier, Fur Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 VI)

2016-05-25 16.36.00OK Old School …

… Så blev det godt, men så blev det atter knap så godt … Takket være Raasted Bryghus og deres Hoppy Belgian har kvaliteten ved Kvicklys Ølfestivalg været svingende. Der var alvorlig fare for, at kvaliteten bare ville være lav, og så er svingende bestemt at foretrække.

Jeg har det ydmyge ønske, at opløbsstrækningen, som vi nu har bevæget os ud på, vil hæve det generelle niveau en smule. For selvom Raasteds bryg faktisk er det hele værd, så skader det jo ikke, at der også er andre interessante øl med på programmet.

Fur har ved Kvicklys ølfestivalg (pl.) holdt sig til det simple. For en simpel men effektiv amerikansk pale ale fik de min stemme for to år siden, mens den mørke hvede fra sidste år ikke helt nåede samme højder. I år vælger de igen simpelt og nogenlunde sikkert med en tyskinspireret Kellerbier.

En kellerbier er sådan set bare det, vi i Danmark kalder en Classic – en undergæret øl, hvor der i stedet for lys pilsnermalt er brugt mørkere wienermalt. Det er ikke fordi dét i sig selv gør brygget specielt mørkt – i stedet for pilsnerens højgule lød er dette bryg mere dybgult-til-orange, med matchende letgyldent, cremet skum. Jeg glæder mig ved gensynet – eller rettere genduften – af en gammel ven, fuselalkoholen, der altid minder mig om min fars hjemmebryg i mit barndomshjem nord for Aarhus. Den ledsagende humle ligger i det søde hjørne med fylde af vanille.

Smagen er ganske ligefrem og old school ligesom stilen er det. En traditionel pilsnerhumle blander sig med en lidt tættere og sødere maltprofil, end man oftest møder i industrielle bryg. Mundfølelsen er måske i det lidt for glatte og letløbende hjørne, men da fylden er intakt, undgår brygget at falde ud til den kedelige side.

Eftersmagen er måske ikke helt i skabet med sin lidt for metalliske klang, men den skønshedsfejl er langt fra slem nok til at ødelægge et indtryk af et bryg, der yder rigelig vederkvægelse, og akkurat smag nok til, at man samtidig er underholdt. Der er ingen dikkedarer – Fur spiller igen sikkert, og solidt, men vil man vinde, må man også satse.

Og det har de valgt ikke at gøre – it’s their loss.

3-en-halv-stjerne

Men hvis du mener, at en traditionel kellerbier er sagen, kan du jo stemme på den på oelfestivalg.dk.

Royal Økologisk Classic, Royal Unibrew

2016-04-06 19.35.39Industriel økologi – især økologi …

Royal Unibrew er gået all in, og har ikke bare lavet en industriel økologisk pilsner, men nu også en industriel økologisk classic. Mig bekendt er det eneste andet bryggeri herhjemme, som jeg ville kalde af industriel størrelse, der både producerer en økologisk pilsner og classicThisted Bryghus. Jeg elsker deres pilsner, mens classic’en er jævnt kedelig.

Nu – godt tyve år efter at Thisted Bryghus fandt på ideen med økologiske standardbryg herhjemme, anser de store bryggerier markedet som klar til at aftage økologiske standardprodukter. Når det kommer til ølbrygning, er det åbenbart ikke de store, man skal forvente, er på forkant. Kvaliteten kan man med al’ god grund ikke have de store forventninger til. Dels på grund af bryggets industrielle ophav, dels på grund af erfaringerne fra andre bryggerier af lignende størrelse, og endelig synes der blandt ølbloggere og -kendere generelt at være en vis modvilje mod økologisk øl. En modvilje jeg principielt ikke deler, selvom jeg vil medgive skeptikerne at der blandt de økologiske produkter kan være lige så langt mellem snapsene, som blandt de konventionelle.

Brygget her gør dog mange af fordommene til skamme ganske hurtigt. Brygget dufter både potent, råt og tungt – og kun meget lidt industrielt, hvis overhovedet. Fylde og sødme forefindes også i form af friske, røde æbler. Visuelt gør brygget det også godt. Skummet er måske ikke det tætteste, men holder til gengæld en flot gylden lød, der matcher bogstaverne på emballagen, hvis grundfarve i øvrigt matcher brygget lige så godt.

Og som om det ikke var nok, så tillader gigantens industribryg sig også at smage godt.

Humlen er både fyldig og markant. Den byder på vådt løvtræ, kaffe og hasselnødder, mens malten yder et nærværende sødt modspil af farinsukker. Eftersmagen halter dog lidt bagefter, men smækker man gummerne sammen et par gange, kan man nu godt fremprovokere den alligevel. Her møder man igen hasselnødderne, der i mellemtiden er blevet småharske. Det er ikke så godt, hvis det er hasselnødder det drejer sig om, mens det i øl giver karakter og øger oplevelsen, såfremt det ikke bliver for markant. Og det er det – som antydet – ikke her.

Så brygget viste sig bestemt at være andet end bare endnu en industriel ligegyldighed. Ikke alene er den et klart mere smagfuldt alternativ til bryggets fornærmende ligegyldige konventionelle classic. Det spiller også nogle rå, uforfinede toner an, som denne blogger i hvert fald forbinder med det økolgiske – og som han også sætter stor pris på.

3-en-halv-stjerne

Humle Classic, Humleekspressen (2 øl på 2 værtshuse II)

2016-03-11 22.14.43

Godt standardvalg …

Hermed følger anden del af beretningen om min tur ud i det pulserende københavnske natteliv.

Jeg havde jo dårligt tømt min Guinness før Gedved nødede mig til at tage med på Nørrebro. Som jeg har fortalt ved tidligere lejligheder har jeg selv boet i området engang. Det var sidst, jeg flyttede fra Amager, og det var ikke noget særligt godt bytte, så jeg var naturligvis noget loren ved det.

Men det lykkedes Gedved at få mig overtalt, da han fortalte hvor på Nørrebro vi skulle hen. Amager Boulevard 50 – et nystartet værtshus ved navn ‘Sorte René’. Det var ikke uden grund, at det lige netop skulle være dét, der fik mig overtalt. Værtshuset bestyres nemlig af en mine gamle venner fra min tid som punker. Og selvom beværtningen kun har få måneder på bagen, syntes jeg alligevel, at der er gået alt for lang tid uden at jeg havde besøgt den.

Så jeg greb dagen og tog af sted – også selvom jeg måtte ud på Nørrebro i processen … Men okay, modstræbende indrømmer jeg, at jeg da også har haft en række (for ikke at sige ret mange) gode stunder på Nørrebro, men Amager er nu engang #1!

Sorte René ligger centralt lige ud til Åboulevard (ja, Åboulevard, ikke Åboulevarden – den ligger i Aarhus), så det er nemt at komme dertil med bus … men bussen kører man selvfølgelig ikke med, så længe de kører rundt med nazistiske reklamer, så indtil de kommer ned, kan man tage metroen til Forum st. og gå derfra.

Der er ikke bare tale om et værtshus, ikke bare en bodega, men en bæverding, om der nogensinde fandtes en sådan. Der er intet skilt ud over en nødtørfdigt iturevet lap papir på døren, hvorpå navnet hastigt er kradset ned. Indenfor mødes man faktisk af dybere mørke end Åboulevards oplyste asfalt. Luften er tyk – dels af røg fra billardlokalet, der er indrettet som rygerum – dels af den gode, hyggelige og intense stemning de mange gæster i det lille lokale skaber.

Væggene er mørke, inventaret arrangeret … om ikke hulter-ti-bulter så i hvert fald ad hoc efter hvordan klientellet lige mener, det skal stå. Der er ingen overordnet plan – heller ikke med præcis hvilke borde eller stole, der skal være. Der er flere forskellige stilarter og fabrikater. Man kan godt se, at stedet drives af en svoren punker, og associationerne til Dumdomshuset på Magtvej niogstress undslår sig ikke. Ét stykke fast inventar, der ikke bliver flyttet rundt på er der dog. Et stort hvidt flygel pryder det ene hjørne, og krofatter selv har forsikret mig om, at der spilles både Rag Time og Jazz på det med jævne mellemrum.

Baren fylder godt, så dér er der masser af høje stole at sidde ved, foruden god betjening og et øludvalg, der måske nok afslører, at vi ikke befinder os i ølbar-hipsterzonen mellem Amager og Nørrebro, men snarere i klassisk bodega-land. Udvalget er, hvad man kan kalde mainstream uden at det bliver kedeligt. Fadølshanerne byder på en enkelt specialøl – Bryghuset Braunsteins Brown Ale, samt en Pilsner og en Classic fra Humleekspressen (som jeg prøvede). På flaske faldbydes en række interessante – omend almindeligt kendte – specialbryg, herunder A-Z Ale no. 16 fra Refsvindinge og gode gamle Limfjordsporter fra Thisted Bryghus.

Stedet skal opleves for sin på én gang kaotiske og hjertevarme Gemütlichkeit. Behøver jeg sige, at musikken også altid er i top? For selvfølgelig er den det, når klientel og lokation ellers er som her beskrevet. Mine varmeste anbefalinger til et af Nørrebros nye bodegaer – garanteret uden hipsterpis og med rimelige priser  – er hermed givet videre.

2016-03-11 22.14.38Jeg kunne skrive meget mere om både Café 5-Øren, som vi besøgte i sidste indlæg, og om Sorte René. Den øl, jeg fik på Sorte René, til gengæld, har ikke været nem at indhente informationer om. Bryggeriet skulle angiveligt hedde “Humleekspressen”, men hjemmesiden af samme navn, ser ud til at være en distributør, der har mange flere brands på lager end dét ene. Så om det egentlig er bryggeriet, jeg har fat i, er jeg slet ikke sikker på, endskønt Untappd også angiver “Humleekspressen” som bryggeriet bag.

Betegnelsen som Classic er der dog ikke meget at tvivle om. Brygget er tonet mørkere end de jævne pilsnerbryg, man er vant til. Det dufter ikke af meget, hvis overhovedet af noget. Men det kan skyldes luften på Sorte René, der som antydet er en antydning præget af stedets rygeafdeling.

Smagen formår dog at overraske … en smule. Brygget lægger sig ganske vist i strømmen af almindelig brygstandard herhjemme – men det er i forfeltet #af samme, vi finder denne øl. Fylden er adækvat og brygget byder på lidt mere karamelsmag, og lige en berøring af mere humle, end man er vant til. Der er lagt en dæmper på de industrielle karakteristika – brygget smager forfriskende lidt af vand, og der er heller ikke dårlige overraskelser af surhed, metalsmag eller syntetiske indslag.

I valget af standardclassic har værtshuset valgt ikke at springe over hvor gærdet er lavest, og bare gøre som man plejer – og det er endnu en grund til, at dette værtshus helt klart  besøges, hvis man alligevel frekventerer København N.

Jeg afsluttede aftenen med en Limfjordsporter. Og den var trods alt bedre, men den er også en urimelig sammenligning med det meste andet øl.

2-en-halv-stjerne

Classic, Rækker Mølle Bryghus

2016-03-03 16.31.00Som classic er flest …

Rækker Mølle var som bekendt så søde at sende mig nogle smagsprøver tilbage i januar. Jeg er nu nået til den sidste i pakken, eller rettere, den sidste af dem, jeg endnu ikke havde prøvet, nemlig deres Classic.

Jeg har efterhånden prøvet en del af deres øl. Min dom er, at de har lagt sig lunt i midterfeltet, hvor de på den ene side ikke løber de store ricisi, men på den anden side sjældent får lavet noget ekstraordinært. For nu at være ærlig, forekommer mange af deres bryg mig småkedelige, selvom det er sjældent at bryggene ligefrem byder anstrengelser at komme igennem.

Jeg tænker, at det måske er nogle af egnens karakteristika, der brænder igennem. Det er de sindige jyders hjemegn. Man holder sig ved jorden, for det tjener én bedst, og skulle man få vinger, flyver man ikke højere end de bærer. Til gengæld sørger man for, at det der bliver lavet, er lødigt og bedst muligt inden for rammerne.

En anden årsag kunne være, at bryggene kommer fra samme egn som den nye gylle- og miljøforureningsminister Esben Lunde Larsen. Det er såmænd ikke fordi egnen skal lægges Esben Lunde Larsen til last, for egnen kan jo ikke på nogen som helst måde gøre for, at der lige pludselig opstår en Esben Lunde Larsen inden for området. Til gengæld vil en egn nødvendigvis lide – om ikke ubodelig og uoprettelig, så i hvert fald betydelig – skade ved at en Esben Lunde Larsen vokser op på den. Så bliver alt forståeligt nok en lille smule mere gråt og med mindre armbevægelser end andre steder, hvor en Esben Lunde Larsen ikke vokser op og spreder dårlig karma (samt gylle og miljøgift) i sine omgivelser.

På den anden side – Rækker Mølle Bryghus’ bryg er, uanset hvor langt der er mellem snapsene, af en langt højere kvalitet end alt, hvad Esben Lunde Larsen kunne have en finger med i spillet i. Så alt hæder og ære til Rækker Mølle Bryghus for at lave ordentlige øl på trods af at de befinder sig på samme egn, som har måttet lide under Esben Lunde Larsens opvækst.

Brygget her er en classic. Og jeg måtte faktisk ind og søge flere gange på bloggen, for jeg var ellers overbevist om, at jeg havde prøvet en classic fra bryggeriet tidligere. Og ganske rigtigt. Jeg havde prøvet en classic fra bryggeriet før, nemlig Mølle Bryg, men ikke denne classic. Jeg ved ikke hvilken af de to klassikere, der er kommet først. Men der er ingen tvivl om, hvilken, der er bedst.

Det starter lovende med, at duften af brygget breder sig i lokalet allerede ved opknapning. Det er malten, der dominerer med milde noter af sød karamel. Farven er – som det er forventligt ved wienertyperne – også ovre i det karamelmørke med matchende gyldent og relativt flot højt og tæt skum.

Karamel er der til gengæld ikke meget af i smagen. Brygget lægger ud med en jævn bitterhed af hengemt fyrtræ, og efter dette tager en række syrlige og forstyrrende bismage mere og mere over. Et indtryk af vådt pap antyder oxidering. For meget gærsmag kunne skyldes at man skal være mere forsigtig end jeg var med ikke at få bundfaldet med. Men det er nu alligevel sjældent, at gæren ødelægger indtrykket lige fra starten.

Det er ikke til at sige hvad der gik galt fra den lovende bouquet til den småsure smag. Ét er dog sikkert: Hvis dette er en opfølger – en senere udgave af bryggeriets oprindelige classic ‘Mølle Bryg’, så er det gået så alvorligt tilbage for bryggeriet, at man kunne have Esben Lunde Larsen mistænkt for at have en finger med i spillet alligevel. Hvis det er omvendt, og Mølle Bryg er denne Classics efterfølger, ja – så tager jeg hatten af for forbedringen, og opfordrer bryggeriet til at kassere forløberen helt.

Mølle Bryg er fortsat én af de bedste Classic-øl, jeg har prøvet. Denne Classic roder rundt i den diamentralt modsatte ende af karaktér- og oplevelsesskalaen.

1-stjerne

PS – jeg er gået fra stoutkælderen til Brown Ale-kælderen … og formentlig endda lidt længere end det. Eller sagt på almindeligt dansk – jeg har fået det bedre efter at jeg krængede mine trængsler ud i sidste blogindlæg. Hvis nu nogen skulle være blevet urolige …

White Christmas, Fuglsang

2016-01-05 21.09.56… eller ikke …

Det Haderslev-baserede bryggeri Fuglsang spiller sikkert og vælger det simple i dette julebryg. En ‘traditionel jule-pilsner’ såmænd, og så er forventningerne da heller ikke skruet for højt i vejret (selvom man ikke skal glemme, at Fuglsang faktisk står bag en af de allerbedste standardpilsnere herhjemme.)

White Christmas er også en sang af Irving Berlin, sunget af en utrillion forskellige mennesker, men særligt Bing Crosbys version er kendt, da den også er den mest solgte jule-single nogensinde, med mellem en fantasilion og en infinilion solgte eksemplarer. Personligt kan jeg dog langt bedre lide Gustav Winklers version, da han akkompagneres af et rigtig lækkert jazz-band i stedet for det velourindpakkede sødsuppesukkerglinsende Big Band bag Bing Crosby-versionen.

Hvorvidt brygget egentlig er simpelt, er også en sandhed med modifikationer. Det er tilsat stivelse, dextrose, kuldioxid og ascorbinsyre, så recepten ikke synes så simpel endda. Brygget dufter til gengæld simpelt – som tunet pilsner a’la Bjørnebryg eller Elefantbajer, med samme småharske og syntetiske rasp i ganen.

Det bedste, der kan siges om denne wienertype – det tyder den mørkere lød på, at den er – er at den noget ildevarslende odeur ikke indfries i smagen. Så i det mindste undgår man harsk og syntetisk sprittethed.

Men hvad får man så i stedet? … … … ? Det er svært at sige, for lige så rig og mangfoldig bryggets indholdsfortegnelse er, lige så lidt smager den af – som om ingredienserne var blevet tilsat for at få brygget til at smage af så lidt som muligt.

Men vælter man brygget rundt i gabet længe nok, vil det da lykkes at trække lidt smag ud af brygget. Ved gummerne bagtil mærker man da en smule humle med smag ovre i hasselnøddehjørnet. Men tydeligt bliver det aldrig, fordi mængden af vand er kronisk overvældende.

Der er snarere dømt våd end hvid jul.

1-stjerne

Jóla Bryggj, Föroya Bjór

2015-12-09 19.50.30Kolonien kan …

Indtil videre har jeg ikke været voldsomt imponeret af færøsk bryg her på bloggen. Men ret beset har der jo også kun været ét indtil videre. Det blev beskrevet helt tilbage i Aarhus-tiden, og endda drukket på hin valgaften i september 2011 – længe før emigrationen til Irland overhovedet var i tankerne. Brygget smagte, så vidt jeg kan vurdere fra anmeldelsen, som billig håndsæbe med harsk eftersmag.

Ikke ligefrem et lovende førstehåndsindtryk for færøsk øl, men nu skal det understreges, at bryggeriet denne gang er et andet. Der er tale om det ældste eksisterende bryggeri på Færøerne, og det næstældste nogensinde – Föroya Bjór. Kun det hedengangne Restorff Bryggjarí var ældre, og da det gik nedenom i 2007, overtog Föroya Bjór en del af produktporteføljen. Om denne var én af dem tvivler jeg på, men jeg har af dovenskab ikke fået googlet mig frem til det.

Jeg har prøvet deres produkter et par gange før – deres pilsner tilbage i 1991, da jeg var på tur til Færøerne med ungdomsskolen (og jeg drak en øl, selvom vi ikke måtte, hæ hæ hæ!) Siden prøvede jeg en stribe af dem på et københavnsk spillested under Copenhagen Jazzfestival i 2006 – det var vist deres classic, som jeg husker som … vil ingen ekstraordinær øl, men smagfuld og mere interessant end den danske ækvivalent fra Carlsberg.

Nærværende øl behøver jo heller ikke rage op i skyerne for at overgå den i forvejen ret lave standard for den kendteste danske juleøl. Alene ud fra det visuelle er denne øl i allerede mere interessant. Den er ret mørk, og duften afslører en i grunden ganske fremtrædende og sød maltprofil, der for længst har sprængt rammerne for, ikke bare hvad dansk standardpilsner kan diske op med, men så sandelig også danske julebryg.

Malttyngden fortsættes i smagen, og hurra for det. For brygget er mere end adækvat fyldigt, sødmen er umiskendelig og i det hele taget har brygget netop en aromaprofil, der passer til den fede julemad – flæskesteg, brunede kartofler, sveskefyldt and, sovs …

Og denne øl kan man i øvrigt også drikke flere af, uden at det bliver for meget. For den forbliver en standardøl, og ikke en specialøl. Den markante maltprofil gør det til en god standardøl, der i øvrigt behændigt undgår standardøllenes faldgruber, såsom syrlighed og vandighed.

Men kraften kunne have været større – men hey, i julen – og navnlig ved julefrokosterne – må man gerne få mere end bare en enkelt eller to under vesten. Og som en smagfuld afløser til den harskt bitre snebajer er dette bryg aldeles oplagt.

Færingerne brygger bedre standardjulebryg end kolonimagten. Så kan vi lære det!

3-stjerner

Red Erik, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-03 22.58.42For så vidt OK blandet …

Red Erik – en omskrivning af Eiríkr hinn rauði eller Eiríkr Þorvaldsson, som han egentlig hed, eller på dansk Erik Thorvaldsen – den gamle grønlandsfarende viking har opnået den ære (eller lidet den tort) at få en Royal Unibrew- (Royal Unibøvs, hvis man taler Ole Madsensk – og det gør man jo jævnligt) -øl opkaldt efter sig.

Varedeklarationen er længere end på flere komplicerede kræftpræparater … tror jeg. Jeg er trods alt ikke onkolog. Ikke desto mindre har jeg bryggeriet mistænkt for kun at sælge denne øl i halvlitersdåser, fordi det ellers ikke ville være muligt at få den komplette ingrediensliste med. Den omfatter ud over de fire klassiske også frugtsaft, sukker, glucosesirup og majs.

Historien bag brygget kunne være, at sodavandstanken væltede over i mæsken – og så ville de i det mindste have en undskyldning for, at brygget skulle indeholde så meget ølfremmed masse. Hvad tanken bag konceptet eller de mange tilsætninger egentlig er, står for mig hen i det uvisse, da jeg ud fra en doven og overfladisk (og nok også en kende arrogant) betragtning ikke på forhånd finder dette bryg interessant nok til at google det.

I hvert fald er brygget rødt. Ligesom farven rød også er med i hin vikings navn. Men øl kan faktisk godt være rødt uden at man behøver hælde frugtsaft i. Så undgår man i øvrigt også det lyserøde skum, der mest minder én om phtalatfyldt kønsproblematisk gummilegetøj.

Overrasket bliver man til gengæld over aromaen, der udløses allerede ved skænkning. Man mødes mest af besk humle, som jeg husker den fra elefantbajeren, kombineret med en knivspids fusel, der ikke i sig selv er ildevarslende, men derimod giver brygget en uventet kraftig kant.

Brygget smager mest af pilsner, og bagom den jævne – eller måske en tand kraftigere – humle aner man måske (måske ikke) lidt hindbærsødme fra frugtsaften. Nogen viking, som man kender dem fra sagalitteraturen, eller for den sags skyld fra senere populære gengivelser, er der dog langt fra over den. Tværtimod peger den mere i retning af tidens populære sodavandsøl, men her med et indslag af søde bær frem for grape, citron eller andre citrusfrugter. En framboise med andre ord. Og det bliver aldrig min kop øl, uanset om alkoholprocentens fuldskabsfremmende virkning velnok kompenserer lidt i dette tilfælde.

2-en-halv-stjerne

Hærværk, Svaneke Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2015 II)

2015-06-20 20.55.50Ikke meget Tom Kristensen over den …

Svaneke spiller sikkert, selvom de udadtil forsøger at overbevise forbrugeren om det modsatte. Der lægges ingen fingre imellem på bagetiketten, hvor den beskrives som “En brav bayersk øl besudlet med flabede mængder humle i gærtanken. Slank og lys med et ordentligt slæb af harpiks, humle, krydderurter og citrus.” Således forventningsafstemningen fra bryggeriets side.

I modsætning til, hvad etiketten antyder er det alligevel lykkedes bryggeriet at leve op til deres målsætning om at ‘lidt er godt’. De går imod en efterhånden stærk trend ved Kvicklys Ølfestivalg, og putter intet andet end vand, gær, humle og malt i mæskekarret – på trods af tirader om både harpisk, krydderurter og citrus. Vel, dem om det, hvis de vil forvirre forbrugerne.

Hvis man forventer noget barskt og eksplosivt bliver man skuffet. For ved skænkning når brygget aldrig nær bagetikettens, eller for den sags skyld frontetikettens brutaliteter. Der er ikke meget hærværk over den. I stedet viser der sig et ganske flot bryg, mørktgyldent til lyst orange med en meget fin, høj, plastisk og klæbrig skumkrone, der aldrig slipper glasset helt. Duften er nok kraftig, uden at være mægtig, og emmer af fyldig og oprindelig humleduft. Det er duften af øl, bare med lidt mere øl i.

Brygget føles flødefyldigt i flaben. Blødt og rundt breder det sig ud i hele kæften med en subtil, varm, velafstemt og forfriskende underspillet pilsnerbitterhed. Øllet er langt fra så oprørsk som det giver udtryk for. Der er ikke meget Tom Kristensensk hærværk over den. Man må kigge langt efter den ekspressionistisk-modernistiske lige højre (*host* folketingsvalg *host*) man var stillet i udsigt. Brygget begår hverken hærværk mod smagsløgene, mod wienertypen som den efter min vurdering tilhører, eller mod øl i det hele taget.

Men det betyder jo ikke, at øllet er dårligt.

Brygget er for så vidt konformt og uden den store innovation. Til gengæld har bryggeriet taget alt det gode fra wienertypen (bedre kendt som classic) og forstørret og forstærket det. Det ender som et varmt, blødt, rart, rundt og trygt teddybjørnskram af især kraftig, næsten karamelagtig maltfylde, og nøje afstemt mild men præsent humlebitterhed.

Alt i alt en ret dårlig forventningsafstemning, af noget ellers ganske udmærket øl.

4-stjerner

Let it Snow, De Jyske Bryghuse

11056982_426190394214301_1542012552_nOg julen varede …

… lige til påske, eller næsten i hvert fald. Og så alligevel ikke helt, for nu falder med garanti den sidste juleøl før påske i hvert fald. Så må vi se, hvor tidligt julen starter, hvilket den ifølge dette indlægs præsupponerede logik må ske når jeg drikker den første juleøl.

Påskeøl bliver der dog ikke mange før påske. Jeg ligger ikke inde med nogen, og det er næsten for sent at begynde.

Den sidste juleøl hedder Snow, og er en wiener-classic, eller hvad man nu kalder det. Associationerne vælter frem fra 1700-tallets musik til platte amerikanske slangord for mandlige genitalier og kødprodukter i naturtarm. Men en wiener-type er det. Vel maltet må man håbe, og i hvert fald mørk…ere i det mindste end den gammelkendte pilsner.

Snow er nu en relativt lys alligevel, men okay – mørkere end de fleste pilsnere er den nu også. Det gyldne skum er højt – meget højt, og sammen med en markant duft af gammel kål er mistanken om en vildgærinfektion stærk.

Det er der dog ikke noget i smagen, der tyder på. Det er en både bitter og fyldig øl uden særlige spor af hverken gær eller kål. Derimod er der et passende kvantum bitter humle med en rar, træagtig eftersmag. Fylden skal nævnes igen, for selvom smagen måske hverken er voldsomt markant i sin styrke eller karakter, formår fylden at give det hele noget vægt alligevel, så brygget bliver mere end bare en adækvat nydelse.

Husk solformørkelse i morgen!

4-stjerner

Julefnug, Thisted Bryghus (Irmas Julebryg VI)

2014-11-23 16.02.29Lidt for vanlig stil …

Herslev og Skands dominerer årets udvalg af juleøl i Irma, med henholdsvis tre og to øl. Hvis ret skal være ret har Thisted Bryghus dog også to øl med, nærværende og Julefred, der imidlertid blev anmeldt her på bloggen for æoner siden, så den er ikke med i den samlede vurdering.

Jeg har hørt meget godt om Julefnug tidligere, men ikke rigtig prioriteret den, hvorfor jeg blev glad for at se den blandt Irmas udvalg af julebryg, for så skulle det endelig være. Skuffet blev jeg til gengæld over bagetiketten, der kunne afsløre, at Thisted igen-igen-igen-igen har kastet sulfit i deres øl, et potentielt skadeligt tilsætningsstof der er helt og aldeles unødvendigt, og i øvrigt i strid med den økologiske profil, der gjorde bryggeriet landskendt.

Men de må jo selv afgøre, om de vil huskes som ‘Sulfitbryggeriet’ eller ‘Bryggeriet med den økologiske profil’. Jeg ved i hvert fald, hvad der lyder bedst, om ikke nødvendigvis mest mundret. Og jeg skal jo også kun drikke en enkelt i aften, og uanset hvor skadeligt sulfit måtte være, så er halveringstiden faktisk meget meget kort, og nedbrydningen i kroppen fuldstændig, og i lyset af mit forbrug af dette bryg, eller bryg i det hele taget, er der vist ikke så meget at være bekymret for.

Brygget selv er jo alligevel flot, gyldenrødt med off-white til letgyldent, cremet skum. Det er tydeligt filtreret, ganske klart med store bobler der velnok afslører, at brygget også er tilsat kulsyre. Duften er tung og kraftig af halm, en aggressiv humle, der ikke lader megen plads til andre indtryk.

Smagen viser sig dog at være mere nuanceret. Fylden slår igennem med det samme, og giver en rar og blød mundfylde. Brygget føles krydret af nelliker og fennikel, endskønt krydderier er noget af det, der ikke er tilsat brygget. (Det ville ellers ikke have været et dårligt bytte, at skifte tilsætningsstofferne ud med krydderier, men lad nu det ligge.)

Man fornøjes over bryggets runde og rare krop, der forbliver intakt selvom den noget brutale humle da titter frem og samtidig giver brygget noget ligefrem bitterhed. Denne mærker man dog først i eftersmagen, efter at brygget har passeret mandler og gane, hvor en ellers ekstrarar, blød og sød fylde af vanillie udgør en slet ikke ueffen mellemstation.

Julet? Tjek! Velsmagende? Tjek! Interessant og godt sammensat? Tjek! Det eneste jeg har at brokke mig over, er det efterhånden sædvanlige ved Thisted Bryghus’ produkter – den tilsatte sulfit.

Hvorfor skal det være nødvendigt. Brygget smager jo godt. Ingen skal bilde mig ind, at det ville komme til at smage grimmere, om sulfitten blev undladt.

Kaj out.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme