Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: wienerøl

Tusker, East African Breweries

End ikke en babyelefant …

Idet jeg nogenlunde har rejst mig fra sygesengen, er det blevet tid til at få færdiggjort de opgaver, der under min sidste nedtur fik lov at ligge ufærdige hen.

Denne øl, fx, er det vist flere uger siden, jeg fik afprøvet. Lige efter Esrum-eskapaderne og  besøget på Copenhagen Beer Festival tilbage i april. Det var også der, den blev købt – i African Beer‘s stand.

Marcus har været mig behjælpelig med nogle korrektioner til, hvad jeg i hint indlæg skrev om hans rejse til Afrika. Selv havde Marcus kun været der i en måned (hvilket jeg nu synes heller ikke er så lidt endda), mens hans bror Joachim havde rejst rundt i længere tid på kontinentet.

Og det var på den rejse, at Joachim åbenbart havde vundet noget begejstring for denne øl fra Kenya. Kenya som nation får dermed sin debut her på bloggen, og jeg skal i øvrigt behørigt beklage, at jeg på min facebook-side kontrafaktisk kom til at påstå, at den var fra Nigeria. Jeg vil meget nødigt opfattes som en af de udannede, selvfede, neokolonialistiske europæere, der tror Afrika er ét fedt, og jeg håber derfor at korrektionen er vel modtaget hos læsere med Afrikanske rødder – eller bare folk, der tænker omtrent som jeg selv gør.

Selvom jeg har svoret at Afrika aldrig skal være det ringest repræsenterede kontinent på blokken (næst efter Antarktis) er det lidt en anden sag med kvaliteten. Den vil jeg – til trods for århundreders europæisk kolonialisme efterfulgt af racisme, samt udplyndring hele tiden – fortsat være hudløst ærlig omkring.

Med denne øl starter det ellers godt. Brygget er – skønt en jævn pilsner – ganske mørkt, og skummet rejser sig egentlig adækvat op over dunkelheden. Duften matcher til gengæld ikke – den er meget let, grænsende til det insignifikante, men yder dog en smule pilsnerhumle, blandet med lidt ubestemmetlig syre af citrus.

Og hvis jeg sad tilbage efter ølfestivalen i Esrum, og var utilfreds med, hvor få og fragmentariske mine noter var, så er noterne til dette bryg – nedskrevet hjemme i privaten under afslappede former med rigeligt tid – rent ud sagt begrædeligt. Jeg har noteret, at brygget er meget let, at der praktisk talt ingen humle er i smagen, og at brygget derfor smager alt for meget af vand.

Det er måske også at foretrække i ækvatorial middagshede. På min blog, til gengæld, kræver det altså noget aroma og karakter, hvis man vil nå op i en højde, hvor der er flere stjerner at lege med.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Knudshoved, Refsvindinge

Mere fra Refsvindinge …

Endnu en øl, endnu et afbræk … den kommer snigende i perioder – ugideligheden, og den har en stærk samvarians med den politiske situations formørkelse herhjemme. Min nuværende ugidelighedsperiode har følgelig været ganske lang efterhånden.

Jeg magter ikke nyheder herhjemmefra længere. Landet kryber dybere og dybere ned i et kaninhul, hvor man prøver at score så mange stemmer som muligt på åbenlyst racistisk had. Senest sås dette med det racistiske regeringsstøtteparti Dansk Folkepartis demonstrative fortæring af 2 store lagkager i anledning af 100 udlændingestramninger. Den smålige fejring af triumfen over nogle af ikke bare samfundets – men hele klodens svageste individer er om muligt mere smagløs en kageleverandøren Lagkagehusets tørre og kedelige industrielle bagværk i sig selv.

Som om industrikædens smags- og lækkerhedsforladte margerineprodukter til hysterisk uforskammede overpriser ikke i sig selv var mere end rigelig (og rimelig) grund til at boykotte kæden. Lidt kan det i det mindste fryde mig, at kagerne formentlig var af en lige så forloren kvalitet som bageriets øvrige sortiment, og at det har måttet smage som aske i munden på DF’s fremmedhadske top. Faktisk ville jeg ønske DF-ledelsen en særligt udsøgt tør og varm dag i den danske sommer år 2018 uden vand og udelukkende med Lagkagehusets tørre industrifedtkager at spise.

Jeg har til gengæld fundet en smule glæde i uafhængige progressive amerikanske nyhedskanaler, hvis dækning af Cirkus Trump tørrer grundigt røv på alt hvad jeg har set af dansk nyhedsdækning det seneste årti. Det giver mig håb bare at se kloge mennesker med hjertet på rette sted rapportere indsigtsfuldt om det orangekulørte misfoster, de har valgt til verdens mægtigste mand. I det mindste slår jorden revner under ham, men hvor ville jeg dog ønske, man havde et korps af journalister og efterforskere, der gad gide gå efter en rigeligt korrupt magtelite herhjemme.

Men det er der vel ikke penge, stemmer eller skattelettelser til de allerrigeste nok i …

Vel – meget grimt kan siges om verdens og vores egen lille andedams situation. Langt fra så grimt kunne jeg aldrig nogensinde finde på at tale (eller skrive) om østfynske Bryggeriet Refsvindinge. Lovordene er imidlertid også sparsomme, idet det efterhånden bedagede mikrobryggeri bare ikke rigtig har leveret de store oplevelser siden A-Z Ale no. 16, der i øvrigt også er faldet i kvalitet, når den da ikke lige serveres fra fad af bryggeriet selv. Nærværende Refsvindinge-øl har jeg fået af min ølpusher Niels (nøgleord: afrikanske og tyrkiske øl), da vi en kort periode var kolleger, og for hans villighed til at donere, skal der kun lyde lovord her fra bloggen.

Jeg er ikke helt sikker på bryggets historie, men Knudshoved er i hvert fald det sted, hvorfra Vognmandsruten i gamle dage sejlede til Halsskov, før Storebæltsbroen blev bygget. De første år, jeg boede med min familie på Sjælland sejlede vi jævnligt den vej over, når vi fx skulle besøge familien i Tyskland. At dømme på farven og det overordnede indtryk er der vel tale om en art classic pilsner, hvor man imidlertid har snydt med netop farven, idet brygget er tilsat farvestof E150, ammoniseret karamel.

Følgelig er brygget tonet en hel del mørkere end jævnt pilsnerøl. Det skummer kun lavt og tamt, men dufter behageligt maltet henad det karamelsøde. Malten mærkes også i brygget, og det ledsages af en syrligt-sød kant af ikke helt modne æbler. Mundfornemmelsen er lige i øjet – virkelig blød og rar i sin maltede fylde, så den næsten bliver vinøs. Brygget ville have været rigtig godt, hvis ikke smagens vage syrlighed ikke havde virket mere forstyrrende end gavnende for den helhed, som malten ville have udgjort den perfekte bund i.

Indsigt i bryggets dybere idé undflyr min fatteevne. Noget af brygget fungerer rigtigt godt, mens valget af det ledsagende sødt-syrlige element virker underligt vilkårligt, og slet ikke passende i bryggets rare, velourbløde bund. Og således ender også dette bryg med at være endnu et Refsvindingebryg, som jeg efterhånden kender dem lidt for godt …

Original Odense Classic, Albani/Royal Unibrew

2017-09-23 17.16.21Så bliver det næppe bedre …

En af mine bedste venner i hele verden overhovedet nogensinde (han hedder Frank – og vi er for at det ikke skal være løgn, blodsbrødre) havde forrige weekend inviteret alle de gamle venner fra den fælles punkertid i København til housewarming.

Den nye lokation lå imidlertid ikke liiige i nærheden af hovedstaden, idet Frank har boet de sidste mange år på Fyn, hvor han er vokset op. Der var derfor ikke andre gode gensyn end med ham, for jeg var åbenbart den eneste fra København, der satte tid og ressourcer af til et besøg i det fjerne Søndersø.

Vel – synd for de andre. Det var vidunderligt at besøge min gamle ven igen. En værtsgave bestående af nogle greatest hits fra min tid som blogger blev overdraget i værts-/ og indflyttergave, og så var der ellers bare god musik, hyggestemning, lækre snacks og masser af øl derefter.

Og så var der oven i købet øl, jeg ikke havde prøvet før. Der skulle være nok til alle gæsterne, så fra denne blogger skal der ikke lyde brok over udvalget, der primært bestod af denne øl, og dens lyse pilsnerbroder, som jeg prøvede for år tilbage. De mængder taget i betragtning, der blev konsumeret under arrangementet, ville have gjort arrangementet uhørt dyrt, om der bare havde været Royal Unibrewske eller Carlsbergske (pseudo)specialbryg på bordet.

Frank ville alligevel gerne høre min vurdering, når jeg nu brugte så mange pixels og bits på at lagre omtale af de øl, jeg prøver, og som sagt så gjort. Ved siden af køkkenbordet åbnede vi et par, og så gik jeg ellers i gang.

Brygget har en flot orange farve, der ved nærmere granskning ikke skyldes tilsætning af farvestoffer. Der er godt nok majs og glukosesirup i opskriften, hvilket man trods alt skal være mere purist end undertegnede for at kunne hidse sig op over. Skummet er knækket over i det off-white til grå, falder hurtigt, men er flot så længe det varer.

En industriøl er det jo – en industriøl med stærke lokale rødder, ikke desto mindre. Det skulle have undret mig såre, om der kom andet en Odense-bryg på bordet til den fest. Det der til gengæld kom som en overraskelse, var kvaliteten.

Allerede i duften mærker man den fyldige maltbund, ledsaget af et syrligt-sødt indslag af ginger ale, som man kender det fra de lette, kommercielle Schweppes-sodavand (ikke de ordentlige ginger ales, der kan købes på De Britiske Øer – men det er en anden historie). De samme indtryk som gjorde sig gældende i bouqueten mødes i smagen. En sød, rund og fyldig maltbund udgør fundamentet, hvorpå en adækvat pilsnerbitterhed og let æblesyrlighed udgør et simpelt, men ikke desto mindre pænt bygningsværk. På bagkant vokser bitterheden endda med lette indslag af sød lakrids og karamel.

Det er såmænd ikke bare godt i betragtning af det industrielle ophav. Det er ganske nydeligt bare som øl i det hele taget betragtet. Man får det næppe bedre, når der er tale om hundredetusind-til-millionoplagsøl som denne. Man får jo helt mistanken, at øllene er populære – ikke bare fordi der står Odense på dem, men fordi de rent faktisk smager ganske udmærket, og samtidig er billige.

Tak for gensynet til Frank, tak for en god fest og ikke mindst tak for øl!

4-stjerner

Pistonhead Full Amber, Spendrup

2017-08-10 18.51.12Lidt mere skelethoved …

Jeg savnede jo godt nok noget skelethoved i den første af Spendrups skelethovedøl, der føres under brandnavnet Pistonhead, og kan købes i SuperBrugsen …

De kløgtige blandt læserne vil på dette tidspunkt nok have opdaget, at jeg godt kan lide ordet “skelethoved”. I en årrække på Roskildefestivalen havde jeg et flag med, lavet af en lang pind, og et kæmpe tørklæde, forestillende et hvidt skelethoved på sort baggrund. Det var ikke et Jolly Roger, eller et piratflag, eller et dødningehovedflag – næh, det var et skelethovedflag.

Og det kunne man altid kende vores lejr på. I skoven af dødningehovedflag, piratflag og jolly rogers stod vores lejr altid tydeligt ud, som den lejr, der som den eneste havde et skelethovedflag.

Men selvom skelethovedet repræsenterer næsten alt, hvad der er dejligt her i livet, så bruges det undertiden i promoveringsøjemed, uden at det promoverede helt fortjener det. Og sådan havde jeg det ret så meget med den første Pistonhead-øl.

Uden at den anden øl helt fortjener det heller, har den dog bevæget sig en smule i den rigtige retning. Det orange skum knejser flot over det røde bryg – ja, at give det navnet Full Amber er faktisk slet ikke i uorden … skelethovedet lader dog fortsat vente på sig. Til gengæld er brygget tørhumlet med citra og cascade – sidstnævnte er min yndlingshumle, og det er da heller intet mindre end en ren fryd at genopleve krydderiernes velkendte indtryk af hyld og bergamot. Skønt, rart, dejligt, og i betragtning af intensiteten i en pilsner heller ikke ukontroversiel, men skelethoved ligefrem?

Og en pilsner er det, citra og cascade til trods, stadigvæk. Det glider let over tungen til almindelig tørstslukkende nydelse og for så vidt ganske pikant velbehag for smagsløgene. Det blide bryg byder alligevel på skarp og aromatisk blomster- og limehumle, med en bitter bund af birketræ. 2017-08-10 18.56.04Således kombinerer Spendrup hverdagspilsneren med specialøllen på bedste vis. Finalen består af de virkelig flotte mønstre, det klæbrige skum afsætter på glassets indersider. – Det er langt ud over, hvad man forventer af en klassisk pilsner.

Men stadig ikke helt hvad man forventer af en øl, der har et skelethoved på sig. Aromaen, mundfornemmelsen, det visuelle udtryk – det er selvfølgelig alt sammen på plads, og mere til. Men for at gøre sig fortjent til, at der er et skelethoved på emballagen, mangler brygget nu alligevel lidt … vel … lidt … skelethoved! Ja – lidt skelethoved mangler brygget altså stadigvæk, for at kunne bære skelethovedet med fuldt oprejst skelethovedpande.

Jeg kan godt lide at sige skelethoved … Skelethoved, skelethoved, skelethoved …

4-en-halv-stjerne

Thy Classic, Thisted Bryghus

2016-12-17-23-08-52Gammel kat …

Ud over Spelt-segmentets Julekalender har jeg jo også et lille julekalenderprojekt på Ølbloggens facebookside. Her offentliggør jeg hver dag, hvilken øl fra Thisted Bryghus, der gemmer sig bag lågen i den julekalender fra samme bryggeri, som jeg fik i fødselsdagsgave af min bror.

De allerfleste af øllene har jeg prøvet før. Samtidig består kalenderen ikke  af 24 forskellige øl, som det fx var tilfældet med den Aldi-julekalender, som jeg fik i julegave tilbage i 2014. I stedet finder man flere gange samme øl bag forskellige låger, hvilket mindsker chancen for at prøve noget nyt undervejs.

En enkelt ny – eller i hvert fald én, jeg ikke havde prøvet før – blev det dog til, nemlig denne konventionelle Thy Classic. Bryggeriets økologiske Classic har jeg prøvet for længe siden. Faktisk var det den første øl, jeg overhovedet anmeldte fra Thisted Bryghus på min blog. Ved samme lejlighed opdagede jeg, at når det gælder øl, kan man ikke automatisk sætte lighedstegn mellem økologi og kvalitet.

Ifølge en læser, Jesper, er øllet faktisk en blend, en blanding af Jule Ren, Limfjords-porter og bryggeriets almindelige pilsner. Jeg har ikke orket at tjekke påstandens rigtighed for nuværende, da det ikke vil have betydning for, hvorvidt jeg behandler øllet som en selvstændig øl eller ej – for det har jeg tænkt mig at gøre uanset hvad.

Ellers ville jeg heller ikke kunne behandle Grøn Tuborg og Tuborg Guld hver for sig, da førstnævnte ifølge en kilde, jeg ikke længere kan huske, skulle være en fortyndet udgave af sidstnævnte.

Blend eller ej – ved skænkning afgiver brygget en tam, blank duft, der ikke ligefrem sætter øloplevelsen godt i gang. Så er den mørke, rødbrune kulør i hvert fald flottere, også selvom den næppe har været nogen stor kunst at frembringe ved tilsætning af Limfjordsporteren. Skummet er også mere end en jævn nydelse i kraft af dets cremet- og tæthed.

Brygget yder en mild berøring af den klassiske classic-smag af en smule mere sødme, en smule mere malt og en humle, der smager en smule mere af hasseltræets frugter end dets grene. Især bagtil og ved gummerne mærker man bitterhedens bløde kælenhed. Lidt ligesom en gammel kat, der vil indynde sig hos sin ejer. Det er meget rart, mens det står på, men det er også meget snart slut. Der er ikke noget leg eller spræl i den gamle mis, der egentlig bare vil ligge og flade ud på skødet.

Brygget er ikkun en industriel classic, der kun i ringe grad lader sig mærke ved, at dens ophav er de vilde vidder omkring Vesterhavet. Det giver måske en lille tand mere smag end hvad andre industrielle classicere kan mønstre, men så heller ikke mere.

2-stjerner

686 Anker J, Kongebryg (CB&WF 2016 V)

2016-08-27 16.11.23Skål, kammerat …

Temaet om Copenhagen Beer & Whisky Festival skal afsluttes med bravour. Det sker med endnu en øl fra Kongebryg, der ikke er noget festfyrværkeri – og så alligevel …

Historien – og det går Kongebryg jo som bekendt ganske meget op i – er i hvert fald god. Og mange vil måske være overrasket i betragtning af bryggeriets militære baggrund, og den tematik, der ikke sjældent følger deraf.

Brygget er opkaldt efter en tidligere soldat ved kasernen, deraf tallet, der er hovedpersonens soldaternummer. Det var ham, der 9. april måtte lide den tort at overgive Næstved Kaserne til den tyske besættelsesmagt efter den danske regerings overgivelse. Soldaten blev selv modstandsmand efterfølgende, og endnu senere gik han hen og blev statsminister, hvilket han nok er mest kendt for. Han døde 20. maj i år, 93 år gammel, og hvis nogen endnu ikke skulle have gættet det, er det selvfølgelig Anker Jørgensen, der er tale om.

Anker Jørgensen var på mange måder en samlende skikkelse. Man skulle virkelig langt ud på fløjene, før man ikke kunne finde en eller anden form for sympati for ham – om ikke for hans holdninger og politik, så i det mindste for hans person. Og med historien om Næstved Kaserne in mente skulle det bestemt undre mere, hvis der ikke på et eller andet tidspunkt kom et hyldestbryg.

Den tidligere statsminister var også kendt for at holde fast i sin jævne arbejderbaggrund. Derfor er Kongebrygs 686 Anker J også tænkt som en jævn pilsner til det danske folk. Letdrikkelig og ligefrem … men lur mig om ikke der alligevel er en overraskelse derinde i det højrøde (selvfølgelig) bryg alligevel.

Ja, for brygget er virkelig flot rødt med matchende gyldent skum. Farven er opnået ved at bruge en bestemt malt, og altså ikke ved at putte noget fremmed i øllet. Ikke desto mindre var der faktisk flere gæster ved standen, der erklærede at “så er det jo ikke en pilsner!” “Nå, hvad er det så?” var den flabede, usoignerede, langskæggede bartenders opfølgende spørgsmål. “Ja det er ennnnn … uden for … kategori.”

Så Kongebryg laver helt unikke øl. Det bliver brygmester sikkert glad for at erfare, selvom jeg nu er sikker på, at han vil holde fast på, at det er en pilsner.

Festlige farver er der i hvert fald rigeligt af, mens duften er mere afdæmpet. En antydning af piskefløde med et kornet maltindslag måske? Brygget er måske nok letdrikkeligt med sin cremede mundfornemmelse, der får det til at glide lækkert hen over tungen. Men ‘let’ ville jeg næppe kalde det. Det er maltsødt og overraskende fyldigt med en småsyrlig krop af tørrede figner og rosiner. Eftersmagen falder tungt med bitter smag af hasselnødder.

Det er i hvert fald ikke nogen traditionel pilsner, og næppe heller jævn. Den er noget ud over det sædvanlige idet den som pilsner lægger mere vægt på malt som det smagsbærende end på humlen. På den anden side er den nok heller ikke så usædvanlig, at den vil skræmme det traditionelle og jævne publikum fra vid og sans.

4-en-halv-stjerne

Tak endnu engang til Kongebryg fordi jeg måtte lege med ved standen. Og tak til arrangørerne bag Copenhagen Beer & Whisky Festival for et spændende arrangement.

Kellerbier, Kongebryg (CB&WF 2016 III)

2016-08-27 13.14.40Mon ikke det var farven?

Det er unægteligt nogle dage siden nu, at jeg var på Copenhagen Beer & Whisky Festival. Og selvom det var disse bryg, jeg stod og småpimpede det meste af tiden, kniber det så småt med det dugfriske indtryk, der giver de mest præcise anmeldelser.

Det tror jeg i hvert fald. Ærligt talt er jeg ikke sikker på, at læserne mærker den store forskel.

Det jeg dog husker dette bryg for er, at det var det, jeg endte med at slukke øltørsten mest i. At ville påstå, at det var det bedste bryg i baren, ville være – om ikke direkte forkert, så i hvert fald en tilsnigelse. Den ære tilkommer med rette den forunderligt lette og smagfulde stout Kejserinde Dagmar.

Her er vi ovre i en – om ikke lettere, så i hvert fald lysere genre. Brygget er nydeligt gyldenbrunt – ikke ulig bloggerens hår og skæg, faktisk. Skummet er lavt og boblende, hvilket det i øvrigt har til fælles med både stouten og saisonen fra sidst.

Det er dermed ikke skummet, der karakteriserer brygget – men derimod en nydelig bouquet af fyldig malt, mørk karamel og et lille skud cognac. Smagen er igen karakteristisk blid og umiddelbart uprætentiøs. Armbevægelserne er bare ikke voldsomme i Kongebrygs øl, men der er altid en belønning, hvis man lader brygget trænge lidt ind i tunge og gummer.

Her vækkes en tæt, tung eftersmag af eg og bøg til live. En alkoholantydning yder fylde og et pikant og uventet stik af grannåle giver brygget lidt ekstra spænding i slutspurten. Det er ikke den friske gran som man kender den fra de allestedsnærværende IPA’er, men derimod en tung, garvet én af slagsen.

Brygget starter letdrikkeligt, bygger op og afslutter tungt og vildt – det er velkomponeret som en god roman, der imidlertid kræver, at man gør en indsats for at komme ordentligt i gang med den.

Men er det ikke også dét, der ofte kendetegner god litteratur – og øl?

4-en-halv-stjerne

Økologisk Pokal Classic, Bryghuset Braunstein

2016-06-10 18.33.27Fremskridt …

Som jeg kunne afsløre i sidste indlæg, har COOP markeret sit 150 års jubilæum ved at relancere det gamle discountbrand ‘Pokal‘ i en økologisk hipsterudgave, brygget af Bryghuset Braunstein. Det gik ikke så godt for det første af bryggene, jeg prøvede, men jeg må alligevel erkende, at den manglende begejstring ikke har været helt så udtalt, som dengang Vestfyen stod bag serien. Og som jeg skriver i min gamle anmeldelse af Pokal Pilsner: “Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise.” Nu er tiden gået, og nu vil vi få at se, hvilken vej, det er gået med kvaliteten. I første omgang er det dog Classic’en vi skal sammenligne med.

Det skal også gå såre galt, om kvaliteten ikke bare hæves en smule. Vestfyens bryg scorede én sølle stjerne for mest at smage af vand med vage antydninger af karamel og malt, der imidlertid kun var til stede for at forjætte noget, der aldrig reelt trådte frem. Som nyder måtte man sidde forsmået tilbage.

Her formår Braunstein til gengæld at levere allerede ved skænkning. Skummet er højt og klæbrigt, og brygget indbydende appelsinorange. Duften er næsten sliksød med noter af sukker, franskbrødsdej og banan. Jeg skimmer en ekstra gang ingredienslisten med mistanke om, at der er brugt hvede i produktionen, men det er ikke tilfældet. Humlen er til gengæld lidt svær at finde, men den er der da – dybt nede som et diskret og alligevel pikant stik af fyrreharpisk.

Og brygget smager utvivlsomt af mere, og ikke bare af én mere.

Det velkarbonerede bryg rammer gane og gummer med et udvalg af friske nødder. Der er sødme af mandler ved gummerne, bitterhed af valnødder ved mandler og gane, og siden en lidt mere rå bitterhed af hassel i eftersmagen. Denne klinger noget af, og lægger sig i et lidt mindre skrapt hjørne af friskskåret bøgetræ, mens bryggets initale friskhed ikke er ulig samme træs forårsfriske blade.

Bryghuset Braunstein går af med en sikker sejr over Vestfyens Pokal Classic. I sig selv er øllet nok stadig i den letbenede ende, men med en nuancerig og velafstemt smagsprofil, der alligevel sprænger rammerne for, hvad man vil forstå som en jævn discountpilsner.

4-stjerner

Kellerbier, Fur Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 VI)

2016-05-25 16.36.00OK Old School …

… Så blev det godt, men så blev det atter knap så godt … Takket være Raasted Bryghus og deres Hoppy Belgian har kvaliteten ved Kvicklys Ølfestivalg været svingende. Der var alvorlig fare for, at kvaliteten bare ville være lav, og så er svingende bestemt at foretrække.

Jeg har det ydmyge ønske, at opløbsstrækningen, som vi nu har bevæget os ud på, vil hæve det generelle niveau en smule. For selvom Raasteds bryg faktisk er det hele værd, så skader det jo ikke, at der også er andre interessante øl med på programmet.

Fur har ved Kvicklys ølfestivalg (pl.) holdt sig til det simple. For en simpel men effektiv amerikansk pale ale fik de min stemme for to år siden, mens den mørke hvede fra sidste år ikke helt nåede samme højder. I år vælger de igen simpelt og nogenlunde sikkert med en tyskinspireret Kellerbier.

En kellerbier er sådan set bare det, vi i Danmark kalder en Classic – en undergæret øl, hvor der i stedet for lys pilsnermalt er brugt mørkere wienermalt. Det er ikke fordi dét i sig selv gør brygget specielt mørkt – i stedet for pilsnerens højgule lød er dette bryg mere dybgult-til-orange, med matchende letgyldent, cremet skum. Jeg glæder mig ved gensynet – eller rettere genduften – af en gammel ven, fuselalkoholen, der altid minder mig om min fars hjemmebryg i mit barndomshjem nord for Aarhus. Den ledsagende humle ligger i det søde hjørne med fylde af vanille.

Smagen er ganske ligefrem og old school ligesom stilen er det. En traditionel pilsnerhumle blander sig med en lidt tættere og sødere maltprofil, end man oftest møder i industrielle bryg. Mundfølelsen er måske i det lidt for glatte og letløbende hjørne, men da fylden er intakt, undgår brygget at falde ud til den kedelige side.

Eftersmagen er måske ikke helt i skabet med sin lidt for metalliske klang, men den skønshedsfejl er langt fra slem nok til at ødelægge et indtryk af et bryg, der yder rigelig vederkvægelse, og akkurat smag nok til, at man samtidig er underholdt. Der er ingen dikkedarer – Fur spiller igen sikkert, og solidt, men vil man vinde, må man også satse.

Og det har de valgt ikke at gøre – it’s their loss.

3-en-halv-stjerne

Men hvis du mener, at en traditionel kellerbier er sagen, kan du jo stemme på den på oelfestivalg.dk.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme