Kajs Ølblog

Hefty Heavy …

Hvis man ikke er et rektangel med lige lange sider, vil man allerede have set min video, hvor jeg anmelder denne øl. Egentlig ville jeg altid have haft rækkefølgen omvendt – først skulle øllene anmeldes på bloggen, og derefter prøves af i en video. Så ville jeg også vide lidt mere om, hvad jeg skulle sige i videoen.

Imidlertid synes jeg, det fungerer fint at anmelde øllene prima vista på video, så dén intention er hermed lagt på hylden. Til gengæld vil det ikke være alt, jeg skriver om, der anmeldes på video. At lave videoer er tidskrævende, så videoanmeldelserne vil jeg gemme til øl af mere internationalt tilsnit.

Herunder Amager Bryghus fadlagrede serie, fra hvilken denne øl er nr. 2, jeg prøver. “Jamen, de øl er jo fra Danmark!” vil nogen sikkert invende, men Amager Bryghus producerer rigtig meget til eksport, så bare fordi øllene har et internationalt tilsnit betyder det så sandelig ikke, at danske øl er udelukket. Jeg vil blot fokusere på danske øl, der også kan fås udenlands.

Typen, Amager Bryghus i dette tilfælde er gået efter, er også udenlandsk. Det er de fleste øltyper sådan set. Faktisk er det kun ‘Mumme’ jeg kender som en særlig dansk øltype, men deri korrekses jeg gerne af læsere, der ved mere om sagen. Denne her, på den anden side, er den eneste særligt skotske type, jeg umiddelbart kan sætte navn på, nemlig en wee heavy. En ‘lille tung’, om man vil.

Typen er karakteristisk britisk, idet humleindholdet er lavt, hvilket der i denne type kompenseres for, ved at gøre brygget så meget desto mere maltet. Det mærkes i duften, der ikke synes særligt bitter. Til gengæld dominerer sødt-syrlige noter af svesker i cognaclage bouqueten. De 9,5% alkohol kan synes afdæmpede i sammenligning med det indledende monster, The Boobrie, der brystede sig af mægtige 12%. Men man skal bestemt heller ikke have meget af den her, før færdsel i trafikken bliver uforsvarlig – selv til fods.

Trods (formodet) vigende indhold af humle, er der fuld knald på aromaen. Bitterheden er for så vidt også intakt, men det er en tungere bitterhed a la den man møder i melasse og mørkt løvtræ snarere end i friskskåret savsmuld og nåle fra gran. Maltfylden er også helt i top. Den giver brygget en meget blød og vældig mundfylde, der til fulde kompenserer for et lavere humleindhold og et lavere indhold af kulsyre, der i stærke øl som denne nu sjældent er særlig vigtigt, når det kommer til stykket.

Maltfylden skal man i øvrigt håndtere med en vis forsigtighed, ellers risikerer man at øllet bliver kvalmt. Det skal tages ind i små nip, hellere med lidt for store mellemrum end lidt for små, for får man for meget ind ad gangen, lægger brygget sig som en klæg hinde over gummer, tunge og gane – næsten som plaque. Og selvom brygget i sig selv er en udelt nydelse, er ikke alle efterdønninger lige attråværdige. Belægningen bliver bagest i munden en anelse harsk, og afslører dermed en antydning af ubalance i øllet.

I betragtning af øllets overordnede mægtighed er det imidlertid mere end forståeligt, og kun at betragte som patina i et meget finskåret mesterstykke.

En stor wee heavy, må man sige. Med samt alt det oxymoron, det måtte byde.