Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: trappistøl

Mont des Cats, l’Abbaye de Scourmont (Fra Klosteret IV)

Én på opleveren …

Denne øl har fået lov at stå et længere stykke tid. Faktisk siden marts måned, hvor jeg var til Ølfestival på Esrum Kloster. Men at stå lidt plejer ikke at have negativ effekt på belgiske klosterøl.

Brygget dufter syrligt frisk ned noter af fusel og generisk humle. Den yder desuden den friske skarphed, der er velkendt blandt lyse belgiske øl som denne – men helt uden det bananindslag, man også ofte møder, og som mange frygter. Syre af grønne æbler blander sig med melede noter af frisk franskbrød, flankeret af grapeskarphed.

Hvedebrødets sødme går igen i smagen, med en dybere note af hyldeblomst. Skarpheden fra bouqueten mærkes også i aromaen og giver brygget en tør karakter, der understreges af grapesyre og en markant fornemmelse af spiritus mellem gane og tunge. Dette bryg annammer man ikke bare med de traditionelle smagsorganer – dampene, brygget afgiver, mærkes når de prikker og svier alle mulige sted i mundhulens inderside. En let kommenessens giver således indtryk af brændevin, der vel nok skal ende med at afskrække rigtig mange af dem, der ellers valgte at blive, da brygget ikke viste sig at have banankarakter.

Uden ligefrem at være vild med kommensnaps, synes jeg alligevel det har en plads. Og den plads kunne snildt være en øl som denne, der uden ligefrem at være noget kulinarisk mesterværk bestemt leverer rigeligt underholdning til samtlige smagsorganer og mere til.

Og kommen indgår jo også i traditionel julesnaps. Så passer det jo også så fint med årstiden.

Orval, Brasserie d’Orval

2017-02-05 18.13.33Kaffegrums og mosevand …

Kort efter jeg sidst prøvede en trappistøl, endte jeg i kirke. Ja, man skal passe på med den slags. Men nu var det ikke fordi, jeg havde oplevet en pludselig vækkelse, eller noget lignende fælt, at jeg pludselig frekventerede det lokale tempel. Næh, på det punkt er jeg fortsat den, jeg altid har været (i bloggens levetid i hvert fald).

Det var min søn, Thorolf, der ville høre Jazz. Læserne skal huske, at jeg ikke bor langt fra en af Spelt-segmentets absolutte højborge, København N, og i Blaagaards Sogn finder man Brorsons Kirke, hvor orglet er sparket ud (eller i hvert fald sat i slumretilstand) til fordel for et hipt og i øvrigt aldeles velspillende jazzorkester. At lyden i kirken i øvrigt også er noget af det bedste, jeg har hørt, gør jo ikke oplevelsen mindre.

Det kunne være vildt fedt, hvis man kunne få Slayer til at spille derinde.

Ud over velklingende jazz, var der jo den sædvanlige palaver, der hører den slags steder til. Der var også et lille barn, der blev døbt, og det gav jo lejlighed til at fortælle lidt om, hvad det nu var for noget. Jeg forklarede mine børn, at ritualet skulle sikre, at barnet kom til at betale kirkeskat helt automatisk, når det fik sin første avisrute (eller noget i den henretning), og ved samme lejlighed kunne jeg jo fortælle dem, at det her var noget de ikke havde været igennem. Jeg spurgte så, om det var noget, de kunne tænke sig, hvorefter de begge kiggede på mig med store, forskrækkede øjne og samstemmigt erklærede, at det ville de i hvert fald ikke!

Glade og lettede var de straks jeg fortalte dem, at det ville de heller ikke blive, hvis ikke de selv gad. Og jeg understregede for dem, at de selv skulle sige til, hvis de ville.

Hvad der helt præcis skræmte dem, er jeg ikke sikker på. Men lur mig om ikke det var det der med vand i håret, de syntes var lidt mærkeligt … eller også var det kirkeskatten.

Senere i forløbet var de ligeledes uinteresserede i at spise menneskekød og drikke menneskeblod (selvom det godt nok bare var brød og vin, men folk i kirken legede at det var menneskekød og menneskeblod) – at tænke sig. Jeg havde enten forventet at de begejstret sprang hen i køen, eller at de mere chokeret end før ville afvise på det bestemteste at være med til den slags. Men over for menneskekød og menneskeblod var de underligt indifferente. De rystede bare lidt på hovedet, og sagde ‘nej’, da de fik tilbuddet.

Men lige for at komme tilbage på sporet. Man kan roligt drikke trappistøl uden at frygte trang til kirkegang og salmesang. Har man derimod en seksårig, der kan lide jazzmusik, er det en ganske anden sag.

Nu til brygget, der i anledning af dagens kirkebesøg var endnu en trappistøl købt i Fakta ved juletid. Denne gang for en sølle tier.

Brygget nærmest eksploderer vertikalt ved åbning – det man i mindre sofistikerede kredse kalder en hanbajer. Det er hverken særlig dydigt eller fromt, som det sådan sprutter en kvart meter i vejret med vildt, hvidt skumsprøjt som fra en anden geyser. En fyndig formaning om forsigtighed til forebyggelse af både våde benklæder og upassende syndige tanker er på sin plads før kapslen lettes.

Brygget skummer da også lystigt, når det skænkes, mens afbrusningen ikke er noget, man behøver afvente til dommedag. Snart kan overfladen på det grumsede, brune bryg skimtes under det fnuggede dække. Ifølge Untappd er der tale om en Belgisk Pale Ale. Rent teknisk skal det såmænd nok passe, selvom jeg har set indtil flere brown ales, der var lysere end denne. Den både ligner og dufter langt mere som en Oud Bruin, men som overgæret – og ikke vildgæret – type kan den ligne vildgæret øl alt hvad den vil uden nogensinde at blive det.

Men man kan nemt lade sig narre. Det olfaktoriske førstehåndsindtryk minder i forbløffende grad om Gravøls ‘Biohazard‘, som jeg anmeldte i maj sidste år. Øllet er syrligt for ikke at sige direkte surt med associationer til sildelage og brunkål.

Brygget flyder let henover tungen og er i sin ukomplicerede viskositet forunderligt forfriskende. I smagen blander bittert og syrligt sig elegant, også selvom beskrivelsen af indtrykket måske ikke forekommer således; kaffe brygget på mosevand, tænker jeg – og der er rigeligt med bønner i blandingen, så halvrådne vandplanter og alger aldrig smager for meget igennem, men kun yder en syrlig friskhed, der på uforklarlig vis spiller aldrig så nydeligt op mod kaffens bitterhed.

Et letflydende og forfriskende men ikke just lettilgængeligt bryg. Jeg hører til den slags mennesker, der ser de to første karaktertræk som overvejende positive og det sidste som entydigt positivt. Er man imidlertid ikke til brunkålslage og eddikevand, er det nok ikke dette bryg, man skal kaste sig over som det første.

4-en-halv-stjerne

St. Bernardus abt 12, Brasserie St. Bernard

 2017-02-03 17.22.14Gudommeligt …

Der er mange fantasiverdener, man kan flygte ind i, når virkeligheden – i vore dage i form af blomstrende fascisme og en John Hurt, der pludselig ikke længere bare lader som om han dør – trænger sig på.

Fx. kan man blive religiøs og gå i kloster. Der lever man et nøjsomt, asketisk og kontemplativt liv – i vore dage i hvert fald. I gamle dage fik man tiden til at gå med at drikke sig pattestiv i stærkt, mørkt øl.

Og lige netop den slags øl havde Fakta tilbud på tilbage i slutningen af december måned. En tyver var den her sat ned til (som det fremgår af billedet). Forinden kunne man på de sociale medier følge det danske ølskribentparnas’ begejstrede halleluja-, hossiana- og andre jubelråb over trapistøllenes (der var nemlig to (og ja – jeg fik dem begge)) mirakuløse materialisation, som var det sendt som manna himlen.

Og justerer jo forventningerne oppe i retning af det guddommelige – dvs. et stykke under Amager Bryghus og laaaaangt fra The Alchemist, men ikke desto mindre bedre end bare almindeligt udmærket.

Den megen brus skyldes nok øllets karakter, og var næppe en reaktion afstedkommet af, at jeg valgte det mest sataniske bæger, jeg lå inde med, til at afprøve det i. Og skønt skummet er højt, afbruser det hastigt og under den nydeligste hvide støj, som man må ty til sodavand for at finde mage til.

Brygget bekender i bouqueten på stedet sit belgiske ophav: Fyldige svesker, søde æbler, kanel og sur sildelage blander sig på en måde så det er en fryd, men at forsøge at gøre indtrykket efter med disse ingredienser er næppe tilrådeligt. I endnu mindre grad så er det at smage på det efterfølgende.

Men blandes malt, humle, vand og sukker sammen i et brygkar og transcenderes af trappistgær, så er sagen en ganske anden. Maltfylden er vitterlig af en anden verden, mens den sprudlende karbonering og mægtige alkoholprocent på 10 yder en næsten spirituel oplevelse. Maltens karamelbund blander sig aldrig så nydelligt med en letkrydret bitterhed af kaffe, brygget på en blanding af kålafkog og sildelage, afsluttende med bitter eftersmag af lidt for gamle hasselnødder. Og hvordan det kan være gennemført lækkert – for det er det? Ja, det bliver man nødt til at prøve denne øl for helt at kunne forstå.

Det er vel et af guds mirakler – eller mysterier, hvis man er mere til det romerske fra omtrent samme tid.

Guddommeligt? – Det er faktisk lidt mere end det … om måske stadig ikke helt på Amager Bryghus-niveau endnu.

5-stjerner

Chimay Blonde Dorée, Chimay

2015-12-08 19.03.55Hvordan den smager …

Jeg fortsætter med det belgiske restlager fra ølbloggeren Black Ben. Derefter er det vel nok tid til nogle juleøl, for pludselig nærmer den stundende højtid/helligdag sig jo med hastige skridt. Det er bår’ dæjli’, men et vist pres mærkes jo efterhånden, når man ikke har anmeldt en eneste endnu.

Chimay er herhjemme almindeligt kendt som noget af det fineste og specielleste man kan få fra Belgien. Og det passer vel for så vidt også, hvis man alene ser på, hvad der jævnligt kan fås i supermarkederne. I Belgien findes der dog meget mere og mere spændende øl, og undertiden kan også det fås i almindelig handel herhjemme – og at man nemt finder noget endnu speciellere i specialbutikkerne end det endnu speciellere end Chimay, man kan få i supermarkederne, uden at man behøver lede særlig længe, er nok kendt blandt kendere. Eneste spørgsmål er, om tegnebogen er stor nok.

Denne Chimay er imidlertid lidt speciel – selv for det der er speciellere end Chimay. Den findes som regel ikke i almindelig handel, men er forbeholdt munkene, gæsterne og medarbejderne på Scourmont-Abbediet, hvor mærket har hjemme. Så det er jo lidt vildt at kunne prøve det – og den vanskeligtgjorte tilgængelighed er i hvert fald også et velegnet markedsføringstrick.

Ved skænkning bruser brygget højlydt, mens skummet tårner sig faretruende højt op over glassets kant. Aromaen udløses næsten eksplosivt med noter af banan, umodne æbler og grape. En potent skærende note af alkohol og gær blander sig lettere faretruende, men alligevel uden at brygget virker decideret sprittet. Ellers er brygget ganske tåget, lyst gult, og skummet næsten selvlysende hvidt og standhaftigt som et æsel med primadonnanykker.

Allerede fra begyndelsen byder brygget på en overraskelse. Den initiale aroma er svær at placere – både smagsmæssigt, men også lokalt. Brygget smages faktisk ikke så meget med tunge, gummer og gane som af humlrummet imellem den. En parfumeret essens af banan og fortrinsvis søde (og ikke som i bouqueten – sure) æbler fylder mundhulen ud, mens der er lidt mere gods til smagsløgene i efterspillet

Der holder den i duften ellers så faretruende gær sig nydeligt i baggrunden. Den giver nok lidt kant og kriller, men holder sig pænt på den diskrete side, hvor den kun yder brygget karakter i form af en skarp, men altså på ingen måde overdreven bitterhed.

For overdrevet er brygget bestemt ikke. Det er på det antydningsvise, det forsigtige og det finurlige. Oplevelsen består ikke i smagens kraft eller intensitet, men derimod på måden det smager på. Det spændende er ikke hvad det smager af, men hvordan det smager.

Og den interessante og usædvanlige aromaprofil til trods, bliver munkebrygget aldrig nogen guddommelig øl. Men noget djævelskab bliver den så sandelig heller ikke, selvom jeg nok havde stukket næsen op efter noget lidt vildere i betragtning af, at dette ellers kun er til de indviede …

… nåhr ja – og til gæsterne.

4-stjerner

Trappistes Rochefort 8, Abbaye Norte-Dame De Saint-Remy – Rochefort

2015-07-15 20.18.23På et hængende hår …

Det er med rystende hænder, at aftenens indlæg bliver skrevet. Jeg nærmer mig kraftigt øl nr. 600 og gennemgik for lidt siden listen over anmeldelser siden nr. 500. Og ganske som jeg havde mistænkt – indtil flere af anmeldelserne var ikke blevet kategoriseret som anmeldelser. Efterhånden som jeg fik lavet rettelserne tikkede antallet lige så stille op fra 594 til 595, 596, 597, 598 … og dér står tælleren så i skrivende stund.

Så det var på et hængende hår, at jeg fik revideret arkivet. Jeg havde godt nok en mistanke om, at der måske var et par stykker, der var gået under radaren, men at denne anmeldelse skulle blive nr. 599 havde jeg alligevel ikke troet.

Vel, jeg opdagede det i tide, og den øl, jeg har udset til at være nr. 600 er for kort tid siden lagt på køl.

Øl nr. 599 er, som navnet antyder, en trappistøl. Vistnok endda en ret fin én, hvis man ellers tjekker bloggosfæren. Det er den anden af to, discountsupermarkedet Fakta for noget tid siden havde på tilbud til – jeg tror det var kr. 15,- flasken, hvilket må siges at være et ganske fornuftigt tilbud både  tilgængelighed og prisniveauet taget i betragtning. Kr. 30,- i en specialforretning, der kun har den i udvalgte tidsrum, er ikke usandsynligt.

Allerede før skænkning kan man beundre de store flager af gær, der hvirvler rund i flasken, når den vendes. Man skænker med ekstra andægtig ærbødighed for ikke at få for meget af gæren med – og selvfølgelig fordi det er guds egne folk, der har brygget den (yeah right …). Malten dominerer i duften med en tung, alkoholisk bouquet af karamel, cognac og øllebrød med rigeligt mørkt rørsukker. Brygget antager en kulør omtrent som afrikansk sorttræ, mens skummet hæver sig ganske lyst, nærmest off-white.

Første tår udløser en spraglet eksplosion af mange samtidige smagsindtryk. Prikkende sødme af æbler, toffee-fylde en snert af fennikel og en dybere krydret note af rosmarin. Lækkerierne serveres på en baggrund af en markant, men heldigvis ikke for dominerende rødvinsessens, der brænder som en fyrig bourgogne. Det er et bryg, man ikke bare smager, men også kommer til at svede af.

Det er imponerende som brygget formår at jonglere med så mange udtryk uden at nogen af dem tabes på gulvet, så ét indtryk kommer til at dominere på bekostning af noget andet. På den anden side tager man måske også sig selv i at tænke, at velafstemtheden sker på bekostning af endnu mere smag. Men det er en forkælet og dekadent tanke. Endskønt vildere og mindst lige så velsmagende bryg er prøvet før, er brygget her mere end fint nok.

Og den ekstra vildskab, der måske går tabt i den øgede kontrol, kan også slå ud i mere gærsmag. Så er lidt mere kontrol nok også at foretrække.

5-stjerner

Zundert, Trappistenbrouwerij De Kievit

2015-06-01 18.41.47Balancen på grænsen …

Fakta har indtil for nylig haft et par rigtige belgiske* trappistøl i sortimentet. Jeg var heldig at redde mig et par fra filialen i Njalsgade på Amager før de blev udsolgt. Normalt kan de kun fås i specialbutikker til mindst 25-30 kroner flasken. I Fakta skulle jeg betale … væsentlig mindre. 15 kroner, tror jeg, men det er også lige meget. Det er skønt, at Fakta kan byde på den slags oplevelser til penge, det er til at komme i nærheden af.

Eller – man skal passe på med at tage glæderne på forskud. Det øger risikoen for skuffelser, og man skal heller ikke tro, at bare fordi en øl er en trappistøl, så er den automatisk god. Munke kan sikkert også have en dårlig brygdag, hvor kuttens hætte kommer til at hænge ned i mæskekarret, eller man taber katekismen ned i det færdige bryg.

Ingen af delene lader nu til at være tilfældet med dette bryg. Bouqueten breder sig lystigt i rummet ved skænkning, og selvom der er en antydning af harskhed, og måske to af sprit, virker det nu hverken fejlgæret eller på nogen anden måde mislykket. Ellers dufter brygget af søde svesker i sherrylage, en lage der matcher brygget lysorange (omend tågede) lød fint. Når næsen kommer lidt tættere på, opfanges flere søde noter – skumfiduser og candyfloss – ja, det undgår ikke også at blie en anelse syntetisk. Skummet er højt og næsten krystallisk i sit ydre. Det knækker kun langsomt og efterlader lange klistrede tråde, hvor boblerne engang var.

Og det er et lille stykke himmel, munkene har begået. Det lyse bryg er dejligt, dejlig sødt. Fersken, søde æbler og næsten overmodne blommer blander sig overdådigt, overvældende og overdrevet på den der måde, kun belgierne kan gøre det.

Sagde jeg næsten overmodne blommer? Brygget holder jo 8 % og har en humleprofil på den bitre, næsten harske side, så sødmen kommer til at fremstå med noter af vel overmodne blommer. Sødlige, sprittede og harske på én gang.

Det lyder godt nok fælt. Men det er det ikke.

Brygget leger – ja, driller på uforskammet vis – med nyderens forestillinger om, hvad velsmag er. Det vammeltsøde og det harske balancerer lige akkurat der, hvor man ikke ved, om det er for meget eller for lidt. Balancen i selve brygget er forlængst ladt i stikken – det er en anden balance, der efterstræbes. Det er balancen på grænsen – grænsen mellem det væmmelige og det vidunderlige, som i dette tilfælde viser sig at være ganske smal.

Zundert (hvad det så end betyder – det er ikke engang faldet mig ind at google det) er nu hverken vammelt eller vidunderligt. Det er en nøje valgt mellemting mellem begge dele. Den er en drilsk quickstep af velsmag og afsmag på tungens dansegulv.

Og karakteren gives heller ikke for velsmagen – eller afsmagen, men for dansen.

Og props til Fakta for at have haft dem stående!

5-stjerner

 

*Jeg er af flere læsere blevet gjort behørigt opmærksom på, at nærværnde øl ikke er en belgisk øl, men en hollandsk. Beklager fejlen (men så giver det da også bedre mening, at bryggerinavnet kun stod på hollansk og ikke også på fransk.)

Blond, La Trappe

Heldigvis langt mellem snapsene.

I dag gik turen ikke overraskende til Fælledparken i anledning af 1. maj. Det er samtidig altid en måde, jeg kan fejre min lille datter Thyras fødselsdag på – med en frisk lille skovtur ud i det grønne. Der blev talt, fløjtet, siddet på tæpper, spillet musik, spist pølser og drukket en masse øl. Jeg havde selv taget en selskabsøl med i håb om at finde én at dele med. Og det lykkedes skam også. Jeg mødte en kammerat ved navn Henning, fra dengang jeg havde tid og overskud til at være politisk aktiv. Vi fik os en sludder om gamle og ikke mindst nye dage, såsom hvad vores respektive børn hed … ja, men bliver vel langsomt voksen.

Øllet var en belgisk blonde-type fra hollandske La Trappe. Den var – om man så må sige – blevet til overs efter Munchkin-spillet forleden. Blonde-typen er, som før antydet, ikke mit strore nummer, og hin blonde, der blev drukket til spilaftenen, var et udmærket eksempel på, hvor slet og ret modbydelige de kan være.

Endnu engang måtte jeg kæmpe en brav kamp for at få proppen af flasken. Den gav sig først, da jeg tog tænderne til hjælp. Jeg bruger normalt ikke tænderne, når jeg åbner øl, men når proppen er lavet af blødt plast, går det nok alligevel.

Brygget lever op til sit navn. Det er ganske lyst, for ikke at sige højgult, med tæt, cremet og ganske klæbrigt skum. Det dufter sødligt af banan og franskbrød, men ikke sprittet – og det varsler for så vidt godt i forhold til de marcipan/kogesprit–rædsler, blonde-typen og visse andre hvedebryg, jeg før har måttet binde an med har vist sig at være.

Helt fri for spritsmag er brygget dog ikke. Men det blander sig heldigvis godt med dets øvrige sødme. Man mærker igen banan, lidt skarphed af frisk græs, alt sammen på en bund af franskbrød og en tilpas mængde gær. Lidt roser og honning bagom bryggets hovedindtryk giver den nødvendige fylde. Det hele er ganske velafstemt, en sluttet ring af mange forskellige smagsindtryk, der arbejder i nydelig forening, samklang og afrundethed. Der er ikke noget, der stritter for meget ud, eller på anden måde ødelægger det for de andre smagsudtryk.

Brygget har tilpas meget karakter til ikke at være kedeligt, uden at det går ud over velsmagen, og brygget får mig faktisk til at tro på, at blonde-klassen ikke bare kan være acceptabel, men rent faktisk også god. La Trappes Blonde var i hvert fald en nydelse, og det præsente alkoholindslag var ganske velintegreret i brygget, så fornemmelsen af marcipanmasse blandet med afsindig dårlig snaps helt udeblev.

Hvad blonde-øllene angår, så er der her på bloggen efterhånden blevet langt mellem snapsene. Og heldigvis for det. Og tak til Henning for godt selskab.
4-stjerner

Quadrupel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl III)

I found the …

Unspeakably Awful Indescribable Horror! Eller … så slem er dagens bryg jo heller ikke. Men det er mit yndlingskort i Munchkin. Det er et level 14-monster, og som sådan ikke engang umuligt at besejre. Til gengæld må man selv fantasere sig til, hvad det egentlig er – for det fremgår kun, at man dør af det, undtagen, hvis man er troldmand m/k.

En Quadrupel fra La Trappe slår også til enhver tid en Laser-Phaser-Shmazer-Bazer – noget i den retning hedder det ultimative våben fra Elins Star Wars Extension Pack. Her i huset ejer vi kun originalen – eller 1st Edition, så jeg kan ikke kigge efter, hvad våbnet rigtigt hedder. Hvad jeg dog ved er, at man kan klikke de forskellige våben, fx en Laser og en Shmazer sammen – og så kan man bruge dem begge som ét våben (en Laser-Shmazer, eller måske endda en Shmazer-Laser), hvor man i de andre udgaver ikke kan svinge mere end ét våben ad gangen.

Alligevel tror jeg stadig, at nærværende øl gør mere ondt end at blive ramt af kombination af alle våben på én gang. Især dagen efter. Jeg tror, det primært var den der gjorde, at jeg var temmelig immobil hele søndagen.

Brygget er gæret fire gange. Det er sådan, man får en Quadrupel, og for hver gang en omgang brygsukker eller malt, eller hvad det nu er de bruger til at fremme brygprocessen på La Trappe (jeg glemte at kigge efter) tilføjes, udskiller gæren mere alkohol. Det bliver til mægtige 10,0%, og det endda helt uden, at det kommer til at smage som en Wiibroe Årgangsøl. Man skal dog kæmpe lidt for at nå ind til brygget. Plasticpropperne sidder helvedes godt fast, og jeg måtte have Marcus’ hjælp til at få dem af.

Brygget er lysere end dubbel – mere ovre i det orange, og skummet er kun tonet et par grader i retning af det gullige. Det knækker i store flager, der klæber sig meget bedre til glasset, end man så på Dubbel. Det ligner en ikke ordentligt pisket marengsmasse med sine store bobler. Duften giver allerede antydning af hovedpine med et hårdt spritelement, der til gengæld gør én fri i næsen. Duften er tung – det er svært at sige, præcis hvad det dufter af, men vi er ovre i en lettere bizar – men ikke nødvendigvis ubehagelig kombination af cognac med svedsker.

Brygget byder på mange af de samme søde, og krydrede toner som Dubbel. Alkoholen gør dog sit uudslettelige udtryk, og drejer smagen mere over i det både markant sødere, men også markant mere sprittede. Man mærker romsukker, der flankeres af en gæret bismag, og faktisk lidt bitter humle ved mandlerne.

Selve smagsindtrykkene er ganske velintegrerede, men overordnet ender alkoholen med at blive for markant. Brygget bliver så småt harsk, selvom man hele glasset igennem kan glæde sig over dets fandivoldske karakter, der må siges at matche Munchkin-spillets voldelighed udmærket.

Koncentrationen om spillet vil nødvendigvis vige, efterhånden som man når dybere ned i flasken … Så pas på! De andre spillere vil udnytte din fuldskab til et snigangreb!! Og det er jo også lige i Munchkin-spillets ånd.
4-stjerner

Dubbel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl II)

In the heat of the game …

 
Spillet var godt i gang, da den næste øl blev åbnet, en Dubbel fra det hollandske bryggeri La Trappe. Det ser ud til, at der er tale om autentisk klosterøl, brygget af rigtige munke ved Tilburg i det sydvestlige Holland. Hvis man skal tro siden “belgabeer.dk” – og hvorfor skulle man ikke det?
Munk kan man ikke være i Munchkin, men man kan dog være Cleric. Så vidt jeg ved, er det den eneste klasse, der kan avancere fra level 9 til level 10 uden nødvendigvis at kæmpe mod et monster. Man skal blot spille det rigtige kort – Divine Intervention – så avancerer man til level 10, hvilket vil sige, at man vinder spillet. Det står på kortet, at det er vinderen forundt at rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på den måde. Det står ikke noget sted i reglerne, at man ikke må rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på en anden måde – det skal man selvfølgelig også tage i betragtning.
Med sin fine og tydeligt røde lød var brygget klart det mørkeste, der blev nydt den aften. Det gyldne, fedtede skum matcher farven fint, og dets visuelle fylde går igen i duften. Bouqueten præges entydigt af søde indtryk – marcipan, chokolade og sukker. Marcipan kan være et dårligt tegn i duften, såfremt det ledsages af sprit. Det er ikke tilfældet her, hvor sukkersliknydelsen er rendyrket.
Og brygget smager da også simpelt hen pragtfuldt. En nydelse så rar og venlig, at jeg ikke engang noterede mig det særlig meget i detaljer, da det bare så elegant ledsagede glæden ved spillet. Det taler overordnet til dets fordel, men jeg har i bagklogskabens lys den anke, at brygget måske stryger lidt for meget med smagsløgene, og ikke byder på de store krav om aktiv smagning og udfordring af bestående vaner og præferencer.
Men lidt er der da kradset ned på notepapiret, der kan give læseren et om ikke andet rudimentært billede af bryggets smagsegenskaber. Cognac og chokolade blandes i en mundfornemmelse, der ikke er ulig en fin æske prailiner. Oveni – og ikke mindre slikagtigt – er et krydret indslag af bergamotolie, der giver mig associationer til alteabolsjer. Angiveligt gammelmandsbolsjer – jeg har altid elsket dem, og det passer vel egentlig meget godt med, at jeg har været en sur gammel mand siden 12-årsalderen.
La Trappe Dubbel var klart aftenens fermenterede højdepunkt. Det var Marcus, der som den første i et kort øjeblik afbrød koncentrationen om de mange forbandelser og monstre vi kastede i hovedet på hinanden for at give øllet sin ros. Elin istemte, mens min papsøn Aslak drak en slurk te.
De unge mennesker og deres fornuftige adfærd …

5-stjerner

Chimay Bleu, Chimay (3 øl fra Chimay III) – og lidt nyheder.

Vi er nået til den tredje, sidste og stærkeste Chimay-øl, nemlig Chimay Bleu, der omkring logoet bærer tallene ‘2012’. Det er ikke nærmere beskrevet, hvad tallene betyder, men det kunne selvfølgelig være nærliggende, at tro, at der hentydes til produktionsåret, og at det dermed antydes, at ikke to Chimay Bleu-årgange er ens.

Om ikke andet må man konstatere, at bryggets farve ikke i særlig høj grad svarer til etikettens … Og det er nok også meget godt. Hvem husker ikke Nytårs-Eldorado-sketchen med det blå øl tilbage fra starten af firserne? Det er måske nok de færreste, men jeg husker det af en eller anden grund, på trods af at jeg dengang end ikke var i nærheden af at kunne lide øl endnu.

Det er derimod en ganske mørk øl – mestendels brun med en snert af rødt under et højt, gyldent og luftigt – omend holdbart – skum, der i modsætning til sine brødres ikke klistrer særligt godt. Duften lover godt, den har en fyldig karamel- og maltsød duft.

Sødmen går igen i smagen, hvor den snart dominerer med indslag af både karamel og chokolade, samt en ledsagende bitterhed af kaffe. Den gærede bismag er man til gengæld helt fri for, og det er, når alt kommer til alt, nok også bedst.

Der er også rigeligt med fylde i brygget, så gæren er ikke nødvendig. De 9 % alkohol er mere end rigeligt, og giver i øvrigt en snert af cognac i den fine, kaffebitre eftersmag. Endnu engang er alt velkomponeret, velsmagende og først og fremmest velafstemt, og i denne øl med ekstra indslag af søde toner. Et lille mesterværk, der klart giver de to andre – iøvrigt også udmærkede Chimay-øl – baghjul. Chimay-øllene kan klart anbefales, men det er egentlig kun den blå, der i mine øjne lever op til folks uforbeholdne ros af disse øl.
5-en-halv-stjerne

Af andre nyheder på ølfronten, har jeg opsnappet, at bryggeriet, der i det meste af bloggens levetid, har været den evige prygelknabe, Thisted Bryghus, nu skal have ny brygmester. Det fremgår af en artikel på Nordjyske.dk, at Henrik Sørensen fratræder stillingen som brygmester hos Thisted Bryghus for at blive planlægningschef hos Ørbæk, der ligger tættere på hans bopæl i Odense – og jeg gad sgu heller ikke at pendle så langt!

Henrik Sørensen er også hjernen bag en lang række af Thisted Bryghus’ nye produkter. Jeg nævner i flæng de forskellige Stenøl, Brown Ale og Exclusive, alle sammen indeholder tilsat sulfit, og hvad jeg mener om det, kan læserne jo selv genopfriske ved at læse linksene, frem for at jeg skal tirere over det igen.

Det er mit spinkle, ydmyge håb, at en fremtidig brygmester vil skodde den tilsatte sulfit helt, og pudse Thisted Bryghus’ økologiske profil af, der – indrømmet – ikke har været egentlig negligeret, men dog underspillet i alt for lang tid.

Til gengæld kan man frygte, at Henrik Sørensens hang til sulfit slår igennem hos Ørbæk. Jeg har dog min tvivl, eftersom det fynske bryggeri har en meget stærk økologisk profil, der næppe vil tillade det.

Så hvis det lykkes Thisted Bryghus at finde en brygmester med sans for økologi, og Henrik Sørensen viser sig at være bedre i planlægningen end jeg synes, han har været ved bryggekarrene i Thisted, så er meget vundet begge steder.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme