Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Strong Ale

Pannepot Vintage 2020, De Struise Brouwers

Øl: Pannepot Vintage 2020
Bryggeri: De Struise Brouwers
Type: Dark Strong Ale
ABV: 10%
Land: Belgien
Købt: Donation via Drikbeer.com

Op på hesten igen
At finde motivationen efter Thisted Bryghus’ krumspring har ikke været nemt. Og det ses også tydeligt, at den i forvejen ikke var specielt høj, de meget lange pauser mellem indlæggene taget i betragtning. Bedre bliver det ikke af, at Thisted Bryghus’ videre håndtering af den fækaliekuling, var så vægelsindet og vakkelvorn, at selv garvede politikere fra Det Radikale Venstre måtte se misundelige til.
Først meldte bryggeriet ud, at man ville holde helt op med at reklamere for politikere på flaskerne – uanset hvor politikerne kom fra. Men den beslutning fik kort levetid, da den afstedkom endnu en fækaliekuling, indeholdende beskyldninger om **GISP** cancel-culture. Bryggeriet valgte så at gå tilbage til sin oprindelige politik, og tillade alle uanset politisk observans at reklamere på bryggeriets etiketter … meget modigt af bryggeriet må man sige, samtidig med at signaleringen om, hvor bryggeriet egentlig står i spørgsmålet nu er støbt i beton, mejslet i sten og standset ud i molybdænstål.
Ifølge den politik vil hyggelige politiske foreninger såsom Stram Kurs, Generation Identitær og Nordfront nu kunne få trykt etiketter med deres logoer på Thisted Bryghus’ øl. Om bryggeriet så vil gøre det i praksis må tiden vise. Skulle de vælge at efterkomme et ønske fra Nordfront om at lade deres classic pilsner pryde af en Tyrrune på hvid og grøn baggrund, kan de til gengæld roligt regne med en permanent boykot fra min side.

Jeg håber sådan, at det sidste ord om Thisted Bryghus-sagen dermed er sagt her på bloggen. Til gengæld gav mine skriverier da nogle reaktioner, både her og på fjæsen – og det er vist alt sammen godt. Også selvom langt fra alle reaktioner var positive. Men hey – jeg blev ikke blogger for altid at blive aet med hårene.

Nu til noget langt mere spændende: En ny øl! En belgier, en strong dark ale, og en sur en af slagsen. Så kan det næsten ikke blive bedre. Så godt var det faktisk, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Jeg undskylder, men læserne må nøjes med min beskrivelse i stedet.
Brygget er natsort, letflydende, og næsten helt uden skum. Den kække, syrlige odeur har til gengæld alt det, man måtte savne i det noget tamme visuelle udtryk.
I smagen danser venligt brankede noter af stærk kaffe sig med en velkrydret brunkålslage. Det syrlige danner et fint udsmykket bagtæppe, hvorpå smagsbilledet rigt og mangfoldigt udfolder sig.

Det er rart, venligt og tilpas udfordrende. Et perfekt second step for alle, der prøver sig frem inden for det sure øl. For kenderen byder brygget på rigeligt underholdning, der nok skal holde det i glasset en rum tid frem for at blive skyllet ned på én gang.

De Struise Brouwers, der står bag brygget her, er forhåbentlig ikke på bloggen for sidste gang.

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Ulven Kommer, Hvide Sande Bryghus

Mea culpa …

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet et indlæg. Ikke at folk gider læse det … i dag i hvert fald. Men i morgen – der skal I (eller rettere jeg, for jeg er den eneste, der kan se læserstatistikken på min blog) se løjer! Det har i hvert fald været tendensen her på det seneste – og jeg er ikke helt klar til endnu, for eksperimentets skyld, at slække på den rutine det efterhånden er blevet at fyre et mandagsindlæg af sted, der så vil trække en farlig masse læsere til om tirsdagen.

Senere skal jeg på arbejde. Jeg har en tolvtimersvagt på den lokale margarinefabrik, hvor jeg for tiden arbejder om natten. Det er hårdere end at arbejde på om dagen, men jeg synes, det er de ekstra moneter værd.

Vel, på den front har jeg nok at se til – lige nu i hvert fald. Her på bloggen ligger det heller ikke stille. Jeg har været på indkøb lokalt, kan jeg allerede nu afsløre, og nogle gamle venner har besluttet sig for, at kyle et par flasker i nakken på mig … billedligt talt selvfølgelig. Alt det vender jeg snarest tilbage til. Lige nu konstaterer jeg blot med glæde, at jeg ikke kommer til at være tørlagt foreløbig.

Dagens øl er fra Hvide Sande Bryghus, og det er med garanti første gang, jeg har deres bryg til nænsom behandling her på bloggen. Jeg købte eksemplaret på Store Torv her i Thisted i forbindelse med et markedsdagsarrangement. Den slags kan man vist stadig arrangere heroppe nordvestpå, hvor smitten heldigvis ikke har ramt med fornyet styrke.

Men det er nu en anden elefant i lokalet, brygget her omhandler, end den altopslugende Corona-pandemi. Det handler tværtom om noget meget lokalt – netop for Thy. Brygget er tilsat lynghonning fra Svankjær Biavl i den lokale nationalpark, hvor den første døde ulv i nyere tid blev fundet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på alle ledder og kanter finder det glædeligt, at vi igen har ulv i dansk natur. Og jeg har kun himmelvendte øjne til overs for de naturhadende pylrehoveder, der vræler som småbørn så snart dansk natur bliver mere vild end en solsort på taget af parcelhusgavlen.

Brygget er en Strong Ale – på 6% … Og jeg der er vant til stouts fra Amager Bryghus på 10-11% må jo med det samme indvende, at det synes jeg egentlig ikke er særlig stærkt. Men der må vel være et eller andet ved brygget, der lægger det i netop den kategori. Flot er det i hvert fald, Mørkt, tæt, tåget og med skum knækket elegant i retning af luftig kakaocreme. Duften lover til gengæld ikke godt i helt samme grad, da der ikke er meget af den. Lidt malt, lidt udefinerede krydderier … vel, spændingen er i det mindste intakt.

Min umiddelbare oplevelse var en lidt for letdrikkelig øl med ellers elegante krydrede indslag på bagtungen af muskat og koriander. Efterhånden meldte lynghonningen sig – lettere anmassende, og underligt ‘ved siden af’. Da gik det imidlertid op for mig, at jeg nok drak øllet ved en for lav temperatur. Og ganske rigtigt – efter at have ladet brygget stå lidt, integrerede de krydrede noter sig bedre og bedre med honningens lette sødme, der samtidig gav brygget både krop og bund.

Slet ikke så ringe – hvis ellers man ikke er en klamphugger som undertegnede, der sådan ødelægger oplevelsen for en selv. Men hey, jeg er blot en glad amatør og kunne aldrig drømme om at opkaste mig selv til ølekspert. Hvide Sande Bryghus fortjener ros for en lækker øloplevelse, der måske ikke hænger helt oppe i skyerne, men stadig er niveauer over, hvad de fleste industrigiganter kvalitativt gider nosse sig sammen til.

Toasted Maple Stout, Lervig (Ole Øl-Ninja 4)

Smæk for skillingen …

Når man i forbindelse med en længere ølsmagning sådan render ind i en alkoholfri øl, så må man gerne kompensere. Fx med en rigtig tung og tjæretyk stout på 12% Tilsammen svarer det jo sådan nogenlunde til en enkelt øl. (En småstærk øl – men alligevel.) Toasted Maple Stout er navnet på uhyret, og den er tilsat ahorn (sirup, går jeg ud fra, omend dette ikke er præcist specificeret), laktose og vanille. Ølgær kan, så vidt jeg har forstået, dårligt eller slet ikke omsætte laktose, og det er derfor den foretrukne sukker at bruge, når man gerne vil gøre en øl sødere uden at gøre den stærkere. Man fristes til at sige, at der vel heller ikke er nogen grund til at overdrive, når bryggets styrke i forvejen skal angives i to cifre.

Norske Lervig står bag. Der er tale om en noget anden klasse end de øl, Gedved havde med ved nytår. Den her kan nok kun fås i Vinmonopolet, da styrken næsten er tre gange højere end de tilladte 4,5% i supermarkederne.

En mur af ahornsirup knalder ind i hovedet på en i samme øjeblik, glasset sættes for næsen. Noter af træ titter også frem og giver heldigvis brygget noget nuance, da den tætte em af sødt ahornsukker næsten allerede er for meget i opstartsfasen.

På optagelserne kan man se, hvordan Ole tager smageoplevelsen med større ophøjet stoisk ro end undertegnede, der bogstaveligt talt går bagover i mødet med det tykke, olieagtige produkt. En smule får mere end normalt får han dog spærret øjnene op. Klistret, sejt og klægt sætter brygget sig på alle mundens indvendige overflader som et klæbrigt, sødt lag af en blanding af flapjacks med for meget ahornsirup og regulære pandekager med for meget ahornsirup. Meget hurtigt bliver brygget for meget. Og som Ole forbløffende indsigtsfuldt – i betragtning af den hastigt stigende promille – siger, så er brygget et eksempel på den type ekstrembryg, der har lagt vægten på hvor meget man prøver, frem for hvad man prøver.

Nytænkning og eksperimenteren er godt, mens det langt fra altid er nogen god ide, at tæske et bestemt smagindtryk igennem, hinsides lammelse og fraktur. Brygget her går for langt, og ender vel uden for det afbalancerede og harmoniske.

Når det så er sagt, er brygget, i kraft af sin seje, tjæresorte fandenivoldskhed, en stor oplevelse, som det skal belønnes for. Det er ikke en øl, man kommer forbi hver dag – det er ikke en øl, man ville gide hver dag. Den er et sjældent los i smagsløgene, der minder én om, hvorfor mere standardiserede bryg når alt kommer til alt er lettere at have at gøre med i hverdagen.

Og således gav vi den begge …

Kentucky Bourbon Barrel Ale, Lexington Brewing & Destilling Co.

Det skal helst smage af øl …

Så er der endnu engang rod i kronologien. Men det er måske ikke så sært i betragtning af, hvor kaotisk alt er for tiden. Jeg rykker snart teltpælene op, og flytter til den anden ende af landet. Hele min lejlighed er et kaos af flyttekasser og andet rod, og de sædvanlige bekymringer om, om jeg nu kan få det hele med og alt det andet, der nager ved flytninger, rider mig som en mare.

Men ellers har jeg det nu meget godt. Men der er ikke noget at sige til, at ikke alt sker i den helt rigtige rækkefølge. Denne øl prøvede jeg således før Weizenbock’en fra sidste anmeldelse. Der foreligger sådan set allerede en videoanmeldelse af den og hardcore fans vil have bemærket dette, samt opdaget at videoanmeldelsen findes under videoerne i drop down-menuen øverst på bloggen. De vil samtidig have bemærket, at der i modsætning til de andre listede videoanmeldelser ikke henvises til en bloganmeldelse endnu … hvis de altså er så meget fans, at jeg måske vil synes, det er lige lovlig hardcore nok.

Meget snart vil  der selvfølgelig være en henvisning på videoanmeldelsen til dette bloganlæg. Men det vil jeg vente med at lægge ind, så folk kan klikke sig ind og se, at der vitterlig ikke linkes til dette blogindlæg endnu!

Brygget er en stærk sag på 8,2%, der efter skænkning emmer af præcis det den er – en fortrinsvis lys ale, lagret på bourbon-fade. Majs-whiskyen og træet mærkes tydeligt i næsen, og allerede der begynder jeg at savne duften af øl. En sød antydning af malt afslører dog, at det trods alt er øl, man sidder med i hånden. Farven matcher ellers røgede single malts fint, og bourbonimpressionen (ja, jeg ved godt, at single malt whisky og bourbon ikke er det samme) gør sig som antydet entydigt til kende. Det tætte, fyldige marengsskum, vil man til gengæld nok være fri for både i whisky og bourbon, mens det oven på en øl, er en ren visuel fornøjelse.

Kan man lide Innis & Gunn’s whiskylagrede øl – et par af dem anmeldte jeg i bloggens spæde barndom – vil man også kunne lide denne øl. En skarptsyrlig kant af whisky og egetræ gør sig omgående gældende, og behager smagsløgene i det omfang sådanne impressioner forventes. Jeg kan til gengæld ikke lade være med at savne egentlige humleimpressioner og maltsmag – her må man nøjes med følelsen af malt alene. Spørgsmålet rejser sig uvægerligt, om ikke smag af bourbon bedst udtrykkes i – vel, bourbon – og ikke i øl?

På den anden side karakteriseres øl jo netop af at være aldeles mangfoldigt, spraglet og broget. Så en øl, der smager af whisky er vel egentlig ikke uhørt. Jeg bliver bare aldrig helt gode venner med det. Ikke desto mindre indrømmer jeg gerne brygget her kvalitet vel over en kedelig, beige fællesnævner. Det vil i hvert fald noget, og efterhånden som det får lidt temperatur og ilt, åbner det sig også mere, så whiskyaromaen glider lidt bedre og behageligere gennem munden i takt med at spritten når hjernen.

Så det ender godt alt sammen.

Lust, Amager Bryghus

Og det der kommer i vejen for den …

Jeg bliver lidt ved Amager Bryghus’ Sinner Series. Der er ingen grund til at lade være, nu hvor det går så godt. Da jeg har skruet en kende ned for anmeldelsesfrekvensen for at hellige mig mit andet online-projekt, tegneserien Spelt-segmentet, har jeg til gengæld gjort mig umage for at finde et emne at tirere over imens. Det er alt for længe siden sidst*.

Et emne, der er forrygende meget oppe i tiden – omskæring. Evidensen for komplikationer i forbindelse med dette komplet unødvendige indgreb herhjemme er nøje beskrevet – og det burde derfor være indlysende at det ikke alene er fysisk skadeligt men også dybt traumatiserende at udsætte umælende spædbørn for den slags. Også mælende børn, der hverken forstår den irrationelle baggrund til fulde eller konsekvenserne på langt og/eller kort sigt er taberne i omskæringscirkusset.

Her skal det mest handle om konsekvenserne på langt sigt, også selvom det selvfølgelig er måske er en lille smule mindre synd for de små børn. Et problem der imidlertid rammer både de spæde, de små og dem, der måtte ønske at få skåret foruden på deres tissemænd af i en højere alder, er de seksuelle problemer. Ifølge et dansk studie udgivet i International Journal of Epidemology er der signifikant flere omskårede, der oplever seksuelle problemer end ikke-omskårede. – Det gælder i øvrigt også deres partnere.

Ud over at alle – spæd som ung (men i højere grad spæd) – risikerer invaliderende og livstruende komplikationer i forbindelse med indgrebet, så skal de arme forhudsamputerede mennesker også døje med seksuelle dysfunktioner. Alt sammen fordi der står i deres hellige bøger, at DenHimmelskeGudFaderBevarMigVel har befalet det … Sommetider er dette ikke engang tilfældet, og alligevel svinger de skalpellen over deres nyfødte, subsidiært ikke specielt gamle, drengebørn. Så er undskyldningerne for pådragelsen af unødige seksuelle dysfunktioner og endnu unødigere akutte komplikationer aldrig så strålende, overbevisende og tvingende. De består typisk af vage henvisninger til traditioner, udokumenterede påstande om hygiejne, eller den tidligere i USA så populære begrundelse om, at det dæmpede lysten til at onanere.

Og – den måske mest strålende undskyldning af dem alle: at det er vigtigt at få det gjort mens de er små – ellers vil de ikke, når de bliver ældre. Uden nogen videre sammenligning i øvrigt – når Özlem Cekic i sit train wreck af en “børnebog” drager sin uforskammede sammenligning mellem barnedåb og omskæring, må man trods alt indrømme de to fænomener den lighed at begge gerne foretages på små børn, fordi lysten dertil aftager med alderen. I modsætning til omskæring er effekten af barnedåb imidlertid reversibel – selv kirkeskatten slipper man for, hvis falder fra. Forhuden, derimod, vokser som bekendt ikke frem igen.

Og hvor god dagens øl ellers måtte være, så kan den ikke kompensere for det tab af livskvalitet en dysfunktionel seksualitet medfører. Her må selv Amager Bryghus give op.

Det til side kan man glæde sig over et mørkt, letflydende og gyldentskummende bryg. Letflydende, da der farven til trods ingenlunde er tale om en stout eller en porter, men derimod en Strong Ale efter belgisk forbillede. Duften er således hverken røget eller krasbørstigt bitter. Derimod er den sød af chokolade og med et karamelindslag, der erstatter den kaffe, der i de søde stouts gerne giver den nødvendige fylde sammen med alkoholen.

Igen mangler kaffen og røgen i smagen – men den savnes ikke. Der kompenseres så rigeligt med flydende karamel, mørk chokolade og cognac. Et lille flashback sender mig tilbage til firserne, dengang Bruce Willis mestendels var sjov og ikke et brutalt muskelbundt. I filmen ‘Blind Date’ er han på Rendez-Vous med Kim Basinger, hvis reaktion på alkohol virker som plot-device i et efterfølgende kaos af næsten postapokalyptiske dimensioner. Henimod slutningen kan man opleve Bruce Willis bruge en kanyle til at fylde en æske fyldte chokolader med endnu mere fyld – whisky eller cognac er det vel …

… og hvis man nu tog Toms Chokoladeskildpadder og lavede samme nummer som Bruce Willis med et nøje afmålt kvantum ikke ueffen cognac, ville man omtrent ramme aromaen i denne skønne sødmesymfoni. Tilpas tung, tilpas smagfuld og tilpas fristende. Som et hedt stævnemøde med en om ikke orgiastisk, så i hvert fald dampende og fortryllende erotisk afslutning.

Og dermed viser Amager Bryghus i øvrigt med al tydelighed, at de behersker mere end bare IPA’er og stouts. De er i det hele taget bare rigtig gode til at brygge godt øl.

*Det er altid for længe siden, at jeg sidst tirerede, når jeg ikke kan huske, præcis hvornår det var.

90/~ Wee Heavy, Belhaven

2017-06-05 17.08.52Endelig en god én …

Det er længe siden, jeg sidst har prøvet en øl fra Belhaven. Omtrent samme ord indledte jeg også den sidste anmeldelse med – den ligger hele 5 år tilbage. Altså fra før jeg flyttede til Irland og senere København. Det er endnu længere siden, at jeg har været i bryggeriets ophavsland, Skotland. Anledningerne har selvfølgelig ikke vist sig med samme frekvens som tilforn – dengang jeg spillede sækkepibe tog vi jo gerne af sted hvert andet år eller deromkring.

Belhavens øl går der heller ikke 13 af på dusinet her tillands. Det vidner blandt andet min anmeldelseshyppighed om, for så vidt jeg husker, er jeg aldrig gået uden om en Belhaven-øl, når jeg har set en på en supermarkedshylde. Det må vel være længslen efter de lilla bjerge, den dejlige musik samt det rå og/men hjertelige temperament, der karakteriserer klippeknolden nord for England. Eller måske er det bryggerinavnets affinitet med ‘Millhaven’ – en amerikansk by, der optræder i Nick Caves dystre sangunivers – der gør, at jeg altid udnytter muligheden?

For kvaliteten har på baggrund af det lille udvalg næppe været det udslagsgivende. Den første var småkedelig (omend navnet, “Best” indbød til gemytlig og munter ironiseren. Som den bedste er nærværende en noget mere oplagt kandidat) og den anden blot udmærket uden på nogen måde at være ekstraordinær.

Det noget tilbagelænede niveau skulle der så endelig blive rådet bod på. Denne øl er købt i Fakta for … ikke alt for mange penge – og netop der har man på det sidste kunnet være ganske heldig med, hvad man har kunnet få. Brygget er på 7,4% hvilket nok er baggrunden for navnet – en ‘lille svær’, eller ‘lille tung’ om man vil. I duften udfylder alkoholen dog først og fremmest en sekundær rolle i det mørke-til-dybrøde, svagtskummende bryg – nemlig den at få karamellen, sveskerne og kakaonoterne til at dufte af mere og ikke mindst mere fyldigt.

Det samme gælder smagen. Brygget føles aldrig sprittet, men man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er alkoholstyrken, der rigtig får den flydende lyse karamel til at smyge sig lystigt op ad alle mundens vægge og den mørke chokolade til at klæbe sig kælent til gummer og tungesider.

Og det er også alkoholen, der får den krydrede eftersmag til at minde om en let men velkomponeret bittersnaps. Her træder fennikel, anis og lakridsrod frem, og formår at fuldende en både meget klassisk og alligevel unik og formfuldendt øloplevelse, hvor smag matcher bouquet og begge dele indfrier alle forhåbninger, man måtte have til typen.

Well done! Well done indeed me maties!

5-stjerner

Jack & Beer, Thisted Bryghus

2017-02-21 18.36.01Fordi man kan …

Jeg har jo her på det sidste været en smule bagud med anmeldelserne. Igen har der været stressende ting inde over mit liv, der har drænet og gjort, at jeg bare ikke har kunnet lægge de kræfter i bloggen jeg gerne ville. Men med denne anmeldelse er jeg foreløbig på højde med anmelderiet igen, ligesom jeg netop har sat et foreløbigt punktum i en af de stressende sager. Så nu tegner det hele atter en smule lysere – og det tror pokker med det vejr vi har i skrivende stund: Højt solskinsvejr over et snedækket landskab. Så kunne den vinter omsider få nosset sig sammen til at ankomme.

Men det er jo dage siden, jeg prøvede denne øl. Så det var ikke engang fordi, jeg på det tidspunkt havde et voldsomt behov for at varme mig ved Thisted Bryghus’ brændevinsstenøl og dens rare whiskyessens. Men derfor var den nu et dejligt bekendtskab alligevel.

Det er ikke første gang Thisted Bryghus laver stenøl. Den tidligere brygmester Brian Sørensen stod bag flere, og hvor var jeg i den forbindelse ude efter ham for at han tilsatte sine bryg sulfitter. Det glæder mig derfor ikke så lidt at konstatere, at den nu ikke længere så nye brygmester Antoni Aagaard ikke gør det. Men hans bryggeri er nok ikke blevet kåret som ‘årets’ for andet år i træk helt uden grund.

Brygget her er ifølge bagetiketten ’tilsat ægte amerikansk Bourbon Whiskey og langtidslagret i 3 måneder på egetræ og med endnu flere karamelliserede lavasten’ … hvordan lavastenene lige er blevet karamelliseret må vi nok spørge bryggeriet om – men bortset fra det, lyder det jo ganske interessant.

Det råhvide skum knitrer lystigt ved skænkning. Brygget ligner mest af alt en classic og det er heller ikke i duften, man mærker det højt besungne whiskyindslag. Til gengæld bydes der på ligefrem og ukompliceret bouquet af mørk malt og sød humle, som man kender fra den bayerske lager-øl.

Bayer- og wienerkarakteren fortsætter i smagen, hvor velmaltet classic og lyse, lette karamelaromaer glimrer ved deres nærvær. Tilsat dette er whiskeysmagen – nej, der er ikke tale om whiskeyaroma eller whiskeyessens … ej heller er whiskeysmagen iblandet, endsige forenet med – den er tilsat.

For det egentlig velgørende, men også noget anmassende whiskeyislæt blander sig ingenlunde elegant, eller bare behændigt, med bryggets øvrige karakter. Det forbliver sammensat – en øl med whiskey i – frem for at være en forening af de to. Brygget ender med at fremstå som noget man har brygget mere fordi man kan og ikke så meget for at brygge noget, der er sådan rigtig godt.

3-en-halv-stjerne

King Goblin, Wychwood Brewery

2017-01-03-18-05-14Ikke igen!

Bryggeriet Wychwood pryder sine etiketter med fine tegninger af noget, der er hentet ud af et AD&D 2nd edition rollespil – og det er jo sådan set også helt i orden. Man får selvfølgelig mistanken om, at det skal lokke gamle rollespillere og andre nørder til, og i den anledning må jeg vel lægge mig fladt ned og skamfuldt mumle “mission accomplished” … Eller … så slemt er det jo ikke, hvis øllet ellers er fint, og det har det egentlig været indtil videre, uden at træerne dog ligefrem er vokset ind i himlen.

Her er der angiveligt tale om en ‘special reserve’ – en særlig udgave af, hvad jeg må formode er Hobgoblin-brygget. Bagetiketten gør et stort nummer ud af, at øllet er brygget ved fuldmåne … som om det skulle gøre en forskel. Ærligt talt troede jeg ikke, at jeg skulle støde på den slags new age-pladder mere end én gang, men så heldig var man åbenbart ikke. Jeg hæfter mig ved, at hin schweiziske ‘Vollmondbier’ scorede snublende nær den absolutte bundkarakter, og mit gæt var dengang – og er det stadig – at brygteknik, viden om brygprocesserne og evnen til at udvælge de rigtige råvarer til hver en tid vil have væsentligere betydning for en øl, end tidspunktet på måneden, hvor den brygges. At det overhovedet er nødvendigt at skrive dette … ja, man fattes ord.

Men øllet skal selvfølgelig ikke udskammes før det er afprøvet. Brygget er ret mørkt, omend klart og med en nogenlunde tæt gylden skumkrone. Brygget er jo ikke desto mindre en konge. Brygget dufter nydeligt og lovende af mørk chokolade sødet med farin, dertil kommer en snert af vanille og en tand lakrids som et mere bidsk modspil.

En bitterhed, der ikke gav sig til kende i duften møder tungen som det første. Det er umiddelbart rart. Der er noter af flødeholdig kaffe, vanille og bitter eftersmag af den nys overståede juls valnødder. Allerede tidligt i processen ærgrer man sig dog over bryggets krop, der til at begynde med lader til at være i god form, men som snart vakler og falder om. Brygget virker mere og mere vådt og spinkelt, og opnår aldrig en tæthed, hvor de i udgangspunktet ellers gode smagsnuancer kan udfolde sig. En klæg fornemmelse af gær ved kinderne giver brygget det sidste puf helt ud af balance.

Også Wychwood Brewery kunne have godt af at have prioriteterne i orden. Der er vist nogle bryggere, der skal læse lidt op på malttyper, humlesorter og brygprocesser, og en marketingafdeling der ud over at give kvajebajer skulle undlade at få fikse ideer om magiske brygtidspunkter, og i stedet skrive noget om øllet, man som konsument rent faktisk kan bruge til noget.

Alternativt kunne de bare finde noget andet at tage sig til.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme