Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: stout

Jule Mælk Cognac Edition, To øl (Quail-Myrkur-mayhem II)

It should have been a tiny …

Den eminente cello-ekvilibrist Jo Quail var jo egentlig blot opvarmning den lørdag aften i Pumpehuset. Ikke desto mindre spillede hun lige op med hovednavnet – hvis hun da ikke ligefrem overstrålede det … men jeg er jo nok i virkeligheden bare biased, fordi hun er den af de optrædende, jeg fik mig en selfie med.

Myrkur trykkede den i hvert fald også max af. Hun startede med et udvalg af folkesange i dæmpet, gylden belysning, hvor man først og fremmest kunne opleve hendes stemmes rækkevidde. Fløjlsblød som den fineste cream ale, men samtidig altid med en dunkel, truende kant, som en foruroligende mørk stout brygget i den dybeste underverden.

Og mørket brød ud – i lys lue – da folkemusiksættet var færdigt. Salen eksploderede i brølende diskantstøj, da hun tog fat på sit dødsmetalsæt. Det, som de fleste nok var kommet for, måtte altså vente til allersidst, og udgjorde højest en tredjedel af koncerten. Det var vildt, voldsomt og ondt, men de forudgående mange minutter med tryllebindende melodiøsitet havde lagt en dæmper på folks smadretrang. I stedet fortsatte vi alle med at stå ganske stille, aktivt lyttende til endnu et brølende rabalder af ypperste fængslende underfundighed.

Hvad der præcis skete i løbet af koncerten og hvordan, husker jeg ikke. Men vi faldt i snak med et par venlige mennesker fra Tyskland. Måske hjalp det, at jeg forsikrede dem, at de lige så godt kunne tale tysk til mig som engelsk – for det har jeg det nu altid bedst med, når jeg taler med folk fra mit andet fædreland.

Før vi vidste af det, havde de givet os en runde øl. Så gav vi dem en runde øl, og sådan blev det bare værre og værre som tiden gik. Der er ikke noget at sige til, at vi endte med at blive gode venner. Det var et kærestepar, der ikke var kede at at blive foreviget med undertegnede (tænk at så mange gider). Den ene af dem er desuden trommeslager i det fremstormende tyske dødsmetalband Orcus Patera, så det der med at optræde på selfies med rockstjerner var tæt på at blive en vane for mig den aften.

Der røg et par gode øl mere ned. Ud over To Øl’s ‘Gose to Hollywood‘ (der i øvrigt ikke er en gueze, som jeg fik skrevet, men derimod en gose – ja, det er åbenbart en type for sig selv. Tak til læseren Nils Byrial Andersen for at have gjort opmærksom på dette på bloggens facebook-side) har Pumpehuset blandt andet min foretrukne industriøl, Albanis Mosaic IPA i deres faste udvalg. Men på et tidspunkt – enten fordi larmen fra barens anlæg blev os for meget, eller fordi stedet simpelthen lukkede – valgte vi at skride videre ud i byen.

Valget fald på Taphouse, hvor jeg for nogle uger siden nød nogle eminente smagsprøver sammen med en af mine læsere – Niels. Det var Marcus der valgte endnu en øl fra To Øl. Jeg kunne selv have fundet på samme, men af en ganske anden grund. Jeg ville have valgt den for at fortsætte i et godt spor fra den sidste øl, mens Marcus – der som bekendt var noget mere mellemfornøjet med gosen – snarere gik efter at give bryggeriet en chance for virkelig at vise sit værd.

En Jule Mælk Cognac Edition blev det til. En juleøl tilsat lactose – en tung, pløret og uforskammet mørk imperial stout, der har i alkohol, hvad den mangler i skumdannelse. Mægtige 15% er den oppe på, hvilket angiveligt er bryggeriets egen rekord. Fuldkommen uigennemsigtig er den, når den holdes op mod en endda ganske kraftig pære – så kan man egentlig godt tilgive dem, at skummet nærmest glimrer ved sit fravær.

Man kan høre på optagelsen fra min mobiltelefon, at jeg er ved at være godt vissen, og jeg erklærer på stedet, at jeg går omkuld, hvis jeg bunder det lille glas kompakt tjære.

Duft af svesker og lakrids når jeg at konstatere før jeg må holde pause fra indsnusningen, da alkoholdampene alene er ved at gøre en brat ende for aftenens anmeldervirksomhed. Brændt sukker og en antydning af røg emmer også fra den olieagtige substans, men selvom noterne klart har sød slagside, får det ingenlunde brygget til at virke mindre faretruende.

Sød, finsk lakrids gentager sig i aromaen ved smagning, hvor bryggets fylde formår at score topkarakter uden at være overvældende. Tværtimod er brygget overraskende letflydende, og letnedglidende. Nok vil man gerne nyde den langsomt, men frem for små afbrudte nip, egner denne sig at blive nydt legato. En kontinuerlig lille smal strøm, der får lov at løbe fra spidsen af tungen, langs gummerne og om til mandlerne, for så lige at svide en sidste gang i ganen før brygget farer ned gennem brystet til øjeblikkelig indre opvarmning og snarlig glæde, er den ideelle måde at nyde dette prægtige bryg.

“How goes the notetaking?” hører man Marcus kækt inkvirere på optagelsen, hans stemme et nystemt klokkespil i sammenligning med mit eget hæse og rustne pibeorgel af en flækket strube i sammenligning.
“It goes alright,” får jeg anstrengt snøvlet, “this is insanely strong. This is insanely dangerous. What the fuck did you get me into?”
“It’s 15% that’s why we took a small one, which is against everything I believe in,” erklærer Marcus uden antydning af usikkerhed eller skælv i ordstrømmen.
“Good idea with the small” jamrer jeg “it should have been a tiny”.

Sikke en aften! Det der koncert burde jeg gå til langt oftere. Og selvom jeg nu besluttede mig for at begive mig hjem, mens jeg stadig besad evnen til at begive, så var aftenen ikke engang helt slut for mit vedkommende …

På turen til stoppestedet krammede jeg en drag-queen … Jeg købte natmad i en Syv-Elleve helt uden at gøre mig pinligt bemærket … Og at tænke sig … det lykkedes mig at stå af bussen på det rigtige stoppested, da jeg alt for sent ud på natten nåede hjem til Husum.

Murphill, Amager Bryghus (Saufen und saufen und saufen … III)

Styr på dét hængeparti …

Endelig lykkedes det Amager Bryghus at få titlen som Årets Bryghus, en pris uddelt hvert år af Danske Ølentusiaster. De sidste tre år i træk løb Thisted Bryghus af med sejren, hvilket denne blogger godt tør kalde ufortjent, idet netop årets vinder, Amager Bryghus, har gjort det så meget bedre de sidste par år.

Det var dét flueben. Videre til det næste: Jeg har forbandet travlt her på bloggen, efter en utraditionelt aktiv weekend for mit vedkommende. Som fraskilt eneboer med to børn på halvtid, er det sjældent, at jeg kommer ud i det hele taget, men i lørdags fik den ellers max gas. Sammen med min efterhånden faste medsmager Marcus var jeg i Pumpehuset i København for at bevidne en musikalsk storm i form af to unge kompositoriske genier – opvarmning ved den britiske celloist Jo Quail og main course ved danske Myrkur. Lur mig om ikke det bliver til en koncert mere en anden gang – men det får være for nu. Grunden til, at jeg nævner det er, at jeg ved den lejlighed også fik prøvet et par nye øl, hvilket det ville ligne mig mægtig dårligt at forbigå i tavshed.

Men før jeg kan gå i gang med det, skal jeg jo også have sat flueben ved et sidste hængeparti fra dengang jeg sidst nød gode bryg med min ven Marcus. Det foregik som bekendt i mit ringe hjem i Husum, hvor vi nu var nået til aftenens tredje indslag. For mit vedkommende en revisited, idet jeg prøvede denne øl da jeg var på besøg på Amager Bryghus tilbage i 2016. Opskriften skulle imidlertid være opdateret, og eksemplaret her er også relativt frisk – i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor vi nød den otte år gammel. Det skete i selskab med den oprindelige medbrygger Mike Murphy, som havde været med otte år tidligere for at brygge den. Man kunne godt smage alderen, der alt i alt ikke gjorde noget videre godt for brygget. Sidste år blev den genudgivet i en samling af lagrede bryg, som jeg i årets løb har drukket i selskab med Marcus (og en enkelt gang hans bror). Med dette bryg blev der sat et passende punktum for samlingen.

Brygget kan bedst beskrives som et stykke bælgmørke i flydende form – eller næsten da. Brygget vægrer sig tilpas mod at ende i glasset. Og når det endelig lykkes at få det genstridige bryg til at forlade flasken, skummer det flot og voldsomt op, som om det bare helst vil blive i sin beholder.

Undtagelsesvis kan nogle af Marcus’ smigrende fraser høres på optagelsen – “koncentreret figenkompot, gummeklingrende, intensiv, jeg ved ikke om jeg er klar til det her …” Vidnesbyrdet om oplevelsens storhed står strålende klart allerede når bouqueten indsnuses. Figenindtrykket giver en syrlig kant i et brag af røg, kaffe og chokolade, så det er en aldeles overvældende, benspjættende, og mundvandsfremkaldende fryd.

Aromaen sakker ingenlunde bagund. En bund af mørkt træ, ledsaget af intens sødme af finsk chokolade … Ikke uberettiget afbrød Marcus mig her med den lidet urimelige indvending, at chokolade vist ikke lige var noget finnerne var specielt kendte for. I min vanlige stil holdt jeg fast i fejltagelsen indtil jeg gav mig og indrømmede, at jeg selvfølgelig mente lakrids. Chokoladen er der alligevel fortsat plads til. Da min ekshustru havde haft børnene med på ferie i Finland tidligere på året, havde de nogle lakridsfyldte chokolader med – og deres aroma var langt fra ulig dette vidunder af bittert i baggrunden, og sødt i forgrunden.

Det var tid til at give karakterer, og det faldt som sædvanlig Marcus svært. Han havde stadig Big, Bold & Beautiful fra samme bryggeri i baghovedet og vi formentlig have lang tid fremover. Jeg har for Marcus’ skyld derfor valgt at gøre noget, jeg aldrig har gjort før: Jeg vil sprænge karakterskalaen med tilbagevirkende kraft.

Marcus her fået lov at give Big, Bold & Beautiful 7 stjerner. For så kan han igen give topkarakteren 6 stjerner til de bryg, han synes, fortjener det – fx dette. Læserne vi kunne finde det opdaterede indlæg om Big Bold & Beautiful allerede nu. Jeg understreger, at jeg ikke selv har sprængt karakterskalaen på max 6 stjerner, og jeg intenderer heller ikke at gøre det nogensinde. Men når min medsmager nu så nødigt vil placere andre øl i samme klasse som hint ekstraordinære bryg, der vitterlig er uden for kategori, så må det blive sådan.

Dermed kunne Marcus give denne øl …

Jeg valgte selv at være en kende mere beskeden …

Maureen the Maverick Moonshine, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) II)

Den størst mulige femmer …

Før jeg når til anmeldelsen, eller rettere referatet af endnu en ca. 15 minutter lang palaver optaget med min mobiltelefon – en dokumentationsform der vælges for nemhedens skyld og bestemt ikke arbejdsbelastningens – bliver jeg nødt til at rette fokus på noget, der sker i den virkelige verden herhjemme.

Sagde jeg den virkelige verden? Næh, jeg skrev det! [Trommehvirvel – bækken] Nu hvor den første elendige vittighed er serveret, kan jeg med nogenlunde ren sam-vittighed (I can’t stop) skride videre til alvoren. Jeg har hele tiden vidst, at der fandtes et kontingent individer her i landet, der havde nogle udfordringer netop med den virkelige verden. Det drejer sig om folk der helt reelt tror, at mennesket blev skabt for omkring 6.000 år siden (i det konkrete tilfælde, vi vil klemme mellem to glasplader og lægge under mikroskopet om lidt endda kun 5.500 år) sammen med alle de andre dyr, af gud (som jeg for at drille staver med lille ‘g’), sådan som det beskrives i bibelens (med småt, ha ha) allerførste kapitel, i Danmark kendt som Første Sumpbog (det må godt stå med stort). Kreationister, kaldes de gerne af fagfolk. Jeg foretrækker at kalde dem idioter, tumper og virkelighedsfornægtere – men der er jo heldigvis intet i vejen for, at man samtidig også kan kalde dem kreationister, uden at man geråder sig ud i modsigelser.

I USA er problemet med netop disse tumper, virkelighedsfornægtere og tølpere meget meget stort. De rådgiver en i forvejen på alle ledder og kanter ustabil præsident ud fra andre vrøvlehistorier i bibelen – gerne de sidste kapitlers vås om verdens snarlige undergang og det endelige opgør med Satan (s’føli med stort ‘S’). Samme personer er primus motorer i demonteringen af de amerikanske miljømyndigheder med henvisning til, at den slags er ligegyldigt på grund af Jesus (fra kommunen, i ved – og derfor stavet med stort af hensyn til et stadigt mere overbelastet korps af offentlige ansatte) snarlige genkomst. Endelig spreder de med forfærdende effektivitet bibelens bud på jordens og universets alder, løgnen om intelligent design og myten om Noahs Ark som en historisk beretning i uddannelsessystemet.

Folk som præsten i Sct Maria Kirke i Sønderborg Mads Jakob Jakobsen er altså ikke bare underholdende pauseklovne og fritidsgøglere, vi kan grine skingert og hånligt pege fingre ad. De kan gøre egentlig reel skade, idet deres antividenskabelige løgne kan forgifte alle samfundslag – både dem der sidder ved magten, og dem der en dag skal arve jorden. “Jamen det kommer jo aldrig til at ske herhjemme” er reaktionen gerne. Vi er for kloge, for højtuddannede, for udviklede og langt fremme til nogen sinde at forfalde til den slags barnlig overtro igen.

Imidlertid er denne type ideer ikke længere henvist til obskure sogneblade fra Udkantsdanmark – eller hvis det går meget højt Kristeligt Dagblad og Jyske Vestkystens læserbrevsspalter. Folkevalgte politikere i landets lovgivende forsamling begynder nu at nære sympati for antividenskabelighed med kreationistisk islæt. Og lidet overraskende kommer denne fæle reaktion fra det yderste politiske og psykiatriske overdrev i Folketinget – de ledige standpunkters holdeplads kendt som Dansk Folkeparti. Alex Ahrendtsen parade af stråmænd, løgne og almindelig idioti kan læses i Kristeligt Dagblad i fuld længde. Kort resumeret forstår han hverken evolutionsteori eller hvad videnskab er i det hele taget, hvilket lige præcis åbner den ladeport for den antividenskabelighed og religiøs indoktrinering, der hærger USA. Som en særlig lille krølle på svinehundelorten indgår indlægget selvfølgelig i hans og partiets signaturagtige racistiske angreb på muslimer.

Selv er jeg ganske vist ikke religiøs, og dermed er jeg som udgangspunkt lige så kritisk over for islam som kristendom. Men hvis DF’s angreb på evolutionsteorien skulle smide nogle muslimer over på min side af idiotien, så tager jeg imod med åbne arme – og nej, det er ikke kun fordi der ville være færre til at konkurrere om øl og bacon ovre i min lejr.

Uden at jeg skulle lokke eller presse – for det må folk selv bestemme om de vil eller ej, det er ligesom med religion – skulle det ikke undre mig, hvis nogle af dem blev fristet til at gå på kompromis med deres hellige tekster, hvis der var mere end bare lidt øl af denne kaliber til rådighed.

Maureen The Maverick Moonshine er en fadlagret bourbon stout tilsat chokolade. Amager Bryghus-håndværk som man bedst kender det, aldeles kompromisløst, omend ikke for – som det er tilfældet med religiøse fanatikere – for at opnå en eller anden højere form for idioti, men tværtom for at skabe den bedste oplevelse, nyderen kan forestille sig.

Ironisk nok havde Marcus og jeg smidt den legendariske kultsplatter ‘Bad Taste’ på tossekassen. Det nattætte, lakridstykke bryg, med det jævne, omend flotte skum var forventeligt alt andet end. En tæt em af mørk chokolade og velbrygget kaffe med et sødt pust af kirsebær ramte næseborene til udelt fornøjelse for os begge.

De søde noter fortsatte i smagen med flødefyldig mundfornemmelse af kakao og matchende aroma af chokolade. At vi havde fået fingre i en vældig stout af ekstraordinær kvalitet var ingen af os i tvivl om, men Marcus slåssede (ja gu’ (med småt) er det et ord) med at få sat ord på de udsøgte smagsnuancer. Syrlige kaffebønner var et af hans bud på den friskhed, han oplevede i et bryg, der vel egentlig bare var så godt, at det var svært at udtrykke i tale.

Selv var jeg fornøjet ved en kompromisløs blanding af kaffe og chokolade, der gav alt den tæthed og aroma en stout skal have og mere til, and then some.

Karaktergivningen for mit vedkommende var en solid topkarakter. Øl af den her kaliber fortjener det. Marcus var ikke så rundhåndet – fortsat åbenbart med Big Bold and Beautiful i frisk erindring. Nogle gange fortryder jeg næsten, at jeg lod ham smage den, da det altid volder ham store kvaler, når andre rigtig gode øl kommer på banen. Han vil heller ikke uddele halve stjerner, så han lagde sig på den største 5’er, han kunne.

Marcus:

Undertegnede:

Og efter Peter Jacksons kultklassiker skiltes vores veje igen. Marcus skal endnu engang have tak for, at han ville lægge gane og kadaver til nogle af de øl, jeg selv synes er for store – og gode – til at jeg vil drikke dem alene.

Og nåhr ja – når Alex Ahrendtsen, eller hvem ordføreren for demontering af undervisning nu end måtte være i Dansk Folkeparti, om få måneder forlanger, at der i biologitimerne skal undervises i intelligent design på lige fod med evolutionsteorien, for at undervise i ‘kontroverset’, så kom ej og påstå, at I ikke var advaret.

 

White Crow Omen, Amundsen/AF Brew (Med Niels på Taphouse III)

Aldeles unik …

Beklager igen den faldende anmeldelsesfrekvens. Jeg har været småsyg på det sidste, og selvom det ikke har været i et omfang, så jeg ikke kunne tage på arbejde og den slags, så har kreativiteten og overskuddet til gengæld været reduceret rigeligt til at lysten har svigtet.

Og når lysten svigter, og man skal til at beskrive en af de største øloplevelser, man har haft siden … i sommer, hvor jeg prøvede Big Bold and Beautiful, så vil man jo egentlig gerne gøre lidt ekstra ud af det. Men man nænner det næsten ikke, når man ikke kan mobilisere kreativiteten det ekstra, der skal til.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Vi er nået til finalen på en fantastisk aften på Taphouse, sammen med min læser Niels, der havde inviteret.

Den tredje og sidste øl var et samarbejdsbryg mellem norske Amundsen Bryggeri og AF Brew fra Rusland. Hvad ‘AF’ står for, må indtil videre stå hen i det uvisse. På papiret … eller rettere pappet, som udgør Taphouse’ menukort angives den som ‘White Russian Imperial Stout. Den er brygget på koldbrygget kaffe, så forventningen er et dybmørkt bryg, tungt og tæt som den små småt påfaldende efterårsnat.

I stedet får man et ganske vist tæt, men også ret lyst bryg. Mestendels kobberfarvet er det, og omend nydeligt grumset, aldeles ikke spor mørkt. Duften er til gengæld en klasse for sig. Meget sødt er det, umiskendeligt af karamelsødet kaffe – eller kaffebitret karamel, for bouquetfordelingen er vel ca. 50/50. Fyldigt og meget dybt – aldeles i kontras til bryggets lyse lød, men det er ej nogen skam, al den stund at overraskelsen så er det større. Ud over kaffen er brygget tilsat kakao-, vanille- og tonkabønner (nej, det ved jeg heller ikke hvad er – google er din ven) … prøver man mange specialøl, undrer man sig mindre og mindre over, at så få af dem kommer fra Tyskland.

Aromaen … en gennemført fyldig, fløjlsblød og overvældende finish af den fineste britiske fudge. Nøje afstemt er den vældige sødme med kaffens bitre aroma, der gør at sødmen – dens storhed til trods – aldrig bliver kvalm eller begynder at rive i halsen, sådan som lidt for mange lidt for søde flødekarameller nemt kan få det til.

Ud over at aromaen er fantastisk afstemt, så man kan få al den sødme, hjertet kan begære uden den mindste antydning af kvalme, ja, så er hele smagsbilledet ganske og aldeles uvant, uventet og usædvanligt. Hverken Niels eller jeg havde nogensinde prøvet noget, der bare kom i nærheden af dette brygs aroma. At man ved brygkunst (og tilsætning af veludvalgte ingredienser) kan bygge så fine smagsoplevelser, redder dette bryg en topkarakter, som Niels og jeg var ganske enige om.

Niels skal have fantastisk mange tak for skænken og for en fantastisk hverdagsaften.

Et rigeligt saltholdigt aftensmåltid på min lokale grillbar Husum Chicken på Frederikssundsvej reddede mig fra tømmermænd dagen efter, der som bekendt (thi jeg var inviteret en onsdag aften) var en hverdag som alle andre.

Black Wych, Wychwood Brewery

Pæn forside …

Jeg hader mig selv for gang på gang at falde for Wychwood Brewerys markedsføring. Ikke alene er der afbilledet gobliner, dværge, hekse og andre eventyrvæsner på etiketterne, men øllenes navne er også bevidst stavet på en måde, så det ligner gammelt eventyrengelsk. Salig Terry Pratchett, forfatteren bag Discworld-serien var en mester i at skrive i et sprog, der gav indtryk af at være meget gammelt. At gammelt engelsk ikke lignede det overhovedet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, til gengæld er det så meget desto mere underholdende at læse ‘Diuerse Tales’ omThe olde Wyche’ citeret fra ‘Oldies & Antiquities of Ankhe-Morporke’. Jeg imødegår eventuelle meganørder med hang til flueknepperi ved her at bemærke, at alt er parafraseret frit efter hukommelsen.

Denne stout fra bryggeriet byder sig for tiden til på hylderne i Fakta – så kan læserne jo se, om deres viljestyrke er større end min, når de støder på den. Eventuelt kan man udskyde udfordringen til efter man har læst nærværende anmeldelse færdig. I lyset af, hvordan min oplevelse har været, vil man måske bedre kunne stå for fristelsen.

Dejligt sort og tæt er brygget, omend det tykke, knitrende brune, kogende karamelskum udebliver og erstattes af en noget spag, råvid top. Duften er endnu mindre imponerende – svag og spinkel med en fjern snert af karamelsødet kaffe, der skriger om hjælp bag et alt for tykt og kvælende tæppe af vand.

Lidet overraskende har vandet også godt fat i aromaen. Kaffearomaen titter kun spagfærdigt frem. Det samme gælder karamellen, den er sødet med. Brygget minder derfor i slående grad om Vestfyens for længst hedengangne Mocha Stout, som jeg i sin tid beskrev som tynd kaffe tilsat kulsyre. Overraskelsen indtræder imidlertid i eftersmagen – her lykkes det faktisk en nogenlunde godkendt mokkaaroma at holde sig flydende til gavn for gane, gummer og mandler. Bønnerne som kaffen er brygget af lader altså faktisk til at være fine nok. Der er bare slet ikke nok af dem.

Black Wych er langt fra nogen eventyrlig oplevelse. Rowling, Tolkien og Pratchett fører ikke bare med længder, men hele omgange. En dårligt sammenklasket fortælling med overfladiske karakterer og en tynd historie fuld af plothuller i et billigt science fiction-blad fra 30’erne kan det højest blive til.

Wychwood Brewery er langt bedre til at tegne pæne forsider end de er til at digte noget der bare ligner en ordentlig fortælling.

Paul The Packing Piano Player, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel III)

Flotte skygger …

Vi er ved tredje og foreløbig sidste kapitel i beretningen om Marcus’ og min druktur forleden. Det var ved at blive sent og vi var i fuld gang med brætspillet ‘Fog of Love’ (på dansk: pis af, kærlighed), hvor vi spillede et ungt homoseksuelt par. Men vi ville jo helst ikke forsømme aftenens egentlige ambition – at smage på nogle gode øl – for meget.

En sidste øl skulle det blive til – denne rugstout fra Amager Bryghus. Jeg havde haft den stående siden december sidste år, hvor jeg købte den som en del af en hel pakke med fadlagrede øl fra de amagerkanske humlehoveder. Og den slags øl kan tåle at stå et stykke tid. I forvejen havde de stået i månedsvis og lagret på fad, så at de fik lov at stå lidt længere endnu på flaske, kunne næppe ødelægge noget, snarere tværtimod.

Rug er en kontroversiel sort at brygge på, og angiveligt også vanskelig at få et ordentligt resultat ud af. Amager Bryghus spiller imidlertid hellere stort end sikkert efter hvad jeg kan bedømme, så min forventning var et eksempel på en rugøl, der var, som en rugøl skulle være.

Spontane uartikulerede glædesudbrud var der i hvert fald rigeligt af på min diktafonoptagelse idet brygget blev skænket. Tykt er det, næsten olieagtigt og med det fineste mørkebrune skum på toppen – så længe det varer, for det falder hurtigt.

“Ved du hvad det her er?” erklærede Marcus næsten brysk efter at have mærket bouqueten, “det er hellefisk – røget hellefisk.”
“Javel …”
“Lidt den der salte note, men også den der søde fedme, – røget hellefisk.”
“Det vil jeg give dig ret i …”
“Og on a side note – Hundested Havns røgeri har i øvrigt en fortræffelig røget hellefisk …”
“Kattested?”
“Nej, Hundested din røvhat.”
“*Fnis* Det kommer på bloggen, det ved du godt, ikke?”

Uanset småskænderierne blev forventningen om, at Amager Bryghus sagtens kunne håndtere rugsortens udfordringer indfriet til fulde og fylde. Et vidunderligt røget bryg med sødt-mørke noter af solbær og en overraskende markant bitter profil. Til gengæld forekommer brygget ikke massivt, som Big Bold and Beautiful. – Tværtimod bemærkede Marcus, at den havde lidt af den samme lethed, som Twenty-2 unfiltered havde alt for meget af.

Selv hæftede jeg mig ved, at den nogle gange brødagtige mundfornemmelse rugøl giver, ikke var til stede her. TIl gengæld kunne man godt mærke det, der i mindre vellykkede rugbryg ville have givet den underlige grynede fornemmelse, som “man får i øl, der er brygget med korn der bedre egner sig til brød eller grød” – som Marcus så fint beskrev det. Her er den grynede mæsk blendet dybt ind i brygget, så det glider i ét med de mørke noter af fed fisk og syrligtsøde bær.

Vi glemte helt at give den karakter, og hvad Marcus ville have givet må derfor stå hen i det uvisse – indtil videre i hvert fald. Vi var startet med en øl, som gjorde at vi var gået ud af hulen. Nu var vi gået ind igen, og nød atter skyggerne vel vidende at disse blot var skygger. Og resten af aftenen – inklusive de øl vi prøvede efterfølgende – stod jo i skyggen af aftenens første vidunder.

Så om jeg ville have givet den en anden karakter, hvis ikke jeg samme aften havde smagt på Big Bold & Beautiful, må stå hen i det uvisse. Men den samme karakter kan den indtil videre ikke få …

 

Lagerthas Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven III)

Ikke lige det, man forbinder …

Med dette bryg har Skands bevæget sig ind i den semi-mytiske legendeverden, som vi møder den i Saxos Danmarkskrønike. Lagerthas var således gift med Regnar Lodbrog, der så vidt jeg er orienteret er væsentlig mindre historisk belagt end Robin Hood, Jens Langkniv og Claus Störtebeker. Formentlig er vi nede på niveau med Jesus fra Nazareth og Moses – begge semi-mytiske og i den overleverede form helt sikkert opdigtede.

Historierne i sig selv er selvfølgelig ikke uinteressante. I sin tid troede (no pun intended) jeg jo, at min videreformidling af dem var det, der skulle give mig smør på brødet … Så heldig var jeg desværre ikke. Indflydelsen, fortællingerne har haft, er til gengæld til at tage og føle på. I betragtning af, hvor mange krige og lidelser, historierne om Moses og Jesus har afstedkommet, er det faktisk ironisk, at den civilisation der havde Regnar Lodbrog som en af deres superhelte i dag anses som den mest barbariske af de to.

Lagertha var ligesom sin husbond en græsselig kriger – og i betragtning af bryggeriets feministiske profil, er det ikke overraskende, at det er hende, der her hyldes med en øl.

Ifølge etiketten er der tale om en havrestout, hvilket direkte modsiges af deklarationen, der angiver bygmalt, humle, porse, gær og vand – men altså ingen havre. Ups! Duft er der ikke meget af, men på den måde minder den selvfølgelig om de havrestouts, der angiveligt skulle være ganske vanskelige at brygge og som efter min erfaring aldrig smager af særlig meget.

Jeg forstår ikke havrestouts al den stund, at man åbenbart investerer mange anstrenglser og ressourcer i en øl, der – når den lykkes – i bedste fald er halvkedelig.

I aromaen er brygget ganske mildt uden at være direkte vandigt. Man bydes venlig aroma af kaffe sødet med vanillesukker og marcipan. Lader man brygge skvulpe lidt mere rundt, vokser sødmen til en antydning af fersken, der formår at spille fint op til kaffebitterheden. Det hele er nydeligt omfavnet af et skvæt fløde til at gøre det hele lidt mere rundt og lækkerhedsagtigt …

… og aldeles ufarligt samt aldeles ukrigerisk og umægtigt.

Det kunne man ellers godt have forventet det af en øl, tilegnet en stor kriger. Dette er mere en øl for tjekkede caffe-latte slubrende storbyfemininer end vikingetidens skjoldmøer. Subsidiært er den for femininernes ledsagende storbyhipstere og ingenlunde en drik for tapre, blodtørstige, berserkergående skjoldmøer – eller disses ledsagere.

Pride, Amager Bryghus

Storslået!

Nu til den sidste øl i Amager Bryghus’ Sinner Series – Pride, Stoltheden, eller egentlig snarere Hovmodet. Traditionelt anset som det største synd af dem alle …

… bortset fra selvfølgelig, at hovmodet ligesom grådigheden nu til dags nok anses for en af de højeste dyder snarere end et kendetegn for en skidt karakter. Sådan har det været længe. I særdeleshed siden den senere krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen nytårsdag 2002 annoncerede, at det nu var slut med at rådføre sig på en lang række områder med eksperter – eller “smagsdommere” som han kaldte dem. Hvem der præcis vidste bedst andre end dem, der havde dedikeret deres liv til at opnå ekspertise i vanskelige videnskabelige felter til menneskehedens bedste, kom aldrig til at fremgå klart. Praksis viste sig dog hurtigt, at regeringen selv ville tage beslutningerne og demonstrativt blæse på eksperternes råd mange år fremover, og fortsat gør det. Måske var det allertydeligst, da Danmark gik med i Irakkrigen, og som nation gjorde sig meddskyldig i den største humanitære, militære og diplomatiske nedsmeltning i dette århundrede. Det skete som bekendt i trods mod en lang række diplomatiske, militære og efterretningsmæssige eksperter, der samstemmigt helt korrekt havde konkluderet at USAs daværende præsident George W. Bush var lige så fuld af løgn, som den gennemsnitlige danske konventionelle Venstre-landmands gylletank er fuld af lort.

Og hovmodet smittede. Resten af befolkningen begyndte med internettets hjælp i højere og højere grad at stole på egne mavefornemmelser og/eller deres betændte had, end nøgterne, omend komplicerede analyser fra højtuddannede mennesker.

Og udviklingen har været global. Valget af Donald Trump som USA’s præsident er nok den foreløbige kulmination på en trend, hvor mere og mere magtfulde mennesker afviser eksperter for at være pladderhumanistiske, bedrevidende, eller måske endda selve fjendens tropper, der opererer bag linjerne. At tænke sig – vi skal tilbage, helt ned i den kolde krigs dybfryser, for at finde eksempler på at verdens Supermagter truer hinanden så åbenlyst.

Og hvorfor får det mig til at tænke på, at Tom Lehrer – manden bag verdenshittet “We will all go together when we go” – fyldte 90 år d. 9. april – altså for få dage siden? (Forsinket tillykke, gamle dreng!)

Og hvorfor starter jeg alle mine afsnit med “Og”?

Og hvorfor stiller jeg så mange retoriske spørgsmål? (I behøver ikke svare – det var et retorisk spørgsmål (… eller var det!?))

Amager Bryghus’ bud på hovmodet er anderledes ikke-faretruende uden dog at være det mindste kedeligt. Ifølge etiketten har de valgt en type, der står dem nær – en Imperial Stout, simpelt hen. Omend ikke simplere, end at urten har kogt i 6 timer og indeholder 7 slags malt. Det giver et natsort bryg med en styrke på 10 %, og rigeligt med oplevelser til næse, mund og øjne. For også skummet er flot, som det tårner sig frådende og matchende chokoladebrunt op over den tyktflydende, sorte olie. Duften er i det magelige snarere end voldsomme hjørne, med en rar – omend ganske kraftig – em af mørke nødder og kaffe.

Brygget nippes bedst i små slurke, der helst slubres som en skoldhed kop kaffe. Det skyldes ikke kun, at man gerne vil trække alt smag ud af dette flydende vidunder, men også at man ikke rigtig vover andet. Der er så meget smag, at man er bange for at brænde sig på den.

Fuldfed kaffe af udsøgte bønner forenes elegant og næsten erotisk med sød, klæbrig ahornsirup, krydret med smeltet, finsk lakrids. Hver lille dråbe, der finder vej over ens fugtige læber, driver kælent, sensuelt og begærligt hen over den lystigt æggende tunge, idet hvert lille smagsløg aktiveres af bryggets potente safter.

Dette er det noget af det ypperste, man kan nå i en imperial stout der ikke er hårdtslående, ondskabsfuld og frygtindgydende, som samme bryggeris uforlignelige Green, Green Banshee. Og hvor er det livsbekræftende at blive mindet om, at det varme og rare også kan være pirrende, pikant og farligt på en ganske anden, men mindst lige så tilfredsstillende måde.

Sikke en finale!

Dark Sky, Bryghuset Møn

Nr. 1000!

At tænke sig, at jeg skulle nå så langt, helt uden at holde op med at blogge. Et eller andet må jeg vel gøre rigtigt – som fx blive ved med at blogge i lang nok tid.

Vel, lad mig forlade de flabede tautologier for en stund for i stedet at svælge i lidt narcissistisk selvklapperi på skulderen. At kunne holde koncentrationen om et projekt så længe er ikke just noget, der karakteriserer mig. Jeg mister alt for ofte alt for hurtigt interessen for projekter, jeg påbegynder, og de hensygner halv- eller kvartfærdige, mens uforløstheden og irritationen over at endnu en havareret syssel gnaver som et par nyindkøbte Dr. Marten’s.

Men sådan skulle det altså ikke være her. Jeg er nu nået til anmeldelse nr. 1000, og har vel nok indledt indlægget derefter. Jeg vil derfor gemme resten af selvskulderklapperiet til jubilæumsindlægget, og skride til omtale og anmeldelse af den øl, jeg prøvede som nr. 1000 i stedet.

Billedresultat for 1000 gif

Kilde: https://giphy.com/gifs/1000-FoceUJOPT8QyA

Strategien for, hvordan jeg valgte den øl, jeg ville anmelde, karakteriserer mig til gengæld alt for godt. Den hedder “panik før lukketid” – selvom Magasin, hvor jeg købte den, nu ikke var ved at lukke, da jeg fandt den. Jeg syntes til gengæld ikke min beholdning af øl indeholdt nogen oplagt kandidat, og jeg håbede derfor at finde én i hint velrenommerede og (fise)fornemme indkøbscenter på Kongens Nytorv.

Og så alligevel blev det sådan lidt i mangel på bedre. Magasin’s Mad & Vin-afdelings øludvalg er nemlig ikke stort mere imponerende end fx Faktas. Større – måske, men man ville fx aldrig finde sure belgiske øl, af den kaliber som man kunne finde i COOPs discountaktør i (lidt for) pæne, (noget for) fine og (alt for) nydelige Magasin.

Men jeg fik lov at betale Magasin-pris for den – 150 bobs. Men det var så også inklusive en personlig anbefaling fra den ansvarlige for vinafdelingen. Han mente, det var en af de bedste øl overhovedet på markedet herhjemme for tiden, og at Bryghuset Møn var et af de førende bryggerier. Til det måske nok flabede, men alligevel relevante og ikke ligefrem uforskammede spørgsmål, i lyset af vinformandens påståelighed, om Bryghuset Møn monstro var bedre end Amager Bryghus, var han i øvrigt dristig nok til at svare “ja”. Omend med en smule tøven – og jeg har i den grad min tvivl.

Men pæn er den da – både udenpå og indeni. Desuden har hvert bryg et nummer – denne har 1650 … ja, det var pokkers, at det ikke var nr. 1000, hva’? Brygget skvulper natsort – omtrent som navnet antyder – og adækvat tykt ned i glasset … og så måske alligevel lidt for let i betragtning af, at der er tale om en 9 % stout, tilsat whisky og rørsukker. Duften lader ligeledes en smule tilbage at ønske – måske fordi bryggeriet selv anbefaler, at man lader øllet stå et par år … vel, det har jeg bare ikke tid til. Noter af kaffe og lakrids glæder nogenlunde, men der er bare ikke helt nok af det.

Smagen er til gengæld på plads. Kaffen og lakridsen blander sig meget elegant, tilbagelænet og mageligt – ingenlunde voldsomt, men det behøver det jo heller ikke være, for at være godt. Man behøver ikke altid en actionfilm – et velspillet drama kan være mindst lige så godt og oftest endda bedre.

Kaffen indleder oplevelsen, der så efterhånden overtages af lakridsen midt på tungen. Her ligger den venligt masserende og ikke det mindste støvet. Sidst mødes man af hasselnødder – tilpas bitre til at matche den tilbagelænede kaffe og chokolade perfekt med en antydning af udfordrende kant, der ikke gør det hele så mageligt, at det bliver kedeligt og trivielt.

Varmt, rart, mægtigt, stilsikkert og smagfuldt – hvilende harmonisk i sig selv, og så måske også en smule mere på laurbærrene end brygget helt fortjener.

Men igen – hvad jeg måske efterlyser af fandenivoldskhed kan også opfattes som kvalitet. At brygget fx ikke smager synderligt af alkohol – selvom det er tilsat whisky – vidner vitterlig om stor brygkunst.

Den var også et godt valg – ikke mindst som øl nr. 1000.

Men nej! Aldrig, om den kunne slå det bedste fra Amager Bryghus – det kræver altså alligevel noget ondskab, som dette bryg ikke besidder!

Imperial Stout Limited Edition, Fuller Smith & Turner

Tilbage igen …

Føj! En omgang …

De mere end to uger, der er gået siden sidste indlæg, skyldes den fæleste influenza, jeg har haft i mit voksne liv – tror jeg i hvert fald. Ét var rysteturenes tænderraslende omkringkastning, ledsmerternes knoglesplittende rasen og temperaturens endeløse flugt mod termometerets top. Det var for så vidt ikke anderledes end det plejer.

Det usædvanlige var varigheden. – Normalt plejer jeg at kunne ryste den slags af mig i løbet af et par dage, men denne gang skulle det åbenbart være anderledes.

En hel uge lå jeg fuldkommen underdrejet. Og endnu en uge efter at jeg trods alt var blevet så frisk, at jeg kunne slæbe mig på arbejde igen, skulle hele mit sølle kadaver igennem en laaang helingsproces af host og snøft, slim så tykt at det måtte tygges og smagsløg der ville have te, rom og under ingen omstændigheder noget, der bare lignede øl.

Har man hørt mage?

Vel – jeg er omsider på højkant igen, og har åbnet øl nr. 999 til anmeldelse her på bloggen. En imperial stout fra det klassiske engelske bryggeri Fuller Smith & Turner, der i anledning af … vel … et eller andet, er brygget i en special edition med tilsætning af centennial humle (lækkert, men næppe usædvanligt) og rosenknopper (det er til gengæld lidt sært). Desuden var den så limited, at den ikke bare var kommet på flaske – nej, flasken var skam også puttet ned i en fin papæske, påskrevet med gylden skrift, ligesom etiketten..

Skænkningen forløber nogenlunde problemfrit – det er trods alt den lette russiske type. Duften er til gengæld anderledes lovende med for typen utraditionelt tunge elementer af hasselnødder og kaffe. Tæt og fyldigt møver de sig anmassende op i næsen, i trods mod det letflydende brygs nyligt indgydte forventning om en finere og spinklere oplevelse.

Anderledes er det ikke i smagen. Der er masser af den, og at der er tale om den angiveligt lette russiske imperial stout er kun subtilt antydet bag det tykke, tunge tæppe af kaffe, hasselnødder og mørk, mørk rom. Rommen holder det hele sammen med sin skarpe, gennemtrængende skalpel, der snitter lange rifter i hele mundhulen, så den øvrige aroma rigtig kan trænge ind.

Måske er den endda lige lidt for dominerende, rommen altså. Men det er en tilgivelig skønhedsfejl, der blot er med til at give det overraskende letflydende bryg mere karakter.

Det var et fremragende valg af øl nr. 999 – hvis jeg må sige det selv.

Nåhr ja – jeg kunne ikke smage rosenskuddene. Heller ikke selvom jeg denne gang vidste at de var der på forhånd. Så har man set det med.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme