Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: stout

Russian Imperial Stout, Beard Brew (10 års jubilæum!)

Lige som den skal være.

Bloggen har fødselsdag, og den er rund. For præcis 10 år siden udgav jeg det første indlæg på bloggen – de Indledende bemærkninger, der mest af alt og lige som resten af bloggen mest er noget fordrukkent sludder. Men det er fordrukkent sludder, jeg nu har moret mig med i 10 år. Og jeg har tænkt mig fortsat at fare forværts, mens jeg morer mig (fare, more – see what I did there?)

“Jeg vil smage mig igennem Supermarkedernes udbud af specialøl, og så godt som jeg er i stand til vurdere og rådgive jer læsere om, hvad der er drikkeligt – og navnligt ikke er.” Dette er ikke desto mindre erklæringen fra de indledende bemærkninger – egentlig forbløffende sammenhængende i forhold til resten af det indlæg (og alle de andre der siden kom). Har jeg overholdt målsætningen? Ja – det synes jeg faktisk. Gennem årene har jeg gået efter at være forbrugerens stemme. Jeg er gået efter øl, der har været i almindelig handel, og således blev produkter som fx Grøn Tuborg, Carlsberg Premium, Ceres Top og Royal Pilsner afprøvet tidligt i bloggens historie.

Men jeg er også gået efter kvalitetsbryggene. Og her har jeg ikke været sen til at gå ud over de snævre rammer, formålsparagraffen i de indledende bemærkninger sætter. Der har jeg ikke kun holdt mig til, hvad man fandt i supermarkederne. Næh, der har jeg boltret mig i både specialbutikker, på ølfestivaler og direkte på bryggerierne. Jeg tillader mig, som den fattiglus jeg har været gennem alle årene, at benytte mig af de døre der åbner, når man trods alt er så meget influencer (God, I hate that word!) som jeg efterhånden er blevet.

Samtidig skal det siges, at der i de år, der er gået, siden jeg startede bloggen tilbage i 2010 – i Fjældevænget, Aarhus V (der dengang blev stavet med bolle-Å, og hvor det største bydelen kunne prale af, var en X-factor-pigegruppe, og ikke Yahya Hassan) – har udvalget af specialøl også fået sig et ordentligt nøk opad. Således er Petrus Aged Pale, en sur belgisk øl, der kunne findes på Faktas hylder i efteråret 2017, nok den bedste øl, jeg nogensinde har købt i en supermarkedskæde.

Til at begynde med, var specialøl lig med udenlandske øl. Så selvom jeg for så vidt satte pris på variationen, da Fakta i efteråret 2010 satte nogle øl til salg, jeg ikke havde prøvet før, fnøs jeg alligevel af det lidt for bilsælgersmarte salgstrick. Øllene var ikke spor specielle i Tyskland og England, hvor de kom fra. Den slags trick ser supermarkederne heldigvis ud til at være afstået fra.

Og alligevel – man skal jo starte et sted, og det var da godt, at der blev startet, om jeg så må sige. Var det tilfældigt, at det på den måde tog fart få måneder efter at jeg var begyndt at blogge? Til det kan jeg kun sige: Ja, helt sikkert. Jeg tror absolut ikke de to ting havde nogen som helst sammenhæng. Selvom jeg måske er blevet en man ‘kender’ en smule ude blandt bryggerier og distributører, tror jeg ikke, at jeg har skyggen af indflydelse på, hvad aktørerne smider på hylderne.

En lille smule indflydelse på, hvad kunderne lægger i kurven, til gengæld – det bilder jeg mig ind, at jeg har. Og det er også lige præcis det, jeg har villet opnå.

Derudover – og det overrasker mig faktisk, at jeg ikke nævnte det i de indledende bemærkninger – har min ambition altid været at give læserne en god læseoplevelse. Ja, det lyder uendeligt popsmart og 00’er-agtigt. Men det giver vel nærmest sig selv, at en blog aldrig bliver god, hvis det, der står på den ikke er værd at læse. Både indholdsmæssigt og formmæssigt, nota bene.

Formmæssigt er dette indlæg allerede et rædselseksempel på, hvad flere af mine læsere gennem tiden har angivet som grunden til, at de holder fast i bloggen. Hvilke sindssyge kombinationer, ikke bare af bogstaver, men også af tegnsætning, paranteser, anførselstegn, gåseøjne, accenter, kursiveringer og andre klovnerier man mon bliver budt på i næste indlæg? Det håber og tror jeg, er noget af det, læserne ser mest frem til – ud over anmeldelserne – når en besked om et nyt indlæg tikker ind på mail, Twitter eller Ansigtsbog.

Vel, til et jubilæumsindlæg skal der falde noget ordentligt. Jeg er endnu engang trådt uden for de indledende bemærkningers formålsparagraf, og har valgt en øl, som er blevet sendt til mig fra et lille og meget kvalitetsbevidst randrusiansk mikrobryggeri, der forhåbentlig snart får sit store velfortjente gennembrud herhjemme – Beard Brew.

Deres Russian Imperial Stout valgte jeg at nyde, da jeg forleden dag i et anfald af masochisme, drikfældighed og lyst til at agere socialt (ja, tænk at det skulle overgå mig) arrangerede en livestream på YouTube, hvor jeg og nogle venner (en af dem kendte jeg endda sådan rigtigt i virkeligheden!) ville se lidt af den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentarer. Hvad der kom ud af det, kan ses her, og der vil man også kunne se hvordan brygget ser ud. Jeg var ikke vaks nok i farten til rent faktisk at få taget et billede af brygget … man har vel ikke ADHD for ingenting.

Den natsorte lød og det høje, brune skum kommer næppe bag på nogen, der kender typen. Duften lader til gengæld noget tilbage at ønske, og byder kun på fjerne indslag af røg og kaffe. Skulle dette mon blive den første skuffelse, Beard Brew har budt mig? Der var kun én måde at finde ud af det på.

At smage brygget.

Og se det var jo noget ganske andet. Skuffelsen udeblev med bravour og applaus. At skue brygget på bouquet, eller mangel på samme, ville nok vildlede endnu mere, end at ville skue på udseendet alene. En svag bouquet skal i hvert fald aldrig afskrække nogen. Jeg har prøvet mange øl i min tid, der duftede af næsten ingenting, netop fordi al aroma var gemt i smagen.

Beard Brews Russian Imperial Stout er en mild kæmpe. Et fløjlsblødt, varmt, bamsekram, man kan forsvinde helt ind i, og bare nyde hvordan det trygt lukker sig om én i en følelse af ro og kontemplativ ensomhed. Genren er kendetegnet ved sødme og lethed. Sidstnævnte afskrydses snart, helt uden at det ligger brygget til last. Sødmen udebliver, men savnes ikke. Den er erstattet af en blid, mild bitterhed af førsteklasses aromamokka, nænsomt ristet over skærver af udsøgt tørret eg.

En smagseksplosion er det egentlig ikke – og det behøver en Russian Imperial Stout heller ikke være. Til gengæld sidder aromakompositionen lige i skabet, mens letheden gør, at man rigtig kan nyde bryggets velanbragte smag i lange sug, henover tunge og gummer.

Aldrig må man forpustet og overvældet stille glasset fra sig. Det bliver aldrig for meget‘ – og selvom det egentlig gerne må blive for meget ind imellem, er en øl, der balancerer perfekt mellem udtryk og harmoni, også noget jeg kan gå 100% ind for.

Endnu et lille mesterværk. En mere end værdig jubilæumsøl!

Imperial Stout Edición Limitada 2016, Cerveza Dougall’s

Med overraskelse …

Sidste nyt! This just in! Breaking News … Jeg er fandenfisemig arbejdsløs igen. Det var måske også lige til den flabede side at finde arbejde netop som tusindvis af borgere må melde sig ledige på grund coronakrisen. Så det er ikke fordi jeg nu føler mig specielt ramt eller uheldig. Nu er min situation som rigtig mange andres, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke så bare en lille smule frem til at sidde derhjemme og lave ingenting i et par dage.

Eller ingenting og ingenting – jeg vil sove længe, hygge mig på nettet (i.e. skændes med folk på Twitter), skrive om øl og få redigeret nogle videoer, mens jeg holder mig opdateret om coronasituationen.

Det første problem jeg må få løst er, at da jeg optog anmeldelsen af denne øl på video, fortalte jeg vidt og bredt om, hvor glad jeg var for mit nye arbejde, og hvordan min depression var forsvundet som dug for solen. Det skal jeg på en eller anden måde have produceret mig igennem, og så håber jeg ellers ikke at depressionen får fat igen med den kraft den havde sidst, for det var dælme ikke særlig rart.

Anyways, on with it! I dag skal jeg anmelde den første øl på bloggen fra Spanien. Og så alligevel ikke helt, for jeg har allerede været omkring Baskerlandet hele to gange. Men som jeg allerede bemærkede dengang, anerkender jeg ikke den royale kastilliske imperialisme, og placerer derfor øllene fra den iberiske halvø under kastillisk hegemoni efter regioner, hvis disse gør alvor ud af deres rimelige krav om selvstændighed.

Efter hvad jeg har kunnet sjusse mig frem til ud fra Google Maps ligger dagens bryggeri ret tæt på, men ikke i Baskerlandet. Ej heller påstås dette noget sted på etiketten – so Spain it is. Brygget blev erhvervet for ret længe siden efterhånden – på sidste års ølfestival i Lokomotivværkstedet i Københavns Sydhavn. Men da der efter hvad jeg kan deducere ud fra etiketten er tale om en limited edition fra så langt tilbage som 2016, tror jeg ikke det ekstra halve år har haft den store betydning. Holdbarheden går til december i år, så jeg er stadig vel inden for rammerne af det sundhedsmæssigt anbefalelsesværdige (så langt disse ellers måtte strække sig angående produkter med 9% alkohol).

Et dovent skvulpende natsort bryg fylder langsomt glasset op, og efterlader kun et yderst sparsomt, omend nydeligt mørktgyldent skumlag. Brygget byder på søde bouquetnoter initialt; svesker og druer i nydelig portvinøs forening. Aromatisk er billedet imidlertid noget ganske andet. Hvor man ud fra den søde duft forventer en relativt let stout af Russian Imperial-typen, bydes man på en anderledes tung og bitter oplevelse.

Det tætte, sorte bryg byder på stærk kaffe, en antydning af røg, og en tæthed af mørkt træ. Sødme fra duften er kun sparsomt til stede, men dog nok til, at den tykke, bitre suppe glider lidt lettere hen over tungen. Det er dog ikke så meget svesker som portvinen man mærker – og den er udsøgt, som den mageligt lægger sig ved mandlerne og fuldender en solid og veldrejet øloplevelse. Bestemt ikke det værste at have i ølkælderen under et pandemi-lockdown.

Glem ikke at vaske hænder, og hold jer nu hjemme, derude.

Guinness Foreign Extra, Diageo

St. Patrick’s derhjemme

Kaabaen i Mekka er lukket og det samme er Peterspladsen i Rom. Er det ikke interessant, hvordan religiøse mennesker handler som om deres gud ikke eksisterer, mens den aktuelle coronaepidemi hærger? Det er som om de helt har mistet tiltroen til deres guds hjælp – og gudsketak og lov for det, fristes man i et anfald af slet skjult sarkasme at tilføje.

I modsætning til store dele af den danske højrefløj ønsker jeg ikke, at nogen skal få COVID-19 blot fordi de har et andet religiøst synspunkt end mit. Søren Espersens slet skjulte skadefryd på Twitter over bengalske muslimer, der ikke følger saudiernes sjældent rettidige omhu og Vatikanets ditto er forventelig, og så meget desto mere frygtindgydende. Tænk at sådanne mennesker har magt her i landet. Ikke så meget, som de engang havde, ganske vist, men bare en smule magt til den slags hadefulde mennesker, er pissefarligt.

Dobbeltmoralen skriger samtidig til himlen, idet DF’s helt egen højhellige profetereske Jomfru Marie (med efternavnet Krarup) ligeledes på Twitter har krævet gudstjenester gennemført mit i coronapandemien, “hvis man holder god afstand mellem deltagerne […] Ligesom vi gjorde i Folketinget ved afstemningerne torsdag aften […]”. At menigheder ude i landets kirker er en broget flok mennesker, der er langt sværere at holde styr på end Folketingets medlemmer, der i modsætning til menige kirkegængere nok skal blive testet så snart der er den mindste mistanke om smitte, skænker hun åbenbart ikke en tanke. Smitterisikoen er der altid – uanset hvor langt man ellers holder sig fra hinanden. Og jeg vil i øvrigt meget nødigt være den kordegn, der håndhæver afstanden mellem sognebørnene på vej ind og ud. Ikke alene er det langt ud over jobbeskrivelsen at måtte skride ind med et “hov hov!” hver gang afstanden overtrædes – det udsætter også kordegnen selv for smittefare – hver gang. Ligesom kordegnen (hvis det da ellers er hende eller ham, der står for security i templet) selv kan agere smittespreder i samme situation.

Så Jomfru Marie har mindre indsigt og udviser mindre rettidig omhu end salafistiske wahabier og romerkirkens gevandtklædte pæderaster. Burde man være overrasket? Det er jeg i hvert fald ikke. Marie Krarup gør ellers meget ud af altid at ville Danmark det bedste, men i øjeblikket udgør hun sammen med Vibeke Manniche og dennes datter Mai den største fare mod folkesundheden.

Selv overholder jeg isolation efter bedste evne. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne komme i kontakt med andre mennesker ud over mine arbejdskolleger, er i den offentlige transport mellem Thisted og Bedsted hvor jeg arbejder – og så når jeg køber ind. Det hænder at jeg har privatchauffør, både i toget og i bussen, når jeg vælger at tage den. Jeg har endnu ikke registreret flere mennesker end der kan tælles på en hånd, når der endelig var flere med end mig selv. Så der er risikoen til at overskue. Supermarkederne er ikke mennesketomme, men altid kun sparsomt besøgt. Så i det hele taget ser det ud til, at folk heroppe i Nordvestjylland har fattet de indtil flere vognstænger, myndighederne har viftet med som små dannebrog ved landskampe.

Værtshuse er ikke noget, jeg går på særlig tit, så når jeg holder mig fra dem, gør jeg i det store og hele som jeg plejer. Så på St. Patrick’s Day behøvede jeg heller ikke græde snot over, at de værtshuse, jeg alligevel sjældent besøger, kunne have været lukket. Til gengæld arrangerede en af mine gode venner fra internettet, Geoff Breeze en livestream på hans YouTube-kanal i dagens anledning. Nu hvor værtshusene alle var lukket, kunne man jo i vores online tidsalder rykke værtshusene hjem til én selv.

Geoff havde ikke hamstret Guinness – han er et ordentligt menneske, der overhovedet ikke hamstrer, men en sixpack havde han da købt. Jeg fandt anledningen perfekt til også at åbne en Guinness – én jeg har haft stående næsten et år.

Jeg købte den på Copenhagen Beer Festival sidste år i Africanbeer.dk’s stand. Det er ikke en Guinness, der sådan lige kan fås overalt, idet den brygges og distribueres i Nigeria. Lidt bekymret var jeg for, at den havde stået for længe, da den faktisk var over sidste salgsdato, men mørkt øl plejer at kunne klare det.

Visuelt fejlede den i hvert fald intet. Kulsort som man kender den, omend tydeligvis tappet med kulsyre og ikke kvælstof sådan som en traditionel Guinness er det. Skummet blev ikke så tæt, men til gengæld antog det en gyldenbrun lød, hvis festlighed ingen kunne tage fra den. Bouqueten lovede godt. Guinness dufter ikke af meget – mest bare vådt, men her viste sig snart indslag af nødder, en både bitrere, varmere og langt mindre vag duft, end man er vant til.

Mundfornemmelsen viste sig imidlertid at være på samme spor som den traditionelle Guinness. Fortrinsvis let, brødagtig, med aromaen mere som sekundant end primær drivkraft. Man drikker ikke Guinness for smagen, men for følelsen af den i munden.

Til gengæld er der faktisk mere smag i den her. Og det er god smag. Letkrydrede søde noter af kamille og kardemomme giver brygget et velundt pift. Jeg kunne være nedladende europæisk og fyre nogle kolonialistiske klichéer af om Afrika som et farverigt kontinent, der sætter mere kulør på alting. Det vil jeg undlade, fordi jeg ved at det meste øl fra kontinentet består af industrielt pilsnersprøjt, der hverken er mere eller mindre intetsigende, end det vi hælder alt for meget af i os i Europa – og for den sags skyld resten af verden.

Brygget her er med andre ord ikke bedre på en afrikansk eller nigeriansk måde. Det er bare bedre – and that’s it.

Glem ikke at vaske hænder, og lyt hverken til Vibeke eller Mai Manniche eller Søren Espersen og Marie Krarup.

Så skal vi nok klare den.

Limfjordsporter Lagret på Egetræ, Thisted Bryghus

Et lille jubilæum

Så nåede jeg så langt. Denne øl er nummer 1200, jeg anmelder her på bloggen. Det sker midt i en verdensomspændende corona-epidemi med en amerikansk præsident, der vil blæse truslen fra samme virus en længere march. Føj dertil et amerikansk primærvalg hvor det vigtigste ser ud til at være, at forhindre den eneste fornuftige kandidat i at blive opstillet. Dette gøres ved at sikre den mest uduelige kandidat opstilling – en kandidat der efter alt at dømme er langt mere mentalt hæmmet end den allerede siddende. Alt sammen fordi det kræves af partiets konforme, centristiske, korporative magthavere. Samtidig må jeg selv slås med arbejdsløshed og depression, og at verden ser ud til at gå rent ad helvede til, gør jo ikke noget videre godt for mit velbefindende …

Ikke det kønneste bagtæppe for et ellers flot rundt antal anmeldelser. Men man kan ikke altid få det helt, som man vil have det. En ordentlig øl i dagens anledning, skal læserne i dog ikke snydes for. Den her har ligget på lager længe og var egentlig ikke tænkt som den øl, der skulle drikkes i anledning af at tre cifre i tælleren skiftede samtidig. Det var snarere den mest spændende øl i køleskabet jeg kunne finde, da jeg opdagede at det var ved at være tid igen til at markere et dobbeltrundt antal skriverier.

Det er et lokalt bryg – den langt fra ukendte Limfjordsporter lagret en måned ekstra på egetræ. Det kan ikke ses – brygget er den samme velkendte højt bruntskummende, tætte tjæresuppe som vi alle elsker så højt. Hvor søde noter af lakrids normalt kan mærkes i bouqueten, lader disse til at være helt erstattet af mørkere, bitrere noter. Kaffe i kombination med træet, brygget har lagret på mærkes tydeligt – og forbløffende harmonisk i betragtning af, hvor stærkt de træder frem.

På samme måde er det i aromaen. Lakridsnoterne – som jeg altid har fundet en anelse ved siden af bryggets øvrige smag – er nedtonet til fordel for et bitrere, smallere men også mere intenst smagsspektrum. En simplere udgave af Limfjordsporteren, der som et stykke virkeligt ingeniørkunst er gjort bedre – ikke ved at man har tilføjet noget – men ved at man har fjernet noget, for så at understrege noget af det oversete i brygget, der viser sig endnu bedre, når det rigtig får lov at folde sig ud.

En mere harmonisk udgave af den lokale Thisted-klassiker, men uden at der er gået på kompromis med kvaliteten – den er helt i top, og faktisk endnu mere i top end i originalen.

Well done! For min skyld måtte tricket med at lade Limfjordsporteren lagre på eg en måned ekstra gerne blive noget, bryggeriet gør permanent. Ved mig selv fryder jeg mig lidt ekstra over, at det lykkedes at finde et rigtig godt bryg til jubilæet.

Husk at vaske hænder derude – vi ses snarest til flere anmeldelser.

Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata (Ole Øl-Ninja 11)

Afdæmpet finale …

Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.

På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.

Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.

Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.

At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.

Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.

De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …

Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.

Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.

Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.

Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?

Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoursleutel Beer Engineers (Ole Øl-Ninja 9)

Rart …

Tonen blev pludselig noget dyster og alvorlig, jeg ved det godt. Småtjansen, jeg nævnte i forbifarten sidst har formået at løfte humøret en anelse. Jeg er eksamensvagt for nogle HHX’ere og HTX’ere, og det betyder at jeg skal sidde i et klasseværelse i ca. 5 timer, hvor der er helt stille og absolut ikke sker noget som helst. Det giver mig noget tiltrængt ro og fred, uden at jeg behøver forsumpe i den ukonstruktive lediggang, der alt for længe har karakteriseret min hjemlige dagligdag efter jeg blev arbejdsløs.

Nu er det spændende, hvilke sanktioner a-kasse og kommune mon vil kaste i nakken på mig, fordi jeg har gjort et eller andet forkert i forbindelse med det arbejde jeg har taget. Men det må jeg tage til den tid. Lige nu må jeg ihukomme, hvad Ole og jeg havde at sige om den her øl. Jeg husker ikke en lyd fra det, så det er godt at hele seancen blev optaget på video.

Brygget er aldeles natsort og ikke ulig den olieagtige viskositet, der karakteriserer rigtig gode stouts. Til gengæld skummer brygget ikke det fjerneste, og det gør alligevel den visuelle oplevelse til lidt af et antiklimaks. Med en  lang liste af ingredienser (ud over de fire klassiske; kaffe, laktose, hasselnødder og kakaonibs – ingredienserne i en isvaffel) forventer man mere. Til gengæld dufter brygget dejligt. Man mærker hasselnødderne og kaffen – lovende bitre noter.

Det er lidt andre noter, der møder én i smagen. Chokolade, mørk chokolade træder frem først – og det er ikke noget dårligt bytte for hasselnødder for så vidt. Jeg kan lide begge dele, og vil i øvrigt ikke udelukke, at hasselnødderne så småt sætter ind efterhånden – som en diskret, blød bitterhed. Da brygget ikke skummer, kommer det ikke som nogen overraskelse, at det næsten er helt fri for kulsyre. Det skader på ingen måde, da de bløde og søde noter derfor rigtig kan synke ned og ikke bare behage smagsløgene, men også venligt massere kanalerne omkring dem. Man kan rigtig mærke, hvordan det sorte bryg, som en tyk chokoladekaramelcreme glider ind mellem alle tungens knopper og konturer, pikant smører og kæler, til næsten erotisk vellyst og nydelse.

Ole var lidt mere kritisk. Han savnede drikkelighed og citerede salig Michael Jacksons (ham med øllene og whiskeyen, ikke musikeren) ord om, at øl skal være drikkeligt. Det skal ikke være noget, man skærer ud i små tern og tygger. Brygget var ham åbenbart en smule for tæt, og mindede mere om en dessert end en hovedret. En dessert der imidlertid blev serveret i den samme, mystiske 0,44 l. emballage, som uanset det skæve i rumfanget, var for meget for én person på én gang.

Det skulle nu ikke afholde ham fra at give brygget samme karakter som undertegnede. Han var åbenbart klar til at indrømme brygget dets objektive kvaliteter – også selvom den måske var en anelse for meget at komme igennem.

Black Sun, Frau Gruber (Ole Øl-Ninja 2)

Mere Schwarzbier end Stout …

Der blev som antydet i indledningen samt den første anmeldelse i nærværende tema testet mange øl den eftermiddag og aften. Det andet eksemplar var denne tyske stout – næsten allerede der en selvmodsigelse. Min agtelse for tysk øl er kun gået i én retning siden jeg begyndte at blogge om øl, og det er ikke opad.

Jeg vil stadig gerne indrømme dem evnen til at brygge en god gammeldags pilsner bedre end de fleste. Men selv på det punkt har ølrevolutionen overhalet dem. For slet ikke at tale om de nye moderne stilarter, som åbenbart er fløjet fuldkommen hen over hovedet på det ellers ret store land mod syd. Tyskland kan ikke længere leve højt på sin purisme og konservatisme. Det, der engang gjorde dem til en glimtende ledestjerne for, hvor man ville hen som industribrygger, er det samme, som enhver hånd- kvalitets- og mikrobrygger – plus ikke så få industriforetagender – i dag panisk flygter fra. Hals over hoved, med halen mellem benene, og sidstnævnte vel placeret i bagenden af det der blev nævnt som nummer to.

Netop derfor er det altid rart, når Tyskland i det mindste prøver. Helt galt går det jo ikke altid, men rigtig mange forsøg på at gøre udlandet (set med tyske øjne) kunsten efter, ender mildt sagt forkølede og halvhjertede.

Klog af skade sætter jeg aldrig forventningerne højt, når jeg får et tysk forsøg på hånd- eller kvalitetsbryg mellem hænderne. Og bedre bliver det bestemt ikke, når brygget skummer over allerede ved åbning, selvom optagelserne af, hvordan jeg panisk løber ud efter en klud (bare vent, det hele kommer på video), selvfølgelig ikke gør seancen mindre underholdende for seerne. Ole mente i øvrigt, at skummet lige så godt kunne være en kommentar til hans kørsel. Men da det høje skum aldrig var et lige så stort problem ved nogen af de andre øl, er jeg nu mere end tilbøjelig til at frikende ham.

Han er jo trods alt en ninja. Han kunne garanteret ikke engang køre råddent, selv hvis han prøvede.

Skummet – der ellers syner af ikke så lidt, brunt og fedtet som det er (og ud over det hele) – falder faretruende hurtigt. Bouqueten byder til gengæld på nogle af de kaffenoter, jeg savnede i Heavy Water. Resten af brygget peger til gengæld i retning af en Guinness, som – vil de fleste af mine læsere vide – kun er en tæt stout, hvis man er så meget et stakkels, forsømt og elendigt menneske, at man aldrig har prøvet en Limfjordsporter, eller det der er bedre.

Skuffelsen skyller også næsten drunknende gennem munden, og trænger straks ind i alle mundens afkroge med sit alt for forfriskende vand og alt for svage noter af kold kaffe, ledsaget af syrlige noter, der umiddelbart minder én om noget, man har om fødderne, når det er koldt.

Men netop som jeg får udtrykt min skuffelse, bryder øl-ninjaen ind. I stedet for at tænke stout, skal man tænke videre i tyske baner – på den sydtyske Schwarzbier. Straks giver brygget mere mening. De sure sokker udskiftes med en letsyrlig frugtnote, der gør sit til at gøre det lette, men stadig mørke bryg mere fordøjeligt.  Drikker man det i forventning af en stout, bliver man skuffet. Men drikkes det som en Schwarzbier, ligger nydelsen pludselig på lur.

Helt oppe at ringe kommer brygget nu aldrig, omend brygget nu heller ikke er en så stor skuffelse som sidst Ole var ude for at se fænomenet Sort Sol. Om det er det brygget er opkaldt efter – eller bandet (næppe) – eller noget helt tredje vides ikke. Men stor uenighed var der ikke om bryggets middelmådighed, som Ole udtrykte med karakteren …

… mens jeg selv var en anelse mere rundhåndet med

Jule Mælk, To øl

Sikker vinder …

I dag er det præcis et år siden, jeg anmeldte To Øls Jule Mælk, Cognac Edition i anledning af sidste års andet (det første kan man læse om her) store koncertbrag i Pumpehuset.

Marcus, det gale menneske, havde efter rigtig mange gode øl tænkt sig, at vi skulle have endnu flere, og havde derfor slæbt mig, og vores nye fælles venner fra Tyskland, med på Taphouse. Marcus mente ikke det var tid til wind down, så han købt noget nær det stærkeste og tætteste han kunne finde – denne øl i en særlig cognac-version.

Nu er det så blevet tid at prøve den au naturel og på flaske. Det kan jeg allerede nu afsløre, at den ikke er blevet ringere af. Den er heller ikke blevet ringere af at være afprøvet både med nulstillede smagsløg og væsentligt mere opmærksomme øvrige sanser. Det midlertidige høretab efter Jo Quail og Myrkur var den mindste udfordring hin aften i 2018. Tiltagende hæshed og smagsløg der for længst var afsvedet af rigeligt surt og bittert, levnede ikke den store opmærksomhed på de små detaljer, da jeg i en fyrre hestes brandert skulle kæmpe mig gennem den fede tjæresuppe.

Lad mig først takke SuperBrugsen i Thisted for at have denne perle på hylderne. De kan være sikker på mig som aftager af alt i denne kaliber, de måtte have at byde på i fremtiden. Mere af det ville være stærkt påskønnet, idet ekstraordinære specialøl er en mangelvare her på egnen.

Brygget har sit navn efter den tilsatte laktose. Jeg husker ikke længere præcis hvor jeg fik det at vide, men angiveligt skulle ølgær ikke kunne nedbryde laktose, hvorfor man kan anvende den til at gøre øl sødere, uden at gøre det stærkere. Med sine 15% alkohol behøver brygget vel egentlig heller ikke være stærkere, så i det perspektiv er laktosen forståelig.

Et flot, højt, brunt skum stiger lystigt – omend ikke unødigt hurtigt – over den kulsorte tjære. Man overvejer et øjeblik, om ikke brygget snarere skulle have været leveret i en metalbakke, så man kunne bruge det til at smøre rugbrødsmadder med. Eller måske snarere franskbrødsmadder, som de brankede sukkeraromaer, der åbenbarer sig i den tætte bouquet, ville klæde meget bedre. Det samme gælder den tørre røg, den stærke kaffe og den tykke sveskegrød.

En ren sødmebombe er, hvad der møder smagsorganerne. Farinsukker, figner, svesker, den fineste kaffe med blåbærsirup og rigeligt fløde – et overflødighedshorn af aroma. Et festfyrværkeri af smag. Mørkt, tykt, intenst – og alligevel sødt som selve juletiden, filtreret og destilleret til en kompakt masse, så koncentreret at den fremstår ganske sort, og næsten knaser mellem tænderne i sin vældige sødme.

Hold da op et bryg! Jeg må, hvis jeg får lejligheden, aflægge et besøg hos cognac-udgaven igen. For bare uden cognacen, er brygget en ener, og jeg forestiller mig ikke, at cognac skulle gøre oplevelsen mindre på nogen måde. Jeg behøver næppe nævne, at brygget i dåden er en long drink. En intens nippe-og-nyde oplevelse, der holder sig hele juleaften – efter middag og ris a la mande. Nyder man den til maden, smager man ikke andet.

Behøver jeg sige, at jeg ikke forventer bedre juleøl denne sæson?

Jule Stout, Midtfyns Bryghus

Samlet i én …

Efter det lille afbræk fortsætter anmeldelsen af årets juleøl hermed ufortrødent og uden at se sig tilbage … eller jo – jeg ser mig faktisk ret ofte tilbage: på de mange gode øl, jeg har prøvet tilforn, hver gang jeg prøver nye. For det voksende bagkatalog er selvfølgelig noget nær den bedste perspektivering, jeg kan ønske mig.

Man kan således kigge tilbage på Midtfyns Bryghus‘ tidligere lidelser her på bloggen ved blot at klikke på linket. Man vil opdage, at bryggeriet generelt klarer sig ganske fint – og det manglede egentlig også bare, da bryggene ikke ligefrem er billige. Nogle gange vil jeg endda hævde, at øllenes pris lader en anelse tilbage at ønske i bryggets kvalitet …

… men ikke denne gang. Billigt var dette bryg ganske vist ikke – men til øl af en sådan kvalitet er et vist prisleje rimeligt. Det man vel mest kan hidse sig op over ved brygget, er skilderiet på etiketten: Det forestiller en mørklødet julemand iført sort julemandstøj, slubrende en mørk øl, hvorfra skummet har sat sig som en fed bræmme på overskægget.

Er det racistisk? Jeg har opgivet at følge med i debatten om, hvad der kvalificerer sig som racistisk og hvad der ikke gør. Jeg vil dog sige så meget, at figurens slørede, lettere bøvede udtryk sikkert kunne misforstås som værende udtryk for et generelt karaktertræk hos sorte mennesker. Men på den anden side kunne det også udtrykke et generelt karaktertræk hos mennesker, der har fået en enkelt af denne ølkaliber for meget. Så kommer man nemt til at se sådan ud.

Jeg prøver at steel-man’e når jeg er i tvivl. Det er det omvendte af at bygge stråmænd – at kritisere en modstander for at mene og/eller udtrykke ting, de i virkeligheden ikke mener. At steel-man’e betyder, at man stiller modstanderens meninger og ytringer i det mest positive lys man kan. Det er ikke bare for at være generøs. Det er tværtom en øvelse, der langt mere effektivt kan afsløre en modstanders meninger som fuldkommen uforsvarlige, når de efter den nødvendige steel-man-proces fortsat fremstår problematiske.

Det mener jeg ikke er tilfældet her.

Men er man uenig, er jeg selvfølgelig med på en lytter. Man kan som altid kommentere direkte under blogindlægget her – eller på facebooksiden og Twitter. Der må man i øvrigt også hellere end gerne følge mig.

Med let brunligt, højt skum over et supertæt, natsort bryg lægger brygget visuelt rigtig flot ud. Duften lader sig til gengæld lede længe efter. Lidt vag sødme måske, og under alle omstændigheder væsentlig mindre end man ville forvente af en så mørk øl, der holder 7,6%.

Men alt hvad brygget mangler i bouquet, får man i smagen. Et fyldigt brag af en øl, med alt hvad en sødt-bitter stout skal have: Kaffe, træ og en smule røg på et sødt bagtæppe af farinsukker. Brygget er tilsat stjerneanis og fennikelfrø for at give det ekstra meget juleessens. Krydderierne kan dog ikke smages separat – de glider i ét med det vældige, mørke, varme og smagfulde bagtæppe, der forener alle bryggets fine kvaliteter i én, fuldfed juleoplevelse af de helt store.

Her er et bryg der kan nydes over ganske lang tid. At det får temperatur fremmer kun oplevelsen. Men på julebordet hører den næppe til – som long drink sammen med lækkerierne senere på aftenen vil den gøre sig bedre.

Det bliver svært at vurdere den i forhold til St. Peter’s Christmas ale. Jeg kan selvfølgelig håbe på, at noget der slår begge dele dukker op senere.

Ørbæk Juleøl 2019, Ørbæk

Mere vinter end jul …

Det er efterhånden et stykke tid siden, bloggen sidst har været forbi østfynske Ørbæk, det økologiske bryggeri med de mange produkter i porteføljen, der desværre kun sjældent kommer helt op at ringe. De har lanceret en særlig juleøl, en julestout kalder de den. Så kommer de i hvert fald ikke op at slås med islamofoberne – I ved, dem der er helt vildt meget imod alt, der hedder noget med ‘vinter-‘. Det skal helst omdøbes til ‘jul, således at man får juledæk, julefrakker samt – ej at forglemme – julegækker i foråret.

Selvom Ørbæk er økologiske, er brygget ikke ligefrem hvad tyskerne ville kalde rent. Det er tilsat sveskejuice, sukker, rom og lakrids. Julet? Det har bestemt potentiale dertil, bedømt ud fra indholdsfortegnelsen. Snyd? Det vil nogen hævde, og personligt foretrækker jeg da også brygkunst frem for opblanderi.

En duft af flydende karamel og kaffe kan alligevel næppe andet end behage ved skænkning af det stærke bryg. 9,5% er bestemt noget. Nej, det er langt fra det stærkeste der fås, men i betragtning af, at eksemplaret er erhvervet i min lokale Fakta, er styrken alligevel en kende overraskende. Smagen leverer en bittersød, fyldig og tung oplevelse af sirup, mokka med fløde og skumfiduser. Skumfiduser har med årene mere og mere gjort sit indtog i juleslikket, og selvom jeg ikke selv får juleassociationer af Malacos jordbærsvampe, på samme måde som jeg får af marcipan og mælkechokolade, så indgår det vel nok i en moderne repræsentation af julestemning. At sødmen nemt bliver lidt kvalm … vel – en smule fedtsvimmelhed hører vel også højtiden til, tillige med skummets syntetiske islæt, der peger i retning af lyserødt prinsesselegetøj, og andet billigt ragelse i plastic. Det julede i den noget ubalancede lakridstilsætning, der giver en støvet fornemmelse i gane og på bagtunge, er til gengæld svært at få øje på – selv med sarkasme i den retoriske værktøjskasse.

Ikke at brygget samlet set smager skidt eller noget. Øllets mange tilsætninger svinger bare ikke helt så godt sammen som de kunne. Desuden kan det ikke undgå at nage en kende, at Ørbæk bare generelt har svært ved at nå ordentligt i mål med deres produkter, selv når de blander alt muligt i øllet for at få det til at smage.

Men drikkes og nydes kan det da bestemt. Men et fuldendt, færdigpyntet juletræ har Ørbæk ikke opnået. Det er vist stadig blot et vintertræ.

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme