Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: stout

Jule Mælk, To øl

Sikker vinder …

I dag er det præcis et år siden, jeg anmeldte To Øls Jule Mælk, Cognac Edition i anledning af sidste års andet (det første kan man læse om her) store koncertbrag i Pumpehuset.

Marcus, det gale menneske, havde efter rigtig mange gode øl tænkt sig, at vi skulle have endnu flere, og havde derfor slæbt mig, og vores nye fælles venner fra Tyskland, med på Taphouse. Marcus mente ikke det var tid til wind down, så han købt noget nær det stærkeste og tætteste han kunne finde – denne øl i en særlig cognac-version.

Nu er det så blevet tid at prøve den au naturel og på flaske. Det kan jeg allerede nu afsløre, at den ikke er blevet ringere af. Den er heller ikke blevet ringere af at være afprøvet både med nulstillede smagsløg og væsentligt mere opmærksomme øvrige sanser. Det midlertidige høretab efter Jo Quail og Myrkur var den mindste udfordring hin aften i 2018. Tiltagende hæshed og smagsløg der for længst var afsvedet af rigeligt surt og bittert, levnede ikke den store opmærksomhed på de små detaljer, da jeg i en fyrre hestes brandert skulle kæmpe mig gennem den fede tjæresuppe.

Lad mig først takke SuperBrugsen i Thisted for at have denne perle på hylderne. De kan være sikker på mig som aftager af alt i denne kaliber, de måtte have at byde på i fremtiden. Mere af det ville være stærkt påskønnet, idet ekstraordinære specialøl er en mangelvare her på egnen.

Brygget har sit navn efter den tilsatte laktose. Jeg husker ikke længere præcis hvor jeg fik det at vide, men angiveligt skulle ølgær ikke kunne nedbryde laktose, hvorfor man kan anvende den til at gøre øl sødere, uden at gøre det stærkere. Med sine 15% alkohol behøver brygget vel egentlig heller ikke være stærkere, så i det perspektiv er laktosen forståelig.

Et flot, højt, brunt skum stiger lystigt – omend ikke unødigt hurtigt – over den kulsorte tjære. Man overvejer et øjeblik, om ikke brygget snarere skulle have været leveret i en metalbakke, så man kunne bruge det til at smøre rugbrødsmadder med. Eller måske snarere franskbrødsmadder, som de brankede sukkeraromaer, der åbenbarer sig i den tætte bouquet, ville klæde meget bedre. Det samme gælder den tørre røg, den stærke kaffe og den tykke sveskegrød.

En ren sødmebombe er, hvad der møder smagsorganerne. Farinsukker, figner, svesker, den fineste kaffe med blåbærsirup og rigeligt fløde – et overflødighedshorn af aroma. Et festfyrværkeri af smag. Mørkt, tykt, intenst – og alligevel sødt som selve juletiden, filtreret og destilleret til en kompakt masse, så koncentreret at den fremstår ganske sort, og næsten knaser mellem tænderne i sin vældige sødme.

Hold da op et bryg! Jeg må, hvis jeg får lejligheden, aflægge et besøg hos cognac-udgaven igen. For bare uden cognacen, er brygget en ener, og jeg forestiller mig ikke, at cognac skulle gøre oplevelsen mindre på nogen måde. Jeg behøver næppe nævne, at brygget i dåden er en long drink. En intens nippe-og-nyde oplevelse, der holder sig hele juleaften – efter middag og ris a la mande. Nyder man den til maden, smager man ikke andet.

Behøver jeg sige, at jeg ikke forventer bedre juleøl denne sæson?

Jule Stout, Midtfyns Bryghus

Samlet i én …

Efter det lille afbræk fortsætter anmeldelsen af årets juleøl hermed ufortrødent og uden at se sig tilbage … eller jo – jeg ser mig faktisk ret ofte tilbage: på de mange gode øl, jeg har prøvet tilforn, hver gang jeg prøver nye. For det voksende bagkatalog er selvfølgelig noget nær den bedste perspektivering, jeg kan ønske mig.

Man kan således kigge tilbage på Midtfyns Bryghus‘ tidligere lidelser her på bloggen ved blot at klikke på linket. Man vil opdage, at bryggeriet generelt klarer sig ganske fint – og det manglede egentlig også bare, da bryggene ikke ligefrem er billige. Nogle gange vil jeg endda hævde, at øllenes pris lader en anelse tilbage at ønske i bryggets kvalitet …

… men ikke denne gang. Billigt var dette bryg ganske vist ikke – men til øl af en sådan kvalitet er et vist prisleje rimeligt. Det man vel mest kan hidse sig op over ved brygget, er skilderiet på etiketten: Det forestiller en mørklødet julemand iført sort julemandstøj, slubrende en mørk øl, hvorfra skummet har sat sig som en fed bræmme på overskægget.

Er det racistisk? Jeg har opgivet at følge med i debatten om, hvad der kvalificerer sig som racistisk og hvad der ikke gør. Jeg vil dog sige så meget, at figurens slørede, lettere bøvede udtryk sikkert kunne misforstås som værende udtryk for et generelt karaktertræk hos sorte mennesker. Men på den anden side kunne det også udtrykke et generelt karaktertræk hos mennesker, der har fået en enkelt af denne ølkaliber for meget. Så kommer man nemt til at se sådan ud.

Jeg prøver at steel-man’e når jeg er i tvivl. Det er det omvendte af at bygge stråmænd – at kritisere en modstander for at mene og/eller udtrykke ting, de i virkeligheden ikke mener. At steel-man’e betyder, at man stiller modstanderens meninger og ytringer i det mest positive lys man kan. Det er ikke bare for at være generøs. Det er tværtom en øvelse, der langt mere effektivt kan afsløre en modstanders meninger som fuldkommen uforsvarlige, når de efter den nødvendige steel-man-proces fortsat fremstår problematiske.

Det mener jeg ikke er tilfældet her.

Men er man uenig, er jeg selvfølgelig med på en lytter. Man kan som altid kommentere direkte under blogindlægget her – eller på facebooksiden og Twitter. Der må man i øvrigt også hellere end gerne følge mig.

Med let brunligt, højt skum over et supertæt, natsort bryg lægger brygget visuelt rigtig flot ud. Duften lader sig til gengæld lede længe efter. Lidt vag sødme måske, og under alle omstændigheder væsentlig mindre end man ville forvente af en så mørk øl, der holder 7,6%.

Men alt hvad brygget mangler i bouquet, får man i smagen. Et fyldigt brag af en øl, med alt hvad en sødt-bitter stout skal have: Kaffe, træ og en smule røg på et sødt bagtæppe af farinsukker. Brygget er tilsat stjerneanis og fennikelfrø for at give det ekstra meget juleessens. Krydderierne kan dog ikke smages separat – de glider i ét med det vældige, mørke, varme og smagfulde bagtæppe, der forener alle bryggets fine kvaliteter i én, fuldfed juleoplevelse af de helt store.

Her er et bryg der kan nydes over ganske lang tid. At det får temperatur fremmer kun oplevelsen. Men på julebordet hører den næppe til – som long drink sammen med lækkerierne senere på aftenen vil den gøre sig bedre.

Det bliver svært at vurdere den i forhold til St. Peter’s Christmas ale. Jeg kan selvfølgelig håbe på, at noget der slår begge dele dukker op senere.

Ørbæk Juleøl 2019, Ørbæk

Mere vinter end jul …

Det er efterhånden et stykke tid siden, bloggen sidst har været forbi østfynske Ørbæk, det økologiske bryggeri med de mange produkter i porteføljen, der desværre kun sjældent kommer helt op at ringe. De har lanceret en særlig juleøl, en julestout kalder de den. Så kommer de i hvert fald ikke op at slås med islamofoberne – I ved, dem der er helt vildt meget imod alt, der hedder noget med ‘vinter-‘. Det skal helst omdøbes til ‘jul, således at man får juledæk, julefrakker samt – ej at forglemme – julegækker i foråret.

Selvom Ørbæk er økologiske, er brygget ikke ligefrem hvad tyskerne ville kalde rent. Det er tilsat sveskejuice, sukker, rom og lakrids. Julet? Det har bestemt potentiale dertil, bedømt ud fra indholdsfortegnelsen. Snyd? Det vil nogen hævde, og personligt foretrækker jeg da også brygkunst frem for opblanderi.

En duft af flydende karamel og kaffe kan alligevel næppe andet end behage ved skænkning af det stærke bryg. 9,5% er bestemt noget. Nej, det er langt fra det stærkeste der fås, men i betragtning af, at eksemplaret er erhvervet i min lokale Fakta, er styrken alligevel en kende overraskende. Smagen leverer en bittersød, fyldig og tung oplevelse af sirup, mokka med fløde og skumfiduser. Skumfiduser har med årene mere og mere gjort sit indtog i juleslikket, og selvom jeg ikke selv får juleassociationer af Malacos jordbærsvampe, på samme måde som jeg får af marcipan og mælkechokolade, så indgår det vel nok i en moderne repræsentation af julestemning. At sødmen nemt bliver lidt kvalm … vel – en smule fedtsvimmelhed hører vel også højtiden til, tillige med skummets syntetiske islæt, der peger i retning af lyserødt prinsesselegetøj, og andet billigt ragelse i plastic. Det julede i den noget ubalancede lakridstilsætning, der giver en støvet fornemmelse i gane og på bagtunge, er til gengæld svært at få øje på – selv med sarkasme i den retoriske værktøjskasse.

Ikke at brygget samlet set smager skidt eller noget. Øllets mange tilsætninger svinger bare ikke helt så godt sammen som de kunne. Desuden kan det ikke undgå at nage en kende, at Ørbæk bare generelt har svært ved at nå ordentligt i mål med deres produkter, selv når de blander alt muligt i øllet for at få det til at smage.

Men drikkes og nydes kan det da bestemt. Men et fuldendt, færdigpyntet juletræ har Ørbæk ikke opnået. Det er vist stadig blot et vintertræ.

 

Oyster Stout, Porterhouse Brewing Co.

Som vi kender den …

Er der monstro nogle Erdogan-støtter blandt mine læsere? Det regner jeg ikke med. Det afskyelige uvæsen Erdogan er ud over folkemorder også en religiøst fundamentalistisk tyran, der prædiker afholdenhed fra alt, der er rart – herunder alkohol selv i afmålte kvanta. Skulle det imidlertid ske, at jeg har læsere, der sværmer for folkemorderen Erdogan, er I mere end velkomne til at skrubbe af og aldrig læse min blog igen. Jeg har ikke brug for jeres clicks. Til gengæld vil det sikkert glæde mine andre læsere, at de ikke behøver risikere at føle sig beskidte, fordi de uforvarende kommer til at læse mine indlæg samtidig med en folkemordstilhænger.

Det var bare lige det. Nu videre til øllet, der i dag er fra Irland. Irsk øl er ikke min store favorit, men i sammenligning med folkemorderen Erdogan og folkemorderen Erdogans støtter, er Irsk øl faktisk så uendeligt lang oppe i modsatte ende af skalaen, at forskellen på min passion for irsk øl, og øl fra fx Amager Bryghus, kan være vanskelig at få øje på.

– I det perspektiv, forstås. Det er i grunden et tåbeligt perspektiv. I det perspektiv er det svært at skelne min aversion mod Darren Hayes fra min passion for øl fra Amager Bryghus. Og afstanden mellem dem regnes ellers nemmest i parsec.

Vel, nok vrøvl – når jeg også lige har fået sagt, at jeg varmt og inderligt støtter den kurdiske frihedskamp – ikke mindst den der foregår i Syrien mod DAESH. At den tyrkiske stat reelt er en aflægger af DAESH er blot én af grundene til min afgrundsdybe foragt for tyrannen Erdogan, alle hans gerninger og al hans væsen.

Nå … øllet kom vi til. En irsk stout – ligesom Guinness. Ja, jeg kan lige så godt spoile og erklære, ret meget ligesom Guinness, når det kommer til stykket, selvom bryggets markedsføring ikke får for lidt i oplægget til en stor oplevelse, der aldrig bliver mere end middelmådig.

Ikke alene skal brygget skænkes voldsomt for at en anselig skumkrone dannes, brygget viser sig også kun at være mørkt på overfladen. Det lader sig nemt gennemskinne, og fremstår – som mange andre halvtynde stouts – rødt.

Duften er svag mere end noget andet. Fjerne noter af røg, mørkt træ og chokolade. Det lyder godt, og det ville det også have været, hvis bare der havde været mere af det, i stedet for den svage afglans man mødes med.

Lidt mere er der trods alt at hente i smagen. Hasselnødder melder sig uden megen spagfærdighed, men noget festfyrværkeri er det ikke. At få presset tilstrækkeligt med aroma ud af øllet kræven sin smasken, sugen, gurglen og tungetumlen. Følger man sine umiddelbare tilskyndelser, lod man egentlig bare brygget glide ned lige så stille, men når nu bryggeriet sådan hylder brygget for at være innovativt, nysgerrigt og i øvrigt tilsat østers, så vil man jo ikke bare sådan slippe det ned i spiserøret uden at have annammet det ordentligt først.

Med – om ikke ringe, så i hvert fald medium resultat. Brygget ender med at ligne den Guinness, rigtig mange uvilkårligt kommer til at tænke på, når man nævner irsk stout, alt for meget. Måske er der lidt mere smag i, men samtidig mangler den Guinness’ens brødagtige karakter, der i det mindste yder noget fylde, som dette bryg næsten helt mangler.

Nej, det skulle heller ikke være denne øl, der gjorde op med min holdning til irsk øl. En holdning, der ikke baserer sig på fordomme, men erfaringer der på i hvert fald én måde slet slet ikke er bitre nok.

Marcus, der havde den med på sit ferieophold heroppe, skal imidlertid have tak også selvom den langt fra indfriede forventningerne.

Brooklyn Black Ops, The Brooklyn Brewery

Sikken’ fest …

Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.

Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.

Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.

Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.

Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.

Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.

Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.

Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.

Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.

Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”

Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”

“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.

Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.

“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”

Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.

“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.

Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.

Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.

Det er alligevel imponerende.

Home Brew Milk Stout, Beard Brew

Det lover fortsat godt …

Dagens bryg måtte agere stand in for den anden Struer Bryghus-øl, som min storebror havde med til mig, da han overnattede forleden. Venø Bryg, hed den. Den var brygget med sukker og havregryn, men det fremgik ikke af etiketten, hvilken type den skulle forestille at være.

Og det fik jeg heller aldrig rigtig lejlighed til at smage mig frem til, for ved åbning eksploderede brygget nærmest. Sådan lidt ligesom den fejlgærede Disobedience fra Dry & Bitter ikke gjorde i den her video fra min facebook-side. Forskellen er altså, at Struer Bryghus’ bryg … vel, det eksploderede ganske vist ikke. Men der var godt nok dømt både ‘Old Faithful’ og ‘Strokkur’ hjemme i dagligstuen – og i det lille ateistiske hjem føg det ikke kun med eder og forbandelser, men også med højlydte lovprisninger til magter, der ellers kun sjældent anråbes, endsige prises, idet ikke en dråbe havde ramt min temmelig dyrebare PC, der stod placeret få centimeter fra den spruttende geysir.

Jeg var faktisk også blevet advaret mod Struer Bryghus’ øl. Der var vist flere, der havde oplevet inficerede eksemplarer. Flere misfornøjede læsere havde endda udtrykt deres undren over mine rosende ord over Skonnert Stout. Men jeg kunne altså godt lide den, og den fejlede så vidt jeg kunne vurdere intet. Tværtimod.

Til gengæld stod det lige så klart, som de anselige mængder væde på stuegulvet, at dette eksemplar af Venø Bryg vist havde fået noget med fra bryggeriet, der ikke  var meningen. Det lyse bryg var desuden aldeles udrikkeligt – surt som eddike. Og hvad der ikke smagte af eddike smagte af gær. Selvom jeg kan tylle det sureste bryg man kan opdrive i mig som saftevand, er jeg ikke et sekund i tvivl, når jeg får fejlgæret øl i kæften. Det smager surt på en helt anden – ubehagelig – måde.

Men det skulle ikke ende skidt, skulle det ej! En hurtig søgning i køleskabet, og jeg havde fundet en erstatning: En lille gave fra Beard Brew fra da jeg mødte dem til Øllets Dag på Thisted Bryghus. Et eksperimentalbryg, der ikke er helt klar til at komme på markedet endnu, så vidt jeg kunne forstå. Derfor blev det også leveret i en højst uofficiel emballage – en flaske fra Flensburger Brauerei, komplet med logo oven på den for bryggeriet næsten ikoniske patent-prop.

Det var den samme flaske, som mine forældre i min barndom brugte til deres hjemmebryg. Næppe til stor forundring i betragtning af min tyske baggrund, samt den oplagte grund at flaskerne er perfekte, når man skal bruge dem igen og igen, og man ikke ejer udstyr til påsætning af kapsler.

Dejlig mørkt og sejt, næsten som frisksmeltet tjære, skvulper brygget dovent og modvilligt ned i glasset. Den langtrukne affære bliver dog ingen byrde, for undervejs man man nyde den fine bouquet af sød lakrids og kaffe som brygget anderledes velvilligt afgiver.

Brygget er tilsat laktose og holder 7,2%. Jeg lærte til Øllets dag, at man med laktose kan gøre øl sødere uden at gøre det stærkere, fordi mælkesukker ikke omsættes til alkohol. 7,2 er ellers oppe i den tunge ende – men så var det vel for ikke at få den endnu højere op (går jeg ud fra).

Laktose eller ej – det er nu ikke sødmen, der er i højsædet i brygget, Det er til gengæld lakridsen, der uden at være den usødede engelske af slagsen, stadig er mere kraftig end sukret. Til gengæld føles brygget overordentligt velbehageligt på tungen, som det olieagtigt glider hen over den, for på vejen at efterlade sig et nydeligt spor af velsmag og -behag.

Efterhånden melder sødmen sig da også – omend subtilt – i form af mørk chokolade, der aldrig så nydeligt forener sig med lakridsnoterne i en kombi, der også er velkendt uden for ølverdenen.

Smagfuldt og fuldfedt som det skal være. I mine øjne er der ikke nogen grund til at fortsætte eksperimentet. Brygget er fint og klar til lancering som det er. Eneste indvending skulle være, at jeg gerne ville have haft det bitrere og mere lakridset – fordi jeg bare er sådan.

Men det er jo ikke helt meningen med en milk stout – så det må få være …

The Black Cat, Amager Bryghus

Langt fra Amager …

Der var lige endnu en video, der skulle fødes. Jeg ved godt, det begynder at være en slidt undskyldning for, hvorfor der i alt for lange perioder – nogle gange en hel uge eller det der ligner – ikke sker noget på bloggen.

Men 2019 vil jeg i hvert fald gerne huske som dengang jeg gik på YouTube – med de eventuelle ofre det måtte koste. Vil man i øvrigt gerne se mig optræde i videoerne iført lillafarvet skæg, skal man skynde sig at subscribe (som det hedder i dag) hvis man ikke har gjort det endnu. For hvis jeg når op på 1000 følgere inden udgangen af september, vil jeg farve mit skæg lilla, og beholde det sådan indtil min fødselsdag d. 6. november.

Videoen handlede jo ikke så meget om det, jeg har bygget min bloggervirksomhed op omkring, men derimod om den landflygtige bondefanger og kvaksalver Torben Søndergaard, som til gengæld bedst tåles efter et par genstande eller tre.

Men nu videre til dagens øl, en efterhånden vel- (men ikke over-) lagret porter fra Amager Bryghus. På trods af flere måneder i Thisted er Amager Bryghus ikke holdt op med at være mit yndlingsbryggeri. Jeg har fortsat et lille lager af deres lagrede (no pun intended) øl stående bagest i mit ølskab, for turene hele vejen til København efter nye forsyninger kommer ikke til at ske med alt for jævne mellemrum, kan jeg allerede afsløre. Så det er om at få lagrene til at række så længe som muligt,

Det er i øvrigt den sidste af de lagrede øl fra jul, jeg nu anmelder. Heldigvis bliver mørke lagrede øl ikke sådan lige for gamle. Tværtimod har de ofte godt af at stå lidt ekstra. Der er således ikke noget der tyder på, at den her skulle have stået for længe. Aldeles kulsort fylder den glasset – måske lige lidt velvilligt, og bruset peger i retning af en lidt lettere sag end de meget tunge og brutale monstre, serien indtil videre har bestået af.

Skummet står også kun ganske kort, men bouqueten fejler til gengæld intet. Tæt, tæt bittersød em af natmørk og overtæt chokolade, hvor man har været ekstra karrig med sukkeret, behager og beriger næsen med et både velkendt og i sin vigende sødme overraskende element. Lidt kaffe er der også plads til – sådan lidt ved siden af, for det klæder jo altså ligegodt den slags chokolade så fint. Bemærk dog, at der ikke serveres chokolade til kaffen her. Kaffen er i den grad sidevogn til chokoladen.

Og letflydenhed til trods, er der mere end rigeligt til hele aromapaletten. hårdt træ leverer kant, toffee leverer sødme, mens den kaffeforstærkede mørke chokolade leverer et vældigt bittersødt bagtæppe af prægtig varm, blød og kærtegnende aroma, der når ud i alle små hulrum og overflader hvor aroma kan smages, mærkes eller annammes på andre måder.

Ned gennem brystet mærkes brygget også, som det varmer og får ribbenene til at hæve sig en anelse, idet det lægger sig mageligt til rette i kroppen, før det som det næste sniger sig mod hovedet.

Endnu et gedigent mesterbryg fra Tårnby. Sikke de kan, og hvor jeg glæder mig til at kigge forbi hos dem, når jeg kommer til København igen – hvornår det end bliver.

Der vil være meget at følge op på.

From Astoria with Love, Fort George Brewery

Black Russian …

Allerførst: Tusind tak! – Til alle jer, der tog jer tid til at reagere på mit seneste indlæg. Det gjorde godt at komme ud med det, og det gjorde endnu bedre at få så mange positive tilbagemeldinger, skulderklap og opmuntrende ord.

Jeg har fået det lidt bedre, føler mig mere afklaret, og helt konkret venter jeg nu på et boligtilbud i Thisted, som jeg kan sige ja til – og så må det gå sin gang derfra.

I mellemtiden er der et helvede af ting, der skal ordnes og arrangeres, men i små oaser af tid er der også plads til en ny øl, der kan smages og anmeldes. Dagens øl er også smagt og anmeldt på video – som jeg jo har mere og mere for vane. Desuden er jeg for nylig blevet interviewet af en anden YouTuber, og resultatet af det kan ses i denne video. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man ikke bare smider Neils video hvor jeg bliver interviewet et like, men også abonnerer på hans kanal. Han laver først og fremmest samtaler med folk om deres vej til gudløshed, og det er spændende historier, omend de kræver noget mere koncentrationsevne end YouTubes gennemsnitlige kattevideoer.

Videre til øllet, som er en endog meget mørk Russian Imperial Stout. Den var med i en pakke, jeg modtog fra en anden YouTuber, nemlig Tasting Nitch, der sendte mig nogle smagsprøver som tak for et shoutout, og for at hun kunne bruge en stump af mine videoer i en af hendes.

Titlen ‘From Astoria With Love’ henviser til James Bond-filmen af næsten samme navn – erstat blot ‘Astoria’ med ‘Russia’ og voila! Og med en Babushka-dukke som udsmykning på etiketten, er det russiske tema vel sådan cirka fuldendt.

Brygget er umådeligt tæt, og vægrer sig følgelig ved at forlade dåsen og begive sig ned i glasset. At lyse igennem brygget er umuligt – slet og ret. En sort mur blokerer alt lys, og jeg mener alt. Det der sorte hul, Nasa fotograferede for nylig kan godt pakke sammen – her er en virkelig singularitet i flydende form, der endda ikke er spor farlig at være i nærheden af. Faktisk kan den endda indtages uden større fare for helbredet. En vis snaldrethed vil man med bryggets 9,4% imidlertid risikere.

Duften er dyb og kraftig af mørkt træ. Det er umiddelbart bitrere end hvad man måske forventer af typen, der kendes som relativt let og fortrinsvis sød. Bouqueten ledsages af en næppe overraskende alkoholnote af Calvados – en fransk æblecognac, jeg fandt hos min far, da han fraflyttede sit hus for lidt over et år siden. Dertil kommer nogle fortrinsvis søde lakridsnoter og en kant af røg.

I betragtning af, at brygget er en Russian Imperial Stout, er det ganske tungt og voldsomt tæt. Her er ikke et letflydende bryg, der lystigt glider over tungen. Derimod må man modstå fristelsen til at tygge brygget før det sluges. Så svarer smagen lidt bedre til forventningen, man har af typen, endskønt den finske lakrids stadig leveres med en antydning af røg samt en fylde, der bedst nydes i små slurke. Lakridsen står ikke alene, men ledsages elegant af andre søde noter af mørk chokolade, mere calvados samt samme antydning af røg, der kunne mærkes i duften.

I det hele taget passer duft og smag fint sammen i dette gedigne mesterværk af en stout. Vidunderligt tæt og smagfuld. Tyk, intens og kraftfuld i udtrykket – men stadig rar og venlig som man kender den russiske stout.

Tak til Tasting Nitch for den også. To fantastiske øl fra Oregon er det blevet til, og det bliver forhåbentlig til endnu flere.

Black Donald, Amager Bryghus

Satans godt!

Det skulle blive til mere film i løbet af aftenen, forleden dag, da Marcus og jeg mødtes for at svælge i grillmad, dokumentar og gode øl. Den stjernespækkede teen slasher-parodi ‘Cabin in The Woods’ blev sat på, og dertil nød vi en af de fine nye lagrede bryg fra Amager Bryghus. Da jeg på lanceringsdagen indfandt mig på brygmatriklen i Kastrup, var det den naturligste ting i verden ikke kun at tage forsyninger med til mig selv, men selvfølgelig også til Marcus, der er en lige så stor nyder af Amager Bryghus’ øl, som jeg selv er.

Egentlig ville jeg have optaget det på video, når jeg prøvede denne øl for første gang, men fristelsen blev vel for stor. Meget apropos hævder etiketten at Black Donald er et af selve djævelens alter egoer, og for en gammel gnaven ateist som mig, gør det jo ingenlunde brygget mindre tiltalende – eller fristende om man vil.

Her kan man virkelig tale om et mørkt bryg! Alt lys blokeres fuldstændig af den tætte, seje tjære, af hvilken der er mere end rigeligt til to i blot én af Amager Bryghus relativt nye 0,33 l. flasker. Allerede ved åbning – og i den grad ved skænkning – vælter odeur af tæt, kvælende røg ud i lokalet.

Her er der virkelig tale af første klasses tørv, frisk ud af mosen, nødtørftigt (no pun intended) tørret og straks futtet af, til udelt fornøjelse for alle olfaktoriske nerveender i næseregionen. Væsken i øllet er vel nok residualvæden, nøjsomt opsamlet i en rist under rygeovnen, og næppe undergået nogen anden behandling før det er fyldt på whiskytønden.

Det er i hvert fald fornemmelsen man får – ikke bare når man snuser til øllet, men så sandelig også, hvis man vover at lade det komme inden for læberne.

En aromatisk eksplosion af engelsk lakrids, tjære og tæt, kulsort røg. Her er røgen blot hverken kvælende eller giftig … eller – ikke så man dør af det lige med det samme i hvert fald – men derimod livgivende og overvældende i al sin kompromisløse indgydning af begejstring og fornøjelse.

En øl til langstrakt, langsom og aldeles magelig nydelse er dette formidable brygmesterværk. Angiveligt den bedste i serien, hvoraf jeg stadig mangler den sidste øl. Egentlig ville jeg have gemt brygget her som den sidste, men sådan ville omstændighederne det altså ikke.

Skulle den sidste i serien af whiskyrøgede øl fra Amager Bryghus, The Black Cat, være endnu bedre vil jeg – ateist eller ej – frygte nemesis. Skulle den lægge sig et mageligt sted mellem denne ekstraordinære suppe af tjære og tørv, og Red Cap – der med sine 5 stjerner bestemt ikke er noget at fnyse ad, vil jeg formentlig kun frygte nemesis en lille smule mindre …

… for denne serie fra Amager Bryghus er vitterlig et orgie af velsmag, som kunne få den mest forstokkede gudsfornægter til at tro på – om ikke højere, så i hvert fald lavere magter.

The Boobrie, Amager Bryghus

Bestemt Efterklang …

I starten af måneden lancerede Amager Bryghus fire nye fadlagrede øl ved et større arrangement på brygmatriklen i Kastrup. Jeg var selvfølgelig på pletten, og sikrede mig ikke bare et par eksemplarer til anmeldelse, men også et lille lager til brug i podcasts senere – samt i øvrigt bare til simpel og almindelig nydelse.

Bare at nyde en øl uden at behøve at tænke på at skulle anmelde den senere hen – det er næsten ved at blive en sjældenhed. Jeg var ganske vist på dødsdruk i fredags, da jeg var til koncert med et af mine favoritbands, Haken. Desværre var det ikke nogen større oplevelse, og jeg har faktisk været underdrejet af samme grund hele weekenden.

Det mindede mig om, hvor lidt jeg egentlig holder af dødsdruk, og jeg burde efterhånden have lært bedre.

Man skulle ellers tro, at med en sag som nærværende øl – de 12% alkohol giver 2,6 genstande i én flaske – ville dødsdruk bare være en naturlig følge. Men næh nej – kvalitet som denne går der ikke 11 deciliter af på literen. Når man mageligt har ladet dette lille natsorte vidunder glide kækt henover tungen, er trangen til fuldskab for længst mættet, og man kan i stedet nyde passionen, vildskaben og ikke mindst galskaben ved brygget; fastholde øjeblikket i erindringen fremfor at sløre og ødelægge oplevelsen ved at gå druk-amok.

Der er bare mere vægt i en Double Mash Whisky Barrel Aged Imperial Stout fra et af Danmarks absolut førende mikrobryggerier end i ti Premium Pilsnere fra hvilket som helst industribryggeri i hele verden.

The Boobrie er, på trods af at være ufiltreret, ikke helt uigennemskinnelig. Langbølget lys når igennem det som en dyb rød nuance – men intet andet slipper igennem. Her har jeg faktisk glemt at bemærke, at brygget udsender en lækker em af sød lakrids allerede idet kapslen letter fra brygget.

Brygget afgiver en forfriskende sprød lyd af knasende æggeskaller idet det skænkes. Det gyldentorange skum matcher det natsorte bryg aldrig så nydeligt, og en af de meget få ting, men kan kritisere brygget for, skulle være, at skummet kun lader sig nyde i relativt kort tid, før det falder.

Duften peger i retning af en bitter stout. Ikke en sød én a’la de kejserlige russiske af slagsen. Lakrids, ikke af den sødeste slags, men heller ikke af den med salmiak i er det dominerende element, ledsaget af en røgantydning, der giver dybde og yderligere karakter.

Just wow! En ren lakridsjuice, der ud over bare at smage aldeles pragtfuldt og være en udelt nydelse, også er god for en øm hals. De 12 % alkohol vil også gøre en eventuel ledsagende forkølelse nemmere at bære. Brygget er vidunderligt fyldigt, smages med hele munden – både på under- og oversiden, samt i hulrummet imellem, hvor aromaen forplanter sig som en mild, krydret tåge.

Brygget er overraskende blødt mod tungen. Mundfornemmelsen er rund, rar og venlig, men savner intet i karakter. Hvad nogle ville kritisere den for at mangle i fandenivoldskhed, får man tifold igen i gummewellness og smagsløgsmassage af exquisite kaliber. I brystet brænder det til gengæld dejligt hele vejen ned – og et stykke efter det er endt i mavesækken, så det ikke bare er på tungen og i ganen, man mindes om den store øloplevelse. Efterklangen runger venligt, men også noget mere bestemt bag brystbenet, end det gjorde i munden.

Et lille mesterværk, der lover rigtig godt for Amager Bryghus’ nye lagrede serie, som jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte med. – Bare én af gangen, for med sådan kvalitet, er der ingen grund til at skeje ud.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme