Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Steam Beer

Rubjerg Fyr, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VIII

Løkken Branddam …

Lige en allersidste Løkken Bryghus-øl før jeg for alvor går i gang med julebryg.
Den her steam beer er opkaldt efter et af Nordjyllands mest kendte vartegn uden for Skagen, Rubjerg Fyr i klitlandskabet ved Rubjerg Knude.
Man kan sige, at problemet med Rubjerg Fyr har været det omvendte af problemet med Den Tilsandede Kirke længere mod nordøst. På grund af Vesterhavets slid på kysten, der i det område er særligt slemt fordi kysten mere end noget andet består af sand. Klitlandskabet omkring fyret kaldes Rubjerg Knude og er et yndet turistmål, netop fordi sliddet på kysten er så tydeligt der.
Så galt stod det til med nedbrydningen af kysten op til fyret, at man i oktober 2019 valgte at placere fyret fysisk på en blokvogn, og transportere det 60 meter længere ind i landet. Manøvren blev tv-transmitteret direkte som endnu en ingeniørkunstens sejr over moder natur. For en gang skyld foregik det ikke på en måde, der skabte nye og endnu værre miljøkatastrofer – tænk at det kunne lade sig gøre.

Umiddelbart minder brygget til gengæld ikke meget om det allestedsnærværende kridhvide sand, det hvidkalkede fyr, eller den mægtige blå himmel … det skulle da lige være hvis brygget er tænkt som en ‘Rubjerg Fyr by Night’ hvor det eneste synlige er den tætte, kulsorte nat, hvor det hvide skum repræsenterer sandet, som man ved er der, men ikke kan se. Sandets usynlighed i nattemørket er repræsenteret ved skummets sparsomhed.
Brygget går ellers til den i bouqueten: Duften er tung af malt og mørkt sukker – både kandis og puddersukker. Dertil kommer en velvalgt bitter snert af kaffe. Det er ikke mindst lovende for et bryg, der kun er en smule stærkere end vanlig pilsnerstyrke; 4,8%. Er det mon Vesterhavet der på en eller anden måde har leveret inspirationen til bryggets tilsyneladende tæthed?
Måske. Desværre er hovedtemaet i aromaen det, Vesterhavet og øl i almindelighed har mest til fælles af. Hvor ked af det, jeg ellers er for at indrømme det, så består både havet og det øl, jeg sætter så stor pris på, mest af alt af vand.
Og det er lige præcis det, man får mest af i den her øl. Ud over en mat ubestemmelig antydning af … måske lidt malt, måske lidt humle – hvor markant konturløsheden er, understreges af, hvor meget jeg er i tvivl – og langt det mest dominerende element er det store Vestehav … på en stille dag. Det er ikke Vesterhavet, når det rusker og river (Vestkysten i stykker). Det er undtagelsesvist vindstille – en afvigelse fra normalen, der fuldstændig ødelægger noget af det mest fundamentale i konceptet.

Den var der mere lokal branddam end Vesterhav over..

Elsebeth Gyldenstjerne, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken IV

Det vil ikke rigtig …

Når det eneste, der kan få én til at grine er Cirkus Trump, ledet af overklovn Rudy Giuliani og klovnedronning Sydney Powell, er tiden måske inde til at lede mere seriøst efter noget adspredelse.
Jeg må erkende at det kan være svært, når snart det eneste man må som arbejdsløs er at sidde på sin flade og skrive ansøgninger til stillinger, man alligevel aldrig får, og som man i øvrigt heller ikke har kompetencer til. Alt imens kræver den døende minkavls- og -mishandlingserhverv millioner og atter millioner i kompensation for fortjenester, der efter alt at dømme ikke ville komme ind alligevel.
Ligesom størstedelen af det øvrige landbrug er minkavl en underskudsforretning, der alene holder sig oven vande via offentlige tilskud fra staten og EU … og så vover landbrugets sykofanter i det dybt kriminelle og bundkorrupte parti Venstre oven i købet løbende at beskylde landets ledige for at være nogle dovenlarser … Med den tidligere formand in mente skriger ironien til himlen.
Jeg håber meget snart at Inger Støjberg overtager formandsposten i partiet, så det hurtigt forvandles til den rygende askehob, vi alle som små børn juleaftensdag ser frem til, at de ender som.

Inden da kan jeg fortsat adsprede mig med et par øl fra Løkken Bryghus. Såfremt de nydes med måde, er de nok alligevel sundere for sindet end endnu engang at se Rudy Giuliani smelte som en anden heks fra Wizard of Oz.
Det ser ud til, at bryggeriet har flere serier på programmet. En af serierne er vi godt i gang med, hvor bryggeriet har opkaldt øl efter særlige udtryk på vendelbomål, med udførlige forklaringer på etiketten. Med denne øl tager vi hul på en anden serie, hvor øllene er opkaldt efter lokale seværdigheder eller historiske personer. Om Elsebeth Gyldenstjerne, der fødtes omkring år 1500, fortælles det, at hun fik et ægteskab med en gal bonde ophævet, og at hun levede sammen med Stygge Krumpen på Voergaard Slot ved Dronninglund. Såvidt det lokale.

Der er tale om en steam beer – en type, der aldrig rigtig har vakt den store begejstring hos denne blogger. Usædvanligt er til gengæld typens lød, der normalt er gylden til kobberfarvet. Dette er næsten kulsort, og skummer off white så det er en fryd.
En sød, maltet bouquet holder skuffelsen på afstand lidt endnu, og bag læberne bliver det da heldigvis heller ikke stort værre. Et nogenlunde fyldigt bryg med en godkendt tæt maltprofil giver en adækvat bitter oplevelse af mørkt træ og kaffe, indkapslet i en skal af melasse. Sødmen kommer først, og efterhånden som brygget bevæger sig over tungen, udløses de bitre aromaer … lettere modvilligt. Man kan nemt komme til at sluge brygget for hurtigt til, at man når at mærke dets finere nuancer.
Nogen mægtig oplevelse bliver det aldrig. Aromaen skal næsten presses ud af brygget, og bag et noget tilbageholdende udtryk lurer kedsomheden stadig.

Det er som om, det der steam beer bare ikke sådan rigtig vil imponere særlig meget …

Økologisk Steam, Skanderborg Bryghus, Far Out II

Se det var jo noget ganske andet …

Konceptet bag Skanderborg Bryghus’ far-pakke er og bliver langt ude. Den første øl formåede ingenlunde at løfte indtrykket af det samlede koncept. En papirtynd pilsner, hvis mage og overmand tit er set blandt noget af det billigste og mest industrielle bællesprøjt, man kan opdrive.

Men vi skal jo igennem dem. Nu har jeg jo ligefrem startet et tema om dem, så dælme nej om projektet på halvvejen skal strande modløst ved udsigten til mere industrisprøjt klædt ud som kvalitetsdråber.

Skænkningen var i hvert fald ikke nogen større oplevelse – altså ud over, at brygget er ret flot gyldenorange, og matcher flaskens etiket ret godt. Duggen som det afkølede bryg skaber på glasset får det til at fremstå som matteret kobber, men det er alt sammen stadig ikke helt nok til at kompensere for skuffelsen over et skum, der næsten tager svømmetag i luften med hovedet nedad for at komme til at falde hurtigere. Kun en spinkel rand bliver hængende ved glassets kant.

Der er lidt mere spræl i duften denne gang, omend brygget ikke kan se sig fri for forgængerens letsyrlige og noget vandige impression. Men snart melder der sig søde noter af mørkt sukker, garneret med lidt godt fra urtehaven. Koriander og laurbærblade tilføjer pikant og slet ikke uinteressant krydderi, omend det stadig synes gemt bag lidt for meget vand.

Mundfornemmelsen er igen rar, fløjlsblød og tilpas fyldig med en vægtig maltbund. Men det eneste forsonende træk ved gaveæskens blogdebutant skal ikke stå alene i denne øl. Snart melder sig markante noter af paranødder, sødme af lys karamel og bitterhed af kål. Helt frisk og knasende sprød, rå kål.

Fra live-streamen, hvor jeg tidligere prøvede øllen, husker jeg den egentlig som ret kedelig. Men ganske som jeg bemærkede over for Marcus, før han opgivende erklærede, at han ville forære mig en ny pakke, når live-streamen var ovre, ville det være alt for svært og bøvlet for mig, at få et ordentligt indtryk af øllene, hvis jeg skulle styre online-løjerne samtidig.

At brygget er low key og uden store armbevægelser er en kendsgerning. Man skal smage lidt efter før man opdager de små, men udsøgte guldkorn. Så lad være med at have for meget om ørerne, når i smager den …

… så venter der en oplevelse.


Monterey Steam Beer, Thisted Bryghus

MontereyLavpris-pletskud …

Nu var det Gedveds tur til at give. Som to sjæle med én tanke havde han også taget en øl fra Thisted Bryghus med. Bryggeriet har for ikke længe siden lanceret en serie på tre øl efter amerikansk forbillede, og fra den havde Gedved ‘Monterey Steam Beer’ med. Ud over dén kan man få en ‘Boston American Pale Ale’ samt en ‘Seattle Coffee Stout’. Meget dyre er de ikke. De koster kr. 15,- stykket, hvilket er normalpris for jævne specialøl. Men selvom prisen er lav, behøver bryggene på den ene side ikke være jævne men på den anden side heller ikke specielt specielle. Min skepsisfunktion var i hvert fald i drift efter Carlsbergs forkølede bud på en Steam Beer. Men okay – genren skal ikke dømmes på baggrund af Carlsbergs forsøg på at være hipster.

Brygget formår i hvert fald at gøre et godt førstehåndsindtryk med en bouquet, der allerede udløses og mærkes op til en meter væk ved skænkning. Bitter pilsnerhumle og lige akkurat den rigtige mængde fusel til, at det ikke bliver krast, forenes i skønhed. Visuelt kan man heller ikke undlade at blive en smule benovet. Bryggets lød er knækket et par toner mørkere end kobberorange i en aldeles nydelig classic-farve med matchende letgylden skumkrone. Jeg forbander de to forrige øls alkohol, der fik mig til at glemme at fotografere det skænkede øl. Den tomme flaske var alt, jeg pligtskyldigt kunne forevige senere.

Brygget karakteriseres ved en fyldig maltprofil som solid bund. Ovenpå er ikke bare drysset, snarere kastet vældige håndfulde af bitter-til-kras humle. Allerede her, tør jeg sværge, uden på stående fod at kunne komme med konkrete eksempler, at jeg ofte har betalt flere penge for ringere øl end denne. Alene smagens kraft sparker den langt op over kvaliteten i prisklassen. At smagen så i øvrigt er ganske velafstemt – rigeligt af både malt og humle – gør jo bare helhedsindtrykket endnu bedre. Eftersmagen er lidt mere dæmpet, men i øvrigt med samme smagsindtryk, så brygget – som var det en kedel der er ovre at koge, først fløjter kraftigt, siden – når den tages af blusset – lige så stille falder til ro igen.

Gedved var vist igen ikke helt så begejstret. Han havde endnu en koncertanalogi i ærmet. Brygget mindede ham om at være til Lars HUG-koncert en lørdag eftermiddag.  Det kan såmænd være meget fedt i øjeblikket, men det er næppe noget, man husker særlig godt bagefter.

Jeg tillader mig at være en smule uenig og trumfer Gedveds

4-stjerner

med

4-en-halv-stjerne

Gedved havde en øl mere med. Den har jeg lovet at gemme, til han kommer forbi igen. Det varer nok ikke så længe. Så kan jeg få endnu et hængeparti – netop som man er sluppet af med ét.

California Steam Beer, Carlsberg

2015-04-10 17.12.07Indfriede forventninger …

Jeg vil ikke påstå, at jeg indtil videre er gået i en stor bue om Carlsbergs relativt nye ‘Brewmasters (sic) Collection’-serie. Jeg er vel gået i en lille bue om den, eller – jeg har i hvert fald aktivt ignoreret den, da jeg har syntes, at den udstrålede selve essensen af en stor aktør, der prøver at efterligne små konkurrenter, der har overhalet giganten inden om på kvalitet.

Ud over urbane farver og hipsteragtige skrifttyper og logoer placeret proaktivt og dynamisk på sigt iøjnefaldende steder på emballagen, er det også angivet med små diagrammer, hvor sødt, bittert og farvet brygget er. Det sidste er nok til størst hjælp, da brygget vist udelukkende er lanceret i dåser. Kigger man godt efter opdager man desuden, at brygget er fremstillet i Sverige på licens … at kategorisere de øl jeg prøver skal nok ende med at give mig flere grå hår i hovedet end alderen.

Ja, megabryggeriet Carlsberg skal jo på en eller anden måde vinde de tabte markedsandele tilbage, og så sætter man jo den store markedsføringsmaskine i gang – kvaliteten er det fortsat så som så med. Det var i hvert fald fordommen – eller forventningen.

Forleden var jeg så i Irma på Islands Brygge, og der stod så, hvad noget kunne tyde på var restlageret – en lille flok California Steam Beer. Oprindeligt var der flere bryg i serien, men de var så åbenbart blevet afsat.

Når nu jeg alligevel var der, og de så så alene ud, og jeg manglede noget at anmelde og alt det der. I aften skulle den så prøves, og forventningerne blev i det store og hele indfriet.

Selvom der er tale om amerikanskinspireret ale på en eller ande måde brygget på damp, ligner det mest af alt en klassisk pilsner – lige et par toner mørkere end Carlsbergs korngule standardsprøjt, men med det samme kridhvide og skrøbelige skum, hvis fald bedst sammenlignes med et blylod nær et supermassivt sort hul i centrum af en middelstor spiralgalakse.

Duften virker sprød – eller snarere skrøbelig og mestendels metallisk med en vag baggrund af noget frisk og krydret humle. Ønsket om, at det krydrede islæt var stærkere er stærkt, men det forbliver et fromt ét, der i modsætning til forventningerne ikke bliver indfriet.

Ved første mundsmag virker brygget nogenlunde fyldigt. Det næste indtryk er af sæbebobler, for udenpå virker brygget ved første øjekast spændende, flot og storladent, men viser sig snart at være hult og skrøbeligt. Initialt mærker man et krydret blæs af amerikanske humlesorter, men det fordamper lige så hurtigt som det melder sin ankomst. Vi er ikke færdige med sæbeboblerne endnu, for den noget klæge, metalliske eftersmag kunne faktisk også godt minde lidt om opvaskemiddel.

Brygget er dog langt fra udrikkeligt, og bismagen af sæbe er heldigvis forbigående. At kalde brygget noget med damp (steam) er imidlertid passende på flere måder end bryggeriet sikkert vil være ved. Smagen fordamper lynhurtigt, hvilket næsten gør skuffelsen større, end hvis hele øllet havde været kedeligt, for lige i starten virkede det faktisk lovende.

Tilbage står spørgsmålet hvad det er for en samling, den svenske brygmester har samlet sig. Hvis ikke jeg finder de sidste, får jeg det aldrig at vide, og det har jeg det egentlig ganske afslappet – ja ligefrem indifferent med.

Forventningerne til Carlsbergs nye hipsterserie er i hvert fald indfriet – desværre, fristes man til at tilføje.

2-stjerner

Anchor Steam Beer, Anchor Brewing Co.

Gode, omend ufarlige takter
Anchor Steam Brewing Co.’s bryg var en del af Fakta Hvalsøs specialøludvalg før jul. Tre forskellige var der, de kostede en formue, så jeg bed i første omgang tænderne sammen, lukkede øjnene og tænkte på fædrelandet (Nordfrisland Nordfrisland Nordfrisland …) Et par dage senere var jeg i Fakta igen, hvor jeg kunne se, at der nu kun var to slags tilbage, og endnu engang bed jeg tænderne sammen, og købte de to resterende slags for alt for mange penge – over tyve kroner for 0,355 l. (det er mængden i flaskerne på amerikanskproduceret øl, da man måler i ounces eller et eller andet andet uforståeligt, fordi man stadig anser metersystemet for djævelens værk på de kanter) og ærgrede mig samtidig over, at jeg ikke bare havde købt dem alle tre med det samme.
Og efter jul fandt jeg så den sidste af dem – den der havde manglet hin dag i december – i en restbunke af spotvarer, der stod til at blive kasseret. Endnu engang bed jeg tænderne sammen, og lagde en snedig plan om at lukke øjnene, når flasken blev slået ind, kombineret med aldrig at kigge på bon’en, for jeg forventede ikke, at øllet var faldet i pris blot fordi det nu stod i en rodebunke af spotvarer, der snart nåede sidste salgsdato.

Men denne, og Liberty Ale, er fra det første køb tilbage i december. Det er en ravfarvet sag, med et noget skrøbeligt, gyldent skum. Duften er noget syrlig men med en lindrende biduft af chokolade og farin.

Smagen er også ovre i det syrlige, men uden at det ødelægger den samlede oplevelse, for også her spiller de formildende omstændigheder i form af sødere noter ind, man aner karamel og krokant i let samspil med chokolade. Når brygget krydser grænsen til svælget tager bitterheden over – den var tiltrængt – den er præget af pilsnerhumle og nødder, og giver brygget en overvejende pilsneragtig karakter.
Det er en mild pilsneragtig sag, hvor bitterheden ikke er for markant, og hvor de søde toner gør det hele til en rar, velafbalanceret, blød og venlig oplevelse … jep! I gættede det, en ditto småkedelig en af slagsen. Det er ikke en øl for kendere, men måske endnu engang en god øl til de alt for mange, der langsomt skal vænnes til specialøllenes lyksaligheder.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme