Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: sour ale

Ganz Besonders, Amager Bryghus

Knæk og Bræk!

I torsdags var jeg inviteret til noget ganske særligt. Mon ikke det ikke kun skyldes, at jeg har talt godt om værten for arrangementet, men også fordi jeg er småkendt for at udbrede mig om objektet for værtens aktiviteter – eller sagt på en mindre knudret måde: Amager Bryghus havde indbudt mig til åbningen af deres ølbar – eller retter foråbning af deres ølbar.

Ølbaren, Amager Bryghus Taphouse, der ligger centralt ved Nørreport lige ved siden af flagbutikken, åbnede officielt i fredags, men torsdag aften var et udvalgt klientel inviteret til at kigge forbi til udskænkning og kage.

Jeg indfandt mig selvfølgelig – en sådan invitation siger man ikke nej til. Samtidig forbandede jeg langt ind i helvede, at jeg er en kalenderklovn*, der havde sikret min hyppige medsmager Marcus indgang, men havde givet ham datoen for den officielle åbning i stedet. Han måtte blive på sin aftenvagt, mens jeg så kunne more mig med mere end antydning af bitter smag i munden.

Og det matcher jo sådan set også øllet ganske godt. Marcus var lige så fuld af tilgivelse som han var af ærgelse. Han er vitterlig en type ven, jeg ofte føler, jeg langt fra fortjener.

Gensyn med andre venner blev det til gengæld til. Brian, der har bloggen Højt Skummende havde også reddet sig en invitation. Niels Kiens fra Kongebryg var indbudt. Og så var der selvfølgelig personalet på Amager Bryghus, som jeg både er på hat, på håndtryk og på krammer med efterhånden.

Og jeg faldt i snak med Mik Schack, der for fire år siden på Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet gav mig en fin autograf med dertil hørende selvportræt. Denne gang blev det til en længere ordveksling, samt mere end bare tegnede billeder. Det glæder mig oprigtigt, at jeg kan støde på kendte mennesker, jeg ser op til for at opdage, at de ingenlunde er for fine til en sludder og mere til, med en nobody fra Brønshøj, der bilder sig, han ved noget om øl.

Notesbogen havde jeg ladet blive hjemme, fordi jeg først i løbet af min dag på arbejdet opdagede, at det var samme aften, der var åbning af ølbaren. Hvis jeg havde haft styr på datoerne ville jeg naturligvis have kendt mig selv godt nok til at tage den med. Min trofaste telefon havde jeg til gengæld, så en nødtørftigt indtalt anmeldelse blev det da til, da en øl, jeg ikke havde prøvet før, fristede.

Ganz Besonders er en hindbærsour, og den blev mig anbefalet til den til lejligheden bagte kage, der var aldeles uovertruffen. Jeg tror endda det var Brian fra Højt Skummende, der anbefalede den – men jeg er ikke sikker.

Et vidunderligt friskt bryg, med en gennemført limesur profil, effektivt og velafstemt komplimenteret af hindbærrenes rare, kælne sødme. Skarpt og farligt i syren møder trygt og rart i sødmen – et umage par, der ikke bare skaber en uventet kontrast i brygget, men også leverer et finurligt kontrapunkt, til hvis akkompagnement de modstridende sanseindtryk hvirvler sig rundt i en eventyrlig dans mellem gummer og svælg.

Øjnene knibes ufrivilligt sammen det ene øjeblik, mens munden udvider sig i lettelse, når bærrene rammer nerveenderne med sødmereceptorer. Et lille kunstværk i velsmag, sikkert leveret, friskt og i øvrigt effektivt til at vaske den tykke, fede creme af kakao og trøfler af tænderne, og væde ganen før kagens overvældende klæbrighed af koncentreret vellevned alligevel gik hen og blev lidt for meget.

Tak til alle for godt selskab. Tak til Amager Bryghus for et mægtigt arrangement, og et ENORMT tillykke skal lyde herfra og knæk og bræk så det runger med det nye ølbarprojekt.

Jeg måtte gå relativt tidligt, da dagen efter bød på en arbejdsdag som alle andre. Men det skal bestemt ikke være sidste gang, jeg indfinder mig på det hyggelige og meget professionelle udskænkningssted. Standardpriserne ser i øvrigt ud til at være aldeles rimelige. Mange ølbarer i København forlanger rene ågerpriser, mens Amager Bryghus ser ud til at have lagt sig på en fast standard på kr. 35 for en lille og kr. 55 for en stor.

I betragtning af, at man nogle steder betaler kr. 55 eller mere for en halv liter sjasket industripilsner, må Amager Bryghus Taphouse’ priser siges ikke bare at være aldeles konkurrencedygtige, men også højst rimelige i betragtning af den nærmest uhørt høje kvalitet, de har for vane at levere.

*’kalenderklovn’ er faktisk Marcus’ udtryk. Han brugte det i sine tilgivende sms’er, idet han bedyrede at han selv også var netop en sådan.

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

Modus Operandi, Wild Beer (Med Niels på Taphouse I)

Slagkraftig debut …

blev der ellers stille. “Om lidt …” sang han ellers helt tilbage i 1986 på pladen “Forklædt som Voksen” – men han ventede altså over tredive år – og for min skyld måtte han gerne have ventet endnu længere, Kim Larsen.

Han var en del af min musikalske opvækst. Jeg husker stadig svagt, hvordan vi prøvede at overtale vores musiklærer i folkeskolen til at give os nogle af hans sange at synge, og hvordan vores lærer kun modvilligt gav sig. Det var ikke bare sange man kendte. Det var sange, man kendte hele teksten på. Det var sange, jeg sang med vennerne på lejrskole, og senere i salige branderter til gymnasiefester, festivaler, weekendarrangementer – om det så var med mit sækkepibeorkester eller i politisk regi, så var Kim Larsens sange fast repertoire.

Og det vil de nok blive ved med at være i lang tid fremover. Mon ikke Kim Larsens sange og tekster vil overleve os alle?

Brugen af “Om Lidt” i forbindelse med dødsfald vendte Kim Larsen sig i øvrigt selv imod, idet han fastholdt, det var en cirkussang. Men mon ikke han kan tilgive os alle fra det hinsides – rebel som han selv var?

Jeg beklager selvfølgelig den upassende højtidelige alvor over for mine læsere. Det skal ikke ske for ofte … forhåbentlig da, men det er jo ligegodt en af tidens allerstørste musikalske poeter, der nu forlader os. Ikke uden en vis skam noterer jeg desuden, at jeg vist aldrig fik sagt Benny Andersen et ordentligt farvel, nu vi er ved de musikalske poeter.

Men fra det triste til det mere muntre. I dette indlæg starter min beretning om dengang jeg mødte en af mine læsere i virkeligheden. Han hedder Niels … ja, det er der flere af mine læsere der hedder. Denne Niels er aktiv kommentator på min facebookside og havde inviteret mig på Taphouse i onsdags. Det sagde jeg selvfølelig både ja og tak til. Jeg kommer alt for lidt ud – og især kommer jeg for lidt ud til alle de rigtig gode udskænkningssteder rundt omkring. Taphouse, der ligger tæt på Københavns Rådhus, har over 60 forskellige øl på fad, der løbende udskiftes. Så der er hele tiden nyt at tage fat på, og ikke mindst græde over, at man ikke fik nået at prøve.

Tre øl blev det til. To sure og en stout. Vi lagde ud med denne vildgærede, fadlagrede sag fra engelske Wild Beer, et bryggeri der dermed får sin debut på bloggen. Klart og mørkt som blæk er brygget. Skum er der til gengæld næsten intet af, hvilket ikke er atypisk for genren.

En gennemtrængende skarp odeur af brunkål med ekstra eddike blander sig overraskende elegant og finurligt med søde, frugtige noter af solbær. Kombinationen af vildgær og solbær gik ellers knap så godt sidst, men da var brygget jo også ligegodt tilsat solbær. Det er dette bryg ikke – det træffer sig blot således, at det deler disse bærs syrlige bouquet.

Aromaen møver sig slagkraftigt og mundsammentrækkende frem med en syre der bestemt gør sit for at holde sin pH-værdi lav. Aromatisk kryddereddike udgør bunden, hvor det kan være svært at afgøre hvilket krydderi, der gemmer sig derinde – nuancerne har det med at forsvinde i meget surt øl, men nelliker kan skimtes sammen med egetræ, der nok stammer fra lagringen. Også i smagen titter solbæraromaen frem som et sødt og let formildende indslag i et ellers fuldent fandenivoldsk syrehelvede.

Selvom der er fuld knald på syren er detaljerne ikke glemt. Truly well done – og noget nær den bedste start på bloggen, Wild Beer kunne have fået.

Den skal Niels have tusind tak for. Ligesom han skal have tak for de andre øl, han bød på – samt de andre gaver han havde med, og som skyndsomt blev udleveret i halvmørket i barlokalet, mens ingen kiggede …

Alt det skal I nok komme til at høre mere om snarest …

Vivian, Rocket Brewing

Surt øl til bitre tider …

Der er fortsat ikke meget positivt at berette om tingenes generelle tilstand, så lad mig endelig bare dvæle ved det negative. Indslev Bryggeri og dermed også bryggeriets eksperimentelle afdeling Ugly Duck Brewing har indgivet konkursbegæring, og således slutter rejsen for et af de virkelig innovative mikrobryggerier i Danmark, der også nåede ud til et bredt publikum. Bryggeriet valgte en øltype, der er udskældt blandt kendere – hvedeøllet, men med den ambition at forny og forbedre genren, hvilket i denne bloggers øjne faktisk lykkedes.

Nu er det så slut. Al fornyelse og udvikling står til at gå tabt. I fremtiden vil der kun være stereotypt tysk hvedeøl at få på supermarkedshylderne herhjemme. De få andre aktører, der laver ordentligt hvedeøl (Kongebryg har fx leveret et fint indspark for nylig) er langt sværere at få fat i, og deres varer er typisk dyrere.

Og Ugly Duck Brewings nyskabende indslag – dem er det også slut med. Hvor karaktererne for hvedeøllene sjældent nåede vilde højder, formåede Ugly Duck-bryggene at imponere mere end bare jævnt.

Og udenfor ølverdenen buldrer dårskab og idioti videre. Et særligt fælt eksempel derpå er den centralt placerede “The Scottish Pub” på Rådhuspladsen i København. Der bliver man afvist i døren hvis man ikke er hvid. Der er altså tale om et værtshus med en krystalklar racistisk kundepolitik, for hvilken ethvert retskaffent menneske selvfølgelig bør kvittere med 1: en elendig anmeldelse hvor man kan slippe af sted med det – på Google Maps fx. 2: aldrig at betræde matriklen, endsige købe så meget som en dråbe af, hvad der udskænkes på stedet.

Det dybt racistiske værtshus The Scottish Pub giver ikke bare København og mit absolutte favoritland over alle – Skotland – et dårligt ry, men de racistiske svin der står i døren giver også svin et dårligt ry. Ja, som om tamsvinet ikke allerede havde lidt nok under det dårlige navn, Martin Henriksen og Peter Christensen har givet det. I betragtning af, hvor dejligt mætte og glade de gør så mange af os på daglig basis, bør stedet også af hensyn til svinet rammes af boykot.

Øldoneren bag dette indslag tror jeg imidlertid ikke er en af de danskere, grisen gør mæt. Hun er muslim, hvorved hun til gengæld sørger for, at der ikke bare er mere gris, men også mere øl til alle os andre. Jeg kan fortsat ikke forstå, hvorfor så mange er så indebrændte på den religion, at man nu også har villet bestemme, hvordan de skal klæde sig. Herfra skal der ikke bare lyde fuld opbakning, men også et højlydt go for it til alle, der skulle have lyst til demostrativt at ignorere den racistiske og fascistiske burkalov.

Men før jeg kører for langt ud ad sidesporet, der fører lukt ned i kaninhullet …

Dagens bryg havde min tidligere kollega vundet på sin arbejdsplads hos Novo Nordisk. Som nogle læsere måske vil huske, donerede hun også et par aldeles veldrejede julegavepilsnere til bloggen tidligere på året. Brygget er en syrlig, for ikke at sige slet og ret sur sag fra det permanent brettanomycesinficerede Rocket Brewing. Det er en udfordring i sig selv at skænke det. Skummet tårner sig op, tæt, fedtet og så uigennemtrængeligt, at det delvist lystbrune, delvist lyserøde bundfald lægger sig som fine kulørte fnug oven på det. Var det ikke for den synlige restgær skulle man ellers tro, at det blanke, messinggule bryg var ufiltreret. For det fremstår så ganske klart og gennemskinneligt der i drageglasset.

Bouqueten er en interessant blanding af bittert og surt. Ikke ulig en velkrydret brunkålslage. Dette gælder også smagen, der både er skarpt syrlig af kryddereddike med antydning af nelliker og koriander. Brygget er desuden tilsat udtræk af birketræ – men det er umiddelbart svært at udpege hvilke elementer i bryggets aroma dette skulle have afstedkommet. Hvad man måske kunne savne var noget fylde, men det gør måske egentlig ikke så meget, da den skarpe syrlighed i sig selv leverer oplevelsen. Bryggets lette flåd henover tungen slukker samtidig effektivt tørsten, så brygget ikke bare fremstår smagfuldt, men også velkomment læskende i den omsider vigende sensommervarme.

Helt god nok til at fjerne den indre bitterhed over verdens forfald er den imidlertid ikke. Men adækvat komplimenterende er bryggets velplacerede surhed ikke desto mindre.

Babelsberger Babyboom, Amager Bryghus

Det sure med det sure …

Jeg synes selv, jeg lever i et stresshelvede, hvor jeg kun lige akkurat når at puste ud og samle stumperne, når jeg endelig har et par minutters frihed. Og så går det ellers løs igen. Sådan er det vel at være arbejdende voksen deleforælder – eller også er det bare sådan at være working poor i det postindustrielle, postfaktuelle hyperkapitalistiske samfund, hvor enhver spagfærdig anmodning om den mindste smule assistance ses som et tegn på svaghed, eller et forsøg på at nasse. Den slags snylteragtig kommunistisk tankevirksomhed skal knuses med yderste brutalitet, så ikke snylteradfærden breder sig. Og for at undgå den straf klynger jeg mig fortsat til de sørgerlige smuler, jeg trods alt stadig har at miste, for hvis først jeg skulle miste det arbejde, der i grund og grund slider mig ned psykisk, ville jeg ikke bare længere falde mod bunden – jeg ville blive udstyret med en mægtig raket, der i nedadgående retning ville blæse mig lodret ned i grundfjeldet.

De egentlige snyltere – dem der bliver rige af vores arbejdskraft, hvidvasker milliarder og gemmer overskuddet i skattely – de griner hele vejen ned til banken … eller … da der jo især er tale om banker, så griner de vel egentlig bare. Skingert og hånligt, mens de peger fingre ad alle os, der kæmper og ødelægger os selv i processen.

Alt dette blot for at forklare, hvorfor der ind imellem opstår pauser og irregulariteter i min skribentvirksomhed. Det er ikke sjældent simpelt hen overskuddet, der svigter – både det temporale og det mentale, fordi min situation bare er sådan som den er.

For en uges tid siden nød jeg til gengæld en af de små lommer af frihed med en tur i det lille miniparadis, der ligger syd for København, også kaldet Amager Bryghus. Anledningen var, at jeg skulle købe en fødselsdagsgave til min gode ven Marcus, men som stor beundrer og for at sige det ligeud – elsker (subst.) – af Amager Bryghus’ øl, skulle jeg da også lige smage lidt på, hvad de havde i hanerne. Der var nemlig friske produkter i udbud – et udvalg kom med hjem, mens denne blev skænket med Henrik Papsøs kyndige hænder og nydt på stedet. Den kunne – og kan nok i skrivende stund – endnu ikke fås på flaske.

På dette tidspunkt kunne man opleve begyndelsen på enden af denne sommers ulidelige hedebølge. Men det var stadig i omegnen af 5-6 grader for varmt for mig. En fadkølig sour var derfor noget nær det perfekte at byde mig, og med den bias bør de næste linjer i indlægget nok læses.

Det lyse, lavtskummende bryg dufter aldeles lifligt af frisk græs og citron – og lur mig om ikke det i hvert fald til dels skyldes, at brygget er tilsat citrongræs. Syren er ikke aggressiv, som det var tilfældet med den formidable belgiske foeder, jeg prøvede sidste år, men at øl ikke behøver levere tæsk til smagsløgene for at give en mægtig oplevelse har netop Amager Bryghus lært mig tidligere.

Brygget prikker og stikker med små fine, nænsomt håndterede nåle alle de rigtige steder i mundhulen. Ikke mindst under tungen og ved gummerne, hvor tørstfornemmelsen – i hvert fald i min kæft – tit føles allerværst. Lystigt vederkvægende er brygget, hvis ph-værdi synes minutiøst og nidkært lagt præcis det rigtige sted, hvor man oplever dets maksimale tørstslukkende egenskaber, uden at ansigtet imens behøver vrænge i sammentrukne grimasser.

Ikke at øl, der river øjne, mund og næse ufrivilligt rundt i hele fjæset, behøver være ubehagelige – tværtimod – men de behøver ikke gøre alt det for at yde store oplevelser.

Aromatisk yder brygget behændigt på en meget ren citronsmag – inklusive dennes aggressive skarphed, men uden trækninger – og uden den åndenød jeg i hvert fald godt kan opleve, hvis jeg får for meget citron på én gang. Også det er en ren fornøjelse for det tørre svælg, og det er en intellektuel udfordring at spekulere på, hvordan de mon gør det?

Brygkunst, hedder det vel.

Selvom det på Amager Bryghus sikkert bare var en dag som alle andre, skal de alligevel have stor tak for de skønsmæssigt femten minutters gæstfrihed mit besøg varede. Ikke mindst i betragtning af det afbræk fra en stadigt mere belastende hverdag, de bød på. På Amager Bryghus er det en ren og skær fornøjelse at tage det sure med det sure. Ikke mindst, når det sure viser sig at være så sødt …

Number Stations, Kongebryg

2017-10-09 17.34.51Ikke for langt under 7 …

Her er endnu en øl, der har stået noget tid. Flere måneder faktisk. Risikoen for, at øllet i mellemtiden skulle være blevet surt, er til gengæld lig nul. Jeg fik den stukket i hånden frisk fra bryggeriet af brygmester selv, da jeg i sommerferien var på et endags roadtrip med min søn. Så frisk var den, at der ikke engang var kommet etiket på endnu. En nærmere redegørelse for indholdet må læserne derfor have til gode, men at der er tale om en solbær sour – så meget fik jeg da at vide, og kunne huske da jeg var snarrådig nok til at notere det på stedet. Af samme grund var der yderligere grund til ikke at nære den store frygt for at øllet skulle blive surt af at stå lidt.

Jeg husker tydeligt, hvordan vi aldrig kom på rundvisning, fordi min søn var inderligt uinteresseret, og hellere ville videre til Vordingborg så hurtigt vi kunne, så han kunne få borgruinen at se. Men det er en anden historie.

Brygget har i betragtning af typen en ikke videre overraskende skarptsyrlig duft. Mere afdæmpet end krasbørstig faktisk, og det er jo egentlig ikke usædvanligt, når det gælder kongebrygs øl. Armbevægelserne er sjældent store, til gengæld hviler bryggene nydeligt i deres zen-agtige venlighed. Her giver den sig desuden til kende i en fyldig maltbund med sødme af chokolade og kirsebær.

Smagen er vidunderligt skarp. Solbærrenes finurlige syrlighed træder godt igennem og er ukarakteristisk for bryggeriet tæt på at brænde ved gummerne. Det rødbrune bryg med det lyserøde skum leverer en stabil oplevelse under en ph på 7 inklusive rigeligt med gys og trækninger i underansigt. De initale søde noter mærker man til gengæld ikke meget til. Brygget lever ud over syrlighed af kirse- og solbær sammen med et stænk af eddikke et for typen ikke usædvanligt indslag af garvet læder.

Der mangler intet – heller ikke på den svært tilgængelige front. Både syre, karakter og velsmag er godt med, uden at nogen af delene er over the top. Hardcore surtølsfans ville måske nok kalde den afdæmpet. Alligevel er den nok ikke lige den, nye surtølsfans skal begynde med.

Tak til brygmester Niels Kiens for den fine øl. Selvom besøget blev kort, var det som altid en fornøjelse at sige hej. Og hvad besøget ikke lige havde i varighed havde det til gengæld i kvalitet – både da vi kiggede forbi og forleden aften da denne øl blev nydt.

4-stjerner

Flyvende Spaghetti-Monster, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne I)

2016-07-22 11.22.13Hul på hængepartiet …

Ja, der blev som sagt prøvet mangt og meget den dag på den nedlagte Næstved Kaserne, der i dag bruges til at brygge øl af udsøgt kvalitet. Tilbage ligger det knudrede redaktionsarbejde samt dechifreringen af de krusseduller, jeg nåede at få kradset ned i farten.

Mængden af materiale at arbejde med – altså noter – er mildt sagt begrænset, så min hukommelse er på overarbejde, ligesom mine evner til at opdigte udflugter, cover-ups og anden redundans i mine indlæg, så de i hvert fald ikke ved første øjekast ser ud som om, de er baseret på et ekstremt spinkelt kildemateriale.

Men helt så lange som sædvanligt bliver de næste par indlæg nok ikke … Sidst jeg skrev sådan, endte det vist med, at indlæggene blev lige så lange som sædvanligt alligevel, men med mindre jeg åbenlyst tærsker langhalm på det rene og skære ingenting (sådan som jeg gør nu) i så lang tid, at læserne får lige så lange løg eller æggeledere, så bliver de altså ikke så lange, som tendensen har været her det sidste halve års tid.

2016-07-23 21.57.45

Dørslaget – den traditionelle hovedbeklædning for medlemmer af kulten for det flyvende spaghettimonster.

Anyways – on to business. Det første bryg jeg fik lov at prøve, var en Flying Spaghetti Monster – et bryg, der endnu mangler sin etiket. jeg fik ganske vist ikke brygget direkte fra tanken, men den gyldne ære ved at få lov at prøve noget, før det rammer butikkerne, er den samme. Jeg nåede desværre aldrig at spørge, hvad tanken var bag en øl til den store verdensskabers ære var. Det er ikke hukommelsen, der i skrivende stund er hullet som de dørslag, der er kultens traditionelle hovedbeklædning – blot min rettidige omhu når de gode spørgsmål til markedsføringen skal stilles.

Stilen er angivet noget famlende som en sour ale. Syrlig var den i hvert fald efter at en defekt pumpe i anlægget havde inficeret brygget med mælkesyre. Men i stedet for at kassere brygget, lod de brave bryggere øllet gære videre, for man kunne jo lige så godt se, om det alligevel udviklede sig til noget spændende …

… og det gjorde det så.

Det svagtskummende, dyborange bryg byder på fyldig, letalkoholisk romessens kombineret med sød karamel til lækkermunden. Mælkesyren er præsent og trænger sig på i alle mundens indvendige slimhinder som en let prikken, og en antydning af egetræ ved mandlerne. Det er let og subtilt og langt fra så fandenivoldsk som den Solbær Sour, Rocket Brewing langede over disken til mig på Københavns Ølfestival i maj. Brygget blev så også serveret ved stuetemperatur, hvilket i den uisolerede kampvognshal betød omkring de 26-28 grader.

Men alene det, at nuancerne ved den temperatur stadig trådte frem, taler til bryggets fordel. At temperaturen afdæmpede syren gjorde også sit til, at jeg også kunne påskønne den del af smagsbilledet. Jeg er stadig ved at lære at sætte pris på surt øl, og det skal foregå med små, kontrollerede skridt … eller eventuelt ukontrollerede skridt. For infektionen af dette prægtige bryg var jo egentlig ikke tilsigtet.

Men små skridt, i hvert fald.

4-en-halv-stjerne

Biohazard, Gravøl

2016-05-03 17.13.44Spændende at prøve …

Det er efterhånden halvandet år siden, at jeg første gang prøvede øl fra hjemmebryggeren Ole Wolf og hans ‘Gravøl’. Geschæften – eller rettere, hobbyen – er vokset med tiden, og denne er den fjerde fra projektet, jeg har prøvet og der er endnu to på køl. I mellemtiden har bryggeren også lanceret en hjemmeside, hvor man kan læse/lære mere om brygeksperimenterne.

Jeg er ven på fjæsen med bryggeren, og har faktisk fulgt med i projektet lige fra den spæde begyndelse. Projektet er vokset med ekspresfart, og hvor hjemmebryg ellers tit er noget, man prøver lidt ad hoc og for sjov, er Gravøl så småt ved at udvikle sig til et helt undergrundsbrand.

Der er flere spændende ting undervejs, og jeg håber, jeg bliver den ære til del, at få lov til at prøve flere bryg i fremtiden. At have prøvet så meget så vidt, er ellers ære nok i sig selv, for indtil videre har det været rigtig godt.

Denne øl, synes jeg ud fra præsentationen, og bryggerens beskrivelse, er den hidtil mest spændende. Og med spændende mener jeg ikke i Niels Hausgaards ætsende sarkastiske brug af ordet, men derimod i betydningen interessant på den fede måde – ikke mindst fordi det har været mig forundt på nærmeste hold at følge bryggerens hyppige statusser om ølbrygningen, hvor netop dette bryg har fået rigtig meget omtale.

Der er tale om en Oud Bruin eller Flanders Brown (nej, Du, min læser, er ikke den første, der spontant kom til at tænke ‘okeli-dokeli’), en type sour ale, der efter initial gæring helt bevist er inficeret med en bakteriekultur, der fordærver brygget. Ole kalder det selv ‘øllets svar på ost’. Smagen bestemmes angiveligt ikke af humlen – der er helt bevidst brugt gammel humle uden synderlig smag – men derimod af bakteriekulturen. Ja, det lyder giftigt, men her ca. 24 timer efter at brygget er nydt, har jeg hverken ondt i mave eller hoved, så voldsomt giftigt er det næppe.

Til gengæld deler brygget navn med et gammelt amerikansk heavy/rap-band fra før den slags blev kaldt Nu-Metal, og blev mainstream, konformt og kedeligt. Men det er også en anden historie.

Forud for åbningen fik jeg nøje instruktion og visse bestemte indskærpelser om serveringstemperatur og drikkemåde. En temperatur omkring de 10 grader blev mig anbefalet, og så blev det gentagne gange understreget, at brygget skulle have tid. Først et par mundfulde inde, ville brygget afsløre sit fulde potentiale, og forinden måtte jeg give den lige så mange chancer som det var nødvendigt.

Som sagt så gjort. Til at begynde med, skulle det jo bare skænkes.

Brygget skummer ikke meget, hvilket skyldes en succesfuld efterkarbonering. Efter bryggerens instruktioner skænkede jeg den derfor lidt hårdt, og det lykkedes mig da på den vis at få lidt nødtvunget, gyldent overfladeskum frem over det brune, småslørede bryg. Brygget dufter sødt af chokolade med en tyngde af svesker (på trods af en ganske vandig viskositet) samt en (rød)vinøs spids til slut.

Vinøsiteten fortsætter i smagen, der ganske rigtigt er ‘sour’ med noter af garvesyre, lidt for billig paprødvin og med et underlæggende indslag af ananaskirsebæressens. Til at begynde med skæmmer en støvet gærsmag oplevelsen en smule, men denne tager af efter et par mundfulde, så brygget vinder ganske rigtigt ved at få lidt tid.

Og efterhånden som gæren viger får brygget lidt mere smag af lakrids, mens den skarptsyrlige karakter yder lidt stikkende og brændende fornemmelse i munden. Idet brygget entrer munden, byder brygget dog stadig på lidt missmag af garvet læder. Det bliver kort efter til lakrids, og denne forvandling er selvfølgelig også spændende. Men er det velsmag?

Det er første gang, jeg prøver denne type bryg. Og måske kræver det noget tilvænning, og noget viden (som bryggeren har udstyret mig med) og måske bare et lidt mere åbent sind, end jeg har.

For uanset hvor meget jeg prøver, så ender jeg alligevel med at have det med dette bryg, som jeg har det med ananaskirsebær (som bryggets markante syre i øvrigt fortsat minder mig om). Egentlig bryder jeg mig ikke om dem, men når de ligger fremme, så kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.

Men det er jo også lidt spændende …

4-stjerner

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme