Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: sour ale

ET Left Home, Evil Twin

Øl: ET Left Home
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Sour India Pale Ale with Blueberry and Raspberry
ABV: 7%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Er du SÅ færdig!?
Det bliver ikke svært at bedømme årets bedste øl i år. Og hvis det gør, så er jeg langt heldigere end jeg fortjener, for så vil det betyde, at jeg får lov at prøve endnu en øl, der er i klasse med den her:

En sur IPA boppet op med blåbær og hindbær i en umådeligt kompakt og smagfuld pakke … ja, ord slår næsten ikke til. Med tilbageholdt åndedræt og ærefrugt åbnes dåsen. Glasset stilles parat, og så begynder arbejdet ellers. Den seje, tætte grød af på én gang blodrødt og natsort frugtkompot skvulper langsomt og dovent ned i glasset, mens det danner den fineste, plastiske top af ripsfromage.
Duften matcher med intense noter af solbær, rips, umodne stikkelsbær og alt hvad hjertet ellers kan begære af surt og syrligt fra frugthaven.

Og så smagen … Hold nu helt holy haphazard hallibut, Batman! Det er så hele kroppen skælver, tårerne komme frem i øjnene som var man til en nær vens begravelse, og ansigtet vrider vrangen ud på sig selv (lidt ligesom der i ‘The Fly’, hvor Seth Brundle laver det første eksperiment med at teleportere en bavian. Selv tak for de mentale billeder – og brygget matcher aldrig så nydeligt i kulør.)
Hvad kan man sige om et mesterværk som det her? Intens frugtfylde, et syretrip som ville have gjort Syd Barret misundelig, og midt i det vildeste, vidunderligste syre og bærorgie melder øllet sørme også sin tilstedeværelse. Det er ikke glemt. Ved gummerne mærker man humlen, og den spiller aldrig så fint og nydeligt op imod de sur-søde (men mest sure) frugter med et smukt kontrasterende krydret indslag.

Mesterligt, vildt, frækt, fandenivoldsk og vovet. Sådanne øloplevelser får man kun ganske få af.

Pannepot Vintage 2020, De Struise Brouwers

Øl: Pannepot Vintage 2020
Bryggeri: De Struise Brouwers
Type: Dark Strong Ale
ABV: 10%
Land: Belgien
Købt: Donation via Drikbeer.com

Op på hesten igen
At finde motivationen efter Thisted Bryghus’ krumspring har ikke været nemt. Og det ses også tydeligt, at den i forvejen ikke var specielt høj, de meget lange pauser mellem indlæggene taget i betragtning. Bedre bliver det ikke af, at Thisted Bryghus’ videre håndtering af den fækaliekuling, var så vægelsindet og vakkelvorn, at selv garvede politikere fra Det Radikale Venstre måtte se misundelige til.
Først meldte bryggeriet ud, at man ville holde helt op med at reklamere for politikere på flaskerne – uanset hvor politikerne kom fra. Men den beslutning fik kort levetid, da den afstedkom endnu en fækaliekuling, indeholdende beskyldninger om **GISP** cancel-culture. Bryggeriet valgte så at gå tilbage til sin oprindelige politik, og tillade alle uanset politisk observans at reklamere på bryggeriets etiketter … meget modigt af bryggeriet må man sige, samtidig med at signaleringen om, hvor bryggeriet egentlig står i spørgsmålet nu er støbt i beton, mejslet i sten og standset ud i molybdænstål.
Ifølge den politik vil hyggelige politiske foreninger såsom Stram Kurs, Generation Identitær og Nordfront nu kunne få trykt etiketter med deres logoer på Thisted Bryghus’ øl. Om bryggeriet så vil gøre det i praksis må tiden vise. Skulle de vælge at efterkomme et ønske fra Nordfront om at lade deres classic pilsner pryde af en Tyrrune på hvid og grøn baggrund, kan de til gengæld roligt regne med en permanent boykot fra min side.

Jeg håber sådan, at det sidste ord om Thisted Bryghus-sagen dermed er sagt her på bloggen. Til gengæld gav mine skriverier da nogle reaktioner, både her og på fjæsen – og det er vist alt sammen godt. Også selvom langt fra alle reaktioner var positive. Men hey – jeg blev ikke blogger for altid at blive aet med hårene.

Nu til noget langt mere spændende: En ny øl! En belgier, en strong dark ale, og en sur en af slagsen. Så kan det næsten ikke blive bedre. Så godt var det faktisk, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Jeg undskylder, men læserne må nøjes med min beskrivelse i stedet.
Brygget er natsort, letflydende, og næsten helt uden skum. Den kække, syrlige odeur har til gengæld alt det, man måtte savne i det noget tamme visuelle udtryk.
I smagen danser venligt brankede noter af stærk kaffe sig med en velkrydret brunkålslage. Det syrlige danner et fint udsmykket bagtæppe, hvorpå smagsbilledet rigt og mangfoldigt udfolder sig.

Det er rart, venligt og tilpas udfordrende. Et perfekt second step for alle, der prøver sig frem inden for det sure øl. For kenderen byder brygget på rigeligt underholdning, der nok skal holde det i glasset en rum tid frem for at blive skyllet ned på én gang.

De Struise Brouwers, der står bag brygget her, er forhåbentlig ikke på bloggen for sidste gang.

Oenobier, Trillium Brewing

Øl: Oenobier
Bryggeri: Trillium Brewing
Type: American Wild Ale
ABV: 10,8%
Land: USA/Massachusetts
Købt i: Donation via drikbeer.dk

Det søde med det sure …
Jeg skylder vist endnu en undskyldning for stilheden her på bloggen. Årsagerne er mange – jeg havde brug for en pause, ferie om man vil, fra bloggen, samtidig med, at jeg gerne arbejdede vel over 40 timer om ugen. Humøret har heller ikke været det bedste på det sidste, ikke mindst fordi jeg brænder inde med nogle personlige sager, som jeg ikke er klar til at delagtiggøre læserne i endnu. Måske senere, men ikke nu …

Men her er jeg altså igen. Klar med et par øl, det efterhånden er længe siden, jeg har drukket. Men heldigvis har jeg min trofaste krykke – mine hastigt nedkradsede notater, der forhåbentlig kan revitalisere oplevelsen tilstrækkeligt til, at jeg kan nedfælde et par bevingede ord til læsernes fryd.

Oenobier er en American Wild Ale. Og det lyder jo i sig selv forjættende, eftersom jeg er aldrig så begejstret for vildgæret (læs: surt) øl.
Det messinggyldne bryg dufter da også af det rene og skære eddikebad ved skænkning – og ved smagning følger den forventede, ustyrligt vederkvægende, og inderlig katharsiske ansigtsvridende, brystrivende syre. Det bedste mod en galopperende sommerdepression, jeg kan forestille mig.
Og oven i købet gør dette bryg bekendt, at surt øl ikke bare er surt øl. Ikke at det egentlig gør noget, når sure bryg ikke er andet end rene syrebade. Men på den anden side gør det da heller ikke nogen skade, når brygget også indeholder andre aromaer og konturer, der kan glæde ud over den syrlige rygrad.
Således byder brygget på venlige, nøddeagtige undertoner, næsten søde som de vinøst smyger sig henad gummerne, mens tungen svides af syren. Et kontrastrigt bryg, der indgyder noget – trods alt – tiltrængt nuance i en ølgenre, der oftest kun kendes på sin kompromisløshed.

Ikke at der som sådan er gået på kompromis her. Snarere har man taget et bryg, der var perfekt som det var, givet det lidt mere form og kontur, hvorved det er blevet endnu bedre. Frækt, næsten hybrisagtigt. Og min bedømmelse må også være derefter.

Fluffy Smoosh: Mango & Passion, Black Cat Brewery

Øl: Fluffy Smoosh: Mango & Passion
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Smoothie Sour Ale
ABV: 6,8%
Land: Rusland
Købt i: Donation via drikbeer.com

Bare antydningen …

Uha, der sker mange ting lige i øjeblikket. Det hele startede med et truckcertifikat, der ikke engang var helt i hus, før jeg måtte kaste mig ned på maven for ikke at blive ramt alt for hårdt af de jobtilbud, der pludselig føg om ørerne på mig. Snart er det to uger, jeg har bestredet mit nye job, og det at have quasi-fast (jeg er trods alt vikaransat) arbejde er bestemt noget, jeg kunne bliver forfalden til.
Nu er jeg så nået dertil, at jeg har taget hvad der måske er den mest voksne beslutning siden jeg valgte at få børn: Jeg er i gang med at købe – ja købe – mig min første bil nogensinde. Jeg overtog min fars gamle bil, da han ikke kunne køre længere – men sådan selv at gå ud, kigge på og anskaffe mig min egen, troede jeg faktisk aldrig, jeg ville komme til.
En VW Up! bliver det til. Valget stod mellem den og en Fiat 500, der både var større og kønnere. Til gengæld sad man elendigt i den, gearingen var underlig, og så kunne den altså bare overhovedet ikke konkurrere med Up’ens evne til at integrere sig med mig, det øjeblik, jeg satte mig ind i den. Den mindste antydning af tryk på speederen, det mindste træk i rattet, og Up’en lystrede præcis så meget, som jeg gerne ville have den til. Den var ikke så meget en bil, som den var en forlængelse af mig selv – fuldstændig som den franske fænomenolog Merleau-Ponty’s (parafraserede) analogi om den blindes hvide stok, og hvordan den bliver en del af sanseapparatet.

Det er Fahrvergnügen når det er allerbedst. De kan det der, tyskerne. Hvad øl angår halter de nu stadig bagefter, og er først nu ved at komme efter det. Nogle andre, der er ved at komme efter det – meget overraskende og stærkt – er russerne. I en af pakkerne fra drikbeer.com, som en generøs donor lod mig blive til del, var der hele to øl fra et russisk mikrobryggeri ved navn Black Cat Brewery. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved det udeblevne ‘the’. Det kan meget vel være, jeg lægger for meget i det, men da russisk er et sprog helt uden artikler – bestemte såvel som ubestemte – kan jeg ikke befri mig fra den tanke, at det er helt bevidst.

Det er sådan lidt en af mine egne darlings, jeg har meget svært ved at slå ihjel. Det der nok er mere spændende for rigtig mange læsere, er dåsens indhold. En sour ale med mango og passionsfrugt – og det med en hævn, skal det hurtigt vise sig. (Det hele kan opleves i levende billeder på min YouTube-kanal her).
Brygget lader sig kun meget modvilligt skænke. Det er som om det kun vil skvulpe ned i store, afbrudte klatter af fuldkommen tæt, orangefarvet frugtgrød. Man fristes til at klemme dåsen for at hjælpe det usandsynligt tykke bryg på vej. Og der står det så – fuldkommen uigennemskinneligt, næsten strålende gulorange i alt sin mango og passionsfrugt-hed.
I duften er det mestendels mangoen man mærker. Sød, fyldig og vældig i sin inciterende aroma. ‘For meget’ vil mange sikkert mene, men for enhver der kan lide mango, mango lassi og øl, er dette bryg simpelthen et must. Syre – det er jo en sur øl – mærker man indtil videre ikke noget af. Men der er nu også mere end rigeligt af det søde til at kompensere.
Mango-knytnæven rammer først for alvor i smagen. Lige så tæt som brygget ser ud, føles det også i kæften. Ud i alle kroge og på alle blottede flader nærmest klæber mango-passionsgrøden sig genstridigt og overdrevent frugtsødt … det gælder i hvert fald det, man kan få ud af glasset – for en ikke-uanselig andel bliver siddende på glassets inderside, hvor det kun meget langsomt glider ned i bunden som en sidste genstridig mundfuld.
Og midt i alt den tætte frugtsødme, der egentlig for længst burde være blevet alt for meget, viser den sig – syren. Pikant, let, nærmest kun antydningsvis som en prikken på tunge og gummer. Den mærkes, men smages næppe. Den underspillede syrlighed giver den overvældende frugtsødme perfekt modspil. Syren gør, at bryggets fandenivoldske frugtudtryk ikke bliver ubærligt, og den samlede oplevelse bliver en ganske unik nydelse.

Netop i skrivende stund ser jeg, at jeg rent faktisk har prøvet en formidabel russisk specialøl før. Det var tre år siden da en af mine læsere, Niels Sørensen inviterede mig på Taphouse. Så jeg vidste egentlig godt, at de kunne. – Nøj hvor de kan, de russere … så mangler vi bare, at de lærer at behandle systemkritikere og LGBTQ-personer ordentligt også.

Det har desværre nok længere udsigter …

Anxoreux Bierre de Pomme, The Bruery

For real?

Åh nej, det er 1. april igen. Jeg hader 1. april af et ondt hjerte. Mest af alt fordi jeg er direkte elendig til at tage del i spøgen. Mine egne forsøg på aprilsnar er altid håbløse og antisjove. Samtidig falder jeg gerne for de ringeste og mest gennemskuelige folk og medier byder mig. Og så misforstår jeg gerne ting, der rent faktisk sker ude i verden, som aprilsnarre … jeg er vist så småt ved at være runden igennem, og jeg vil i øvrigt undlade at skrive nogen steder på sociale medier, og ISÆR ikke Twitter, at jeg igen er hoppet på vandvognen på grund af tømmermænd – for den er simpelthen ved at være for gammel og slidt.

Videre til dagens øl, der er en debutant i form af Californiske The Bruery. De har brygget en øl på vildgær og Newton Pippin æbler. Med andre ord en møgbeskidt øl. Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at anprise en øl, der indeholder andet en vand, gær, humle og malt … altså seriøst, hvad bilder de sig ind sådan at putte frugt i øllet. Hvad tror de mon selv, de er? Belgiere?
Ja, det er nok det, de tror, for samtidig gør den vilde gær også brygget surt. Jamen Vorherrebevaresdaosse! (Og den slags går jeg som bekendt meget op i. Ikke mindst i disse dage, hvor jeg i from, kontemplativ askese kommer Vor Herre Jesu Kristi pine og død på korset i hu, mens jeg duknakket trygler og beder Herren i det høje om mine synders forladelse, så jeg efter min død ikke ender samme sted som Rasmus Paludan.) Hvis jeg ville have surt øl, så ville jeg finde mig noget, der var inficeret – for det er i hvert fald surt, og smager derfor helt sikkert på præcis samme måde!
Så i dette bryg er der garanteret dømt clusterfuck fra starten. Det vidner etiketten og oplysningerne derpå jo så rigeligt om. I det mindste er der 7% alkohol i – så de rige mængder sprit vil måske formå at drukne sorgen over de spildte dråber og æbler.

Allerede ved skænkning trækker næsen sig sammen ved emmen af umodne stikkelsbær i brunkålslage. Så har brygget jo allerede så godt som tabt. Og det hjælper selvfølgelig heller ikke en tøddel at brygget ser godt ud, tåget, næsten grumsetgult – og som læserne vil vide, kan jeg ikke udstå ufiltreret øl [indsæt tungerækkende smiley her].
Og når det så kommer til stykket, kan brygget slet ikke finde ud af det. Ja, den er godt nok lidt sur i det, men overhovedet ikke på den modbydelige tænderskærende måde, som inficeret øl er det. Nej tværtimod læsker brygget gane og tunge mere end velbehageligt med ledsagende noter af de friskeste grønne æbler og en antydning af både sød malt og bitterhumle.

Altså helt forkert!

Det kan da virkelig ikke passe, at et bryg der giver sig ud for at være surt, udtrykker en nærmest perfekt harmoni mellem let vinøs syre og frugtsødme, garneret med en antydning af vanille, der giver brygget den fylde og substans, man ellers godt kan savne i mange sure bryg?

Nej, det der med surt øl – det kan The Bruery da virkelig ikke finde ud af!

Hydra Blackberry + Pineapple + Raspberry, Mortalis Brewing

Fortune & Glory …

Så kunne det ellers være, at mit lille hobbyprojekt her nåede ud til de brede masser! Efter et halvandet timer langt interview i onsdags har Nicolai Sebastian Holle, journalist ved Danmarks Radio, skrevet denne artikel om mig. Og det må godt nok siges at have boosted bloggens popularitet – i hvert fald lige for øjeblikket.
Over 4.000 hits på én dag! Og klokken er i skrivende stund ikke engang tolv middag, dagen efter at artiklen blev offentliggjort. Det er flere besøgende, end der ramte bloggen i hele februar måned – og mange andre måneder i øvrigt gennem bloggens historie. Hidtil havde min blog fået flest hits den dag hvor jeg bekendtgjorde at jeg skulle skilles. Jeg er ikke ked af, at den rekord blev slået i en langt mere glædelig anledning.
Jeg må hellere få leveret noget underholdning til alle de nye læsere.

Efter en uge hvor jeg mestendels har været på natarbejde, hvilket ikke levner nogen huller til afprøvning af nye bryg, tog jeg en tørn fredag og lørdag, hvor tre for mig hidtil ukendte øl røg i glasset og i svælget.
Den første var denne Fruited Sour på behersket høje 7%. Brygget indeholder hindbær, ananas og brombær, hvilket giver brygget en nydelig mørkerød kulør, aldeles uigennemskinneligt og næsten grødagtigt i sin substans. Bekymringen melder sig spagfærdigt efter mango/ananas-fiaskoen forleden, men da når den lifligste duft af de sødeste hindbær i sukkerlage næseborene. Det er ikke ulig Faktas økologiske hindbærsyltetøj, som jeg og børnene elsker på pandekager og rundstykker.

I modsætning til supermarkedernes børnevenlige smørepålæg er brygget dog mere tilpasset voksne smagsløg. Don’t get me wrong – der er rigeligt med bærsødme og frugtaroma, igen primært fra hinbærrene i denne supertætte ølsmoothie. Humlen, til gengæld, mærker man ikke meget til. Og det er her, brygget primært adskiller sig fra The Motive, der gerne både ville være en frugtøl og en IPA og en sour på én og samme tid.
Mortalis Brewing har begrænset sig til det sure og det søde, og afvist det bitre. Forræderi vil nogen måske hævde. I min mund fungerer det imidlertid rigtig godt! En sur bund holder en intens, men ikke for intens bærsødme oppe, og de to elementer blander sig aldeles nydeligt idet de ikke kun komplimenterer hinanden, men også holder hinanden i skak.
Svulstigt, dekadent og voldsomt … men så alligevel kunne jeg måske godt ønske, at brygget havde lagt en kende mere vægt på bærsødmen. Kvalmt skal det selvfølgelig ikke være, men gerne næsten. Alternativt kunne syren også have fået et nøk opad, så ansigtet blev krænget bare en anelse i retning af en fornærmet Pia Kjærsgaards ansigtsudtryk (udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning!).

I stedet for at lege med, hvor meget man kan trække aromaen i nærheden af grænsen for, hvor udfordringerne begynder og industrifolket for alvor falder fra, holdes bryggets aromaprofil pænt inden for skiven. En fryd for ganen, bestemt – men der er, hvis man absolut skal finde hår i suppen (og jeg ville ikke være mig, hvis ikke jeg kunne det) også en bufferzone, som det kunne have været spændende at gå på opdagelse i.

Men som mere antydet er vi nede i småtingsafdelingen.

Seasick Crocodile, Prairie Artisan Ales

Næsten på overliggeren

Ingen Kajs Ølblog uden juleøl i årets allerførste måneder … eller næsten i hvert fald. Det er under alle omstændigheder en stærk tradition på bloggen, selvom det også er noget, jeg prøver at undgå hvert år. Sidste år gik det sådan set også rigtig godt. Jeg nåede at få afprøvet alle indkøbte juleøl i løbet af julemåneden, uden at nogen blev stående på lager over nytår.
Det er nu ikke sådan, at jeg efter nytår har været på rov efter tilbud på overliggere i supermarkedet for på den måde at holde traditionen med juleøl op til påske i hævd. Brygget her har jeg derimod fra en anonym giver, der sendte mig en pakke sure øl i starten af det nye år. Iblandt var altså også en enkelt juleøl.

Den søsyge krokodille møder man i sangen ‘You’re a Mean one, Mr. Grinch’, der handler om hovedpersonen i Dr. Seuss børnebog How the Grinch stole Christmas! fra 1957. “You have all the tender sweetness of a seasick crocodile, Mr. Grinch” – så vidt inspirationen til navnet på brygget. Historien om Grinchen har vist aldrig rigtig slået igennem herhjemme, selv ikke med Jim Carreys og Hollywoods hjælp. I virkeligheden håber jeg også mere på, at Krampus-traditionerne sydfra med tiden slår mere igennem heroppe. Både fordi vi har så rigeligt af amerikansk kulturimperialisme i forvejen, og fordi Krampus-optogene bare er så uendeligt meget flottere end de kitschede sødsuppe-juleoptog, men ellers ser.

Ih, der er ikke noget som et helligdagsopstød i god tid. Ikke mindst når virkeligheden ellers byder én at være i godt humør. Men næh nej, så nemt får I mig sgu ikke! Det kan godt være, at Danmark har vundet VM i håndbold, at vedholdende rygter vil vide, at Naser Khader er meldt til politiet for seksuelle overgreb, og at Inger Støjberg forbliver i Venstre til fortsat skade for Danmarks mest kriminelle og korrupte organisation. Men jeg vil fortsat udpege det brune på bananen, finde pletterne på kartoflerne og klage over grumsen i kaffen – og samtidig, som rosinen i pølseenden være stolt over, hvor dårlig jeg er til at finde på nye metaforer. Ingen skal tvinge mig til at være i godt humør, når nu jeg har en ledighedsdepression så godt kørende som jeg har.

Når det så er sagt, har jeg også en øl at anmelde. Seasick Crocodile er en sour ale tilsat tranebær, ingefær, kanel og muskat. Et rent mareridt for konservative tyske bryggere, og for undertegnede en anledning til let rynkede bryn trods alt. Jeg nærer ganske vist ikke samme afsky for tilsætninger i øl, som jeg gjorde ved bloggens begyndelse, men når indholdsfortegnelsen i omfang ligner et avanceret cancermedikament, aktiveres min skepsis nu alligevel. Også selvom det alt sammen er hyggelige, julede ting, som jeg ellers holder meget af.
Tranebærrene gør i hvert fald deres til at få brygget til at se festligt (og en anelse suspekt) ud; lyserødt med sprødt, lavt skum. Kanelen er letgenkendelig i duften. Den dufter bare derudad, som den minder én om risengrød og pebernødder og brunkager. Øl minder brygget i sit olfaktoriske udtryk til gengæld ikke meget om.
Og det er egentlig ærgerligt. For her er der ellers tale om endnu et nydeligt surt bryg. Surt som … ja, det er faktisk svært at sige præcis. Brygget har egentlig bare et lækkert base line surt udtryk, klart og friskt, så øjnene klemmes i og munden breder sig i et stort smil.
Men så er der det andet element – ud over den karske, vederkvægende syre; kanelen. Ja, den møder man i den grad også i aromaen. Den udgør stort set alt hvad der er af smag i brygget ud over syren, og selvom jeg egentlig godt kan lide kanel, er det ikke kønt.
Krydderiet overdøver alt andet, der ellers kunne have smagt i brygget. Om det så bare havde været tranbærrene, ingefæren eller muskaten. Men intet af det kan smages – ej heller malten eller humlen. Alt er pakket ind i en anmassende, småvammel og alt for dominerende smag af kanel, der overhovedet ikke passer til bryggets ellers virkeligt nydelige syre.

Hver for sig havde det måske fungeret. I stedet sidder man med en sur øl, der smager af kanel, eller en kaneløl, der er sur. Ingen af delene fungerer – især ikke når brygget føles så sammensat som det gør. Begge dele er så nærværende, at man føler sig tilskyndet til at køre brygget en tur gennem et kaffefilter, så kanelen kunne blive fanget og resten af brygget måske være en nydelse alligevel. Og kanelen – ja, den kunne man bruge til næste gang man lavede risengrød.
Surt øl passer ikke særlig godt til julemad, og kanel passer generelt ikke særlig godt til surt. Hele brygkonceptet ligner således mest noget, man har brygget fordi man kunne, og ikke fordi man burde. Men for et aldeles nydeligt surt indslag skal brygget alligevel belønnes. At kombinationen med kanel – eller for den sags skyld med noget som helst andet – burde have været udeladt må man håbe er en lektie, bryggeriet lærer til næste gang.

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Alexander, Rodenbach

Umsteigsdroge …

“Jeg har været i Kina
Og rørt ved formandens Mao.
Krydset Biscayen i kano
Vindstyrke 12.
Med Fidel i Kastrup
Delte jeg en kande kakao.
Og så var jeg half-back
På Zarens Ishockey-hold.”
…

Der har indfundet sig en vis lettelse, nu hvor det om ikke er mejslet i sten, så i hvert fald støbt i beton, at Trump ikke længere skal være præsident i USA. Så bliver tingene måske nok lidt mindre slemme de næste fire år. Man kan ikke få alt, så selvom det ikke var min foretrukne kandidat der vandt, så glæder jeg mig over, at det i hvert fald den helt rigtige, der tabte.

Men som det har været i resten af indeværende år, så er glæden kun kort før den næste tragedie indfinder sig. Michael Bundesen er afgået ved døden. Jeg skammer mig ikke det mindste over at være kæmpe fan af Shu-bi-dua. Når jeg er på vagt på Dragsbæk Margarinefabrik får jeg altid McArine på hjernen, jeg kan tude over Hvalen Valborg og jeg har stadig svært ved at følge med i den næsten maskingeværsagtige affyring af tungebrækkere og ordspil i United Steaks. Og så har jeg endda kun lige akkurat kradset i lakken af bandets finurlige og imponerende musik- og lyrikkatalog.
Alting har en ende … Michael Bundesen sikke én. Æret være dit minde, du navnkundige rim- og musiksmed.

Jeg prøver i mellemtiden at kæmpe mig op af min egen sump af problemer og bekymringer. Jeg har ikke nok arbejde – især efter at Nordjylland er blevet lukket ned, og den tyskundervisning, jeg ellers har været så glad for, er midlertidigt stoppet. Mine feriepenge er også brugt, så nu er der kun dagpengesystemet tilbage at støtte sig til.
Jeg hader det system så meget, at jeg har udskudt så længe jeg overhovedet kunne at tilmelde mig det igen. Men nu går den snart ikke længere. Jeg er selvfølgelig glad for at få en mere stabil indtægt igen, men jeg ville langt hellere forsørge mig selv end være klient i det system. Ikke mindst når jeg ved at jeg sagtens kan arbejde.

Nå, de bekymringer må alligevel lige vente et par dage endnu. I mellemtiden kan jeg nå lidt videre i rækken af tomme øl, jeg endnu ikke har fået skrevet om. Den her sure sag fra blogdebutanten Rodenbach nød jeg, mens jeg optog min seneste livestream i serien ‘A Beer with …’ på min YouTube-kanal. Gæsten var den canadiske aktivist Godless Cranium, der fik sig en kop kaffe imens.
Ifølge bryggeriet er det en ‘Red Ale macerated with juice from sour cherries’. Hvor min holdning til Red Ale generelt er, at det er en type, der ikke rigtig ved om den vil være mørk eller lys, bitter eller sød, fugl eller fisk, så er jeg vild med kirsebær – og ikke kun i øl.
Heldigvis er der da også langt mere sour ale end red ale over det rødbrune bryg. Det lave skum, der snarere afbruser end falder, kan man sagtens tilgive, når de forfriskende dampe indhaleres. Almindeligt surt og sure-kirsebær-surt blander sig frejdigt i en frugtigt-vedkvægende surhed med rigelig kraft, uden at overdrive … Surt øl må såmænd gerne overdrive, men det behøves ikke.
Har man først beskrevet duften er der ikke meget mere at tilføje, når brygget smages. Det glider let og mere end bare tilstrækkeligt surt hen over tunge og gummer.
Sødmen fra kirsebærrene ikke glemt. Det kan være svært at beskrive sure nuancer, uden at skræmme folk. For hvem er egentlig interesseret i eddike, kållage eller ufortyndet citron? Ikke alene giver bærrene bryggets syre modspil – de giver det også en kontur der ved sit fravær ofte får sure øl til at glide sammen til en noget udefinerbar masse. En velsmagende masse, ganske vist, men ikke desto mindre udefinerbar.
Munden trækker sig derfor mere ud til siderne i et veltilfreds smil, end sammen i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv – og det er fint nok. Ikke alle sure øl behøver at være kompromisløse syrebade, hvor man må frygte for både slimhinder og emaljes velbefindende.
Ikke mindst når man skal lære øl, hvor man vitterlig skal være bekymret for slimhinder og emalje, at kende, er det bedst at have et par støttesten på vejen. Men kunne fx starte med The Brooklyn Brewery’s Bel Air Sour, og så give typen en enkelt chance mere efter skuffelsen med indeværende surt-søde perle.

Og derfra er det kun ph-værdien, der sætter grænser.

Blood Orange Sour-ish Pale Ale, Beard Brew

Slight improvement needed …

Før jeg afslutter temaet om hedengangne Broaden & Build’s efterladte værker er der lige en enkelt mere fra Beard Brew at berette om. De gæve randrusianske bryggere var så søde at sende mig et par smagsprøver af deres seneste produkter forleden, og jeg har allerede afprøvet den første af dem: Idaho IPA. I samme indlæg luftede jeg min skadefryd ved nyheden om, at Donald Trump var blevet smittet med Corona, og begejstringen nåede højder, så jeg rent glemte at takke Beard Brew for donationen.

Sad!

Sagen om Trumps sygdom trak en tråd til i går aftes – eller rettere meget meget meget tidligt i morges (klokken 00:00), hvor jeg hostede en live stream med en af mine online venner, på Twitter kendt som @PurpleWOrange. Han havde været lige knap så afvisende som jeg over for konspirationsteorien om, at Trump i virkeligheden slet ikke var syg, og at det hele var et publicity-stunt for at kunne bruge Corona-virus som et propagandaelement. Jeg havde kort forinden taget spørgsmålet op i en video på min kanal, hvor jeg blankt afviste det som konspiratorisk sludder.

Ud over en kort diskussion af dette synspunkt, der snart afslørede, at det egentlig ikke var noget, Purple troede særlig meget på, men det blot var noget han ikke helt ville afvise – what with en præsident der er fuldkommen skruppelløs, og lyver om snart sagt alt – talte vi også om vores respektive yndlingsdrinks med alkohol. Min gæst brød sig ikke synderligt om øl, men nød i stedet en canadisk whiskey, Windsor Canadian. Selvom min kanal er en ølkanal, skal den slags ikke skille os ad (jeg har endda haft gæster på min kanal, der ikke engang *GISP!* drikker alkohol overhovedet!)

Jeg trak til gengæld denne øl op – bogstaveligt, idet den var lukket med en genanvendelig plasticprop, og ikke kapsel eller patentprop. Den bærer påskriften ‘Beard Brew Home Brew’, og mit gæt er, at der er tale om et eksperimentelt bryg, som bryggerne, Morten og Dennis, endnu ikke er sikre på, skal ud i butikkerne eller ej. Dette underbygges af, at brygget ikke kan findes på hjemmesiden, ligesom ‘Beard Brew Home Brew’ som selvstændigt koncept heller ikke findes der.
Måske er jeg en art forsøgskanin? Beard Brew vil gerne vide om brygget er klar til lancering i sin nuværende form, og sender det derfor ud til afprøvning blandt (giv mig styrke) influencere som mig selv (ja, jeg hader ordet, og endnu mere at forbinde mig selv med det – but it is what it is) og – gætter jeg på – en del af kundesegmentet.
I så fald er det vigtigt, at jeg i min anmeldelse er ekstra ærlig. Jeg vil meget nødigt anbefale Beard Brew at sende et produkt på markedet, der ikke er færdigudviklet endnu.

At brygget er ufiltreret, hersker der ikke megen tvivl om. Højgult er det, men aldeles uigennemskinneligt, næsten med en tone af gråbrunt. Brygget er vildgæret og tilsat blodappelsin og lime, samt humlerne Wakatu og Idaho 7 – alt sammen synligt i bryggets kække grumsethed. Øllen betegnes en ‘Blood Orange Sour-ish Pale Ale’, og det lyder jo forjættende i betragtning af de formidable sours, som jeg på det seneste er blevet forkælet med.

I duften mærkes blodappelsinens sødme tydeligt, mens humlerne også giver sig til kende – både som aromatisk hyldeblomst og et afdæmpet, omend behageligt stik af grannåle. Både blodappelsin og lime giver sig til kende i aromaen, der nænsomt leder bryggets syrlige og bitre noter mod spiserøret, til både vederkvægelse og afmålt, omend adækvat, begejstring. Syren kunne man måske bruge lidt mere af, når man lige akkurat at tænke, hvorefter man finder netop det – mere syre. Desværre opdager man også hurtigt, at det syrlige element ikke er helt i balance, og snart kommer til at smage mere af gær end friske citrusfrugter garneret med grannåle.

Til bryggets forsvar skal det siges, at jeg har smagt mangt en ufiltreret øl, der smagte væsentlig mere af gær end den her. Men det er – i min mund i hvert fald – et tegn på, at brygget endnu ikke sidder helt i skabet. Selvom det måske er bryggerne meget imod, ville jeg gøre et eller andet for at stoppe eftergæring – ja, måske er det faktisk en filtrering der skal til for at holde brygget i balance?

What would I know? Jeg er blot en ussel influencer med lidet forstand på brygning. Til gengæld ved jeg, hvad mine smagsløg fortæller mig. Og hvis Beard Brew vil ramme det formidable niveau, de indtil videre har lagt sig på med deres regulære bryg, bør de inden lancering give dette bryg endnu en tur på tegnebrættet.

Beard Brew skal have en kæmpe tak for forsendelsen. Ikke mindst ser jeg det som en ære – ikke bare at anmelde de bryg, de allerede har sendt ud i handlen, men så sandelig også det, der er på vej.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme