Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Session

Anarkist European Haze, Royal Unibrew/Albani

Mariehønen

At afprøve Anarkist-brandet fra Royal Unibrew beskrives bedst som en rutsjebanetur. Men ikke just i Dæmonen eller Trærutsjebanen på Bakken. Nej – det er mere som i de forskellige varianter af Mariehønen – rutsjebanen for børn i alderen 2-5 år eller deromkring. Det meste foregår på gulvniveau, og toppene er i en magelig højde, hvor alle kan være med.

I dag kører vi så en tur nedad. Det kildrer en smule i maven, men hvis det sådan rigtig skal vække begejstring, skulle man nok have været lidt højere oppe. Poden, der ellers ville sidde ved siden af, henrykt hvinende ved turen over de bløde kurver, er ikke med, idet øl jo ligegodt ikke er for børn.

Dertil kommer, at i denne type rutsjebaner, er det opturene, der er sjove. Nedturene kunne man i grunden godt være foruden. Ikke mindst når de er så stejle som her. Sidste gang jeg havde en Anarkist-øl i hånden, var det nemlig slet ikke så værst. Men denne gang er der meget tilbage at ønske.

Det er såmænd ikke fordi, jeg på forhånd bliver skræmt væk af, at øllet er en Session – en alkoholafdæmpet udgave af øltypen – her en IPA. Der kan være kompenseret så rigeligt med andre ting – humle fx – så den lavere alkoholvolumen, her på 3,7, næppe kan mærkes.

Ved åbning næres håbet om netop dette, idet bouqueten kan fornemmes allerede ved fjerning af kapslen. Noter af vanille og søde stenfrugter gør deres entre, og folder sig ud ved skænkning, sammen med spæde grannåle – en signaturduft for veldrejede IPA’er. Samtidig kan man beundre bryggets grumsede look. Ufiltreret – ja det tør siges! Plumret er næsten mere passende, og nydeligt i kontrast til bryggets kridhvide skum, der sprødt og modvilligt itubrækkende knejser over det dunkelorange bryg.

De første par mundfulde yder adækvat bitterhed med luftig fylde, præget af af den lethed, som den lave alkoholvolumen typisk byder. Fyrrenåle flankeret af et skarptsyrligt citrusstik yder karakter og temperament. Postivit overraskende, umiddelbart …

Desværre holder de gode takter ikke i længden. Syrligheden tager snart over, og den lette em af friske fyrrenåle, der nænsomt dalede ned over tungen erstattes af en kras, tør og noget harsk aroma af bagegær. Jeg mistænker oxidering, men den slags plejer man at kunne mærke med det samme, og det var ikke tilfældet her.

Jeg prøver et par mundsmage mere, men de første gode indtryk lader sig ikke finde igen. At gå all in med ufiltreret øl har ind imellem sin pris – her betyder det at gæren tager helt over i et bryg, der i begyndelsen ellers virkede lovende.

Det er mere end bare en skønhedsfejl. Den slags burde egentlig ikke ske i store bryggerikoncerner som Royal Unibrew.

Hugs & Kisses, De Molen

Smagfuld Session …

Det var en kæmpe fejl, som jeg slet ikke kan finde forklaringer eller undskyldninger for at vente hele ni år med at prøve nye øl fra nederlandske De Molen. Et bryggeri, der formår at brygge en øl, der holder førstepladsen som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet i fem år burde selvfølgelig besøges oftere. Så bloggens bodsgang fortsætter med endnu en øl fra Møllen – ja, hvis folk ikke skulle vide det, så er det det, bryggeriets navn betyder.

Bryggeriet har angiveligt til huse i en gammel mølle. Der er åbent for besøgende, og der langes gavmildt smagsprøver ud til gæsterne. Selv afskyr jeg at rejse som pesten, men Nederlandende er ikke så langt væk, at jeg fuldkommen vil afvise at tage derned engang. Med tog eller lignende transport, der ikke giver et alt for stort CO2-aftryk i processen. Det er heller ikke fordi forskellen hjemmefra vil være så stor. Danmarks topografi er i det store og hele som Nederlandenes, sprogene er omtrent lige hæslige, men i modsætning til Danmark, har Nederlandene en fornuftig rusmiddelpolitik som Danmark kunne lære noget af.

Ja, i det store og hele er Danmark vel egentlig bare Nederlandene uden alt det sjove.

Men videre til øllet. Hugs & Kisses er en Session IPA – en øl, der både i aroma og alkoholindhold er mere afdæmpet end en fuldblods-IPA. En slags frokost-IPA, kunne man kalde den. Brygget her holder nu alligevel 4,2%, altså næsten regulær pilsnerstyrke, hvorfor kørsel og betjening af maskiner næppe er tilrådeligt, selv efter et mindre kvantum.

Session-elementet viser sig da også ved åbning i form af en svagere duft, omend noterne af bergamot og grannåle da er entydigt behagelige i det flotte, kobberfarvede bryg. Letdrikkeligheden er også som forventet – men netop forventningen derom holder skuffelsen stangen. Dette er ikke en øl, der er tænkt som en aromabombe, men som en et læskende afbræk i en ellers anstrengende arbejdsdag.

Og lader man i øvrigt brygget hvile et øjeblik på tungen, er der faktisk også rigeligt smag at tage af. Humlen river overraskende hårdt i tunge og gummer; knastørt savsmuld af nåletræ, piftet op med en skefuld kardemomme og en knivspids wasabi, så det river lidt ekstra, men på forunderligvis leveret i sessionens afdæmpede letdrikkelighed. Et smagfuldt paradox, der indrømmer den ofte udskældte lette IPA-type fuld legitimitet.

Jeg tager altid hatten af (og de der kender mig vil vide, at jeg rent faktisk ejer og går med hat – en bredskygget, sort fedora) for bryggerier, der begiver sig ud i svære, udskældte typer. Og jeg bukker i tilgift, når resultatet er så vellykket som det er her.

Godt gået!

Eagle, Kissmeyer

Not all …

Jeg synes ikke det er svært at finde ud af, hvem jeg skal holde med i disse dage. Den amerikanske protestbevægelse har min fulde støtte, og for hvert politiovergreb, der afsløres – det være sig mod sorte eller hvide demonstranter, eller for den sags skyld tilfældige forbipasserende – stiger min støtte. I mine øjne har de fleste amerikanske politikorps for længst spillet fallit. De kører deres egen dagsorden, hvor de konstant udnytter deres voldsmonopol – ikke til at beskytte og tjene befolkningen (Protect & Serve, et slogan der oprindeligt stammer fra Los Angeles’ politikorps og som senere blev overtaget af mange andre) men for at holde en voksende underklasse nede med grov vold og racisme.

“Ikke alle politifolk” vil mange prompte indvende – og det i en grad så det bliver hashtagget flittigt på Twitter og andre steder. Det er sådan set heller ikke forkert. Svaret misser blot den allervigtigste detalje i hele problemet med vold og racisme i politiet. Det er systemisk. Det er endemisk. Vold og racisme er en del af amerikansk politi på samme måde som humle og malt er en del af øl. Amerikansk politi er ikke amerikansk politi uden vold og racisme.

Det er i egenskab af voldeligt racistisk korps, at politiet kan varetage sin rolle som vedligeholder af en status quo, hvor en meget lille, ultrarig elite ejer og bestemmer alt. Ved specifikt at undertrykke etniske minoriteter og fremstille disse som særligt kriminelle og farlige, skaber politiet samtidig en imaginær fjende for underklassens hvide majoritet. Således pustes der især til den hvide underklasses racisme, hvorved politiet er med til at sikre, at underklassen bekæmper sig selv internt, frem for den objektive klassefjende – føromtalte ultrarige, meget lille elite af hvide magthavere.

Hvor vil jeg hen med det? Jo – jeg måtte selv udbryde et “not all” her i går aftes, da jeg drak denne øl fra Kissmeyer. Kissmeyer har kastet rigtig mange halvkedelige mainstreamøl på markedet. Fælles for dem er spændende navne og flotte etiketter, mens øllet har været af en kvalitet, som selv de store industriaktører kan slå med et minimum af anstrengelse. Så det var med forventningerne helt i bund, at flasken blev åbnet, og det noget uengagerede, gennemsigtige, messingfarvede bryg blev skænket.

Kun svagt viste de ellers traditionelle IPA-noter af citrus og grannåle sig i bouqueten. Men fair nok – det er trods alt en session og ikke en fuldblods IPA. Den afdæmpede alkoholprocent på 4,2 vil sjældent afstedkomme store duftoplevelser – især når brygget som her er brygget uden tilsætning af andet end humle, vand, gær og malt.

Og så kommer overraskelsen. Et hvast bid af knastør bitterhumle plaffer små syle af de spædeste fineste og skarpeste grannåle dybt ind i alle mundhulens blottede flader. En lille, men effektfuld aromaeksplosion, der ganske vist snart afløses af rigelige mængder frisk, tørstslukkende vand, uden andre nævneværdige meritter end sin vederkvægelse.

Men det er såmænd slet ikke så ringe endda – især ikke hvis brygget nydes direkte ud af køleskabet. Det er trods alt en session-IPA, der er brygget for sine forfriskende egenskaber. Og selvom man godt kunne have ønsket, at bryggeriet alligevel havde givet den lidt mere til den krydrede side, så fungerer den samlede pakke nu meget godt alligevel.

Overordnet lader det til at høre med til Kissmeyerbrandet, at det kun er en halvforkølet udfordring til de dominerende industriaktører på markedet for specialøl. Ved ikke at sætte barren højere legitimerer de brands som Schiøtz, Lottrup og Husbryggeriet Jacobsen, som er industrigiganternes svar på ølrevolutionen. Billigere specialøl af lavere kvalitet, der kan udkonkurrere mikrobryggerierne – de heltmodige fornyere af ølmediet. Det er trist, når de uafhængige bryggere ikke er sig deres pligt som udfordrer til den karakterløse storindustri bevidst.

Men det forhindrer dem tydeligvis ikke i at ramme nogenlunde inden for skiven en gang imellem.

Willemoes Session IPA, Vestfyen

Så’ der konkurrence …

Så nåede jeg til den anden øl i Vestfyens nye Willemoes-par af alkoholfattige IPA’er. Denne indeholder lidt mere end de 0,5 som Willemoes Mosaic indeholder. Flere gange mere, faktisk, idet denne er helt oppe på 2,7%. En frokostøl, kaldes øl af den styrke vist af indtil flere bryggerier. Den britisk-amerikanske betegnelse er ‘session’, som involverer flere egenskaber: lavt alkoholniveau, der gør brygget egnet til konsum under udførelse af arbejde samt i de indlagte pauser. Dermed rammer ‘frokostøl’-betegnelsen også fint inden for skiven.

Duft er der rigeligt af i det kobberfarvede, lavtskummende bryg. Der er godt med frugter i form af bergamot, lime og appelsin, flankeret af sød hyldeblomst. I aromaen mærker man andre – for stilen velkendte og generelt mere aggressive – bitre noter af fyrrenåle. Muskatnød og koriander leger med, og skaber en fin lille forestilling udi afdæmpede, omend vellystige og fornøjelige optrin af aroma og smag.

Og som det sig hør og bør med en session IPA er de tørstslukkende egenskaber langt fra glemt. Selvfølgelig er vandet præsent, men det er også klart og forfriskende – uden at tage for meget fokus væk fra krydderiernes lille teaterstykke.

Svaneke har stadig føringen i bestræbelserne på at skabe alkoholfattige øl, der rent faktisk smager af noget. Men hvis jeg var Jan Paul og Co. ville jeg begynde at se mig over skulderen, for fra Vest kommer de stormende, bærende en søhelts navn. Og de kan i den grad også.

Laid Back, Svaneke Bryghus

Lidt efter lidt …

… og jeg vover pelsen, og skruer endnu en smule op for alkoholvolumen. Fra 4,5 helt op på 4,8%. Bare vent, inden længe hælder jeg Hancock Jule Bryg i mig, som var det en baby der bapper brystmælk.

Og måske ikke. Nej, helt sikkert ikke! Faktisk har ikke bare i den forløbne weekend konstateret, at min lokale fakta havde forsynet restbeholdningen af Jule Bryg med 5-kroners ‘køb eller jeg bliver smidt væk’-prismærker. Dagen efter var de endda væk. Næppe smidt ud, for indkøbsvognen, som de lemfældigt var mokket op i, var endnu ikke tom for andre jule- og nytårsprodukter der var blevet sat på smid-væk-tilbud.

Jeg fik godt nok en del bitre reaktioner på anmeldelsen på facebooksiden. Tydeligvis er der folk, der sværger til den, og mon ikke det var en af dem, der gjorde kål på Fakta Thisteds restparti? Jeg nåede imidlertid at redde mig én til anmeldelse på min YouTube-kanal i anledning af dens 1-års fødselsdag. Så ja, undtagelsesvis genanmeldte jeg altså en øl, jeg fandt aldeles forfærdelig – mest for underholdningens skyld, og så selvfølgelig også for at advare mod den slags i almindelighed. Jeg svor ved den lejlighed, at jeg aldrig vil røre den igen – og det har en ukendt – eller flere ukendte – kunder i Fakta så gjort ret nemt for mig at overholde, i hvert fald indtil næste jul.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at anmeldelse af øl, der smager forfærdeligt ikke kun er mere underholdende på skrift, men også på video. Så har man også det som ekstra begrundelse, når nu den øl, man egentlig gerne ville have anmeldt i forbindelse med jubilæet – Jule Mælk fra To øl, der også var årets bedste øl – var udsolgt.

Jeg har imidlertid fået blod på tanden efter at anmelde flere rædsomme øl på video. Desværre har jeg måttet konstatere, at den værste øl, jeg nogensinde har prøvet, Bering Bryg Afskum (egl. ‘Havskum’ men close enough) ikke sådan lige kan fås i mit lokalområde. Den ville ellers være god at lokke med, for at nå op på 200 abonnenter inden 1. februar. Jeg ligger i skrivende stund på 190 (hint hint, hvis du endnu ikke har abonneret)

Men den tid den sorg. Først skal der aflægges rapport om, hvad der er blevet hældt indenbords af nye øl siden sidst. De nye, og i øvrigt fine, omend ikke ligefrem julede, juleøl fra Svaneke ser ud til at være fortroppen for et større markedsfremstød af nye produkter.

Serien, der fås i almindelig handel i landets supermarkeder for øjeblikket, kalder bryggeriet selv ‘Rebel’. Alle er økologiske og lanceres på dåse – hvilket nogle vil hævde ikke er videre økologisk. Andre vil hævde det er mere økologisk, fordi emballagen er lettere og kræver mindre CO2 at transportere og genanvende … Jeg erklærer mig på stedet for uvidende til at udsige noget endegyldigt om det, da jeg ikke har set tallene, og garanteret heller ikke ville forstå dem, hvis jeg gjorde. Jeg vil dog ikke udelukke, at dåsetilhængerne kunne have en pointe, så meget vil jeg gerne give mig efter at jeg førhen stod på flaskesiden. Vigtigst er, at emballagen genanvendes, hvilket fremdeles er tilfældet.

Bingo Gringo, der tidligere er blevet anmeldt, har før kunnet fås på flaske, men er nu smidt med i serien som et dåseprodukt. De øvrige produkter har jeg reddet mig i Fakta. Og da jeg var på udkig efter bemeldte ‘Afskum’ tidligere har jeg konstateret, at kun én fra serien var tilgængelig i min lokale SuperBrugsen. Fakta trækker endnu engang det længste strå når det gælder om at have det bedste øludvalg.

Laid Back (♫ Sunshine, sunshine reggae ♪) er en session IPA – en afdæmpet IPA, der er tænkt som forfriskning snarere end aromatisk smagsbombe for øl-connoisseurs. Det fremstår meget lyst i glasset, med kridhvidt og meget hastigt faldende skum. Grannåle og citrus melder til gengæld deres ankomst til kærkomment gensyn, men blot som et frisk, venligt pust, snarere end den aromatiske storm rigtig gode IPA’er hilser på med.

Bryggets aroma sidder imidlertid lige i skabet – karsk og ru i en bitterhed, der alligevel fremstår venlig og rar. Spæde grannåle er blandet fint op med syrlige limenoter, serveret i et kar af frisk væde, der yder al nødvendig friskhed, uden at der gives køb på aromaernes evne til at træde ordentligt frem. Det hele er der – venligt, friskt og afdæmpet, men i rigelig grad markant nok til, at oplevelsen er fuldendt – selvom det er de tørstslukkende egenskaber, Svaneke Bryghus her lægger mest vægt på.

Jeg ser frem til at prøve de to sidste i serien.

Kissmeyer Session IPA, Kissmeyer

Kaotisk pause …

Næh, så let slipper I ikke! Jeg er her igen med fornyet styrke. Det var jo så småt ved at gå galt med humøret og motivationen igen. Det har det det med at gøre, når jeg bliver arbejdsløs.

Men ikke alene motivationen falder drastisk i tilfælde af arbejdsløshed. Man bliver også omgående ramt af alle mulige sindssyge regler og krav. Blandt andet skal man minutiøst gøre rede for, hvor meget frivilligt arbejde man laver, og herunder tæller åbenbart også blogskrivning på hobbybasis på den måde jeg har bedrevet det i snart 10 år. Det samme gælder min YouTube-kanal, som også har ligget brak mens min officielle tid som ledig stod på. Jeg magtede ikke dokumentationskravene og valgte bare at lade være. Det er alt rigeligt at man skal stå til rådighed 24/7 og lægge ryg til alskens beskyldninger og mistænkeliggørelse, også selvom man rent faktisk gerne vil arbejde, men bare har det lille problem, at der ikke er arbejde til én.

Allervigtigst var det dog i første omgang at få fjernet bannerreklamerne fra bloggen. Hvis en emsig medarbejder hos kommunen havde set dem, var jeg formentlig blevet trukket voldsomt i ydelse og politianmeldt for terrorisme og det der er værre, selvom min indtjening den vej har været absolut minimal indtil videre.

Nu er det heldigvis slut. Det blev til to uger som officielt ledig. Jeg nåede ikke engang til møde i Jobcenteret, hvorved jeg undgik den værste udskamning og chikane i denne omgang, På mandag starter jeg officielt i nyt arbejde, og jeg glæder mig.

Og det er såmænd ikke fordi, der nu har dannet sig en lang kø af øl, jeg i min kvie over min ledighed har hældt i mig. Jeg har nævnt det tidligere, at jeg i mine depressive perioder ikke har lyst til øl. Jeg er ikke typen, der drukner min sorg i alkohol, og det er vist bedst sådan.

Og lad mig så komme til det, det handler om, og i alt for langt tid ikke har handlet om – øl. Kissmeyers Session IPA har stået på hylderne i SuperBrugsen her i Thisted i et stykke tid for en formentlig uhørt høj pris. Nu er de imidlertid røget på køb-før-de-bliver-smidt-ud-tilbud, som jeg prompte har benyttet mig af. Der var vel ikke helt så meget salg i dem, som de havde regnet med, måske fordi folk efterhånden godt ved, at man i en session IPA ikke får den fulde IPA-oplevelse, men kun en afdæmpet én som egner sig til frokost eller mellem måltiderne.

Alligevel tager den sig nu ganske flot ud – næsten appelsinfarvet i sin uigennemsigtige gulorangethed. Skummet kan det til gengæld ikke prale med, men det kompenserer duften for. Den er skarp og spids – har i præcision det, som den som session IPA nødvendigvis må mangle i kraft og vælde. En effektiv dis af grannålesyle gør deres arbejde godt, omend kortvarigt.

Brygget formår også at læske som det forventes af typen. Aromaen følger også mere end adækvat med – bitterheden af frisk gran er en rød – eller snarere grøn – tråd, der nænsomt snitter i smagsløgene, mens det glatte, vederkvægende bryg lystigt flyder mod svælget.

Et kompromis – som session IPA altid vil være mellem aroma og drikkelighed. Derfor er der mange, der helt afviser den som type. Jeg finder det imidlertid interessant at opleve, hvilken balance mellem de to, bryggerierne tilstræber. Kissmeyer lægger velsmagen subtilt i forgrunden – og det fungerer.

Piping up for Peace, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen V)

2017-07-16 18.19.11Gad vidst om det er sandt …

Amager Bryghus har også andet end IPA på programmet – men denne er, som man kan se ikke en af de andre. Den er også en IPA, for jeg prøver alle IPA’erne først, mens de stadig er friske og smager af mest. Før jeg glemmer det skal jeg også have nævnt bryggeriet, som den er produceret i samarbejde med – Pipeworks Brewing Co fra Chicago.

Denne er en mere afdæmpet Session-IPA, og for at det ikke var usædvanligt nok i sig selv for en IPA fra Amager Bryghus, så er den lange anekdote på etiketten oven i købet også troværdig, og virker kun mildt overdrevet. Den handler om en lokal krigshelt fra Chicago, der efter Vietnam-krigen blev fredsaktivist. Angiveligt udøvede han aktivismen som musiker bag et transportabelt orgel, som han spillede med røven bar … vel, næsten troværdig, så.

Øllet afgiver en ganske særegen bouquet ved skænkning. En syrligt-sød og aldeles liflig dunst af en mellemting mellem druesukkertabletter og citronmelisse behager lugtesansen, men det kræver noget tid og indsnusning bare tilnærmelsesvist at indkredse odeuren. Ikke at det gør noget, for nydelsen er den samme, om man kan sætte ord på eller ej.

Det højt- og fastskummende citrongule bryg blev skænket i mit nyeste drikkebæger, som indtil nu har tilhørt min far, der i forbindelse med en nært forestående flytning er ved at rydde ud i sine gemmer. Motivet på den påklistrede metalplaque forestiller krudttårnet fra fæstningen i Burghausen, en tysk by ved den tysk-østrigske grænse, hvor jeg har noget fjern familie. Fæstningen er vistnok Tysklands længste borganlæg, ellers er det i hvert fald et af de længste. Jeg kan anbefale enhver at slå vejen forbi byen, hvis man er på de kanter. Ud over borgen, byder byen også på et smukt bycentrum, der er mindst lige så hyggeligt som det er gammelt, hvilket helt præcis vil sige ‘ret så’ … Det er længe siden, jeg sidst var der, så jeg kan faktisk kun dårligt huske det.

Som man vil kunne ane, er der også låg på bægeret. To solve the quaffing issue som salig Terry Pratchett (mayherestinpeace) måske ville have skrevet. For de uindviede, der ikke er bekendt med Discworld-serien, kan jeg oplyse, at låget er der for at forhindre at alt for meget af øllet går til spilde under vilde drikkelag, der indebærer lige dele begejstret skålen og mindst lige så begejstret slåsseri.

Grannålebitterheden – ja den er så sikker i Amager Bryghus’ IPA’er som Currywurst på en sydtysk motorvejsrasteplads. Her forefindes den i et lettere – nogle (herunder jeg selv) vil måske sige tyndere – medie end hvad man ellers får fra bryggeriet. Men det er vel, hvad man kan forvente af en Session IPA – selvom det egentlig ikke er smagens voldsomhed, det kommer an på, men alene alkoholstyrken, der her er på beskedne 4,5%. På bagkant oplever man et pust af de citronnoter, man mærkede i duften, men snart overtrumfes disse igen af humlen, der på trods af sin spinkelhed stadig sætter sig effektivt igennem.

Det kan man måske ærgre sig lidt over, for hvorfor skal Amager Bryghus’ IPA’er altid smage af grannåle? Men snart glædes man alligevel, for den afdæmpede udgave af grannålebitterheden, viser sig at være dejligt klar og markeret og ikke sløret af gær eller blot den fandenivoldskhed, der ellers karakteriserer bryggeriets IPA’er. Man kan rigtig gå på opdagelse i granskoven – udforske de mange nuancer, nyde lyset, skyggerne, lysningerne, solen mellem de nålebeklædte grene. Det har en særlig værdi, som man ikke oplever, når træerne er fældet, savet i stykker og flænset til spåner og savsmuld.

Så når kraften viger, giver det plads til detaljerne. Jeg skal ikke brokke mig.

4-en-halv-stjerne

Go to IPA, Stone Brewing (Fire fra Stone i Fakta IV)

2017-07-08 16.44.30Mod intentionen …

Så er jeg nået til vejs ende i ét af flere sideløbende temaer her på bloggen. Den fjerde og sidste Stone-øl, der forleden var til at få fat på i Fakta, er nu afprøvet til anmeldelse.

De har været gode, Stone-øllene. Men som min læser og lejlighedsvise ølpusher Paul sagde, dengang han overrakte mig den bedste øl, jeg nogensinde i mit liv har smagt, “vi har noget på Amager, der ligner”. For de har da været gode – men i absolut ekstraordinær verdensklasse har de ikke været.

At de til gengæld har hævet niveauet i Faktas øludvalg er indiskutabelt. Og jeg håber, det er en forsmag på, hvordan det bliver fremover.

Denne sidste af de fire bryg er den mildeste – en session-IPA. En stor portion humle er smidt i brygget i den sidste brygfase, hvorved man har villet lave et ‘hop-burst’, der ordentligt skulle fremhæve humlens frugtige armoaer.

Brygget ligner i hvert fald en frugt på farven – nemlig citron. Det er lysttåget med en nydelig omend noget fragil skumkrone. Duften er vitterlig også frugtig af søde æbler – ja, faktisk af æblemos, der halvvejs gemmer en traditionelt aggressiv humle af nåle i baggrunden.

Smagen er ligefrem og IPA’et. I virkeligheden er der ikke voldsomt meget session over den. Snarere virker den som en middle-of-the-road IPA – men en middle-of-the-road IPA er vel, hvad man må opfatte som en session på et velrenommeret amerikansk/tysk kvalitetsbryggeri.

I bitterheden skærer bøgetræ sig ned i gummerne, mens fyrrenåle ridser i gane og tunge. Bitterprofilen er dermed en tand tungere og mørkere, end hvad man fx kan finde på Amager. Hvor intentionen med humle-puffet – at fremhæve de frugtige noter – lykkedes meget godt i duften, synes den fraværende i smagen. Aromaprofilen er ret snæver og med vægten lagt på det bitre, næsten smågærede.

Men igen – at den ikke indfrier intentionerne om at være en session-IPA gør den stadig til en mere end godkendt IPA – af den rå krasbørstige slags, ganske vist.

Det skal denne blogger ikke klage over.

4-en-halv-stjerne

All Day IPA, Founders Brewing Co.

2016-12-16-17-48-26Konstruktionsfejl …

Founders Brewing Co. har virkelig gjort sig til. Deres produkter er nærmest allestedsnærværene og heldigvis er kvaliteten ikke derefter. Øl, der kan fås overalt udmærker sig sjældent ved at være noget, der er værd at samle på, men det er Founders’ bryg så sandelig.

To fremragende bryg fik jeg prøvet på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august – frugt-og-chili-bomben Mango Magnifico og asfalt-stouten Kentucky Breakfast Stout. Siden har jeg fundet to af deres bryg i Føtex – Centennial IPA og så denne, en Session Ale, som er tænkt som en mildere og mere hverdagslig udgave af de mere brutale lyse brygmanifestationer.

Forventningerne er i lyset af de gode erfaringer store. Brygget her er dog i første omgang noget af en udfordring at skænke. Skummet er højt og falder kun meget langsomt, så det er noget med at hælde lidt, og så ellers bare vente til skummet af faldet ned under glassets øvre kant igen. Brygget selv er appelsinorange, og lettåget, mens det genstridige skum er mælkehvidt. Duften er lige så traditionel som den er savnet – sidst på sommeren var jeg så småt begyndt at blive træt af IPA’er, men nu kan jeg allerede mærke, at jeg var begyndt at savne den skrappe duft af parfumeret gran og bidsk grapesyrlighed igen.

Skummets bitterhed er rå og uforfinet – næsten harsk. Brygget selv overrasker ved også at være meget bittert, krasbørstigt rivende af grannåle og uhøvlet fyrretræ. Grapesyren er også meget præsent og kun fravær af egentlig gærsmag forhindrer bitterheden i at kamme over i noget suspekt. Det bliver på den rigtige grænse mellem velbehag og ubehag, men truslen er reel og oplevelsen noget ufin.

Bryggets krop er mere hvad man forventer af en session, eller sagt mere ærligt og direkte; den er tynd. Overfor den mildt sagt anmassende bitterhed virker afstemningen derfor også temmelig ude af balance.

Brygget lader ikke meget tilbage at ønske hvad angår karaktér og hidsighed, men det er til gengæld ikke, hvad man forventer af en session. Jeg forventede et lavt og ydmygt, men til gengæld også hyggeligt og solidt bondehus. I stedet fik jeg et vakkelvornt, fejlkonstrueret tårn, der truer med at vælte så snart den første vind rører sig. Det hjælper lidt, at stenene, tårnet er bygget af, er af fin kvalitet og flot udskårne, men den, der satte stenene oven på hinanden skylder helt sikkert en omgang.

Det kan Founders gøre bedre.

3-en-halv-stjerne

Sloth, Amager Bryghus

2016-06-04 19.45.57Én af mulighederne …

Jeg er bekymret på mit lands vegne …

Vi har en justitsminister, der i ramme alvor fremstiller lovgivning fra besættelsestiden som noget om ikke ønskværdigt, så i hvert fald en mulighed, hvis han og den øvrige regering af svindlere og brugtvognsforhandlere skulle få lyst. Og lysten har de med den nye lov, rettet specifikt mod bestemte religiøse mindretal (og ikke mod alle slags hadprædikanter), tydeligt vist, at de har.

Og så endda på selve Grundlovsdag!

Jeg føler, at jeg lever midt i hvad der skulle være den værst tænkelige kinesiske forbandelse, thi disse er i sandhed interessante tider.

Jeg gad godt gøre et eller andet. Være med til at gøre verden et bedre sted på én eller anden måde. Men opgaven forekommer mig alt for overvældende – nu har selv Muhammad Ali oven i købet ladet os i stikken, så hvem skulle nu kunne redde os?

Alternativt kunne man krybe sammen i et hjørne, lukke øjnene og bare håbe, at man selv forsvinder, så man ikke behøver bevidne, at ikke bare landet, men hele verden langsomt går under for éns øjne. Man kunne også bare være ligeglad og grine den sindssyges maniske latter, mens man ser det hele styrte i grus. For hvad nytter vores spinkle modstand, når magthaverne ved at trykke på en enkelt knap, kan gøre ende på det hele, uanset hvor meget vi skriger på fred og retfærdighed?

Rigtig mange gør det sidste. Er ligeglade. Lader stå til. Klistrer et smil om munden, og undlader at tænke på det. Dovenskab virker på den måde, at det kan gøre én tilpas kynisk og ligeglad – bare man selv ikke er en af dem, der havner midt i ilden …

Og apropos dovenskab er det jo også temaet i Amager Bryghus amerikansk inspirerede pale ale ved navn Sloth. Den er del af en serie, brygget over de syv dødssynder, og jeg skal allerede nu erkende, at jeg ikke ligger inde med resten af serien p.t. Bare for nu ikke at skabe unødige forventninger hos læserne –  det er ikke en plan for nuværende, at hele serien skal anmeldes.

Motivet på etiketten vil vi, som var børn (og evt. unge) i firserne genkende som ‘Sloth’, den deforme kæmpe fra Spielberg-filmen The Goonies fra 1985. Der var ellers ikke meget dovendyr over ham, ligesom brygget bestemt heller ikke virker dovent. Det er og bliver et af Amager Bryghus’ kvalitetsbryg, og selvom de ellers bedyrer nok så voldsomt, at brygget er udslag af dovenskab, idet der kun er brugt én slags humle (simcoe) og én slags malt (pilsner) og én slags gær (US-Ale) (og det skulle ikke undre mig at de også kun har brugt én slags vand – jeg gætter på H2O), så bliver brygget i hvert fald aldrig kedeligt.

Allerede ved skænkning breder den milde, stikkende, aromatiske humleduft sig imod vindretningen i tagterrassens kølige aftenluft. Ved siden af den prikkende fornemmelse findes fremtrædende noter af fuldmodne ferskner og hyldeblomst i flor. Brygget minder i sin visuelle fremtræden mest om orangade med endog meget højt, tæt, holdbart og klistret skum, der efterlader flotte figurer og mønstre på glassets inderside.

Smagen er – vel, okay, måske nok lidt afdæmpet i forhold til de ganske aggressive humlemonstre, jeg inden for ikke voldsomt lang tid har prøvet fra Amager Bryghus’ side. Men sammenligner man med andre session-bryg, jeg har prøvet, er der rigeligt med potent smag at komme efter.

Brygget leverer en tør og karsk humleimpression af grankogler og egebark. Man kan med held lade brygget hvile lidt på tungen, for den primære bitterhed klinger snart af, og afløses af en blidt kærtegnende eftersmag af paranødder og løvtræ.

Der er rigeligt med smag at komme efter. Oplevelsen er komplet med mere end adækvat lækkerhed og vederkvægelse. Men noget actionbrag skal man ikke forvente, og det er jo heller ikke intentionen.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme