Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Session

Kissmeyer Session IPA, Kissmeyer

Kaotisk pause …

Næh, så let slipper I ikke! Jeg er her igen med fornyet styrke. Det var jo så småt ved at gå galt med humøret og motivationen igen. Det har det det med at gøre, når jeg bliver arbejdsløs.

Men ikke alene motivationen falder drastisk i tilfælde af arbejdsløshed. Man bliver også omgående ramt af alle mulige sindssyge regler og krav. Blandt andet skal man minutiøst gøre rede for, hvor meget frivilligt arbejde man laver, og herunder tæller åbenbart også blogskrivning på hobbybasis på den måde jeg har bedrevet det i snart 10 år. Det samme gælder min YouTube-kanal, som også har ligget brak mens min officielle tid som ledig stod på. Jeg magtede ikke dokumentationskravene og valgte bare at lade være. Det er alt rigeligt at man skal stå til rådighed 24/7 og lægge ryg til alskens beskyldninger og mistænkeliggørelse, også selvom man rent faktisk gerne vil arbejde, men bare har det lille problem, at der ikke er arbejde til én.

Allervigtigst var det dog i første omgang at få fjernet bannerreklamerne fra bloggen. Hvis en emsig medarbejder hos kommunen havde set dem, var jeg formentlig blevet trukket voldsomt i ydelse og politianmeldt for terrorisme og det der er værre, selvom min indtjening den vej har været absolut minimal indtil videre.

Nu er det heldigvis slut. Det blev til to uger som officielt ledig. Jeg nåede ikke engang til møde i Jobcenteret, hvorved jeg undgik den værste udskamning og chikane i denne omgang, På mandag starter jeg officielt i nyt arbejde, og jeg glæder mig.

Og det er såmænd ikke fordi, der nu har dannet sig en lang kø af øl, jeg i min kvie over min ledighed har hældt i mig. Jeg har nævnt det tidligere, at jeg i mine depressive perioder ikke har lyst til øl. Jeg er ikke typen, der drukner min sorg i alkohol, og det er vist bedst sådan.

Og lad mig så komme til det, det handler om, og i alt for langt tid ikke har handlet om – øl. Kissmeyers Session IPA har stået på hylderne i SuperBrugsen her i Thisted i et stykke tid for en formentlig uhørt høj pris. Nu er de imidlertid røget på køb-før-de-bliver-smidt-ud-tilbud, som jeg prompte har benyttet mig af. Der var vel ikke helt så meget salg i dem, som de havde regnet med, måske fordi folk efterhånden godt ved, at man i en session IPA ikke får den fulde IPA-oplevelse, men kun en afdæmpet én som egner sig til frokost eller mellem måltiderne.

Alligevel tager den sig nu ganske flot ud – næsten appelsinfarvet i sin uigennemsigtige gulorangethed. Skummet kan det til gengæld ikke prale med, men det kompenserer duften for. Den er skarp og spids – har i præcision det, som den som session IPA nødvendigvis må mangle i kraft og vælde. En effektiv dis af grannålesyle gør deres arbejde godt, omend kortvarigt.

Brygget formår også at læske som det forventes af typen. Aromaen følger også mere end adækvat med – bitterheden af frisk gran er en rød – eller snarere grøn – tråd, der nænsomt snitter i smagsløgene, mens det glatte, vederkvægende bryg lystigt flyder mod svælget.

Et kompromis – som session IPA altid vil være mellem aroma og drikkelighed. Derfor er der mange, der helt afviser den som type. Jeg finder det imidlertid interessant at opleve, hvilken balance mellem de to, bryggerierne tilstræber. Kissmeyer lægger velsmagen subtilt i forgrunden – og det fungerer.

Piping up for Peace, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen V)

2017-07-16 18.19.11Gad vidst om det er sandt …

Amager Bryghus har også andet end IPA på programmet – men denne er, som man kan se ikke en af de andre. Den er også en IPA, for jeg prøver alle IPA’erne først, mens de stadig er friske og smager af mest. Før jeg glemmer det skal jeg også have nævnt bryggeriet, som den er produceret i samarbejde med – Pipeworks Brewing Co fra Chicago.

Denne er en mere afdæmpet Session-IPA, og for at det ikke var usædvanligt nok i sig selv for en IPA fra Amager Bryghus, så er den lange anekdote på etiketten oven i købet også troværdig, og virker kun mildt overdrevet. Den handler om en lokal krigshelt fra Chicago, der efter Vietnam-krigen blev fredsaktivist. Angiveligt udøvede han aktivismen som musiker bag et transportabelt orgel, som han spillede med røven bar … vel, næsten troværdig, så.

Øllet afgiver en ganske særegen bouquet ved skænkning. En syrligt-sød og aldeles liflig dunst af en mellemting mellem druesukkertabletter og citronmelisse behager lugtesansen, men det kræver noget tid og indsnusning bare tilnærmelsesvist at indkredse odeuren. Ikke at det gør noget, for nydelsen er den samme, om man kan sætte ord på eller ej.

Det højt- og fastskummende citrongule bryg blev skænket i mit nyeste drikkebæger, som indtil nu har tilhørt min far, der i forbindelse med en nært forestående flytning er ved at rydde ud i sine gemmer. Motivet på den påklistrede metalplaque forestiller krudttårnet fra fæstningen i Burghausen, en tysk by ved den tysk-østrigske grænse, hvor jeg har noget fjern familie. Fæstningen er vistnok Tysklands længste borganlæg, ellers er det i hvert fald et af de længste. Jeg kan anbefale enhver at slå vejen forbi byen, hvis man er på de kanter. Ud over borgen, byder byen også på et smukt bycentrum, der er mindst lige så hyggeligt som det er gammelt, hvilket helt præcis vil sige ‘ret så’ … Det er længe siden, jeg sidst var der, så jeg kan faktisk kun dårligt huske det.

Som man vil kunne ane, er der også låg på bægeret. To solve the quaffing issue som salig Terry Pratchett (mayherestinpeace) måske ville have skrevet. For de uindviede, der ikke er bekendt med Discworld-serien, kan jeg oplyse, at låget er der for at forhindre at alt for meget af øllet går til spilde under vilde drikkelag, der indebærer lige dele begejstret skålen og mindst lige så begejstret slåsseri.

Grannålebitterheden – ja den er så sikker i Amager Bryghus’ IPA’er som Currywurst på en sydtysk motorvejsrasteplads. Her forefindes den i et lettere – nogle (herunder jeg selv) vil måske sige tyndere – medie end hvad man ellers får fra bryggeriet. Men det er vel, hvad man kan forvente af en Session IPA – selvom det egentlig ikke er smagens voldsomhed, det kommer an på, men alene alkoholstyrken, der her er på beskedne 4,5%. På bagkant oplever man et pust af de citronnoter, man mærkede i duften, men snart overtrumfes disse igen af humlen, der på trods af sin spinkelhed stadig sætter sig effektivt igennem.

Det kan man måske ærgre sig lidt over, for hvorfor skal Amager Bryghus’ IPA’er altid smage af grannåle? Men snart glædes man alligevel, for den afdæmpede udgave af grannålebitterheden, viser sig at være dejligt klar og markeret og ikke sløret af gær eller blot den fandenivoldskhed, der ellers karakteriserer bryggeriets IPA’er. Man kan rigtig gå på opdagelse i granskoven – udforske de mange nuancer, nyde lyset, skyggerne, lysningerne, solen mellem de nålebeklædte grene. Det har en særlig værdi, som man ikke oplever, når træerne er fældet, savet i stykker og flænset til spåner og savsmuld.

Så når kraften viger, giver det plads til detaljerne. Jeg skal ikke brokke mig.

4-en-halv-stjerne

Go to IPA, Stone Brewing (Fire fra Stone i Fakta IV)

2017-07-08 16.44.30Mod intentionen …

Så er jeg nået til vejs ende i ét af flere sideløbende temaer her på bloggen. Den fjerde og sidste Stone-øl, der forleden var til at få fat på i Fakta, er nu afprøvet til anmeldelse.

De har været gode, Stone-øllene. Men som min læser og lejlighedsvise ølpusher Paul sagde, dengang han overrakte mig den bedste øl, jeg nogensinde i mit liv har smagt, “vi har noget på Amager, der ligner”. For de har da været gode – men i absolut ekstraordinær verdensklasse har de ikke været.

At de til gengæld har hævet niveauet i Faktas øludvalg er indiskutabelt. Og jeg håber, det er en forsmag på, hvordan det bliver fremover.

Denne sidste af de fire bryg er den mildeste – en session-IPA. En stor portion humle er smidt i brygget i den sidste brygfase, hvorved man har villet lave et ‘hop-burst’, der ordentligt skulle fremhæve humlens frugtige armoaer.

Brygget ligner i hvert fald en frugt på farven – nemlig citron. Det er lysttåget med en nydelig omend noget fragil skumkrone. Duften er vitterlig også frugtig af søde æbler – ja, faktisk af æblemos, der halvvejs gemmer en traditionelt aggressiv humle af nåle i baggrunden.

Smagen er ligefrem og IPA’et. I virkeligheden er der ikke voldsomt meget session over den. Snarere virker den som en middle-of-the-road IPA – men en middle-of-the-road IPA er vel, hvad man må opfatte som en session på et velrenommeret amerikansk/tysk kvalitetsbryggeri.

I bitterheden skærer bøgetræ sig ned i gummerne, mens fyrrenåle ridser i gane og tunge. Bitterprofilen er dermed en tand tungere og mørkere, end hvad man fx kan finde på Amager. Hvor intentionen med humle-puffet – at fremhæve de frugtige noter – lykkedes meget godt i duften, synes den fraværende i smagen. Aromaprofilen er ret snæver og med vægten lagt på det bitre, næsten smågærede.

Men igen – at den ikke indfrier intentionerne om at være en session-IPA gør den stadig til en mere end godkendt IPA – af den rå krasbørstige slags, ganske vist.

Det skal denne blogger ikke klage over.

4-en-halv-stjerne

All Day IPA, Founders Brewing Co.

2016-12-16-17-48-26Konstruktionsfejl …

Founders Brewing Co. har virkelig gjort sig til. Deres produkter er nærmest allestedsnærværene og heldigvis er kvaliteten ikke derefter. Øl, der kan fås overalt udmærker sig sjældent ved at være noget, der er værd at samle på, men det er Founders’ bryg så sandelig.

To fremragende bryg fik jeg prøvet på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august – frugt-og-chili-bomben Mango Magnifico og asfalt-stouten Kentucky Breakfast Stout. Siden har jeg fundet to af deres bryg i Føtex – Centennial IPA og så denne, en Session Ale, som er tænkt som en mildere og mere hverdagslig udgave af de mere brutale lyse brygmanifestationer.

Forventningerne er i lyset af de gode erfaringer store. Brygget her er dog i første omgang noget af en udfordring at skænke. Skummet er højt og falder kun meget langsomt, så det er noget med at hælde lidt, og så ellers bare vente til skummet af faldet ned under glassets øvre kant igen. Brygget selv er appelsinorange, og lettåget, mens det genstridige skum er mælkehvidt. Duften er lige så traditionel som den er savnet – sidst på sommeren var jeg så småt begyndt at blive træt af IPA’er, men nu kan jeg allerede mærke, at jeg var begyndt at savne den skrappe duft af parfumeret gran og bidsk grapesyrlighed igen.

Skummets bitterhed er rå og uforfinet – næsten harsk. Brygget selv overrasker ved også at være meget bittert, krasbørstigt rivende af grannåle og uhøvlet fyrretræ. Grapesyren er også meget præsent og kun fravær af egentlig gærsmag forhindrer bitterheden i at kamme over i noget suspekt. Det bliver på den rigtige grænse mellem velbehag og ubehag, men truslen er reel og oplevelsen noget ufin.

Bryggets krop er mere hvad man forventer af en session, eller sagt mere ærligt og direkte; den er tynd. Overfor den mildt sagt anmassende bitterhed virker afstemningen derfor også temmelig ude af balance.

Brygget lader ikke meget tilbage at ønske hvad angår karaktér og hidsighed, men det er til gengæld ikke, hvad man forventer af en session. Jeg forventede et lavt og ydmygt, men til gengæld også hyggeligt og solidt bondehus. I stedet fik jeg et vakkelvornt, fejlkonstrueret tårn, der truer med at vælte så snart den første vind rører sig. Det hjælper lidt, at stenene, tårnet er bygget af, er af fin kvalitet og flot udskårne, men den, der satte stenene oven på hinanden skylder helt sikkert en omgang.

Det kan Founders gøre bedre.

3-en-halv-stjerne

Sloth, Amager Bryghus

2016-06-04 19.45.57Én af mulighederne …

Jeg er bekymret på mit lands vegne …

Vi har en justitsminister, der i ramme alvor fremstiller lovgivning fra besættelsestiden som noget om ikke ønskværdigt, så i hvert fald en mulighed, hvis han og den øvrige regering af svindlere og brugtvognsforhandlere skulle få lyst. Og lysten har de med den nye lov, rettet specifikt mod bestemte religiøse mindretal (og ikke mod alle slags hadprædikanter), tydeligt vist, at de har.

Og så endda på selve Grundlovsdag!

Jeg føler, at jeg lever midt i hvad der skulle være den værst tænkelige kinesiske forbandelse, thi disse er i sandhed interessante tider.

Jeg gad godt gøre et eller andet. Være med til at gøre verden et bedre sted på én eller anden måde. Men opgaven forekommer mig alt for overvældende – nu har selv Muhammad Ali oven i købet ladet os i stikken, så hvem skulle nu kunne redde os?

Alternativt kunne man krybe sammen i et hjørne, lukke øjnene og bare håbe, at man selv forsvinder, så man ikke behøver bevidne, at ikke bare landet, men hele verden langsomt går under for éns øjne. Man kunne også bare være ligeglad og grine den sindssyges maniske latter, mens man ser det hele styrte i grus. For hvad nytter vores spinkle modstand, når magthaverne ved at trykke på en enkelt knap, kan gøre ende på det hele, uanset hvor meget vi skriger på fred og retfærdighed?

Rigtig mange gør det sidste. Er ligeglade. Lader stå til. Klistrer et smil om munden, og undlader at tænke på det. Dovenskab virker på den måde, at det kan gøre én tilpas kynisk og ligeglad – bare man selv ikke er en af dem, der havner midt i ilden …

Og apropos dovenskab er det jo også temaet i Amager Bryghus amerikansk inspirerede pale ale ved navn Sloth. Den er del af en serie, brygget over de syv dødssynder, og jeg skal allerede nu erkende, at jeg ikke ligger inde med resten af serien p.t. Bare for nu ikke at skabe unødige forventninger hos læserne –  det er ikke en plan for nuværende, at hele serien skal anmeldes.

Motivet på etiketten vil vi, som var børn (og evt. unge) i firserne genkende som ‘Sloth’, den deforme kæmpe fra Spielberg-filmen The Goonies fra 1985. Der var ellers ikke meget dovendyr over ham, ligesom brygget bestemt heller ikke virker dovent. Det er og bliver et af Amager Bryghus’ kvalitetsbryg, og selvom de ellers bedyrer nok så voldsomt, at brygget er udslag af dovenskab, idet der kun er brugt én slags humle (simcoe) og én slags malt (pilsner) og én slags gær (US-Ale) (og det skulle ikke undre mig at de også kun har brugt én slags vand – jeg gætter på H2O), så bliver brygget i hvert fald aldrig kedeligt.

Allerede ved skænkning breder den milde, stikkende, aromatiske humleduft sig imod vindretningen i tagterrassens kølige aftenluft. Ved siden af den prikkende fornemmelse findes fremtrædende noter af fuldmodne ferskner og hyldeblomst i flor. Brygget minder i sin visuelle fremtræden mest om orangade med endog meget højt, tæt, holdbart og klistret skum, der efterlader flotte figurer og mønstre på glassets inderside.

Smagen er – vel, okay, måske nok lidt afdæmpet i forhold til de ganske aggressive humlemonstre, jeg inden for ikke voldsomt lang tid har prøvet fra Amager Bryghus’ side. Men sammenligner man med andre session-bryg, jeg har prøvet, er der rigeligt med potent smag at komme efter.

Brygget leverer en tør og karsk humleimpression af grankogler og egebark. Man kan med held lade brygget hvile lidt på tungen, for den primære bitterhed klinger snart af, og afløses af en blidt kærtegnende eftersmag af paranødder og løvtræ.

Der er rigeligt med smag at komme efter. Oplevelsen er komplet med mere end adækvat lækkerhed og vederkvægelse. Men noget actionbrag skal man ikke forvente, og det er jo heller ikke intentionen.

4-en-halv-stjerne

Julehumle, Hornbeer

2015-12-30 20.00.32Efterslæb …

Som det sig hør og bør på Kajs Ølblog er der et kæmpe efterslæb på juleøllene. Jeg har mange til overs. Måske så længe julen varer, hvilket jo er til påske … eller i hvert fald fasten (eller måske hellig tre konger, men det når jeg i hvert fald ikke). Der er ikke andet at gøre end at starte i ét hjørne, og lige så stille arbejde sig ud …

Og så gør det jo ikke så meget, at nogle øl, giver sig ud for at være juleøl uden egentlig at være det.

Som nu fx. Julehumle fra Hornbeer. Juleøl er mørke, maltede og søde. De er ved den søde julegrød ikke humlede. Alligevel gør Hornbeer en hæderlig indsats på bagetiketten for at retfærdiggøre nærværende bryg som en juleøl. Den er god som variation, når alt det tunge, mørke og søde julemad bliver én for meget. Så kan man tage en frisk, humlet og ikke mindst bitter øl til afveksling.

Jeg indrømmer såmænd, at den har sin berettigelse som supplement til de mange julesmåkager, vi har i overskud, men de klassiske juleelementer mangler fra begyndelsen. Vist dufter brygget vidunderligt i al sin velhumlethed, men ud over stikkende rødgran er der i den klare, brune væske ikke meget jul at hente. Det skulle lige være i skummet, der matcher sneen uden for en større firmajulefrokost nydeligt i løden, men så passer det til gengæld ikke til denne jul, der som bekendt mere har budt på oversvømmelser end snekaos.

Men humlebitterheden er da rar – og i det varme og runde hjørne, frem for det skarpe og stikkende, og med kraften og saften i behold. Ikke desto mindre giver de nærværende grannåle også associationer til tredobbelt salmiakspiritus og baderumsrengøring. Brygget mangler til gengæld i en vis grad fylde, men som etiketten også anfører, gør det brygget friskt, mens bitterheden ikke lider ved, at brygget også kan nydes i større slurke.

Alt i alt fungerer den jo sådan set fint nok til det fylde og fede ved julen, så bagetiketten lyver bestemt ikke. Tværtimod er jeg faktisk imponeret, at en så lang tekst fra et bryggeris marketingafdeling faktisk kan indeholde så meget sandhed. Men mængden af ægte, uforfalsket jul i brygget fortsætter med at være til at overse.

Til gengæld er der tale om en særdeles vellykket Session IPA (ville jeg kalde den). Som sådan er den præcis som den skal være – i modsætning til visse andres, tør jeg nok anføre!

4-en-halv-stjerne

Session IPA, Aarhus Bryghus (Humle-Hængeparti IV)

2015-06-10 16.38.19IPA d. Allerkedeligste!

Bedst som man troede IPA-lavpunktet var nået med Carlsbergs mislykkede mikrobryg-efterligning, prøver Aarhus at gøre dem rangen stridig – med bragende succes. Hvor jeg havde håbet på at kunne byde mine gæster på en humlebombe oven på den fyldige Ghost Chili, fik jeg ikke engang en knaldperle, dårligt nok en knallert. Måske en af de der fesne knaldhætter til legetøjspistoler efter et EU-direktiv dæmpede dem til noget, der knap er hørbart inden for flagermusens auditive spektrum.

Men fair nok. Det er jo ikke bare en IPA, der er tale om, men en ‘Session’-IPA. Session har ikke noget med værnepligt at gøre, men hentyder til to perioder på i alt fire timer i løbet af en britisk arbejdsdag, hvor det var lovligt at drikke øl. Sessionerne blev angiveligt først afskaffet i 1988. Øllet der blev drukket var til gengæld ikke helt så stærkt som det, man kunne få på udskænkningsstederne. I dag går grænsen angiveligt ved 4%, men det er en tommelfingerregel, der sjældent overholdes. Nærværende holder fx 5%. For at kunne drikkes til almindelig tørstslukning under hårdt arbejde, går bryggene også for at være mildere i smagen, og her kan Aarhus Bryghus Session IPA i den grad være med.

Brygget er lysere en fortyndet citronsaft og klart som kun tyndt, ufiltreret øl kan være det. Bouqueten er svag – en våd antydning af korn og afglans af humle dæmper behørigt forventningerne før smagningen.

For det er i sandhed en dæmpet IPA. Jeg vil faktisk foreslå Aarhus Bryghus at omdøbe den ‘Session Session IPA’. For jeg har virkelig svært ved at tro, at en Session IPA skal være så tynd. Der skal mindst hægtes ét ‘session’ mere på. Der er masser af vand til tørstslukning, mens det, der skulle forestille at være ølsmag fremstår som en afblomstret skygge, et fantom af det, det skulle forestille. Humlen berører højst lidt ugideligt smagsløgene og giver mere indtryk af mineraler som zink og jern, end af noget man har puttet i jorden og fået til at gro.

I udtryk er den omtrent lige så stærk som Cults kuldsejlede ‘Kay-Sar‘. Den var imidlertid lagt an på at være tynd og ligegyldig (jeg husker, hvordan Cult-direktør Brian Sørensen kategoriserede den som den ‘lette mexicanske type’ helt uden at ville sige noget grimt om den. Det er ud over, hvad jeg formår) hvorimod der her er tale om en IPA. Som minimum må man da forvente noget skarp humle og et minimum af fylde, og ikke en småfesen, fortyndet ferrumoxid-opløsning.

Jeg har imidlertid også noteret mig, at den person, jeg så småt er begyndt at betragte som min mentor udi ølbloggeriet, Ole Madsen fra Ekstra Bladet, langt fra er enig i min vurdering. Men så kan han jo få dem, jeg skulle have drukket fremadrettet.

1-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme