Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Saison

French Revolution, Ølluminati

Tårnhøje forventninger …

“Meget drikkevenlig, som afslapning, efter royale dekapiteringer.” Således ordret citeret efter bryggeriets egen beskrivelse og anbefaling på etiketten. Tegnsætningen kløjs man måske nok i, men resten … RESTEN [indsæt savle-smiley her]. Det kan jo kun gå galt. For nu ligger forventningerne jo højere end selv den legendariske Big, Bold & Beautiful. For hvem længes ikke efter en rask lille revolution for lissom at nulstille alt det møg, man sådan skal være vidne til nu om dage?

Og så måske alligevel ikke. Husk, der er en pandemi i gang. Og hvad ville give bedre grobund for dens spredning end flokke af høtyvsvingende masser, tæt forsamlet foran Christiansborg, for slet ikke at tale om, hvordan vi ville stimle sammen om guillotinen bagefter? Virussen er bedøvende ligeglad med hvem der er undertrykt og undertrykker – så endnu en udskydelse af revolutionen ville nok være på sin plads – undtagelsesvis med en nogenlunde ordentlig undskyldning bag.

Og før folk kommer for godt i gang med brok og beskyldninger om, at jeg opfordrer til revolution og blodbad her på bloggen: Det er bryggeriet, Ølluminati fra Viborg, I skal rette jeres klage mod. Det var dem, der startede med at tale åbent om royale dekapiteringer. Ikke mig!

Til gengæld gør de det godt med deres ‘French Revolution’. En Saison, der ganske vist ikke er fransk, men belgisk inspireret. Ufiltereret, angiveligt, selvom brygget er klart som vandet i Venedigs kanaler for øjeblikket. Til gengæld skummer brygget så voldsomt, at det er min pligt at mane til skænkningsforsigtighed. Men når det først er i glasset, kan man give sig til at nyde dets friske, syrlige bouquet, med veltilpasset sødme af æbler, og en alkoholnote der får indtrykket til at balancere et vovet sted mellem cider og aperitif.

På tungen er brygget som en saison skal være. Let og forfriskende. Perfekt til en varm arbejdsdag i marken med høtyven (meget apropos). Lige lovlig let måske endda, for en saison kan såmænd være ganske aromatisk uden at den behøver gå på kompromis med sin tørstslukkende friskhed. Ganske vist titter aroma af banan og halm frem, hvorved det pastorale tema vel nærmest fuldendes (ikke mindst fordi bananelementet er nydeligt afdæmpet og kontrolleret), men den nærliggende flod bruser lige lovligt, så man næsten ikke får lov at fornemme det modne korn og det tørrede græs helt så meget som man kunne ønske.

At brygget stadig ligger fint inden for rammerne af typen hersker der dog ikke nogen tvivl om. En vis karakter har brygget også i sin beske eftersmag, som nogle vil sætte pris på, mens andre vil mene, brygget nu alligevel er en anelse ude af balance. Men selvom jeg selv mest hælder til det sidste, forbliver brygget alligevel en forfriskende nydelse – et småsyrligt indslag, der glimrer ved sin stilsikkerhed, også selvom man kunne have ønsket lidt mere af de valgfrie aromaer.

Ingenlunde den revolution, man kunne have forventet af bagetiketten. Men reaktionært er det på den anden side bestemt heller ikke.

Long Claw, Darling Brew

Ét enkelt ord …

Vi har haft fat i Darling Brew en enkelt gang før. Det er et sydafrikansk mikrobryggeri, der gjorde sig positivt bemærket med en IPA baseret på rug. At lave rigtig gode rugøl er i det hele taget svært, men ligefrem at brygge en IPA, der på overfladen forekommer mindst uegnet til rugmalt – og gøre det så godt – gør alt vitterlig, at bryggerne hos Darling Brew kan deres kram.

Det er sådan et kært navn – Darling Brew. Det minder mig om The Young Ones-afsnittet “Cash” – 2. sæson episode 2, hvis læserne vil finde det – hvor kollektivets hippie, Neil har skrevet et brev til sin bankrådgiver for at løse de fire unge studerendes pengeproblemer. Han har indledt brevet med ‘Dear Bankmanager’, hvilket punkeren Vyvyan ikke bryder sig om. Han synes det lyder som en invitation til at gå i seng bankrådgiveren, og foreslår derfor i stedet, at det indledes med ‘Darling’. (Det virker jo også langt mindre inviterende til den slags, gør det ikke?)

Husets anløbne anarkist, Rick, spillet af salig Rik Mayall, afviser imidlertid kategorisk ‘Bankmanager’ som alt for slesk og ydmygt. I stedet skulle Neil skrive det som det er: ‘Fascist Bullyboy’. På den måde indledes brevet med ‘Darling Fascist Bullyboy’ – og det er stort set altid den scene, jeg kommer til at tænke på, når jeg læser eller hører ordet ‘Darling’.

Ja, sådan kunne det sidste potentiale for en romantisk personlighed blive dræbt af plat engelsk humor endnu længe før puberteten havde sat ind hos mig. The Young Ones forbliver til gengæld min yndlingsserie over alle den dag i dag.

Vel, Long Claw er en saison, en øltype jeg tidligere har nydt og været glad for, så forventningerne er høje. Brygget dufter derefter – syrligt, men ikke for syrligt, mens en for genren mere usædvanlig note af røg gør sin entre. Citron og cigarer – sure og gule (ikke ulig bryggets kulør) og fulde af røg (ikke ulig bryggets uklarhed). Point til alle, der fanger referencen.

Aromaerne blander sig lystigt. Alkohol, citrus, en antydning af banan, vanille og sødme af hyldeblomst. Dertil kommer en skarp bitterhed af bålrøg og fyrrenåle. Tørt lyst træ træder frem i eftersmagen.

Smagsbilledet er mangfoldigt uden at være rodet eller forvirrende. Brygget har samtidig den friskhed, en saison skal have. Spraglet, frækt og forførende, uden at være for meget. Det er godt klaret, at man kan putte så mange – til dels modstridende – smagsindtryk ind i én øl, uden at elementerne modarbejder hinanden.

En endnu bedre øl blev det til fra Darling Brew end sidst. Tak til Marcus, der havde den med i sensommeren. Heldigvis tog den ikke skade af at stå lidt.

Trøffeler, Wild Beer/2 Øl (Med Niels på Taphouse II)

Mere surt …

Hermed fortsætter beretningen om min tur på Taphouse onsdag i sidste uge, hvortil Niels, en af mine læsere, var så sød at invitere mig.

Den stod på mere surt, for det er top-trendy for tiden. Denne gang var brygget imidlertid ikke vildgæret, men derimod overgæret med Saison-gær. Nydeligt tautologisk giver dette en Saison – eller Farmhouse Ale for dem, der ikke kan fransk.

Brygget er nydeligt strågult. Det er umiddelbart hvad vi kunne huske, da vi i begejstringen over det første bryg – og dette – havde bundet vores glas uden at skænke det en tanke, at brygget jo egentlig skulle have været fotograferet før det blev nydt. Læserne må i stedet nøjes med et billede af det tomme glas, samt ovenstående lakoniske beretning om bryggets visuelle egenskaber.

Mens stilen er fransk/belgisk, er krydderierne imidlertid fra Italien, nærmere betegnet øen Elba. Og her er der tale om noget så fint som trøfler (så ved vi også hvorfor brygget hedder som det hedder) samt salvie, hvis oprindelsesland vist ikke var specifikt angivet.

Bouqueten er – ifølge mine på lokationen hastigt nedkradsede noter – vidunderlig. Grape, Lime og citron blander sig lifligt med det særlige krydrede indslag, som Niels kunne fortælle mig, hidrørte fra Lime-gæren … men mon ikke salvien og trøflerne har været med til at gøre det ekstra godt?

Brygget giver frisk, tørstslukkende syrlighed for fuld skrue. En perfekt sommerøl til en hed arbejdsdag i marken uden at være den mindste smule vandig eller smagsforladt. Tværtom smager den helt igennem med grape og korn, mens trøflerne understreger og afrunder den særlige saison-gærs krydrede aroma.

Så godt ligger sommerbrygget i munden, at det også snildt kan bruges en halvkølig efterårsaften i centrum af København.

Endnu en stor tak for skænken til Niels. Forbliv indstillet til endnu en anmeldelse af aftenens store højdepunkt.

The Ceremonial Grain-Out, Amager Bryghus

Sur trøst …

Burkalov, Ghettopakke, Håndtrykstvang … Det fascistoide maskineri kører i højeste gear, mens regeringens klimaminister er helt åben om at være bedøvende ligeglad med landets miljømæssige fremtid. Ikke bare demokratiet, men også livet på Jorden er i overhængende fare, og magthaverne gør notorisk det modsatte af, hvad der kunne redde den.

Tidligere har jeg erklæret, at det eneste man kunne gøre var at grine sindssygt og manisk, mens man ser Jorden gå under i en ildkugle. Men stressramt og depressiv som jeg er, vælger jeg i disse dage at tude i stedet for, kun trøstet ved de sure dråber af en ny farmhouse-ale fra Amager Bryghus.

Og det passer jo også så nydeligt med høstsæsonens start. Så er der i det mindste noget, der passer som det skal. Frisk franskbrød og banan møder duftorganerne ved åbning, og sådan passer typen også som det skal med førstehåndsindtrykket. Nogen anstrengelse skal man gøre sig for at skænke det lyse bryg, da skummet snart tårner sig op over glasranden, og vægrer sig ved at trække sig tilbage.

Brygget byder på skarp limesyrlighed på en baggrund af antydningsvis banansødme. I eftersmagen træder gæren frem, men som en naturlig del af et skarpt brygkoncept og langt fra som noget der virker malplaceret eller mislykket. Det afsluttende gærindtryk giver brygget karakter – ja, det formår faktisk at smage godt, og det er jo i sig selv ikke så lidt imponerende.

Brygget er således mainstream … altså så mainstream som en farmhouseale (eller saison) kan blive det på disse kanter … til at gøre det, en farmhouse ale skal – nemlig forfriske og vederkvæge. Samtidig er den svært tilgængelig nok til at den uøvede smager standser op og må overveje, hvad meningen egentlig er. Forhåbentlig for at glæde sig ved typens hemmeligheder. men også med fare for, at det ryger ud, samme vej som det kom ind (uden mellemlanding i mavesækken, vel at mærke).

Wrath, Amager Bryghus

Egentlig ikke vred …

I dag er det vreden, Wrath, som det så drabeligt hedder i Amager Bryghus’ serie over de syv dødssynder. Der er bare et eller andet ekstra vredt ved lyden af det ord på engelsk, er der ikke?

Det bliver spændende at finde ud, hvor vred denne øl egentlig er. Objektivt er der tale om en rødvinslagret Saison, og selvom den øltype var tænkt som en forfriskende læsker i sommervarmen back in the day, så bærer den ikke sjældent mere karakter og aroma end historien om den må skabe forventninger om.

Utraditionelt for typen er denne lagret på fade, der forinden har holdt rødvin fra Pinot Noir-druen. Ikke at det siger mig noget som helst, da vin enten er noget, jeg hælder i sovsen, eller giver videre i gave, efter selv at have fået den ved tidligere lejlighed. Desuden indeholder brygget ikke hvedemalt, hvilket jeg ellers har bildt mig ind, at typen normalt gør – men åbenbart er det ikke et krav.

Det flotte, cremede og gyldne skum tårner sig flot op over det brunorange bryg. Visuelt består brygget med glans, hvorimod duften er underligt fraværende. Jeg husker typisk Saison som syrligt-søde, ikke ulig hvedeøl, hvilket måske har plantet fordommen i mig om, at de skal indeholde hvedemalt.

Så har aromaen til gengæld en anderledes skarp karakter. Udover at være ganske forfriskende, er rødvinsfadene ikke bare en del af bryggets karakter. De er bryggets karakter – så fremtrædende er aromaen af tør rødvin og egetræ. Humlen melder sig spagfærdigt på bagkant, men det er bestemt ikke meget, ølkarakteren får lov at udfolde sig her.

Rødvinsindslaget er såmænd fint i sig selv. Det taler også til bryggets fordel, at det bestemt ikke er den lettest tilgængelige rødvin, man kan forestille sig. Til gengæld kunne man måske ønske sig noget fylde – noget mere Bourgogne, Barolo eller Chianti fremfor kun at køre den knastørre Bourdeaux-stil.

Brygget hælder i denne bloggers øjne for meget til den sure side, øllet er halvvejs glemt og i det hele taget synes konkoktionen at være en kende ude af balance.

Men karakterfuld er den da – ikke desto mindre. Men egentlig vred finder jeg den faktisk ikke. Snarere er den – tjah – bare sur.

Sæson, Brøggeren/Ølsnedkeren

Glade syre …

Min sidste anmeldelse afstedkom nogle interessante reaktioner på min facebookside. Allan, med hvem jeg sidste år på omtrent denne tid delte nogle rigtig gode øl spurgte overrasket, om jeg ikke kunne smage kaffen. Ja, åbenbart indeholder Cold Brew IPA kaffe, hvilket jo forklarer navnet. At jeg ind imellem tænker, at en god øl bare er en god øl, helt uden at spekulere over bryggets fremtoning eller indhold, taler måske ikke til min fordel som blogger. Til gengæld har jeg, idet jeg ikke opdagede kaffen i brygget, gjort nogle andre ikke helt uinteressante opdagelser – synes jeg selv i hvert fald.

Ordet ‘kaffe’ optræder ikke med nogen særlig imponerende frekvens i min anmeldelse af Cold Brew IPA. Faktisk nævner jeg det præcis nul gange. I min uvidenhed om ingrediensen har jeg ingenlunde annammet den – hverken visuelt, aromatisk eller olfaktorisk.

Det store spørgsmål er nu – ja, I har nok regnet den ud. Hvis (og hvis – røven på spids) jeg rent faktisk havde læst på emballagen, at der var kaffe i, ville jeg så også have kunnet smage det, når jeg drak øllen? Vi får aldrig et reelt svar på spørgsmålet, men jeg vil gerne retrospekt holde fast i, at jeg ikke bed mærke i nogen kaffelignende smag i brygget. Tværtom synes jeg, at den varme, fyldige og runde bitterhed, der kendetegner kaffe slet ikke var præsent i brygget, der mere var kendetegnet af genrens traditionelle skarpe bitterhed af træ og grannåle.

Jeg tillader mig at glædes ved tanken om, at jeg ikke er faldet for den confirmation bias som jeg skuer, når jeg læser kommentarerne. Meget kort – de andre i debatten vidste, der var kaffe i og derfor kunne de smage den. Hvis jeg prøvede den igen, kunne jeg måske også godt smage den, men det lykkedes mig altså at prøve den uden at kunne smage tilsætningen.

Og det er da tankevækkende … synes jeg. Jeg kunne i hvert fald være fristet til at prøve det igen – det der med ikke at læse for grundigt efter på emballagen, før jeg åbner den.

Og det skulle gerne være alt om dén øl, indtil jeg engang nævner den igen – tilfældigt og overraskende i et fremtidigt indlæg. Jeg gør en ære i at nævne gamle anmeldelser fra tid til anden – har læserne nok bemærket. Efter et lille afbræk er jeg tilbage ved den fikse lille samling øl, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave. Det præcise ophav for denne øl fortaber sig. Bryggeriet angives til at være “Brøggeren”, mens det også fremgår at brygget hidrører fra Ølsnedkeren – en geschæft i Griffenfeldtsgade på Nørrebro, hvor man åbenbart kan designe sin egen øl.

Meget fancy og hipsteret. Og sikkert alt for dyrt til, at jeg nogensinde får mulighed for at prøve. Det kan jeg jo sidde og tude over, mens jeg drikker den. Og på den måde kan jeg blive trøstet – for øllet er slet ikke så værst endda.

Danismen afslører typen – en saison. Det er meget sødt med fordanskningen, mens jeg selv nok ville være gået all in, og havde stavet den “Sæsong”, hvis jeg måtte bestemme. Men gad vidst om ikke Nordmændene allerede har lavet sådan én? Den er lagret på hvidvinsfade. Det citrongule bryg med det hvide, tætte skum afslører allerede i duften, at der næppe var tale om nogen særlig sød druesaft. Den afgiver en kraftig odeur af citron og banan. Bananen er ikke uventet for typen, men det er til gængæld den mængde citrus.

Lagringen har vel gjort sit. Og hvis ikke associationen allerede er vakt, er man ikke længere i tvivl, når man smager på brygget – der er tale om en habil efterligning af den belgiske foeder, som Fakta havde på spotvarehylderne i sommer, og som jeg på stedet gav topkarakter.

Associationen kræver selvfølgelig, at man har prøvet hint sure vidunder.

Her er man i første omgang mere lettet over, at bananen ikke brænder for meget igennem. Faktisk kan man ikke smage den i den ansigtsvridende citron/eddikemikstur, der næsten giver den samme åndenød og tunghed i brystet, som ren citronsaft kan give.

At brygget er ufiltreret tæller til gengæld ikke til dets fordel. Mundfornemmelsen bliver en antydning kornet, og gæren kan mærkes antydningsvis som en ubalance i et ellers velafvejet citron-eddike-forhold. Det er ikke helt så rent som den filtrerede belgier, og nej – jeg er bestemt ikke nogen principiel modstander af filtrerede øl, lige så lidt som jeg er principiel tilhænger af de ufiltrerede.

Det kommer an på, hvad der tjener øllet bedst – her ville filteret have hjulpet …

Men det er langt fra nok til at ødelægge oplevelsen. Det er en aldeles fin sur øl uanset hvad.

Soleya Saison, Braufactum

2017-11-13 06.02.52Så er de med …

Jeps, jeg glemte at tage et billede af øllet, da det var i glasset, fordi jeg er et fjols – så her er et billede af flasken i stedet …

Craft beer-bølgen er definitivt nået til Tyskland. IPA’er og stouts viser sig fra det store naboland mod syd med højere og højere frekvens, hvor man tidligere ellers kun ville finde andet end Pilsener, Schwarzbier og Hefeweizen, hvis man selv havde taget det med.

Tyskerne mangler dog stadig at være helt oppe og ringe. I hvert fald i de øl, jeg har prøvet, der giver sig ud for at være craft beer. Det har indtil videre været som om tyskerne nok har fattet de nye, spændende kategorier, men de fylder kategorierne ud på samme måde, som de udfylder deres mange og svært differentierbare pilsnere og hvedeøl – konservativt uden store armbevægelser og langt hellere alt for kedeligt end lidt for risikabelt i udtrykket.

Så forventningerne til denne øl, der er købt i Fakta, var med forventningerne om en muligt habil, men ikke på nogen måde overvældende oplevelse. Soleya Saison lader det ikke være nogen stor hemmelighed, hvilken type den er. Til gengæld er det vist første gang, jeg er stødt på en særlig belgisk øltype fra det tyske craft beer-marked. Indtil videre har de mestendels holdt sig til de populære amerikanske IPA’er.

Det lyse, højtskummende bryg giver den ikke for lidt i bouqueten. En mindre næsestyver af sprittet sød banan får næsten øjnene til at løbe i vand og svælget til at snørre sig sammen.

Samme fornemmelse får man ved den første tår. Den krasse, stikkende kommensnaps jager gennem hele kroppen, fortsætter med et hårdt spjæt i halsen, der fremmaner samme groggy fornemmelse i skallen, som når man har fået én på lampen.

Og vi er ikke engang færdige endnu.

I ly af kommensnapsens ufine uppercut snigløber isoamyl acetaten smagsløgene, så munden straks krænger sig sammen, så man må kæmpe for ikke at hoste hele bægeret ud igen endnu før det har nået mandlerne. Sunder man sig et øjeblik og holder sig forberedt til den ufrivillige agitation brygget afstedkommer, kan man såmænd nok få det ned alligevel. En hvas bitterhed af tørre kviste viser sig i eftersmagen og afslutter en rå, bidsk og ikke mindst uventet krakilsk tysk craft beer-oplevelse.

For der er så afgjort ikke tale om tysk ordentlighed og konservatisme. Ja, selv de belgiske Saisons er sjældent så polemiske i udtrykket. Braufactum har i hvert fald gjort mere end rigeligt for at træde ud af den tyske brygtraditions rygte for at være – vel – ekstremt traditionel, for ikke at sige direkte rigid og innovationsfjendtlig. Lad os håbe, at de ikke bliver de eneste.

Et helt andet spørgsmål er, om brygget så også er godt. En nydelse kan jeg ikke kalde den uden forbehold. Men den er i hvert fald en oplevelse! Da intet tyder på, at brygget er mislykket, fejlgæret, inficeret eller lignende, men derimod fremstår lige som man må formode, Braufactum ville have det, skal bedømmelsen bestemt være derefter – også selvom jeg personligt nok kunne have klaret mig med lidt mindre sprit, kommen og banan.

4-stjerner

Darkest of Suns, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen VIII)

2017-10-13 18.01.36Outsideren …

Jeg har fortsat en smule tilbage fra Amager Bryghusforårs/sommerkollektion. Snart lancerer de deres julebryg, og at jeg ikke er nået igennem dem alle siger mere om deres produktivitet end om min dovenskab – trods alt. For jeg har jo også haft andre øl at anmelde. Hele tiden og så igen.

Den her er en mørk Saison. Den lette, fransk-belgiske øl, tiltænkt som en forfriskelse til knoklende landarbejdere.

Mørk er den i hvert fald. Sort som natten, og med en tung duft af tjære. Det med det mørke er lykkedes meget godt. Det med det lette, ikke så godt. Bloggeren her glæder sig over mere over det mislykkede end det vellykkede. Men begge dele er godt.

Smagen er for så vidt også mørk. Den er domineret af lakrids, fortrinsvis sød, samt tør og støvet. Spidskommen og fennikelimpressioner uddyber lakridsimpressionen med lidt nuancer, så det ikke bare bliver lakrids det hele. Mon ikke et er de tilsatte enebær og peberkorn, der brænder igennem?

Det er dog lakridsen, der dominerer – og krydrede aromaer og indslag til trods forbliver lakridsen til den tørre, pulveriserede side.

Og selvom Amager Bryghus godtnok taler godt for deres sag på etiketten, om at de har skærpet saison’ens profil yderligere i forhold til forbilledet, bryggeriet Stilwater Artisanal, Baltimore’s Saison, så rammer de altså undtagelsesvis ikke helt plet med den her.

Men man kan jo ikke vinde hver gang. Heller ikke hvis man er Amager Bryghus. En taber er øllet jo fortsat ingenlunde. Det smager nydeligt, men hvis man forventer et kraftfuldt, velafbalanceret og nuanceret kunstværk som ellers, risikerer man skuffelsen.

4-stjerner

Mikkeller Running Club, Mikkeller/De Proef Brouwerij

2017-09-01 17.26.22Næppe én jeg ville løbe efter …

Jeg har aldrig været nogen stor sportsmand. Jeg drev det et stykke med sækkepiberiet, men sport har virkelig aldrig været mig. Jeg holder mig i nogenlunde form ved at køre med mine to børn på min long-john – det gør jeg næsten dagligt, og det er sådan set det.

Og det, jeg nok allersidst ville begynde på af sport, ville være løb. Jeg hader at løbe. Sveden springer alt for hurtigt, hele kroppen gør ondt, mit syn bliver dårligere når hele verden hele tiden hopper op og ned, for hvert skridt, stødene i benene og kroppen, lydene af fødderne der slæber sig af sted på underlaget … nej tak.

Så jeg ville formentlig aldrig nogensinde have fået fat i denne øl, hvis ikke jeg havde en god kollega på mit arbejde ved navn Henning, der går så meget op i løb (og øl), at han er medlem af Mikkellers løbeklub. Og det ville jo ligne det feterede, hipsterede pionerbryggeri Mikkeller dårligt – for ikke at sige aldeles rædselsfuldt – hvis der ikke var en øl, dedikeret til løbeklubben. Og for et par uger siden havde Henning altså en af disse med til mig, så jeg havde lidt at anmelde.

Jeg har tabt tråden lidt med hensyn til Mikkeller. I dette tilfælde ser det ud til, at de optræder som brand eller fantombryggeri, da selve øllet er brygget i Belgien af De Proef Brouwerij. Jeg ved ikke om de længere har brygfaciliteter selv overhovedet, eller om et hele er blevet til dyre barer med dårlig betjening og vilkårlig brandflashing. Men det skal jo ikke have betydning for min anmeldelse, at brandindehaveren med årene og berømmelsen har udviklet sig til lidt af en brusebadspose.

Der er tale om en lys, citrongul øl, med fint, luftigt og alligevel holdbart skum. Brygget dufter kækt af citrussukker. En sød, frisk og liflig oplevelse ser ud til at være i vente.

Og tørstslukningen er i hvert fald på plads, kan man hurtigt konstatere. Det er bestemt anbefalelsesværdigt lige at vende brygget i munden, så gane, gummer og mandler også får det, der tilkommer dem. Så træder smagene så småt frem – let bitterhed af lyst løvtræ ledsager den rigelige kulsyres pikante prikken. Limesyrlighed sørger for yderligere stik uden for tungen, mens en præsent gærethed giver fylde.

Brygget giver god mening som løbeøl – en smagfuld og frisk tørstslukker på den lette side med de lette-til-vage smagsindtryk i finurlig og næsten perfekt balance. Det er vist noget med, at man ikke skal spise og drikke alt for meget og alt for hurtigt efter lange løbeture – og med sine lette men alligevel præsente smagsnuancer giver dette bryg vel god anledning til at få vædet hele ganen, frem for bare at blive hamret i spiserøret.

Jeg foretrækker nu mine øl med lidt mere knald på. Som Amager Bryghus ellers understregede for et par anmeldelser siden, behøver øl ikke være fandenivoldske for at være spændende, såfremt aromaerne ellers er på plads. Her forekommer aromaerne mig – vidunderlig balance til trods – alligevel at være lidt til den svage side.

Men Hennings skal alligevel hare stor tak for en øl, jeg nok ellers aldrig ville have fået lejlighed til at prøve.

3-en-halv-stjerne

Psychedelic Popcorn Grizette, Amager Bryghus (Det løse III)

2017-08-15 20.22.37Subtilt skøn …

Så har jeg fundet tid til at samle en tråd fra tidligere op, nemlig det skønne parti øl fra Amager Bryghus, som er blevet mig til del. Det føles som lang tid siden, jeg sidst prøvede en af dem. Men det skete faktisk i indeværende måned, så det er nok bare min nuværende publiceringshyppighed, der får tiden til at føles lang.

Antallet af indlæg på bloggen har i indeværende år aldrig været under 10 om måneden. Så jeg får noget fra hånden. Nu er jeg oven i købet i den situation, at jeg har et lille hængeparti – ud over denne øl har jeg endnu fire anmeldelser at fyre af, så jeg har småtravlt. Det er den omvendte situation af, hvad jeg ellers har oplevet de sidste par anmeldelser eller 7-8 stykker. Der har jeg faktisk været foran. Jeg udgiver helst ikke mere end en gang om dagen, men havde altså skrevet så mange anmeldelser på en gang, at de faktisk lå i kø i kladderækken og bare ventede på at blive udgivet.

Det kan lyde som et luksusproblem, og er det også al den stund, at jeg, mens køen blev afviklet, konstaterede at det nærmest var mere stressende at have anmeldelser i kø til udgivelse end at have afprøvede øl i kø til anmeldelse. Go figure.

Men tilbage til øllet. Igen er der tale om en sjældent afdæmpet sag fra de amagerkanske humlehoveder. Det gælder ikke bare øllet, men også røverhistorien på etiketten.

Sjældent har teksten været så informativ. Brygget er tilegnet et lille bryggeri i Philadelphia ved navn Forest & Main, der ikke er særlig kendte, og som laver afdæmpede, subtile øl. Uanset hvor afdæmpede og subtile de end måtte være, endte en af deres øl alligevel i toppen af RateBeer – og denne øl er Amager Bryghus’ version af samme øl – detaljerne må læserne læse sig til, når I selv køber én.

At duften ikke afslører nogen nævneværdig bitterhed peger vitterlig i retning af en for Amager Bryghus utraditionel øl. Bouqueten er syrlig, spinkel og sød, karakteriseret ved lime, græs og en smule hyld. Det lyse, klare bryg er i sig selv en oplevelse i sin næsten zen’ske ro, mens det dvaske skum mageligt flader ud over btygget og kun meget modvilligt falder. Mens man venter, kan man modellere flotte figurer i det, om man skulle få lyst.

Det er vitterlig ikke for kraften, styrken og voldsomheden, man skal vælge dette bryg. Til gengæld kan man fortabe sig i bryggets fine, pikante nuancer, antydningsvise prikken og blide gnubben af mundens indersider. En smagfuld bund af mild ginger ale med citron bærer brygget frem til almindeligt velbehag. Der er både blomstrede, frugtagtige og krydrede noter af roser, banan og ingefær – men alt sammen aldrig så subtilt, så intet bliver dominerende, man bare skønt i sin mangefacetterede farverigdom.

Lidt ligesom Pride-paraden, faktisk – om end festen er en kende mere afdæmpet.

Bitterhed snydes man heller ikke for. Den er også afdæmpet, mild, subtil og mangefacetteret. Tørt hø og græs blander sig med velafmålte dele bitterhed, syre og sødme som en finale på et fyndigt og eftertænksomt mesterværk, der på trods af udeblivende festfyrværkeri og fanfarer, forbliver en stor oplevelse.

En øl for dem der tror, at kun vildt øl er godt. Efter denne vil de vide bedre.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme