Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: røgøl

Aecht Schlenkerla Eiche, Brauerei Heller

Teknisk set ikke, men …

“Videre med juleøllene”, udbrød jeg glad og fro. Den her stod iblandt dem på hylden i SuperBrugsen. Det er min undskyldning …
For først da jeg tog den ud fra køl opdagede jeg, at jul eller Weihnachten som det jo egentlig hedder på de kanter, ikke var nævnt en eneste gang på etiketten. They had me fooled! They er i dette tilfælde SuperBrugsen, der altså nonchalant havde placeret den blandt juleøllene. Men det skulle ikke undre mig, at den lokale Brugsuddeler heller ikke opdagede det, før det var for sent.

Men pyt – det må række at den blev købt som juleøl – så tag mig fanden, eller noget! Jeg har prøvet en enkelt øl fra bryggeriet Heller før, og den var i samme serie, modtaget som fødselsdagsgave da jeg blev 40. Venuet er den Niederbayerske by Bamberg, der er kendt for sit røgede øl. Den første jeg prøvede hed simpelt hen Rauchbier. Den her hedder ‘Eiche’ – hvilket betyder ‘Eg’. Nærværende øl er i modsætning til bryggeriets Rauchbier nemlig røget på egetræ i stedet for på bøgetræ, hvilket skulle give det relativt stærke 8-procentsbryg en mere subtilt røget karakter.
Det er da heller ikke odeuren af vådt træ og avispapir, der rammer næsen som det første ved skænkning af det mahognifarvede bryg. Ikke at det ville have været en ulempe – jeg elsker røget øl, ikke mindst når de nærmest stinker af spejderbål med ekstra meget ulm. Væde er der ellers masser af – lidt for meget faktisk, for det bortgemmer den øvrige bouquet af svesker og ristet kaffe, der ville have været en udelt nydelse, om blot den var kraftigere.
Nej så er der mere at komme efter i aromaen! Man tager sig selv i at nyde et laaangt drag til at begynde med, så det smagfulde bryg rigtig kan nå ud i alle ender og hjørner af kæften. Men der skal vise sig at være rigeligt. Her er et bryg man kan give sig god tid til.
Røgen er kun subtilt til stede, men den understreger den smagfulde bitterhed af hasselnødder. Godt med malt giver en sød bund og rigeligt fylde af blommer og aroma af tørrede figner. Det kan godt være, den ikke officielt er en juleøl, men sødme, fylde og den subtile røgede krydrethed vil passe perfekt til brunede kartofler, grillet flæskesvær og tyk, fed, brun sovs.

Jeg håber, SuperBrugsen har flere af den stående, for jeg kan sagtens bruge den som juleøl, selvom der ikke står så meget som ét ord om jul på den.

Smoking Black Jesus, Ølluminati

Ingen frelse …

“Man risikerer frelse ved denne øl” – udfordring accepteret! Når ellers veldrejede Ølluminati skriver den slags på etiketten, skal de nok få læst og påskrevet – hvis øllet ellers ikke lever op til løfterne. Prøv at frelse denne gamle mavesure ateist, der i øvrigt også er rødhåret. Så jeg har ikke engang en sjæl, der kan frelses.

Frelse fra det evindelige cirkus, der ikke bare er den igangværende corona-krise og deraf følgende isolation, men også min voldsomt ustabile jobsituation, ville ellers være kærkommen. Men når navnet på øllet er Smoking Black Jesus, tror jeg ikke det er den form for frelse, der er tale om … og så alligevel. I henhold til evangeliet efter salig Jan Monrad og fortsat sprællevende Søren Rislund arbejder Jesus jo oppe ved kommunen. Og beskæftigelsesindsatsen føres jo i fællesskab af kommuner og a-kasser … såeh …

Ud over et kækt navn, og en endnu kækkere etikettekst, et dunkelt bryg og meget højt, matchende, brunt skum, lader flasken ikke meget vide om, hvilken type bryg, der er tale om. Untappd hævder, det er en mørk lagerøl, og den køber jeg gerne, da alkoholprocenten på 4,6 passer så nydeligt. I duften mærker man de ristede og røgede noter i langt fra ueffen kombination med en lovende nøddeessens. This could be good.

Skummet er længe om at falde, så hvorfor egentlig ikke bare smage på det? Røg, kaffe … alt sammen lidt svagt, men på den anden side også subtilt. Efter lang tids venten, når man så endelig ned til selve brygget …

… og der rammer skuffelsen så. Ud over at udsætte nyderen for risiko for frelse … der tydeligvis udebliver, ateist og/eller rødhåret eller ej … lover etiketten også en letdrikkelig, fyldig øl. Letdrikkelig – jo tak. Den er go’ nok. Brygget ryger lige ned i løgnhalsen og gør kun ringe væsen af sig undervejs. Fylden kniber det som antydet til gengæld voldsomt med – ligesom med aromaen. De lovende nøddeagtige og røgede noter er erstattet af en uengageret våd oplevelse. Smisk-smasker man brygget grundigt ind i gummerne mærker man nogle udefinerbare noter af friske forårskviste af lyst træ – birk måske – men de er gemt væk i alt for meget vand, der bare bruser derudaf.

Eftersmagen kan en kende mere. Et minde om røgen, man oplevede i skummet vender tilbage – men kun som en skygge af sig selv. Og selvom den kun klinger langsomt af, nagler ærgelsen over, at oplevelsen aldrig blev større, sig mere fast end noget andet ved brygget.

Vandet forblev i store træk vand. Det blev ej til vin – kun til tyndt øl. Det kan Ølluminati gøre bedre.

Christian 4, Kongebryg

2016-09-25-19-11-17Lethedens mestre …

Vel – jeg må hellere får afprøvet de sidste Kongebryg, jeg fik langet ud for efterhånden ret lang tid siden. Denne er den næstsidste, jeg har på lager, og måske repræsenterer den bedre end noget andet selve konceptet bag Kongebryg, for den er opkaldt efter kongernes konge over Danmark – Christian Firtal hamselv.

Ja, hvis man gransker historien bare en anelse, vil man jo hurtigt opdage, at han i virkeligheden var en katastrofe for Danmark. Det var under ham, at vi mistede alt det, der dengang var Danmark, men nu er Sverige (bortset fra Bornholm – men at det siden kom på danske hænder igen, fortjener bornholmerne al ære for, og på ingen måde Kongen d. 4. Christian), han tog reformationens spirende tradition for hekseafbrænding til sig (den var ikke-eksisterende, da Danmark var katolsk), og der var sikkert også en hel masse andet, som jeg ikke lige kan huske nu.

Men vi elsker ham – fordi … he left a mark. Lidt som en grafittimaler med permanent (som i virkelig permanent) maling i dåsen, fik han gjort opmærksom på sig selv, idet han alle vegne efterlod sig blivende spor. – Et tårn hist, en plads pist, en bygning hér og en bebyggelse der … Og på den måde vinder man befolkningens og eftertidens hjerter, selvom man reelt var en katastrofe for nationen. Vel – sans for marketing havde han jo så afgjort, den gode Christian.

Ideen bag denne røgede øl – således etiketten – står Kongebryg ikke for alene. De har fået hjælp af ide(sprælle)manden og eksperimentalbryggeren Martin Bo Pedersen. Og selvom det ikke fremgår præcis hvordan, kunne jeg have den gode Martin mistænkt for at lave koblingen mellem etiketten – Wilhelm Marstrands berømte skilderi fra Roskilde Domkirke (som i øvrigt er malet ca. 200 år senere) – og krudtrøgen fra slaget ved Kolberger-Heide. Men det er rent gætværk.

Det røgede element kommer fra tilsat Laphroaig whisky – en whisky fra øen Islay i Skotland, der er kendt for sine røgede whiskyer (personligt er jeg faktisk mere imponeret over Ardbeg og Finlaggan, mens Laphroaig i mine øjne er en tand for mainstream – men det nok bare mig). Røgen slår kun diskret igennem i duften, der først og fremmest bæres frem af en silkeblød vanilleimpression. Kongebrygs øl er bare notorisk rare og behagelige at snuse til. Røgen giver en let og elegant fornemmelse af stald, ekviperet med de fineste, nydeligst soignerede fuldblodsaraberheste. Ellers tager brygget sig ikke videre prætentiøst ud. Skummet hæver sig aldrig meget over det orangebrune bryg, men afgiver til gengæld en sprælsk og legesyg knitren, når det falder.

Smagen lægger sig overraskende i det søde hjørne. Aroma af honning fylder munden med luftig fylde, men røgen giver bitterhed og karakter. Røgen er mere fremtrædende, men stadig velintegreret i bryggets øvrige sødme, så man alt i alt får en overraskende velafstemt enhed af sødt og røget.

Det husker jeg ikke nogensinde at have prøvet før. Røg følges som regel ad med – og understøtter – bitterhed. Her leger røgen fiffigt og kækt med honningsødmen, så helt nye synteser og smagsoplevelser opstår.

Noget større søslag bliver brygget aldrig. Nej, der er snarere tale om en hyggelig færgetur til – og rundvisning på – Islays fineste destillerier med langtrukken og gavmild smagning efterfølgende.

En stor æstetisk oplevelse – som et skilderi af Wilhelm Marstrand – er det under alle omstændigheder.

4-en-halv-stjerne

Spøgelsesbilisten, Gravøl

2016-08-29 20.33.44Ikke i betragtning af …

For noget tid siden slog jeg et billede op på min facebook-side af et parti øl, jeg havde fået af hjemmebryggeren Ole Wolf, der bor i Nørresundby. Der var tre styk. Den ene, IPA’en høstøl, var desværre ikke længere frisk, da den nåede frem, så den bliver ikke anmeldt – i denne omgang i hvert fald.

Det var ellers den, jeg prøvede først, for jeg tør jeg ikke gå imod brygmesters anbefaling … eller rettere – direkte ordre. For ud over at han bor i Vendsyssel, er han også mester i ét eller andet nin-jitsu-noget. Så hvis jeg gør ham vred, er der næppe noget sted, jeg kan vide mig sikker. Heller ikke selvom vi bor i hver sin ende af landet. Hey – han kender garanteret en eller anden hemmelig tunnel til min 4. sals amagerkanske lejlighed fra baglokalet i 1000fryd, som end ikke arkitekten bag nogen af bygningerne kendte noget til!

Men IPA’en må vi altså vente med til en anden god gang. I mellemtiden har jeg prøvet hans alkoholsvage ‘scottish light’. Jeg har aldrig hørt om typen før, ligesom jeg aldrig har hørt om alkoholsvagt hjemmebryg. Angiveligt skulle det være meget svært at lave alkoholsvage øl, der smager af noget, fordi netop alkoholen er det, der giver smag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på processerne heller. Blot anføre, at meget tyder på, at Ole har endda ganske godt styr på det.

Ved åbning konstaterer man en påtrængende duft af gæret hø – ja, det er faktisk ikke helt ulig lugten af hestestald, og det er faktisk slet ikke ment negativt. Mørket og tætheden af brygget er imponerende i betragtning af de sølle 1,6% alkohol brygget indeholder.

Brygget ligger følgelig også let på tungen. Ja, det er en letøl, og det kan mærkes, men … det har bestemt også været værre. Refsvindinges Skibsøl, der ligner den ret meget af udseende og koncept fx, føles tyndere og slappere, selvom dens alkoholprocent ligger mærkbart højere – på 2,4%. Røgen i ‘Spøgelsesbilisten’ (det makabre tema er som altid vel anslået i titlen) er overraskende fyldig og ‘tør’ i udtrykket. Ved mandlerne viser malten sig med noter af rugbrød, som vel nok er noget af det mest smagfulde man kan nå ved de procenter. Det er i hvert fald noget at det mest smagfulde undertegnede har prøvet. Også eftersmagen gør det godt med velafstemte noter af lejrbål.

At anmelde alkoholfattige øl ender altid med ‘i betragtning af’ og ‘når nu det er’-rationaliseringer, hvor anmelderne argumenterer for, at brygget skal have en højere karakter, end det egentlig fortjener, fordi det er alkoholsvagt øl der anmeldes.

Principielt mener jeg, at alkoholsvagt øl bør konkurrere på samme vilkår som andet øl. Dette bryg gør netop dette ganske godt, idet den med sin ganske markante røg og nogenlunde fylde faktisk får hevet sig op til noget, der virkelig kan nydes, vel hinsides industrielle pilsnere og specialbryg, hvor bryggeren af en eller anden grund ikke rigtig gider. Selv ved sølle 1,6%.

Det er ikke så lidt imponerende.

3-en-halv-stjerne

The Amazing Gotland Campfire Beer, Amager Bryghus/Malmö Brewing Company

2016-07-10 19.33.56En balrog …?

Der havde åbenbart forputtet sig et enkelt bryg fra Amager Bryghus tilbage fra dengang i marts, hvor jeg besøgte bryggeriet. Mon ikke denne også blev valgt på grund af etiketten, der ligesom Sloth fra samme bryggeri prydes af et hyggeligt uhyre? Historien bag brygget – den gør Amager Bryghus som bekendt en hel del ud af – er hentet ud af Gotlandsk folklore. På den store ø midt i Østersøen har de åbenbart et monster, der hører til i øens store fyrreskove. Det tiltrækkes af de mange bål, som ødemarksvandrere (og sikkert også lejrskoler) tænder, og hygger sig ved ved aftenstide. Men heldigvis er det, som allerede antydet, ikke et farligt monster. Det er ikke engang et bedrøvet monster, der i et forsøg på at varme sig slukker bålet, når det sætter sig på det – som Tove Janssons Mårran. Dette monster vil egentlig bare gerne hygge med.

Pludselig sidder det der ristende sin skumfidus over bålet. Sikkert til stor forbløffelse og frygtindgydelse for de andre om bålet. Og lige så pludseligt det er kommet, lige så pludselig forsvinder det, når det forstår, at det sine gode intentioner til trods ikke er velkomment. Mennesker er vitterlig de allerværste monstre, der findes.

Men hvad hører ellers uløseligt sammen med lejrbål (spørger idioten retorisk)? Jo – bålrøg, selvfølgelig! Hvor mange gange har man ikke som forælder oplevet, at der er blevet bagt snobrød i børnehaven, så poderne (og navnlig deres beklædning) lugter som et middelstort bornholmsk silderøgeri, når de kommer hjem? … Jeg har ikke, for der er ikke bålplads i mine børns børnehave, men jeg har hørt fra andre forældre, at det er sådan.

Og nu vi snakker om bålrøg og monstre, har du, kære læser, så nogensinde tænkt på, at hvis man fjerner de diakritiske tegn i ordet ‘bålrøg’ – altså bollen over å’et og stregen gennem ø’et – så står der “balrog”? Er Amager Bryghus’ lystige og hyggelige fortælling om det gotlandske lejrbålsuhyre i virkeligheden en bevidst vildledning, der skal give nyderen en forventning om en rar og hyggelig øloplevelse – og så er den i virkeligheden et græsseligt monster af Tolkienske dimensioner!?

Man tør jo næsten ikke åbne brygget!

Jeg har nu alligevel vovet pelsen. Bålrøgen er markant fra starten – faktisk allerede ved åbning, og ved skænkning så meget desto mere. Her er i hvert fald et bryg, der holder, hvad etiketten lover. For det er vitterlig letfugtig bålrøg, brygget dufter af. Forbeholdt tages selvfølgelig for alle de associationer, der er plantet på forhånd via bryggets etiket og røverhistorie. Men jeg kan efter ca. 6 års træning altså godt mærke forskel i røgduft på forskellige typer røget øl.

Smagen – ja, den er også velrøget. Og i betragtning af bryggets meget letflydende viskositet og sodavandslignende skum – ja, her er det faktisk ikke urimeligt at finde mit gamle skældsord colastout frem – overraskende fyldig. Mere overraskende er karakteren af røgsmagen, der igen rammer præcis det, markedsføringen forjætter.

For det smager af bål – først og fremmest røgen, men det er jo netop også røgen, der får alt det andet frem: Hyggen, varmen, snakken, bålstegte godter, fællessangene på den dårligt stemte guitar, fingre, der spontant flettes, kærestekys i flammernes lune skær – med eller uden venligt, omend uindbudt, monster i øvrigt.

Røgen kommer af frisk løvtræ, kan man smage. Derfor har røgen også den helt rigtige fugtige karakter. En smule chokolade runder af med lidt sødme, selvom jeg har de tilsatte skumfiduser mistænkt for at give denne smag – og ikke malt eller for den skyld rigtig chokolade. Den overraskende fylde skyldes formentlig tilsat havre – det skulle angiveligt have netop den egenskab, men er tidligere tilsat med ringere held. De tilsatte kaffebønner yder vel lidt bitterhed til røgen, men kan ikke smages i sig selv.

Brygget var ikke nogen balrog, men derimod den fulde båloplevelse – gerne inklusive hyggeligt bålmonster – og det endda helt uden at sidde ved ét i virkeligheden.

Flere bryg har smagt af mere – og bedre end dette. Men intet bryg har ramt smag, duft, og vigtigst af alt stemningen af koselig bålhygge bedre end dette bryg. Og så var netop dette endda intentionen – nu har jeg aldrig.

Markedsføringen (som Amager Bryghus eller påstår, de ikke sådan rigtig har noget af) får topkarakteren på 6 stjerner. Egentlig synes jeg, markedsføring er noget, der hører til på et stort bål, men når det en sjælden gang imellem kommer til sin ret – når det ikke bare er løgn, lokkeri og skabelse af falske behov – så skal det også indrømmes sin berettigelse.

6-stjerner

Brygget selv scorer alt andet lige stadig vel over middel …

4-en-halv-stjerne

Næste anmeldelse er nr. 750. Jeg synes selv, jeg har fundet noget særligt til anledningen.

Aecht Schenkernla Rauchbier, Brauerei Heller

2015-11-14 17.01.16Den Aegte vare.

Jeg har efterhånden fået opbygget lidt af et lager hjemme hos mig. Ikke alene var Black Ben, og læseren Christopher så venlige at skænke mig nogle øl i starten af efteråret. Jeg har også modtaget noget af en samling i forbindelse med min 40 års fødselsdag for lidt over en uge siden.

Egentlig ville jeg have gjort de første donationsøl færdige. Men så skal fødselsdagsøllene pludselig på vent, og det er synd, for der er så mange gode at tage fat på. Så her kommer den første – sammen med en tak til Joan, som gav mig den i gave.

Joan mødte jeg første gang, da jeg boede i Irland (blogindlæggene fra dengang starter her). Hun er en af Lindas gamle venner fra asatromiljøet, så vidt jeg husker, og hun havde boet derovre et godt stykke tid før vi tog af sted. Det var derfor kun naturligt at vi mødtes et par gange, mens vi boede derovre. Som bekendt er jeg siden vendt tilbage. Det samme er Joan, og min fødselsdagsreception skulle blive begivenheden, hvor vi endelig skulle mødes igen for første gang, siden vi kom hjem.

Irsk er øllet ikke, og heldigvis for det, havde jeg nær sagt. Øllet er derimod tysk, og det er borger, når alt kommer til alt, omtrent for lige så megen kvalitet som irsk øl, hvilket ikke er særlig meget.

Intet land i verden er så konservativt hvad øl angår som Tyskland. Evigt og altid spilles der på det sikre, på det rene, og på at øllet er fint nok som det er, og at eksperimenter er noget, man lader andre om.

Men selv i denne konservative kedsomheds højborg findes der lommer af interesse. Ikke at disse lommer nødvendigvis er mindre konservative, men de er alligevel oaser i ensartetheden ved lokale særpræg, der får dem til at rage op som små fyrtårn af interesse midt i de blikstille hav af germansk konformitet. Et sådant fyrtårn er den niederbayerske by Bamberg.

Byen er kendt for sit røgede øl. Og denne øl skulle angiveligt være en af de bedste og kendteste af alle de røgede øl fra byen. Hidtil har jeg kun stiftet bekendtskab med en wienerøl fra den egn, og den var omend smagfuld, ikke særlig Bamberger. Alt for lidt røg! Men her skulle der altså være tale om den ægte vare.

Brygget lugter da også som når Linda har været ude til blót en regnvåd aften. Røg, masser af røg, godt blandet op med tjære og fugt. Faktisk minder den i odeur lidt om lugten i kælderen under min boligblok, dengang der havde været brand. Det lyder måske ikke rart, men ligesom jeg hader sukker i kaffen, elsker jeg øl, der smager som sukret kaffe. Øl må på samme måde gerne lugte af ildebrand, mens jeg på det bestemteste vil frabede mig den ægte vare (undtagen når der er tale om bål. Det er hyggeligt, men føj, hvor det stinker).

Øllets lød matcher i øvrigt den voldsomme bouquet. Sod, tjære og forkullet træ, mens det høje, tætte skum faktisk er for mørkt til at matche aske helt rigtigt.

Smagen … Ah, smagen … Forestil jer bålstegt vildsvin med fennikel, lakrids, rosmarin, anis, nelliker … Nej, det er ikke bare røg. Der er også indtryk af de krydderier, man bruger i steg. En steg, der faktisk har fået lidt for meget – igen ville det være synd for en steg, men i øllet er det skønt. Den får ikke for lidt af de røgede og krydrede indtryk, og det er så her, man pludselig opdager, at man faktisk også kan smage resten af øllet.

Malten er ikke glemt. Ganske vist skjuler de brankede, brændte og røgede noter maltens karamelagtige sødme ret effektivt, men fylden står tilbage, og gør sit til, at brygget bliver fuldendt i sin komposition. Modsat den ellers ikke dårlige Grodziskie er røgintrykket ikke blandet op med vand, fordi resten af øllet er glemt.

Det er nok de mange års erfaring, der spiller ind. Vestfyens bud på en røgøl var slet ikke ringe, men her mærker man traditionen … hvilket gør Krenkerups Rauch Bier så meget desto mere imponerende. For når alt kommer til alt, husker jeg ikke hin lollandske perle som væsentlig anderledes i karakteren end denne – den klassiske bambergske rauchbier. – Men Krenkerups øl ligger jo efterhånden flere år tilbage.

Sådan kan en anmeldelse af en enkelt øl bringe én tilbage – ikke bare til Irland, men helt tilbage til den lille lejlighed i Århus Vest, hvor denne blog fandt sin spæde begyndelse for ca. 5½ år siden. Tænk hvor tiden går, uden at man behøver føle sig gammel.

5-stjerner

Reyktur Bjór, Steðji

2015-04-30 18.31.21Lamperøg

Når nu Ste­ðji ikke kan finde ud af at få deres kontroversielle øl til at smage af særlig meget, må man jo prøve med en af deres mere almindelige øl. Eller også prøver jeg den, fordi det var den anden øl, Ole havde med fra Island, så i virkeligheden havde jeg ikke andet fra bryggeriet at vælge imellem. Læseren må helt selv vælge.

Reyktur Bjór betyder “røget øl” – hverken mere eller mindre. Men hvad den er røget over fremgår ikke. Hvis det var noget kontroversielt, havde bryggeriet nok gjort adækvat opmærksom derpå. Etiketten er forførende sort med et dyrekranium på, som jeg ikke kan placere. De lange, spidse hjørnetænder mere end antyder et rovdyr, så et fårekranium er der vel ikke tale om. Så måske er den ikke brygget over fåremøg. Det kan den på den anden side selvfølgelig sagtens være alligevel, selvom der er et kranium fra et andet dyr på etiketten. På samme måde er en Carlsberg Elephant jo heller ikke brygget på elefantens efterladenskaber, eller noget andet fra elefanten for den sags skyld. Endskønt man ved mere end køleskabstemperatur kunne få mistanken ved hint Carlsberg-bryg, at det måske var opblandet med elefantens flydende affaldsstoffer. Men (som salig Jes Ingerslev sagde i skikkelse af TV-Degnen) lad nu det ligge.

Skum og i det hele taget visuel akrobatik er åbenbart ikke noget, Steðji går særligt meget op i. Igen falder skummet dovent og indifferent over et nok mørkt, men alligevel næsten gennemsigtigt bryg. Igen peger det i retning af en undergæret lager frem for en ale. Man mærker røgen i duften. Det er subtilt – eller måske kedeligt. Det er i hvert fald ikke særlig kraftigt. Der er ingen genlyd af vulkanudbrud eller jordskælv, intet ekko af djærv hestevrinsken fra robuste, garvede Islandske pruheste, ej heller nogen fjern hvisken fra vikingelandets hensvundne sagatids kæmper.

Og det er der heller ikke i smagen. Røgen er der da, men smag af vulkansk aske, lava – eller for den sags skyld fåremøg udebliver og erstattes af lidt for rent og kedeligt vand. Malten er imidlertid markant, og giver brygget lidt korn og måske en antydning af noget krokant, men helt godt bliver det aldrig.

Jeg forstår fortsat ikke lette røgøl, og jeg ved islændingene kan gøre det meget bedre. Vel – det kunne jo være en røgøl for begyndere, men dertil er den alt for svær at få fat i. I hvert fald på vores bredde- og for den sags skyld længdegrader.

Hvad angår bryggeriet Steðji virker det mere som et smart bryggeri, der går mere op i markedsføring, spændende historier og smarte etiketter, end i at prøve at gøre øllet ekstraordinært. Selv i et lille land som Island med et – skulle man tro – begrænset marked, er der åbenbart også plads til den slags. Åbenbart er hangen til tyndt øl stærkere hos flere mennesker, end man som ølblogger måske forestiller sig.

3-stjerner

Hvalur2, Steðji

Hvalur2Historien er bedre …

Nogle øl bliver mere kendte end andre. Det kan der være tre årsager til (og måske endda flere, men på stående fod kan jeg kun komme i tanker om tre, og det er jo også sådan et fint, rundt … ahrj, okay, rundt er det ikke, men magisk – ja, magisk – og retorisk versatilt er det i hvert fald). Enten har bryggeriet pumpet så mange marketingsmilliarder i markedsføring, at alle går rundt og drikker det (Carlsberg Premium, Grøn Tuborg m.fl.), eller brygget er rent faktisk godt, smager dejligt, og sælger derfor sig selv (yeah right, som om de eksisterede (eller okay – måske Pladderballe Bryghus‘ øl?)), eller også er der noget ganske særligt ved brygget, der gør det spændende, uden at det nødvendigvis har noget med selve bryggets kvalitet at gøre. Der er en god historie om brygget, der vækker folks interesse, og derfor sælger det godt. Fx synes mange, det er ufatteligt interessant, at Bryggeriet Skands har en kvindelig brygmester. Jeg finder det som feminist inderligt uinteressant, men det er en anden historie, og bryggeriet tjener som eksempel uanset hvad jeg måtte mene om det.

Hvalur2 fra det islandske bryggeri øl falder i den tredje kategori. Der er i den grad en historie om øllet, der gør det interessant.

Der er tale om den berømte og berygtede islandske øl brygget på hvalnossersom det fremgår af artiklen hos MetroXpress. Hvaljagt er som bekendt kontroversielt, og dyreværnsorganisationerne har været over øllet som høge. The Guardian har opsnappet et særligt godt eksempel på, hvad dyrevelfærdsarbejde desværre alt for ofte udarter sig til, frem for at koncentrere sig om bevarelse og vedligeholdelse af dyrebestande (mine fremhævelser).

»Vanessa Williams-Grey, anti-whaling campaigner at Whale and DolphinConservation, said: “This is a calculated move, not only to dishonour a beautiful and endangered creature by using its most intimate of body parts as a marketing tool, but also sends a clear ‘two fingers’ to the conservation community and those who love and respect whales.

“Right-minded people would no sooner drink beer brewed with whale testicles than they would order similar drinks made with tiger, elephant or rhino testicles and our hope, of course, is that visitors to Iceland will treat this latest offering with the disdain it deserves.”«

For det første er denne kritik antropomorf – som om det skulle være særlig slemt at bruge hvalens testikler, frem for dens kød, knogler, indvolde, barder, eller hvad man nu ellers kunne bruge i brygningen. At man bruger testiklerne er selvfølgelig et salgstrick, men hvorfor det skulle være særlig slemt at bruge dem frem for noget andet, når nu man alligevel har taget livet af dyret, er hinsides min forstand.

Tværtimod er det vel at foretrække, at hele dyret, eller i hvert fald så meget som muligt af det, bliver brugt efter slagtning, frem for at man smider det væk. Så kan man være imod at slå dyr ihjel for at spise dem, eller bruge dem i det hele taget, men at slå ned på lige netop nosserne og hævde at det i hvert fald er for galt mens det åbenbart ikke er galt at slagte dyret i første omgang og gå rundt i blod til knæene, sådan som det jo nu engang foregår med hvalslagtninger på de kanter, er ikke bare hyklerisk, men også latterligt.

Så er der spørgsmålet om den kommercielle hvalfangst. Her kan man med rette kritisere Islands og Norges hvalfangst – netop af finhvaler, da denne faktisk er truet. – Så ja, jeg drak øl brygget af truet hval, jeg tog en for holdet, og kan nu fortælle om det, så I læsere ikke behøver mindske bestanden yderligere ved også at skulle prøve den islandske hvalnosseøl. Selv tak, det var så lidt.

Hvalnosserne er i øvrigt røget over fåremøg – og det gør jo ikke historien dårligere heller. Med ingredienserne in mente, og dyreværnsorganisationerne på nakken, er det naturlige udgangspunkt for anmeldelsen at undersøge, om indholdet i den grønne flaske er bare tilnærmelsesvis så godt som den historie der knytter sig til det.

Jeg havde ventet et mørkere bryg – det er vel det røgede, der giver den forventning. Lyst er brygget da heller ikke – bevares, men det er ikke meget lys, der skal til, før man ser at brygget faktisk ikke er brunt, som det ser ud ved skænkning, men derimod flot rødt, som frisk blod fra en grindehval (okay, nu skal jeg nok holde op). Brygget skummer ganske fint, lyst brunt men ikke med den holdbarhed man kunne ønske. En masse små bobler bliver det til, men det transcenderer ikke til den marengsmasse, der kendetegner det rigtig gode skum. Skummets klæbende egenskaber kan desuden sammenlignes med WD-40 under et skybrud.

Duften – ja, jeg håbede på at blive overvældet af dunsten hengemt hvalsperm, men der blev jeg ellers ganske forsmået. I betragtning af fortællingens vældighed, forekommer bouqueten temmelig diskret, ja, man fristes til at kalde den svag. Lidt duft forplanter sig dog i æteren, når brygget skænkes. Der er lidt røg, lidt mere malt, og en knivspids bitter humle. Nydeligt blandet og forenet for så vidt, men detaljerne skal man stikke det olfaktoriske apparat godt ned i bægeret for at opfange.

Smagen er også ganske afdæmpet, næsten skuffende i forhold til, hvad det egentlig er for et bryg, man sidder med. Er det virkelig alt, hvad hvalnosser hængt over brændende fårelort rækker til? Måske har de bare brugt meget få hvalnosser, eller meget lidt lort? Af miljøhensyn håber jeg, det første er tilfældet.

Men igen er der da noget røg. Sammen med den mørke malt giver det brygget en velbehagelig rund bitterhed med en nogenlunde fylde. Det smager sådan set dejligt, det er ganske rart, men det er samtidig slet ikke ekstraordinært på nogen som helst måde.

I betragtning af, hvad jeg ellers har smagt af røget øl er brygget mildt sagt afdæmpet og i forhold til forventningen reelt en skuffelse. Prøver man at viske tavlen ren for øllets fortælling ender man med … en i og for sig velsmagende øl, let røget, som de fleste lægfolk ville kunne nyde, og de fleste kendere ville finde uinteressant.

Men historien forbliver god, langt bedre end øllet, ærgerligt nok.

Tak til Ole – der til dagligt bor i Island, men forleden lagde vejen forbi hovedstaden på vej til Sverige – for at tage et eksemplar af denne øl med. Det er mig bekendt ikke muligt at skaffe denne øl herhjemme, så jeg er naturligvis meget taknemmelig for, at den sparsomme bagageplads blev brugt for min skyld.

3-en-halv-stjerne

Skibsøl, Refsvindinge

2015-04-16 17.03.58Dansk mig her og dansk mig der …

Der er måske blevet længere mellem øllene her på det sidste. Til gengæld håber jeg, at der ikke er blevet længere mellem snapsene. I hvert fald ikke hvad mine anmeldelsestekster angår. Jeg prøver at hæve det litterære niveau på bloggen ved at skrive lidt sjældnere. For hvem har ikke brug for en litterær saltvandsindsprøjtning, nu hvor både Klaus Rifbjerg, Klaus Rifbjerg på tysk (også kendt under navnet Günter Grass) og ikke mindst det litterære geni, som de to førnævnte litterære giganter ikke nåede til sokkeholderne, om de så stod på skuldrene af hinanden, Gunilla Wolde (Totte og Lotte) alle er gået til deres respektive forfædre?

Eller for at sige det på en anden måde – jeg skriver måske lidt sjældnere, men håber til gengæld, jeg skriver bedre.

Dagens øl er hentet i køleskabet hos min favoritølpusher på Islands Brygge, Toft Vin. Det er endnu en øl fra fynske Refsvindinge, der på trods af flere forsøg stadig skylder en ordentlig øloplevelse. Det er ellers ikke forjættelserne, der mangler ved brygget. At der er et skib på etiketten borger næsten i sig selv for kvalitet og så er det brygget på røget malt. Jeg elsker røget øl, men har i bloggens levetid prøvet alt for lidt af det. Rauch Bier fra Krenkerup, tror jeg faktisk er den eneste, jeg har prøvet indtil videre, men den har til gengæld også været hint bryggeris bedste.

I modsat retning trækker til dels, at der er tale om en letøl – den holder kun 2,4%. Men mest irriterer undertitlen mig – at den er ‘Ægte Dansk’. Jeg spekulerer over, hvad der mon er så dansk ved den – fair nok, den er produceret i Danmark, og så bliver det næppe mere dansk. Men traditionen med røget øl skulle være stærkest omkring Bamberg i Tyskland, og Tyskland er jo lissom ikke Danmark.

Så kunne det jo være skibsøllet, vi i Danmark havde en særlig tradition for – og som søfartsnation, er det måske slet ikke noget dårligt bud. Men at skibsøllet skulle være specielt røget har jeg ikke umiddelbart fundet noget belæg for (men jeg har måske heller ikke søgt SÅ meget igen). Til gengæld skulle skibsøl være tilsat citron og andre ting med mange C-vitaminer i. På én gang forebygger dette nemlig vildgæring, skørbug og – måske utilsigtet, men i højeste grad så – velsmag.

Og hvad med ‘ægte’? Frasens hulhed illustreres bedst, når man erstatter ordene med noget andet. Fx. kunne man kalde øllet “Uægte Dansk” eller måske “Ægte Tysk”, eller “Uægte Tysk” måske? Det sidste er selvfølgelig en dobbelt negation, og så er vi vel tilbage ved udgangspunktet – forudsat selvfølgelig, at man antager at ‘Tysk’ er det modsatte af ‘Dansk’ hvilket vel må være genstand for debat.

For mig at se, er manchetten klinisk renset for indhold, og hjælper os ikke til at forstå øllet bedre, før det er skænket.

Det ser ellers ganske flot ud, og i betragtning af, at det er en let Refsvindingeøl, er det overraskende mørkt – begsort, faktisk, med livligt mørkebrunt skum. Røgen mærkes omgående i lugten. Det lugter ganske rigtigt at skibsbeg og tjære, eller som min hustrus tøj, når hun kommer hjem efter at have blotet omkring et bål i regnvejr. Der er nemlig tale om lugt – ikke om bouquet, eller duft, men kraftig lugt, for ikke at sige odeur, eller måske endda stank.

Brygget smager også af bålrøg. Måske endda af bålstegt – eller lad os være ærlige – bålbrændt mad. Mad brændt over et bål af alt for vådt og beskidt træ, i øvrigt, der gør både mad og røg ganske aldeles usundt.

Alligevel er røgen dog ikke kvælende, for det er den ikke helt tyk nok til. Eller sagt lige så diplomatisk, kan man godt mærke, at det er en letøl, man sidder med. Selvom røgsmagen er kraftig, føles brygget alligevel tyndt. Det mærkes mere som en hul oppustet skal i munden, end som en tæt sky, og i eftersmagen mærker man mere træets sure væde end røgen.

Refsvindingeoplevelsen udebliver fortsat, men manglende velsmag til trods alligevel med spændingen nogenlunde intakt. Det er dog ikke nok til at hæve den samlede karakter op over middel niveau – den forbliver pænt et stykke under.

2-stjerner

Lava, Ölvisholt Brugghús

2014-08-22 18.41.47

Lava, milde lava …

Det regner lige for øjeblikket. Ikke med flydende sten og aske, men blot i skrå uafbrudte stænger af vand med direkte forbindelse til de mørke skyer ovenfor. Det er vel  et forvarsel til det stundende skift i årstid, og det passer mig fint, at det indfinder sig lidt tidligt. Jeg kan snart ikke længere huske, hvornår efteråret ikke var forsinket, så den ulidelige midsommerhede kom til at vare til langt ind i september måned.

På denne øls hjemstavnsø, Island, regner det undtagelsesvis heller ikke med lava eller aske. Der har ellers været noget under opsejling længe, og jeg ville egentlig gemme denne øl til at fejre udbruddet og ikke mindst den deraf følgende askesky, som så endnu engang kunne lamme den europæiske flytrafik, hvilket man så igen kunne slå sig nok så meget på lårene af grin over.

Men så heldige har vi som bekendt ikke været endnu. Og jeg risikerer efterhånden at blive afholdsmand – eller minimum kvartals… -ølentusiast (-dranker ville det ikke være rimeligt at betegne mig som, i betragtning af, hvor få øl, jeg faktisk drikker (hvilket ikke er mange flere end dem, der anmeldes her på bloggen)) og her til aften mistede jeg så, om jeg så må sige, tålmodigheden, og valgte i trods mod naturens kræfters lunefulde afventen og passivitet at knappe den op alligevel.

Det er heldigvis ikke stank af svovl og salmiak, der møder én ved åbning. Åbningen i sig selv er i øvrigt heller ikke at sammenligne med bortsprængningen af Mt. St. Helens – ja, det er knapt at sammenligne med et strombolisk host. (Min tidligere Pipe Major er også en af landets fremmeste vulkanologer, så jeg behersker lidt geolog-lingo). Men adækvat bouquet af røg, og måske en smule branket kul er der da trods alt. Ellers ligner det mere en traditionel Imperial Stout – lige dele chokolade og kaffe i en velafstemt mokka-choko-latte fra en forstadskøbenhavnsk hipstercafe.

Løden følger temaet, og det er måske det eneste punkt, hvor brygget ikke helt når de højeste forventninger. Det er faktisk lige en anelse for gennemsigtigt og flydende til sådan at føles og se rigtigt stoutagtigt ud. Ligesom kaffen på føromtalte hipstercaféer har det med at være dyr, og lige akkurat nok hipsteragtigt tynd,

Skummet kompenserer med en flødet finish i flødechokoladebrunt – og så alligevel er det som om det bare falder lidt  for hurtigt.

Alle visuelle halvhjertetheder gøres da heldigvis til skamme i smagen. Her imødekommes man af en fantastisk velafstemt komposition af røg, karamel, engelsk lakrids, farinsukker, kaffe og mørk chokolade.

I begejstring over den tæskelækre smagssymfoni smasker man begærligt gummerne sammen, for at presse al velsmag ud af de små bitte slurke, man uvilkårligt kommer til at nippe af brygget. For der skal så lidt til, for at få den fulde oplevelse. Og man vælter brygget rundt, så også gummerand, svælg og gane får lov at mærke brygget prikke, rive og kradse.

Blidt.

For det bliver aldrig for meget. Nogen vil synes, det er ærgerligt, og at bryggets velsmag til trods, er det ikke helt nok. Med bryggets navn in mente mangler det måske også en smule udi fandenivoldskhed. Men dets uforlignelige velafstemthed gør det i mine øjne lige så fuldendt, som mere bidske og voldsomme oplevelser i samme klasse.

Og hvis det virkelig skal forestille et vulkanudbrud, er det helt klart et venligt ét af slagsen, og næppe ét af dem, der giver problemer for flytrafikken andre steder end lige omkring det. Til gengæld er det et langvarigt udbrud, små eksplosioner af velsmag, der kan nydes over ganske lang tid – meget apropos førnævnt Stromboli.

Det er jo på den anden side ikke just Islandsk, men forbogstavet på landet, der rives i stykker under den er i det mindste det samme.

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme