Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: red ale

Old Speckled Hen, Morland Brewing/Greene King

Lad legende …

Verden er i dag blevet dummere. Den verdenskendte fysiker Stephen Hawking har draget sit sidste suk, og endskønt hans voicebox nok stadig summer, vil den næppe nogensinde igen levere så skarpsindige finurligheder som dens nu hedengangne bruger var så kendt for.

Selvom han angiveligt hårdnakket og vedholdende benægtede det – beskeden som han var – var han vor tids Einstein; i hvert fald al den stund at han formåede at gøre selv meget kompliceret videnskab tilgængeligt for det jævne menneske. En evne der er så meget mere imponerende i betragtning af Hawkings livsvarige handicap.

Han vil blive savnet – ikke mindst i en tid hvor verden i mindre og mindre grad orienterer sig efter eksperter og andre kloge menneskers ord, og i stedet hylder demagogi, middelmådighed, frygt og had, mens man i stedet burde stå sammen for at redde både os selv og planeten.

Men klogskab, omtanke og i det hele taget det at vide hvad man taler om, er der jo hverken penge eller stemmer i, så det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at legenden Hawkings eftermæle må stå i så skarp en kontrast til den tid, han levede i. Må han hygge sig i det hinsides – der er god musik og sjove mennesker.

Her er der til gengæld tale om en øllegende. Eller i hvert fald har denne øl leget (den er jo en legende (… undskyld)) nok med skiftende anmelderes smagssanser til, at den er opført i bogen “1000 øl som du skal prøve, før du dør” (jeg ejer bogen takket være en god kollega, der reddede den fra udsmidning i boligforeningens genbrugscenter). Så en eller anden grad af begejstring er det vel ikke uforskammet, at have forventninger om, at den kan vække. Med mindre selvfølgelig hele dens mo-jo hviler på dens story-telling. Den blev oprindeligt brygget i anledning af MG-fabrikkens 50-års-jubilæum.

Kudos til Fakta igen-igen-igen for at have en (i hvert fald iflg. legenden) spændende øl på hylderne. Efter 1000 anmeldelser var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt den allerede var anmeldt. Heldigvis har man da internet på smartphonen, og en enkel søgning kundgjorde, at det havde jeg ikke – so here goes.

Brygget har den fineste kobberrøde nuance med matchende letgyldent skum. Betaget som jeg var af dets ydre – og formentlig sulten og stresset som jeg alt for ofte er – glemte jeg rent at snuse til brygget, så en eventuel bouquet må læserne være nødt til at erfare på egen hånd.

Heldigvis – det vover jeg allerede at spoile nu – ligger bryggets kvalitet ikke håbløst langt under hvad man kan forvente af dets pris. Så om ikke andet for ikke bare at se giraffen, men også smage på den (i ved, ligesom løverne i zoo), har den min forsigtige anbefaling.

Prøver man dette, altså smage på øllet, ikke giraffen (eller giraføllet, men det er en anden historie, der i grunden er langt fra så interessant som den her) mødes tungen af en velourblød finish, der nænsomt masserer en gammelkendt, endog akkurat sufficient særegen bitterhed af ca. lige dele val- og hasselnødder ind i gummeregion og bagtunge.

Mange ville forveksle den milde finish med at øllet er dovent. Men sådan er britisk øl nu engang, og det er altid rart at kunne opleve dette autentisk som her. Øllets temperatur må også gerne være en lille håndfuld grader over køleskabets – det får aromaen til at træde bedre frem.

Lidt kedelig bliver den dog undervejs. Brygget holder ikke til at blive nippet til over en periode på over ½ time. Så falmer aromaen, og brygget begynder rent faktisk at virke dovent, what with den lave mængde kulsyre britisk øl faktisk indeholder.

Vel, ikke ligefrem nogen legende legende. Eller legesyg legende, om man vil. Men oplevelsen værd, hvis man har lyst til noget, klassisk, stilsikkert og simpelt.

Bomonti Red Ale, Anadolu Efes (Lidt godt fra Niels II)

2017-10-23 18.46.22 irske er irerne sgu heller ikke …

Oktober skulle blive den måned, hvor jeg indtil videre har anmeldt færrest øl – kun tolv. Til gengæld har jeg haft flest klik på bloggen – 4.111 af slagsen, 34 mere end i juni, der indtil nu har haft rekorden. Det kunne være, jeg skulle anmelde noget mindre, hvis jeg ville have flere hits …?

Eller måske ikke. Mon ikke det har større betydning hvilke øl, jeg anmelder og hvor læseværdige mine indlæg er? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gjorde mig lidt ekstra umage med månedens sidste indlæg – Carlsbergs rædsel af en reklameøl – og den gav bestemt et nøk med i løbet af månedens sidste dage.

Men det var ikke den alene, der gjorde det. Nogle måneder ser bare ud til at være mere klik-genererende end andre. September er typisk lav, og så går det ellers bare den anden vej, og topper omkring jul. Folk vil gerne læse øl om vinteren og om sommeren – men først på efteråret? Nej, føj!

Vel, ikke mere spekulation om det. Det gør os ikke klogere. I stedet vil jeg tage fat på endnu en øl, som Niels havde med til mig fra sin ferierejse. Denne øl er en øl fra Tyrkiets store bryggerie Anadolu Efes. Folk der kender mig vil sikkert undre sig over, at jeg anmelder øl fra en diktaturstat. Min ekstremt dårlige undskyldning er, at den blodindsmurte, enevældige Sultan Erdogan sikkert er helt vildt meget imod alkohol – så det er vel en måde at spytte ham i hans grimme fascistoide fjæs, at købe og drikke øl, som er produceret i det land, han ellers gerne vil have renset for den slags.

Nu er det godt nok ikke mig, der har købt øllet. Det har Niels, og det skal han have tak for.

Jeg har før anmeldt bryggeriets ganske fine pilsner. Det er ikke tit, at en industriel pilsner er værd at spilde tid på, med mindre planen bare er, at blive besoffen – men Efes Pilsner kan faktisk noget. Så forventningerne er i top, når bryggeriet forsøger sig med noget mere avanceret, i dette tilfælde en red ale efter irsk forbillede.

Nu er det jo egentlig ikke fordi, jeg sådan er særligt imponeret over irsk brygkunst. Snarere tværtimod faktisk. Jeg synes, deres øl er tyndt og overvejende ligegyldigt, mens øllet på den anden side af det irske hav er langt mere mangfoldigt, farverigt og kraftfuldt i sit udtryk. Det er sådan noget, jeg aldrig ville sige højt på en pub i Dublin, da det nemt ville kunne koste mig livet – men det er ikke desto mindre min oplevelse.

Men en red ale, altså – flueben. Den er god nok, når brygget skænkes. Kobberrødt og klart er det – egentlig flot, som det også skummer gyldent, men derefter dør festen desværre meget hurtigt.

Duften er meget svag. For svag til at man rigtig kan sætte andre ord end netop ‘svag’ på. Det samme gælder smagen, der er underligt konturløs i sin blege, metalliske klang mod smagsløgene.

Det er nu ikke fordi brygget smager grimt. Det skal jo lissom smage af noget, før det overhovedet kan smage grimt. Den metalliske  mundfornemmelse er nu heller ikke urar – blot svær at få hold på. Lidt syrlighed af græs er det tætteste man kan komme på en konkretisering af den meget fjerne aroma. Vandet er meget fremtrædende og gemmer ihærdigt alle bryggets potentielle indtryk væk. Imidlertid må man indrømme vandets berøring mod tunge og gummer, dets flåd henover smagsløgene og dets skvulpen mod mandlerne, før det finder sit mål i halsåbningen, som en lille oplevelse i sig selv. I det mindste er vandet da ikke lige så kedeligt, som det man kan finde i mange andre øl. Det kæler velourblødt mod alle mundens indre organer, alt andet lige.

Men det ville have været bedre, om kærtegnene var kommet fra malten, humlen – vel, eller af gæren. Som tidligere nævnt er jeg ikke imponeret over irsk øl, men det tyrkiske bryggeri har trods alt ikke helt forsået konceptet. Nok skal irsk øl helst være tyndt, men trods alt ikke noget der ligner smagsfrit.

2-stjerner

Ærø Færgeøl, Rise Bryggeri

2017-10-07 18.58.51Fra Gedveds nye hjem …

Vel, min ven Gedved er stukket af til Ærø – permanent, så han vil nok frekventere som gæsteblogger med lidt større mellemrum end tilforn.

Det var nu slet ikke i den anledning, at jeg købte denne øl i fakta forleden. Det var mere fordi den bare var der, og jeg ikke havde prøvet den før. Wow, den begrundelse har jeg vist aldrig brugt før, bortset fra de efterhånden tæt på 1.000 gange, jeg har anmeldt en øl – men det kommer vi til, når tiden er inde. Men nævnes skulle det da lige, at dét indlæg så småt er begyndt at nærme sig.

Til gengæld er min far flyttet til byen, så jeg nu slipper for at køre gennem det halve Sjælland for at besøge ham. Nu rækker under det halve København efter han er flyttet til en matrikel mindre end 5½ kilometer fra mit lille hjem. Så på hygge- og besøgsfronten skulle der være kompenseret.

Øltypen her er jeg noget i tvivl om. Bryggeriet selv holder det hemmeligt … eller har bare glemt at nævne det på etiketten. Untappd kalder den en pale lager, hvilket på den mørke farve alene kan afvises, mens Ratebeer kalder den en ‘Amber Ale’. Den køber jeg – brygget er overgæret, fremgår det trods alt.

Så vidt så godt. Ellers er brygget ganske lyst- og fyldigtskummende. Men kun kortvarigt. Duften gør lidt mere væsen af sig med bred, varm karamelduft.

Aromaen udgør en blanding af humle og karamel. Men den er også noget hul med en alt for dominerende kerne af vand. Dertil kommer en ikke helt matchende syrlighed med lidt for meget gær. Blandingen gør stundom brygget en smule vinøst, men det er en billig, ufyldig rødvin, der er fyldt på kartonen fra discountbutikken.

Bryggeriet anbefaler den til færgeturen fra Svendborg, der varer ca. 5 kvarter. Man kan sagtens nå et par stykker, så nemt brygget glider ned.

For mest af alt smager den af én til.

Har man bilen med, er dette en afsindigt dårlig ide, skylder jeg måske lige at indskyde.

2-en-halv-stjerne

Petrus Rood Bruin, Brouwerij de Brabandere

2017-08-07 18.03.55Ikke for fortyndet …

Der var i alt tre Petrus bryg i Fakta. Ud over den uforlignelige Petrus Aged Pale, var der en Aged Red og denne Rood Bruin. De to sidstnævnte er blends af den sure Aged Pale og noget andet. I dette tilfælde en ‘Jong Bruin Bier’ – en belgisk brown ale, som jeg ud fra min nogenlunde udviklede sproglige mavefornemmelse vil gætte på ikke er lagret.

Også dette bryg skummer lystigt – offwhite og ikke kridhvidt som de 33% Aged Pale, som den indeholder. Det næsten blodrøde (og ikke brune) bryg dufter til gengæld noget mere lettilgængeligt – overvejende sødt af kirsebær og cola. Og selvom de to ting tilsammen ellers kan skabe associationer hos andre, der som undertegnede var barn i firserne, og jævnligt frekventerede butikker syd for grænsen, så dufter det nu alligevel ikke af cherry-cola.

Jeg synes cherry-cola er noget af det fæleste, man kan tænkte sig, men har en næsten lige så fæl mistanke om, at skulle jeg støde på smagen i øl, ville jeg finde det köstlich.

Det må nu vente lidt, for dette bryg smager heller ikke af cherry-cola. Til gengæld mærker man tydeligt dens sure komponent, og glæder sig øjeblikkeligt over gensynet. Her er den ikke så aggressiv. Den er jo fortyndet med den belgiske brown ale, der på forbløffende vis formår næsten at forsvinde fuldstændig i syren.

Så meget forsvinder den, man begynder at tvivle på, at oplevelsen ville have været meget anderledes, om foeder-øllet havde været fortyndet med vand.

Det var nok gået ud over alkoholprocenten. Og man må jo indrømme brygget en vis fylde, der nok kommer af de ikke overvældende, men alligevel præsente 5,5%.

Skal man sætte ord på den tiloversblevne syre, og det indtryk brown-ale’en alligevel gør, har vi nok flyttet os fra den sydtyske surkål til skandinavisk brunkål. Lidt sukker er blandet i lagen, og den er afstemt med en smule allehånde og nelliker.

Brygget er – at dømme på navnet – nok tænkt som en brown ale med et indslag af surt. Reelt er der tale om en sur øl – en aged pale, fortyndet med brown ale, selvom den procentuelle fordeling med 2/3 brown ale ellers antyder noget andet.

Den falder ud som en mere venlig og afslappet version af uforlignelige rene Aged Pale – med de deraf forventelige skavanker.

4-stjerner

Julebryg, Rækker Mølle Bryghus

2016-10-19-19-07-09Pre-release, revisited med mere …

Nu er det jul igen – næsten da. Supermarkedernes hylder bugner i hvert fald allerede af brunkager og pebernødder, chokoladejulemænd og adventskalendre samt alt hvad hjertet ellers kan begære og hjernen forestille sig af industrielt udstandset discountchokolade i endeløse baner så Slangt øjet rækker.

Og apropos ‘rækker’, ja så har Rækker Mølle Bryghus i anledning af dagligvarehandelens proaktive omgang med den stundende højtids begyndelse sendt mig en vareprøve af deres endnu ikke officielt udgivne (eller som det hedder på nudansk – releasede) Julebryg. Det er ikke første gang – og så er det alligevel første gang, for jeg skriver faktisk om dette bryg for anden gang, og det er samtidig første gang, jeg skriver om et bryg for anden gang på bloggen …

Forvirret? For at mindske forvirringen, har jeg indført en ny kategori i min i forvejen både kaotiske og forvirrende samling af kategorier, netop til når jeg anmelder øl, der faktisk er anmeldt i forvejen. Kategorien hedder ‘revisited’ og denne vil altså være den første ‘revisited’ nogensinde på bloggen.

Helt den samme øl, er der nemlig ikke tale om. Dette har Rækker Mølle Bryghus gjort meget ud af at understrege for mig. Recepten er den samme, men med ændrede hvile- og mæsketider, samt mæsketemperatur. Jeg må desuden blankt erkende, at selvom det er under et år siden, jeg prøvede den tidligere version af brygget er den som slettet af min erindring, og jeg har kun anmeldelsesteksten at knytte mig til.

Er brygget blevet rødere? Det var også rødt sidst, men jeg må erkende, at jeg blev mere begejstret og imponeret denne gang. Farven passer i øvrigt så nydeligt til juletemaet. Det gyldne skum har til gengæld travlt med at forsvinde, så den del af julen i hvert fald ikke varer helt til påske. Duften gør det godt – hvis ikke væsentlig bedre end sidst. Denne gang rammer den fortrinsvis søde og fyldige maltduft en stegt and med svesker og brunede kartofler bedre end den sidste versions noget syrlige og gærede udtryk.

Og fra en godkendt indledning bevæger man sig videre til en vellykket krop og aroma. Smagen er sød, fortrinsvis med maltpræg, der giver noter af mørk sirup, en snert af honning og brunkagekrydderi. Jo, julen er sandelig så småt igang.

Man kan kritisere brygget for ikke at smage ordentligt igennem, men på den anden side behøver øl jo heller ikke være sådan noget, man skal nippe til, for at kunne nyde det. Dette bryg smager godt, når det drikkes i store mundfulde – i store slurke, hvor lidt af krusets indhold (det skal helst drikkes af krus, ikke af glas) gerne skal ramme ved siden af læberne og løbe ned ad kinderne. Det skal med andre ord kæves.

Der er meget øl, der bedst egner sig til at blive kævet. Det skyldes typisk, at det enten smager direkte grimt, eller kun af ganske lidt, så det eneste tiloversblevne formål er at blive besoffen så hurtigt som muligt. Ingen af delene er tilfældet her. Det er bare et bryg, der smager bedst, når man har meget af det i munden på én gang.

Så træder malten nemlig rigtig frem med sin runde, bittersøde, letkrydrede aroma, så det er en fryd. Brygget er egnet til julemaden, hvor den ikke vil blive for dominerende. Søger man imidlertid noget øl, der giver maden seriøst modspil, skal man nok vælge et lidt kraftigere bryg. Til julefrokosten, derimod, vil denne øl være nærmest ideel; kæves som den helst skal, men med ordentlig smag …

Syrlighed og gær fra 2015-versionen er nærmest væk – og er der alligevel en rest tilbage af det, skæmmer det i hvert fald ikke. I eftersmagen byder brygget desuden på en dejligt gennemtrængende og autentisk bitterhed, som en sidste påmindelse om, at noget bryg ved første mundsmag kan virke uengageret, men bliver interessant og godt, hvis bare man gider lede efter kvaliteten.

4-stjerner

Memento Mori: Fra ild er du kommet, Kongebryg

2016-07-28 18.03.03Midterfeltet …

Jeg fik jo taget de tre Kongebryg i Memento Mori-serien i den helt forkerte rækkefølge. Skulle man være i tvivl, er brygnavnene en pastiche over kirkens begravelsesritual, hvor remsen jo egentlig lyder:

Af jord er du kommet
Til jord skal du blive
Og af jord skal du igen opstå.

Rækkefølgen, jeg fik taget Kongebrygs øl i, giver følgende remse:

Til jord skal du blive
Fra muld skal du genopstå
Fra ild er du kommet.

Ja, det var vist ikke særlig imponerende. Det skal jeg vist – som min gamle tysklærer i gymnasiet gerne sagde – ikke gå hjem og prale med (det var godt nok ikke mig, han sagde det til. Jeg klarede mig – som halvt prøjser, halvt nordfriser – generelt godt i tysktimerne). Det der ærger mig mest er, at den ændrede rækkefølge ikke engang er rigtig fjollet … den er bare forkert.

Nå, det skal ikke slå mig ud. Jeg har jo sådan set bare taget bryggene i den rækkefølge, der gav mening for mig, og så til pokker med den ønskede orden. Anledningen til dette bryg var den simple, at jeg hellere måtte få ryddet det lager af Kongebryg, jeg selv havde anskaffet, før jeg gik i krig med dem, som jeg fik kastet i nakken, da jeg var på bryggeribesøg. Der var kun denne tilbage i eget lager, så det var en overskuelig opgave.

Untappd kategoriserer øllet som en Red Ale – og for min skyld gerne, selvom farven egentlig ligger ovre i temmelig mørk bordeaux. Mørket til trods er det et letflydende bryg med en karsk – omend også noget svag – bouquet. Vi er igen ovre i det syrligt belgisk-inspirerede. Kongebryg lægger tungt sin trend på det europæiske kontinent, mens fx. Amager Bryghus i langt højere grad lægger vægten på den anden side af Atlanten..

I munden vejer brygget alligevel tungere end den (lidt for) lette bouquet varslede. Maltprofilen er overraskende fyldig og yder svage noter af mælkechokolade, mens syren skærer lidt i gummerne med egetræ. Forrest under tungen mærkes smagen af friske græsstrå. Brygget er tilsat fennikel og kvan (det måtte jeg slå op), og mon ikke det er en snert af det, man smager forrest i munden?

Igen-igen-igen mangler brygget etikettens fandenivoldskhed, og bryggenes åbenlyse kvaliteter til trods fanger jeg altså ikke helt det grufulde tema, når nu øllene er nærmest alt andet end.

Men et rart bryg er det uanset hvad. En middle-of-the-road ale og en all-round mad-øl, der ligger magelidt midt i feltet … men alligevel uden at blive konform eller kedelig. Det er ikke altid, man har brug for en øl, der smager som jadekejserens ferskner, lagret i ambrosia og kogt i asernes mjød. Mindre kan også gøre det, og Kongebryg leverer med dette bryg et udmærket bud på, hvordan.

3-en-halv-stjerne

1747 Red Ale, Dagmarbryggeriet

2016-06-20 18.41.29Det er OK …

Røverhistorien, der knytter sig til det tredje bryg, jeg har ligget inde med fra det Ringstedbaserede Dagmarbryggeriet, handler om en storbrand, der hærgede flere gader, og angiveligt opstod på adressen over for, hvor Dagmarbryggeriet idag holder til. Årsagen skal findes i en lille pilfingret drengs leg med en flintebøsse. Datoen var d. 16. august 1747 – og øltypen, red ale, er valgt for at illustrere flammehavet – så er bryggets navn også adækvat berettet.

Helt rødt er brygget nu ikke, men det er heller ikke første gang, at en Red Ale ikke helt har kunnet leve op til farvekravet. Orangebrunt er en mere rammende beskrivelse. Skummet er nydeligt til gyldent, og adækvat holdbart, uden at det gør skænkningen til en større udfordring. Brygget dufter sødt og skarpt … altså – hvis jeg skulle have valgt en sådan anledning til at brygge en øl, ville jeg havde valgt en Rauch-bier, og derfor savner man måske også lidt nogle indtryk af sod, slagger og ikke mindst kvælende røg. I stedet får man vanille, røde æbler og et let berøring af chokolade, der også giver noget fylde. I betragtning af, at øllet er brygget til en brandkatastrofe, er det i skuffende grad venligt.

Men lur mig om ikke rauch-bier også er en relativt ny opfindelse, i hvert fald når man tænker på den bevidste fremelskning af røgduft og røgsmag i brygget? Dagmarbryggeriet går som bekendt mere efter noget autentisk gammeldags, dvs gerne surt eller syrligt, og på det punkt kan dette bryg, ligesom de to foregående i hvert fald godt være med.

Syrligheden er dog noget mere afdæmpet og bedre kontrolleret. Det i sig selv gør denne blogger glad, endda i en grad, så jeg kunne være fristet til at mene, at syrligheden er med til at give brygget noget friskhed.

Man aner også flere konturer i syrligheden i stedet for den eddikelage, som jeg diplomatisk forsøgte at undgå at fordømme de to foregående bryg som. Det letflydende bryg giver indtryk af gærede æbler lagret på egetræ. Dertil kommer en ikke dyr, men heller ikke svinebillig hvidvin, der har fået lov at stå lidt for længe. “Lidt for længe” skal her forstås som “lidt længere end det var meningen” og ikke “længere end godt er”. Uden videre sammenligning i øvrigt; sådan som man også gerne har det med gode oste.

Brygget her ender således med at være godt nok, men næppe i betydningen “den må jeg virkelig prøve igen”. “Det er OK” er vist den største ros, jeg kan svinge mig op til af dette bryg …

… og af Dagmarbryggeriet i det hele taget – indtil videre i hvert fald.

3-stjerner

Christmas Ale 2015 limited edition, Fur

20160128_174842Man når langt med lidt snyd …

Vi er ved at nå de sidste vers i julesalmen om Kaj Framkes overliggende julebryg fra året 2015. Her er det Fur Bryghus limited edition Jule-ale, det gælder. Hvad limited edition dækker over har jeg også spurgt mig selv. Når alt kommer til alt kan man jo sætte antal på alle øl, der er brygget nogensinde (omend det nok skal være sværere at finde tal for nogle ølmærker end for andre) og på den måde er alle ølmærker jo limited edition.

Uanset hvad, er dette øl næppe lige så limited edition, som Carlsbergs Jacobsen Coffee Mint Stout, som jo var påført nummer, så man kunne se præcis hvor stort et antal, der var produceret før lige netop den man selv havde i hånden. Det var lidt fint – og altså lidt finere end denne limited edition – i hvert fald på overfladen.

Men det gælder jo ikke overfladen. Ved øl gælder det mindst lige så meget som for mennesker ikke det, der er udenpå, men det, der er indeni. Og der finder man på denne øl et bryg i julens farver – et højrødt bryg med gyldent skum – Så er det lige før man begynder at glæde sig til jul allerede i januar …

Bouqueten er lovende varm og fyldig. Godt med malt og godt med sød karamel er der, så selv når det kun er vinter, og jul blot der, hvor alle pengene blev af, kan man lune sig ved bryggets bugnende overskud af hygge og stemning.

Og så er brygget ikke endgang smagt endnu. Og heldigvis vælter smagen da heller ikke det allerede meget lovende indtryk. Sødmen ruller fyldigt og floromvundent gennem munden, og lægger sig som et hyggeligt varmt tæppe på tunge og gummer. Skeptisk kaster jeg et blik på flasken og jo! Brygget er altså sødet. Det er tilsat rørsukker, så det fyldige, søde udtryk har sin forklaring.

Det bliver det på den anden side ikke mindre julet af. Men det er alligevel lidt snyd.

Sødmen er nok kraftig, men får også lidt modspil fra det bageste af munden, hvor en velplaceret bitterhed af hassel- og valnødder melder sig. Således får brygget også lidt tiltrængte nuancer. Sødmen er sådan set fin, langtfra kvalm – omend en kende søgt. Men det bitre modspil gør, at brygget ikke bare er en sød øl, men også en øl, der vil fortælle en julehistorie med lidt mere kød på end blot pussenusset nuttethed, englebasser og den store rare julemand.

4-en-halv-stjerne

Flaming, Kissmeyer

2015-11-07 13.15.48 Endnu et skarpt hjørne rundet …

I forgårs – d. 6. november – var det min fødselsdag. Jeg blev fyrre år, ja tænk, at man ville holde så længe. Det blev faktisk ikke til nogen øl den dag. Den stod på arbejde og forberedelse på den store fest, der med pomp og pragt blev afviklet i går aftes.

Men i går eftermiddag – midt i de hidsige forberedelser – tillod jeg mig selv en pause – dels til at skrive gårsdagens indlæg om  De Konincks ‘Wildjo’, dels til lige at prøve en enkelt – som man kunne kalde sin fyrreårsfødselsdagsøl. Valget faldt på Kissmeyers ‘Flaming’. Mest af alt fordi jeg havde valgt at indkøbe et parti af dem til min fest – jeg ville jo gerne vide, hvordan de smagte før jeg serverede dem for mine gæster. Men også fordi jeg prøver at skrive om de milde gaver fra mine sponsorer ligeligt. Denne er således sponsoreret af den hjælpsomme læser Christopher, og sådan prøver jeg nogenlunde fast at skifte mellem hans, og Black Bens øl.

Der er tale om en irsk red ale. Irsk – især sproget – er jo en af mine passioner, men øllet lader til gengæld noget tilbage at ønske. Det er dog kun stilen der er irsk. Recepten er dansk, og bryggeriet libanesisk, så måske er der en positiv overraskelse i vente.

Duften lover i hvert fald godt. Sprød, bittersød humle med den forjættede bergamotolie som fremtrædende element. Visuelt lever det fint op til sit navn – nuancen er sammenlignelig med det indre af årstidens udskårne gærskar, dækket med et nydeligt lag julefrokostsne – der er akkurat den rigtige mængde gult i skummets lød, og det har samme tendens til at svinde hastigt som hin nedbør tidligt i december.

Smagen er imidlertid mere diffus end den aromatiske og stærke visuelle indledning. Sødmen dominerer og ligger tungt på tungen, men aromaen lader sig dårligt kategorisere. Fylde af overmodne blommer og svesker dukker op, men styrken fra disse mangler. Efterhånden melder bitterheden sig også, men i stedet for at spille op til hinanden, kommer den og sødmen op at slås. Så blander gæren sig, og det er for at være med til at slå på tæven, så det hele ender i kaos.

Brygget ved ikke rigtig, hvad det vil – vil det være sødt? Bittert? Gæret? Eller også vil det gerne være det hele på én gang … hvilket sådan set også godt kan lade sig gøre. Men det kræver noget elegance, som brygget her desværre kun har i duft og udseende.

Umuligt er brygget dog ikke. Den er for så vidt den tier værd, jeg smed efter den i Kvickly. Gæsterne var også glade for den, men jeg må indrømme, at jeg regner med, at de fleste af de mange øl, jeg fik til anmeldelse til festen i går aftes vil byde på større oplevelser end denne.

3-en-halv-stjerne

Lottrup Red Copper Ale, Royal Unibrew/Ceres

2015-08-15 18.37.28Et standardforsøg …

Det er noget tid siden, jeg indrømmede Royal Unibrews første Lottrup-bryg ikke bare drikkelighed, men også kvalitet og det endda helt uden at tage producenten i betragtning. Serien på i alt tre øl er ment som en hyldest til Malthe Conrad Lottrup, der i sin tid grundlagde det for længst igen opkøbte og nedlagte århusianske Ceres-bryggeri.

Stanken af fusel har Aarhusianerne siden ikke skullet slås med. Nu er der kun oliefabrikken tilbage, nåhr ja, og ghanesisk gummitræflis, ser det ud til (så hellere fusel!).

Hvilken type bryg, der præcis er er tale om, hersker der en del forvirring omkring. Navnet antyder et overgæret bryg, mens der på bagetiketten står “stærk pilsner”. Man skulle egentlig tro, at et mega-bryggericonglomerat som Royal Unibrew havde styr på øltyperne – pilsner er altid undergæret, mens ale er overgæret – men det er ikke første gang, Royal Unibrew klokker i det. Og se engang – Carlsberg kan sørme også være med.

Det er vist bare generelt de store, der ikke kan finde ud af det.

Jeg vælger at tro på frontetiketten, og Untappd, der angiver, at det er en ale. En rød én af slagsen endda, og det vækker en antydning af undren, da brygget holder omtrent samme lød som det farinsukker, den initialt dufter af. Malten er tydeligt i højsædet i bouqueten.

Og til at begynde med mærker man også den søde malt i smagen. Farinsukkeret er blevet opvarmet og forvandlet til karamel. Herefter åbner øllet sig, og frigiver mere markant humlede noter af hassel- og valnødder.

Ledsagende finder man også rigelige mængder vand, og i bitterheden også en loren bismag af hengemt, slatten kål. Det er åbenbart ikke kun betegnelserne, det store bryggeri har det lidt svært med. Deres standardforsøg på, som standardbryggeri, at brygge et specialbryg har resulteret i … et standarbryg – ikke overraskende.

Med i overvejelserne skal jeg måske også have de formidable Doctor Brew-øl. Efter dem er det meste øl jo egentlig også ret kedeligt.

Den her øl, ville dog med ret stor sikkerhed også være ret kedelig før Doctor-Brew-øllene.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme