Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: red ale

Steam Brew German Red, Privatbrauerei Eichbaum

Argh! Øv!

Ærgelsen er stor! I lørdags havde jeg ellers lagt op til den helt store udvidelse af mit ølblogningskoncept. Forinden havde jeg modtaget to smagsprøver fra det nye, hippe bryggeri Beard Brew, som jeg havde inviteret min gode ven og medsmager Marcus ind for at afprøve. Traditionen tro blev seancen optaget – denne gang på min computer, med henblik på at vores anmeldelse efterfølgende skulle redigeres udgives som podcast. Vi prøvede endda ihærdigt og ikke helt uden held at tale tydeligt og væve mindre i det, så det ville være egnet at lytte til bagefter.

Nu har jeg så kunnet konstatere, at lydfilerne er elendige i kvalitet. Marcus kan næsten ikke høres overhovedet, og selv lyder jeg som om jeg taler ind centrallageret for en større kædeforhandler af edderdunsdyner.

Podcasten må vente til jeg får noget bedre optageudstyr, tyder meget på. Og det er jo ikke fordi udgifterne i forvejen er få eller små på netop denne tid af året. Nu håber jeg bare, at jeg kan dechifrere nok af det Marcus siger, til at gøre hans medanmeldelse ære.

Men det må vente lidt. For endnu før jeg fik svar på den sms, jeg havde sendt Marcus samme morgen om, at jeg havde nogle spændende øl, jeg gerne ville have ham til at medanmelde, var jeg allerede godt i gang med den her. Den er købt i Lidl, sammen med den såkaldte Imperial IPA (der i virkeligheden var hverken eller) fra forleden, og i samme ‘Steam Brew’ serie fra Privatbrauerei Eichbaum. Her er der tale om en ‘German Red’ – en øltype, jeg ikke i forvejen er bekendt med, og som jeg derfor gætter på, er opfundet til lejligheden.

Men gerne for min skyld. Tyskerne kan for all I care hive nye øltyper ud af bukserne med samme frekvens som Martin Henriksen kan finde på nye afsindige måder at udsætte sagesløse flygtninge og muslimer for racistisk lovgivning – (nota bene! Ikke efter tysk, men østrigsk forbillede. Det glemmer folk efter min mening alt for tit). De sidste alt for mange årtier har tyskerne højst haft en håndfuld typer at byde på. Det manglede bare at de endelig blev lidt hittepåsomme.

Brygget er skam også ganske flot kobberrødt. Skummet er nydeligt gyldent, tæt, fedtet og på trods af alt dette ganske hastigt faldende. Bouqueten lover hverken særlig godt eller særlig skidt. En markant maltbund jager de værste forudaninger bort, mens en antydning af oxideret småsyrlighed alligevel peger i retning af noget småkedeligt, om ikke småmislykket. En baggrund af generisk hallertauerhumle gør én glad for, at humlen i det mindste er gennemtrængende nok til at gøre sig bemærket. Men så skulle det lige være den humle, som man kender til en hudløshed så nedslidende, at muskler og sener også er ved at blive flået af.

Aromaen er til gengæld mere entydigt positiv – overraskende nok i betragtning af, hvilket flop den første i serien var. Aroma af akaciehonning lægger sig lækkert og overraskende fyldigt som en kælen hinde over tungen. Bag i munden ved mandler og gummer melder en dertil nydeligt afstemt bitterhed af hasselnødder sig. Det er ikke bare overraskende smagfuldt, det er også bare virkeligt rart på sidde-bag-pejsen-med-varm-kakao-med-skumfiduser-i måden.

Uden at brygget i øvrigt er ligefrem uhørt godt. De gode indtryk er holdt på det jævne, men stadig med et imponerende fravær af forstyrrende syrlighed eller et for præsent vandindtryk.

Der er en stout tilbage i denne række af tre øl. Min modstand mod egne fordomme rækker ikke til, at jeg tør have tilnærmelsesvis høje forventninger til den – heller ikke med denne lille overraskelse i baghovedet. Lur mig om ikke vi har en vinder i den her …

… men det ved vi selvfølgelig ikke før de alle er afprøvet.

Nöel, Munkebo Brewery (Nidstangen IV)

Nu er det jul …

… næsten i hvert fald. Jeg skal ikke holde mig tilbage med anmeldelserne af de juleøl, der kommer mig i hænde inden december. Og kender jeg mig selv ret, bliver det ganske få, da jeg i det hele taget ikke finder juleøl interessante. De er – som jeg vist også bemærkede sidste år – oftest tunede pilsnere uden nogen aromatiske meritter, udelukkende produceret for at give konsumenten en hurtig og effektiv brandert til julefrokosten.

Den her har imidlertid stået et godt stykke tid, og den stundende højtid, hvor alt jo skal være så forbandet morsomt (for nu at citere min underviser i Kristendomshistorie fra min tid som religionsstuderende ved KU) vil jo være en fin anledning til dels at skyde juleølsanmeldelserne i gang, samtidig med, at jeg kan afslutte en anden tråd fra tidligere. Denne øl er nemlig den sidste, jeg for alt for længe siden modtog fra Munkebo Brewery, i forbindelse med at Wacken Brauerei ud af ingenting truede dem med sagsanlæg, fordi de gav deres øl navne hentet fra den nordiske mytologi.

Det er – som overskriften antyder – ikke tilfældet her. Brygget skulle vist have navn efter det franske navn for jul, der er ‘Noël’. Nöel, som jeg går ud fra skal udtales [Nø-æl] eller noget i den retning, ved jeg til gengæld ikke, hvad betyder, men nogen Nordisk gud eller anden mytologisk figur er der vist ikke tale om …

… og NEJ – SELVFØLGELIG er det da ikke bare tremaet, der ved en fejl er anbragt over den forkerte vokal. Det er fuldkommen udelukket … eller måske er det faktisk sådan, for jeg kan ikke gennemskue nogen fiffig grund til, at det vitterlig er placeret forkert.

Nok om det. Der er tale om en belgisk inspireret juleale, hvis fine røde lød afspejler højtiden aldrig så fint. Man kunne måske ønske lidt mere hvidt skum som kontrast, men her i landet forbindes den farvekombi alt for ofte med afstumpet nationalisme, så det udeblivende skum er i hvert fald i den forbindelse en fordel.

Duften er til gengæld ikke videre julet – den er mest af alt syrlig, og tilsatte nelliker, fennikel og appelsinskal mærker man ikke noget til overhovedet før i smagen. Her træder de julede indslag mere frem med aroma især af nelliker og koriander, mens bryggets syrlige – og i den forstand karakteristisk belgiske – egenskaber træder dominerende, for ikke at sige unødigt anmassende, frem. Brygget slutter af med en kant af egetræ – slet ikke uaromatisk, men heller ikke i nogen væsentlig grad med en karakter, man hertillands vil betegne som julet.

Som juleøl anser jeg den faktisk som uegnet idet den med sin skarpe syrlighed hverken klæder forret, hovedret eller dessert særlig godt. Der mangler simpelthen noget sødme til at bakke kartoflerne, sovsen, flæskestegen, anden, ris a’la manden (hvorfor sidder jeg i skrivende stund og bliver sulten?) og alle de andre julelækkerier op.

Til rødkålen alene, ville den måske være fin, men så skulle det være en rødkål tilberedt med væsentlig mere eddike, end der er tradition for her i landet.

Munkebo skal have tak for øllene. De har været der til både gavn og glæde for bloggen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er denne, der er min favorit. Det er derimod Röskva – deres pragtfulde IPA med enebær, der bestemt kommer med hjem, hvis jeg finder den i supermarkedet en dag.

Modus Operandi, Wild Beer (Med Niels på Taphouse I)

Slagkraftig debut …

blev der ellers stille. “Om lidt …” sang han ellers helt tilbage i 1986 på pladen “Forklædt som Voksen” – men han ventede altså over tredive år – og for min skyld måtte han gerne have ventet endnu længere, Kim Larsen.

Han var en del af min musikalske opvækst. Jeg husker stadig svagt, hvordan vi prøvede at overtale vores musiklærer i folkeskolen til at give os nogle af hans sange at synge, og hvordan vores lærer kun modvilligt gav sig. Det var ikke bare sange man kendte. Det var sange, man kendte hele teksten på. Det var sange, jeg sang med vennerne på lejrskole, og senere i salige branderter til gymnasiefester, festivaler, weekendarrangementer – om det så var med mit sækkepibeorkester eller i politisk regi, så var Kim Larsens sange fast repertoire.

Og det vil de nok blive ved med at være i lang tid fremover. Mon ikke Kim Larsens sange og tekster vil overleve os alle?

Brugen af “Om Lidt” i forbindelse med dødsfald vendte Kim Larsen sig i øvrigt selv imod, idet han fastholdt, det var en cirkussang. Men mon ikke han kan tilgive os alle fra det hinsides – rebel som han selv var?

Jeg beklager selvfølgelig den upassende højtidelige alvor over for mine læsere. Det skal ikke ske for ofte … forhåbentlig da, men det er jo ligegodt en af tidens allerstørste musikalske poeter, der nu forlader os. Ikke uden en vis skam noterer jeg desuden, at jeg vist aldrig fik sagt Benny Andersen et ordentligt farvel, nu vi er ved de musikalske poeter.

Men fra det triste til det mere muntre. I dette indlæg starter min beretning om dengang jeg mødte en af mine læsere i virkeligheden. Han hedder Niels … ja, det er der flere af mine læsere der hedder. Denne Niels er aktiv kommentator på min facebookside og havde inviteret mig på Taphouse i onsdags. Det sagde jeg selvfølelig både ja og tak til. Jeg kommer alt for lidt ud – og især kommer jeg for lidt ud til alle de rigtig gode udskænkningssteder rundt omkring. Taphouse, der ligger tæt på Københavns Rådhus, har over 60 forskellige øl på fad, der løbende udskiftes. Så der er hele tiden nyt at tage fat på, og ikke mindst græde over, at man ikke fik nået at prøve.

Tre øl blev det til. To sure og en stout. Vi lagde ud med denne vildgærede, fadlagrede sag fra engelske Wild Beer, et bryggeri der dermed får sin debut på bloggen. Klart og mørkt som blæk er brygget. Skum er der til gengæld næsten intet af, hvilket ikke er atypisk for genren.

En gennemtrængende skarp odeur af brunkål med ekstra eddike blander sig overraskende elegant og finurligt med søde, frugtige noter af solbær. Kombinationen af vildgær og solbær gik ellers knap så godt sidst, men da var brygget jo også ligegodt tilsat solbær. Det er dette bryg ikke – det træffer sig blot således, at det deler disse bærs syrlige bouquet.

Aromaen møver sig slagkraftigt og mundsammentrækkende frem med en syre der bestemt gør sit for at holde sin pH-værdi lav. Aromatisk kryddereddike udgør bunden, hvor det kan være svært at afgøre hvilket krydderi, der gemmer sig derinde – nuancerne har det med at forsvinde i meget surt øl, men nelliker kan skimtes sammen med egetræ, der nok stammer fra lagringen. Også i smagen titter solbæraromaen frem som et sødt og let formildende indslag i et ellers fuldent fandenivoldsk syrehelvede.

Selvom der er fuld knald på syren er detaljerne ikke glemt. Truly well done – og noget nær den bedste start på bloggen, Wild Beer kunne have fået.

Den skal Niels have tusind tak for. Ligesom han skal have tak for de andre øl, han bød på – samt de andre gaver han havde med, og som skyndsomt blev udleveret i halvmørket i barlokalet, mens ingen kiggede …

Alt det skal I nok komme til at høre mere om snarest …

Old Speckled Hen, Morland Brewing/Greene King

Lad legende …

Verden er i dag blevet dummere. Den verdenskendte fysiker Stephen Hawking har draget sit sidste suk, og endskønt hans voicebox nok stadig summer, vil den næppe nogensinde igen levere så skarpsindige finurligheder som dens nu hedengangne bruger var så kendt for.

Selvom han angiveligt hårdnakket og vedholdende benægtede det – beskeden som han var – var han vor tids Einstein; i hvert fald al den stund at han formåede at gøre selv meget kompliceret videnskab tilgængeligt for det jævne menneske. En evne der er så meget mere imponerende i betragtning af Hawkings livsvarige handicap.

Han vil blive savnet – ikke mindst i en tid hvor verden i mindre og mindre grad orienterer sig efter eksperter og andre kloge menneskers ord, og i stedet hylder demagogi, middelmådighed, frygt og had, mens man i stedet burde stå sammen for at redde både os selv og planeten.

Men klogskab, omtanke og i det hele taget det at vide hvad man taler om, er der jo hverken penge eller stemmer i, så det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at legenden Hawkings eftermæle må stå i så skarp en kontrast til den tid, han levede i. Må han hygge sig i det hinsides – der er god musik og sjove mennesker.

Her er der til gengæld tale om en øllegende. Eller i hvert fald har denne øl leget (den er jo en legende (… undskyld)) nok med skiftende anmelderes smagssanser til, at den er opført i bogen “1000 øl som du skal prøve, før du dør” (jeg ejer bogen takket være en god kollega, der reddede den fra udsmidning i boligforeningens genbrugscenter). Så en eller anden grad af begejstring er det vel ikke uforskammet, at have forventninger om, at den kan vække. Med mindre selvfølgelig hele dens mo-jo hviler på dens story-telling. Den blev oprindeligt brygget i anledning af MG-fabrikkens 50-års-jubilæum.

Kudos til Fakta igen-igen-igen for at have en (i hvert fald iflg. legenden) spændende øl på hylderne. Efter 1000 anmeldelser var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt den allerede var anmeldt. Heldigvis har man da internet på smartphonen, og en enkel søgning kundgjorde, at det havde jeg ikke – so here goes.

Brygget har den fineste kobberrøde nuance med matchende letgyldent skum. Betaget som jeg var af dets ydre – og formentlig sulten og stresset som jeg alt for ofte er – glemte jeg rent at snuse til brygget, så en eventuel bouquet må læserne være nødt til at erfare på egen hånd.

Heldigvis – det vover jeg allerede at spoile nu – ligger bryggets kvalitet ikke håbløst langt under hvad man kan forvente af dets pris. Så om ikke andet for ikke bare at se giraffen, men også smage på den (i ved, ligesom løverne i zoo), har den min forsigtige anbefaling.

Prøver man dette, altså smage på øllet, ikke giraffen (eller giraføllet, men det er en anden historie, der i grunden er langt fra så interessant som den her) mødes tungen af en velourblød finish, der nænsomt masserer en gammelkendt, endog akkurat sufficient særegen bitterhed af ca. lige dele val- og hasselnødder ind i gummeregion og bagtunge.

Mange ville forveksle den milde finish med at øllet er dovent. Men sådan er britisk øl nu engang, og det er altid rart at kunne opleve dette autentisk som her. Øllets temperatur må også gerne være en lille håndfuld grader over køleskabets – det får aromaen til at træde bedre frem.

Lidt kedelig bliver den dog undervejs. Brygget holder ikke til at blive nippet til over en periode på over ½ time. Så falmer aromaen, og brygget begynder rent faktisk at virke dovent, what with den lave mængde kulsyre britisk øl faktisk indeholder.

Vel, ikke ligefrem nogen legende legende. Eller legesyg legende, om man vil. Men oplevelsen værd, hvis man har lyst til noget, klassisk, stilsikkert og simpelt.

Bomonti Red Ale, Anadolu Efes (Lidt godt fra Niels II)

2017-10-23 18.46.22 irske er irerne sgu heller ikke …

Oktober skulle blive den måned, hvor jeg indtil videre har anmeldt færrest øl – kun tolv. Til gengæld har jeg haft flest klik på bloggen – 4.111 af slagsen, 34 mere end i juni, der indtil nu har haft rekorden. Det kunne være, jeg skulle anmelde noget mindre, hvis jeg ville have flere hits …?

Eller måske ikke. Mon ikke det har større betydning hvilke øl, jeg anmelder og hvor læseværdige mine indlæg er? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gjorde mig lidt ekstra umage med månedens sidste indlæg – Carlsbergs rædsel af en reklameøl – og den gav bestemt et nøk med i løbet af månedens sidste dage.

Men det var ikke den alene, der gjorde det. Nogle måneder ser bare ud til at være mere klik-genererende end andre. September er typisk lav, og så går det ellers bare den anden vej, og topper omkring jul. Folk vil gerne læse øl om vinteren og om sommeren – men først på efteråret? Nej, føj!

Vel, ikke mere spekulation om det. Det gør os ikke klogere. I stedet vil jeg tage fat på endnu en øl, som Niels havde med til mig fra sin ferierejse. Denne øl er en øl fra Tyrkiets store bryggerie Anadolu Efes. Folk der kender mig vil sikkert undre sig over, at jeg anmelder øl fra en diktaturstat. Min ekstremt dårlige undskyldning er, at den blodindsmurte, enevældige Sultan Erdogan sikkert er helt vildt meget imod alkohol – så det er vel en måde at spytte ham i hans grimme fascistoide fjæs, at købe og drikke øl, som er produceret i det land, han ellers gerne vil have renset for den slags.

Nu er det godt nok ikke mig, der har købt øllet. Det har Niels, og det skal han have tak for.

Jeg har før anmeldt bryggeriets ganske fine pilsner. Det er ikke tit, at en industriel pilsner er værd at spilde tid på, med mindre planen bare er, at blive besoffen – men Efes Pilsner kan faktisk noget. Så forventningerne er i top, når bryggeriet forsøger sig med noget mere avanceret, i dette tilfælde en red ale efter irsk forbillede.

Nu er det jo egentlig ikke fordi, jeg sådan er særligt imponeret over irsk brygkunst. Snarere tværtimod faktisk. Jeg synes, deres øl er tyndt og overvejende ligegyldigt, mens øllet på den anden side af det irske hav er langt mere mangfoldigt, farverigt og kraftfuldt i sit udtryk. Det er sådan noget, jeg aldrig ville sige højt på en pub i Dublin, da det nemt ville kunne koste mig livet – men det er ikke desto mindre min oplevelse.

Men en red ale, altså – flueben. Den er god nok, når brygget skænkes. Kobberrødt og klart er det – egentlig flot, som det også skummer gyldent, men derefter dør festen desværre meget hurtigt.

Duften er meget svag. For svag til at man rigtig kan sætte andre ord end netop ‘svag’ på. Det samme gælder smagen, der er underligt konturløs i sin blege, metalliske klang mod smagsløgene.

Det er nu ikke fordi brygget smager grimt. Det skal jo lissom smage af noget, før det overhovedet kan smage grimt. Den metalliske  mundfornemmelse er nu heller ikke urar – blot svær at få hold på. Lidt syrlighed af græs er det tætteste man kan komme på en konkretisering af den meget fjerne aroma. Vandet er meget fremtrædende og gemmer ihærdigt alle bryggets potentielle indtryk væk. Imidlertid må man indrømme vandets berøring mod tunge og gummer, dets flåd henover smagsløgene og dets skvulpen mod mandlerne, før det finder sit mål i halsåbningen, som en lille oplevelse i sig selv. I det mindste er vandet da ikke lige så kedeligt, som det man kan finde i mange andre øl. Det kæler velourblødt mod alle mundens indre organer, alt andet lige.

Men det ville have været bedre, om kærtegnene var kommet fra malten, humlen – vel, eller af gæren. Som tidligere nævnt er jeg ikke imponeret over irsk øl, men det tyrkiske bryggeri har trods alt ikke helt forsået konceptet. Nok skal irsk øl helst være tyndt, men trods alt ikke noget der ligner smagsfrit.

2-stjerner

Ærø Færgeøl, Rise Bryggeri

2017-10-07 18.58.51Fra Gedveds nye hjem …

Vel, min ven Gedved er stukket af til Ærø – permanent, så han vil nok frekventere som gæsteblogger med lidt større mellemrum end tilforn.

Det var nu slet ikke i den anledning, at jeg købte denne øl i fakta forleden. Det var mere fordi den bare var der, og jeg ikke havde prøvet den før. Wow, den begrundelse har jeg vist aldrig brugt før, bortset fra de efterhånden tæt på 1.000 gange, jeg har anmeldt en øl – men det kommer vi til, når tiden er inde. Men nævnes skulle det da lige, at dét indlæg så småt er begyndt at nærme sig.

Til gengæld er min far flyttet til byen, så jeg nu slipper for at køre gennem det halve Sjælland for at besøge ham. Nu rækker under det halve København efter han er flyttet til en matrikel mindre end 5½ kilometer fra mit lille hjem. Så på hygge- og besøgsfronten skulle der være kompenseret.

Øltypen her er jeg noget i tvivl om. Bryggeriet selv holder det hemmeligt … eller har bare glemt at nævne det på etiketten. Untappd kalder den en pale lager, hvilket på den mørke farve alene kan afvises, mens Ratebeer kalder den en ‘Amber Ale’. Den køber jeg – brygget er overgæret, fremgår det trods alt.

Så vidt så godt. Ellers er brygget ganske lyst- og fyldigtskummende. Men kun kortvarigt. Duften gør lidt mere væsen af sig med bred, varm karamelduft.

Aromaen udgør en blanding af humle og karamel. Men den er også noget hul med en alt for dominerende kerne af vand. Dertil kommer en ikke helt matchende syrlighed med lidt for meget gær. Blandingen gør stundom brygget en smule vinøst, men det er en billig, ufyldig rødvin, der er fyldt på kartonen fra discountbutikken.

Bryggeriet anbefaler den til færgeturen fra Svendborg, der varer ca. 5 kvarter. Man kan sagtens nå et par stykker, så nemt brygget glider ned.

For mest af alt smager den af én til.

Har man bilen med, er dette en afsindigt dårlig ide, skylder jeg måske lige at indskyde.

2-en-halv-stjerne

Petrus Rood Bruin, Brouwerij de Brabandere

2017-08-07 18.03.55Ikke for fortyndet …

Der var i alt tre Petrus bryg i Fakta. Ud over den uforlignelige Petrus Aged Pale, var der en Aged Red og denne Rood Bruin. De to sidstnævnte er blends af den sure Aged Pale og noget andet. I dette tilfælde en ‘Jong Bruin Bier’ – en belgisk brown ale, som jeg ud fra min nogenlunde udviklede sproglige mavefornemmelse vil gætte på ikke er lagret.

Også dette bryg skummer lystigt – offwhite og ikke kridhvidt som de 33% Aged Pale, som den indeholder. Det næsten blodrøde (og ikke brune) bryg dufter til gengæld noget mere lettilgængeligt – overvejende sødt af kirsebær og cola. Og selvom de to ting tilsammen ellers kan skabe associationer hos andre, der som undertegnede var barn i firserne, og jævnligt frekventerede butikker syd for grænsen, så dufter det nu alligevel ikke af cherry-cola.

Jeg synes cherry-cola er noget af det fæleste, man kan tænkte sig, men har en næsten lige så fæl mistanke om, at skulle jeg støde på smagen i øl, ville jeg finde det köstlich.

Det må nu vente lidt, for dette bryg smager heller ikke af cherry-cola. Til gengæld mærker man tydeligt dens sure komponent, og glæder sig øjeblikkeligt over gensynet. Her er den ikke så aggressiv. Den er jo fortyndet med den belgiske brown ale, der på forbløffende vis formår næsten at forsvinde fuldstændig i syren.

Så meget forsvinder den, man begynder at tvivle på, at oplevelsen ville have været meget anderledes, om foeder-øllet havde været fortyndet med vand.

Det var nok gået ud over alkoholprocenten. Og man må jo indrømme brygget en vis fylde, der nok kommer af de ikke overvældende, men alligevel præsente 5,5%.

Skal man sætte ord på den tiloversblevne syre, og det indtryk brown-ale’en alligevel gør, har vi nok flyttet os fra den sydtyske surkål til skandinavisk brunkål. Lidt sukker er blandet i lagen, og den er afstemt med en smule allehånde og nelliker.

Brygget er – at dømme på navnet – nok tænkt som en brown ale med et indslag af surt. Reelt er der tale om en sur øl – en aged pale, fortyndet med brown ale, selvom den procentuelle fordeling med 2/3 brown ale ellers antyder noget andet.

Den falder ud som en mere venlig og afslappet version af uforlignelige rene Aged Pale – med de deraf forventelige skavanker.

4-stjerner

Julebryg, Rækker Mølle Bryghus

2016-10-19-19-07-09Pre-release, revisited med mere …

Nu er det jul igen – næsten da. Supermarkedernes hylder bugner i hvert fald allerede af brunkager og pebernødder, chokoladejulemænd og adventskalendre samt alt hvad hjertet ellers kan begære og hjernen forestille sig af industrielt udstandset discountchokolade i endeløse baner så Slangt øjet rækker.

Og apropos ‘rækker’, ja så har Rækker Mølle Bryghus i anledning af dagligvarehandelens proaktive omgang med den stundende højtids begyndelse sendt mig en vareprøve af deres endnu ikke officielt udgivne (eller som det hedder på nudansk – releasede) Julebryg. Det er ikke første gang – og så er det alligevel første gang, for jeg skriver faktisk om dette bryg for anden gang, og det er samtidig første gang, jeg skriver om et bryg for anden gang på bloggen …

Forvirret? For at mindske forvirringen, har jeg indført en ny kategori i min i forvejen både kaotiske og forvirrende samling af kategorier, netop til når jeg anmelder øl, der faktisk er anmeldt i forvejen. Kategorien hedder ‘revisited’ og denne vil altså være den første ‘revisited’ nogensinde på bloggen.

Helt den samme øl, er der nemlig ikke tale om. Dette har Rækker Mølle Bryghus gjort meget ud af at understrege for mig. Recepten er den samme, men med ændrede hvile- og mæsketider, samt mæsketemperatur. Jeg må desuden blankt erkende, at selvom det er under et år siden, jeg prøvede den tidligere version af brygget er den som slettet af min erindring, og jeg har kun anmeldelsesteksten at knytte mig til.

Er brygget blevet rødere? Det var også rødt sidst, men jeg må erkende, at jeg blev mere begejstret og imponeret denne gang. Farven passer i øvrigt så nydeligt til juletemaet. Det gyldne skum har til gengæld travlt med at forsvinde, så den del af julen i hvert fald ikke varer helt til påske. Duften gør det godt – hvis ikke væsentlig bedre end sidst. Denne gang rammer den fortrinsvis søde og fyldige maltduft en stegt and med svesker og brunede kartofler bedre end den sidste versions noget syrlige og gærede udtryk.

Og fra en godkendt indledning bevæger man sig videre til en vellykket krop og aroma. Smagen er sød, fortrinsvis med maltpræg, der giver noter af mørk sirup, en snert af honning og brunkagekrydderi. Jo, julen er sandelig så småt igang.

Man kan kritisere brygget for ikke at smage ordentligt igennem, men på den anden side behøver øl jo heller ikke være sådan noget, man skal nippe til, for at kunne nyde det. Dette bryg smager godt, når det drikkes i store mundfulde – i store slurke, hvor lidt af krusets indhold (det skal helst drikkes af krus, ikke af glas) gerne skal ramme ved siden af læberne og løbe ned ad kinderne. Det skal med andre ord kæves.

Der er meget øl, der bedst egner sig til at blive kævet. Det skyldes typisk, at det enten smager direkte grimt, eller kun af ganske lidt, så det eneste tiloversblevne formål er at blive besoffen så hurtigt som muligt. Ingen af delene er tilfældet her. Det er bare et bryg, der smager bedst, når man har meget af det i munden på én gang.

Så træder malten nemlig rigtig frem med sin runde, bittersøde, letkrydrede aroma, så det er en fryd. Brygget er egnet til julemaden, hvor den ikke vil blive for dominerende. Søger man imidlertid noget øl, der giver maden seriøst modspil, skal man nok vælge et lidt kraftigere bryg. Til julefrokosten, derimod, vil denne øl være nærmest ideel; kæves som den helst skal, men med ordentlig smag …

Syrlighed og gær fra 2015-versionen er nærmest væk – og er der alligevel en rest tilbage af det, skæmmer det i hvert fald ikke. I eftersmagen byder brygget desuden på en dejligt gennemtrængende og autentisk bitterhed, som en sidste påmindelse om, at noget bryg ved første mundsmag kan virke uengageret, men bliver interessant og godt, hvis bare man gider lede efter kvaliteten.

4-stjerner

Memento Mori: Fra ild er du kommet, Kongebryg

2016-07-28 18.03.03Midterfeltet …

Jeg fik jo taget de tre Kongebryg i Memento Mori-serien i den helt forkerte rækkefølge. Skulle man være i tvivl, er brygnavnene en pastiche over kirkens begravelsesritual, hvor remsen jo egentlig lyder:

Af jord er du kommet
Til jord skal du blive
Og af jord skal du igen opstå.

Rækkefølgen, jeg fik taget Kongebrygs øl i, giver følgende remse:

Til jord skal du blive
Fra muld skal du genopstå
Fra ild er du kommet.

Ja, det var vist ikke særlig imponerende. Det skal jeg vist – som min gamle tysklærer i gymnasiet gerne sagde – ikke gå hjem og prale med (det var godt nok ikke mig, han sagde det til. Jeg klarede mig – som halvt prøjser, halvt nordfriser – generelt godt i tysktimerne). Det der ærger mig mest er, at den ændrede rækkefølge ikke engang er rigtig fjollet … den er bare forkert.

Nå, det skal ikke slå mig ud. Jeg har jo sådan set bare taget bryggene i den rækkefølge, der gav mening for mig, og så til pokker med den ønskede orden. Anledningen til dette bryg var den simple, at jeg hellere måtte få ryddet det lager af Kongebryg, jeg selv havde anskaffet, før jeg gik i krig med dem, som jeg fik kastet i nakken, da jeg var på bryggeribesøg. Der var kun denne tilbage i eget lager, så det var en overskuelig opgave.

Untappd kategoriserer øllet som en Red Ale – og for min skyld gerne, selvom farven egentlig ligger ovre i temmelig mørk bordeaux. Mørket til trods er det et letflydende bryg med en karsk – omend også noget svag – bouquet. Vi er igen ovre i det syrligt belgisk-inspirerede. Kongebryg lægger tungt sin trend på det europæiske kontinent, mens fx. Amager Bryghus i langt højere grad lægger vægten på den anden side af Atlanten..

I munden vejer brygget alligevel tungere end den (lidt for) lette bouquet varslede. Maltprofilen er overraskende fyldig og yder svage noter af mælkechokolade, mens syren skærer lidt i gummerne med egetræ. Forrest under tungen mærkes smagen af friske græsstrå. Brygget er tilsat fennikel og kvan (det måtte jeg slå op), og mon ikke det er en snert af det, man smager forrest i munden?

Igen-igen-igen mangler brygget etikettens fandenivoldskhed, og bryggenes åbenlyse kvaliteter til trods fanger jeg altså ikke helt det grufulde tema, når nu øllene er nærmest alt andet end.

Men et rart bryg er det uanset hvad. En middle-of-the-road ale og en all-round mad-øl, der ligger magelidt midt i feltet … men alligevel uden at blive konform eller kedelig. Det er ikke altid, man har brug for en øl, der smager som jadekejserens ferskner, lagret i ambrosia og kogt i asernes mjød. Mindre kan også gøre det, og Kongebryg leverer med dette bryg et udmærket bud på, hvordan.

3-en-halv-stjerne

1747 Red Ale, Dagmarbryggeriet

2016-06-20 18.41.29Det er OK …

Røverhistorien, der knytter sig til det tredje bryg, jeg har ligget inde med fra det Ringstedbaserede Dagmarbryggeriet, handler om en storbrand, der hærgede flere gader, og angiveligt opstod på adressen over for, hvor Dagmarbryggeriet idag holder til. Årsagen skal findes i en lille pilfingret drengs leg med en flintebøsse. Datoen var d. 16. august 1747 – og øltypen, red ale, er valgt for at illustrere flammehavet – så er bryggets navn også adækvat berettet.

Helt rødt er brygget nu ikke, men det er heller ikke første gang, at en Red Ale ikke helt har kunnet leve op til farvekravet. Orangebrunt er en mere rammende beskrivelse. Skummet er nydeligt til gyldent, og adækvat holdbart, uden at det gør skænkningen til en større udfordring. Brygget dufter sødt og skarpt … altså – hvis jeg skulle have valgt en sådan anledning til at brygge en øl, ville jeg havde valgt en Rauch-bier, og derfor savner man måske også lidt nogle indtryk af sod, slagger og ikke mindst kvælende røg. I stedet får man vanille, røde æbler og et let berøring af chokolade, der også giver noget fylde. I betragtning af, at øllet er brygget til en brandkatastrofe, er det i skuffende grad venligt.

Men lur mig om ikke rauch-bier også er en relativt ny opfindelse, i hvert fald når man tænker på den bevidste fremelskning af røgduft og røgsmag i brygget? Dagmarbryggeriet går som bekendt mere efter noget autentisk gammeldags, dvs gerne surt eller syrligt, og på det punkt kan dette bryg, ligesom de to foregående i hvert fald godt være med.

Syrligheden er dog noget mere afdæmpet og bedre kontrolleret. Det i sig selv gør denne blogger glad, endda i en grad, så jeg kunne være fristet til at mene, at syrligheden er med til at give brygget noget friskhed.

Man aner også flere konturer i syrligheden i stedet for den eddikelage, som jeg diplomatisk forsøgte at undgå at fordømme de to foregående bryg som. Det letflydende bryg giver indtryk af gærede æbler lagret på egetræ. Dertil kommer en ikke dyr, men heller ikke svinebillig hvidvin, der har fået lov at stå lidt for længe. “Lidt for længe” skal her forstås som “lidt længere end det var meningen” og ikke “længere end godt er”. Uden videre sammenligning i øvrigt; sådan som man også gerne har det med gode oste.

Brygget her ender således med at være godt nok, men næppe i betydningen “den må jeg virkelig prøve igen”. “Det er OK” er vist den største ros, jeg kan svinge mig op til af dette bryg …

… og af Dagmarbryggeriet i det hele taget – indtil videre i hvert fald.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme